Aserbajdsjan

Her er vi!

Den blå prik er skiområdet Shahdag, der ligger 3 timers kørsel fra Aserbajdsjans hovedstad, Baku, som ligger lige ud til Det Kaspiske Hav. Landet grænser op til Armenien, Georgien, Tyrkiet, Rusland og Iran. Alle de mest perfekte venner, man næsten kan få. Men ikke desto mindre er Aserbajdsjan en moderne, sekulær stat, hvor størstedelen af befolkningen er moderate shiamuslimer.

Det er en kæmpe kontrast til vores sunni-muslimske sharia-regerede Ørkenstat, og jeg bliver virkelig så glad og stolt på landets vegne. Her er der tale om et muslimsk land, der orienterer sig mod Europa/Den Vestlige Verden, og er lige så moderat i sin tilgang til religion, som vi er det i Danmark. De dyrker vin, opdrætter svin, nogle bærer tørklæder, andre går i ultra-lårkort og alle lader hver enkelt person om sit. Det er så fedt at se, at hvordan muslimer også fremelsker åbentsindede samfund.

Men hvorfor er det lige, at vi er landet i noget så eksotisk som Aserbajdsjan?

Det er såmænd fordi jeg bad Martin om økonomi-udgaven af en skiferie, da det er min første tur på ski – og jeg anede ikke, om jeg ville kunne lide det.

Fly Dubai flyver i øvrigt til Baku på 3 timer – og det koster i omegnen af 1.800 kr. pr. person tur-retur. Med andre ord kan man komme ret meget på skiferie i Aserbajdsjan for ret få penge, hvis man ellers begynder at sammenligne med hvad en vinterferie i Frankrig, Østrig eller Italien ville koste, når nu “home base” er Dubai.

Udover Aserbajdsjan er Georgien, Iran og Libanon også ganske yndede skidestinationer for ørkenfolk. Lidt en anden ski-verden end hvis man bor i Europa.

Umiddelbart ser hovedstaden Baku spændende og til dels futuristisk ud. Der er høje, moderne bygninger i stål og glas, som vi kender det fra Dubai – og så er der gamle, slidte bydele med huse, der står i rå beton med knaldrøde eller lysende grønne hustage i snirklede gader fyldt med affald, forfald og mennesker i russiske pelshuer langs små markedsboder, der byder på dampende, grillet lammekebab og sirlige opstillinger af lokale æbler.

Alle vi kender, der har været i Baku, siger, at byen absolut er et besøg værd. Vi så ikke andet end den meget moderne lufthavn i denne omgang, før vi steg ombord i en Mercedes-kassevogn og kørte langt ud på landet.

De første to timers kørsel er flade som en pandekage.

Langs vejen går der mennesker, som passer får eller sælger æbler fra små boder. Der er en sjov blanding af gamle lysebrune Lada’er og nye, dyre biler på vejene, så man fornemmer, at nu er vi virkelig kommet til en tidligere sovjetrepublik, selvom jeg er helt 100 på, at dén sammenligning har aserbajdsjanerne ikke gidet at høre om, siden de fik deres selvstændighed i 1991. Det er højt sandsynligt en majestætsfornærmelse af rang.

Så undskyld, Aserbajdsjan.

I er selvfølgelig helt jeres egne.

Den moderne hovedstad er fysisk og mentalt ganske langt væk fra landsbyernes virkelighed. Jeg manglede kun at se en mand i en æseltrukket kærre, men så langt kom vi trods alt ikke. Men der er stort set ingen arbejdsløshed i landet, og umiddelbart lever aserbadsjanerne fredeligt og roligt, selvom der er bemærkelsesværdigt meget politi rundt omkring i de små landsbyer og langs vejene. De er også dødeligt uvenner med Armenien, men dét er en helt anden historie.

Efter en times rolig bjergkørsel ad en stor, bred vej ender vi ved 3 resorts i skiområdet Shahdag, der blev bygget for 6-7 år siden.Vi bor på Park Chalet, der mest af alt ligner en fancy tyroler-hytte med mørk, hyggelig træbeklædning og åbne pejse i restauranten.Der er også det hvide, marmorbelagte Pik Palace (pik betyder bjergtinde på aserbajdsjansk, hø hø) og konferencehotellet Shahdag Hotel.De vinterbrune bjerge er en del af Kaukasus-bjergkæden, og jeg er så gammel, at jeg kan huske, at der stod EURASIEN med store bogstaver henover dette landområde på verdenskortet i folkeskolen.

Hver morgen står vi op til denne udsigt over en kunstigt anlagt sø.Og så gør jeg ellers de grønne pister usikre sammen med min nye bedste ven, skilæreren Milana, der er sådan cirka lige så god til engelsk, som jeg er til at forstå, hvordan det hænger sammen, dét der ski-ning.Pigerne har en anden skilærer – og så løber vi en lille smule sammen som familie efter lektionerne.

For vi er alle tre pænt mørbankede efter et par timer.

Indrømmet: Jeg er i vaskeægte drømmekageform, men forklaringen bunder også i, at jeg virkelig har sat mig selv en mental og fysisk udfordring ved at skulle lære at stå på ski som 40-årig. Dén slags bør man lære som barn. Og det gør vores børn så. Med en vaklende Mor på slæb.

Men selvom stængerne er lavet af gelé efter et par timers skiløb, er jeg samtidig glad og stolt over mit ganske udmærkede forsøg på at lære det.Og om eftermiddagen er der muskelafspænding og leg i den lune indendørs pool og sauna.Efterfulgt af en halv flaske aserbajdjansk vin, så ski-nerverne kommer helt i ro.I øvrigt er forplejningen upåklagelig med fint morgenbord og udmærket variation om aftenen i den hyggelige restaurant, der bl.a. serverer lammekebab så fuglene synger.Og ham hér? Familiens hjælperytter.

Han får sig et par gode ture på de høje og svære pister, mens pigerne og jeg løber nede på de flade stykker. Og han ser ud til at nyde roen, stilheden og den friske luft. Sålænge den varer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Paven

I dag har vi – ret så pludseligt – fået fri fra skole.

Årsagen er et meget fint besøg i Ørkenstaten, som hele landet fejrer – uanset religiøs overbevisning.

Pave Francis er nemlig kommet til De Forenede Arabiske Emirater for at deltage i et 3-dages stormøde med 600 religiøse ledere fra hele verden.

Han er den første pave nogensinde, der besøger Mellemøsten, og han skal mødes med de højeste politiske og religiøse muslimske ledere til samtaler om, hvordan vi kommer religiøst motiveret krig og terror til livs og nærmer os den forjættede verdensfred.

I De Forenede Arabiske Emirater er 2019 ikke Grisens År ligesom i Kina.

Hos os er 2019 udnævnt til Tolerancens År – og den slags tager landets statsledere ganske alvorligt. Det er dem, der har inviteret Paven, og de udtaler, at her i landet er alle velkomne uanset religiøs overbevisning.

Men hvilken sammenhæng har et Pavebesøg så lige med børns skolegang, kunne man fristes til at spørge?

Sandheden er, at det aner jeg ikke. For jeg forestiller mig ikke lige, at Undervisningsministeriet forventer, at vi alle sammen tager vores børn under armen for at deltage i Pavens højmesse i Abu Dhabi sammen med 120.000 andre?

Der er nok snarere tale om signalværdi.

At Pavens besøg og det tre dage lange seminar om religiøs tolerance blandt alle verdens folk tages så seriøst, at vi alle holder en respektfuld tænkepause for at overveje, hvad vi hver især kan gøre for at blive mere accepterende og åbentsindede over for vores medmennesker.

Beslutningen om skolelukning kom i 11. time. Søndag aften vidste vi endnu ikke, om der ville blive holdt én eller to dage lukket i forbindelse med topmødet. På vores skole endte det med at være tirsdag, men den verdensomspændende kæde af GEMS-skoler holder både mandag og tirsdag lukket.

Skolelukningerne kan også ses som en respektfuld handling over for katolske ansatte og familier, som gerne vil bruge dagene til at følge Pavens besøg og møder enten på de sociale medier eller ude i det virkelige liv.

Faktisk er der en officiel Pave-website med Live-Pave-Cam og og det hele, som man kan følge med på.

Og jeg bruger så ikke lige dagen på at følge Pave Francis live på Pave-Cam, men jeg tjekker da lige aviserne for overskrifterne – og synes i virkeligheden, at det er en smuk gestus med sådan et topmøde, der taler for samarbejde, tolerance og fællesskab blandt alle verdens folkeslag og lande – i stedet for den sædvanlige omgang trusler om krudt, kugler og grænsemure.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Emirates Zoo

Endnu et blogindlæg i den mundrette kategori “hvad skal man opleve uden for Dubai”.Emirates Zoo er et ret godt bud på en god og billig oplevelse, hvis du rejser hertil med småbørn eller er en børnefamilie bosat her i De Forenede Arabiske Emirater.

Forleden var første gang, vi besøgte haven, men det bliver bestemt ikke den sidste. Jeg venter bare lige på besøg af småbørn fra Danmark (hints ud til Stine og Michael, Mette og Søren), så skal vi på tur dertil igen – og måske overnatte på havens hotel, så vi kan opleve dyrene om aftenen og tidlig morgen.Denne her zoologiske have adskiller sig fra de andre ved at være mere ligesom en petting-zoo.

Ikke at der kun er kæle- og husdyr at se på – der er en fin flok almindelige og hvide tigre; der er elefanter, løver, flodheste og diverse kattedyr, gnavere, fugle og reptiler, som bestemt ikke indbyder til fodring.

Men der er mulighed for at fodre kameler (dromedarer ville vi kalde dem), geder, får, skildpadder, aber, giraffer, okser, ænder, gæs og sikkert en masse andre dyr, som jeg glemmer i forbifarten.

Her er Mille med en tot arabisk kløvergræs til 10 dirhams. Den slags bundter får man købt en del af i løbet af en dag, så husk kontanter (og gerne de små 5 eller 10 dirhams-sedler).Man kan ikke bo i Mellemøsten uden at blive komplet skildpad’oman af at opleve dem i naturen i Oman og UAE, så pigerne kaster sig straks over fodring af padderne. Som I kan se, er der ikke tale om små sump- eller ørkenskildpadder. Det er nogle af de store moppedrenge.Og i al sin ivrighed får dyreelskeren Mille lige rigelig nærkontakt med den ene padde, som forærer hende en stor tømmerlus på pegefingeren, som tak for græs. Det tog lige en halv dag at komme sig over dén nær-døds-oplevelse, og vi blev enige om, at den ikke havde gjort det med vilje 🐢.Og som om tømmerlus-seancen ikke var nok til at tage pippet fra en 6-årig, så blev hun også overfaldet af 15 ivrige gedekid, der hellere end gerne ville have en mælkeflaske. Til sidst endte jeg med at give mælk til de små krabater, mens børnene så bekymrede til. De ser så uskyldige ud, de små geder, men de er pivfrække.

Så er det trods alt mere trygt og roligt med dyr bag glas. Hér er det den skønneste gepard, som observerede børnene mindst lige så nysgerrigt, som de gjorde ved den. De hvide og de almindelige tigre, løverne og geparderne er alle “rescues” i parken – højst sandsynligt fra rige arabiske familier, hvor man har fortrudt indkøbet af et vildt dyr til egen have. Den slags “prestige-indkøb” er der desværre fortsat mange rige mennesker, der begiver sig af med her i regionen.Lidt senere var pigerne klar til mere fodring. Særligt girafferne vakte stor glæde med deres lange, blå tunger og smukke øjenvipper, der glippede, når de fik håndserveret små totter af græs. Lige så majestætiske, som de bevæger sig og ser ud, lige så elegante og rolige var de, når de skulle tage imod græsset.Der var også en hel række flotte falke, ørne, ugler og andre fugle, som araberne ynder at opdrætte, tæmme og jage med. Og så var der en masse eksotiske fugle fra forskellige lande i Afrika og Sydamerika – som til pigernes gru blev fodret med døde – hele – kyllinger. Det er åbenbart ikke kun de danske zoologiske haver, der kan vise publikum, hvordan virkeligheden ser ud i dyreriget.Undervejs i haven er der udmærkede små caféer, og frokosten indtog vi på The Hide, som er en nyåbnet, lækker café med et sundt og velsmagende udvalg til rimelige priser.

Alt i alt et perfekt udflugtsmål fra både Dubai og Abu Dhabi.

Der er 50 minutters kørsel dertil fra Dubai og ganske kort kørsel fra Abu Dhabis centrum til parken, der ligger i Al Shahama-området.

Det koster i omegnen af 150 kr. pr. person for en hel dag – entré, tilkøb af jordnødder og græs samt en let frokost. Du kan også finde reducerede/discountbilletter på f.eks. Groupon eller Cobone.

Hvis du kan overskue en lidt længere køretur og ønsker en mere “autentisk” zoologisk-have-oplevelse, kan jeg varmt anbefale Al Ain Zoo, som jeg har skrevet om tidligere:

Al Ain ZOO

Al Ain Zoo egner sig godt til de lidt større børn, der kan gå længere uden at klynke over varmen, og som evt. kan bevæge sig rundt helt selvstændigt, mens de voksne kaffemikker i skyggen – og så er der virkelig mange andre interessante ting, man kan lægge vejen forbi, når nu man er på de kanter:

Al Ain

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

I dag for 5 år siden…

…skrev Martin denne her besked på FaceBook.

Det er så vildt underligt, at det kun er 5 år siden, for det føles vitterligt som en livstid.

Og det er da også glimt fra en anden tid på en anden planet, jeg ser på, da jeg finder gamle billeder frem af min Mor, pigerne og jeg i Heathrow, hvor min Mor er ved at blive sende os afsted på et vanvittigt arabisk eventyr. Følelsen af at stå der, kan jeg genkalde mig på et splitsekund.

Jeg tror faktisk aldrig, at jeg vil glemme den afsked, for den var på en eller anden måde skæbnesvanger.

Jeg aner ikke, hvor mit mod kom fra.

Jeg aner heller ikke, hvorfra min Mor fik styrken til at fylde vores allersidste, knugende tunge dage i England med sin enorme mængde positiv energi og handlekraft. Men det gjorde hun altså.

Og tænk – jeg tog pigerne og fire kufferter under armen og rejste til Mellemøsten, uden nogensinde at have sat mine ben dér tidligere. Det virker helt tosset, når jeg nu ser tilbage på det.

Men jeg stolede på Martins dømmekraft.

Det gør jeg i øvrigt stadig.

For han er dygtig til at sætte de store linjer for, hvad der er godt for vores lille familie.

Og her – 5 år senere – kan jeg kun takke Martin og højere magter for at vi lykkedes med vores videre færd ud i verden.

Vi har boet i udlandet i godt og vel 8 år nu. 3 af dem i England og 5 af dem her i De Forenede Arabiske Emirater.

Jeg håber på 8 eller 10 eller 25 år mere, men ingen af os ved, hvad fremtiden bringer. Hvilket sikkert er en god ting.

Og nu hvor torsdagstrætheden og nostalgien alligevel har taget helt over, så lader jeg lige minderne flyde fra en svunden tid.

Som her, hvor familiens lille englænder på 22 mdr. spiser afskeds-croissant i Woodbridge, Suffolk.

Lille Mille My. Hvor bliver tiden dog af?

Hun fyldte 2 et par måneder efter vores ankomst i Ørkenstaten. Næste gang fylder hun 7.

Der findes ingen måder, hvorpå vi kan skrue ned for hastigheden, så det godt nok om at nyde hver eneste dag mest muligt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Helle for helle

Helle for et helle!

Og det var lige præcist, hvad jeg fik forærende i dag.

Et hverdags-helle væk fra alting.

Onsdag er nemlig min korteste arbejdsdag på skolen. Jeg arbejder deltids, men onsdag er nærmest blevet hellig for mig.

Det er hér, jeg lægger de gode ting ind, der lader Mor-Batterierne op. Som at spise sen morgenmad på café med Martin, da han havde tid til den slags fjollerier. Det kan også være en lang gåtur, at læse eller skrive, slappe af eller købe ind. Alt efter hvad jeg er i humør til og har behov for. Og der er ingen vådservietter med eller mennesker under 15, der må tale til mig imens. Det er helt forbudt.

Men i dag var nu noget ganske særligt.

Jeg booker aldrig en massage eller en ansigtsbehandling eller dét, der ligner. Jeg har altid følt, at den slags er en ekstravagant handling (man er vel fra Jylland) – og så er jeg også altid i tvivl om, om jeg egentlig bryder mig om at blive “rørt ved” af fremmede?

Men i 40 års fødselsdagsgave var jeg så ufattelig heldig, at jeg fik et gavekort forærende af søde veninder til en af Dubai’s allerbedste spa-kæder: SensAsia Urban Spa. Og så kunne jeg jo pludselig tage afsted helt uden at dømme mig selv.Jeg valgte at bruge nogle timer i SensAsia Spa’s afdeling på Emirates Golf Club. Som du nok kan fornemme, så er det et yderst civiliseret sted for et pænt klientel. Selv Thomas Bjørn er vild med at være her, siger pålidelige kilder. 😂

Der er også nydelig Jones The Grocer-morgenmad med pesto, pocherede æg, skotsk laks og brød bagt på surdej. Der er kaffe, så fuglene synger og bagefter er der den pureste form for stilhed tilsat en mild duft af citronella eller er det verbena?Jeg valgte en body-scrub-behandling med det lettere dodgy navn, “Sugar Daddy” – og en tri-enzyme-facial med fjorten omgange cremer, masker, damp, agurker og hvad ved jeg.

Det var ganske enkelt to timer i himlen med en filippiner ved navn Candy.Faktisk var jeg helt tummelumsk bagefter af ren velvære og afslapning. Ikke engang kameraet kunne stille skarpt på det olierede hår og pigmenteringen. Det er måske også godt nok at have det syn i en sløret version.

Efter behandlingerne sad min veninde og jeg lige hér og slappede af med ingefæropkog og varme kornpuder om nakken. Livet føltes helt perfekt, lige dér.Altså i mindst 15 minutter.

Så kunne vi ikke holde mund længere, og var nødt til at gå, så vi ikke kom til at forstyrre de seriøse spa-gængere med vores forsøg på IKKE at grine.

Af hjertet tak til gave-giverne.

Min 40-årlige krop kunne ikke bare lide, hvad den fik. Den elskede det.

Og jeg kommer tilbage en anden gang.

Selvforkælelse i form af en spabehandling virker pludselig ikke så dumt længere. Men man kan jo også vænne sig til meget, hva’?!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet