• ···

Ny i Dubai?

Servicemeddelelse til den evigt voksende skare af danskere, som flytter til Dubai.

Men før yderligere info, så kommer jeg lige til at tænke på, hvad ‘man’ egentlig er, hvis ‘man’ netop er flyttet til Dubai…

Er man en nydansker? Eller er man i virkeligheden en perle?

Er man en expat eller en immigrant?

Er man en udlandsdansker eller en udvandrer?

Anyway, det er rent ordkløveri. Og jeg synes, at ‘nydansker’ er det sjoveste af mine bud, så dét bliver prædikatet.

Så – hvis du er sprit-ny, næsten-ny eller bare har lyst til en aften i godt selskab, så kom frisk!

I morgen – tirsdag den 27. september – afholder Danish Business Women Dubai et “Ny i Dubai”-arrangement, hvor organisationer, foreninger, forretninger, specialister, klubber mv. møder op for at give nydanskere information om det væld af muligheder, Dubai byder på.

Mor i Udlandet vil befinde sig i det sociale hjørne, hvor jeg naturligvis gerne vil slå et slaw for min blog – og selvfølgelig hilse på og hjælpe enhver, der måtte have spørgsmål om og til livet i en ørkenstat.

Hej sålænge!

IMG_2185

 

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Regnskoven i Dubai

Dubai er en psykedelisk boble.

En samling paddehatte og myretuer, der formerer sig med lynets hast midt i ørkesløsheden.

Midt i trøstesløsheden.

Midt i overfloden. Overforbruget. Overhalingsbanen.

Dubai er et økosystem i voksealderen, der primært består af sand og mere sand. Og en stadigt eksploderende bunke armeret beton i kombination med kilometer efter kilometer af spejlblankt, solafvisende glas og skinnende metaller til dekoration.

Midt i Dubai ligger Business Bay og Downtown Dubai med verdens højeste bygning, Burj Khalifa, et nyindviet state of the art operahus, prominente domiciler og smarte forretningshoteller.

Lige ved siden af det pulserende epicenter for handel, er Staten ved at skære et stort tværsnit igennem sandkassen.

Et tværsnit, som – efter end dissektion – skal blive til en kunstigt anlagt flod.

Mindre kan ikke gøre det.

Alle store og berømte byer har jo en flod.

På Jumeirah-siden – ud mod vandet – bygges der store, lyse og luftige lejlighedskomplekser til expats, der ikke længere gider Marinaen. Der jo tydeligvis er so last decade. FullSizeRender-1 City Walk, hedder området. Endnu en mesterlig opvisning i rustfrit stål og glas.FullSizeRenderSom Martin og jeg egentlig har behændigt undgået indtil idag.

Mest på grund af kontinuerligt vejarbejde, men også fordi vejret ikke ligefrem indbyder til…City Walk…om man så må formulere det.

Ikke lige foreløbigt, ihvertfald.

På dette sted er der dog sket noget forunderligt, som vi er nødt til at se nærmere på.

Ude fra ligner det endnu en moderne bygning til samlingen.IMG_2142Men inden for åbner der sig med det samme en anden verden.IMG_2145The Green Planet Dubai.

Et regnskovs-økosystem fordelt på 4 etager, så man fysisk og læringsmæssigt går fra dyre- og plantelivet i trækronerne og hele vejen ned igennem underskoven til skovbunden.IMG_2147IMG_2168IMG_2148Det er på ingen måde som at være i regnskoven.

Hverken den i Randers eller den i Brasilien.IMG_2160IMG_2169Men det er en fin oplevelse. For både store og små.IMG_2161Vi møder et lille udsnit af regnskovens dyr undervejs.

Som denne her trætte, trætte unge dame.IMG_2156Dovendyret. Hun er vågen og orker stort set ikke at komme ud af buret og over i sit fremvisningstræ. Hendes kæreste sover trygt i ly af blade og buske, gemt i bunden af udstillingen. 18 timers skønhedssøvn i døgnet bliver det til, når man er et udmattet dovendyr.

Der er farvestrålende papegøjer i alle størrelser, som skratter og flyver frit omkring.IMG_2158En af dem skider Cille direkte i håret.

Og de skider også på klapvogne og dametasker, så der konstant render rengøringsfolk rundt og vifter med kleenex og desinficerende spray efter gæsterne.

Det kan ikke vare længe, før én eller anden Birkin-indehaver henvender sig til chefen for at klage sin nød over fuglelort på eksklusiv håndtaske.

Så meget for naturen. Fuld af lort, er den.IMG_2159Der er også lodne fætre som ham her.

Og alskens krible-krable, der får det til at klø over hele kroppen, når man ser ind i terrarierne.

Firben, frøer, insekter.

Slanger, kæmpe pindsvin og store fisk.

Sommerfugle under udklækning og i levende, baskende live.IMG_2167Alt i alt en fin og lærerig oplevelse af regnskoven under de forudsætninger og rammer, som Dubai nu engang opererer med.IMG_2163The Green Planet bliver de internationale skolers nyeste go-to, når der skal undervises i økosystemer og regnskovsliv. Ingen tvivl om dét.

Børn og voksne kan sagtens lære noget om regnskoven af at besøge dette sted.

Det er ét besøg værd per sæson.

Og husk entertainer-vouchers, så du ikke bliver flået levede.

Plus en pakke antibac-vådservietter til fuglelorten, der unægteligt vil ramme enten dig eller en i dit entourage.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Når global opvarmning ikke er et problem

Der er fortsat hedt i Ørkenstaten.

Her tænker jeg desværre ikke så meget på de ægteskabelige lagner, men mere på udendørstemperaturen.

Som altid er det luftfugtigheden, der er den virkelige, underliggende killer. En modbydelig én af slagsen, hvis du spørger mig.

Jeg bliver bare aldrig rigtig fan af at gå rundt i vådt undertøj og mærke sveden, der lige så stille løber fra albueled og tindinger uden den mindste, fysiske anstrengelse.

Det er måske ret dumt at flytte til en Ørkenstat, når man ikke kan lide at svede?

Det er måske endda dummere at flytte til en Ørkenstat, når man ikke kan tåle sol?

Men fortvivl ej – vi har råd for denne her slags overophedede First World Problems i Dubai – ét af de (få) steder i verden, hvor global opvarmning ikke anses for et rigtigt presserende problem.

Se bare hér, hvor den lokale golfklub har opstillet svalende blæsere på terrassen – direkte ude i 40 graders stegende hede, så folket kan nyde udsigten over manicurerede greens uden at svede ubehageligt ned i den kølige hvidvin.IMG_2122Mille stiller sig straks til afkøling og hviner højt af glæde over den dejlige brise.

Er der ikke et eller andet tåkrummende pinligt over at skabe udendørs nedkøling på denne her måde midt i en ørken.

Vi burde da vide bedre?

Det svarer vel til at skrue højt op for radiatorerne på en isnende februardag i Danmark og så åbne døre og vinduer for ikke at fryse ubehageligt på terrassen, hvor man insisterer på at sidde derude og drikke kaffe – bare fordi…man kan…IMG_2107Og det er jo ikke fordi man ikke kan blive dejligt afkølet på anden vis.

Indendøre, eksempelvis.

Her er A/C’en de fleste steder sat til frostgrader, så man får en fin forkølelse oven i hatten. Helt gratis.

I det hele taget er der mange ting, vi slet ikke burde gøre i en ørken.

Som at holde kæmpestore græsplæner. Kun for sjov.IMG_2120Det må kræve allerhelvedes mængder vand og energi at få grønne arealer til at stå knivskarpt som hér.

Og årsagen er en flok tumlingebørn (og en endnu større flok voksne entusiaster), der morer sig over at banke til bold.IMG_2110Men når nu de er her alligevel – de store, politisk ukorrekte oaser af grønt for sjov – kan jeg meddele, at vi stornyder dem et par gange om ugen, hvor pigerne er på græs og moren nyder udsigten i mens.IMG_2104Det er balsam for sjælen. Vitaminer for øjnene.

Og afgjort den mest afstressende fritidsaktivitet, vi har fundet, so far i en hektisk Ørkenstat.IMG_2115Så må vi kigge lidt på dét der globale opvarmningsproblem en anden dag, tænker jeg.

Det er bare som om Nord- og Sydpolen er så forfærdelig langt væk herfra – så hvad er det lige, Dubai skal gøre ved det?

Jeg mener – vi har jo sørget pænt for at de indlogerede pingviner holdes forsvarligt nedkølede inde i Ski Dubai…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Tests af børn. Børnetests. Testede børn.

“Men hvad nu hvis jeg ikke kan svare på et af spørgsmålene?”

Cille skubber vagtsomt en pastaskrue rundt på kanten af sin tallerken.

“Jamen, så går du bare videre til næste spørgsmål. Det gør ingenting. Så siger man pyt. Bare videre til næste opgave. Det vigtigste er, at du gør dit bedste. Ingen forventer andet eller mere af dig end det”, svarer Martin.

Vi sidder henover aftensmaden og ser os nødsaget til at bringe emnet ‘tests’ op med den 7-årige skolepige.

Tests af børn.

Børnetests.

Testede børn.

For skolen har informeret os om at alle nye elever i Year 3 til Year 10 skal tage en række standardiserede tests henover den kommende uge eller to.Screen Shot 2016-09-20 at 11.33.49Tests, hvor man skal sidde i det store eksamenslokale ved individuelle computere.

Sjovt nok synes jeg ikke, at 7-årige Cille er klar til at sidde i skolens store eksamenslokale.

Og at dømme på pigens udtryk, er hun heller ikke selv helt sikker.

Men der er ingen vej udenom.

Det her føles ret langt fra ‘in class tests’ og ‘checking sheets’, som Cille er vant til at samtlige faglærere deler rundt i starten af skoleåret og ved afslutningen af hver læringsenhed. Faglærernes tests af elevernes kunnen og forståelse for de individuelle fag virker pludselig så uskyldige sammenlignet med dét her scenarie, som Mor og Far taler om henover middagsmaden.

Vi har bevæget os ud i meta-data-universet.

Dér, hvor skolens management skal hente tal ned for at sammenligne sig selv med andre IB-skoler rundt omkring i verden. Og for at undersøge de nuværende elevers abstraktionsniveau og kognitive evner.

Den pragmatiske og logiske tilgang til standardiserede tests må naturligvis være, at børnene lige så godt kan lære, at det er en del af livet – rather sooner than later.

For det er det jo.

Det ved vi jo.

Alle os, der har mistet både barndommens uskyld og eksamensmødommen.

Og som ansat på skolen ved jeg, at tests’ene bliver anvendt den positive vej rundt: Til at sikre, at samtlige børn får et differentieret undervisningstilbud, som støtter netop deres læring og akademiske udvikling på bedst tænkelige vis.

De kognitive tests er heller ikke forsimplede IQ-tests; de er værdifulde redskaber for lærerne, fordi de fortæller noget om børnenes præferencer og styrker – og om de områder, hvor nogle børn måtte have brug for ekstra støtte.

Nu holder vi op med at tale om de forbandede tests.

Skolepigen har fået at vide, at hun nok skal sidde ved en computer i et fremmed lokale på et eller andet tidspunkt i denne uge sammen med sine klassekammerater.

Der er ikke andet at gøre end at gå med flow’et.

Men det er lidt af en test.

For både skolepigen og hendes forældre.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sultan Qaboos og Souk’en i Muttrah

Jeg har raget en gedigen influenza til mig her på bagkanten af Eid Al Adha.IMG_2094Martin spiller rollen som den perfekte sygeplejer, der aer, ynker og popper drugs til patienten.

Og mens jeg sofa-sidder med ondt i led og ondt af mig selv, ser jeg tilbage på vores fantastiske tur til Oman.IMG_1975Som hér, hvor vi besøger Muscats stormoské, Sultan Qaboos Grand Mosque, der – præcist som Abu Dhabi’s Sheikh Zayed Grand Mosque – er en relativt ny bygning, som den nuværende Sultan fik opført i eget navn (naturligvis, mindre ku’ ik’ gøre det).IMG_1976Taxichaufføren fortæller os faktisk en sjov historie på vejen dertil, om hvordan Muscats stormoské oprindeligt havde verdens største vævede tæppe og verdens største lysekrone, men da moskéen stod færdigopført i 2001, kom der straks repræsentanter rejsende fra Kuwait og De Forenede Arabiske Emirater, som tog mål på tæppe og lysekrone, så de kunne få skabt noget, der var større. Hvis det er rigtigt, så er det da lidt sjovt at tænke på – og endnu en bekræftelse af den interne arabiske konkurrence om at have det største og det bedste…

Prøv lige at se en samling Swarowski! Billeder yder ingen retfærdighed – det er overvældende smukt og funklende.IMG_2062IMG_2061IMG_2058Uanset at bygningsværkerne er af nyere dato og pynten ditto, så er begge stormoskéer aldeles vidunderlige og imponerende. IMG_2009IMG_2057Og håndværket er det ypperste af det ypperste.IMG_2010IMG_2014Der er en ro og en majestætisk ophøjethed, som alle besøgende fornemme – uanset om man er troende eller ej.

Personligt holder jeg mindst ligeså meget af at besøge moskéer som kirker. Faktisk kan jeg bedre lide den arabiske stil med haver, vand, marmor, tykke tæpper og kakler. Det føles meget velkomment på én eller anden måde.

Og jeg er overbevist om, at min egen livline til Gud kan være ligeså stærk hér som dér.IMG_2060Jeg bliver aldrig træt af at betragte symmetrien, håndværket og de udsøgte materialer, der føles fantastiske under fødderne og i håndfladerne.IMG_2052IMG_2013IMG_2030IMG_2059Vi besøger også den gamle bydel Muttrah, der byder på skønt kig ud over vandet fra Muttrah Corniche, hvor taxichaufførerne hviler og drikker kaffe med udsyn til Sultan Qaboos enorme yacht, der mest af alt ligner et krydstogtskib beregnet til Middelhavet.FullSizeRender-1 Bagefter dukker vi ind i mørket i den lokale souk for at finde lidt omani-souvenirs til kufferten.IMG_1982IMG_1977Der er masser af fine ting at se på – og der er ingen tvivl om, at Muttrah Souk er langt mere autentisk end souk’erne i Dubai, som hver gang skuffer og irriterer mig lidt.FullSizeRenderIMG_1981Med poserne fulde kører vi ud igennem bjergene  til Bar Al Jissah og kaster os i hotellets lazy river.IMG_1923Hele herligheden slutter helt rock ‘n’ roll om aftenen med en diet coke (der er alkoholforbud under religiøse fester) og noget så bizart som omani-trommer i forening med en skotsk sækkepibe, off all things.IMG_1960IMG_2004

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Skildpadder i Oman

“You want to see baby turtles, you want to see baby turtles?”

Det er sen eftermiddag og Shangri-La’s personale går rundt blandt de badende gæster og tilbyder stur-stur padde-show som var det et trick, de lige havde opfundet til lejligheden.

Men det her ér jo Oman.

Og man kan ikke sige Oman uden samtidig at sige skildpadder.

Padde-breeding er ganske enkelt deres shit, om man så elegant må formulere det.IMG_1902Pigerne springer op af vandet og iler ned på stranden, hvor hotellets turtle ranger Mohammed gør klar til skildpadde-udsætning sammen med sit ninja-turtle-crew.

De planerer sandet og sætter afskærmning op, så de bittesmå padder kan få fred og ro til at møve sig egenhændigt ud i golfen.

Fred fra store mennesker, som skubber og maser for at få syn for sagen, that is.FullSizeRender-4Vi – tilskuerne – får læst og påskrevet, at ingen (som i ingen!) må have blitz på kameraerne i solnedgangen, da det forvirrer de nyfødte i at finde deres naturlige vej ud i havet.IMG_1988“I dag er det 12 nyudklækkede truede hawksbill-skildpadder, som vi sætter ud. Det er sidst på rugesæsonen, så vi har ikke ret mange tilbage. De er hunner, fordi temperaturen er høj. De ville være blevet hanner, hvis vejret havde været køligere”, råber hotellets event-manager, mens Mohammed koncentreret løfter de første padder ud af kurven og sætter dem forsigtigt ned i sandet.

Mohammed hvisker et navn og en hengiven velsignelse til hver enkelt padde, før han sætter den ned i sandet.

Hans arbejde er ikke bare et arbejde, dét kan enhver fornemme.

“Vi har udsat godt og vel 4.100 skildpadder år til dato her på hotellet. Det er et rekordår og nogle gange er der 200 skildpadder i en enkelt rede”, fortsætter event-manageren, mens vi ih’er og åh’er over de ufatteligt kære padder, som arbejder på livet løs med at komme ud i brændingen.

De er ikke mere end 5 cm. lange og havet virker alt, alt for stort til at det er nogen videre god idé.

Men det er naturens orden. IMG_1892At være hawksbill-skildpadde er ingen let sag. De er en truet dyreart sammen med deres venner, green turtles.

De her hawksbills er dog så heldige at have haft Mohammed til at passe på sig under den lange udrugningsfase.

Han har tilmed sørget for at sandet er helt fladt, så de lettere kan bakse sig ud i havet.

Alligevel tager det mere end et par forsøg at komme væk fra brændingens ubarmhjertige brusen.IMG_1990Pigerne kigger begejstret med. De føler med de små padder, når de gang på gang bliver skyllet op på stranden af et bølgeskvulp.

“Men hvor er deres Mummy henne?”, spørger Mille lettere fortvivlet. “Hun skulle komme og hjælpe dem lidt, de er jo only little”, fortsætter hun.

“Jamen der er lige præcist ét af skildpaddernes problemer, Mille. De skal klare sig selv fra de er babyer og det er nok derfor, at så mange af dem bliver spist af store fisk og hajer, tror du ikke?”, svarer jeg.

“Jeg vil gerne have en af dem med hjem”, konstaterer hun, nu hvor der åbenbart ikke er en Mor-padde, som har tænkt sig at dukke op og claim’e sin baby.

“Mig også”, sukker Cille.

Før vi står hér – på stranden og observerer 12 små skildpadders første livtag – har vi forberedt os lidt ved at besøge hotellets skildpadde-info-rum, så pigerne bedre kan sætte sig ind i skildpaddernes svære levevilkår og deres færden i et hav, som indeholder mange farer.IMG_1889Vi har set billeder af padder fanget i fiskenet, i forurening og affald. Vi har set på de store fisk og hajer, som æder dem.

Vi har set billeder af skildpaddereder og af æg, så pigerne lettere kan forstå, hvorfra Mohammed har hentet de små hawksbill-padder.IMG_1890IMG_1891Vi har lært at kun 1 ud af 1.000 padder når til den reproducerende alder, som er omkring 20-25 år.

Resten er blevet ædt af større dyr inden da.

Det er en hård statistik at fordøje, når man står og ser på 12 uskyldige væsener, som kæmper for livet fra første færd.IMG_1898Heldigvis er vi også lykkes med at se mellemstore padder svømme rundt i rette element lige hér langs kysten ud for Shangri-La. Det giver os en form for trøst eller bekræftelse, at det trods alt ikke er samtlige små babypadder, der bliver ædt levende på første skoledag.

Skildpaddernes hvide bug glimter som reflekser i havet, og en sjælden gang ser vi dem ved overfladen, hvor de trækker luft.

Lige så klodsede de er i sandet, lige så elegante er de i vandet. Det er nærmest magisk.IMG_1895Når man går videre langs hotellets sti, kan man på afstand se Mohammeds diskrete udrugningsstrand, hvor ingen har adgang, medmindre de er blevet inviteret af ranger’en himself.

Jeg har tabt mit hjerte til 12 små hawksbills i Oman.

Og til selve landet.

Prøv lige at se…IMG_1896

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Sultanatet

“Prøv at se piger! Se, hvad der står på ladet af bilen, der kører foran os”, udbryder Martin.

Geden puffer rundt og stikker et øjeblik efter hornene op, så pigerne får ordentligt syn for sagen.

“Yes, goat is for Eid, very nice”, ler taxachaufføren.

“Jeg synes den skal hjem til sin Mummy igen”, erklærer Mille, da jeg forsøger at forklare hende, at geden er på vej til at skulle slagtes og spises i anledning af Eid Al Adha.

Vi er så klar på Eid-ferie, nye indtryk og oplevelser.IMG_1867Turen er ganske kort denne gang, hvor vi flyver 45 minutter fra Dubai til Muscat, nabolandet Omans hovedstad.IMG_1869Og nu er vi her – på vej fra Muscats very-very inder-nasjonale lufthavn og ind igennem byen.

Undervejs ser vi den imponerende Sultan Qaboos Grand Mosque, en masse statslige institutioner i smukke sandstensbygninger, Omans elegante operahus, en række state of the art shoppingcentre og imposante arabervillaer langs grønne parker.

Her går det godt, kan man konstatere.

Omans civiliserede hovedstad ligger midt i den vestlige del af Hajjar-bjergkæden, der danner den mest dramatiske kulisse og kontrast til storbyens moderne strukturer.

Jeg når lige at tænke, at jeg sagtens kunne bo her, da Cille råber og peger: “Se, de klipper ikke engang flowers’erne af the bushes and trees here!”

Pigen har ret.

De grønne strækninger langs vejene er passede og plejede, jovist, men det er tydeligt, at Muscat med jævne mellemrum modtager gudsbenådet regn, så flora og fauna gror helt naturligt. Det må vel være bjergene, som tiltrækker regnen?

“Mummy skælder altid ud, når the gardeners klipper de fine blomster af hjemme i Dubai”, konstaterer Cille tørt.

Efter et kvarters kørsel er vi ude af byen og sætter retning mod Oman’s Golf og området Barr Al Jissah, som for 15 år siden var et rustikt dykkerparadis. Nu skyder der 5-stjernede luksushoteller op som paddehatte, og stedet er på ingen måde off-the-beaten-track længere.

Der er de mest fantastiske kig ud over dybblåt hav og vilde, forrevne klipper, hvor kun tornebuske og hårdføre geder kan overleve.

Oman har skåret, gravet og maset asfaltveje ud igennem klipperne og hele vejen ned til havet – for der er penge i skidtet.

Her er umanerligt smukt.

Efter et kvarters bjergkørsel ankommer vi til Shangri-La Barr Al Jissah Resort & Spa.IMG_1882Her er der – også – umanerligt smukt.

Resortet er nærmest formet omkring Al Hajjar-bjergene, så man fortaber sig i horisonten, uanset om man ser op mod hotellets back-drop af takkede, golde bjergtinder eller ud over det blå hav, hvor vilde delfiner og truede skildpaddearter nyder livet.

Jeg er solgt, hvis nogen på nuværende tidspunkt måtte være i tvivl.IMG_1874Vi når lige at flyde et par omgange mellem områderne Al Waha og Al Bandar på hotellets lazy river, før maverne knurrer, så vi må indtage buffetten i hovedrestauranten Al Tanoor, som de første gæster overhovedet.IMG_1870Aftenbuffeten er stille og rolig med stemningsfuld guitarspil og duftende vandpiberøg fra teltene i baggrunden.

Hotellet er så hyggeligt i aftenmørket med fine detaljer og masser af lysekroner.IMG_1879IMG_1875IMG_1872Før vi går trætte og mætte op på værelset, svinger vi forbi receptionen for at bede dem om at ringe os op, hvis vi skulle være så heldige, at turtle-ranger’en ser, at der klækker skildpaddeunger på hotellets strand i nat….IMG_1885

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Af hjertet tak

….for videoer, sms’er, whatsapp’er, messenger-beskeder, e-mails, FaceBook-posts og hvad der ellers er tikket ind i forbindelse med min fødselsdag igår.

Jeg føler mig så heldig –

Så glad –

Så taknemmelig –

For Martins uventede hjemme-klippe-klistrede gave, der tilkendegiver, at jeg må gå ind og få lavet min helt egen, unikke parfume hos Le Labo. Når vi engang kommer i nærheden af én af deres butikker, that is.IMG_1851For pigernes idé om at Mummy skal have en ny, rød T-shirt til at spille golf i.IMG_1839Og duftende sæbe, cremer og scrub fra mit yndlingsmærke – der i øvrigt er (og altid har været) cruelty free.IMG_1835For hjemmelavede kort og duftdims.IMG_1838Maricel har været så betænksom at få lavet et krus til mig i anledning af dagen.IMG_1837Og hun har – ganske rørende – brugt en alt for stor del af sin løn på at købe madammens hundedyre yndlingsprodukter. Hun kender mig tydeligvis godt og har gjort sig stor umage for at glæde mig.IMG_1836Og der tikker penge ind på kontoen til at købe et smykke for fra velmenende familiemedlemmer.

Et blomsterbud ringer på døren og vipper den flotteste buket roser fra Svigermor og Svigerfar over i min favn.IMG_1847Fru N svinger forbi til eftermiddagspandekager og løber ind ad døren med fødselsdagssang, flag, sultne børn og dejlig forkælelsesgave til den lokale neglebar.IMG_1844IMG_1845Da Martin kommer hjem er det med en stor islagkage, fordi vi ligeså godt kan fortsætte med at klatre Mount Sukkertop.IMG_1846Jeg er i dén grad blevet forkælet.

What more can a girl ask for?

Det skulle da lige være en forlænget weekend i Oman?

Så det gør vi.

Lige om lidt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Panik i Dubai

Så for Saddam!

Endelig (som i pokkers langt om længe) har myndighederne fået kommunikeret ud til skoler, virksomheder, offentlige kontorer og deslige, at den forestående Eid Al Adha-ferie strækker sig fra 11. til 15. september.

Én hel, stiv uge!

Kan I forestille jer glædesudbruddet og spontandansen på lærerværelset, da HR-chefens mail blev læst højt?IMG_1825Oh, yeah – lærere i goggesandaler og fløjsbukser kan også get down with it. Man skal bare invitere os på flere feriedage end vi turde håbe på i vores vildeste fantasi, så skal du se løjer…

At dele af den private sektor ikke får 5 hele dages fri – og derfor får et hyr med at arrangere pasning til poderne i de dage – dét kan vi ikke lige tage os af.

For vi holder fri.

Som danskere er vi så vant til, at ferieplanlægning er noget, som foregår ret struktureret.

Selvfølgelig kan der være forskelle mellem arbejdspladserne, men de fleste steder planlægges ferieafholdelse, fri- og helligdage i mindeligt samråd med kollegaerne. Der er interne rotationsprincipper, udførlige excel-ark – og årets helligdage står indskrevet i kalenderen langt ud i fremtiden, så der er meget lidt at blive i tvivl om, når det kommer til den slags.

Sådan fungerer det bare ikke i et arabisk land.

Her afventer vi i spænding, at de saudiske månespejdere skal få øje på nymånen – hver eneste gang, vi skal afholde 1 helligdag eller 2.

Og når myndighederne i Ørkenstaten modtager nymåne-resultatet fra Saudi’s månekomité, så bruger Emiraternes egne månekiggere lige en dag eller to mere på at beslutte sig for hvordan dagene skal afholdes hér.

For månen ser måske lidt anderledes ud hér end dér?

Til sidst – når spændingen bliver for ubærlig for selv de standhaftigste – klemmes en vag meddelelse ud på Twitter, som så rumsterer rundt i dagspressen i et døgn, indtil der kommer en officiel udmelding, som aviserne med rette kan trykke.

Her er det så, at tingene tager fart.

Panikken breder sig.

Folk koger over.

For nu vil vi dælme ud.

Ad-sti-af-sted.

Væk fra Ørkenstaten og de 4 vægge, som føles klaustrofobiske i den fugtige hede.

Og priserne på booking.com stiger for hver gang, du blinker.

Der er selvfølgelig ikke flere ledige hotelværelser i de kategorier, som er til at betale for almindelige menneskers penge.

Lavpris-flyselskabernes priser tredobles med et ublu trylleslag.

Det er udbud og efterspørgsel i dets fineste, reneste form.

Og havde man haft chancen for at planlægge rejsen bare en smule i forvejen, kunne der have været mange penge at spare.

Men sådan spiller klaveret ikke i en Ørkenstat.

Her venter vi til sidste øjeblik og trykker ‘godkend betaling’ på MasterCard’et, mens vi gemmer ansigtet i hænderne og forsøger at lade som om, at det da er helt okay og naturligt, at den forlængede weekend koster 5 gange så meget som normalt.

Og jeg glæder mig.

Helt vildt.

Til ferie i Oman.

Til sofahygge i rækkehuset.IMG_1801Til huler og nattøj på fuldtid.IMG_1803Eid Mubarak, siger jeg bare!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Tinetus #3

Lediggang er ofte roden til insisterende, højlydte tinetus.

Men tåget træthed er sådan set en lige så fin katalysator for mit indre tankespind.IMG_1751Det lyder nogenlunde sådan her idag:

1. Jeg er grundtræt. På sådan en distræt måde. Det er ikke kun hovedet, som ømmer sig. Det gør min lænd og nakke også. Fuldtidsskole tager alt for meget af min gode tid, og det er hårdt at forholde sig til klasse efter klasse af nye og gammelkendte børneansigter. Hvor lang tid er der egentlig til juleferie?
2. Kan de der saudiske månekiggere ikke lige skimte månen på en sådan måde, at vi får en hel uge fri fra skole i næste uge? Please. Er det for meget forlangt? Det er bare ret vigtigt for mig at få fejret Abrahams blinde tillid til Guds nåde og vejledning. Virkelig.
3. Sex. Hold kæft, hvor er det dejligt at være i nærheden af Regnskabschefen igen. 5 ugers adskillelse i sommerferien får mig til at værdsætte alle aspekter af ham. Alle.
4. Class Mums. Hvad er det for nogle overskudskvinder, som melder sig til dén tjans? Den har bare verdens værste jobbeskrivelse, hvis du spørger mig. Jeg kan knapt committe til at være Reading Mum en gang hver fjortende dag. Men de findes. Overkvinderne. Dem, der åbenbart får energi af at arrangere og koordinere alverdens kulturelle og sociale events for små glade børn og deres nævenyttige mødre.
5. Hvorfor er det så svært at tabe sig, jo nærmere, jeg kommer de 40? Jeg kan ikke blive ved med at tage 3-4 kilo på for hver afholdt ferie i Danmark. Og hvis jeg nu rent faktisk overkommer at tabe mig lidt, hvordan får jeg så mig selv til at holde igen, når vi møder konfekt og andesteg om nogle måneder? Viljestyrke, tænker du. Styr dig selv, kvinde. Men hvad nu hvis man har stamina som en regnorm?
6. Fatter ikke hvad det er for en verden, vi lever i. Med terror-angreb overalt. Og hvis ikke ‘man’ har travlt med at detonere bomber, som sprænger uskyldige mennesker i stumper og stykker for en eller anden uforståelig sag, så kan ‘man’ jo altid beskæftige sig med at hive burkinien af badende kvinder. Det er skamfuldt, er det. Skamfuldt, at der findes så mange ignorante, destruktive mennesker – af alle nationaliter, racer, farver, religioner, sociale klasser. Uddannede og u-dannede – de her undermennesker kommer alle steder fra. Jeg kan kun prise mig lykkelig for at mine døtre er for små til at se nyhederne eller opsnappe billeder af verdens nuværende, sørgelige state of mind. For hvordan skal man dog forklare dem, hvad der foregår og hvorfor?IMG_1809
 7. Ipads. Jeg er begyndt at hade dem. Pigerne får stift tunnelsyn, døve ører og frosne hjerner af dem. Det er som om alt omkring dem viskes væk og de forsvinder ind i et intetsigende YouTube-univers, hvorfra det kræver umenneskelige kræfter at flå dem ud. Og når man så har dem ude i den virkelige verden igen, så er de aggressive som bare fanden. Er det et produkt af min egen fantasi eller er der mon andre, som oplever det samme?
8. Jeg vænner mig aldrig til at blive tiltalt ‘madam’. Ikke ‘ma’am’, men ‘maDam’ med stort, fedt tryk på ‘d’. Jeg kan være lidt af en madamme, men alligevel? Det lyder bare sødere og mere elskværdigt, når eleverne kalder mig for Miss Tina end når diverse (i øvrigt flinke) tjenende ånder ender hver sætning med tryk på ‘maDam’.
Og nu går maDammen i seng.
Jeg vrøvler alligevel helt uhensigtmæssigt og usammenhængende.IMG_1730
Mange hilsner fra Mor i Udlandet

De ubevidst heldige

“Maricel, do you want to come and play with us?”

Mille og Cille står i døråbningen og plirrer med øjnene i et forsøg på at gøre sig helt uimodståelige.

Og selvfølgelig vil hun dét.

Maricel vil nemlig altid alting.

Hun bager pandekager til pigerne efter skole.

Hun lytter opmærksomt til Cilles uendeligheds-instruktioner forud for en leg.

Hun sidder tålmodigt, mens Mille sminker hende til uigenkendelighed.

Hun hjælper og gør sig umage for at glæde os alle i én uendelighed.

De tre går leende op af trappen og efterlader mig med et yderst selskabeligt selskab, der knapt orker at spinde, når jeg aer. IMG_1785Det må have været en hård omgang i natte-katte-livet, sådan som han dagdrømmer.

Maricel har boet hos os siden starten af december.

Det er ikke noget, jeg har skiltet synderligt med, da jeg på en eller anden måde ikke turde “jinx’e” det.

Men Maricel er en keeper, som er kommet direkte fra Filippinerne og ind i vores liv i en støvet Ørkenstat.

Her er hun – langt fra sit velkendte liv i frodige, landlige omgivelser uden for Angeles, hvor hun boede med sin mand, deres 10-årige søn og en stor del af hendes mødrene familie – stille og roligt krøbet ind under huden på os og blevet en meget værdsat del af vores familie.IMG_1787Vi har ellers haft en meget lang periode uden hushjælp efter to mislykkede forsøg, som på hver deres uheldige og ulykkelige måde satte os mentalt skakmatte.

Tidligere bestod det at have hushjælp i mere (for den enes vedkommende helt uforskyldt og for den andens vedkommende ganske selvforskyldt) drama og ulykke end hjælp i hverdagen.

Den slags kan jeg nu konstatere i bagklogskabens klare lys.

Den slags forstår jeg nu, hvor vi har fundet et menneske, som er det rette match for vores familie.

Den slags forstår jeg nu, hvor jeg efterhånden har knækket koden til at have hushjælp.

Og nu hvor Maricel er her – glad og genert, smilende og med god sans for humor, imødekommende, omsorgsfuld og betænksom – så føles det helt rigtigt for både børn og voksne.

Børnene er gået fra at se hende an på afstand til at inkludere hende i alting.

“Mummy, why does Maricel have to do everything in our house?”, spørger Mille kvikt.

Maricel og jeg ser på hinanden henover gryderne – og bryder ud i latter.

“Mille, that’s Maricel’s job! Just like when Mummy goes to work in school and Daddy in the office”, ler jeg. “This is the way Maricel makes money to send home to her son and her mother in the Philippines every month. Everybody needs to make money to live”, fortsætter jeg.

“I wish we could have 100 Maricels then, so one could have a rest, one could play with me, one could cook dinner and one could drink coffee with you”, svarer hun eftertænksomt.

100 er måske nok i overkanten.

Men én enestående Maricel takker jeg ja til.

Det er på sin vis noget “underligt noget” at have hjælp i huset.

Der kan hurtigt komme dårlige vaner i form af sko smidt i entréen, som på forunderlig vis står pænt på deres plads senere; tallerkener efterladt på bordet, som pludselig er klatret ned i opvaskemaskinen; våde håndklæder smidt på badeværelset, der mirakuløst er hoppet ind i vaskemaskinen og så fremdeles.

Men vi øver os.

Pigerne øver sig.

På at sige tak, please og give en hånd med.

På at gå i køkkenet sammen med Maricel i stedet for at lade hende gøre alting.

På at rydde op sammen med Maricel i stedet for at lade hende alene om det.

På at gøre betænksomme gerninger over for hende, præcist som hun gør over for os.

For pigerne er Maricels hjælp jo en selvfølgelighed.

De husker ganske enkelt ikke livet uden hjælp i huset.

Faktisk undrer de sig, når de oplever at andre familier ikke nødvendigvis har hushjælp.

De aner ikke, hvor heldige de rent faktisk er hver eneste dag.

De ubevidst heldige.

Men dén problematik øver vi os også på.

Maricel fortæller for eksempel pigerne om sit og familiens liv på Filippinerne.

Om det at bo i et hus med hullet tag, så hun må tømme spande med regnvand midt om natten.

Om det at dele ét toilet med et par håndfulde familiemedlemmer.

Om hvordan hun måtte gå barfodet i skole og kun blev tildelt et par sandaler for syns skyld, når skolemyndigheden kom på inspektionsvisit.

Om det at blive slået af sin Mor for bittesmå forseelser.

Om det at have huslige pligter fra en ganske ung alder.

Fortællingerne gør indtryk.

På mig.

Og på pigerne.

De er begyndt at forære deres legetøj, tøj, tasker, sko og så videre til Maricel, så hun kan sende tingene til Filippinerne, hvor der er “children who don’t have anything”, som Mille udtrykker det.

Retur kommer billeder af søde børn, som stolt fremviser Milles og Cilles aflagte tøj og for små sko.IMG_1784Det hele bliver pludselig så konkret, så håndgribeligt, når Mille kan se at hendes blinke-sko og julekjole nu sidder på en fremmed lille pige et andet sted i verden. IMG_1783IMG_1768Og Cille smiler genert ved synet af hendes bløde læder-vinterstøvler fra England i sjov kombination med en aflagt festkjole.IMG_1766Eller hér, hvor Milles yndlings-tullekjole nu tilhører Maricels niece.

Pigerne ser også at Maricels søn har modtaget vores skolestarts-pakke plus lidt godter og mælkepulver. Og de får forklaringer om, at han ikke ville have fået nye skriveartikler, hvis ikke vi havde sendt det. Eller mælk, for den sags skyld.IMG_1772Det er bittesmå, meningsfulde tiltag, som forhåbentlig vil hjælpe til med at pigerne på sigt bliver bevidste om, hvor heldige og priviligerede vi er.

Og jeg minder mig selv om det samme, når jeg stirrer på billedet af en lille 10-årig dreng, som må undvære sin Mor hver eneste dag, fordi hun skal stryge og vaske for mig.

Men at være hushjælp hos os er den bedste løsning på livets kompleksitet derhjemme, gentager Maricel over for mig.

Gang på gang.

Jeg håber inderligt, at hun har ret.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Jeg need’er ikke mere school

Pludselig kom den.

Den første dag i det nye skoleår.

Dén dag, der gåes i møde med både ærefrygt og forventningsfulde, flaksende sommerfugle i bittesmå barnemaver. Og i store voksenmaver, for den sags skyld.IMG_1762Og Samsovende Snorkefrøkener er slet ikke parate til at vågne klokken alt-for-tidligt.

Da Cille endelig får øjne, udbryder hun: “Today is going to be a fantastic day!”

Og så tumler hun ud af sengen – begejstret ved udsigten til at skulle i skole igen.

Cille har nemlig fundet ud af at sidste års australske bedsteveninde også skal gå i hendes klasse i år – og dén nyhed passer hende selvfølgelig særdeles godt.

Mille – derimod – er ikke den store tilhænger af forandringer. Hun har også en sød veninde fra sidste år i sin nye KG2-klasse, men der skal stærkere change-management-argumenter til end dét.

Og nu står Moren dér og peger på æg, som skal spises.

Tænder, der skal børstes.

Hår, som skal flettes.

Og Faren siger, at der skal sko på nu og vaskes hænder.

Hverdagen er indtruffet.

Minutterne tæller.

Det er i dén grad slut med langstrakte pyjamas-morgener og morgenmad langt op ad formiddagen.

Nu skal der smøres madpakker.IMG_1756IMG_1755Og mens jeg stopper køle-elementer i madpakkerne, funderer jeg over skolestart.

Jeg tror aldrig, at jeg bliver rigtig gode venner med konceptet.

De første uger føles på forunderlig vis så lovende, så opløftende og energiske.

Og samtidig er de så drænende og deprimerende.

På vej ud ad døren foreviger vi skolestarten.

Ligesom alle andre.

De notoriske billeder af stolte forældre og betuttede børn.IMG_1763Med spritnye skoletasker på ryggen. Nystrøgne uniformskjoler. Nypudsede sko. Stramme fletninger.IMG_1764Jeg får Mille afleveret uden tårer.

Hun holder mig fast i sit hængende-koala-bjørn-jeg-slipper-dig-aldrig-greb og ligner en tordensky, men accepterer til sidst at sætte sig med modellérvoks og en ny klassekammerat.

Og Cille bliver krammet så inderligt goddag af sin bedsteveninde, at jeg blot skynder mig at stikke hende alle tingene og kysse hastigt farvel.

Om eftermiddagen afhenter jeg den gladeste, trætteste Year 3-skolepige, som har haft en skøn dag.

Og jeg henter den samme KG2-tordensky, som jeg afleverede.

Det er pivhårdt at forholde sig til nye mennesker, synes både Mille og jeg.

Men efter en runde skæld-ud – fordi jeg jo er en ret dum Mor – lyser Den Bitte-Lille Skolepige op i et stort smil og fortæller stolt, at hun nu er i big-girl-school-yard for play time.

“Men jeg need’er ikke mere school, tror jeg, for jeg kan almost all the letters og jeg kan bare learn’e resten derhjemme, Mummy”, forsikrer Mille mig.

Og så er dén sag vel afgjort.

Vi need’er ikke mere school.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet