• ···

Hvide, gule og brune expats

Under den glitzy overflade i Dubailand lever arten Homo Sapiens i et nøje klasseopdelt system.img_4320Opdelingen er hovedsageligt baseret på race og/eller nationalitet.

Det er ikke noget vi ynder at tale om.

Skoen trykker nemlig lidt.

Nuvel.

Den første og væsentligste opdeling af arten er ganske simpel:

De mennesker, der boede her først, har retten til stedet.

Man kan genkende dem på deres smukke, olivenfarvede hud og elegante klædedragter.

Den oprindelige race ejer og er berettigede til alting i Ørkenstaten.

Jorden. Naturresourcerne. De statslige institutioner. Virksomhederne. Pengene. Magten.

De næste opdelinger bliver straks mere komplekse.

Der er tale om samme art som det oprindelige folk.

Pattedyr, jovist.

Men i fremmede farver.

Os kan du kalde for gæstearbejdere, fremmedarbejdere, immigranter eller expats. De fleste racer er velkomne, så længe en virksomhed vil arrangere et arbejdsvisum.

Årsagen til, at vi – de fremmede – er taget til ørkenen for at arbejde, er altid den samme. Uanset om vi er gule, brune eller hvide i huden. Uanset om vi kommer med en lang uddannelse eller ingen:

Alle ønsker vi at forbedre vores familiers økonomiske situation og livsvilkår.img_4217Nogle expats med hvid hud, der slet ikke tåler ørkensol, er meget succesfulde i deres jobs og ejer mange ting i Ørkenstaten.

Virksomheder, huse og biler.

Materielle ting, der kan købes for penge.

Og ligesom stort set alle andre steder i verden, så nyder mennesker med hvid hud en særlig status. Uanset om de hvidhudede er dygtige til deres jobs eller er gode samfundsborgere. Det er som om mælkefarve indgyder respekt, som den hvide Ma’am-Sir kan skalte og valte med efter egen dømmekraft og forgodtbefindende.

Ved siden af de hvide expats er der en kæmpestor gruppe succesfulde mennesker med brun hud. Faktisk er der så mange af dem, som er så ubeskriveligt velhavende, at det kan være helt svært at forstå med danske (hvide) briller på.

Både hvide og brune mennesker findes ikke kun blandt de rigeste. De findes også i dét, vi kunne kalde for middelklassen. Det er hér, hvor ‘man’ lejer en bolig, måske ejer et par biler og lever et virkelig behageligt liv med service-ydelser hver eneste dag fra mennesker med brun og gul hud.

Men selvom der er en anseelig gruppe brune mennesker med ufattelig rigdom i Dubai, så er majoriteten af de brune mennesker i lavt-betalte jobs, som tilmed er blandt de hårdeste i verden – både fysisk i 40+ graders varme, og mentalt, fordi de er væk fra deres familier i årevis.

De brune arbejder i byggebranchen. De er håndværkere og reparationsfolk. De arbejder med rengøring og sanitet som skraldemænd, vejfejere, gulvvaskere og toiletpassere. De kører taxa. De skubber indkøbsvogne sammen uden for Carrefour og pakker dine varer ned i plasticposer. De er sikkerhedsvagter, nøglebærere og dørholdere. Andre brune mænd ordner forstædernes prydhaver og regeringens flotte parker.

Det er stort set altid brune mænds vilkår og arbejdsforhold, der bliver belyst i international presse, når skoen trykker så hårdt, at journalister føler behov for at råbe op.img_4231Jeg er ikke engang kommet til gule mennesker endnu.

Dem er der også jobs til – tilmed nogle, der kræver en god uddannelse.

Størstedelen af de gule mennesker arbejder i servicejobs. De kan nemlig ofte tale (lidt) engelsk. Mange betjener kunder i butikker og call-centre. De kokkerer og serverer på caféer og restauranter. De lakerer negle og sætter hår i din lokale skønhedssalon. De er lærer-assistenter i skoler og børnehaver. De er sygeplejersker og plejepersonale. Rigtig mange arbejder også med børnepasning, rengøring og madlavning i hjemmene som maids eller nannies.

Der er en voksende gul middelklasse, præcist som det er tilfældet med hvide og brune expats.

Men de fleste gule lever ligesom de fleste brune på virkeligt lave lønninger, uanset deres uddannelsesniveau.

I Ørkenstaten er der nemlig ikke lige løn for lige arbejde. Hverken når det gælder hudfarver eller køn.

Og det er hér, følelsen af uretfærdighed dukker op som et knib fra en underliggende samvittighed.

For lige under overfladen ligger en faretruende risiko.

For alle expats.

Risikoen for det økonomiske sammenbrud.

Risikoen for at blive fyret. Afvist. Smidt ud.

Risikoen for at blive alvorligt syg. Eller at et familiemedlem bliver det.

Der skal ikke meget til at skubbe en expat ud over kanten af sandkassen.

Ofte er visumholderen eneforsørger for en hel familie.

Et vilkår, der gør sig gældende for alle hudfarver.img_4202Forleden oplevede Martin præcist sådan et sammenbrud for en af hans lavtlønnede, gule regnskabmedarbejdere.

Hun er én af hans allerdygtigste. Klog. Smilende. Effektiv. Hurtig. Sjov.

Netop retur fra en vellykket barnefødsel.

Hun har afholdt sine 70 kalenderdages barsel og har sendt sin 2-måneder gamle baby med sin Mor hjem til Filippinerne, fordi hun og ægtemanden ikke har råd til selv-finansieret barsel. De har heller ikke råd til at hyre en nanny i Dubai eller til at lade barnet passe i en vuggestue.

Sidste gang jeg ser hende, sidder hun til fest og holder diskret om sin lille, slunkne post-partum-mave, mens hun komplimenterer vores døtre, der hvirvler glade og ubekymrede rundt til musikken. Det korte øjeblik sidder fast i mit indre nu.

Og løsningen med Mormor-passer-bitte-lille-baby på Filippinerne holder i præcist 2 måneder.

Som et lyn fra en klar himmel får Mormor en blodprop i hjernen og dør. Helt uventet.

Og den søde regnskabsmedarbejder må nu bede om forskud på sin maj-løn for at have råd til at rejse hjem til Filippinerne.

Her skal hun sørge over og for sin Mors død og begravelse.

Her skal hun finde en løsning på barnepasningsproblemet.

Måske er der en anden bedstemor eller oldemor i familien? En Auntie, måske?

Hele hendes liv er brast sammen.

Økonomisk og følelsesmæssigt.

Og selvom en midlertidig sygemelding på jobbet nok skal gå igennem, så er den slags en ganske stakket frist i Dubai. Sandsynligheden for at hun bliver fyret er stor. Uanset hvor stabil og loyal hun er og har været for firmaet.

Der findes nemlig altid en anden gul eller brun medarbejder, som kan tage hendes plads.

Det er livets benhårde vilkår.

Der er kun én person til at betale regningen.

Her nytter det ikke noget at bede om hjælp fra ’samfundet’, ‘kommunen’ eller i den såkaldte ‘arbejdsmarkedslovgivning’.

Martin har selvfølgelig skrevet til medarbejderen, men hun har ingen internetforbindelse i landsbyen, og vi aner ganske enkelt ikke, hvad der foregår.img_4434Det gør så ondt at tænke på hende.

Hvor skrøbeligt, livet dog er.

Hvor hurtigt, tingene kan tage en forkert drejning.

Vi behøver i virkeligheden ikke at kigge længere end til vores egen Maricel.

Hun er ligeledes afhængig af at hendes Mor og Bedstemor kan tage sig af Clarence, mens hun er hos os for at tjene penge til hele familiens overlevelse.

Den konstellation er der ligeledes åbenlyse risici ved.

Bedstemor skal ihvertfald til at have hjertemedicin fremover.

Desperate historier om menneskelig tragedie er et livsvilkår i Ørkenstaten.

Vi har alle hjerterne og hænderne fulde af dem.

Vi oplever dem på nærmeste hold dagligt.

Hver eneste gang sender ulykken et stik ind i hjertet på os.

Tænk, hvis det var mig og min egen lille familie…

Tænk, hvis vi er dem, der mister jobbet…

Tænk, hvis vi er dem, der bliver alvorligt syge…

Den rå ubarmhjertighed har mange ansigter.

Det har den blide barmhjertighed gudskelov også.

Men Ørkenstatens brændende virkelighed får Danmark til at ligne en beskyttet bolig i et kollektivt velfærds-fatamorgana.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Fra Aalborg til Ørkenen

Gårsdagens vejrudsigt sendt direkte fra Aalborg til en Ørkenstat.

Deprimerende nyt fra en kuldskær hjemvendt sjæl.fullsizerenderOg mens den søde Ex-Araber-Nu-Aalborgenser sender mig så aldeles gruopvækkende information om Dronningerigets tilstand, modtager jeg ironisk nok en hedebølge-besked fra skolen.

Hvor kan ens liv dog se forskelligt ud, baseret på noget så skørt som vejret. Det burde jo ikke have den store indflydelse på livet, men det har det.

For vejret er en stemnings-indikator.screen-shot-2017-05-17-at-09-07-56Og i Ørkenstaten er vi nu kommet dertil på året, hvor det ikke længere er sikkert at lade børnene lege udenfor, medmindre følgende foranstaltninger er taget:

  1. Der er fuld skygge, fordi skolegården er overdækket med UV-solsejl
  2. Det er tidligt på dagen (altså inden frokost)
  3. Vanddunke er inden for rækkevidde
  4. Der er placeret vandfade til nedkølende plaske-leg for de mindste elever, der kan have svært ved at kontrollere væskebalancen på egen hånd.

Og frokost-frikvarteret er nødt til at foregå indendøre, fordi middagsheden er for overvældende. Uanset solhat, solsejl og vandplaskeri.

Det er svært at forestille sig, hvis man ikke har oplevet det.

Men du kan tænde din varmluftsovn på 200 grader og stikke hovedet ind, når ovnen er godt varm. Det vil give dig nogenlunde samme følelse som vi har, når vi åbner hoveddøren henover frokost.

Du kan også prøve at holde hænderne alt, alt for tæt på en brændende varm kogeplade. Det vil give dig cirka den fornemmelse som vi har, når vi holder på rattet i juli måned.

Central-Europa i august kommer også tæt på rent varmemæssigt, men det er den overraskende fugtighed i ørkenens sommerhede, der virkelig sætter prikken over i’et og får os alle til at rende skrigende bort med gennemblødt undertøj og færdigristede tæer.

Mod nord.

Mod Aalborg.

Mod regn og blæst.

Mod rusk-om-snusk og varm cacao.

Mod depri og lune sweatere.

Tænk, at jeg kan savne en uge med aalborgensisk vejrlig, mens Ditte savner en uge i Arabistan.

Isn’t it ironic?, som Alanis Morrisette sang i de gode, gamle dage. Hvad er der i øvrigt blevet af hende – altså Alanis, ikke Ditte?

Og mens vi diskuterer vejret og forbereder os mentalt på stille-leg i klasserne og indendørs-aktiviteter i hjemmet, er Cille og hendes klassekammerater allerede godt igang med fantasifuld inde-leg.img_6350Rube Goldberg-teknik. Konstruktion, hastigheds- og vægtberegning for entusiastiske matematikere. Fremtidens ingeniører, arkitekter og matematiklærere.img_6354For Mille, derimod, er livet ikke helt så meget en (inde-)leg.

Hun har just overlevet (endnu) et Mor-overgreb.

“Next time er det altså Far, som gor det. For han er ma-jet be-der end du som gor det alt for hår-de!”, snøfter hun, mens hun får samling på sig selv.

Jeg trøste-krammer hendes rystede krop og kysser modige tårer væk. img_6321Jeg har overtalt hende til, at jeg må trække rokketand nummer to ud.

“Lad os lukke os inde på badeværelset og så nupper jeg den lynhurtigt med et stykke papir”, siger den snedige til det helt uskyldige barn.

Det er bydende nødvendigt at få den ud.

Den nye tand er for længst kommet op.

Og lettelsen er trods alt større end smerten.img_6337Men hvilket overgreb på Virkelighedens Pippi, uanset hvor bydende en nødvendighed, det var!

Selv tandfeen får dårlig samvittighed over aktion Hiv-Tand-Ud i en sådan grad, at hun efterlader en klækkelig kompensation under hovedpuden til den forulempede 5-årige.img_636950 dirhams (100 kr. ) er dagskursen for en mælketand den 17. maj 2017.

Blodpenge.

Aflad.

Bod.

Undskyld, Mille.

Det var sgu’ ikk’ med vanille.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Fra det ene år til det næste

Én af de fantastiske ting ved at have fået børn er, at kunne observere den rivende udvikling, som små mennesker gennemgår up and close.

Det er ganske imponerende at være tilskuer til.img_6149Tænk, hvis vi – rutine-trummerummende, gamle vanedyr – kunne forandre vores mønstre, præferencer og adfærd ligeså hurtigt og elegant som børnene – de små rødder – der tonser derudaf uden at se sig tilbage.

Da Mille fyldte 4, kunne hun slet ikke rumme nogen form for positiv opmærksomhed eller ståhej omkring sig. Hun hylede, da vi vækkede hende med morgensang og gaver, for det var jo en uvant situation og hvad skulle hun dog stille op med det? Resten af dagen forsøgte hun at gemme sig under min kjole, når en uforvarende venlig sjæl ville lykønske hende eller overrække en gave.

Der gik følelsesmæssig hårdknude i fødselsdagen, og det var rigtig svært at tale med hende om det, for der manglede på en eller anden mærkelig måde både ord og mental kapacitet.

Men nu – 12 måneder senere – er 5-års-fødselaren et helt andet sted i sit liv. Et bedre sted, gudskelov.fullsizerender-1Nu ler hun til os, da vi vækker hende med gaver og sang.

Nu bager, pynter og medbringer hun gerne kager til sine klassekammerater og proklamerer med stolthed, at det er hendes fødselsdag.img_6123Og om aftenen åbner hun glad døren for sine gæster og tager pænt imod både gaver og lykønskninger.img_6164img_6162Selvom genertheden er tydelig, så tackler hun den helt anderledes nu og nyder til sidst at være centrum for al opmærksomheden.img_6165Mille er nu også i stand til at lege en hel aften med sine små venner uden at der opstår følelsesmæssig kollision eller tårer undervejs. img_6171Der sker så meget på et enkelt år i et lille barns liv.

Og da vi dagen efter fejrer Mille med pigerne fra klassen i trampolincentret Flip Out, er vi endnu engang målløse over hendes nyfundne selvforståelse og balance.img_6181Hun går til den med største selvfølgelighed og helt uden forbehold.img_6188img_6206Hun hopper, klatrer og løber omkring med alle sine venner – helt spontant og glædesfyldt. Sådan har vi aldrig tidligere set hende i en gruppe.img_6213På intet tidspunkt hævder Mille sig eller dominerer, selvom ‘det er hendes fødselsdag’.

I det hele taget er der alle-leger-med-alle-feel-good over hele linjen.img_6236Og da vi rammer frokosten, har Mille endda overskud til at fjolle igennem, selvom der er voksne (ukendte) tilskuere.img_6239Mille er bare glad.

Sådan for alvor glad.img_6240Og det er ubeskriveligt dejligt at opleve, at 5-års-Mille er langt mere harmonisk og afbalanceret end 4-års-Mille, der bøvlede rundt i sociale sammenhænge på grund af generthed eller usikkerhed eller hvad pokker, det end var.

Mille-Møjsengøjser, hvor jeg dog elsker dig.

Hver eneste dag.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Og næste gang, jeg blinker….

….er min buttede kerub med det uskyldige sind forvandlet til en teenager med rullende øjne og korslagte arme.fullsizerender-1Indtil da vil jeg nyde, at hun har stjerner i øjnene, når hun ser mig.

Indtil da vil jeg nyde, at hun klatrer op og hvisker mig i øret, at jeg er den bedste mor i verden.

Indtil da vil jeg nyde, at min mirakelmagerstatus er intakt og jeg er den bedste røvtørrer, knubspuster og kagebager, hun kender.

Indtil da vil jeg nyde, at hun kravler ind i min seng om natten og sover salighedssøvn med sin klistrede barnehånd lukket omkring min hestehale.

Mille – Lille My, Vilde Mille, Virkelighedens Pippi, Den Bitte-Lille Skolepige – fylder 5 idag.img_6123Jeg aner ikke, hvordan det er gået til.

Det eneste jeg ved er, at det er gået alt for stærkt.

Og i år bliver hun glad for at vi vækker med fødselsdagssang og gaver – i modsætning til sidste år, hvor hun absolut ikke kunne rumme en anderledes vækning, uanset hvor store gaverne og smilene var. img_6128Cille har egenhændigt valgt at købe en bog til Mille, som de kan læse sammen. “Og der er glitter on every page!”, som Cille påpeger med sletskjult stolthed over det fremragende valg.

Herudover har Cille købt en lille lamsebamse til Mille, som til vores store overraskelse har fødselsdag samme dag som Mille – hvis man da skal tro på etiketten, som fabrikanten har piercet helt nådesløst igennem lammets lille øre.

“Det er et sign, Mummy! Mille og den lammie belong’er together forever, I want to thank God!”, råber Cille, da vi opdager det pudsige tilfælde.img_6131At dømme på Milles reaktion, så belong’er hun og lammie absolut together.

De gamle forældre har flottet sig i dagens anledning og købt en iPad til Mille.img_6135“An iPad – for me? Just for me? Min helt egen iPad?”

Mille tror knapt sine egne øjne og ører.

Hvor heldig har en 5-årig lov at være?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Brøkregning og kærlighed

Cille er inde i en god stime.

7-et-halvt-års harmoni, tror jeg, fænomenet kaldes.

Jeg ved det ikke med vished, da min læsning af litteratur om børns udvikling ophørte ganske kort tid efter fødslen af Mille, hvor jeg én gang for alle konkluderede, at jeg var ved at miste forstanden og at tigerspring og udviklingsstadier er lorte-undskyldninger for børns åbenlyse vanvid.

Uanset hvad årsagen eller forklaringen måtte være på Cilles nyfundne afbalancerethed, så afløser den ene fine handling den anden, så vi kun kan føle os stolte og glade.

Hvem springer ud af sengen i weekenden for at lave brøkregning på tavlen i stuen?img_5990Det gør Lille Nørd da.

Hun kan nærmest ikke vente til det bliver skoledag igen, så hun kan fortsætte, hvor hun slap.

For Cille er en entusiastisk matematiker med et solidt påskruet granske-nørkle-hoved, som både bliver set og værdsat af Miss Sara, der giver hende en udmærkelse forleden for hendes ildhu med brøkregningen. img_5999Den selverklærede talblinde kan kun se måbende til og anerkende, at det virkelig er smart at formere sig med et menneske, der har helt andre evner end en selv.

Vi komplimenterer hinanden udmærket, Regnskabschefen og jeg.

Både ude i virkeligheden og i et spil Trivial Pursuit.

Og så læner jeg mig tilbage og nyder, at ældstedatteren høster anerkendelse for sin arbejdsindsats og heraf følgende resultater.

Det gør nemlig noget rigtig fint for børns selvforståelse, når de bliver set, æret og anerkendt for en stor indsats foran deres kammerater, lærere og forældre.

Jeg ser, hvordan Cille soler sig i roserne fra Miss Sara og ranker ryggen i ærlig stolthed – sammen med alle de andre børn, der også bliver anerkendt foran Year 3 og Year 4 (plus forældre og lærere) i denne uge.img_6003Idéen med ugentlige anerkendelser til eleverne fungerer så fint.

Børnene vokser en halv meter i tilfredshed over egen indsats og får fornyet lyst til at arbejde videre, øve sig og lære nyt.

Fordi de voksne ser og italesætter børnenes vækst.

Fordi de voksne fejrer og roser børnene for nye evner, nye idéer og gode resultater.

Fordi de voksne viser børnene, at læring, personlig udvikling og videnstilegnelse er sejt og sundt.

Og før ‘nogen’ råber “konkurrence-mentalitet” efter mig (se, Jante bor stadig dybt inden i mig), så skynder jeg mig at tilføje, at samtlige børn modtager mindst et par anerkendelser om året ved de ugentlige samlinger.

Ingen bliver overset, forbigået eller undgået.

Alle børn bliver set, rost og anerkendt for syvmilespring, kvantespring og krumspring.

Alle børn bliver mødt dér, hvor de er i deres udvikling.

Og anerkendelserne begrænser sig på ingen måde til akademisk formåen.

Der bliver lige så ofte uddelt ros og diplomer for hjælpsomhed, omsorgsfuldhed, kreativitet, personlig dømmekraft, ærlighed, miljøbevidsthed, sportslige præstationer og så videre.

Som barn var jeg altid usikker i skolen, selvom jeg var stærk rent fagligt. Faktisk læste jeg rub og stub på det lille skolebiblioteks hylder, fordi det var den fredeligste plet jeg kunne finde i et noget anstrengt skolemiljø. Dén mammut-achievement gik helt uset hen. Og selvom jeg som voksen vurderer, at min klasselærer var sig ganske bevidst om mine evner, blev den slags aldrig italesat eller anerkendt – bortset fra par positive bemærkninger ved den halv-årlige skole-hjem-samtale: “Det går jo godt med Tine”.

Underdrivelse fremmer ikke (selv)forståelsen.

Og nu hvor jeg oplever, hvordan den ugentlige fejring af børns successer og evner påvirker deres lærelyst og selvopfattelse i positiv retning, kan jeg kun prise mig lykkelig for, at vores piger vokser op med en selvfølgelig tilgang til det at blive anerkendt og rost – og en lige så selvfølgelig tilgang til at anerkende og rose andre.

Men det er ikke kun i skolen, at Harmoni-Cille viser sit fregnede blegansigt.

Hjemme øver hun sig – helt frivilligt – i disciplinen ‘verdens bedste storesøster’.

Hun opfinder dukke-teater-stykker, som hun opfører med Mille som velvillig med-dukke-fører.img_6010img_6015Og Cille reder sengen på hyggeligste vis, så hun og Mille kan sove helt sammenflettede hver aften.img_6036Det er love and bliss all around.

Lige indtil vi vågner igen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

På glatis

Én af weekendens absolutte højdepunkter er fejring af fineste A, der fylder 8 år. img_6077Festen bliver holdt på Hyatt Regency-hotellet i Bur Dubai, som på helt selvfølgelig, nonchalant Dubai-manér har en skøjtebane, man kan fornøje sig på.

Naturligvis.

For hvad er mere perfekt end vinterlig nedkøling midt i en overophedet ørken?img_6062Cille har skøjteløb friskt i erindringen fra Lalandia i påsken, og hun slipper ret hurtigt pingvin-støtten.

Og Mille er ikke sen til at erklære, at det der ice-skating, dét kan hun ihvertfald også. img_6066Det er ikke for ingenting, at hun vitterligt er min Virkelighedens Pippi.36150d4f31ee31c42336425b823938c5Efter kort tid slipper Mille pingvin-støtten og lader Skøjteprinsen holde hendes hænder, mens hun er på glatis.img_6054Et øjeblik senere reduceres håndholderi’et til en enkelt hånd.img_6072“Og mig selv?”, sagde hunden.

Tja.

Jeg blev såmænd på de slukørede, tørskoede tilskuerpladser, hvorfra jeg kunne tage billeder.

Der er for meget glatis i mit indre i disse dage.

Not-so-much på det ydre, fysiske plan.

Men hvis jeg skal dømme efter antallet af anmodninger fra ivrige piger om at komme afsted igen, så kan det ikke vare længe, før jeg ser mig selv med ubeskriveligt bævrende knæ på en skøjtebane i en Ørkenstat.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Nedtælling til Ramadanen

Jeg elsker Ramadanen.

Siger den kulturkristne dansker i Arabistan.

I starten forstod jeg ikke en brik af alt det ståhej.

Hvad var lige point’en i at rende rundt i en skoldhed ørken uden vand og drikke hele dagen?

Det føltes besværligt. Begrænsende. Grænsende til det irriterende.

Men som med alt, der er fremmed og forskelligt fra os selv, så har ting og idéer det med at vokse på os, når vi tillader os selv at undersøge nærmere, hvad de egentlig handler om.

Efter 3 år er jeg varmet helt op til idéen om Ramadan.

Tanken om at dedikere en hel måned om året til indre refleksion og fordybelse; til taksigelse og bøn; til næstekærlige handlinger, velgørenhed og en kavalkade af festlige arrangementer lyder da vildt tillokkende.

Ramadanen handler om gavmildhed.

Om næstekærlighed.

Om at komme nærmere på Gud og nærmere på én selv.

Og det gør muslimerne blandt andet ved at fokusere på bøn og faste.

Fasten er en mental og spirituel renselse, hvor man afholder sig fra mad og drikke mellem solopgang og solnedgang for at højne følelsen af taknemmelighed for den rigdom og overflod – i form af mad, gaver og materielle ting – som rigtig mange af os tager for givet.

Gavmildheden og næstekærligheden giver sig til udtryk i form af økonomiske donationer og hjælp på den ene eller anden facon. Muslimer er verdensmestre i nødhjælp og næste-hjælp.

Donations-delen af Ramadanen deltager vi altid i.

Som hér, hvor Cille og Mille medbringer vaskepulver til de Ramadan-pakker, der bliver udleveret til skolens rengørings- og vagtpersonale, når fastemåneden skydes igang. Vi skal lige ha’ styr på nymånen, men rygterne vil vide, at det bliver omkring den 27. maj.img_5896Igen i år vil vi også køre ud til Ramadankøleskabe i nabolaget og fylde op med fødevarer, som gartnerne kan tage efter arbejdstid.

Men til forskel fra tidligere år, vil jeg i år deltage i fasten 2 gange om ugen.

Og så vil jeg ellers gå all-in på iftar, lige så snart muligheden byder sig.

Iftar er aftensmåltidet, der bryder dagens faste. Måltidet er som en Juleaften – bare med den kæmpe forskel, at det foregår 30 aftenener i træk – og dét er da fantastisk for madglade mennesker. Jeg tror ikke, at der findes en muslim, som taber sig efter 30 dages faste, for det er umuligt ikke at gå amok i iftar-buffet’ernes lækkerier…

En anden fantastisk ting ved Ramadanen er, at vi får reduceret arbejds- og skoletid.

2 timer mindre om dagen for både børn og voksne, for at være helt præcis.

Secondary School Ramadan Timings
START END DURATION
Homeroom 8:30 am 8:40 am 0:10
Lesson 1 8:44 am 9:19am 0:35
Lesson 2 9:23 am 9:58 am 0:35
Lesson 3 10:02am 10:37am 0:35
BREAK 10:37am 10:57am 0:20
Lesson 4 11:01am 11:36am 0:35
Lesson 5 11:40pm 12:15pm 0:35
LUNCH 12:15pm 12:51pm 0:36
Lesson 6 12:55pm 13:30pm 0:35

Ramadanen kan bare komme an!

Jeg er så klar på en måneds kortere arbejdstid, forskellige hyggelige aktiviteter og en masse lækker mad.

PS: Hvis du aldrig har deltaget i en Ramadan-iftar, så skynd dig at invitere dig selv hjem til din nærmeste muslim eller reservér bord på en restaurant, der afholder iftar-buffet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Relationship goals

Relationship goal #1

At kunne gå igennem IKEA uden på noget tidspunkt at overveje skilsmisse.img_5959Nailed it. 2eaaede087d2ad48da8250f87900fd2cimg_5958Regnskabschefen havde tilmed selv foranlediget turen, fordi Mille virkelig trænger til et opgraderet stor-pige-værelse, nu hvor hun fylder 5 lige om lidt.

For real.

Jeg gjorde ikke fysisk skade på ham. Ama’r halshug.

Muligvis holder han humøret oppe hele vejen igennem rædselskabinettet ved tanken om den særlige sending, han har bestilt til diskret levering i ly af mørket?

Hvilket bringer mig til…

Relationship goal # 2

At drikke lige præcist nok til at forelske sig over and over again.

Hver weekend.

Det er fandeme en god idé. img_5963Nailed it. 2eaaede087d2ad48da8250f87900fd2c

Relationship goal #3

At lege og fjolle og grine sammen til der breder sig en varm og fuzzy feeling i hele kroppen af glæde og samhørighed.

Det må vi aldrig blive for gamle, for grå eller for kedelige til.img_5967Nailed it. 2eaaede087d2ad48da8250f87900fd2c

Aftenbadning er ubeskriveligt skønt i Ørkenstaten, lige så snart der bliver skruet op for temperaturen. Hvilket er tilfældet nu.

Så det er bare om at komme afsted, krydse vejen og hoppe i poolen ved enhver lejlighed.

Jeg elsker det. Af hele mit hjerte.

Relationship goal #4

At sove lur hånd i hånd.

Én af den slags små, hyggelige kæreste-aktiviteter, som forsvinder sporløst ud i det blå, mens børnene er små og der skal ordnes og regeres med dem konstant.img_5970Nailed it. 2eaaede087d2ad48da8250f87900fd2c

Dén tid kommer rent faktisk tilbage, selvom det er umuligt at forestille sig, mens man bøvler søvnunderskudsagtigt rundt med en baby på armen og en tumling i buksebenet.

Findes der noget skønnere end følelsen af langstrakt tid med dem, man holder allermest af?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Har du HIV?

Det er tidlig morgen i en Ørkenstat.

Jeg har netop foretaget en imponerende autentisk Dubai-parkering.

Midt på fortovet uden for Al Qouz Mall.

Hvem skal bruge fortovet til noget i en overophedet bil-kultur anywayimg_5913De fleste parkeringspladser er allerede taget af curry-leverings-knallerter, firhjulstrækkere og pakistaner-lorries, som holder i tomgang, mens ejerne er inde for at hente dagens første omgang dampende varm chai karak.

Jeg stiger ud af bilen og tager en dyb indånding, før jeg begiver mig ind på mandeterritorium.img_5911Så mandsdomineret er stedet, at centerledelsen er nødt til at bede om, at man undlader at spytte.

Det skal jeg så se, om jeg kan lade være med i denne ombæring.

Al Qouz Mall ligger midt i et støvet industriområde fyldt af værksteder, fabrikker og lagerhaller, hvor der sjældent kommer kvinder. Her er et virvar af småveje, hvor lastbiler drøner ind og ud; der er sandede, halvøde områder, hvor biler parkerer ad hoc og bunker af brædder, dæk, tønder, metalstumper osv. ligger op ad facader og garager.

Kvinder kommer vist kun i Al Qouz Mall, hvis det er det nærmeste sundhedscenter, der kan udføre medical fitness test til visumansøgningen. Der findes masser af andre officielle centre, men jeg skal retur på arbejde og dette sted er nærmest.

Så hér står jeg – klokken 8 om morgenen – med et par officielle dokumenter i hånden og et spørgsmålstegn malet i ansigtet.

Hvor finder jeg det sagnomspundne medical fitness kontor?img_5910Rundt om hjørnet fra te-husene og kjortelbutikkerne spotter jeg køen.

Flere hundrede pakistanske, filippinske, indiske og sri-lankanske mænd står allerede i kø til deres medical fitness tests.

Jeg slår øjnene ned, fordi jeg instinktivt kan mærke, hvordan de stirrer på mig.

Lidt længere henne opdager en af sundhedscentrets medarbejdere mig, da han tilfældigvis stikker hovedet ud af døren. Han vinker mig ivrigt an.

Det føles forkert at gå direkte forbi den lange kø af ventende mænd i kjortler og kedeldragter, men samtidig er det en lettelse at slippe væk fra deres ublu blikke.

“Isn’t this the line for the men? Am I allowed to enter here? Where is the ladies’ section?”, fremstammer jeg.

“No worries – it’s okay. Would you like to use our fast track services, madam?”, spørger manden med et smil, da vi har passeret mændene og er kommet inden for i det klinisk rene, lyse og nydelige sundhedscenter.

Alting står i skærende kontrast til den lange kø udenfor.

Her hersker der civiliseret, nummereret køkultur. Her er airconditioneret, svalt og velduftende. Der er masser af medarbejdere, en rolig summen og et fint, adskilt kvinde- og herre-venteområde til os, der venter på at blive betjent.

Uden for er der dunkelt og ildelugtende. Der er skubbende, utålmodige mænd, som snik-snakker og diskuterer, mens de nærmer sig centrets indgang i sneglefart. Der er ingen aircondition. Der er ingen medarbejdere, som vinker dem an. Ingen fast-track services.

“How much is the fast track charge?”, spørger jeg den flinke mand, som er i færd med at processere min ansøgning.

“200 dirhams, Madam”, svarer han med et smil.

“What’s the normal charge and what are the waiting times?”, fortsætter jeg.

“Normal charge is 40 dirhams, but waiting times are a few hours. If you do fast track, you will be seen immediately”, svarer han tålmodigt.

Og jeg griber min pung og trækker resolut 200 dirhams op.img_5912Det her skal bare overstås hurtigst muligt.

Et minut senere sidder jeg over for en helt tildækket sygeplejerske.

Fast track ER fast track i Dubai.

Vi får øjenkontakt og jeg fornemmer, at hun smiler venligt til mig.

“Today I only need to take one blood sample, as this is a visa renewal”, forklarer hun, mens vi sætter gummibånd om min overarm og arbejder på at finde en fed blodåre.

“What are you testing me for today?”, spørger jeg.

“HIV. We want to see if you have HIV”, svarer hun sagligt.

“And what would happen, if I had HIV?”, fortsætter jeg.

“Then your visa application is rejected”, svarer hun sagligt.

De spøger ikke med smitsomme sygdomme i Ørkenstaten.

Især ikke de seksuelt overførte af slagsen, som så absolut er tabuiserede og stigmatiserede.

Selv en mindre SOS som klamydia skal rapporteres videre fra praktiserende læge til de offentlige myndigheder, da der kan herske tvivl om patientens seksuelle aktiviteter og orientering, om man så må formulere det.

På en måde er myndighedernes bekymring forståelig.

Det vil være voldsomt let at sprede sygdomme til epidemiske tilstande i et samfund, som konstant mixer 100+ nationaliteter her og der – på offentlige steder, i sundhedsvæsenets regi, på skoler, arbejdspladser, i lufthavnene osv.

Og vi immigranter kan ikke komme og sige, at præmissen ikke er 100% klar og uomtvistelig, når vi søger om ophold i Ørkenstaten: Har du HIV, får du ikke arbejdsvisum og opholdstilladelse.

Bum.

Ikke så meget diskussion.

Det burde dog være til ærlig og redelig diskussion, hvis man ser på tingene med danske briller på næsen.

HIV behøver jo ikke smitte andre. Det har vi alle sammen vidst siden engang i slutningen af ’80erne.

HIV gør jo heller ikke den smittede til en dårlig medarbejder eller slem samfundsborger.

Seksuelt overførte sygdomme kan man få og have i et ægteskab – de er ikke nødvendigvis et udtryk for udenomsægteskabelige udskejelser.

Det virker uuddannet. Simplificeret til det himmelråbende.

Men ikke desto mindre er det vilkårene.

Og kan jeg ikke li’ lugten i den glohede bageovn af en ørken, så kan jeg jo smutte fra De Varme Lande til Det Kolde Nord, kan jeg.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Konfirmander og fødselarer

Ih – en weekend, vi har haft!

Den starter med popcorn og filmhygge i sofaen.img_5823Herefter følger fejring af smukke konfirmander og søde fødselarer, som fylder mig helt med glæde og taknemmelighed over at være lige dér – i så gode menneskers selskab.

Martins fødselsdag blev desværre fejet lidt af vejen, fordi den faldt på en arbejdsdag og fordi der skulle pakkes til påskeferien i Danmark, så fredag tager vi seriøs revanche og fejrer ham og Hr. M (der også er blevet et år yngre) med en lille, uskyldig jordbær-marcipan-tærte.img_5835Hun er en energitæt og tung trunte at sætte til livs – og var det ikke for de oppebærende bobler i mit glas, ville jeg nok været sunket til bunds i poolen.

Vi fortsætter ufortrødent senere med ditto energitætte og tunge dinosaur-steaks.img_5837Full-on Brødrene Price, kører vi. Det er smørret og fedtet, der gør ‘et.

Og vi kan jo altid bede om syndernes forladelse i morgen?

Lige bortset fra at der er fuldt hus i kirken lørdag, så jeg ikke har dén mulighed.

Der er nemlig tale om noget af en helligdag både i kristen og muslimsk forstand.

For muslimerne er det helligdagen Al Isra Wal Mi’raj, der markerer dén nat, hvor Profeten Muhammed drog ud på en fysisk og åndelig rejse, hvor Gud påbød ham at udbrede og indføre 5 daglige bønner til hans ære og ihukommelse.

I forhold til kristendommen, er dagen særlig, fordi intet mindre end 30 unge skandinavere vælger at blive konfirmeret her i De Forenede Arabiske Emirater – fordelt på to steder: Den Danske Ambassade i Abu Dhabi og Sømandskirken i Dubai.

Prøv lige at se de smukke, unge mennesker!

img_5877

Og vi er så uendeligt heldige at få lov til at være med til at fejre to af de fine konfirmander ved et stemningsfuldt arrangement, afholdt af Hr. og Fru K.

Her er vi i gårdhaven – med Maricels håropsætninger – og helt klar til fest. Med Bob-kat som forundret tilskuer.img_5854Feststemningen er ligeså fin og varm som temperaturen.img_5861img_5863img_5862Vi spiser og spiser, drikker og drikker, sniksnakker og lytter til smukke taler fremført af de unge mennesker, som med største selvfølgelighed giver udtryk for deres tanker og følelser.

Og da de voksne svømmer hen i salig mæthed og kølig hvidvin, springer de unge resolut i poolen – og lader konfirmationstøj være konfirmationstøj. Det er alligevel for sent at protestere. img_5868Cille og Mille ser målløse og benovede til fra sidelinjen. De store piger er lige dele spændende og overraskende.img_5871Og da de unge er kølet ned, står de med største selvfølgelighed op af vandet og danser sig tørre.img_5874Sikke en fest!

Næste morgen er cykelmyggene ude at køre 50 kilometer i ørkenen. Jeg fatter stadig ikke hvordan Martin kan se sådan her ud efter flere timers cykling og forbrænding af knapt 1.000 kcal. Jeg ville have lagt mig til at dø midtvejs.img_5876Så jeg bager i stedet boller og laver morgenmad til Team Easy On. Og så roser jeg dem for deres indsats. Naturligvis.img_5875img_5878Weekenden slutter på forunderlig vis præcist som den starter.

Med popcorn.img_5879I biografen. Med Alec Baldwin som en forrygende Boss Baby.img_5884

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Far i Udlandet og Kundeservice Connie

God morgen fra Ørkenstaten.

Her starter den forlængede weekend med nybagte boller og morgenkaffe på hjemmekontoret, der har været forsømt i en måned.

Opgaverne er varierede og sindsoprivende spændende.img_5832 Der er log-in med SLEM-ID på SKATs hjemmeside, fordi vi skal betale restskat.

Der er fornyelse af Maricels sundhedsforsikring, sådan som myndighederne foreskriver det.

Pigerne og jeg skal have fornyet vores visum med deraf følgende arabisk papirmølle.

Der er sådan cirka 100 mails fra skolen.

Om ting, som skal indleveres til det nye emne. Om forældre-frivillige til læsning, foredrag og udflugter. Om opgaver, der skal laves. Tilladelser, som skal gives. Billeder, som skal tages.

Og pigerne skal indfanges til ufrivillig lektielæsning.

Mille laver mathletics på iPad, som er “dead-boring, fordi man skal trykke to gange’r på den button for at komme videre”. Ungen skulle bare vide, hvordan matematik så ud, da Mor var barn.img_5833Cille laver dansklektier. Der er to læse-let-bøger hver uge plus en række sætninger, der skal dannes med de nye ord fra bøgerne. Hun skriver ‘lektier er dumb’ på papiret – og dér må jeg rette hende. ‘Dum’ har ikke stumt ‘b’ på dansk. Men ellers har hun da fuldstændig ret. img_5834Martins hjemmearbejde er en skønsom blanding af kedelige arbejdsmails og en korrespondance med Connie fra Københavns Lufthavns Kundeservice, som er så fin, at jeg er nødt til at dele den med jer.


Martin skriver:

Jeg havde ifm. påsken “fornøjelsen” af at bruge Københavns Lufthavn – og efter at have ventet i kø i 45 minutter til paskontrollen, samt benyttet et toilet, der var så snavset og stank så meget af pis, at det gav kvalme (det samme var tilfældet på dametoilettet, som min kone og børn brugte), kom vi til biludlejningen… Denne del af vores ankomst til København har altid virket upåklageligt, men ikke denne gang! Beslutningen om at flytte samtlige biludlejningefirmaer ud af lufthavnsterminalen er simpelthen så ringe, at jeg håber at den ansvarlige er eller vil blive fyret. Den beslutning tilgodeser på ingen måde lufthavnens kunder som mig, der har brug for at leje en bil når vi kommer til landet. Hvordan Københavns Lufthavn kan have ambitioner om at være en lufthavn med international format, bare uden biludlejning, er en gåde.


Connie fra Kundeservice svarer:

Kære Martin Kaalund
Tak for din henvendelse til Københavns Lufthavn.
Først og fremmest skal jeg beklage jeres oplevelse ved ankomst til Københavns Lufthavn.
Det er bestemt ikke det vi ønsker for vores kunder. 
Det har desværre været en nødvendighed at flytte biludlejningsselskaberne til nye lokaler grundet de udvidelsesplaner, der på nuværende tidpunkt er i gang i lufthavnen for at øge kapaciteten til 40m passagerer.
Vi har ved flytningen samlet kontorene og udlejningsbilerne således, at der er en sammenhæng med hinanden og for at vi bedre kan hjælpe kunderne, såfremt der skulle opstå problemer med deres bil. 

Vi forstår godt at det kan give nogle udfordringer i starten, indtil man lærer det nye koncept at kende og vi arbejder hårdt på at gøre overgangen så smidig som muligt. Der er gratis terminalbusser, som har øget frekvensen i dagtimerne, så de nu kører hver 10 min, hvilket gerne skulle forkorte ventetiden. 

Mht. til standarden af rengøring, så vil jeg straks videresende din henvendelse til den ansvarlige i rengøringsafdelingen. Din henvendelse vil indgå til videre evaluering af, hvad vi kan gøre bedre for vores passagerer.


Martin skriver:

Kære Connie,

Mange tak for dit svar.

Tillad mig at foreslå, at du tager tre store kufferter, to carry-ons og to børn i alderen 5 og 8 og så prøver, hvor “brugervenligt, du finder det at skulle fra ankomsthallen til jeres nye biludlejningsterminal.

Kufferterne skal veje noget, vel ikke mindre end 20 kilo stykket, og al baggage og begge børn skal med hele vejen. Det er den tur min kone og børn skal tage, når de skal besøge familie og holde ferie i Danmark.

Jeg antager, at andre af jeres kunder der skal besøge Danmark vil finde oplevelsen lige så (lidt) brugervenlig som du vil.

Kan du ikke lade mig vide om du syntes, at det kunden, der er i centrum når du har taget turen?

Du kan også prøve turen som familie og tage en mandlig kollega med, men så skal du lige huske at tilføje en ekstra kuffert og carry-on. Af nylig erfaring kan jeg fortælle dig, at oplevelsen ikke er særlig god. Bare det at skulle have al bagagen ind og ud af jeres “bybusser” og at skulle have bære al bagagen når der ikke er nogle bagagevogne er en udfordring, specielt når man rejser med børn.

Før i tiden sagde vi altid til hinanden, at det godt kan være at immigrationen er underbemandet med lang ventetid til følge og at toiletterne i lufthavnen er så beskidte, at vi ikke kan få vores piger til at benytte dem, men biludlejningen virkede altid simpelt, enkelt og hurtigt. Sidstnævnte har I nu desværre ødelagt.


Connie fra Kundeservice svarer:

Kære Martin Kaalund
Jeg kan godt følge dig i din beskrivelse.
Jeg kan desværre ikke gøre andet end videresende din pointe til rette afdeling.


Stakkels Connie fra Kundeservice.

Den her slags syrlige mails må hun få en del af hver dag.

Til gengæld har vi modtaget en taknemmelig mail fra Europcar, der er ligeså lidt begejstrede for den nye løsning som kunderne.


Europcar skriver:

Kære Martin Kaalund,

Tak for at du har taget dig tid til at kontakte lufthavnen. Det sætter vi stor pris på i vores bestræbelser på at få forbedret forholdene.

Næste gang at du skal bruge billeje i Danmark, så må du meget gerne sende dit reservationsnummer til mig, så skal jeg sørge for, at du får en ekstra god bil.

God weekend.


Og sådan er der jo så meget.

Man skal ikke være urimelig over for Connie fra Kundeservice, men når noget er for dårligt, så er en Kaskelothvals ensomme klage-sang jo den eneste mulighed vi har, som kunder i en ringe butik.

Europcar, derimod – har vi aldrig nogensinde haft problemer med og kan varmt anbefale dem, hvis du mangler en lejebil.

Jeg tror desværre ikke på en ændring af biludlejningscirkusset i Kastrup.

Overhovedet.

Men hvis man intet gør, så sker der med statsgaranti ingenting.

Rigtig god weekend, når du kommer dertil!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Farmor fylder 70

Oh, yes.

Armbånd på bedste all-inclusive facon.

Der er en første gang for alting her i livet.

img_5677

Lalandia Billund og Farmors 70-års-fejring, here we come!

img_5758

Der blæser en iskold og sønderlemmende vind ude fra vest og de eksotiske palmer af den pureste plast vajer fra side til side, men Martin og Mille modstår elementernes rasen og overlever på deres rå stædighed og benhårde viljestyrke.

Det er dansk påskevejr, som vi kender det.

Med småregn, tunge skyer og blæst.

Men der skal mere til at forskrække fire faldne vikinger, så vi tjekker ufortrødent ind i Lalandia med bag-in-box som garant for indre varme og god stemning i fælleshytten med Faster D og Co.

img_5676

Det knaldsmarte ved Lalandia er nemlig, at det danske verjlig er underordnet. For her er himlen altid blå og solen skinner insisterende.

Indendøre.

I et univers af romerske søjler og italienske specialiteter a lá Jylland.

img_5749

Og pigerne elsker det.

Hvert eneste minut.

De har købt Lalandia-konceptet 100%.

img_5762

For her er der lagt op til leg med fætre og kusiner, grandfætre og grandkusiner, onkler, mostre og tanter.

Der er selskab og fællesskab; aktiviteter og oplevelser ad libitum for legebørn i alle aldre.

Selv under spisningen er der underholdning og arrangementer for børnene, så forældrene kan drikke sig i hegnet uden afbrydelser, hvilket er en udsøgt chance, som jeg naturligvis ikke lader passere.

After all, nogen skal jo fortælle sandhederne om livets genvordigheder til de unge mennesker i familien? Og dén tjans tilfalder mig. Helt naturligt. Beslutningen tager jeg resolut i en rus af vin og kalv og gris, der gør mig helt lykkelig og salig indeni, så mine livserfaringer strømmer ud som en bitter elixir.

Faktisk bliver jeg kun afbrudt i min talestrøm af tre kusiner på stribe, som optræder med vel-instrueret fællessang, så selskabet ih’er og åh’er ad trioen.

img_5701

Og uden for storfamiliens fællesspisninger morgen og aften, er der god tid til spontan kaffemik på torvet, når man støder ind i et familiemedlem eller ti.

Piazza, ville Lalandia nok insistere på at kalde stedet, nu hvor der er indført italiensk stemning med hiv og sving på en pløjemark i udkanten af Billund.

Her er det Farmor og Cille, som hygger sig med varm cacao efter skøjtebanen.

img_5769

Der er feel-good over hele feltet.

Martin forsvinder i et virvar af minigolf og vandrutschebaner med samtlige mandlige medlemmer af familien plus de modigste piger. (Læs: Minus undertegnede. Jeg har så rigeligt med at styre mit burkiniklædte korpus i børnerutschebanerne med Cille).

Nogle vælger at tage på kulturelle dannelsesudflugter om formiddagen for at undgå travlheden i AquaDome (det vi i gamle dage kaldte for vandland), da der er fuldt hus i Lalanda i påsken.

Andre drøner ni’er over æ’ grenz efter øl og slik, nu hvor Billund ifølge en flok nordsjællændere ligger så utroligt tæt på grænsen, at det ville være en skam ikke lige at køre forbi Sonja und Wolfgang. Onkel Peter og jeg trækker – som de eneste jyder – en smule på smilebåndet ad det ræsonnement.

Og Cille og Mille løber, hopper, rutscher, leger og danser sig igennem hver eneste dag og aften i fællesskabet. De er så optagede af at lege, at de knapt lægger mærke til deres forældre.

Det føles så godt.

Alle gør, hvad de har ka’ li’ og alting foregår i det tempo, vi selv sætter.

img_5766

Og helt ærligt: Findes der noget bedre scenarie for børn end at kunne løbe fra hus til hus og banke på for at se, hvilket familiemedlem, der nu åbner?

I think not. 

Men det er ikke kun børnene i familien, som trives med og i kollektivet.

img_5707

Det er også Farmors ønskescenarie:

At have os alle sammen – 28 familiemedlemmer – lige rundt omkring hende på hendes runde dag.

At alle er glade og nyder at gøre præcist det, de har lyst til.

At vi kan gå helt uformelt ind og ud af fællesskabet, som det nu passer den enkelte.

img_5709

Farmor trives med mennesker omkring sig – børn og hunde i særdeleshed – og hun behersker kaos og stordrift i en sådan grad, at jeg har hende mistænkt for at elske det.

img_5710

Og vi fejrer hende efter bedste evne.

For 70 år er en big deal. Prøv bare at se antallet af lys, der spidder uskyldige kanelsnegle, der aldrig bliver sig selv igen efter den oplevelse.

img_5706

fullsizerender

Og hun får fine overraskelser, som hun ikke havde den mindste mistanke om.

img_5731

 

img_5717

Og jeg sympati-piver af glæde, da jeg ser, hvor glad og overrasket Farmor bliver over gaverne. Alting er lige som jeg havde håbet på og mere til.

img_5730

Og da jeg om aftenen ser over på hende gennem rødvinstågede øjne, véd jeg, at hun har fået præcist dét, hun ønskede sig i livet.

img_5752

En stor og livlig familie med intet mindre end 4 børn og 9 børnebørn.

Farmors 70 år har bestemt ikke været en dans på roser.

Men hun er en overlever – og hun lever et godt og rigt liv sammen med Farfar og alle os andre.

Og det er vi mange, der er taknemmelige for.

Hver eneste dag.

Af hjertet tak – Farmor-Svigermor og Farfar-Svigerfar – for en dejlig fødselsdagsfejring og påskeferie i storfamiliens skød.

Skulle det være en anden gang?

Dét tror jeg nok!

Vi takker ihvertfald for indbydelsen på forhånd.

Men først: Lur.

img_5776

Mange hilsner fra Mor i Udlandet