Om husholdersker i Dubai

Det deler stort set altid vandene, når en samtale bevæger sig ind på emnet ‘hjælp’.

Ikke når samtalen finder sted i Dubai, for her er vi i samme veltilfredse båd. Det er nemlig mere reglen end undtagelsen, at man har hjælp i hjemmet.

Men i Danmark, hvor man enten gør-det-selv-Kjeld’er den efter bedste evne – eller ringer efter et par flinke rumænere til at gøre nødtørftigt rent hver eller hveranden uge, er det min erfaring, at samtaler om hushjælp forløber knapt så let.

Det er bare sådan lidt for mærkeligt, dét der med at have en fremmed person boende til at vaske ens undertøj og efterfølgende lægge det på plads i skuffen igen. Men sådan spiller klaveret altså i en fjern Ørkenstat – og mange andre steder rundt omkring i verden.

I Dubai er det almindeligt at have en nanny eller maid boende i hjemmet til forefaldende husarbejde og pasning af børn. Hun (eller han) kan være fra Indien, Sri Lanka, Filippinerne, Nepal, Indonesien, Etiopien, Bangladesh eller Kenya. De tilladte nationaliteter varierer lidt fra tid til anden. Don’t ask me why.

Det koster en betydelig sum penge at anskaffe sig den eftertragtede ‘hjælp’. For myndighederne skal naturligvis have deres del af kagen for at udstede arbejds- og opholdstilladelse, og hvad der ellers hører til, når et menneske vil arbejde i Dubai. Som arbejdsgiver for en hushjælp betaler man godt og vel 21.000 kr. i stempelafgifter og gebyrer til staten, før vedkommende har lov til at arbejde for dig.

Som arbejdsgiver for en hushjælp er der også andre forhold, der skal være i orden. Man skal selv opretholde en vis månedsløn for at kunne sponsorere endnu et menneske i husholdningen. Der skal også være et separat værelse og bad i huset til husholdersken – og hun må kun arbejde hos familier, ikke i single-husholdninger.Der er selvfølgelig også en standardkontrakt, der som minimum skal overholdes. Den foreskriver bl.a. at hushjælpen skal have en sundhedsforsikring, en årlig hjemrejse/en måneds ferie, minimumsløn og den slags vigtige ting.

Og så er man egentlig igang.

Efter papirmøllen kommer fornøjelsen ved at have et menneske boende, som hjælper dig med stort og småt i hverdagen.

Som her, hvor vi efterlader fredagsfesten som beset kl. 1, fordi vi egentlig bare gerne vil op og sove.I køkkenet står opvasken efter madlavningen, bagningen og alt det andet rod, der sniger sig ind efter at have haft gæster.

Og næste morgen vågner vi til dette syn.Tilsæt selv duften af Fairy Ultra og rengøringsmiddel.Det er såmænd Hvirvelvinden Maricel, der kan trylle kaos om til ro, orden og renlighed i løbet af nul-komma-fem.

Jeg ville seriøst overveje at give min højre arm væk, hvis det blev et ultimatum for at kunne beholde Maricel i mit liv.

Hun vasker, stryger, vander have, gør rent, leger med børn, pudser sko, reparerer syninger i tøjet, laver mad, rydder op, bygger huler, køber ind, ringer efter håndværkere, holder styr på bøger i skoletasker og lægger uniformer frem og tusind andre ting, som jeg først opdager, at hun gør, når hun er hjemme på ferie i en måned.

Der er stort set intet i mit liv, hun ikke kender og forstår til perfektion. Med få undtagelser, trods alt 😉. Hun ved, hvordan jeg gerne vil have ting gjort og ordnet.

Hvad der gør mig glad.

Hvad der gør mig ked af det.

Hvad der gør mig vred.

Hun har set mig juble, og hun har set mig tude ned i kaffen.

Hun har fejret sejre med os og hun har hjulpet os op igen med sit rolige, stilfærdige gemyt, når bølgerne går højt.

“Er hun så ligesom et nyt familiemedlem?”, er der mange, der spørger os om.

Og nej, dét er hun ikke.

Selvom det i sit eget rolige, organiske tempo er ved at udvikle sig til langt mere end et traditionelt arbejdsgiver-arbejdstager-forhold. Jeg hedder fortsat “Madam”, og Martin er “Sir”. Det fornemmer jeg er rart, fordi det giver en nødvendig distance. Vi skal også altid kunne tale med hende, som man taler til hinanden på en arbejdsplads. Og hun har brug for at kunne trække sig, så hun også kan passe sit eget liv. Det er helt forståeligt og naturligt.

Men.

Og der er et men.

Man kan ikke gå og op ned ad hinanden i årevis uden at fatte mere end almindelig sympati.

Hun fortæller mig bestemt ikke alting, men brudstykker fra sit liv og sin barndom kommer frem undervejs. Præcist som jeg også vælger, hvad jeg vil dele.

Vi omgåes hinanden på hyggelig vis med småsludren og enkelte aftaler om en tur på stranden eller kaffe og kage. Og hun holder af pigerne. Det må være umuligt at gøre andet, når nu man har været nødt til at rejse hjemme fra for at passe fremmede menneskers børn i stedet for ens eget. Jeg forestiller mig, at man må forlige sig med situationen og vælge, om man vil tage de her børn ind i hjertet eller holde en tydelig distance. Maricel har valgt den første løsning – og hun ved ikke alt det gode, hun kan gøre for pigerne.

I formiddags stopper jeg op for at fortælle hende, at jeg vil skrive endnu et blogindlæg om hushjælp i Dubai.

”What do people think of me in Denmark”, spørger hun mig nysgerrigt, mens hun forsigtigt stryger en stor uldtrøje.

“I think the Danes are more concerned with what kind of people we are – to have taken you away from your child and family to work in our home doing the duties and chores that we could have done ourselves”, svarer jeg.

”Oh, so the Danish people think I am a bad mother for leaving my son at home and not taking care of him?”, replicerer Maricel og får helt våde øjne ved tanken om at have et dårligt ry i Danmark.

”On the contrary! Some Danes think that we take advantage of you and that you could potentially be living under slave-like conditions like those sad nanny cases that we hear about through the grapevine”, svarer jeg.

”Then I don’t think the Danish people have ever had a starving child in their arms, Madam”, konkluderer Maricel efter en kort tænkepause.

“Remember when I told you that we had 7 or 8 years with just one small salary from my husband and things got so bad that I fed my son a little cooked rice and waited to see, if there would be any left for me. I went days without food, praying that my husband would send some money. I chose to come here. I am lucky to live with your family, but it is my choice, because I want a better life for my son and myself. In the Philippines, I would not be able to get a good job close to home. I could maybe work in the local hardware store earning 2,000 pesos a month”.

2.000 filippinske pesos er 250 kr.

Og en hushjælp i Dubai tjener mellem 3.500 og 5.500 kr. om måneden, afhængig af en masse personlige forhold.

Simple as that.

Hun siger det jo ret klart og tydeligt.

Sult og desperation er fremmede fornemmelser for en flok pæredanskere. Vi forstår ganske enkelt ikke, hvor hårdt det er, at leve i et land som Filippinerne.

Og jeg gør mit ypperste for ikke at tale om hushjælp, når jeg er i Danmark, medmindre det er med familie og nære venner, der har stiftet bekendtskab med Maricel, og derfor har interesse i at høre om hendes familie og husbyggeriet.

Men uanset hvad andre måtte tænke eller synes om konceptet ‘hushjælp’, så kan jeg sige, at vores erfaring med at have en hjælper ansat er, at det er en kæmpe lettelse i en travl hverdag i en småbørnsfamilie. Når man altså har fundet dén person, der passer som fod i hose til ens familie ❤️.

Og den direkte økonomiske transaktion fra en velstillet familie til en økonomisk-trængt familie har tydelig effekt. Vi er stolte af Maricels arbejde og de ting, hun opnår for sig selv og sin familie ved at være hos os. Og det er hun heldigvis også selv.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Nyt om jobsituationen

Ham her….Der står og gemmer sig bag dørkarmen ind til et nødtørftigt tekøkken har……[indsæt selv trommehvirvel]…fået nyt job!

Den dygtige mand.

Jeg er så pissestolt af ham❤

Det endte med en lang række samtaler og korrespondancer henover julen.

Igen.

Præcist som da han takkede ja til jobbet hos UASC for 5 år siden.

Det giver nogle ret nervepirrende juledage, må man sige.

Denne gang endte Martin i en priviligeret position, hvor han kunne vælge mellem to seriøst gode jobtilbud.

Det ene var en stilling som regnskabschef i et stort logistikfirma i Dubai – svenskledet, sobert og redeligt – og absolut det sikre valg med fika, pensionsordning og pæn aflønning. Her ville han kunne træde ind over dørtærsklen og samle arbejdsopgaverne op fra dag ét.

Snuden i dét spor, han er gået ad i godt og vel 20 år, kunne man måske beskrive det som.

Og så var der det andet.

En 100% start-up-virksomhed, hvor Martin var tiltænkt rollen som CEO. Virksomheden er et selvstændigt Dubai-selskab under et dansk selskab, og kontoret ligger i Dubai Internet City, hvor en masse IT-virksomheder, konsulenthuse og træningsfaciliteter er samlet – 5 km. fra vores hjem, lige ud for Palm Jumeirah.Det har krævet en seriøs sjæle-vandring for Martin at tage denne her beslutning.

Han har valgt med hjertet, selvom der også har været gang i en hel række Excel-ark for at lave beregninger på vores økonomi og umiddelbare fremtidssikring i en Ørkenstat, hvor alting koster rigtigt mange penge.

Hjertet hoppede bare i brystet, når han tænkte på start-up-virksomheden.

Af spænding over muligheden for at prøve noget helt nyt.

Det er jo ikke hver dag, man får en chance for at gøre noget fundamentalt anderledes i ens arbejdsliv.

Så nu springer han ud i det.

Fuldt ud.Der er så mange ubekendte i denne her ligning, at vi under ingen omstændigheder kan udregne, om det kommer til at gå godt. Hvis det gør det, er lykken gjort. Hvis det ikke gør det, står vi i en træls situation om et år eller halvandet. Men hvem ved, hvad fremtiden bringer, anyway?

“Hvo intet vover, intet vinder”, tænker jeg, da jeg træder ud af kontorbygningen, efter at have besøgt ham for første gang her til formiddag.Det kræver gåpåmod, energi, tålmodighed, overblik, sindsro og styrke at gå ind i et helt ukendt land.

Og Martin har valgt at gøre det. Det er modigt – og helt vildt sejt, synes jeg ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mor

Det er søndag derhjemme i Danmark, og mens du holder weekend, er ugens første hverdag sparket igang i en fjern Ørkenstat.

Men mig skal du ikke have ondt af. Min hverdag er strikket sådan sammen, at jeg midt på dagen har en frokostpause, der er lang nok til, at jeg kan stå lige her og glo i en time, hvis det er dét, jeg har lyst til.Og når jeg ikke holder en af mine evindelige kaffepauser, er jeg omgivet af søde og dygtige børn, der gerne vil lære noget.

Jeg kan ikke ønske mig mere end alt det, jeg allerede har og er omgivet af.

Og så alligevel, er der noget, der spiller mig et puds.

Et hedenganget fatamorgana, der dukker op, når jeg mindst venter det.

Babydrømmene.

Duften af evig ungdom.

Følelsen af sarte, u-trådte, buttede barnefødder i min hule hånd.

Tanken om at holde et lillebitte barn i armene igen.

Som sover så trygt og sukker under sin sut.

For slet ikke at tale om at bære barnet i maven.

Det er mit nu 40-årige biologiske ur, der ikke bare tikker.

Det råber op om, det er sidste chance for en tur i babykarussellen.

Jeg tror ikke, at der findes mange kvinder på min alder, der ikke har det sådan hér ind i mellem. Vi ser på de par, der er kommet ud på den anden side af småbørnstågen, og som nu venter deres tredje eller fjerde barn i en voksen alder – og pludselig kan vi ikke lade være med at tænke, om det mon i virkeligheden er bedre med tre end med et eller to?

For hvem af os kan lide tanken om, at baby- og småbørnslivet er uigenkaldeligt slut?

Det var jo – trods alt – en fuldstændig livsforandrende og vidunderligt vanvittig tid med nære relationer og simple pleasures.

Hvem af os kan lide tanken om, at vores fysiske, allermest kvindelige, formål i livet er afsluttet?

At vi er under afvikling i produktionshallen? At udløbsdatoen på æggene nærmer sig?

At vi er blevet til halvgamle høns, der er fine til at øve sig med, men ikke til at lave et barn med?

Alt i min fornuft og hjerne fortæller mig, at vi skal ikke på nogen som helst vilkår have et barn mere. Nu er vi endelig kommet ud over småbørnsstadiet – og det er ubeskriveligt skønt, at vi aldrig skal bøvle rundt i søvnunderskudståger og trækkes med klapvogne, bæreseler og bleer mere.

Vi kan rejse som familie nu.

Vi kan have reelle samtaler som familie.

Vi kan foretage os ting sammen – og vi får sådan for alvor oplevelser sammen nu.

Der er intet, der taler for, at vores liv skulle bombes tilbage til babystadiet igen.

Intet.

Og så tænker jeg lidt på de to sunde og raske døtre, der ville tage imod en lillebror med kyshånd, men som også har brug for vores tid, omsorg og hjælp til så mange ting stadigvæk.

Men følelsen er der ind i mellem. Især omkring ægløsning. Gok. Gok.

Og tanken sniger sig ind, hver gang jeg ser en jævnaldrende kvinde vralte omkring med en fin mave.

Derfor er det heller ikke svært at sætte sig ind i den dybe, fuldstændigt uterlige desperation, der må bo i ufrivillligt barnløse kvinder. Den sorg og den frustration, som de må opleve måned efter måned, mens de forsøger at blive gravide. De har jo den samme fornemmelse i kroppen. De samme ønsker og drømme om liv, som vi andre har haft og til stadighed har.

Jeg har set det i veninder.

Jeg har læst om det og forsøgt at forstå, hvor svært og tungt det er, når babydrømmene kun bliver ved drømmene.

Derfor rammer TV2-dokumentaren “Har hun stjålet vores børn?” direkte ind i mit moderhjerte.Har du set den?

Det er hjerteskærende, ægte TV.

Og jeg føler med de to barnløse par, der i den reneste form for desperation tyer til en rugemor, som en allersidste chance for at opnå dét, de ønsker sig allermest i livet.

De overser advarsler og faresignaler, fordi de har kun målet for øje.

De ønsker sig det her så brændende, at sund fornuft går på i røg og pengene sidder pludseligt løsere.

Rugemødre er jo også en reel løsning, ingen tvivl om dét, men som dokumentaren viser med al tydelighed, så er det også en rejse med mange faldgruber, når lovgivningen er forældet eller halter – og når tingene foregår i det skjulte.

Mit hjerte bløder for de her kvinder, der er blevet franarret en stor sum penge og fravristet den ultimative drøm.

Moderskabet.

Det dejligste skab af dem alle.

Og vi kan kun gisne om, hvorfor rugemoren valgte at beholde tvillingerne. Hendes fortælling er pt. ukendt, men vil nok blive belyst i retssagen.

Handlede det for hende kun om at få lokket “nemme” penge og charterrejser ud af desperate barnløse?

Havde hun et underliggende ønske om flere børn selv?

Havde hun et ønske om at udfylde rollen som rugemor, men da børnene så først boede under hendes hjerte, var det umuligt at give dem fra sig?

Den falske rugemors historie er en også en slags tragedie. Ikke på lige vilkår med de barnløse kvinders, men den fortjener at blive fortalt og hørt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Vinter i Dubai

Jeg får tit henvendelser fra folk, der er nysgerrige efter, om de mon har valgt “det rigtige tidpunkt” at holde ferie på i Dubai.

De fleste, der spørger, er bekymrede for, om de har valgt et tidspunkt, hvor varmen er for overvældende. Og det kan man jo ikke fortænke dem i. For her bliver varmt.

Det er ikke fordi her er flere varmegrader end i Egypten om sommeren, for nu at tage et eksempel, men her er høj luftfugtighed – og dét er en dræber.

Som tommelfingerregel kan man sige, at det ALTID er fantastisk vejr i Dubai, hvis det handler om at indfange solstråler – bare ikke liiiige om sommeren.

Og sommer vil jeg definere som månederne fra april til og med september.Man kan dog sagtens rejse på ferie til Emiraterne i sommermånederne, men man er nødt til at være bevidst om, at der er visse begrænsninger på udendørsaktiviteterne. I juni, juli og august er det stort set umuligt at opholde sig på stranden eller i ørkenen, fordi sandet er så brændende varmt, at det er meget ubehageligt at komme i kontakt med det. Man kan heller ikke gå en tur på gaden eller sidde på en fortovscafé. Men så kan man til gengæld 1.000 fine ting indendøre – og der er ofte virkelig gode deals på hoteller og fly i takt med at varmegraderne stiger. Så er man klar på at bade i poolen, nyde lækre middage (indendøre) på gode restauranter og udnytte hotellernes og shoppingcentrenes indendørs tilbud, så får man meget for pengene i sommermånederne.

Men…så er der jo også vinteren.

Vinter i Dubai er et kapitel for sig selv. Fra starten af november til slutningen af februar har vi det mest saliggørende vejr, jeg nogensinde har oplevet noget sted på jorden. Solen er en blid version af sig selv, som sender kærlige, lysegule stråler ned mod os, som man kan opholde sig i hele dagen uden at blive forbrændt.

Over den sarte, lyseblå himmel driver en let vind, som svaler og forfrisker. Og så er der 25-27 grader om dagen, som gør det fuldstændig perfekt at være udenfor.

Man sveder aldrig.

Man fryser aldrig.

Fastliggere og ørkenrotter går rundt i UGG-bamsestøvler og store, bløde sweatere og nyder, at det er tilladt at “hygge” lidt i stort tøj, mens turister og andre slags gæster går i shorts og soltop, fordi vintervejret er den perfekte sommer i deres optik.

Vinduer og døre står åbne dag og nat, så vi får max’et ud på naturligt lys og naturlig afkøling. Det er NU, vi lever det virkelige liv – os, der bor i Ørkenstaten. Og vi er næsten alt for bevidste om, at det hele er på lånt tid, fordi varmegrader, elektriske pærer og aircondition trænger sig på længe før vi kan overskue det.

Om vinteren ligger aften-/natte-temperaturen omkring de 20 grader. Det er (skørt nok) ret køligt for os, der bor her – og vi trækker indendøre under tæpper med et krus te. Men for en dansker, der lige har fået 20 plusgrader forærende, er det perfekt vejr til at nyde nattemørket med en drink og lytte til cikadernes sang.

Har jeg solgt idéen?

Har du brug for kilometerlange gåture langs havet og regnbuefarvede solnedgange?

Har du lyst til at være uden for i alle døgnets vågne timer – og gerne i så lidt tøj som muligt?

Dubai eller De Forenede Arabiske Emirater er svaret.

Den bedste januarkur mod forkølelse og frosne skuldre, hvis du spørger mig.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dobbelt op på længsel

Efter 3 ugers kuffertliv med tilhørende familiecirkus og et fødeindtag bestående af lige dele marcipan og svin er der intet som at komme hjem.

Sådan helt hjem.

Og det er uden tvivl Dubai.

Det mærker jeg, hver eneste gang vi lander i Dubai’s lufthavn.

For hjem er dér, hvor hverdagen udspiller sig, og hvor vores lille firkløver er samlet og sammentømret.

Hjem er også dér, hvor de mest basale ting befinder sig. Min hovedpude. Mit skab fyldt med sager på badeværelset. Garderoben. Køleskabet.

Men samtidig med længslen efter at komme hjem-hjem, er der længslen efter dem, vi netop har vinket farvel og på gensyn til 6 timer tidligere. Efter dét, der engang var vores hjem, og som til tider føles hjemlig.

Det er som en slags dobbelt-op på længsel tilsat delirisk glæde, der ikke er helt til at kontrollere.Og må jeg så lige tilføje som en sidebemærkning, at Københavns Lufthavn S.T.I.N.K.E.R i forhold til Dubai’s. I bogstavelig forstand og såmænd også i overført betydning. Her er ikke kun skinnende rene og velduftende toiletter i Dubai, men rent sådan all-over-the-place. Der er fin ro og orden, trods størrelsen på lufthavnen, og der er tilmed bagagekarusseller, der kører med kufferter efter ganske kort tid.

I Københavns Lufthavn tager det halvanden time at få bagagen, når man ankommer med et af de store fly. Og ventetiden bliver naturligvis tilbragt som sild i en tønde til dunsten af pølsevogn. Det er et underligt førstehåndsindtryk at give de rejsende, synes jeg. Men det har været sådan her lige så længe, jeg kan huske, så lufthavnens management må jo mene, at det er acceptabelt?

Nok om lufthavne, selvom jeg elsker at nærstudere dem og føle stemningen.

Maricel ankom samme nat som os.

Hun havde bragt Filippinerne med hjem til os i form af lyserøde pomelofrugter og verdens bedste mangoer. Intet mindre end himmelske frugter, der smager af den sol, de har fået, mens de har modnet på træerne.Særligt Maricel har en tilvænningsperiode fyldt med tårer og længsel – for det er aldrig nemt at sige farvel efter en måneds juleferie og vide, at der vil gå et helt år, før hun vender tilbage.

Vi taler om det, for jeg vil ikke lade det ligge uforløst eller usagt hen.

Jeg føler også en vis portion dansker-skyld over at have hende 11 måneder om året, mens hendes egen 13-årige søn kun har hende 1 måned. Dén tanke og følelse tror jeg aldrig, at jeg kommer mig over, selvom hun er her af en eller anden form for bizar ‘fri vilje’. Hvis ‘fri vilje’ kan bruges om mennesker, der ikke har andet valg end at søge arbejde i udlandet.

Men hun er tilbage. Og har opnået en masse af dét, hun ønskede sig at gøre. Hun fik fejret Bedstemors fødselsdag, julen og nytåret. Hun fik velsignet sit nye hus af den lokale præst. Hun fik tilsluttet sit hus til kommunevandet. Hun fik anlagt et reelt badeværelse. Hun kom til tandlægen og fik et helbredstjek på hospitalet, så hun ved, hvordan det står til med sukker og kolesterol.

Og selvom vi ikke kunne spore den store lyst til at komme retur i skole idag, da vækkeuret ringede mindst 3 timer for tidligt, så er det ret tydeligt, at det nu er meget rart alligevel.For vi holder trods alt mest af hverdagen – med venner, praktiske opgaver, arbejde og den slags. Og savnet efter familie og venner derhjemme aftager lige så stille henover de næste uger, indtil det nærmest virker helt tilforladeligt, at vi først er tilbage i Danmark til sommer.

Længsel skal have et rum, har jeg fundet ud af. Den vil accepteres og anerkendes – og have plads til at leve side om side med dén hverdag, der tvinger os til at komme videre. Og pludselig er den næsten væk. Længslen. Lige indtil jeg hører min Mors stemme eller ser billeder af små niecer og nevøer. Suk.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet