Big brother is watching you 👀

For de af jer, der læser mellem linjer og husker parenteser, kommer det ikke som nogen overraskelse, at der ofte er en pæn mængde censurglasur smurt henover min blog.

En delvist selvvalgt censur.

Selvvalgt på dén måde, at jeg bruger tid på at vurdere, om mine blogindlæg indeholder elementer, der enten er ulovlige i en fjern Ørkenstat eller kunne kompromittere os som familie.

Det handler ikke om, hvad jeg har lyst til at dele fra vores familieliv. Dér har jeg rimeligt styr på mine grænser, ønsker og behov. Det handler langt mere om, hvad jeg overhovedet har lov til at fortælle om.

Der er øjne, som kigger og ører, som lytter. Overalt.

På en måde er det ret smart.

Som når man f.eks. glemmer, hvor man har parkeret bilen i et kæmpestort shoppingcenter.Du taster bare nummerpladen (eller de dele af nummerpladen, du kan huske) ind på skærmen – og vupti – to sekunder senere dukker der et tydeligt foto op af din bil og dens placering i p-huset.

Det er sandsynligvis kun på de offentlige toiletter og i bederummene i shoppingcentrene, at der ikke er kameraovervågning. Resten af tiden har du Big Brother’s 👀 lige i nakken.

Jeg opponerer ikke imod kameraovervågning i det offentlige rum. For jeg har intet at skjule, medmindre diskret rettelse af trusseletter tæller med. Den handling ville jeg egentlig helst holde for mig selv, men jeg krydser fingre for, at der ikke sidder 24/7-overvågningspersonale og glor på mine numseudfordringer.

Det ville også være omsonst at have et problem med kameraer i en Ørkenstat.

Her er hverken personlig frihed eller ytringsfrihed a lá Europa. Forbud og lovgivning er ikke noget, man omgås lemfældigt eller laver sjov med. Det er ramme alvor.

Vores adfærd vurderes i det offentlige rum af kameraøjne og sikkerhedsvagter, som befinder sig overalt i det offentlige transportsystem, i shoppingcentre, ved indkørslen til vores gated communities osv.

Man er aldrig helt alene.

Skype klikker så sært. Det kan mobilopkaldene også gøre ind i mellem.

Google én enkelt ting, der lyder lidt lakrids og siden er blokeret.

Ind i mellem sorteres selv Ekstra-Bladet og B.T. fra, hvis man befinder sig et sted, hvor firewall’en er ekstra restriktiv og nægter at vise dig naboens datter.

Du tilbydes free wi-fi overalt – og spores dermed overalt. Det er en ren win-win-situation.

Du får anvisninger og instruktioner, hvis du er parkeret lidt skævt uden for din vens hus; hvis du har stillet skraldespanden forkert eller har for meget rod i garagen; hvis du har medbragt et lidt for stort badedyr i poolen og fortsæt selv. Intet er overladt til tilfældighederne. Og her nævner jeg kun de uskyldige ting, der ikke resulterer i umiddelbar bødestraf (eller fængsel).

Og vi lever med det.

For det er blevet hverdag.

The new norm.

Der skal søges om tilladelse til stort set alting. Fordi det (i mange tilfælde) giver dirhams i kassen – og fordi det er en kontrolmekanisme.

Og vi godtager under ingen omstændigheder den gamle sang om, at det er “lettere at bede om tilgivelse end om tilladelse” i De Forenede Arabiske Emirater. Men samtidig med, at vi må acceptere og respektere, at Big Brother glor os over skulderen på alle steder og tidspunkter, hvis vi vil leve i det her land, så får vi også en kæmpe gave forærende: Muligheden for at leve i verdens tryggeste samfund.

Jeg ved godt, at Dubai ikke helt kan nå hovedstaden Abu Dhabi i ‘tryghed og sikkerhed’, men her er stadig helt ufatteligt rart at leve.

I dag blev Abu Dhabi nok engang kåret til den tryggeste by i verden – og det er styret selvsagt stolt af.

https://gulfnews.com/news/uae/society/abu-dhabi-ranked-safest-city-in-the-world-1.2280355

Her i Dubai stiller vi vores tasker og poser i indkøbsvognen og går roligt rundt efter varer uden nogensinde at frygte, at nogen vil nuppe vores ejendele. Det samme gør sig gældende i toget, taxaen eller bussen. Du mister ingen ejendele og kan tilmed blive genforenet med dem, hvis du skulle glemme dem, når du står af.

Mobiltelefoner og penge kan trygt ligge på cafébordet, mens du henter din kaffe eller en serviet.

Jeg glemmer at låse bilen i garagen, og Martin glemmer ofte hoveddøren.

Vi stoler på hinanden og et ord er et ord, når vi betaler depositum for en vare eller service uden at få så meget som en kvittering.

Det kan virke grænseoverskridende, når man som dansker oplever, at her ikke er nogen form for privatlivets fred. Det er helt klart en pris at betale, når man vælger at bosætte sig her til lands.

Til gengæld får vi tryghed og sikkerhed.

Og sjovt nok opnår vi – ligesom i Danmark – en gensidig tillid og respekt i samfundet, der er hjulpet på vej af en seriøs strafferamme for selv småforseelser. Men – hvis vi er lovlydige borgere, der kun ønsker at hjælpe og samarbejde med alle andre borgere – så kan det være en pris, der er værd at betale.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Jetsetkvinde eller Jerseyko

Det hænder, at en journalist, researcher eller forfatteraspirant gør mig lidt pirrelig.

En gang i kvartalet, for nu at være helt præcis.

Og jeg gætter på, at de fleste danske kvinder i Dubai får den samme type af henvendelser som jeg.

Dét, der ærgrer mig allermest er, at Sabrina fra STV let og elegant forbigår undertegnede i sin søgen efter danske jetsetkvinder i Dubai. Hun skyder med spredehagl. Drøner forbi målet. Leder efter alt med en puls og Dubai markeret som hjemstavn.

Hvorfor skal jeg dog finde de her danske damer frem til hende, når jeg står lige herude og banker på som en anden komplet overset Thomas Helmig?

Er det mit profilbillede med tørklædet, der ikke ligefrem oser af sex på røde veloursofaer og Moët til morgenmad? Er det mit praktiske Mor-hår, den manglende contouring og den åbenlyse minus-restylane, der gør udfaldet?

Jeg aner det simpelthen ikke.

Men hun ser forbi mig.

Søger noget helt andet.

Og jeg er alt, alt for høflig til at foreslå mig selv. Man er vel fra Jylland.

Så jeg må svare hende fra hjertet. Rent og inderligt.

Sjovt nok laver min autocorrect ‘jetsetkvinde’ om til ‘jerseyko’. Og jeg er på nippet til ikke at ændre det tilbage, men er alligevel lidt i tvivl om, hvorvidt Sabrina’s sans for humor ligner min.

Så godt kender vi jo heller ikke hinanden.

Endnu.

Sabrina svarer hurtigt og meget, meget flinkere retur end dét, jeg er i stand til overfor hende.

Vi stopper naturligvis korrespondancen her.

Penneveninde-konceptet er ligesom uddødt engang i 90’erne.

Det var jo heller ikke ligefrem fordi jeg solgte mig selv som en overstrømmende venlig Dubai-Dame til den uforvarende researcher, der vist har Google som sin bedste ven.

Og tilbage sidder jeg nu med to tanker:

1. Hvad var der sket, hvis jeg i “ramme alvor” havde foreslået mig selv som den jetsetkvinde/jerseyko, Sabrina søger? Hvordan ville hun have rodet sig ud af dén misere uden at såre mine fine følelser?

2. Er det virkelig så rigtigt og vigtigt, at give seerne et indblik i ‘livsstile der går ud over det sædvanlige’? Var der ikke andre og mere relevante, virkelighedsorienterede emner, vi kunne underholde og oplyse danske seere med?

Grotesk reality-TV er kommet for at blive. Jeg ved det jo godt. Ind i mellem ser jeg også selv et afsnit af Luksusfælden eller De Unge Mødre, hvis mit depressive indre har behov for at dulmes ved synet af mennesker, der er længere ude i hverdagssumpen end jeg selv.

Men helt ærligt – hvor ville det være befriende, hvis der kunne komme flere nuancer på steder og mennesker, når TV-produktionsselskaberne går i krig.

Det er sgu’ så forudsigeligt. Så stereotypt og fordummende. Peter Ingemann-agtigt åndsbollet.

Så uinteressant at skabe TV for forargelsens og fordømmelsens skyld.

Hvorfor sker det så igen og igen?

Fordi det føles trygt og godt at få bekræftet alle ens fordomme.

Tror jeg.

Ingen kan nævne, at de bor i Dubai, uden at modtage stereotype responser retur.

Nogle af folks stereotype forestillinger er ret virkelighedsnære, naturligvis. Ellers ville de jo netop ikke blive til stereotyper. Andre er så langt fra virkeligheden, som man kan komme. Fælles for alle stereotype kommentarer er, at de er dødhamrende irriterende at skulle forholde sig til konstant. Uanset om de kommer fra ens gamle nabo henover formiddagskaffen eller til en 60-års fødselsdag fra velmenende slægtninge henover Orgel-Erlings muzak.

Men dén problematik gider Sabrina ikke at forholde sig til. Det er simpelthen for besværligt at skulle lave kritisk samfundsanalyse og tale med almindelige mennesker om almindelige menneskers problemer. Sabrina og STV vil ha’ guld, diamanter, yacht-parties, et hus på Palm Jumeirah, en Bentley i garagen, nye bryster for 19. gang og børn, der udelukkende passes af filippinske nannies, mens Mor drukner sorgerne i kaviar og champagne med veninderne. Faren til børnene er forhåbentlig en eksotisk araber. Sheikh eller noget. Med egen poloklub, Rolls-Royce, limited edition Rolex, et oliefelt eller to i familien, en flok kameler som medgift til kone nummer fire og en fin, kridhvid dishdash, der aldrig krøller.

Jeg har ikke fundet hende endnu.

Jetsetkvinden eller jerseykoen, som Sabrina og STV leder så desperate efter.

Men jeg skal nok sige til, hvis jeg finder hende.

Dét lover jeg.

Ama’r-Dubai-Halshug-Inshallah.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Fyrre, Følsom og Farverig

Jeg forsøger at skabe mit eget og mere passende take på den gamle kommentar om at være “Fyrre, Fed og Færdig”, nu hvor jeg har taget mit første, spæde skridt ind i 40’erne.

I mit tilfælde tror jeg, at “Fyrre, Følsom og Farverig” dækker bedre.

Samtlige følelser har ihvertfald været uden på nattrøjen helt fra starten af mit nye årti, som begynder med fødselsdagssang klokken meget tidligt. Lige midt i min uskyldige skønhedssøvn.

Pigerne og Martin har købt gaver, pyntet op og lavet fine kort til mig.Mormor har transporteret en gigant-gave med i sin kuffert fra Danmark og stået op for at bage lige efter mit ønske.

Vandbakkelse til morgenmad. Fordi jeg kan.Vi er nemlig på et yderst begrænset morgenmadsindtag, fordi eftermiddagen står på én af Dubai’s mest notoriske Friday Brunches – Bubbalicious – på hotellet Westin Dubai Mina Seyahi.Vi har aldrig prøvet Bubbalicious Friday Brunch før – men det tager os kun et øjeblik, før vi forstår, at dét her er noget helt særligt. Ikke kun på grund af det vanvittige, delikate, dekadente, luksuriøse, overdådige udbud af mad fra alle verdenskøkkener. Men også fordi stemningen er helt i top med live-orkester, der spiller supergodt, russiske rulleskøjteartister, asiatiske akrobater og andre festlige indslag undervejs.

Foruden dén underholdning, vi selv står for omkring bordet med orn’lige vandmeloner og den slags classy acts.Og når sprutten går indenbords, forstanden ryger overbords og 40-årskrisen banker på, så er det helt perfekt, at brunchen også byder på en klinik, hvor en russisk sygeplejerske med flot uniform og lange stænger i netstrømper kan make you feel better, som man si’r.Jeg får det ihvertfald straks bedre under kyndig assistance af både min private, danske sygeplejerske og den russiske roulette.Festens mandlige gæster er også enormt hjælpsomme, nu hvor min gamle krop har brug for alle de antioxidanter og cellefornyende superfoods, den kan komme i nærheden af. Dr. Krabbe insisterer ihvertfald på, at hans hvedegræs er særligt sundt – og jeg er naturligvis madmodig, når det kommer til grønne urter, østers og foie gras. (PS: Jeg kan stadig ikke fordrage østers og foie gras – hvedegræsset går an. PPS: Hvad sker der lige for de der ruflede øjenlåg? Ser jeg virkelig sådan ud?!)

Jeg nyder min fødselsdagsfest i fulde drag. Den er farverig, hyggelig og glad – og helt uformel, som jeg havde ønsket mig. Vi er kun “de allernærmeste” i Dubai-flokken – og det hele ender med, at vi tager hjem til øl og pizza med børnene, der allerede leger sammen.

At min Mor er kommet herned for at være med til fejringen, gør kun det hele bedre. Hun er min wing-woman i livet.Det var Martin, der insisterede på, at min fødselsdag skulle fejres. Og Lulu bakkede ham op.

Og det var mig, der var vægelsindet og ubeslutsom, fordi jeg ikke havde lyst eller overskud til at holde en stor fest i Danmark, men hvad skulle jeg så?

Friday Brunch er svaret på alle livets store spørgsmål. Det har jeg efterhånden indset. Og har man – som jeg havde i år – fødselsdag på en fredag, så er det ganske enkelt meant to be.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sidste dag i trediverne

Det er officielt min sidste dag i trediverne idag.

Og selvom jeg føler, at jeg er meget langt fra dén 29-års-Tine, der gik helt i spåner over at blive tvangsindmeldt i de alvorligt voksnes forening, så er det alligevel lidt underligt at skulle træde ind i endnu et nyt årti.

Men hvad er alternativet?

Grumt.

Alligevel er det lidt mærkeligt.

Men jeg træder fortrøstningsfuldt ind i mit nye årti denne gang.

Fordi jeg er et helt andet og mere fredfyldt sted i min indre livsrejse.

Fordi jeg har alt, hvad jeg overhovedet kunne drømme om, ønske mig og mere til, i form af min dejlige mand og vores to døtre – og et familieliv, som er værd at nyde hver eneste dag.

Fordi jeg har en dejlig familie og vennekreds.

Fordi jeg har vovet at hoppe ud på dybt vand og prøve en masse ting af, siden jeg sidst fyldte rundt. Ting, steder, mennesker, oplevelser, sorger, glæder og erfaringer, som har lært mig så meget mere om mig selv og om, hvad jeg gerne vil fylde mit liv med.

Fordi jeg er omgivet af seje kvinder i 40’erne, som jeg bliver inspireret af og lærer af.

Fordi jeg er heldig at være både rask og stærk – og lidt modig engang i mellem.

Alligevel kan jeg ikke dy mig for lige at sende en godmorgentanke til min bestie derhjemme, som har overskredet den magiske grænse og ved, at der ikke er spor farligt derinde i Fyrreårslandet.Hele ugen har faktisk føltes som en blid optakt til at fylde 40.

Min Mor er her nemlig.

Det gør jo alting bedre.

Eftermiddagene står på kaffepauser og sludrechatoller. Der er intet som at mærke dén der særlige forbindelse, som findes mellem to, der har kendt hinanden altid. Referencerne. Krammene. Anerkendelsen. Ironien. Minderne. Der er også de vanlige knitfulness-øjeblikke med Mormor, som jeg holder så meget af. Som hér i gymnastikhallen, hvor der alligevel ikke er andet at lave end at vente på, at Gymnastik-Mille bliver færdig i barrerne.Der er jo hænder, som skal holdes. Hjerter, som skal varmes. Skygger, som skal følges ad.Børn, som skal vaskes, drilles og leges med.Og en Mormor, som skal kysses.Det er ikke kun pigerne, der nyder godt af en omgang Mormor-opmærksomhed.

Jeg får mindst lige så meget tosomhed, når vi går hedeture under den støvede ørkenhimmel og køler ned i poolen, der er en sval oase for tiden.Men i morgen sker det.

Opgraderingen til version 4.0., som IT-afdelingen har haft planlagt længe.

Heldigvis sker det med Martin, Cille, Mille, min Mor og en flok venner ved min side til moralsk support.

Og jeg er ret klar til en drink eller tre som opmuntring, men først vil jeg lige op og tjekke, om Martin mon har lyst til at kysse med en kvinde i trediverne.

Sidste chance, som man si’r 😉😘💋

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Skolebudget i Dubai

Nu kan vi ikke trække lediggangen længere ud.

I dag er officielt den sidste sommerferiedag, og selvom ferien har været skøn og herlig 97% af tiden, så må den meget gerne få en ende nu. Sengetider, iPad-politikker og fødevarevalg flyder, glider og sumper. Og jeg har ikke tålmodighed med det længere. Der skal rettes op og ind. For børnenes hjerners skyld. For min livviddes og mentale stabilitets skyld.

Vi trænger til at få travlt, til at tænke og tage beslutninger, til at samarbejde med andre og til at være lidt væk fra hinanden, så vi igen bliver rigtigt glade for at ses senere på dagen.

Der er (foruden et uforklarligt jetlag) nok af praktiske ting og sager, der skal ordnes og regeres, når vi vælter ind ad døren med 4 tunge kufferter, 2 carry-ons og en 24” Kildemoes-cykel i bagagen – og snart skal stå skoleklar efter en 8 ugers brain break.

Er Milles nye cykel ikke bare den fineste? Vi har ellers forberedt os så godt som muligt, før sommerferien for alvor gik igang. Pigerne og jeg var f.eks. ude allerede i juli måned for at købe uniformsdele til det kommende skoleår – bare for at være lidt på forkant. Stik modsat England, hvor man kan købe skoleuniformer i enhver Tesco, M&S, Next osv., så er uniformer en ‘eksklusivitets’-ting i Dubai. Én forretning udbyder ens skoles uniformer – og så bukker vi ellers ærbødigt og betaler ved kasse 1 for produkter, der slet ikke står mål med de engelske supermarkedskæders kvalitet. Til et skoleår, hvor der ikke mangler alt for mange ting, koster det stadig i omegnen af 2.500 kr. for et par ekstra skjorter og pull-overs til vinterhalvåret.

For slet ikke at tale om de nye idrætsuniformer, som fases ind i dette skoleår. 4 styks kostede 1.750 kroner, da de endelig kom i handlen forleden.Og vikingebørnene, der vokser et-til-halvandet-skonummer hvert år, letter deres forældre for små 2.000 kr. til sorte skolesko og idrætssko med hvide såler mindst én gang om året. You’re welcome.Så er der også skolegebyret for 1. halvår, der skal betales, før skoleåret starter på mandag. Det beløber sig til 70.000 kroner for to poder i 6 måneders “indskoling” – i tillæg til de 23.000 kr. vi har indbetalt som depositum for at sikre os pladserne engang i april måned.

Med mellemregninger og danskskolegebyr koster et helt skoleår for en 6-årig og en 9-årig 200.000 kroner i Dubai. Den post smækker vi ind i budgettet sammen med uniformsdele til ca. 3.500 kr – og skolesko har ikke engang fået en plads. Udover de her posteringer er der ekskursioner, lejrskole, klasse-konto og alt muligt andet, der skal indbetales til henover et år.

Vores piger går på en såkaldt “middelklasse-skole”, hvor skolegebyret er cirka halvdelen af de dyre skoler. Der findes selvfølgelig også skoler, som er billigere end vores, men hvis man vil ned på meget lavere skolegebyrer, er det arabiske skoler, som jo er en fin løsning for expats, der også bruger det arabiske sprog derhjemme.

Det koster helt sikkert det samme at drive en dansk folkeskole, som det gør at drive en international skole i Dubai. Men det bliver jo en del tydeligere for os, hvad tingene koster, når vi betaler dem ud af egen lomme, frem for den indirekte skatte-krone-omfordeling, der foregår i Danmark.

Egentlig er det en fin og sund øvelse, sådan at få lov til at punge ud.

Det gør ondt og godt på samme tid.

Jeg har ihvertfald fået et helt andet syn på den danske model og på hvad det egentlig er, man får for skattekronerne derhjemme i Danmark.

Min mor – enlig forsørger på en dagplejer-løn – ville aldrig nogensinde have haft muligheden for at sende sine to døtre igennem uddannelsessystemet hele vejen til 2 x Cand. Mag., hvis hun skulle have betalt skolegebyrer undervejs. Dét har fællesskabet hjulpet min søster og jeg til. Og dét gør mig både ydmyg og taknemmelig.

Ydmyg og taknemmelig er jeg også, når jeg kører MasterCard’et igennem på 2 x skolegebyr for vores døtre, der ikke ville have muligheden for at være del af sådan en berigende og spændende international skole, hvis ikke det var for deres Far, der knokler for at forsørge familien. De ved endnu ikke, at uddannelse er en gave, som ikke er alle forundt. Men jeg skal nok sørge for, at de ser det med egne øjne engang.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet