• ···

Har du HIV?

Det er tidlig morgen i en Ørkenstat.

Jeg har netop foretaget en imponerende autentisk Dubai-parkering.

Midt på fortovet uden for Al Qouz Mall.

Hvem skal bruge fortovet til noget i en overophedet bil-kultur anywayimg_5913De fleste parkeringspladser er allerede taget af curry-leverings-knallerter, firhjulstrækkere og pakistaner-lorries, som holder i tomgang, mens ejerne er inde for at hente dagens første omgang dampende varm chai karak.

Jeg stiger ud af bilen og tager en dyb indånding, før jeg begiver mig ind på mandeterritorium.img_5911Så mandsdomineret er stedet, at centerledelsen er nødt til at bede om, at man undlader at spytte.

Det skal jeg så se, om jeg kan lade være med i denne ombæring.

Al Qouz Mall ligger midt i et støvet industriområde fyldt af værksteder, fabrikker og lagerhaller, hvor der sjældent kommer kvinder. Her er et virvar af småveje, hvor lastbiler drøner ind og ud; der er sandede, halvøde områder, hvor biler parkerer ad hoc og bunker af brædder, dæk, tønder, metalstumper osv. ligger op ad facader og garager.

Kvinder kommer vist kun i Al Qouz Mall, hvis det er det nærmeste sundhedscenter, der kan udføre medical fitness test til visumansøgningen. Der findes masser af andre officielle centre, men jeg skal retur på arbejde og dette sted er nærmest.

Så hér står jeg – klokken 8 om morgenen – med et par officielle dokumenter i hånden og et spørgsmålstegn malet i ansigtet.

Hvor finder jeg det sagnomspundne medical fitness kontor?img_5910Rundt om hjørnet fra te-husene og kjortelbutikkerne spotter jeg køen.

Flere hundrede pakistanske, filippinske, indiske og sri-lankanske mænd står allerede i kø til deres medical fitness tests.

Jeg slår øjnene ned, fordi jeg instinktivt kan mærke, hvordan de stirrer på mig.

Lidt længere henne opdager en af sundhedscentrets medarbejdere mig, da han tilfældigvis stikker hovedet ud af døren. Han vinker mig ivrigt an.

Det føles forkert at gå direkte forbi den lange kø af ventende mænd i kjortler og kedeldragter, men samtidig er det en lettelse at slippe væk fra deres ublu blikke.

“Isn’t this the line for the men? Am I allowed to enter here? Where is the ladies’ section?”, fremstammer jeg.

“No worries – it’s okay. Would you like to use our fast track services, madam?”, spørger manden med et smil, da vi har passeret mændene og er kommet inden for i det klinisk rene, lyse og nydelige sundhedscenter.

Alting står i skærende kontrast til den lange kø udenfor.

Her hersker der civiliseret, nummereret køkultur. Her er airconditioneret, svalt og velduftende. Der er masser af medarbejdere, en rolig summen og et fint, adskilt kvinde- og herre-venteområde til os, der venter på at blive betjent.

Uden for er der dunkelt og ildelugtende. Der er skubbende, utålmodige mænd, som snik-snakker og diskuterer, mens de nærmer sig centrets indgang i sneglefart. Der er ingen aircondition. Der er ingen medarbejdere, som vinker dem an. Ingen fast-track services.

“How much is the fast track charge?”, spørger jeg den flinke mand, som er i færd med at processere min ansøgning.

“200 dirhams, Madam”, svarer han med et smil.

“What’s the normal charge and what are the waiting times?”, fortsætter jeg.

“Normal charge is 40 dirhams, but waiting times are a few hours. If you do fast track, you will be seen immediately”, svarer han tålmodigt.

Og jeg griber min pung og trækker resolut 200 dirhams op.img_5912Det her skal bare overstås hurtigst muligt.

Et minut senere sidder jeg over for en helt tildækket sygeplejerske.

Fast track ER fast track i Dubai.

Vi får øjenkontakt og jeg fornemmer, at hun smiler venligt til mig.

“Today I only need to take one blood sample, as this is a visa renewal”, forklarer hun, mens vi sætter gummibånd om min overarm og arbejder på at finde en fed blodåre.

“What are you testing me for today?”, spørger jeg.

“HIV. We want to see if you have HIV”, svarer hun sagligt.

“And what would happen, if I had HIV?”, fortsætter jeg.

“Then your visa application is rejected”, svarer hun sagligt.

De spøger ikke med smitsomme sygdomme i Ørkenstaten.

Især ikke de seksuelt overførte af slagsen, som så absolut er tabuiserede og stigmatiserede.

Selv en mindre SOS som klamydia skal rapporteres videre fra praktiserende læge til de offentlige myndigheder, da der kan herske tvivl om patientens seksuelle aktiviteter og orientering, om man så må formulere det.

På en måde er myndighedernes bekymring forståelig.

Det vil være voldsomt let at sprede sygdomme til epidemiske tilstande i et samfund, som konstant mixer 100+ nationaliteter her og der – på offentlige steder, i sundhedsvæsenets regi, på skoler, arbejdspladser, i lufthavnene osv.

Og vi immigranter kan ikke komme og sige, at præmissen ikke er 100% klar og uomtvistelig, når vi søger om ophold i Ørkenstaten: Har du HIV, får du ikke arbejdsvisum og opholdstilladelse.

Bum.

Ikke så meget diskussion.

Det burde dog være til ærlig og redelig diskussion, hvis man ser på tingene med danske briller på næsen.

HIV behøver jo ikke smitte andre. Det har vi alle sammen vidst siden engang i slutningen af ’80erne.

HIV gør jo heller ikke den smittede til en dårlig medarbejder eller slem samfundsborger.

Seksuelt overførte sygdomme kan man få og have i et ægteskab – de er ikke nødvendigvis et udtryk for udenomsægteskabelige udskejelser.

Det virker uuddannet. Simplificeret til det himmelråbende.

Men ikke desto mindre er det vilkårene.

Og kan jeg ikke li’ lugten i den glohede bageovn af en ørken, så kan jeg jo smutte fra De Varme Lande til Det Kolde Nord, kan jeg.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Konfirmander og fødselarer

Ih – en weekend, vi har haft!

Den starter med popcorn og filmhygge i sofaen.img_5823Herefter følger fejring af smukke konfirmander og søde fødselarer, som fylder mig helt med glæde og taknemmelighed over at være lige dér – i så gode menneskers selskab.

Martins fødselsdag blev desværre fejet lidt af vejen, fordi den faldt på en arbejdsdag og fordi der skulle pakkes til påskeferien i Danmark, så fredag tager vi seriøs revanche og fejrer ham og Hr. M (der også er blevet et år yngre) med en lille, uskyldig jordbær-marcipan-tærte.img_5835Hun er en energitæt og tung trunte at sætte til livs – og var det ikke for de oppebærende bobler i mit glas, ville jeg nok været sunket til bunds i poolen.

Vi fortsætter ufortrødent senere med ditto energitætte og tunge dinosaur-steaks.img_5837Full-on Brødrene Price, kører vi. Det er smørret og fedtet, der gør ‘et.

Og vi kan jo altid bede om syndernes forladelse i morgen?

Lige bortset fra at der er fuldt hus i kirken lørdag, så jeg ikke har dén mulighed.

Der er nemlig tale om noget af en helligdag både i kristen og muslimsk forstand.

For muslimerne er det helligdagen Al Isra Wal Mi’raj, der markerer dén nat, hvor Profeten Muhammed drog ud på en fysisk og åndelig rejse, hvor Gud påbød ham at udbrede og indføre 5 daglige bønner til hans ære og ihukommelse.

I forhold til kristendommen, er dagen særlig, fordi intet mindre end 30 unge skandinavere vælger at blive konfirmeret her i De Forenede Arabiske Emirater – fordelt på to steder: Den Danske Ambassade i Abu Dhabi og Sømandskirken i Dubai.

Prøv lige at se de smukke, unge mennesker!

img_5877

Og vi er så uendeligt heldige at få lov til at være med til at fejre to af de fine konfirmander ved et stemningsfuldt arrangement, afholdt af Hr. og Fru K.

Her er vi i gårdhaven – med Maricels håropsætninger – og helt klar til fest. Med Bob-kat som forundret tilskuer.img_5854Feststemningen er ligeså fin og varm som temperaturen.img_5861img_5863img_5862Vi spiser og spiser, drikker og drikker, sniksnakker og lytter til smukke taler fremført af de unge mennesker, som med største selvfølgelighed giver udtryk for deres tanker og følelser.

Og da de voksne svømmer hen i salig mæthed og kølig hvidvin, springer de unge resolut i poolen – og lader konfirmationstøj være konfirmationstøj. Det er alligevel for sent at protestere. img_5868Cille og Mille ser målløse og benovede til fra sidelinjen. De store piger er lige dele spændende og overraskende.img_5871Og da de unge er kølet ned, står de med største selvfølgelighed op af vandet og danser sig tørre.img_5874Sikke en fest!

Næste morgen er cykelmyggene ude at køre 50 kilometer i ørkenen. Jeg fatter stadig ikke hvordan Martin kan se sådan her ud efter flere timers cykling og forbrænding af knapt 1.000 kcal. Jeg ville have lagt mig til at dø midtvejs.img_5876Så jeg bager i stedet boller og laver morgenmad til Team Easy On. Og så roser jeg dem for deres indsats. Naturligvis.img_5875img_5878Weekenden slutter på forunderlig vis præcist som den starter.

Med popcorn.img_5879I biografen. Med Alec Baldwin som en forrygende Boss Baby.img_5884

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Far i Udlandet og Kundeservice Connie

God morgen fra Ørkenstaten.

Her starter den forlængede weekend med nybagte boller og morgenkaffe på hjemmekontoret, der har været forsømt i en måned.

Opgaverne er varierede og sindsoprivende spændende.img_5832 Der er log-in med SLEM-ID på SKATs hjemmeside, fordi vi skal betale restskat.

Der er fornyelse af Maricels sundhedsforsikring, sådan som myndighederne foreskriver det.

Pigerne og jeg skal have fornyet vores visum med deraf følgende arabisk papirmølle.

Der er sådan cirka 100 mails fra skolen.

Om ting, som skal indleveres til det nye emne. Om forældre-frivillige til læsning, foredrag og udflugter. Om opgaver, der skal laves. Tilladelser, som skal gives. Billeder, som skal tages.

Og pigerne skal indfanges til ufrivillig lektielæsning.

Mille laver mathletics på iPad, som er “dead-boring, fordi man skal trykke to gange’r på den button for at komme videre”. Ungen skulle bare vide, hvordan matematik så ud, da Mor var barn.img_5833Cille laver dansklektier. Der er to læse-let-bøger hver uge plus en række sætninger, der skal dannes med de nye ord fra bøgerne. Hun skriver ‘lektier er dumb’ på papiret – og dér må jeg rette hende. ‘Dum’ har ikke stumt ‘b’ på dansk. Men ellers har hun da fuldstændig ret. img_5834Martins hjemmearbejde er en skønsom blanding af kedelige arbejdsmails og en korrespondance med Connie fra Københavns Lufthavns Kundeservice, som er så fin, at jeg er nødt til at dele den med jer.


Martin skriver:

Jeg havde ifm. påsken “fornøjelsen” af at bruge Københavns Lufthavn – og efter at have ventet i kø i 45 minutter til paskontrollen, samt benyttet et toilet, der var så snavset og stank så meget af pis, at det gav kvalme (det samme var tilfældet på dametoilettet, som min kone og børn brugte), kom vi til biludlejningen… Denne del af vores ankomst til København har altid virket upåklageligt, men ikke denne gang! Beslutningen om at flytte samtlige biludlejningefirmaer ud af lufthavnsterminalen er simpelthen så ringe, at jeg håber at den ansvarlige er eller vil blive fyret. Den beslutning tilgodeser på ingen måde lufthavnens kunder som mig, der har brug for at leje en bil når vi kommer til landet. Hvordan Københavns Lufthavn kan have ambitioner om at være en lufthavn med international format, bare uden biludlejning, er en gåde.


Connie fra Kundeservice svarer:

Kære Martin Kaalund
Tak for din henvendelse til Københavns Lufthavn.
Først og fremmest skal jeg beklage jeres oplevelse ved ankomst til Københavns Lufthavn.
Det er bestemt ikke det vi ønsker for vores kunder. 
Det har desværre været en nødvendighed at flytte biludlejningsselskaberne til nye lokaler grundet de udvidelsesplaner, der på nuværende tidpunkt er i gang i lufthavnen for at øge kapaciteten til 40m passagerer.
Vi har ved flytningen samlet kontorene og udlejningsbilerne således, at der er en sammenhæng med hinanden og for at vi bedre kan hjælpe kunderne, såfremt der skulle opstå problemer med deres bil. 

Vi forstår godt at det kan give nogle udfordringer i starten, indtil man lærer det nye koncept at kende og vi arbejder hårdt på at gøre overgangen så smidig som muligt. Der er gratis terminalbusser, som har øget frekvensen i dagtimerne, så de nu kører hver 10 min, hvilket gerne skulle forkorte ventetiden. 

Mht. til standarden af rengøring, så vil jeg straks videresende din henvendelse til den ansvarlige i rengøringsafdelingen. Din henvendelse vil indgå til videre evaluering af, hvad vi kan gøre bedre for vores passagerer.


Martin skriver:

Kære Connie,

Mange tak for dit svar.

Tillad mig at foreslå, at du tager tre store kufferter, to carry-ons og to børn i alderen 5 og 8 og så prøver, hvor “brugervenligt, du finder det at skulle fra ankomsthallen til jeres nye biludlejningsterminal.

Kufferterne skal veje noget, vel ikke mindre end 20 kilo stykket, og al baggage og begge børn skal med hele vejen. Det er den tur min kone og børn skal tage, når de skal besøge familie og holde ferie i Danmark.

Jeg antager, at andre af jeres kunder der skal besøge Danmark vil finde oplevelsen lige så (lidt) brugervenlig som du vil.

Kan du ikke lade mig vide om du syntes, at det kunden, der er i centrum når du har taget turen?

Du kan også prøve turen som familie og tage en mandlig kollega med, men så skal du lige huske at tilføje en ekstra kuffert og carry-on. Af nylig erfaring kan jeg fortælle dig, at oplevelsen ikke er særlig god. Bare det at skulle have al bagagen ind og ud af jeres “bybusser” og at skulle have bære al bagagen når der ikke er nogle bagagevogne er en udfordring, specielt når man rejser med børn.

Før i tiden sagde vi altid til hinanden, at det godt kan være at immigrationen er underbemandet med lang ventetid til følge og at toiletterne i lufthavnen er så beskidte, at vi ikke kan få vores piger til at benytte dem, men biludlejningen virkede altid simpelt, enkelt og hurtigt. Sidstnævnte har I nu desværre ødelagt.


Connie fra Kundeservice svarer:

Kære Martin Kaalund
Jeg kan godt følge dig i din beskrivelse.
Jeg kan desværre ikke gøre andet end videresende din pointe til rette afdeling.


Stakkels Connie fra Kundeservice.

Den her slags syrlige mails må hun få en del af hver dag.

Til gengæld har vi modtaget en taknemmelig mail fra Europcar, der er ligeså lidt begejstrede for den nye løsning som kunderne.


Europcar skriver:

Kære Martin Kaalund,

Tak for at du har taget dig tid til at kontakte lufthavnen. Det sætter vi stor pris på i vores bestræbelser på at få forbedret forholdene.

Næste gang at du skal bruge billeje i Danmark, så må du meget gerne sende dit reservationsnummer til mig, så skal jeg sørge for, at du får en ekstra god bil.

God weekend.


Og sådan er der jo så meget.

Man skal ikke være urimelig over for Connie fra Kundeservice, men når noget er for dårligt, så er en Kaskelothvals ensomme klage-sang jo den eneste mulighed vi har, som kunder i en ringe butik.

Europcar, derimod – har vi aldrig nogensinde haft problemer med og kan varmt anbefale dem, hvis du mangler en lejebil.

Jeg tror desværre ikke på en ændring af biludlejningscirkusset i Kastrup.

Overhovedet.

Men hvis man intet gør, så sker der med statsgaranti ingenting.

Rigtig god weekend, når du kommer dertil!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Farmor fylder 70

Oh, yes.

Armbånd på bedste all-inclusive facon.

Der er en første gang for alting her i livet.

img_5677

Lalandia Billund og Farmors 70-års-fejring, here we come!

img_5758

Der blæser en iskold og sønderlemmende vind ude fra vest og de eksotiske palmer af den pureste plast vajer fra side til side, men Martin og Mille modstår elementernes rasen og overlever på deres rå stædighed og benhårde viljestyrke.

Det er dansk påskevejr, som vi kender det.

Med småregn, tunge skyer og blæst.

Men der skal mere til at forskrække fire faldne vikinger, så vi tjekker ufortrødent ind i Lalandia med bag-in-box som garant for indre varme og god stemning i fælleshytten med Faster D og Co.

img_5676

Det knaldsmarte ved Lalandia er nemlig, at det danske verjlig er underordnet. For her er himlen altid blå og solen skinner insisterende.

Indendøre.

I et univers af romerske søjler og italienske specialiteter a lá Jylland.

img_5749

Og pigerne elsker det.

Hvert eneste minut.

De har købt Lalandia-konceptet 100%.

img_5762

For her er der lagt op til leg med fætre og kusiner, grandfætre og grandkusiner, onkler, mostre og tanter.

Der er selskab og fællesskab; aktiviteter og oplevelser ad libitum for legebørn i alle aldre.

Selv under spisningen er der underholdning og arrangementer for børnene, så forældrene kan drikke sig i hegnet uden afbrydelser, hvilket er en udsøgt chance, som jeg naturligvis ikke lader passere.

After all, nogen skal jo fortælle sandhederne om livets genvordigheder til de unge mennesker i familien? Og dén tjans tilfalder mig. Helt naturligt. Beslutningen tager jeg resolut i en rus af vin og kalv og gris, der gør mig helt lykkelig og salig indeni, så mine livserfaringer strømmer ud som en bitter elixir.

Faktisk bliver jeg kun afbrudt i min talestrøm af tre kusiner på stribe, som optræder med vel-instrueret fællessang, så selskabet ih’er og åh’er ad trioen.

img_5701

Og uden for storfamiliens fællesspisninger morgen og aften, er der god tid til spontan kaffemik på torvet, når man støder ind i et familiemedlem eller ti.

Piazza, ville Lalandia nok insistere på at kalde stedet, nu hvor der er indført italiensk stemning med hiv og sving på en pløjemark i udkanten af Billund.

Her er det Farmor og Cille, som hygger sig med varm cacao efter skøjtebanen.

img_5769

Der er feel-good over hele feltet.

Martin forsvinder i et virvar af minigolf og vandrutschebaner med samtlige mandlige medlemmer af familien plus de modigste piger. (Læs: Minus undertegnede. Jeg har så rigeligt med at styre mit burkiniklædte korpus i børnerutschebanerne med Cille).

Nogle vælger at tage på kulturelle dannelsesudflugter om formiddagen for at undgå travlheden i AquaDome (det vi i gamle dage kaldte for vandland), da der er fuldt hus i Lalanda i påsken.

Andre drøner ni’er over æ’ grenz efter øl og slik, nu hvor Billund ifølge en flok nordsjællændere ligger så utroligt tæt på grænsen, at det ville være en skam ikke lige at køre forbi Sonja und Wolfgang. Onkel Peter og jeg trækker – som de eneste jyder – en smule på smilebåndet ad det ræsonnement.

Og Cille og Mille løber, hopper, rutscher, leger og danser sig igennem hver eneste dag og aften i fællesskabet. De er så optagede af at lege, at de knapt lægger mærke til deres forældre.

Det føles så godt.

Alle gør, hvad de har ka’ li’ og alting foregår i det tempo, vi selv sætter.

img_5766

Og helt ærligt: Findes der noget bedre scenarie for børn end at kunne løbe fra hus til hus og banke på for at se, hvilket familiemedlem, der nu åbner?

I think not. 

Men det er ikke kun børnene i familien, som trives med og i kollektivet.

img_5707

Det er også Farmors ønskescenarie:

At have os alle sammen – 28 familiemedlemmer – lige rundt omkring hende på hendes runde dag.

At alle er glade og nyder at gøre præcist det, de har lyst til.

At vi kan gå helt uformelt ind og ud af fællesskabet, som det nu passer den enkelte.

img_5709

Farmor trives med mennesker omkring sig – børn og hunde i særdeleshed – og hun behersker kaos og stordrift i en sådan grad, at jeg har hende mistænkt for at elske det.

img_5710

Og vi fejrer hende efter bedste evne.

For 70 år er en big deal. Prøv bare at se antallet af lys, der spidder uskyldige kanelsnegle, der aldrig bliver sig selv igen efter den oplevelse.

img_5706

fullsizerender

Og hun får fine overraskelser, som hun ikke havde den mindste mistanke om.

img_5731

 

img_5717

Og jeg sympati-piver af glæde, da jeg ser, hvor glad og overrasket Farmor bliver over gaverne. Alting er lige som jeg havde håbet på og mere til.

img_5730

Og da jeg om aftenen ser over på hende gennem rødvinstågede øjne, véd jeg, at hun har fået præcist dét, hun ønskede sig i livet.

img_5752

En stor og livlig familie med intet mindre end 4 børn og 9 børnebørn.

Farmors 70 år har bestemt ikke været en dans på roser.

Men hun er en overlever – og hun lever et godt og rigt liv sammen med Farfar og alle os andre.

Og det er vi mange, der er taknemmelige for.

Hver eneste dag.

Af hjertet tak – Farmor-Svigermor og Farfar-Svigerfar – for en dejlig fødselsdagsfejring og påskeferie i storfamiliens skød.

Skulle det være en anden gang?

Dét tror jeg nok!

Vi takker ihvertfald for indbydelsen på forhånd.

Men først: Lur.

img_5776

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kølig velkomst

“Har du noticed at alle menneskerne taler dansk? Det er lidt funny, Mor”, hvisker Mille mig i øret, mens vi står i en surmulende uendeligheds-kø blandt ligesindede, utålmodige rejsefæller.

Det er såmænd bare paskontrollen i Kastrup en onsdag formiddag.

Velkommen til Danmark.

En lidt kølig velkomst, kan det måske føles som, men fortvivl ej – for du kan varme dig på sidemanden.
img_5626

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er 3 betjente på overarbejde i glasburene.

Måske er det kommet som en overraskelse for lufthavnen, at der lander et stort Qatar Airways fly og et ditto fra Emirates Airline på dét her tidspunkt?

Måske er der bare ikke flere betjente til rådighed?

Mulighederne er mange.

Svarene få.

Og jeg noterer mig, at folk skubber, vrisser og smutter foran i køen på præcist samme måde, som det ville ske i De Varme Lande. Og det til trods for vores danske selvforståelse af at være ret-så-overskudsagtige-retfærdighedssøgende-køkulturs-mennesker.

Modvilligt lader vi forældrene til en ulykkelig baby komme forrest i køen efter et 15 minutters grådanfald (barnets gråd – ikke morens, selvom det er tæt på). Det er nemlig helt overladt til individets initiativ, for her er ingen opsynsfolk til stede, som måske kunne have udøvet venlig crowd-control og ladet stressede småbørnsforældre med grædende babyer og ældre rejsende komme foran i køen.

Vi er jo kommet til DIY-land.

Do It Yourself er den hellige gral. 

“Mor, jeg skal altså virkelig ikke tisse alligevel”, udbryder Cille, da den ramme stank af urin rammer hendes næsebor ved indgangen til dametoilettet i lufthavnen.

“Jo, du skal, Cille – kom så. Der er ikke noget at gøre ved det, men sådan her er offentlige toiletter i Danmark”, svarer jeg med fast mine og hiver begge piger med ind.

Der ligger store pytter af udefinerbar væske på gulvene. Der er nusset wc-papir overalt og fyldte skraldespande med direkte udsyn til brugte damebind.

Ikke en rengøringsmedarbejder i sigte eller en supervisor, som måske kunne tilkalde assistance.

Kummerne er så snavsede og lugten er så intens, at Prinsesserne på Ærten har mere end svært ved at præstere.

“Jeg synes at der skal dufte ligesom på Arabic toiletter med perfume instead of stinky poo”, konstaterer Mille tørt, da vi spritter af uden for toiletterne og indånder osen fra pølsevognen, som nu pludselig lugter attraktivt hér midt i tissekoneland.

Glemt er det uheldige førstehåndsindtryk, da vi rammer ankomsthallen og får øje på Farmor, som hopper og hujer og løber os i møde – stik modsat retningen af menneskestrømmen.

Pludselig stopper hun op og krammer livet ud af de to børnebørn, som er lige så begejstrede og glade for at se hende og Farfar. Sammen drager de afsted hånd i hånd mod Huset i Den Store Skov, hvor der vanker både nybagte boller og Faster D.

I mellemtiden fornøjer Martin og jeg os med den nye biludlejning i Kastrup.img_5635

Begejstringen nærmest lyser ud af ham efter en længere gåtur igennem lufthavnen med bagagevogn og elevatorbøvl, som leder ud i regnvejr og 20 minutters ventetid ved et busstoppested.

En lidt kølig velkomst, kan det måske føles som, men fortvivl ej – for på denne måde bliver du extra taknemmelig for dit overtøj, når du engang får det fisket ud af kufferten.

HT-bussen er ikke ombygget til formålet – det ville have været for meget at forlange – så vi skubber rundt med 4 kufferter og 2 trolleys i mellem sæder og barnevogne.

Jeg smiler undskyldende til et engelsk ægtepar, som jeg har lovet at fortælle, hvornår vi rammer biludlejningernes stoppested: “I haven’t tried this before either and it doesn’t seem to make much sense”, svarer jeg spagt på vegne af nationen, da de høfligt spørger ind til det lettere finurlige set-up, som på ingen måde kan forventes af en international lufthavn. Jeg får helt lyst til at give dem en kvajebajer efter denne her slukørede oplevelse, men vi hanker op i os selv og englænderne og ender bag den gamle terminal 1, hvor udlejningsfirmaerne er blevet forvist til en ny bygning.

Bagagevogne er der naturligvis ingen af ved stoppestedet, men så lærer Martin at trække 4 kufferter på én gang, og dét har han sikkert altid ønsket sig at kunne?

Et par timer efter ankomst lander vi endelig i Grib Skov.

En lidt kølig velkomst, kan det måske føles som, men fortvivl ej – for nu er storfamilien samlet igen og så blegner bøvl, ævl og kævl.


Læs mere om Farmors fødselsdag i Lalandia i morgen…stay tuned, som man si’r…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kagemanden

Regnskabschefen fylder 44 idag.img_5602Pigerne og jeg har haft travlt med at opfinde skøre bortforklaringer og lange søforklaringer efter gaveindkøbene forleden – for er der én ting, de to jordbærhjelme ikke kan, så er det at holde på en hemmelighed.

“Mummy, det er faksis alright at tell’e en lie til Daddy for det er en happy lie som ikke giver tummyache eller make’r mig sad”, proklamerer Cille på bagsædet.

“Jeps. Du har helt ret. Fordi det er en overraskelse og en god ting, vi har forberedt, så må vi faktisk gerne lyve og drille ham lidt”, svarer jeg og er ikke helt sikker på, hvad det her skal ende med.

Men denne gang holder pigerne tæt.

Vi har trukket penge ud af automaten, så Martin ikke har haft mulighed for at se vores transaktioner, og han har derfor intet udgangspunkt for at manipulere med dem til de taler over sig.

Og deres aftalte løgnehistorier bliver fortalt igen og igen, mens de hulker af grin: “Daddy, vi har buy’et dig en baby doll, der kan lave wee og cry’e med rigtige tårer, når man giver den vand at drikke. Sådan en cry baby har du altid ønsket dig, ikke?”, hvorefter de begge vrider sig ved tanken om Farmanden med en ny babydukke i favnen.img_5596I virkeligheden har Cille købt shorts og hørskjorte til ham.img_5601Og Mille har valgt sandaler og badeshorts med solgule koalabjørne på.img_5605Jeg forærer ham en helikoptertur over Dubai.img_5609Det hele passer ham storartet.

Og det gør fødselsdagskagen også.

En tung, tung Godiva-chokoladesag, som er tættere på trøffel og konfekt end brownie.img_5614Cille vælger en Black-Out Chocolate Cake, som i bogstaveligste forstand får det til at sortne for øjnene af hende i et skingrende rent sukkerchok.img_5615Men det er ikke kun Martin, der er dagens kagemand i skysovs.

Maricels søn fylder 11 i dag, så vi har naturligvis lykønsket hende mange gange med sønnens fødselsdag og foræret ham penge til et pænt ur, som han ønsker sig.img_5611Det er møghamrende svært på mærkedage.

Alle mærkedage. Men værst på fødselsdage og Mors Dag.

For hér bliver det for alvor bøjet i neon, at hun har kæmpestore afsavn, fordi hun er nødt til at arbejde hos os i stedet for at være hos sin egen familie.

Tænk, ikke at kunne deltage i hendes eneste søns fødselsdagsfest.

Det skærer mig i hjertet, og jeg siger det til hende, så hun ved, at jeg ved det.

Maricel siger ikke så meget retur.

Hun har let til tårer, men hun takker høfligt for gaven på sønnens vegne – og hun sender mig stolt et par billeder fra hans fest, som jeg gerne må dele med jer, fordi hun synes, at det er spændende og vigtigt at være med til at give et indblik i de afsavn og livsproblematikker, som en husholderske fra fattige kår står i.

Og midt i hendes savn, så rejser vi til Danmark på påskeferie.

Forhåbentlig kan hun nyde friheden og stilheden lidt.

Forhåbentlig får hun kokkereret noget filippinsk mad, mens den danske familie er bortrejst.

Forhåbentlig får hun skype’t i ét væk med sin søn og mand.img_5610Om lidt er kufferterne pakkede.

Troldebørnene sover allerede tungt og glæder sig til at blive vækket midt om natten for at rejse hjem til Farmor og Farfar.

Det gør vi også.

Og hermed lukkes fortællingen om kagemanden, hans kagekone og deres to små teboller.

Vi skal hjem og marineres i en skønsom blanding af billundsk klor og argentinsk rødvin, hvis den slags fåes i bag-in-box?

Der kommer mere om Lalandia på bloggen, når dem med de røde badebilletter er kaldt op af bassinet og sendt retur til ørkenen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Dansk forår i arabisk burkini

Det er Påske lige om et øjeblik.

Og Moster-Søster sender mig billeder af spirende, forårs-Danmark i ét væk.

Det er nærmest tortur for min sandblæste sjæl.img_5559-1Hvor jeg dog savner årstidernes skiften i en Ørkenstat, der kun kender til vejromslag fra lunt, overskyet og småblæsende til varmt med et par skyer som så munder ud i ulideligt varmt og høj himmel, der kun kan betragtes fra et air-conditioneret lokale.

Sådan er vilkårene. Og jeg tænker egentlig ikke så meget over det i hverdagen, men Instagram og WhatsApp får mig til at drømme om gåture i frisk, kølig luft med udsigt til spirende grønt, så langt øjet rækker.

Og her i Påsken skal vi så opleve dansk forår for første gang i umindelige tider.

Immigrantfamilien hopper ombord i en stor metalfugl onsdag morgen, som flyver os hele vejen hjem til Farmor og Farfars hus i den store skov, hvor der er erantis og anemoner i skovbunden – og tulipaner i Farmors vaser, hvis jeg kender hende ret.

Vi plejer aldrig at være i Danmark i Påsken.

Men 2017 er noget ganske særligt.

For Farmor fylder 70.

Og dét skal fejres!

I Lalandia Billund.

Oh, yes…..

Storfamilien skal tilbringe 5 døgn flydende rundt i indendørs badeland og klatrende rundt i Monky-Tonky-land og hvad ved jeg.

Samtlige 9 børnebørn får en fantastisk ferie med alle de mange, børnevenlige aktiviteter – dét ved jeg med 100% sikkerhed.

Og når børnene har det godt og er glade – så gælder det samme for forældrene. Især hvis de samtidig bliver balsameret i rødvin og fyldt godt op med pizza fra buffeten.

Hende Farmor ved godt, hvad der er bedst.

Hun har mere end 50 års erfaring med børn og vælger egenhændigt at blive fejret på børnebørnenes præmisser, selvom det med rette er ‘hendes dag’.

Hun vil bare gerne være sammen med hele sin familie på en måde og et grundlag, hvor alle kan have det godt og være glade.

Dét tager jeg hatten af for – og bøjer mig ærbødigt i støvet.

Og så vil jeg dælen-dylme glæde mig til at kramme livet ud af hende, når vi får øje på dén lille dame i ankomsthallen i Kastrup, der kan hoppe og huje højest.

PS: Det tog mig lige lidt tid at komme overens med tanken om at gense et indendørs badeland med virkelig mange mennesker, der – ifølge mine fordomme – vil spise fritter med remo og drikke blå slush-ice til, hvorefter de hopper fluks i baljen igen med remo-overskæg og blå tunger…

PPS: Min mentale redningsplanke blev at købe en moderne, arabisk burkini til formålet.img_5583Anstændig, ikke?

Og smart – eller hvad?

På denne her måde er min smuldrende Mor-krop tildækket pænt og nydeligt, mens jeg spiser fritter med remo i cafeteriaet og hiver bøllebørn ud af bassinet.

Man skulle jo nødig vise det knapt 40-årige understel til alt for mange familiefædre i en dansk svømmehal, selvom min søde mand bedyrer, at der er intet i verden som en voksen kvinde efter to vaginale fødsler….

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Khob khun kaa

Nej.

Ved I hvad?

Jeg gider ikke den der hverdag, som står og banker insisterende på døren efter Spring Break.

Følelsen af at strække tiden i uendeligheder med en god bog, en lille lur eller en svømmetur gør mig salig.

Kan man få nok af den?

Det føles også så tomt og stille i huset efter at Moster-Søsteren med familie er rejst hjem til Odense. Hvorfor har alt det sjove en ende?

Og det er en følelsesmæssig nedkøling at komme hjem fra fantastiske Bangkok, selvom der ellers er lunere temperaturer at varme sig på her i ørkenen, end der var i Thailand.

Men jeg vil tilbage til sejlads på klongerne.

Til buddhistiske templer og vanvids-tuk-tuk’er i Bangkoks nattemørke.

Til overdådig morgenbuffet med udsigt over floden.

Til dét øjeblik, hvor Martin spontant frier til mig, fordi hotellet bliver ved med at insistere på romantik i form af roser og hjerteformede chokolader.bangkok-2017-7 Jeg søber og svælger rundt i følelsen og erindringen.

Mere vil ha’ mere.

Men nu er vi her.

På det sted, hvor der skal laves lektier og pakkes madpakker.

Det var uundgåeligt.

Og vi gensér vores skønne ferie i pigernes klippe-klistre-lektier.img_5567 De har egenhændigt valgt at lave præsentationer til deres klasser og sysler nu med boarding-pass, entrébilletter og printede fotos.img_5568Der er da også gode ting ved at være hjemme igen, bevares.

Gensynet med Maricel i særdeleshed.

Pigerne sværmer om hende, giver hende gaver, lister ind og lokker hende til at lave verdens bedste huler og lege verdens bedste lege.

Hun er i sandhed en éner. Prøv at se et univers, hun opbygger med pigerne om eftermiddagen.img_5569Der er ferie-afslutnings-melankoli på den hårde klinge i dag. Jeg må anerkende og acceptere det – og huske at i morgen er der en ny dag.

Og måske er det i virkeligheden en god ting?

For det betyder jo, at vi har haft det så dejligt, at vi ikke vil stoppe legen, mens den er go’.

Khob khun kaa, Thailand.

person-with-folded-hands Vi kommer igen en anden gang.

Det er sikkert og vist.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Wat Pho

Buddhistiske templer.

Must-see-and-do when in Thailand, naturligvis.

Udfordringen ligger i, at der vitterligt venter det ene spændende tempel efter det andet lige rundt om hjørnet i Bangkok.img_5512Grand Palace – Moderen over dem alle – fravælger vi dog hurtigt denne gang, idet thaiernes elskede konge igennem 70 år, Kong Bhumipol, ligger lit de parade hér indtil udgangen af året – og dét giver helt sikkert mere kø end to troldebørn har overskud til.

Der er også rig mulighed for at sende en respektfuld og venlig tanke til afdøde Kong Bhumipol, hvorend man går eller står i Bangkok.

Ikke bare i disse dage, men resten af året, antager jeg?

Store billeder hænger ihvertfald på alle bygninger med dertilhørende beskeder om kongens glorværdige styre.

Og respektfulde, sorte sørge-T-shirts er i high command, hvor thaierne tidligere gik i konge-pro, gule T-shirts.

Altre med ungdommelige billeder af den aldrende konge, masser af guld og elefanter, overdådige blomsterdekorationer og dertilhørende lydoptagelser af fugle, rindende vand og messende munke er standard i disse landesorgstider.img_5511 Kong Bhumipol er inderligt savnet som statsgarant for stabilitet og troværdighed – og de sort-hvide draperinger som her hænger i loftet, ses påsat skolers facader, parkers gitre, offentlige instanser og butikker som daglig påmindelse om kongens død.

Vi ender – sådan lidt tilfældigt – med at vade ind i Wat Pho denne gang.img_5507 Det er templet med The Reclining Buddha – den enorme, liggende Buddha, som forhåbentlig kan interessere både store og små.

Jeg er ihvertfald forelsket i hans finurlige, skælmsk-underfundige ansigtsudtryk, som minder mig om en asiatisk Mona Lisa.img_5494 De små i familien ville nok have svaret “poolen!“, hvis de var blevet adspurgt om mulige aktiviteter for dagen. Og poolen er da også dejlig på hotellet, men ikke hele dagen, synes de kedelige forældre.

Så pigerne følger med og får en fin oplevelse af de detaljerede dekorationer, som buddhisterne elsker at opstille overalt. Her er falsk lotusblomst og Buddha-i-guld-galore.img_5496img_5501For enden af den enorme, liggende Buddha er der én eneste foto-mulighed for at få hele hans krop i ét skud.img_5500Og den chance har thaierne så valgt at dække med et ubehjælpeligt metalhegn, så vi i stedet må købe et postkort. Oh, well.

Uden for hovedtemplet med den hvilende Buddha, er der helt roligt, selvom vi er mange mennesker samlet. Omgivelserne indbyder ligesom til andægtig stilhed.

Pigerne går omkring og ser på statuer af dyr og finder herreløse katte.img_5509Der er også karper, som kan fodres for good luck.img_5502I mens forældrene fortaber sig i stupaernes detaljerigdom.img_5503Tænk, et håndværksmæssigt arbejde med porcelænsfliserne.

Billederne gengiver på ingen måde de uendeligt smukke tempelomgivelser.

Og vi finder række efter række af buddhaer, som ifølge pigerne holder hænderne op for at sige stop til os.img_5504Buddhaerne holder os beskæftigede, mens det regner (et ganske kort øjeblik) – til pigernes store begejstring.

Efter finkulturelt input bliver det til lavkulturelt. img_5530Vi er helt udhvilede.

Centrerede.

Glade.

Og klar til at gå fra zen til sindssygt skør på et øjeblik.img_5522Det er essensen af Bangkok. Fornemmer jeg.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Klongerne

Bangkok er præcist lige så dejlig, som i min erindring om byen.img_5410Her er hektisk, snavset og larmende.img_5480Her er roligt, rent og stille.

Børn er velkomne overalt – og der er kort vej til store smil hos thaierne, der hverken tager sig selv eller verden synderligt seriøst.

Så vi begiver os ud på selvsamme togter, der hørte til Bangkok i ‘gamle dage’ AKA livet før ægteskab og børn.img_5476img_5414Her er vi på Chatuchak Weekend Market, hvor Cille spontant udbryder: “Det er ligesom i en Arabic souk, bare meget sjovere!”

Jeg er tilbøjelig til at give hende ret.

Gade- og markedslivet er en helt naturlig del af thaikulturen. De spiser, skændes, leger, ringer, råber, driller, klipper negle, sætter hår, tjekker mails og håndterer livets små og store ting lige dér – på deres arbejdsplads, hvor vi andre vader rundt og mumler “Sawasdee Kah, how much?”img_5413Bedre endnu bliver det for Cille, da hun finder sæber formet som “giant boobies”, og vi priser os lykkelige for, at hun er for lille og helt uforstående over for visse andre sæber, der er udformet som noget helt andet, der ville have været mægtigt svært at forklare den 7-årige.

Vi nøjes med at købe frugtsæber.

Man bliver så herligt bornert af at bo i de varme – arabiske – lande.img_5415Udover similismykker, Buddha-figurer, elektronik og kopivarer, er der et væld af madboder og gaderestauranter, som vi kigger nærmere på.

Pigerne stirrer fascinerede på hele restaurationens produktionslinje fra madlavning, servering og spisning til skrald og opvask nedenfor.img_5411De har heller aldrig tidligere set mad blive serveret i poser – eller som hér, en on site isproduktion, hvor Thai-mutter forsigtigt hælder sodavand ned i lange metalrør og stikker ispinden ned. img_5416Og Maricel får hjemve, da jeg sender billeder til hende af mango og vandmelon, der bliver serveret med chilimarinade og kokossukker.fullsizerenderEfter Chatuchak har vi brug for lidt luft.

Og dét får man i Bangkok af at sejle på Chao Phraya, byens elskede, chokoladebrune flod, hvor Mille mener, at “alle fish’erne die’r if dem people ikke snart use’r the rubbish bin”.img_5430img_5435Mille er en smule beklemt ved den øredøvende larm fra bådmotoren og de hårde klask fra bunden af langbåden, når vi rammer vandoverfladen, mens Cille nærmest er lige lovligt begejstret for sejlads og nærkontakt med Cocio-vand, uanset hvad hendes kedelige forældre forsøger at advare hende om.img_5436Et øjeblik på Chao Phraya og adskillige templer og glorværdige kongebilleder senere, nærmer vi os det reelle formål med sejlturen: Klongerne.img_5473img_5431img_5438Klongerne er små afstikkere – vandveje eller afledte, små bifloder – hvor en helt anden version af Bangkoks liv udspiller sig.img_5450Det er denne her – autentiske – version af levet thailiv, vi gerne vil vise pigerne.img_5457img_5466Hér, hvor familier lever på begrænsede, ganske ydmyge kvadratmetre. Hvor el trækkes ad hoc og hvor tøj vaskes i floden, mens man samtidig fisker efter aftensmad.

Hér, hvor én mands skrald, er en anden mands skat.

Hér, hvor huse bygges af forhåndenværende materialer på en måde, som pigerne aldrig tidligere har oplevet.

Mille spotter en ged i en bås inde i et hus.

Cille ser drengene tage bad i floden langs templet.img_5449Jeg vinker til en rynket bedstemor, der titter ud af et vindue.

Martin konstaterer, at uanset hvor begrænsede midler, man har til rådighed, er der altid parabol på taget.

Vi spotter en meter-lang komodovaran, der bliver fodret ved et tempel, hvor de nok så venligt foreslår, at vi fodrer fiskene for good luck – én af thaiernes evindelige, lettere fortærskede idéer. img_5452Heldet.

Og den affødte lykke, der måtte tilsmile den heldige.

Thaierne er lige så besatte af held, som inderne er af karma og araberne af vilje eller skæbne.

Måske betyder koncepterne i virkeligheden det samme i menneskers liv?

Og hvad er hvid vesterlænding så besat af?

Syndernes forladelse (tilgivelse)?

Ambitioner?

Penge?img_5454Her er så stille og fredfyldt på klongerne, at jeg fortaber mig i tanker om armod og lykke, så jeg knapt opdager handelsmanden, før han er helt henne ved kanten af vores langbåd.

Jeg køber en øl til kaptajnen til mere end almindelig overpris, før vi stævner ud mod Chao Phraya igen.

Og Mille?

Hun er nu fortrolig med Thailands longtail boats.img_5469

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Bangkok, Baby!

“Sawasdee Ka, Mrs. Kaalund, welcome to Shangri-La Bangkok”.

En smuk thaikvinde står helt overskudsagtigt foran mig kl. alt-for-tidligt-om-morgenen i sin farverige silkedragt og rækker røde roser frem mod mig, da jeg hopper ud af hotellets bil.

“Happy Honeymoon to you and Sir”, fortsætter hun.

“Kop-khun-kha, Miss, but we have been married for many years”, svarer jeg med et smil og eftertrykkeligt tryk på many, for at afkræfte al potentiel tvivl om, hvorvidt Virkelighedens Pippi x 2 er undfanget i dølgsmål.

Man har vel lidt arabisk anstændighed med sig i bagagen fra De Varme Lande.

“Ah, okay, please follow me to your suite”, siger hun høfligt undvigende og genner os op på 10. sal.img_5372Pigerne går straks igang med at prøve alting af. De er natural born hotelgæster, der ved, hvad de skal kigge efter – hvilket står i skarp kontrast til min egen og Martins barndoms ferierejser.

Sengen skal prøves først for bounce-værdi og pudernes puffethed. Kvalitetstjekket udføres af yderst minutiøs knapt-5-årling.img_5369Toiletartiklerne fra L’Occitane er næste punkt på listen. Både mor og datter er fan af udvalget med bergamotteekstrakt.img_5370Så kommer madammerne til stuen og fjernsynets kanaler.img_5371Sidste manøvre er udpakning og ophængning.

Cille mestrer denne opgave til perfektion, og hun kan nærmest ikke slappe af, før kufferterne er tømte.

Jeg klager ikke over hendes ihærdighed.img_5388img_5373Bagefter spiser vi morgenmad i hotellets lounge, nu hvor vi har haft en kort nat og en meget tidlig morgen.img_5377img_5374Jeg får nostalgi-tårer i øjnene af at tusse rundt i buffetten med pigerne.

Genkendelsens glæde, er årsagen til de fugtige øjenkroge.

Det var hér vi tog til som kærester.

Som forlovede.

Som nygifte med spirende baby i maven.

Og sidst vi var her, var Cille en 13-14 måneders baby, hvor Flyvende Farmor var med os på en skøn 3 ugers ferie.

Nu er vi tilbage igen – langt om længe – med 2 store småpiger, der går civiliserede omkring og øser forsigtigt op på tallerkenerne, og som nyder at smage på nye frugter og kager.

Det er en fugtig og overskyet morgen i Bangkok, hvor Chao Phraya’s vandtransport så småt er ved at vågne, mens vi selv langsomt vågner henover cappuccino og morgenæg. img_5379Eftermiddagen tilbringer vi i og ved poolen, selvom Thailands småfugtige 30 grader føles en kende køligt nu om dage.

Det er halv-pinligt at indrømme det, men sådan er det nu engang, når man er blevet til vaskeægte ørkenrotter.img_5391img_5392Shangri-La har en fin og frodig have lige ned til floden, som Mille og jeg lister på opdagelse i.img_5393 Vi ser beundrende på de smukke og velduftende blomster, de frodige planter og træer, som slynger sig så naturlige og helt anderledes end den fremprovokerede, manicurerede plantevækst i Ørkenstaten.img_5394Og vi går over for at hilse ærbødigt på Buddha i én af hotellets små buddhist-altre.

“Hvem er ham Buddha med den golden tummy?”, spørger Mille.

“Han er Gud, Mille”, svarer jeg.

“Endnu en Gud?”, udbryder hun.

“Ja. Endnu en Gud. Eller også er de alle den samme Gud”, svarer jeg.

Pigen er helt betaget af de duftende jasminranker og de små lerfigurer, som pynter i miniature-templet.img_5395Det er jeg også.

Hver eneste gang, jeg ser et buddhistisk tempel, bliver jeg draget af det.img_5396Jeg tror egentlig, at jeg vil bede om at blive genfødt som buddhist i mit næste liv.

Faktisk kunne hele menneskeheden trænge til at blive genfødt som buddhister, så vi kan få skabt fred og ro og fordragelighed over hele kloden.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Al Ain ZOO

Al Ain ligger halvanden times kørsel fra Dubai.

En overskuelig og nem dagstur, for det er stort set gerade-aus i lidt mere end 100 km., hvor turisterne i Regnskabschefens bus kan sidde og nyde synet af kameler og dadelpalmer i rødt ørkensand og et varieret udbud af moskéer langs vejen og ved tankstationerne.

Det eneste aber-dabei ved turen er en forbandet masse rundkørsler, som Al Ain tilsyneladende har en forkærlighed for. Der er ihvertfald den ene efter den anden 25 kilometer før man overhovedet nærmer sig de (få) attraktioner, som den grønne oase byder på.

Da vi var på besøg første gang i Al Ain var det med Flyvende Mormor. Her valgte vi at se det lokale kamelmarked, en dadelpalme-oase og den smukke park Green Mubarrazzah for foden af Jabal Hafeet.

Denne gang er der nedpakket intet mindre end 4 styks rollinger i bussen, så nu skal vi i børnevenlige Al Ain ZOO.img_5291Entréprisen er rørende, hvis man sammenligner med danske ZOO-priser.

30 dirhams for voksne (60 kr.) og 10 dirhams for børn (20 kr.).

Der er åbent fra kl. 9-20 og parken tilbyder golfbiler til dem, der er dårligt gående eller blot har fået et akut panikanfald af SARS i knæene.

Vi går rundt i parken – for vi har jo baby A i klapvogn.img_5297Dyrene ser ud til at have det godt.img_5294img_5288 Ikke at jeg er blevet synderligt veterinær-kyndig siden sidst, men der er store, pæne og rene indhegninger, masser af frisk mad og et personale, der ser ud til at holde af dyrene, når de fortæller, plejer og fodrer, mens havens gæster ser til.img_5289img_5303img_5300Pigerne nyder særligt at se skildpadder i mange varianter og fine voliérer med fugle i alle størrelser.img_5293img_5330Det er en varm dag, så vi fylder vandflaskerne ved de frit tilgængelige vandposter og laver picnic på en af plænerne. ZOO’s café har en mildest talt rædsom akustik og et temmelig trist interiør, men priserne er fine og man kan jo tage mad og drikke med ud i haven.img_5326Baby A nyder at være på græs, mens pigerne hopper i brandvarme hoppeborge.img_5322Svedige, trætte og glade vender vi næsen mod udgangen sent om eftermiddagen.

Den sommerhungrende familie fra O’ense har heldigvis ikke kun oplevet regnvejr i Dubai, men også fået en solid omgang solstik med hjem i kufferten – og så er alt jo, som det skal være.img_5339Og min oprindelige skepsis over for konceptet arabisk zoologisk have er hermed underkendt. Al Ain ZOO er superfint, rent og hyggeligt. Der er styr på tingene både i forhold til dagens gæster og havens beboere – og vi kommer bestemt igen en anden gang – for dyrevelfærd ser ikke ud til at være helt så meget en by i Rusland, som man kunne have frygtet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet