Boganbefalinger

Lige op til sommerferien forærede jeg mig selv et Saxo-abonnement med den positive bagtanke, at så kunne jeg vel nok tygge mig igennem bunker af litteratur i Den Marathonlange Sommerferie – helt uden at slutresultatet blev en tung stabel paperbacks, som jeg hverken kunne eller ville rejse rundt med i en kuffert.

Projektet lykkedes.

Jeg fik rent faktisk læst en masse spændende og forskelligartede bøger – og er fortsat ufortrødent efter ferien. Det er godt nok ikke altid lige praktisk at læse på en iPad, men jeg har overgivet mig, fordi det er en så meget billigere løsning, og fordi det er håbløst at bære rundt på papirbøger, som jeg alligevel ikke har intentioner om at beholde efter endt læsning.

Drømmen for en litteratur-, tekst- og skrivenørd er jo ellers at eje et kæmpestort, smukt hjemmebibliotek, der skal indeholde alt, hvad jeg har læst, gerne vil læse og en masse midt i mellem, tilsat øreklapstole, puffer og gode læselamper. Den drøm er så bare ikke kompatibel med et udlandsliv, der helst skal kunne pakkes ned i en 40 fods container any day, så jeg har indstillet mig på, at hyldemeter efter hyldemeter fyldt med bøger må realiseres ude i fremtiden i en eller anden form for diffus pensionisttilværelse. Selvom jeg egentlig også har svært ved at se, at jeg som pensionist er bosat ét sted. Men okay – jeg skubber ihvertfald trangen til at horde bøger foran mig, og jeg undertrykker alle ufrivillige bevægelser i armene, når jeg som en anden Gollum rækker ud efter precious nyudgivelser i Arnold Busck i Danmark og Kinokuniya her i Dubai.

Nå, men intentionen for dette blogindlæg var egentlig ikke at fantasere højt og hedt om et hjemmebibliotek. Jeg ville dele mine læseoplevelser/boganbefalinger med jer i min egen kronologiske læserækkefølge – og jeg tager imod jeres personlige favoritter og anbefalinger med kyshånd, så jeg kan få fyldt hylderne i min virtuelle reol hos Saxo igen.

Her er så den første roman, jeg læste i juli:Jeg er aldrig til de der hurtigt-læste krimier, som ind i mellem kommer gratis med et dameblad eller ligger i en tilbudskasse i Bilka. Hverken de svenske eller de danske. De irriterer mig faktisk grænseløst. Men Camilla Läckbergs seneste er ikke en krimi – og jeg havde fået den anbefalet af min gode veninde, så jeg tog mig sammen. Her er snarere tale om en psykologisk spændingsroman om kvinders indre liv. Og fortællingen gjorde et stort indtryk på mig, fordi den rammer så dybt ned i nogle af de allertungeste ting ved at leve i et parforhold, hvor den ene part er endt med at ‘tjene alle pengene’, mens den anden part ‘følger med’. En række fine, ømfindtlige refleksioner fik jeg gjort mig undervejs. Læs den, uanset om du er en expat-wife eller en kvinde, der bidrager 50/50 til den fælles husholdningskasse. Det er en mættet fortælling om at undertrykke sig selv.

Efter skandinavisk, delvist-selv-påført kvindeundertrykkelse rejste jeg et smut til Afghanistan, hvor undertrykkelse af kvinder er en del af samfundsstrukturen og livsvilkårene på en så omfattende måde, at det stort set er umuligt at fatte for en dansk kvinde.Sune Engel Rasmussen er én af de ganske få vestlige journalister, der har levet en årrække i en helt almindelig bolig i Kabul og har arbejdet journalistisk i Afghanistan uden om den gængse politi- og militærbeskyttelse, som journalister normalt svøber sig i, når de befinder sig i en krigszone. Hans generationsportræt af en håndfuld unge afghanere af vidt forskellig observans er dybt tankevækkende – til tider rørende. Jeg beundrer hans evne til at skildre mennesker sobert og respektfuldt, så vi som læsere får multifacetterede vinkler på landets indre konflikter i stedet for det sort-hvide billede, der er så let at male i medierne. Sune Engels evne til at anerkende alle mennesker og deres fortællinger (uanset deres politiske eller religiøse ståsted og hans egen personlige holdninger til samme) er mærkbar og indgyder respekt. Læs den, hvis du har lyst til at lære mere om Afghanistans interne konflikter.

Fra samfundsspændinger og krige strøg jeg videre til indre kampe og konflikter, som HKH Kronprins Frederik har haft igennem sin opvækst, ungdomsår og voksenliv. Ikke et videre interessant portræt, hvis du spørger mig, men hvis du er meget royal, kan det sagtens være, at du finder glæde ved bogen.

Næh – så hellere en god portion socialrealisme og ordnøjsomhed i form af opfølgeren til Folkets Skønhed, der er mindst lige så hjerteskærende god som førnævnte.Jeg er vild med Merete Pryds Helle. Vild med hendes hudløshed og alt dét, der kun bliver fortalt mellem linjerne eller i nøgterne beskrivelser. Pryds Helles tidstypiske portrætter er så rammende og går lige i hjertekulen på mig. Måske også på dig? Men læs ihvertfald Folkets Skønhed først, hvis du ikke allerede har gjort det.

Og når nu jeg var så fint igang med sindslidende mødre, så var der ingen vej uden om Peter Øvig Knudsens nyeste.Umiddelbart tænkte jeg, at det ville blive ét langt anklageskrift imod hans barndom og morens manglende forældreskab og omsorg, men jo længere, man kommer ind i romanen, jo dybere skærer vi ned i Øvigs egne psykiske problemer, maniodepressive perioder og psykotiske tendenser. Det er et ualmindeligt ærligt og rørende billede af sindssygdom og dét tunge liv, en sindslidende strider sig igennem. Jeg lærte en masse nyt om depression, angst, psykose og mani ved at læse bogen, fordi Øvig er så dygtig til at skildre sin egen og morens sygdom på en saglig og tilnærmelsesvis faktuel manér.

Leonora Christina Skov leverer til gengæld det helt store anklageskrift imod sine forældre og dén barndom i Helsinge, der var stort set umulig at komme igennem for hende, fordi moren var psykisk syg, og faren deltog som sygehjælper, facilitator og katalysator for vanviddet.Sjovt nok kørte jeg rundt i lokalsamfundet omkring Helsinge i Nordsjælland dén uge, hvor jeg læste Skovs roman, så jeg googlede vejnavne og områder som en anden stalker. Det var nu ret sjovt. Jeg kunne lide bogen, men det er en smule trættende, at vreden og skuffelsen ikke bliver vendt til et eller andet brugbart brændstof.

Efter sindslidelser og bristede barndomme tog jeg lige en tur ud i kogebogslandet, hvor jeg læste Jane Faerbers nye KETO-bog, samt den lidt ældre Jerk W. Langer-bog.Begge bøger er superfine og brugbare i hverdagen. Og jeg forsøger efter bedste evne at inkorporere den nye viden om kost i vores måltider herhjemme.

Efter en spisepause var jeg klar til Morten Papes seneste roman, der på ingen måde lader læseren slippe lettere end ved debuten, Planen.Jeg gentager lige, at jeg elsker socialrealisme. Men indtil videre er der da ingen, der kan give mig mavepine, flossede neglebånd og dårlige drømme som Morten Pape. Det skulle da lige være Jakob Ejersbo. Og hvorfor udsætter jeg mig så for det her pineri? Fordi det er vigtigt at forstå Under-Danmark og de vilkår, som danske børn (også) vokser op under. Præcist som med Papes debutroman, Planen, så er forholdene for hovedpersonerne så groteske, at det er svært at forholde sig til. Men inden under min forbavselse og forargelse ved jeg, at de her forråede miljøer og mennesker findes. Det er bare rarere at lukke øjnene for det.

Efter Pape tænkte jeg, at det ville være fikst med noget fransk. Lidt elegance, parisiske stræder, sprøde croissanter og kulsort kaffe, tænkte jeg. Som modvægt til alt, alt for meget Amager og Falster. Jeg har også set Delphine de Vigan nævnt og rost så mange steder, at jeg måtte se, hvad hun byder på.

Intetanende går jeg således igang med sommerens 6. roman om kvinder, der er sindslidende og komplet ude af stand til at tage vare på sig selv – og da slet ikke på deres børn.

Alt må vige for natten er forfatterens selvbiografi om morens store familie, og de utallige dramatiske situationer, som familien kommer ud i. Hun beskriver så sagligt og faktuelt som muligt, men med en sans for det bombastiske, vanvittige og finurlige, som kun en franskmand kan gøre det. Det tog lige lidt tid, men nu er jeg hooked.I romanen Dage uden sult oplever vi anoreksien som den unge kvindes reaktion og overlevelsesstrategi oven på morens sindssygdom – det fravær og de mange svigt, som hun har lidt under igennem hele sin opvækst. Det er første gang, at jeg har oplevet en forfatter gå til emnet spiseforstyrrelser på en så poetisk og sælsom måde, som de Vigan gør. Hun har særlige evner med sproget, og det er tilnærmelsesvist en (bizar, indrømmet) fornøjelse at læse hendes detaljerede beskrivelse af både de fysiske og psykiske konsekvenser af at leve med anoreksi. Det er også interessant at læse bogen som en efterfølger til Alt må vige for natten, der kulegraver morens problemer på grund af opvæksten i en stor, dysfunktionel familie. Årsag og virkning, arv og miljø, forklaringer og bortforklaringer, familiehemmeligheder, spind af løgne og vidt forskellige opfattelser af ‘sandheden’ binder de to bøger sammen til et interessant sammensurium af menneskers følelsesliv og reaktioner.

Og jeg er slet, slet ikke færdig endnu.

Foran mig ligger Vita Andersens hjerteskærende roman Indigo om hendes liv og opvækst som børnehjemsbarn, der var kastebold i systemet. Plus lidt debat- og faglitteratur.

Hvad med dig?

Hvad læser du for tiden?

Og hvad vil du anbefale mig?

📚 Rigtig god læselyst 📖

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hverdagsramt

Det er fredag den 13., folkens.

Og jeg har brugt weekendens første, hellige morgen på at tusse rundt i nattøj og vække forfrosne gærceller til dåd, så de kunne give mig en sød og blød gærdej til at tilfredsstille min trang til et ton kanel og et pift kardemomme.Så man kan altså fryse gær og få det til at virke helt efter hensigten senere?

Jep, er svaret. Det var min mor, der gjorde forsøget på mine vegne for et år siden, og det fungerer upåklageligt.

I Ørkenstaten er frisk gær nemlig forbeholdt fagfolk. Faktisk er der kun ét supermarked, hvor det er lykkedes mig at fravriste bageren nogle 100 gram her og der. Så frysning af gær i små 50 grams pakker er alfa og omega for at der nogensinde bliver bagt i dette hus.

For engang i mellem er det nødvendigt at bage. Bagning varmer ikke kun køkkenet, men også sjælen hos den, der vejer af, rører, ælter, glatter ud og pynter op. Det er ren meditation for mig, der stort set aldrig laver andet husligt – eller håndarbejde, for dén sags skyld.

Jeg er det sorte får i familien, hvad angår husmoderlige dyder og håndarbejde. Men bagning – dét kan jeg. Og udover kanelfætrene hér, så har jeg for tiden et godt tag på Nigella Lawson’s gluten- og laktosefrie chokoladekage, som du finder lige her:

https://www.nigella.com/recipes/chocolate-olive-oil-cake

Jeg bager chokoladekagen på mandelmel, som til gengæld er en vare, der findes på hylden i alle supermarkeder hernede. Alt, hvad der handler om nødder, honning, tørrede og syltede frugter, så er Arabistan med på noderne.

Årsagen til det bydende behov for bagning er, at min første reelle uge tilbage i skole er netop overstået. Det skal lige fordøjes mentalt. Og dér sætter bagningen ind som katalysator.

Vi har teknisk set været igang i 14 dage, men jeg har kun haft undervisning i denne uge, hvor jeg bl.a. har lært mine nye elever i Year 1 at kende (de er 5 år gamle, how cute is that?), og fået de fleste formaliteter ryddet af banen, så vi også kan tilbyde Dansk Legegruppe til de to yngste årgange på skolen, som er de 3-4-årige.Vi har et fast lokale på skolen hvert år, som vi føler en form for ejerskab over. Little Denmark, om man vil.Og som det ofte sker med ‘nationale grænser’, så indtager og inddrager vi lige så stille mere og mere plads. Som hér, hvor man kan se et lille læsehjørne, hvor børnene kan hygge sig med at læse eller lave gruppearbejde.Eleverne kommer altså op til dansklokalet, når de skal undervises. De yngste elever skal enten hentes af mig eller følges op af en voksen-hjælper, mens de fra 7-års alderen får lov til at færdes mere frit på skolen. Børnene er vant til at skifte lokale i løbet af dagen – f.eks. når de skal til modersmålsundervisning, islamiske studier, musik, dans, idræt, formning, IT osv.

Elever, der er registrerede som muslimer i Undervisningsministeriets system skal deltage i både arabiskundervisning og islamiske studier, hvor man læser Koranen og lærer om muslimsk opførsel, bederitualer, hverdagsrutiner osv.

Elever, der er registrerede som kristne, hinduer osv. skal også deltage i arabiskundervisning, men kan gå til modersmålsundervisning i stedet for de islamiske studier. Hvis ens modersmål ikke tilbydes på skolen, bliver man tilbage i klasseværelset hos klasselæreren og laver andet arbejde. Dette kaldes for home room og svarer nogenlunde til klassens time.

Jeg har igen i år fået klassetrinnene fra KG1 (de 3-årige, der kun kommer én gang om ugen) til og med Year 5, som ville svare til en dansk 3. klasse. Indskolingen, kunne man vel kalde mit ansvarsområde.Jeg har hvert klassetrin 3 lektioner om ugen, så i alt bliver det til 16 undervisningstimer ugentligt – plus forberedelse, administration, kommunikation og møder.

Det hele passer så smukt ind i pigernes skoleskemaer, forstået på dén måde, at jeg kan aflevere og hente dem hver dag – og jeg har samme ferier som dem. Dét ville være stort set umuligt at opnå i et hvilket som helst andet job, jeg kunne forestille mig at bestride. Møder, foredrag og koncerter midt på skoledagen er til gengæld oftest Martins ansvar, fordi jeg jo underviser.

Og så er der det allervigtigste: At jeg rent faktisk elsker mit arbejde. At det giver mening, som intet andet job nogensinde har gjort for mig. At jeg for første gang kan se mig selv i spejlet og tænke, at jeg gør en lille forskel et sted i verden. Hver eneste dag.

Så skidt pyt med, at skoleskemaet i år efterlader mig ganske få åndehuller i det daglige. Og skidt pyt med, at jeg ind i mellem må trække den virkelig store tålmodighedshat på for at klare at omgåes skolens management uden at tage bladet fra munden som den dansker, jeg nu engang er.

Den slags frustrationer kan en omgang gærbagning gøre kål på.

Vigtigere er det, at jeg læser og analyserer litteratur hver dag. At jeg får chancen for at gøre børn interesserede i og nysgerrige på deres modersmål og danske rødder, der virker virkelighedsfjerne i en Ørkenstat, så langt væk fra dansk efterårsregn, frække bandeord og flade leverpostejsmadder, som man overhovedet kan komme.Rigtig god weekend til jer, der snart får sådan én i favnen. Min skal bruges på mere kage, lidt svømning og en festlig Friday Evening Brunch for første gang 🍰🥂.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

41

Jeg føler mig som verdens heldigste fødselar i dag.41 år gammel eller ung – afhængig af, hvem du spørger. Der er ellers både grå hår og ømme hårrødder i dag, men inden i er der kun boblende pigelatter og glæde.

Heldig, føler jeg mig, fordi jeg er Mor til to dejlige piger, der vokser op og udvikler sig til rimeligt fornuftige verdensborgere.Heldig føler jeg mig, fordi jeg på 19. år er kæreste med manden i mit liv, som samtidig er Far til mine børn. Det at have mit livsvidne, som følges med mig og som elsker pigerne ubetinget sammen med mig, betyder alt.Heldig føler jeg mig, fordi vi har en stor, rummelig og livlig familie, hvor vi altid føler os velkomne – og en ditto venneflok, der aldrig er sene til at fejre og hygge med os.Heldig, føler jeg mig, fordi jeg helt generelt er glad og lever dét liv, jeg har lyst til, omgivet af de mennesker, der betyder alt for mig.

Heldig, føler jeg mig, fordi jeg hver dag får lov til at stå op og foretage mig noget meningsfyldt i mine vågne timer.

Heldig, føler jeg mig, fordi jeg har mulighed for at skrive, læse, være kreativ og lære nyt hver eneste dag, således at livet får flere og flere nuancer, som tiden går.

Heldig, føler jeg mig, fordi jeg rammer de 41 år som et sundt og raskt menneske, der endnu har til gode at stifte seriøst bekendtskab med sundhedsvæsnet.

Heldig, føler jeg mig, fordi vi bor og lever i udlandet, hvor vi sammen får set og oplevet steder, mennesker, kulturer, ting og stemninger, der vil blive i vores hjerter for altid.

Heldig føler jeg mig også, fordi jeg hver dag har Maricel, som hjælper mig med alt det, der ellers ville tage tid væk fra familiesamvær – og fordi vi har muligheden for at leve i denne her trygge og komfortable Dubai-boble, som er faretruende tæt på at være too good to be true.

Så jeg kniber mig i armen og fact-tjekker.

Den er go’ nok.

Det er mig, de to søde piger og den flotte mand synger fødselsdagssang for, så jeg vågner af min forvirrede fuldemandssøvn.

Det er mig, der får de fineste og mest betænksomme gaver, samt dejlig morgenmad ude i byen.

Det er mig, der nu får lov til at sidde i to timer og nyde betænksomme fødselsdagshilsner på alle sociale kanaler, og begå det her lille skriv om fødselsdagstaknemmelighed, mens jeg småfryser på en hård bænk i en stor gymnastikhal, mens yngstebarnet udlever sit potentiale som russisk gymnast.Jeg har virkelig ikke noget at klage over.

Det er værd at huske mig selv på, når en eller anden petitesse driller eller frustrerer i hverdagen.

Og tak af ❤️ for jeres søde lykønskninger, gaver, kram og kager.

Efter alt at dømme – jeg har stadig kun 1 års erfaring med 40’erne – så er de et årti, der klæder mig langt bedre end de foregående årtier. Betrækket er godt nok blevet lidt blødere og mere krøllet i kanterne, men det er behageligere end de topstramme 20’ere og fortravlede 30’ere.

Der kommer flere og flere autentiske, ærlige, hudløse, lykkelige stunder i takt med, at årene går.

Jeg er mere mig, og jeg gør alt, hvad jeg kan, for at lade de andre være sig.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Fornyelse

Kender du dét med, at der kommer allermest fremdrift i DIY-projekter og lettere diffuse planer, når man har allermest travlt?

Det er ihvertfald som om alle vores sanser vågner, hver gang vi kommer retur til eget hjem efter en hel sommer. Ting, vi kunne have gjort noget ved i månedsvis, men som bare ikke lige blev til noget, bliver nu pludselig realiseret.

For når der er rigtig god tid, går tingene også allermest i tomgang for mig. Ærgerligt er det, men det er sandheden. Jeg får bare mest fra hånden under pres.

Og nu – mens pigerne er travlt beskæftigede med at komme godt fra start i skolen, og jeg selv har travlt med at blive klar til danskklasserne på søndag – så er der pludselig ting, der bliver bestilt, leveret og fixet af både Martin og to handymænd hér og dér i hele huset.

Som f.eks. denne fine spejlvæg, som Cille har fået af os i 10-års fødselsdagsgave.Spejlene er over to meter høje og tunge som et ondt år, men til sammen giver de følelsen af et Dance Studio til pigerne og deres veninder. De røde madrasser er naturligvis til gymnastik og kan dække 6 kvm., så Gymnastik-Mille kan boltre sig uden at slå hovedet i fliserne. Det er godt med et indendørs aktivitetsrum, når der er 40+ grader udenfor.

Rummet er et såkaldt “family room” – og i vores familie er det i disse år alle mulige og umulige former for skue- og rollespil, sang og dans, der er på tapetet.Sådan hér ser der ud efter dagens legeaftale, hvor de har haft gang i en eller anden mor-far-barn-leg i mange timer.

Det er nu ikke kun Cille, der har fået spejle.

Vi har også fået opsat et fint spejl ved indgangspartiet, der nærmest er ikke-eksisterende. Sagt med andre ord, så træder man direkte ind i stuen hos os, så vi gør, hvad vi kan, for at signalere entré.Og Mille har foreviget en smilende Martin under nogle af familiebillederne, som han har hængt op under mildt pres og tiltagende dimsen fra konens side.Endnu mere pres og vimsende forvirring var der, da der skulle sættes såkaldte ‘unødvendigheder’ op på det lille gæstetoilet. Gæt selv, hvem der vimsede, og hvem, der konkluderede, at det hele var noget bras.Trappen op til førstesalen har været rungende hul, siden vi flyttede ind. Det kan være ret svært at få potteplanter til trives indendøre i den kontinuerlige vekslen mellem kølig A/C og stegende hede, så selvom det kunne være rigtig flot med en stor plante på repos’en, så afventer jeg lige – og glæder mig over det fine, moderne kalligrafi-billede, jeg fandt for en slik på Gallery One lagerudsalg forleden.Jeg er også i gang med at få skabt et personligt, håndlavet stykke arabisk kalligrafi, som skal hænge i spisestuen. Vi venter på første skitse en af dagene – og så må vi se, om ikke det bliver noget så fint 💞.

Men før jeg kan nå at komme på flere gode indretningsidéer, er det heldigvis min fødselsdagsweekend, så jeg kan blive distraheret lidt!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hjemme igen

Marathonsomrene, hvor vi ender med at være væk hjemme fra i to måneder, er virkelig noget underligt noget.

Jeg føler mig både hjemme og fremmed i Danmark.

Og bagefter føler jeg mig både hjemme og fremmed i De Forenede Arabiske Emirater.

Jeg kommer tilbage og synes, at huset ser helt forandret ud, selvom det står præcist, som da jeg forlod det – bare renere, hvidere og mere ryddeligt, fordi Maricel har gjort hovedrent og ryddet op i alle gemmer. Pludselig kan jeg fornemme, hvordan der dufter hjemme hos os, fordi jeg er som en fremmed, der ankommer til et sted for første gang. Det er også som om jeg kan se tingene igen – som om sofaens skrammer og væggenes mærker står tydeligere frem; som om det hele er en anden persons, og jeg blot observerer det på afstand.

Det føles mærkeligt, sådan at se ens liv og hjem udefra, men nulstillingen ved at være væk fra det hele i et langt stykke tid, gør noget godt for mit sind. Jeg har fornyet energi og virketrang.

Og udsigten….den er jo nærmest gjort af drømmestof, når jeg trækker gardinerne fra om morgenen. Om formiddagen, burde jeg kalde det, for tidsforskellen spiller stadig ind og vi sover alt, alt for længe.Samtidig er alting jo i virkeligheden “som det plejer”.

Der bliver lavet lister over praktiske gøremål, der har været frosset i tid og sted, mens vi har været fraværende. Nu kan tingene ikke vente længere!

Der er indkøb, som skal gøres i en hel række butikker, fordi børnene skal være klar til skolestart, og fordi alle hylder i køkkenskabene og køleskabet er gabende tomme. Det er som en nulstilling rent madmæssigt – og jeg elsker det hver gang, dét der med at fylde skabene med gode intentioner og friske råvarer.Det gør heller ikke noget at være blevet familiens Head of Refrigerator igen. Slet ikke noget, for nu at være helt ærlig. For selvom alle gør sig umage med at finde lækre sager frem til os, så bliver der indtaget alt for mange ‘forkerte’ ting i løbet af sådan en sommerferie.

I år har jeg været rimeligt striks med mit indtag, så jeg endte med at tabe mig 5 kg. op til sommerferien. Og jeg har holdt det hele vejen igennem. Det er første gang nogensinde, at jeg ikke har taget 5-7 kg. på i løbet af en sommer i Danmark, men min 40-årige (snart 41-årige) krop lider under den forøgede vægt, som ikke lige lader sig tabe igen, ligesom det gjorde i “gamle dage”, hvor metabolismen bare tonsede derudaf.

I mellemtiden har Martin investeret i et fitness-center-medlemskab til hele familien, så nu er der ingen undskyldning for at være flødebolleblød og dovent anlagt (taler kun for mig selv her!). Abonnementet er heldigvis så hundedyrt (i forhold til Danmark og England, som er mine eneste referencer), så vestjyden i mig vil højst sandsynlig tvinge et par gange om ugen eller tre igennem, enten i centret eller på et af holdene, uanset om jeg mener at være til den slags eller ej. Og nu, hvor jeg har været afsted i centret en time med Martin her til formiddag, må jeg erkende, at det er en misforståelse, når vi ikke har sådan et fitnessmedlemskab. For jeg får ikke styrket musklerne og hjertet på samme måde ved at lunte eller gå en tur. Jeg er simpelthen en slapsvans.  Pigerne nyder også at være retur i de store pools ved fitnesscenteret, som man kun har adgang til via medlemskab. Der er masser af pools rundt omkring i vores compound, som alle beboere har adgang til – nærmest for hver 200 meter er der en pool – men der skal fornyelse til ind i mellem, for ellers kan selv leg i poolen blive kedeligt.

Vi er overpriviligerede, jeg ved det godt.

Og jeg konstaterer igen for Gud-ved-hvilken-gang, at vores liv på mange måder minder om en charterferie, sådan som jeg ligger dér og kigger op i daddelpalmerne, der vajer i brisen mod en lysende blå himmel.Og pigerne, som her ses i deres Dubai-weekend-uniform, er mere end klar til skolestart. Så klar, at de er villige til at betale ud af deres lommepenge for at få lov til at begynde i skole igen! Egentlig burde de slippe lidt af lommepengene, nu hvor deres forældre er blevet 89.000 kroner lettere efter betaling for første semesters skolegang.💸💵😂

Pigerne har også fået deres læreres navne at vide, og jeg har via WhatsApp fået afklaret nogle af deres klassekammerater. Cille er en smule betænkelig ved sin nye lærer og klasse, men vi har aftalt, at vi starter med et positivt mindset over for alt og alle, når vi rammer skolen igen. Erfaringen fra tidligere år viser også, at lige så snart vi er kommet ordentligt i gang, så fungerer klasserne fint. Det er mere noget med at vænne sig til tanken om, at nogle af ens bedste veninder går i andre klasser dette skoleår. For sådan forholder det sig i en omskiftelig Ørkenstat: Der er ny klasselærer og nye klassekammerater hvert eneste år. I år har pigerne “kun” fået én bedsteveninde med fra deres respektive klasser sidste år. Og nogle af kammeraterne kender de allerede fra tidligere år. Men det er klart, at det med venskaber og klassekonstellationer fylder mere og mere i takt med deres alder og modning.

På tirsdag går det så for alvor løs for pigerne, der skal møde ind med deres klassekammerater for første gang i Year 3C og Year 6C.

Egentlig skulle vi have været i gang i morgen (søndag), men det islamiske nytår, Hijiri, har fået skolerne til at ændre startskud til mandag.

Og en fridag mere til samlingen, dét kan vi vel altid bruge?Det er i øvrigt år 1441 nu i den islamiske kalender, så jeg vil ønske Godt Nytår til alle jer, der fejrer det lige nu. ✨🌙✨

Må år 1441 være fyldt med næstekærlighed, tilgivelse og mildhed. Det har vi alle brug for.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet