Eventyrslottet og Renaissancehaven

I dag har vi leget turister i Martins barndomsby, Hillerød.

Vi starter hos Hr. og Fru Gårdejer, som bor lige op til den smukkeste bagvej ind i Renaissancehaven ved Frederiksborg Slot. De fører blegnæbbede ørkenmennesker igennem et skovområde med gamle ege- og bøgetræer med kroner så grønne, at øjnene holder fest og hjerterne banker af stolthed over alt det skønne, der er Danmark.Det er ubeskriveligt dejligt at være kommet på grønt græs igen – uden at det regner.

Og så taler man så godt sammen, når man går en tur.Den knapt-så-manicurerede bagdel af Frederiksborg Slotspark har vi stort set for os selv. De japanske turister når slet ikke om til fugle-ø og ællinger i en sø, så det kan være en fordel at gå bagvejen ind til slottet, tænker jeg – ihvertfald hvis man er til en fredelig og mere personlig oplevelse.Det samme gælder i øvrigt i forhold til Fredensborg Slot, hvor man også bør gå ind fra bagenden af slotshaven, som ligger lige ned til Esrum Sø – det er i øvrigt dér, man får de gode Hansen-Is – og så får man en helt anden oplevelse end dén Hovedgaden byder på.

Kort tid efter rammer vi den sirligt symmetriske Renaissancehave, som virkelig er noget så smuk – og så alligevel ikke. Jeg er mest til naturlig natur og vilde staudebede – og knapt så meget til prydhække med ornamenteret schwung og perlegrus som var det en kirkegård. Og nede foran springvand, voldgrav og verdens yndigste eventyrslot, finder man to pragteksemplarer i kategorien ‘Hillerøds nydeligste mænd’.Det er simpelthen så hyggeligt med langstrakt søndagsvandring og ditto frokost.

Og jeg bliver så rørt over den måde, hvorpå vores venner tager imod os og samler trådene op, hvor vi slap dem sidst. Det er sådan rigtige venskaber er – blinde for mødefrekvens, tid og sted.

Og hver eneste gang, vi er i Danmark, så mærker jeg en stor taknemmelighed og lettelse over at tilbringe tid med mennesker, vi deler historie og fortid med.

Som kan huske alle mulige sjove ting.

Som levede og lever med i svære og glade øjeblikke.

Som er ærlige.

Som godt gider at investere tid og mental energi i at dele egne oplevelser og erfaringer – og lytte til og leve sig ind i vores.

For det er én af de underligste og til tider virkelig tunge ting ved at leve på et flygtigt sted blandt fellow expats: Man får nye venner pludseligt og hurtigt, men man kan miste dem ligeså pludseligt og hurtigt igen.Tak for en dejlig søndag, Hr. og Fru A. I er sgu’ så søde ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Farmor bestemmer, for det er Farmors hus!

Strygende gik det – med Emirates fra stegende hede direkte op til lune sommertemperaturer i Kastrup.Det er ufatteligt, så skønt og nemt det er at rejse med større børn.

Jeg ser præcist 3.5 film ombord og småsover lidt med åben mund og polypper for lige at slå fast med syvtommersøm, at jeg er en classy lady.

Ingen afbrydelser, ingen op-og-ned-ad-gangen-ture. Ingen er-vi-der-snart-jeg-skal-tisse-jeg-er-sulten-jeg-vil-ikke-ha´-flymaden-du-er-dum-mor. Det står åbenbart stadig så levende for mig, hvordan det er at flyve med rollinger, at jeg hver gang takker højere magter for, at dén tid ligesom er overstået.Og vi er i fuld sving med ankomstritualerne, der er så bydende nødvendige at gennemgå, for at alting er som det plejer at være. Det er nu ikke kun børnene, der er vanemennesker. Jeg finder også en kæmpe glæde i at gøre de samme ting, når vi lander i Danmark.

Farmor og Farfar står i lufthavnen. Farfar venter med stoisk tålmod i menneskemængden i ankomsthallen, mens Farmor ignorerer alle forskrifter og løber direkte ind i strømmen af rejsende mennesker med tunge kufferter for at kramme livet ud af pigerne, mens de alle tre griner og kysser, fordi det er lige præcist sådan, det skal være, når man lander i Kastrup.

Så får jeg våde øjne. Hver eneste gang.

Og hjemme hos Farmor og Farfar er der to små hunde, der gør og logrer og kysser i ét væk, så pigerne hujer af lykke og gensyn.Om eftermiddagen spiser vi Farmors lune boller. Det er en tradition. Og sprøde vafler, for vi har fået to vildt mærkelige børn, der ikke kan lide nybagte boller. Hvem fanden kan ikke li’ det?Vi er som køer på forårsgrønt græs efter en hel vinter i stalden med ensformig ensilage i truget. Nu skal vi i haven og ryste kirsebærtræets grene for de allerrødeste bær og plukke modne stikkelsbær af buskene. Pigerne hjælpes ad og dimser rundt i haven mellem bærplukning og produktion af fuglebadsmudder. De hviner, når de finder et insekt og er ærgerlige over, at sommertørken har slået alle sneglene ihjel.

I mens steger Farmor sine verdensklasse-deller. Adlyder ordrebestillingen fra sine børnebørn, der snuser ind og udbryder, at Farmors frikadeller er de bedste.Tænk, at sidde i haven i blid aftensol og spise aftensmad. Det skete nærmest ikke en eneste gang sidste sommer, hvor vi regnede væk, uanset hvor i landet, vi befandt os.Cille synes at dansk mad er det skønneste. Hun kalder det for Gudernes mad. De små, nye kartofler med smør smager som slik, og det gør de sprøde ærter også. Og Mille udbryder: Hvorfor kan vi ikke bare bo i Danmark hele tiden?! – for hvem vil ikke gerne sidde om et bord med Faster og Onkel og Farmor og Farfar i solskin og spise et helt fad kalv og gris med bacon on the side?

Og da de begge mener, at man sagtens kan gafle 3 frikadeller ad gangen, mens de kedelige forældre siger, at man tager én ad gangen, råber de begge: Farmor bestemmer, for det er Farmors hus!

Dén argumentation kommer vi til at høre et par gange eller hundrede i løbet af en sommer.

De siger i øvrigt også, at de gerne vil flytte hjem og bo hos Farmor, så det kan da være, at vi bør overveje en viewing på Herlufsholm 🙄

Og Farmor tager sine børnebørn med i byen til tøjindkøb og en tur i Bilka.

Nede i byen kan man altid finde sin Faster. Det er meget smart, for hun er ret god til shopping.Hundeluftning i skoven er næste ritual.

Og lange bade, så rejsesnavset kan blive renset af og hårknuderne løst.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Arabiske supermarkeder

I morgen tidlig flyver vi med Emiraternes stolte jernfugl til Danmark på sommerferie – og jeg glæder mig helt vildt til at se familie og venner igen. Denne gang er det tilmed med en Regnskabschef, der er fri som fuglen, fordi han ikke længere er regnskabschef, men derimod på en såkaldt havevandring.

Vi er kun hjemme til jul og i sommerferierne, så der er virkelig mange mennesker, jeg ser frem til at kramme og tilbringe tid sammen med.

Men her på falderebet – og for at undgå at falde i sædvanens trug af blogindlæg om disciplinen ‘overspringshandlinger i forhold til kuffert-pakning’ og diverse ‘sidste-udkalds-aktiviteter’ – tænker jeg i stedet at fortælle lidt om arabiske supermarkeder. Det passer lige ind i ‘Tines tips til Dubai’-kategorien.

Måske er der også andre end mig, som elsker at gå i supermarkeder i udlandet for at købe eksotiske varer med hjem?

Hvis du også er tilhænger af at snuse rundt i andre landes supermarkeder, så læs med her!

I De Forenede Arabiske Emirater findes der ikke rigtige discount-supermarkeder som Aldi, Lidl, Asda, Netto, Fakta og så fremdeles. Dér er vi ikke nået til i vores udvikling – eller også er det simpelthen så langsommeligt og dyrt at fragte fødevarer ind til Dubai, at der ikke er nogen discountkæde med respekt for sig selv, der gider besværet med at søge licens og begynde at drive supermarkeder hér? Jeg ved intet om årsagerne til de manglende discountkæder, men kan konstatere, at vores madbudget er præcist det dobbelte af, hvad det var i England, hvor vi tilmed havde en baby og mange gæster, så det alt i alt burde have været en virkelig dyr husholdning.

Og jeg er helt sikker på, at der er et marked for discountvarer – omend de lavestlønnede arbejdere fortsat køber deres fisk, kød og grønt på traditionelle markeder med boder og stande. Det gør vores Maricel også i weekenderne i bydelen Satwa, hvor man kan få de fleste filippinske varer.

Rundt om på gader og stræder finder du til gengæld et væld af kiosker og små supermarkeder af indisk eller semi-arabisk tilsnit med navne som Choitrams, Al Madina, Aswaaq, Lulu, Al Manara, Safestway, og kæder af mere vestligt tilsnit som Spinneys, Carrefour, Waitrose, Marks & Spencer og Park ‘n’ Shop. Uanset hvilken bydel eller hvilket hotel, du bor på, vil du kunne gå ned om hjørnet og finde et lille supermarked med mange varegrupper, et apotek, en barber, en frisør/skønhedssalon, en ATM og evt. et par caféer.

Men hvis du er til mere end bare tilfældige kiosk-fund og sådan for alvor vil på opdagelse og bringe mellemøstlige madvarer med hjem i kufferten, kan jeg varmt anbefale dig at besøge ét af de rigtige, arabiske supermarkeder – Union Cooperative Society eller Emirates Co-op, der må være en slags arabiske pendanter til nordiske COOP.Du finder en rigtig god Union Coop i Al Barsha Mall – og der ligger endnu en god Union Coop på Al Wasl Road. Enhver taxa kan køre dig til ét af stederne på ganske kort tid.

Det er hér, du finder alle de der 1001-nats-ting, du bare må have med hjem.

Gule safrantråde. Kraftig olivenolie. Tawouk-krydderi til grillkyllinger. Tahini i fine krukker. Kogte bælgfrugter og hummus på dåse. Store madbrød. Krydret kardemommete. Ravfarvet honning. Oud-parfumerede servietter til tasken. Håndsæbe med ottomanske roser. Medjool-dadler af primakvalitet. Figner, abrikoser, gyldne rosiner. Pistaciesplitter, saltede pistacienødder, halwa og kunefe. Hvinende søde baklava og arabisk sandkage med kokosmel, der kaldes basbousa. Der er tørrede kokosflager, knasende sprøde jumbomandler, krydderier i store tønder. Måske bliver der også plads til en kaftan eller et fint tørklæde i kufferten – eller en stabel små, arabiske kaffekopper eller en glimtende “guld”-termokande til kaffen derhjemme. Det kan også være, at du forelsker dig i et bedetæppe eller en ny notesbog, der starter bagfra på arabisk manér.

Der er timevis af god underholdning i en Union Coop, hvis man da er til husmoderlighed på fremmed grundlag.Et andet plus ved at bevæge sig uden for hotellets grund eller rækken af små butikker tæt derved er, at du kan opleve de lokale på nært hold.

Hvis du har brug for fred og ro til at udvælge dine varer, skal du helt klart handle om formiddagen, men hvis du har lyst til at opleve emiratierne, skal du handle en sen eftermiddag eller om aftenen.

Det er spændende at se de lokale familier bevæge sig igennem mall’et med de mønstre, ritualer og adfærd, de har i deres miljø. Familiefaderen, der har hele flokken med på tur – børn, der hopper og tigger sig til en is. Den travle husmor, der går forrest og peger på varerne, mens en hjælper eller ægtemanden må tage tingene ned fra hylderne for hende. De unge, smukke kvinder, der kommer i flok og bærer på fine håndtasker og viser elegante hennatatoveringer frem, når deres hænder griber efter pengene ved kassen. De unge, velduftende og nybarberede mænd, der hænger op ad væggene, mens de venter på at hilse på vennerne.Hér har jeg fotograferet Al Barsha Mall en formiddag, hvor der er stort set mennesketomt, for det er ikke ligefrem populært eller anbefalelsesværdigt at tage billeder af fremmede/ukendte mennesker i Dubai.

Det er nu ikke kun Union Coop, der er værd at køre efter.

Du finder også arabiske chokoladeforretninger, hvor man nok må sige, at der er pyntet op til mere festivitas end en æske Anthon Berg kan fremtrylle.Du kan også gå amok i én af de skønne nøddebutikker, hvor de pakker præcist de blandinger og mængder, du ønsker at tage med hjem som souvenirs eller værtindegaver.Der er også en officiel uniformsbutik, hvis vinduer altid fascinerer mig.

Så – here you go – dagens Tine-tip til Dubai: Tag et smut i Al Barsha Mall 😁

Du kommer først til at fortryde det i dét øjeblik, hvor kufferten skal lukkes og sendes mod køligere breddegrader fyldt til bristepunktet af kaffe, te, sæbe, nødder, tørrede frugter og krydderier.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Vand i en ørken

Som I nok kan forestille jer, er vand en temmelig begrænset ressource i en ørken.

Heldigvis bor vi lige op ad havet – og De Forenede Arabiske Emirater afsalter hver dag havvand som gjaldt det livet (og det gør det i 47 graders hede, skal jeg hilse at sige). Det afsaltede havvand serveres til indbyggerne som drikkevand og almindeligt forbrugsvand i husholdningerne. Det er én af de ting, man bare må affinde sig med, hvis man vælger at bosætte sig i en ørken.

Og det får mig til at værdsætte det fantastiske, danske grundvand endnu mere, selvom jeg efterhånden skal tvinge mig selv til at drikke vandet fra hanen i Danmark. Før var det vel den mest naturlige handling i verden – at tappe et glas vand fra hanen – og nu tager jeg mig selv i at stå og glo mistroisk på vandet i glasset, fordi det i min ørkenstats-hverdag ville føles helt forkert at drikke vand direkte fra hanen.

Og man vænner sig faktisk til den klistrede, småslimede havvandsaffære med sæberne under bruseren. Det er straks værre med håret. Don’t get me started. Tror ikke, at der findes ét eneste menneske i Dubai, der ikke undrer sig over hårets struktur, fylde (eller mangel på samme), frizz, hårtab og så videre.

Og når nu vandet er så kostbart og omstændeligt at få fat på, så er det naturligt nok en af udfordringerne i det daglige.

Systemet i vores ghetto er således: Der pumpes ferskvand ind i compound’et via store vandrør. Rundt omkring i kvarteret findes der så en række små pumpehuse, som forsøger at distribuere vandet ligeligt ud til villaerne.

Hver villa har en separat vandtank, som kan befinde sig over eller under jorden. Tanken bliver fyldt indtil en slags vandmålerballon indikerer, at toppen er nået. Når der så åbnes for hanerne inde i huset, sidder der en lille pumpe i et skab, som sikrer vandtrykket ind i villaen. Der er en del ting i denne her proces, der kan fucke op.

For starters, så kan pumpehusenes tryk drille – og så er der intet eller meget lidt vand rundt omkring i villaerne.

Den individuelle pumpe i villaen kan naturligvis også have sine gode og dårlige dage. Nød lærer indsæbet, badende kvinde at finde re-set-knappen på en vandpumpe.

Der kan også gå hul i vandtanken. Den er nemlig af plastic eller glasfiber. Og du behøver ikke fortælle mig, at det er ret dumt at opbevare vand i plastic eller glasfiber i 50 graders varme året rundt. Problemerne med at opbevare drikkevand i plast overser vi hernede.

Vandtanken har sit helt eget liv. Der kan bo mange, sjove vandplanter på bunden plus en mængde uønskede krible-krable-dyr, hvis man ikke er flittig med at få renset og sprøjtet for kakerlakker.

Hvis vandtanken lækker, siver der tusindvis af liter vand ud i døgnet. Direkte ned i sandet. Og dét giver både en klækkelig vandregning og et foruroligende miljøspild, der kun kan vække stor ærgrelse. Vandtanken kan også flyde over, når vandmålerballonen er gået i stykker. Det gør den åndssvage ballon cirka hvert halve år for os – og vi opdager det først, når der flyder vand ud på gaden eller der er kommet en alt for grum vandregning.Og når vandet så langt om længe er kommet ind i huset, fortsætter det snedige system med at udvikle sig.

Her er der nemlig individuelle vandvarmere for hver “enhed”, således at der i vores lille rækkehus er intet mindre end 4 vandvarmere i alt, som kan vælge at lække vand gennem loftspladerne, når de er blevet trætte af livet – eller deres varmelegemer kan ruste, så vandet ikke længere opvarmes effektivt. Cirka hvert andet år skal vandvarmerne udskiftes. Når først én er røget, så kommer de næste lidt efter. Det finder man ud af, når der siler vand ned gennem loftet eller når der aldrig er varmt vand i hanen om vinteren.

Om sommeren slukker man for vandvarmeren. Dér er den nemlig ganske overflødig.

Vandet direkte fra vandtanken i garagen er mere end tilstrækkeligt varmt til at bade og vaske op i – og dét er et trick, der forvirrer enhver tilflytter den første sommer i landet.

Koldt- og varmtvandshanerne “bytter nemlig plads” om sommeren!

I koldtvands-siden trækkes vandet direkte fra tanken og er derfor 45++ grader varmt om sommeren. I varmtvands-siden trækkes vandet via varmtvandsbeholderen, som jo befinder sig i et airconditioneret miljø over loftspladerne, og som derfor er køligt, når nu selve vandvarmerfunktionen er slået fra.

Når det så bliver vinter igen – og vi tænder for vandvarmerne og vandet i tanken er på 20+ grader, skifter koldt- og varmtvandsfunktionerne tilbage igen til den forventede setting.

Forvirrende?

Kun den første sommer, så er du ovre det.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

60 dage

Sådan hér ligger hun, da jeg trisser ind for at vække hende på dette skoleårs sidste dag.

Mille Dukkemor, der har parkeret alle sine børn i barnevognen ved siden af sin seng, så de kan sove trygt og godt med deres Mama inden for rækkevidde.I det andet værelse finder jeg Cille Læsehest, der endelig har fået udsovet efter en række legeaftaler, afskedsmiddage og sene aftener.Der er godt og vel 60% af eleverne i skole i den sidste uge op til sommerferien. Den primære årsag til det store frafald er ørkenens ulidelige hede. Der er 45+ grader, når børnene får fri fra skole ved 15-tiden – og rigtig mange forældre orker ikke den sidste, varme uge op til sommerferien, når karakterne er afgivet og årets pensum er nået.Men vi er her endnu – til den bittersøde ende på et skoleår, der har været udfordrende, hæsblæsende, frustrerende og vidunderligt for alle parter.

Det er altid svært at tage afsked med en klasse – for i Dubai er alting forandret ved starten på et nyt skoleår. Der er altid en ny klasselærer – og der blandes så meget rundt i årgangenes klasser, at eleverne max. har 4 klassekammerater med fra sidste år – nogle endda kun en enkelt eller to kammerater. Man kan heller ikke vide sig sikker på fordelingen af lærerne på årgangene, da mange lærere vælger at skifte til en anden årgang, flytter til en anden skole eller til et helt andet land henover sommeren.

Men det er vilkårene i en by, hvor alting går hurtigt, og hvor folk kommer og går i ét væk. Børnene lærer at forholde sig til mange forskellige voksne – og de lærer at få nye venner hurtigt.

Den positive sidegevinst ved at klasserne blandes i én pærevælling er, at børnene kender virkelig mange fra parallelklasserne og kan lege på kryds og tværs i skolegården, fordi de ofte har gået i klasse med de andre i tidligere skoleår.

På én eller anden måde skaber det et større netværk og et bredere fællesskab i de her monster-store skoler, vi holder os i en fjern Ørkenstat. Men selvom jeg vælger at se omskifteligheden i et positivt skær, er der helt sikkert børn og voksne, der ikke trives under de her vilkår og i så ‘usikre’ rammer.

Men uanset at det er tungt at kramme bedstevennerne farvel og tage afsked med gode lærere, der har arbejdet hårdt for børnenes læring i et helt år, kan man måske også ane det lettelsens suk, jeg drager, da Martin foreviger os, før han tager turen som familiens privatchauffør for sidste gang i et par måneder.For sidste gang i 60 dage, for nu at være helt præcis.

For der er 60 dage til at vi skal møde pigernes nye klasselærere og se listen over det nye skoleårs klassekammerater.

60 dage til at skoleuniformerne skal på igen og madpakkerne skal smøres og lægges i tasken.

Hvert år tænker jeg, at det er sgu’ for lang tid at være væk fra hverdagen og den gode, trygge rutine.

Hvert år tænker jeg også, at det er sgu’ en lettelse at komme væk fra hverdagen og den ulidelige, begrænsende rutine.

Hvert år tænker jeg, at så er varmen altså heller ikke værre – og at man selv bestemmer, hvor indelukket et liv, man vil føre.

Hvert år tænker jeg også, at varmen er årsagen til den vilde landeflugt – og at man er sat ret meget skakmat for lukkede døre og nedrullede gardiner, fordi det er for varmt til at opholde sig udenfor.

Ambivalensen længe leve!

Og ligeså irriteret, jeg kan blive ved tanken om en evighedslang sommerferie frem for flere uger fordelt harmonisk ud over hele året, ligeså lykkelig kan jeg blive ved tanken om en god, lang sommerferie med tid til venner og familie.

Men jeg kan mene og tænke hvad jeg vil i dét humør, jeg nu lægger for dagen. Myndighederne bestemmer alligevel ultimativt fordelingen af feriedage henover skoleåret, så vi må ta’, hvad der kommer.

Så jeg starter lige med en eftermiddagslur.

Måske kan jeg bedre overskue al den frihed og lediggang efter en lille én på øjet?

Og når lur så efterfølges af kaffe og ordning af verdenssituationen med Fru M, som efterfølges af øl og pizza med Martin, kan jeg konstatere, at det er alligevel ik’ så ringe endda, det der sommerferie.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet