Privat sundhed

Jeg endte hos lægen igår efter en nat med afbrudt søvn på grund af en galopperende urinvejsinfektion.

Det tog ham et minut at konstatere hvide blodlegemer i min urin, og at både nyrer og blære var pænt ømme. Han udskrev straks antibiotika og kontakter mig igen om 3 dage, når bakterierne er kultiveret nok til at afsløre, om jeg får den korrekte behandling.

Jeg tror, at processen er helt den samme i det danske sundhedsvæsen.

Og fordi vi pt. står uden sundhedsforsikring, fik jeg virkelig kærligheden at føle, da jeg først skulle betale ved Kasse 1 hos lægen og efterfølgende ved Kasse 2 på apoteket.

For en simpel infektion.

Omkostningerne ved at konstatere og behandle en urinvejsinfektion må antages at være cirka de samme i Danmark, som i Dubai. Der er ihvertfald ikke den store prisforskel at spore, når jeg har set visse familiemedlemmers lægeregninger derhjemme på en privat sygeforsikring, og på apoteket ligner priserne også hinanden.

Derfor har jeg lyst til at dele regningen med jer, der er så heldige at have et offentligt sundhedsvæsen, der tilser jer – stort set uden egenbetaling undervejs. Det koster altså i omegnen af 1.500 kr. at behandle én person for en urinvejsinfektion.Det er virkelig ét af de store goder, jeg ikke tidligere har tænkt over, at man får som dansker.

Det ligger der bare, som en komplet selvfølge – muligheden for at blive tilset af en læge og behandlet efter behov.

Samtidig er tilbuddet om lægelig assistance helt uafhængig af, om der er tale om en alvorlig, akut situation eller bare en “nice to know”. Det står også ved magt uanset ens indtægt, arbejdsgiver, alder, sygdomshistorik eller almene helbredstilstand.

Dét er i sandhed helt fantastisk.

Og forhåbentlig bliver det ved med at være sådan.

For det andet sundhedsvæsen kan ikke anbefales.

Privat sundhedsforsikring ser så attraktivt ud på papiret – og det er det da også ofte ift. de fysiske rammer. Klinikkerne er nok lidt pænere indrettet med nyere møbler og sådan noget. Nogle gange er udstyret sikkert også mere fancy. På hospitalerne er der imponerende indgangspartier, pæne caféer og kiosker, in-house apotek og ingen problemer med senge på gangene eller mangel på sygeplejersker og læger.

Men så ender det attraktive også.

For det bliver hurtigt til en jungle af “pending approvals” – selv i akutte situationer – og i nogle tilfælde er der risici for “over-behandling”, fordi hver lægelig handling trækkes over sundhedsforsikringen. Sundhed er big business, og du kommer ikke over dørtærsklen til skadestuen, før de har studeret dit kreditkort, hvis nu forsikringen skulle ende med at nægte at betale for behandlingen.

Og så er der os, der pt. står uden en sundhedsforsikring. Der tøver en ekstra gang, før der bliver bestilt tid hos lægen, fordi det bliver så rivende dyrt, uanset hvor banalt problemet egentlig måtte være.

Det er ikke rart at tøve med at gå til læge, når man inderst inde godt ved, at det er nødvendigt.

I vores tilfælde er der tale om nogle dage, så går forsikringen forhåbentlig igennem, og vi kan igen læne os tilbage med en 10% egenbetaling og en masse dokumenter med informationer om nødvendige “pre-approvals”, og hvad der ellers hører til, når man skifter forsikring og skal lære deres procedurer at kende.

Men for alle de mennesker, der bor og lever hele liv i Ørkenstaten uden en sundhedsforsikring, der er min enkeltstående tøven-oplevelse jo deres hverdag.

Det er ikke rart at tænke på, at der går mennesker rundt med udiagnosticerede og ubehandlede lidelser og sygdomme, fordi lægeregningerne er umulige at betale.

Sundhedsforsikringer er dog – til forskel fra tidligere – blevet lovpligtige i De Forenede Arabiske Emirater, og der skal gives en forsikring direkte til arbejdstager/arbejdstagers familie fra arbejdsgiveren. Et nødvendigt og vigtigt initiativ, bl.a. fordi der var folk, der ikke tegnede sundhedsforsikring for deres husholdersker tidligere, og nogle virksomheder “lod det være op til den enkelte” at forsikre sig.

Udfordringen er bare, at sundhedsforsikringernes dækning og kvalitet svinger voldsomt. Nogle af dem er knapt det papir værd, de er skrevet på, mens andre står i den luksussituation, at de kan vælge frit mellem behandling i Ørkenstaten og et vilkårligt andet sted i verden.

Så – hvis du står over for at flytte til Dubai, kan jeg anbefale dig at kigge virksomhedens tilbud om sundhedsforsikring virkelig godt efter i sømmenepå forhånd, da det kan komme til at betyde meget, meget mere for dig rent økonomisk, end du måske forestiller dig lige nu. Du kan ikke tilkøbe en sundhedsforsikring ved siden af (for egne penge), da det er ulovligt at have to forsikringer sideløbende.

Og – hvis du skal til Dubai på ferie, kan jeg kun anbefale dig at tegne en god rejseforsikring, hvis nu uheldet er ude. Det bliver alt for hurtigt alt for dyrt at søge lægehjælp her i landet.

Til alle os andre – der roder rundt i Den Evindelige Papirmølle – er der vist kun at sige, at det er pisseærgerlige penge at spendere på en urinvejsinfektion, og en kindhest af en opfordring til at få ordnet papirerne hurtigst muligt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Catch 22

På overfladen ser det hele højst sandsynligt perfekt ud.

Dubai…bare navnet i sig selv fremkalder billeder på nethinden af palmer, lækre biler, dejlige huse, swimming pools, solskin og sommer hver eneste dag.Jeg er selv 100% skyldig i at vise de allerpæneste, mest fotogene sider og vinkler af Dubai frem både her og på de sociale medier.

Fordi her er megaskønt og dejligt at leve.Men så er der også bagsiden af medaljen. Den knapt så glossy og skinnende af slagsen.

En del af den bagside er det ikke engang muligt at skrive om her på bloggen, fordi det ville anses for strafbar kritik her i landet – og dén slags gradbøjer man ikke.

Ytringsfrihed anses for et vestligt gode og anliggende.

Og ironisk nok ser det ud til, at ytringsfriheden er gået hen og er blevet til et onde i de vestlige samfund, sådan som den f.eks. anvendes på katastrofal vis i Danmark af Rasmus Paludan og partiet Stram Kurs i disse dage.

Men tilbage til Dubai og dét, der lurer under overfladen, og som forhindrer os i at nyde livet for tiden.

Vi var godt klar over, at det ville blive noget af et bumpy ride, når Martin nu valgte at blive del af en start-up-virksomhed. Af åbenlyse årsager.

Når ting skal gøres for første gang, så er der jo altid startvanskeligheder. Men med logisk sans og sund fornuft, så burde det jo kunne angribes punkt for punkt, sag for sag. Hvo intet vover, intet vinder, som man si’r.

Men når hverdagen så indfinder sig, bliver der alligevel virkelig langt mellem snapsene og overvældende mange sure rønnebær at sluge. Regnvejr og leverpostej har vi ikke, men frustrationerne er til at tage og føle på.

Det meste handler om Den Evindelige Papirmølle i en Ørkenstat.

Hvis vi følte, at det krævede sin mand og kvinde at flytte hertil og få etableret sig med al den påkrævede dokumentation, så har vi nu pludselig kun latter tilovers for den slags begyndervanskeligheder.

De var vand, har det vist sig.

Dengang ankom vi jo til et veletableret firma med egen, velfungerende PRO-afdeling, der servicerede os på fremragende vis.

PRO er en forkortelse for Public Relations Office(r). Godt og vel alle firmaer i De Forenede Arabiske Emirater har en eller flere ansatte siddende i en såkaldt PRO-afdeling til at varetage Den Evindelige Papirmølle i forhold til myndighederne og de ‘offentlige kontorer’, hvis man kan tale om den slags under et autokrati.

Når et samfund er “skattefrit”, indkradser myndighederne jo bare pengene på andre måder. Og selvom SKAT er et mareridt i Danmark, må I ikke forledes til at tro, at tingene nødvendigvis er simplere i et samfund uden skat. Just sayin’.

Og nu i Martins konkrete tilfælde, er han jo pludselig blevet til blæksprutte og alt-mulig-mand i den lille virksomhed, der tæller to medarbejdere.

Han er nødt til at fungere som firmaets PRO, kaffedreng, receptionist, CEO, it-medarbejder, kontorartikelindkøber, HR-chef, sælger, regnskabsansvarlig og så videre.

Pt. er PRO-aktiviteterne nærmest ved at optage hele arbejdsdagen, og det gør i dén grad livet surt for ham.

Myndighederne har ikke informationer liggende tilgængeligt for borgerne, så man kan forberede sig bedst muligt, inden man møder op på et eller andet sindssvagt kontor i udkanten af ørkenbyen.

Ind i mellem er google-søgninger i nationale avisartikler det tætteste, man kommer på reel information om en lov, regel, beslutning eller proces – og ofte skiftes der kurs inden for ganske kort tid på selv komplicerede, lovmæssige områder. Der er fascinerende kort vej fra tanke eller tale til handling i en Ørkenstat. Og det betyder, at der kan ske gevaldige kovendinger og forandringer i en rivende fart, så hverken de lovgivende eller udøvende instanser egentligt ved ret meget om, hvad der foregår og hvordan det skal eksekveres.

Ofte har de forskellige instanser og myndigheder også modstridende regler og frister, der så går ind og modarbejder hinanden i de ansøgninger og processer, man er i færd med – og ofte handler det også om, om man er heldig eller uheldig med den medarbejder, man kommer i kontakt med. Måske har vedkommende en dårlig dag. Måske er blodsukkeret lavt og det er tid til frokostpause eller bøn. Hvem ved?

Det er alting, der skal gøres på én gang lige nu. Attesteringer, legaliseringer og påtegninger af ministerier i ind- og udland, der skal sendes og sættes igang, og som ikke kan effektueres, før vi krydser diverse tidsfrister og dermed pålægges bøder.

Det er stempler, gebyrer og oversættelser til arabisk af alle mulige og umulige dokumenter.

Der er kontante betalinger, multiple deposita, klækkelige honorarer for at varetage en lille del af processen og et virvar af modstridende informationer fra den ene luge til den næste.

Martin er ved at få pip.

Og jeg ser målløs til fra sidelinjen.

Ud ad til hedder det sig nemlig, at Dubai har “Smart Government”, hvor det meste er elektronisk og kan lade sig gøre at udføre online.

Ind ad til og i praksis er alting nærmest modsat af, hvad man kunne forvente og med rette antage.

Det her skiften-fra-ét-visum-til-et-andet trækker tænder ud. I overført betydning.

Og Gud nåde og trøste os, hvis vi skal have trukket tænder ud i bogstaveligste forstand.

For pt. står vi uden sundhedsforsikring, med et cancelleret visum og har hverken mulighed for at rejse ud af eller ind i landet igen.

Vi er godt gammeldags stuck in the middle.

Af en Catch 22, der er så lunefuld, at man får lyst til at kaste det svedige håndklæde i ringen.

Der er simpelthen ikke andet at gøre end at ty til trøstespisning og læsning af en bog eller to for en stund. Og det gør jeg så, i mens jeg har allermest lyst til at krybe ned under dynen og lade som om, at det her liv går over lige om lidt.

Eller at jeg i stedet kan beame mig væk fra Ørkenstaten og op til lysende dansk forårs-bøgeskov og gåtur med barnevognen sammen med min søster, i stedet for alt det her papirgylle, der bare bliver ved med at vælte ned over os.

🐣🐥🐤 Rigtig god påskeferie til jer alle sammen fra surmuleriet i Ørkenstaten 🐣🐥🐤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Tag mig tilbage…

To døgn er der gået, siden vi landede fra Bali.

Nu sidder jeg bænket på hårde plasticsæder sammen med de andre forældre og venter. I en gymnastikhal med et overaktivt airconditioneringssystem, der blæser lige ned over vores hoveder og skuldre, så der er statsgaranti for snue bagefter. Men Mille er lykkelig og laver de fineste forlæns og baglæns koldbøtter med sin russiske træner. Og det er vel det vigtigste.

Velkommen-tilbage-til-hverdagen-suk.

Det sker altid så brat, skiftet fra ferieliv til hverdagsliv. Det kan mærkes fysisk som en slags mentale tømmermænd, der bliver supporteret af reelle tømmermænd efter den bedste Friday Brunch igår.

Og det eneste, jeg kan tænke, er “Tag mig tilbage…”

Til Bali.

Lige nu vil jeg kun gå ind ad denne her dør til min egen lille verden af fred, ro, ingen forpligtelser og grønt, grønt, grønt.På en eller anden underlig måde var ferien så tiltrængt. Det er næsten helt pinligt at sige det – for vi var nærmest lige kommet hjem fra skiferie i Aserbajdsjan, men dér arbejdede jeg så meget med mig selv i forhold til at turde, kunne og ville stå på ski, at denne her Bali-ferie var som at komme en tur i Paradisets Have.Martin har også fået sin opgave for med sit nye arbejde, der kræver 24/7 opmærksomhed og benhårdt arbejde. Ikke at jeg kan sige så meget om det, men mentalt er han på arbejde altid for tiden. Sådan er det jo, når en overvældende bunke nye ting skal læres, gøres og forhåbentlig føre til noget inden for et års tid.

Og jeg ved, at det er lige dele spændende, nervepirrende og udfordrende for ham hver dag. Så en pause var også tiltrængt for ham.

Tid til at sove, gå ture, opleve nyt, spise godt og være lidt væk fra det hele.

Og så gjorde det ikke så meget, at han hver dag skulle logge på systemerne, besvare mails, ordne papirarbejde, deltage i møder og telefonkonferencer undervejs. Det var stadig et skønt afbræk fra hverdagen.

På denne her ferie var vi gode til at dele os lidt op ind i mellem, når det passede bedst på denne måde.

Mille og jeg havde f.eks. en formiddag på stranden sammen – og en tur i en sød lille orkidéhave en anden dag.Jeg var også selv på en tur uden for Sanur for at besøge en træskærer, der kunne lave et fint navneskilt til vores hus i Dubai. På vejen fra Ubud til Sanur fortrød jeg nemlig pludselig, at jeg ikke havde købt noget kunsthåndværk. Men det kunne der heldigvis let rodes bod på.Herude – i et lille stræde bag turist-tingeltangel og barerne i Sanurs hovedgader, havde træskæreren Dika sit hjem og et mindre værksted. Med udsigt over rismarker.Hans søde kone tog vel imod mig og vi forsøgte med fagter og Dika i telefonen at forstå hinanden.Det gik faktisk ganske godt.Og den sidste dag kom Dika ud på hotellet for at overrække mig sit færdige arbejde. Man kan se stoltheden lyse ud af ham, synes jeg.Nu kan navneskiltet og lotusblomsten så hænge uden på vores villa som en dejlig påmindelse om, at Bali er 4 REAL, mens verden går videre med huskesedler, indkøb, tømmermænd, tidlig skolestart i morgen og penicillin til Cille-musen, der er endt med at have mellemørebetændelse efter en alt for genstridig forkølelse. 🤧🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Havskildpadder

Der lever 6 havskildpaddearter i Indonesien.

De er stærkt truede og har samme udfordringer i mødet med mennesker og vores forurening af havet, som vi også har set og oplevet andre steder i verden.Derfor er der også hér i Indonesien et stort behov for information om havskildpadder til både lokalbefolkningen og til turisterne, så alle parter kan beskytte dyrene bedst muligt.Der er lovgivning på området – og det er 110% ulovligt at fange havskildpadder, så officielle kontrollanter tjekker fiskernes både, når de kommer ind i havnene med deres fangst.

Havskildpadderne anvendes dog stadig til medicin, madretter og som bizarre trofæer, smykker osv.

Alt sammen fuldstændigt uforståeligt og uacceptabelt.

Men det sker. Hver eneste dag. Fordi nogle mennesker er villige til at tage imod bestikkelse og betaling for dyrene.Jeg har altid haft et ømt punkt for havskildpadder. Derfor var de også højt på ønskelisten, når nu vi skulle til et havskildpadde-rigt land. Men efter flere lodret forkerte dyreoplevelser i Sydøstasien i 00’erne, var jeg klar over, at jeg skulle vælge vores møde med havskildpadderne med omhu, for der er virkelig mange misforståede petting zoos, der er direkte dyremishandling til glæde for turister. Google et sted som f.eks. Turtle Island Bali / Tanjung Benoa og lov mig, at du aldrig nogensinde sætter dine ben sådan et sted.

Valget faldt på et fint center lige uden for Sanur på halvøen Serangan – Turtle Conservation and Education Centre. Selveste Prins Henrik har såmænd besøgt centret engang, og set de frivillige og medarbejdernes utrættelige arbejde med at behandle sårede havskildpadder, så de kan genudsættes – og deres arbejde med afhentning af æg og udklækning af samme.Centret lever af frivillige donationer fra turister, besøgende og andre velgørere – og de har pt. to fine ambulancer, der kan afhente sårede dyr, og så kører de ellers med faste udsættelsesprogrammer og stram styring af deres forskellige bassiner. Centret beror på lokalbefolkningens støtte og hjælp, og de beder folk om at ringe, hvis de ved, hvor en havskildpaddes æg ligger, eller hvis de kommer i kontakt med en såret havskildpadde, så chartrer centrets medarbejdere straks en fiskerbåd og kommer dyret til undsætning. Det seneste års tid har det desværre ikke været muligt for besøgende/turister at deltage, når de kære små havskildpadder sættes fri i havet. Myndighederne har pålagt centret, at de ikke må tage gæster med ud til deres særlige udsætningssteder.

De små gutter her er blot 4 dage gamle og udsættes, når de er ca. 7 dage gamle. Det er næsten ikke til at forstå, at de snart skal ud at kæmpe i Det Indiske Oceans voldsomme brænding ud for Sanurs kyst. Men det skal de. Pigerne er noget ærgerlige over, at vi ikke kan deltage i udsætning, da vi oplevede det i Oman – og det er et helt fantastisk syn. Men nu handler centret jo netop om havskildpaddernes behov og IKKE om menneskernes, og dén pointe godtog de to madammer, der i stedet fik lov til at fodre centrets “fastliggende” skildpadder i havebassinet med friske salatblade.Som et snedigt “plaster på såret” til de besøgende, har centret indført et adoptionsprogram, hvor man formedelst 150.000 indonesiske rupiah (som vel svarer til cirka 75 danske kroner), kan vælge sin helt egen havskildpadde-baby, navngive den, samle den op og modtage en video fra udsætningen senere på ugen.Pigerne udså sig et par livligt baskende padder i vuggestuebassinet, og navngav dem hhv. Speedy og Lili.Så nu flakser de to små nuttede Kaalund’er rundt i et bassin og venter på, at det skal blive den store dag, hvor de sættes fri til et farligt liv i et brusende hav.Vi håber inderligt, at Speedy og Lili overlever derude.

Og det var ret svært at løsrive sig og sige farvel til de søde små skildpaddeunger, men pigerne fik hvert sit diplom og en fin halskæde med en håndudskåret skildpadde, før vi tog afsted fra centret.Hvis du lægger vejen forbi Denpasar, Sanur, Nusa Dua eller noget i dén stil, så læg vejen forbi det her center. Det er virkelig fin læring og god information undervejs fra de flinke formidlere – og en dejlig dyreoplevelse for både store og små.

🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Naturoplevelser i Bali

Nok om mandehørms-agtige ATV-ture og river rafting ad den mudrede Ayung-flod.

For mest af alt er Bali en frodiggrøn naturoplevelse for alle sanser.Med eksotiske indslag af hinduistiske templer og gudestatuer overalt.Før vi tog afsted, brugte jeg en del tid på at undersøge, hvilke natur- og dyreoplevelser, vi kunne få, uden at gå på kompromis med dyrenes velfærd. Og dét er ikke helt let at gennemskue i en google search. For ligesom alle andre turist-tunge steder, er Bali ingen undtagelse, når det kommer til at holde dyr i fangenskab på ikke nødvendigvis særligt humane måder – til glæde for os turister, der gerne vil se og røre.

Jeg brugte bl.a. bloggen Claire’s footsteps til at beslutte, hvilke oplevelser, vi skulle have undervejs.

Bali Animals: How to Find Ethical Tourism Experiences

Og præcist som Claire beskriver det, så er Monkey Forest i Ubud lige dele gru og glæde. Det er intet mindre end fantastisk at opleve de balinesiske lang-hale-aber svinge fra træ til træ, æde søde kartofler med de nuttede næver og afluse deres afkom i et væk. Men selvom aberne er frie og i deres rette element, så er der stadig et eller andet udefinerbart ‘forkert’ ved oplevelsen. Måske er det mængden af turister – og turisternes interaktion med dyrene, der gør udslaget?Aberne anses for at være hellige dyr, og balineserne passer godt på dem af samme grund. Der er mange fodringsstationer rundt omkring i skoven, og der er en del venlige skovbetjente, som anviser korrekt opførsel for både aber og turister, men lige lidt hjælper det. Turisterne giver aberne menneskemad – og aberne tager hver en chance for at fiske menneskemad fra turisternes tasker og hænder. Der er også et interessant hindutempel inde i Monkey Forest, hvor vi ser balineserne strømme til for at bede. Er de ikke bare smukke, mor og datter?Så turister er der ligesom lige rigeligt af i Monkey Forest. Og nogle af dem opfører sig som værre abekatte end de rigtige aber, når de fodrer dem og lader dem lege med ting, der slet ikke er relevante. En interaktion, som frarådes på store skilte, men som ignoreres komplet af de dummeste turister.

Vi afholder os fra at interagere med aberne og medbringer hverken taske eller vandflaske, som det anbefales – og vi nyder at se aberne bade i forskellige små søer og kanaler, at se dem lege, skændes, kurtisere og spise i ét væk.Monkey Forest ligger 10 minutters gang fra vores lille hotel i Ubud, og vi gik derfor derned et par gange.

Der er ingen tvivl om, at det er en stor oplevelse, at se skovens knapt 900 makakaber i fri dressur. Og jeg ville absolut tage dertil en anden gang – dumme turister eller ej.

En anden oplevelse, som lå ganske kort gang fra vores lille hotel var Campuhan Ridge Walk.

Her er en fin beskrivelse af, hvordan man finder frem til stien, som i øvrigt er afmærket hele vejen.

How to Get to the Campuhan Ridge Walk Ubud And What to Expect

Vi tog turen på 2 km. ud til Karsa Café en sen formiddag, hvor det var behageligt overskyet.

Først kommer man forbi et smukt tempel.Og herefter følger man ganske enkelt en fint arrangeret sti. Der er kig til bønderne i rismarkerne.Og efter 2 km. kommer man til en række små caféer, hvor pigerne fodrede karper, mens de voksne fik en cola.Der er smukt – derude på landet – hvor riset står gult og palmerne ranke.

Pigerne klarede den knapt 5 km. gåtur ganske let, men de var enige om, at karpefodringen var det eneste sjove ved dén oplevelse.Umiddelbart er jeg den eneste, der er en entusiastisk gåmaskine i familien, men jeg elsker, at de går med alligevel.

Og Campuhan Ridge Walk er ihvertfald en fin, familievenlig gåtur ud i det grønne uden for Ubud.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet