• ···

Profetens fødselsdag

Én af de ting, som kan være fornøjelig at skulle forholde sig til i en Ørkenstat er kalenderplanlægning.

Her taler jeg ikke om det individuelle behov for at kunne overskue, hvad der er af aftaler i dag, i morgen eller hvad vi  dog skal foretage os i vinterferien. Den slags er der altid en lavpraktisk løsning på.

Næh – her refereres snarere til samfundets kalenderplanlægning, som ved den søde julegrød godt kunne trænge til en gedigen opstrammer.

Her til morgen modtager jeg endelig en mail fra skolen, som bekræfter, at vi godt kan trække vejret helt ned i maven og planlægge endnu en julefrokost (YAY), fordi der bliver givet en ekstra fridag på søndag i anledning af Profetens (Sallallahou Alayhe Wasallam) fødselsdag på mandag.fullsizerenderJep.

Fri på søndag, fordi Han har fødselsdag på mandag.

Det giver mening, ikke?

Et eller andet ministerium har benådet os en præmatur fejring, så vi kan få forlænget weekend til at brænde de allersidste julelommepenge af, før vi fordufter fra ørken til winter wonderland.

Forbrugsstaten længe leve.

Det er ikke verdens undergang, at de enkelte fridage i løbet af året gives med ganske kort varsel. Det kan kun betegnes som et First World Problem (eller måske et Arab World Problem?), som vi siger pyt til og fejrer, når der pludselig dumper en ekstra dag ned i hovedtørklædet.

Jeg anerkender, respekterer og accepterer også fuldt ud, at når der er tale om helligdage, er månen afgørende for, hvornår en fejring skydes igang.

Men er fødselsdage, nationaldage, flagdage osv. nu pludselig blevet måne-afhængige, således at vi er nødt til liiiiige at vente og se?

Det tror jeg næppe.

Her må der være andre årsager og kræfter i spil, der bevirker, at myndighederne lige skal tænke sig om, før de kan fortælle os, hvornår vi får fri?

Mit problem handler snarere om de reelle ferier igennem årets løb og den manglende bekræftelse af samme, før lige op til dagen. Dét gør ondt i kalenderplanlægningen.

Forleden gik jeg for eksempel på skolekontoret for at forhøre mig om de præcise datoer for Spring Break. Du må gerne kalde den ferie for Påskeferien, men Påske forholder vi os altså ikke til i en sandkasse – her spiser vi kun chokoladeæggene.

Skolens officielle respons er som altid vidunderligt kryptisk: ‘Dagene i den officielle skolekalender kan ændres fra den ene dag til den anden. Det er vi ikke herre over. I må vente til vi nærmer os datoen’.

Men at vente er ikke altid en mulighed, medmindre man er blevet millio-næsten-nær henover natten.

Flybilletter koster en formue i selve påskedagene – og det ville vel nok være skønt at vide, om man kunne være lidt dato-fleksibel i søgefelterne, tænkte den lavpraktiske med lommesmerter.

Måske skal jeg bare til at arbejde med min indre rebel. Hende, der kun har fnys tilovers for systemets (manglende) planlægning og kører med egen fornuftige planlægning, som alligevel ender med at være den bedste?

Nok om kalendere.

Det er gabende kedeligt stof, I know.

Men jeg tænker, at det her er et sjovt indspark i forhold til jeres velstrukturerede, fine og overskuelige danske Mayland-kalendere, hvor alting er ordnet i sirlige ugenumre og hvor I sikkert allerede har koordineret vinter- og sommerferieafholdelse med jeres kollegaer?

Og se så min lille Mille-Nisse, der langt om længe får øje på Mor og Søster i menneskemængden, før hun giver sig til at synge og lave tilhørende fagter sammen med resten af KG2-årgangen. Cuteness overload.img_3446img_3447

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Efter fis og ballade….

…kommer knapt-så-meget-fis-og-ballade.

Jeg tror, at det er Universets måde at skabe balance på.

Du må godt ride på en bølge af latter, men kun for en stund. Herefter bliver du trukket venligt, men bestemt, ned af tyngdekraften mod jordens overflade.

Der er ihvertfald gået hverdag i den igen for os. Efter en fantastisk ørkenvandring fuld af champagne i solnedgang, platte vittigheder og marshmallows ristet over bål…

“Mummy, my ear hurts. It’s like there is a bubble inside and I cannot hear anything. And its paining me”, snøfter Mille, mens jeg skraber hende af gulvet, hvor hun har søgt tilhold som en skildpadde, der trækker sig ind i sit beskyttende skjold.

“Kom, Skat, nu får du taget temperaturen og du får lidt medicin – og så må du sove i vores seng”, trøster jeg og krydser fingre for at det går over, mens jeg med hiv og sving slæber 22 kilo dødvægts-kartofler op ad trappen.

Men det gør den slags jo ikke.

Ørepine er noget insisterende møg, som ikke forsvinder ved hverken krydsede fingre eller håbets magiske kraft.

Vi har været meget forskånede for øreproblemer (hos os er det altid hals eller lunger), men denne gang er den go’ nok. Der står indestængt snot i alle kraniets hulrum på det stakkels barn.

Mens jeg stopper poser i bagagerummet efter et par timers julegaveindkøb, ringer Martin.

Mille er vågen igen og har smerter. img_3431Out of hours på Al Zahra Hospital. Hvad ellers er der at gøre?fullsizerenderVi venter ikke ret længe på at blive tilset.

Bortset fra et par andre snot-befængte typer, er det en stille aften på nabolagets mindst-morsomme hang-out.img_3428Lægen skriver velvilligt en recept på penicillin, og jeg tager imod som en pæn pige fra den lokale Flinkeskole.

Mille har hostet og snottet i over en måned nu – og ørebetændelsen kommer ikke som en overraskende afslutning. Det var enten dén eller en halsbetændelse.

Så vi trisser trætte ud i foyeren til det døgnåbne apotek.img_343046 dirhams (85 kr.) har det kostet at se vagtlægen og få udleveret intet mindre end 5 forskellige medikamenter. Den store, fede regning modtager forsikringsselskabet i morgen. Og den er med garanti i omegnen af 1.500 kr.

Prøv at se indgangen til Al Zahra Hospital. Er der ikke stil over det? Jeg kan ikke lade være med at smile lidt af pianoet og sofa-arrangementet, der mest af alt minder om en pænere hotellobby. Om lidt sætter der sig nok en overlæge i hvid kittel og stemmer an til fællessang, mens der bliver serveret te og scones til sygt klientel. “I’m dreaming of a white Christmas”, forestiller jeg mig…img_3429Jeg gentager lige mig selv ved at sige, at det er en fed løsning, sådan at køre direkte til lægen, få recepten stukket i hånden, vralte 100 meter, få udleveret medicinen og så hente bilen igen hos den flinke valet-parking-mand.

I could get used to this shit.

Og jeg synes at det er ærgerligt, at der foregår den der telefoniske screening i Danmark, som helt sikkert sparer penge et sted, men som også gang på gang fejler, fordi lægen ikke kan se og fornemme patienten.

Jeg slutter nederen-sygefortælling med glade billeder fra weekendens Open House på Emirates Golf Club. Det må da kunne frembringe ægte julestemning hos enhver med lidt palmesus og høj sol?

Og billederne kan måske også berolige bedsteforældrene i Danmark, som ikke har lyst til at se billeder af grædende barnebarn.

Hun overlever.

Også denne gang.

I promise.img_3373img_3391img_3374Hav en dejlig dag!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ørkenens Sønner og Døtre

“Du er virkelig classy, som du står dér og hælder om”.

Regnskabschefen betragter mig henover computeren, som i disse dage sidder fastklistret til hænder og øjne i alt, alt for mange timer dagligt.img_3319“Det minder mig ret meget om Varde Gymnasium – for nu at være ærlig”, mumler jeg.

“Hvorfor tager du ikke bare flasken med og serverer pænt og ordentligt for de andre?”

“Hvad skal jeg dog med en hel liter gin i ørkenen?”

Jeg får det sidste ord.

Hans interesse er dalende i takt med min enerverende insisteren.

Endnu et dokument fra en revisor har fanget ham ind.

Lost for words.

Intrigued by numbers.

Så jeg fortsætter ufortrødent.

Snobrødsdejen laver jo ikke sig selv.img_3327img_3328Ørkentur er lig med udstyrsstykke.img_3323Og så er vi endda letvægtscampister, der stadig mangler rigtig meget essentielt i udstyrskassen.

Alligevel lykkes det os på mirakuløs vis at få fyldt bagagerummet til bristepunktet, før vi sætter os ind og triller en halv time ud af Dubai til Al Qudra sammen med Familien M.

Det giver mening at campere i denne her weekend.

Nationaldag i en Ørkenstat bør da tilbringes i ørkenen. Hvor ellers?img_3333 Og for at komme væk fra alle de andre, der har fået præcist den samme geniale idé, drejer Ørkenens Sønner og Døtre fra i et afsides område.img_3342Med helt eventyrligt blødt sand, viser det sig.

Til glæde for børn og barnlige sjæle, der har fået verdens største sandkasse at boltre sig i.img_3354Knapt så meget til glæde for bilerne, viser det sig.img_3330Efter et øjeblik synker de begge ligeså stille ned i sandet.img_3334Efter 1 time med skovl og bilmåtter er bilerne trukket op og fri.

Courtesy Hr. M, der som den eneste ved, hvad vi skal gøre.img_3336Efter dén manøvre har vi fået varme og taknemmelighed tilbage i kroppen.

Dét skal fejres!

Med pink champagne i solnedgangen, skåler vi – blandt andet – for det lynhurtige salg af vores fantastiske lejlighed.img_3341Solnedgangen tager kun et øjeblik.img_3337Og mens vi griller oksemørbrad, åbenbarer der sig den fineste, klareste nattehimmel over os.

Med ledestjerne og lillebitte måne.img_3343Senere lægger vi birkebrænde oven i grillkullene, så vi kan bage snobrød og smelte mega-marshmallows til dessert.img_3344Mille lægger sig fredfyldt til at sove i mine arme, mens vi hygger og fjoller og varmer os omkring bålet.img_3345Det er svært at komme i tanke om noget hyggeligere end at sidde dér.

Med gode venner under åben himmel.

Med tindrende stjerner og bålets flammer at stirre ind i.

Efter en ganske udmærket nattesøvn, vågner jeg op til denne her sandblæste darling.img_3348Og denne her Snorkefrøken, som stadig er dødtræt.img_3352Lidt efter åbner vi for teltdugen.

Morgenens udsigt er da fuldstændig formidabel.img_3353Og så er der frisklavet kaffe, æg og bacon.img_3357Det her er en perfekt ørkentur. Intet mindre.

Og da vi har pakket ind og ned og ud, bager Martin boller af snobrødsdejen og laver endnu en kop kaffe til mig, før vi har fortjent lange bade i et forsøg på at komme ørkensandet til livs.img_3361Jeg er heldig, er jeg.

Rigtig god weekend derude!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Martyrerne

Alright.

Jeg bøjer mig i ørkenstøvet for residensens små majestæter.img_3275Frem fra gemmerne kommer vores plastic-fantastic, ever-green juletræ fra John Lewis i Ipswich.img_3279Pigerne flår pynt op af kasserne, og vi kommer op at skændes over det (i mine øjne lige rigeligt) hektiske tempo.

“Mummy, du squabble’r hele tiden”, vrisser mit spejlbillede – og jeg giver tilbage af samme skuffe: “Ved du hvad, Cille, du squabble’r godt nok også hele tiden”.

Som Mor, så Datter.

Squabble-monsters, er vi.

Den ene mere irriterende end den anden.

Den anden mere stædig og selvretfærdig end den ene.

Men fint bliver det.img_3278 Egenhændigt pyntet af to iltre jordbærhjelme, der kan og vil alting på deres egen måde. Kun en enkelt glasgris må lade livet – og det er nok i virkeligheden billigt sluppet.

Jeg har forlængst givet op og lader dem gå med deres eget kreative flow.

I mens finder jeg til mit held et kalenderlys i kassen – se dét er et hit – for det havde jeg faktisk glemt at bestille med Svigermor, da hun kom med kufferten fuld af danske ting.img_3280Mormors nisser pynter nu så fint på trappen.img_3283Det eneste, vi bare ikke har styr på, er den der mikrolille nisse-dør i væggen, som Cille så i mange danske hjem sidste år. Sådan én er hun desperat efter at få, men dét er ikke lige en mulighed i en Ørkenstat. Vi må købe én i Danmark, så vi har den til næste jul.

Men der skal mere til at slå Cille ud. Så laver hun da bare en nisse-dør selv. Hvor svært kan det være? img_3284Mens jeg føler mig som en forsmået jule-martyr i en hvid-mands-ghetto, er der til gengæld virkelige martyrer på alles læber i De Forenede Arabiske Emirater.

Ikke fesne First World Martyrer, som forvitrer i guirlander, ævl og kævl.

Næh nej – dén rigtige, vaskeægte slags martyrer, som dør heltedøden for deres land og for deres overbevisning.

Det er De Forenede Arabiske Emiraters Martyrdag den 1. december og herefter landets Nationaldag den 2. december.

I forbindelse med to så vigtige begivenheder i nationens kalender har vi fået en forlænget weekend forærende og fejrer derfor begge mærkedage på forskud i skoleregi.

Her er vi forleden morgen – i flagets farver – rød, hvid, grøn og sort.img_3289Det er dog ikke kun elever, forældre og lærere, der har staset sig ud i dagens anledning.

Det har skolen såmænd også.img_3290img_3291Der afholdes fine, stemningsfulde fællessamlinger i både primary og secondary school.

Med taler og stolte fædrelandssange på arabisk; med falkefremvisning, henna-tatoveringer, kaffe på guldkanden og saftige dadler i store krystalkrukker.

Prøv lige at se de kære 3-årige KG1-børn i nationaldragter med flag i panderne!img_3292Senere kommer Mille på scenen med en udskåret træmodel af emiratet Ras Al Khaimah hængende om halsen, mens et kor gjalder børnesangen There are 7 emirates in the UAE.

Mille rejser sig pænt op, da de når til Ras Al Khaimah i opremsningen. img_3297Ikke et øje er tørt.

Jeg er imponeret over, hvad denne nyligt sammentømrede nation har nået på blot 45 år.

Tilsammen er Emiraterne aldersmæssigt på højde med en voksen mand lukt på vej ind i en midtvejskrise.

Men jeg ser ingen tegn på slinger i valsen.

Her er ingen panik før lukketid.

I stedet ser jeg en nøje planlagt, oprigtig fejring af dét fællesskab og den fælles identitet, som de individuelle emirater gik ind til for en halv menneskealder siden.

Der er altid plads til forbedringer og forandringer i ethvert samfund – uden tvivl – men det bliver “en stor 5-tal fra Etta Cameron” og fra mig til Ørkenstaten.

Her er så dejligt at bo og leve.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Jul under palmerne – eller manglen på samme

Julehygge i en ørken.

Det burde vel egentlig ikke være så svært?

Ignorer palmerne.

Ignorer de fabelagtige 30 grader og den blide brise, der undskylder for tidligere måneders skoldhede afklapsninger.
Ignorer det faktum, at sneen og grantræerne er lige så fake og plastic-fantastic som Jumeirah Jane’s mange ansigter nu om dage.
Find så adventskransen frem.
Tving dig selv til at sætte stearinlys i, selvom det strengt taget aldrig bliver “nødvendigt” med den slags varmende lyspunkter i Dubais sommerlige vinter.
Hiv plasticjuletræet frem fra gemmerne and get on with it.
Jeg er overhovedet ikke modtagelig over for min egen lidet motiverende opsang.
Af en eller anden uforklarlig grund er jeg ikke i stand til at oparbejde julefornemmelser i Ørkenstaten.
Jul er uløseligt forbundet med mørke og kulde, med rusk, snusk og røde næser.
For mig.
Selvom det er 3. gang, vi rammer julen i Dubai, er det ikke nok til at få mig til at slippe min grundidé.
Måske skulle vi prøve at fejre jul her for at overvinde modstanden?
Eller måske skal vi bare give op og springe på et fly mod vintermørket, kulden og familietraditionerne i Danmark?
Vi gør det sidstnævnte.
Præcist som tidligere år.
Pigerne elsker Danmark i julen, hvor de er omgivet af storfamilien og hvor de venter spændt på, om der nu falder sne. Selv rimfrost will do, når man kommer fra en ørken. Og det skal billeddokumenteres til skolekammeraterne, for der findes ikke noget mere eksotisk en sne. Det skulle da lige være regnvejr….
Problemet med at have modstand på jul i en Ørkenstat er, at jeg har to rollinger, som selvfølgelig ikke skal snydes, bare fordi deres mor tilsyneladende har et problem med at kombinere julehjerter og solskin.
Så mens I andre gør adventsdekorationerne klar og bager æbleskiver til 1. søndag i advent, hopper jeg med på min norske venindes idé om at tage til julebasar i Sømandskirken.
img_3210
I den nordlige bydel Oud Metha ligger Sjømannskirken (Norwegian Seaman Center). Lige op ad en moské og omringet af selveste Den Iranske Venskabsforening, Den Egyptiske Venskabsforening og sidst – men ikke mindst – katolske St. Mary’s, som huser Dubais største filippinermenighed.
Her er højt til loftet. Og plads til alle.img_3211
Det samme gør sig gældende for Sjømannskirken, der udefra blot ligner en lille gruppe importerede, svenske træhuse – for kors og kirketårne er dog alligevel en tand for meget.
Menigheden er en skøn skandinavisk pærevælling og der er tilknyttet norske, svenske og danske præster. Alle er velkomne – uanset nationalitet og trosretning.
Indendøre er der døbefond, alter”tavle”, projekteret pejsehygge og messingblæsere, der trutter julen ind.img_3206
Vi køber tombolalodder og billetter til at møde Julemanden, som sidder i en lille svensk træhytte under et palmetræ.img_3199
Da selveste Julemanden ankommer, har han bare tæer i flipflops og taler engelsk med tyk, svensk accent.
That’s Dubai for you og jeg smiler bredt, mens jeg lytter til pigerne, der tripper i køen til at hilse på.
“Mummy, tror du der sker noget ved at jeg fortæller ham min Christmas wish? Will den så ikke come true, tror du?” Cille ser op på mig med opmærksomme øjne.
“Jeg er sikker på at du kan fortælle ham det – ingen problemer, Cille”, svarer jeg.
“Så vil jeg wish for lots of LEGO Friends, Mum”, returnerer Cille.
“Og jeg vil wish’e for en dog!”, udbryder Mille.
“Men vi har jo allerede en kat, Mille, tror du Bob kan bo sammen med en hund?”, spørger jeg med et grin.
“Okay, så maybe en toy dog”, præciserer tumlingen.
Cille stiller glad op til fotografering, mens Mille kategorisk nægter at give hånd til eller nærme sig den yderst farlige svenskernisse. Man har vel sine principper.
img_3218
Bagefter sætter vi os i græsset og spiser hjertevafler og svinekødspølser i tunnbröt, mens minareten brager derudaf med eftermiddagsbønnen, så alt andet overdøves.
Der er også rejemadder, laksemadder, risengrød og lagkage. img_3207Kanelsnurrer, bagte peberkager, peberkagedej og lusseboller.img_3208
Efter et par salige hjemstavnsbidder, går pigerne i kreahjørnet og laver pynt til juletræet.img_3203Cille skriver julekort til Farmor og Farfar, som vi skal fejre Juleaften hos.img_3212
Mille stikker nelliker i appelsiner og jeg snuser dybt ind for at finde frem til følelsen af jul, som ligger begravet under følelsen af sommer.img_3205Det er nu alligevel meget hyggeligt.
Også selvom vi foretrækker at spise is frem for tung risengrød i december.
Også selvom det virker lidt sært at nynne med på julesalmer på en sommerdag, der mest af alt giver charterferie-fornemmelser.
Og mens vi venter på taxaen (Uber – folks – det virker, det skidt), betragter jeg de blafrende flag, som minder mig om hjem. Ét af mine hjem.img_3209Jeg håber virkelig, at Sømandskirkerne rundt omkring i verden vil fortsætte deres gode arbejde.
Ret få danskere bruger og værdsætter Sømandskirken her i Dubai – og det er hverken det officielle Danmarks eller vores immigrantgruppes støtte, der gør, at denne her kirke fungerer – så jeg sender et varmt tack så mycket til svenskerne og nordmændene.
De har fat i et eller andet, Sjømannskirken, som vores rodløse barne- og voksensjæle godt kan have brug for at række ud efter – ind i mellem og når traditionernes positive forpligtelse hiver i os.
Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dydens smalle sti

…kan ind i mellem være svær at vandre ad i det her udlandsliv.

Vi oplevede det for fuld udblæsning i England, hvor adfærdskodeks og børneopdragelse er noget helt, helt andet end i Danmark.

Ikke ligefrem en overraskelse, at der er forskel på den slags mellem landene, vel?Men det trækker alligevel tænder ud, når man som danske forældre skal forsøge at gå den hårfine balancegang mellem egen kultur og egne grænser og så dét, der forventes og findes acceptabelt i ens nye hjemland.

I England opdrages børn til at være langt mere høflige over for hinanden – og i særdeleshed over for voksne (læs: autoriteter).

nu-far-du-en-warning-mummy5Det er der intet forgjort i, overhovedet.

Faktisk kunne vi danskere lære en masse af at se, hvorledes englændere omgåes hinanden i trafikken, i supermarkedet, i køen på posthuset, på legepladserne, i sportshallen og så fremdeles.

Verden er bare rarere, når man kan sige tak, undskyld og pænt goddag. Når man mestrer elegant small-talk, der får alle tilstedeværende til at føle sig veltilpasse og sete.

Men den engelske høflighed og autoritetsrespekt betyder også, at man sjældent kan sige sin mening eller svare ærligt ja eller nej til spørgsmål. Det er ganske enkelt uacceptabelt.

Høflige afslag i England lyder i danske ører fortsat som et ja tak.

keep-calm-and-have-a-biscuit2-1

Og lige netop dén læring om, at man skal have lov at have ens egen mening om tingene – og tilmed ytre den – er fundamental for Martin og jeg.

Vores piger skal ikke opdrages i den traditionelle flinkeskole, hvor de ikke kan sige fra eller stå ved deres mening, valg og lyst over for andre – uanset om det er børn eller voksne.

Så vi kom ind i mellem i forlegne sociale klemmer, når mine piger fik lov til at sige nej til at dele et særligt elsket stykke legetøj eller når de nægtede at glide af på at det faktisk var deres tur – eller når de insisterede på at gøre tingene den modsatte vej af den “korrekte” (læs: konventionelle). Bare sådan en uskyldig handling som at ville klatre den modsatte vej op ad en rutschebane på legepladsen, var ugleset i England…

Og mine engelske veninder trak altid på smilebåndet, når de oplevede pigerne og jeg in action – og så konstaterede de tørt, at jeg var ‘lige rigeligt ærlig’.

Som mor, så døtre…

Jeg må forsøge at balancere min danske ‘ærlighed’ lidt, så den ikke fornærmer alt og alle i dens nærhed.

Faktisk er der en stor sandsynlighed for, at jeg er kommet til at rykke over i den helt modsatte ende af spektret, fordi jeg så inderligt gerne vil undgå at mine egne døtre får ligeså svært ved at sig fra, som jeg selv havde (og har!).

I Dubai er kulturforskels-problematikken 100-doblet, fordi vi er så mange forskellige nationaliteter samlet om alting hele tiden.

Uanset hvor du vender dig hen, vil du møde et menneske, som gør tingene stort set modsat af dig selv. Nogle gange er det morsomt, andre gange er det forbløffende og lidt færre gange er det mind-blowing alarmerende.

I langt de fleste tilfælde giver vi hinanden en lidt længere line end vi ville gøre i egen hønsegård.

Vi afventer lige lidt for at se og forstå hvad den anden part mener.

Vi smiler indbydende, når sprogudfordringer og kulturforskelle gør, at vi kommer til at træde ind over hinandens territorier.

Vi gør os umage for ikke at træde ved siden af eller virke kulturelt eller socialt stødende.

For tiden arbejder vi med Mille, der træder ved siden af Dubai-dydens smalle sti.

Måske har hun endda valgt at betræde en helt anden sti, det står hen i det uvisse?

Jeg ved med sikkerhed, at hun er verdens stædigste asen. Præcist som sin Mor, Far og Storesøster.

Jeg ved også med sikkerhed, at hun kun er 4 år gammel – og at skolegang som 4-årig er en stor mundfuld. Det er 7 stive timers lytten-pænt-efter-hvad-læreren-siger-hver-eneste-dag – og det er meget forlangt, hvis du spørger mig.

 

Så jeg har været indkaldt til samtale med klasselæreren i sidste uge.

Miss Louise vil gerne se Mille tale pænere til sine kammerater og sine lærere. Og hun skal lære at acceptere, at hun ikke altid kan gøre eller sige hvad hun har lyst til.

Jeps.

Æslet skal trækkes til truget og det skal drikke en tår af høflighedseliksiren.

Så det arbejder vi på nu.

At der findes en variant af Flinkeskolen, som vi er nødt til at skrive os op til og deltage i – for at andre kan lide os og har lyst til at være sammen med os.

fullsizerender-1

Mille og Miss Louise arbejder på artighed og socialt acceptabel adfærd i løbet af skoledagen – og vi konsekvenstræner og årsagsforklarer på livet løs derhjemme.

Ved skoledagens afslutning sender de tilmed en lille hilsen til Martin og jeg, så vi kan se, om Mille har været en såkaldt ‘god pige’ idag.fullsizerender-2

Jeg er stadig ikke overbevist om, hvorvidt jeg selv har lyst til at være en god pige?

Og hvordan er det så, jeg sælger idéen til min datter?

Det må jeg tygge videre på.

Måske over et glas rødvin eller to.

Rigtig god weekend til jer, peeps!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Journalistikkens Grand Lady

…er naturligvis Ulla T.fullsizerenderHvem ellers?

Og jeg nægter kategorisk at tilføje Old mellem Grand og Lady.

For fødselsåret på en dåbsattest er så evindelig ligegyldig for en kvinde af hendes kaliber. Hun ligner alligevel én, der er mindst 20 år yngre end sin kronologiske alder.

Ulla Terkelsen er en institution i dansk journalistik.

En unedbrydelig bastion.

En fabulerende, litterært-velbevandret ordkunstner.

En skarp analytiker – af folket, med folket og til folket.

Hun er dén reporter, der siger tingene, som de er og på en måde, så vi alle kan forstå selv ret komplekse problemstillinger henover aftenkaffen og flødebollerne.

Jeg har haft et girl crush på hende ligeså længe, jeg kan huske. Fordi hun er en autentisk fortæller.

På en eller anden måde har hun altid været i mit fjernsyn – rapporterende fra krigsfronter, demonstrationer, historiske begivenheder, nationale valg rundt omkring i verden, ved kongelige festligheder og en masse andre øjeblikke og nedslag i vores fælles verdenshistorie.

Hun står der – klippefast – i al slags vejr; i kugleregn og tåregas, blandt hujende, glade mennesker og blandt vrede, truende grupperinger, der er udstødt af samfundet. Med øjenvipper tunge af mascara, som forsigtigt skubber til det legendariske pandehår, mens hun forklarer Familien Danmark, hvorledes tingene hænger sammen.

Fornemmer man min næsegruse beundring?

Men nu er hun ikke i mit fjernsyn.

Nu er hun lige foran mig og 140 andre spændte, forventningsfulde danskere i Dubai.img_3164Journalistikkens Grand Lady er inviteret til at fortælle om sit reporterliv i verdens brændpunkter af non-profit organisationerne Danish Business Women Dubai og Danish Business Council Dubai. De to netværk kan du finde på nettet og på FaceBook, hvis du er nysgerrig efter at se, om det er noget for dig at deltage i deres mange fælles og individuelle arrangementer. Jeg er fan…

Ulla T. sidder der – helt ophøjet og majestætisk med sit hår i perfekt hopla og nymanicurerede negle – og bliver interviewet af en dansk herboende journalist, som i samarbejde med sin (kamera-)mand har forberedt gode spørgsmål og små videoklip af Ulla fra alle mulige og umulige situationer.

Alt sammen udført med finesse og humor.

Og Ulla er en good sport hele vejen igennem både interview og de ret blandede spørgsmål fra salen.

Uhøjtideligt, selverkendende og ærligt beretter hun om sit livs største oplevelser, møder og minder. Om datidens versus nutidens journalister. Om familieliv og rakkerliv. Om menneskeliv, der gør indtryk, når hun møder dem i alverdens brændpunkter.

Hun rækker ud til os i salen og erklærer sit fællesskab med os – immigranterne i Ørkenstaten – der præcist som hun selv – flytter rundt og ud i verden for at smage på livet og for at prøve kræfter med noget, der for os er ukendt, men samtidig så besnærende, at vi ikke kan give slip igen.

Salen nikker anerkendende og samtykkende.

Der eksisterer et fællesskab og en forståelse blandt danskere, der vælger at bosætte sig og leve i udlandet.

Selvom vi også er vidt forskellige.

Fælles for os er, at vi på mange måder er mere patriotiske end vores landsmænd og -kvinder (især i forhold til vores værdisæt og menneskesyn), men samtidig ser vi også på Danmark med fremmede, forandrede øjne. Det er den distance, som kommer af at være væk fra andedammen og kun besøge den igen med jævne mellemrum.

Og Ulla fortæller os smågrinende, at hun elsker Danmark inderligt, men at hun så også helst vil væk igen efter et dejligt besøg. Dén problematik er hun ikke alene om at genkende i sig selv, hvis man skal dømme efter salens kluklatter.

Ullas råd til udlandsdanskere, rejsemyg og andre rodløse sjæle er, at netop dét sted, hvor vi befinder os lige nu, skal italesættes som vores yndlingsplet på jorden.

Det lyder så rigtigt i mine ører.

For hvis vi ikke omfavner, respekterer og anerkender vores nuværende liv som fantastisk og fyldestgørende i netop dét land, hvor vi befinder os, så ender vi med at leve livet på ubevidst og utaknemmelig vis i enten datidens minder eller fremtidens drømme.

Da vi rammer de storpolitiske emner, fortæller Ulla os, at Brexit, Trump, Marine Le Pen og alt, hvad der ellers foregår af (højre)nationalistiske initiativer, drejninger og tendenser for tiden IKKE er overraskende.

Hvis man vel at mærke vælger at lytte til folkets stemme.

Ikke til vismænd og teoretikere.

Ikke til meningsmålinger og algoritmer på sofistikerede computere.

Men til folket på gaden.

Stemmerne, der på demokratisk vis udstiller elitens totale fejlberegning af verdens tilstand og selvophøjede ignorans over for dem, der befinder sig så langt fra samfundets tinder.

Og hun trøster os.

Verden går ikke under af Brexit eller Donald med det sære hår.

Der skal mere til.

Og nu må vi igang med at ransage vores sjæle og slå lyttelapperne ud for at forstå, hvad det er, der rører sig i os.

I vores medmennesker.

Hvad det er, der skal til for at vores sammenhængskraft og fælles fodslag kan findes igen.

Ikke at jeg aner, hvad jeg lige har til fælles med folk, der synes, at Trump er egnet som præsident for Guds eget land.

Ikke at jeg aner, hvad jeg lige har til fælles med folk, der synes, at vi kan og bør sende syriske flygtninge retur til et sønderbombet, krigshærget land.

Men alright – min horisont kan helt sikkert udvides.

Og det opfordrer Ulla T. os til at gøre.

Til at tale med folk på gaden. Naboen. Sætte os ind i andres situation. Til at lytte mere intenst.

Det lyder helt som Özlem Cekic’s #dialogkaffe, gør det.

Hende har jeg for øvrigt også et girl crush på, men det er en helt anden historie.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sommer om vinteren

Nej.img_3100
Jeg savner det altså ikke.
Det eneste besnærende ved tanken om udsigten fra min Mors køkkenvindue er, at jeg i så fald ville være hjemme hos hende og i færd med at sætte vand over.
Slud og blæst.
Kulde, der går igennem marv og ben.
Store vinterfrakker, støvler og våde vanter.
Det eneste, jeg savner ved Danmark om vinteren, er selskabet.
Jeg får helt ondt i hjertet af at se på billeder af de dejligste mennesker, som befinder sig så langt væk, når nu jeg bare vil trække dem ind i mine arme og kysse dem. De skal være hér. Lige nu. Eller også skal jeg være dér. Lige nu.img_3069
Hos os er hverdagen vendt frygteligt tilbage, mens I andre fortsat plejer tømmermænd efter julefrokoster og luner æbleskiver til eftermiddagskaffen.
Det har faktisk givet mig en klokkeklar Case of the Sunday-Blues.
For fuld udblæsning.
– Måske er det fordi jeg har fået en maveinfektion, har hovedpine på 4. døgn og ru hals?
– Måske er det fordi det der med at have en københavnerlejlighed til salg er lige rigeligt nervepirrende for et nervøst-anlagt gemyt som undertegnede?
-Måske er det fordi vores liv for tiden drejer rundt om en lang række hvad-nu og hvis-nu?
– Måske er det fordi weekenden har været fyldt til bristepunktet af skønne stunder, som jeg slet, slet ikke er parat til at give slip på?
For hvordan kan man give slip på den dejligste fyraftens-torsdag med junior-golfturnering, lækker mad og en Regnskabschef på slap line?img_3072img_3074
img_3071Hvordan kan man give slip på følelsen af langstrakt fredag med hyggelig børnefødselsdag om formiddagen og skøn picnic i parken med klassekammerater om eftermiddagen?img_3078Hvordan kan man give slip på konceptet hjemmebiograf, pyjamas i sofa og rørt is ad libitum til segne-stadiet?img_3088Hvordan kan man give slip på at sam-sove til man vågner naturligt uden vækkeur?img_3093Hvordan kan man give slip på al-tid-i-verden til at fortabe sig i vandfarver og snik-snak?img_3094 img_3095Hvordan kan man give slip på de sødeste gamer-trunter, der glemmer tid og sted i deres virtuelle verden – og som overhovedet ikke gider lektier, pligter og skoledag i morgen?img_3101Jeg må se om weekendfølelsen kan forlænges med en svømmetur i tropenatten.img_3105Et eller andet må jeg gøre for at få overbevist mig selv om at det hele faktisk er okay.
Og det faktum, at vi har den mest perfekte sommer om vinteren – både dag og nat – burde da kunne hive mit patetiske humørbarometer lidt opad.
Rigtig god søndag – og arbejdslyst i morgen, søde venner!
Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Andenpladsen er den første taber

“Andenpladsen er den første taber”.

“Sølvet tilfalder som bekendt den første taber i rækken”.

Et eller andet i dén dur siger Regnskabschefen, når hans konkurrence-mentalitet vækkes ved tanken om rør med fjerbolde og tasker stopfulde af ketsjere.

Sådan én er jeg blevet.

Sølvmedalje-holder.

Andenplads-bestiger.

Ikke i badminton, bevares, men i blogging.img_3063-1Og jeg er drønhamrende stolt og taknemmelig, fordi I har stemt mig hele vejen til en sølvmedalje i Blogprisen 2016.

Vinderen af kategorien ‘familieliv’ er i år Sarah Louise Christiansen – mummyblogger par excellence – i den københavnske reality-andedam. En stærk og modig kvinde, hvis forretningssans og “brand”, jeg kun kan have respekt for – omend jeg til enhver tid tør konkurrere med hende om hvem, der skriver bedst 🙂

Jeg har ikke kunnet få oplyst stemmeoptællings-resultatet, så jeg har ingen idé om, hvorvidt Sarah Louise vandt med en stor margin eller ej – og i virkeligheden er det jo ligegyldigt.

Det at blogge giver mig så meget, at det føles utælleligt. Uopgørligt. Sværtforklarligt.

Så jeg vælger at lade være med at efterrationalisere på resultatet og tillader mig at svømme hen i den intuitive følelse af at det hele er helt rigtigt.

Jeg er faktisk ikke den eneste i familien, som har smagt den indre sejrs sødme idag.

Cille er med mig hele vejen.

Pavestolt modtager hun en Principled Award til morgenens Year 3 & 4 assembly.img_3051Og hun får den fuldt fortjent. fullsizerender-2Cille har ikke én eneste gang bevæget sig uden for den stramme sfære for acceptabel adfærd i skolen.

Hendes mindst-lige-så-pavestolte forældre fotograferer og vinker ivrigt fra enden af salen.

Jeg ser hendes veltilfredshed, som hun står der med sit certifikat holdt op foran sig.

Hendes glæde over, at der bliver klappet af hende og kammeraterne.

Hendes stolthed over at blive rost og anerkendt for sin positive adfærd og koncentrerede tilgang til læring.

Jeg spejler mig i den bitte-lille duksepige, der står deroppe.

Og ser mig selv.

Som 7-årig.

Som 38-årig.

Som mor, så datter.

Og anerkendelse smager vidunderligt – uanset alder.

Så i dag fejrer jeg duksen, skriverkarlen, stræberen, dydsmønsteret, akademikeren, den intellektuelle, tænkeren, kloge-åge’n, arbejdshesten, perfektionisten, konkurrencemennesket, den hjælpsomme, den betænksomme, den fokuserede, den dedikerede, lytte-ørerne, flinke-skole-pigen, den principfaste, retfærdighedsryttersken, det stædige æsel og alt det andet gode, som både Cille-barnet og Moren-i-Udlandet indeholder.

På falderebet skal der lyde et høj hip-hip-hurra til min smukke, fine, dejlige Mor, der fylder 59 år idag.

Hun har fået blomster og kærlighed på dåse tilsendt fra en Ørkenstat.

Sådan er det, når man ikke kan komme i virkeligheden og forære ægte krammere.img_3059-1

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Om præcist en måned…

…lander immigrant-familien Kaalund i et (forudbestilt) sneklædt Danmark.

Til gensyn, hygge, andesteg og konfekt i storfamilien.

Dén kendsgerning ændrer dog ikke på, at vi skal igennem de næste par dages tomrums-trummerum.

Den slags dage kender jeg efterhånden alt, alt for godt.fullsizerender-1Farmor was here.

Men er det ikke mere.

Og det er knapt så morsomt.

Her til morgen har Martin kørt Farmor og Farfar i lufthavnen efter 10 dejlige dage fyldt med oplevelser, nærvær, tepauser og samtaler om stort og småt.

Det betyder alverden for Farmor, at hun nu ved, hvordan pigernes skole ser ud – og at hun har kunnet mærke, hvor glade og veltilpasse de begge er i deres hverdag.img_2863Og alt i mens Farmor har kigget og spurgt pigerne om alt mellem himmel og jord, har jeg i det stille slubret hendes og Farfars begejstring i mig.

Det betyder nemlig alverden for mig.

Og for Martin.

At de to er vilde med dét, de ser og oplever.

For det er jo vores nye verden og liv – og det er ufattelig rart, at det hele bliver modtaget med åbne arme og åbne hjerter.

Maricel har de tilmed forsøgt at lokke med sig hjem til Danmark, når hun gang på gang har leveret aftensmad med præcision, mens vi har fjollet eftermiddagen væk.fullsizerenderFjollet og fjollet…det har nu ikke kun været ugebladslæsning, havegynge-sludren og lur-tid hele tiden.

Der har også virkelig været gang i turisterne, som pænt har fulgt med i et tætpakket program, som har forsøgt at balancere seværdigheder med hverdagens aktiviteter.img_2935Som her på en fredfyldt plet i Souk Al Bahar – omgivet af tossede troldeunger, der afbryder det romantiske øjeblik.img_2941Og mens vi skåler og spiser lasagne til revne-stadiet, kører der det fineste lysshow med underlægningsmusik på Burj Khalifa.

Det imponerende Dubai Fountains show optager som altid både store og små publikummer.img_2952img_2954Cille foreviger aftenen med sin egen fortolkning af det, der foregår lige foran restauranten.img_2956Farmor og Farfar får også genset gamle venner. Det er så hyggeligt for dem alle at puste liv i minderne fra en svunden tid.img_2975Og de ser med milde øjne på badenymfernes udskejelser i pool’en, når svømmelæreren kommer lørdag morgen.img_2998Jeg gentager lige mig selv.

For 117. gang.

Der findes (næsten) ikke noget skønnere end at opleve den kærlighed til og glæde over ens børn, som bedsteforældre giver udtryk for.

Jeg elsker og gemmer på hvert eneste øjeblik, når den følelse indtræffer.img_3015Og nu er de to turtelduer rejst mod det kolde nord, hvor de venter på, at vi kommer om en måned.img_3014Men lur mig, om ikke de snart rejser sydpå igen?

Der er mindst 20 ting på vores must-see-and-do-liste, som bare venter på dem.img_3002Indtil da vil jeg samle på minderne om alle de dejlige og sjove timer, som vi netop har tilbragt sammen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Juicy pyramider

En af de hyggeligste bivirkninger ved at blogge, er alle de henvendelser, som jeg modtager fra (nogle af) jer, der læser med.

De fleste skriver til mig, fordi I overvejer at flytte til Dubai.

Mange står med et jobtilbud på hånden, som I skal tage en informeret beslutning omkring. Andre vil gerne have forslag til hvordan man griber jobansøgningsprocessen an og hvad man kan forvente sig af jobmarkedet i en Ørkenstat.

En del andre skriver til mig, fordi I skal på ferie for første gang i Dubai og gerne vil have tips and tricks, do’s and dont’s og den slags, før I lander i en fremmed kultur, som I gerne vil opleve mest muligt af i løbet af ferien.

Til disse henvendelser har jeg placeret to sider øverst i værktøjslinjen på bloggen, som forhåbentlig er brugbare til et førstehåndsindtryk af ørkenen – uanset om du er immigrant eller turist:

Flyt til Dubai

Ferie i Dubai

Og så er der den tredje kategori af henvendelser.

Den juicy slags.

Det er dem, der åbner ballet med en kommentar om at en ’smart forretningskvinde som jeg da må være interesseret i at tjene nogle flere penge’.

Og den fine cash-cow, som jeg – mummyblogger par excellence – kan få min bid af, består interessant nok altid af en eller anden form for kosttilskud og/eller juicer, som efter sigende har så fremragende indvirkning på helbredet, at det er lige før, de kan helbrede pest, kolera og kræft.

Tidligere i år havde jeg svært ved at få aloe-vera-entusiastiske individer til at forstå, at jeg aldrig – som i aldrig nogensinde – bliver en del af Forever Living’s Multi-Level-Marketing-eventyr.

I gamle dage blev MLM kaldt for pyramidespil.

Nu om dage kalder de det selv for netværkssalg. Det lyder også pænere.

Seneste henvendelse kommer såmænd fra Ansager i Vestjylland og handler om Juice+.

Prøv at se et tilbud, jeg får svært ved at holde fingrene fra:

screen-shot-2016-10-27-at-21-26-48screen-shot-2016-10-27-at-21-26-20screen-shot-2016-10-27-at-21-25-56

Lyder det ikke smukt?

Tænk, engang – at jeg må få den ære at blive sælger for min nye ‘upline’, der gavmildt tilbyder mig at købe en masse juice ind til de ‘eksplosive salgsmuligheder’, der vil være, når Juice+ endelig bliver tilgængeligt i en Ørkenstat.

Der er gode grunde til at Herbalife, Jeunesse, Forever Living, Juice+ og alle de andre pyramideprodukter ikke bare står på hylderne i butikkerne ligesom alle andre helseprodukter. Den vægtigste er nok, at de juicy mænd i toppen af pyramiden får langt mere ud af at udnytte bunden af pyramiden end de ville, hvis de rent faktisk skulle ud og overbevise seriøse butikskæder om deres produkters fortræffeligheder.

Beklager spydighederne.

De skulle egentlig have været rettet direkte imod en dame fra Ansager i stedet for jer alle.

Men det er fandeme vigtigt at informere vidt og bredt om fupmagere, når man bliver konfronteret med dem i den ene eller den anden sammenhæng.

Hvis jeg er for vag i vendingen, så tjek John Oliver ud, når han forklarer, hvad MLM går ud på og hvordan det udnytter og ruinerer fattige mennesker over hele verden.

Og spred så budskabet til alle du kender, der måtte være i risikozonen for at falde for juicy bullshit:

Rigtig god weekend, søde peeps!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Guld i tænderne

Dupont og Dupont (aka. Fru M og jeg) er taget på tur.

Midt under et nervepirrende amerikansk præsidentvalg, propper vi direktørbilen fuld af familiemedlemmer fra Danmark.

Og begiver os til UAE’s hovedstad – Abu Dhabi. fullsizerender-4Men før vi når til the glitzy-sparkly stuff, søger vi efter åndelig inspiration og eksistentiel mening på ét af de steder, hvor den slags måske findes.

I stormoskéen.

I et af Guds virkelig fine huse.img_2893Synet af den kridhvide marmor mod den lysende blå himmel er underbart hver eneste gang.

Her er så rent, så enkelt, så kompliceret, så skrøbeligt og så stærkt på én og samme tid.

Jeg retter på tørklædet og lader fingrene glide henover de detaljerede blomstermønstre på søjlerne og nyder strukturen og symmetrien, mens amerikanerne sætter en ny og ganske usikker dagsorden for hele verden.

Jeg mærker den svale marmor og de ultrabløde persiske tæpper under fodsålerne, mens jeg beder til højere magter om et mirakel.

Bare ét.

Et virkelig stort et.img_2895Der er noget livsbekræftende i at være omgivet af skønhed og storhed, når verden føles skræmmende.fullsizerenderSå vi giver helt slip på bekymringerne og nyder stemningen i Sheikh Zayed Grand Mosque.img_2888img_2876Farmor og Farfar er godt pakket ind i de knapt 30 grader. De sveder!

Og vi har en del udfordringer med at få tørklæderne til at sidde ordentligt.

Det er ikke så nemt, når man er tørklæde-novicer.fullsizerender-1Efter moskéen sætter vi os og drikker gravkaffe, mens vi lytter til minaretens dhuhr-bønnekald.

Valget er afgjort.

Donald Trump er USA’s nye præsident.

Det er overraskende. Forbløffende. Nedslående. Uforståeligt.

Men der er også et udslag af demokrati.

Det faktum må anerkendes, accepteres og respekteres.

Uanset hvad jeg ellers måtte mene om et gulerodsfarvet krapyl med tørvemos klistret fast oven på et sexistisk, racistisk, storskrydende, delirisk hoved, der udtænker komplet idiotiske og meget farlige planer.

Efter gravkaffen beslutter vi os for at skifte gear og tackle Trump på hans måde.

Så vi drøner ad cornichen til Emirates Palace.img_2920Hvor selv opkørslen og udsigten er en amerikansk præsident værdig.img_2922Indvendigt er paladset en bombastisk opvisning i bladguld, marmor og nougat-creme-farvet decór, som ville passe Trump og Melania helt fortræffeligt.img_2898img_2897Vi lister benovede igennem de store foyer-områder, hvor røgelseskar parfumerer luften og kinesiske grupper traver afsted med deres turistguider. De har travlt, kineserne. fullsizerender-5For enden af hele herligheden spiller en kvindelig trio klassiske klassikere på et lille podium.

Og vi øjner en guldsamovar og en stor samling kinesisk te.img_2915Vi er landet. Til majestætisk Afternoon TeaEmirates Palace.img_2916Vi læner os tilbage i bløde konge-stole.

Det bliver ikke mere civiliseret end dét her.img_2902Det er tid til en gylden foryngelseskur.fullsizerender-3Det er tid til cucumber sandwiches. Scones med clotted cream og kompot af vilde jordbær og rosenblade. Små franske kager strøet med bladguld. Te hældt igennem sølvsi. img_2913Og den langmodige stemning slukker vi for alvor med perlende champagne.img_2908After all – hvad kan vi gøre ved det amerikanske valg?img_2912Så skål, Donald!

Skål for en mur, der aldrig må blive til noget.

Skål for alt det pladder, du har lukket ud i valgkampen – og som du forhåbentlig heller ikke selv kan tage seriøst nu, hvor du skal til at bestride rollen som verdens mest magtfulde mand. Lige ved siden af din gode ven Putin.

Og os?

Vi har såmænd jættetravlt med at fjerne bladguld fra tænderne efter en forrygende, anbefalelsesværdig Afternoon Tea.

Findes der noget mere irriterende end at have guld siddende fast mellem tænderne?

I doubt it.fullsizerender-2

Mange hilsner fra Mor i Udlandet