Godt nyt

Det her er mig. I en avatar-udgave (no shit, Sherlock) og med et præcist udtryk for min sindstilstand.4473140f-4f76-4749-9360-349326c9859dJeg er kisteglad. Inderligt. Tindrende.

Og føler mig så lettet og taknemmelig.

For nu er der kommet klar besked om, at dét her er et overstået kapitel.499518f1-3a70-4452-87c6-e75fa4d94150Biopsien viser, at det væv, der er blevet fjernet, er omkredset af raske celler. Altså fik den dygtige hudlæge fjernet hele det område, hvor der var kræft.

Det er noget underligt noget, det der kræft.

Bare ordet i sig selv er nok til at jeg gyser.

Det er på mange måder så bizart og uvirkeligt at være tilskuer og pårørende til sådan noget her. For slet ikke at tale om at være patienten.

Og selvom jeg godt ved med fornuften, at det er den mildeste form for kræft overhovedet – og at vi opdagede den i tide – så fjerner det ikke oplevelsen.

Lyden af skalpellen, der knasende filer sig igennem min elskedes hovedbund og hudlægens koncentrerede ansigtsudtryk, mens han roder rundt på toppen af Martins hovede, går ikke væk lige foreløbigt.

Blodet, der løber ned af siden på Martins hoved og hans lukkede øjne, der søger væk, væk, væk fra dét rum og den behandling, han er midt i, glemmer jeg ikke i morgen eller om en måned.

Oplevelsen af at min store, stærke mand lister forsigtigt omkring og er nødt til at hvile sig igen og igen, fordi han har ondt, er så uvant og fremmed for mig.

Små børn, der uskyldigt spørger, hvornår deres Far bliver ‘den rigtige Far’ igen, mens de går hånd i hånd med ham.

Små børn, der beder om at kigge til såret og sytråden i deres Fars hovedbund hver aften, hvorefter de udbryder med overbevisning i stemmen: “Dad, jeg tror ikke, at din wound er helt så stor som igår, så nu får du det snart bedre!”

Små børn, der kigger på mig fra bagsædet og siger, at de glæder sig til, at Far igen kan være med.

Små børn, der lover deres Far, at de nok skal være forsigtige og ikke lege for vildt med ham.

Det kommer til at tage noget tid at komme sig over det her, sådan rent mentalt.

Fysisk er Martin heldigvis fint på vej, og stingene bliver taget i næste uge.

Nu kan vi lægge det her bag os.

Betragte det som afsluttet.

Lige med undtagelse af at der er 3 måneders tjek, 6 måneders tjek og 12 måneders tjek.

Better safe than sorry.

Og nu er jeg SÅ klar til weekend i en Ørkenstat – med gode planer, nu hvor Martin er on the mend. 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Dubai Frame

Tidligt i 2018 åbnede Dubai Frame, som er endnu en fantastisk turistattraktion, jeg kun kan anbefale, at man oplever – uanset om man er turist eller bosiddende i Dubai.

Det er naturligvis verdens største billedramme – for vi gør os ret meget i dét der med at have verdens største af det ene og det andet.

Og selvom man som dansker måske trækker lidt på smilebåndet af det der med partout at ville være størst og have det største af alting, så er det altså ramme alvor (pun intended, hø!) i den arabiske verden.

Her er så rammen.

I al dens skinnende guldbelagthed.caf269ae-35b5-4034-9562-173a67ee0a1a399cbf28-ab5b-4451-96af-36a61e33d89eDubai Frame ligger i Zaa’beel Park i “hjertet” af Dubai – og rammens arkitekt, Fernando Donis foreslog at placere bygningsværket således, at man oplever ‘det gamle Dubai’ når man kigger til den ene side og ‘det nye Dubai’ til den anden side, når man står i toppen af bygningen.

På dén måde indrammer bygningen dét liv, der udfolder sig lige nu og den udvikling, som Dubai har gennemgået fra søvnigt fiskerleje til international metropol. En slags rød tråd fra historien over nutiden til fremtiden, om man vil.

Der har været en del “knas” med byggeriet undervejs, da arkitekt Donis ikke mener, at han er blevet retfærdigt tilgodeset og kompenseret for sin gode idé. Men nu står turistattraktionen altså færdigopført i et samarbejde mellem Dubai’s regering og elevatorproducenten Thyssen-Krupp, og så taler vi ikke mere om dét.

Der er i øvrigt masser af parkering lige uden for døren – og billetpriserne er signifikant mere tålelige end Burj Khalifa’s. Så er du her på budget-ophold eller budget-ferie, vil jeg varmt anbefale Dubai Frame til AED 50 per voksen frem for det (godt og vel) tredobbelte i Burj Khalifa. Sidstnævnte kan du jo glo op på helt gratis lige uden for Dubai Mall og Dubai Fountains – evt. med en is eller kaffe til.

Vi ankommer en sen eftermiddag sammen med Flyvende Mormor, Moster Mette og hele familien, da de er her på Påskeferie. Desværre driller den ene af elevatorerne (oh, the irony, når nu det er opført af en elevatorproducent), men sådan er der jo så meget. Køen er lang, og ungerne begynder at løbe rundt langs de springvand og små kanaler, der pynter udenfor, mens vi venter.3976e15f-ecd1-4e4a-b92d-8539ae88209dVi andre bruger tiden på at beundre Dubai Frame ude fra. For smuk er den, bygningen.0fb00da2-0946-4dcc-8e1c-f1430b7d4f5bOg efter 45 minutter kører Thyssen-Krupps smarte elevator heldigvis igen, så vi kommer inden for til langt mere af en oplevelse, end man måske kunne forestille sig på det udvendige af attraktionen.

Der er interessante, interaktive rum, der fortæller Dubai’s historie på en supermoderne måde med lyd, lys og duft-effekter, så det føles som om man står der selv ved beduinens bål, går tur i souk’en osv. Man må desværre ikke fotografere udstillingsrummene, så I må selv ind for at opleve dem.

Oppe i toppen af Dubai Frame er der et af de der ‘sjove’ gulve, som får højdeskrækken frem i mange.ae02c917-fedc-49fa-a3a0-cff34d1f15ffPersonligt har jeg intet problem med at stå på et glasgulv 150 meter over jorden, men for Cille og Martin er det liiiidt en anden historie…ccb65fe8-5772-414d-8002-bfd6fc541ab5Men Martin tager sig sammen, og Cille ender med at kunne løbe i firspring henover glasset – og Mormor har for mange år siden besluttet sig for ikke at være højdeskræk mere, så hun klarer det i fin stil.2792ac73-fa39-477a-823d-2e52b2dcf62fUdsigten er super fra toppen – selvom det er ret dumt, at det smarte loftslys skaber genskin og ødelægger muligheden for at tage gode panoramabilleder, når nu der trods alt er tale om en udsigts-attraktion.3767e215-eae6-417d-a528-4ec750898e15Turen op og igennem og ned igen tager cirka en time.

Og på grund af den lange kø er vi alle så hundesultne og trætte, da vi endelig kommer ud, at jeg ikke har åndsnærvær til at tage billeder fra vores hyggelige, libanesiske middag i det nye, cool område, Al Seef, der ligger en ganske kort køretur fra Dubai Frame. Men det kan også anbefales – Al Seef, altså – hvis du vil gå en lille tur ved creek’en og spise lidt mad på en restaurant langs vandet.4e1f6776-4529-48e4-82fe-b5ee61837246

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Halvvejs

…mod de 90, er han nu.

Jeg er very funny.

Knapt så morsomt er det, at Martin må fejre sin 45-års fødselsdag med at slumre, fordi det har gjort megaondt hele natten på grund af gårsdagens operation i hovedbunden.img_3160Men vi vækker ham med morgensang og gaver i sengen, sådan som vi plejer at gøre.

Pigerne har på egen hånd filmet sig selv i to enormt søde videoer til ham, om hvorfor han er verdens bedste far. Mille har endda lavet sin egen tatovering med I ♥ DAD på venstre hånd.

Og jeg har fundet et lykønskningskort, der er så rammende, at det nærmer sig det tragikomiske.img_3154De to unge damer har også været en tur i Gold & Diamond Park for at få lavet små pegefingeraftryk, der er blevet overført med laser til et par fine manchetknapper, som han kan bruge på arbejde.img_3169Og efter en hurtig kop morgenkaffe overlader vi Farmanden til fred og ro i et par timer. Han ser ud som om han trænger til det.

Hans flinke medarbejdere sender flotte blomsterarrangementer med fødselsdagskort og ønsker om god bedring. Det er rørende at se, hvordan de altid tænker på ham.img_3164img_3165Og om eftermiddagen stabler Martin sig på benene ved hjælp af et par Panodiler, så han kan være med til at hente pigerne i skolen og vælge kager til kaffen.img_3171Lige så stille går det fremad.

Nu vil vi bare gerne ha’ et positivt biopsisvar i næste uge, tak.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Hudkræft

“Basal Cell Carcinoma (BCC). Den hyppigst forekommende form for hudkræft. Ofte forårsaget af solens skadelige UV-stråler. Præsenterer sig ofte som et rødligt, hævet område i huden. Måske ligner det eksem, lidt udslæt, en betændelsestilstand eller en plet med tør hud. BCC kan være skinnende rødt med små blodårer i området; det kan også ligne et sår med en vulkan-agtig struktur…Aj, Martin kom lige og se det her billede af en mand med BCC på næsen, hva’?”

“Vidste du, at ca. 35% af alle hvide, amerikanske mænd oplever at få BCC på et eller andet tidspunkt i deres liv? Det er da godt nok mange, hva’?”

“Hva’? ….Martin, Skat – er du der?”

Ingen respons.

Martin er ikke det mindste interesseret i at se på forstørrede billeder af hudkræft sammen med mig. Og det kan jeg nok ikke tillade mig at blive fornærmet over. Det er måske også en kende bizart, at jeg kan finde den slags interessant. Men der er en lille sygeplejerske gemt inden i mig – hun kom bare aldrig rigtigt ud, fordi det gik så pokkers godt med de humanistiske studier engang i slutningen af 90’erne.

Men det lille online Basal Cell Carcinoma-studie er ikke bare for sjov skyld og narrestreger.

For godt og vel en måneds tid siden får Martin foretaget en biopsi af et lille sår i hovedbunden. Han synes bestemt, at jeg er ret så pjattet og pylret, da jeg beder ham gå til hudlægen, fordi et lille vulkan-agtigt sår aldrig helt heler op i hans hovedbund.

Men jeg insisterer.

Og booker en tid.

Som om jeg er hans Mor.

Og så går han jo derop. Vrangvillig, men pligtopfyldende.

Hudlægen er ikke i tvivl om, at det er et skoleeksempel på BCC, men han foretager selvfølgelig altid en biopsi.

Og svaret er sådan set positivt: Godartet BCC-vækst, som fjernes kirurgisk.

Men selvom det er en lettelse, at det “bare skal skæres væk under lokalbedøvelse”, så kan jeg hilse og sige, at det gør rigtig ondt at få fjernet væv i hovedbunden ad to omgange med efterfølgende – helt ufrivillige – “pandeløft”, når udskæringerne skal mødes og ries sammen igen.

Uf.

Av.

Øv.

Og i dag er jeg med som bisidder til det, der forhåbentlig bliver afslutningen på alle festlighederne.

Med febrilske hænder, der danser lediggang i skødet.

Med øjne, der kontinuerligt søger hen mod sengelejet, hvor Martin ligger med korslagte arme og lukkede øjne, mens en nydelig lyseblå papirsdug med hul i midten dækker diskret over hudlægens ivrige tusch-tegne-bevægelser oven på hans skalp.

Jeg konstaterer i mit indre, at Martins lyseblå skjorte matcher lægens kittel og papirsafdækningen på en prik. Som om det var meant to be.

Det er bizart at se en læge stikke Martin – min elskede mand – i hovedbunden med en stor sprøjte lokalbedøvende middel igen og igen og igen.

Det er endnu mere bizart at se lægen gøre skalpellen klar, mens sygeplejersken klipper håret af ham, så det fælder ned på gulvet.

Nu er der helt stille.

Operationslyset er indstillet korrekt.

Der er sprittet grundigt af på hænder og arme.

Mundbindet er trukket for.

Gummihandskerne er justeret på plads.

Og jeg lytter. Til en skalpel, der insisterende saver og filer sig igennem den stramme, seje hud på toppen af Martins hoved.

Jeg ser ned på to kopper kaffe og en to-delt kanelsnegl. img_3151Pludselig virker det så banalt, at jeg er kommet anstigende med eftermiddagskaffe til en kræftoperation.

Hvad fanden havde jeg forestillet mig?

At vi skulle på picnic bagefter?

Det er så typisk mig at forsøge at lette stemningen med klovnerier.

Efter savning kommer klipning.

Jeg ved faktisk ikke, hvad der er værst at være lyttende vidne til.

Hudlægen bliver irriteret på sine sygeplejersker. De skal finde en skarpere saks lige nu til ham, skal de.

Og han klipper dybere ned i vævet.

Jeg kan næsten ikke holde lydene ud, men fortrækker ikke en mine. Det er jo ingenting at være tilskuer til det her show. Tænk, at være Martin, som bliver skåret og klippet i.

“How do you distinguish the cancerous tissue from the healthy tissue, if I may ask?”

Nervøsiteten har overvældet mig.

Spørgsmålet falder ud af min mund, selvom jeg havde lovet mig selv på forhånd, at jeg ville tie helt og aldeles stille.

“That’s a good question. The cells in the cancerous tissue present themselves with a pearly, beady shine and so I’m looking for that shine in between the healthy tissue – and I’m trying to assess how much I should remove to make sure that I’ve done my best to remove everything – but I can’t promise you that, though”, svarer den tyske hudlæge.

Plump.

En dinglende klump blodigt væv slipper triumferende saksens bid og lander i en lille vævsprøvebeholder på et bord med endnu en fin, lyseblå papirsdug. Det er måske sådan man dækker op til en kirurg-fest?

“The lab will give us the result in a week’s time”, fortsætter hudlægen, mens han nu finder tråd frem, så han kan sy skalpen sammen igen på stakkels Martin.

Sygeplejersken vasker forsigtigt lange striber af blod væk fra Martins hovede og nakke. De lyseblå duge foldes sammen og ryger i skraldespanden markeret med “bio hazard”. Lyset slukkes i den skarpe lampe.

Nu er der tilbage at vente på biopsisvar.

I forkontoret hos hudlægen dingler sygeplejersken frejdigt med Martins DNA i en lille cylinderformet beholder. For hende er det det naturligste i verden at holde et andet menneskes blodige væv i den ene hånd, mens hun plotter en ny konsultationstid ind i kalenderen. For mig er det så fremmed. Og at dømme på Martins ansigtsudtryk, så har han heller ikke det store behov for at blive konfronteret med en klump kød fra toppen af hans hoved.

Stingene skal ud om 10 dage.

Hvis alting ser fint ud, så skal hudlægen se Martin om 3 måneder og igen efter 12 måneder.

Inshallah går alting lige efter hudlægebogen.

Og da vi går derfra er der en lillebitte knude i min mave, som løsnes.

Det skal nok blive fint.

Man dør ikke af BCC.

Det er jo også væk nu.

Og jeg blinker igen og igen for at keep’e mit cool.

Det gør virkelig ondt i hjertet, at min personlige superhelt ikke er urørlig.

Eller udødelig, for den sags skyld.

Vi har kendt hinanden i 17 år – og det er først nu, at det begynder at gå op for mig, at Martin rent faktisk også kan blive syg.

Han har aldrig fejlet noget – lige bortset fra en halsbetændelse, en rodbehandling af en kindtand og lidt knas med de gamle badmintonknæ, når han med jævne mellemrum er blevet overmandet af en løbedille.

Jeg har aldrig skænket en tanke, at han kunne fejle noget som helst, der ikke kunne kureres med penicillin eller panodil.

Det er en ny situation.

Et nyt lys at se ens elskede i.

Det er skrøbeligt og sårbart – og jeg tænker, at han har set på mig i denne her slags situationer et hav af gange allerede. Uden på noget tidspunkt at gå op i limningen eller flytte fokus over på sig selv, så jeg har bare at mande mig lidt op.

Og nu vil jeg lege natsygeplejerske.

Hudlægen har ordineret panodil og fucidin til patienten, der er træt og har ondt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Familieferie i Ras Al Khaimah

I november 2017 fyldte Flyvende Mormor såmænd hele 60 år. Det er svært at forstå – for så gammel er hun faktisk slet ikke.img_3013 Og min unge, friske Mor bedyrede straks, at hun drømte om en familieferie i stedet for en stor fødselsdagsfest.

Så vi måtte i gang med at forsøge at finde tid og sted, der kunne passe alle parter, hvilket ikke er den nemmeste opgave, når der er 5 voksnes arbejdsplanlægning, 2 (snart 3) børns skolegang og hvad ved jeg at tage i betragtning. Men til sidst faldt valget på påsken 2018.

Og hvad gør man så med sådan en påskeferie?

Sydeuropa kan være lige dele sjovt og irriterende at befinde sig i i påskedagene, hvor katolikkerne giver den fuld pedal med påskeprocessioner, lukkedage i butikkerne osv.

Der måtte også meget gerne være stor sandsynlighed for sol og strandvejr. Det skulle selvfølgelig heller ikke være alt for langt væk, alt for risikabelt eller alt for dyrt.

Efter lidt betænkningstid og en lang række ørkesløse Google-søgninger, endte vi – naturligvis – i De Forenede Arabiske Emirater.

For her er der jo netop 100% solgaranti, dejlige strande, lækre pools, trygt og sikkert – og læg hertil dejlig mad, høj hotelstandard og god service. What’s not to like?

Det passede os perfekt at blive her i Emiraterne, nu hvor vi lige var kommet hjem fra en fantastisk ferie på Maldiverne – og min Mor, Søster, Svoger og De To Små Bøllefrø var glade over at kunne rejse afsted til en hjemmevant destination.

Og efter tre hyggelige påskedage i rækkehuset, pakkede vi alle nellikerne og tog på road trip til det nordvestlige emirat Ras Al Khaimah – charterturismens højborg for middelklasse-russere, englændere og Dubai-expats alike.img_3088Det tog 1 time og 20 minutter at komme til The Cove Rotana Resort, hvor Flyvende Mormor havde lejet en stor, flot villa i 3 etager med egen plunge poolimg_3090Resortet består af en række moderne, arabiske “vand”-villaer og en stor mængde hotelværelser – alle med adgang til stedets flotte, private lagune. Der er velpassede haver og niveauforskelle overalt, så der er masser af fine udsigtspunkter og blomster at nyde på vej til og fra buffetrestauranten eller barerne.

Tip-top faciliteter og nydelige omgivelser til en udmærket pris.img_3025Stranden var til stor glæde dagligt for både alle familiemedlemmer, der nød det lune havvand og bløde sand.img_3089img_3044Det her var en badeferie lige efter min Mors hoved. Med lange havbade, konstruktion af sandslotte og godt med mudderkast. Med fund af krabber, snegle og søstjerner, der blev “passet” efter alle kunstens regler – indtil de blev sluppet fri igen, når spande og skovle skulle med hjem ved solnedgang.

Der var også en temperaturkontrolleret pool på resortet – og selvom her er skønt nu med dagstemperaturer mellem 30-35 grader – så er en uopvarmet pool hurtigt for kølig til helt små børn.img_3039Vi havde valgt all-inclusive mad og drikke i et forsøg på at gøre beslutningsprocessen ultrakort i forhold til måltider i en storfamilie. Og det kom vi ikke til at fortryde – for maden i buffetrestauranten Cinnamon var virkelig velsmagende, varieret og interessant for alle aldersgrupper.img_3092All-inclusive er absolut value-for-money i en Ørkenstat, hvor alle former for alkoholiske drikke er belagt med en høj afgift, som gør selv en enkelt lille uskyldig slave-Merlot fra Chile til en 400 kroners affære på en vilkårlig restaurant.

Min Mor nød også at opleve de tre store børnebørn gå på opdagelse selvstændigt i buffeten – og jeg tror helt ærligt, at det er første gang i hendes liv, at hun har oplevet at være på en ferie, hvor hun ikke hele tiden har skullet fixe det ene og det andet, lave mad, rydde op eller klargøre noget til og for andre.

Dét her var 100% nydelse og afslapning for alle parter.img_3057Og mit hjerte smeltede sådan cirka tusind gange om dagen, når jeg kunne se over på min Søster eller Mor i interaktion med børnene – eller når jeg selv sneg mig til intense Moster-kys med Tumlinge-A og når jeg krammede sengevarme Jo godmorgen.img_3009Mormors sovekammerat var i øvrigt Cille, som omsorgsfuldt og beredvilligt tømte både sin egen og Mormors kufferter og gjorde alting klart i deres walk-in closet. Det rører mig dybt at se det bånd mellem Mormor og Cille, der vokser og forandrer sig for hvert år, der går – og det minder mig om mine egne barndomsferier med min Mormor.img_3015Der er ikke én eneste negativ ting at sige om storfamilie-charterferie i Ras Al Khaimah.

Måske lige bortset fra at dagene går alt, alt for hurtigt.

Men eller så holder det. Hele vejen. Kan virkelig anbefale det!

Men inden jeg får set mig om er klokken 4 om morgenen og nordboerne skal med Martins assistance nå et Emirates-fly i Dubai kl. 8:20.img_3066Så jeg vinker vanen tro et glad farvel til nordboerne i det lune nattemørke, før jeg snøftende går ind til to Snorkefrøkener i soveværelset.

Og siden fredag har jeg så lidt af abstinenser.

Migræne. Kvalme. Sorg. Hjertesmerte. Våde øjne. Maveknuder.

Det er en grum kombination af at have levet et alt for udskejende all-inclusive-liv i 14 dage og et umenneskeligt savn efter min Mor og min Søster og hendes dejlige familie.

Aldrig har jeg haft værre hjemveer end lige nu.

Forhåbentlig fordamper de i takt med at hverdagen overmander os.

Og den venter lige om hjørnet.

Parat til angreb.

I morgen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet