Ugen derpå

Det er sådan en underlig følelse, når vores gæster rejser hjem igen.

Uanset hvem, der har været på besøg – familie eller venner – så tager det en hel uge at komme sig mentalt og fysisk.Der er sådan en ubehagelig mathed og tomhed efter intenst samvær, masser af oplevelser, aktiviteter og nydelse.

Nærmest ligesom tømmermænd efter en fed fest.

Pludselig er det slut med fællesskabet.

Med små svinkeærinder og sjove udflugter i weekender og på hverdage.Det er jo ikke fordi der er noget i vejen med vores firkløver-fællesskab eller vores almindelige hverdag, men det tager tid at vænne sig til dét liv igen.

For poolen er da sjovere med Farmor, Mormor eller Moster.Og det med at gøre sig i stand og gå i byen er da sjovere i en lille flok.

Savn og længsel er altid en del af kufferten, når man bor langt væk fra familien. Og selvom følelserne er ubehagelige, så er de efterhånden letgennemskuelige og egentlig også medgørlige, når først jeg ser og mærker, hvad det er, der foregår.

Ugen derpå er ikke sjov, men ugen efter er alting back to normal.

Min Mor og jeg taler åbent om det.

At det tager lige så lang tid at komme sig efter at have tilbragt tid sammen, som den tid, man tilbragte i hinandens selskab. Fordi man er træt og mæt på alle planer.

Men hjertet gør altså ondt, når vi cykler hjem efter skole, og der så ikke længere står en Farmor og vinker i vejsiden, og der heller ikke sidder en Farfar i havegyngen og siger ja tak til kaffe.

Så går jeg lidt i sort. For en stund.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dubai i en nøddeskal

Forleden aften tog vi Farmor og Farfar med til én af de nye attraktioner i Dubai – La Perle by Dragone.Teatret ligger i hoteldistriktet Al Habtoor City ikke ret langt fra Burj Khalifa, Dubai Mall og Dubai Opera.

Faktisk er der byggerod og vejarbejde i hele området – og vidste man ikke bedre, kunne man hurtigt forledes til at tro, at man var kommet fuldstændig på afveje. Men frygt ej – kig efter blinkende lys og eksplosive regnbuefarver – og du er på rette vej.Teatret starter lidt trist ud med dét, der ligner entréen til en helt almindelig biograf – hundedyre popcorn, cola og vand på flaske. Dét kunne de godt polere lidt op, hvis du spørger mig. For La Perle er så langt fra en almindelig oplevelse, og showet fortjener at spille op til mere end en gang popcorn.

Teatersalens udformning og selve forestillingen er udtænkt af den belgiske teaterdirektør Franco Dragone, som bl.a. har været med til at lave Cirque du Soleil-forestillinger igennem mere end et årti, så der hersker vist ingen tvivl om, at Dubai her har hyret én af verdens dygtigste teatertalenter for at sikre ‘wow’-effekten.Når man kommer ind i selve teatret, fanger øjnene straks det dybe, mørke vandhul i midten af scenen. Det er dragende og ganske uhyggeligt – nærmest som et uudgrundeligt og truende sort øje.

Der er naturligvis også skruet 110% op for LED-belysningen, lydanlægget og den computerprogrammerede animation på vægge, gulve og lofter.

Dét her – dét er Dubai i en nøddeskal.

Spektakulært. Dramatisk. Teatralsk. Overgjort. Højspændt. Futuristisk.

Perfektion på så mange niveauer, at jeg som altid ender med at holde vejret og tænke, at det er noget underligt noget, at blive så rørstrømsk over.

Men det gør man altså – dét med rørstrømskheden – for der er tryk på og store armbevægelser fra alle vinkler og kanter i knapt halvanden time.

Det er bare én af de ting, Dubai gør så godt. Byen imponerer – overrasker – perfektionerer oplevelser og handlinger, stemninger og steder – også selvom langt det meste er bygget op om en illusion.

Vi overraskes i ét væk over perlerækken af aldeles utænkelige stunts, udført af mennesker med lige dele overmod og imponerende evner.

Pigerne er fuldstændig opslugte og sidder helt yderligt på stolesæderne, mens de hvisker til os, at “dét der kan da kun gå galt” og “dét gør han bare ikke!”, mens artisterne springer ud fra 25 meters højde og klatrer rundt i trapezer, som om det var ingenting.Franco Dragone har naturligvis skævet til De Forenede Arabiske Emiraters historie og til Dubai’s fortid som perlefiskerleje – og menneskets higen efter at få fat på den perfekte perle udspiller sig som en rød tråd igennem showet, der er bygget op om lige dele cirkus og teater.

Særligt hæsblæsende er et stunt, hvor 5 artister kører motorcykler rundt inde i en metalkugle, der har en diameter på ca. 5 meter. Dér er det svært at trække vejret. Ikke kun på grund af benzindunsten, men fordi det virker helt urimeligt farligt.Jeg kunne blive ved med at indsætte billeder af showet, men ingen af dem yder oplevelsen nogen retfærdighed. Det skal ses og mærkes i virkeligheden – og helst uden en mobiltelefon foran ansigtet.Udover et helt fantastisk udstyr til artisterne, et overvældende lyd- og lysshow med animation, ild og alle mulige andre effekter, så kan salen naturligvis også oversvømmes og tørres igen på under ét minut.

Bare fordi.

Bare fordi det er mega-imponerende og blæret.Og med oversvømmelse, så menes der knæhøje vandmasser, der skvulper og bølger om artisterne, der enten svømmer og dykker i det sorte øje eller klatrer omkring i vandet.

Regnen kommer fra loftet og fra voldsomme vandfald, der sender en finregn ind over publikum – til stor begejstring for alle, fordi regn er altid velkommen i en Ørkenstat.

Det sner naturligvis også en enkelt gang. Bare fordi man kan få det til det.

Jeg er solgt.

Til Franco Dragone’s arabiske mesterværk af en cirkus- og teaterforestilling, der overdøver, overvælder og overrasker alle sanser.En varm anbefaling af showet får du herfra. I en grad, så jeg gerne vil opleve det igen, selvom en del af imponator-effekterne jo nu er “afslørede” for mit vedkommende.

Og særligt hvis du befinder dig i Dubai i den varme del af året, er det helt åbenlyst perfekt aftenunderholdning indendøre.

De billigste billetter koster ca. 250 AED – og det er ikke uanstændigt, når man tænker på, at der står 65 af verdens bedste cirkusartister klar til hæsblæsende underholdning i 90 minutter i en aldeles spektakulær sal, der er så langt fra en savsmuldsarena, som man overhovedet kan komme.

Ingen kan gå herind uden at blive fascineret og bevæget.

Dét tør jeg godt vædde min gamle solhat på 👒

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Nye turistattraktioner i Dubai

Farmor og Farfar er på besøg i disse dage.

Storfamilien reunited.

Vi er vant til at bo sammen i længere tid ad gangen, da vi altid bor hos dem, når vi er i Danmark. Og så er det jo godt, at vi kan gøre gengæld, når de kommer herned til os og nyder lidt sol og varme langt væk fra den snigende kulde i Danmark.

Denne gang er det ekstra særligt, fordi vi har glædet os til at vise dem vores nye hjem.

Og de får virkelig noget for pengene. Der er smuk udsigt til både skyskrabere og gymnastikshows morgen, middag og aften på den falske plæne.Og som noget helt nyt har Martin rollen som turistfører, mens pigerne og jeg er i skole.

Han tager dem med op i én af de nye(re) turistattraktioner, Dubai Frame, som ligger i Za’abeel Park.

Det er et ganske fint alternativ til Burj Khalifa, hvis man er på budgettur eller på ferie for Gud-ved-hvilken-gang – for har man været oppe i verdens højeste tårn én gang, er det ikke ligefrem fordi det føles som en tvingende nødvendighed at gøre det igen.

Dubai Frame byder på en fin historisk gennemgang af det arabiske liv omkring Dubai Creek – og så får man motioneret højdeskrækken endnu mere end man reelt gør i Burj Khalifa, hvor højden føles helt urealistisk.

Der var også lige en sviptur til Abu Dhabi, hvor intentionen var at opleve det nye, smukke Louvre på Saadiyat Island, men der var desværre mandagslukket ligesom på muséerne i Europa. Hvem skulle have troet dét, når nu ugens første hverdag er søndag her hos os? Men nu ved vi det til en anden gang. Til gengæld fik de oplevet lidt af Abu Dhabis moderne centrum og Yas Island, som er både smukt og dejligt.

I lørdags kørte vi til emiratet Ras al Khaimah og spiste frokost på Ritz Carlton Al Wadi Desert Resort. Dét er virkelig en oplevelse at være på hotellet, der ligger på et 500 hektar stort naturreservat, hvor oryxer, kameler og gazeller græsser fredeligt og bliver fodret dagligt, så de altid vender tilbage. Der er intet hegn om resortet – og alting foregår på cykel eller i golfvogn, så der er helt fredeligt. Hvis man har et solidt feriebudget, vil jeg virkelig anbefale et par nætter uden for Dubai – eksempelvis på førnævnte Ritz Carlton eller ét af de mange andre ørkenresorts, jeg tidligere har skrevet om.Onsdag har jeg endelig haft chancen for at være co-turistfører på en formiddagstur til Jumeirah 1, hvor der ligger en ny(ere) strandpark, der lyder det chikke navn La Mer Dubai.Der er anlagt to lækre og sikre badestrande – North Beach og South Beach – hvor du for 100 AED per person kan leje solstol med håndklæde og parasol for en dag.Du kan også bare medbringe dit eget håndklæde – og så er strandadgang, toiletfaciliteter, brusere osv. ganske gratis.Der er også et vandland, som ser ud til at være sjovt for både børn og voksne, og så er der – som altid i Dubai – et væld af shopping- og restaurantmuligheder i et varieret og ret chikt miljø med kunst og dekorationer alle vegne.Vi kommer helt sikkert tilbage en anden gang for at bade dér. Muligvis med eget picnictæppe og håndklæde, da det hurtigt kan løbe op i mange penge, hvis en hel familie skal leje stole osv.Og så er ingen Dubai-ferie vel komplet uden en tur i Gold & Diamond Park. Eller fem ture, for den sags skyld.

Farmor og Farfar sidder efterhånden helt hjemmevante i guldsmedeværkstedet og følger med i guldsmedens arbejde.

Der er kun ét problem ved at have familie på besøg. Dagene går simpelthen for hurtigt, når man skal forsøge at kombinere skole, arbejde, fritidsaktiviteter og turistoplevelser.

Men det er vel i virkeligheden en god ting?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Not all fun and games

Og mens det ser ud til, at alting kører som smurt i en dekadent blanding af smør og foie gras med Babettes Gæstebud mig hér og 40-års Friday Brunch mig dér, så er vores liv jo hverken mere eller mindre “fun and games” end alle andres.

Vi spiser godt nok ikke leverpostejsmadder eller cykler i regnvejr i en Ørkenstat, men jeg siger dig, at det kan sagtens blive både gråvejr og mandag morgen alligevel.

Der er for eksempel det helt åbenlyse pres på Martin for at finde et nyt job.

Min lærerløn er jo lidt ligesom at tisse i bukserne for at holde varmen – og det er i sig selv en udfordring at føle, at jeg bidrager helt og fuldt i hverdagen, men kun med en tiende del af familiens indkomst. Dén problematik fortjener vist sin helt egen fortælling en anden dag.

Martin har været aktivt jobsøgende, siden vi kom retur fra sommerferien i Danmark.

I virkelighedens kronologiske tidsmåling er der således tale om 2 måneder.

I det indre livs kaotiske tidsmåling føles det helt anderledes.

Det ene øjeblik er det bare om at nyde (fri)tiden, som måske aldrig kommer igen – og i det næste øjeblik går det hele for langsomt og hvad fanden er der i vejen på det der træge, arabiske jobmarked?

At være jobsøgende er i sandhed ikke den sjoveste situation at stå i.

Det er en balancegang og en mental prøvelse hver eneste dag.

Martin har aldrig prøvet det før, fordi han er gået direkte fra job til job. Jeg har nærmest heller ingen erfaring med at være jobsøgende, men jeg har stor erfaring med at være uden for jobmarkedet som hjemmegående husmor.

Det kræver nerver af stål og en tyrkertro på egne evner og erfaring, når man bliver sat uden for døren.

Også når det er selvvalgt.

Enhver, der har prøvet det, ved, at det føles så langt fra en badeferie som man overhovedet kan komme, selvom der hverken er deadlines eller deliverables som på en arbejdsplads. I stedet skal man navigere efter ens intuition og lave opsøgende arbejde på nettet og i netværk.

Der er gode og dårlige dage.

Der er sjove dage med følelsen af frihed og det går sgu’ nok alt sammen – og der er dage, hvor tiden står stille og der ikke er andet for end at højne moralen med en gåtur og en lydbog i ørerne.

Der er dage med opkald.

Der er dage med afslag.

Midt i det hele må jeg hanke op i mig selv, for det nytter jo intet, at jeg er den, der går i panik fuldstændig præmaturt.

For det går jo nok alt sammen.

Det siger min erfaring og min fornuft mig.

Der er en eller anden større plan med tingene, som hverken jeg eller Martin kan styre alligevel. Og dét, der skal være, vil blive – og dét, der ikke skal være, vil ikke blive.

Det vigtigste er, at vi står sammen og er sammen som familie.

Uvisheden er et livsvilkår for alle mennesker, men for expats er det som om uvisheden bliver forstørret op og griber ind i alle livsområder for både børn og voksne.

Vi kan risikere at miste alting på én gang – vores hus, skole, hjemby, vennekreds osv. – hvis vi ikke formår at finde en primær indtægtskilde til at fortsætte vores ellers så komfortable livsstil under fjerne himmelstrøg.

Og selvom der kan være alvorlige økonomiske konsekvenser ved at miste jobbet i Danmark, så er det heldigvis sjældent sådan, at man samtidig mister vennerne, børnenes dagsinstitution, skole, hjemby osv.

Det er en af bagsiderne ved udlandslivet; at vi må øve tolerancetærsklen for usikkerhed og acceptere, at der er alt at miste, men også alt at vinde.

Og som med alle andre skyggesider i livet, så er der samtidigt noget forfærdeligt dragende og vanedannende ved dem. Noget, vi ikke vil give slip på, fordi livet føles levende på denne måde – og i vores tilfælde er det de vilde, følelsesmæssige rutsjeture og oplevelser i udlandslivet, som vi vil kæmpe med næb og kløer for at bevare.

Jeg elsker ihvertfald livet her i det moderne Mellemøsten.

Mest af alt fordi vi har en dejlig hverdag.

Og det er jo hverdagen, man skal holde mest af, som Dan Turèll, så smukt beskriver det.

“Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen”.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Babettes Gæstebud

Én af mine mange, fine 40-års fødselsdagsgaver var en sart, vandgrøn dug med motiver fra Karen Blixens novelle, Babettes Gæstebud. Sammen med dugen lå der et kort, hvorpå der stod, at jeg ville blive inviteret på samme menu, som den mystiske, tilrejsende franske kok – Babette – tilbereder i fortællingen.

Heldige mig, hva’?!

Og så måtte jeg ellers igang med at genopdage Karen Blixen og hendes forfatterskab. For en litteraturnørd er det jo én af de mest fantastiske udfordringer, man kan få.

Først så gavegiveren Lulu og jeg en dokumentar, der skildrede Karen Blixens særegne karakter og hendes selviscenesættende ‘pagt med Djævlen’. Bagefter lånte jeg en smuk tegneserie om hendes liv og læste novellen i dens helhed. Til sidst så Martin og jeg Gabriel Axel’s halvanden time lange filmatisering af Babettes Gæstebud fra 1987 – og så var vi ellers klædt på til gæstebudet.

Og her er så Babettes bord a lá Familien Mahaini – med min vandgrønne dug, Mormors krystalglas på sirlig række, kuvertbrød og levende lys. Så smukt og indbydende.Jeg er ualmindeligt heldig med så søde og gavmilde venner, der gør så meget ud af tingene og giver mig sådan en stor og glædelig oplevelse.

Og hér sidder vi så – klar til at gå ombord i den første ret.

Skildpaddesuppen. Soupe de Tortue.

Kogt på kalveben, kalvekotelet, kylling og et ton løg og urter i sådan cirka 15 timer. Og gudskelov ikke så meget som en enkelt lille skildpadde, selvom familien er lykkelige indehavere af to 🐢🐢.

Den reducerede suppe er mørk, aromatisk og forunderlig let. Så langt fra 80’ernes forlorne skildpadde, man overhovedet kan forestille sig. Den smager virkelig, virkelig dejligt.Suppen er naturligvis pyntet med skildpadde-øjne lavet af hårdkogte, sammenpressede æggeblommer 👀 og den serveres med sherry til. Det er første gang, jeg får tør sherry til en forret, men det fungerer perfekt.

Herefter er det tid til Den Gule Enke og Blinis Demidoff, som man aldrig går galt i byen med.

Retterne serveres af Babettes unge tjenestedreng, der i dagens anledning er blevet forfremmet til tjener – hvis vi da skal følge novellens persongalleri. Martin er således den svenske General Lorens Löwenhielm og jeg kan vel passende give den i rollen som Lorens’ gamle flamme, den fromme og komplet asketiske gammeljomfru, Martine.

I mens vi hygger os med champagne og blinis, hygger en hel flok sirligt udbenede vagtler sig i ovnen med en delikat indmad af foie gras og trøfler. Retten kalder Blixen for Cailles en Sarcophage – vagtler i ligkister.

Morbidt og ramsaltet, præcist som forfatterinden selv.

Heldigvis var vagtlerne ankommet uden hoveder – for ellers kunne de have ligget der og hængt med næbbet ud over kanten på kisten.Efter en halv time lander de sprøde, duftende små damelår og store bryster på tallerkenen, der også indeholder dét, jeg vil udnævne til verdens bedste sauce.

Udgangspunktet (dét, der ellers ville have været en almindelig, god fond) er i dette tilfælde en hel, færdiglavet sauce espagnole, som i sig selv tager 10 timer at fremstille. Herefter møder den delikate sauce espagnole en hel masse trøfler og andet godt – og til sidst tilsættes lidt smørstegte champignoner.

Jeg var i HIMLEN.

Sauce-himlen.

Og ligkisterne af butterdej nærmeste smeltede i overraskende sprødhed.Tilsæt rigelige mængder rødvin – og så kan den fromme, sekteriske norske menighed ikke opføre sig stille og alvorligt ret meget længere.

Ind kommer mellem-retten – salaten med sprøde, fede valnødder og syrlig vinaigrette.

Som rosinen i pølseenden spiser vi Baba Au Rhum med søde mangofrugter og vanilleis. Korenderne og rosinerne måtte vi tænke os til. Ingen af os bryder os om tørret frugt i kager, så jeg undlod at tilsætte det til den ret besynderlige gærhævede kage, der er overhældt med sukkerlage og mørk rom.Vi hopper over de to sidste elementer i Babettes Gæstebud – oste- og frugtfadene. De ses i filmen, men var ikke indeholdt i det menukort, som kom sammen med min fine dug. Vi kan heller ikke klemme en krumme mere ned.

Til gengæld fejrer vi J-Dag med en ægte, dansk juleøl klokken halv fire om morgenen. Plus Ga-Jol-shots og det løse.Jeg har INTET – som i absolut intet – at klage over.

Af hjertet tak for den skønneste oplevelse til virkelighedens to Babetter M/K, der har brugt dagevis på at forberede og tilberede et sandt festmåltid. Jeg aner ikke, hvordan man gengælder et Babettes Gæstebud – for at bygge oven på en sauce espagnole og egenhændigt udbene bittesmå vagtler – dét ligger ikke bare 110% uden for min komfortzone. Det ligger helt ude i outer space, som Cille ville have formuleret det ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet