Frikvarter

Det er nu præcist 7 dage siden, vi landede i Danmark. De 72 timers venten på en eventuel besked fra sundhedsmyndighederne er forlængst overståede, og jeg kan med tilfredshed meddele, at vi så ikke lige var nogle af de der fremmede (brune) mennesker, der tog ny coronavirus med ind i Danmark.

Faktisk er det hele ét kæmpestort frikvarter fra corona og al dens væsen i Dannevang. Intet – som i INTET – i Danmark indikerer, at der er en alvorlig virus, som spøger i kulisserne.

Jovist, der er lidt klistermærker på gulvet i shoppingcentre og på kontorer. Der er også en del mere håndsprit ved ind- og udgange, plus et højttalerkald eller to om at holde pæn afstand, men ellers er alt ved det gamle. Danmark har på en eller anden måde fået fin og kontrolleret bugt med den første bølge, og nu skal ingen bede om mere krigstilstand og hjemmegang. Nu skal vi ud for at hygge igennem i industriferien.

Det er sådan set både en overraskelse og en lettelse for os, der er flygtet fra lockdown-lignende tilstande hertil for at få lige mængder frihed og frisk luft.

Det er balsam for sjælen at kunne bevæge sig frit omkring. I naturen og ude blandt andre mennesker. Nu har vi haft ansigtsmasker, latexhandsker, temperaturkontrol og andre meget synlige markører for, at verden er forandret i 4 måneder. At komme til Danmark og ‘slippe for det hele’ føles dælme skønt. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet. Men det gibber alligevel lidt i mig, når ingen overholder klistermærkerne i gulvet i Slotsarkaderne, og når vi går ind på café, hvor bordene så ikke bliver desinficerede, før vi sætter os. Det gibber i mig, når vi står mange mennesker i tæt kø til museet, og når folk pludselig giver spontane krammere.

Men frikvarter fra corona er altovervejende rart. Med små stik og nip af virusangst, som jeg er sikker på vil aftage, jo længere tid vi opholder os her.

Vi har også lige haft et andet slags frikvarter. Sammen med Hr. og Fru A har vi travet, spist og hygget os igennem København i et døgns tid – væk fra de to små madammer, som var lykkeligt overladt i Farmor og Kusine Emmas varetægt. Det var tiltrængt med lidt afstand – for alle parter i firkløveret.

Ligesom alle de andre var vi jo nødt til at tjekke den norske billionær Petter Stordalens nye fancy hotel, Villa Copenhagen, ud.Hotellets gennemfotograferede ‘hjerterum’ er det første, man møder. Og jeg forstår godt, at det er dén feature, der er gengivet i blade, aviser og anmeldelser. Her er virkelig dejligt at opholde sig. Vi prøvede både med et glas fancy georgisk orange-vin før maden, og med en flok espresso martinis efter middag ude i byen – og jeg kan bekræfte, at det er ligesom en hyggelig, fælles dagligstue, hvor der er plads til samtale, læsning, forretningsmøder osv.

Gå endelig derind forbi til kaffe eller vin en dag. Dét kan man sagtens uden nødvendigvis at tjekke ind på hotellet, hvilket er en sjældenhed i dansk sammenhæng, hvor ‘man’ stort set aldrig anvender hoteller til andet end at overnatte og spise morgenbuffet. Her er der virkelig tale om et hotel med mere potentiale for gæster udefra, fordi det netop ikke føles som en banegård eller et transitområde a lá et Scandic eller Radisson.

Værelserne er æstetisk pleasing med fine referencer til de historiske post-aktiviteter. For eksempel minder badeværelsets udformning lidt om et stort dueslag eller sorteringsrum på et postkontor – med skydedør og riflet glas. Her taler jeg om de billigste værelser – hvad der foregår med suiternes indretning osv., aner jeg intet om.Der er også et eller andet mega-nice ved at alting er rent og spritnyt. Håndklæderne er tykke og luftige, gulvtæppet helt rent og uplettet. Udvalget af sæber, cremer, chokolader osv. er helt i tråd med tiden – bæredygtigt, certificeret med dette og hint – og samtidig ganske udsøgt rart.

Jeg har ikke ét dårligt ord at sige om Villa Copenhagen. Her er rent, tjekket og noget så lækkert designmæssigt. Sengene er dejlige, og togene kan stort set ikke høres igennem ruderne, så søvnen er fin. Morgenmaden er også skøn og rigelig – med en særlig ros til husets bageri ‘Rug’, som virkelig leverer skønt brød og søde sager.

Det eneste, der muligvis er vid-vinklet lidt rigeligt på salgsbillederne, er stedets miljørigtigt-opvarmede roof top pool. Fordelen ved at være velpolstret er, at jeg nu kan bade i al slags vejr. Dengang jeg var tynd, var jeg blå af kulde bare ved tanken om en svømmetur i danske sommertemperaturer. Nu kan jeg sagtens nuppe en halv time i det lune vand på toppen af København en tirsdag morgen. Og bare man ikke forventer et stort bassin med god plads til ivrige svømmetag, så fungerer det såmænd fint nok.

Og så fik vi ellers et kærligt gensyn med København. Det er endnu en god ting ved hotellet – det ligger inden for gåafstand af alting i den indre by, så man får virkelig nydt at vandre omkring på må og få.

Et enkelt stop eller to med den nye cityring var vi også nødt til at prøve. Det har fået København til at virke lidt mere storbyagtig, føler jeg.Selv i sommerregn og rusk under en paraply er Nyhavn og Kongens Nytorv top-charmerende.
Vi faldt også helt spontant over Ferms Livings nyåbnede showroom og butik, der ligger i umiddelbar forlængelse af gang- og cykelbroen lige ud for Nyhavn til Christianshavn. Her fik vi hilst på Hr. V, som viste os rundt midt i et travlt fotoshoot. Ferm Livings nye hus er bestemt også et besøg værd, hvis du er i København.
Om aftenen trodsede vi vind og vejr til gensyn med Kødbyen og Vesterbro, som er det åbenlyse valg i forhold til en middag, når man overnatter på Villa Copenhagen.Der er dunst af kød og stående tilbud på kondibøtter, og lige så snusket-snavset som altid i den vindomsuste Kødby. Jeg formoder, at turister finder det indtagende og sjælfuldt, når de vader Københavns stræder og smøger tynde, mens de finder finurlige historiske træk og fortællinger i noget træt murværk eller i graffitiens rå beskeder. Det er street art fra både en fjern og en nær tid.

I virkeligheden er det en møgbeskidt sjæl eller historie. Det gibber ihvertfald i mig, når jeg ser, at der deales stoffer lige før vi træder ind på et fancy spisested. Men sådan er der så meget – og København er og bliver en skizofren kælling med kø ved Louis Vuitton-butikken og alt for mange psykisk syge uden et ordentligt opholdssted.

Dagen derpå forsatte vi videre i vores semi-spontane turist-verden. Fru A viste mig behændigt Roccamore Shoes-butikken, så jeg kunne prøve at balancere i et par af deres flotte sko.Bagefter tog vi en tur op i det indre sneglehus i Rundetårn for at se ud over et regnvejrstruet København. Udstillingen om H.C. Ørsted over Trinitatiskirken var også fin, og jeg noterede med tilfredshed, at Ørsted som det mest selvfølgelige evnede at linke og værdsætte både sprog og naturvidenskab. Hvor er det dog indtagende og sødt at se indre by ovenfra. Tuttenuttet, nærmest.

Og selvom vi kunne have brugt dage på at besøge flere museer, caféer og spisesteder, så var det her kun et frikvarter. Som sluttede med frokost på Meyers i Tårnet på Christiansborg.Det er smørrebrød serveret med en vis andægtighed, som vel passer til lokalets storhed og historiens vingesus.Jeg sørgede for at få spist godt med fisk – for er der noget, man kan i Danmark, så er det at tilberede spændende fisk og nye og anderledes smagssammensætninger. Her er det f.eks. sild, rødbede, rygeost og solbær.Og før den rødbedefarvede sildetallerken kunne jeg ikke stå for friske, hvide asparges med store rejer, vel?Smørrebrød FTW. Jeg er fan og savner det inderligt med jævne mellemrum. Men sildemadder i 35 graders ørkenvarme fungerer bare ikke lige så godt som i 18 graders regn og rusk i Danmark.

Jeg håber, vi finder en anden god anledning til at besøge Villa Copenhagen igen. I denne ombæring var det en kombination af nysgerrighed og ønsket om endelig at have god tid med Hr. og Fru A. En anden gang kunne det jo være, at Cille og Mille skulle introduceres til deres hjemlands hovedstad, hvem ved?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Landet i Danmark

Aldrig har vi haft så meget brug for ferie og for at komme væk fra Ørkenstaten, som denne her sommer.

Lockdown og knapt 4 måneders hjemmeskole og onlineundervisning har virkelig tæret på kræfter og nerver hos os alle fire. Dobbelthager og bekymringsrynker (hos de voksne) kan heldigvis gemmes godt væk under ansigtsmaskerne, da vi letter fredag morgen fra en overophedet ørken for at tage op mod køligere himmelstrøg.For første gang i knapt 10 års udlandsliv har jeg tænkt og følt, at vi for alvor var på gyngende grund. Nu handlede det ikke længere “kun” om økonomiske udfordringer og risici, men også om fremtid og følelser på en ny og langt mere alvorlig måde end nogensinde tidligere.

Det er absolut en del af livsvilkårene og ‘pakken’, at man som expat ofte føler sig usikker ift. arbejde, økonomi og fremtid, men pludselig kom der en corona-pandemi og tilføjede et ekstra lag af ubehag i forhold til voldsomt forandrede levevilkår, sikkerhedsmæssige udsving og divergerende værdisæt.

De Forenede Arabiske Emirater har handlet konsekvent og hurtigt i forhold til pandemien. Det blev meldt klart ud fra starten, at børnene ikke ville komme tilbage i skole igen i dette skoleår. Det blev også meldt klart ud, at man fra officiel side havde valgt, at børn op til 12 år og ældre over 60 år skulle blive hjemme. Som i helt hjemme. Ingen adgang til indkøb/butikker, sportsaktiviteter/pools/parker eller færden uden for det allernærmeste nabolag. Det har simpelthen været så synd for samfundets mindsteborgere, og det er absolut ikke noget, jeg ville ønske for nogen børn, at de skulle opleve.

Dén lockdown, vi alle oplevede som snærende og ubehagelig under Ramadanen, er fortsat i ‘det uendelige’ for vores børn, som hverken måtte deltage i sport, komme med uden for eller have legeaftaler hist og pist efter skoletid.

Velment har det været. Naturligvis. Et ønske om at undgå en masse syge børn og syge ældre mennesker er da helt forståeligt. Men det har givet vores børn en alvorlig nedtur mentalt, socialt, psykisk og fysisk. Og det har været interessant at opleve ude fra, hvordan Danmark gav børnene lov til at vende tilbage til deres hverdag relativt hurtigt i genåbningsprocessen, fordi det nu engang tjener børn bedst at have en fast hverdagsramme og sunde, fysiske aktiviteter at forholde sig til.

Mille, der plejer at dyrke masser af sport i løbet af ugen, har vist tegn på at være deprimeret og har fundet glæde ved at gå i spisekammeret. Tennis- og gymnastikpigen, som har været vant til at få udløst store doser af endorfiner og adrenalin hver eneste dag, har forandret sig til en mut og indadvendt pige, der vrisser og bider ad os, når vi prøver at hjælpe hende eller spørge ind. Sofakartoffel, er hun blevet – på rekordtid. Og hun viser ikke den store interesse for at vende tilbage til gymnastiksalen, nu hvor hun knager og sukker som en gammel skonnert i fast rutefart mellem sofa og køleskab. Det er ikke kun fysisk vægt, der er røget på – men også mental vægt. Alt er tungt, uretfærdigt og hårdt i Milles verden, og hun trænger sådan til luftforandring, leg, samvær og gode grin, der starter helt nede i maven og ruller op igennem skuldrene til de løsnes og falder rigtigt på plads igen.

Cille har klaret forløbet bedre, fordi hun hver dag har arbejdet hjemmefra med en fast klassekammerat. Ikke lovligt overhovedet i forhold til gældende retningslinjer fra myndighederne, men det var en overlevelsestaktik og beslutning, vi tog i samråd med den anden piges forældre. Fra naturens side er Cille også en doven bandit, så hun har med største sindsro tillagt sig yderligere et par timers spilletid på iPad’en, og hun trives fint i eget selskab eller med en enkelt veninde eller to. Hun trænger dog også helt vildt til at blive lukket ud på græs denne sommer. Og til at se langt, se lysegrønt og fordybe sig i den fysiske verden i stedet for den virtuelle verden, hvor hun er groet fast de seneste 4 måneder.

Så det gør vi nu.

Lever livet. Uden for. I naturen.

Med de mennesker, der står os allernærmest, og som får os til at grine, føle, tænke og mærke igen. For det kan man heldigvis stadig i Danmark. Helt uden latexhandsker og to meters afstand.Men før noget som helst andet kan ske, stiller vi os ud i køen til Coronatest.Lige uden for Københavns Lufthavn kan man ganske gratis blive testet for Corona og få svar inden for 72 timer. Dét er da en service, man ikke kan sige nej tak til!

I forvejen havde vi lavet forventningsafstemning med Farmor og Farfar, samt de familiemedlemmer og venner, som vi havde aftalt at se fra starten. Vi har passet så meget på i Ørkenstaten med obligatoriske ansigtsmasker, temperaturkontrol og gummihandsker, at vi ikke rigtigt kunne se, at vi nødvendigvis skulle udgøre den helt store risiko i Danmark. Men som ‘tilrejsende fremmede’ tog vi selvfølgelig imod tests. Vi skal ikke indføre ørken-Corona til Dannevang, dét er helt sikkert.

Og så er det ellers på med røjserne og ud på græs.Pigerne lufter hunde i Grib Skov i ét væk.
De går på havevandringer og plukker kirsebær til eftermiddagskaffen.
De leger og leger med deres fætter og kusine, mens de skærmer sig lidt for sommerregnen med et par paraplyer.Siden sidst er Fætter V blevet lidt af en Emil fra Lønneberg, sådan som han tømrer og snedkererer i redskabsskuret derhjemme. Det er godt nok ikke træfigurer, han fremstiller, men derimod dolke og sværd – og dén aktivitet er pigerne da straks med på.Som altid falder der ro over os, når vi lander hos Farmor og Farfar og resten af familien i Hillerød.

Mille finder legetøj frem, som hun helt havde glemt, og som nu er et skønt gensyn.Cille finder ro i havens hængesofa, mens hun venter på opholdsvejr, så hun kan komme i gang med at finde mariehøns og andre insekter igen.Og mens børnene er så fint optagede af deres vante ritualer og lege, lister jeg afsted for mig selv.

På den første løbetur i skoven hulker jeg nærmest over synet af al den grønhed og over følelsen af rigtig frihed.
For mig er der ingen tvivl om, at Guds Hus er naturen. Det er det eneste sted, hvor jeg sådan for alvor kan off-loade alt dét, der generer mig. Heldigvis kom der en lillebitte skovmus og afbrød mig noget så glædeligt, så jeg ikke fik en kæmpe tudetur ud af  den første skønne skovtur.

For den ligger lige under overfladen og lurer.

Tudeturen.

Den, jeg ikke har givet mig selv lov til at have eller tage i 4 måneder, fordi pigernes kvaler har været vigtigst. Jeg håber bare, at når den endelig kommer til mig, så er jeg i umiddelbar nærhed af min mor eller svigermor. For kønt bliver det ikke.

Indtil da vil jeg trække den friske, svale sommerluft dybt ned i lungerne. Og spise en af Farmors gode frikadeller. Og en håndfuld søde, danske jordbær til dessert.

Og så må jeg drikke kaffe med fed dansk mælk, der smager, så fuglene synger i Grib Skov. Ihvertfald én gang om dagen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Zoom Graduation

Mandag var der officiel afgangs-ceremoni for Cille i Year 6.

I stedet for at stå på lange, lige rækker i skolens skinnende blå “caps and gowns” med de stolte forældre som tilskuere på lige så lange, lige rækker, var der indkaldt til individuelle klasse-ceremonier over Zoom.

Så langt fra, hvad afslutningen af Primary School skulle have været, som man overhovedet kunne komme.

Og det er jo ikke skolens skyld.

Ej heller børnenes.

Men for helvede, hvor er det surt, at alle fejringer i disse måneder er noget med at sidde på en skærm derhjemme og golf-klappe lidt, mens billedet fryser og stemmerne hakker ind og ud. Hu-hej, for en fest! Cille holdt nu den gode mine med uniformsskjorten på, siddende klar ved skrivebordet med sin nye laptop, som hun har fået i tidlig fødselsdagsgave af os, fordi hun rykker op i Secondary School til september.Hun havde klistret sin takketale op lige under laptop-kameraet, så hun kunne se professionel og direkte ud, når det var hendes tur til at holde tale for sin klasse – og talerækken var printet ud, så hun ikke mistede sine 25 gyldne sekunder i Zoom-rampelyset.Først var det dog rektors tur til at lykønske eleverne med deres afslutning af IB-systemets Primary Years Programme. Cille har været i IB-systemet siden Year 2 – og før det var hun 2 år i National Curriculum of England. Med andre ord er den knapt 11-årige ved at afslutte 8 års skolegang. Det bliver helt automatisk ret langtidsstuderende børn, når de starter som 3-4-årige med at gå i skole.

Cille klarede sin tale så fint. Hun var tydelig og velartikuleret – og underlægningsmuzakken åd desværre størstedelen af hendes tale, præcist som det var tilfældet med alle andre. Dét, der virker så teknisk avanceret og tjekket i teorien, kan så hurtigt falde til jorden ude i virkeligheden.

Hun havde sommerfugle i maven forud for sin Zoom Graduation – så et eller andet har ceremonien alligevel betydet for hende, selvom der ikke blev noget med navneopråb, klapsalver og stolt skriden hen over gymnastiksalens gulv for at modtage eksamensbeviset fra rektors hånd, mens hele årgangen så på, blev fotograferet osv.

Bagefter var der jo heller ikke afslutningsfest på et fancy hotel, som der ellers plejer at være. Og som Cille har glædet sig til i et helt år. Det er umuligt at afholde sådan noget pt., og dén fest er således endt i bunken af bristede musical-drømme og diverse fødselsdagsfester, og hvad der ellers er blevet aflyst i kølvandet på lorte-corona.

Men det betyder meget, at alle er i samme båd.

Det gør knapt så ondt at miste noget, når det er en fælles præmis, fornemmer jeg?

Der har ihvertfald ikke været tårer over, at der ikke skulle sættes hår i frisørsalonen og danses på parketgulv med veninderne. De har sikkert tænkt og følt skidtet undervejs, børnene, men de har holdt det for sig selv. Accepteret vilkårene. Klaret sig igennem krisen langt bedre end os voksne, føler jeg.Cille tog nu alligevel en smuk kjole på efter Zoom Graduation. Og lignede med et trylleslag en 15-årig. Det gjorde mig helt forskrækket. Og stolt ad Pommern til. For hun er ligeså smuk, enkel og elegant, som en sommerfugl.Vi havde bestilt cupcakes med Graduation-tema, og så fejrede vi ellers afslutningen sammen med Cilles veninde gennem alle skoleårene. Der var lyserød børne-champagne og sukkerchok på alle hylder.Cilles venindes mor har en doktorgrad og er tilmed Oxford Graduate, så hun medbragte sit fine, originale “mortar board” fra Oxford Universitet, som pigerne kunne få taget billeder med! “Mortar board” oversættes bedst til murerske eller murerslev på dansk. Briterne må vel mene af “the cap” ligner en sådan? Før jeg selv fik et barn, der skulle gå fra Primary til Secondary, fnøs jeg over de der billeder af 11-årige i “caps and gowns” – come on, hvad er det lige, de “graduate’r” fra?!

Men efter at have oplevet PYP Exhibition-forløbet, kravene og det til tider umenneskelige pres, Cille har været underlagt i flere måneder, er der pludselig åbenlys grund til fejring.

Man bliver åbenbart klogere, når tingene lige så stille bliver mere vedkommende og mærkbare.Vi markerer også overgangen fra Primary til Secondary med en lille opgradering fra børneværelse til pigeværelse. Cille har fået et større skrivebord, en ergonomisk skrivebordsstol, nyt sengetøj, nye gardiner og puder, et bedre reolsystem til opbevaring af bøger osv. til Secondary School’s højere krav. Foruden den flotte nye laptop, elektronisk pen og fiks mus, that is.Der mangler kun at blive opsat LED-lys i loftet, og så er den unge dame rullende til sit nye teenageliv.

Selv den nye uniform og skoene er indkøbt.

I Secondary School er der endelig mulighed for, at piger bærer bukser. Dén chance lod Cille ikke gå fra sig, så nu er der landet en bunke mørkeblå bukser, figursyede skjorter og en masse andet godt i skabet. Lige klar til at blive taget i brug til september.
Cille glæder sig helt vildt til Secondary School.

Hun er så klar mentalt, og vi ved, at hun vil vokse fint med opgaverne og de øgede udfordringer. Jeg trivedes selv meget bedre i det mere firkantede gymnasiemiljø, hvor der er klare regler, der skal følges, men hvor der også er et øget frihed under ansvar – og nye, spændende sociale cirkler at bevæge sig rundt i.Jeg faldt forleden over Cilles plan for sit “locker” i Secondary School. De får hvert sit skab med hængelås, så de ikke bærer for meget i løbet af skoledagen. Dén idé er hun tydeligvis helt med på.Hun har vist også visualiseret sig selv i en sej Secondary School science class – omgivet af primært seje piger, en random boy (who cares anyway?) og en kvindelig science-lærer. Fordi piger og science bare styrer!

Der sker ting og sager med Lille-Store Cille.

Det ene øjeblik plastrer hun sin dør til med seje klistermærker, Tom Gates-doodles og styrer alting med hård hånd. Det næste øjeblik kryber hun helt ind til mig og vil være lille.
Åh, min Cille. Et kæmpestort til lykke med et veloverstået PYP. Du har lært så meget i denne proces. Om dig selv og om sociale mekanismer, mere end noget andet.

Vi kan næsten mærke sommerferien komme tumlende imod os nu.

Cille fortjener i dén grad følelsen af frihed og langstrakt, elastisk tid, der bare forsvinder ud i der blå uden skyggen af bekymring eller sorg. Det vil jeg gøre mit bedste for at give hende.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Et skridt frem, to skridt tilbage

Først den ene vej, og så den anden vej – eller et skridt frem og to skridt tilbage.

Uanset hvilken vending, vi bruger, så danser vi rundt om den varme grød.Den varme grød er så lig med sommerferien, som vi gerne vil holde i Danmark. Præcist som vi plejer.

I coronakrisens tidlige stadie, var der alt muligt på spil. Min Mors rejse til Dubai blev aflyst i 11. time, og hun venter sikkert stadig på at modtage en voucher fra Emirates. Min søster og hendes lille familie fik også deres tur aflyst ned til os, og de afventer også nye rejsevouchers. For os selv var der en 10 dages forårsrundrejse i Vietnam, der røg direkte i vasken, da de vietnamesiske myndigheder lukkede landet endnu hurtigere end det var tilfældet her i Ørkenstaten. Ved hjælp af Martins temmelig insisterende og hårdnakkede væsen lykkedes det ham heldigvis at få refunderet rejsen og hotellerne. Det var en kæmpe lettelse, for det var hele familiens feriebudget, der var på spil.

Og efter dén serie af fæle skuffelser lagde rejsefeberen sig fladt ned i vores familie.

Ingen skulle nogen som helst steder.

Stay home, stay safe, som man si’r.

Sommerferiebilletterne med Emirates var jo allerede booket til 5. juli, så vi havde ligesom vores på det tørre, tænkte vi. Senere rykkede Emirates dog billetterne til 4. juli, uden at vi kommenterede på det – for de vidste vel bedst? Så annullerede Emirates pludselig billetterne kl. 3 om natten, så jeg var ved at få stress, da jeg vågnede næste morgen til en mail. Martin ringede så til dem og spurgte, hvad de havde gang i, og der blev straks lavet nye billetter til 3. juli.Jeg er ikke længere sikker på noget som helst, før vi sidder ombord i flyet med kurs mod Danmark. Iført ansigtsmasker, latexhandsker og med hjemmesmurt madpakke i tilfælde af hungersnød undervejs.

Sideløbende med alle de her forvirrende ændringer i flyafgange og billetter, har vi været vidner til en kontinuerlig strøm af flertydig kommunikation fra alle mulige og umulige sociale medier, net-aviser og myndigheder her i landet. Der er ikke én stemme eller myndighed, der taler til hele folket. Præcist som i Guds eget land, Amerika, hvor staterne har deres egne love og beslutter deres egne foranstaltninger og regler, så har de syv emirater også helt forskellige tilgange, regler og beskeder til befolkningen. Da Dubai lukkede fuldstændigt ned med 24/7 lockdown, tullede folk i Abu Dhabi rundt nærmest som om intet var hændt. Da Dubai forsigtigt åbnede op for forskellige aktiviteter og offentlige ‘rum’, lukkede Abu Dhabi pludselig ned for samtlige veje ind og ud af emiratet.

Jeg ved godt, at I også synes, at beskederne her under pandemien kan være tvetydige fra de danske myndigheders side. Hold afstand, beder Mette Frederiksen og Søren Brostrøm om, men tillader alligevel store demonstrationer. Sprit af, hver gang et barn har rørt et håndtag eller en genstand i institutionen, da der er risiko for overførsel af coronasmitte, men send nu endelig dit barn afsted – det er (sikkert) sikkert nok. På nogle skoler skal børnene være ude konstant og uanset vejrlig. På andre skoler er der opstillet telte og lavet andre regler.

Selvfølgelig må vi leve med flertydighed i en uvis situation, hvor alle bare prøver at gøre deres bedste, men stadig ikke helt kender den ydre fjende til bunds.

Det samme gør sig gældende her – og jeg accepterer og respekterer, at man her har haft den modsatte tilgang af Danmark: At de helt små børn er dem, der kommer allersidst afsted ud i den store verden igen – sammen med ældre mennesker, som også er underlagt relativt streng ‘hjemme-karantæne’. I Danmark var det jo præcist modsat. Og selvom pigerne har lidt en slags mental overlast eller skade ved at være ‘lukket inde’ siden medio marts, så er der intet vi kan gøre ved det. Det er bare at følge anvisningerne og forsøge at holde humøret oppe midt i hjemmeskole og hjemmeliv, der ind i mellem føles ret trangt.

Lidt efter lidt åbnes der også op. For to uger siden åbnede pools‘ene igen – også for børn – og fornylig åbnede malls også op for børn og ældre. I næste uge er der tennis til Mille, og hun glæder sig helt vildt til at komme tilbage på banen.Det er en underlig følelse, sådan at være afskåret fra ens almindelige liv og hverdag med et enkelt svirp fra en kinesisk virus-taktstok. Det er sorgfuldt, frustrerende og enerverende pludselig at vade rundt i en begrænset lille boble af en håndfuld udvalgte venner, plus et nyt og ganske uønsket arbejdsliv med indbygget skolegang hjemmefra – oven i alt, hvad kernefamilien ellers indebærer, når man pludselig er sammen 24/7.

Vi har sådan brug for en pause eller et afbræk fra det her cirkulære liv i firkløveret. Vi trænger til at komme væk fra den kunstige måtte og ud på rigtigt græs med den nærmeste familie og venner. Luftforandring fra kvælende ørkensommer til svale Danmark.Fra Danmark lyder det gang på gang: “Hvornår kommer I hjem?”

Fra venner og bekendte i De Forenede Arabiske Emirater lyder det gang på gang: “Tør I godt det, hvis man risikerer, at man ikke kan komme tilbage ind i landet igen efter sommeren? Mister I ikke jeres arbejde så?”

Risikoen for at sidde fast uden for landet er ganske reel. Over 200.000 mennesker med gyldig opholdstilladelse, jobs og familier i De Forenede Arabiske Emirater har siddet ‘fast’ ude i verden og ventet med længsel på at få lov til at komme tilbage til deres hjem og liv her i landet. De begynder så småt at vende retur nu, men mange har ventet siden marts på at få lov.

Ingen aner, hvordan landet ligger i august.

Ingen aner, hvad der kommer til at ske med den virus.

Eller med vores jobs og alt muligt andet, der rumler og ramler sammen med elendige makroøkonomiske verdensforviklinger, som absolut ingen har bedt om.

Et spil corona-kegler er helt uigennemskueligt – uanset hvor længe eller hvor meget, vi tænker, læser, studerer og analyserer situationen. Og situationen kan nå at ændre sig mange gange inden medio august. Ligesom verden også har slået adskillige kolbøtter bare siden marts måned.

Så vi har sat os en deadline. Én uge før formodet hjemrejse – det vil sige her i weekenden – må vi sætte os ind i, hvilke formularer og ansøgninger, der skal brygges sammen, før afrejse.

Så må vi se, hvad Emirates kræver af passagererne nu om dage, hvad der står på lufthavnens hjemmeside om check-in, og hvad Det Danske Generalkonsulat i Dubai tilråder.

Midt i virvaret af rygter, tvetydige tweets og uofficielle oversigter sendt via WhatsApp, har Det Danske Generalkonsulat virkelig vist sig duelige og gjort alt, hvad de har kunnet for at afklare situationen for os, der enten sidder det ene eller andet sted i en underlig form for klemme.

Og om lidt er vi på vej, er mit mantra i disse dage. Om lidt er vi på vej…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Atlantis Dubai

I torsdags var Cille til eksamen i sit store Year 6 projekt om kønsdiskrimination.

Det foregik over Zoom med lærer, klassekammerater, familiemedlemmer og gode venner, der kunne stille spørgsmål til gruppen i chatfeltet. Fagre nye verden, som vi alle har været nødt til at omfavne.
Efter 20 minutter sluttede mødet, og vi fik Farmor med på et nyt Zoom-kald, hvor hun lykønskede Cille med eksamen og overraskede hende med en fin buket. Tusind tak til alle jer, der var med i det virtuelle eksamenslokale og for alle lykønskningerne efterfølgende. ❤

Senere overraskede vi også Cille.

Efter at have været i tænkeboks længe, besluttede vi os for, at vi måtte gøre noget ekstraordinært for at fejre og markere, at eksamen fra Primary School nu var veloverstået. Det har været et kæmpearbejde – lærerigt og udfordrende – og på nogle punkter alt, alt for krævende. Cille fortjente uden tvivl at blive forkælet og fejret for sin indsats igennem to en halv måned.

Under normale omstændigheder ville hele Year 6-årgangen komme til “Graduation Ceremony” med overrækkelse af eksamensbeviser i “caps and gowns”, efterfulgt af en fin fest med musik og dans på et hotel. Dét er selvfølgelig aflyst i år på grund af det unævnelige. Ligesom så mange andre dejlige ting.

Vi endte dog med at vove os uden for matriklen, smitterisiko til trods. Det føltes for vigtigt, det her.Vi tjekkede ind på det terrakottafarvede børnepalads, Atlantis Dubai, der ligger som et lysende rødt kirsebær på toppen af ikoniske Palm Jumeirah. Det er 100% italiensk glas-kitsch og marmor-galore, gakkede farver og gennemført interiørdesign med detaljer, der konstant leder tankerne hen på Kong Tritons undersøiske rige i Disney’s version af “Den lille havfrue”. Et børne-paradis, er det.Hvert år, når temperaturen stiger til ‘sådan-cirka-ulidelig’, kører Atlantis med helt eventyrligt lave priser på overnatning med morgenmad.

Hvert år har jeg tænkt, at det burde vi virkelig også benytte os af, mens børnene er små nok til at værdsætte sådan et sted.

Nu var den åbenlyse anledning der til at glo på delfinshow og hygge ved poolen dagen lang. Efter tre måneders hjemmeliv var dét her præcist, hvad vi havde behov for.


Faktisk var vi møgheldige, at poolen var åben, så vores egen lille havfrue kunne blive dyppet. Fredag var nemlig den første åbningsdag for poolområder på hoteller – og her i starten af denne uge er community pools også blevet åbnet igen.

Aquaventure – Atlantis’ store badeland – var dog fortsat lukket, så det var en aktivitet, vi ikke kunne komme til og som ellers ville have været inkluderet i opholdet. Vi ville også gerne have bestilt tid til at hilse sådan rigtigt på delfinerne nede i bassinet, men den aktivitet var også fortsat lukket.Den første aften fik Cille en mad-drøm opfyldt. Hun elsker Gordon Ramsay, og hun ser alle hans programmer. Særligt Ramsay’s Beef Wellington havde fanget hendes interesse, så vi fejrede hende med præcist den ret på Ramsay’s restaurant, “Bread Street Kitchen”.Her sad hun – stolt og tilfreds med at være midtpunkt midt i trøffel-kartoffelmos, butterdej og oksemørbrad – så træt, så træt, at hun knapt kunne hænge sammen.

Da pigerne fik at vide, at vi skulle afsted på hotelophold, hoppede de op og ned i tre timer, mens de pakkede tasker og planlagde tøseting til hotelværelset.

At have været lukket inde så længe, har afgjort en stor betydning for, hvor taknemmelige, vi bliver over de ting, vi tidligere har taget aldeles for givet – som f.eks. at komme på hotel, i poolen eller ud at spise. Det er så indgroet en del af “Dubai-livet”, at vi først nu kommer sådan for alvor i tanke om, at det vitterligt er en luksusboble, vi lever i.
Selvforkælelse var kodeordet for weekenden, og Cille tog det meget seriøst. Hun fandt badekåben frem, og hun er allerede en habil maske-pålægger. Jeg får jobbet som dronningens kuli og fodterapeut.Et par af Farmors roser måtte lide badekarsskæbnen.Vi forelskede os også straks i make-up-bord og walk-in-område, der var meganice.Der var bare ingen sure miner at spore over den opgradering til Royal Suite, vi fik fikset (efter en lidt kikset start).
Efter et par dage i solens stråler – med dejlig mad, leg i poolen og lange bade – var det som om skuldrene endelig faldt ned på plads.

Atlantis Dubai er virkelig anbefalelsesværdig, hvis man er afsted som børnefamilie. 
Det er så gennemført fint sensorisk for børn, f.eks. med kig til havdyr – fisk, hajer, rokker osv. – over det hele.Der er stærke, glade farver i lofterne, som man kun kan blive i godt humør af.Og akvariet “The Lost Chambers”-akvariet er stadig en familiefavorit.
Book Atlantis Dubai i juni, juli eller august – der er masser at lave både inde og ude – også selvom det er virkelig varmt på denne tid af året. Det er value for money at tage halvpension, hvis man ikke har specifikke signatur-restauranter, man bare må på. Vi havde kun morgenmaden med, da vi jo havde booket bord hos Ramsay.

Der er skønne Friday Brunches i flere af restauranterne derude – bl.a. Nobu og Bread Street Kitchen – og efterfølgende er der fest på Wavehouse og Nasimi Beach. Bread Street Kitchen er børnevenlig – det er de andre steder, jeg nævner ikke. Én af de ting, jeg elsker ved Friday Brunches i Dubai er, at man kan have en rigtig fest, selvom man måske kun er der som par eller som familie. Dén følelse af at feste igennem kan ellers være lidt svær at få fat i, når man er på ferie med børn, synes jeg. Men ikke i Dubai. 😉

For tiden kører Atlantis med dagspas, hvor prisen konverteres til mad og drikke ved poolen. Dét er da smart.

Måske er min anbefaling præget af, at vi har været lukket inde i tre måneder. Det er den sikkert. Men hånden på hjertet – det her var så tiltrængt – og så rart et sted at være med børn, hvis man da kan leve med en hel del øjenbæ og bling-kitsch på alle kanaler. Schwung er der ihvertfald over stedet og de oplevelser, det byder på.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet