Nedtælling som ved en raketopsendelse

De sidste uger inden otte – ja, 8! – ugers sommerferie er altid helt vanvittige.I går fik jeg f.eks. sendt 36 karakterblade ud, som jeg har nusset om og finskrevet på i mange, mange uger. Jeg fik også lejlighed til at byde de alleryngste elever velkommen i danskklassen.De er pt. 4-5 år gamle og går i KG2, men til næste år skal de starte op med tre timers dansk i skoleskemaet i Year 1. Som jeg har skrevet vidt og bredt om i mange tidligere blogindlæg, er Dubai International Academy Emirates Hills den eneste skole i Dubai, hvor der er danskundervisning på modersmålsniveau i løbet af skoledagen.Der findes også en anden rigtig god danskskole, men der undervises kun efter skoletid og ikke klassetrinsopdelt som hos os i Dansk på DIA.På to-do-listen er der stadig en masse ting og sager, der ikke er sat flueben ved, men det har jeg efterhånden erfaring med, så det stresser mig slet ikke på samme måde som tidligere.

Det er så ambivalent at skulle forlade ens hjem i otte uger. På en måde kan jeg ikke vente med at vende den overophedede Ørkenstat ryggen, fordi varmen og luftfugtigheden seriøst er ved at kvæle os, men på samme tid er det ualmindeligt skønt med solskinsgaranti, smukke palmer, storbyliv og en nedkølet pool, præcist når man lyster.Jeg er samtidig også ved at gå til af savn efter familie og venner. Men det er jo kun halvdelen af vennerne, der befinder sig i det danske – der er lige så mange skønne mennesker her i Dubai, som jeg og vi vil savne at hænge ud med i flere måneder.

Og der er noget så banalt som ens eget badeværelse, garderobeskab og køleskab. Livet i en kuffert er virkelig ikke sjovt uge efter uge. Efter vores køb af sommerhuset i Blåvand har vi nu endelig vores eget hjem i Danmark – og det endda i halvdelen af sommerferien i år, og det vil helt sikkert hjælpe på følelsen af at høre hjemme og kunne slappe rigtigt af, men jeg savner stadig vores hjem-hjem, når vi er væk så længe.

Der er også Daisy-hunden. Den lille, dumme teenage-hund, som er fjollet, sjov og allround elskelig.Hvor latterligt, det end måtte lyde for en ikke-hundeejer, så er det faktisk ret alvorligt svært at forlade ens hund i to hele måneder. Også selvom Maricel er verdens bedste hundepasser, og der er planlagt ‘doggy-daycare’ hver uge, så hun får lidt andre input midt i den indelukkede sommer. Sidste år var der heldigvis ikke noget at mærke på hende, da vi genså hende efter en lang sommer, så vi satser på, at hun klarer det lige så fint i år.

Men hvad er det egentlig, jeg er bekymret for ved at være væk i lang tid?

Et konkret og muligvis banalt eksempel er, at vi er uden for normal diæt i 60 dage. Det er ikke mit køleskab – og dermed heller ikke mine fødevarevalg, selvom jeg selvfølgelig også køber lidt ind, bager og laver mad hver dag. Der er hele tiden et festligt lag eller noget af fejre. Én lille is, der skal spises og noget hvidvin, som må drikkes. Der er så mange lækkerier og delikatesser, vi ikke kan få hernede, og som pludselig bliver livsnødvendige at vold-æde, når man nu endelig kan. Jeg er sikker på, at de fleste af jer kan nikke genkendende til de her tanker – og I har højst sandsynligt mellem 2 og 4 ugers sommerferie, hvor der går ‘hygge i den’. For os er det den dobbelte tid. Og her har I min personlige opskrift på, hvordan jeg har kunnet tage 10-15 kilo på henover en god årrække.

Et andet konkret eksempel er familiedynamikken og parforholdet. Alle kender det. Der er snakke, konfrontationer og diskussioner, der bare ikke bliver taget, når man er sammen med andre. Der er aftaler, som brydes af både børn og voksne, fordi nu hygger vi jo lige – og hvem gider egentlig være politibetjenten eller party-poop’eren, der ødelægger den gode stemning? Der er selvfølgelig også det private, intime liv i parforholdet, som i forvejen ofte er udfordret af børn, arbejde og pligter, som nu bliver yderligere udfordret af diverse sove-arrangementer, sociale arrangementer og arbejdsrejser frem og tilbage, fordi det kun er hjemmearbejdende og lærere, der kan have stive otte ugers ferie.

Oh well…uanset hvordan jeg vender og drejer det, så er der tale om en enormt priviligeret tilværelse, og jeg er da et skarn, når jeg beklager mig over at have friheden til at vælge i lang, lang tid.

Faktisk tror jeg, at vi er halv-afhængige af de her sceneskift, der foregår nogle gange om året, når man lever i udlandet. Det der med at trække stikket helt – og så senere genopdage hverdagen – dét kan et eller andet. Der bliver skruet op for taknemmeligheden ift. hvad man har på hjemmefronten og ift. det nærvær, man oplever med familie og venner, fordi man værdsætter de stunder, det trods alt bliver til i løbet af et år, selvom vi er tusindvis af kilometer væk til dagligt.

Og lige før den seriøse nedtælling går i gang, er vi i Dubai Opera for at opleve Emilie optræde sammen med sin danseskole, Dubai Performing Arts, som har til huse i Dubai British School Jumeirah Park.Maricel er selvfølgelig inviteret med, for det ville Mille meget gerne have, og så var det en smart mulighed for at få en opera-oplevelse uden at skulle betale mere end 400 kroner for billetten. For ja – det kostede en danseskole-afslutning at få billet til. Per person. Only in Dubai, som man si’r….De to nødder hér var også med. Vi var der i god tid, hvis I undrer jer over de tomme stolerækker. Der kom masser af publikum.Showet var helt fantastisk. Mille havde 50 sekunders sceneoptræden, men hun elskede det – og det må virkelig have været en stor oplevelse og give et sug i maven at træde ud på så stor en scene. Hun havde været nervøs for det, men hun havde sat sig for, at det VILLE hun være med til – og det gjorde hun flot og stærkt.At bedømme på ansigtsudtrykket efter knapt tre timers show, havde det været alle øvetimerne og øvedagene værd.
Cille tog det noget utydelige billede af hende i det splitsekund, hun opdagede os i mængden efter showet. Jeg føler, at hun nærmest stråler af stolthed med sin lille glorie af fuldstændig hårlaksstift guldhår.Bagefter gik vi fra Dubai Opera langs Dubai Fountains over til Dubai Mall og fejrede et imponerende fint og veloverstået danseshow med en masse sushi og en italiensk is. Aftenen var så lun og vidunderlig. Det føltes helt ophøjet eller bevægende, og vi var alle overvældede over, hvor fint børnene havde optrådt for os på så stor og professionel en scene.Jeg bliver altid rørstrømsk af springvandet. Indrømmer det gerne. Det er det hele – Burj Khalifa, alle skyskraberne, de smukke lys, musikken og vandet, der spiller sammen, folk af alle nationaliteter, der sammen nyder synet, den tyrkiske issælger, der langer isvafler ud med bimlende klokker og et drilsk blik. Det er turisterne, der skal tage selfies og stiller sig an i den helt rigtige positur. Det er børnene, der danser, svajer, virrer omkring til musikken og de springende, bragende vandmasser, der buldrer nedad. Ponton-promenaden, I ser på billedet er relativt ny. Den koster 20 AED at gå ud på, og jeg er sikker på, at det er en sjov oplevelse at stå helt ude i springvandet, når det går igang.

Den store scene i operaen var ikke den eneste, Mille har optrådt på i ugens løb.Der var nemlig også Summer Concert på hver årgang, hvor de otte klasser A-B-C-D-E-F-G-H optrådte med hver deres sang. Det lidt uheldige var, at musiklæreren lå derhjemme med corona, og børnene var derfor overladt til deres egen ’opholdsdrift’ – og det klarede de simpelthen så fint. Selvfølgelig manglede der en dirigent, og ja – der var lidt engang i mellem med at følge musikken, men det var en fornøjelse at se dem alligevel.

Børnene fortjener sommerferie som aldrig før. Hold op, hvor har de knoklet på.

Og jeg fortjener sommerferie som aldrig før. Hold op, hvor er jeg udmattet og træt som et alderdomshjem.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Hele vejen op og så ned igen

Vi tager den ene efter den anden følelsesmæssige rutsjebanetur for tiden.

Der er dage, hvor det eneste, jeg drømmer om, er at gemme mig under dynen. Som om jeg ikke eksisterer. Som om jeg er lykkeligt uvidende. Som om ingen opdager, at jeg er smuttet fra det hele.

Der er dage, hvor jeg føler mig handlekraftig og tænker, at vi må forholde os til tingene henad vejen. At det her ikke er noget, vi løser fra den ene uge til den anden, og at jeg ligeså godt kan få ro på mig selv, fordi vi gør det så godt, vi overhovedet kan. Der er dage, hvor jeg tænker, at vores nye verdensbillede og livsvilkår vil være vores hverdag i mange år fremadrettet. Og så går jeg ellers i panik. På indersiden. På ydersiden er jeg bare træt og grå. Og gammel som et alderdomshjem.

Og så er der enkelte, helt løsrevne dage, hvor alting føles frit og rart. Hvor det er som om vi er drevet retur til en tilstand og et liv, hvor vi ikke har hjemme længere, men hvor vi plejede at høre til. De dage gemmer jeg i hjertet. For de forsvinder ligeså pludseligt, som de kom. Og det gør ondt. Helt vildt ondt.

Én af de gode dage havde vi i lørdags, hvor vi fejrede Fars Dag med forsinkelse.Der var leg og pjat.Spil og pizza.Familiefællesskab. Præcist som i de gode, gamle dage – eller ihvertfald som dengang, hvor vi tog alting for givet og slet ikke anede, hvad der kunne mistes.Spontaniteten er afgået ved døden.

Alting er skemalagt og planlagt.Alting, som tidligere virkede så enkelt eller ligetil, er nu pludselig til diskussion både ind- og udvendigt. Udmattende diskussioner. Både dem, der foregår i den indre og i den ydre verden. Hvor tingene kører i ring. Hvor jeg bliver den meget lidt kønne version af mig selv. Hvor gammel, tillært adfærd og gyselige genfærd fra barndommens kosteskabe pludselig dukker op og kommer til udtryk på måder, der virkelig ikke er befordrende for vores nye situation.Heldigvis er der sommerferie lige om lidt. To hele måneder, der rives ud af kalenderen til fordel for familiefællesskab og en bid af livet i Danmark. Jeg ved ikke, om det er dét, jeg har brug for, men jeg bilder mig ind, at det trods alt vil give mening med lidt luftforandring.

Jeg ved faktisk meget lidt om meget lidt lige nu.

Men jeg savner og drømmer om nærvær og tid med dem, der betyder allermest for mig og for os. Det er trods alt er godt tegn. At jeg kan føle et eller andet, der nærmer sig forventningens glæde.Der er halvanden uge tilbage af det her skoleår. Det klarer jeg som en lille halvtræt mor-mis, og så står der ‘frihed til at være’ i kalenderen, sammen med en masse hyggelige oplevelser og stunder i Danmark, der enten allerede er planlagte eller kommer hen ad vejen. Jeg glæder mig. Trods det her cirkus, vi står midt i.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Træk vejret

Vi er stærkt på vej ind i skoleårets sidste krampetrækninger. Nedtællingen går officielt i gang inde i mit hoved, når vi på  mandag har fire uger tilbage af et skoleår, der har været så meget optur og så meget nedtur, at jeg næsten skal bede om lidt leverpostejs-hamsterhjuls-liv uden store armsving og rutsjeture, tak.Som lærer forløber året ikke som i det traditionelle kalenderår med opstart i januar og afslutning i december. Mit år går fra september til juni, og så er jeg ellers komplet over and out i to stive måneder, hvor ingen aner, hvad jeg egentlig laver, herunder mig selv. De knapt to måneders sommerferie er den højtskattede, personlige privatlivs-fordel ved jobbet, mens der er tusindvis af andre slags glæder og fordele ved at arbejde med mennesker frem for computere, men det giver helt sig selv, at man er nødt til at holde af børn og den slags væsner, for at have sådan et job i længden.Jeg fatter ikke, hvor det her skoleår er blevet af. På én og samme tid føles det som hundrede år og et øjeblik. Præcist som det gjorde, da pandemien ramte og lukkede os helt ned. Slog os hjem. Som ludobrikker i et vilkårligt terningespil.

Der har ligget så megen glæde, boblende entusiasme og optur i endelig at være fuldgyldigt tilbage på skolen i et rigtigt, stort og fint dansklokale. Intet kunne tage glæden fra mig. Pyt med, at vi har båret mundbind både indendørs og udendørs størstedelen af året. Nu er det heldigvis lavet om til kun at være med masken indendørs, og det er ganske okay, for det betyder, at vi igen må være sammen uden distance, og at vi kan deles om bøger, udlevere papirbaserede opgaver i timerne, være fælles om skriveredskaber osv.Hele året igennem har vi levet højt på at være fysisk sammen i dansktimerne. Vi er kreative, synger, leger, tegner og hopper rundt. Alt det, der er stort set umuligt over en løs Teams-forbindelse, hvor ingen rigtigt kan høre eller forstå, hvad der foregår. Men samtidig med, at der foregår en fejring af fællesskabet og en opbygning af feel-good-stemning over hele linjen, lider vi også.Nogle lider mere i stilhed end andre, bevares.

Vi lider af angst, depression, eksamensskræk, perfektionisme, spiseforstyrrelser, tidsoptimisme, frustration, vrede, ensomhed, selvmordstanker, frihedstrang, raseri, fobier, identitetskriser, følelsesmæssige udsving, sult, hudsult og alt muligt andet, der er pissetungt og langhåret.

‘Vi’ er her en stor mængde eller gruppe.

Ingen nævnt specifikt, ingen glemt specifikt.

Overalt, hvor jeg ender og vender mig, ser jeg de psykiske efterdønninger af en pandemi. Eller måske er det psykiske efterdønninger af livet? Det her herrens liv. Livet, når det leves, men overhovedet ikke kan forstås eller oversættes til noget forståeligt. Børn og voksne rammes af alt muligt, der gør hverdagen og livet så svært og tungt.Jeg hverken kan eller vil k0mme det nærmere, end at det også har ramt vores lille firkløver lige i hjertekulen. Og det er endnu ikke til at sige, om det har en relation til alt det, vi alle er gået igennem under c0ronapandemien, eller om det skal forstås på en helt anden eller tredje måde. Jeg er grundforvirret og bundulykkelig. Men jeg er omgivet af søde supportere, der altid stiller op. Af hjertet tak for kærlige beskeder fra nær og fjern – og for alle de lyttende ører og forstående hjerter…tak. ❤❤

Hvordan vi får reddet os selv ud af suppedasen igen, det vil tiden vise. Vi har fundet dygtige læger, og vi anerkender, at vi har brug for mere viden og støtte fra professionelle, fordi vi ved og forstår hat. Det er da første skridt.

Og midt i denne her tumultariske rejse, forsøger jeg at finde de små øjeblikke med fine, smukke ting, som trods alt findes i hverdagen og dens kriser.

At betragte børns sorgløse leg i en lille tidslomme.At læse et kærlighedsdigt eller ti for at huske mig selv på, at der heldigvis er ting, der er større end mig og mit trælse navlefnuller.At mærke, hvordan knoglerne, huden og leddene bliver gennembagte i ørkenens sommersol, hjælper faktisk også lidt.

Og at tage en morgensvømmetur helt alene og i stilhed.At trampe ghettoen rundt med en glad og alt for varm spadsere-hund kan også kun gøre mig i godt humør.At se blomsterne, når de er dér – lige foran mig – i deres korte blomstringssæson. At gå i biografen med min fjollede mand og og spise karamelpopcorn og gemme mig under et tæppe for at nyde et par timer fuldstændig væk fra det hele.At drikke fyraftensøl og spise fedtede burgere med gode venner, er virkelig også af det gode, og at drikke sorg-kaffe med andre sorgfulde Mummy-friends hjælper, fordi lifeis a plain bitch.

Jeg kunne så godt bruge et stykke med uvidenhed. Lykkelig uvidenhed. Eller en ren tavle, hvor der ikke står skrevet, at nogle i min nærmeste familie har det ualmindeligt elendigt. Indtil videre er det kun lykkedes mig at finde en meget snavset tavlevisker, og den tværer mere ud, end den afhjælper.

Fire uger, venner.

Fire uger, og så prøver vi med et to måneders mentalt re-set i Danmark.

PS. Et midlertidigt mentalt re-set kan man også få sig i Dubai Mall, hvor galleriet Infinity Des Lumiéres har de smukkeste digitale kunstudstillinger, hvor man kan svømme helt hen i lyd, lys, farver, stemninger og følelser på alle vægge, gulve og lofter.

https://www.infinitylumieres.com/exhibitions-dubai/

Det prøvede vi for snart mange uger siden, og jeg synes bestemt, at det kan noget, når kunstværker bliver digitaliserede og levendegjort, så man kan lægge sig ned eller sidde og nyde synet på en helt anderledes måde, end den der ståen og vandren hvileløst rundt, som et normalt kunstmuseum inviterer til.
Det er en sanselig, sansestimulerende og kropslig fornemmelse for kunsten, som er helt anderledes end flade malerier hængt op på en væg.Bestil billetterne online i forvejen. Prisen er ret meget for høj, synes jeg, for en lille times underholdning – men hvad skal man ellers fordrive tiden med her i sommerheden?Hvornår galleriet skifter udstillinger, har jeg ingen anelse om, men det bliver bestemt ikke sidste gang, jeg lægger vejen forbi. Udstillingerne ‘Van Gogh’, ‘Dreamed Japan’ og ‘Verse’, som vi så, er allerede væk igen.Så flygtigt, og så skrøbeligt. Kunsten og livet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Eid og dødsfald

Det mentale overskud kan ligge på et knappenålshoved for tiden.

Der sker – og skal ske – svære ting i vores lille firkløver, som rækker langt ud over, hvad jeg har lyst til at dele her på bloggen og på de sociale medier, selvom alt og alle ellers altid tager imod med åbne arme og forståelse.Livet indeholder rutsjeture – både de sjove, der kildrer i maven, og de uhyggelige, der flår i hjertet og hjernen. Mine skuldre sidder helt oppe om ørerne, og jeg vågner om natten med galopperende panikangst, selvom vi har et godt og velfungerende netværk af familie og venner, som lytter, trøster, deltager og hepper på selv de helt små sejre fra sidelinjen.Jeg tror på åbenhed og ærlighed i vores relationer, hvis de skal give nogen form for større og dybere mening. Og jeg tror på, at vejen til at lykkes med at rejse sig selv op igen, går gennem venner og familie. At man rækker ud og beder de nære om lige at gi’ en hånd og et øre med. Så dét har jeg fået gjort. Og hjælpen er kommet prompte i form af krisetelefonsamtaler og masser af dejlige beskeder i indbakken. Tak. Af hele mit hjerte, for at I er der altid. ❤Og så er der enkelte dage, hvor jeg tåler min indre stemme og forsøger at lytte efter den, selvom det hele føles langt og svært og uoverskueligt.

Og så er der de andre dage, hvor jeg er hudløs og nægter at høre selv den mindste indvendige musestemme, hvor podcasts i ørerne er den eneste måde, hvorpå jeg kan rumme at gå en tur med hunden eller sidde stille – eller bare være til.Eid-ferien endte med at være 9 dage lang. Hvilken var både en velsignelse og en forbandelse. Nymånen blev spottet til forventet tid, men i stedet for at få de forventede 2-3 dages ferie i forlængelse af en weekend, følte styret sig kaldet til at forære folket en hel, stiv uge. Med folket mentes alle offentlige ansatte, samt børn og lærere i skoler og institutioner. Privatansatte skulle retur på arbejde efter et par dage, fordi det var nok bedst, vurderede man.

På overfladen ser det jo dejligt ud, ikke? Og hvem kan overhovedet tillade sig at klage over at få mere fri end først antaget?Dele af det – små øjeblikke – var sådan set også dejlige, men jeg var taknemmelig for at komme retur på arbejde i mandags, så min ristede hjerne kunne få nyt input og koncentrere sig om noget andet end vores lille familie i nogle timer hver dag. Jeg var ærligt ved at blive halvskør i Eid-boblen.Og så ville skæbnen, at De Forenede Arabiske Emiraters præsident – HH Sheikh Khalifa Bin Zayed al Nahyan – døde i fredags. Må hans ærværdige sjæl hvile i evig fred. Dødsfaldet har givet os fyrre dages landesorg og tre dages fri fra arbejde, hvor weekendens to fridage tæller for to af dagene.

Sheikh Khalifa var både regent i Abu Dhabi og landets formelle overhoved. Al Nahyan-familien er Abu Dhabis ledende familie, som stammer fra den stolte Bani Yas-stamme, der levede i Liwa-ørkenen, mens Al Maktoum-familien er en anden gren af samme Bani Yas-stamme, som så blev den ledende familie her i Dubai. Familierne er åbenlyst tæt forbundne, og de samarbejder om at styre landet på den måde, at Al Nahyan-klanen har præsidentembedet og ansvaret for landets militære styrker, mens Al Maktoum-klanen har vicepræsidentembedet og en masse andre, vigtige regeringsopgaver. Der er så andre familier, som styrer de resterende fem Emirater, Ajman, Ras al Khaimah, Fujairah, Umm al Quwain og Sharjah. Til sammen udgør de syv emirater landet De Forenede Arabiske Emirater – og i dagligdagen er nogle opgaver føderalt styrede, mens andre er fuldstændig autonome, og der kan være markant forskel på institutionerne, tilbuddene til borgerne, lovgivningen m.m. fra det ene emirat til det næste. I virkeligheden er strukturen nok meget lig USA.HH Sheikh Khalifa havde desværre været syg siden 2014, hvor hans halvbror og kronprins til tronen, HH Sheikh Mohammed Bin Zayed al Nahyan måtte overtage rollen som de facto leder af landet. Sheikh Khalifa var kun den anden statsleder i landets unge historie, og den nye leder, Sheikh Mohammed – MbZ, som han kaldes – er således landets tredje leder. Den formelle overtagelse af præsidentembedet fandt sted dagen efter halvbrorens død, og alle Emirater udsendte straks erklæringer om, at de anerkender den nye præsident og ønsker ham alt vel.

I al den tid, vi har boet i landet, har MbZ været den reelle leder, sammen med sin navnebror Sheikh Mohammed her i Dubai, så vi forventer ikke den helt store forskel eller kursændring rent politisk. Men for emiratierne er det en stor ting at skulle tage afsked med deres kun anden præsident, som var meget afholdt og respekteret for sin modernisering af lovgivningen, og for at have ført landet ind i vigtige, internationale kredse og sammenslutninger.På sin vis minder de arabiske stamme- eller klanstrukturer om de europæiske kongehuse. Nogle familier er endt med at få hele magten efter særdeles blodige opgør, som nu står hen i den mere diffuse historiske fortælling, fordi det er sket for så længe, længe siden. De forskellige klaner gifter sig fortsat ind i hinandens familier for at sikre stabilitet og loyalitet – og dér må man sige, at de europæiske kongefamilier og adelsfamilier har gjort og gør nøjagtig det samme. Med varierende succes undervejs, naturligvis.

Det er egentlig interessant, hvor meget de her magtstrukturer ligner hinanden og gentager sig selv igennem historien, uanset om man har de arabiske eller de europæiske briller på.

Folket skal og må ledes.

Og folket kan så kun håbe på og bede til, at lederen ene og alene anvender sin magt til godgørende formål, og at han eller hun er lige dele snusfornuftig, afbalanceret, eftertænksom, visionær og handlekraftig. Jeg misunder virkelig ikke statsledere deres position eller magt, for det er en enorm opgave at tage på sig som menneske. Faktisk har jeg mere end rigeligt at gøre med at styre min egen lille, slingrende jolle henover uroligt farvand.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ramadanliv

Ramadanen 2022 går bare for hurtigt. Det gør den sikkert ikke, hvis man er fastende og dermed ved at være inde i en fuldstændig omvendt døgnrytme på nuværende tidspunkt. Men for os andre – de udenforstående – der blot titter ind i Ramadanlivet, er der lutter skønne ting at sige om den hellige måned.Her er Mille ved at fylde et af vores lokale Ramadan-køleskabe med frugt, kiks og Vimto-saft. Det kan godt være, vi ikke faster, men vi kan sagtens deltage på vores egen måde.Når der er Ramadan, åbner skolen først dørene kl. 8.00, og der registreres tilstedeværelse/fravær kl. 8.30. Det er en helt perfekt starttid, hvis man spørger os, B-menneskerne.

Skolen lukker dørene igen kl. 1.30, så de fastende kan nå hjem og få sig en ordentlig eftermiddagslur, for at tiden frem til solnedgang kan gå så hurtigt som muligt. Igen er der ikke andet at sige, end at eftermiddagen føles så meget længere – på en god måde – fordi vi er dét tidligere hjemme.Kunne vi ikke bare have Ramadan-tider altid?

Det ville give så meget mening – og et langt mindre stressende liv for børn og voksne. Pigerne vågner mere naturligt af sig selv, og de når i skole helt uden at jage afsted. De har bedre tid om eftermiddagen til at læse, gå i poolen eller dyrke sport, lege eller være sammen med venner, og om aftenen kan man rent faktisk nå ting sammen. Alt i alt er der kun gode ting at sige om Ramadanlivet.For mit vedkommende – som lærer – er alle lektioner kortet ned fra 60 til 40 minutter, hvilket fungerer betydeligt bedre for de yngste børn, hvis koncentration er begrænset. For de større børn er 60 minutter ikke noget problem, og jeg kan sagtens se, at der er meget logistik forbundet med at skifte fag hver 40 minutter, men rent koncentrations-, indlærings- og dynamikmæssigt er det en stor fordel for eleverne og lærerne.Jeg elsker også dén ro, der indfinder sig i byen, når Ramadanen er over os. Dubai går i sandhed ALDRIG i stå, men tingene går bare lige et hak langsommere under Ramadanen, så der pludselig er tid til en længere gåtur, til at kigge på blomster eller måske læse lidt. Det eneste minus er trafikken lige omkring solnedgang, selvfølgelig – den er decideret vanvittig…som altid, når de sultne fastende jager den hurtigste vej hjem til kødgryderne.I de senere år er ritualerne og ‘askesen’ omkring Ramadanen blevet mindre og mindre. Tidligere skulle man passe meget på med at respektere de fastendes behov for, at mad og drikkevarer ikke var synlige eller tilgængelige i dagstimerne. Det blev anset for yderst respektløst, hvis man søgte noget at drikke og spise i ‘det offentlige rum’, mens andre intet måtte få. De få restauranter og caféer, som havde økonomisk råderum og mental energi til at ansøge om en ramadanbevilling, måtte gemme sig under lag af tæpper, opsat karton eller plastikforhæng, så ingen kunne se udefra, at de bød menukortet til over for de ikke-fastende i noget så ukristeligt som dagslys.

Jeg husker særligt vores første Ramadan i den ekstreme sommervarme, hvor jeg listede ind på offentlige toiletter for desperat at drikke vand af en flaske, jeg havde gemt på bunden af min taske, så ingen opdagede, at jeg medbragte drikkelse. Dengang føltes det også forkert at gå ind i klassen med et krus kaffe eller en madpakke, og det at bestille mad udefra i dagslys eller at bringe take away mad med ud i bilen fra et spisested, for at transportere det hjem til fortæring, føltes helt forkert. Dengang måtte man ikke engang tygge tyggegummi eller tage en slurk vand i bilen, når man kørte, fordi det blev opfattet som et ‘offentligt rum’.De tider er ovre. Fuldstændigt. Nu kan man få en øl ved poolen kl. 11 om formiddagen, hvis man er en turist med den slags lyster. Nu holder alle beværtninger åbent – ikke blot som tidligere, men med tilføjelse af særlige menuer og smukke arrangementer for iftar og suhoor, så det alt i alt giver en betydelig meromsætning og længere åbningstider end normalt. Det er den omvendte verden, og de fastende ser ud til at acceptere de nye omstændigheder uden et muk.

På skolen er der i gennemsnit 3-5 fastende pr. skoleklasse på 23-27 elever, ihvertfald fra 9-10-års alderen. De fastende har særlige opholdsrum, de kan være i, når de andre elever spiser snacks og frokost, men langt de fleste fastende børn bliver i deres respektive klasser, og lever med, at der bliver spist lige rundt omkring dem. Nu bliver det anset for et personligt valg at faste – og det respekteres og er bestemt noget at være stolt af – men ikke-fastende skal ikke længere gemme sig væk.

Tidligere har jeg også svaret flinke forespørgsler om “Ramadan do’s and dont’s”, at man altid bør klæde sig ærbart og respektfuldt i De Forenede Arabiske Emirater, men at Ramadanen er en yderligere årsag til at være opmærksom på både opførsel og beklædning. Sådan er det heller ikke længere. Med russernes invasion er croptops og miniskirts i buffeterne nu blevet 100% dagligdag. Ikke ét øjenbryn hæves over procentvis mere bar end tildækket hud i et mall eller på en restaurant, hvilket tidligere ville have været et no-go, hvor man diskret var blevet ‘pakket ind’ i et tørklæde af en velmenende front of house manager, som ikke ønskede at ødelægge ens aften ude, men som samtidig var nødt til at sørge for, at der ikke indgik klager over ‘vovede’ damer.

På en måde er der noget vemodigt ved at traditioner og kulturelle/religiøse ritualer udvandes eller fortyndes af den vigtige mammon, som Los Turistas lægger i coronaslunkne kasser. Vi har brug for pengene under og efter pandemien. Ingen tvivl om det. Og selvfølgelig skal de arabiske lande følge udviklingen og selv bestemme, hvad de føler er det rigtige for dem. Og tiderne skifter i disse år. Ikke kun ift. Ramadanens traditioner og de ikke-fastendes muligheder for at spise og drikke i den hellige måned, men også ift. kalenderen. Vi har fået weekend lørdag og søndag, som i den vestlige verden. Vi får tidligere besked om de måne-baserede helligdage, hvor vi før måtte vente helt frem til aftenen før en potentiel helligdag, før vi kunne vide, om der var skole og arbejde næste dag eller ej.

Her i den sidste ende af Ramadanen har vi haft besøg af Onkel M, Tante S, Fætter V og Kusine F.De nød påskedagene, solen, havet og poolen her hos os, mens vi trillede afsted på job og i skole på reduceret tid. Vi nåede heldigvis at lege, spise, hygge og snakke om aftenen.En enkelt fælles-tur ind til Dubai Fountains ved Dubai Mall blev det også til. For første gang havde vi booket en båd, der sejlede rundt både før og under springvandsshowet. Det var en fin og anbefalelsesværdig oplevelse, som er klart anderledes end “bare” at se på fra en restaurant eller fra rækværket. Billetterne købes online og i lidt god tid, hvis det er turistsæson.Før vi får set os om, afløses de 30 dages faste af den store fest, Eid al Fitr. Skolerne og de offentlige arbejdspladser har allerede fået en hel uges ferie i dén anledning af myndighederne, mens den private sektor har fri i to weekenddage og tre ugedage.
Herligt, siger skolelæreren og de to ‘skoletrætte’ trunter, der selvfølgelig altid kan bruge en uges ferie. Hvem kan ikke dét? ❤🌸😆

Mange hilsner fra Mor i Udlandet