• ···

Mandags-blå

Det er i sandhed blevet mandag.

Og jeg er helt blå.

Ikke af kulde – for her er behagelige 30 graders varme.

Men sådan indeni.

I hjertet.

For Farmor og Farfar er forduftet til Det Våde, Kolde Nord.

Lige så pludseligt som de kom til De Varme Lande.

Tilbage ligger et par søde afskedsbreve til pigerne.img_9560Og nu føles huset temmelig tomt oven på 10 dage med fællesskab, gode grin og en perlerække af dejlige oplevelser.img_9366img_9469At undvære bedsteforældrene i det daglige er noget af det sværeste ved at bo i udlandet.

Især fordi vi er så heldige, at have dén slags bedsteforældre – på begge sider af familierne – som er hands-on og gerne vil lege, hjælpe, passe børnebørn og deltage i vores liv.img_9425Denne gang blev der endda mulighed for lidt civiliseret voksentid i den gamle bydel.img_9390Og tid til en morfar-eller-to undervejs, når man som Farfar blev mættet af indtryk og oplevelser.img_9507Der var afslappende Svigermor-Svigerdatter-bonding på den lokale skønhedssalon.img_9419Og de stolte bedsteforældre fik rig mulighed for at se pigerne i deres hverdag.

Som hér, hvor Cille og skolekoret sang for til åbningen af julemarkedet, som (nok så islam-politisk korrekt) kaldes for Winter Souq.img_9494-1Og hér, hvor pigerne skulle til golf med Farmor og Farfar som beundrende tilskuere.img_9426Og jeg tog mig selv i at småtude, da jeg betragtede Farmor, som betragtede pigernes svømmeundervisning.img_9369For Farmor ville gerne være med hver eneste gang, der er svømmeundervisning. Eller golf. Eller kor. Eller afhentning på skolen. Eller weekendhygge. Eller karbad. Eller lektielæsning. Eller eftermiddagskaffe.

Og dét er for fedt.

At have flere hold bedsteforældre, som gerne vil det hele sammen med os.img_9542Heldigvis er der kun en måned til at Farmor igen kan fjolle, diskutere, småskændes, grine, kramme og lege med pigerne.

Næste gang bliver det afgjort ikke i en pool.img_9511Det bliver snarere noget med flyverdragter, vanter, huer og støvler i et koldt vinter-Danmark.

Men hva’ gør det?

Så længe vi er sammen ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Ud af Dubai

Det er Flyvende Farmor og Farfars 2. besøg i Emiraterne.

Under deres første besøg fik de oplevet førstegangs-turist-klassikerne.

Optur i Burj Khalifa. Rundtur i Dubai Mall. Dubai Fountain. Dagsudflugt til Abu Dhabi med besøg i Sheikh Zayed Grand Mosque og efterfølgende Afternoon Tea på Emirates Palace. Friday Brunch. Akvarium. Gold & Diamond Park. Mall of the Emirates. Vandkants-middag på Jumeirah Beach Hotel med udsigt til Burj Al Arab og en masse andet godt.

Men denne gang skal de med ud og se andre sider af Emiraterne.

For her er virkelig så meget andet at opleve end moderne stål- og glaskonstruktioner, uendelige shopping malls og ekstravagante middage på luksushoteller.

Torsdag tager vi tidligt fri og kører ud af Dubai mod Abu Dhabi; herefter mod Al Ain til Sweihan og til sidst ender vi i det støvede landbrugsområde Al Khaznah.

Herude – in the middle of nowhere – ligger Telal Resort.img_9498Telal er et beskedent, men nok-så-nydeligt ørkenresort.img_9495November er nemlig lige midt i højsæsonen, så de helt store luksus-ørkenresorts er temmelig dyre – for nu at sige det mildt.

(Men: Skulle du nu lægge vejen forbi uden for højsæsonen, så er Anantara Qasr Al Sarab helt perfekt – alternativt Al Maha / Bab Al Shams / Anantara Sir Bani Yas).

Anyway.

Det er fuldstændig ligegyldigt.

For her er så smukt og autentisk.img_9499Med udsigtspost over ørkenen og blafrende flag i den lune efterårsvind, så Farfar og Farmor sukker ih-og-åh, mens de nyder den sandfarvede uendelighed.

Og vi bliver drønet op og ned ad støvede ørkenveje for at komme fra hovedbygningen til Telal’s Heritage Village, hvor vi er indlogeret for en nat i en suite.img_9500En Heritage Village er altid sådan et lidt halv-kikset frilandsmuseums-agtigt område med små, ubehjælpelige boder, der sælger turist-tingeltangel og et par opstillede telte, hvor man kan få en hennatatovering eller en kop-tår-kaffe, hvis der da overhovedet er nogen på arbejde.

Der kan også altid opdrives et par vrante kameler og en træt hest eller to, som trækkes rundt i en fold med tunge turister på ryggen.

Denne her Heritage Village er ikke spor anderledes.

Der sidder en træt Emirati-mand i skyggen og krydser fingre for, at vi ikke beder om en ridetur på hans kamel eller hest.

Og en ligeså træt Emirati-kvinde sidder med næsen i en arabisk TV-serie på sin mobiltelefon, mens en eller anden ubestemmelig linsesuppe eventuelt kunne langes over disken, hvis bare der havde været nogle sultne turister i omegnen.

Men vi er fløjtende ligeglade.

Vi gynger. Drikker kaffe. Spiser dadler og nødder og chips og skumfiduser.img_9504Vi bader og fjoller.img_9511Og vi nyder i fællesskab den smukke solnedgang over ørkenen, før vi spiser en dejlig middag – med friskpresset appelsinjuice til – for hotellet er dry som en ørken.img_9517Inden længe snorker hele familien synkront på de to store, dejlige værelser.

Her er mørkt og helt musestille langt ude i ørkenen.img_9520Næste morgen står jeg op og går direkte ud i det svale ørkensand.img_9523Hvor fuglefødder har skabt et fint mønster på kryds og tværs.img_9522Jeg forsvinder ned over kanten på en stor sandbanke og går over mod en lille, grøn oase, som resortet har lavet til ære for turisterne, der længes efter grønhed midt i det sandfarvede univers.img_9528Et øjeblik senere brydes morgenstilheden af en sprød stemme, der råber: “Mummyyyyy”, hvorefter der dukker et lille bulder-barn frem over sandkanten.

Mille gør mig selskab.

Vi kigger efter firbenets sjove spor i sandet, og vi taler om fuglefodspor og de temmeligt store lakridser, som oryxer eller andre ørken-“rådyr” har efterladt ganske tæt på vores værelse.img_9530“Jeg sætter lige en stick in the ground og nogle stener rundt om, så kan vi finde det igen, hvis vi kommer igen”, siger Mille og rejser med stor omhyggelighed et mindesmærke over vores dejlige ørkentur med Farmor og Farfar.img_9532Telal Resort kan varmt anbefales, hvis man søger en aldeles bekvem og bare nogenlunde prisvenlig ørkenoplevelse i højsæsonen.

Og jeg håber, at vi en dag kommer tilbage for at lede efter Milles pind og de tre sten.

Sammen med Farmor og Farfar.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Flyvende Mormor

Verdens bedste, flyvende Mormor fylder rundt i morgen.img_8816 I mit indre er hun ikke en dag over 50, ligesom jeg bestemt heller ikke selv fylder 40 om et år.

Dåbsattester må jo sige, hvad de vil. Hvad ved de om noget som helst?

Det vigtigste er, at vi er sunde og raske og har appetit på både mad og liv hver eneste dag.img_8787At vi er lige dele gakkede og glade og kan se det sjove i de fleste sammenhænge.img_8786At vi tør prøve nye ting og se verden fra andre vinkler – uanset alder, sted og omstændigheder.img_8967At vi er opmærksomme på at leve lige nu og her.img_8968Og alt dét, gør min elskede Mor til fulde.

Hun rejser og læser.

Hun diskuterer og taler.

Hun deltager i alle mulige sociale sammenhænge i sit lokalsamfund.

Hun elsker at havbade og gå lange ture i strid vestenvind.

Hun er ude og pist væk.

Hun er hjemme og hjemmevant.

Hun strikker og bager og nusser små børn hver eneste dag.img_4404Hun går i haven og ordner sit drivhus i eget selskab.

Hun laver mad og hygger sig i andres selskab.

Hun er Mor og Mormor med hjertet, hjernen og hænderne hver eneste dag – uanset om vi er hos hende eller tusindvis af kilometer væk.

For det er dét, min Mor har ønsket sig allermest i sit liv:

At være Mor.

Og hun er den absolut bedste til det hverv.img_4396For hun har fine følehorn på stilke, som straks stiller ind på dét, der er vigtigst for det menneske, hun står overfor.

Hun er omsorgsfuld og empatisk.

Praktisk og pragmatisk.

Snusfornuftig og balanceret.

Hjælpsom og utrættelig.

Tålmodig og tænksom.sejlads-med-affan-1Jeg kan slet ikke undvære hende.

Og det er jo lige præcist hvad jeg må gøre stort set altid.

Undvære hende.

Fordi vi har valgt at bo i udlandet – og så så langt væk, at der uvægerligt vil gå 4, 5 eller 6 måneder i mellem gensyn.

Og selvom Flyvende Mormor er go’ for en tur til De Varme Lande – og vi selv prioriterer at komme til Danmark to gange om året, så er det ikke altid helt nemt.IMG_2952Der er savn og afsavn.

Og med jævne mellemrum er der huller og tomhed.

Hjertesmerte og tårer.IMG_3164I morgen er f.eks. sådan en dag, hvor jeg skal tage mig gevaldigt sammen for ikke at tude over afstand og savn. For jeg ville jo allerhelst være hjemme til at fejre min Mor sammen med familie og venner. Men sådan endte historien ikke.

I stedet har jeg pakket en gave og stoppet den i hendes kuffert, da hun rejste hjem i oktober.img_8819Der er muslingeskaller, sand fra Den Arabiske Golf og en lillebitte gave indeni.img_8814Og et kort.img_8817Og en flybillet CPH-DXB tur/retur fra Mille til Mormor.img_8818Og en lille toiletpung i Mormors yndlingsfarver med små tossede Tine-beskeder i, som hun kan fiske én op af om dagen, indtil vi kommer hjem til jul.img_8815Det er i de små, fortrolige handlinger og indforståetheder, at Mor og Datter forenes.

Jeg ved præcist, hvad min Mor synes er morsomt. Eller dumt. Eller dejligt. Eller drønærgerligt.

Og det er en kæmpe glæde, at vi har kendt og kender hinanden sådan hér gennem hele livet.

Jeg ved præcist, hvad min Mor vil synes eller tænke om dette og hint. Det er som om jeg hører hendes stemme i mit indre – og ind i mellem også ud af min mund, hvilket kan føles enten ret godt eller ret slemt.

Den slags må vi ikke tage for givet.

For mor-datter-fællesskabet er ét af livets helt store glæder.

Og jeg trøster mig med, at beslutningen om mit glimrende fravær i morgen er en fælles én.

At vi hellere vil have oplevelser og tid sammen her i Ørkenstaten end at jeg stryger til Danmark på kort visit.

Men, uhhh!

Hvor kommer jeg dog til at savne i morgen.

♥ Tillykke, kæreste Mor ♥

♥ Med de 60 år og med alt dét, du har oplevet, fået og givet ♥

♥ Jeg elsker dig. Altid ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Al Fahidi / Bastakiya

Det er 100 år og 1 madpakke siden, at vi har været i den historiske bydel Bastakiya og tekstil-souk’en i det nordlige Dubai.

Jeg havde nærmest halvglemt, hvor fantastisk, her er.

Men nu er Farmor og Farfar jo kommet – og denne gang skal de have en Old Dubai Tour de Force.

Som starter ved Sheikh Mohammed Center for Cultural Understanding.al-fahidi-og-old-dubai-10al-fahidi-og-old-dubai-8Fyldt med arabisk kunst og kultur.al-fahidi-og-old-dubai-6Med poetisk kalligraffiti på smuldrende, sandfarvede mure.al-fahidi-og-old-dubai-4Og elegante vindtårne, der knejser nådigt over turisterne, som indtager de smalle stræder og fotograferer fra alle vinkler.al-fahidi-og-old-dubai-5Der er den umiskendelige duft af røgelse og stærk menthol.al-fahidi-og-old-dubai-7Af tørrede roser og kanelbark.al-fahidi-og-old-dubai-9Af sarte safrantråde og krydret te med appelsin og nelliker.al-fahidi-og-old-dubaiVi prutter om priserne midt i virvaret i den gamle tekstil-souk. al-fahidi-og-old-dubai-2 al-fahidi-og-old-dubai-1Til stor morskab for Farmor og Farfar. al-fahidi-og-old-dubai-3Og efter en runde i den mørke, tilrøgede souk med gakkede pakistanere, der konstant forsøger at få os ind i deres butikker med gebrokne, tyske talegaver, er det en lettelse at komme ud til creek’en og den blide efterårsbrise.al-fahidi-og-old-dubai-11Vi slutter turen af i gårdhaven på XVA Hotel med forfriskende myntelimonade.al-fahidi-og-old-dubai-12Det her kan virkelig varmt anbefales.

Bastakiya er det præcist modsatte af Downtown Dubai’s opulente opvisninger i stål og glas.

Her er charme og varme.

Skæve vinkler og krummelurer.

Autentisk.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

While We Wait

Titlen på blogindlægget passer helt bogstaveligt på i aften.

Vi venter nemlig på Farmor og Farfar, som i dette øjeblik sætter fod på emiratisk jord og er på vej ud igennem told og kuffertkarussel for at tilbringe de næste 10 dage hos os.

Vi glææææder os helt vildt til deres besøg!img_9330Men While We Wait er også titlen på en palæstinensisk protest-installation, som Cille og jeg netop har besøgt i kunstområdet Alserkal Avenue, der ligger i det støvede industrikvarter, Al Quoz.img_9331Der sker rigtig meget i dette finurlige, lidt pakhus-agtige område, som er fyldt med artsy butikker, gallerier, caféer og kunstudstillinger.img_9332Og her sidder de så i mørket og ser mur-konstruktions-video med hinanden. Den halvt palæstinenske/halvt norske klassekammerat og pæredanske Cille. Førstnævnte født i Jerusalem. Sidstnævnte i København.img_9338Med små, plirrende 8-årige øjne betragter de sammen opbygningen af The Separation Wall uden for Jerusalem i det smukke naturområde Cremisan Valley.

Udstillingen er en videoinstallation og en smuk limstenskonstruktion, der blev samlet for første gang på Victoria & Albert under London Design Festival 2017.

Efter Dubai skal limstens-tårnet sendes til Cremisan Valley, hvor det skal stå som en fredelig palæstinensisk protest mod dén mur, som israelerne er i færd med at bygge og lade skære igennem den smukke dal med dens historiske kloster, vinmarker og natur.img_9339Det er hjerteskærende. Og med de tilføjede lyde fra dyr og mennesker, som bevæger sig igennem Cremisan Valley, gør det blot oplevelsen endnu mere intens.

Og jeg lytter og lytter, mens min norske veninde fortæller mig om livet i Jerusalem, i Ramallah og Gaza som udlænding.

Det er hård kost.

Selv, når man – som i deres situation – er så heldig at have udenlandsk pas og dermed kan bevæge sig frit på både palæstinensisk og israelsk side.

Det er svært at forstå, hvad denne her konflikt gør ved palæstinenserne. Hvad den gør ved alle de mennesker, der bliver mærket af den på daglige basis.

Diskriminationen. Ydmygelsen. Selekteringen.

Myndighedernes afstumpede magtanvendelse.

Den brutale, fysiske vold blandt civile mennesker.

Mistroen.

Frygten.

Vreden.

Udmarvningen, psykisk og fysisk.img_9341The Separation Wall i Jerusalem er som at se en grufuld real-time gentagelse af Berlin-Muren. Af Apartheid. Af alle andre former for fysisk opdeling af mennesker, der bor og lever på samme sted. Samme scenarie udspiller sig også på den amerikansk-mexicanske grænse, hvor verdens mægtigste mand skal have sin egen mur opført. For at sætte trumf på.

Tænk, at der findes mennesker i 2017, som mener, at fysiske mure mellem mennesker er løsningen på noget som helst.

Hvad venter vi egentlig på?

Mure er galmandsværk.

Og mens du venter, så kan du Google de to Bethlehem-baserede arkitektbrødre Elias og Yousef Anastas.

Så prøver jeg imens at se, om jeg kan finde på en god forklaring, når Cille spørger, hvorfor man bygger store betonmure ude midt i naturen – og hvorfor man ikke kan blive gode venner igen og deles om tingene?

Sharing is caring, you know.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Forfatteren

Cille er inde i en knapt så harmonisk, lettere tween-og-tvær fase for tiden.img_9332 Det er hårdt at være 8 år og gå i Year 4.

Der er pludselig ret mange krav fra læreren. Der er en del skriftlige hjemmeopgaver i forhold til tidligere år, og der hviler et nyt ansvar på eleverne, som følger med introduktionen af personlige iPads i undervisningen.

Det er ikke fordi hun er irriteret (eller irriterende) 24/7, men der er gentagne tilfælde af voldsomme vredesudbrud, et udpræget ønske om at kontrollere alt og alle og en medrivende melodramatik, vi ikke har oplevet tidligere.

Måske er det østrogen-kicks.

Måske er det en solid omgang 8-års-Weltschmerz.

Måske er det hjerneflimmer forårsaget af iPad-overforbrug.

Måske er det lidt af det hele, som så bliver lidt for meget af det gode for et lillebitte menneske i en stor verden.

Og som altid – når vi som forældre står med håret i grundfrustrationens og rundforvirringens postkasse – så dukker der perler og bobler og guldkorn op, som er så kæmpestore, at mit hjerte brister helt af glæde og stolthed.

Som i forgårs – på vej hjem fra skole.

Cille:

“Mor, ved du hvad? Min brain sagde literally pop i timen i dag, mens Anita gav os the instructions for our next Big Write. Den burstede i alle dem colours og jeg svimlede rundt. Ved du hvorfor? Fordi jeg pludselig fik den idea at jeg ku’ jo blive en author på min Italian farm. Så kan jeg skrive novels og books til piger og passe all the animals at the same time.”

Mig:

“Det lyder da bare megafedt, Cille. Jeg har også altid gerne villet være en forfatter selv. Og du ved at jeg gerne vil bo i Italien og hjælpe dig med dyrene på din gård, når jeg bliver gammel.”

Cille:

“Og i morgen må du ikke lave en play date for mig, for der skal jeg write en novel. Jeg har allerede skrevet en novel idag. Den hedder Discovering Ella. Miss Anita har ikke læst den endnu.”

Mig:

“Jamen, så lover jeg dig, at du ikke bliver forstyrret i morgen, så du kan skrive din novelle. Ved du hvem der også skrev notesbog efter notesbog fulde af noveller, da hun var lille?

Cille:

“Dig, Mor, seføldi!”

Så hér sidder hun. Novelleforfatteren.img_9322Med en iPad på skødet til at søge på spændende adjektiver, mens selve skrivearbejdet foregår med én stiv pegefinger på computerens tastatur.

Som Mor, så Datter.

Eller er det den anden vej rundt?

PS: Novellens arbejdstitel er The Day I Wanted to Change Lives. 

PPS: Tænker, at titlen matcher forfatterens nuværende sindsstemning helt perfekt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Pasta Basta

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der ikke er gået noget stort kokketalent tabt i hverken Martin eller jeg.

Faktisk foretrækker jeg at bage. Så hvis jeg overhovedet skal pege på et gram køkkentalent og interesse, må det blive som kanelsneglemager.

Vi klarer os egentlig bare igennem på den typiske serie af familie-hverdags-klassikere, som udføres af enten Maricel eller jeg.

Kylling i ovn med ditten og datten.

Lasagne eller bolognese.

Laks eller fiskefiletter på pande med ditten og datten.

Hjemmelavede pizzaer, burgere, tortillaer, crepes og pitaer.

Fortsæt selv listen af gamle trawere eller begynd min liste forfra i næste uge.

Gab.

Det er nu ikke fordi vi er uinteresserede i mad.

Slet, slet ikke.

Vi elsker mad.

At spise mad, forstås.

Ude eller hjemme.

Oppe eller nede.

Indisk eller fransk.

Japansk eller thai.

Dansk eller italiensk.

You make it – we eat it.

Og på grund af de manglende talenter, er vi lykkelige for at kende mennesker, som kan udvide vores gastronomiske horisont bare en lille smule.

Forleden får Mille således sit drømmekursus i pastafremstilling af én, der bestemt har – og gerne udfolder – sit kokketalent.img_9276Hun har ønsket sig dette i flere måneder.img_9270Faktisk lige siden Sydfrankrig, hvor hun for første gang stiftede bekendtskab med pastafremstilling (og nogle af os endte med at spise os til en 3 kilos ekstra-pukkel i alverdens franske, hjemmelavede lækkerier, som kokken fremtryllede hver eneste dag).img_9273Og nu står hun her så igen. Med ivrige håndsving og gryende interesse for madlavning, som vi for alt i verden ikke må slå ihjel med vores talentløse køkkengøgleri.

Heldigvis for lille Mille, er denne her kok ualmindeligt tålmodig og pædagogisk i deres fælles pastaproduktion.img_9275Og mens de talentfulde knokler på, oparbejder jeg mest af alt en glubende appetit af at se på.img_9280Du godeste – en perfekt spaghetti, de to kokke producerer!img_9282Det smager i øvrigt lige så godt, som det ser ud, kan jeg hermed bekræfte.img_9299

 

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Huse

Weekenden er over os i Ørkenstaten.

Og det er den vist også over Danmark nu?

Så skål og rigtig god fredag, folkens!img_9250Vores weekend er tilmed en forlænget én af slagsen.

Jeg klager virkelig ikke.

Der er hvidvin i glasset.

Og solnedgang over Black Palace Beach, hvor vandet er lige så lunt og behageligt som den milde havbrise i disse dage.img_9223November er ubetinget vidunderlig i Dubai.

Vi er som kåde køer, der langt om længe kommer ud på friskt, grønt forårsgræs.

I vores tilfælde er det dog ikke efter en våd og kold vinter, men derimod efter en udmattende og overophedet sommer.img_9240Børnene stornyder at komme på legepladsen igen uden at blive gennemblødte af sved og helt dårlige efter 5 minutter.

De spiser is og snacks på et picnictæppe, mens jeg ligger og ser op i den lysende blå himmel, hvor fugle flyver omkring og kvidrer.

Det er ren idyl.

Og hvor er det fedt, at vi kan hygge os i parker med picnic og udeleg i de næste godt og vel 6 måneder.img_9247 Dét kommer jeg i tanke om – og bliver lige overrasket, begejstret og taknemmelig – hver eneste gang, vi skifter fra sommerens ulidelige hede til det skønneste efterårs- og vintervejr. Det er næsten som om jeg ikke tør tro på, at alting bliver godt igen efter 6 måneder med sved på de mest utænkelige steder 24/7.

Og her til eftermiddag spurter børnene rundt på løbehjul mellem små, søde huse i Mushrif Park uden for Mirdif i det nordvestlige Dubai.img_9239img_9233img_9235Det er den fineste, lokale park, hvor fantasien virkelig kan udfolde sig.

Jeg kan varmt anbefale at besøge Mushrif Park, hvis man har 2-10-årige børn med på tur.img_9237img_9238Pigerne løber omkring og vurderer, hvilke af husene, der er deres favoritter, og de aftaler straks hvem, der bor hvor og hvorfor.

Jeg ville have gjort det samme med min egen søster, hvis vi havde haft vores gang i sådan en skøn park dengang. Og når jeg nu tænker over det, så har vi jo gjort præcist det samme i Mini-Byen i Varde og i Arnbjerg Anlægget, som er en fin, dansk pendant til denne her arabiske park.

Vi er nu ikke de eneste, der har huse for øje.

Maricel tænker også kun på hus i disse dage.

Hun har nemligt bestilt materialerne hjem til taglægning.

Her er bygningsarbejdere ved at rustbeskytte de store jernbjælker, der skal være den bærende konstruktion i taget på hendes kommende hjem på Filippinerne.img_9182Taget skal lægges før regnsæsonen indtræffer, så det indvendige af huset ikke risikerer at stå under vand og tage skade.img_9181Det er så spændende for Maricel – og for hele familien.

Og heldigvis er der ikke så længe til, at hun ved selvsyn kan inspicere sit husbyggeri og gense sin 10-årige søn, sin mand og hele sin familie.img_9183For inden vi ved af det, så står julen for døren og Maricel bliver genforenet med sine kære – præcist ligesom vi selv bliver det.

Men først vil vi nyde november og det skønne vejr…én ting ad gangen…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hallo, Vin!

Jeg er flere dage forsinket.

Muligvis er forklaringen et massivt sukkerchok. img_9176 Hallo, Vin! er nemlig forlængst done and dusted. 

Selv i en Ørkenstat, hvor vi tager den hedenske skik rimeligt seriøst. Ihvertfald hvis du spørger Mille og Cille, som stadig er pænt fornærmede over, at jeg beordrede diverse kranier, hekse og edderkoppespind retur i kosteskabet her til morgen.

Jøsses, Halloween er en “højtid”, som jeg virkelig skal gøre mig umage for at mønstre en eller anden form for begejstring for. Medmindre det indebærer betydelige mængder vin – så er jeg på.

Like a witch.img_9227Og fordi du aldrig kan få nok af Hallo, Vin! – præcist som undertegnede – så skal du naturligvis trækkes igennem et potpourri af billeder fra en aldeles fantastisk Halloween-aften i en hvid-mands-ghetto.

Fyldt med skønne unger, der er så fint udklædte og så forventningsfulde, at jeg bliver lidt i tvivl om, hvorvidt julen når Halloween til sokkeholderne?img_9191Børnene starter trick or treating klokken halv seks, hvor solen så småt er på vej ned.

Inden længe forsøger vi efter bedste evne at følge efter dem i tusmørket, mens de banker på døre, får slik og bliver skræmt lidt fra vid og sans af spooky voksne.img_9194Efter halvanden times vandring er børnene møre – varme og trætte – og spandene er fyldte til bristepunktet.

Det er blevet tid til at gå hjem og inspicere aftenens udbytte.img_9195Og endelig er det blevet tid til dét, Hallo Vin! rent faktisk handler om.

Vin.

Champagne.

Sukker.

Salt.

Fedt. img_9208Højt hår og blod.img_9211img_9207Kønt, er det.

Og sjovt, er det.

Og endnu sjovere bliver det, når vi indtager helium fra børnenes balloner og taler med musestemmer…img_9180 Godt, det kun er Halloween én gang om året.

Godt, det er Hallo, Vin! (mindst) én gang om ugen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Kerne

Jeg har haft brug for denne her weekend.

Træt helt ind i kernen, er jeg.

Efter gæster og fester.

Forkølelse.

Alt for mange løse ender og ting at huske på i skoleregi.

Så nu sover vi længe.

Helt indtil torsdagens hyggelige rødvinsmiddag er fordampet.

Løber en morgentur. Bygger en togbane.

Tænker, at det her er kernefamilien, når den er dejligst.img_9109Vi laver lektier og løber langt væk fra dem igen, fordi det er weekend.

Vi ender i mørket til sukkersød film og ditto karamelpopcorn.img_9112Vi taler frem og tilbage. Vurderer og diskuterer. Planlægger Farmor og Farfars ferie i Dubai.

Kilder og krammer. Vrisser, nusser og kysser.

Tænker, at det her er kernefamilien, når den er dejligst.img_9117Spiser comfort food og køber nye bukser.

Svømmer i pool’en og har legekammerater med hjemme.

Supermarkedsindkøb.

Aftensmad og madpakkesmøring.

Febervarm Mille ligger på min hovedpude og lytter til min højtlæsning.

Tænker, at det her er kernefamilien, når den er dejligst. 

Og nu er jeg sunket dybt ned i sofaen. Igen.

Med Regnskabschefen ved min side.

Der er ikke ét gram adrenalin i min afslappede, weekend-nydende krop.

Dét må andre ligesom stå for.

Så vi ser på verdens vildeste kitesurfer, der springer ud fra helipad’en på Burj Al Arab. img_9121Han er fuldstændig vanvittig, ham Nick Jacobsen.

Helt ind i kernen, er han gal.

Og har du ikke allerede set super-surferen i aktion, så kan du lige nå det, inden DR fjerner dokumentaren om et par dage.

Det’ helt vildt. Set fra min sofa.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Snøft og spindlewebber

Karbad.

Varm cacao.

Kleenex.

Hjernedødt reality-TV.img_9073Præcist som i regnfulde efterårs-Danmark, er vi også ramlet direkte ind i forkølelsessæsonen.

Og jeg er heldig at blive aet med hårene i den uredte høstak af verdens sødeste Regnskabschef, som synes at det er noget-så-ih-så-synd, at jeg er gået direkte fra vegeterende tømmermænd over i en influenzalignende tilstand. No correlation, whatsoever.

img_9075

Og jeg lægger mig.

Rystende af kulde under dynen.

Som en anden Maude Varnæs, der har fået nok.

Lige så snart jeg da er færdig med at aflevere børn og undervise om formiddagen.

Før kan det ikke lade sig gøre at nedsynke mit ynkelige legeme i selvmedlidenhedens bølger.

 

For det er jo én af de (lettere anstrengte) fornøjelser ved at have børn.

Deres liv går videre.

I normalt tempo.

Og jeg har bare at følge med.

Kuldskær eller brandvarm.

I går var det cupcakes til det forestående bake sale, der bare måtte bages og dekoreres. Og det gerne lidt tjept ind i mellem golf og madpakkesmøring, por favor.

I dag er det så en hel flok spindlewebber, som – ifølge Mille – ganske enkelt ikke kan vente længere med at blive hængt op.img_9086Faktisk er det lige på kanten til at være decideret forældre-uansvarligt, hvis ikke de (fandens) Halloween græskar, edderkopper og hekse kommer ud nu!img_9085Men når jeg så – storsvedende og småvrissen – ser pigernes begejstring over at pynte op, bliver jeg alligevel glad. Inde bag ved min facade af selvynk og forurettethed.img_9084img_9081Det er pigernes favorit-højtid.

Med al tydelighed.

Så kom nu ind i kampen, Mutter. Du sveder jo alligevel.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Brunch

Glemt alt om denne her klassiker af en dansk brunch-tallerken.tekst02Ikke at den fejler noget.

Overhovedet.

Der er svin på flere måder, kage og alt muligt andet, der gør mig glad.

Men brunch i Dubai er det stik modsatte af brunch i Danmark.

For det første foregår serveringen ikke om formiddagen, men først fra frokosttid til hen under aften.

Der bliver heller aldrig tale om lige at lange en tallerken “blandede lækkerier i én pærevælling” ud over disken som man ser det på en vilkårlig dansk café.

I Dubai er brunch et veritabelt overflødighedshorn af overdådige råvarer, som er præsenteret i små, delikate anretninger, der bare bliver ved og ved, indtil man segner mentalt og fysisk.

Det er dekadent, rå nydelse i dets reneste form.

Bare prøv at google lidt rundt og se for dig selv – det er tilnærmelsesvist vanvittigt, hvad der foregår rundt omkring i byen hver fredag.

http://www.timeoutdubai.com/restaurants/brunch

Og det er så afgjort en oplevelse, som du SKAL have med dig, hvis/når du besøger Dubai.

Brunch er heller ikke lig med en lejlighed til at trække i hyggesweater og nyde en afslappet, langstrakt formiddag med baristaens kaffebrygning som baggrundsstøj på den lokale stamcafé.

Næ, nej.

I Dubai er brunch en enestående chance for at lufte den mest polerede version af dig selv – på med de høje hæle og ditto hår – og hvis ikke selve brunchen udvikler sig til en fest, så er der med 100% garanti et after party på en beach club, der stikker af bagefter.img_9049Det føles ret meget som at være teenager igen.

Bare med penge i denne her ombæring.

Og i går fik vi endelig prøvet High Brunch på Nobu, den prisbelønnede japanske restaurant på Atlantis The Palm, som er verdensberømt for bl.a. deres miso-marinerede, bagte torsk.screen-shot-2017-10-21-at-16-22-28Dét er en gastronomisk oplevelse i særklasse.

Elegante anretninger af marineret yellowfin tuna, de fineste præsentationer af sashimi og sushi, sarte rå kammuslinger, friske østers, hele soft shell crabs, signature black cod, rødt kobekød, trøffelrisotto og jeg kunne blive ved…og ved…og ved.

Det hele skylles ned med uhyrlige mængder cava, martini, sake og vin, så jeg kun kan tænke, at jeg nok er død og endt direkte i madhimlen.

Men ikke nok med at være endt i et frydefuldt madorgie, så skete det tilmed i selskab med en hel flok søde, inspirerende, intelligente og sjove mennesker.

Jeg bliver helt glad bare ved tanken om igår.

Og nu plejer vi vores aldeles tømmermænds-ramte kroppe The Dubai Way.img_9046Ved pool’en.

Mens børnene får svømmeundervisning.

Og bagefter ringer jeg til en knallertninja, som 30 minutter senere leverer præcist det modsatte af gårsdagens madoplevelse.

Fra madhimmel og gastronomisk rejse til madhelvede og kulinarisk nedtur.img_9051To cheeseburgere senere må jeg kapitulere og smide resten ud, fordi det simpelthen er for ulækkert. Martin ser på mig med hævede øjenbryn. Han kunne aldrig finde på at spise McD. Og det burde jeg virkelig heller ikke – for det er jo slet ikke mad.

Og mens Martin og Bob-katten lurer den på sofaen, trisser pigerne rundt og leger, tegner og hygger sig, nu hvor skakmatte forældre tilsyneladende ikke er til noget som helst. img_9053“Se, Mor”, siger Mille stolt og viser sin fine tegning til en teenage-tenderende, tømmermændskvalm Mor i bløde joggingbukser og nusset hår.img_9056“Aj, hvor er den dog blevet flot, Mille”, mumler jeg og rækker rystende ud efter saftevandet.

Næste weekend, dér forgifter jeg mig altså ikke sådan her.

Det gør jeg bare ikke.

Hvor gammel er det lige, jeg er?

Problemet er bare, at jeg er så pokkers glemsom. Og sulten.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet