Fødselsdags-Mor

Jo ældre, jeg bliver, jo mere taknemmelig bliver jeg for min alder og for det år, der er gået med de op- og nedture, livet nu engang byder på.

43 fine år er det siden, min Mor holdt Den Store Fødedag for og med mig. Hende tænker jeg også på hvert år på min fødselsdag, fordi det var dén dag, der gjorde hende til nogens Mor, og dermed startede et livslangt forældreskab op fyldt af sorger, bekymringer, glæder, sejre, frustrationer og stolthed.Min 43 års fødselsdag startede så fint ud med tre x rustne stemmer i træt hurra-kakofoni, for der er lige præcist ingen i familien, der er morgenmennesker. Mille havde lavet to perlearmbånd til mig, og Cille havde lavet kortet fra Farmor og Farfar, hvorpå der stod, at jeg måtte købe rigtig mange panties. Der var også en ny fletkurv til strand og pool, og der var sørme også et par solbriller til 30 dirhams fra Amazon, som Martin lovede, at jeg må bytte til nogle fine solbriller hos en optiker.

Da de tre andre var drønet afsted til skole og arbejde, fandt jeg en stillekupé til mig selv.At have fødselsdag på en hverdag kræver et eller andet udefinerbart af fødselaren, for hvad gør man lige, når dagligdagens pligter kalder, og man allerhelst bare vil feste?

Jeg valgte den letteste løsning: At forbigå dagen i stilhed, fordi jeg alligevel ikke måtte dele kage eller guf ud til eleverne på grund af corona-reglerne. Til gengæld kom der en siameserkat forbi i klassen, og det i sig selv er en fest.
Om eftermiddagen væltede det ind med blomster, så jeg nu har den fineste blomsterlund i stuen, og her dufter, som om jeg er flyttet ind i en Interflora.

Her er det en fin buket fra Maricel, der nøje havde overvejet de farver, jeg elsker.Og et smukt pastel-arrangement fra søde venner.Der kom også en fra min dejlige arbejdsgiver – forældrene og bestyrelsen i Dansk på DIA.Og fra min dejlige mand. Jeg elsker, at han sender blomster hjem til mig.
Sidst – men absolut ikke mindst – kom Fru M forbi og overraskede mig med alt, hvad jeg havde forvildet mig til at tilstå i en gedigen champagnebrandert i fredags:

Chouquettes, sodavandsis og chips!

Ikke nok med, at der var chouquettes bragt lige til døren og eftermiddagskaffen – de var hjemmebagte!
Efter tre himmerigsmundfulde tog Fru M det her billede af mig, hvor man næsten kan se fysisk, hvordan de små, sukkerknasende vandbakkelses-skyer gør godt.

Ih, en fin, fin dag.

På fredag gør vi min fødselsdagsfest færdig med et langstrakt frisørbesøg (okay, det er så kun for mig-mig-mig) og en forhåbentlig dejlig krydret middag på min yndlings-thai, Pai Thai i Al Qasr i Madinat Jumeirah komplekset.

Af hjertet tak for lykønskninger på alle kanaler, for gaver, for kager-is-chips, for blomster, for chokolade og for alt det, jeg pludselig blev mindet om og foræret. 💜

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Nyt skoleår

Det er simpelthen så dejligt at være hjemme igen.Daisy har ikke været fornærmet eller tilbageholdende med at vise os sin kærlighed på hundsk.Det var en lettelse af de helt store. For vi var lidt bange for, om hun ville have glemt os helt. Dét var ikke tilfældet. Faktisk kom hun til at tisse på gulvet af ren lykke og overstadighed, da vi trådte ind over dørtærsklen efter 7 uger væk hjemmefra.

De første par dage gik med at pakke kuffertlivet ud – og med diverse lægebesøg. Mille fik sin gane-udvider fjernet.Det var en stor dag for hende.

I knapt 6.5 måned har hun haft torturredskabet siddende for at udvide ganen, og selvom det er gået lige efter planen hele vejen igennem, så har det været til gene, når hun skulle spise og børste tænder. Heldigvis har hendes tænder ikke taget skade ift. huller eller belægninger undervejs. Både bøjlespecialisten og tandlægen mente, at hun havde fortjent den tur i Candylicious, som Farmanden havde lovet hende som belønning for at være sej og modig igennem noget meget lidt morsomt.

Jeg måtte sjovt nok ikke komme med ind i Candylicious i Dubai Mall. Det var en lukket fest for dem, der forstod at more sig uden begrænsninger, fik jeg at vide.Cille fyldte tolv år, da vi satte kufferterne fra os i entréen, så nu var hun pludselig også klar-parat-til-vaccination mod COVID-19.Af hjertet tak til Dubai Health Authorities, der er akkurat lige så seje til at rulle et stort, gratis vaccineprogram ud, som man er i det danske sundhedsvæsen. Vi er dybt taknemmelige for at kunne få vaccinerne. Det er et gode, som vi nemt kommer til at tage for givet, mens millioner af mennesker verden over ville ønske, at de også fik den mulighed i deres lande.

Vi oplever det på nærmeste hold ift. Maricel, som jo kan berette om problemerne på Filippinerne, hvor en uhørt stor andel af befolkningen er vaccine-skeptiske, så de lander i lock-down efter lock-down pga. alt for høje smittetal – og børnene har ikke været i skole i knapt to år nu. Hendes veninder her i Dubai, der skulle have været på deres årlige orlov i hjemlandet i løbet af sommeren, er heller ikke kommet afsted. Filippinerne vil kun modtage deres egne OFWs (Overseas Filipino Workers), hvis de returnerer til hjemlandet for good. Ellers kan de bare blive, hvor de er, passe deres jobs og så sende en masse penge hjem fra udlandet. Det er kras sager, og de søde nannies har grædt deres skuffelser over ikke at kunne komme til at se familien ud på skift.

Maricel tager det heldigvis ret roligt. Hun vil allerhelst have sin orlov i december måned, så hun kan fejre jul og nytår med sin familie, så nu må vi se, hvordan rejsesituationen ser ud til den tid.

Ikke kun kufferter fyldt med pålægschokolade, fredagsslik og stegepander skulle ordnes og regeres. Jeg har også haft fornøjelsen af at få tildelt et dansklokale på skolen igen! Jeg kunne have tudet, da jeg modtog en mail fra skolen med er specifikt lokalenummer. Så var det pludselig virkeligt.


Efter 14 stive måneder med undervisning over Teams, var det mig en udsøgt fornøjelse at pakke 12 flyttekasser ud fra depot, og smide sådan cirka 1/3-del af det hele ud. For når man er så megaheldig at flytte ind i et nyt lokale, er det samtidig den oplagte lejlighed til at få ryddet op og smidt ud. Sagde udsmidertypen.Lokalet så ikke helt så ryddeligt ud, da jeg overtog det. Den tidligere lærer – fra psykologistudiet på IB Diploma-niveau – var rejst fra skolen uden at fjerne så meget som en nål fra opslagstavlen. Men efter lidt vilde armsving og en spand med desinficerende rengøringsmiddel så der ryddeligt ud – og så skete forvandlingen lige så stille hen over den første uge.Så mens pigerne blev sendt officielt afsted i skole, trissede jeg med derover for at flytte ind i lokalet.Den første uge er der aldrig undervisning hos specialist teachers i Primary School, fordi eleverne er så små, at de lige skal have en uges indkøring med deres nye klasselærer og kammerater, før de pludselig bliver sendt videre ud i systemet til modersmålslærere, islamiske studier, musik, billedkunst og så fremdeles. Og jeg er taknemmelig for den uges opvarmning – især i år, hvor vi flytter tilbage på skolen efter halvandet års fravær.Vi er tre dansklærere på skolen i år. Det er noget nyt – og i øvrigt helt og aldeles fantastisk, for jeg har virkelig savnet at have kollegaer at sparre og hygge mig med.

Jeg er ansvarlig for Years 1-2-3-4-5-6, som er hele Primary School. Min ene kollega er ansvarlig for Mellemtrinnet Years 7-8, og min anden kollega er ansvarlig for Udskolingen Years 9-10-11, samt Diploma-programmet, som svarer til det danske gymnasium, Years 12-13.
Vi søger pt. med lys og lygte efter en pædagog eller lærer, som kan tage sig af vores helt små elever i Kindergarten.
Da jeg gik hjem i onsdags, var der stadig ikke en computer i rummet, men jeg satser på, at det ser lidt bedre ud på skrivebordet søndag, når det for alvor går løs.Mille har været min søde eftermiddags-hjælper hele ugen, når hun har fået fri i skole. Hun glæder sig også til at danskundervisningen skal gå igang igen.Det bliver godt at få indtaget det her fine, lyse lokale – fyldt med både nye og gammelkendte ansigter.

Jeg kan ikke få armene ned over, at jeg rent faktisk skal være fysisk på skolen og undervise børnene “ligesom man plejer”. Hvis der er noget, pandemien har lært mig, så er det en dyb taknemmelig for ganske små ting, der tidligere var de rene selvfølgeligheder. De IT-tekniske landvindinger gav os mulighed for at fortsætte undervisningen, jovist, men der er INTET som at være sammen – i samme rum, i gang med den samme opgave. Dét betyder alt.

I år er der fortsat maske-påbud og 1 meters distance; eleverne skal også have egne medbragte penalhuse og opgavemapper med i dansklokalet for at undgå overføring af smitte; jeg har måttet lave faste bordplaner, så der nemt kan laves smittesporing, hvis uheldet er ude osv. osv.

Men jeg er okay med det hele.

Jeg tager intet for givet længere, så hvis skolens ledelse bad mig stå på hovedet og fløjte hele timen, ville jeg give det et skud!

I morgen går det løs for mig. Pigerne har overlevet den første uge tilbage i klasselokalerne. De er glade og trives med deres lærere og kammerater. Nu er det bare med at komme ud over stepperne. Og så har vi booket en hotelweekend om et par weekender, når vi med garanti trænger til forkælelse og afslapning.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Kuffertlivet

Kufferterne står pænt pakkede. Negative PCR-tests, rødbedepas og mundbind ligger klar.

Hver evig eneste gang er det en bizar blanding af nervepirrende, smådeprimerende og en lettelse.

Når sommerferien hænger i en tynd tråd, står jeg dér med en samling af de fineste sommerminder om nærvær, natur og fællesskab – og en bittersød følelse af, at det virkelig gerne måtte have varet lidt længere, men hvor bliver det dog godt at komme hjem til hverdagen og almindelighederne igen.

Den sidste uge har vi opholdt os hos Farmor og Farfar i den store skov. Pigerne har leget med Fætter V, og vi har slæbt dem ud på lidt ture i Grib Skov undervejs, så de ikke fik helt kuk i kasketten af at glo amerikanske TV-serier. Man ved, at det er nok, når samtlige referencer over middagsbordet kommer fra enten How I Met Your Mother eller Brooklyn 99.

Den ene af gåturene udløste Farmors nybagte vafler og nogle lange karbade, da vi kom hjem som druknede mus.

Vejret er da i dén grad slået om fra sommer til halvt efterår. Men vi pakkede taskeparaplyerne og vovede os for første gang ind til København på dagstur med pigerne. De skulle ha’ oplevelsen af at køre med S-toget fra Hillerød til Vesterport, så vi kunne trave indre København tyndt. Christiania, Christianshavn, Østerbro, Nørrebro, Vesterbro og Frederiksberg må blive næste gang. Nationalmuseet, Rosenborg, Zoologisk Museum, Zoologisk Have, Rundetårn, Glyptoteket….jeg ku’ blive ved – men det må også blive på de næste par gange.

Vi har faktisk været nogle dovne forældre indtil denne sommer, og er sluppet let om ved det hele med en tur på Bakken. Pigerne er ikke de store forlystelsespark-fans, så vi har også valgt at gemme Tivoli til en anden gang.

I stedet tog vi i Guinness World of Records på Strøget.Det er en gammel og nedslid affære, der ikke er blevet besøgt af én eneste københavner de seneste 10 år. Der går man kun ind på grund af en eller anden underlig fællesbillet til oplevelser, man har forvildet sig til at købe på en turist-side. Og er man som Cille fan af de årlige Guinness World Record-bøger, er der intet nyt under solen.

Til gengæld var der strålende nyt under den manglende sol i form af Copenhagen Pride, som stadig var i gang, da vi var på turist-tur. Vi blev tilbudt både kondomer og håndsprit af Sundhedsstyrelsen i dét øjeblik, vi trådte ind på Rådhuspladsen. Vi vandrede gennem byen og fandt regnbueflag over alt på byens tårne, pladser, i butiksvinduer og langs gader og stræder. Dét var en kæmpe oplevelse og en stor glæde at opleve for os, der til daglig bor i et land, hvor LGBTQUIA+ er ulovligt – både i juridisk og moralsk forstand.Cille er ligesom alle andre unge mennesker meget interesseret i kampen for lige rettigheder, lige behandling, værdighed, accept og åbenhed i samfundet. Hun ved godt, at det samfund, hun vokser op i, ikke accepterer eller anerkender f.eks. homoseksuelle og transpersoner. Hun ved, at de ikke kan leve frit og åbent sammen. Derfor gør det stort indtryk på hende, at hendes hjemland afholder en fest for mennesker, der lever og elsker frit og uafhængigt af køn i traditionel forstand.Og da vi stod på Amalienborg udbrød Cille, at Dronning Margrethe var den sejeste dronning i hele verden, når hun gerne ville være med til at fejre LGBTQUIA+ ved at holde en stor gadefest og lade regnbueflag veje fra tårne over hele hendes by. I Cilles optik var der tale om en Woke AF gammel dame, der var helt med på noderne. Vi gik ikke videre ind i en diskussion af det konstitutionelle monarki og det med de folkevalgte repræsentanter i Folketinget, der også har lidt at sige i samfundsøjemed, for vi er egentlig ganske godt tilfredse med, at hun er vild med Dronningen, når nu H.C. Andersen fik det glatte lag af hende tidligere på sommeren.

For Martin og jeg er da tilhængere af Kongehuset. Martin har tilmed været i Den Kgl. Livgarde, så vi måtte også lige forbi Kastellet, hvor vi plejede at løbe lange ture, når solen var gået ned og turisterne var flygtet ind på spisestederne. Åh, den unge, unge ungdomstid…..den kommer aldrig tilbage, men jeg konstaterer, at vi levede et godt og frit liv på Østerbro dengang.
Med på Kastels-turen havde vi selvfølgelig en latte fra Danmarks allerbedste kaffebrygger.Her har vi vel nok brugt mange penge, da vi arbejdede på Esplanaden i huset med de blå øjne. Det var også dengang, hvor man kunne drikke lige så meget sødmælk dagligt, som man lystede, uden at tage på.
Og den lille latte var tiltrængt. En hel dag i fugtigt efterårsvejr med truende regnvejrsskyer er jo koooooldt for sådan nogle ørkenrotter som os.Især når man sidder musestille og dovner lidt i en tur-båd fra Nyhavn med kurs mod Den Lille Havfrue.Danmarks mindst opsigtsvækkende skulptur, men samtidig den mest fotograferede. Fordi hendes fortælling er så rørende. Jeg synes også næsten, at man kan se på hendes ryg, hvor meget hun trænger til et ordentligt kram.

Og ordentlige krammere har vi uddelt til fulde nu.I år har vi kun inviteret de allernærmeste på Sjællands-siden på middag før afrejse.Cille fylder 12 år på mandag, og selvom hun har venindeplaner og middags-ønsker i Dubai, skulle vi da lige fejre hende en lille smule i Danmark også.Nu vanker der sandkasse til os i et helt år, tror vi. For måske er vi så heldige, at der kommer dejlige mennesker ned til os for at fejre jul i Dubai – og så kommer vi nok ikke til Danmark før næste sommer.

Nu får vi se. Inden da skal en masse praktik falde på plads for alle arbejdende parter. Men det fylder i mine tanker, og jeg krydser fingre for, at det lykkes.

Tilbage venter en stak sprøde rundstykker på at blive spist sammen med Farmor og Farfar, før vi kører mod lufthavnen.

Min Mor, Søster, Moster, Onkler, Tante, Kusiner og Fætre fik jeg hilst på og krammet på gensyn i går, hvor vi var til urnenedsættelse ved det allersidste aldrende medlem i familien.Min lille Mor stod der med sin fine hjemmebundne hjertekrans af lyng og malurt fra Skallingen – den yderste tip ved vores del af det elskede Vesterhav. Her havde min Mor cyklet og gået så mange ture med sin Moster, så det gav mening at lægge hende i en grav fint pyntet med kærlige hilsner fra naturen i det vestjyske – lige dér, midt i Brønshøj. Æret være vores Moster Alice’s minde.

Og virtuelle kys til min lille Mor, der helt sikkert vil savne sit sidste, aldrende familiemedlem uendeligt meget.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Blåvand

Gør som de andre.

– Køb et sommerhus.

– Køb en hundehvalp.

Det eneste, jeg ikke er begyndt på under corona-pandemien er sgu’ at trylle med egen surdej. Jeg har dog indkøbt kondibøtter og bagespartel til at tage med hjem til koldt-hævninger, bevares, men surdej er jeg ikke begyndt på. Endnu.

Men vi gjorde selvfølgelig som de andre.

Vi fandt Daisy-hunden via en dyrehandel juleaften sidste år, så hun blev til årets julegave, som vi sammen kunne afhente anden juledag. Nu har hun snart været hos os i 9 måneder, og vi savner hende som gale her i Danmark, hvor hun desværre ikke kan være med på grund af en masse praktik og økonomi. Maricel passer hende derhjemme, og det er en helt fin løsning, fordi der er masser af andre hundevenner i området, som Daisy kan lege og gå tur med. Vi får fyldige hunde-rapporter over WhatsApp, og så må vi knuselske hende dét mere, når vi endelig er sammen igen.

Vi fandt dog ikke kun en lille hundi til vores familie i 2020, men også et sommerhus i slutningen af december – med overtagelse i februar. Faktisk har vi brygget på idéen om eget sommerhus siden for evigt, men vi har aldrig rigtigt fundet en løsning, når nu Martin er fra Nordsjælland og jeg er fra Vestjylland. For er kompromisset så et sommerhus på Fyn?

Martin endte med at finde en løsning, der faldt klart ud til min vestjyske fordel og bagdel. Blåvand. Stedet med der blå’este vand. Mit yndlingssted i hele verden.

For en del år siden havde vi fået lov til at låne et sommerhus af min Mors bedste venner i Blåvand i en ret så iskold juleferie. Vi var imponerede over isoleringskvaliteten på sommerhuset, som nemt kunne varmes op midt i december – selv for en flok frysende ørkenrotter fra Dubai.

I august hen mod slutningen af sidste års sommerferie kontakter jeg så min gamle gymnasieveninde, der er ejendomsmægler i Blåvand. Hun har helt sikkert et skuffesalg, der passer lige til os. Men vi dropper det. Jeg tør ikke. Der er for stor job-usikkerhed for os. Og når timingen ikke er rigtig, så køber man ikke så stor en ting som et sommerhus.

I december siger Martin så pludselig, at jeg kunne jo spørge min mægler-veninde igen, selvom skuffesalgs-emnet jo selvfølgelig forlængst var væk. Det viser sig straks, at skuffe-sommerhuset ligger lige dér og venter bare på os. Som om det var meant to be. For det var det. Og så strålende glade ser vi ud på førstedagen i VORES sommerhus, fordi alting bare er helt som det skal være.Vi er glade helt ind i kernen over det her fantastiske hus, der ligger så idyllisk med vandløb, fyrretræer og små, hyggelige terrasser.Hvorfra man kan fodre Fru And og alle hendes veninder, når de kommer forbi på deres aftentur.Der er kun 800 meter ned til Vesterhavet ad rolig sommerhusvej.
På dén del af stranden, hvor tyskernes WW2-bunkers er lavet om til en flok infertile muldyr, så historien aldrig kan gentage sig.Her er iskoldt, brusende friskt Vesterhav, hvor jeg kan sidde og betragte de modige ‘sæler’ – Mille og Mormor.Det er faktisk en lillebitte bid af himlen på jorden, og det er alt, hvad jeg kunne ønske mig og drømme om.

Blåvand er det fysiske sted, jeg savner, når jeg savner Danmark.Fordi naturen er intet mindre end storslået i og omkring Nationalpark Vadehavet.

Her er min Mor og jeg ude at fouragere på Skallingen i stiv sandblæsning, selvom billederne ser nok så idylliske ud.Og mindst lige så storslået, som den danske natur er på disse ud- og vandkanter, er det ubeskriveligt godt at få min Mor så tæt på som vandrings-ven – og som mor.For er der noget, jeg har lært af at undvære min Mor i et helt år, så er det, at det vil jeg aldrig opleve igen. Mor-savn er forfærdeligt tungt.Men vi er kommet for at blive på det her skønne sted. Sommer efter sommer. Det gør mig kisteglad og får mig til at glæde mig til næste sommerferie på ekstrem forkant.Vi nåede ikke så forfærdeligt meget mere end at nyde vores nye sommer-hjem i denne ombæring sammen med familie og venner. Hvilket var det allervigtigste jo.En tur i WOW-Park Skjern blev det dog også til på en sommerdag med solskin. På anbefaling af min Mor, som også gerne ville med 10 meter op i trækronerne. Sej, Mormor, hva’?Det er virkelig et godt sted for børn OG voksne. Der er masser af fysisk aktivitet for alle aldre og niveauer, og så er der indlagt chill undervejs ved at nusse om geder, og ved at bage snobrød og poppe popcorn over bål.
Vi kommer helt sikkert igen en anden gang.Og Vesterhavet?

Og Blåvand med det blå’este vand?

Der er vi rejst videre fra. Men jeg vil savne dét her syn lige til næste sommer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

I H.C. Andersens fodspor

Det her er den hurtigste sommerferie, vi nogensinde har holdt, siden vi flyttede til udlandet og efterfølgende har haft 6-7 uger i Danmark hver sommer.

Hurtigste som i hold-kæft-hvor-tiden-går-alt-for-stærkt-stooooooop-jeg-vil-aldrig-hjem-igen.Og jeg ved godt hvorfor.

Pigerne er blevet store i det seneste år. Deres selvstændighed og selvhjulpenhed vokser.De sover længe om morgenen, når vi er kommet sent i seng. De har nemt ved at deltage i alle slags måltider, uanset hvor vi er og hvad der nu måtte stå på menuen. De kan underholde sig selv, når de voksne har travlt, og de leger selvstændigt med andre børn, stort set uden voksen-indblanding eller sure miner.Pludselig er der overskud igen på den mentale konto. Til at læse bøger. Til at drikke vin. Til at trille hjemmelavede romkugler, som jo er virkelig vigtigt.Min søster konstaterede præcist det samme, selvom hun har lidt yngre børn. For første gang nogensinde har vi kunnet sidde og sludre roligt sammen over en søsterlig iskaffe eller et glas rosé uden afbrydelser i de lyse, lange sommeraftener. Mér af det. Tak!

Og for det med de voksende børn er jeg aldeles taknemmelig. Ikke at jeg er en overskudsagtig tween-mor. Overhovedet. Jeg har svært ved at finde ud af min nye rolle, hvor jeg stadig skal være der i kulissen, men for det meste kun som modtager af feedback om, hvor dum eller cringe, jeg er. Men jeg begræder ikke, at tumlingerne er konverteret til inbetween-børn, dét gør jeg virkelig ikke. Jeg elsker samtalerne med dem om alt mellem himmel og jord, som de undrer sig over eller er nysgerrige på. Jeg elsker, at de kan blive alene hjemme et øjeblik – eller gå med ud og shoppe små dimsedutter, som de føler lige så stor begejstring over, som jeg selv gør.

Jeg elsker også at være Moster, selvom jeg kun har mulighed for at være det sådan for alvor i sommerferierne. Her viser Johanne os sin fine skole og fortæller om alt, der har med skolelivet at gøre. I år har jeg haft næsten tre uger med hende og hendes frække lillebror, hvilket er helt fantastisk.Genopdragelsesrejsen i Danmark er i det hele taget super-meget-lettere nu, end den var for bare få år siden, hvor de to søstre f.eks. havde en tradition med at stor-skændes på bagsædet, hver eneste f’ing gang, jeg startede bilen. Det var topstressende. Og pisseirriterende, når jeg kører flere tusinde kilometer hver sommer – ofte i rollen som ‘alene-mor’.

De go’e, gamle skændes-så-det-brager-dage er afløst af podcasts, playlister på Spotify, Minecraft og fælles telefonopkald i bilen. Jeg tager mig selv i at nyde vores road trips, hvor vi ruller fra Frederikshavn over Hillerød til Odsherred, Møn, Hasle og Odense, Varde og Blåvand på ganske få uger.

I Hasle måtte vi selvfølgelig opleve Skovtårnet inde i Camp Adventure.Jeg ville egentlig gerne have prøvet klatrebanerne, men det må blive en anden god gang.Cille lider af rimelig seriøs højdeskræk, Mille er vildt begejstret for alt, der indbefatter klatring, og jeg er lige dele møgbange og nysgerrig, så den fornuftige mor-stemme inden i mig sagde, at vi vist hellere må vente til en anden gang, hvor vi er omgivet af stærkere klatrere, der kan hjælpe den dødsensbange, den nervøst-skælvende og den overentusiastiske godt på vej op i trækronerne. Så i denne omgang ‘nøjedes’ vi med at nyde gåturen igennem skoven sammen med Mormor, Moster L og Onkel JE.
Det var præcist præcist så smukt i Skovtårnet, som man kan forestille sig.
De sneglehus-snirklede gange minder lidt om Rundetårn, men oplevelsen af at gå midt i skoven blandt tårnhøje bøgetræer er jo noget helt, helt andet end et lukket tårn i Kbh. K.

Efter vores dejlige dag i Skovtårnet med Mormor, Moster L og Onkel JE, rejste tur-bilen videre til Odense, hvor vi igen crash’ede min Søster og Svogers sommerferie igen. Denne gang i deres eget hjem, så vi kunne få en god bid af O’ense, der for mig er komplet nostalgi, fordi jeg boede her i 5 år, mens jeg læste min kandidatgrad.
Min søster kom heldigvis over til mig og læste sin egen kandidatgrad, og så boede vi ellers på H.C. Ørsteds Kollegiet samtidig. Hun kom ikke væk fra Odense igen, fordi der pludselig var en sød odenseaner i kølvandet, mens jeg selv fandt nordsjællandske Martin på et splitsekund i kollegiets bar en ganske tilfældig weekend. And the rest is history.Men jeg er glad for at have flere slags tilknytninger til og minder i Odense, som lagde by til masser af kærestesorger for mit vedkommende, men også min akademiske succes, min voksende selvstændiggørelse og spritnye, sårbare selvforståelse, der skulle vokse sig forsigtigt større ud af min vestjyske barndom, hvor jeg altid følte mig forkert eller anderledes i Folkeskolen, fordi jeg var (og er) en kæmpe bognørd og stueplante, mens de andre elskede at spille håndbold og fodbold. I denne ombæring blev det til nostalgi-pizzaer på Mamma’s, en masse leg i haven afbrudt af sommerlige regnskyl, en stor omgang IKEA-shop-amok til vores nye sommerhus, og en tur ind i Busters Verden i biografen, mens regnen stod ned i stænger udenfor.
Inde-midt-i-midtbyen gik vi også i H.C. Andersens fodspor. Den største mand i Odense og uden for Danmarks grænser kender pigerne allerede rigtig godt fra danskundervisning, tegnefilm og højtlæsning, for jeg kan jo ikke være dansklærer uden at vores børn er opflasket med hans verdensberømte eventyr, vel?Min søster havde været sød og arrangeret billetter til soft opening af det splinternye, ikke-helt-færdige H.C. Andersens Hus, som jeg har glædet mig helt vildt til at opleve.Bygningen er virkelig noget særligt. Den anerkendte japanske arkitekt Kengo Kuma har virkelig sans for Andersens eventyrlandskab, og jeg er sikker på, at haven bliver noget helt særligt, når den står færdig. Selve udstillingen er indendøre og skabt af et væld af internationalt anerkendte kunstnere inden for alle materialer og medier.De bærbare lydfortællinger fungerer ikke endnu, så man er pt. overladt til ganske korte beskrivelser ved hvert display, samt en lille folder, der forklarer hvert rum i udstillingen. Dét er ikke helt ‘godt nok’, så det kræver en del pædagogisk overskud at fastholde børnenes interesse, selvom nogle af kunstværkerne selvfølgelig er åbenlyse i forhold til selve eventyret, de repræsenterer.


Undervejs er der mange knapper og interaktive indslag, men på en mere ‘kontrolleret måde’ end vi oplevede det ved f.eks. GeoCentret Møns Klint eller i Jellingestenenes Besøgscenter sidste år. Vores piger er mere til museer med ‘hands-on’ leg end dette hus indbyder til, men vi hyggede os, og jeg var mest fascineret af de flotte artefakter fra selveste H.C. Andersen. De havde hans skrøbelige papirklip, naturligvis, men også hans originale saks, hat, breve, optegninger, skitser, lommebøger, punge, kufferter, personlige hygiejne artikler og mange andre ejendele fra hans liv i Danmark og sine udlandsophold.Cille syntes, at H.C. Andersen var voldsomt irriterende, fordi han vurderede en potentiel kandidat til ægteskabet som værende for beskeden (fra en lavere socialklasse, end han kunne ønske sig), hvilket fik hende til at argumentere for, at digteren var en vaskeægte gold-digger, der drømte om at kravle op ad den sociale rangstige ved hjælp af et ægteskab. Det hjalp ingenting, at jeg forsigtigt forsøgte at forklare hende, at det var en anden tidsalder…Læg endelig vejen forbi det nye H.C. Andersens Hus i O’ense, men vent til de er helt færdige og har headsets klar til rummene. Det er virkelig så smukt, og jeg vil helt sikkert opleve det igen, når det er bygget færdigt, for man kan aldrig få for meget af Danmarks store digter – uanset hvad Cille måtte mene om dén sag.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet