Januarliv

Der er musestille her på bloggen. Forklaringen er ganske enkel:

Der sker ikke det store i januarlivet.

Jeg drikker krus efter krus af min pt.-yndlings-te, fordi der er så koldt i Ørkenstaten. Koldt betyder et par og tyve grader, hvis du spørger. Det er altså koldt i en ørken, selvom det lyder tosset i danske ører.Jeg går lange ture med Daisy-hunden i snor, mens jeg glor på forunderlige skyformationer og ditto solnedgange, som januar altid er god for i en fjern Ørkenstat.Vi er også retur i skole efter endnu en evigheds-karantæne, foranlediget af, at vi krammede Maricel, da hun kom hjem til os med en lumsk omicron i halsen hele vejen fra Filippinerne, til trods for to negative tests før afrejse.Det er en tilsnigelse af de helt store, når jeg kalder det for ‘en evighed’, men dagen for et positivt testresultat er dag 0, hvorefter der tælles 7 fulde dage og på 8. dagen (som reelt er 9. dagen pga. det der nul-tælleri), må man så ENDELIG komme tilbage på arbejde og i skole, hvis man er nærkontakt til en smittet. Forudsat at man ikke har symptomer på corona, selvfølgelig, for så fortsætter fornøjelighederne 10-14 dage mere.

Nu hvor Martin og jeg havde den anstrengte fornøjelse at opleve deltavarianten, før vi fik vaccinationer, har det været interessant at se, hvordan virussen har udviklet sig siden hen. Maricel har haft helt anderledes symptomer, end vi havde – og ingen efterfølgende symptomer, som f.eks. den manglende lugt- og smagssans, vi bøvlede med i mange uger.

Men bortset fra Maricels corona-omgang, er vi egentlig smuttet uden om virus og bekymrende symptomer denne vinter, men vi får se i kommende uger og måneder. Folk lister hjem med COVID-19 konstant fra skole og arbejde hernede – præcist som det også er tilfældet i Danmark. Fraværslisterne over lærere og elever er alenlange hver eneste morgen, og de bliver opdateret løbende, fordi hele og halve klasser hjemsendes i løbet af skoledagen. Ganske forvirrende og tidskrævende for det administrative personale, men også for lærere, forældre og elever, der knapt nok ved, hvem der kommer til timen fysisk, og hvem der sidder med online over Teams.

Nuvel.

Lev med det, som Mette Facebook Frederiksen ville sige.

Og det gør vi så. Lever med det. Lever med, at nogle elever sidder bag en flad skærm og forsøger at skrive, læse og tegne parallelt med dét, der foregår i klassen. Ikke optimalt, men 100% bedre end ingenting, hvisker jeg til mig selv, når der er lidt pres på. Den sætning er efterhånden blevet mit mantra, som jeg trøster mig ved, hver gang min perfektionisme, mine forventninger til mig selv, min professionalisme og min tålmodighed sættes på (endnu) en prøve.

For os er det vigtigt at opretholde en eller anden form for normal hverdag midt i pandemien, og selvom man kan blive mere eller mindre ekspert i at gå i skole og arbejde hjemmefra, så rykker det hver eneste gang ved de normale balancer og rytmer i hverdagslivet. Pludselig går pigerne sent i seng i hverdagene, fordi de jo ‘bare’ skal sidde klar ved computeren og iPad’en kl. 7.30. Pludselig bestiller vi alt for mange bøtter med is, som bliver til dessert hver aften. Pludselig skal vi til at diskutere, hvad der skal spises 4-5-6 gange om dagen, fordi der er kiks i skabet og alt for god tid til at nulre rundt, kede sig lidt og blive lækkersulten.

I isolation får jeg også altid en galopperende inde-syge og begynder at lave virkelig tumpet gymnastik på YouTube ude i haven, mens jeg vrisser mig igennem dagen. Det er tanken om, at jeg ikke må gå ud, der er så klaustrofobisk. Faktisk elsker jeg at hygge mig hjemme med bøger, film osv., så det er rent mentalt, at jeg går kold, ligeså snart jeg ved, at jeg ikke må gå nogen steder.

Men nu er vi jo ude igen. Vi overlevede både kedsomhed og klaustrofobi, og Maricel fik da ikke hostet lungerne helt ud af halsen.

Jeg kører nye emneforløb her efter jul på alle klassetrin i Primary School, og som du kan se lige her, er der en lille flok skønne 9-årige, der fortolker H.C. Andersens kunsteventyr om Den Lille Havfrue kreativt i disse dage.Selvom vi klippe-klistrede en masse i skolen i december, har jeg et stort behov for, at eleverne får ‘fat’ i tingene fysisk lige nu. At de får brugt deres finmotoriske evner og taktilsans oven på al den flade skærmtid, og jeg bilder mig ind, at de både hygger og morer sig med deres emner, når de udmønter sig i fysiske beviser, som hér med de yndige havfruer.

De fem-årige lærer om forskellige krible-krable-dyr i den danske natur – frøer, bier, mariehøns osv. Der får vi også klippe-klistret en masse.Og de 6-årige læser små læsebøger for hinanden, udvælger de bedste ord, kigger på stavemåde og udtale, for så at skrive små sætninger til sidst.Det er så meningsfuldt at opleve børnene udvikle sig sprogligt, motorisk og socialt i de små klasser, vi har i danskfaget. Og på den måde fyldes hverdagen – og januarlivet – helt af sig selv med gode stunder.

Jeg håber, at dit januarliv også er helt okay – uden ‘rona, bøvl og besvær. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mæthed og mathed

Forleden tog denne her skønne lille flok retur til Danmark med den store metalfugl fra Emirates.De syv dage gik selvfølgelig alt, alt for hurtigt. Det kunne vi jo have sagt os selv.

Men feriedage er sådan noget, der skal tælles og afstemmes helt nøjagtigt, når der er tale om 3 x fuldstidsjobbende mennesker i dagens Danmark.

Dér føler jeg mig meget heldig med mit lærerjob hernede, hvor feriedagene er 1:1 afstemt med børnenes skoleferier, og hvor min forberedelse kan laves hjemmefra, mens børnene får sig noget skærmtid eller har en legekammerat på besøg, så de alligevel ikke rigtigt mærker, at ‘mor er på arbejde’.

Den lille familie landede fra Danmark med seriøst flossede nerver over manglende PCR-svar i inbox’en og stress over at skulle krydse landet lige før en flyrejse.

Så vi aede dem med hårene hele Lillejuleaften, hvor vi hyggede med konfektproduktion, kaffe i solskin, pool-plaskeri og en langtids-stegt okse-ragout for lige at lægge bunden ordentligt til den forestående julemiddag.Og dagen efter fik vi afholdt en traditionel dansk Juleaften efter alle kunstens regler. Der var en kæmpestor flæskesteg på grillen og en seriøs berberi-and til langtidsstegning i ovnen. Bittesmå amerikanske kartofler blev konverteret til karameliserede kartofler, saftige californiske appelsiner blev stoppet i andens rumpigum og rødkålshovedet fra Oman opførte sig pænt både i den kogte og den råsyltede salat-version.Ris á la mande’n var der en smule diskussion om, fordi jeg lavede lidt om i reglementet for opkogning af mælk, sukker og vanilje, og kirsebærsovsen havde vi foræret væk på forhånd til en ven, så der i stedet blev serveret en syrlig hindbærcoulis, men alt i alt var der ikke andre jule-gener end mine egne, da jeg fik en pludselig og ganske uforudset allergisk nøddereaktion midt i á la mande’n. Så nu er der ikke mere konfekt og mandel-dessert til undertegnede.

Forretten blæste vi højt på og gik direkte til champagne og chips, fordi champagne og chips, ikke?Der var selvfølgelig også en runde pakkespil, før vi kom til den seriøse andemad, juletræsdans og gaveuddeling.Det har været så hyggeligt at holde jul med familien – med havbade, pool-leg, solrige stunder på terrassen og tid til at snakke, lege, spille, sove lure og lave mad sammen.Vi er helt jule-mætte efter syv intense dage.Og jule-matte.

Sådan får jeg det altid, når vi siger farvel til venner og familie, som vi først skal se om lang tid igen. En form for følelsesmæssig udslukthed, fordi vi lige har redet på en bølge af nærvær, hygge og fællesskab med mennesker, vi har en fælles historie – fortid, nutid og fremtid – sammen med.Det er dén der følelse af at høre til.

Af at være genkendt, forstået og accepteret, som man er. Dén følelse fås kun i samvær med de mennesker, der bliver lukket helt derind, hvor der findes fedtet hår, snot og tårer, latterbrøl, godmodige fjolle-referencer og grimme tanker.

Det er det eneste, jeg for alvor savner ved at være bosat i udlandet.

At drikke hvidvin med min Svigermor, mens vi sniksnakker om de største og mindste ting. At falde ind i min søsters favn og sidde sammen over et krus skovbærte, mens vores fælles børn bumler rundt i baggrunden. At gå ture med min Mor og snakke om alt mellem himmel og jord, som det nu falder os ind, og som stemningen nu engang er til. Heldigvis ved jeg jo godt, at det kommer igen. At jeg får mere af det. Der går bare mange, mange måneder i mellem at dén følelse suser igennem mig.

Vi nåede også en lillebitte udlandsrejse på de syv dages familie-ferie. Vi krydsede nemlig grænsen mellem De Forenede Arabiske Emirater og nabolandet Oman, som har den smukkeste lille enklave på spidsen af Den Arabiske Halvø lige ved Hormuzstrædet over mod Iran.Musandam, hedder Omans spids – og hovedbyen er Khassab, hvorfra der udgår træjunker fulde af turister, der gerne vil se vilde delfiner i De Arabiske Fjorde.Vi startede ud hjemmefra kl. 4.30 0m morgenen, fordi der er to grænsekontroller og 3.5-4 timers bilkørsel, hvoraf noget af det bliver til nålesving i Hajjar-bjergkæden.

Vi nåede Khassab netop som byen var ved at vågne, så vi fik os en tår ubestemmelig kaffe, lidt hvinende sød karak chai og varme paratha-brød i en af de lokale kiosker.Det var lige så smukt og fantastisk rørende at sejle deroppe igen, som vi tidligere havde oplevet det. Man glemmer lynhurtigt det evindelige PCR-show, bilforsikringspapirerne, de forskellige toldere og paskontroller, når der svømmer et par legesyge delfiner forbi skibet.Undervejs var der god tid til en lille Morfar på madrasserne. Det var også nødvendigt, når man har været så tidligt oppe – og trangen til en lur blev kun større af den brummende skibsmotor og de blide bølgeskvulp.Vi var selvfølgelig vinterbadere undervejs, selvom kaptajnen skuttede sig og grinede lidt af de tossede turister, der kunne finde på at svømme i havvand i december måned. Vi forsøgte at forklare ham om k0nceptet vinterbadning i Norden, fordi han allerede kendte til de norske fjorde fra fotos osv., men det var simpelthen for abstrakt. Hvem vil dog gide at bade i SÅ koldt vand?!Musandam og Oman har været fuldstændig nedlukket under pandemien, men i den seneste tid er der åbnet op for turister, såfremt man er vaccineret og har en dugfrisk PCR-test med i tasken. Vi oplevede det som supernemt at krydse grænsen mellem de to lande, selvom der bestemt er tale om en helt anden firkantethed omkring landegrænserne, end vi er vant til fra vores Schengen-afslappede Europa.

Min Mor havde fået turen i fødselsdagsgave af os alle – og hun nød til fulde naturoplevelsen, mens hun strikkede vinterhue, kildede børnebørn, vovede sig ud i det sorteste hav og spiste chicken biryani til frokost. Jeg samler på de her små guldklumper af øjeblikke, hvor verden er stor, fin og spændende i selskab med min Mor.Men nu er det slut for denne gang. Min mor, søster, svoger, nevø og niece landede til 6 sjappede plusgrader i Kastrup og et helt igennem gråt-i-gråt-vådt stemningsleje.

Jeg sender solvarme i deres retning, men jeg vasker sengetøj, prøver at komme mig efter Nytårsaftens slemme tømmerdrenge og savner-savner-savner dem helt forfærdeligt i mit hjerte.Lad os håbe, at vi alle forbliver raske og mentalt parate til endnu et corona-år.

Januar 2022 – sæt igang! ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mens vi venter

Den første uges juleferie er gået delvist med at flytte Cille ind i nyt værelse – og Mille ind i Cilles tidligere værelse, som er en smule større. Det mindste værelse på førstesalen er nu blevet til ekstra gæsteværelse/kontor/opbevaring, og det gjorde nas at skulle downsize på opbevaringensfronten, men det er altid en lettelse at få ryddet op. På den anden side af selve oprydningen, forstås.

Jeg ville ønske, at jeg kunne vise lidt billeder af Cilles nye værelse, men det er blevet stort set umuligt at få den unge dame med på billeder og blog. Og det må jeg respektere, selvom jeg savner at vise hende frem.

Nu er vi så gået ind i anden ferieuge med en følelse af venteposition.

Venteposition, fordi vi mangler de udsendte julegæster fra Det Kolde Nord.

Og sh*t, hvor er der blevet mange besværligheder og krumspring indlagt i at skulle ud at rejse.

Denne gang er det så godt nok ikke os, der skal hoppe igennem den ene ring efter den anden for at få lov at flyve ud i verden, men derimod min Mor, Søster og Svoger, som kæmper til det sidste med at få deres negative PCR-resultater klar til flyrejsen. Omikron-varianten har lagt dele af testsystemet ned, fornemmer jeg, og min Svoger har derfor været nødt til at tage på et privat testcenter her til morgen for lige at blive lettet for opsparet rejsevaluta, da resultaterne af hans to seneste tests i det offentlige system fandeme bare ikke kommer igennem. Jøsses.

Jeg tror ikke, at jeg kommer til at trække vejret helt ned i maven igen, før de bekræfter, at de sidder fysisk i flyet med kurs mod ørkenen. Og jeg gider slet, slet ikke tænke på alternativet.

Sidste år fejrede vi jul hernede i vores lille firkløver – og det var rart, hyggeligt og særligt, bl.a. fordi pigerne fik beskeden om, at de ville få Daisy i julegave et par dage senere. Det var selvfølgelig COVID-udfordringer, der forhindrede os i at rejse til Danmark. I år har vi i de sidste par måneder haft aftalt, at familien hjemmefra ville gøre deres bedste for at komme herned til os og for første gang “gøre noget andet” til jul – og nu lykkes det – efter mange bekymringer på grund af den nye variants voldsomme spredning.

Men indtil familien lander, har vi selvfølgelig forsøgt at nyde livet med alt muligt dejligt.

For eksempel den sødeste Daisy-lignende mælkekaffe og en stabel fluffy pandekager til deling i stedet for ‘rigtig’ frokost.
Og en skøn eftermiddag med lynhurtigt havdyp (læs: den ægte slags vinterbadning) og bygning af sandslotte på stranden.Selvfølgelig var der indberegnet frisk jordbær-limonade og Dubais absolut bedste burgere fra SALT, der ligger et krumspring længere nede ad stranden fra Kite Beach. Her er tale om et must-eat, hvis du ikke har prøvet deres burgere, for i modsætning til mange andre burgerbarer, overfylder de ikke deres stakkels små sliders. Mængden af kød, ost og dressing er super.Mille har også rullet omkring i kvarteret og leget med de nærmeste veninder on-off, som de er heldige at kunne, fordi vi bor i et lille smørhul.Vi har selvfølgelig også gloet julepynt og julelys rundt omkring i byen og i centrene, hvor vi har handlet de sidste julegaver.Vi har drukket langstrakt eftermiddagskaffe med fortæring af hvinende søde peberkagemænd og læsning af bøger på terrassen.Vi har været på syge-besøg med afstand og mundbind, for at opmuntre søde mennesker, der er i COVID-isolation lige her op til jul. Vi har holdt teenage-hygge-dag med konstruktion og pyntning af peberkagehuse, mens Nirvana MTV unplugged albummet kørte for fulde gardiner, så julestemningen kom helt i top hos de 90’er-elskende tweens, der bare slet ikke kunne fatte, at jeg – den gamle, utjekkede mor – kendte og sang med på deres ellers-så-splinternye musik.Der kom de fineste peberkagehuse ud af de unge damers hænder. Så fine står de ikke længere, fordi der er gået sliksultne ‘mus’ i tagryggen…

Vi nåede også et smut i Dubai Garden Glow, hvor vi ikke har været i 4 år. Sådan går det nemlig, når man bliver alt for meget fastliggere. Så kommer man ingen steder længere. Nogensinde.Garden Glow er lige så fin og farverig, som jeg huskede det.Der er fuld smæk på fantasien – og det er stemningsfyldt at gå rundt i mørket og nyde den lune aftentemperatur under træerne i Za’abeel Park.Siden sidst (hvis man kan tillade sig at sige sådan, når det er hele 4 år siden) er der kommet en Magic Park med forskellige slags optiske illusioner. Dét syntes pigerne var meget sjovt, mens jeg mest af alt syntes, at akustikken var ad Pommern til – og at jeg godt at være 100% af tiden ude i den friske luft, nu hvor det endelig er vinter og godt vejr.Magic Park har de bygget i den tidligere food court, hvor de engang serverede full-on amerikansk junk food galore. Måske røg restauranterne under coronaen, måske var det bare bedre at udvide med noget andet – ingen ved det?

Engang var der også et indendørs is-skulptur-land, men det er nu lukket uden skyggen af info om forventet genåbning. Jeg tænker, det har været for dyrt at holde et helt hus med skulpturer frosset, når antallet af besøgende har været så lavt i flere år.

Tilbage står de små skurvogne med masser af tyrkisk junkfood og enkelte indiske, vestlige og emirati indslag.Jeg hepper faktisk stadig på Dubai Garden Glow som et udmærket bud på en familievenlig aftenaktivitet. Kom tidligt – ved 16.30-17-tiden – så er det supernemt at finde en parkeringsplads til 10 dirhams, og du slipper for de større menneskemængder. Når mørket falder på, kommer Glow-delen rigtigt til sin ret, men man kan jo starte med Dino Park og Magic Park, og så indlægge et kort besøg i en af de fedtede trailers, hvor der serveres karak chai, samosaer, chicken nuggets, spiral-kartofler-på-pinde, grillede majs, sirupsklistrede legamat-kugler osv. Seriøs aftensmad kan man ikke få i boderne – dét er udelukket.

Og inden jeg får set mig om, er der 5 dejlige mennesker at hente i lufthavnen, som skal med ud på eventyr i baghaven, i poolen, på stranden og hvad vi nu ellers finder på.

Vi kan faktisk heller ikke vente længere nu!

Rigtig glædelig for-jul herfra – og må alle, der er syge med COVID straks få det bedre igen!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kalendergaven

Der har været stille herinde, fordi jeg har ligger underdrejet med influenza hele vejen igennem en ellers så velplanlagt Nationaldags-weekend. Det gjorde mig helt deprimeret at ligge der med en galopperende FOMO og ondt i hoved, led og knogler.

Vi skulle have været på kajaktur i Umm Al Quwains mangrover. Vi skulle have været til en mega-festlig Friday Brunch, som Martin heldigvis endte med selv at deltage i – og vi skulle selvfølgelig have hygget på terrassen, gået ture med Daisy osv. Men nu er jeg endelig ved at være oven på igen.

Og godt det samme, for i dag går pigerne og jeg på tre ugers juleferie!Sådan ser ‘man’ ud, når ‘man’ har fri i mange, mange dage!

Det har ellers været nogle hyggelige jule-uger i dansklokalet op til juleferien, men det er alligevel helt okay at blive fri for at tænke i børn og undervisning i et stykke tid.Børnene har haft medbragt konfekt og småkager hjemmefra til deling med kammeraterne, og jeg har fået søde julehilsner og fin juletræspynt.Det har summet af juleaktiviteter alle vegne for både store og små – og det er bare én af de skønne ting ved at være på en international skole. Man tager del i hinandens højtider, uanset trosretning og personlig overbevisning, hvilket betyder, at der stort set er en festival eller en vigtig mærkedag at fejre hver måned. Ingen devaluerer hinandens højtider eller kritiserer de symboler og ritualer, der vedrører førnævnte.

Man deltager nysgerrigt, hvis det ikke er ens egen kulturs højtid, og så lader man dem, der fejrer højtiden/mærkedagen om at føre an i festlighederne. Hos os har særligt de filippinske medarbejdere på skolen gjort en stor indsats med at sætte juletræer op og lægge pyntegaver under træerne – og de fleste lærere har lært børnene at klippe forskelligt julepynt, skrive julekort osv. For det meste foregår aktiviteterne uden religiøse undertoner, men jeg har da vist mine elever nogle af Folkekirkens børne-videoer om Juleevangeliet, og vi har lyttet til de mest almindelige, danske jule-salmer og december-sange, fordi jeg opfatter det som en del af børnenes kulturarv, at de skal kunne genkende og deltage i sang og dans om juletræet.

Mens jeg sidder her og summer lidt over de sidste par ugers jule-hygge og jule-læring, dufter her af andesteg.Man kunne måske forledes til at tro, at jeg lige laver en generalprøve på juleaftens andesteg, men dén får jeg heldigvis kyndig hjælp til i år af de dele af den vestjyske familie, der meget gerne skulle troppe op i lufthavnen den 22/12. Faktisk har vi aftalt, at de selv medbringer and, flæskesteg og marcipan, fordi det bare er bedre fra Danmark.

Men for nu må jeg øve mig med min nye, brasilianske ande-veninde, der ankom på frost og med en andehals så lang, at jeg næsten ikke kunne ha’ det. Hende her skal serveres på IKEA-rugbrød med en sprød kålsalat og traditionel varm rødkål i morgen – uden sovs og kartofler, fordi der er tale om en lille bid ande-mad i et langt større julefrokost-cirkus.Hold op, jeg glæder mig til at nyde decembers fine vintervejr, julefrokoster og hygge – og til at fejre julen hernede med familie hjemmefra. Dén kombination af familie og godt vejr bliver bare tip-top, inshallah.

Og selvom der er rejsefeber og sommerfugle i maven derhjemme i Danmark, hvor nye corona-restriktioner er sat i værk og omikron-varianten buldrer derudaf, så ved jeg, at de også glæder sig, køber og pakker gode sager, og håber inderligt på at kunne rejse herned.

Det er livsvilkårene for tiden. En dyb usikkerhed. Risiko for skuffelse og aflysning af ellers så gode planer.

At rejse er bare blevet en markant mere besværlig begivenhed end det plejede at være. Og det vil det sikkert være i mange år fremadrettet.

Vi trækker vejret ned i maven, nyder ferien og krydser ALT, hvad vi kan for, at Den Store Julerejse lykkes, så vi kan samles til julefest her hos os. ❤

En anden og helt anderledes form for ‘usikkerhed’, der netop har indfundet sig her hos os, kommer fra landets myndigheder. De fandt pludselig på at give landets virksomheder, skoler og institutioner en noget overraskende og lettere overvældende kalendergave her op til jul ved at annoncere, at vi overgår til at holde weekend lørdag-søndag, ligesom de fleste andre lande i verden pr. 1/1-22.

Idéen har været oppe at vende mange gange tidligere, men nu er det N-U.

Med ganske få uger til 2022 virker det hektisk, at alting pludselig skal op at vende skema- og arbejdsmæssigt. Dér kunne man nok have ønsket sig en lidt længere planlægningsfase, tænker jeg.

Ikke fordi det er et stort ‘problem’ at få weekend samtidig med “alle andre”, men fordi der samtidig indføres halv arbejds- og skoledag om fredagen, så muslimerne kan nå ugens vigtigste bøn, Fredagsbønnen ved 13-tiden.

Hvordan myndighederne lige havde tænkt sig, at vi skærer en halv dag af arbejde og undervisning uden konsekvenser, dét ved jeg ikke.

Og det bliver umanerligt spændende at se, hvordan det så bliver tacklet af undervisningsmyndighederne og de private virksomheder.

Skal de manglende fredagstimer smøres ud over hele skoleugen, så hver dag slutter senere?

Skal privatansatte arbejde en time længere hver eftermiddag?

Eller får vi pludselig en appelsin i turbanen og en ægte 2.5 dags weekend uden de helt store bebyrdelser andre dage i ugen?

Ingen ved det. Men spændende bliver det.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dubai Run

Vinter i en ørken er et kapitel for sig.

Jeg har sagt det tusind gange før – beklager – men begejstringen vil bare ingen ende tage efter 6 måneder i det, der enten er et full-blown air-conditioneret indeliv eller en decideret arabisk svedehytte.

Nu er det tiden til alt det gode. Ud-ud-ud at se (med alle andre end DSB).

Her i weekenden havde jeg tilmeldt os alle fire til Dubai Run, der er Dubais Kronprins, H.E. Sheikh Hamdan’s pendant til H.K.H. Kronprins Frederiks Royal Run.Præcist som det var tilfældet med Dubai Ride for nogle uger siden, så er Dubai Run en del af Dubai 30×30 Fitness Challenge, som har til hensigt at gøre Dubai til verdens mest fysisk aktive by. Det er en række gratis aktiviteter i 30 dage – ofte megatidligt om morgenen eller om aftenen, så den værste varme undgåes.

Intet mindre end 146.000 mennesker havde tilmeldt sig det gratis løb, og vi gennemførte enten en rute på 5 km. eller 10 km. Vi tog femmeren – mest fordi vi troede, at man skulle løbe på ruten, nu hvor arrangementet hed Dubai RUN.

Umiddelbart var vi kørt hjemmefra i rigtig god tid, men vi fattede hat af kørselsinstruktionerne og det afspærrede vejnet til World Trade Center, så vi endte med at parkere inde på Martins arbejde og så gik vi tværs over til Sheikh Zayed Road, hvor vi på den første del af ruten åbenbart var landet på 10-kilometeren. Men de to ruter samledes på et tidspunkt – og så smuttede vi over på fem-kilometeren.Smukt var det med endnu en solopgang over en afspærret Sheikh Zayed Road. Denne gang var der markant mere virak end til Dubai Ride, men det var stadig sjovt.

Jeg ved ikke, om arrangementet kvalificerer som et corona-super-spreder-event, men der var MANGE mennesker på 5 km. ruten uden mundbind, og de havde på ingen måde fået memoet om, at de havde tilmeldt sig et løb.

Desværre havde arrangørerne ikke lavet en overhalings- eller venstrebane til løbere og en højrebane til gakkede gangarter, så det viste sig at være tæt på umuligt at lunte afsted i virvaret. Lidt ærgerligt, at man ikke kunne så meget som forsigtigt jogge de 5 km., men nu stikker jeg piben helt ind, for der var tale om en gratis oplevelse, som jeg for pokker bare kunne lade være med at deltage i.Vi sluttede ved 8-tiden om morgenen med udsigt til Martins arbejdsplads i det høje Sheraton-tårn. I bunden af tårnet fandt vi en tår kaffe, og så var det ellers bare at trille hjem igen.

Expo fortsætter også med at være en yndlings-aktivitet i det milde vintervejr.Forleden fik jeg sådan en kammerat her til frokost i Denmark Pavillion. Ikke en pølse lavet på gris, men der var remoulade – og det hjælper jo på alting.Denmark Pavillion er næsten færdig nu. Der er stadig lidt småjusteringer, men det ser ud til, at restauranten på toppen går godt, og at der kommer forretningsfolk forbi med deres produkter.Martin, Mille og jeg havde lavet en aftale om, at vi ville parkere i Mobility District, og så angribe fra en ende af. Målet var at finde en bid frokost og se så mange pavilloner, som vi havde lyst til på præcist tre timer. Tanken bag de tre timer var, at vi ville undgå træthed og irritabilitet over virvaret derude – for det er kæmpestort, og man kan blive ved og ved. Det fungerede helt perfekt, og vi kommer sikkert til at gribe det sådan an næste gang også.Lige ved indgangen i Mobility ligger Australien, der er dejlig og hyggelig at se. Man får virkelig lyst til to måneders rundrejse i Australien for at se alle de smukke steder i det storslåede land.Efter Australien ligger Danmark, og herefter kommer Sultanatet Oman, der er endnu en lille favorit-pavillion.De viser så fint deres historie med røgelse eller oud, som vi kalder det, der kommer fra barken på et særligt træ, de naturligvis har plantet uden for deres Expo-hus.Vi besøgte også Finland, som på super tjekket vis viser deres innovation og ingeniørkunst frem. Tankevækkende på mange planer – og virkelig gennemført og gennemtænkt.Finnerne havde også lige medbragt en halv skov hjemmefra. Nøj, hvor det duftede vidunderligt.Efter Finland var vi et smut i Turkmenistan, der måske nok er mest kendt for deres vanvittigt smukke heste – og for deres frygtløse leder, Gurbanguly Berdimuhamedov. Prøv at Google ‘John Oliver + Turkmenistan’ – så får du et vesterlandsk indblik i et for os ret ukendt land.Turkmenistan er ekstremt stolte af deres hesterace, Akhal-Teke, der nærmest er ophøjet til national gudestatus sammen med præsidenten, der sidder på tronen på livstid. Vi bemærkede, at der ser ud til at være ualmindelig smuk natur i Turkmenistan, og der skal ikke herske tvivl om, at det er en stolt nation med en lang historie og tradition for handel, da landet ligger på den gamle Silkerute.Efter heste-tju-la-hop strøg vi videre til en anden frygtløs leders stolte repræsentation – Rusland.Bygningen er så smuk uden på – og indeni ditto, viste det sig. Russerne har formået at skabe et univers, der handler om vores fælles menneskelighed, menneskets hjerne, følelser, instinkter og vores behov for hinanden for at overleve og leve godt. Ingen politik eller kampspændte muskler, men derimod en mild besked om fælles fodslag, næstekærlighed og forståelse.Mille mødte også en sød robot, der sagde hej.Og så var vi ellers dem, der var smuttet igen.

For der er jo også Dubai Mall, der lige skal rundes en jævne mellemrum.Vi skulle lige tjekke, om Burj Khalifa stadig står og stråler i nattemørket som et arabisk babelstårn.Det kan vi hilse og sige, at det gør. Der er lys, lyd og show for alle pengene.Dubai om vinteren. Dét kan noget!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet