Ramadan-aktiviteter


Ramadanen er stort set ligesom julemåneden. På speed tilsat en stor mængde arabisk glitter.

Der er massive tilbud på sæsonbestemte madvarer og ingredienser, som indgår i de klassiske iftar-retter. Og der spises “godt igennem” – præcist ligesom vi andre gør i december.

Det er det bedste tidspunkt på året at købe en ny bil, siger reklamerne.

Det er også lige nu, du skal overraske din elskede med et nyt smykke.

Og så fremdeles.

Men udover at det er højsæson for storkøb og særkøb, så er Ramadanen også den måned på året, hvor mange vælger at “gøre noget særligt” – skabe særlige minder, om man vil.

Og her må man sige, at landets herskende familier heller ikke ligger på den lade side.

De Forenede Arabiske Emirater består af 7 emirater – landsdele – som regeres af hver sin Sheikh. Som udgangspunkt har den enkelte Sheikh fuld råderet over sit område, og der kan være endog meget store, overraskende forskelle i lovgivning m.m. fra det ene emirat til det næste. Sharjah er f.x. et tørlagt emirat, mens Dubai er…well, Mellemøstens svar på Las Vegas, tror jeg.

Abu Dhabi er landets hovedstad – og Hans Højhed Sheikh Khalifa Bin Zayed Bin Sultan Al Nahyan af Abu Dhabi er samtidig hele landets overhoved med titlen præsident. Han kan ses her, på et af de typiske billeder, der altid hænger i en foyer eller reception.Dubai, Abu Dhabis frække lillebror, er regeret af Hans Højhed Sheikh Mohammed Bin Rashid Al Maktoum. Han er samtidig landets vicepræsident og far til nogle af verdens mest eftertragtede ungkarle.Forleden kom det frem via Hans Højhed Sheikh Mohammeds Instagramprofil, at denne Ramadan har været anledning til en ganske særlig og medrivende begivenhed i hans liv.

Hans tre sønner er nemlig blevet gift under den hellige måned.

Med hver sin kusine.

Ved et såkaldt trippel-bryllup i familien.

Du kan læse mere om dette i landets nationale avis:

https://www.thenational.ae/uae/sheikh-mohammed-bin-rashid-releases-poem-to-celebrate-marriage-of-sons-1.863304

Tilbage er der vist kun at ønske de nygifte lange og givende ægteskaber.

PS: Jeg kan anbefale dig at finde Instagramprofilen faz3. Den tilhører Dubai’s Kronprins Hamdan, som går under kælenavnet Fazza. Det er ret fascinerende at følge med i hans globetrotterliv.

 

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Familiedynamik

Autocorrect vil gerne ændre min overskrift ‘familiedynamik’ til ‘familiedynasti’, men jeg føler ikke, at vi er kommet så langt, at der er tale om et decideret Kaalund-dynasti endnu, selvom Svigermor insisterer på, at der hænger et Kaalund-våbenskjold på Frederiksborg Slot. Men vi kan da håbe på, at pigerne beriger os med 2 x 12 araber-børnebørn engang i fremtiden, så vi kan komme lidt nærmere en vaskeægte klan.

Når jeg insisterer på at skrive ordet familiedynamik, så er det fordi den fylder meget for tiden. Dynamikken, altså.

Og billeder er så pokkers taknemmelige. Det skal vi alle sammen huske, at huske hinanden på i en tid, hvor alt og alle ser perfekte ud.Her i weekenden er der f.eks. lagt op til den skønneste girls-only-fredag, mens den kære Farmand-og-Eneforsørger bliver derhjemme og arbejder uforstyrret. Nogen skal jo tjene pengene, som man si’r.

Den står på selvforkælelse i frisørsalonen, hvor pigerne først får vasket håret liggende og en skøn hårkur, efterfulgt af hovedbundsmassage, klipning og føntørring.Det resulterer endda i midlertidige krøller til ældste-darlingen, der er svært tilfreds med resultatet.Jeg er gået helt bort fra klipninger i de der “in-out”-børnesaloner, for nu er pigerne store nok til virkelig at værdsætte, at de bliver nusset om – og de kan begge sidde musestille i en time, mens der bliver klippet facon og frisure i håret. Jeg har en idé om, at det er vigtigt, at børn lærer at tage sig godt af sig selv, og at de mærker, hvordan det føles, når man får en virkelig behagelig behandling, som resulterer i fysisk velvære og veltilfredshed.

Oplevelsen bliver jo heller ikke ringere af, at de begge to bliver rost til skyerne for deres små skinnende jordbærhjelme, som er meget eksotiske og opsigtsvækkende i en Ørkenstat.

Så langt, så godt.

Vi er mindst halvanden time inde i fælles samvær.

Og så knækker filmen. Naturligvis.Igen ser det helt tilforladeligt ud på billedet. Nydelige, nyklippede piger på café til sen morgenmad med deres mor. Very nice. Boglæsning, tegnesager og civiliseret samtale.

Lige indtil Cille spørger, om hun må skimme mælkeskummet på min kaffe, hvorefter Mille straks nupper min teske, som så nuppes af Cille, fordi hun jo fik idéen og derfor skal til før sin søster. Cilles vaks-ved-havelågen-ske-snup tackler Mille ved at skrige i vilden sky, som om hun var 2 år gammel og umuligt kunne udtrykke sin frustration på anden vis.Jeg sidder der. I midten af galskaben. Og får en ubændig lyst til at krybe ned under bordet og væk fra de to gale spektakler, som er lige gode om at være pisseirriterende.

De får den ene dejlig ting og oplevelse efter den anden – som perler på en snor – og temmelig ofte er takken sure miner over småting. Det er virkelig vanskeligt at håndtere uden at føle sig som en gammel sur moster, der himler op over ungdommens utaknemmelighed.

Jeg forsøger hvast at forklare Cille, at hun ikke skal snuppe ting ud af hånden på sin søster – den slags adfærd er jo aldrig pæn – og jeg hvæser til Mille for Gud-ved-hvilken-gang, at hun skal bruge ord og ikke skrål, fordi hun er alt for gammel til den slags reaktion på søsterlig modgang.

Der er intet som at mærke gamle mønstre vise sig igen og igen og igen.

Cille dominerer og smådriller – og Mille skriger som belønning for storesøsters indsats.

Det er virkelig en dynamisk duo, må man sige.

Ingen af dem giver sig, bøjer af eller trækker på skulderen. Ingen af dem er uden skyld i diskussionerne. Ingen af dem er synderligt interesserede i at samarbejde.

Det ville ellers have været skønt, hvis der var en smule mere elastik at give af.

Fra alle parters side.

Gemytterne dæmpes dog hen over en gang pommes frites, og vi fortsætter videre ud i verden til en improv-teaterforestilling på The Courtyard Playhouse, som Cille har ønsket sig at opleve, lige siden hun begyndte til drama for teens derinde.The Toilet Monster, hedder forestillingen – og der er plads til alle børns input og deltagelse undervejs – både fra rækkerne og oppe på selve scenen, hvis de har lyst til at være med. Undervejs i teaterstykket lykkes det de to søstre at have en indbyrdes diskussion om en rød farveblyant med dertilhørende mental nedsmeltning, som heldigvis overdøves af de andre børns tilråb mod skuespillerne på scenen.

Jøsses.

Mille giver ikke Cille ét sekunds chance for at vise, hvad hendes idé eller tanke går ud på. Måske er det fordi Cille ofte har drillet hende, at Mille med det samme går ud fra, at der kommer en skjult negativ konsekvens? Jeg ved det ikke – men igen kunne vi virkelig godt have behov for lidt ekstra line over for hinanden.

Dramaet udredes og overstås – vanen tro – og vi kører videre ud i verden med to hjemmehæklede pøller som minde om et toiletmonster.Prøv at se, hvor englesødt, de kan smile til kameraet. Banditbørn. For real.

Senere på dagen skal vi ud at handle. Nu med Farmanden ved roret.

Cille vil så gerne have nyt løbetøj, og Mille føler sig mægtig inspireret, så inden vi får set os om, befinder madammerne sig samtidigt i ét prøverum, hvor de fægter med arme og ben, rammer hinanden med albuer og knæ – og vræler op om for lidt plads og for meget søster.

For at gøre en lang historie bare en smule kortere, så ender indkøbet med, at de ønskede varer bliver liggende i butikken og to grædende børn må forlade præmisserne. På grund af ualmindeligt uanstændig opførsel, hvis du skulle være i tvivl på nuværende tidspunkt.

Jeg er klar over, at vi er curlingforældre på den hårde klinge. At vi gør alt for dem og med dem – fordi det gør os glade at se dem glade.

For tiden er der bare desværre virkelig langt mellem (glædes-)snapsene.

Det er som om der ulmer et oprør under overfladen konstant.

Som om det eneste, vi har lyst til, er (endnu) et skænderi.

De to søstre bliver for hurtigt sure.

De er alt for opfarende.

Der mangler good-will og lysten til at samarbejde.

Så det arbejder vi på og taler vi om, når familiedynamikken er kommet på afveje.

Og jeg må ærligt indrømme, at jeg nyder at komme væk fra søster-skærmydslerne ind i mellem, for de er ved at drive mig ud i et mildt vanvid.

Indtil videre har jeg kunnet hægte mig selv op igen ved hjælp af espresso martinis, og jeg skal nok sige til, hvis det ikke er tilstrækkeligt.

Rødhårede krabater, for hæwla’…

🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Store Hvededag

Danske højtider og traditioner glider oftest ud i sandet (hø!), når man bor i en fjern Ørkenstat.

For når påske og pinse er almindelige arbejdsdage, og februar måneds lune vejr aldrig byder på så meget som en enkelt vintergæk, så kan det være lidt svært at huske, at det er blevet tid til gækkebreve og fastelavn.

Det er ikke fordi jeg ikke vil – og vi forsøger os da også med påskehare, juletræ og snelandskab på skænken – men traditioner og højtider fungerer bare bedst i Moder-Landet, hvor årstider og aktiviteter passer helt naturligt sammen.

Jeg ved godt, at det er fællesskabet og stemningen, der betyder noget for en højtid og for udførelsen af de faste ritualer, men for mig – pæredanskeren – er det nødvendigt med kulde og mørke for virkelig at mærke julen. Det samme gør sig gældende med Fastelavn. Det er for underligt at se børnene svede igennem i syntetiske kostumer, når de i virkeligheden burde være gemt væk i store flyverdragter.

Men i morges sendte min Mor et billede af sine pragteksemplariske kardemomme-hveder, som hun skal riste og servere til aftenkaffen forud for Store Bededag i morgen – og jeg blev optændt af en Store Hvededags vision.Jeg må da også bage hveder til i aften!

Familien må afprøve en dansk tradition!

Tænk, hvis de to børn vokser op uden så meget som at kende smagen af en kardemommehvede!

Udfordringen er dog til at tage at føle på. Ikke kun fordi min Mors hveder er 100% on point og umulige at hamle op med, men også fordi gær ikke ligefrem er at finde på kølehylderne i alle supermarkeder i en fjern Ørkenstat.

Faktisk er der kun ét supermarked, hvor jeg med sikkerhed kan overtale bageren til at udlevere det saliggørende vækstmiddel hver gang. Han skal hente det ude bagved i sin egen kæmpe køler, og det koster noget forskelligt hver gang, fordi han ikke rigtigt ved, hvad han skal tage for det, når det skal sælges til en underlig privatkunde.

I alle andre supermarkeder ryster de med overbevisning på hovedet og siger, at “det må de ikke udlevere eller sælge til kunderne”, som om der er tale om en form for livsfarligt kemisk våben, der skal langes over disken til uskyldige mennesker.Carrefour i City Centre Me’aisem er stedet, hvis der skulle være en enkelt Dubai-dansker eller to, som læser med på sidelinjen og overvejer at bage gærbrød ❤. Her kan du med garanti få vidundermidlet.

Og min Mor har gennemtestet, at man sagtens kan fryse Carrefours potente gær ned og vække gærcellerne nænsomt op igen ved langsom optøning i køleskab. Smart, ikke?

Så jeg begiver mig ud i den livsfarlige Ramadan-trafik for at skaffe gær til hvederne.

Som selvfølgelig ikke bliver halvt så sirligt-pæne, som min Mors.

Der har altid været lidt Jens Jørgen Thorsen over mig. Som om jeg bliver provokeret af at skulle putte-nusse lidt om tingene og derfor klasker lidt ekstra i bolledejen. Jeg er sgu’ lidt halvskør.Efter lang hævning og raskning i ovnen før bagning, bliver resultatet faktisk meget godt.Opskriften på kardemommehveder har både min Mor og jeg fra bloggen “Maden i mit liv”, som har hundredevis af bullet proof opskrifter liggende på hverdagsmad og hjemmebag.

Og jeg gi’r det arabiske gær og hvedemel skylden for, at mit resultat fremstår en hel del mere krøllet i kanten end min Mors. Det kan umuligt have noget med Bagermester Harepus her at gøre.

Og hvad så med børnene, der skulle indvies i en stolt, dansk tradition?

De var ganske og aldeles uimponerede, og mente bestemt ikke, at hveder kunne gøre det ud for et aftensmåltid.

Hvordan dælen kan det lade sig gøre ikke at falde på halen over friskbagt brød?

Er de børn overhovedet vores?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Velgørenhed under Ramadanen

Der er mange pæne ting at sige om Islam.

Så det synes jeg, at vi skal tage at gøre i en tid, hvor der står visse folk klar til at sige det modsatte.

Én af de ting, som jeg har taget til mig her i en fjern Ørkentat er den muslimske “zakat” – altså velgørenhed.

Under Ramadanen er “zakat” en ganske håndgribelig aktivitet i hverdagen.

Børn udstyres med små pengebøtter eller konvolutter, hvor de laver opsparing af deres lommepenge hele måneden, hvorefter nogle af pengene doneres til velgørende formål. Mange børn bliver også opfordret til at gå igennem deres tøj og legetøj, så de kan give dét væk, der er blevet for småt eller ligger ubrugt hen. Der er community iftars i boligområderne og omkring moskéerne, hvor man kan deltage som hjælper og dele måltider eller fødevarer ud til dem, der har mindre end én selv. Der er skoleinitiativer, hvor de lavestlønnede medarbejdere får en pakke med almindelige fornødenheder som ris, olie, pulvermælk og tandpasta, hvilket kunne minde lidt om julehjælpsinitiativerne i Danmark. Der er selvfølgelig også landsdækkende indsamlinger til iftar-måltider og klassiske nødhjælpsdonationer via Islamic Relief til krigshærgede områder i verden osv.

Vores håndgribelige “zakat” er bidrag til de Ramadan-køleskabe, der efterhånden findes overalt i Dubai.

Prøv bare at se, hvordan der er plottet køleskabe ind over hele Dubai i Google Maps. Det er virkelig et “græsrods-initiativ”, der har taget fart siden det begyndte for 4 år siden.

Modtagerne af indholdet i et Ramadan-køleskab er gartnere, nannies, taxachauffører, securityfolk, knallertbude, vejarbejdere, skraldemænd, vognmænd og alle mulige andre, der kommer forbi på deres vej – og som kan bruge en gratis snack.

Der opfordres til at man donerer indpakkede fødevarer, der kan bruges til at bryde fasten med i en snæver vending (læs: på vej hjem fra arbejde, på cykel, i bus osv.). Helt konkret betyder det dadler, nødder, kiks, bananer, æbler, mandariner, desserter, juice, yoghurt og kærnemælk.Pigerne hygger sig altid med at pakke tingene, så de kan afleveres enkeltvis.Bare i vores lille “hvid-mands-ghetto” er der adskillige køleskabe rundt omkring, så det tager ikke mere end et minut eller to for os, når vi skal ud på en leveringsrunde.Dét der med at gøre andre glade, gør én selv glad.

Og jeg bliver stolt, når jeg mærker, at pigerne får oplevelsen af, at det føles godt at give og hjælpe til.Udover den håndgribelige, lavpraktiske “zakat”, er der også den mellem-menneskelige “zakat”.

At man stiller sig selv til rådighed.

At man siger tak og tilbyder sin hjælp.

Dén side af sagen gøres der en del ud af i skolen, hvor pigerne har fået hver deres “Little Acts of Kindness” Ramadan-kalender, som giver 30 bud på gode gerninger og adfærd, som ikke skulle være svært at udføre henover Ramadan-måneden.I Milles klasse skal de fotodokumentere deres handlinger, mens de i Cilles klasse skal skrive sig på listen, når de har gjort én af tingene.Jeg har fået et sødt kompliment af Cille (i rollen som hendes dansklærer) – og Mille har doneret tøj til Maricels niece på Filippinerne, så pigerne er godt igang med aktiviteterne.

Og nu venter jeg spændt på, om de mon laver kaffe til mig den 17. maj og tilbereder aftensmaden den 25. maj.

Jeg er ret sikker på, at Dubai ikke blev bygget på én dag, men miraklernes tid er måske ikke helt ovre endnu?Ramadan Kareem fra mig og min trofaste lille hjælper.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ih, du milde, Mille

Glædelig Mors Dag til alle I dejlige mødre hjemme i Danmark.

🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸

Her i en fjern Ørkenstat fejrer vi ikke Mors Dag idag. Der er en anden dato for Arabisk Mors Dag og en tredje dato for Britisk Mors Dag, så jeg tager til takke med de søde kort, der kommer med hjem fra skole på andre tidspunkter.

Man bliver faktisk lidt skizofren af de forskellige datoer for mærkedage – og på én eller anden måde er vi endt med at fejre Valentinsdag i vores familie – og ikke Fars og Mors Dage. Men jeg er da taknemmelig for Interfloras e-mail hvert år, så vi ikke begår en komplet faux pas i den danske familie derhjemme.

Én af mine to vigtigste Mors Dage fandt sådan set også sted igår, hvor Mille fyldte 7 år.

Uanset at det er 7 år siden, så bliver den 11. maj hvert år også ved med at være min dag.

Min Store Føde-Dag.

Dagen, hvor jeg blev Mor til to – og var skræmt fra vid og sans i godt og vel et par måneder, indtil min Svigermor kom og holdt Baby-Mille i den ene arm og mig i den anden, mens hun forklarede mig, at en god mor ikke nødvendigvis sidder i brystmælken.

Dér lærte jeg et par ting om mig selv og om Det Store Moder-Skab, som jeg aldrig vil glemme.7-års-Mille er slet ikke som Baby-Mille, der oftest blev kaldt Lille My, Milløjseren eller Vilde Mille, fordi temperament og personlighed var en kende high-strung eller iltert.

Hun er inde i en rivende udvikling, der ikke kun handler om at tabe tænder og vokse sig kæmpe-høj. Mentalt sker der mindst lige så store forandringer. Hun er blevet dygtig i skolen, koncentrerer sig om sine lektier, kan give bedre udtryk for sine følelser (i stedet for at skrige, som altid har været hendes trademark-behaviour) – og så er hun en værdsat kammerat, der altid er omgivet af en lille flok piger.Og weekenden har selvfølgelig stået i den unge frøkens tegn.Med veninderne samlet til en male-session i The Jam Jar, som er et frit og rustikt kunst-studio i Alserkal Avenue, et skønt galleriområde i ellers så støvede Al Quoz.Bagefter strøg vi hjem til frokost, da der ikke var mulighed for at fejre fødselsdag med mad og kage osv. i studiet pga. Ramadanen. Efter frokosten forestod Cille en slim-session, hvor de små 7-årige trunter så med beundring på den store pige, der kunne lære dem et trick eller to om at lave en ‘god slim’, som man si’r.Festen sluttede af med fællesdans på førstesalen, mens pigerne blev hentet én efter én i adstadigt Dubai-tempo. Vi havde jo nærmest også galleri-værdig kunstudstilling i stuen, sådan som pigerne havde arbejdet i The Jam Jar.

Jeg er imponeret over, hvor søde og dejlige sådan en lille flok piger er at have med på tur og derhjemme. Det med børnefødselsdage er jo noget helt, helt andet end for bare et par år siden, hvor succeskriterierne var noget i retning af “ingen tilskadekomne” og “ikke for mange tårer”.På selve fødselsdagen bagte vi pandekager og Mille åbnede gaver fra familien.

Der mangler – hånden på hjertet – altid bedsteforældre, fætre, kusiner, onkler og tanter, når vi fejrer fødselsdag langt væk fra Storfamilien i Danmark, men vi forsøger altid at få det bedste ud af det. Og vi italesætter ikke savnet, men taler i stedet i telefon, på FaceTime og ser de små lykønskningsvideoer igennem, som familie og venner sender.

Bagefter tog vi i det indendørs edu-tainment-center, Oli Oli, da det allerede nu er alt for varmt til udendørs aktiviteter (medmindre man hopper i poolen). Oli Oli er et dejligt sted for børn helt op til 12-års-alderen, hvor kreativitet, fantasi, hverdagsliv og videnskab forenes skønt i alle mulige lege-aktiviteter. Jeg har skrevet lidt tips til stedet i et tidligere blogindlæg.

Oli Oli

Denne gang byggede pigerne en lejlighed sammen, og de legede vilde lege med lysende bolde i mørket.Eneste skår i fødselsdagsglæden var, at den lille gymnast vrikkede om på foden, og hun har helt klart fået en forstuvning, sådan som anklen er hævet op 😢.

Hun er dog i skole igen – for søndag er jo vores mandag – og sådan en fødselsdagsweekend går bare alt, alt for hurtigt.

🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet