• ···

The Farmers’ Market on the Terrace

Det kører ikke ligefrem på skinner i Ørkenstaten.

Martin kom hjem fra Jeddah og hev mig i storetåen kl. 2 om natten. Ligbleg, iskold og febervarm på samme tid. Jeg sov nu ikke så dybt. Min hals gjorde også mistænkeligt ondt.

Efter at have moret os med skadestue kl. 3 om morgenen, hvor sygeplejersken stak kæmpe vatpinde i vores næser og svælg, er konklusionen, at vi begge har halsbetændelse. Muligvis en “arv” fra Cille, der fik det samme, lige før vi rejste hjem fra Danmark i starten af januar. Men der er mange andre potentielle smittekilder, sådan som folk snøfter og hoster i ørkenens 20-22 graders vinterkulde.sick_emoji

Og der er ikke noget at gøre. Vi kan ikke bare blive under dynen, ha’ ondt af os selv og lade verden gå videre.

Martin må tage på arbejde hele weekenden.

Årsregnskabet laver ikke sig selv – og en sviptur til Saudi Arabien har ikke ligefrem hjulpet på hans lange to-do-liste.

I mens tager pigerne og jeg på tur til Bay Avenue i DownTown-området. Et sted, som jeg aldrig har skænket en tanke, men tingene går også virkelig stærkt i Dubai. Der skyder nye, flotte bydele op hele tiden.img_0868Og Bay Avenue er et dejligt beboelsesområde med en fin, grøn park. Her afholdes The Farmers’ Market on the Terrace.img_0860Et weekendmarked, hvor lokale landmænd sælger deres økologiske afgrøder og æg. Et par enkelte mad- og kaffeboder er der også, men bortset fra det, så er fokus ene og alene på at sælge de lækre, friske lokale råvarer til overraskende gode priser.img_0853Pigerne hygger sig med at udvælge grøntsager – og Cille fortæller mig, at friske gulerødder dufter dejligt, når de lige er hevet op af jorden. img_0858Sådan en sanseoplevelse er en sjældenhed i et land, der importerer stort set alle råvarer.img_0855Lidt senere tager pigerne deres nye løbehjul i brug på den lokale skate- og scooterbane.img_0861Og Mille leger på den lille legeplads, mens jeg drikker kaffe og nyder skyggen med Cille.img_0871Nu er hun pludselig blevet utilpas og helt flad på batterierne.

Sikke en weekend. Jeg håber bare, at vi ikke får smittet Mille (eller andre) med alt det sære, vi tre andre render rundt med.

Forhåbentlig hjælper dagens sunde indkøb med at få immunforsvaret op på dupperne igen.img_0872The Farmers’ Market on the Terrace er afgjort et besøg værd. Der er en roligere og langt mere afslappet stemning end på det større Ripe Market. Og jeg savner på ingen måde Ripe Market’s boder med tingel-tangel og take-away. Det er nemlig grøntsagerne, jeg kommer efter. Og priserne hér på Bay Avenue er go’e – især når man tænker på, at alt er økologisk.

PS: Du kan tjekke landmændene og deres produkter ud på Facebook-siden “The Farmers’ Market on the Terrace”.

PPS: Hvis du er turist, ville jeg vælge at tage min morgenkaffe og croissant på Ripe Market i Za’beel Park, som er et langt større rekreativt område, hvor børnene kan lege på vidt forskellige legepladser – og du skal jo ikke have bagagerummet fyldt med grøntsager alligevel.

Rigtig god – rask og sund – weekend til jer alle!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Privatskoler

Normalt taler vi sjældent om vores privatøkonomi ude i det offentlige rum.

Her tænker jeg ikke kun på Martin og jeg specifik, men sådan helt generelt.

Det “rager” ligesom ikke andre, hvor mange (eller få) penge, man tjener og hvordan man vælger at formøble dem igen.

Egentlig lidt “sjovt”, når nu det er én af de vigtigste faktorer i og forudsætninger for et harmonisk familieliv og parforhold.

Og jeg oplever her på bloggen, at penge er ét af de mest tilbagevendende emner, når folk henvender sig til mig.  Det er ofte i forbindelse med, at de har modtaget et jobtilbud i Dubai, som de skal vurdere værdien af – eller det kan være en tænkt situation, hvor de drømmer om at flytte herned, men ikke rigtigt ved, hvad de kan forvente sig rent økonomisk.

Og det er noget af det allersværeste at rådgive andre om. For vi har alle vores egne, økonomiske “kæpheste” og vores egen opfattelse af, hvad der er “standard”, “value for money”, “uundværligt” og så fremdeles.

Hvad koster en “okay” bil f.eks.? Ja, hvis du spørger en mangemillionær, får du nok et andet svar, end hvis du spørger en enlig mor til to.

Og det er vist ikke gået nogens næse forbi, at vi i De Forenede Arabiske Emirater har egenbetaling.

For alting.

Og fordi der så ofte kommer spørgsmål om penge og privatøkonomi, så vil jeg her vise jer, hvad det koster for et halvt års skolegang på en “middel-dyr” international skole i Dubai.

Med ordet “middel-dyr” forsøger jeg at indikere, at skolens gebyrer ligger sådan cirka midt i skalaen for internationale skoler. Du kan finde masser af skoler, som er en del billigere, men så er de højst sandsynligt ikke af interesse (af mange årsager). Du kan endnu lettere finde skoler, der er dyrere – og de tilbyder med stor sandsynlighed et nyere campus med bedre faciliteter og et større udbud af aktiviteter.

Her er regningen for 2. halvdel af Milles Year 1-skoleår, som vi lige har betalt idag.img_072122.856 dirhams er 37.927 danske kroner. For dét, der svarer til et halvt år i 0. klasse eller børnehaveklassen.

Herudover tilfalder extra betaling for skoleudflugter, og der er sikkert også udgifter til lidt uniformsdele og større skolesko, før året er omme.

Her er regningen for 2. halvdel af Cilles Year 4-skoleår.img_072325.883 dirhams er 42.950 danske kroner. Igen for 2. halvdel af skoleåret i dét, der kunne være 2. klasse i Danmark. Her kommer der ligeledes extrabetaling for udflugter og uniformsdele oveni.

Den totale regning for et halvt skoleår er således 80.877 danske kroner.

Og det interessante er, at skolegangen for de danske børn i Danmark koster det samme – sådan cirka, ihvertfald.

Vi mærker det bare ikke, fordi der er et skattesystem, som fylder en fælles pengekasse op, så der er mulighed for at drive en folkeskole, som er åben for alle børn – uanset deres forældres økonomiske formåen.

Det var bare lige et par strøtanker fra en mandag formiddag i en diset og tåget Ørkenstat, hvor MasterCard’et er blevet lettet en smule.

Måske giver det også stof til eftertanke på en iskold vinterdag i Dannevang?

Jeg ved det ikke.

Men det begynder at gå op for mig, hvad det er, man “får for pengene” i et system, hvor man opererer med fælleskasse versus brugerbetaling.

Og jeg er ret meget i tvivl om, hvilken ideologi, jeg bedst kan lide.

Hav en dejlig mandag!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Fra børn skal man høre…

“Moar?”

Mille står foran håndvasken.

Vores øjne mødes i badeværelsets spejl.

“Elsker du mig?”, spørger hun.

“Ja, Mille. Overalt på jorden”, svarer jeg og lægger armene om hende.

“Men gør du det også helt ind dit hjerte?”

“Ja da. Hvis du hellere vil have, at jeg siger det sådan, så elsker jeg dig helt ind i mit hjerte”.

“Men elsker du også Cille lige så meget som mig?”, fortsætter hun.

“Ja, det gør jeg”, svarer jeg.

“Så ved jeg godt, hvordan du kan elske os begge to. Du half’er bare dit hjerte, så der er en half til mig og en til Cille”, udbryder hun glad.

“Jamen, hva’ så med Far og Johanne og August og alle de andre dejlige mennesker, som jeg elsker?”, spørger jeg.

Mille ser opmærksomt op på mig med sine mandelformede øjne.

“Jamen, det er no problem for du kan bare blive ved med at half’e dit hjerte indtil du har nok half’er til at elske alle sammen som du vil”, svarer hun prompte.

Hvor har hun dog ret, min lille vilde, milde Mille.

Det er helt fantastisk at vores evne til at elske kan multipliceres igen og igen – og at kærlighed er en naturlig ressource, der aldrig slipper op.

Jeg elsker hendes børnelogik og alle de små, finurlige samtaler, vi har. img_0682Og det er gyldne øjeblikke, som dét her, jeg gemmer i mit hjerte. Til de øjeblikke, hvor jeg har desperat brug for at genstarte og opvarme mit hjerte, når det helt uventet går kold og får skrammer.

Som forleden dag, hvor Cille “hilser mig velkommen” ved at udbryde: “Mor, hvorfor har du ikke taget no’en make-up på? Du ser så grim ud uden!”

Fra børn og fulde folk og bedstevenner skal man høre både hele og halve sandheder.

Nogle af dem varmer hjertet.

Andre knuser det.

Rigtig god weekend!

Med eller uden make-up – som du lyster – men forhåbentlig fyldt med kærlighed!yqhawkmttjqlkrbwotht

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Ankel

Jeg er L.Y.K.K.E.L.I.G for at være tilbage i egne, vante rammer.

Som rutineret kuffert-livsnyder er der ikke noget synderligt alarmerende ved at opholde sig i x antal hjem og mosle rundt med ejendelene i en kuffert i x antal uger. Det har sin særegne charme at leve et luksus-rakkerliv.

Men følelsen af at komme hjem til et hjem, der er helt vores eget, er uovertruffen.

Jeg bliver så taknemmelig hver eneste gang.

Taknemmelig for min pude og dyne.

Taknemmelig for at have en dedikeret undertøjsskuffe og mere end én slags bodylotion efter badet.

Taknemmelig for at bestemme over køleskabets indhold og over dagens ret.

Det var også på høje tid at få stoppet med oversprings- og overspisningshandlinger for denne gang. Juleferie er noget så dejligt, men 3 stive uger til marcipangnaskeri og diskussioner om rimeligheden i iPad-begrænsninger for små, aggressive børn er dog alligevel i overkanten.

Og vi er kommet godt fra start. Sådan da.

Der bliver fyldt op i familiekalenderen med legeaftaler, fødselsdage og møder. Der bliver købt ind, arbejdet, ryddet op og løbet småture.

Og så sker der med det samme de dér ting, som er fuldstændig tilovers.

Dér hvor hverdagens ubarmhjertige bat rammer hårdest.

Forleden er det en defekt vandstandsmåler, der kommer til at koste os hele budgettet for januar. Vi venter “i spænding” på den endelige regning ved udgangen af måneden og indfører nu et vandregnskab.

Og så er der en lille Milløjser, som knapt er ankommet til trampolin-hoppeland på feriens sidste dag, før hun vrikker om på anklen og har noget-så-oooooooondt.

Så vi humper hjem igen.

Puster, nusser og hviler på sofaen.

Nøder hende til at gå lidt rundt.

Men efter aftensmaden er hævelsen ikke til at overse.

Og det bringer mig til ét af mine foretrukne had-kærlighedsforhold i Ørkenstaten: Sundhedssystemet.

Jeg elsker at hade det. Og samtidig så elsker jeg dele af det.img_0616Som det med at køre direkte op foran skadestuen på en lørdag aften kl. 20 og vælge frit mellem valet-parkering eller en plads lige uden for indgangen.

Et MasterCard og et AXA sundhedsforsikringskort præsenteres som det første i reception. Betalingen skal altid sikres, før man kommer videre i systemet. Sådan er betingelserne.

Et øjeblik senere tilses Mille af en (som altid) ubehjælpelig sygeplejerske, der klamper rundt i navn, årsag, tid og sted. Jeg kunne skrive noget om, hvor de her sygeplejersker kommer fra, men det vil være både racistisk og politisk ukorrekt, så skal vi ikke bare lade som om, at det IKKE er årsagen til, at der altid går ged i selv de simpleste aktiviteter?

Og så er det jo godt, at Mille og jeg er tålmodige mennesker, der ikke har noget sjovere at foretage os en lørdag aften end at trække en bestikkelses-Bounty til patienten, der aldrig kan få nok af kokos.img_0614Og da den er fortæret, er det jo godt, at vi har en bog om lort med. Som vi kan nå at læse cirka 100 gange, før vi bliver kaldt ind til lægen, der – sjovt nok – også har misforstået patientens navn og årsagen til dagens besøg.img_0612Men tilset bliver vi. Og overført til røntgen af anklen helt uden at skulle kæmpe for det – for der er jo penge i hver eneste handling for hospitalet.img_0613Mille er noget betuttet, selvom hun godt kender det store fotografiapparat fra en tidligere lejlighed eller to. Man får nemlig altid The Royal Treatment for selv de mindste forseelser i et sundhedssystem, der bygger på forsikringsordninger.

Og jeg kan ikke anbefale det.

Altså en privatisering af sundhedssystemet.

Efter at have oplevet det danske sundhedsvæsen og dets storesøster – NHS – i England, kan jeg kun sukke over Ørkenstatens system.

Det er posh hospitaler med lækre og bekvemme services. 100% sikkert. Og jeg er da vild med in-house apotek på hospitaler – og 24/7-fri-adgang til speciallæger og skadestuer. Parkering med et knips til en flink mand og juice eller kaffe til at slå ventetiden ihjel med.

Men der er så mange unødvendige procedurer og aktiviteter, der bliver udført, fordi hospitalerne kan få forsikringerne til at betale.

Og forsikringsselskaberne skruer derfor præmierne op, så ingen almindelige mennesker har råd til at købe dem – eller til at lade være.

Det er ganske enkelt skruen uden ende.

Og man skal være ualmindeligt kvik ved havelågen for at vurdere relevansen ved hvert eneste lægebesøg og ved hver eneste ordinering af medicin.

Ellers ender man med unødvendige røntgenbilleder, penicillinbehandlinger ad libitum, blodprøver mig hér og dér – og hvad fanden ved jeg.img_0615Nå, men Mille har heldigvis kun forstuvet anklen.

På de fine røntgenbilleder kunne vi se en masse vækstlinjer i knoglerne, men ingen frakturer.

Så vi humper hjemad igen.

2 timer senere og 49 dirhams (100 kr.) fattigere i egenbetaling.

Hvad skadestueregningen er endt med for forsikringsselskabet, dét tør jeg ikke sætte tal på.

Sundhedssystemet i Danmark er jo som sådan ikke billigere end hér – men måden hvorpå fællesskabet betaler og løfter samlet, så alle kan modtage den relevante behandling (hverken mere eller mindre) forekommer mig helt igennem velsignet.

Så gå ud og kram en dansk sygeplejerske, radiolog eller læge fra mig ♥

De gør det godt! Hver eneste dag!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om at slå ihjel

Vi forlader Danmark på en mørk og regnfuld dag.

Vejret er fuldstændig afstemt rejsehumøret.

Som et fysisk bevis på besjælingen mellem den indre og den ydre verden.

Uanset hvor mange ganges erfaring vi får med at pakke sydfrugterne og kramme familien til afsked, så slår det det ellers så udmærkede humør grundigt ihjel, når vi siger farvel.

Selv pigerne begynder at forstå konsekvensen af at køre mod Kastrup. Med alderen kommer et højere bevidsthedsniveau – og dermed også evnen til ikke blot at leve i nuet, men også at tænke både frem og tilbage. De er klar over, at de først ser deres familie igen om trekvart års tid – hvis ikke vi er heldige at få besøg af dem i mellemtiden her hos os i Dubai. Det er en uundgåelig konsekvens, og vi kan ikke tale eller forklare os ud af kniben. Savn er et grundvilkår, som må accepteres og anerkendes.

Og vi når knapt at ramme ørkenens sand, før den virkelige virkelighed rammer os.

Der er rodede kufferter, som skal pakkes ud.img_0596Der er et gabende tomt køleskab og ditto køkkenskabe, som skal fyldes med fødevarer, der kan dulme den dårlige samvittighed over en alt for sød og fed juleferie. New Year, New Me, som man altid så optimistisk tænker…img_0595Og da kufferternes indmad er placeret her, der og alle vegne i rækkehuset, slår jeg julen definitivt ihjel.img_0593100% faux juletræ er snedigt, når man som os rejser bort over julen. Der er ikke én grannål at finde på gulvet efter at træet har pyntet i stuen siden ultimo november.

Desuden er jeg blevet sær og hellig omkring det åndssvage, kunstige grantræ fra John Lewis i Ipswich. Det har med tiden fået en helt nostalgisk betydning. Og pludselig bryder jeg mig slet ikke om tanken om, at et rigtigt træ må lade livet for at pynte i en vilkårlig stue i et par uger.

Endnu et symbol på min fremmedgørelse, er det træ. Ingen dansker med sans for det æstetiske og respekt for det autentiske, ville nogensinde drømme om at sætte et kunstigt juletræ op i stuen, I know.

Mine julegrublerier bliver dog hurtigt afbrudt af Regnskabschefen, som har modtaget vores el- og vandregning for december. Der har været et besynderligt højt vandforbrug i julemåneden, hvor vi knapt har været hjemme.

2.000 liter vand om dagen, for at være præcis.img_0598Og da VVS’erne ankommer er det selvfølgelig én af Dubais smuldrende-villa-klassikere: En defekt vandstandsregulator.

Happens all the time.

Og er umuligt at opdage, før man får en betydelig regning i indbakken. Medmindre man da er dén type, der holder et nysseligt ugeregnskab med vandforbruget ved at aflæse vandmålertal i garagen.

Sidstnævnte type var vi så ikke lige.

Og selvom Familiens Regnemester har opdaget det ret hurtigt, så er der stadig tale om en masse penge lige ud af vinduet – eller vand lige ud i sandkassen, om man så må formulere det.

Her kan man tale om at slå familiens januarbudget ihjel med ét enkelt hug.

Og fremover er vi blevet dén type, der aflæser vandmåleren på ugebasis. (Det er bare lige et lille tip med varm anbefaling herfra, hvis man læser med og selv bor i en Ørkenstat.)

Al den ihjel-slåning af julestemning og januarbudget er vi nødt til at lukke øjnene for, så vi kan komme vel igennem de sidste par dage inden skolestart.

Tre ugers juleferie har vi haft.

Og jeg er mere end klar til hverdag igen. Hvor vores – søde, jovist, men også virkelig enerverende – børn skal i skole igen.img_0599Det bliver fint at vinke farvel til hinanden i en 7-8 timer, før vi igen mødes og forhåbentlig har haft chancen for at savne eller glæde os til at se hinanden igen…

Jeg håber, at din hverdag er kommet godt fra start i 2018.

Vores skal skubbes i gang i morgen kl. 6-nul-dut. Med hiv og sving.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Verdens bedste hop ind i det nye år

Vi er så heldige at være inviteret til Nytårsaften hos verdens bedste værter. img_0524I deres selskab ler jeg. Og ser åndet ud. Hele tiden.img_0552

Jeg føler mig hjemme med og hos dem.img_0532Og bliver helt varm indeni, som jeg gør det med ganske få mennesker.

The fuzzy feeling kunne også delvist relatere sig aftenens brændeovnsvarme og den fantastiske flaske champagne, som jeg bunder på rekordtid – men anyway – det jeg prøver på at sige er, at jeg holder af denne her selvvalgte familie som var den min biologiske.img_0543Sådan en gakket storfamilie, hvor vi formår at fyre bordbomber af, mens vi rundsender en “2018 Prediction Box of Revealing Questions”, drypper lidt stearinlys med et par af børnene og lader de andre om at lave ultrablåt slim på én og samme tid.img_0541 Der er højt til loftet.

Kærligt kaos.

100% autentisk leg, sjov og ballade for både store og små.

Og kæmpestore ja-hatte på ihvertfald et par af de voksnes hoveder…(jeg er ikke én af dem, men mit nytårsforsæt er at blive én af dem).

Og der er ærlighed i de beskeder, vi leverer til hinanden som svar på æskens åbne spørgsmål, mens vi bliver afbrudt af hujende børn med hænderne fulde af stjernekastere, der skal tændes ude i mørket.img_0527Og midt i knæklys, knaldperler og lysende balloner, står værterne for den fineste Nytårsmenu.

Helt uden at stresse over det.

Jeg fatter ikke, hvordan de gør det, men jeg fornemmer, at det er fordi de oprigtigt kan li’ det. Altså – at lave mad.

De lader friske stenbiderrogn falde blidt på blinis, pynter med perlende ørredrogn og placerer den lækreste, færøske røgede laks oven på sprøde kartoffelvafler.img_0551Top-nice, I’m telling you.

Og den næste ret er lige så enestående.

Ikke at jeg får den foreviget, desværre.

Der sker nemlig en lykkelig fusion i min mund mellem noget Châteauneuf-du-Pape og lidt efter noget Amarone, der møder det møreste, danske oksemørbrad, jeg nogensinde har smagt.

Hentet på Møn og grillet til perfektion i Gilleleje.

Med saftige nyretapper til og søde, cremede porrer á la Nak & Æd, sprødstegte Pommes Anna – og en klassisk, fler-dages sauce espagnole, som Brødrene Price ville nikke anerkendende til.

Smukt med smukt på. Og mer’ sauce til mig, tak.img_0546 Men inden vi får set os om og når til peach melba’en med den hjemmelavede is på polynesisk vanille, slår klokken 12 og vi hopper direkte ind i 2018 til Martins fyrværkerishow.img_0548Jeg er så mæt og glad indeni. Og forstår ikke helt, hvordan vi kan være så heldige at have det så umanerligt godt. Men det har vi altså lige nu og her – og dén bold griber jeg.

For jeg tror, at chancen for at opnå og måske endda bevare denne her følelse ligger i de bittesmå detaljer.

En rar stemning i det rum, vi befinder os i.

Det smil, vi sender til hinanden henover bordet.

Den joke eller handling, der får min veninde til at skraldgrine.

Den leg, vi leger med børnene.

Den dejlige mad, vi stopper i glubske munde.

De arme, der omslutter os.

Den kærlighed og hengivenhed, vi mærker.

Med og i hjertet.

Det vil jeg forsøge at zoome ind på.

For retter vi blikket ud mod den store, vide verden, ser vi det pureste vanvid og gal-mands-værk i alle retninger. Det virker så uoverskueligt. Så meningsløst. Så trøstesløst.

På det storpolitiske plan var der ingen visioner eller fremgang i 2017. Kun udslukte, magtliderlige fusere, der truer med at gøre verden anno 2018 til et endnu grimmere sted.img_0554Og jeg kan intet gøre for at ændre på den overordnede verdenssituation. Kun gøre mig selv ked af det eller mavesur.

Så jeg starter 2018 i det nære.

Dér, hvor jeg kan gøre en forskel. Hvor jeg kan øve mig i at være den bedste version af mig selv til gavn for mig, min familie og mine omgivelser.

Gid 2018 bliver et spændende og udfordrende og sjovt år for os alle – fyldt med kærlighed, glæde, taknemmelighed og latter – hvad end, der sker ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

2017 Kavalkade

2017 lakker mod enden.

Regnskabschefen futter rundt i køkkenet med bagepapir og lineal. Han er i færd med at udregne og planlægge kransekagetoppen til Nytårsaften med matematisk præcision.

Pigerne leger uden for i vandpytterne og får røde æblekinder, mens tøsneen daler.

Jeg drikker cacao og ser Hugh’s Scandimania om Danmark, hvor han undersøger baggrunden for dansk films Nordic Noir successer; New Nordic Cuisine med Redzepi i spidsen; den højt-besungne danske lykke, tilliden i samfundet; det særlige danske fællesskab eller samfundssind – og så den famøse hygge.

Dét her er sjovt nok et prima-eksempel på hygge.

Og jeg får pludselig sådan en nostalgisk trang til at se tilbage på 2017, som på alle måder har været et godt og gavmildt år for vores lille firkløver.

Så her kommer der en serie snapshots over året der gik. Det er decideret umuligt at vælge fotos – for hver eneste måned har budt på så mange, skønne oplevelser. Men jeg begrænser mig og bringer hermed 13 billeder i alt. Fordi jeg er nødt til at tælle en helt fænomenal Nytårsaften med…

Vi hopper nemlig ind i 2017 med et brag af en Coldplay-koncert i Abu Dhabi i det dejligste selskab ♥15825879_10154307412338036_2349787436339589478_nJanuar byder på Mormor-besøg og katamarantur i Den Arabiske Golf. Og en weekendtur til Al Ain, hvor vi oplever kamelstudehandler, dadelplantager og den fineste udsigt fra toppen af Jabal Hafeet.img_3497Februar byder på æbleskiver til pigernes favorit-aktivitet på skolen: International Day. Der er også Sports Day og Valentine’s Day, hvor vi får helt overdådige rosenbuketter af Martin.img_4748Marts byder på længe-ventet besøg af Moster-Søsteren, Onkel Søren, Baby A og Jo. Marts bliver også måneden, hvor Cille tager på sin første lejrskole og er væk hjemmefra uden bare at sove hos en veninde.img_5326April byder på Martins fødselsdag og sødeste Farmors 70 års fødselsdagsfejring i Danmark – og en helt igennem fantastisk og lettere vanvittig påsketur til Bangkok.img_5522Maj byder på gentagne fejringer af Mille, der fylder 5 og af en eller anden årsag står vi flere gange på skøjter i den måned.img_6162Juni byder på Milles Kindergarden Graduation Ceremony – en skøn weekend-get-away i Abu Dhabi med Familien M – og efterfølgende den vildeste luksusweekend på Burj Al Arab.img_7082Juli byder på en fantastisk dejlig ferie i Sydfrankrig med Familien M. På Ski Dubai-lektioner og en hel masse kys og kram med Farmor, før vi drager på Mormors velforberedte, fine Road Trip rundt i Jylland.img_7380August byder på dejlig tid med Morfar og Conny ved Vadehavet; på sommerhuslykke i Odsherred og på Djursland. Og på fejring af Cille, der fylder hele 8 år.img_7841September byder på skolestart og på nyt job for mig. Og så er det min fødselsdag, hvor jeg bliver ih-så-begavet.img_8518Oktober byder på Mormor og Cath’s besøg hos os – og det er også i oktober, at Mille for alvor lærer at cykle.img_8824November byder på dejligste Mormors 60-års fødselsdag, som vi fejrer long-distance under Farmor og Farfars besøg hos os i ørkenen. Der er også Halloween – pigernes favorithøjtid – og Ed Sheeran-koncert som et af månedens højdepunkter.img_9495December byder på jul i Danmark med vores dejlige familier og venner. Det er så dejligt at tilbringe tid med de nærmeste – også selvom vejret kun har artet sig i de allerførste dage efter ankomst.img_0256Hvilket år!

Og så har jeg undladt at tælle sammen på alle de sjove fester, brunches, middage og oplevelser, vi har haft i Ørkenstaten.img_5035For slet ikke at nævne alle de skønne timer, vi har tilbragt med gæster i Dubai og hjemme i Danmark med venner og familie.al-fahidi-og-old-dubai-3 Vi har tilbragt knapt 3 måneder af 2017 i Danmark – og sandsynligheden for, at det bliver langt mere begrænset i 2018 er stor, men til gengæld kan vi byde velkommen i Dubai til adskillige hold familiemedlemmer inden længe.img_8099Må 2018 vise sig som endnu et godt og lykkebringende år for os alle.

Vi ved med sikkerhed, at der vil blive udfordringer.

Ting, der skal afklares og tales igennem.

Beslutninger, som skal tages om fremtiden.

Men alting løser sig som bekendt.

Sålænge vi lader Universet arbejde for os.

Godt Nytår til dig og dine kære!

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ting, Tine tænker over…

Jeg er i decideret julekoma.

Så dagens overskrift er muligvis en kende overdrevet, men jeg kommer altid lidt i det lommefilosofiske hjørne, når vi opholder os i Danmark.

I hjemmevante, trygge, genkendelige rammer, som på forvirrende vis ikke længere er helt hjemme.

Og når man så ganger den indre tankemølle med x antal sociale arrangementer, så opstår der lidt af et mentalt koma.

Efter en hyggelig Lillejuleaften hos Morfar og Conny, hvor pigerne traditionen tro ryger lige i lakridspiberne og al legetøjet.img_0435Efter en dejlig Juleaftensmorgen, hvor Julemanden har leveret dagens børne-beskæftigelsesterapi i form af smarte fælles-tegneruller, der ligger under Mormors juletræ.img_0437Efter hyggeligt formiddagsbesøg af kusiner, fætter og tante til endnu ét af min Mors lækre morgenmadsborde.img_0438 Efter leg og oppustede handsker og rullen rundt på gulvet igen og igen.img_0439Efter den skønneste Juleaften hos Moster og Onkel, hvor jeg insisterer på, at vi skal foreviges, før festen for alvor skydes igang og nysseligheden bliver nusset og småkrøllet.img_0443img_0453Og med fest mener jeg i virkeligheden julemiddagen.img_0455Jeg er blevet så uendeligt gammel, at Juleaften kun handler om de dejlige mennesker og den varme stemning, der breder sig rundt om bordet – og maden, naturligvis. Og dén kan ikke blive bedre end hos Moster og Onkel.

Heldigvis er der yngre deltagere, som er knapt så madglade som alle de gamle, som sørger for, at festen ikke kun handler om dét, der kan puttes i munden.

Her er Baby A ude at lede efter Julemanden, som tabte sin hue uden for døren og efterlod gaver på dørtrinnet. Flygtig og hemmelighedsfuld og mystisk, er han i år, ham Julemanden.img_0460Og børnene deler pakker ud og åbner og takker så pænt for det hele, at vi for en stund læner os tilbage og synes, at vi har gjort det allerhelvedes godt i dén der forældrebranche.img_0466Og Baby A får sin værktøjsbænk og en boremaskine, som han afprøver med stor entusiasme. Her borer han f.eks. sin Moster lige i skridtet, som man si’r…img_0467Efter dejlige dage i Vestjylland vender vi atter snuden mod Nordsjælland. Der er kun 240 minutter mellem Mormor og Farmor, som Cille formulerer det.img_0476Her venter der endnu flere dejlige julefrokoster og julemiddage, hyggestunder med venner og familie.

Og jeg trækker julekomaen i langdrag med varm te og smålure, gåture og marcipan-orgier, smørrebrød og bacon på alting. Juledagene er én blid tåge af mad og selskab.

Og så er dét, at jeg begynder at tænke. Mens jeg forsøger at løbe julesulet af i sjasket gråvejr på en cykelsti mellem Grib Skov og Hillerød City, hvilket slet ikke er en nem opgave.

Jeg tænker på, at der er noget halv-skizofrent ved at bo i et andet land end dét, man er født i. Det er som om man ikke hører hjemme nogen steder længere. Som om man får flere bevidsthedslag. En underlig hudløshed. En følelse af fremmedgørelse.

Eller også hører jeg i virkeligheden hjemme flere steder?

Måske bør jeg opfatte mig selv som “flerelandsdansker”, som en klog kvinde har foreslået mig?

Og det her er i øvrigt en proces og en følelse, som ikke kan “rulles tilbage” eller ændres igen.

Og hvad gør den helt præcist ved vores børn?

Hvor skal og kan vi nogensinde “passe ind”?

Er det vigtigt for sjælen og identiteten at føle sig hjemme ét sted?

Eller er det vigtigere at kunne føle sig hjemme overalt?

Jeg tænker på, hvor forunderligt det er, at vænne sig til andre omgangsformer og sociale normer, som gør, at jeg bliver helt nonnekysk og forarget over dét, der ellers er så typisk dansk. Bandeord og et vist frisprog. Alko-pops til de helt unge. Reklamer, der indeholder direkte referencer til sex. Nøgenhed i alle mulige fora – i dameblade og aviser, i gadebilledet, uden på produkter. Alt dét, der er fuldstændig utænkeligt i en højt-beklædt Ørkenstat med et anstrengt forhold til både frisprog og alkohol. Og som nu stikker mig i øjnene, fordi det er helt forsvundet ud af min hverdag. Det er så underligt at opleve modstanden indeni mig selv, når nu jeg er født og opvokset med, at det er helt almindeligt at drikke alkohol og have sex som 15-årig (iført umådeligt lidt tøj).

Jeg tænker på, hvordan det konstante vintermørke er grundlaget for den fænomenale verdenssucces, som dansk hygge er blevet. At de tændte stearinlys i vindueskarmene og de varme uldsokker, brændeovnene og de bløde tæpper i sofaen er noget helt særligt. For det hele danner rammen om det vigtigste i livet: Varme, nære og uformelle fællesskaber. Enhver dansker ved, at der skal ikke mere til end et lille fad med småkager og varm te i krus. To tændte fyrfadslys, en god bog og et blødt tørklæde at gemme sig i. Et par familiemedlemmer, der deler slikskål og tæppe i sofaen. Dét er hygge.

Vi er heldige med at hygge er en del af vores fælles DNA. Der er nemlig noget godt og vigtigt i at føle denne her enkle form for velbehag. Der er noget godt og vigtigt i at gøre ting pæne. At sørge for en varm stemning mellem mennesker, fordi det rum, de befinder sig i sammen, er rart. Og det bedste af det hele er, at det har intet med penge eller materielle ting at gøre. Hygge er noget ganske særligt, som pigerne skal forstå og mærke betydningen af. Det er en del af den danske folkesjæl, som de ikke må være foruden.

Jeg tænker også på, hvor bizart det er, at se nyhederne på TV og at skimme aviserne igennem hos Farmor og Farfar. Det er ganske små og til tider virkelig mærkelige nyheder og problemer, der optager danskerne. En forlystelse, der lukker i Tivoli and so what? Oftest er det også de samme diskussioner, der går i ring. Vil du have skattelettelser til de rige eller mere velfærd? Det samme, lamme spørgsmål er blevet stillet i 100 år. Og vi er ikke kommet så meget som et spadestik dybere i diskussionen om hvad der skal ske med en Velfærdsstat, der er ved at vælte. Og det er dybt beklageligt, at levebrødspolitikerne viser intet mindre end intet format. Forsimplet og fordummende, er det.

Og når samtalen henover frokosten eller diskussionen i fjernsynet drejer ind på noget med “muslimer”, “de fremmede”, “indvandrere” eller “asylansøgere”, får jeg en hel masse røde knopper. Der er ingen lette løsninger på integrationsudfordringerne, men den danske debat er hverken rar at se på eller lytte til som udenforstående, der selv er blevet en fremmed. Der bliver taget sørgelige, dybt beklagelige beslutninger for tiden i forhold til uledsagede børn, asylansøgere fra krigshærgede lande osv. – som må være resultatet af en langvarig, fejlslagen integrationspolitik, der har givet mange danskere både politiker- og muslimlede. Hvilket er helt og aldeles sørgeligt. Der har hersket – og hersker måske stadig – en stor angst for at stille krav til nyankomne i det danske samfund. Den manglende konsekvens og tydelighed har skabt en hel bunke problemer og misforståelser, som vi ikke kan være bekendt at tørre af på dem, der kom til os. Der skal to til tango og to til at misforstå hinanden.

Det er ikke fordi integrationen af “fremmedarbejderne” er perfekt i De Forenede Arabiske Emirater. Der er mange aspekter af samfundet og statens politikker, der kan anfægtes. Men dén med at stille krav til nyankomne, har Emiraterne klaret til et 12-tal. Alle, der ankommer, bliver mødt af de samme krav og forventninger. Og kan man ikke leve op til disse, så ryger man ud (eller i fængsel). På røv og albuer. Det virker hårdt. Men det virker. Og samtidig byder landet alle religioner og nationaliteter velkomne i et samfund, som er fredeligt og respektfuldt.

Det burde kunne lade sig gøre alle vegne. Men det kræver, at man er tydelig i krav og forventninger. At man ikke er en undskyldning for sig selv. At man ikke er naiv eller kompenserer på misforstået, ubehjælpsom vis. Men det gælder vist for alle menneskelige relationer, tror jeg.

Nå – ja – og så tænker jeg, at det er helt og aldeles vildt, hvor meget comfort, der er i at spise dansk mad. Det smager bare ufatteligt godt at spise de ting, jeg er opvokset med.

Karrysild. Makrel i tomat. Karbonader. Flæskesteg. Frikadeller. Rødbeder. Remoulade. Rugbrød. Pølser. Mad, der trøster og varmer en forvildet sjæl. Sofistikerede delikatesser er der ikke ligefrem tale om. Men så er vi tilbage ved det, jeg tidligere skrev om.

At kunne glædes over den enkle form for velbehag.

Skål – og fortsat god julekoma!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Tirpitz

Essensen af Vestjylland.

Hav.

Gudsbenådet lys.

Marehalm.

Kridhvidt sand.img_0400Det er dét her, jeg er rundet af. Eller rusket igennem af.

Det er dét her, jeg tænker på og forbinder med ‘hjemme’ i vestjysk sammenhæng.

Og jeg kan savne duften af friskt havvand og tang.

Synet af strandskaller og brusende vand.

Så vi lægger vejen forbi Vesterhavet med Mormor. Hvidbjerg Strand uden for Blåvand, for at være mere præcis. Det er vores familiefavorit.

Og lidt længere inde i landet – godt gemt i klitterne – ligger Tirpitz, en stor kanonbunker fra 2. Verdenskrig.img_0394Med tjekkiske pindsvin liggende spredt rundt omkring i landskabet, som pigerne klatrer på og slet ikke forstår alvoren af.img_0398Bunkeren har været utilgængelig for besøgende i de sidste par år på grund af en større ombygning ledet af ingen andre end verdensberømte Bjarke Ingels’ tegnestue BIG.

Og Ingels har i sandhed haft en hel fænomenal bunke sand at flytte rundt med.img_0392Men nu er bunkeren åbnet, og vi vil se nærmere på det nye oplevelsescenter.img_0388img_0353Den nye tilbygning er holdt i de samme rustikke materialer som bunkeren selv. Beton og jern.img_0354Hovedområdet er også mørkt som i en bunker.img_0355Herfra udgår der 3 store afdelinger med vidt forskellige temaer og oplevelser.

Det 1. område handler om rav, Vesterhavets svar på diamanter.img_0358Vi lærer om dannelsen af rav, om dets farver og klassificeringer, og om hvordan ravjægere finder ravet på de vestjyske strande efter frygtelige stormvejr.img_0359Det 2. område handler om livet med og ved det voldsomme Vesterhav, som så let giver og tager liv.img_0360Alle steder kan børn røre, undersøge og sanse sig frem til en forståelse af elementerne. Pigerne er vilde med det.

Herudover har vi hver et apparat, som vi scanner henover små standere, hvorefter vi får en lille, mundtlig fortælling eller yderligere forklaring.

Klokken hel og halv er der en smuk total-oplevelse i rummet, som beskriver livet ved Vesterhavet igennem historien.img_0362Vi klatrer op i redningsbåden og nyder suset fra en storm kombineret med lyd, lys og animation. Det er vildt flot lavet.img_0363img_0364img_0365img_0369Efter dén oplevelse er det 3. område lidt tamt med dets opstillinger af tidstypiske krigs-artefakter og opstillede “bunker-kulisser”, der danner ramme om en række personlige skildringer af typiske menneskeskæbner under 2. Verdenskrig – som f.eks. de tyske radar-ansvarlige i Tirpitz-bunkeren; de vestjyske “tyskertøser”, som assisterede med ‘det praktiske’ hos tyskerne; der er historier om afhoppere, som beskyttes af modstandsbevægelsens helte i Esbjerg osv.img_0372img_0376Til sidst kommer vi til den rigtige bunker. Allerede ved indgangen lugter der ramt og stærkt af vådt mørtel eller cement.img_0377Og selvom jeg har været her før, gør det stadig et kæmpe indtryk på mig at træde ind i de klaustrofobiske, mørke rum, hvor tyskere og krigsfanger har været i færd med at opføre en grum militærfæstning med det formål at beskytte og forsvare Vestkysten mod angreb fra de allierede.

Deres fodaftryk ses flere steder i betonen, så jeg får kuldegysninger over autenticiteten på det her sted. Det er ikke KZ-lejr-ubehageligt, men alvoren er til at tage og føle på.img_0380Tanken om, at en kæmpe kanon skulle have skudt ud herfra og skabt død og ødelæggelse er så uhyggelig og håndgribelig, at man må takke højere magter for at tyskerne aldrig nåede helt i mål med projektet, før krigen var omme.

Der er fornemmelsen af den tunge luft, som aldrig udskiftes.

Der er den ramme lugt i alle kroge og rum.img_0382Der er forunderlige syn af krøllet jern, der bølger og stikker ud hist og pist som resultatet af danskernes mislykkede forsøg på at sprænge den grufulde armerede beton-mastodont af en bunker i stumper og stykker efter krigen.img_0384Vi lykkedes ikke med at skaffe os af med Tirpitz i Blåvand i efterkrigstiden.

Et stykke Danmarkshistorie, som folk på de her kanter har et ganske komplekst forhold til, fordi de fleste vestjyder dengang forholdt sig ‘neutrale’ og gerne arbejdede for tyskerne, da det gav rigtig gode penge.

Og på bizar vis får jeg lyst til at sige gudskelov for, at det aldrig lykkedes at sprænge bunkeren i tusind stykker.

For Tirpitz er et besøg værd i 2017. Og i 2018. Og altid.

Vi har brug for den her slags fysiske, konkrete påmindelser.

Os – der er så heldige, at vi aldrig har oplevet krig.

Det rusker i sjælen at blive konfronteret med de fysiske rester fra 2. Verdenskrig – og det er vigtigt at blive påmindet det faktum, at de europæiske lande engang var i krig med hinanden.

Og som afslutning på dagens krig og alvor, muntrer Regnskabschefen sig med at køre et smut ind forbi Løjtnantskolens triste, nedslidte barakker i Oksbøl.img_0405Her udpeger han sit gamle værelse for pigerne, som har svært ved at forestille sig, at deres Far skulle have været en ung mand, der opholdt sig hér – og at han tilmed skulle have været en soldat i uniform?

Og jeg læner mig tilbage med et smil ved tanken om, at Martin har bedre lokalkendskab og stedsans på mit fødested, end jeg selv har. Det er faktisk ganske hyggeligt.

 

Besøg endelig Tirpitz, når du får chancen for det.

Stedet er virkelig interessant og tankevækkende.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Remouladen

Vi er landet i Vestjylland. Hos Mormor.img_0320Og tager straks på tur til Vejle. Af alle steder.img_0322Nærmere bestemt Vejle Lystbådehavn, hvor nye lejlighedskomplekser skyder op som paddehatte i stål og glas – til ære for byens bedsteborgere, der af uvisse årsager har valgt villakvartererne i Bredballe fra. img_0323Her ligger Restaurant Remouladen.

Med den fineste udsigt til Vejlefjordbroen, hvor dét, der for øjet ligner miniput-biler bevæger sig i meditativ sneglefart henover den langbenede, elegante bro.img_0325Udenfor er det en tåget og fugtig dag. Endnu én af dem, hvor vi ikke ser solen en eneste gang, fordi skydækket er for tykt. Heldigvis skal der mere til at slukke for forventningens glæde.

Og indendøre på Remouladen er der lunt og fyret helt op under hyggen med masser af lys og julepynt.img_0326Vi er her ikke af tilfældige årsager.

Min Kusine Cath svinger nemlig gryderne i køkkenet som kokkeelev. Og da hun var i Dubai i efteråret, inviterede hun os til at spise på Remouladen, når vi kom hjem til jul.

Så hér er vi.

Spændte og glade over invitationen.

Og hér er kokkeeleven Cath. Den fineste af slagsen. Ved siden af Cille, der mener, at hun vitterligt omkommer af sult lige om lidt, så hvis køkkenet lige kunne servere lidt pronto, så ville hun sådan set være tilfreds.img_0329Tag i øvrigt ikke fejl af Cath’s sarte, feminine ydre og hendes petite bygning. Hun er en bomstærk og myreflittig ung kvinde, for hvem jeg har den største respekt. Jeg er bare så pissestolt af hende.

Og mens de søde tjenere opvarter pigerne med puslerier og tegnesager, får vi andre et glas kølig hvidvin og ser nærmere på frokostmenukortet, der blandt meget andet godt har lækre nyfortolkninger af dansk smørrebrød.

Køkkenet må have hørt pigernes bønner helt inde fra bordet. Kort tid efter kommer de sprødeste, friskeste fish-fingers med chips til Cille. Der er decideret krøller på fiskehalerne.img_0332Cille er så sulten, at jeg knapt må få lov at smage remouladen på Remouladen.

Og dén er vigtig. Jeg er glad for at se, at stedet serverer remoulade. Det må da være en grundsten i foretagendet, når man vælger at kalde sig for noget så skørt – og jeg ville ærgre mig lidt, hvis jeg kom på Remouladen uden at kunne smage den, som man si’r…

I øvrigt er hjemmelavet remoulade en helt igennem undervurderet spise. Shit, den smager kraftigt og krydret med søde, syrlige og stærke smagsnuancer. Måske skulle jeg lære at lave det, omend risikoen for yderligere overvægt er overhængende.

Mille får en børneportion stegt, hvid fisk med løvstikke-powdered kartofler, pandestegt blomkål og mushy, minty peas.img_0331Begge piger fortærer maden på tallerknerne som små rovdyr.

Det smager så godt, at Cille bestiller en hel portion mere, mens Mille får fat i en ordentlig klat smør til de mange kartofler, der forsvinder som dug for den sol, vi aldrig ser.

Det er en fornøjelse at have dem med på restaurant efterhånden. De begynder at glædes over maden og smager på tallerkenens indhold – også når der ligger ingredienser, der er ukendte for dem eller i en ny fortolkning, som de lige skal forstå.

I mens kører Regnskabschefen med klassiske fish ‘n’ chips lavet på røget torskefilet og med håndskårne chips.img_0333De tre damer i selskabet får “Julefrokost på 1 time” (der strækker sig henover 3 timer, men hvad gør det).

Her er der et stykke smørrebrød med Christiansø-sild med brøndkarse, sort peber, kæmpekapers og friteret vagtelæg. Det næste stykke er klassisk karrysild med friteret kartoffelknas, friske ærtespirer og til sidst er der en kippersmad med rødløg, karse, kapers og rå æggeblomme.img_0330Oh my goodness, smørrebrødet sidder lige i skabet. Sildefiletterne er faste, møre og så gennemsyrede af hver deres smagsgivere, at man får helt våde øjne.

Næste trin i julefrokost-raketten er sprødstegt svinebryst med æblekompot, boblende svær og grønkål med både sprødhed og bitterhed.img_0334Der kom også en skål med løvstikke-smørsmeltende kartofler og en helt særlig julesauce ind, men jeg var for sulten og ivrig til at fotografere.

Finalen på showet er naturligvis ris ala mande. I en Remouladen-fortolkning med den blødeste, kolde vanille-parfait, der smelter ned i en let ala mande med knasende mandelstykker. Tilsæt aromatisk kirsebærpudder og en koncentreret kirsebærsauce og du får en dessert, som er overraskende vidunderlig.img_0335Jeg havde ikke lige set, at parfait kombineret med risengrød ville fungere. Men det gør det. Ihvertfald når Remouladens dygtige kokke leverer det.

Sikke en skøn oplevelse. Også selvom vi ser ret koncentrerede og alvorlige ud, ha!img_0338Tusind tak, Cath – vi glæder os til at se dig juleaften.

Skulle du have lyst til at lægge vejen forbi til lækker frokost eller aftensmad, så er Remouladen at finde lige nede i Vejle Lystbådehavn.

Og skulle du have lyst til at lægge vejen forbi Kusine Cath’s insta-profil, så find hende under navnet cathrine_chef.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Integration og Road Trip

De fremmede fra en fjern, muslimsk Ørkenstat er i fuld gang med at integrere sig i det danske samfund.

Vi bager æbleskiver med kærnemælk og en sjat øl. For det hører til adventen og den nært forestående højtid, siger stammens ældste. Og hende adlyder vi naturligvis med ærbødighed.img_0273Og vi mærker den særlige, danske hygge brede sig i Farmors stue i takt med indtagelsen af varm gløgg og sprøde julesmåkager.img_0284Pigerne er sammen med deres utrolig mange fætre og kusiner – præcist ligesom alle de andre indvandrere fra fjerne himmelstrøg.

Der er tale om en slags midlertidig familiesammenføring i anledning af julen.img_0281Og sammen med en lille, hardcore flok japanske turister, nærstuderer vi den lokale kultur og historie, mens vi fryser helt forfærdeligt. Fordi dér, hvor vi kommer fra, er 20+ grader definitionen på kold vinter.img_0297img_0298img_0299Vi observerer også de lokales adfærd i Slotsarkaderne – som er Hillerøds afdæmpede svar på en souk, hvor der er en butik med det underlige navn Bilka. Og hér lader vi naturligvis børnene kultur-assimilere på bedste vis. Sålænge det er halal.img_0301Som I nok kan fornemme på Mille, så er der dele af den danske kultur, som er fan-fucking-tastic. Såsom klassisk, dansk bland-selv-slik i et udvalg og et størrelsesforhold, der jo er lige til at dåne over.

Og selvom det er tusmørke hele dagen og fugtigkoldt døgnet rundt, så gør vi ligesom alle de andre. Trækker i dunjakken. Køber de sidste julegaver. Hiver huen ned om pande og ører og traver en lang tur for at forbrænde den der superfine kombination af bacon og marcipangris, som jo er hele essensen af dansk jul.

Alt det ovenstående er fjollet.

Vi er ikke fremmede.

Vi kommer ikke andre steder fra end et par små landsbyer uden for hhv. Varde og Hillerød.

Vi er ikke konverteret til Islam eller har ændret vores pæredanske levevis synderligt, bare fordi vi bor i en Ørkenstat langt fra Danmark.

Vi er på et tålt og accepteret arbejdsophold i vores nuværende land – og der er ingen sandsynlighed for at vi nogensinde bliver andet end danske statsborgere med go’e, gamle rødbedepas.

Vi er danskere – født og opvokset med frihed og lighed og retten til at beklage os offentligt over stort og småt – og med chancen for at uddanne os og muligheden for at leve stort set som vi lyster.

Og det er vi i sandhed heldige med.

Der er så ufatteligt mange steder i verden, hvor livet er mærkbart sværere og hårdere end det er i trygge Dannevang.

Men alligevel er der en gran af sandhed i min fjollede beskrivelse af os – de fremmede – i det fortabte fædreland.

Der er en snigende fremmedgørelse, som giver sig til udtryk i små besynderlige oplevelser, følelser og fornemmelser, når vi er ‘hjemme’ i Danmark.

Vores hjemland, som ikke længere føles som 100% hjemme.

Dét må jeg ærligt konstatere efter 7 år i udlandet – og Martin siger, at han oplever det samme.

Jeg føler mig eksempelvis langt mere fremmed i det offentlige rum i Danmark end i Dubai.

Hér kan der være ret langt mellem små samtaler og øjenkontakt – omend jeg fik en arm om taljen på en café forleden og en varm tilkendegivelse fra en mand om, at jeg så uendeligt smuk ud. Og dét tog jeg til mig med et smil.

Men bortset fra café-tilfældet, så er det hver gang mig, der varmer op under ‘folk, jeg ikke kender’ i Danmark. For den mere udadgående (eller ligefremme) adfærd og opførsel har jeg vænnet mig til. Selvfølgelig taler man da lidt med de mennesker, der er lige omkring én i køen eller på legepladsen. Det manglede da bare. Damen i Matas skal jo alligevel stå der og pakke ind hele dagen.

Og interessant nok er det lettere for mig, at få positiv øjenkontakt med en niqabi-klædt kvinde i Dubai, når vi begge løber efter vores balstyriske poder i et shopping mall end det er, at få ditto med en dansk kvinde, der styrter stresset rundt i Bilka. Sorry to say.

Jeg oplever også, hvordan mørket og kulden har en mærkbar indvirkning på humøret – selv efter ganske kort ophold. Det er da komplet drænende, at det er mørkt, når man vågner, tusmørke hele dagen og mørkt igen, før man får lavet eftermiddagskaffen klar. No wonder, at danskerne bliver grå i ansigterne og sjælene af vinter i Danmark. For slet ikke at tale om alle de tørklæder og kleenex og hjemmefutter, der skal indkøbes for ikke at risikere at fryyyyse ihjel.

Jeg tror efterhånden ret meget på, at danskernes sociale adfærd, humør og attitude har en direkte sammenhæng med vejret. Og der skal en anseelig portion fædrelandskærlighed og tætte familiebånd til at få os til at vende snuden ‘hjemad’ i vintermånederne, dét er helt sikkert.

Og så er der alle de små banaliteter, der ingen forskel gør ude i den virkelige verden, men som i mit indre angiver, at jeg ændrer mig.

Som f.eks. når friskbagt leverpostej pludselig er blevet ulækkert.

Eller rugbrødet smager alt for surt.

Når jeg savner en hjælpende hånd med dette og hint, fordi jeg ikke længere er vant til alt det “gør-det-selv”. (Undskyld. Jeg ved godt, at det ikke er pænt at sige det højt, men det er intet mindre end røvsygt, at der ingen service eller hjælp er at få nogen steder).

Og når TDC igen-og-igen-og-efter-indbetalt-depositum stadig laver et stort påstyr, hvis vi opfører os som almindelige telekunder og f.eks. vil ændre i abonnementet.

Og når banken igen-og-igen skal modtage dokumentation for min bopæl i udlandet, selvom jeg ikke har en postadresse at angive på samme måde som i Danmark – og i øvrigt har pænt svært ved at fremskaffe nogen form for dokumentation på min tilstedeværelse, når jeg bor i et land, hvor alting står i mandens navn. (Hey ligestilling – du er en eksotisk sag!).

Eller når Mobile-Pay ikke længere vil tillade os at være med på overførsels-snedighederne, fordi vi ikke har en dansk bopælsadresse at linke vores danske konto og danske mobilnummer/simkort til. (Måske er vi hvidvaskende terrorister. Jeg ved det ikke. Og den flinke dame i telefonen er også lidt usikker på det).

Så bliver jeg en kende træt.

Og jeg tænker, at danske virksomheder og myndigheder muligvis tror, at alting fungerer på samme måde alle andre steder i verden. Fordi den danske model jo er noget så smart. Måske ligefrem den smarteste?

Og måske er det én af de største gaver, vi får i tilgift til alle oplevelserne og udfordringerne som danskere bosat i udlandet?

At vi lærer, at livet leves og ting foregår på lige så mange måder, som der er mennesker og kulturer.

At opgaver og problemer kan angribes og løses på forskellig vis – og at det faktisk slet ikke er farligt.

At mennesker muligvis ser forskellige ud på overfladen og taler forskellige sprog og tror på forskellige Guder, men at vi alle er fælles i vores grundsten og grundvilkår som mennesker.

At Danmark ikke nødvendigvis holder De Vise Sten på vegne af resten af verden.

At der i mangfoldigheden, nuancerne og forskellighederne ligger det reneste guld – også kaldet mellem-menneskelig eller interkulturel forståelse.

Det er i smagen, i adfærden, i tankegangen, i nye mønstre og reaktioner, at jeg mærker, at vi er blevet fremmede.

Ikke fremmede for os selv eller for vores familie og venner.

Men fremmede i systemet, i landet, i dets handlemåder, skikke og omgangsformer.

Og det må vi leve med.

Det er os, der har valgt at rejse ud.

Det er os, der må tage konsekvensen.

Men det gør det lidt svært at få lyst til at rejse hjem.

For hvor er hjem, nu?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Winter Wonderland

Vi har haft verdens hyggeligste julerejse fra DXB til CPH.

Med 2 x Familien M, som man kan ringe til og lege med undervejs.img_0183Og hænge ud med i Kastrup, mens de voksne venter for evigt på kufferterne, samtidig med at de hilser til højre og venstre og ønsker Glædelig Jul til alle de andre Dubai-danskere, som er med præcist samme fly på præcist samme mission som os selv.img_0191På vej til juleferie i familiens skød.

Og jeg skal da love for, at vi knapt er landet, før julestemningen indfinder sig hjemme hos Faster D og Onkel J, hvor Kusine Ferskenkind har pyntet juletræet så fint og hele stuen dufter af gran.img_0201Pigerne nyder brændeovnsvarmen i nye, lyserøde fleece-drømme fra Farmor – og der går ikke ret længe, så ser de kun indre film på sofaen. Helt væk efter en lang rejsedag.img_0202img_0204img_0197Næste morgen vågner vi op til en kold vintermorgen, der starter lige rigeligt tidligt pga. tidsforskellen mellem hjemme og hér. img_0212Udover 3 timer i tidsforskel, har vi mistet 20-22 grader henover et lille døgns tid – og dét kan i sandhed mærkes.

Men vi bliver ikke mere afskrækkede, end at vi straks må i flyverdragterne og ud på vandring med hundene i Grib Skov. Det er en fast tradition – uanset årstiden – når Ørkenens Døtre lander i Danmark,img_0217Her er fugtigt og mudret og koldt på dén der klamme måde, som altid får mig til at tænke, at man er vitterligt nødt til at have fået fædrelandskærligheden ind med modermælken for at kunne holde det danske gråsnuskede vejrlig ud.

Men lidt senere finder vi dét, vi drømmer om, når vi taler om Danmark om vinteren.img_0256Is på en sø. I skarpt solskin.

Mit hjerte smelter ved synet af pigernes umiddelbarhed og begejstring.img_0233img_0228Der skal ikke mere end lidt småstive klumper af sne til at gøre Ørkenens Døtre helt fjollede af lykke.img_0226Og jeg betragter dem, mens jeg ryster i buksen af kulde.

Dét her er, hvad jeg savner allermest i Dubai.

Natur.

Hvor børn kan lege helt frit og uforstyrret.

Med en pind, som skal stikkes igennem et tyndt lag is på en skovsø for at se, hvad der mon gemmer sig under den stivnede overflade.

Hvor der er ufriseret og upoleret – og hverken skilte, indhegning eller andre mennesker at forholde sig til.

Hér kan man trække vejret helt ned i lungerne og glemme tid og sted for en stund.

Og i dag er vintertilstanden endnu mere optimal.img_0263Det har sneet om natten, mens vi har fejret Fru Pitz’ 40 års fødselsdag i Charlottenlund – og pigerne kan knapt nå at spise morgenmad, før de skal skabe en bitte snemand og en ditto snehund i Farmors gård. img_0271Tilsat lidt sæbebobler.

Og imens pigerne får stillet sne- og kuldetrangen, seriebager Regnskabschefen æbleskiver til hele den pukkelryggede familie, der kommer til eftermiddagsgløgg. img_0272Der er julestemning på alle hylder i år.

Og et helt fantastisk julevejr.

Vi kunne ikke have bedt eller drømt om mere!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet