• ···

Verdens Værste Mor

“Heeeej, Emilie!”, udbryder jeg og bøjer mig ned for at kysse hende på panden, da jeg endelig finder hende i én af de sirlige rækker af siddende Kindergarten-børn. Hendes hud smager salt og håret er helt fugtigt af sved.

“Hér, Mummy, kan du fylde min water bottle up?”, spørger hun med et stort smil.

Det var Sørens.

Hvorfor har børnene ikke fået fyldt flaskerne op før de gik ud til Sports Day?

“Hvorfor kommer du så late, Mummy? Min Sports Day er allerede over og jeg har allerede gørt alle tingene, even den bouncy castle, som der var to af”.

Det lillebitte menneske ser op på mig med et trist blik.

“Hvad siger du, Mille? Jamen – det kan da ikke allerede være ovre? Klokken er jo kun lidt i 11, I skal da til at starte!”, svarer jeg.

Febrilsk, stakåndet og nu med paniksvedige armhuler.

“Oh, you just missed it all. Emilie did really great. She participated in everything”, konstaterer Miss Louise tørt, da hun ser mit vilde, flakkende blik.

“But….the secretary told me that KG2 would commence at 11”, svarer jeg. Forurettet. Med skuffelsen bølgende ind over mig. Parat til at tudbrøle, er jeg – hvis ikke det lige var for beherskelsens jerngreb, nu hvor bittesmå øjne betragter mig.

“No. KG2 classes are always on from 10”, svarer Miss Louise endnu mere tørt. Kan den kvinde snart blive tørere?

Jeg sætter mig på hug foran lille Mille.

“Mille, det her er jeg simpelthen så ked af. Skolesekretæren har givet mig helt wrong time, da jeg spurgte hende i morges, I am ever so sorry. Jeg lover dig, at vi finder på noget godt. Må jeg følge dig ind, så, i det mindste?”, spørger jeg med en klump i halsen og tårer i øjnene, mens jeg rækker ud efter hendes hånd.

“Det er okay, Mummy, jeg forstår det godt”, svarer Mille med et forsigtigt smil og slår armene omkring mig, som om hun så let fornemmer, at jeg er lige ved at krakelere. Over at have misset hendes allersidste KG Sports Day. Dér, hvor de stadig hopper i hoppeborg og leger med faldskærme, mens de synger. Den sidste. Næste år er det Big School og jeg kan næsten ikke bære det.

Jeg ringer til Martin, da Milles lille hånd har sluppet min.

Min livline.

Og mens jeg endnu har beherskelsens jerngreb om min hals, lader jeg tankerne strømme. “Og Mille ved så udmærket, at vi begge deltog ved Cilles Sports Day i mandags – og nu ved hun så også, at jeg ikke kom til hendes, men det var jo en komplet misforståelse. Jeg skulle aldrig have spurgt sekretæren om tidspunktet. Jeg skulle have ringet til dig. Men hun er jo dén, der sender tiderne ud, så kunne man ikke godt have troet, at hun vidste det?”, sukker jeg ned i røret til verdens tålmodigste mand, som lader min talestrøm sno sig i skuffede cirkler.cecilie-sports-day-2017img_4592-1img_4597-1Det betyder alverden for små mennesker, at deres forældre ser dem, når de optræder eller deltager i et eller andet. Alverden. At de kan vinke og pege og smile til de voksne, som står der med deres lysende stolthed. Og jeg elsker at være dén Mor, der vinker og peger og smiler igen.

Nu er jeg i stedet dén Mor, der misser øjeblikket.

Det fortæller jeg skolesekretæren lidt senere. Selvom hun udmærket ved det, for hun er selv Mor.

Jeg fortæller hende også, at jeg lige nu føler mig som verdens værste Mor, fordi melodramatikken i mit indre runger ud af min mund.

Det tager skolesekretæren lidt tid at få sagt undskyld. Hun har vist svært ved at acceptere, at hun er kommet til at give forkert information og dermed har fået skrammer på selvforståelsen, præcist som jeg selv.

Accept er – morsomt nok – det allersidste emne, Fru M kort berører på mit seneste selvudviklingskursus, der sluttede i tirsdags.

Accept af dét, vi ikke har mulighed for at ændre på eller gøre om.

Accept af dé ting, hændelser, uheld, ulykker og så fremdeles, der ligger uden for os.

Dér – uden for vores rækkevidde – hvor vi ikke har indflydelse og derfor må lade Universet råde.

Onsdag ender således – morsomt nok – med at blive en lille øvelse i accept.

Og Universet viser storsind ved at sende mig en overskuelig øvelse – trods alt. Der er jo ingen, der er kommet noget til. Der var tale om en Sports Day.

Jeg må acceptere, at sekretæren har givet mig et forkert tidspunkt. Det er et hændeligt uheld. Den slags kan ske for enhver.

Jeg må acceptere, at jeg således ikke får deltaget i Milles arrangement – og at jeg trods de allerbedste intentioner, får jokket lidt i spinaten. Et ganske menneskeligt træk. Den slags kan ske for enhver.

Og barnet?

Hun er selvfølgelig forlængst videre. Børn dvæler ikke på dén måde. De vader ikke rundt i kvælende kvaler. De accepterer. Intuitivt. Umiddelbart.

Sorgen sidder kun tilbage i Moderdyret, selvom hun arbejder intensivt på at genlære den accept, som Mille ejer så fint og naturligt.

Idealbilledet af Den Allestedsnærværende Mor har fået en fin ridse i lakken.

Og så kommer idéen til mig.

Jeg henter da bare Mille tidligt og inviterer hende til at vise mig alle de superseje aktiviteter, de havde om formiddagen på sports field. Og så filmer jeg hende, så vi kan vise det til Farmanden om aftenen, præcist som vi gjorde med Cille et par dage forinden.

Og barnet ser overrasket op på mig, da jeg henter hende tidligt i After School Club. Hun er helt med på idéen om at vise mig det hele nu. Selvfølgelig da!img_4670

img_4673

Og hun vil også gerne bage kager med mig om eftermiddagen, så forslåede Mummy kan få et formildende Mille-plaster på såret.

Således går Mille og jeg den forlængede weekend i møde.

Med fornyet energi og tro på, at alt godt kommer til os, sålænge vi prøver os frem og gør vores bedste.img_4652

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Elsker dig forevigt

fullsizerender2Min avatar og jeg ønsker jer hermed en aldeles vidunderlig og romantisk Valentinsdag – uanset om du synes at dagen er et amerikansk marketingstunt eller en skøn anledning til at fejre kærligheden.

Så hvis du ikke gider de hjerteformede ting i supermarkedet, så kys i det mindste dem, du elsker. Det er tanken, der tæller – ikke gavens eller handlingens størrelse.

I morges startede pigerne dagen med at overrække deres hjemmelavede, hjerteformede kort og en lille gave til Maricel, som blev oprigtigt glad for opmærksomheden. Hun har jo langt hjem til sin egen Valentine på en mærkedag som idag.

Og i skolen har Year 9 muntret sig med at lave love-triangle valentinskort mellem hovedpersonerne i Shakespeare’s stykke Twelfth Night. Det er der kommet de mest morsomme, lettere creepy-søde kort ud af. Og uanset at tonen flere steder er borderline uanstændig, så er det ihvertfald en sjov(ere) måde at lave personanalyse på end den sædvanlige.

I frikvarterne har gangene summet af flirtende teenagere, der har uddelt røde roser, kram, breve og bløde bamser i ét væk. Lidt uskyldigt og ret uimodståeligt – og så kan skolen kalde det for Friendship Day ligeså længe de vil.

Vi andre ved godt, hvad klokken er slået…

Hjemme når jeg knapt at lægge pakkenellikerne fra mig, før pigerne begejstrede udbryder: “Wauw, look, Mummy!” inde fra stuen.img_4633Han har gjort det igen.

Smeltet mit aldrende hjerte.

Med 25 langstilkede røde roser, hjerteformede chokolader og det sødeste kort.

Og pigerne stråler om kap med mig, mens de indtager hver deres buket med tilhørende kærlighedserklæringer fra Farmanden.img_4634Det rører mig dybt, at Martin sender blomster og chokolade til os på Valentinsdag.

Og det rører mig endnu mere, at Martin på fineste måde viser pigerne, hvordan en gentleman opfører sig.

Forhåbentlig vil hans adfærd i pigernes barndom danne præcedens, således at de – når de engang kommer til kurtiseringsalderen – har høje standarder med hjemmefra, som gør det nemt at sortere skidt og kanel.img_4636Jeg nyder synet af buketterne og nupper en enkelt ‘lade til min eftermiddagskaffe, selvom vi skal gemme dem og dele med Martin.

Jeg føler mig elsket og set.

I en sådan grad, at der kommer bacon på menuen i aften.

Vejen til Martins hjerte, er det. Bacon.

Og en vaskeægte Valentinsgestus, er det. Fra hans kone.bacon-642x428

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Den ultimative bagside

Vi har nu boet i Ørkenstaten i lige knapt 3 år.

Det er kort tid og lang tid.

Kort tid, fordi her er så skønt og der stadig er et helt overflødighedshorn af muligheder og oplevelser, som vi ser frem til at benytte os af.img_4521Lang tid, fordi vi nu begynder at mærke den ultimative bagside ved at bo i udlandet:

At skulle tage afsked med gode venner.

Fordi de vælger at rejse videre ud ad livets uforudsigelige landevej.

Hvilket er helt okay og forståeligt.

Og så alligevel ikke.

Hvorfor skal de absolut dét, når nu det lige gik så godt?

Da vi ankom til Dubai, hungrede jeg efter selskab og nye venskaber. Det var resultatet af mere end 3 års mental afmagring i Udkants-England, hvor flinke (faktisk virkelig flinke), men meget reserverede englændere udgjorde vores eneste mulighed for social omgang. Der var så få venner, at de kunne tælles på en enkelt hånd. Og det var heller ikke lykken, at sidde dér i et smukt hus og vente længselsfuldt på besøg hjemme fra Danmark.fullsizerenderI Dubai landede vi i det modsatte scenarie.

Her venter nye venskaber lige rundt om hjørnet. Det er ikke engang en joke. Jeg fik min første ven på et gadehjørne – og hun er stadig en af mine mest betroede veninder her 3 år senere.

Her til lands kan du få venner fra hele verden.

Jeg har venner, naboer og bekendtskaber fra Palæstina, Iran, Jordan, Egypten, Indien, Syrien, Holland, Bulgarien, Sverige, Norge, Australien, Irland, Canada, USA og Danmark. fullsizerender-1Oh, yes…

Vi er da naturligvis faldet præcist ligeså meget i ghettogryden, som vi anklager visse andre nationaliteter for at gøre i Danmark.

Vi bor i en hvidmands-ghetto sammen med alle de andre skandinavere og englændere, præcist som andre grupperinger ynder at bo samlet i ghettoer i Danmark.

Det er ikke så underligt, når man sådan tænker det igennem, vel?

For det er jo rarest, at dem, der bor lige omkring én, deler ens interesser og værdifællesskab, ikke?

Det er derfor, at nogle mennesker foretrækker at bo i en dejlig lejlighed i Vollsmose lige ved siden af deres gode venner og familiemedlemmer, tæt på de ting og aktiviteter, som de holder af i fritiden.

Det er derfor, at nogle mennesker foretrækker at bo i et nydeligt parcelhus på en villavej i Hørsholm med stisystem til børnenes skole, tæt på de ting og aktiviteter, som de holder af i fritiden.fullsizerender-2Vi indretter os alle således, at vi føler os allermest hjemme.

Og derfor er vi – danskere, arabere, indere og kinesere – interesserede i at finde venner fra vores egen “flok”, om man så må formulere det.

For vi taler samme sprog.

Nyder de samme ting.

Morer os over de samme skøre indfald.img_4541Fester og fejrer på samme måde.img_4562Det hele kræver bare færre forklaringer (og dermed mindre arbejde), når vi er sammen med mennesker, der har haft nogenlunde samme opvækst, taler samme sprog og har samme kulturelle baggrund.

Referencerammen ligger lige til højrebenet. Mageligheden længe leve.

Det er ikke politisk korrekt at vedkende sig, at tingene hænger sådan sammen.

Men vi ved det godt.

Lige børn leger bedst and all that jazz.

De fester og arrangementer, hvor alle kommer fra forskellige steder og hvor man klarer sig (mere eller mindre godt) igennem på engelsk, er bare mere anstrengende og man er nødt til at gøre en ekstra indsats for at ramme en fælles tone.

Jeg er tilhænger af at gøre begge dele.

Det er horisont-udvidende og sundt at lære mennesker at kende, hvor vi ikke deler modersmål, religion eller referenceramme.

Men i weekenden kører vi den hele vejen hjem på dansk til vores første, rigtige farvelfest.

For D & K.fullsizerender-3Det er næsten ikke til at bære, selvom damerne på billedet nu ser meget tilfredse og livsglade ud.img_4551Den kvindelige del af festen skiftes til at få pandaøjne af tristesse.

En uundgåelig følgetilstand af at skulle tage afsked, og vi hjælper venligt hinanden på skift med at rette op på eyeliner’en, når tårerne triller.

Men trods følelsesmæssige rutscheture, sørger vi selvf’ølgelig for at sende de to kære nordjyder godt afsted på en solid bølge af champagne, sprut og hummere.img_4524fullsizerender-4Hvor har vi haft mange sjove oplevelser sammen med de to nordjyder, der – efter godt og vel 10 år i en ørken – vælger at se nærmere på livet i 9000 Hasseris.

Jeg forstår godt deres valg.

De fik et tilbud.

Ét af den slags, der er for godt til at melde pas til.

Så nu bliver The Lakes-rækkehuset udskiftet med et skønt hus lige uden for Aalborg C – tæt på familie og gamle venner. Præcist som de har behov for og lyst til.

Og her er livet vel i virkeligheden ligesom dessertbuffetten?

Man kan lige så godt tage for sig af retterne og prøvesmage lidt af det hele.

For tænk, om det viser sig, at vi kun lever én gang?img_4531Kæreste D & K,

I vil blive umådeligt savnede i Dubai.

For jeres sjove, ærlige, boblende og varme personligheder.

Husk, at I altid er velkomne.

Her står der en gæsteseng klar – og vi er game!umm-al-quwain-6umm-al-quwain-8musandam-tur-eid-al-adha-2015-18

musandam-2016-6

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Lærer-hengivenhed

“Se, Mor, hvad jeg har lavet til Miss Sara”.

Cille står foran mig med tindrende øjne og fremviser stolt det fødselsdagskort, som hun har brugt hele eftermiddagen på at lave til sin klasselærer.

“Nu skal jeg bare lige op og lave en fingerring”, tilføjer hun, mens hun spurter op ad trappen.img_4508Inden i kortet er der lange, fabulerende tirader af lykønskninger og hengivenhedserklæringer.img_4509Det er simpelthen så rørende at se, hvordan Cille og hendes klassekammerater forguder deres lærer.

Jeg kan godt genkende lidt af det fra min egen barndom.

Fru Vandborg (R.I.P.) på Horne Skole havde også en særlig plads i mit hjerte hele vejen til og med 7. klasse, selvom jeg ikke forgudede hende i dén målestok, som Cille gør med sin Miss Sara. I Vestjylland ‘elsker’ man ikke på dén måde. Det er ganske enkelt for overvældende.

Kærlighedspalaver og store armbevægelser kører vi ikke med. Det er tovlig møj for møj.

Men det gør vi i Dubai.

Så på Miss Saras fødselsdag har Class Mum naturligvis indkøbt lagkage, blomster og gaver fra klassens fællespulje. Og hun møder op sammen med et par andre mødre for at børnene kan fejre Miss Sara med arabisk og engelsk fødselsdagssang og kagespisning, inden de skal hjem. Den slags initiativer er der tid og overskud til, fordi mange mødre ikke arbejder (uden for hjemmet).

Oven i den lille klassefest kommer så også alle de individuelle gaver, kort og blomster, som mange af børnene stolt overbringer Miss Sara.

Samme scenarie udspiller sig til jul, eid og sommerferie.

At give læreren gaver er standardpraksis i en Ørkenstat. Og det var det faktisk også i England.

Set med danske øjne kunne man måske opfatte det som et (lettere kikset) forsøg på “bestikkelse” eller “manipulation”, men det virker ikke til at vække opsigt eller være anstødeligt på nogen måde.

Og vores piger elsker at komme med en pakke til deres lærere op til jul og ved skoleårets afslutning. For det er jo grundlæggende herligt at forære noget pænt og dejligt til mennesker, man holder af.

Så vi køber gaver eller pigerne laver deres egne gaver, når og hvis de har tid.

Og vi gør det uden forventning om at få noget som helst andet retur end en god følelse i maven over, at pigerne stolt kan overraske og glæde deres lærere ved udvalgte lejligheder.

Men nok om skolelærere og gavegivning.

Nu er det weekend i en sandkasse, der fortsat føles overraskende kølig, selvom det nok er ret dumt at fortælle til en flok forfrosne danskere, der ser ud til at have sne nok til både kælketure og snemænd.

Det er tid til torsdags-flad-ud.

Med pizza, film, popcorn og dele-slumretæppe i sofaen med en Regnskabschef.fullsizerenderDet bliver ikke meget bedre.

Muligvis hvis man byttede aftenens Barbiefilm ud med en spændende dokumentarfilm.

Men alright.

Jeg kan ikke bestemme alting her i huset.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Den sporty type med løse tænder

Det er Sport’s Day i Secondary School.

Og det fejrer den virkelig sporty type med at hente fuldfede cappuccinoer på Costa Coffee.

I arbejdstiden.

Ups.

352 kalorier senere tænker jeg mit om dén beslutning.

Won’t happen again. 

Lige indtil næste gang.img_4448Fru Fitz og jeg har brug for seriøs mokka at styrke os på. Skolens tilbud om Nescafé i lærerværelset rækker ligesom ikke til dagens dont.

For Sport’s Day trækker tænder ud, om man så må formulere det.

Ikke at jeg springer højdespring i mine ballerinaer og det til lejligheden så (u)passende gymnasielærer jump-suit. Næh nej. Vi har en langt mere udfordrende opgave på Sport’s Day.

Én, der kræver sportsmanship.

Én, der kræver, at man virkelig er en good sport.

Vi arbejder nemlig med de elever, som ikke har skrevet deres personlige afgangsprojekt for Year 11 i tide.

Der er indleveringsfrist om 2 dage.

Indleverer og består de ikke, så dumper de i teorien hele IB Middle Years Programme og skal genindsende deres projekt i november, hvor de i virkeligheden har rigeligt travlt med at lære at gå i Year 12 på det første af to års intensivt diplomkursus (der svarer til 2.G og 3.G).

Det er ret alvorligt.

Men svært at tage alvorligt, når man er teenager og har tusind andre ting at lege med.

Eleverne har ellers haft alverdens muligheder for at få skrevet projektet siden skoleårets start.

Der er workshops, ugentlige helpdesks, 1:1 tuition, faglærere, som står til rådighed som mentorer igennem forløbet, informationsmøder, hvor mor og far må komme med og høre mere – og masser af andet lakridskonfekt, man kunne have stukket fingrene ned i.

Hvis man havde gidet.

Men der var så meget andet at rive i.

Så meget andet at tænke på.

Så mange andre ting, der var sjovere eller vigtigere.

Jeg forstår det godt.

Engang var jeg også 16 år, selvom det er 22 år siden.

Og så forstår jeg det alligevel ikke helt, fordi det netop er 22 år siden.

For hvis ikke man kan blive opslugt og involveret i et selvvalgt projekt helt efter egne præferencer og interesser – hvad fanden skal der så til for at begejstre og motivere til læring?

Og hér sidder jeg så inden døre i et dystert mødelokale på Sport’s Day, mens alle andre er ude for at spille basket og fodbold. Hér sidder jeg med rettepennen i hånden og svinger mellem at græmmes og føle stor medlidenhed over for de her unge mennesker, der er håbløst bagud på point.

I mit indre mærker jeg pludselig en stor og dyb taknemmelighed for at arbejde i Secondary School, mens vores egne børn er små.

Jeg ville ikke have klaret teenage-attitude hele dagen på arbejde og så også derhjemme.

Så når pigerne bliver teenagere, kunne jeg måske arbejde med yngre børn?

“Dén tid, dén sorg. Dén nat, dén glæde”, som Bedste Sigrid så tørt ville have sagt det.

Og heldigvis er der da også nogle af de store elever, som ender med at takke Fru Fitz og undertegnede for vores ekstraordinære sportslige indsats.

Eleverne er jo også good sports selv. Selvfølgelig er de dét.

In the end.

Efter lidt insisteren og et skvæt stram tante.

Hjemme i privaten er opgaven knapt så tung at løfte, selvom den også får mig til at svinge frem og tilbage følelsesmæssigt.

Denne her bitte-lille spire har fået sin første rokketand.img_4444Moren føler, at det er alt for tidligt, selvom Cille var ligeså hurtigt ude.

Men Mille er jo ‘den lille’.

Og hun finder det både spændende og angstfremkaldende.

Der er tusind spørgsmål om tandfeer og rokketænder, om nye tænder og slugte tænder.

Jeg ved snart ikke.

Kan vi ikke bremse tiden bare et øjeblik, så jeg kan nå at inhalere duften af uskyld, før hun pludselig står foran mig med store, bøjlebefængte tænder i stedet for små, løse mælketænder?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sne i en ørken

Min indre besjæling med vejret fortsætter derudaf.

Derfor byder weekenden på en fin kombination af indre tumult, regnvejr og sandstorm, som udvikler sig til én stor pærevælling af en sandkage med dertilhørende væltede palmer og træer i hvid-mands-ghettoerne.

Dubai er ikke bygget til regn og kulde. Let’s face it.

Der drypper vand fra loftet i den ellers så nydelige restaurant, hvor jeg dulmer mit Mor-savn i en balje hvidvin fredag aften. Men vi er efterhånden vant til at bygningerne græder, når det regner, så vi finder bare en stofserviet og et vandglas frem, som dråberne kan droppe ned i, mens vi spiser ufortrødent videre. Who cares anyway?

Ingen gider forsegle vinduer og døre sådan for alvor.

Ingen gider reparere huller i tagene eller lave ordentlige dræn og afløb.

Det regner jo aldrig i en ørken – lige indtil det rent faktisk gør det.

Denne gang når vi ikke sidste års stormvejrshøjder, så jeg kan desværre ikke fremtrylle billeder af nyetablerede floder eller kajaksejlads i villakvarterer. Men sådan hér så der ud tilbage i marts 2016:

Det var såmænd blot en regnvejrsdag

I stedet for brusende vandmasser, får vi denne gang en usandsynlig koldfront ind over os.

Nu er det ikke sådan, at jeg forventer den helt store medfølelse eller medynk fra Dannevang, når jeg fortæller, at der pludselig kun er 10-12 grader “varmt” i en Ørkenstat.

Jeg ved godt, at vi ikke kan battle på windchill-faktor og gemen råkulde med jer i det kolde nord, men I må forstå, at det er et kulturchok af dimensioner, når vi er nødt til at finde strømper frem for at kunne gå på de evindelige flisegulve. Og vi har ingen radiatorer eller brændeovne, så vi må rode i gemmerne efter en bette sweater og tilberede varm cacao, mens vi betuttede ser ud på regnen, der driver ned ad ruderne og danner finurlige mønstre i samarbejde med det allestedsnærværende sand.

Faktisk bliver her så koldt, at der på landets højeste punkt – bjerget Jabal Jais i Ras Al Khaimah – er et gedigent snefald (og -2 grader), så der kan produceres emirati-snemænd for første gang i mands minde.

https://www.facebook.com/GulfNews.UAE/videos/1391624300903824/

Uventet sne, regn og vind gør, at vi bøvler rundt med alle arrangementerne, der løber af stablen her i de koldeste måneder, hvor sportsfolk og andet godtfolk kan udholde at udfolde sig udendørs.

http://gulfnews.com/news/uae/weather/temperature-dips-as-strong-winds-hit-uae-1.1972454

Omega Dubai Desert Classic, Tour Dubai og RedFestDXB for blot at nævne et par af de arrangementer, som må aflyses og/eller udsættes, fordi kraftig blæst i en ørken er lig med sandstorm. Og sandstorm er noget shit. Det bliver man hundesyg af at være ude i.img_0273 Ikke overraskende bliver Mille ramt af sin tilbagevendende allergiske bronkitis-lignende hoste, lige så snart der er sand i luften. Men vi ved præcist hvordan vi skal behandle hosten nu – og i dag er hun igen frisk som en havørn.

Og efter storm kommer som bekendt stilhed.

Både i den ydre verden og i min indre verden.

Efter regn og tårer hæver der sig en fin, klar vinterhimmel med cirrusskyer og spæde solstråler, der lover forår og bedre tider.img_4434Det er næsten rart at skutte sig en smule i kulden nu. Næsten.img_4433Og mens jeg betragter Cille, der træner golf og Mille, der løber omkring med en lille veninde, sender jeg kærlige tanker afsted på ryggen af et vindstød til min Mor, der burde sidde lige hér ved siden af mig med klikkende strikkepinde og kaffe i et krus.img_4438Det er okay.

At savne.

For det betyder, at jeg har fat i noget dejligt og vigtigt, som jeg hverken kan eller vil slippe.img_0274Till next time, Mormor.

Her er alligevel også alt for koldt til dine svømmeture og formiddage ved poolen lige nu.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Besjæling

I dag afspejler naturen min sindsstemning til perfektion.

I litteraturen er det dét fænomen, der (på engelsk) kaldes for pathetic fallacy og som anvendes i stor stil af forfattere, uanset genre.

På dansk hedder denne form for billedsprog ‘besjæling’.

screen-shot-2017-02-02-at-16-39-01

Og jeg er stærkt besjælet med dagens vintervejr i Dubai, der byder på blæst og jordnære, rullende skyer af sand, som får øjne til at løbe i vand, næser til at nyse og halse til at hoste tørt og kradse som sandpapir.

Kroppen er i en form for irritabelt alarmberedskab, når der er sandstorm.

Og sådan føles mit indre også.

Irritabelt. Træt. Støvet.

Føj hertil en mulighed for regn, hvilket er ekstraordinært mærkværdigt i en Ørkenstat.screen-shot-2017-02-02-at-16-33-58

Regn er der også i mit indre.

Og årsagen er at finde i den ydre verden.

Mormors ferie er nemlig ovre og i morges har hun sat sig til rette i en metalfugl med nordgående retning.

Bag sig har hun efterladt en lind strøm af gode sager.

De sødeste afskedsbreve og pengegaver til pigerne.img_4411Gærdej i køleskabet, så jeg let som ingenting kan bage boller til Martin i morgen tidlig, mens han sover velfortjent længe.

Knasende knækbrød til madkasserne.

Smukke roser til mig, fordi jeg er mig.img_4380Og selvom det varmer om hjertet at mærke hendes tilstedeværelse efter afrejse, så gider jeg det fandeme ikke.

Hun skal være lige hér og kaffesøstre den i al evighed med Mille efter skole.img_4396Hun skal være lige hér og begejstres med de stolte forældre over en Cille-pige, der stråler af glæde over at synge kor til skolens musical.img_4392Hun skal være lige hér til at gå aftenture med mig.

Til selvforkælelse med massage og pedicure.

Til at strikke i takt til golfslagene, når pigerne er til træning.

Til at jamme med mig over livets store og små spørgsmål.img_4344

Hun skal være lige hér til at tage ud på nye, åbne vidder med mig.sejlads-med-affan-1Hun skal være lige hér til voksenhygge og deling af stort og småt, der rammer vores lille familie.img_4348Og det er hun ikke mere.

Hverdagen kalder på hende hele vejen fra Danmark.

I virkeligheden er det jo en god ting.

At min Mor har et velfungerende arbejdsliv og en masse aktiviteter at tage sig til i sin egen tilværelse.

I virkeligheden er det dybt egoistisk, at jeg vil have hende her hos mig og for mig selv.

Det er jo en gave at hun har tætte familiebånd vidt og bredt, gode venskaber, flinke naboer og en masse hobbies, som holder hende beskæftiget og glad i låget.

Jeg skal bare lige over den næste uges tid, hvor savnet gør ondt, ondt, ondt.

Og under disse så sørgelige omstændigheder er det jo et umanerligt held, at jeg har 3 venner i nøden, som velvilligt indvilliger i at dulme sorgen og længslen med store pizzaer i sofaen, en familiefilm fra AppleStore og et ærligt sukkerchok til dessert.

Mor, kom nu snart igen.img_4404Du skal kilde Cille i sofaen.

Du skal holde min hånd, når vi går tur.

Du skal kramme Mille efter skole.

Jeg savner dig inderligt.

Og der er så frygtelig lang tid til vi ses igen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

The Mistress

“Hej Skat, hvordan går det?”, spørger jeg med udpræget venlighed ned i mobilen.

Mormor, Mille og jeg ligger ved pool’en på en langstrakt, lun vinterdag.img_4335“Jamen det går sådan set fint. Jeg har fået sendt de vigtigste mails”, svarer Regnskabschefen fra sit interimistiske skrivebord i spisestuen.

“Nå, det lyder da dejligt”, svarer jeg, mens jeg tester vandene.

“Skulle du så ikke tage at komme herover til poolen og få en frisk dukkert?”, fortsætter jeg.

“Joeh, det kunne da godt være. Er I ikke stået op og er I så ikke færdige med at bade?”, spørger han, helt uskyldigt.

“Nej, slet ikke, Skat, Mille vil vildt gerne bade med Farmand”, returnerer jeg med forstørret entusiasme.

“Og nu du er ved det, ikke? Kunne du så ikke lige lave lidt kaffe til os og medbringe lidt snacks, så er du sød”.

Klik.

Forbindelse afbrudt.

Finito.

Jeg fik den reelle besked leveret. Muligvis ikke ligefrem med elegance, men så er det jo et held, at Regnskabschefen er den ideelle medspiller.

Prøv at se ham engang – hvor sød og rar, han er – selv når han bliver snydt og udnyttet.img_4336Jeg er heldig på så mange planer. Med min familie og med livet sådan helt generelt.

Weekenden har virkelig været én lang daseferie for undertegnede og resten af slænget.

Og den slutter alt, alt for brat.

På en solskinssøndag.

Så med skuldrene på rette plads og et trav så langsomt, at det snarere kvalificerer til vaden, får jeg forsigtigt gennet to små skolepiger ind i deres klasser og mig selv ind i Year 9.

Jeg spiller meditationsmusik for teenagerne, mens vi diskuterer og læser om transgender. De ser også ud til at kunne bruge en rolig morgenstund, ligesom jeg selv.

Hvorfor skal skolen også starte så forbandet tidligt i en Ørkenstat?

Og der er no way, jeg kan starte ud for fuld speed idag. Det er menneskeligt umuligt efter den mest afslappende og beroligende weekend i kvindes minde.img_4313Vi er bogstavelig talt blevet vugget til en salig indre ro.

Ombord på The Mistress.img_4323 Den fineste katamaran, som vi har været så heldige at blive inviteret ombord på af de sødeste, mest gavmilde mennesker.

Vi nyder en hel fredag på havet. img_4327For fulde sejl.img_3503Vindens susen i ørene og sejldugens blafren er den eneste lydkulisse til den ene vidunderlige udsigt efter den anden.

Hvis man da vælger at sidde og kigge ud og ikke direkte op i den blå himmel.

Det er nemlig heller ikke værst at lægge sig helt fladt på ryggen og mærke bølgernes skvulp og sende gode tanker lige op i himmelrummet over os.img_4315Vi stævner ud fra Dubai International Marine Club (DIMC) i Dubai Marina og passerer The World-øerne, den nye Water Canal og hele Dubais fænomenale skyline med ikoniske Burj Al Arab, Jumeirah Beach Hotel, Burj Khalifa og så fremdeles.

Kaptajnen er en yderst erfaren sejler, som elegant manøvrerer sejlene fra tid til anden. Han kender sin katamaran til fingerspidserne og lader sig ikke distrahere af børn og voksne, der hopper omkring eller sidder på rebene på det forkerte tidspunkt.

Vi socialiserer, snack’er og snakker i et væk og skifter position nu og da, når et eller andet spændende dukker op i farvandet.img_4307Efter et par timers sejlads sænker Kaptajn Affan ankeret i en lille bugt ud for Four Seasons-hotellet. Her er vandet cirka 6 meter dybt, og han trænger til en forfriskende dukkert i det klare, kolde havvand.img_4320Mange af bådens gæster hopper i havet, der ‘kun’ er omkring 20 grader varmt for tiden. Alt for koldt til forkølede, rustne Kaalund-vikinger, der gerne lige venter en måned eller to, før det bliver sådan for alvor rart at bade igen.

Vi er også allesammen blevet dødsultne af den friske havluft og laver det lækreste sammenskudsgilde til frokost, mens vi skåler i champagne.img_3493Pigerne spiser kun lidt og bruger det meste af tiden på at balancere rundt på båden, der er noget så spændende med trapper og gode gemmesteder. De klatrer og snor sig og dypper hænder og fødder i det brusende havvand.

Lige indtil Mille bliver lullet i en fredfyldt middagssøvn og Cille bliver hypnotiseret af at spille spil på mobilen for en stund.img_3504Min Mor og jeg stornyder udsigten og selskabet.

Det er en helt unik oplevelse for hende at tage med hjem i bagagen til det kolde, mørke nord.img_3497Og da solens stråler bliver lange og sweateren må findes frem fra rygsækken til at varme kuldskære kroppe, glider vi let og elegant ind i marinaen igen.

Kaptajnens kone tilslutter elektricitet på kajen og så drikker vi dampende varm te og kaffe, mens vi fortærer hendes lækre frugttærter som afskedssalut efter den skønneste dag.

♥ Tusind tak, kære Affan’s, fordi vi måtte være med og få denne oplevelse sammen med jer ♥

Vi kommer igen, ligeså snart det kan lade sig gøre – for dét her er da den bedste fredags-aktivitet ever!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Angsten for rudekuverter

Pensionsselskaber.

Pengeinstitutter.

SKAT.

Forsikringsselskaber.

Kommunen.

Revisoren.

Nem-ID. Slem-Idé.

E-boks. Nutidens rudekuverter i elektronisk postkasse.

Jeg oplever en (gudskelov forbipasserende) panikangst, når elektroniske rudekuverter indløber i min E-boks.

Panikangst på den der håndfladesvedende, hjertebankende måde, som gør, at min hjerne ryster i dens skal, og lystavlen derfor kun kan fremblinke et tøvende spagt “jeg fatter ingenting”.

Skuldrene synker og jeg bliver helt lillebitte og ubehjælpsom.

Så langt det meste af tiden bliver dokumenter og transaktioner ordnet af Martin.

Det er sødt af ham. For han ved, at jeg kløjs i det.

Men det er også en dum renden-fra-ansvaret, er det.

Jeg er 38 år og kan faktisk godt læse.

Det er på tide, at jeg bliver mere end bare forklædt som voksen.

Og både min fornuft og erfaring siger mig, at det er pissevigtigt at læse og besvare beskeder fra offentlige myndigheder, banker, pensionsselskaber og andet godtfolk, som kan komme til at gøre nogle virkelig åndssvage ting, hvis ikke man får fat i dem i tide og får forklaret sagens rette sammenhæng.

Problemet med alle de her breve fra pensionsselskaber og SKAT er, at de er formuleret i et arkaisk, klerikalt sprog, som ingen forstår et dyt-dyttelyt af, medmindre de er virkelig kloge og muligvis selv arbejder inden for området, eller har gået på et eller andet snedigt juridisk eller økonomisk kursus på CBS.

Tror jeg nok.

Eller også er det bare en trøste-bortforklaring som jeg forærer mig selv, når jeg føler mig lost in translation i Bermuda-trekanten mellem bank, SKAT og revisor.

Det er følelsen af at være dum, som jeg opponerer imod.

For der findes da ikke ret mange værre ting end at føle sig inkompetent og ignorant, gør der?

Og hvorfor skal det være så svært at forstå en årsopgørelse fra SKAT eller de juridiske betingelser for sammenlægning af to pensionsopsparinger?

Er jeg den eneste i verden, som ikke forstår et huk af det?

Seneste rudekuvert – som tilmed var et gammeldaws fysisk et af slagsen – angriber jeg her til aften med en fundamentalt ny tilgang.

Nu bliver det på Tines måde.

Så i stedet for et ubehjælpsomt forsøg på at replicere Danica’s slimhindeudtørrende funktionær-lingo, skriver jeg til dem, som det løjerlige menneske, jeg nu engang er.screen-shot-2017-01-25-at-20-53-34Og jeg håber inderligt, at modtageren – som jeg forestiller mig er en slank, tørvetrillende mand i starten af 40’erne, der er ivrig triatlet i sin fritid – får dagens sundeste, mest hjertelige grineanfald, når han læser mine henvendelser skrevet på min måde og fra min side af virkeligheden.screen-shot-2017-01-25-at-21-08-04Sådan.

Ikke så meget fis.

Kun en kende sarkastisk distance til modtageren, som rent faktisk fortjener det, når nu de i deres fine rudekuverter beder om at alting skal foregå på præcist samme måde i udlandet som i Danmark.

Så kære Danica –

Tax Identification Number (TIN) findes sjovt nok ikke i et land, der ikke har et skattesystem.

Og nej, jeg kan så heller ikke lige kontakte de ikke-eksisterende skattemyndigheder for at få nummeret oplyst, i tilfælde af at min bank ikke kender til det.

Jeg kan heller ikke lige sende mit nye CPR-nummer eller de oplysninger, der står på mit ikke-eksisterende sygesikringsbevis, fordi…du har gættet det…vi kører sgu’ heller ikke lige med CPR og offentlig sygesikring.

Godnat, Skat.

Og Danica, ikke at forglemme.

Sov godt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Al Ain

Road trip, Baby!

Ind i mellem får jeg sådan en ubændig trang til at prikke hul.

På Dubai-boblen, that is.

På den velduftende, komfortable, luksuriøse, ukomplicerede boble, som holder mig og resten af familien så nydeligt isoleret fra dét, der måske kunne kaldes for den virkelige virkelighed.

Den slags virkelighed, som stinker og udfordrer øjne, sind og næser.

Den slags vinkler på verden, som viser dens virkelige kompleksitet, dens prægtighed og hele spektrets farver.

Dén version af verden findes også i De Forenede Arabiske Emirater.

Men du er nødt til at rejse dig fra solsengen på den private strand på dit civiliserede 5-stjernede hotel og tage på udflugt for at se det.

Og hvis du bor her, er du nødt til at trille bilen uden for din indhegnede First World ghetto for at se, at lokalbefolkningen er så meget andet og mere end de klassiske, fredags-udsmykkede processioner igennem Dubai Mall. (Som jeg i øvrigt er fan af. Findes der noget mere elegant end en flok emiratier, der diskret sender eksklusiv oud-duft ud i alle retninger, mens de svæver ophøjet forbi i deres imponerende nationaldragter?)

Min udlængslen bevirker, at Mormor nærmest ikke når at få smidt vandreskoene og fundet sand-sandalerne frem, før jeg stopper hende, et par børnebørn, en madkurv og en nødtørftig weekendtaske ind i Regnskabschefens bus.

Turen går til Al Ain, der ligger i emiratet Abu Dhabi, grænsende op til Oman. Her har vi aldrig været før.united_arab_emirates_mapAl Ain er en af de store oaser i det støvede Ørkenland, hvor naturlige, underjordiske kilder under Jabal Hafeet-bjerget har muliggjort dyrkning af afgrøder og opdræt af dyr igennem årtusinder.

Og tanken om den sjældne grønhed midt i et goldt månelandskab er dét, der lokker mig afsted. Ud på nye græsgange.img_4209Og Al Ain skuffer ikke.

Her ved foden af Jabal Hafeet – i Green Mubarrazzah – er bakkerne beklædt med sukkulenter og græs, som vandes dagligt med kildevand fra bjergene via et virvar af sindrige vandingskanaler og rør.img_4202Hér kan man klatre højt op på egen hånd og løbe rundt uden konstant supervision og voksen-indblanding.

Det er en højt skattet form for godt børneliv, som stort set aldrig kan lade sig gøre i Dubai.

Hér kan man få udlevet behovet for at klatre i træer.img_4215Hér kan vi indånde frisk bjergluft og spise picnic i fuldkommen ro og fred.img_4206Da solen har brændt sig rigtigt igennem januar-skydækket, begynder vi vores opstigning ad den brede, asfalterede bjergvej. Her ses Green Mubarrazzah halvvejs oppe ad Jabal Hafeet.img_4231Knapt 1249 meter over havets overflade har vi dette betagende syn ud over Al Ain by og marker.img_4217Om eftermiddagen indlogerer vi os på Mercure Grand Hotel.

Det eneste hotel på bjerget, så der er ikke meget at rafle om.img_4220 Og stedet er helt okay. Landligt. Lidt ubehjælpsomt. Men den positive, menneskelige intention er der – og den slags tæller mere end antallet af stjerner.

Pigerne insisterer på pooltid, men lærer hurtigt, at her er pivkoldt i forhold til Dubai.img_4218Så vi trækker os tilbage indendøre. Mormor strikker. Pigerne spiller på telefonerne. Jeg taler som et vandfald. Alt ved det gamle.

Og senere nyder vi den lysende aftenudsigt fra toppen af bjerget.img_4225Og spiller lidt UNO efter fredagens fiskebuffet.img_4223Vi sover i øvrigt som små rullesten hele natten. Mætte af oplevelser og udeleg i den friske luft.

Næste morgen har jeg besluttet mig for at skippe let og elegant hen over Al Ain ZOO, som egentlig er hovedattraktionen for turister med børn.

I stedet kører vi til Al Ains kæmpestore kamelmarked og oplever virkelighedens dyrehold helt tæt på.img_4240Her står i tusindvis af kameler, geder og får i små indhegninger og folde, mens de venter på at blive solgt eller vraget og efterfølgende læsset på lastbil, så de kan komme hjem til arabiske bondegårde.img_4244 Stanken er overvældende.img_4238Det er lydkulissen også ved flere lejligheder.img_4235Det her er så eksotisk og fremmed, at vi holder i hånd og går forsigtigt fra fold til fold, mens vi forsøger at hilse diskret på bønderne uden den helt store øjenkontakt.

Vi er de eneste turister i miles omkreds – med undtagelse af 3 andre, der også har forvildet sig ud på lokalsafari. De fleste af mændene er flinke og vil gerne fremvise deres dyr til pigerne, men der er også enkelte intimiderende typer, som råber og ler og tager billeder af store, hvide damer fra mærkelige, kolde lande.img_4245Her ser vi også hvordan emiratier og pakistanere arbejder ihærdigt sammen. De prutte priser og laster dyr. De parlamenterer og får fremvist kamelernes tråd og tænder.

ZOO havde helt sikkert også været dejligt. Men kan det slå oplevelsen af at hilse på et nyfødt gedekid, der står på sine rystende, usikre ben og med dugfrisk navlestreng, der dingler under den lille bug?img_4243I min lille verden er dette her øjebliks-goddag så smukt.

Mille tøver ikke et øjeblik med at blive gedemor, hvis bare jeg ville give hende lov til at holde bukkebruse i baghaven. Og Cille fornemmer intuitivt, at det lille kid kalder efter mor, så vi hellere må få det bugseret retur i folden.

Jeg samler på denne her slags oplevelser i mit hjerte.

Efter kamelmarkedet kører vi ind til byen, hvor Al Ain Oasis ligger i den gamle bydel. img_4247Oasen er en dadelplantage med ca. 150.000 palmer ejet af ca. 100 emiratier.

Plantagens palmer vandes med bjergvand en gang om ugen og beskæres ved håndkraft af palme-gartnere, som klatrer til tops med en sav under armen.img_4250Vandet fordeles på det store område via et kanalsystem, som Mormor og pigerne lige må se nærmere på.img_4248img_4249Hvis ikke vi var småsultne og småtrætte, ville det have været fantastisk at gå stille omkring i palmelundene.

Lyden af rindende vand og kvidrende fugle får byens summen til at forstumme, og vi føles os hensat til en jordbunden version af Paradisets Have.img_4251Oasen byder – udover dadelplantagens havelabyrinter – også på muséer, caféer og udstillinger om dadeldyrkning, overrislingsmetoder m.m., som vi ikke nåede at se nærmere på, fordi vi gjorde kort proces ved at lade en venlig vagt fragte os rundt i en golfvogn i stedet.

Men: Kunne man nu få den fuldautomatiske og alt-for-smarte cykeludlejning til at fungere OG havde man så oven i købet husket en madkurv, så er der rent faktisk adskillige timers stille (og helt gratis) nydning i Al Ain Oasis.img_4252 Jeg er vild med Al Ain.

Jeg er også vild med de skønne madammer, jeg delte oplevelserne med.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Moaaaaar!

Jeg er pænt oppe at støde fra det øjeblik, jeg slår øjnene op her til morgen.

Hvorfor dog?

Så spændende kan mine weekendplaner vel trods alt ikke være?

Men det er de.

For de inkluderer min Moaaaar!

img_4190

Can. Not. Wait.

Og derfor har jeg (meget snedigt) indlagt hyggelige eftermiddagsplaner, så tiden ikke bliver alt for lang, når nu metalfuglen fra Danmark ikke lander før ved 23-tiden i aften.

Min Mor var her sidste gang i april 2016, men det føles som en evighed siden.mormor-paa-besoeg-i-april-1Og jeg kan ikke vente til vi har hende her hos os igen.

For selvom det er skønt at være sammen i Danmark, når vi holder sommer- og juleferie, så er der noget helt særligt ved at have hende hér hos os.

Midt i vores hverdag.

Midt i alt dét, som vi er så begejstrede for og gerne vil dele med dem, vi holder af.mormor-i-dubai-nov-2015-9Det betyder alverden, at Mor er der, når vi åbner hoveddøren efter endt skoledag.

At vi kan drikke kaffe sammen i haven.

At hun går ved min side på aftentur i ghettoen.

At vi køber ind og laver mad sammen.

Bittesmå, nærmest banale ting, kan det måske synes som.

Men det er det ikke.

Og det finder man ud af, når man flytter så langt væk fra ens Mor, at det aldrig nogensinde kan lade sig gøre lige at droppe forbi til eftermiddagskaffe eller lokke Mor til at bringe aftensmaden over, passe børnene en fredag eller sylte rødbeder, som man er kommet til at love, at man da naturligvis har med.

Det er et privilegium at bo i nærheden af ens Mor – og det har jeg egenhændigt valgt fra, siden jeg fyldte 18.

Tosset, dét er jeg.

Og så alligevel ikke.bab-al-shams-m-mormor-nov-2015-5For mor-datter-samværet bliver mere intenst og værdsat med stor inderlighed, når tiden er dyrebar.

Og præmisserne for samværet og fællesskabet er helt anderledes.sheikh-zayed-grand-mosque-med-mor-7Nu udforsker min Mor og jeg ting og steder sammen, i stedet for at aftale praktiske gøremål med og for hinanden.sheikh-zayed-grand-mosque-med-mor-9Vi griber og nyder de oplevelser og muligheder, vi får, fordi vi bor i udlandet.the-world-islands-med-mormorJeg prøver ikke på at sige, at det er mere nobelt at flytte så langt væk fra Mor som muligt.

Overhovedet ikke.

For langt de fleste fungerer det fantastisk at bo tæt(-tere) på hinanden.

Nogle gange drømmer jeg om det samme.

Og jeg ved præcist hvordan det føles og fungerer med familien tæt på i dagligdagen – for min egen Mormor, Farmor og Moster bor/boede meget få kilometer fra mit barndomshjem.

Men Martins og min egen eventyrlyst vinder gang på gang over tryghedstrangen.

Der er – muligvis – kun ét liv at leve, og så må vi alle sammen tage ansvaret for at forme det, så vi lever til fulde.

Og én af de helt store glæder ved udlandslivet er, når vores nærmeste og kæreste har lyst til at dele det hele med os.the-world-islands-med-mormor-2Kom nu, Mor.

Jeg savner dig, så det gør helt ondt.

Kom nu.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Helstegt pattegris og et hav af tårer

“Madam, I feel okay now. I no longer cry when I am in my room. I am not crying when I see my son on Skype”.

Maricel står foroverbøjet og hakker sirligt rødløg til aftensmaden.

“The first days back here, my tears kept coming and coming”.

Jeg snitter peberfrugt på min side af køkkenbordet og kigger diskret over på hende.

Hun er stadig dybt berørt af den nylige afsked med sønnen og manden.

Vi undgår øjenkontakt, for ellers vil endnu et hav af tårer stige op i hendes øjne.

Maricel kom retur for en uge siden.

Og det har ikke været nemt for hende at komme tilbage efter en måneds ferie på Filippinerne.

Det kan ikke overraske nogen, at hun har nydt at være tilbage i familiens skød efter et helt års adskillelse.img_4147 “First time I come here in Dubai, Madam, I was so nervous and excited and it felt easy to say goodbye.”

Maricel stopper op og ser eftertænksomt over på mig.

“But this time when I said goodbye, it was not so easy. I cried and cried in the airport and on the plane, because now I know what this life is like. But Madam, I was so happy to see the presents you prepared for me in my room and I sent the pictures to my husband so he can see how kind you are to me”.

Og jeg fortæller hende, at jeg har haft ondt i maven i flere dage ved tanken om den afsked, som hun har taget med sin søn, mand og familie.

At denne her situation på mange måder er helt urimelig at stille et menneske i.

At verden er et uretfærdigt sted, hvor behovet for at tjene penge tvinger mennesker til at tilsidesætte stort set alt.

At vi er dybt taknemmelige for, at hun kom tilbage til os.

“Are you sure, you want to stay another year?”, spørger jeg hende forsigtigt.

Hendes arbejdsvisum skal snart fornyes, hvis hun ønsker det. Og uanset hvor gerne vi vil have hende til at blive boende hos os, er der kun én til at tage beslutningen om, hvorvidt det er afsavnet værd at tjene en bedre løn i Dubai end i Filippinerne.

“Would you rather be home with your son?”, fortsætter jeg.

“But, Madam, I didn’t live with my son back home. I lived in the house of the Chinese lady, remember? I did the same like here and my grandmother took care of my son then, too”, svarer hun. “I promise you I will stay in Dubai as long as you are here”.

Det er – sådan helt egoistisk – rart at høre, at hun vil blive hos vores familie. For selvom det måske lyder som en kliché, så betyder hun uendeligt meget i vores liv.

Og selvom det piner mig at være medansvarlig for at Maricels søn må undvære hende i et år ad gangen, så har hun selvfølgelig egenhændigt valget om at blive eller ej.

Og mens hun er hér, skal jeg sørge for, at hun bliver behandlet pænt og respektfuldt – og at hun bliver ordentligt betalt for sit arbejde.

Maricel afbryder min tankerække.

“Did you see my message, Madam? I sent you pictures from my sister’s wedding and the roasted pig you gave as a wedding present”.

“Let me see…”, svarer jeg med et smil og finder billeder af både prægtigt kaalundsk svin og det yndige jule-brudepar.img_4158img_4161

Når savnet lægger sig og hverdagens trummerum indfinder sig, må jeg høre langt mere om hendes gensyn med familien derhjemme.

Hun skal bare lige have lidt tid til at komme sig over returchokket.

Og fred til at rede tankerne og følelserne ud.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet