• ···

Suppe-steg-is på indisk

Det hører til sjældenhederne, at vi tropper op på Regnskabschefens kontor.

Ikke at det er forbudt, men kontoret ligger oppe ved lufthavnen, og vi kommer ikke tilfældigt forbi på de kanter.

Men én gang om året deltager vi i regnskabsafdelingens fest, der markerer, at årets vigtigste opgave – årsregnskabet – er succesfuldt i hus.

Så vi sætter os i en taxa mod Al Garhoud Road, hvor United Arab Shipping Company har til huse.img_5099Pigerne er afdelingens små æresgæster, så Maricel og jeg sætter alle sejl til for at tildække deres indre trolde.img_5098Da taxaen har sat os af, foreviger jeg Martin og pigerne foran hovedsædet.img_5100Dagene er talte på adressen for både Martin og UASC. Firmaet er jo i fusionsforhandlinger; hovedsædet er solgt til anden side og nye udfordringer skal findes.img_5102Der er nydeligt indendøre – præcist som i et andet hæderkronet shippingfirma, jeg mindes at have arbejdet for i et tidligere liv.

Mille ser fascineret på UASC’s Barzan – den arabiske gigant-pendant til Mærsk’s Emma.img_5101Og jeg ser op over receptions-forstavnen på et virkelig smukt murmaleri af den arabiske søfarts-tradition.img_5103Der kryber en tristhed ind over mig ved tanken om, at der er en afslutning på dét her arabiske eventyr.

Men der er jo altid en afslutning på alting.

Både det gode og det trælse. Det søde og det sure.

Og ingen af os ved hvad fremtiden bringer. Vi håber inderligt på et nyt arabisk eventyr.img_5108Et øjeblik senere ser jeg solen gå ned over Dubai Creek fra en fest-dhow.img_5109Der bliver taget billeder i ét væk.img_5115 Af Regnskabschefen med de forskellige underafdelinger – inklusiv to børn på slappere og slappere line, som seancen skrider frem.

Efter fotografering skal vi se udvalgte medarbejderes indiske bollywooddans tilsat et par filippinere for det eksotiske islæt. De gjorde det imponerende fint.img_5116Pigerne giver også en lille opvisning i hulahop-dans inden maden serveres.img_5121Middagen er noget, der mildest talt skal overstås, hvis du spørger inderne. Deres version af suppe-steg-is (grillet tandoorikylling, curries, ris og forskellige salater med naanbrød til) skal indtages ASAP, så vi kan komme videre til dét, fester virkelig handler om: Party games!

Og pigerne er tydeligvis ikke de eneste, der har talent for at hulahoppe i en kjole, om man så må formulere det.img_5126Og selvom det skal handle om dans, tant og fjas, får Martin dog lov til lige at afbryde et øjeblik med en varm taksigelse til medarbejderne. Han har kun mistet en enkelt medarbejder til job andetsteds – til trods for at jobusikkerheden nu har været et vilkår i over et år, mens fusionsforhandlingerne foregår bag lukkede døre langt væk fra de almindelige medarbejdere. Loyaliteten er imponerende, når nu vi alle ved, at det kommende kontor i Dubai bliver ganske begrænset i forhold til dets nuværende størrelse.

Hans bevingede ord bliver muligvis en smule hijacked af Mille, da hun på et tidspunkt vælger at stille sig om bag ham og vinke ivrigt til folket ved at tvinge sine hænder ind gennem Farens lår.img_5117Der er ikke noget som børn til at punktere en alvorlig stemning.

Og selvom inderne muligvis er lidt overraskede over pigernes uformelle tilgang til Regnskabschefens tale og festaften, så er det slet ikke så dumt endda at vise, at han er helt almindelig dødelig og bliver behandlet som dét, han først og fremmest er: Far.

Fra den ene lår-seance til den anden. Bingo-time!img_5129Pigerne hjemtager ikke en flæskesteg eller et pund kaffe, men derimod gavekort til Carrefour.img_5130Sejren må fejres ved at danse igennem til lidt indisk-inspireret popmusik.img_5137På vejen hjem fra festen råber Cille:

“Which party game did you find the silliest? Mor, så du da jeg skvattede i en banana peel på dansegulvet? I didn’t like that game with the bananas!”img_5139“Nej, Cille. Banan-legen kunne vi alle nemt have været foruden”, svarer jeg med et undertrykt grin.

Sidste år var der en lidt for ivrig tryllekunstner, en menneskelig hest og en dyppe-gulerod-i-flaske-leg, vi kunne have været foruden, så det bliver da bedre år for år til indisk suppe-steg-is.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Et skud Moster

img_5061Det er midt på formiddagen og beskederne flyver frem og tilbage mellem niece Jo og jeg med Moster-Søsteren som mellemmand og skriverkarl.

Jeg har permanent optur idag.

Ikke på grund af vodka i min earl-grey-te, selvom det kunne føles sådan.

Årsagen er langt mere uskyldig.

En håndfuld af mine allermest-elskede-favorit-mennesker-i-hele-verden ankommer sent i nat.

Baby-A og Jo.

Min nevø og niece.

Og deres Mor og Far medbringer de vist osse – a.k.a. Moster-Søsteren og Onkel S.

Der er forhåndspakket badekurv, klargjort weekendseng og fremstillet den fineste velkomstplakat til det længe-ventede besøg.img_5050img_5053Det bliver mere og mere tydeligt for mig, at når et gensyn er nært forestående, synes afsavn og venteposition helt ulidelig.

Vi tæller ned i uger og dage med pigerne – og vi taler om, hvad de gerne vil opleve med deres fætter og kusine.

Jeg laver planer for skønhedsbehandlinger, tirsdags-ladies-night, alene-beach-club-dag for de trætte småbørnsforældre, der fortjener det og så videre og så videre.

Vi har et stramt program, der involverer mest mulig afslapning, badning, kagespisning og fjolleri.

At være væk fra den nærmeste familie i hverdagens gode og dårlige stunder, ved højtider og festlige anledninger, er ét af de tungeste lod ved at bo i udlandet.

Selvfølgelig glæder jeg mig over Moster-Søsterens live-opdateringer af Baby-A, der lægger sit første puslespil, som han netop har fået i 1-års fødselsdagsgave.img_5030 Selvfølgelig smiler jeg ved synet af billederne, der kommer i en lind strøm, mens hele familien er samlet. Jeg kan nærmest mærke den varme stemning og høre stemmerne for mig.img_5056

Men jeg piver også indvendigt over at gå glip af de små og store øjeblikke med min nevø og niece. Guldkornene. Det nære og håndgribelige ved børnene midt i deres udvikling. Alle deres bedrifter og sejre. Deres vaner, rutiner og hverdagstrummerum.

Jeg har aflært mig at pive udvendigt efterhånden, fordi det er for udmattende for en knapt 40-årig at blive ved med den form for emotionel gymnastik.

Og grunden til at det gør så ondt at se på weekendhygge og 1-års-fødselsdagsfejring er, at jeg ikke kan være den slags Moster, som jeg allerhelst vil.

Det er jo en ubehagelig oplevelse hver eneste gang, jeg ikke lever op til mit idealbillede eller min selvforståelse. Jeg er ikke vild med det. Det krakelerede spejl, som jeg holder op, hvor jeg helt urimeligt drømmer om en skinnende og perfekt overflade.

Konceptet ‘Moster’ er naturligt nok grundlagt i barndommens land.

Og under min opvækst, var jeg så pivheldig, at konceptet Moster var lig med en allestedsnærværende, helt selvfølgelig person, som var til stede spontant og ofte – til leg, pjat og udflugter.

Sådan var og er min egen Moster og samtlige andre Mostre, jeg har kendt.

Og sådan én kan jeg umuligt være for min nevø og niece.

Det lader sig ganske enkelt ikke gøre, når jeg er flere tusind kilometer væk.

Så alle sejl må sættes til, når jeg endelig får chancen.

Nu går jeg grænseløs på Moster-konceptet, fordi det er en now-or-never-mulighed.

Der er dømt pooltid, pandekager og Disney-film.

Der bliver is og kage ad libitum, trampolinhopperi og legetøj i bunker.

Forældre-ordrer og ønsker vil blive overhørt, hvis de kolliderer med min Moster-ambition.

Børnenes og Mosterens tarv må være det vigtigste.

Det er trods alt lidt en nødsituation.fullsizerender

Og ingen børn er nogensinde fundet døde efter en overdosis forkælelse.

Ingen børn er nogensinde fundet kvalt efter et presserende anfald af kærlighed.

Vel?

Mosteren i mig er forberedt til fingerspidserne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Forløsning

Ind i mellem kan en tight deadline være nødvendig.

Især hvis opgaven er på størrelse med en mammut og har strakt sig over en lang periode både tidsmæssigt og mentalt.

Jeg får ihvertfald selv en frygtelig masse fra hånden i 11. time, når uret sådan for alvor tikker.

Det er vist meget menneskeligt?

Første gang jeg indså betydningen af en tight deadline var, da Martin – med mere end fuldtidsarbejde på nakken – pludselig fik skrevet sin kandidatafhandling færdig, fordi jeg begyndte at ånde ham i nakken med mit eget speciale.

Han nægtede ganske enkelt at se sig selv slået på målstregen af humanisten, der var begyndt at læse mange år senere end han selv.

Så Regnskabschefen kender alt til behovet for et mildt, insisterende pres, når det gælder skriftlige opgaver.

Og i det konkrete tilfælde er det således ham, der har lagt pres på Hr. M, som – udover mere end fuldtidsarbejde og et i øvrigt travlt liv – skal lægge allersidste hånd på sin afsluttende afhandling på en 3-årig Executive MBA.img_5004Presset er naturligvis udformet som en gulerod. Man skal ikke være ond ved mennesker, man holder af.img_5034 Så der er lovet Dubai-brunch og special-indhentet gave fra Danmark – for der er vitterligt noget at fejre.img_5003Det er så vigtigt, at tage sig tid til at anerkende en bedrift.

At grund-mærke, hvordan det føles at have fuldført noget godt og vigtigt.

Den søde smag af succes.

Og alt for ofte skubber vi veludførte opgaver til side og pakker lykkerusen bort på et øjeblik, fordi vi allerede fokuserer på det næste skridt i processen. Det er jeg ihvertfald skyldig i gang på gang – og jeg øver mig i fejring.

Men lige så vigtigt det er, at vi husker at fejre succeserne, lige så vigtigt er det, at vi lærer at fejre fejltagelserne.

Den flade smag af fiasko.

Det siger Fru M – og jeg er overbevist om, at hun har ret.img_5035Der ligger masser af læring i et veludført spinatjokkeri, hvis man tør grave efter det.

Medmindre man da er kommet til at lykønske en ikke-gravid med graviditeten. (Dér lærer man kun, at det er et dumt spørgsmål, man aldrig stiller).

Problemet er, at det er en sårbar, til tider pinagtig og ømtålelig proces, når man skal finde det gode i noget skidt, kikset eller down-right-dumt.

Det kræver ærlighed og ydmyghed over for én selv og modparten, hvis der er en sådan involveret.

Det kræver, at man ikke tager sig selv så forbandet højtideligt.

Og derfor er det bare lettere at fejre en succes.

Det føles federe.

Sjovere.

Bedre.

Så det gør vi.

Her og nu.

Fejrer, at 3 års benhårde studier nærmer sig deres afslutning.

Med masser af champagne og det lækreste mad på ZUMA.img_4999img_4998img_5002Efterfulgt af solnedgang og cigarer – ihvertfald for nogle medlemmer af selskabet.

Det er svært ikke at elske Dubai.img_4993Den berusede lattermildhed sidder stadig i kroppen, da jeg her til morgen kører hen på skolen for at deltage som observatør til dette års Model United Nations.img_5024Emnet er International Response to Global Conflict. img_5023Hård kost for simrende tømmermænd. img_5022Og jeg indfinder mig diskret med lyttelapperne udslået i International Court of Justice, hvor jeg observerer elevernes fremstilling af den territoriale disputs mellem Nicaragua og Costa Rica, efterfulgt af Kashmir-konflikten mellem Pakistan og Indien.

Ikke lige noget vi får løst på en formiddag, me thinks.img_5025Jeg skulle have sneget en reparations-bajer i tasken.

Men det ville nok have været ugleset.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Udsmideren

Klokken er 10 om formiddagen.

Jeg er på vej fra Secondary School over til Reprographics-afdelingen for at få lavet et klassesæt farvekopier.

Med ét får jeg øje på Cille, der sidder fredeligt nede i skolegården og spiser madpakke med sine venner.

Hun kan ikke se mig på førstesalen.

Og der er et eller andet finurligt-herligt over det lille indblik, jeg får i mit barns verden på et tidspunkt, hvor man som forælder normalt aldrig har den mulighed.

Så jeg priser mig lykkelig over mit arbejde på skolen.

Og jeg bliver helt blød om hjertet, som jeg står der og observerer en lille pige, der er så trygt og glad i sin skole.

Med søde venner rundt omkring sig.

Smil og regnbuer.

Enhjørninge, der svæver over deres små, uskyldige barnehoveder.

Et ægte proud-Mummy-øjeblik.

Bedre endnu bliver det, da hun åbner boksen med udskåret frugt, som jeg har stået og snittet tidligt i morges.

Endnu mere proud-Mummy-øjeblik.

Mit barn tager det sunde valg.

Dét er vigtigt.

Så er man en god Mor.

I kan fornemme, at det har tager en uheldig drejning, ikke?

Resolut rejser barnet sig – med den nu åbne boks i hånden – og går direkte mod skraldespanden, hvor hun frejdigt smider alt det sunde indhold ud.

Mit barn er en udsmider!

Endda en kæk én af slagsen, der har overtalt Moren til at smøre madpakkerne klokken alt for tidligt om morgenen, fordi hun “bedst kan lide helt frisk udskåret frugt”…

…til at direkte putte i skraldespanden…, den lille ?”#”€%”!(&/%€#”

Sceneskift til hjemtur.

“Nå, Cille – var det en god madpakke idag? Hvad for noget frugt fik du egentlig?”, spørger jeg med uskyldig mine.

“Det var dejligt, Mor, jeg fik æble – og jeg spiste alle mine frugter og grøntsager henne i skolen. Det gør jeg every single day”, svarer skolepigen.

Uskyldigheden selv.

“Cille, jeg så ned på dig fra førstesalen, da du spiste madpakke. Jeg kunne se at du gik direkte over og smed din frugt i skraldespanden. Er det derfor, du er kommet hjem med tom madpakke de sidste mange måneder?”, spørger jeg.

Nu med en kende spids tone.img_4982“Det var Matilda, der sagde, at jeg skulle gøre det!”, prøver barnet.

Nu med desperation i stemmen.

“Nej, Cille, du skal ikke begynde at blame andre for dine handlinger. Det er dig alene, der bestemmer hvad du putter i munden!”, svarer jeg tørt.

Skolepigen går til bekendelse.

Brødebetynget.

Tårerne triller.

Bortforklaringerne falder bort.

Ærligheden sejrer.

Og hun må nu selv smøre sin madpakke hele næste uge, så hun kan få et indblik i opgaven og foretage et sundt valg på egen hånd.

Aftalen kan eventuelt forlænges, hvis det viser sig at være en succes selv at smøre.

PS: Jeg smed ikke madpakken ud – jeg er nemlig en lille engel. Næh – jeg fordelte istedet min mad mellem sultne undersåtter, der med stor ydmyghed og ærbødighed tog imod resterne af min Mors uovertrufne, men lettere overvældende madpakker.

PPS: Undskyld, Mor.

PPPS: Du vidste det egentlig godt, ikke, Mor?

PPPPS: Er du der endnu, Mor?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Expatlivet

For det meste begrænser jeg min læsning om udfordringer i expatlivet.

Fordi det overvælder mig lidt på samme måde som dameblade altid har gjort det. Pludselig får jeg dårlig samvittighed over ting, jeg ikke anede, at jeg kunne (eller burde) få dårlig samvittighed over.

Og allerhelst vil jeg opfatte mit nuværende liv som dét, det nu engang er.

Mit liv.

Her og nu. Præcist som det ligger eller står.

Vi befinder os ikke i et “kapitel” af livet. Der er ikke en begyndelse eller slutning på dette her. Det er et kontinuum af levet liv på godt og ondt. Sådan opfatter jeg det ihvertfald.

Det er nu ikke fordi terminologien som sådan er forkert.

Vi bliver jo betegnet expats, fordi vi er højtbetalte fremmedarbejdere i et andet land end vores hjemland. Og vi lever et liv i udlandet – med de åbenlyse fordele og sirligt hengemte ulemper, som det nu engang medfører.

Men i bund og grund foretrækker jeg at se på mit livs udfordringer med åbne øjne i stedet for straks at søge efter årsag og effekt i expat-værktøjskassen.

For rigtig mange af de ting, der bekymrer eller berører os har ikke nødvendigvis nogen direkte korrelation til expatlivet, tror jeg.

Problematikkerne bliver højst sandsynligt forstørret op af at vi befinder os i et fremmed land og uden vores nærmeste familie og gamle venner omkring os til at trøste og hjælpe, men som sådan flytter katte og mus med rundt fra sted til sted, indtil vi dealer med dem. Og det er uanset om flytningen er fra Vejle til Vanløse eller fra Ipswich til Dubai.

Lavt selvværd er lavt selvværd alle steder i verden.

Trøstespisning og ensomhed ditto.

Her til morgen falder mine øjne dog alligevel for et HUFFPOST WOMEN indlæg skrevet af ExpatChild om rollen som medrejsende ægtefælle. Og jeg overgiver mig til lidt følelsessøberi.

Måske har du også lyst? Det er ihvertfald ærlig læsning.

http://www.huffingtonpost.co.uk/emily-abbey/independent-dependent-con_b_15207332.html?

Jeg kan så let som ingenting nikke genkendende til følelsen af at være usynlig eller gennemsigtig som hjemmegående. Til den synkende følelse af pludselig at være juridisk og økonomisk umyndiggjort efter at have levet mit unge voksenliv som moderne, uafhængig kvinde med egen karriere.

Det kan enhver kvinde, der har taget en uddannelse, haft egen karriere og efterfølgende er flytte med ægtefællen til udlandet nikke genkendende til.

Det er en universel følelse, som medrejsende kvinder oplever – og det går først langsomt op for os undervejs i processen, at vi er 100% fælles om det.

Helt krydrede bliver tingene, hvis vi undervejs i forløbet vælger at formere os. Så bruser problemerne uregerligt op til overfladen som en rystet sodavand og vores indre, angry bitch* får frit lejde på rimelige og urimelige tidspunkter.

item_xl_8166799_7656866

Ak, ja. Ens største problem er som bekendt stort, som Regnskabschefen plejer at sige med et smil, når jeg for 117. gang præsenterer ham for et vaskeægte First World Problem.

Men artiklen misser den allervigtigste pointe ved udlandslivet for medrejsende ægtefæller:

At vi har verdens mest enestående chance og mulighed for at GØRE NOGET ANDET, NOGET NYT, NOGET MERE.

Hvor ofte får vi i livet en mulighed for selv at bestemme om vi vil arbejde?

Hvor ofte får vi mulighed for at dedikere os fuldt ud til et eller flere områder af vores liv, som ofte er under pres i det såkaldte “normale liv”?

Pludselig er der tid til at prioritere familien, tid til at foretage livsstilsændringer, tid til at åbne op for kreative sider eller fokusere på nye, overraskende livsmål, hvor vi måske skal lære nye færdigheder eller arbejde på en helt anden måde end dén, vi tidligere har anvendt.

Det er en gave.

En uvurderlig én af slagsen, hvis du spørger mig.

Og dén kan vi takke vores ægtefæller for, som hver dag bærer det tunge ansvar for familiens økonomi og levestandard. Dén side af sagen er sjældent omtalt.

Men taknemmelighed er noget, som først rigtigt kan vokse, når vi ser tingene fra flere sider. Når vi begynder at spejde ud over alle mulighederne frem for begrænsningerne.

Sidstnævnte kender jeg til hudløshed.

Jeg har siddet dybt begravet i et musehul og grædt salte tårer over at føle mig usynlig.

Jeg har råbt ned i røret til en British Telecom medarbejder, at jeg kraftstejlme er et voksent menneske, som ikke behøver min mands tilladelse til at bestille en telefonlinje.

Jeg har – til stadighed – kvaler over ikke at tjene mine egne penge og over ikke at spare en slat op, som jeg selv har retten til at råde over.

Kvaler og frustration aside, så er der ingenting, jeg har lyst til at lave om eller gøre anderledes.

Jeg er erfaringer og oplevelser rigere for hver dag, der går.

Livet er dejligt.

Og midt i hele cirkusset er jeg så knusende heldig at have en dejlig mand og to dejlige døtre til at dele glæderne og sorgerne med.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Forældre-lektier

Faste læsere af bloggen vil vide, at jeg har det lidt stramt med lektier til små børn.

Det har jeg egentlig også med lektier til store børn, men lad nu det ligge.

Årsagen til min aversion er, at lektier til små børn per definition bliver til forældre-lektier. Og hvis der er noget, som stinker helt ad helvede til, så er det da at lave lektier for og med en 4-årig, som hverken fatter interesse eller et hak af hvad der foregår.

Jeg burde faktisk ikke beklage mig.

Ihvertfald ikke når jeg ser mig omkring i vennekredsen, hvor mange af børnene har seriøse lektier for hver eneste uge.

De lektiebefængte børn går (interessant nok) ofte på britiske skoler. Og sådan oplevede vi det også, da Cille havde sit halvandet års stint på en britisk skole, før der blev plads på vores nuværende skole.

Pigernes skole er en IB-skole, som har en klar holdning til lektier: At man ikke skal have nogen, når man er et lille menneske. Simple as that. For man skal lære tingene i skolen og lege i fritiden.

Men selvom der – i teorien – er en nul-lektie-politik for de yngste elever, så er der (trods alt) kontinuerlige anmodninger til forældrene om, at vi skal læse med og for vores børn.

Hvilket er helt på sin plads i mine øjne.

Som forældre skal vi gå forrest og vise børnene glæden ved og vigtigheden af en god bog. Og det kan vi vel kun gøre overbevisende, hvis vi rent faktisk har en bog i mellem hænderne og ikke kun en mobiltelefon?

Der er heller ikke noget i vejen for at lege med tal og bogstavlyde, at stave svære ord eller hanke op i elementer af undervisningen, som ens barn måske bøvler med, men vi undlader i vid udstrækning hjemmearbejde.

Når det kommer til 4-årige Mille, så har hun små læse-let-bøger med hjem og en app med læsemateriale, som vi skal bruge dagligt. Udover dette, har hun kun enkelte hjemmeprojekter i løbet af året.

Men hver gang der triller et af Milles projekt-prospekter ind i indbakken, stivner jeg i et syrligt, anstrengt smil.

For så vanker der forældre-lektier på den hårde klinge.

Prøv blot at se weekendens projekt for en 4-årig. Who are they kidding?

screen-shot-2017-03-10-at-22-58-15

Hvis der er noget, Mille ikke bryder sig om, så er det at henvende sig til fremmede voksne. Det er sådan cirka dén handling i hele verden, hun opponerer allerhårdest imod. Jeg kan ikke engang få hende til at hilse, let alone konversere med en ukendt voksen.

Så jeg ser frem til weekendens løjer.

Det gør jeg da.

Af alle onder og elendige forslag, ender jeg med at tvinge barnet til at sige go’daw til vores lokale livredder – verdens flinkeste, mest lige-til mand. img_4910Man kan fornemme begejstringen lyse ud af barnet, ikke?

Og det bliver da kun bedre, da jeg så – på vegne af reserveret barn – begynder at interviewe livredderen, ref. de fantastiske spørgsmål, der står listet i det vidunderlige projektbrev.

Her hiver hun mig i armen og hvisker: “Mummy, jeg vil i vandet nu”, mens jeg hvisler retur: “Vent lige, du skal da lige høre hvilket spændende job, den flinke livredder har – det er jo til din opgave, det husker du vel – ikke, Emilie?”

Miséren ender naturligvis med, at jeg står alene og udspørger livredderen om hans rolle og opgaver som en anden ivrig idiot, mens jeg halvhjertet anråber Mille, der plasker rundt i vandet.

“See, Emilie? The lifeguard protects all visitors by watching over the pool at all times!”

“Now we know what could happen, if we didn’t have a lifeguard on duty, right?”

“Thank goodness for lifeguards”.

Hun er da røv-ligeglad med ham og hans arbejdsmæssige ansvar.

Honest to Mum.

Helt kold i rumpetten.

Hun vil bare svømme og være i fred. For lektier, livreddere og Desperado-Mor, der jagter hende rundt i forældre-lektiernes tegn.img_4917Og jeg kan ikke lade være med at grine ad mig selv og troldeungen, da vi har overstået den tilspidsede interviewsituation.img_4916Hjemme igen kan jeg lokke hende til at klippe og klistre lidt. Dét vil hun gerne.img_4919Ihvertfald i 10 minutter, før hun nupper badebolden og klatrer op i trampolinen.

“Emilie, kan du huske hvad livredderen fortalte dig om sit arbejde? Hvorfor er han ovre ved pool’en?, forsøger jeg.

“Fordi ellers så synker vi helt ned to the bottom, Mum”, svarer hun fraværende, mens hun hopper videre.

Never-fucking-mind. 

Jeg laver da bare nogle forældre-lektier for mig selv, gør jeg.

De laver jo ikke sig selv.

Og barnet gider dem tydeligvis ikke.img_4931

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Om at så skyer

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg desværre aldrig rigtig er kommet ud over de naturvidenskabelige stepper.

Hvilket er drønhamrende ærgerligt – for er der helt ærligt noget mere interessant at beskæftige sig med end naturen og dens fantastiske ressourcer?

Min oprindelige entusiasme blev slået ihjel under det obligatoriske to-årige naturfagsforløb for sproglige gymnasiaster engang i starten af 90’erne og den er ikke siden blevet vækket til live, medmindre man vil acceptere lidt adspredt National Geographic og Discovery Channel som en mild form for ‘naturvidenskabelig’ interesse.

Min meget begrænsede natur- og teknikforståelse bevirker således, at der ind i mellem (læs: ret ofte) foregår ting, der flyver helt hen over hovedet på mig.

Som forleden dag, hvor det går op for mig, at den senere tids overraskende regnfulde dage i Ørkenstaten slet ikke er en tilfældighed.

Som i overhovedet-ikke-nogen-tilfældighed.

For man kan åbenbart manipulere bestemte typer af skyer til at producere nedbør i en proces, der hedder noget så fantasifuldt som cloud seeding på engelsk.

Og regnen er således dalet ned over Ørkenstaten det seneste kvartal via nøje tilrettelagt og veludført såning af skyer.

58 gange har vi sået skyer og høstet regnvejr siden årets start, for nu at være helt præcis.

Processen forklares i simple termer af Det Nationale Center for Meteorologi og Seismologi i den følgende artikel:

http://www.thenational.ae/uae/environment/20170227/cloud-seeding-a-boost-to-rainfall-over-uae

 

Det lyder næsten for godt til at være sandt, ikke?

Tænk, at et ørkenområde, der har lidt under mindre og mindre nedbør de seneste 10 år (Hej Global Opvarmning, du er her endnu, hva’?) nu pludselig kan manipulere skyer til at producere nedbør, når landbruget og naturen har behov  for det.

screen-shot-2017-03-07-at-23-31-17Smart, ikke?

Og så måske alligevel ikke.

For hvad sker der mon ved at vi skyder saltkrystaller ind i skyer sådan hist, pist og efter forgodtbefindende set henover en længere periode?

Hvad gør saltet ved atmosfæren?

Og udvinder vi saltet fra alt det sand, vi vader rundt i?

Får vi saltet ved en afsaltningsproces af eget havvand?

Eller er saltet fragtet hertil fra Langbortistan?

Jeg har langt flere spørgsmål end svar.

Og hvis nogen har en idé og en mening eller to om såning af skyer, så er jeg lutter øren.

For som i alle andre tilfælde, hvor De Forenede Arabiske Emirater udmærker sig ved at være first-movers, får vi ingen eller yderst begrænset information om risici eller ulemper.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mentalgymnastik for forældre

“I dag er det finally Thursday and we get to have the camp!” udbryder Cille, da hun slår øjnene op.

Hun er krøbet ind i smørhullet mellem sine gamle forældre i løbet af natten, men hopper nu hurtigt ud af sengen, fuld af begejstring og entusiasme, som var det hendes fødselsdag eller juleaften.

Og det er hér – tidligere end tidligt på en træt torsdag – at mentalgymnastikken for forældre igangsættes.

Jeg lægger den indre bekymringskasket op på hattehylden og fejrer (halvhjertet), at Cille ikke alene accepterer at deltage i Year 3 Camp på skolen, men at hun tilmed glæder sig som en besat.img_4809Skolen inviterer hvert år Year 3 eleverne til frivillig overnatning i telt på den store plæne. Det er ment som en øvelse før Year 4, hvor børnene for første gang tilbydes en ‘rigtig’ camp i Ras Al Khaimah, hvorfra man ikke bare sådan lige kan ringe efter en forælder eller fortryde, at man tog afsted…

Og børnene har fået lang tid til at vænne sig til tanken om at skulle være væk fra deres forældre om natten.

Det lyder måske mærkeligt i en dansk kontekst, hvor selv børnehaver ofte har overnatning på programmet og de fleste børn er vant til at sove ude hos venner og familie.

Men dén slags er bestemt ikke en selvfølge i alle kulturer.

Koncepter som ‘frigørelse fra forældrene’, ’selvstændighed’ og ’selvhjulpenhed’ er ikke nødvendigvis opfattet som noget positivt eller ophøjet til en prioritet i alle familier.

I Danmark taler vi meget om at børn skal ‘kunne selv’, men den tankegang oplever jeg ofte er helt fremmed for andre kulturer, som f.eks. mader børnene meget længere, kontrollerer børnenes adfærd og leg mere minutiøst, planlægger fritid og lektier på en fundamentalt anderledes måde og så fremdeles. Så på en international skole med 80+ nationaliteter, er der altså rigtig mange elever, som aldrig har prøvet at være foruden Mor og Far sådan for alvor.

Derfor har der også været fællessamlinger om camp’en; der er udsendt mails og afholdt informationsmøde for forældrene – og klasselærerne har forberedt eleverne individuelt i forhold til aktiviteter, regler osv.

Og nu er dagen så oprinden.

Dagen, hvor de 7-årige poder skal sættes fri.

For en aften og nat, ihvertfald.

Det småregner om eftermiddagen og der er tunge, hvide skyer på himlen, mens vi pakker Cilles nelliker med stor koncentration. Hun hopper omkring og taler kontinuerligt om rundbold og varm kakao med skumfiduser og poser med snacks, der skal deles om aftenen med kammeraterne.

Hun er så klar.

Spørgsmålet er snarere, om forældrene (læs: Moren) er?img_4845Lidt senere er vi retur på skolen, der snurrer af hektisk aktivitet.

Cille finder hurtigt sine klassekammerater og de telte, der er allokeret til klassen. Fordelingen af børn i telte er foregået i skolen i løbet af dagen, så ingen er i tvivl om, hvor de skal lægge hovedpuden og soveposen på nuværende tidspunkt.img_4848Over hovederne på os summer en drone som et stort insekt. Det er rektor, der styrer skolens drone fra et hjørne af sportspladsen. Han er i færd med at forevige dette års Year 3 Camp. img_4852img_4854Og mens børnene hujer og stormer omkring i opstarts-ekstase, klør forældrene sig i nakken og vandrer rundt i cirkler, mens vi overvejer, hvordan det her arrangement skal forløbe, når vi er gået fra pladsen.img_4849Efter en halv times formålsløs padlen, bekræfter vi hinanden i, at det nok er en rigtig god idé at sige farvel og tage hjem.

Der er ikke rigtig brug for os.

Vi er blevet et par gamle hunde i et nyt spil kegler.

Og Cille tager ikke den store notits af os.

Hun er ligesom videre i sit liv.

Det er os, der sumper og tager mentalt tilløb til afsked – ikke barnet.

Så vi gør det.

Siger ha’-det-nu-sjovt-og-godt-med-dine-kammerater-og-vi-ses-i-morgen-når-vi-henter-dig til Cille.

På vej ud til bilen tager Martin min hånd og siger: “Nu husker du at fejre, at Cille kan klare tingene selv og at vi ikke er nødvendige lige nu? Det er jo vores fornemmeste opgave at gøre os selv overflødige og vores børn livsduelige”.

Han må være tankelæser.

For det er da lige præcist (ikke) dét, der står på min lystavle.

Og jeg nikker ivrigt med hovedet op og ned i bekræftelse af alt, hvad han siger.

Manden har jo ret.

Og min hjerne vil så gerne være rationel og tænke, at det vel nok er skønt, at hun deltager helt naturligt og kan håndtere de udfordringer, som skolelivet giver hende.

Men mit hjerte krymper sig i brystet og skælver over, at jeg allerede nu er fravalgt. At jeg allerede nu er på vej ud af hendes synsfelt til fordel for den store verden fyldt med venner og oplevelser.

Heldigvis er der stadig lille, vilde Mille, som gerne vil ligge i smørhullet mellem sin Mor og Far om aftenen. Hun lægger sig tungt op ad mig og jeg falder i den slags dybe, fredelige søvn, som kun en varm barne-vejrtrækning på ryggen kan forårsage.

Og næste morgen er der heldigvis en glad og dødtræt Cille, som gerne vil med hjem efter en vellykket camp.img_4860Hun bruger hele formiddagen for sig selv i teltet, som vi har genopslået i gårdhaven.img_4866Her leger hun fredeligt med sine figurer, mens hun plejer sit behov for ro og alene-tid.

Og jeg konstaterer i mit stille sind, at så er Cille trods alt heller ikke blevet større i løbet af det halve døgn, selvom jeg har haft åndenød og krampetrækninger af al den mentalgymnastik, jeg er blevet udsat for som den lettere omklamrende Mor, jeg nu engang er.img_4867Og Den Lille-Store Skolepige fortæller mig om den fest, som figurerne holder, indtil hun fornemmer, at jeg ikke rigtigt hører efter.

“Mor, ved du hvad?”

Hun afbryder min tankestrøm.

“Jeg wish’er at den camp kunne være igen i aften, så jeg kunne komme afsted og være sammen med alle mine venner igen, for det var bare så sjovt”, siger hun eftertænksomt.

“Det kan jeg virkelig godt forstå, Cille, og det gør mig så glad, at du havde sådan en good time”, svarer jeg.

Ærligt og oprigtigt.

For det gør det jo.

Gør mig glad, that is.

For hvad ville alternativet være?

At hun var blevet hjemme, fordi hendes Mor ikke kan finde ud af at give slip og sætte fri?

Dén går jo heller ikke.

Det ville være ulykkeligt og ærgerligt. Og virkelig synd for hende.

Men i mit hjertes hemmeligste kammer gemmer jeg på en følelse af besidderisk veltilfredshed over at have hende hjemme igen.

Nu er hun min.

Og lidt Milles.

For en stund, ihvertfald.img_4863

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sour Susan og Little Nutbrown Hare

I dag er World Book Day.

Læsehestenes og nørdernes festdag.

Og jeg er fan.

For jeg er begge dele. Læsehest og nørd.

Markeres dagen egentlig i det danske skolesystem?

World Book Day finder ifølge briterne sted den første torsdag i marts. Alle andre rundt omkring i verden fejrer dagen den 23. april, men sådan er der jo så meget. Og i Arabistan henholder vi os til briternes dato.

I England er den her dag en big deal. I et sådant omfang, at enhver Mor med respekt for sig selv får et kombineret anfald af panik- og præstationsangst, når datoen nærmer sig.

Fordi kostumerne skal være hjemmelavede for at være sådan helt ‘rigtige’.

Det kan sammenlignes med Fastelavn i Danmark, hvor børnenes kostumer jo også skiller de frelste, hjemmelavede får fra de evigt-fortabte til-lejligheden-indkøbte bukke, om man så må formulere det.

Og på World Book Day gælder det bare slet ikke at hive det nærmeste superhelte- eller prinsesseoutfit ud af barnets klædeskab. Udklædningen skal jo reflektere en karaktér fra en skønlitterær bog – det siger ligesom sig selv, ikke?

Disney go home. 

Finkulturel, guddommelig inspiration kom til mig – vær-så-go’ at indfinde dig på kommando.

Okay, måske er det ikke samtlige britiske mødre, der får kørt sig selv helt op i det hysterisk-røde felt. Ihvertfald fik jeg et godt grin, da jeg fandt følgende opslag i min Facebook-feed fra I Know, I Need To Stop Talking, som har omskrevet Oxford Reading Tree’s (virkelig elendige og) populære serie om Biff, Chip og Kipper til en lidt mindre stueren, men klart bedre version:

fullsizerender-5

 

Historien fortsætter længe endnu. Du kan følge, grine og læse videre på: I Know, I Need To Stop Talking på Facebook.

Jeg er dog kvikkere ved havelågen end Chip og Biffs Mor i historien.

Her i husholdningen får Regnskabschefen ikke et ben til jorden i den årlige kostume-ordeal. For han ville være præcist som Chip og Biffs Far: En bandit, der kommer med uladsiggørlige forslag uden omkostninger for andre end undertegnede.

I år har jeg dog tilladt Cille at finde en bogkarakter til sig selv. Nu er hun stor nok til det – og realistisk nok omkring Morens åbenlyst manglende evner med nål og tråd.

Valget falder på frække, rødhårede Sour SusanMoody Margaret’s sidekick og klassekammerat til Horrid Henry. Cille elsker den bogserie, selvom jeg nogle gange synes, at bøgerne giver lige rigeligt med inspiration til en idérig 7-årigs hjerne.6ce107534f6759a1ee9390b55bbdc3eb

Her er Cille in character som Sour Susan. Fræk, rødhåret og fuld af spillopper.img_4834Mille har jeg til gengæld bestemt egenrådigt over.

Valget er faldet på Little Nutbrown Hare fra klassikeren Guess How Much I Love You – én af mine personlige børnebogsfavoritter.little-nutbrown-hare

De hurtige mennesker vil spotte, at “kostumet” (eller manglen på samme!) er overraskende lig sidste års Mouse fra The Gruffalo, omend jeg da har gjort mig umage og justeret moletjavsen fra museører og musehale til hareører og harehale.img_4823 img_4828Ja, ja – kom ikke og sig, at vi ikke er snilde med et par hæfteklammer og en pose vat.img_4837Vigtigst af alt er børnenes glæde og begejstring over udklædningen. Og dén er i hus hos dem begge.

Personligt er jeg megatilfreds med at gå den fine og ret dovne balancegang, hvor ingen kan sige, at vi ikke er originale, men det har stadig kun taget mig en eftermiddag at indkøbe lidt grønt tøj, karton og vat.

Man må sno sig, sagde ålen, mens den skilte fårene fra bukkene – og overvejede, om den egentlig helst ville være får eller buk?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Grønthandleren

“Hello. Is this Mohammad? Hi, my name is Nita and I am arriving at the fruit and vegetable market now. Could you come and help me?”

Min veninde lægger mobilen fra sig og begynder at samle børn og tasker op fra sæderne i Regnskabschefens minibus.

Vi er netop parkeret i Al Aweer, et område ved Ras Al Khor i det nordlige Dubai.

Distancen mellem vores hjemmevante hvid-mands-ghetto i syd og dét her sted er 30 minutter. Men den mentale og kulturelle distance er af en helt anden dimension.

Det her er en mandeverden.

Fyldt af kjortler og håndtryk. Pengesedler i bundter og tilråb. Cigaretrøg og kaffe i små krus.img_4782Vi er her, fordi det er hjemstedet for Dubai’s Fruit and Vegetable Market.

Det lyder ret eksotisk, men der er så absolut intet, som gengiver en snas af Sydøstasiens fascinerende hustle and bustle gadeliv eller Sydeuropas rustikke, charmerende markedspladser.

Det her er et arabisk industrikvarter.

Fyldt af cykler, ladvogne og skrald i plumrede vandpytter.

Fyldt af mænd, der arbejder i gudsforladte rækker af hurtigt opførte haller med cementgulve og blege neonrør i loftet.

Varerne på hylderne køres primært B2B og i meget begrænset omfang som løssalg.img_4777Og de kunder, som normalt frekventerer hallerne, er tydeligvis ikke høje, blonde madammer fra Europa. Det er derfor, min veninde har ringet efter Mohammad, en flink grøntsagspusher med gode engelskkundskaber, der kan deale sydfrugter til rimelige priser på vores vegne.

Og der kommer han ud af hallerne – med trillebør og bredt smil.

“Hello and welcome, I will take you around, I will show you good quality and good price”, siger han og sætter straks retning mod boderne.img_4787Vi stikker ud som en sore thumb i mængden. Men vi ved hvad der forventes af os; vi afholder os fra øjenkontakt og lader Mohammad – en mand – tale for os.

Og her er forholdsvis roligt sådan en formiddag. Folk er på vej til moskéen, før de skal ud at handle og socialisere. Så vi peger og vurderer, snuser til frugter og får Mohammad til at presse priserne lidt for os.img_4786Børnene dimser omkring og scorer smagsprøver i boderne, hvor grønthandlerne velvilligt skærer mangoer og æbler op, så vi kan vurdere smag, friskhed og kvalitet.

“Mummyyyyy, må jeg få jordbær nu?”, spørger Mille utålmodigt og hiver mig i ærmet, mens jeg forsøger at følge med i de hurtige indtastninger på en ivrig grønthandlers lommeregner.fullsizerenderxEfter tre kvarters frem og tilbage mellem boder efter kartofler og grønkål, blomkål og appelsiner, har vi nået grænsen for alles koncentration.

Mohammad får drikkepenge og hjælper os over til bilen med dagens fangst.

Søde unger skal ud til dagslys og leg.img_4796Mødrene skal ud og væk fra et miljø, hvor vi ikke forstår en brik af kommunikationen og postyret omkring os. Det er trættende i længden.

Der er penge at spare ved at køre nordpå efter friske frugter og grøntsager. Helt sikkert.

Der er også en sjov og god oplevelse i at komme væk fra vores ghetto og ud i den virkelige verden.

Men en anden gang bliver det til levering på hjemadressen.

Der er trods alt grænser for, hvor længe og hvor ofte, jeg orker at have en mandlig pusher for at komme i nærkontakt med en flok gulerødder, avocadoer og mangoer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

International Day

Hvis der er noget, der kan højne danskheden hos en dansker, så er det at flytte væk.

Ud i Den Store Verden.

Derude, hvor Denmark vist nok er hovedstaden i Sverige; hvor der konsekvent tales Dutch, right? – mens vi (iført islandske sweatere) kaster Danish pastries i kartoffel-kajen, fordi det bare er ren hygge – [hoo:ga], right?

Jeps.

Patriotisme er en finurlig størrelse, som synes at stige eksponentielt med antallet af kilometer, man er rejst væk hjemmefra.

Lige så snart vi forlader vores vante omgivelser og bosætter os i et andet land, begynder vi at lede efter Carlsberg (selvom vi altid drak noget tjekkisk bryg i Danmark). Vi steger frikadeller og fiskefiletter (selvom vi altid spiste pizza og shawarma i Danmark) og vi synger fædrelandssange med inderlighed (selvom vi altid undgik selskabs-syngeri behændigt i Danmark).

Præcist den samme effekt gør sig gældende for flinke mennesker fra det store udland, som bosætter sig i Danmark.

De er lige så brændende fædrelands-inderlige som vi selv er.

Naturligvis.

Vi er tilbage ved idéen om flokken og det menneskelige behov for et fællesskab, som er naturligt, let og behageligt. Den fælles referenceramme. Glæden ved de genkendelige ting og handlinger, traditioner og ritualer.

Og nu er jeg så kommet dertil i min patriotiske selvudvikling, at jeg ejer en landsholds-trøje.

Det ville jeg dælen-dylme aldrig nogensinde have gjort i Danmark. Never. Ever.

Den ‘nydelige’ DBU-trøje iklæder jeg mig nu med stolthed ved særlige lejligheder. Når der er danske sportsfolk i Ørkenstaten eller når vi skal angive vores nationalitet i anden sammenhæng.

Tag International Day på skolen som det seneste eksempel på en dag i fodboldtrøjen.

We are red –

We are white –

We are – 

…alt-for-kære-trunter med flag i fletningerne og på buttede barnekinder…img_4748Vi har fixet LEGO-galore og Pandora give-aways til folket. img_4767 Og vi serverer pebernødder i kassevis, bradepander med drømmekager og steger 1.200 æbleskiver i Lurpaks den bedste, før aftenen er omme.img_4769Apple slices without any apple, som man siger. Prøv at forklare dén logik til resten af verden, der venligt bider til bolle og udbryder: Ah, like Dutch poffertjes!img_4772Om formiddagen har vi serveret pålægschokolademadder for kammeraterne i KG2 og Year 3 (og smilet bare en lillebitte smule overbærende, når lærerne med dyb koncentration kæmper med at udtale paaa-laaag-choklad-mad-ar).fullsizerender-2fullsizerender-4Danmark dejligst.

Lige ind til vi lander hos pakistanerne, hvor Mille får en fin hennatatovering på hånden og jeg bliver beværtet med de sprødeste, mest fantastisk krydrede samosas.

Pakistan dejligst, synes jeg nu pludselig.img_4764Og sådan kunne jeg blive ved.

Der er nemlig også en flok yndige svenske tjejer i nationaldragter med majstand, kanelbullar og hele moletjavsen.

Der er palæstinensere med de lækreste zaatar-krydrede brød og indere i virkelig elegante sarier.

Der er australiere med hvinende søde desserter og seriøse barbecue-pølser. Og en enkelt nordmand med en enkelt trold ved sin side.

Så måske er det i virkeligheden hele verden dejligst?img_4765Uanset hvor vi kommer fra, så er International Day en festdag for alle nationaliteter på en international skole.

Det er den bedste skoledag på året, hvis man spørger vores piger.

Det er dagen, hvor vi med stolthed og glæde fejrer og fremviser en lille bid af dén mad, de klædedragter, sange og traditioner, som vi forbinder med hjem.

Det er dagen, hvor vi lærer noget nyt om os selv og om hinanden – vores forskellige kulturer og udtryk – og dét er i sandhed værd at fejre.

PS: Selvom jeg nu som udlandsdansker er blevet åh-så-wienerbrøds-og-æbleskive-fanatisk, så melder jeg mig aldrig ind i Danskernes Parti. Men findes der mon et Pakistanernes Parti, så vil jeg overveje det? Ihvertfald hvis de serverer samosas til møderne og hennatatoverer mine hænder.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Flydende tænder

“Look, Mummy!”

En tindrende stolt skolepige står foran mig og fremviser et nyt, overraskende mellemrum i undermunden, da jeg henter hende i After School Care.

“Jamen, Mille dog, har du tabt din tand i skolen?”, spørger jeg måbende. Godt nok rokkede tanden meget i morges, men derfra og så til at have mistet den i løbet af en halv dag, havde jeg ikke lige set komme.

Barnet nikker stolt og hiver en slikkepind frem, som hun har fået af sin lærer for at fejre den store begivenhed.img_4721Pigen bliver 5 til maj og er i virkeligheden slet ikke tidligere på den end Cille var med rokketænder, men Moren synes at Mille er lille – og derfor er første tabte tand pludselig et større nummer.

Heldigvis har vi en rutineret Cille, der med 8 tabte tænder på CV’et nemt og hurtigt udarbejder en skabelon for tandfe-korrespondance, der jo er en ny og uvant disciplin for Mille.img_4724Og Mille tager velvilligt imod det velmenende forlæg, som hun kopierer efter bedste evne.img_4733“Mille, hvordan tabte du tanden? Kan du ikke fortælle mig lidt mere om hvordan det skete?”, forsøger jeg.

“I was playing with Miss Harshani og så lige pludselig float’ede min tooth inde i min mind i en masse vand. Der var en masse vand i min mund som jeg ikke kan forstå. Og så tog jeg bare den tooth ud af min mund og så blev den væk inde i After School Care, men jeg har tabt den”, forklarer hun. Efter bedste evne.img_4737“Men kommer toothfairy’en, når jeg har lost’et tanden i min after school club?

“Ved hin godt, at jeg har tabt tanden så for virkelighed?”

“Kan hin godt finde mig, hvis jeg sleep’er først inde i Mors og Fars seng?”

“Vil du godt make sure at du børster den lille tand forsigtigt inden jeg sover?”

“Hvad hedder hin toothfairy igen? Tilly? Hva’ Mor?”

Og jeg svarer.

Tålmodigt.

Bekræftende.

Med hjertet fuldt af boblende stolthed over Mille, der tager første tand-tab med ophøjet ro.

Med hjertet fuldt af skælvende frygt for at miste min uskyldige lillepige til en tid, der grådigt æder hendes barnesind og løber afsted med hende i firspring mod selvstændighed og store voksentænder.

Hvad sker der lige for dét?

For en stund vælger jeg at beholder hende på mælketandsstadiet.

Og jeg skal efter bedste evne forsøge at ignorere det nye, mærkværdige hul i munden, som giver hende en hvislende mislyd, når hun taler – og en fænomenal mulighed for at spytte og arrangere tungen på nye, underfundige måder.fullsizerenderOg selvfølgelig kan Tilly the Toothfairy finde en lille pige, der har tabt sin første mælketand.

Også selvom tanden er blevet væk ved en fejl.

Tilly er nemlig alvidende.

Lidt ligesom Gud og Julemanden.

Og Mor.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet