• ···

Helstegt pattegris og et hav af tårer

“Madam, I feel okay now. I no longer cry when I am in my room. I am not crying when I see my son on Skype”.

Maricel står foroverbøjet og hakker sirligt rødløg til aftensmaden.

“The first days back here, my tears kept coming and coming”.

Jeg snitter peberfrugt på min side af køkkenbordet og kigger diskret over på hende.

Hun er stadig dybt berørt af den nylige afsked med sønnen og manden.

Vi undgår øjenkontakt, for ellers vil endnu et hav af tårer stige op i hendes øjne.

Maricel kom retur for en uge siden.

Og det har ikke været nemt for hende at komme tilbage efter en måneds ferie på Filippinerne.

Det kan ikke overraske nogen, at hun har nydt at være tilbage i familiens skød efter et helt års adskillelse.img_4147 “First time I come here in Dubai, Madam, I was so nervous and excited and it felt easy to say goodbye.”

Maricel stopper op og ser eftertænksomt over på mig.

“But this time when I said goodbye, it was not so easy. I cried and cried in the airport and on the plane, because now I know what this life is like. But Madam, I was so happy to see the presents you prepared for me in my room and I sent the pictures to my husband so he can see how kind you are to me”.

Og jeg fortæller hende, at jeg har haft ondt i maven i flere dage ved tanken om den afsked, som hun har taget med sin søn, mand og familie.

At denne her situation på mange måder er helt urimelig at stille et menneske i.

At verden er et uretfærdigt sted, hvor behovet for at tjene penge tvinger mennesker til at tilsidesætte stort set alt.

At vi er dybt taknemmelige for, at hun kom tilbage til os.

“Are you sure, you want to stay another year?”, spørger jeg hende forsigtigt.

Hendes arbejdsvisum skal snart fornyes, hvis hun ønsker det. Og uanset hvor gerne vi vil have hende til at blive boende hos os, er der kun én til at tage beslutningen om, hvorvidt det er afsavnet værd at tjene en bedre løn i Dubai end i Filippinerne.

“Would you rather be home with your son?”, fortsætter jeg.

“But, Madam, I didn’t live with my son back home. I lived in the house of the Chinese lady, remember? I did the same like here and my grandmother took care of my son then, too”, svarer hun. “I promise you I will stay in Dubai as long as you are here”.

Det er – sådan helt egoistisk – rart at høre, at hun vil blive hos vores familie. For selvom det måske lyder som en kliché, så betyder hun uendeligt meget i vores liv.

Og selvom det piner mig at være medansvarlig for at Maricels søn må undvære hende i et år ad gangen, så har hun selvfølgelig egenhændigt valget om at blive eller ej.

Og mens hun er hér, skal jeg sørge for, at hun bliver behandlet pænt og respektfuldt – og at hun bliver ordentligt betalt for sit arbejde.

Maricel afbryder min tankerække.

“Did you see my message, Madam? I sent you pictures from my sister’s wedding and the roasted pig you gave as a wedding present”.

“Let me see…”, svarer jeg med et smil og finder billeder af både prægtigt kaalundsk svin og det yndige jule-brudepar.img_4158img_4161

Når savnet lægger sig og hverdagens trummerum indfinder sig, må jeg høre langt mere om hendes gensyn med familien derhjemme.

Hun skal bare lige have lidt tid til at komme sig over returchokket.

Og fred til at rede tankerne og følelserne ud.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Flatima og varm-ivatoren

Mille skutter sig under dynen.

Der er kun omkring 20 grader om aftenen her i vinterens Ørkenstat, så der er jo intet at sige til, at det stakkels barn fryser og har istap-tæer, der skal varmes mod mine inderlår.

“Mor, jeg ville ønske, at vi ikke kun havde en kold-ivator på vores roof. Vi skulle også have en varm-ivator to keep warm in the night, tænker jeg”.

Jeg putter Mille længere ind under dynen som et lydløst svar på tiltale.

“Mor, læg dig oven på mig, please”, ler hun så. Helt tilfreds med egen fikse idé.

Jeg gør som barnet befaler og siger: “Så! Nu bliver du helt fladmast som en pandekage, Mille”.

Og ungen svarer prompte: “Mor, når jeg bliver helt flad, så kan du kalde mig Flatima. Det er li’som Cilles Arabic teacher hedder Fatima og hun er helt fat”.

Priceless 4-årlinger.

Med deres fabulerende sprog og kringlede hjerner, der løber over med fantasifulde scenarier.

Måske er du selv forælder til sådan en størrelse.

Måske passer du én.

Måske har du bare den uforpligtende fornøjelse at kende én.

4-årlinger er sjove og udfordrende for forældre, lærere, pædagoger, søskende, legekammerater og andet godtfolk, som skal forsøge at holde trit med deres nyfundne selvbevidsthed.

Der er ikke tale om tilbagevendende to-årlings-trods-alder, uha-da-nej, for dén formulering har min alle-børns-elskende Mor lært mig, er helt forkert at anvende.

Der er snarere tale om et trin op ad selvforståelsens trappe.

Et syvmileskridt mod selvstændighed og frigørelse fra Mummy, som på samme tid føles frygtindgydende og storartet.

I løbet af forskrækkelig kort tid er Mille ihvertfald gået fra tumling til pige.

Jeg er ikke helt sikker på præcist, hvornår skiftet skete.

Måske i sommers?

Måske i julen?

Måske i forgårs?

Hvor forsvandt det hundehvalpede, klumpedumpede og babybløde hen?

Hvornår blev vi efterladt med en lang, lemmedaskende pige med formfuldendte argumenter, der kan sætte enhver til vægs og som vejer så meget, at jeg knapt kan slæbe hende op på værelset, når hun har en lige rigeligt kraftfuld fremtoning?

Jeg husker ikke dette skift på samme måde i Cille, som vi altid har kunnet tale til fornuft (omend hendes evne til at argumentere langstrakt heller ikke kommer fra fremmede).

Måske ænsede jeg det ikke i Cille. For der var slet ikke den samme tid til at pille navle og fundere, som der er nu.

Cille startede også i skole ugen efter sin 4-års fødselsdag. Hun var tilmed blevet storesøster et halvt år tidligere. Der var – i det hele taget – fart over feltet for samtlige familiemedlemmer i dén periode.

Men bitte-lille-store Mille er skolepige på 2. skoleår, fordi skolen starter (alt for) tidligt i en Ørkenstat.

Og intet går stille af sig med hende. Hverken i klasseværelset eller derhjemme.

Hver dag er en fornøjelse og en udfordring.

Alting fortjener en hujende fanfare og en veritabel nedsmeltning – oftest efterfulgt af verdens varmeste krammer.

Og når dagen er omme, har vi de skønneste samtaler af den slags, som man kun kan have med børn. Faktisk har Mille omtrent tusind samtale-krumspring på lager for at undgå at falde i søvn.

Her er én af klassikerne i repertoiret:

“Mum, can we talk’e about God? About his son, hva’ nu han hedder?”

“Jesus og jøsses, Mille”, svarer jeg. Efterhånden en smule træt af langstrakt putteseance.

“Jøsses?! Jesus, ham er hvad jeg mener. Hvad hedder hamses Mor og Far mon?”

“Maria og Josef”, svarer jeg.

“Hvornår er det Jesus’ fødselsdag igen? Throw’er de ham en juletræsparty med gaver, tror du, hva’ Mor?”

“Der er jo et helt år til Jesus’ fødselsdag, for vi har lige fejret det i Danmark, ikke? Og når nu det er Juleaften, så tror jeg da bestemt, at han også får et juletræ og julegaver ligesom os”, svarer jeg.

“Jeg tænker, at jeg vil skrive min Christmas wish list lidt earlier this year, Mum”, fortsætter hun. Ufortrødent.

“Okay, jamen, det lyder fint. Faktisk tænker jeg også, at vi skal hygge med juleting lidt tidligere i år end sidste gang. Det blev lidt hektisk til sidst”, svarer jeg og glemmer fuldstændigt, at ungen er en tidsrøver, der er i færd med at narre den mindre kloge .

“Min wish list skal sige gulerødder. Dem skal jeg give til Julemanden, som skal give dem til sine reindeer. Jeg wish’er at se dem reindeer. Kan man det, hva’ Mor?”

“De er usynlige og magiske, Mille. De flyver henover himlen, jo. Jeg tror, at det bliver næsten umuligt at komme til at se rensdyrene, men ønsk du dig gulerødder under alle omstændigheder”, svarer jeg.

“Jeg wish’er også en fake butt, Mor. En som ikke skal lorte. Vil det ikke være smart?”. Ungen er – naturligvis – på vej over i det anale, fækale univers, som kun en vaskeægte 4-årling virkelig forstår at værdsætte.

“Jo, det vil da måske være meget smart at være fri for det, Mille, men tænk, hvis de leverer den modsatte slags til dig, som lorter hele dagen lang, hvad vil du så gøre?”

Ungen griner nu højlydt.

Taknemmeligt publikum, er hun.

Og jeg er åbenbart sådan én, der hopper med på narrestreger og krumspring hver eneste gang.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Upassende

I aften er jeg præcist dén type kvinde, som Frank Hvam tænder på, hvis man da skal tro en smule på hans gamle stand-up-show, Upassende.

  • I 40erne (tæt ved, ihvertfald)
  • Har gennemgået to vaginale fødsler (jepper’di, batshit sexy cookie)
  • Så dødhamrende træt, at jeg helst vil ligge i min seng – uden selskab, tak – kl. 22 (tjeeeek).

Sådan er det, når man er working mama og medspiller i det der ‘lange parforhold’, som Hvam omtaler med et træt udtryk i sit gummiansigt.

Der er sgu’ så mange ting at blive træt af.

Tag nu for eksempel i dag, hvor jeg er tvunget til at udføre inspektionsarbejde på 30 kollegaer i 7 stive timer, i stedet for at befinde mig i meningsfyldte klasseværelser, som jeg plejer. Management documentation, som de ikke selv er villige til at udføre. My ass.

Der er også lektier.

Ikke livslektier, nej.

Den anden slags.

Skolelektierne, der gør ondt i både hjerner og nerver.img_4114Med 7-årigt pligtopfyldende barn, som selvfølgelig hellere vil gøre et ærligt forsøg på at overtale mig til at male med pensler end at læse en lam læsebog af idéforladt, britisk herkomst.

Med 4-årigt udfordrende barn, som åbenbart skal trænes ekstra i at genkende bogstaver både som tegn og lyd, fordi hun ‘lige mangler det sidste level of confidence‘, som læreren så høfligt formulerer det i en alt for flygtig skole-hjem-samtale.

Der er school-trip-formularer og consent-forms, som skal sendes ind i morgen med lige penge i en konvolut.

Der er rod i kalenderen og aftaler, som skal sorteres, udredes og re-arrangeres ved hjælp af 117 Whatsapp-beskeder.

Der er muggen Bob-kat, som mjaver indtrængende og fremviser et stort bid på halsen og ved munden, fordi han tydeligvis ikke er nabolagets alfahan. Not anymore.img_4118Tilsæt et styks ulykkelig Maricel, som lister stille rundt og forsøger at vænne sig til tanken om, at der går 12 lange måneder, før hun igen kan slå armene om sin søn og sin mand. Det giver mig mavepine og hjertesmerte og hjernekvababbelse at udholde. Selvom jeg ved, at hun er her så ‘frivilligt’ som en fattig filippiner nu kan være. Selvom jeg ved, at vi behandler hende godt, gavmildt og respektfuldt. Selvom jeg ved, at vi hjælper sønnen til et bedre uddannelsesniveau for en bedre fremtid.

Og så er der vores mentalt-drænende, uudtalte problem. Uudtalt i blog-sammenhæng, forstås.

Det er den store, tunge sky af bekymring om arbejdsmuligheder og fremtiden i Ørkenstaten, som har hængt over os i 9 måneder nu.

Og som ingen ende vil tage foreløbigt.

To merge or not to merge, that’s the question…

Og mere kan jeg vist ikke sige om dén sag.

Så hen under aften gør jeg det.

Trækker sko på.

Lister musestille ud af døren, før nogen kan nå at slå armene omkring mine lår.

For at gå en tur med udsigt til den smukkeste, pastelfarvede solnedgang.

For at få et øjebliks fred.

For at få mig selv for mig selv.

En lille gestus, kan det måske synes.

Men at tage sig tid til gåtur i eget selskab, er faktisk ikke ubetydeligt. Det er én ud af en lang række vigtige selv-handlinger, som jeg lærer meget mere om lige nu på Fru M’s fantastiske selvudviklingskursus.

At ære mig selv ved at lytte til og gøre dét, som min sjæl, mit hjerte og min hjerne har behov for.

En gåtur. I fred.

Et bad. I ro og mag.

Så om lidt letter jeg på æsken med favorit-sagerne og stiller mig under den varme bruser.img_4119Bagefter sprayer jeg beroligende pillow-mist ud over min pude.

Og så lægger jeg mig.

Tidligt.

Fordi jeg trænger til skønhedssøvn.img_4122Rock ‘n’ roll, baby. Knapt 40 år, vaginalt-fødende, udmattet Mor-type.

Som vil stige mod drømmeland, mens jeg sender Universet en serie taknemmelige tanker.

For der er heldigvis masser at være taknemmelig for og over hver eneste dag. Uanset truende skyer i horisonten og tunge spekulationer i hovedet.

Min trætte Mor-krop – som er sund og rask, eksempelvis. Og præcist, som den skal være, ifølge verdens aller-sødeste mand, som jeg er så heldig at være gift med.

Mine to døtre, der heldigvis har sjovere ting i livet at tage sig til end at læse læsebøger med deres Mor.

Maricel, som hjælper mig hver eneste dag med alt. Alt.

Dejlige venner, en skøn familie og gode kollegaer, som hver eneste dag får mig til at le højt.

Der er den danske Mor på cykel, der stopper mig i aften på gåtur i ghettoen og bekendtgør, at jeg bare skriver så godt og rammende, at hun altid har lyst til at læse mine blogindlæg.

Listen er uudtømmelig.

For jeg er den heldigste kartoffel.

Og i morgen er der atter en dag.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Forbindelse

I dag er én af den slags dage, hvor mit arbejde er verdens mest meningsfulde.img_4095At være lærer giver og skaber mening.

På en fundamentalt anderledes – og langt bedre – måde end noget andet job, jeg har prøvet.

Det er nok også derfor, at der findes så mange mennesker, som gider at stå op hver morgen for at forklare vidt og bredt om alt fra Herodes til Pilates (get it?) uden at modtage den helt store monetære kompensation.

De mange mennesker – lærerne – søger nemlig efter de gyldne øjeblikke.

Vi er nærmest afhængige af dem som suckers for sukker. Som sørøvere på intens skattejagt.

Og det mest desperate ved situationen er, at de gyldne øjeblikke kun viser sig ganske spontant og ganske sporadisk.

Lidt ligesom det enestående, knasende rene golfslag med driveren.

Lidt ligesom det eventyrlige øjeblik, hvor du får øjenkontakt med et helt særligt menneske.

Men i morges skete det.

Uventet som altid, men velkomment.

Tre unge studerende – en kristen, en hindu og en muslim – researcher i stille fællesskab moralbegreberne i de tre religioner, som kontekstuel forberedelse før læsning af den spirituelle roman “Life of Pi”, hvor hovedpersonen er en vaskeægte 3-i-1’er, der praktiserer islam, kristendom og hinduisme samtidigt.img_4090I De Forenede Arabiske Emirater er det kun lovligt at tilhøre én religion. Og det er samtidig ulovligt ikke at tilhøre en religion. Alle står vi sirligt opført og registreret med vores (til lejligheden passende) religiøse overbevisning i statens immigrationssystem, i skolesystemerne, i HR’s databaser på arbejdspladserne og så fremdeles.

Så poly-religiøsitet som emne i skolen er en smule – hvad skal vi sige – diskutérbart i vores del af verden, men det forhindrer os ikke i at anvende undervisningsmateriale om emnet. På diskret vis.

De 3 studerende går heldigvis også åbent og fint til opgaven.

Og så kom det.

Det gyldne øjeblik, som giver litteraturjunkien i mig et instant fix.

“Miss Tina, did you know that the moral concepts and values are the same in Islam, Hinduism and Christianity?” Pigerne kigger opmærksomt op på mig fra deres computere.

“Tell me more”, svarer jeg.

“Well, we have found out that what is good to do is good in all three religions and what is bad to do is bad in all three religions too”, responderer de.

“And what would that then mean to us as human beings?”, fortsætter jeg.

“It means that we judge by and adhere to the same rules and values no matter our religion”, svarer de.

“So we – as mankind – do share our understanding of what it means to be a good person and a bad person. We navigate within the same boundaries, the same system and the same values”, siger jeg.

De tre studerende ser rundt på hinanden og smiler bredt ved tanken om enhed og fælles forståelse.

Og i mit indre breder sig et stort, varmt amen.

For virkelig forandring sker jo på det individuelle plan.

Lige dér i mødet mellem 3 studerende med forskellige religiøse baggrunde, som ser hinanden i øjnene og anerkender, at de fundamentalt set er ens.

At der alligevel ikke er den store forskel.

At deres religiøse overbevisninger er lige værdige.

Ligeså fint et gyldent øjeblik breder sig også igår, hvor en lille gruppe studerende er i færd med at undersøge Steinbeck’s bevæggrunde for at skrive om helt almindelige menneskers benhårde livsvilkår.img_4092De unge mennesker skramler rundt med Steinbecks kommunistiske tilbøjeligheder og The Anti American Dream, selvom den slags frække samfundsidéer velsagtens også er ulovlige i en Ørkenstat.

Pludselig lytter jeg til en intens diskussion om lykke, frihed og behov. Om hvad der i virkeligheden gør mennesket lykkeligt og frit. Og jeg pirker forsigtigt til elevernes selvforståelse ved at spørge, om Dubai er en mellemøstlig variant af The American Dream? Om et godt liv måles i økonomisk succes eller om der findes andre former for vægtskåle og målestokke at gå efter?

Og mit hjerte smelter forsigtigt til lyden af meningsfyldt samtale om omvendte samfundspyramider og meningen med hele skidtet.

Eller forleden dag, hvor en hel 9. klasse er i færd med at læse en artikel om køn, kønsroller og identitetsforståelse som forberedelse til deres analyse af Shakespeare’s “Twelfth Night”, hvor der på klassisk Shakespeare-manér sker multiple identitetforviklinger og uartige forelskelser mellem samme (og forskellige) køn.img_4091Mulige homoseksuelle tilbøjeligheder er nok heller ikke ligefrem velkommen litterær kost på disse breddegrader, men vi læser det ind i teksterne alligevel. På diskret vis.

Så jeg kigger ud over klassen, der smågaber og har svært ved at finde relevansen i artiklen om køn og identitet og siger: “Are there any Danes present, besides myself?”

En (brun, som Hella Joof ville sige) ung mand kvækker fra det fjerneste hjørne: “Me, Miss, I’m also Danish. Bare en lilla smula”.

“That’s great! Then you might already know that as of 1st of January this year, Denmark has taken a stance and is now the one and single country in the World to refuse to classify transgender individuals as suffering from a ‘mental or behavioural disorder’ as per current WHO guidelines”, siger jeg.

“It means that people in Denmark can now be their individual gender in the way that they feel is right without being stigmatised as “sick” or “abnormal” by the system”, fortsætter jeg.

“But, Miss, what do you mean by individual gender?”, spørger en elev.

“There are at least 50 different ways of understanding and interpreting gender, go look it up”, svarer jeg.

“58 variations of gender to be exact, Miss”, svarer en anden elev et øjeblik senere.

Og så sker der dét, der må og skal ske.

Samtlige elever hiver elektronisk tingel-tangel op af taskerne for at undersøge emnet i dybden.

Hvis bare halvdelen af klassen går ud med en ny og udvidet overflade-forståelse af køn og identitet er der tale om et vaskeægte gyldent øjeblik.

Hvis bare en enkelt håndfuld endda bliver mere åbne over for forskelligheder mellem mennesker, skal der udråbes et dybfølt hallelujah.

Og tænk, hvis der sidder ét enkelt individ i lokalet, som nu har fået en ny indgangsvinkel til at fundere over egen kønsidentitet, så besvimer jeg af lykke.

Forandring starter i det enkelte menneske.

Og jeg er stolt over at være del af en international skole og arbejdsplads, hvor vi på respektfuld vis udfordrer rammerne for, hvad der kan tænkes og siges i en arabisk kontekst.

Sådan her er hver dag nu ikke. Bevares.

Det forstår og genkender enhver, der har være omringet af teenagere i mere end et kvarter ad gangen.

Der er dage, hvor det er so-so med motivationen, når jeg konfronteres med vrantne ansigter og uinteresserede attituder, som kan tage pusten fra selv en uskyldig og engageret fagnørd.

Men sådan er det ikke idag.

Heldigvis.

I dag tillader jeg mig at have hovedet helt fyldt af drømme og ord, præcist som Pablo Neruda-skikkelsen Neftalí Reyes i “The Dreamer”.img_4093

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Langstrakt

Bob-katten ligger og ligner et præcist billede på min sindstilstand. img_4051Han er helt nede i gear.

Helt nede.

Hele weekenden er foregået i denne her form for langstrakthed.

Der har været tid til de mest utrolige ting og sager.

Til samsovning langt op ad formiddagen og nybagte boller.img_4053Til trampolin-hopperi (eksklusiv Bob-kat, selvfølgelig).img_4050Til langsom morgen-nussen-rundt i gårdhaven, som står så fin og blomstrende og grøn i det skønne vintervejr.img_4068Der har været tid til tusind praktiske ting.

Indkøb.

Rengøring.

Nedpakning af julepynt.

Oprydning på den onde klinge.

Organisering af stumper og stykker efter 14 dages juleferie.

Dyrepasning hos Familien M.img_4062Men der er også altid tid til en gyngetur i solskin.img_4067 Og til lektielæsning i ro og mag. For én gangs skyld.img_4054Og vi belønner vores store engagement i livets mere eller mindre syrlige pligter med en familietur i “Flip Out” – Dubai’s bedste trampolinland – og en tur i biffen for at se “Moana”, som viser sig at være en fin, lille Disney-film med (endnu) en stærk heltinde.img_4056Det er forunderligt, som tiden har en evne til at strække sig og trække sig selv i langdrag, når jeg har allermest brug for det.

Konceptet med at ’strække tiden, når man har behov for det’, har jeg (som så meget andet) lært af Fru M på ét af hendes kurser.

Det er jo “bare” et mentalt trick, om man vil.

Men skidtet virker.

Endda i praksis.

Du kan – ganske enkelt – beslutte dig for, at du ‘når det’.

Og så når du det.

Simple as that.

Og jeg skal nok lade være med at sige, at det er Universet, som hører dig, men lade dig blive i mere beroligende tanker om, at det er dit indre urværk, som guider dig hen mod at nå det møde eller den opgave, som du har sat dig for til et bestemt tidspunkt.

At jeg selv sender ønsket om at nå et eller andet ud i Universet, dét er en helt anden historie – og muligvis en langhåret én af slagsen.

Men fordi weekendens tid helt åbenlyst er elastisk, når vi også at hoppe i bølgerne på Kite Beach med gode venner.img_4070Og det er ikke kun mig forundt at lege med tiden.

Også børnene taber fornemmelsen for tid og sted i deres koncentrerede leg.img_4072Dét her er så tiltrængt.

Så kærkomment.

Så nødvendigt oven på en komprimeret juleferie og første uges hverdage.

Nu er der tid til leg i uendeligheder.img_4075Og afslapning mindst lige så længe.img_4078Dubai-vinter. Jeg elsker dig. Af hele mit hjerte.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Med hovedet fyldt af drømme

Okay.

Jeg har gennemlæst mit Nytårs-blogindlæg.

Det er stramt.

Vredt og hvæsende.

Ved sådan et nærmere eftersyn, dagene derpå.

Netop derfor er det så fint at mærke, at 2016 i virkeligheden ender på et kæmpe, energisk, glædesfyldt high – ikke bare for mit eget vedkommende, men for hele familiens.

Vi triller til Abu Dhabi med Familien M og tjekker ind på Dusit Thani. Hotellet for folk uden højdeskræk, konstaterer jeg, da jeg læner mig ud over gelænderet for at få et kig ned i foyeren.img_3985Det er tid til pink champagne og pre-party.fullsizerenderimg_4022

Efter et par timer bliver vi hentet og kørt ud til Du Arena, som ligger ved siden af Yas Marina Circuit, hvor der køres Formel 1.

Vi er der i rigtig god tid, så alting kan foregå i et stille og roligt tempo. Det er pigernes første koncertoplevelse. De ligger på en måtte og kigger sig nysgerrigt omkring, før der sådan for alvor begynder at komme mennesker ind på arenaen.img_3988Efter et par timer går Coldplay på scenen og leverer intet mindre end et fantastisk show.img_3996Med rigtig god lyd og et virkelig flot, perfekt afstemt sceneshow, hvor der – naturligvis – er indlagt fyrværkeri ved midnat.img_4005Pigerne rocker med.

Den ældste C er klart mest begejstret og kan synge med på alle numrene, men de yngre piger er glade og gør store øjne over alle de ting, der foregår.

15825879_10154307412338036_2349787436339589478_nDet meste af tiden sidder de tilfredse på ryggen, armen eller skuldrene af en svedende forælder, fordi de er alt for korte til at kunne se for mængden af voksne foran dem.

Det er så dagens work-out for de gamle, som langsomt får arme, der ville være en gorilla værdig.img_3993Koncerten er intet mindre end den perfekte afslutning på 2016.

Det er så befriende ikke at skulle ‘gøre’ noget forud for, under eller efter en nytårsfest.

Underholdningen bliver leveret af Chris Martin med venner. Vi skal ikke gøre andet end at flyde med på den melodiske strøm.

Maden er, som den nu engang er til en koncert: Snasket og uprætentiøs. Der er intet upscale eller spændende ved det – men hvad gør det egentlig? Vi får så mange festmåltider på andre tider af året, at det nærmest er en lettelse, at ingen af os skal gøre os umage og fremstille et eller andet helt særligt til lejligheden.

Og hvad angår de sociale arrangementer, så kan pre- og afterparty kun køres fuldstændig afslappet, når de foregår på et hotelværelse. Vi puster lidt serpentiner. Pudser 4 champagneglas op. Roder i køletasken efter champagnen. Åbner posen med chips. Pakker kransekagen ud af tupperware. Simple as that. img_4023

Det spiller 100%.

Forventningerne til koncerten bliver indfriet.

Selskabet er perfekt.

Stemningen er høj.

Alle er glade, hygger sig og tager tingene præcist som de kommer.

Lige til klokken 4 om morgenen.

Og alt for få timers søvn senere, dratter to trætte forældre ud af hotelsengen og forsøger at få liv i Sleeping Beauty og hendes søster, før det er tid til check-out.img_4014Det er hårdt at være koncert- og afterparty-prinsesser til klokken vanvittig.img_4015Men lidt røræg, et par kopper tjæresort kaffe og en sprød croissant senere, er vi klar til at vende snuden hjem.img_4018img_4019Sikke en fest, vi har haft.

På årets sidste dag.

Nu kan 2017 bare komme an.

Vi skal lige have os et nytårsdyp, så er vi klar!img_4029

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

2016 – din gamle kælling…

Jeg står ikke alene med et brændende ønske om at 2016 snart rinder ud, vel?

2016 er som en gammel, nasty kælling, der bare skal rejse ad hekkenfeldt til.

ASAP.

Det har i sandhed været et skamfuldt Herrens år.

På de værst tænkelige og mest utænkelige måder.

Og det kan ikke gå stærkt nok med at spole frem til 2017, som kommer til os med lige dele håb og håbløshed.

Tænk, hvad 2016 dog bød på:

  1. Folkedrab i Syrien. Massakre. Krig. Masseødelæggelse. Brug den definition, du lyster – for Syriens borgere har 2016 været dødeligt på så brutal og umenneskelig vis, at ingen af os har ord for det. Jeg har ikke engang kunnet skrive om det på bloggen, fordi det er for stort og for tungt. Jeg ved og forstår alt, alt for lidt. I stedet har jeg fulgt den syriske-danske læge Haifaa Awad, Naser Khader og andre debattørers kommentarer til de gruopvækkende begivenheder, samt nyhedskanalerne, der viser en lind strøm af billeder af uskyldige mennesker, som brænder sig fast på nethinden. Syrien er ikke det eneste sted, hvor krig og terror smadrer menneskehedens livsmuligheder, men jeg er helt bange for at remse lande op, da listen er så lang, at jeg uundgåeligt ville udelade steder ved en fejltagelse. Og for mig er Syrien dét land, der har gjort allermest ondt at se på i 2016. Hvordan kan vi som internationalt samfund endnu en gang se til, mens uskyldige mennesker dræbes, fordi magtliderlige diktatorer i fællesskab demonstrerer, at de har eller tager magten? Hvordan kan det internationale samfund lade stå til, fordi Syrien er en ‘interessekonflikt’ og nøle med at tage nogen form for aktiv beslutning, mens uskyldige mejes ned?
  2. Trump. Undskyld. For helvede. Vi burde vedtage i fællesskab, at vi ikke taler mere om ham eller brokker os over valgresultatet i Guds eget land. For skidtet er afgjort og det orange-farvede Halloween-Monster-med-de-bittesmå-hænder-der-griber-fat-i-alle-tissekoner vandt. Men de konsekvenser, som valget af Trump i 2016 får på verden i 2017 (med mere), er for frygtindgydende til at ignorere ham. Jeg har ikke ord for dén skandale, det er, at Trump indsættes som Amerikas Præsident i det kommende år. Hvem tør forestille sig hvad han og bedstevennen Putin dog kan finde på? 2016 er i sandhed året, hvor store demagoger indtager de mest magtfulde poster i verden. 2016 er året, hvor nationer vælger med følelser og overbevisninger snarere end ved saglig forholden-sig-til fakta og realiteter. 2016 er året, hvor en perfid racist og mandschauvinist sætter helt nye lave standarder for, hvad man som politiker kan tillade sig at sige af utænkelige ting uden hold i virkeligheden – og alligevel blive valgt. Se blot nu på stimlen af nationalistiske og populistiske politikere i Europa, der vejrer morgenluft og imiterer Trump. De vinder i 2016. Og de fortsætter med at vinde i 2017.
  3. BREXIT. Jeg vrælede lukt ned i min morgenkaffe, den salige fredag morgen, hvor valgresultatet gik op for mig. Dén dag, hvor GREAT BRITAIN blev til REALLY NOT SO GREAT BRITAIN. Løgn og latin, overdrivelser og underdrivelser, usaglige argumenter, følelsestærsken, manipulation af tal og statistikker og alt mulig andet uskønt blev anvendt til at føre en hel nation bag lyset. Englænderne får lige så meget bedre NHS i 2017, som amerikanerne får stur-stur-mur ned til de livsfarlige mexicanere. Jeg græmmes. Hvor er visionerne? Hvor er de store linjer? Hvornår husker vi på historien? Hvornår forholder vi os til fakta? Hvornår forstår vi, at ingen er uafhængig af andre?
  4. Og nu til én af de hjemlige. SKAT. En mulig svindelsag med negative momsudbetalinger for 200 milliarder danske kroner. Et par småkager eller tre er der således smuttet fra Dronningerigets fælles-kagedåse, som var tiltænkt dén der vidunderlige Velfærdsstat, som alle er så sindssygt bange for at begrænse bare den mindste smule, selvom politikerne med deres lovgivningsapparatur og den generelle statslige ineffektivitet slår den ihjel under alle omstændigheder. Og hvad med svindlen med udbytteskat for 12.3 milliarder kroner? Arh, det er jo håndører i forhold til alle de andre problemer i SKAT, ikke? Men der kan dælen dytme skiftes mange bleer og vaskes mange haler for 12.3 milliarder kroner, kan der. Og ham den lidt for snedige udbytteskatte-fætter leger tilmed gemmeleg her i Dubai, så man fristes til at frygte, at vi bliver det nye Pattaya for danskere, der ikke helt kan holde sig på den rigtige side af stregen. Bittert, er det. Det er folkets surt-sammenskrabede midler, som tosses væk i en kombination af inkompetence og for få hjerner til at granske og tjekke op. Det er hele skattelovgivningen, der burde simplificeres og gentænkes. Men den dag kommer aldrig i Danmark. De ansvarlige bliver ikke engang sendt på porten. Og politikerne har kun øje for nye og flere love – aldrig reduktion eller ændringer – dét er for tørt og kedeligt.
  5. Terror rundt omkring i europæiske storbyer. Som bosiddende i et af de yderst få rolige smørhuller i Mellemøsten, er det besynderligt at opleve, at jeg føler mig langt tryggere og sikrere hér end i Europa. Vi vælger lufthavne i nærområdet frem for europæiske lufthavne, hvis vi kan undgå det. Og den seneste terror, som vi har oplevet den i f.eks. Frankrig og Tyskland er jo fuldstændig umulig at undgå eller kontrollere. Der er ingen forudgående advarsler. Det er simple manøvrer. Man lejer en lastbil og mejer så mange uskyldige borgere ihjel som overhovedet muligt. Vi kan jo ikke forbyde udlejning af lastbiler. Eller omringe samtlige åbne pladser, nationale festmarkeringer, julemarkeder og hvad ved jeg med anti-terrorkorps, der netop IKKE hører til i en fri og åben verden. Vi kan ikke hamle op med de her mennesker, der ikke er bange for at dø for deres sag. Det er hele forskellen på dem og os. Vi er hunderædde for døden. Det er de ikke.
  6. Flygtninge og asylansøgere. Vi så dem lide druknedøden på havet og vi så dem vandre i lange menneskeslanger igennem Europa, mens de råbte på asyl, fik bank af ordensmagten, som bagefter sendte dem diskret over grænsen til det næste land, som så fik hovedpine og sked på konventionerne, mens det gradvist gik op for flygtningene, at der vist alligevel ikke flød med små-naivistisk mælk og honning i de europæiske gader og kun Frau Merkel havde den decency at byde dem velkommen. Smålighedens og nationalpopulismens grimme fjæs dukkede op igen og igen og talte til vores allesammens laveste fællesnævner, den indre svinehund. Og den indre svinehund kan ikke li’ brune mennesker fra fremmede lande, der taler fremmede sprog, tror på en anden Gud og går med hovedbeklædninger, som vi godt nok også selv gjorde for år tilbage. De voldtager også vores damer og stjæler vores arbejde. Det siger Trump. Tyv tror nemlig, at hver mand stjæler. Jeg græmmes.
  7. Realitystjerner, you-tubere, instagrammere og TV-programmer om folk, der har (eller rettere: ikke har) et eller andet talent, som et par smagsdommere og du selv kan vurdere fra en blød lænestol. Alt sammen emner, der fylder vores blade, fjernsynskanaler og aviser med komplet ligegyldige nyheder, der appellerer til…du har gættet det allerede…din og min indre svinehund. Dén, der elsker at krumme grisetæer over talentløse trunter med plasticansigter og ditto bryster, som vrider sig på lagner og udtaler sig helt fjollet. Dén, der er lettet over, at man kan slippe afsted med at fnise og fnyse, bagtale og snik-snakke sig igennem hele hverdagen uden at skulle tage stilling til noget som helst, der kræver et minimum af selvstændig tankegang. Hvornår bliver det på mode at tænke sig om igen eller bare sådan helt generelt at være et fornuftigt, dannet menneske? Hvornår bliver man igen kendt for at kunne noget særligt og ikke bare fordi man er pæn? Hvordan får vi forklaret halvdelen af menneskeheden (den kvindelige, for nu at være helt specifik), at det faktisk er langt, langt smartere at være smart indeni end udenpå?

Det kan konstateres, at jeg er en ganske mavesur mokke her på randen af et bristet, talentløst 2016.

FUCK 2016.

Måske kunne jeg afslutte min nytårs-nedfældning med at udvise bare et minimum af taknemmelighed?

Det har Hella Joof nemlig udråbt til at være løsningen på dette Herrens liv.

På det individuelle plan, forstås.

Men det virkeligt interessante er jo, at dét, der sker indeni os, smitter af på verden omkring os.

Og taknemmelige mennesker lever bedre liv. Taknemmelige mennekser behandler bevidst og ubevidst andre mennesker bedre.

Se, dét er da et nytårsforsæt, der giver mening.

At se det gode og det fine i småt som stort. At huske mig selv på alt det dejlige og skønne, som verden og mine medmennesker også har at byde på,

Så nu prøver jeg.

Vi drysser glimmer på og sender baby August lige ind i min hjertekule og op på min indre kaminhylde. Dér skal han sidde som Número Uno. Han er ubetinget det bedste, der er sket i mit liv i 2016. Tak, Søster-min for den babydreng, jeg aldrig selv fik. Jeg elsker ham.

Jeg er ligeledes dybt taknemmelig for vores velfungerende firkløver og de fantastiske muligheder, vi har som familie i udlandet. Det er en stor gave at kunne lade vores piger vokse op som flersprogede, multikulturelle mennesker, der aldrig har hørt om hverken Jante eller indre svinehunde, der er bange for farverne brun og sort. Hvis jeg kan sende bare ét ønske ud i universet, så bliver det, at vores døtre kan vokse op som værdige verdensborgere, der ser alle mennesker som lige-så-værdige som dem selv.

På det indre plan er jeg dybt taknemmelig for de kurser i personlig udvikling, som jeg deltager i hos Fru M. Jeg er lige så taknemmelig for Fru M i al hendes væsen og venskab – og mindst lige så taknemmelig for endnu et godt år med min bedsteveninde i Danmark, med hvem jeg har taget tusind ture i den mentale karussel i 2016.

Glimmer skal der også drysses ud over vores familier og venner. Det er så fantastisk at byde jer velkommen i Dubai – og at vi kan føle os så velkomne, når vi træder ind over dørtærsklen hos jer et par gange om året. Det føles altid som om vi lige har set hinanden og blot skal samle et par tråde op siden sidst. Tænk, at være så heldig at høre til, selvom vi på mange måder selv har valgt fra.

Uden familie og venner er vi ingenting.

Det gælder både på det individuelle og det nationale plan.

Sammenhængskraft, kalder politikerne det.

Samhørighed, kalder jeg det.

Og lad os nu håbe så inderligt og dybt, at sammenhængskræfterne i verdenssamfundene sejrer i 2017, selvom de skal modstå de værste populister, nationalister, racister, chauvinister og andre umulige charmetrolde, der hopper op af grumme æsker gang på gang.

Drys glimmer på de stygge mørkemænd, der fås i både hvide og sorte udgaver. Stil dem herefter ned i et mørkt hjørne og fokusér på alle de dejlige ting, mennesker og oplevelser, som skal op og skinne på din kaminhylde.

Og mens det vaskeægte lorteår 2016 rinder ud, danser vi rundt til Coldplay og bager nytårskager.img_3978Hvem skulle have troet, at Martin var en kransekagetop-bager sådan inderst inde?img_3981Min Skat, jeg glæder mig usigeligt til alt dét, du har tænkt dig at overraske med i 2017.

Og skal der være fest, så la’ der være fest. Det virker alligevel kun alt for passende at gå ud af 2016 og ind i 2017 med gedigne tømmermænd på førstesalen.

I ønskes alle et Rigtig Godt og Glædeligt Nytår!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Maricels jul

Dagene triller afsted i en rus af sukker og alkohol. Tilføj en vildsvinekølle, et par krondyrmørbrad, en stak pandekager, et fad æbleskiver og diverse klassiske julefrokostretter, som vi er så heldige at blive trakteret med, når vi turnerer rundt i det nordsjællandske hos venner og familie.

I mens vi spiser os en pukkel til i Moderlandet, er Maricel – vores hushjælp – rejst til Filippinerne for at gense sin familie.

img_3675

Hun har ikke set sin 10-årige søn i et helt år.

12 måneder uden at kunne holde ham, trøste ham, grine med ham, lege med ham, indsnuse hans barneduft.

Det er helt ubærligt.
img_3535

Hvis du selv er forælder, virker et års adskillelse fra dit barn utænkeligt, ikke?

Den eneste svage trøst er, at drengen er i gode hænder hos sin mormor og oldemor.

Men der er noget naturstridigt over at overlade ens barn til andre – uanset at de også elsker ham og vil ham det bedste.

Maricel har selvfølgelig heller ikke set sin mand i et år – eller bedstemor, forældre og alle de andre familiemedlemmer og venner, som hun elsker og savner i sin hverdag hos os i Dubai.img_3830Rent lovgivningsmæssigt er man forpligtet til at give ens hushjælp en årlig hjemrejse samt en måneds løn, mens hun er afsted.

Men der findes mange sørgelige historier om nannies, som ikke får dén mulighed af deres familier, selvom den er lovpligtig.

Der findes også mange gode historier om nannies, som får ekstra hjemrejser af deres familier, fordi de skal deltage i familiære begivenheder af den ene eller anden art.

Der findes ligeledes mange nannies, som ikke ønsker at gøre brug af den lovpligtige årlige hjemrejse, men i stedet beder deres familier om at få udbetalt den ekstra månedsløn og det beløb, som en flybillet ville have kostet.

Dét kan der være mange årsager til.

Måske har de desperat brug for pengene til en af børnenes uddannelse eller en af de ældres hospitalsudgifter. Måske er de uvenner med manden eller bedstemoren og ganske enkelt ikke orker konfrontationen eller problemerne derhjemme. Forklaringerne er lige så mange, som der er nannies. Naturligvis.img_3958Men Maricel måtte afsted til Filippinerne efter at have arbejdet for os i et år.

Der var der ingen tvivl om – hverken fra vores eller hendes side.

Hun er hjemme for at tilbringe tid med sin søn og mand. Og med resten af hendes store familie, der tæller så mange aunties, uncles and first cousins, at jeg ikke kan hitte rede på halvdelen.

Desuden er der stort anlagt bryllup i familien, som Maricel er en primus motor på at forberede.

Her er de i færd med brylluppets give aways til gæsterne, som er IKEA-lygter til fyrfadslys.img_3837Og jeg glæder mig over at modtage hendes billeder i en lind strøm.

De fortæller mig en hel masse om de livsomstændigheder, hun lever under i Filippinerne.

De fortæller mig noget om det fællesskab, hun kommer fra og er vant til – og som må være svært at undvære, men muligvis også rart at undvære ind i mellem? I Dubai har hun større frihed til at gøre de ting, hun har lyst til i sin fritid, hvor hun på Filippinerne i langt højere grad skal opvarte og hjælpe til i familien.

Maricel viser mig også alle de festligheder, de har forberedt i anledning af julen.

Her er det hendes mand, Jumar, der har arrangeret en julefest med karaokeanlæg, blåt juletræ og gave-galore.img_3765Der er gaveuddeling til børnene.img_3952Og selskabslege.img_3949 img_3957Barbecues.img_3953Og jeg smiler ved synet af Cilles og Milles aflagte tøj og sko på små nuttede piger i Filippinerne.img_3676img_3955

Det er sgu’ ikke nemt.

Der er en verden til forskel på Filippinerne og dét liv, som Maricel nu lever hos en dansk familie i Dubai.

På godt og på ondt.

Og hvem ved?

Måske er det for svært at undvære alle de her mennesker og det fællesskab, som hun er en del af hjemme i landsbyen?img_3951

Helt og aldeles egoistisk håber jeg, at Maricel vælger at vende retur til Dubai i starten af januar.

Og hvis hun ikke gør?

Så forstår jeg det vel i virkeligheden godt.

Men dybt ulykkelig, dét ville jeg blive.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Traditionen tro…

“Far, jeg har fundet ud at Faster Joey er inde i Julemanden”, griner Cille, da Martin putter hende ved midnatstid.

Hun vimrer af glæde og overstadig træthed.

“Og tooth fairy’en exist’er heller ikke, det er da bare Mor”, fortsætter hun – nu med trumf på.

7-et-halvt når hun således at blive, før hun selv lægger 2 og 2 sammen efter Julemandens besøg.

Et af livets mysterier har hun løst.

Og helt Mor-fjollet sørger jeg over, at hun nu har mistet sin jule-uskyld. At hun er nået til et nyt bevidsthedsstadie i sit barndomsliv.

Det har i øvrigt været den dejligste juleaften i storfamilien.

Traditionen tro fordriver vi tiden med at gå tur i den store skov.img_3870img_3871Og da mørket falder på, tænder Martin bål i gårdhaven, som vi så kan nyde synet af indendøre.img_3880Der skal 5 store landænder og en uhyggelig mængde sovs til, når så mange sultne familiemedlemmer skal bespises på årets største familiefestdag.img_3883img_3889Da vi når til maveknebs- og overfladeåndingsstadiet, skynder vi os at danse om juletræet.img_3891Pigerne elsker dansen, selvom de stort set kun kender “På loftet sidder nissen med sin julegrød”. Der er tydeligvis et glitch i deres danske genopdragelse, noterer jeg mig.img_3893Milles lille ansigt er uvurderligt, da hun med store, blanke øjne ser beundrende op på Julemanden, som er landet i Gadevang.img_3903Hun knuger gulerødderne til rensdyrene i sin favn, mens hun sluger Julemandens fortælling råt, og jeg ønsker lige dér, at hun må forblive præcist sådan hér.

Efter behørig gaveomdeling til stammens mindste – og sutteaflevering fra Fætter Victor til Julemanden – giver Mille ham gulerødderne som tak og farvel.img_3921Pigerne får alle deres juleønsker opfyldt, så ikke et øje er tørt.img_3923Vi slutter aftenen af med knaldperler og stjernekastere i den råkolde vinternat.img_3925Og dagen derpå vælter vi ud af sengen for at spille Afrikas Stjerne til formiddagskaffen.img_3939Efterfulgt af Moster Vibbers julefrokost, hvor vi igen er grænseløse og når maveknebs- og overfladeåndingsstadiet, før vi får stoppet op.img_3943Og nu har jeg lokket Martin til at tænde ild i pejsen, så julefreden og de store ømme julemadsmaver kan brede sig.img_3947img_3946Glædelig Jul ønskes I alle af Virkelighedens Pippi, Moren i Udlandet, Regnskabschefen i blomstrede Crocs og Lille My.img_3927Jeg håber, at I har haft en dejlig aften i selskab med dem, I holder allermest af ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

I Kvong og Kloster

“Mor, hvorfor stopper du bilen her?”img_3821Jeg ruller vinduet ned og ser ud over den uanseelige, vindomsuste og gudsforladte plet.

Som betyder alverden for mig.

Selvom stedet nu er ingenting.

Mudder og ukrudt med en brandtomt på nabogrunden.

Det er kun mig og min familie, der kan visualisere det lille hus med den store, åbne garage. Gruset, der knasede i gårdspladsen, så det sladrede om de utallige ventede og uventede gæsters ankomst. Granhækken med åbning ud mod vejen, så man hurtigt kunne komme i æ’ Brugsforening – og de fine bede med koralrøde og gule duftroser. Lugten af råstegte kartofler på panden og min Bedstes evindelige cigaretter. Smagen af lys sirup på birkesfranskbrød, mens min Far drillede sin gamle Mor kærligt og insisterende.

Vi befinder os i Hallum lige uden for Kvong.

Hvor fanden ligger Herning, spørger du måske? Men det her er ikke uldjydernes Midtjylland. Det her er Vestjylland – uden for Varde, nord for Esbjerg. Sådan cirkus.

I den slags Udkants-Danmark, som ingen Christiansborg-politiker gider se i øjnene.

Hvem gider beskæftige sig med landområder og landbrug i et land, som er bygget op på og omkring netop landbruget? Det er so yesterday i et videnssamfund. Tilsyneladende.

Vi er i den slags Udkants-Danmark, hvor realkreditinstitutter og banker siger kategorisk nej til aspirerende huslånsoptagere, uanset at husene er billigere end i Bilka og folket har stabilt og fornuftigt lønmodtager-arbejde.

Den slags Udkants-Danmark, hvor grundvandet står så højt, at man skulle tro, at Vadehavet var vadet indenlands.

Den slags Udkants-Danmark, hvor folket på tvungen vis egen-betaler for tilslutning til kommunens kloaksystem eller må foranledige en eller anden sofistikeret form for spildevandsrensning på egen grund, fordi kommunen både vil bestemme og bestemt ikke hjælpe.

Den slags Udkants-Danmark, hvor folket må fyre med kul eller træpiller fra Tyskland for at holde varmen om vinteren, fordi et tilbud om fjernvarme ligger ret så fjernt.

Den slags Udkants-Danmark, hvor faldefærdige, stort-set-ubeboelige rønner bliver beboet af mennesker, der knapt har råd til at betale et minimum af husleje til den slags udlejere, som burde have en dårlig smag i munden hver eneste måned.

Og al den armod giver tørst.

Eller også giver al den tørst armod?

Den slags Udkants-Danmark, hvor blot jordene har værdi for en modig hollandsk tilflytter-kvægbonde eller en mindst ligeså modig (og stædig) dansk landmand, som spreder komøg eller grisegylle på markerne og lader de tilhørende husmandssteder forfalde, fordi der ikke længere er interesse for eller attraktionsværdi i at bo på landet.

Den slags Udkants-Danmark, hvor aktive og engagerede mennesker banker på kommunernes døre for at ruske op i politikerne, der gang på gang lukker skoler og børnehaver – eller sammenlægger dem, så den mindste smule af håb for velfungerende landsbyliv slukkes én gang for alle.

“Det lyder måske lidt mærkeligt, piger, men lige her uden for på det lillebitte stykke eng, der lå engang et lille hus, hvor min Farmor boede. Hende elskede jeg meget højt, for hun var sjov og varm og dejlig. Hun røg mange cigaretter og bar helt rød læbestift. I hendes skab var der sko med meget høje hæle, som jeg fik lov at danse i og så spillede vi kort om aftenen”, mumler jeg som en forstillet forklaring på at lejebilen pludselig går i tomgang med advarselsblinket slået til, selvom der ikke er et levende væsen i miles omkreds.

Det er en sær oplevelse at sidde her.

Som vidne til ingenting, selvom der inden i mig er alting.

Billeder af de mindste detaljer.

Suppeterrinen med guldkant i et teaktræs-møblement i stuen.

Min Farmor i et glimt med hvid undertrøje og armene oppe over hovedet i begejstring over håndboldpigernes sejr.

Romtoppe i en skål og skoddede smøger i et askebæger.

Plasticposer med gennemsigtige, orange dippedutter til bankoplader.

Varmepude under tung dundyne i et iskoldt soveværelse.

Og jeg får lyst til at tudbrøle.

Og råbe rasende ting ud af vinduet.

Ud over utaknemmelige ukrudstotter, der har overtaget den lille have, som engang lå omkring min Bedstes hus.

Men den slags kan man ikke med to troldebørn på bagsædet.

I visse tilfælde afholder de mig fra at begå vanvittige gerninger. I andre tilfælde det stik modsatte.

“Jeg bliver rigtig, rigtig ked af det og trist, når jeg kigger ud over det her sted”, siger jeg i stedet stille og behersket.

“Hvorfor, Mor?”, spørger Cille.

“Mest af alt fordi det føles som om min Farmor og hendes historie helt er forsvundet, når man ikke engang kan pege ind på det hus, som hun boede i og hvor jeg så ofte var i min barndom, tror jeg”.

Jeg kommer aldrig til at kunne køre forbi uden at få en klump i halsen. Over mistede fakta i en barndomshistorie.

Langt mindre trist er det at gå ned ad andre barndomsgader.

Som hér, hvor min Mor og jeg har taget Cath og pigerne med til Kloster uden for Søndervig for at dyppe lys. En af barndommens efterårsaktiviteter, som jeg husker tilbage på med stor glæde.img_3795Cille mestrer hurtigt hele processen fra vægerne, der forsigtigt skal mættes i den varme stearin den første gang til de 22 millimeter tykke lys, der skal hænges til afkøling.img_3790img_3801Det er ren nostalgi for min Mor og jeg, som hygger os hele eftermiddagen med at trisse saligt fra kar til kar i en meditativ, lettere vegeterende tilstand.img_3792Mille klarer det fint, men må have kontinuerlige påmindelser om langsomme bevægelser og at stearinen skal dryppe af henover karret.

Ind i mellem er det også nødvendigt med en pause. Lysene skal jo køle. Kaffen skal jo drikkes.img_3797Vi er stolte over dagens høst. Der er noget dybt tilfredsstillende over at skabe noget helt fra scratch.img_3808Kloster Lys er en slow-motion-aktivitet for hele familien – og det kan varmt anbefales, hvis du er på tur eller ferie i Vandkants-Danmark.

Den stille og rolige beskæftigelse er virkelig guld værd, når nu vi er samlet i storfamilien stort set uafbrudt.img_3813img_3815Men lige så hurtigt, som min Mor kunne pakke ud og gøre sommerhuset både beboeligt og livligt, lige så hurtigt hurtigt får den dejlige lille uges tid og hektiske aktiviteter en ende.img_3816Pigerne rutscher for sidste gang.

Og vi holder kramme-pitstops hos Mormor og hos Moster Mette, før vi igen lander hos Farmor i den store skov.img_3833Her venter Farmanden og årets juletræ på os.img_3856Og mens pigerne nysgerrigt letter på gavernes til-og-fra-kort, visualiserer jeg en evigt-dinglende mistelten over Martins hovede, mens jeg kysser og kysser, fordi det er jul, og fordi han endelig er her hos os.

Der er nok at gøre i denne her søde juletid.

Bordkort, der skal skrives.img_3836Servietter, der skal foldes.img_3854Knallerter, der skal fordeles helt og aldeles retfærdigt, for de er i høj kurs.

Stjernekastere, der skal tændes i mørket.

5 store landænder, der skal steges.

Bare vi når det hele, før det er jul.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Barndommens gade

Jeg triller fra Lønne til Nørre Nebel.

Neonlyset fra Hardy’s Bageri lokker alle kuldskære morgensjæle ind.img_3734Til nybagte tebirkes og knasende sprøde håndværkere.

Jeg bærer lovende papirsposer ud i bilen og drøner retur til morgensulten storfamilie i SeaWest.

Martin og jeg har booket et sommerhus for mange måneder siden, så vi kan samle den jyske del af familien i ugen op til jul, fordi vi er i Hillerød i selve juledagene.

Nu ender sommerhusturen jo uden hans deltagelse – men heldigvis er vi mange til at hygge og lege.img_3708Og han er med på Skype, når pigerne savner ham og skal berette om deres seneste landvindinger og overvindelser.img_3757Faktisk er det min Mors fortjeneste, at alting i storfamiliens sommerhus kører som smurt.

Hun kan flytte ind og pakke ud på under en halv time.img_3699Funktionsdygtigt sommerhus med hjemlig atmosfære er en disciplin, som hun har stillet op i igennem de seneste 30 år. Godt og vel.

Hun vandrer frejdigt ind ad døren med juledekorationer, bag-in-box-rødvin fra Tyskland, nybagte småkager og hjemmelavede, stort-set-færdige-retter til køleskabet.

Som om det ikke er noget at snakke om eller løfte et øjenbryn over.

Det er jysk husmor-effektivitet, når det er bedst.

Jeg når hende ikke til sokkeholderne.

Så jeg kan ligeså godt sætte mig og indsnuse duften af evig ungdom fra den bløde nakke, som sidder på denne fine, unge mand, der konstant hiver sokkerne af.fullsizerenderimg_3707Faktisk er det her en ferieform, som hører til i min Barndommens Gade.

Sommerhus (eller hytte) med dertilhørende aktiviteter – vandland, badmintonbaner og legeland – er sådan, vi har tilbragt masser af forlængede weekender, helligdage og ferier, da min søster og jeg var små.

Langt de fleste gange i Danmark, men også i Sverige med jævne mellemrum.img_3761img_3762Fællesskabsfølelsen og familieaktiviterne kombineret med en insisterende lugt af klorvand og pommes frites fra poolområdets grillbar sender mig lukt retur til en kalveknæet, radmager Tine-10-år-med-dykkerbriller-på, som leger med kusinerne og lever sig helt ind i en fantasiverden under vandoverfladen, og som senere residerer på hemsen med blussende brændeovnsvarme kinder og en god bog.

Og jeg føler mig så heldig.

Så priviligeret.

Så taknemmelig.

For at vores piger kan opleve præcist det samme.

Til trods for at vi bor så langt væk og har valgt en helt anden livsform.img_3723img_3718 Jeg er dybt taknemmelig for at vores piger kan være intenst sammen med fætre, kusiner, onkler, tanter, mostre, bedsteforældre og andet godtfolk i mange dage med masser af fysisk udfoldelse, leg, spil og hyggeligt nærvær.img_3737Det er så dansk.

Så almindeligt.

Helt nede på jorden.

Stille og roligt.

Hyggeligt.

Og på mange måder så eksotisk og fremmed for to småpiger, som får masser af danskhed ind i løbet af sådan en juleferie som denne her.

Der er traditioner med juletræsdans, julesange og julemad, som de ellers ikke nødvendigvis ville opleve og deltage i.img_3726Og mens trioen af de lidt større unger leger, småskændes, bliver gode igen, leger lidt mere, småskændes lidt mere og bliver gode igen, så tusker jeg mig til at kysse med ham her.img_3741Dukkebarnet.

Som på forunderligste vis har det sødeste lille jordbærmærke præcist, hvor jeg selv havde mit.img_3744Ham har jeg savnet med større inderlighed end alle andre. Han forandres og udvikler sig med lidt for hastige skridt.

Fra bitte-baby i min dåbskjole i sommerferien til nu, hvor han selvstændigt og med største lethed møver sig hen for at se nærmere på mine Birkenstocks.img_3709Det er som om tiden på én og samme tid står musestille og drøner afsted, når storfamilien mødes til sommerhusidyl.

Vi krammer livet ud af hinanden, drikker kaffe, mumler noget bevinget og noget ret-så-dumt, kilder og driller, drikker for meget rødvin, klasker bare numser i omklædningen og griner, når vi drøner ned ad rutschebanerne.

Dét her er ferie for mig.

Familietid, når det er bedst.

Og jeg er sikker på, at to små Snorkefrøkener ville give mig helt ret, hvis de ikke red afsted på enhjørninger henover nattehimlen lige nu.

Vi mangler bare Farmanden. Det er den eneste (dobbelt)hage ved denne her historie.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Pjevs

Ude i den store skov går to små skovtrolde rundt og skraber rimfrost af blade og stængler med handskeklædte hænder.img_3632img_3634Det er ikke rigtigt koldt.

Ikke sådan for alvor, ihvertfald.

Men det har to små skovtrolde intet begreb om, for de har ganske begrænset erfaring som skovtrolde om vinteren.img_3631“Kan vi ikke gå hjem igen, hva’ Mor?”, siger den mindste skovtrold til sin skovtroldemor, der måske også fryser lidt på en dampende fugtig vinterdag, selvom hun ikke vil være ved det.img_3633“Vi er da lige kommet herover, piger”, erklærer skovtroldenes mor. “Og det tog mindst 100 år at komme i alt det overtøj, så nu må I lige bide tænderne sammen og gå en tur med mig og hundene. Trods alt”, fortsætter hun.

Og så går de.

På små skovstier, hvor frosne blade rasler under tunge vinterstøvler. Hvor store, symmetriske kogler ligger langs stien som lokkende fastfood-outlets for egern.

“Jeg vil hvært’ifal ta’ den fast’este route hjem”, siger den ældste skovtrold med fast overbevisning i stemmen.

“Og jeg vil hjem til Farmors hus nuuuuuu. Her er alt for kooooooldt”, vræler den yngste skovtrold, så det giver forurettet genlyd blandt nøgne bøgetræer.

“Helt ærligt – det er sådan en kort tur – måske en kilometer eller halvanden – og så skaber I jer sådan? Ih, hvor er I dog pjevs”, snerrer skovtroldemoren, der efterhånden er træt af at trække snusende hunde og genstridige børn afsted langs skovens sø.

“En anden gang gider jeg ikke at gå tur med jer, hvis I ikke kan gå bare den smule vej – og det er dødbesværligt med alt det tøj, I skal have på. I er tydeligvis kun vant til at skrå over vejen i flip-flops, badetøj og solskinsvejr”.

Troldemor kommer til at fortsætte sin vrissen.

Hun kan ikke rigtig la’ vær’, selvom hun både kan høre og mærke det.

Måske har hun i virkeligheden mere lyst til at gå turen alene i skoven. Så ville hun bedre kunne lytte til vinterens susen i bladløse trækroner. Så ville hun bedre kunne trække den friske, kolde luft helt ned i lungerne og fornemme den varme udåndingsluft, der blæser velvilligt afsted med vinden.

Efter en halv times opmuntrings-hiv og overtalelses-sving er turen om søen forceret af en lille, vrissen familie.

Det er tungt med vinterstøvler på fødder, der kun er vant til sandaler.

Det er sært med strikhandsker, der bliver våde af rimfrost og efterlader små fingre blå og stive af kulde.

Det er besværligt med flyverdragter, der forhindrer arme og ben i at flyve frit. img_3616Men bagom alting er det også ret forunderligt og sjovt.img_3619“Mor, let’s call’e det snow, selvom det ikke er det for virkeligheden”, griner den største af de små skovtrolde.

“Rimfrost, hedder det”, mumler troldemoren og skutter sig bag den lune terrassedør i Farmors hus.img_3618Vi er nødt til at tage det danske vintervejr lidt i etaper.

Mørket, kulden, fugten og vinden er så fremmed for os og kræver tilvænning.

Så om eftermiddagen tager vi med Farmor og Farfar i indendørs Winter Wonderland.img_3653 Det lokale Plantorama.

Der er temperaturen ligesom mere passende.img_3652

Mange hilsner fra Mor i Udlandet