• ···

Du ringer, vi bringer

Ved I hvad jeg synes er pissesmart?

At jeg kan ringe til 800-PHARMACY klokken-hvornår-jeg-lyster og så kommer der et bud med hovedpinepiller 20 minutter senere.img_6857Jeg kan også ringe til renseriet og få hentet og bragt rense- og strygetøj på alle tider af døgnet.

Og det er altså ikke fordi jeg bor “down-town”.

Vi bor i parcelhus-ghetto ude i sub-øvsen ligesom alle de andre.

Nespresso leverer mine kaffekapsler til døren og tager de brugte kapsler med retur.

Men Starbucks leverer også gerne, hvis det er for overvældende at lave kaffen selv.

Der er en million (okay, måske lidt færre, men overdrivelse fremmer forståelsen) fødevare-udbringningsløsninger. Flere af supermarkedskæderne leverer til døren efter samme koncept som i Danmark. Der er frugt-, grønt og kød-kasser, som kan bestilles online. Vi har et væld af madlavningskasser med opskrifter og ingredienser sirligt pakket til en uges aftenmåltider – og der er masser af firmaer, som leverer færdigt-tilberedt sund mad til alle dagens måltider, hvis du ikke selv har tid til at lave mad.

Og så har jeg slet ikke nævnt de overvældende mange tilbud om usund take-away, der også står på spring…

Du ringer, vi bringer.

5 dirhams (10 kroner) i leveringsgebyr. Fra nogle leverandører. Andre steder er udbringning helt gratis.

Vi kan også køre ud til selskab og bestille en “safe driver” på forhånd til at køre os sikkert hjem igen i vores egen bil, når nu der er nul-tolerance i Ørkenstaten.

Går elektronikken i stykker, kommer der straks et firma og afhenter, reparerer og afleverer dimsen samme dag.

Vi har Uber.

Og Careem.

Der er rengøringsfirmaer, hundeluftere, hundevaskere, hjemmeplejere, sygeplejersker, læger og babysittere der kun er et opkald væk.

Al den service kan kun lade sig gøre, fordi lønningerne er lave(-re).

Som i virkelig meget lavere end de danske.

Og det giver et stik af dårlig samvittighed ind i mellem, når jeg igen-igen har ringet eller klikket efter et eller andet. Så kommer der sådan en dansk forlegenhed over mig, hvor jeg tænker “kan man det?”, “er det ikke lidt synd, lidt for meget eller halv-pinligt?”

Men på den anden side: Hvad var eller er alternativet for de her mennesker?

Der er jo intet forkert i at arbejde som knallertbud for McDonalds eller som chauffør for den lokale dyrehandel.

Det er ærlige, redelige jobs, som man kan udføre uden den helt store uddannelse – og de får løn, drikkepenge, smil og tak for indsatsen.

Og selvom knallertbudene, håndværkerne, konstruktionsarbejderne, renovationsarbejderne, rengøringsfolkene, sikkerhedsvagterne, køkkenassistenterne, chaufførerne osv. bor yderst spartansk på sovesale, så får deres lønninger stadig en hel familie til at fungere i hjemlandet. En børneflok har mulighed for at gå i skole; der kommer mad på bordet hver dag; der er mulighed for at få lægehjælp til familiens ældste og yngste osv.

For iværksætterlyst, virketrang og nye, entreprenante idéer er jo uløseligt forenede med et behov for lavest mulige omkostninger. Og der er bare flere ting, der kan lade sig gøre i et samfund, hvor minimumslønningerne er så lave, at det er tåkrummende.

Over-servicering – eksempelvis – kan lade sig gøre i en sådan grad, at jeg knapt kan lette rumpetten fra stolen længere.

Der er vitterligt altid en anden, der gør alting for mig.

Og det ville være hård kost at leve et andet sted end lige hér – dét er jeg mig meget bevidst om.

Og når det så slår det mig, så skynder jeg mig da at finde telefonen frem:

I’m only one call away.

I’ll be there to save the day

Superman got nothing on me

I’m only one call away…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Nyt job

Breaking news fra mit lille forberedelsesværelse på engelskgangen.img_6930Der sker mindre og mindre i det lokale, to be honest.

Faktisk er der intet at koge suppe på.

Alt er pillet ned.

En hyldemeter litteratur er afhændet.

Der bliver samlet underskrifter ind på diverse kontorer.img_6931Det er ti minutter i mental lukketid.

Opbrudstid.

Sceneskifte.

Og selvom jeg egenhændigt har valgt nye udfordringer, så føles det alligevel ret underligt.

Jeg har haft to fantastiske arbejdsår som støttelærer i engelsk litteratur her i Secondary School.

Med kollegaer, der har betydet, at hver eneste arbejdsdag har budt på både latter og reflektion. Ikke kun i klasserne, men i særdeleshed også på lærerværelset. Det er guld værd at have en flok kollegaer, hvor kemien er helt rigtig og samarbejdet udvikler sig for hver dag, der går.

Og jeg siger farvel til eleverne – de store teenagere – som jeg har set vokse og udvikle sig dramatisk fra det ene år til det næste.

Der sker meget på et år eller to, når man er mellem 13 og 18 år.

Det har været et kæmpe privilegium at tilbringe arbejdsdagene med at læse engelsksproget litteratur med eleverne. Det har været en fin og spændende opgave at støtte dem i deres skriftlige formuleringer; at udfordre dem på deres analytiske evner og at hjælpe en del af dem tilbage på sporet, når de for en stund mister grebet om den foreliggende opgave.

Nu slutter det hele heldigvis on a high.

Dét er vigtigt for mig.

Jeg har lyst til nye udfordringer og vælger at reagere på det ønske, før der går inerti eller rutine i mine nuværende opgaver, selvom det på mange måder er et fint job, som jeg var blevet tilbudt at fortsætte i til næste skoleår.

I stedet for at gå ind og ud af engelsklokalerne som ekstra hænder, hoved og hjerte, flytter jeg nu over i modersmålsundervisningen på Dubai International Academy.

Og jeg glæder mig – helt vildt – til at undervise skolens danske elever.

I dansk, tilmed!

Dubai International Academy er nemlig den eneste skole i Ørkenstaten, som tilbyder eleverne at deltage i modersmålsundervisning i løbet af det almindelige skoleskema – mod en ekstrabetaling fra forældrene.

Børnene kan således gå til dansk, finsk, svensk, tysk, fransk, kinesisk, italiensk, hollandsk eller hindi, såfremt det er (et af) deres modersmål.

Og til mit store held starter jeg det kommende skoleår sammen med en dygtig og dejlig kollega, der har mange års erfaring med sig fra den danske folkeskole.

For lige dér kommer jeg til kort.

Undervisningserfaring i Dubai og i international skoleregi har jeg – men ikke fra Danmark.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Abu Dhabi Staycation

Hvilken weekend, vi har haft!img_6918img_6904Jeg har ømme mavemuskler af at grine.

Mit hjerte føles let og varmt.

Mit hoved summer af samtaler og tanker.img_6920Og jeg er vist ikke alene om at have en fantastisk forlænget weekend på Park Hyatt Abu Dhabi.img_6903Vi har badet dagen lang.

Af lyst, selvfølgelig, men også lidt af nød.

For temperaturen sniger sig efterhånden op på 45 grader henover frokost – og så er kontinuerlige, svalende dukkerter den eneste løsning, medmindre man går indendøre.

Til gengæld er værelsespriserne overkommelige, nu hvor der hersker både almindelig turisme-lavsæson og ramadan-agurketid i hotelbranchen. Det er endnu en af fordelene ved sommer i en Ørkenstat. Selv de 5-stjernede hoteller må overgive sig til hedebølgen.

En enkelt eftermiddag smutter jeg ned på stranden.

Det er den blå himmel, det gule sand og det turkisblå hav, som lokker mig.img_6906Sandet er så brændende varmt, at jeg beholder flipflops på hele vejen ned til vandkanten. img_6907Havbadet er overstået på et øjeblik.

Jeg er nærmest ved at smelte.

Vandet er mere end badekarsvarmt og dén følelse vedbliver at være lige dele overraskende og mærkelig, når man som dansker forventer én eller anden form for nedkøling eller gys ved et havbad.

Saltet brænder ubehageligt på huden, når solens stråler rammer mig. Det er på alle måder en unødvendig og svidende oplevelse.

Nej, så hellere en tur i det rigtige badekar.img_6901Efterfulgt af lækre middage på hotelværelset.img_6910Hvor de voksne drikker og spiser, taler og ler i uendeligheder, mens børnene barrikaderer sig i soveværelset med film og spil.
img_6912Vi rammer balancen mellem børnenes behov og de voksnes præferencer helt perfekt denne her weekend. Mest fordi Familien M er stamgæster og har totalt styr på proceduren, men også fordi der generelt er god service, lækre faciliteter for både store og små – og sådan en fin feel-good-stemning over hele linjen.

Eksempelvis er der noget så sjældent som en velfungerende Kids’ Club. Tilmed tæt på morgenmadsrestauranten, så de voksne kan summe længe over morgenkaffen.

Snedigt, Park Hyatt.

Snedigt.

Og børnene får lov til at lege så længe i poolen, at der gror svømmehud mellem tæerne på dem, og de bliver så dejligt trætte og medgørlige om aftenen, at de voksne kan holde fest uden afbrydelser.

Her kunne vi sagtens tage et par nætter mere.

Der er intet som Ramadan Staycation i en Ørkenstat.

Det kan varmt anbefales.

Bogstaveligt talt.fullsizerenderPS: Til de af jer, der måtte bekymre jer om den arabiske mau. Bob-katten er blevet passet efter alle kunstens regler af Maricel, mens vi var i Abu Dhabi. Han er i tydelig bedring efter at have påbegyndt en 21 dages penicillinkur mod infektion – og så er det ganske sandsynligt, at han kan få mange gode år endnu som både gadedreng og familiekat, selvom han for altid vil have katte-leukæmi.

PPS: Der er seriøs nedtælling igang. 10 ugers sommerferie venter forude!img_6924

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Scener fra et familieliv

Mille får en bronkitislignende, allergisk hoste, stort set hver gang der er sand i luften i Ørkenstaten. Og sand, dét er der for tiden.

Den problematik har vi en del fornøjelse af, når staklen hoster til hun brækker sig ud over hele sengen klokken midnat. Efter at have fået medicin i sin maske og alt, hvad den kan trække af allergi- og hostemedicin ved siden af.

Der er intet som at skylle letfordøjet pizza ud af sengetøj og lagner.

OMO føles som min bedste ven sådan en aften.img_6867Og ikke nok med at vi har hostepatient på førstesalen, så har vi også Bob-kat med let feber og letargi i stueetagen, så Maricel må agere sygeplejer for kat, mens jeg gør ditto for mindstebarnet.img_6868Alting i mig skriger på at løbe væk fra det hele.

Orker ikke lige de her ting, der presser sig på.

Og derfor er det endnu mere fantastisk, at vi faktisk SKAL løbe væk fra det hele i denne weekend.

Can. Not. Wait.

Men først skal der lige fremvises lærings-porteføljer i begge klasser.img_6874 img_6872Og Bob-katten må en tur forbi dyrlægen.img_6879

Herefter kan du ikke se min r*v for bare fodsåler….

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sved

En kropsvæske, der helst ikke skal skrives eller tales for meget om, hvis jeg skal bestemme – og så gør jeg det alligevel selv med jævne mellemrum.

Jeg har det stramt med sved.

Jeg bryder mig virkelig ikke om det.

Hverken på min egen krop eller andres.

Martin kan slet ikke forstå det. Han opfatter sved som kroppens ultimative respons. Som en udmærkelse for veludført præstation. Han er typen, der står – pavestolt og sveddryppende – midt på stuegulvet og viser veltilfredst frem, hvordan det ser ud, når man har straffet sig selv ved at spurte rundt i ghettoen i 40 graders lummer nattevarme.

For mig er belønning = alkohol, chokolade eller kaffe. I den rækkefølge. Aldrig nogensinde sved. Det er nok også derfor, jeg ikke fremstår helt knivskarpt i silhoutten.

Men hvis man har det så svært med sved, så kan det vel virke en kende latterligt at slå sig ned i en ørken?

Fjollet er det, men fordelene ved at bo i en Ørkenstat er signifikant flere end ulemperne, hvor sommerens ulidelige temperaturer vinder den lidet flatterende 1. plads på listen over ting, man eventuelt kunne undvære i ens magelige ørkenliv.

First World Problem, tænker du nu.

Og er i din gode ret til det.

For tiden ligger dagstemperaturen og vipper omkring 40-42 grader og luftfugtigheden omkring de 65-70%. Det lyder muligvis ikke af så meget, men udfordringen er, at vi ikke er på ferie og har tid til at drikke kokosvand og tage svalende dukkerter i én uendelighed.

Og temperaturen vil vedblive med at stige helt frem til udgangen af september-oktober måned, hvor mange dage når hæsblæsende 50+ grader.

Faktisk skal der ikke længere mere end en aflevering af skolebørn eller et smut i supermarkedet med efterfølgende fragtning af varer ind og ud af bilens bagagerum til, før man trænger til et kølende brusebad.

Dét kan så heller ikke rigtig lade sig gøre længere – for intet vand er svalt, hverken i hanen eller vandbeholderen.dubaimeme13

Men selvom jeg måske står ret alene med min reserverethed overfor udskillelse af ovennævnte kropsvæske, så er jeg ikke alene om at tælle ned til den årlige, tilbagevendende begivenhed:

Dubai’s Sommer-Exodus

Der er 7 skoledage tilbage, før børnene får intet mindre end 10 ugers sommerferie. Ikke at jeg tæller, men det har ‘nogen’ oplyst mig om 🙂

Og der er én åbenlys årsag til strømmen af ledsagede flygtningebørn mod nordligere breddegrader – og nej, det er ikke de danske veklfærdsydelser, vi drømmer om at udnytte.

Årsagen er soleklar, om man så må formulere det:

dubai-sun-e1438572105801

Med svedperler løbende i en sirlig strøm ned mellem baller og inderlår slæber Dubai’s fugtigt-klamme moderdyr deres kufferter og unger igennem lufthavnen og op i et Emirates-fly, som sender os afsted mod køligere himmelstrøg hurtigere end vi kan nå at få drukket det antal G&Ts, der skal til, før vi føler os sådan helt mentalt styrkede til 6-8 uger i hjemlandets så velkendte, men alligevel så fremmede rammer.

Sådan er det hvert år.

Det slår aldrig fejl.

For uanset at vi vænner os mere og mere til de skyhøje sommertemperaturer for hvert år, der går med at bo i en ørken, så når vi alle til et punkt, hvor den omklamrende hede føles som et fængsel – og hvor regn, rusk og varm cacao i et sommerhus lyder fuldstændigt tillokkende. Ihvertfald for en stund.

Men indtil vi kan trække stikket på skoleåret 2016/17, forsøger vi at holde os positivt beskæftigede indendøre med løbehjuls-ræs i stuen og hyppige besøg i legeland.

Og om aftenen, når højere magter slukker for den overophedede el-pære, lister vi ud i nattemørket sammen med alle de andre nataktive dyr.img_6845Så går vi dér og lytter til cikadernes kor.

Og indsnuser den flimrende, varme aftenluft, der dufter af røget, opvarmet muld.img_6846Og vi hilser på naboerne, der også er ude for at strække airconditionerede kontorben og frosne skuldre.img_6847Det lyder ih-og-åh-så-hyggeligt med en lille runde i ghettoen.

Men efter blot en halv times aftentur er jeg gennemblødt.

Af sved.

Fra inderst til yderst.

Se, nu var den der igen!

Sveden…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

To skarpe til ‘fessoren

“Mille, hvad vil det egentlig sige, at graduate fra KG2?”, spørger jeg.

“Ved jeg ikk’, Mor. Man får sin certificate og så er det er bare den same klasse over and over again? Eller perhaps det er KG3 next year, tror du?”, siger Mille med et skuldertræk.

Hun ser YouTube i sofaen og gider ikke rigtigt at samtale med sin gamle Mor.img_6775“Hvad mærkede du i hjertet og maven, da du fik dit certificate overrakt af Mr. Tim?”, forsøger jeg nu.

“Nervous, tror jeg nok. Og smiling”, svarer 5-årlingen.

To skarpe til mini-‘fessoren med den fineste, grønneste cap and gown.img_6781 Ret upåvirket.

Og ret uinteresseret.

What’s the big deal anyway?

For forældrene – derimod – er KG Graduation noget af en mærkedag.

Skolen afholder 2 ceremonier, da der skal fejres intet mindre end 6 klasser af ca. 26 elever.

Det er nødvendigt at dele elevernes graduation op, fordi de stadig er så små, at de ikke kan koncentrere sig i mere end 45 minutter ad gangen – og så er der også en flok pushy, über-ivrige forældre, (der alle vil sidde på første række) at tage hensyn til.

Den altid flinke, hjertevarme og festlige rektor, Mr. Tim, må derfor holde sin formelle tale ad to omgange og han lægger tålmodigt sit ansigt i storsmilende folder, mens han afventer navneopråb og fotografering med hver enkelt elev, mens han overrækker barnet dets officielle KG-dokument.

Ingen glemt.

Ingen overset.

Fejringen og uddelingen af IB-systemets allerførste certifikater markerer afslutningen på de første 2 års skolegang i en Ørkenstat.

Det er endegyldigt slut med uskyldig play-school.

Næste år er det Year 1 og dermed serious-business-school.

Vi voksne er fuldt ud bevidste om det og fornemmer, at alle de uskyldige, glade 5-årlinger vil blive ramt hårdt af alvors-hammerens tunge slag til september.

Måske er det derfor vi piber lidt i krogene og sukker højlydt over skønne børn, der synger af små barnelungers fulde kraft?fullsizerenderMille er ihvertfald pavestolt og dybt engageret, da hun står forrest ved mikrofonen sammen med sine kammerater. Særligt udvalgt af Miss Teresa, musiklæreren, som bestemt har været en bærende faktor i at få Mille ud af sin tidligere genertheds-skal.

Og vi forældre fotograferer og filmer som gale.

Tørrer øjenkroge og dupper næser.

Rømmer os og hvisker stoltheder i hinandens ører.fullsizerender-1Stå-hej’et er stort, fordi børnenes præstation er stor.

Mr. Tim forklarer det på følgende fine måde i sin tale:

“….The very first time I personally got to wear a cap and a gown was when I graduated from university at the ripe old age of 25. These children are 5 years of age, yet we are celebrating their first graduation with this ceremony – with them wearing caps and gowns.

Perhaps it seems a little over-done?

Slightly exaggerated?

Well, it really isn’t, when we start to consider their achievement.

Over the course of their first two years of school, they have all acquired the most ground-breaking skill of them all. A skill upon which we as teachers will build from now on and until the very end of their education.

It is the ability to read.

Nowhere else in our education system will the children learn something as fundamentally important and life-altering as the ability to read.

Everything that they will learn from now on relies on and is based on this very important skill.

So this is indeed truly remarkable and therefore, we are proud and happy to celebrate their achievement with them today.

Congratulations to all of our boys and girls of KG2 – we are all proud of you!…”img_6782Det er i sandhed en stor dag.

Og indeni mig sker der dét, der altid sker, når det handler om lille, vilde Mille.

Mit mindstebarn.

Min inderste kerne ønsker desperat og inderligt at stoppe tiden og lade hende forblive lille og babyblød.

Min ferskenkind.

Mit hjerte skælver af kærlighed og ømhed til det lille menneske, som slet ikke er så lille længere.

Hun er støt på vej imod selvstændighed og frigørelse.

Og jeg er ikke sikker på, at jeg kan li’ det.

Sådan inderst inde.img_6816Mille ser til gengæld ud til at trives helt fint med sin nyfundne selvstændighed og frihed!img_6812

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Om næstekærlighed i et køleskab

Det vigtigste i livet er verdensreligionerne gudskelov enige om.

At vi mennesker skal udvise næstekærlighed og gavmildhed over for hinanden.

At vi som fællesskab har en forpligtelse til at hjælpe medmennesker, der lider og har det svært.

At vi så bekriger hinanden på alle fronter og flanker alligevel i Syrien, Yemen, Europa og steder, jeg ikke engang kan nævne, fordi jeg bor, hvor jeg bor – det er vel dét, der kan kaldes for et paradox.

Men lad os et øjeblik fokusere på de gode ting og handlinger, som langt de fleste af os deltager i dagligt eller ihvertfald jævnligt.

I Danmark er der masser af indsamlinger til både nær- og nødhjælp; der er venligboere og næstehjælpere; der er Fødevarebank, varmestuer og spis-sammen-kom-sammen; der er godt, gammeldags naboskab og lang tradition for rigt foreningsliv til gavn for alle, der bor og deltager i lokalsamfundet. Der er Blessing Boxes, Ta’-en-bog-donér-en-bog-kasser og “butikker” for folk uden penge, men med samme behov for tøj, sko og møbler som alle andre.

Sådan er det også i Dubai, hvor der er endnu længere mellem rig og fattig end der er i Moderlandet.

På nationalt plan donerer De Forenede Arabiske Emirater enorme mængder nødhjælp, lægelig assistance samt humanitær- og militærindsats til nabolandene.

På det mellemmenneskelige plan er her masser af frivillige, som organiserer uddeling af mad, tøj og hygiejneprodukter til fattige arbejdere.

Alle skoler og mange arbejdspladser deltager flere gange årligt i indsamlinger til de dårligst-lønnede medarbejdere og/eller til konstruktions- og anlægsarbejderne, der bor i camps.

Men især under Ramadanen bliver næste-aktionerne tydelige.

Der opstilles f.eks. Ramadan-køleskabe i villakvartererne, hvor arbejdere og gartnere kan tage mad og drikke til at bryde fasten med.

I virkeligheden burde vi fylde i de her køleskabe året rundt, men de fleste fjernes igen efter Eid Al Adha.

Derhjemme har jeg to entusiastiske pakkedamer, som gerne vil fylde køleskabe i nabolaget.img_6766Cille har ansvaret for dadlerne, mens Mille pakker småkager og popcorn.img_6768Herudover har vi bananer og mandariner.img_6764Mango- og guavajuice.img_6767Og laban – den arabiske version af kærnemælk.img_6765Et øjeblik senere er pigerne i færd med at fylde køleskabet, som kun havde pitabrød og vand tilbage på hylderne.img_6769De har tilskuere på til seancen.

Der er allerede dukket en håndfuld gartnere og vagter op, som står på høflig afstand, mens de venter på at pigerne skal blive færdige med at fylde op.fullsizerenderLige så snart vi fjerner os fra køleskabet er mændene igang med at tage lidt mad og drikke.

De hilser alle sammen på os, smiler og siger tak. Og vi nikker og siger velbekomme retur.

Det er en fin og konkret oplevelse for pigerne, som kun får serveret indblik i samfundets problematikker i små skefulde. De er trods alt kun 5 og 7 år gamle.

Men før vi fylder Ramadankøleskabe og interagerer med arbejdere og gartnere på afstand, har vi et endnu mere håndgribeligt eksempel derhjemme.

Maricel, naturligvis.

Hun fortæller ofte pigerne om de ting, som børn på Filippinerne ikke har eller kan, fordi deres forældre er fattige.

Hun forklarer pigerne om sin egen opvækst med hårdt arbejde og både fysiske og verbale tæsk.

Og sammen taler vi om, at hun savner sin søn og sin mand – og at hun sender sin løn hjem til familien, så de kan bygge videre på deres hus, betale deres regninger og få noget at spise.

Jeg er meget bevidst om, at den største impact, vi har som familie, er hos Maricel og hendes familie.

Hér kan vi gøre en virkelig håndgribelig forskel i størrelsesforholdet 1:1.

Vores familie kan sørge for hendes familie – og det forsøger jeg at minde mig selv om, når jeg har én af de dage, hvor jeg føler dårlig samvittighed over, at Maricel er hos os i stedet for sin egen familie.

Og udover at hun kan sende sin løn hjem, giver vi hende selvfølgelig penge og gaver ved forskellige anledninger.

Forleden får Maricels søn Clarence et armbåndsur af os, som han havde ønsket sig i fødselsdagsgave.img_6761Og da Maricel havde fødselsdag for et par uger siden, fik hun (udover sin gave) også penge til at holde en fest for sine venner.img_6583 img_6584Det her er bittesmå ting.

Jeg har ikke givet min ene nyre væk eller halvdelen af min pensionsopsparing.

Jeg er hverken mere eller mindre gavmild eller næstekærlig end de fleste andre.

Men Ramadanen er en fin anledning til at tænke over, hvad det vil sige, at være en god arbejdsgiver, en god nabo, en god næstehjælper og en god samfundsborger.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Iftar og Ramadangaver

Ramadanen er gået ind i dens 2. uge.

Første uges fine nymåne er nu blevet halvfuld.img_6713Og jeg lever på ingen måde op til min idé om at faste to gange ugentligt. Det var vist en kende ambitiøst at forestille sig, at Fru Madglad skulle kunne overholde det, når der er festligheder galore.

Men mindre kan vel også gøre det?

Muslimerne er dedikerede mennesker, kan jeg konstatere, mens vi andre fjoller rundt og nyder godt af de kortere arbejdsdage og mængden af festlige anledninger.

Men én gang om ugen faster jeg – og har gjort det i nogle måneder efterhånden.

Jeg gør det på min egen måde, og den er ganske simpel: Efter aftensmåltidet kl. 18-19 får jeg ikke mad igen før næste aftensmåltid ved samme tid. Med andre ord har jeg mellem 22 og 24 timer uden mad. Det skulle efter sigende have en positiv effekt på helbredet, hvis man gør det konsistent. Idéen har jeg fået fra søde Fru K i Danmark, som er full-on dedikeret til projektet.

Muslimerne gør det lidt anderledes. De spiser suhour (et måltid lige før solopgang) og faster derfor omkring 17-18 timer i Dubai – helt uden vådt eller tørt.

Til gengæld for manglende suhour, har jeg valgt, at jeg må drikke vand, danskvand, te og sort kaffe undervejs – for jeg kan ikke forestille mig at skulle (over)leve i 40+ grader og udføre mine arbejdsopgaver uden væske.

Muslimerne gør det hver eneste dag.

Don’t know how they do it…

Vores skole har valgt en flertalspolitik i forhold til Ramadanen, idet langt størstedelen af eleverne er ikke-fastende – med cirka 1-2 fastende elever per klasse (og kun i de ældre årgange, da helt små børn slet ikke må deltage i fasten).

Lærerne må således drikke og spise på lærerværelset og i deres klasseværelser. Eleverne bliver i klasseværelserne med deres madpakker eller går ned i kantinen for at købe dagens ret, og de fastende elever og lærere er blevet opfordret til at opholde sig i bederummet i pauserne, så de ikke skal se på og lugte til mad, når de ikke kan få noget selv.

Det lyder muligvis som lidt af en lukket eller begrænset fest, men Ramadanen er vitterlig en måned lang fest. Faktisk festligere end den kristne julemåned, hvis jeg skal være ærlig.img_6731Forældre-gruppen har pyntet smukt op over alt på skolen med stjerneranker, halvmåner, lygter og lyskæder.

Og børnene får fine gaver af mange omgange.

Som f.eks. her, hvor de muslimske forældre har samlet penge ind og givet hver elev i Primary School en gave. Et sødt kamel-krus til Cille – og så har hun selv lavet Ramadan-kort i arabisktimen.img_6730Mille modtager en stor bøtte med modellervoks, hvilket er en perfekt eftermiddagsaktivitet her i varmen, der gør det umuligt at lege udenfor.img_6732Og forleden er vi inviteret til den årlige iftar med Martins arbejde, så jeg ser mit snit til at tage det seneste indkøb i brug. En kaftan eller kimono, om man vil. img_6757Det er comme il faut at være tækkeligt klædt under Ramadanen – og make-up bør være diskret. Det bliver bestemt ikke overholdt af alle, men sådan er der jo så mange forskrifter og regler, der bliver gradbøjede afhængig af temperament.

Vi er omkring 800 ansatte samlet til iftar i et stort selskabslokale på Grand Hyatt i det nordlige Dubai.img_6746Marketing-afdelingen har endda fået sat et midlertidigt Better United slogan op og af uvisse årsager valgt orange som ny fælles-fodslags-farve, nu hvor fusionen mellem Hapag-Lloyd og UASC endelig er en realitet.,

De fleste af de tilstedeværende er UASC-ansatte, men der er også dukket nogle stykker op fra Hapag-Lloyds hovedkontor i Hamborg.

Alle er glade og i festhumør, hvilket egentlig er ret imponerende, når man tænker på, at rigtig mange af de tilstedeværende står over for at skulle til samtale i næste uge om et begrænset antal stillinger i det nye regionskontor.

Rigtig mange af de ansatte er fastende, så lokalet summer helt af utålmodige sjæle, der glæder sig til en bid pitabrød med mørt lammekød og cremet hummus til.img_6747Folk strømmer ind og ud af det store lokale; hilser på kollegaer fra andre afdelinger og letter på lågene i buffetten, så de kan fornemme, hvad de skal se frem til af orientalske lækkerier.img_6748 Til sidst er der blot at vente på iftar-kanonens skud, et par bønner skal afsiges og en dadel indtages, før vi kan gå ombord i den flotte buffet.

Jeg er vild med iftar.

Godt, at der er mange flere at se frem til, før Ramadanen er ovre.

Ramadan Kareem!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Noget af det bedste ved….

…at bo i Mellemøsten er den lette adgang til hjælp.

“Hjælp”, tænker du måske.

“Til hvad, sådan helt præcist?”

I Danmark gør man jo alting selv og opfatter DIY i alle livets praktiske aspekter som noget helt naturligt og selvfølgeligt.

“Hjælp til alting”, er mit svar.

Her er faktisk så foruroligende mange hjælpende hænder, at selv den mest inderlige DIY’er ender med at blive ret hjælpeløs, ret hurtigt.

De fleste expats flytter hertil og springer straks ombord i alle mulighederne for at få hjælp. Det er jo en oplagt chance for at slippe for de huslige opgaver, som ofte opfattes som kedelige, tunge og trættende.

Andre skal se det hele lidt mere an og er noget reserverede over for tanken om, at et fremmed menneske skal vaske ens undertøj og bo i ens hjem. Men 8 ud af 10 familier ender alligevel med at tage imod ‘hjælpen’ med kyshånd inden for ganske kort tid i Ørkenstaten. Det er en lige så naturlig del af livsstilen hér i landet, som det er naturligt at ordne det meste selv i Danmark.

Vi var hurtige til at opsøge hjælp, da vi ankom for 3.5 år siden. I starten gik det mildest talt ad helvede til med at finde ud af at få hjælp, men på nuværende tidspunkt er jeg så godt hjulpet, at jeg er decideret hjælpeløs uden hjælp 🙂

Vi skifter ikke elpærer, men beder i stedet Maricel om at ringe til viceværts-firmaet, der kan komme og se på det – og så kan de jo ligeså godt rense afløbene og fixe aircon’en, når nu de er her.

Vi ordner aldrig haven, vasker vinduerne, fejer eller rengør huset.

Vi vasker aldrig bilen eller tøjet.

Vi laver kun mad, når vi har lyst. Resten af tiden er det Maricel, som får en indkøbsseddel og en opskrift stukket i hånden. For hun er en lige så fantastisk kok, som hun er babysitter, hårfletter, syerske, gartner og rengøringskone.

Vi ringer efter en handy-man, som tager trampolinen ned.

Og en anden, der hænger billederne op.

Storskrald er ligeledes en anden mands job. Det kræver blot et enkelt opkald.

Renseriet henter og bringer vores rensetøj.

Og hvis ikke de stryger det, så gør Maricel det bagefter.

Vi kan ringe efter 2 liter mælk i supermarkedet og et bud bringer gladeligt apoteksvarerne ud.

Vi afleverer bilnøglerne til valet-parkering foran lægeklinikken, frisøren og restauranten – og vi bliver nærmest fornærmede, hvis parkering ikke er inkluderet.

En mand tanker vores bil,  mens en anden vasker forruden på tankstationen.

Ved indkørslen til centret tager en mand parkeringsbilletten ud af maskinen og giver den til os ind gennem bilruden, så vi ikke selv skal strække armen unødigt.

Jeg kunne blive ved…

Men jeg tror, I har fattet pointen by now.

Vi laver ikke en hujende, hylende fis – lige bortset fra at gå på arbejde – og så er resten ren ballade.

Det virker måske som et utænkeligt scenarie at slippe tøjlerne på alting fra børnepasning over madlavning og indkøb til sammenfoldning af både de store og de små underbukser, men det er lettere end man lige skulle tro.

Og al den hjælp giver frihed.

Frihed til at drikke langstrakt morgenkaffe i weekenden og overveje, hvad dagen mon skal bringe.

Der er ingen sure pligter eller praktik, som har hobet sig op i løbet af ugen og som nu venter på at blive ordnet i weekenden. Det er så væsensforskelligt fra vores tidligere liv.

Vi er frie til at være spontane nu.

Og netop spontanitet er et karaktertræk og en adfærd, som hverken Martin eller jeg har fået fra naturens side.

Vi er vel nærmest det stik modsatte?

Men det er fedt at øve sig i noget, som ikke nødvendigvis kommer af sig selv, og som føles så ubeskriveligt godt, når det sker.

Så fredag ender pludselig med at blive en heldagstur til Legoland Dubai.fullsizerender-1Eller det vil sige – vi tager i Water Park delen – for den traditionelle forlystelsespark er umulig at gå på opdagelse i, når her er 40 grader i skyggen og vanvittigt fugtigt. Resten af parken må vente til efteråret.

For tiden kører Legoland med rabat på dagsbilletter til vandland med all-inclusive mad/drikke for 195 AED (350 kr.) per person, da de formodentligt mangler gæster i ørkenens sommerhede.img_6680Så hvis du bor her – eller kommer hertil som turist henover sommeren – kan jeg varmt anbefale at tjekke forlystelsesparkernes og vandlandenes hjemmesider, hvor der er fine rabatter at opnå ved online køb.

Vi ender med at tilbringe 8 timer i rutschebanerne, og først da solen begynder at gå ned, lykkes vi med at hive pigerne op af vandet.

Kvæstede, er vi.

Tørstige, trætte og døsige efter en meget varm dag.

Legolands vandland henvender sig i øvrigt til familier med børn i alderen 5 til 12 år. Det hele fungerer superfint – er rent, pænt og sjovt – og bortset fra at der tages skandaløse Dubai-priser for parkering og opbevaringsskab, så er det eneste lille mishap forplejningen i de to kiosker, som ikke fungerer effektivt. Udvalget er børnevenligt på den misforståede måde (læs: nuggets og fritter ad libitum) og de udleverede vanddunke er ubehjælpsomme i størrelse og udformning, men det er nok forventeligt, når man bevæger sig ind på børnenes territorium, tænker jeg?

Om aftenen ligger der endnu en spontan invitation og venter på os.

Og vi slutter derfor weekenden på havet, præcist som i sidste weekend.

Prøv at se – Dubai Marina – in all its gloryimg_6708img_6709Og i min salighedsrus (foranlediget af sjove samtaler, pink champagne, sushi og to timers havbad) sender jeg tusind taknemmelighedstanker afsted mod himlen i samklang med muezzinens adhan-kald fra moskéens minaret.img_6713Tak for dygtige og rare Maricel, der passer pigerne, mens jeg sidder her og betragter livet, der sejler forbi.

Tak for de sødeste venner, som vi deler de dejligste oplevelser med.

Mellemøstens svar på Las Vegas:

Jeg elsker dig. Dubai.

For den spontanitet, du indgyder i os.

For den hjælp, du giver os mulighed for at modtage.

For den behagelige og magelige livsstil, du tilbyder os.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Når skoler er big business

I Ørkenstaten er skoler big business.

Skoler køres som virksomheder på lige fod med alle andre former for virksomheder – og rygterne vil vide, at det pt. er den mest lukrative forretning, man overhovedet kan eje her i sandkassen.

Sådan ligger landet nu engang, når samfundet beror på egenbetaling – og borgerne i øvrigt ikke betaler indkomstskat. Hvis du har brug for en service eller et produkt, må du selv ta’ pengene op af lommen, for der findes jo ingen fælleskasse.

Og sådan er dét.

Udfordringen – set med mine øjne – er, at skoler hverken kan eller bør opfattes som en vilkårlig virksomhed eller forretning. Og det er præcist, hvad de bliver, når bestyrelserne består af forretningsmænd og ditto kvinder, der tager beslutninger, som handler om profit. Til at stoppe ned i egne lommer.

Skoler har jo ikke en traditionel produktionslinje, der spytter genstande ud, som efterfølgende repræsenterer en værdi i et videre system.

Sådan nægter jeg ihvertfald at opfatte eleverne.

Skoler er ej heller almindelige serviceorganisationer, hvor kunderne guides igennem en standardproces uden de store afvigelser.

Skoler arbejder med, for og igennem mennesker – og det betyder, at både input og output i processen er noget brogede og knudrede.

Der foregår bare en del svinkeærinder og en vis mængde slingren i valsen undervejs, når der er tale om mennesker af kød og blod – og ikke genstande eller services.

For selvom langt de fleste elever kommer igennem studierne succesfuldt, så er der ingen mennesker, for hvem skolegang er en simpel, straight-forward transaktion.

Men hvert år ved denne tid modtager ørkenstatens forældre en venlig påmindelse om, at podernes skole er en forretning before anything else.

Hvis vi da skulle være kommet til at glemme det midt i eksamenspres, karakterbøger, internationale standardiserings-tests og graduation parties?

Stigningen i skolegebyret lander for vores skoles vedkommende på elegante 4.8% for det kommende skoleår 2017/18.screen-shot-2017-06-01-at-20-42-23Jeg har ikke tjekket det yderligere, men jeg antager, at de 4.8% er den maksimale stigning, som skolen må opkræve. At opkræve mindre ville jo være mildest talt åndet, når man er en profitbaseret organisation!

Skolen havde en lignende gebyrstigning året før.

Og året før.

Og året før.

Det kommer ikke som nogen overraskelse.

Gebyrstigninger godkendes og fastsættes i øvrigt af Dubai’s Knowledge and Human Development Authority (KHDA), som overser kvaliteten og udviklingen af emiratets uddannelsesinstitutioner.

KHDA tillader prisstigninger hvert eneste år, hvis skolerne holder en vis standard inden for en hel række detaljerede parametre – som ikke blot omfatter læreplaner og resultater (børnenes karakterer) – men også de fysiske faciliteter, pædagogik og metode, skole-hjem-samarbejdet, tilbud om efter-skole-aktiviteter, sundhedsplejen, støtten til børn med særlige behov, sikkerhedsmæssige foranstaltninger, prioritering af arabisk og islamisk lærdom og så videre. Vurderingen af en skoles ‘performance’, ‘produkt’ og ‘kvalitet’ foretages af KHDA i samarbejde med en række britiske inspektører, der laver det samme hjemme i Storbritannien.

For det kommende skoleår koster det således 82.500 kr. for 5-årige Mille i Year 1 og 93.500 kr. for 8-årige Cille i Year 4. Herudover kommer der udgifter til uniformer, skoleudflugter og så videre i løbet af skoleåret.

Vi har også mulighed for at tilvælge dansk modersmålsundervisning 3 timer om ugen i løbet af det almindelige skoleskema, fordi Dubai International Academy har valgt at fokusere på, at eleverne skal lære deres modersmål på tæt-ved-lige vilkår med engelsk, arabisk og spansk/fransk.

Tilvalget af modersmålsundervisning koster os yderligere 9.000 kr. per datter.

Vores skolegebyr pr. elev kunne meget vel ligne elevprisen i den danske folkeskole – jeg aner det ikke – men den slags tænker vi sjældent på i Danmark, fordi regningen udstedes og betales i det uigennemsigtige virvar som udgør den offentlige myretue af fællesfinanser.

screen-shot-2017-06-01-at-20-43-02Jeg beklager mig ikke over regningen.

Skolegebyret på en fin sjat over 200.000 kr. er en fast og velkendt udgiftspost i årsbudgettet, som vi ikke vil lave om på.

For pigerne trives på skolen.

De lærer en hel masse og har gode venner.

Og så er det helt unikt, at de har mulighed for blive undervist i dansk i løbet af skoledagen.

Der findes selvfølgelig billigere skoler.

Og langt dyrere skoler.

Faktisk er Dubai International Academy nok dét, der kunne betegnes som en slags ‘middelklasse’-skole – både i forhold til pris og klientel.

2.200 elever i alderen 3 til 18 år befinder sig dagligt på skolen.

Det er vitterlig big business.

Og yderligere et par tusind børn står på venteliste til at blive optaget.

Så set i udbud og efterspørgslens klare lys, er det svært at forestille sig, at skolegebyrerne på noget tidspunkt skulle begynde at stabilisere sig eller falde.

Not in a million years.

Sådan er dét, når en skole har fået prædikatet ‘outstanding‘ af KHDA.

Så bliver priserne også helt ‘outstanding’ 😉

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ramadan Kareem

Hvert år op til Ramadanen går der expat-inflation i festlige arrangementer.

Det er som om alle liiige skal have en sidste fest og drink klemt ind i kalenderen, før vi tørlægges i en måned, musikken forbliver slukket og maden serveres efter solnedgang.

Her er vi foreviget til Danish Business Women Dubai’s sæsonafslutning forleden.img_6638En fantastisk aften, som blev afholdt på baren 360° ud for Jumeirah Beach Hotel med udsigt til Burj Al Arab.

Nydelige omgivelser, må man sige.img_6562img_6563Og stedet kan varmt anbefales, hvis du lægger vejen forbi Jumeirah Beach Hotel, selvom jeg nok fortsat vil foretrække lounge-området The Cove på selvsamme hotel.

Det bliver heller ikke mindre smukt efter solnedgang.img_6567I virkeligheden er det lidt fjollet, at vi sådan drøner rundt og arrangerer fest efter fest lige op til Ramadanen, for det er da den allerfestligste måned på hele året, hvis man tænker i stemninger, oppyntning og overdådige måltider.

Knapt så festligt er det dog, hvis man er af den opfattelse, at alkohol, musik og dans er must-haves for at more sig.

Men på den anden side er Ramadanen en oplagt mulighed for at øve sig i en smule afholdenhed og i at socialisere uden alkohol.

Min lever vil ihvertfald takke mig…

Og bliver jeg trængende, så kan jeg jo drikke alkohol herhjemme eller i ét af de turist-vandingshuller, der har betalt sig fra en tilladelse til udskænkning under den hellige måned (for den slags findes også).

Nok om alkohol og begrænsninger, der vitterligt kun kan bekymre en flok expats, der i forvejen bokser rundt med en hel række First World Problems, som man umuligt kan tage seriøst.

Og nu til dét, som Ramadanen virkelig handler om:

Næstekærlighed. Gavmildhed. Taksigelse.img_6550Den slags kommer til udtryk i alle mulige slags handlinger. Fra store statslige nødhjælpsdonationer sendt afsted til nabolande, der er ramt af hungersnød og borgerkrige – og så til de helt små og nære anerkendelser fra et menneske til et andet. Som her, hvor Mille uddeler danske småkager som tak til sine After School Club-lærere, som hun har leget med i de sidste 2 år.

Hvor vil Mille dog savne den times fri leg i klubben hver eftermiddag, når hun starter i Year 1 til september og får en lang skoledag.

Ramadanen handler også om fællesskab og om at dele glæden over den hellige måned med andre.
fullsizerender-2

I Milles klasse har de muslimske mødre således afholdt den fineste klippe-klistre-morgen, hvor børnene har lært om Ramadanen, fasten og de forskellige symboler – lygten, halvmånen og stjernerne.

For muslimerne er Ramadanen også lig med fordybelse og reflektion.

Skoler og arbejdspladser har forkortede arbejdsdage, fordi der skal være plads til at bede og til at forberede de vigtige iftar-retter – og til at sove en lur, når fasten gør nas i 40 graders varme.

Vi andre, som ikke vender op og ned på døgnet på grund af bønner, iftar (aftensmåltid efter solnedgang) og suhoor (morgenmåltid inden solopgang), får i stedet en halv fridag forærende hver eneste dag.

Sådan føles det ihvertfald, når vi har legeaftaler i det uendelige og nat-bader uden at bekymre os synderligt om sengetid.img_6587Set ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv er Ramadanens begrænsede arbejdstid og ditto arbejdsiver nok ikke ligefrem smart eller fornuftigt, men rent egoistisk har jeg kæmpe optur over alle de dejlige, langstrakte legeaftaler og iftar-middage, vi ser frem til – og det faktum, at vækkeuret ikke længere ringer klokken umenneskeligt.

Og Ramadan-måneden er allerede sparket igang på allersmukkeste vis.

Faktisk kan jeg slet ikke forestille mig en bedre start.

Vi er inviteret ud at sejle.

Og befinder os i det dejligste selskab.

Hvor heldige har vi lov til at være?

Vandet er måske 35 grader.

Luften velsagtens det samme.img_6616Og således hænger vi ud i karbadsvarmt havvand, mens vi overvejer verdenssituationen og betragter solnedgangen over Dubai Marina.img_6620Og da den elegante nymåne viser sig på ørkenens natblå himmel, klatrer vi ombord og indtager årets første iftar.img_6622Jeg har så uendeligt meget at være taknemmelig for.

Ramadan Kareem!ramadan-2015-big215201592221

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Is-rollator

Forleden prøver jeg noget nyt.

Noget, jeg aldrig før har vovet på grund af min irrationelle “panik-angst-for-is-sne-og-glatte-overflader”.

Men når nu jeg opfordrer pigerne til at være åbne over for nye ting, så er der ingen vej udenom. Ihvertfald ikke, hvis jeg ønsker mig, at de fortsat skal tro på lidt af alt det sh*t, som præsten prædiker.

Og jeg kan godt lide tanken om, at børn ser alle facetter af deres forældre – naturligvis i et passende omfang, men sådan at de fornemmer menneskeligheden og autenticiteten i deres voksne.

Så for 1. gang i mit 38-årige liv får jeg et par skøjter på i Dubai Mall Ice Rink.

Og jeg bider al forfængelighed i mig og tager velvilligt imod en is-rollator udformet som en snemand.img_4531Martin foreviger det store øjeblik – og jeg er ret overbevist om, at jeg også kan findes på en hel del turister og lokales kameraer. Det er lidt svært ikke at trække på smilebåndet over en voksen dame med snemands-støtte…

Og der er tale om en seriøs omgang Bambi på glatis, men med min nye, trofaste Snemand ved hånden kan jeg stavre omkring på hele banen.

Jeg føler mig tindrende glad over egen overvindelse.img_4533Det virker så banalt, men dét er det ikke, når det drejer sig om irrationel frygt eller angst. Andre forstår det ikke – for det giver jo ingen logisk mening. img_4536Pigerne er glade for at skøjte igen og jeg nyder at være en del af det sammen med dem.

For alternativet havde været at sidde ude på tilskuerbænkene og vinke glad ind til dem og Farmanden.

Men jeg nægter at være selv-begrænset bænkevarmer, når det drejer sig om gode oplevelser med min lille familie. Tænk, at gå glip af alt det sjove, bare fordi jeg er usikker?

Og med de selvhjælpsredskaber, som jeg har lært på Fru M’s kurser, formår jeg at arbejde med mig selv under den to timer lange stavre-seance.

Jeg skælder ikke ud på de andre omkring mig.

Jeg bliver ikke frustreret eller ked af det.

Jeg prøver og prøver.

Og griner og leger.

Med pigerne.

Og med min egen skøjteprins, som roser mig, da jeg hviler skøjte-skinkerne på The Cheesecake Factory.img_4538

Mange hilsner fra Mor i Udlandet