• ···

Sigtekornet er indstillet på….

Hverdag.

For helvede da!

Hvorfor er det lige, at jeg skal på arbejde, når det gik så godt med at drikke kaffe og spise rundstykker?

Jeg har nu været tilbage i skole i en uge – den såkaldte ‘forberedelsesuge’ – før eleverne igen indtager de lange, nymalede institutionsgange.

Der har været en solid portion management-BS i form af stormøder med stormoguler, der rammer ret så meget ved siden af skydeskiven. Men hvis vi sætter grumme HR- og chef-taler aside, så har resten faktisk været rigtig konstruktivt.

Der er lagt nyt skema, forberedt undervisningsmateriale, indhentet en meter ny litteratur til hylden, frisket op på forberedelsesværelset og nærstuderet individuelle handleplaner for de børn, som skal have min støtte og hjælp i undervisningen.

Kreativiteten har også haft frit flow på de alle-steds-nærværende (og i international skole-sammenhæng) ultra-vigtige display boards.

Jeg er ret stolt af de nye boards, som jeg har lavet med mine nærmeste kollegaer.IMG_1711IMG_1712IMG_1713Og lige så snart jeg har ramt home turf om eftermiddagen, har der været masser af praktiske opgaver forud for pigernes skolestart.

Skolen har for eksempel lige sendt denne fine liste over ting, som Cille skal medbringe på første skoledag.IMG_1720Jeg er vild med at de beder om whiteboard-markers, post-it-notes og limstifter, nu hvor de kun får i omegnen af 100.000 kr. per barn per skoleår.

Det manglede da bare, at vi så stiller med lidt skriveartikler til klassen?IMG_1635Men som den lydige elev i klassen, er vi selvfølgelig igang med at pakke og forberede alting, så Cille kan starte og føle at alting er, som det skal være.

Der er indkøbt nye idrætssko, som skriger på opmærksomhed.IMG_1647Nye, klassiske laksko, der passer til de ternede uniformskjoler.IMG_1646Nye uniformsdele til den evigt-voksende Mille.IMG_1643Nye thermo-madpakker.

Vi er nok i virkeligheden så klar, som vi kan blive.

Med det praktiske.

Og der er to piger, som glæder sig til at komme igang.

Til at møde deres nye klasselærere og nye klassekammerater.

Så nu må jeg se at komme op i gear og blive klar-parat-til-skolestart.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

7 going on 17

“Skat, jeg tror snart, at de er færdige”.

Jeg smiler opmuntrende til Martin, der har taget uroligt ophold på en stol, mens han trawler FaceBook.

“Jeg har ellers sagt til dem, at det ser ud til at de har riiigeligt med make-up på nu”, svarer han med slet skjult utålmodig mine.

“Og skulle de nu til at tage imod beauty tips fra en gammel mand som dig, tænker du?”, returnerer jeg drillende.

Han er uvant med situationen.

Og det er trods alt ikke så mærkeligt.

Hans ældste Rødtop fylder (kun) 7 i dag, så hvordan kan han være mentalt forberedt på tween – eller teen, for den sags skyld?

Men uanset hvordan man vender og drejer det, så står Cille og Bedsteveninden nu og lakerer tånegle i matchende farver; hjælper hinanden med at lægge lipgloss på og sætte hårbøjler i.

7 going on 17.IMG_1681De er fast besluttede på at være tvillinger. Ihvertfald for en aften.

Og Cille har egenhændigt valgt, at vi skal på Yo! Sushi.

Det er vist transportbåndet, der trækker i hende. Og fisken, selvfølgelig.IMG_1696Damerne indtager sashimi, edamame, katsu-laks og friterede rejer ad libitum.IMG_1691Og de trykker hjemmevante på knappen for at bede om pandaer formet ud af klistrede sushiris. IMG_1695Bum.IMG_1686Ved min side – over for de tre vakse damer med overraskende røde læber – sidder ham her.

Manden i mit liv.

Regnskabschefen over dem alle.

“Tillykke med bryllupsdagen, min Skat”, mumler jeg til ham, mens vi fniser og skåler i cola og gør et håbløst forsøg på at se hinanden i øjnene midt i virvaret af skåle, vimrende spisepinde og høje albuer på den anden side af transportbåndet.

Det der med at have bryllupsdag samme dag som ens ældstefødte har fødselsdag er egentlig ikke rigtig noget jeg kan anbefale.

Det er selvfølgelig ret cool at have “timet” det uden at have gjort andet end det sjove forarbejde.

Og det er selvfølgelig morsomt at tænke tilbage på, at vores allerførste bryllupsdag blev fejret på Hvidovre Hospital med blod, sved og så afgrundsdyb en kærlighed, at vi ikke engang anede, at den fandtes, før vi fik en lille levende bylt i vores arme, som vi helt selv havde skabt.

Dét minde er smukt.

Men selve dagen er per definition en børnefødselsdag.

Og det har vi vænnet os til.

Alt andet ville være sært.

Og måske kan vi markere dagen en anden god gang?

Farmanden har ihvertfald sat alle sejl til for at gøre dagen så dejlig som overhovedet muligt, mens jeg har arbejdet.IMG_16557-årlingen bliver modvilligt vækket med sang, før jeg skal afsted.

Og hun åbner først øjnene helt, da de falder på gaverne.IMG_1659IMG_1662LEGO-Friends er det helt store hit hos Cille for tiden. Hun er fuldstændig opslugt af at konstruere selvstændigt og sætter stor ære i ikke at spørge om hjælp.

Ud over bygning af LEGO hele formiddagen, går der også Bagermester Harepus i den. IMG_1669Ikke et øje er tørt.

Præcisions-lagekage-bagning fra Farens side. Præcisions-pyntning fra Datterens side.

Det føltes så skønt at træde ind ad døren til kage og kaffe, glade børn og hyggesnak.

Uden selv at have rørt en finger.

Det har jeg faktisk aldrig prøvet før.

Så måske er det i virkeligheden min bryllupsdagsgave?

Og når nu de gamle forældre har sat foden ned og nægtet at afholde fødselsdagsfest nr. 3, så skulle jeg mene, at dagen i dag alligevel har været helt og aldeles efter Cilles 7-årige hoved.IMG_1679PS: Tusind tak for alle lykønskninger via E-mail, FaceBook, Insta, Whatsapp og Messenger. I er sgu’ så søde!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Home Sweet Home

Det føles så godt, det her.IMG_1625At være hjemme.

Hos Martin primært.

Men sekundært kan jeg melde, at egne garderobeskabe og eget badeværelse heller ikke er sådan at kimse ad.

For selvom jeg ikke ligefrem har været på interrail eller backpacker-tur med de to jordbærhjelme, så kan 7 stive ugers liv i kufferter og toilettasker være en prøvelse for tålmodigheden.

Pludselig er det ren luksus at åbne toiletskabe og opleve noget så eksotisk som at vælge i mellem cremer, sæber og parfumer.

For slet ikke at tale om friheden til at være på badeværelset lige så længe, man har lyst.

Dén slags går sjældent i Danmark, hvor man næsten altid er mange om at dele badeværelse. Hvorfor er det lige, at danske boliger bygges med så få badeværelser? Om jeg begriber det.

Og så er der glæden ved at gå nøgen rundt.

Ikke at jeg er nudist eller har et stort behov for at dele Mor-kroppen med min nabo, men der er vel visse tidspunkter på døgnet, hvor det faktisk er rart at være i Eva-kostumet? Og dét gør man sjældent hjemme hos andre, I guess.

Pludselig er det også ren luksus at sove i egen seng.

Bare dét at have ens egen hovedpude fremkalder stor taknemmelighed i min krop.

Det er jo ikke fordi vores søde familiemedlemmer ikke gør deres bedste, men min gamle krop værker efter at have sovet på udtrækssenge og sovesofaer hér og dér.

En anden ting, der gør mig taknemmelig, er friheden til at vælge selv.

Hvad der skal i indkøbsvognen.

Hvad der skal i køleskabet.

Hvad der skal på middagsbordet.

Vi er blevet forkælede hele vejen fra Dannevang og til Månen – og har absolut ikke manglet noget på noget tidspunkt – men mit talje- og lårmål kalder på, at jeg selv styrer menuen lidt bedre end i sommerferien.

Det er en god ting, sådan at føle sig taknemmelig over dagligdagsting, der plejer at blive taget for givet.

Og Martin?

Han har såmænd forberedt alting så fint til vi kom hjem.

Han har købt nye sengeborde, sengelamper og repareret småting hist og pist.

Han laver kaffe og henter friskt morgenbrød.

Han aer, kysser og krammer sine 3 piger.

Og jeg elsker ham lidt extra.

For i løbet af 5 ugers adskillelse er alle irriterende småting glemt og begravet – og hans blotte tilstedeværelse bliver ikke længere taget for givet.

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

So long, Danmark

I dag rejser vi hjem til Martin.

Jeg har set frem til i dag med længsel. Primært og især, når single-mor-rollen har været tung.

Men også hver eneste gang én af pigerne har gjort en ny opdagelse eller sagt et eller andet morsomt.IMG_1588 Lige dér, ønskede jeg, at vi var Far og Mor sammen til at se alt det fantastiske i de to små mennesker.

Og alligevel er det jo ikke nemt at skulle afsted.IMG_1608Det er ikke ‘bare lige’ at pakke nellikerne og få afleveret lejebilen.

Der er en masse dejlige mennesker, som vi siger farvel til.

For en tid.

For gensynet kommer først til jul.

I morges sendte jeg taksalver afsted fra Vor Frue Bjerg i Grib Skov.IMG_1591Der er så mange ting, som jeg er taknemmelig for denne sommer.

De mange dejlige stunder med Farmor og Farfar, Farfar, Onkler, Tanter, Svigerinder, Svogere, Fætre og Kusiner.IMG_1600Ugen hos Morfar og Conny.

Baby-A’s dåb, hvor jeg fik lov at være hans Gudmor.

Ugen i sommerhuset i Blåvand med Mormor, Moster-Søster, Onkler, Tanter, Mostre, Fætre og Kusiner.

Turen til England med Mormor.

De dybe samtaler og det dybe fællesskab med min allerbedste Fru V.IMG_1602Alle de hyggelige stunder med de dejligste venner – både med og uden Martin.

Pigerne har nydt godt af endnu en genopdragelsesrejse.IMG_1593Det er så tydeligt at se, at de er tæt knyttede til hele familien og mange af deres små venner, selvom vi kun ses et par gange om året.

Mille har lært at sige “Hey, Fister-løgsovs” og kan nu gynge selvstændigt.IMG_1506Cille har lært at sige “Åh, vil du ikke rende og hønse” og kan nu klatre i træer selvstændigt.IMG_1580Life skills af den allervigtigste slags, må man sige.

Jeg er mæt. Og træt. I allerbogstaveligeste forstand.

6 uger i en kuffert med skiftende adresse tærer.

Det er et First World Problem, I know, men det er nu engang sådan, jeg har det. Og som jeg i øvrigt tror at langt de fleste ville have det, hvis de skulle på Tour-De-Family i 6 uger?

Pigerne har sommer-rejse-livet også tæret på.IMG_1581Det er svært at forholde sig til andre konstant. Og hinanden konstant.

Det er også forvirrende at skulle forholde sig til at bo hos andre igennem længere tid.

De lytter heller ikke til deres Mor og har ikke gjort det i mange uger nu. Det er som om min stemme blend’er ind med omgivelserne. For de har hørt den one too many times.

De er ganske enkelt trætte af at være sammen med mig 24-7.

Ligesom jeg også er (lidt) træt af at være sammen med dem 24-7.

Vi trænger til at få smidt en Far ind i ligningen.

Som forhåbentlig ikke går op i limningen.

So long, Danmark.

På snarligt gensyn, alle I søde mennesker.IMG_1365

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Blogprisen 2016

Kære Læsere,

Jeg er i dén grad stolt af at være udvalgt til Aros Business Academy’s ‘Blogprisen 2016’ i kategorien ‘Familieliv’.

mini_mba

Sidste år vandt jeg faktisk i familiekategorien.

Ene og alene takket være jeres stemmer.

Det var en kæmpe personlig optur, som jeg er jer alle meget taknemmelig for at have oplevet. For som alle andre bloggere tvivler jeg ind i mellem på relevansen af og interessen for mine skriblerier.

I år har Aros dog skærpet feltet – ingen tvivl om det.

Og jeg har stor respekt for mine kollegaer, som lige i denne her sammenhæng er mine konkurrenter.

Men – har du et par minutter og lysten til det – så ville jeg være dig evigt taknemmelig for din stemme!

Brug linket neden for, så kommer du direkte til afstemningen i familiekategorien.

Blogprisen 2016: Familieliv

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Crab eller crap?

Én af de interne jokes med mine engelske veninder, handler om udtale.

Danskerne (og Ze Germans, too) er notorisk kendte for at have besvær med ‘g’ og ‘k’ på engelsk.

En ‘foggy day’ bliver således ret nemt til en ‘fucky day’, når man møder naboen på gaden og lige vil kommentere på vejret, som det sig hør og bør.

Samme problematik gør sig gældende med ‘b’ og ‘p’.

Er det en ‘perfect day to go crabbing with friends’ eller en ‘perfect day to go crapping with friends’?IMG_1536Vi vælger løsningen med ‘b’.

Man er vel civiliseret.

Og det andet fungerer bare bedst i énrum.

Fru R og Fru Cox tager os igennem smukke, grønne Suffolk ud til kysten, hvor det mondæne Southwold ligger. En bittelille by, der er kendt for sit smukke, hvide fyrtårn, der minder mig meget om Blåvand Fyr.

Og hér er det, at det er fantastisk at have lokale guider med. For vi springer let og elegant over den klassiske turisttur ned igennem Southwold’s “London-smarte” High Street og kører i stedet ud til Southwold Old Harbour.IMG_1534IMG_1533Til Mrs. T’s Fish & Chip Shop.IMG_1528 Dét sted havde man bare aldrig fundet uden stedkendte.IMG_1532Det bliver ikke bedre. Eller mere ærke-engelsk.

Der er kuller, rødspætte og torsk i det sprødeste beer-batter. Og fritterne er skåret ud af nye, friske kartofler.IMG_1530Med maven fuld af fisk og fritureolie tøffer vi ned på havnen for at ‘go crabbing’ – selvom jeg muligvis også kunne have gået ‘crapping’, hvis der havde været dén slags faciliteter.IMG_1540Udendørsaktiviterne i blæst og ustadigt vejr er pay-back for sidste sommer, hvor jeg tog englænderne med op i Blåvand Fyr og ned på stranden for at flyve med drage på den mest blæsende, regnfulde sommerdag, der føltes som november.IMG_1539IMG_1541Vi tør først for alvor op igen, da vi rammer Waitrose’s café i udkanten af Ipswich. Et sted, som vi frekventerede så ofte, at det udviklede sig til det interne koncept Waitrose Wednesdays.IMG_1545Og ligesom vi varmede os med hotdogs i Danmark sidste sommer, sørger min Mor og jeg for danske hotdogs som afslutning på en kold sommerdag i det engelske.IMG_1549Dagen efter gråvejr og krabbefiskeri står vi op til strålende solskin, fordi det er Miss Sophie’s 7-års fødselsdag.IMG_1551 Og mens Cille finder æg i hønsegården, puster Miss S sine fødselsdagslys ud.IMG_1554Lidt senere siger vi et kærligt farvel til vores second home med en gåtur.

Forbi kirken i Levington.IMG_1558Og The Ship, den lokale pub, hvor vi har hygget os masser af gange.IMG_1560Forbi årets smukke sommerblomster, som landsbyens beboere sår i fællesskab langs grøftekanten.IMG_1559Og mens vi ser ud over River Orwell med dens fine, hvide sejlskibe, siger jeg et stille farvel til mit engelske landsbyliv.IMG_1561Det er skønt med en genopfriskning af gode minder og smukke steder.

Men det er også benhårdt at konstatere, at jeg nu er blevet en turist.

En gennemrejsende, som betragter alt dét, der engang var mit og som jeg havde meget kært.

En tilskuer i stedet for én, der lever og trives lige dér – i et smørhul i Udkants-England.

Dét føles mærkeligt.

Tomt.

Sørgmodigt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Cream tea og følelsestumult

Vi checker ud af Englands svar på Scandic. Premier Inn.

Home of a good night’s sleep, guaranteed.

Og den garanti har de opfyldt. Vi har sovet som små sten efter de seneste dages mange oplevelser.

I dag er dagen, hvor vi flytter ind hos Fru R i Levington.

Men før da skal vi mødes med vores tidligere rengøringskone Cathy og hendes datter Emma, som var vores babysitter.IMG_1491De var til enorm hjælp i familien – både mens jeg ventede Mille – og bagefter i den første, tumultariske tid med lille, vilde Mille.IMG_1493Jeg har begået et bevidst kulturelt faux pas ved at invitere os hjem til Cathy – for at se hendes nye hus – og for at få chancen for en proper catch-up i rolige omgivelser.

Det er ellers ikke noget ‘man’ gør.

Mødes hjemme hos nogen, that is.

‘Man’ mødes på pubben. Eller på legepladsen. Eller på den lokale high street til en kop kaffe.

Men Cathy indvilliger og pigerne nyder at lege tea party med Emmas to små døtre.IMG_1489Bagefter går vi på pubben til en klassisk pub lunch. Jeg har helt savnet den fedtede mad!

Cille er også svært begejstret. Primært for isdesserten. IMG_1495Det kunne skyldes, at en britisk børneportion ligner en dansk dessert for 2?IMG_1494Med fedt-, salt- og sukkerdepoterne fyldte, tager vi afsked.IMG_1490Det føles som om vi sås forleden. Hvor er det dog skønt med så positive gensyn.IMG_1496Næste stop på nostalgi-rejsen er Sainsbury’s. Én af de bedste supermarkedskæder i England. Min Mor elsker butikskæden og har fået timer til at gå med at tusse rundt og finde spændende varer, som hun har fyldt i kufferten, når hun besøgte os. Jeg er vist mere end Waitrose kind of girl…

Pigerne er ikke synderligt begejstrede ved tanken om et langsommeligt supermarkedsindkøb med Mor og Mormor, men efter et par kraftige vink med en vognstand, får de vendt attituden og nyder at gå på opdagelse i fantasifulde kager, slik og hvad hylderne ellers bugner af.IMG_1497Efter et par timers butik-sightseeing er vi klar til Cream Tea at the Cox Household.

Never to be missed when in England.

Prøv lige at se et smukt bord, Fru Cox kan fremtrylle!IMG_1500Med aromatisk hyldeblomst-mint-drik, hjemmebagte scones, agurkesandwiches og naturligvis te med fløde i.

Så delikat. Så sprødt. Så sødt.

Børnene får pasta til children’s tea time, som i virkeligheden betyder noget i retning af ‘børns-nemme-aftensmåltid-fordi-de-voksne-spiser-noget-helt-andet-og-meget-senere’.IMG_1503Bagefter går der for alvor nostalgi i den. Ihvertfald for mig og for min Mor.

Vi går ad den smalle, bugtede landevej igennem Nacton Village – den lille landsby, som vi boede i.

Forbi landsbyens fungerende telefonboks. No kidding. IMG_1513Og hen på landsbyens sports field, hvor børnene klatrer i legestativ og i træer.IMG_1505IMG_1508IMG_1510Mille gynger med S.IMG_1506Og Cille får en introduktion til cricket af B. Prøv lige at se hvor langt, det grønne strækker sig. Vitaminer for ørken-øjnene, er det.IMG_1507Cille har dét, jeg kalder for “fotografi-hukommelse” af sports field’en. Det vil sige, at hun selv mener at kunne huske stedet – men i virkeligheden er det fordi hun har set masser af billeder af sig selv på stedet.IMG_1514Da solen begynder at gå ned, titter vi ind til Nacton Village Hall, hvor Cille plejede at gå i play group, som er 3 timers daglig børnehave, der forbereder børnene på skolelivets start som 4-årige. Cille husker intet herfra, da jeg spørger hende.IMG_1515Rundt om hjørnet fra village hall’en ligger den kristne Nacton Primary School, hvor Cille startede som 4-årig og desværre kun nåede at være i 6 måneder, før vi flyttede til Dubai. Hun husker heller ikke skolen, da jeg spørger hende.IMG_1516Og ikke ret langt fra skolen og WW1-monumentet ligger Westbank, vores tidligere – og meget værdsatte – hjem.IMG_1518Det føles tomt og trist at betragte det hus, der dannede rammen om vores familieliv i 2 år.IMG_1520Det var Milles første hjem.

Et hus, hvor vi i dén grad nød at bo og leve.

Og nu bor her nogle andre.

Som helt tydeligvis ikke holder af det med samme intensitet, som vi gjorde – for her er tillukket og algegrønt.IMG_1521Min Mor ryster lidt på skuldrene og skutter sig, mens hun går stille rundt og betragter indkørslen.

Det føles mærkeligt at være tilbage uden sådan at være rigtigt tilbage.

Jeg er blevet en fremmed – en besøgende – i et land og på et sted, som plejede at danne rammen om mit og vores liv.

Som en turist i mit eget levede liv.

Vi gør kort proces og runder i stedet Orwell Park School – den smukke, gamle, traditionsrige kostskole, som ligger på bakken oven for Westbank. Skolen var min udsigt i horisonten fra soveværelsesvinduet hver morgen.IMG_1522Og vi stopper ved den lokale kirke, St. Martin’s.IMG_1523Alt er i virkeligheden præcist som det plejer.

Vi er bare ikke længere en del af lokalsamfundet og landsbyens liv.

Men hvor er jeg taknemmelig for at vi har været det.

Engang.

IMG_1524

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

British Breakfast

Her til morgen kører vi fra vindomsuste Felixstowe til det frodigste lille smørhul.

Levington.

Her bor Fru R med sin dejlige familie.IMG_1469Og dagens længe-ventede gensyn starter intet mindre end perfekt.

Med børn, der smiler lidt genert og hilser lidt forsigtigt, men som fanger melodien efter et øjeblik og leger på kryds og tværs, som om vi sås forleden.IMG_1468Og de søde, høflige briter stiller naturligvis med fint opdækket morgenbord, som i dén grad får os til at føle os velkomne.

IMG_1467

IMG_1465

Senere fodrer børnene husets høns – Jemima, Sarah, Vanessa og Marge – med majskolber.

IMG_1471Og mens børnene løber og leger i Fru R’s vidunderlige, afblomstrede blomstereng, som summer af insekter, sidder vi voksne og nyder udsigten over markerne. Og stilheden, som kun afbrydes af vores hyggelige snik-snak og børnenes latter.

IMG_1474Her er så grønt. Så frodigt. Så naturligt.

Og det slår mig, at jeg opfattede denne her engelske naturlighed og landlighed som den største selvfølgelighed, da vi boede her.

Måske hænger det sammen med det faktum, at jeg pt. lever i en ørken, hvor selv det mindste strå skal plantes, passes og plejes på insisterende vis – og altid med menneskelig indblanding i form af vanding og gødning. Dén oplevelse gør mig langt mere ydmyg over for naturlig natur og taknemmelig for de gavmilde vejrguder, som forærer os regn, så vi har frodige, grønne vidder at se på og leve i.

Måske er der også en god portion nostalgi indblandet – for der er rent faktisk lige så smukke marker og enge at se ud over hos både min Mor og adskillige andre familiemedlemmer i Danmark, men der er vi igen tilbage ved den der ’selvfølgelighed’ – for sådan har der jo altid set ud.

Og nu ser og forstår jeg bedre, hvorfor hele familien og vennekredsen elskede at komme på besøg i vores engelske udkants-liv.

For her er charmerende som bare fanden på en Barnaby-Miniput-agtig måde.

Om eftermiddagen lader vi børnene løbe energien af på én af mine favoritlegepladser fra dengang, hvor jeg jonglerede fuldtids med tumlingebarn og bittelille baby.IMG_1476Der går blandede følelser og erindringer igennem mig, når jeg er tilbage i dét, der engang var hele mit liv og hele min hverdag.

Her er vidunderligt i Woodbridge – en smuk, gammel by med smalle gader, stræder og restaurerede huse, hvor den gennemførte stil og detaljerigdom er til at falde i staver over.

Men jeg husker også grundfrustrationen over at skulle forsøge at akkommodere to små børns vidt forskellige behov på én og samme tid. I mange timer. Hver evig eneste dag.

Det var ensomt til tider.

Der var tvivl på egne evner ret ofte.

Men samtidig var børnene og at skabe en god hverdag dét, der gav allermest mening for mig.

Jeg ville – og vil – allerhelst være mest muligt sammen med de to madammer.

Hver dag.

Også selvom vi ind i mellem ‘laver hinanden om til vanvid’, som en 4-årig Cille ville have udtrykt det.

Efter legepladsen slentrer vi over jernbanen til River Deben, hvor der ligger et lille tehus, godt gemt bag træer og buskads. Man skal være meget stedkendt for at finde frem til steder som dette.

IMG_1480

IMG_1482

IMG_1481

Der går straks kage i den for de voksne.

Hvem kan ikke lige klare et stykke apple crumble cake, bakewell tart eller gulerodskage?

When in Britain, do as the Brits. Eat cake!

IMG_1478Da børnene er færdige med deres is, løber de ned for at sejle på den lille opdæmmede sø med Daniel’s sejlskib.

IMG_1479

How civilised is that? Som Fru R ville have sagt.

Very. Som jeg ville have svaret hende.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

UK!

I en LEGO-kasse på størrelse med et mindre børneværelse, formår Cille og Mille at diskutere om den fuldstændigt essentielle klods.

The one.

Dén, man bare ikke kan leve uden.IMG_1439Men vi afbryder dem, før de nærmer sig 3. verdenskrig – for vi skal et stenkast hen over Nordsøen til UK.

Til Immigrant-Familien Kaalunds 2. UK-hjem.

Til vindomsuste, rå, fattige, slidte, charmerende Felixstowe.IMG_1460

Havnebyen med de stolte arbejdertraditioner, som forfalder og forandrer sig præcist som dens danske bror Esbjerg, der ligger lige ovre på den anden side af det uregerlige, mørke hav.

IMG_1450

Felixstowe, hvis beach front stadig er et yndet udflugtsmål, men dog langt fra det turist-hot-spot, som det var for 30-40 år siden.

IMG_1446

Der er dog stadig blinkende lygter, bimlende karruseller og gang i spillehallerne til sent. Om sommeren, ihvertfald.

Vi rammer stranden som det første. Hvad ellers med to trolde på slæb?

IMG_1448

Der skal kastes sten i havet. Præcist som da Cille var 3 og Mille var 1.

IMG_1456

Men nu er de pludselig blevet store piger, der kan føje navne i sandet til repertoiret.

IMG_1458

Jeg lader Mormor se efter pigerne, mens jeg går en lille tur ned ad memory lane langs de fine, gamle badehuse, der står så sirligt langs havet i deres fine pastelpåklædning.

IMG_1449

Og jeg betragter de engelske palmer, der står langs strandvejen.

Der var engang, hvor jeg intet begreb havde om, at vi ville ende under eksotiske dadelpalmer i tykt, gult ørkensand….IMG_1454

Da jeg vender retur, er det til en smilende Mormor, som vist er lige så langt nede af memory lane som jeg selv. Hun har jo også tilbragt timevis på stranden med en sovende baby-Mille i barnevogn og en legende tumlinge-Cille, der byggede sandslotte. Det er ikke kun mig, der leger ‘husker-du’.

IMG_1455

Pludselig kan vi mærke maverne rumle.

Det er britisk tea time. Hvilket sjovt nok betyder aftensmad.

Så vi går fra stranden mod restaurationerne.

Der er de søde, små tea rooms, som allerede er lukkede for idag.

IMG_1443

Tea rooms holder åbent til morgenmad, frokost og eftermiddagskaffe. Så vi må nøjes med at trykke næserne flade mod ruden og huske hinanden på de skønne stunder, hvor vi sad og varmede os efter råkolde gåture langs havet.IMG_1445

Og vi ser langt efter de små iskiosker, hvor der langes soft ice med flake over disken for 99 pence.

IMG_1453

Men vi er nødt til at spise rigtig mad.

Vi går mod The Alex – ét af Felixstowe’s hyggeligste spisesteder, som ikke er en greasy fish ‘n’ chip shop. Ikke at jeg er for fin til den slags – bevares – men vi trænger til at sidde ned og spise civiliseret efter en lang dag i transit.

På vejen passerer vi Felixstowe’s Rådhus, hvor Martin registrerede sin nyfødte datter i Suffolk. Her fik vi det officielle fødselscertifikat på den lille engelske immigrant-baby.

Pigerne smiler, mens Mormor og jeg skiftes til at fortælle anekdoter om familielivet i det engelske.

Jeg gad nok vide, om de holder til 5 stive dage med nostalgi-mama og nostalgi-granny på tur – eller om smilene gradvist vil blive mere og mere anstrengte?

IMG_1459

Rejsedag og gensyn med Felixstowe er veloverstået.

Jeg klarede skiftet til venstre-side-kørsel uden de store problemer.

Jeg klarede også at bestille 2 ekstra stærke Pimms uden de store problemer.

FullSizeRender

Så det her skal nok gå godt. Blive godt. Være godt.

After all, så er det jo Great Britain, ikke?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Vadehavet og gris, der lugter af fis

De 3 Musketerer, Mormoren, Søster-Mostrene og Baby A har haft en aldeles fremragende uge i sommer-ferie-land.

I vores egen lille boble af leg og kys, skrigen og hujen, tårer og latter.IMG_1365IMG_1377 Cille nostalgi-kokkerer. Omelet og ristet rugbrød. Ligesom i gamle dage, da Mor var barn og selv brugte mini-køkkenet.IMG_1258Og hun laver de fineste frugtfade til storfamilie-kaffemik.IMG_1318Vi har nydt at traske over klitrækken til Hvidbjerg Strand.IMG_1386For at lave sandslotte og finde søstjerner. IMG_1388IMG_1280Og her er jeg – iklædt årets burkini – på behørig betragter-afstand af et uvist antal van(d)vittige familiemedlemmer, som er ude at bade i alt, alt for koldt vand. Her er 30 grader køligere end det, jeg er vant til, så jeg fryser.IMG_1389Det gør Anton ikke. Selvom han også synes at Vesterhavets bølger er lige lovligt høje.IMG_1285Vi tager også på skovtur i smukke Blåvand.IMG_1399Og Cille klatrer i træer.IMG_1403Men kommer straks ned, da der bliver serveret kager.IMG_1401Der er gået kage-gris i den for os, men vi har også spist fantastiske salater og masser af lækre kødretter kreeret af familiens damer på høflig tur-basis.IMG_1295Selv Baby A har forsøgt sig med en avo-banan-kombi.IMG_1383Mirakelbabyen og jeg har faktisk opbygget lidt af en Moster-Nevø-symbiose i denne uge og jeg er ikke helt sikker på at han skal med sin Mor hjem til O’ense.

Krea-trioen har også været igang i sommerhuset, når vejrudsigten har stået på silende sommer.IMG_1327Og så har vi for 1. gang været i Nationalpark Vadehavet med Natur-Kultur-Varde.

Jonas står klar i sit regntøj og siger go’daw og stikker os hver en greb.IMG_1303Herefter passerer vi kvierne på marken og vader direkte ud i Vadehavet, hvor det er lavvande.IMG_1306IMG_1305Først smager vi på salturt og andre spiselige planter, som Jonas forklarer os om.IMG_1309Så kommer grebene i brug. Vi graver sandorm og børsteorm, som ligger lige under overfladen og venter på os.IMG_1313IMG_1312Udover slimede orm under overfladen – og det faktum at det mildt sagt pisser ned – er den fedtede havbund også en smule udfordrende for min taktilsans.IMG_1311Og jeg trøster mig med at det må være en form for Vadehavs-pedi i form af mineraler, ler, salt, alger og tang i én klistret, økologisk wellness-pærevælling.IMG_1314Senere bliver vi sat til at grave krabber ud af tørv og mudderklumper, mens Jonas underholder børnene med fantastiske fortællinger om dyrelivet i Vadehavet.IMG_1315En virkelig anbefalelsesværdig naturoplevelse med rollinger in-tow, hvis du er i nærheden af Vadehavet. Men vælg lige en dag, hvor det ikke regner, medmindre du gerne vil se sådan her ud efter et par timers graven efter klamme dyr.IMG_1316Efter Vadehavs-turen har De 3 Musketerer fået blod på tanden.

De skal da se flere dyr, skal de.

Så vi kører ud til Morbror Jørn på Aasgaard og hilser på hunden Hertug.IMG_1346Og så lader vi os behørigt desinficere, før vi får lov til at træde ind i hans svinestalde.IMG_1350Vi kan bedst lide smågrisene og deres mødre. Denne her bitte-gris, som Jo hilser på, er født samme dag.

De to nye røgterkarle på Aasgaard har det lidt stramt med lugten i bageriet. IMG_1347Det er som om gris lugter ret meget af fis. Så pigernes lugtesans er udfordret præcist som min taktilsans var det i Vadehavs-mudderet.

Efter en halv times rundvisning løber vi ud i den friske luft og trækker vejret dybt ned i lungerne, mens vi krydser ned over kløvermarken til Morbror Jørns heste.IMG_1360Jørn nyder at vise pigerne gården og forklare dem om dyrene. De lytter og gør alt hvad de kan for at komme tæt på de smukke heste.IMG_1362IMG_1364Og på vejen tilbage plukker Cille stilfærdigt en buket af markens blomster til mig.IMG_1366Hold kæft, hvor er jeg heldig.

Med min store datter.

Med min lille datter.

Med hele min dejlige, store, kærlige og betænksomme familie.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Tinetus #2

Sommerhus ved Vesterhavet.

Jeg er da vild med konceptet.IMG_1240Også selvom vi efterhånden kører på 4. uges genopdragelsesrejse i sommerlandet. Og den slags går der en smule me(n)tal-træthed i.

Det handler om at vi grund-savner Farmanden og ikke rigtigt kan komme til at vise ham vores inderlighed over Skype. Selvom Mille forsøger det bedste, hun kan, når hun krammer og kysser skærmen.

Det handler også om at vi godt kunne trænge til at sove i egen seng og kigge til egne ting bare lige en dag eller to.

Og for mig handler det også om at ene-forælder-rollen ind i mellem er lidt anstrengende.

Det er livet i en kuffert faktisk også i længden, selvom det er et vaskeægte First World Problem.

Som smelter bort ved synet af ham her. Mosters guldklump.IMG_1254Og – når ovenstående klagesang er afsunget – så har vi det som blommen i et æg. Omgivet af dejlige onkler, tanter, mostre, kusiner, fætre og hvem der ellers kigger forbi vesterhavshytten i anden klitrække ved Hvidbjerg Strand i Blåvand.IMG_1251IMG_1267IMG_1324Og – lige hér – til lyden af vestenvinden og havets brusen fra det åbne vindue, kører den indre tinetus som smurt i den lyse sommernat.

Den lyder sådan-cirka-sådan her:

  1. Cykler. Hold kæft, der har danskerne altså bare fat i den lange ende. Hvor er det dog en fantastisk idé sådan at cykle rundt til (og efter) alting og ingenting. Det er gratis motion og mental renselse. Jeg elsker det. Og cykler gerne til bageren efter morgenbrød. Og ud på tur. Og mærker nu, at jeg har savnet det helt vildt. For det får jeg gjort alt for sjældent i Ørkenstaten, hvor det er halvfarlig business i trafikken (og hvor man risikerer at komme til at svede for alvor).IMG_1256IMG_1320
  2. Brød. Af den slags, som serveres i kulhydrat-himlen. Saftige kernerugbrød, knasende sprøde horn, hvinende søde romkugler og krydrede kanelstænger. Hold nu op, hvor danske bagere forstår at levere varen! Der er intet, som ens hjemlands brød. Det er comfort food dybt ind i sjælen. Faktisk er jeg ret sikker på, at horn med tandsmør er en form for saliggørende balsam, som sætter sig på hofter og lår – jovist – men som også heler indre sår og skrammer som intet andet kan.IMG_1321IMG_1213
  3. MobilePay! Yes, sir! I det fine år 2016 er det lykkedes yours truly at komme med på noget så friskt som smart-pay-bølgen. Begejstringen vil ingen ende tage og jeg bøjer mig i støvet for det moderne, pengeløse samfund, som Danmark er på vej til at blive. Dét er dælen-dyle-mig snildt. Thumbs up herfra!IMG_1322Og le du bare ad mig og mine gammeldags webbank-metoder – hvis du vidste, hvor svært det er, at få YouSee overtalt til et dansk SIM-kort uden at man har bopæl i Danmark, så ville du også bruge taletidskort i et stykke tid…eller noget…
  4. Offentlige toiletter. Nu knækkede den ellers så rosenrøde film om dansk kultur og vaner. Ingen – som i overhovedet ingen! – thumbs up for offentligt tilgængelige toiletter, restaurant- og cafétoiletter og alle andre former for toiletter, der ikke er hjemme i folks hjem. Føj, hvor de stinker og er snavsede. Svinede. Grisede. Der mangler toiletpapir, sæbe og papirhåndklæder i bedste fald. I værste fald møder man lort på brættet og opkast i håndvasken. Det er simpelthen for dårligt. At folk ikke rydder op efter sig selv, selvfølgelig. Men også at der stort set ikke bliver tilset og rengjort. Yikes, siger ørkenimmigranten, der er vant til at der altid er duftende, lettilgængelige og rene offentlige toiletter med dejligt sæbeskum, masser af papir og valget mellem håndtørrer og papirservietter.
  5. Og nu vi ligesom er groet fast i det fækale tema – hvad sker der så lige for unisex-toiletter over det hele? Har vi altid haft det i Danmark? Dét er jeg så heller ikke fan af. Jeg synes faktisk at det er helt grænseoverskridende at vi skal dele toiletter sammen sådan alle sammen. Dér må jeg sige, at jeg sætter meget pris på kun at møde hunkønsvæsener, som jeg så skal dele wc-bræt og håndvask med. Jeg er helt in awe over hvor mange wc-vogne og fællestoiletter, jeg har mødt i det danske sommerland – og hvor mange af dem, der var uni-sexy på den virkelig ufede måde.
  6. Ikke mere toiletsnak, men lad os da fortsætte i det kropslige univers. For en anden ting, jeg har undret mig over i det danske sommerland er, hvordan pokker det kan være for varmt til at bære T-shirt i bybilledet, når termometret står og vipper mellem (sølle) 17 og 21 grader? Og det er sjovt nok ikke Christopher-agtige typer, der fejrer solskinnet med lige at hive T-shirten over hovedet for at flashe den opbyggede overkrop. Snarere Dad- og Beer-Bod-typerne. Dem skal der bestemt også være plads til – naturligvis – men jeg flasher altså heller ikke min Mummy-hængebug på hovedgaden i Esbjerg, vel? Bar overkrop er i orden hjemme i din have. Og i dit soveværelse. Og på stranden. Og ved pool’en. Og så stopper den ligesom dér, uanset køn. Thank you.

Nu er det nok, hjerne.

Stop.

Lyt til silende sommerregn mod ruden.

Og hold så din kæft, så jeg kan sove.IMG_1275

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hjem

Begrebet ‘hjem’ burde i for sig at være ganske enkelt.

Det er vel det sted, hvor du har hjemme. Eller føler dig hjemme.

Hvor du har dine ting. Har registreret din adresse.

Hvor du sover, spiser og lader op til at møde verden igen.

Men begrebet ‘hjem’ bliver forvirrende, når man flytter rundt og ud i verden – som expat, arbejdsturist, immigrant og rejsemyg – eller hvad du nu vil kalde os, som frivilligt vælger at flytte fra land til land for at arbejde og leve på mere (eller mindre) defineret tid.IMG_1214For mig er begrebet ‘hjem’ blevet vores lille familie-firkløver.

Uanset hvor vi befinder os, så har jeg besluttet, at ‘hjem’ er, hvor Martin, Mille og Cille er.

Lige nu.

Lige hér.

Uanset rammerne.

Uanset hvilke ting, vi omgiver os med.

På dén måde har jeg flyttet opfattelsen af begrebet ‘hjem’ fra bestemte fysiske rammer – mursten, møbler, tinge-dinge-noter og den slags – til en følelse, en fornemmelse og et fællesskab, som indeholder alt dét, der skal til for at jeg føler mig som et helt menneske.IMG_1202Det er ikke fordi jeg ikke har en vis portion nostalgi, når jeg holder Cilles små babysko i hånden eller en dyb følelse af glæde, når vi sætter familieportrætterne op på væggene i en ny stue. Jeg har også en forlovelsesring og en vielsesring og nogle andre småting, som jeg ville være ked af at miste.

Men når alt kommer til alt – så er det fysiske ting, som kan forsvinde på et øjeblik. Og som i sidste ende hverken definerer eller konsoliderer min families levede liv.

Det gør den indre livsrejse, til gengæld.

Oplevelserne, følelserne og tankerne, som bor bag øjenlåg, i maver og i hjerter.IMG_1235Martin tror dog ikke længere på, at jeg kan leve på en sten, som da han mødte mig – og måske har han ret, nu hvor han igennem 15 år har opdraget mig til at sætte pris på smukke ting. Men hvis tingene ryger i morgen, så tror jeg stadig fuldt og fast på, at alt, hvad jeg og min familie  behøver, er hinanden.IMG_1204At definere ‘hjem’ som en følelse er en stor lettelse.

Det giver frihed i forhold til hvor og hvordan vi kan bo og leve som familie.

For dén slags kan ændre sig brat og uventet, når man er dybt afhængig af én lønindkomst – og i øvrigt ikke har det sociale sikkerhedsnet, som I er heldige at have i Danmark.

Følelsen af ‘hjem’ kommer selvfølgelig også til mig, når vi er i Danmark på sommer- og juleferie.

Jeg er jo pæredansk og har levet de første 18-19 år af mit liv i Danmark.IMG_1216Når jeg lukker øjnene og lytter til lyden af Vesterhavets brusen og legende børn i vandkanten, så giver det mig en stærk fornemmelse af hjem.IMG_1286IMG_1245Når jeg træder i den stride marehalm og mærker de skarpe muslingeskaller under fødderne i Blåvands hvide sand, føler jeg mig hjemme.IMG_1282Når jeg fanger duften af de hybenrosenblade, som ligger trukket sirligt på strå i mit sovekammervindue, så føler jeg mig hjemme.IMG_1221IMG_1237Når jeg spiser rugbrødsmadder med røget fisk, er mine smagsløg hjemme.

Når jeg mærker min Mors arme omkring mig, er jeg hjemme.

Jeg gætter (og håber) på, at vores piger intuitivt får samme opfattelse af og tilgang til begrebet ‘hjem’. De får ihvertfald oparbejdet en vis mængde erfaring i at falde hurtigt til i forskellige ‘hjem’-lige rammer.

Både i udlandet og i Danmark.IMG_1207I sommer- og juleferier omstiller de sig kontinuerligt. De bor i sommerhuse rundt omkring og så er der Mormors hus, Farmors hus, Morfars hus osv.IMG_1219IMG_1262Og dét tager de med største selvfølgelighed, når de vader ind i venners og familiemedlemmers hjem og hjerter. Som kom de forbi igår.

De har vaner, rutiner og traditioner i de forskellige hjem, som de husker ned til mindste detalje fra gang til gang.

De accepterer også fint, at regler kan gradbøjes, at ting gøres på forskellig vis i forskellige hjem og at der er temperamentsforskelle i stort som småt, når man bor hos og sammen med andre.IMG_1253Pigernes evne til omstilling og til lynhurtigt at skabe en fornemmelse af ‘hjemmevanthed’ i et nyt hus føler jeg er en gave.

Og selvom der er noget fint og særligt i at kunne vende tilbage til ens barndomshjem, så må vi sande, at dén idé er gået fløjten lige fra starten af vores familieliv.

Der er ikke et barndomshjem at vende hjem til for vores døtre.

Der er mange.

Der er mange i Danmark. To i England. To i Dubai. Indtil videre.

Og hvis jeg er rigtig heldig, så har de allerede en følelse af hjem i hjertet, i maven og bag øjenlågene, når de sover i den svale, danske sommernat, mens de fordøjer dagens indtryk.IMG_1296

Mange hilsner fra Mor i Udlandet