Der er dømt juleferie

Juleferie-freden har sænket sig i det lille hjem.

Helt kvaste af sidste uges julerier på højtryk i og uden for skolen, spiser vi pizzaer og burgere i sofaen, mens vi ser de seneste par afsnit af Tinka og Kongespillet. Vi kommer bagud i det kalenderræs, gør vi.Jeg vælger hvert år helt bevidst at slette fra hukommelsen, hvor stressende de sidste uger op til juleferien egentlig er.

Cille har øvetimer og koncerter med skolekoret, DIATones, både på skolen og ved juletræstænding ude i byen. Begge piger har Winter Concerts, hvor man for Guds skyld ikke må glemme den rigtige påklædning eller glemme at troppe op til den rette tid.Der er nissemor-aktiviteter i Cilles klasse sammen med en af min besties-mødre, Tilde.Og krea-stund i Milles klasse.

Der skal købes, pakkes og afleveres takkegaver til lærere og hjælpere på skolen. Der er sociale arrangementer uden for skoleregi og “farvel-kaffe” her og der, fordi man nu er væk fra hverdagen i de næste tre uger. Og mens jeg lige skal huske at give Cille de rigtige sko med til dét arrangement, at hun skal have en Secret Santa gave købt til klassen, at hun har lektieaflevering i dét fag, og at Mille har en række indkøb til sidste skoledags-buffet, skal der også færdiggøres Mid Year Report Cards, og jeg skal være 100% forberedt til januar, hvor skolen kører på højtryk igen med nye emneforløb på alle årgange osv.

Så er der selvfølgelig også lige det altid så anmasende vasketøj, pakning af kufferter og indkøb af julegaver.

Suk.

Det er lige vanvittigt hver gang. Og midt i vanviddet er der lusekæmninger, hoste og forkølelse, fordi det er vinter i en Ørkenstat og dermed sæson for lus og snot.

Så jeg går i seng. Som Maude i Matador.

Nægter at se realiteterne i øjnene og håber på, at jeg bare kan blive, hvor jeg er.

Jeg burde ellers have pakket julegaver ind og stoppet ting i kufferterne. Men jeg er varm, træt og forkølet. Intet virker mere tillokkende end at hoppe i køjen og lade som om, at alting kan vente eller vil gå væk af sig selv.

Pludselig sker der dog det forunderlige, at jeg får to dage forærende. Martin har et vigtigt forretningsmøde søndag, der er kommet uventet op, og som han meget gerne vil tage til, før vi rejser på ferie. De to ekstra dage herhjemme er som kæmpe appelsiner i min turban. Det lyder måske ikke så pænt at sige højt, men overskuddet til en lang rejsedag med tunge kufferter og hurlumhej med biludlejningen i Kastrup i koldt og fugtigt vejr er der bare ikke.

Måske skal vi til at indsætte et par calm-down-dage i Dubai efter heftigt skoleridt, før vi sætter os i flyet? Hastværket med at komme hjemad skyldes jo ene og alene, at vi så gerne vil være sammen med familie og venner, men det er ret meget på bekostning af vinterhelbred og evnen til at hygge sig lige hér, hvor vi jo også bor og lever.

De to ekstra dage giver os for første gang nogensinde tid til at julehygge med vennerne i Dubai, før vi vender næserne mod det kolde nord. Det er da intet mindre end skønt.Forleden er vi på The Pointe – et nyanlagt område med restauranter og caféer lige uden for Atlantis The Palm, hvor pigerne boltrer sig med bare tæer og prinsessekjoler i kunstig sne i en sneglobe. Ægte Dubai-oplevelse, må man sige. Bagefter lytter vi til skønne jule- og nytårssange med et fantastisk kor, og vi finder en fiskerestaurant, der sælger det skønneste fisk tilberedt på grill, mens man ser over på det forjættede, terracotta-farvede hotel.

Tænk, at slentre i julestemning i 24 graders varme! Det havde jeg aldrig troet, at jeg ville nyde på denne her måde! Måske er jeg ved at være klar til at opleve en Dubai-jul?Men – i takt med at jeg kommer til hægterne fysisk igen, så glæder jeg mig altså helt vildt til at fejre jul med familien i Danmark, og mærke den særlige danske julehygge med stearinlys, småkager, varm te og gåture i kulden indtil fingre og næser er helt følelsesløse.

I år er der endda indlagt nogle dage i sommerhus i skønne Blåvand, hvor vi skal tænde op i brændeovnen og blæses igennem af en strid vind ude fra vest. Det bliver helt sikkert dejlige dage.

Og i morgen er så dagen, hvor vi sætter os op i metalfuglen med kurs nærmest stik nord. Vi glæder os!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Camping i De Forenede Arabiske Emirater

Jeg er totalt bagud på bloggen, hvis man tænker i kronologiske baner.

Det er virkeligheden, der har ramt mig. Hverdagen, som de fleste mennesker kender den, men som jeg lykkeligt glemmer i 9 ud af årets 12 måneder, hvor jeg er sammen med verdens bedste wing-woman og fikser, Maricel.

Pludselig skal jeg til at lave aftensmad, pakke skoletasker ud, vaske tøj og rydde op. Alt det, som I selv gør derhjemme i de små hjem, og som Maricel altid plejer at gøre for os. Martin har også tildelt sig selv tjanserne som strygejern, fejemand og gartner. Rengøringen ser vi stort på, fordi vi også skal rejse lige om lidt. Det er simpelthen blevet en hel hverdags-arbejdslejr for de ellers så arbejdssky elementer. Aner ikke, hvordan I andre får tingene til at hænge sammen? Det er en gåde! Og kæmpe respekt har jeg for jeres fuldtidsjobs og fuldtids-hjemmeopgaver.

Apropos Maricel, så har hun det strålende hjemme på Filippinerne, selvom hun står midt i en sær blanding af længeventet familiegensyn, fliselægning og tandlægeaftaler. Det er nok i virkeligheden også en halvtung virkelighed, der rammer hende, når hun er tilbage dér, hvor hun kommer fra. Hun har masser af praktiske ting, der skal ordnes i løbet af ganske kort tid, samtidig med, at hun skal nå at genforenes følelsesmæssigt med sine kære. Forventningerne til sådan en måneds ferie er skyhøje, og der er en masse sociale sammenhænge, hvor hun skal fylde sin plads ud som værtinde og kok.

Men selvom det allerede er halvanden uge siden vores campingtur i nærheden af Fossil Rock i Emiratet Sharjah, så er jeg nødt til at dele nogle af billederne. For der var så smukt.

Som i umanerligt smukt. Det er ubetinget det bedste sted, vi har prøvet at campere i De Forenede Arabiske Emirater. Og nu lyder det som om vi er specialister og har trawlet hele ørkenen, men sådan forholder det sig slet, slet ikke. Vi er de rene amatør-glampister, der er ude 1-2 gange om året med et lille pop-up-telt og en serie køletasker fyldt af lækre sager, så vi kan nyde et dejligt måltid mad, et par flasker vin og en omgang s’mores over bål senere om aftenen.

Stedet, vi tog til, ligger lige over for 2nd December Cafeteria, når man kører væk fra Lahbab og Nazwa mod Mleiha i Emiratet Sharjah. Der er så øde på de kanter, at man bare kan nøjes med at google cafeteriaet, så finder man det nemt.Vi drejede af lige over for cafeteriaet. Der er en del quad bikes i området og mange lokale, der er ude at fyre den seriøst af med gutterne i deres Toyota’er. Det er et stort minus i mit ørken-regnskab, men når man så ser, hvor ufatteligt højt til himlen her er plus de uendeligt smukke bjerge i horisonten, så ignorerer vi ræserfolket.

Og jeg fortaber mig i det fortryllende, kobberfarvede månelandskab sammen med resten af flokken.Martins Infinity er overraskende god i ørkenen. Der skal tappes en del luft ud af dækkene for at kunne køre en halv time ud i ørkenen som her i Sharjah. Ikke at vi kører ræs – for det gør Martin aldrig. Men så sjovt er det jo heller ikke at grave en tons-tung bil fri af sand.Og når bilen er parkeret, teltet er rejst og hyggestolene er fundet frem, skal ørkenen udforskes af både store og små.Cille samler affald i ørkenen, som er efterladt af andre campister eller måske af de lokale ræsere. Det er virkelig nederen, at man kan finde skrald på denne her måde ude i den frie, vilde natur. Så vi rydder op efter andre – og os selv.

Heldigvis er der også andre og sjovere ting at finde i sandet end smadrede lygter og dåser.Der er KÆMPE-biller under de mange grønne buske, som dette område af ørkenen er velsignet med. Dem får pigerne hurtigt navngivet og gjort til de lokale kæledyr.Hver gang vi er i ørkenen, slår det mig, hvor ufatteligt sundt, det er at opholde sig ude i naturen.

At fortabe sig.

At være på et sted, der har så store vidder og højder, at man bliver lige så ubetydeligt lille som et af de milliarder af sandkorn, der sniger sig ind overalt.

Så er der pludselig den plads, fred og ro, som kan mangles i hverdagen, og som lynhurtigt sluges af lektier, praktiske gøremål, fritidsaktiviteter og iPads.

Og når så aftenen sluttes af rundt om et brændende bål og en række platte jokes, så maverne er helt fyldte af latter og s’mores, bliver det ikke bedre.Næste morgen vækker Mille mig. Hun skal tisse kl. 7, hvilket viser sig at være perfekt timing i forhold til solopgangen.Der er overraskende køligt og fugtigt i en ørken lige før solopgang. Vi skutter os, da vi går over sandbankerne for at finde et lille hemmeligt sted til vores morgentoilette.

Da vi kommer tilbage til lejren har vi udsigt til en hel flok geder, der er blevet sendt ud for at morgen-”græsse” og bevæge sig frit rundt. Der er en del kamelfarme lige i nærheden, og beduinerne dér har altid en flok geder. Jeg tænker, at mælk og kød fra gedebestanden er hverdagskost i deres familiers husholdninger, mens de lovpriste, dyre kamelers proteinrige mælk og kød bliver solgt videre.Gederne forsvinder dog snart ud af vores synsfelt, og lidt senere dufter der herligt af kaffe og stegt bacon i lejren. Det er the simple pleasures in life. Og på én eller anden forunderlig måde smager alting bare bedre, når det er møjsommeligt lavet over gasblus eller bål. Det må være indsatsen og den friske luft, der giver både appetit og taknemmelighed.

Efter et døgn i ørkenen er jeg altid klar til at tage hjem. Der er ikke ét sted på kroppen, man ikke har sand. Øregange, trusser, tænder…over alt har det fine, bløde ørkensand sneget sig ind, så det klør og knaser.

Så vi pakker bilen igen efter morgenmaden. Det er sjovt, som alting fylder mere på hjemturen end det gjorde på udturen.

Cille tager sig lige en seriøs formiddags-skraber mellem snobrødspindene, mens Mille stener til en Olsen-Banden-film.Efter sådan en skøn weekend kan jeg kun håbe, at det lykkes os at finde endnu en weekend her hen over vinteren, hvor vi kan campere igen. Det er et hyr at pakke til en ørkentur – og et endnu værre hyr at pakke ud og gøre rent bagefter – men det er det hele værd. 100%. Hver eneste gang.

Og hvis du lægger vejen forbi De Forenede Arabiske Emirater, så sørg for at komme ud i ørkenen på den ene eller anden måde. Det er vitterligt et arabisk eventyr.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Legoland Dubai

Nationaldag i De Forenede Arabiske Emirater er lig med en lang række festlige fejringer i en herlig forlænget decemberweekend, hvor der kører slagtilbud på stort set alt.Se dét, har man forstået her i Ørkenstaten: Når folket holder fri, skal priserne sættes ned, eller også skal der køres noget seriøst “Buy 1, Get 1 free”, så vi rigtigt kommer til lommerne. Der er også gratis parkering hele dagen og gratis popcorn til filmen i biografen. Mange taksi, si’r vi bare!

Martin får derfor også fingrene i entrébilletter til Legoland Dubai til en særpris på 100 dirhams/185 kroner per person. Jeg ved ikke hvad normalprisen er, men jeg har på fornemmelsen, at den nok ligger omkring det dobbelte. Og før nogen kommer frem med idéen om et årskort, fordi “det er så meget bedre og billigere”, så kommer der lige et “ellers tak” herfra, fordi vi har ikke lyst til at tilbringe hver tredje weekend i et forlystelsesland.For mig er en tur i Legoland eller et stort vandland en særlig ting. Noget, man kan glæde sig til og se frem til 1-2 gange om året. Ikke noget, man gør hver eller hveranden gang, man har nogle fritimer. Kald mig bare gammeldags eller kedelig. Jeg har hørt det før. Og jeg nægter simpelthen at være i Legoland eller Motiongate så ofte, som et årskort kalder på!

Anyway, vi hopper i traveskoene og kører ud til Legoland Dubai tidlig formiddag, så vi er sikre på, at pigerne kan prøve alle forlystelserne uden at skulle stå i kø. Her i Dubai vågner folk først op til dåd efter kl. 12-13 om fredagen og lørdagen. For nogle er forklaringen, at de skal i moskéen og socialisere lidt bagefter over sød te og en cigaret – for andre er det, at en weekendmorgen simpelthen først kan starte efter kl. 10 med et smut ned efter kaffe og croissanter på den lokale.Så et lille tip herfra er, at man bare skal sørge for at komme til den pågældende turistattraktion kl. 10-10.30, så har man mindst 2-3 gode timer, før der begynder at komme andre. Dette trick gælder også i shoppingcentre, på stranden og alle andre steder, hvor man kunne forvente mange mennesker, og måske har et behov for en mere rolig start.Til gengæld går Dubai aldrig i seng igen! Du kan forvente det vildeste cirkus mellem 20 og 24, uanset om det er børnevenlige attraktioner eller ej – for børn skal aldrig tidligt i seng! F.eks. er der alenlange køer til alting i Global Village sent om aftenen, men kommer du, når de åbner ved 16-17-tiden, kan du komme til overalt. Det samme gør sig gældende i Dubai Mall, der er et (velduftende) gedemarked en fredag aften, hvor alt står i stampe og ingen kan finde en sid-ned, mens der til gengæld er en velsignet ro kl. 10 om formiddagen, når søvnige ekspedienter åbner butiksdørene og pudser ruderne.

Legoland Dubai får et kæmpe thumbs-up fra Familien Kaalund.For børn i alderen 1-12 år er det her bare en superduper dagsudflugt.

Parken er bygget op om 4 primære forlystelsesområder, samt et indendørs område, hvor de har bygget Dubai’s mange vartegn og bydele, plus store kendte attraktioner fra andre lande. Det svarer lidt til det første område, man møder i Legoland Billund, men dog alligevel bygget på en anderledes, Dubai-agtig måde.Her ser man Clocktower Roundabout, som var et letgenkendeligt vartegn i Deira/Garhoud-området i det nordlige Dubai for 25 år siden. Nu om dage er det klemt inde mellem en masse store hoteller, lejlighedskomplekser og virksomheder. Jeg smiler nostalgisk, da jeg ser rundkørslen, for den var vores udsigt fra apartment-hotellet, vi boede på den allerførste måned her i Dubai.Her er det ikoniske hotel, Burj Al Arab – det arabiske sejl – dog uden den platform, der senere er bygget på med udendørs fiskerestaurant og en lækker infinitypool. I baggrunden ses Jumeirah Beach Hotel – den blå bølge. Og her er så Ski Dubai, der ligger inde i Mall of the Emirates. I baggrunden ses Burj Khalifa, der på en eller anden måde  virker for lille/forkert i størrelsesforholdet til de andre bygninger, men det er ikke noget, jeg har fået be- eller afkræftet – bare mit eget øjemål, som siger, at verdens højeste bygning burde være endnu højere i forhold til alt det andet.Dubai International Airport er der selvfølgelig også. Verdens travleste lufthavn om natten.

Udover Dubai-vartegn er der en del indiske og arabiske steder, som er bygget op i Lego. Alt sammen et fint pusterum og nedkøligsområde, når der bliver lidt varmt udenfor. Det skal dog siges, at der over alt er solsejl, så man behøver ikke solcreme eller hatte i vinterhalvåret.

Pigerne er ikke de store vovehalse i forhold til rutsjebaner og den slags, så Legoland er helt perfekt niveau til dem. Nogle børn i 10-12-års alderen vil nok finde forlystelserne for barnlige, hvis de i forvejen er vant til og vilde med crazy rides. De skal så i stedet sendes i et af de store vandlande, IMG World, Motiongate eller måske til Ferrari World i Abu Dhabi.Maden er i øvrigt ligesom alle andre steder, hvor der færdes horder af børn: Sindssyg-grøn slush ice, hotdogs, pandekager, pizza, pasta og popcorn. Det eneste gode, der er at sige om restauranterne og caféerne i Legoland Dubai er, at de har sat priserne ned til et rimeligt niveau nu, og at kvalitet og mængde er fint afstemt til en børnefamilie, der er kommet for at lege og ha’ det hyggeligt en halv dags tid.

Desværre må man ikke medbringe drikkevarer, snacks eller madpakker hjemmefra, så glem alt om at forsøge at stikke gulerodsstave ud for at balancere mængden af pommes frites og blålilla slush. De sunde ting bliver nuppet i indgangen, medmindre du kan fremføre bevis for, at du er allergisk over for transfedtsyre 😉.Efter godt og vel 7 timers leg og 14.000 skridt på tælleren er vi sendt til tælling.

Pigerne vil gerne afsted til Legoland en anden gang, men i sommerhalvåret vil det give mere mening at gå i Legoland Waterpark. Så dét må vi gøre. Engang i maj eller juni, når der kommer gode “residents offers” på vandlandet derude.

PS: Selve området ude ved Legoland, Motiongate og Bollywood Park er stendødt, men Riverland, som er et åbent restaurationsområde uden krav om billet til forlystelsesparkerne, er ganske udmærket, og der ligger også et outlet mall ikke ret langt derfra med udmærket shopping og lidt caféer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

En 48 år ung nation

Den 2. december 2019 fylder De Forenede Arabiske Emirater 48 år.Det slår mig hvert år på nationaldagen, at denne her nation er bare så ung, så ung.

Tænk, at emiratier på min egen alder har bedsteforældre, der var beduiner og boede i telte ude i ørkenen sammen med deres kameler og geder.

Tænk, at et land kan forandre sig så meget på så kort tid?

Det er altså imponerende, uanset om man er til alt det der med verdens højeste skyskrabere, kæmpe shopping malls og 7-sporede motorveje eller ej.

Forleden er jeg i Mall of the Emirates, hvor der er smukt pyntet op i nationalflagets farver – grøn, rød, sort og hvid – på alle ledder og kanter. Nationens identitet og stolthed er til at tage og føle på.Jeg synes også, at emiratierne har meget at være stolte af. Lederne af de 7 emirater har moderniseret landet, så det nu er et progressivt muslimsk samfund, hvis man sammenligner med naboerne. De Forenede Arabiske Emirater deltager også i de store, internationale sammenslutninger og i verdenssamfundet helt generelt med kæmpestore bidrag til nødhjælp, og med både fredsbevarende og aktive militære styrker under den amerikanske koalition.

Intet i det her land kan dog sammenlignes med eller minde om Europa eller Den Vestlige Verden.

Men skal det overhovedet det?

Er vestligt demokrati og vestligt værdigrundlag det (eneste) rigtige at basere et samfund på? For år tilbage havde jeg nok svaret et rungende ‘ja’, men jeg er blevet i tvivl. For jeg ser hver dag, hvad en benevolent og intelligent enehersker kan udrette for sit land og med sit folk på en særdeles effektiv måde.

Der er punkter, hvor jeg som moderne, kristent menneske ikke er enig i reglerne eller lovgivningen. Dét må jeg ikke give højlydt udtryk for hverken mundtligt eller skriftligt, og det er et vilkår, at vi udlændinge/fremmedarbejdere må indordne os under landets måde at gøre tingene på, uanset om det betyder, at vi går på kompromis med egne holdninger, overbevisninger og værdier.

Sådan er det bare.

Kan man ikke lide lugten i bageriet, må man simpelthen fordufte.

Men nu ikke mere politiseren. Jeg har både en lovgivningsmæssig og personlig mundkurv på – for det er man ganske enkelt nødt til at iføre sig.

Til gengæld skal I da lige set et par billeder fra Nationaldags-fejringen på vores skole.

Her er vi tre damer iført nationens stolte farver i torsdags.

Cille skulle synge nationalsangen “Ishy Bilady” sammen med skolekoret, som optakt til National Day Assembly for hele Primary School. Det er lidt sjovt at tænke på, at hun kender De Forenede Arabiske Emiraters nationalsang i søvne og de traditioner, der hører hertil, mens hun ville være helt blank, hvis vi forsøgte at få hende til at komme på Danmarks nationalsang eller hvad man gør, når man fejrer Grundlovsdag. Der er vist et eller andet her, vi kan gøre bedre, tænker jeg?Og fællessamlingen er virkelig noget særligt op til nationaldagen. Stort set alle har gjort sig umage med at klæde sig på i traditionel abaya og kandora eller i flagets farver.

Arabisklærerne står for at arrangere det hele – og de sætter elever på scenen fra alle tre grene af den arabiske undervisning på skolen: Arabic A, som er arabisk modersmålsundervisning, Arabic B, som er arabisk som andetsprog og Islamic Studies, som er muslimernes koranlæsnings- og kulturstudier.Hver eneste gang Primary School forsamles for at fejre en højtid eller mærkedag på denne her måde, bliver jeg fyldt af glæde og stolthed.

Det her er børnenes Forenede Nationer.

Det her er fremtidens globale verdensborgere, der vokser op med en indbygget tolerance, accept og respekt over for andre. Den slags har vi andre ikke fået ind med skolemælken i vores tidlige år.Her er grundlaget for en bedre fremtid. Dét tror jeg fuldt og fast på. Og jeg er evigt taknemmelig for, at vi har muligheden for at give vores døtre en opvækst, der forbereder dem til at deltage i en stor, farverig verden.

🇦🇪 Glædelig National-dag til De Forenede Arabiske Emirater – du unge, stærke, smukke, stolte og modige nation 🇦🇪

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Elliot

Der skal ikke herske tvivl om, at Martin og jeg er underlagt emotionel pression. Det er slet ikke noget nyt. Det har faktisk stået på i et par år. Pigerne ønsker sig brændende en hund.

Bare en lille bitte én. Bare sådan en lille bitte nuser én.

Kan vi ikke forstå det, hva’? Kan vi slet ikke lide sådan en lille sød hund, hva’?

Pigerne er vant til dyr. De er over alt i familien. Min Far og Conny havde to yorkies indtil for nylig, nu er der én. Farmor og Farfar har deres to yorkies. Moster L har den frække og sjove Anton, der elsker at gå tur. Min bedsteveninde C og familien har lige fået verdens dejligste cavalier-hvalp.

Alle har en hund. Sådan føles det ihvertfald.

Og så er der os. De to onde forældre, der ikke under deres døtre lidt lykke og glæde i hverdagen.

I virkeligheden ved Martin og jeg jo godt, hvad det handler om, og hvad det vil sige, at have et kæledyr.

Det er lige dele kæmpe glæde og kæmpe ansvar.

Vi er selv opvokset med dyr omkring os, så det er på ingen måde unaturligt for os eller en tanke, vi er afvisende over for. For dyr giver hjemmet et særligt liv. Dyr giver også børn noget særligt under deres opvækst – en yderligere dimension i livet af gensynsglæde, nærvær, fællesskab, leg, sjov og ballade. Der er jo også læringen i dét med at have dyr: Man skal gå tur, samle efterladenskaber op, passe og pleje. Man skal lære at sætte grænser, sætte sig ud over egne behov, og tænke på dén i flokken, som ikke kan forsvare eller hjælpe sig selv.

Jeg har argumenterne for at få en lille bitte hundi helt i orden, har jeg.

Men så er der jo lige det her Dubai-liv, som kommer på tværs. Ikke så meget i forhold til varmen og det faktum, at det pelsklædte familiemedlem ville skulle leve sit liv i en ørken. Dét er der så mange hunde, der gør – og de har det ganske fint. Gåturene ligger jo bare tidlig morgen og sen aften, når det er for varmt midt om sommeren. Vi ville heller aldrig nogensinde se os om efter en stor hund med stor pels, så eventuelle indvendinger om, at det er virkelig synd for hundene i varmen, har jeg ikke behov for.

Nej – dét, der er svært for mig er, at vi lever på en måde, som gør, at vi enten vil være væk fra hunden mindst 3 måneder hvert år, hvor den så skal passes af Maricel eller i et dyreinternat – eller alternativt vil vi få en masse logistisk (og økonomisk) bøvl ud af at rejse rundt med et dyr i transportboks og karantæne fra den ene lufthavn til den anden. Vi bor også hjemme hos familiemedlemmer, når vi opholder os i Danmark – og der er ingen af de steder, vi ville kunne komme anstigende med en hund, så dér ville pludselig også blive helt ændret i ritualerne, hvis hunden skulle med os til Danmark om sommeren og i julen. Dertil kommer de praktiske foranstaltninger og økonomiske bekymringer, for Dubai er virkelig ikke et let sted at have en hund. Der er mange vaccinationer og regler under almindeligt ophold i landet, og endnu mere regelhalløj og bureaukrati, når man forsøger at indføre/genindføre en hund efter udlandsrejse. Alt i alt vil det være et stort ekstra-ansvar oven i alle de andre papirmøller og økonomiske klemmer, vi i forvejen sidder klemt fast i i vores almindelige liv her i Ørkenstaten. Der er også altid job-usikkerheden at tage i betragtning. If shit hits the fan, er en hund jo et familiemedlem mere at tage stilling til og ansvar for, skulle det gå så galt, at vi er nødsagede til at rømme rønnen og finde os et nyt land at bo i. Alt andet lige er der mange ting, som bliver mere besværlige, hvis vi tilføjer et firbenet familiemedlem med våd snude til vores lille familie.

Jeg har argumenterne for ikke at få en lille bitte hundi helt i orden, har jeg.

Men så skete der pludseligt det forunderlige, at Universet sendte os en lille bitte hundi. Til låns, må jeg huske. Elliot hedder han. Han er en 5.5 måneder gammel malteserhvalp. Med det dejligste, mildeste sind og masser af sjove påfund. Der er ikke dét, Elliot ikke kan!

Jeg skal lige skynde mig at tilføje, at Universet samtidig har sendt os Elliots familie retur til Ørkenstaten – nogle virkelig gode og skønne mennesker, som jeg værdsætter højt, så dét er nærmest en tidlig julegave at få gode venner retur.

Og da Elliots familie har en del praktiske ting at tage sig af her i opstartsfasen, har vi været så heldige, at vi er blevet godkendt som babysittere!

Hvilken lykke, det er for os!Vi får 100% afløb for vores hundekærlighed. Her er pigerne med Elliot i cykelkurven, så vi kan cykle The Lakes rundt, og bagefter lege på én af de store plæner bag Hattan Gardens.

Han stikker tungen ud af munden og nyder førerkurven på Cilles cykel. Og jeg nyder at cykle bagved og lytte til hendes små-pludren til Elliot om dette og hint. Det er så skønt at se hende udvise denne her form for omsorg og betænksomhed, som ellers er pakket så dybt væk i det daglige. Præcist som det var hos mig selv i den alder.

Og så er der jo Mille. Den selvskrevne hunde-mor. Hun har det moderlige instinkt dybt i sig. Et håndgribeligt nærvær og en kærlighed, der strømmer ud af hende. Hun er selvskrevet til rollen.Her er Elliot med Mille i bilen – på vej til den lokale hundelegeplads i The Springs. Ligesom med cyklen, så elsker han også at være med i bilen, og han nyder, når han kan udforske nyt og ukendt territorium. Her er Elliot så som sygepasser med en smugsovende Cille, der stornyder, at han ligger hos hende og pusler omkring, når hun er nødt til at blive hjemme fra skole.

Her er Elliot på tur med Maricel i hendes frokostpause, hvor han er blevet venner med nogle af de andre hunde, som hendes veninder passer. Maricel er faldet mindst lige så pladask for Elliot som vi andre er. Dét havde jeg ikke regnet med.Om morgenen siger Elliot farvel til pigerne, før vi cykler til skole. Han har ikke prøvet at være alene hjemme hos os – for Maricel er der jo i dagstimerne, hvor vi er på arbejde og i skole.

Og her siger Elliot godnat hver aften, når han lægger sig til at sove op ad sin sovekammerat, Mille. De sover begge trygt hele natten sammen.Han har sig et vaskeægte hundeliv, den gode Elliot. Både hjemme hos sin egen familie og her hos os – de ivrige babysittere, der næsten ikke kan udholde at tælle antallet af dage til at han ikke er hos os længere.Jeg er fuldstændig solgt til stanglakrids. Ligesom resten af familien.

Man kan simpelthen ikke andet. Se selv!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet