Åh, Lille Mille My!

Femte (og sidste!) sejrsrunde i anledning af Milles 6-års fødselsdag løb ‘af stablen’ igår – for lige at fastholde pony-referencen.bd61a53a-d7f1-4469-b00c-50d62b04f882Mille har glædet sig helt vildt til festen med pigerne fra klassen plus en håndfuld andre venner fra skolen.b1b6a8b6-6984-47bf-a9b2-13992802f52bOg selvom det ikke er alle, der kan komme, så er de en god flok, der bare leger og leger og nyder hinandens selskab på kryds og tværs. De er virkelig vokset meget  det seneste års tid – og jeg glæder mig over, at klassens piger er så velfungerende sammen – og at det nu kan lade sig gøre at afholde en børnefødselsdag uden tårer eller drama hos én eneste af deltagerne. Lille Mille er blevet til Store Mille – jeg ved det jo egentlig godt.74afc2c5-83c3-43b0-9871-28b191760a98Efter en times tumlen rundt i det airconditionerede legeland, bliver alle børnene kaldt sammen af den filippinske legeonkel og -tante, der dirigerer slagets gang med stor entusiasme og mikrofon, som de egentlig gerne måtte droppe.e6643c4b-54d7-458d-8f0d-0830bdab4aeaDet er tid til party games! Som på bedste filippiner-manér er lig med en række danse, der skal udføres i et koordineret fællesskab.f62713bc-7973-4135-84e9-46cf277a65acFør vi går over til decideret pony-piñata-whacking. Ét af Milles store ønsker for dagen.ca97bb5d-c400-45f9-96a5-3a199b512c18Og jeg kan godt se, at det er virkelig sjovt med en piñata.

Det er da tillokkende at få afløb for ens frustrationer ved at klaske og baske på en helt uskyldig hest, hvis indvolde viser sig at være det pureste sukker i alle regnbuens farver. Og da alle karamellerne og skumfiduserne er samlet op fra gulvet, konverteres salen til diskotek med lys og farver og sæbebobler, så de 6-årige kan danse til de vælter.9c8b1d1d-fe68-4335-bec6-646f99eb2770Til sidst er der mad.3a2451f1-b40a-437e-a118-a66f591ac31f Pizza og fritter fra den lokale italiener. Stivelse, sukker, salt og fedt, som enhver anden klassisk, tom kaloriebombe af en børnefødselsdag.4d81cdf7-2e65-47b1-9703-77b25a3c9a00Og vi tænder 6-års-lyset i den store alicorn-kage, som Mille har udvalgt ganske nøje i den lokale Al Barsha-konditor, Katrina Cakes.19eca8b1-30a3-4a74-af0a-a664cb12b09dSe, hvor hun stråler! Det lille 6-årige vidunder.5af5b177-1d65-4d64-8af2-fe442eb0db11Dét, du nu har set, er en helt almindelig middelklasse-børnefødselsdag a la Dubai.

Hverken mere eller mindre.

Vi har valgt kun at invitere klassens piger og hendes nærmeste veninder – for at holde omkostningerne på et nogenlunde niveau – og fordi Mille ønskede sig det.

Og mange afholder fester med flere aktiviteter. Det kan være, at der kommer popcornmaskine, slush-ice eller candy-floss forbi; det kan være ansigtsmaling, krea-aktiviteter i et hjørne, børne-mani-pedi, trylleshow, ballonbinder, lav-selv-pizza, håropsætning, klovneshow og fortsæt selv.

Man kan sagtens holde fest derhjemme og dermed forberede noget, der minder mere om en dansk børnefødselsdag, men ikke i dén varme, som vi har i maj.

Vores rækkehus kan heller ikke tage 18-20 børn og deres forældre i et par timer. Der er ikke plads – og man kan ikke opholde sig ude i mere end en halv time, før man er nødt til at trække ind i airconditioningen igen. Så medmindre man går efter at holde et decideret pool-party eller sætter begrænsninger på antallet af inviterede, er hjemme-fester besværlige at afholde fra maj til oktober.

PS: Det koster i omegnen af 4.500 kroner at holde sådan en børnefødselsdag her. Jeg synes – helt ærligt – at det er ret vanvittigt. Men når jeg så ser Milles stolthed og glæde på dagen – og på billederne bagefter, så tænker jeg, at det her er hendes kontekst og virkelighed.

Det er hendes verden.

Hvor langt, den her Dubai-ramme og (u)virkelighed end måtte være fra min egen barndom, opvækst og forståelse af, hvad en fødselsdag indebærer.

Det er jo dét her, Mille ser og oplever som ‘normalen’.

Hun kender ikke andet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Ramadan Mubarak!

Torsdag starter Ramadanen, som er den 9. måned i den islamiske kalender.

Ramadanen er muslimernes vigtigste højtid på året – og det svarer stort set til vores julemåned, som du nok kan fornemme på forsiden af det lokale supermarkeds gratisblad.263401c0-7ff9-452a-b2df-4df5624f7138Selvom vi ikke er muslimer – og heller ikke fejrer Ramadanen med at faste og bede – så hersker der en festlig og højtidelig stemning, som smitter af på os alle.

Og det er én af de ting, jeg nyder allermest ved at bo i et multikulturelt samfund: At vi alle glædes over og deltager i hinandens højtider og fester. Der er nuttede harer og chokoladeæg i butikkerne, når vi nærmer os påske. Der er nisselandskab og juletræer, når vi nærmer os jul. Der er slik, græskar og skeletter til Halloween. Der er lys, lamper og et væld af farver, når vi fejrer Diwali – og i Ramadanen er der lanterner, skinnende lys og halvmåner overalt.8601c01a-7ea1-4755-bd77-28d7ddf78eccVi troede egentlig, at Ramadanen ville starte onsdag, men som altid, når det gælder månebaserede helligdage, må vi vente spændt på, at månen bliver set af den officielle månekiggerkomité. Og dét blev den ikke tirsdag aften, som antaget.7915c661-4e0f-4ca7-b9b8-f8dbf1c0ff82Der er noget virkelig skørt ved at skulle vente på en nymåne for at kunne skyde en særlig begivenhed igang, men på den anden side er det også ret eksotisk og hyggeligt at opleve, at ikke alting kan planlægges ned til mindste detalje eller forudses og aftales måneder i forvejen. Det danske ferieplanlægnings-gen bliver også motioneret af, at der er måne-jokere i spil – og det er måske slet ikke en dum idé at lære at gå lidt mere med flow’et i tingene?

Og nu glæder vi os virkelig til en måned med kortere skoledage og hyggelige arrangementer.

Vækkeuret er kørt i stilling til at vække os klokken 7.15 i morgen. Det er en hel, lyksalig time senere end normalt.

Og børnene starter ikke kun en time senere. De slutter også en time tidligere end normalt, så det nu bliver en 5 timer lang skoledag i modsætning til de normale 7 timer. Den begrænsede skolegang klarer man rent praktisk ved at reducere minutantallet per lektion. Normalt varer en lektion 60 min., men under Ramadanen er den skåret ned til 40 min.

Reduktionen i timeantallet er for at imødekomme hele samfundets behov for hvile under en 30-dage lang faste, som foregår i 40 graders varme.

Praktiserende muslimer er oppe før solopgang for at spise suhoor og bede dagens første bøn, hvorefter de vælter retur i seng for at sove et par timer, før børnene skal afleveres i skole og de selv skal på arbejde. Ofte tager de fastende også en eftermiddagslur, så de sidste timer før solnedgang forsvinder uden alt for megen ubehag. Og når solen går ned, bryder muslimerne fasten med iftar, som ofte er et festligt og overdådigt måltid, der kan vare til langt ud på aftenen eller natten.f643f313-b3e6-403a-b7b3-d287b456693cPå skolen er der indrettet et faste-rum på hver årgang, således at de elever, der faster, kan hvile sig i et afskærmet rum, mens majoriteten – de ikke-fastende elever – kan spise i klasserne og i kantinen som normalt. Det er ikke nødvendigt, at muslimske børn faster, men nogle vælger at gøre det, fordi deres forældre gør det. Lærerne opfordres selvfølgelig til at være respektfulde og diskrete, således at hvis der er fastende elever i klassen, bør vi ikke drikke væske. Hvis der ikke er fastende elever til stede, må vi ligesom eleverne drikke vand – og på lærerværelset spiser vi som normalt.

Havde vores skole haft en muslimsk majoritet, ville tingene naturligvis have været vendt den anden vej rundt. Men ledelsen har besluttet, at når størstedelen af eleverne ikke faster, så skal vi tilbyde lokaler til de fastende, men ellers lade resten af børneflokken leve deres normale skoleliv med frikvarterer og et smut ned i kantinen.

Og det giver mening – dét der med at lade majoritetens behov få prioritet – uden at træde andre over tæerne eller udvise nogen form for disrespekt.

Der kommer mere Ramadan-fortælling en anden god gang – for nu skal jeg op og sove helt uendeligt længe!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Støv

Der blæser en sandstorm henover Dubai i denne uge.

Sandet har vi fået forærende fra Saudi Arabiens mægtige ørken – og der er gavmildt knald på, skal jeg hilse og sige.

Tak. For ingenting.

Faktisk føles det lidt ligesom at være “lukket inde” på grund af sne eller uvejr hjemme i Det Kolde Nord. Her er det så bare en ulidelig varme i kombination med indånding af hvirvlende sand og støv, der forhindrer os i at være ude mere end et par minutter ad gangen. Fra hoveddøren til bilen i garagen. Fra p-pladsen til skoleklassen. Fra p-pladsen til supermarkedet eller shoppingcenteret. Hurtigt hjem igen og ingen omveje.

I går var det så slemt, at jeg måtte shanghai’e en flink ghettonabo til at køre os hjem fra skole, fordi morgenens cykeltur havde været for ubehagelig til at gentage om eftermiddagen.

Klassisk ignorant-expat-fodfejl at drøne rundt uden for i sandstorm. Selv efter 4 år i Ørkenstaten glemmer jeg at tjekke vejrudsigten. For solen skinner jo alligevel altid, ikke?

Eller det gør den lige indtil der kommer en slem blæst eller voldsom regn forbi – og så bliver jeg ligeså overrasket som var det første gang.

Det er ikke kun den smukke, forårsblomstrende ørkenrose, der bliver dækket af et fint lag sand.0ab15310-4658-4a35-b112-558faef7a39fDet er også bilerne og cyklerne, der efter ganske kort tid ser ud som om man lige er kommet hjem fra en ørkentur.985174d3-ef28-4b14-83e4-e8aa9e8d939aDet er fliserne, vinduerne, gaderne og fortovene. Dækket af et glat lag sand, der uvægerligt trækkes med indendøre, uanset hvor meget, man forsøger at undgå det.fc4f02b5-be31-4568-a445-6a34cc0a5c0bDet er decideret usundt for mennesker og dyr at opholde sig ude.

Det fine ørkensand sætter sig i halsen og giver en underlig, ru hoste.

Tænderne knaser.

Øjenvipperne bliver tunge og klistrede.

Slimhinderne i næsen bliver irriterede.

Øjnene svider og gør ondt.

Og hvis man opholder sig længe nok ude i stormen, kan man være sikker på at få problemer med bronkierne, øjnene og bihulerne i dagene efter.

Sigtbarheden nedsættes markant, så man skal være mere påpasselig i trafikken end normalt. Lidt ligesom på en regnvejrsdag – her regner det så bare med støv, der skal viskes væk fra vinduerne i stedet for vand.

Himlen bliver grå og udtryksløs.

Man mister fornemmelsen af solen om dagen og månen om aftenen, fordi en kæmpestor støvsky har lagt et låg på vores ellers så funklende by. Fly bliver forsinkede ind og ud af lufthavne. Døre og vinduer smækkes i og der lukkes ned.

Jeg har ondt af de mennesker, der er nødsaget til at arbejde udendørs i sandstorme. Gartnere, knallertbude, bygningsarbejdere, skraldemænd, sikkerhedsfolk og gadefejere. Det er decideret usunde arbejdsforhold, selvom de fleste er gode til at bære en maske eller et tørklæde omkring ansigtet.

Og vi går i bad. Igen og igen. I et desperat forsøg på at fjerne sand fra øregangene og håret, der føles som om det er blevet badet i saltvandsspray efter blot en enkelt dag med nogle få ture ud af huset.

Børnene mærker det også i skolen.

De skal ikke stå i deres sædvanlige klasse-rækker uden for om morgenen.

I stedet følger vi dem direkte hen til deres klasseværelser – og de har ikke mulighed for at lege udendørs i frikvartererne.f528d2eb-7ea7-48f6-bb2d-089389f6b33cDet er ikke sjovt at skulle opholde sig indendøre i et klasseværelse sammen med 25-26 andre små mennesker fra kl. 7.30 til kl. 14.30. Det er en lang, varm og støjende dag for både voksne og børn – for det er trods alt begrænset, hvor meget fysisk aktivitet, der er plads til i en skoleklasse, selvom lærerne nu er gode til at lave alternative aktiviteter og “hjernepauser”, såsom danse-tid, massage, huler, korridor-lege, læsning med lommelygter i mørket, tavleaktiviteter, pusle- og brætspil og fortsæt selv.

Og det er ikke kun i skoletiden, at børnene bliver begrænsede i at bevæge sig fysisk.

Efter skoletid kan vi ikke gå på legepladsen, cykle en tur eller svømme i pool’en.

Alting er nødt til at foregå indendøre i fitnesscentre eller legelande, hvor sandet ikke kan nå øjnene og lungerne.

Jeg kan ikke vente til sandstormen er ovre.

Efter den kommer der 40 grader og høj luftfugtighed. Men det føles pludselig 1.000 gange mere ideelt!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Som en storm

Din mave er så blød og varm, Mor”, siger Mille og ælter med velbehag mit maveskind og mine inderlår med sine små, iskolde tæer.

Vi ligger sammen under dynen og putter lidt, før hun skal sove.

I morgen er det din fødselsdag, Mille. Og hver gang, det er din eller Cilles fødselsdag, så bliver jeg så rørstrømsk”, siger jeg.

I virkeligheden taler jeg vist mere til mig selv end til hende.

Hvad mener det?”, spørger hun.

At jeg bliver så varm indeni og får tårer i øjnene, når jeg tænker på dén dag, som blev din fødselsdag. Den dag, hvor du ikke længere skulle bo inde i min mave”, mumler jeg og dufter til hendes hår.

En morgen så vågnede jeg og gik på toilettet. Og da jeg rejste mig op, så sagde det plask! Så havde du sparket et lille hul i din varme swimmingpool, fordi du ville ud – og så blev jeg meget glad, fordi jeg nu vidste, at det ville blive din fødselsdag den dag”, fortsætter jeg.

Really- gjorde jeg det til dig?”, studser Mille.

Ja. Og tre timer senere kom du til verden. Så stor og sund og stærk, var du. Og jeg har aldrig nogensinde før eller efter følt mig så stærk, som den dag, hvor jeg fødte dig”.

“Godnat, 5-års-Mille. I morgen er du 6 år gammel!”, hvisker jeg og kysser hende godnat, før jeg lister ud af soveværelset.

Der er gaver, som skal stilles op – sammen med Dannebrog, naturligvis.e7a6b460-dfae-45f6-8250-418c800dfc6eSamtlige familiemedlemmer har spyttet i kassen til 6-års-pigen, så der er masser af fine gaver at stå op til.

Hun er allerede blevet fejret om torsdagen i sin klasse, fordi hun noget så gerne ville have, at jeg kom ind efter frokost med kager og frugt til dem.efcb2b40-1291-4fd8-9ab8-c6c37c90a14cHer sidder hun så – den 6-årige – med krone på hovedet, sandwich i kindposerne og stolthed lysende i ansigtet.8f6c955e-998e-4925-97a2-64b565797f46Hun har selv dekoreret cupcakes med glasur og krymmel til alle sine klassekammerater. aba3ac8f-3970-4ca5-bcbd-7f205b0be631Og de er alle sammen noget så søde og kærlige over for hende – og komplimenterer hende for det fine udvalg af kager.

Fredag er vi kun vores lille firkløver. “Det er nemlig min familiefødselsdag”, siger Mille og har egenhændigt bestemt, hvad dagen skal gå med.4f943a38-f598-408e-bc1b-aa865d1ca073Først åbner hun gaver i ét væk.afbbfefa-b892-4409-a075-cf0e39f4363bVi har virkelig lyttet efter, hvad hun ønsker sig i år, så hun er meget tilfreds med gavehøsten.5995e7b1-e359-47b0-8651-dd914e7771b6Senere er vi i biografen for at se “Peter Kanin” og spise sushi.7a480a62-e09f-412b-8aaf-942a19b778f7En helt igennem dejlig og fin dag, selvom Cille er lidt halvsløj – og Mille selv bliver dårlig og kaster op i søvne, så vi må igang med det helt store natte-vaskeri.

Sushi-opkast, siger jeg dig. Det var en malerisk oplevelse. Og sådan kan en ellers så udmærket 6-års fødselsdag ende.

Men Mille er ikke færdig endnu.

Der er en ‘familiefødselsdagsfejring’ med Familien M.

Og fejring i danskklassen på skolen.

Og fødselsdagsfest for klassen og veninderne næste weekend.

Så når hun siger, at hun bliver fejret 5 gange til sin 6-års fødselsdag, så er det sikkert ikke helt ved siden af.a4629e01-e420-4ca1-b989-0951029d5952Og jeg forsøger at beherske min rørstrømskhed, så barnet ikke kvæles i mor-skabet.

Der vil for altid være en serie stærke følelser forbundet med ens barns fødselsdag.

Det kan bare ikke være anderledes for en forælder – uanset om man er Mor eller Far.

At få et barn er den mest skelsættende begivenhed i ens liv. Medmindre man da vælger at noget helt andet end at få børn skal være det mest skelsættende i ens liv – og det er helt fint med mig.

Der er minder, stemninger og følelser, der har brændt sig fast i ens system, som bliver vækket igen på de her mærkedage.

Jeg fortæller ikke Mille, at jeg – udover at føle mig stærkere end nogensinde før i mit liv lige dér på hendes allerførste fødselsdag – også samtidig følte mig så fuldstændig håbløst ensom og alene i verden.

Der var kun tale om et par timer, mens jeg ventede på, at Martin hentede Cille, og vi kunne komme hjem fra fødegangen.

Men det var slemt nok i sig selv. Og jeg husker de timer, som var det igår.

Dér lå jeg.

Mutters alene på en urolig 6-kvinde-stue en varm forårsdag på Ipswich Hospital i England.

Hvor alle omkring mig fik besøg af deres familier, som ih’ede og uh’ede og nåh’ede over de nyfødte små.

Jeg var helt og aldeles alene om at nærstudere dét vidunder, der var hændt mig på rekordtid.

Alene om at snuse til hende.

Tælle alle de lange fingre og tæer.

Få den første øjenkontakt med de der særlige, mørke, nyfødte øjne.

Alene om at tage hende op, da hun skreg for første gang og mit hjerte bævrede, fordi jeg er noget så frygteligt bange for babyer, der græder.

Alene om at lægge hende til brystet og tænke, at hun var et tungt og bomstærkt mirakel, der var på vej til at suge livet ud af mig.

Martin var der selvfølgelig for mig hele vejen. Jeg kunne ikke være så stærk under fødslen uden hans hjælp. Han kom også troligt retur med Cille, der stolt gav Mille en sut og en bamse, mens han sagde bevingede ord til mig og forærede mig den smukkeste gave.

Dét, jeg fuldstændig havde fejlberegnet ved fødslen, var betydningen af at have vores familier omkring os.

Hvor vigtigt, det er, at have ens forældre og svigerforældre, søstre og svigerinder, onkler og tanter til at komme og lykønske og være til stede lige dér i nuet.

For det er jo dem, der fejrer den lykkelige begivenhed med én.

Det er jo dem, der skal komme ind med overskud og glæde og bekræfte én i, at den lille ny er lige præcist så vidunderlig og fantastisk, som man selv synes.

Dér hjælper jordemoderen ikke, når hun kommer traskende, fordi man trækker i klokkestrengen, da den nyfødte ved egenhændigt mirakel drejer hovedet fra den ene side til den anden.

Dér mangler en Mormor eller Farmor til at juble over, hvor stærk og fuldbåren, barnet er.

Ikke en professionel, der tørt konstaterer, at det ind i mellem ses, at nogle børn er meget livsduelige og stærke i kroppen lige efter fødslen.

Jeg græd ikke.

Jeg var i chok.

I chok over dén ensomhed, der skyllede ind over mig på et tidspunkt, hvor jeg havde klaret alting med en råstyrke, jeg ikke anede, at jeg besad.

Det hele endte jo heldigvis godt.

Forbindelsen mellem Mille og jeg var (og er) helt instinktiv. Jeg elskede hende fra første øjeblik, jeg så hende.

Men jeg lærte i processen med at gå fra 3 til 4, at det er langt mere væsentligt at have ens nærmeste omkring én, end jeg ville erkende i min stædighed og selvstændighed. Og at bare fordi man én gang har fået et barn, så er det – interessant nok – et andet barn, man får ved anden lejlighed.

Nu hjælper det nok heller ikke på sagen, at jeg er latterligt bange for babyer.

Som i seriøst bange for dem.

Men uanset om jeg føler mig stærk, angst eller ensom i mit moderskab, så er det verdens bedste skab for mig.

Herfra skal der lyde:

♥ Glædelig Mors Dag til alle mødre, mormødre, farmødre, svigermødre og alle andre, der har moderhjerter, der brister og svulmer og glædes over de mindste ting ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

En omgang til, tak!

Jeg står foran døren ind til vores dansklokale.3ab16cfc-1595-493e-8f0a-8970c859be3cKlokken er 7.30 og Mille er netop afleveret til Miss Jenna.

Cille har allerede befundet sig på skolen i en halv time. Hun øver med koret kl. 7.00 hver mandag morgen. Og elsker det i øvrigt, men hvem ville ikke blive glad i låget af at vågne ved at synge sig varm?6fb8257a-7904-4001-beff-ee9b13bcf678Jeg låser døren op og tænder computeren.

Det er mig, der primært har morgentjansen i dansklokalet, fordi jeg har Primary School-eleverne, mens min kollega primært har eftermiddagstjansen, fordi hun har Secondary School-eleverne. Og så er det alligevel ikke helt korrekt, da min kollega også har Year 1 og Year 4, som er de klasser, hvor vores piger går.b6fdee70-eccf-436e-92b1-d07ec678063cDer er – skræmmende og overraskende nok – gået næsten et helt skoleår.

Eller sagt med andre ord, på så er der kun 40 reelle skoledage tilbage, før vi løber ud med armene over hovedet til godt og vel 8 ugers sommerferie med tilbagevendende genopdragelsesrejse til Det Kolde Nord.

Hvert år kommer det bag på mig, hvor uendeligt hurtigt et skoleår går.

I år er det dog gået endnu hurtigere, fordi jeg startede i nyt job som dansk modersmålslærer frem for det ellers udmærkede støttelærer-job, jeg havde haft et par år i Secondary School.

Når alting er nyt, flyver tiden afsted. Og det er en god ting.5c822c64-5235-48ad-b975-c8e11899a41aDer har virkelig været mange, spændende, faglige udfordringer for mig i dette skoleår.

Og en flok skønne unger at forholde sig til – og lære at kende på et helt andet niveau, end når man sidder som “ekstra hænder, hoved og hjerte” i et stort lokale med 26-28 elever.

Her ved jeg, hvem hver eneste elev er. Hvad han eller hun interesserer sig for. Hvad han eller hun motiveres af. Hvordan han eller hun bedst kan lide at lære.04f09c01-7f21-494f-812d-300aeec1d7cbHer får jeg lov til at sprog- og litteraturnørde helt ud til fingerspidserne hver eneste dag. Plus alle de kreative stunder, der kommer af at have med de yngste elever at gøre. Og så er der den sjove formidling af kultur og sproglige finurligheder til børn, der ellers ville have haft svært ved at få et tæt forhold til deres modersmål, fordi resten af skoledagen og undervisningen foregår på engelsk.

Jeg elsker det.

Ikke som i ‘det-er-et-ret-fedt-job’.

Mere som i ‘jeg-elsker-det-og-har-som-knapt-40-årig-endelig-fundet-den-rette-hylde-job’.

Så jeg tager en omgang til, tak.

Kontrakten for næste skoleår er underskrevet.

Jeg glæder mig allerede.

Og tænker, at det er lidt sjovt, at jeg er kommet full circle med at undervise nu – efter at have forkastet det komplet som 24-årig cand. mag.-studerende.

Sådan kan man blive så meget klogere på 16 år.

Man har jo heldigvis kun et standpunkt til man ta’r et nyt.

Ha’ en skøn mandag ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet