• ···

Dansk velkomst

“Jeg er sikker på, at Farmor clear’er hele sin schedule for at komme ud og hente mig”, ler Cille forventningsfuldt, mens vi vandrer afsted mod bagagebåndet i Kastrup.

“Nu får vi se, Cille, Farmor vil ihvertfald gøre alt hvad hun kan, for at nå det”, svarer jeg og skutter mig. Der er præcist 30 grader køligere i Danmark end den Ørkenstat, vi lige er fløjet væk fra.

Og selvfølgelig er Farmor lige dér.

Hun er den bedste velkomstkomité i hele verden, sådan som hun hujer og vinker og løber imod strømmen af rejsende, der bliver spyttet ud i en lind strøm i ankomsthallen.img_7617Det er den reneste form for gensynsglæde, jeg foreviger, mens jeg tørrer tårer væk.

Et øjeblik senere byder den danske sommer os hjertelig velkommen med et åbent skybrud, så vi må krybe i skjul, mens Farfar henter bilen. img_7618Vi overlever overraskende nok også denne gang, selvom det virker som om vi krymper i regnvejr. De 30 graders temperaturforskel er til at tage at føle på.

Men inden længe får vi varmen ved at kramme og snakke, mens vi sidder bænket om bordet i Farmors Hus i Den Store Skov.img_7624Og mens Farmor steger frikadeller og bager vafler i ét væk, koger Cille sneglesuppe på skov-, dræber- og vinbjergsnegle i haven.img_7630“Han der er the King of Snails”, siger hun, mens hun skovler en stor, fed vinbjergsnegl op og fremviser den stolt til mig.

Senere finder Ude-Barnet hindbær, solbær og stikkelsbær i krattet, mens Mille leger indendøre med hundene.img_7629Dagen efter tager vi afsked med Farmor og Farfar – og sætter kursen mod Odense.

Her venter Johanne os med længsel.img_7642Der er så meget, der må gøres.

Blomsterkager, der skal bages og pyntes med kridt.

Mælkebøtter, der skal pustes. img_7645Og jeg får både Søster-fix og Baby-A-fix, mens kusine-trioen gør Hjallese usikker.img_7643Om aftenen lander vi hos Mormor i Vestjylland.

Pænt trætte efter et par døgns rejseri og for lidt søvn.

Og i dag holder det tørvejr, så pigerne kan lege i haven, mens vi pakker ting til Mormors Road Trip 2017, der løber af stablen i morgen.img_7649Mormor finder også Christiania-cyklen frem, så pigerne kan køre standsmæssigt på besøg hos naboen, Tove, der har den fineste have, hvor Cille har ønsket sig at plukke blåbær, stikkelsbær, solbær og ribs lige siden sidste sommers dejlige bær-togt.img_7651Bliver det mere Vestjylland end dét her?

Hej fra Traktor-Land!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Farvel – for en stund

Mille lykkedes ikke med at få ‘en nat med Hr. M’, som hun så saligt foreslog forleden, fordi hun godt lige kunne spise hans mad igen.

Hr. M er også nykåret verdensmester i disciplinen frisk pasta, så hvem vil ikke gerne ‘ha’ en nat’ med ham?

Til gengæld lykkes Martin og jeg med at få en morgen med Hr. M.img_7576En forunderlig blikstille morgen, hvor hav og horisont går ud i ét.img_7575Vi lægger os ud for Atlantis og spiser morgenmad.

Der er ikke engang brug for ankeret, så vindstille er her.img_7574Der er 35-37 grader her kl. 8 om morgenen, så det varer ikke længe, før vi svømmer rundt, mens vi betragter stimer af sølvglimtende fisk, der springer i havoverfladen.img_7577Efter et par times havbad og hyggesnak sejler vi om for at se hvordan det står til med konstruktionen af Dubai’s “London Eye”.img_7581I baggrunden bygges et stort shoppingcenter på en kunstig halvø, hvortil der skal være en gangbro inde fra Dubai Marina og The Walk – Jumeirah Beach Residence.

Det bliver helt sikkert et skønt område, når det står færdigt – for både turister og fastliggere.img_7582Da vi sejler retur mod Palm Jumeirah’s bådehavn, tænker jeg, at det her er da den dejligste måde at sige farvel til Dubai på – for en stund.img_7573I morgen tidlig flyver Emirates os nemlig til Dronningeriget, mens Martin bliver her og arbejder sin revisor-popo af i forsøget på at nå diverse stramme deadlines før velfortjent sommerferie i august.

Vi skal op til alt det regnvejr, vi ikke får her, hvor termometret sniger sig op på svedige 47 grader om eftermiddagen.img_7590Og pigerne er godt klar over, at de skal undvære deres Far i tre uger. Hvilket ikke er helt nemt.img_7591Så der tvangskysses og leges intensivt.img_7594img_7596Godt nok er 3 uger en halvering af den tid, vi “plejer” at undvære Martin om sommeren, men det gør ikke afskeden nemmere lige nu.

Vi er Far-hængere.

Hele pigebanden.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

På skiskole i en ørken

Aaaah, hvor jeg nyder at holde ferie i disse uger!

Jeg tror, at det hænger sammen med at jeg for første gang nogensinde i det her udlandsliv har fået tænkt over, hvad jeg egentlig har lyst til i ferien.

Og jeg har lyst til at være lidt hjemme i Ørkenstaten, mens alle andre er flygtet nordpå.

Så kan jeg læse en bog i min dejlige seng.

Og efterfølgende tage en lur.

Jeg kan se samtlige afsnit af “Skam” uden skyld.

Og her er helt gudsbenådet stille, når jeg går mutters-alene-tur i den flimrende eftermiddagshede.

Jeg kan svømme med havfruer og nyde, at vi har al tid i verden til at dykke ned under overfladen.img_7523Og jeg hygger mig med de få venner, der stadig opholder sig her.img_7516Pigerne bygger fællesseng og nyder, at sengetid er en by i Rusland sammen med Far.img_7505De har fundet hinanden i en smuk søster-symbiose, nu hvor alle legekammerater er borte. De leger og leger med hinanden – og med Maricel, der er verdens bedste legetante.img_7521Om eftermiddagen er de i poolen – og om formiddagen står de så på ski.

Ja, du læste rigtigt.

Ski i en ørken.img_7489 Det er så meget Dubai, at det er komisk.

Hvis ikke vi har sne og bjerge fra naturens side, så laver vi dem da bare kunstigt.

I et stort shoppingcenter, naturligvis.img_7536En delplan i min snedige sommerplan om ren afslapning herhjemme var, at pigerne skulle i en eller anden form for Summer Camp, hvor de kunne lære en ny life skill, alt i mens Moren kunne få en salig alene-stund med Martins MasterCard.

Det er ren win-win.

Og på trods af en lidt kaotisk start-morgen, hvor samtlige elever skulle finde ud af støvlestørrelser og den slags genvordigheder, har Ski Dubai virkelig styr på deres skiskole.img_7498Mille er gået lidt betuttet afsted de første par morgener, men er kommet glad retur med rosa kinder og kold næsetip hver dag.img_7509Hun har haft 60 minutters lektioner i gruppen 3-6-årige.

Cille har skældt mig ud over hjelm og besværlige støvler, fordi det hele har været lige rigeligt spændende, men hun er vandret troligt afsted – og er ligeledes kommet ud med et glad smil og iskolde fingerspidser.img_7510Hun har haft 90 minutters lektioner i gruppen 7-13-årige.

Fælles for grupperne er, at lærerne har været så sjove, tålmodige og professionelle hele vejen igennem.

Og sammen fejrer vi børnenes bedrifter på sidstedagen med varm cacao og leg i sneen.img_7552img_7554Og selvfølgelig skal pigerne fremvise da deres nye ski-talenter for Farmanden her i weekenden.img_7562Efter 7.5 timers gruppeundervisning kan Cille fint løbe ned ad den højeste bakke i Ski Dubai, mens Mille efter sine 5 timers gruppeundervisning klarer det samme med lidt assistance fra sin Far.

Dét er ret godt gået, synes vi – og skamroser pigerne for deres gåpåmod og viljestyrke. Det er så imponerende, hvordan de er gået til udfordringen i denne uge.

Og mig?

Den store dare-devil, der bare elsker sne, kulde og glidende-glatte overflader?img_7564Jeg er såmænd stået ned ad børnebakken igen-og-igen-og-igen idag – på mine knapt 39-årige skælvende, vaklende kalveknæ, mens jeg har tænkt: “Fuck my fucking life. Jeg kommer til at skulle på så mange skiferier fremover. Og jeg har kun mig selv at takke”.

Lige indtil jeg opdager, at det faktisk er meget sjovt, dét der ski.

Ihvertfald på børnebakken 🙂

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Fyresedlen

Firmaets Mand hæver glasset mod mig og mit allestedsnærværende kamera. fullsizerenderVi skåler for noget så absurd som en fyreseddel.

For hvad gør man ellers i dén situation?

Går op og lægger sig som Maude Varnæs med migræne?

Det er første gang, at Martin modtager en fyreseddel i sit arbejdsliv, så det er fair nok at sige, at situationen er lidt uvant for ham.

“Jeg ved sgu’ snart ikke hvad der var det særeste idag. At modtage min egen fyreseddel eller at uddele 35 fyresedler?”, siger han og fortsætter: “Langt de fleste af mine ansatte kom forbi og takkede mig, som om der er noget at takke for, når jeg har langet fyresedler ud til dem? Men det gjorde de altså”.

Heldigvis er Martins fyreseddel selvvalgt – forstået på dén måde, at han har takket nej til det jobtilbud, som tyskerne kom med i starten af fusionsprocessen.

Og i takt med at det chilenske saftevand glider ned og har den ønskede effekt, bliver vi enige om, at det giver mere mening at fejre den beslutning, han har taget – og at vi hellere vil skåle for fremtidige chancer og muligheder, der vil åbenbare sig, hvis vi lader Universet arbejde for os – end at begræde, at ét arbejdseventyr har fået påsat sidste salgsdato.

For selvom denne beslutning på ingen måde er kommet let til Martin, så er den taget i 100% integritet med både fornuft og følelser – og dét er det allervigtigste.

Så:

Indtil 30. juni 2018 vil Martin fortsat arbejde med den økonomiske integration af de to shippingfirmaer – og med lukningen af de (arabiske) regnskabssystemer, afstemninger og opgørelser, som ikke skal fortsætte i den nye konstellation.

Herefter ved vi ikke hvad der skal ske, men vi vil gerne blive i Ørkenstaten, som (på langt de fleste områder) er helt perfekt til afslappet og behageligt børnefamilieliv.hll_uasc(photo credit: www.shippingobserver.com)

Jep.

It is what it is.

Og det er med at nyde hele turen rundt i loop’et – for det vil uvægerligt komme til at føles som noget af en rutschebanetur.

Det slår altid store revner i en families økonomiske fundament, når den primære indtægt forsvinder.

Ingen tvivl om dét.

Men endnu mere sårbar er situationen, når den sekundære indtægt enten er ikke-eksisterende eller så begrænset, at den knapt dækker supermarkedsregningerne på månedlig basis.

Og hér er livet i en Ørkenstat pludselig ikke længere så sødt og charmerende.

For leveomkostningerne er seriøst høje.

Visum og opholdstilladelse gives kun til immigranter i fast job, medmindre man selv begynder at sponsorere forbrugsfesten ved at oprette et selskab og opnå tilladelserne herigennem.

Sundhedsforsikringen er hundedyr og bestemt ikke noget, man ønsker sig at betale af egen lomme. Og da slet ikke noget, man ønsker sig at undvære, hvis uheldet er ude…

Der skal tænkes og granskes lidt i det kommende år.

Og mens vi spiser færdig, begynder jeg at grine over det absurde i situationen.

Hér sidder Martin – med det tunge ansvar for familiens tålte ophold i en Ørkenstat og for vores økonomiske ve og vel, mens jeg….ja – hvad er det nu egentlig jeg laver for tiden?

Trylledej, er svaret.img_7465Jeg laver fucking trylledej. Kaniner og mus, mestendels.img_7475Vores ægteskabsroller er til stadighed klemt ned i en himmelråbende, gammeldags 1960’er-skabelon, som vi heldigvis er blevet ret gode til at grine af, når tingene spidser til.img_7480Udfordringer med at få godkendt halvårsregnskab af både tyske og arabiske revisorer

versus

Kogning af modellervoks og bagning af trylledej med to temperamentsfulde trunter on the rocks

Der er en hel, absurd verden til forskel…

And the struggle is real 🙂

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Madørerne og Sportsfolket – Troisième Partie

“Mor, hvornår skal vi ha’ en nat med Hr. M igen?”

Mille sidder i sofaen og sukker henført.

Fru K. – som netop er kommet på besøg – og jeg er tæt på at få eftermiddagskaffen i den gale hals.

Paffe.

Hvad er det dog barnet fabler om?

Efter et øjeblik fanger jeg den.

“Øhmmmmmm, mener du en aften med Hr. M, Mille?”, spørger jeg, mens jeg nikker opfordrende til ungen. Nu må vi til bunds i sagen, som har efterladt Fru K. med lidt af et smilende spørgsmålstegn i ansigtet.

“Ja”, svarer hun med største selvfølgelighed.

Hvad ellers?

“Jamen, Mille, hvad tænker du på sådan helt præcist?”, fortsætter jeg.

“Bare fordi han laver så dejlig mad til mig”, svarer hun.

Vejen til en piges hjerte går igennem maven. Det ved enhver.img_7353Og jeg forstår hende godt.

Mage til tålmodig og overskudsagtig pastaproducent skal man lede ekstra længe efter. Hvis de overhovedet findes? Tror det næppe.

Resultatet er intet mindre end perfekt. (Og rart at se whisky-emballage anvendt til noget fornuftigt).img_7357Aldrig i mit liv har jeg smagt så silkeblød og smeltende frisk pasta, som Hr. M’s.

O.M.G.img_7359Det er nu ikke kun i den italienske afdeling, at Hr. M imponerer det taknemmelige selskab.

Hver eneste dag kommer han hjem fra byen med papirsposer fulde af friske, lokale råvarer og delikatesser.img_7344Der lynhurtigt bliver til frokostborde á la dét her.img_7346Han griller pragteksemplarer af dorade royale (brasen) med fennikel og hjemmelavet salsa, så vi må overspise for at gøre det af med den fine, saftige fisk med det funky overbid.fullsizerenderOg der bliver grillet côte de boeuf så stor, at den mest af alt ligner et ribben fra en dinosaur.img_7280Ind i mellem al den fantastisk lækre mad, tager vi en svømmetur eller to. Bare for lige at holde sportsformen ved lige.img_7380Mændene tager sig sågar en hel Sport’s Day, da vejret ikke lige er til en Middelhavs-sejltur, som ellers var planen.img_7381Fuglsang er så tæt-på-lige-ved-og-næsten, at Martin ser sig nødsaget til at kramme med en lyserød pingvin i bar spænding.

Og det er så hér – i et uforstyrret øjeblik – at Fru M. sætter hårdt ind.

Hun er kagedronningen.

Æstetikeren, der dækker Insta-worthy-borde gang på gang.

Dén, der sørger for at vi holder os i kageform.

Hun introducerer os til Tarte Tropézienne: En sprød brioche-kage med den lækreste, lidt udefinerbare creme, som skal købes et helt bestemt sted inde i St. Tropez.img_7338img_7367Det er intet mindre end forrygende ferie for smagsløg og maver.

Og – speaking of St. Tropez – så får Hr. og Fru M. ind i mellem fri fra køkkentjansen.

Som hér på Café de Paris med udsigt til havnens enorme luksusyachts.img_7321img_7330Og damerne i selskabet forsvinder væk i St. Tropez’ små gader, der er fyldt med de fineste specialbutikker.img_7322“Det er da rart, at få et par små livstegn”, mumler mændene, da vi returnerer og ser de mange bank-transaktions-SMS’er, der er trillet ind på deres mobiltelefoner, mens vi har handlet. Med deres kort.

“Ja, ja – vi er flittige, er vi”, svarer vi. Og gi’r is.img_7325Og en karrusseltur til dem, der har den slags lyster.img_7333img_7331Sydfrankrig.

Ferien, vi aldrig vil hjem fra.img_7361Tak.

💜 Af hjertet 💜

Til Hr. og Fru M.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sydfranske Pølser – Deuxième Partie

Efter 3 dage i kvindekollektivet dukker de over-arbejdsomme ægtemænd op til festen i Sydfrankrig.

Og vores betænksomme værter har foreslået at tage på Club 55 i Ramatuelle som et helt-ned-i-gear-startskud til storfamilieferien.

Dén er vi med på.

Ikke at vi sådan helt forstår hvad Club 55 er, men det lyder godt, når Hr. og Fru M. beskriver stedet som en ‘klassisk-fransk beach club med et ekstraordinært køkken’. img_7318Det starter godt ud med en særdeles effektiv valet parking – som jo er én af de ting, man ganske enkelt ikke kan leve uden, hvis du spørger enhver dubaianer. Der er nemlig intet som at køre op foran et-eller-andet og slippe nøglerne i hånden på en-eller-anden, der så må bryde sit hovede med at finde et sted at parkere slæderne.

Straks herefter går vi ad en træbelagt sti, som fører os forbi restauranten og ned på Pampelonne-stranden, hvor en lige så effektiv hær af flinke mænd står klar til at anvise liggepladser og åbne parasollerne, mens vi dumper badehåndklæder, fiskenet, spande, skovle, croissanter og baguettes.

To sekunder senere er børnene igang. Hvem ville ikke spæne ud til det her vidunderlige, azurblå hav?img_7282Og de voksne går også igang. Med at lave absolut ingenting.img_7281Jeg er vild med det her franske-slow-mo-liv, hvor sprøde croissanter og morgenkaffe tager mindst en time at indtage med udsigt over havet og stille bølgeskvulp som lydkulisse.img_7283“Jeg går altså lige en tur, før her begynder at komme rigtig mange mennesker”, proklamerer Fru M. lidt senere.

“Jeg vil da med”, bedyrer jeg, som ikke skal gå glip af noget som helst.

Desuden er der sådan cirka 14 croissanter, der er begyndt at tage plads rundt om min talje som et lidet flatterende dejbælte. Måske kan de gåes af? Douze points for himmelråbende naivitet. Der kom 3,5 kg. på i løbet af en uge, for the record.

Og således går det til, at vi – ganske uforvarende og aldeles uskyldige – vader direkte ind i feriens ultimativt sjoveste oplevelse, omend selve fejringen og latterbrølet først får sin åbenbaring senere på dagen – vel hjemme i trygge omgivelser og efter solidt indtag af rosé og champagne.

“Sig mig engang, er folk ikke lidt nøgne her?”, mumler vi forsigtigt til hinanden og skæver genert til siderne, mens vi vandrer i vandkanten.

Jep.

Klassikeren over dem alle.

Naturiststranden.

Vi har forvildet os direkte ind i nøgenbadernes højborg nogle få hundrede meter fra Club 55.

Omkring hundrede mænd og kvinder nyder solen og havet uden en trevl på kroppen.

Og det er ikke første gang, de gør den slags.

Det er tydeligt for enhver.

Samtlige nudister på stranden er gennembrankede over H.E.L.E kroppen, hvilket senere (efter betydelige mængder rosévin) får os til at spekulere enormt meget i om ‘man(d)’ selv smører solcreme på penis – eller om ‘man(d)’ beder konen om hjælp? Er der nogen, der ligger inde med så vital information, så kom frit frem?!

Man skulle nok have været der, men inden i bobler der en voldsom Tine-12-år-latter, mens vi uden på begynder at føle os som et par små narre-misse-katte, sådan som vi tilsyneladende går tur for at se på nøgne mennesker uden selv at ville “give” noget.

Der er nok tale om assimileret araber-dobbeltmoral, hvor det er fint nok at se på andre, mens vi selv holder os fuldt tildækkede?

Ud over det åbenlyst morsomme i at se på nøgne kroppe, noterer vi os, at mændene decideret spankulerer (lidt-for-)selvtilfredse rundt og viser sig frem på stranden, mens kvinderne ser ud til blot at slappe af i deres rynkede Eva-kostumer.

Vi har en forestilling om, at de to køn oplever naturistlivet helt forskelligt og har fundamentalt forskellige indgangsvinkler til det, men igen – vi kommer til kort – og mangler simpelthen viden om emnet.

Da vi returnerer til familiefavnen, opfordrer vi mændene til at gå en tur for at strække benene efter deres flyvetur. Men de fornemmer straks, at der er ugler i mosen, og da vi afslører, at der var ganske få nudister under 55, afviser de pure at deltage i løjerne.

Sippede?

Dét fik vi aldrig helt afklaret, men Regnskabschefen bedyrer, at han virkelig ikke har behov for at se på fremmede strandbryster, der ikke er >25 år gamle.

Faktisk mener de, at vi er lige rigeligt barnlige, men den slags ignorerer vi naturligvis og fortsætter ufortrødent.

“Er I klar til frokost?”, lyder det uskyldige spørgsmål fra prøvede ægtemænd lidt senere på dagen.

“Sålænge vi ikke skal have saucisson français, så lyder det helt fint”, udbryder fnisende lure-damer.

I kan godt fornemme, at det til tider ikke er helt let, at være Hr. M og Regnskabschefen.fullsizerenderMenukortet er så perfekt fransk, at det kun står på perfekt fransk.img_7291Men med lidt venlig oversættelsesstøtte fra Hr. M’s side, får vi spist nogle fantastisk velsmagende retter.img_7371Efter hovedretterne spiller husorkestret folks ønsker ved bordene.fullsizerender-1Der er bare intet at klage over i det her franske driverliv.

Så vi sukker saligt og læner os tilbage i de bløde puder.

Begraver fødderne i det kølige sand under bordene.

Bedøver hoveder og hjerter i perlende rosévin.img_7362Jeg mærker pludselig en nyfunden kærlighed til Frankrig.

Og Martin.

Det kommer flydende til mig i takt med indtagelsen af rosé.

Og børnene?

Dem glemte vi at holde øje med.

Tror I det gør noget?img_7363

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Sydfrankrig – Première Partie

Jordbærhjelmene har været tidligt oppe for at rejse til Nice.img_7210De overlever på forventningens glæde under hele flyturen, men da vi sætter os i taxien, må de overgive sig til søvnen, mens jeg smiler overdrevent bredt til chaufføren, der vældig gerne vil underholde mig på den knapt 2 timer lange køretur….på fransk…og dér har jeg ikke så meget at skulle have sagt efter mit begrænsede franskkursus i 8. klasse.

“¿Hablas español?”, forsøger jeg forsigtigt.

“¿Me entiendes, si hablo despacito?”

Ingen succes.

Han forstår cirka lige så meget spansk, engelsk eller dansk, som jeg forstår fransk. Og alligevel lykkes det ham at fortælle mig en masse skøre ting om sin familie og om alle de små landsbyer, vi passerer på vej til Familien M’s hus i bjergene. img_7265Her er ikke bare helt ualmindeligt, bemærkelsesværdigt smukt.img_7235img_7232Her er også så fredfyldt, at det eneste, jeg kan høre, er cikader og summende insekter, når jeg bevæger mig rundt i haven for at se på blomster.img_7234img_7242img_7241Men stilhed kommer som regel med begrænset holdbarhed, når der er børn til stede.

Det gør nu ikke noget i det her tilfælde.

Deres fællesskab, leg og latter gør mig lykkelig helt ind i hjertekulen.img_7250Og som om dét her scenarie – udsigten over bjerglandskabet og havet; det charmerende landsted i den idylliske have og 4 glade børn, der hujer og plasker – ikke skulle være mere end rigeligt i sig selv, så bliver jeg på forunderlig vis set og forstået af et menneske, med hvem jeg føler en dyb samhørighed.

Hun opfordrer mig kærligt og generøst til at tage ud på lange gåture.

For mig selv.

Som i alene-uden-andre.

Det er som at vinde i et lotteri, jeg ikke aner, at jeg har deltaget i!

Og i mens leger Fru M med 4 power-puff-piger, der laver perleplader og sokkedyr i serieproduktion.

Det kræver et absolut minimum af overtalelse at gå ud på opdagelse i denne her provençalske vidunderverden.

Et par skridt uden for porten møder jeg dette syn og en duft af fyrrenåle og varm jord.img_7236Det er den reneste balsam for en støvet ørkensjæl.

Og der er havudsigt som belønning for hvert sving, jeg tilbagelægger ad den snirklede bjergvej.img_7273Lidt senere må jeg til at følge Fru M’s håndtegnede kort. Jeg er jo ikke det mindste stedkendt.img_7264img_7274Efter en kort vandring igennem en kavalkade af franske sommer-landsteder – nogle i topform og andre i en mere skal-vi-kalde-det-rustik udgave, rammer jeg Madrague-distriktets vinmarker.img_7275Jeg antager, at de her smukke druer senere bliver til områdets berømte rosévine?img_7263Efter at have passeret rækkevis af frodige vinstokke, kommer jeg til Plage de Gigaro, som er så fransk, at damerne går helt nonchalante rundt i korte, hvide hørskjorter og bittesmå bikinitrusser. Med 3 baguettes under den ene arm og en cigaret mellem to fingre, mens de er på vej ud i verden.

They don’t give a fuck.

På deres helt egen elegante, franske facon.

Jeg tager mig selv i at blive helt araber-chokeret over al den nøgenhed i det offentlige rum. Men man kan vel vænne sig til det igen?img_7262Og hér – for enden af strandpromenaden – ligger en lille bod.img_7257Det er i øvrigt også enden på Fru M’s kort-instruktioner i denne ombæring, så jeg sætter mig med en ananas-smoothie og ser ud over havet, hvor blide bølger skvulper ind mod de sidste badende. img_7260Hvordan kan jeg være så heldig?

At sidde lige hér og mærke eftermiddagssolens lange stråler.

Og indånde den svale, salte havluft.

I mit eget selskab.

Det er mig ret meget en gåde – men måske er det lige præcist sådan, dét bør være?

Og da jeg svedig-varm og taknemmelig vender retur til storfamilien, står der solmodne, duftende nektariner og små, sprøde chouquettes på bordet. img_7229Chouqettes er intet mindre end himmelske bidder plukket direkte fra sommerens hvide cumulus-skyer, hvorefter en fransk bager har dyppet dem kærligt i sukkerlage med sine lange, slanke fingre og strøet forsigtigt med perlesukker til sidst.

💜 Soul Mate Sister, I love you 💜

For evigt taknemmelig for dig.

Og for chouquettes.

De er van(dbakkelses)-vittigt go’e.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Côte d’Azur

Den er go’ nok.

Rødbedepassene er fundet frem.

Små og store cirkusheste lugter savsmuld og tæller ned som gjaldt det livet.

Der er intet som at pakke kuffert og lade forventningens glæde løbe løbsk.

Côte d’Azur…

Bare navnet i sig selv. Det emmer da af sofistikeret fransk sommer?

Jeg kan næsten ikke vente.

img_7200Vi har det mest essentielle med.

Små gaver til dejlige piger.

Balsamspray til krudtuglet klorhår.

Solhat med UV-filter til hende med galopperende pigmentforandringer i hele krydderen.

Og en bamse, der er go’ til at gi’ godnatkram.img_7201Vi er mere end klar til at rejse på ferie til Sydfrankrig i morgen tidlig, selvom det nu også går ganske fortrinligt med at holde sommerferie i Ørkenstaten.

Her får vi ordnet alverdens kedelige, lavthængende småprojekter sideløbende med de sidste hyggelige legeaftaler, før alle rømmer den overophedede sandkasse.

Jeg kører med en intern 1:1 aftale om at gøre én sjov ting for hver træls ting, vi får klaret.

Forleden fik vi f.eks. sorteret 10 ringbind med papirer; scannet og arkiveret (mestendels lodret), så der nu er én eneste mappe tilbage med papirer, som jeg forstår meget lidt af.

Og køkkenet er blevet gennemgået for ophobet plastic, så der igen er overskueligt og ryddeligt i skabene.

I mens de voksne muntrer sig med dødens-pølse-aktiviteter, har Cille og Mille udvidet familien med intet mindre end 3 nye medlemmer, der skifter navne så ofte, at jeg ikke kan gengive de nuværende.img_7170Det er små elektroniske mus, der bor i et hjemmegjort papkasse-bur.img_7168Sådan er livet, når man har decideret strenge og uforstående forældre, der ikke vil tillade, at man får levende mus.

Det er både uretfærdigt og for dårligt, er det.

Og Bob-katten?

Han vender da bare ryggen til de åndssvage, fake mus.

Ignorerer dem på bedste katte-manér.

Han gider til gengæld godt papkassen.

Den er ret god at sove lur i.

Og lur – dét er lige præcist hvad jeg skal have lige om snart.

À bientôt, Fru M!

Un croissant, skal vi ha’.

fullsizerender

Og bonne nuit til jer alle.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om at bo på Burj Al Arab

Hvad laver man så egentlig på sådan et 7-stjernet hotel?img_7052img_7051Bliver det ikke lettere anstrengt og prætentiøst efter et par timer i et miljø, der ligger så langt fra vores eget, at det næsten virker (tragi-)komisk?img_7047Hvad med børnene?

Hvordan er det lige, at de passer ind i al den guldbelagte seriøsitet og tykke tæpper?img_7050Vig bort, I smålige – tilnærmelsesvist Jantelovs-indgydte – tanker.

For Burj Al Arab er – interessant nok – for alle.

Gud og hvermand.

Høj som lav.

Liverpool-fodboldspiller (true story) eller familiefar (også true story).

De fleste af os skal spare en hel del op før check-in – det giver sig selv – men det jeg forsøger at sige er, at hotelpersonalet behandler samtlige gæster med den mest imødekommende, smilende og humoristiske tilgang og attitude.

Butleren hilser lige flinkt, om man kommer i pandabjørne-badeshorts, dish-dash eller jakkesæt.img_7015In-room dining-personalet tager 7-årige Cilles middagsbestilling lige så seriøst, som hvis det havde været opkald foretaget af en voksen.img_7036Og den efterfølgende servering er præcis og omhyggelig, selvom de nystrøgne servietter og borddekorationen hurtigt får en hård medfart, når der er børn om bordet.img_7041Som bare gerne vil videre til det essentielle: Aftenens brætspil.img_7066Room service om aftenen er et trick, vi tager med os fra Park Hyatt-weekendturen forleden.

Der har Hr. og Fru M virkelig fat i den lange ende, for det er da smart at undgå de der ’sid-nu-pænt-I-bøllefrø’-seancer i en restaurant om aftenen, hvor stammens yngste medlemmer mest af alt vil stå på hovedet i sofaen. Det er bare én af de fordele ved at have venner, der har ældre børn end os selv. Tricks’ene kommer trillende i tide og utide. Og dem samler vi gerne op. Learning the easy way.

Burj Al Arab er i virkeligheden ‘bare’ ren nydelse.

Det er at vågne op til denne her udsigt, mens man vipper med tæerne og vågner i dobbeltsengen.img_7068Det er at summe over morgenmaden i en uendelighed, mens personalet bager pandekager til pigerne i adstadigt tempo og fylder de gamle mennesker med friske croissanter og varm kaffe til bristepunktet.img_7070Burj Al Arab er at tilbringe mere tid i en morgenkåbe end i et sæt tøj.img_7086img_7082For slet ikke at tale om de evigheder, man bruger på badeværelset, fordi det er så indbydende og dejligt.

Ren velvære.

I ordets bogstaveligste forstand.img_7033Børnene afleverer vi en enkelt gang i hotellets kids’ club, Sinbad. Vi er nødt til lige at svede de værste synder ud af systemet.img_7073Og det gør man til denne her udsigt, som ikke overraskende giver mig langt mere lyst til at være i et fitnesscenter end normalt.img_7074Den store runde ø af sand bliver til vandlandet Wild Wadi i 2020. Det oprindelige vandland skal nedlægges, forflyttes til den nyanlagte ø og på det nuværende stykke sand skal et nyt Jumeirah-luksushotel opstå. Alt for Expo 2020, som man si’r…img_7084Og bortset fra at hotellets indendørsfaciliteter og omgivelser er så skønne og afslappende, at man kunne blive her for evigt, så er den virkelige attraktion den nye ‘beach club’, som The Burj har fået hægtet på sig for 8 måneder siden. En platform med pools, private cabanas og lækkert blødt sand. Bygget af et finsk firma, som tydeligvis ved, hvad de laver.img_7022Den her infinity-pool holder hele vejen. img_7120Ihvertfald når man er gæst på hotellet.

Prisen på et årligt familiemedlemskab giver anledning til lettere anstrengt latter.img_7096225.000 kroner for to voksne og to børn.

Men så følger der ikke blot unlimited adgang til pool’en og en privat cabana med, når du lyster. Der er også et par overnatninger på hotellet, adgang til fitnesscenter, chaufførkørsel og andet godt stads.

Har man penge, så kan man få –

Og har man ingen, så må man gå.

Hov!

Det ringer på døren!

Her kommer såmænd børnenes complimentary slik-tog. Igen!
img_7098

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Jeg har fået en idé!

“Call me. Jeg har fået en idé!”

Beskeden ligger på min mobil for et par uger siden.

Den kommer i kølvandet på en halvlunken samtale i ægteskabet, som forløber nogenlunde sådan her:

“Skat?”, prøver jeg.

“Hm..” er det fraværende svar. Der er et excelark på tværs.

“Ved du hvad? Jeg har fået en idé. Vi kunne besøge Beirut under Eid Al Fitr. Priserne er så meget bedre end Oman og Jordan – og det ser ud til at være den fedeste by”, forsøger jeg med overbevisning i stemmen og en et hotelforslag klar på booking.com.

“Beirut, siger du?”

“Hvad er det lige præcist du vil i Libanon?”

“Se på det franske kvarter. Spise dejlig mad. Gå på opdagelse i de gamle bydele. Der er gamle ruiner. Grønne parker. Og fed graffiti. Drikke vin på en café. Nyde havet. Temperaturen er perfekt lige nu”.

Jeg kan godt mærke, at dén køber han ikke.

“Hm..” er det fraværende svar efter at have set på mit booking.com-forslag i et splitsekund.

Men nu har han fået en idé.

En genial idé, når nu han selv skal sige det.

Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret, da vi nærmer os the one and only. 

Burj Al Arab.img_6985Dubai’s ikoniske vartegn af et hotel, som har tildelt sig selv 7 stjerner og benytter sig af sloganet The World’s Most Luxurious Hotel.

Et must-stay i Ørkenstaten – hvis man tager spendérbuksen på og ja-hatten trykkes godt ned om ørerne.

“Den ligner en enormous lemon slice”, ler pigerne på bagsædet, da Farmands bus triller op foran hotellet.

Pigerne er svært tilfredse med at transporttiden på deres Eid-ferie er knapt 10 minutter.img_6986“Wauw”, udbryder de begge, da vi kommer indendøre og de ser op på det første festlige springvand i foyeren.img_6989img_6990img_6991Der er guld og rindende vand, farverige fisk, diamanter og glimmer i en sådan grad, at det er svært at koncentrere sig om at følge med op på 22. etage, hvor check-in bliver klaret hos etagens butler, mens de modige af os titter ud over kanten.img_7016Den opulente og dekadente stil fortsætter ind i suiten.img_7009Hvor pigerne lidt efter modtager røde roser og chokoladekage. Betuttede, for én gangs skyld.img_7013Og chefen finder sig til rette bag mahogniskrivebordet.img_7007Suiten er i 2 etager.

Der findes kun suiter i 2 etager på hotellet.

Samtlige med havudsigt.

Vi er i den mindste type suite, men der er mere end god plads.img_7006img_7004Og vi finder et kæmpespejl over dobbeltsengen. Til Martins udsøgte fornøjelse.img_6998img_6995På badeværelset venter der guldvandhaner og Hermès-produkter ad libitum.img_6993Jeg tror pludselig godt, at jeg kan vænne mig til at bo i en 2-etages suite med butler.

Omgivelserne indbyder ligesom til det.

Der er så meget araber-schwung og udsøgt kvalitet over hele linjen, at det ikke bare virker overbevisende.

Det virker nu helt naturligt og selvfølgeligt.

Og det er heri den fundamentale, udefinerbare, subtile forskel ligger mellem The Burj og raden af luksushoteller, der prøver at “gøre sig fine” – med større eller mindre held.img_7017Burj Al Arab er så helt og aldeles autentisk midt i dets fake-venetianske, hjælpeløst prætentiøse arabiske décor gone wrong.

Jeg er solgt.

Det er de tre andre også.img_7018

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Over and out

Én af de mest åbenlyse fordele ved lærerjobbet er ferierne.

For det er bestemt ikke lønnen, skal jeg hilse at sige fra en Ørkenstat…

I dag er pigerne og jeg således gået på 10 ugers fælles sommerferie. Det er jo i sandhed en fantastisk mulighed og gave, at jeg kan holde fri samtidig med – og lige så længe – som pigerne.img_6961Det er ikke helt gået op for mig endnu, hvor fedt, det egentlig er – men mon ikke det kommer til mig, når vi fejrer feriens start med iftarbuffet i aften?

Jeg glæder mig og faster i dagens anledning, så jeg rigtig kan værdsætte aftensmåltidet.

Cille har fået sagt pænt farvel til Ms. Sara, som hun har været rigtig glad for at have som klasselærer i Year 3.img_6956fullsizerender-1Mille har til gengæld nikket et afmålt farvel til sin Miss Louise. Mille er ikke kramme-typen, medmindre man bliver særligt godkendt og accepteret af madammen, men så får man virkelig også verdens bedste krammere.

Miss Louise må tage til takke med et lyserødt hjerte i et kort.img_6870KG2-barnet har nu en velfortjent sommerpause fra skolebænken, før det for alvor bliver alvor til september. Det bliver godt til Mille med udendørsleg og fuldstændig frihed til at være 5-årig for en stund. For selvom hun klarer skolen så fint, føler jeg stadig at børnene er små til at skulle modtage instruktion og mundtlige forklaringer så mange timer dagligt.

Her på falderebet modtager jeg også de officielle billeder af Mille, der står – pavestolt – med sit certifikat og Mr. Tim, Primary School’s rektor.img_9439Jeg glæder mig til at øve mig i at lave absolut ingenting. Det burde jeg kunne nå at blive ret god til, hvis jeg har hele 10 uger at øve mig i?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Du ringer, vi bringer

Ved I hvad jeg synes er pissesmart?

At jeg kan ringe til 800-PHARMACY klokken-hvornår-jeg-lyster og så kommer der et bud med hovedpinepiller 20 minutter senere.img_6857Jeg kan også ringe til renseriet og få hentet og bragt rense- og strygetøj på alle tider af døgnet.

Og det er altså ikke fordi jeg bor “down-town”.

Vi bor i parcelhus-ghetto ude i sub-øvsen ligesom alle de andre.

Nespresso leverer mine kaffekapsler til døren og tager de brugte kapsler med retur.

Men Starbucks leverer også gerne, hvis det er for overvældende at lave kaffen selv.

Der er en million (okay, måske lidt færre, men overdrivelse fremmer forståelsen) fødevare-udbringningsløsninger. Flere af supermarkedskæderne leverer til døren efter samme koncept som i Danmark. Der er frugt-, grønt og kød-kasser, som kan bestilles online. Vi har et væld af madlavningskasser med opskrifter og ingredienser sirligt pakket til en uges aftenmåltider – og der er masser af firmaer, som leverer færdigt-tilberedt sund mad til alle dagens måltider, hvis du ikke selv har tid til at lave mad.

Og så har jeg slet ikke nævnt de overvældende mange tilbud om usund take-away, der også står på spring…

Du ringer, vi bringer.

5 dirhams (10 kroner) i leveringsgebyr. Fra nogle leverandører. Andre steder er udbringning helt gratis.

Vi kan også køre ud til selskab og bestille en “safe driver” på forhånd til at køre os sikkert hjem igen i vores egen bil, når nu der er nul-tolerance i Ørkenstaten.

Går elektronikken i stykker, kommer der straks et firma og afhenter, reparerer og afleverer dimsen samme dag.

Vi har Uber.

Og Careem.

Der er rengøringsfirmaer, hundeluftere, hundevaskere, hjemmeplejere, sygeplejersker, læger og babysittere der kun er et opkald væk.

Al den service kan kun lade sig gøre, fordi lønningerne er lave(-re).

Som i virkelig meget lavere end de danske.

Og det giver et stik af dårlig samvittighed ind i mellem, når jeg igen-igen har ringet eller klikket efter et eller andet. Så kommer der sådan en dansk forlegenhed over mig, hvor jeg tænker “kan man det?”, “er det ikke lidt synd, lidt for meget eller halv-pinligt?”

Men på den anden side: Hvad var eller er alternativet for de her mennesker?

Der er jo intet forkert i at arbejde som knallertbud for McDonalds eller som chauffør for den lokale dyrehandel.

Det er ærlige, redelige jobs, som man kan udføre uden den helt store uddannelse – og de får løn, drikkepenge, smil og tak for indsatsen.

Og selvom knallertbudene, håndværkerne, konstruktionsarbejderne, renovationsarbejderne, rengøringsfolkene, sikkerhedsvagterne, køkkenassistenterne, chaufførerne osv. bor yderst spartansk på sovesale, så får deres lønninger stadig en hel familie til at fungere i hjemlandet. En børneflok har mulighed for at gå i skole; der kommer mad på bordet hver dag; der er mulighed for at få lægehjælp til familiens ældste og yngste osv.

For iværksætterlyst, virketrang og nye, entreprenante idéer er jo uløseligt forenede med et behov for lavest mulige omkostninger. Og der er bare flere ting, der kan lade sig gøre i et samfund, hvor minimumslønningerne er så lave, at det er tåkrummende.

Over-servicering – eksempelvis – kan lade sig gøre i en sådan grad, at jeg knapt kan lette rumpetten fra stolen længere.

Der er vitterligt altid en anden, der gør alting for mig.

Og det ville være hård kost at leve et andet sted end lige hér – dét er jeg mig meget bevidst om.

Og når det så slår det mig, så skynder jeg mig da at finde telefonen frem:

I’m only one call away.

I’ll be there to save the day

Superman got nothing on me

I’m only one call away…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet