Mambo, Unguja?

Det har været planlagt længe, at Cille skulle på udlandsrejse med skolen i vinterferien. Oprindeligt havde hun ønsket sig at deltage i en videnskabs-baseret tur til Schweiz, men da der var for få tilmeldte til at afholde rejsen, kunne vi vælge mellem at få vores depositum tilbage – eller at tilmelde hende til en anden destination.

I og med at rejsefeberen allerede var i blodet hos den unge dame, valgte hun selvfølgelig en ny rejse.

Og det blev så Sydkorea – fordi landet trend’er på sociale medier ift. hudpleje, kosmetik, tøj, musik, kultur, mad og seværdigheder lige for tiden. Turens formål var kulturel og historisk – altså ville de unge mennesker komme til at opleve alle de store turist-seværdigheder i Seoul, Den Demilitariserede Zone ved grænsen mellem Syd- og Nordkorea, højhastighedstog til Busan, Hyundai-bilfabrikken, Seoul’s universitetscampus, Lotte-forlystelsesparken, gademarkeder, gamle templer, traditionelle spisehuse, taekwondo-træning, koreansk kokkeskole, traditionelle klædedragter og meget, meget mere, jeg knapt kan huske.Vigtigst af alt er, at hun er kommet hjem fuld af selvtillid og med et hoved, der svirrer af oplevelser. Undervejs havde hun endda fundet tid til at få endnu en øre-piercing, som hun stolt viste os i lufthavnen som en ‘surprise’, som hun kaldte det. Otte piercinger til den 14-årige. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan hun kommer til at begå sig i sin nyvundne frihed på en dansk efterskole. Men dén tid, dén sorg. For nu fokuserer vi på, at hun lykkedes med at være afsted i 9 dage på en strabadserende tur, der bød på mindst tre aktiviteter hver dag, og hvor hun ikke rigtigt kendte nogen, før hun tog afsted, men straks fandt nogle supersøde piger at hænge ud med. Dén slags – selvbestaltede – udfordringer vokser man af.Og det var sundt for hende at komme væk hjemme fra og ud i noget, hun aldrig nogensinde havde oplevet magen til. Det var f.eks. en øjenåbner for hende at se, hvor mange, der ikke talte et ord engelsk i Korea. Vi tager det for givet, at vi bliver forstået, hvis vi prøver os ad på engelsk. Maden var absolut også en udfordring – for koreanerne spiser jo helt anderledes, hvilket gjorde, at pigerne ind i mellem blev seriøst sultne mellem måltiderne – og den slags lærer man jo også af.Mens Cille boltrede sig i koreanske convenience stores og hudplejebutikker, fløj Mille og jeg til Zanzibar – eller Unguja, som øen hedder på swahili. Zanzibar betyder noget i retning af ‘de sorte mænds ø’ og er et navn, de tidlige arabiske herskere gav øen, så vi bør anvende øens oprindelige og korrekte navn, Unguja. Det har ihvertfald en mindre harsk bismag af kolonisation og dominans.Jeg har besøgt Unguja sammen med Martin for 20+ år siden. Dengang var vi i Kenya og Tanzania på safari, og så sluttede vi ferien af med ren afslapning – først i historiske Stone Town og efterfølgende i det søvnige fiskerleje Nungwe. Af nostalgiske årsager bookede jeg straks Tembo Hotel, som vi også boede på dengang. Hotellet har været i drift siden 1995, men bygningerne er flere hundrede år gamle, og har i datiden fungeret som bolig for en overmåde rig handelsmand fra et arabisk eller europæisk land.Jeg huskede Unguja som et absolut kontrastfyldt og bittersødt sted – og det er det stadig, kan jeg konstatere.

Øens sandstrande er second to none.Det Indiske Ocean er så uendeligt smukt – lysende, hvide sandstrande mod et turkisblåt hav.Hvad mere kan man ønske sig?

Stone Town, som er Zanzibar Citys gamle bydel er et UNESCO World Heritage Site, fordi her er bevaringsværdige bygninger med mange hundrede år på bagen – bl.a. et arabisk fort og utrolig flotte huse i arabisk, persisk og indisk stil og byggetradition. Det verdensberømte ‘House of Wonders’, som var sultanens palads til officielle ceremonier og modtagelse af prominente gæster, er under genopbygning, da det pludselig faldt helt sammen i den ene side. Dén regning samler Omans Sultan op – i samarbejde med UNESCO – for Oman har den tvivlsomme ‘ære’ at have været de første kolonisatorer på Unguja.Vi kan ikke sige Zanzibar – eller Unguja – uden samtidig at sige ‘den største udskibninghavn for den østafrikanske slavehandel’. Og netop dén del af historien gør ondt langt ind min hvide, priviligerede sjæl. Der er ikke et gadehjørne, man drejer omkring uden at blive mindet om øens mange kolonisatorer igennem historien. Pludselig står man foran en anglikansk kirke. En arabisk moské. Et portugisisk spisested. En indisk hoveddør med elefantbeskyttende pigge. En plakat på farsi.Mille og jeg besøgte alle de turistede steder i Stone Town. Slavehandels-monumenterne og de katakomber under jorden, hvor man smed slaverne ned de sidste dage, før de skulle udskibes til Amerika eller Europa. Jeg kunne knapt fotografere det hele, for det er så tungt at se på – og mærke, når man står dernede i mørket under jorden i en form for dyb kælder, og forsøger at forestille sig, at flere hundrede mennesker har afventet deres skæbne lige dér – hver eneste dag.Vi gik igennem gademarkeder, det arabiske fort, der nu mest af alt er en salgsplads for kangaer og kasketter.Vi slentrede igennem Forodhani Park, hvor alle – høj som lav – chiller med karak chai i den ene hånd og mobiltelefonen i den anden, og måske fodrer en gadekat eller to med en rest paratha.

Vi vandrede langs promenaden til den store havn med skiltet Karibu Zanzibar, hvor færgerne fra Dar es Salaam lægger til mange gange dagligt. Vi gik fnisende forbi Freddie Mercurys fødehjem og takkede nej til at besøge det. Vi stak hovederne ind ad gadedøre for at handle chokolade og chips fra de lokale i opgangen. Vi spiste is i den eneste italienske isbar, vi kunne finde.Det bedste var faktisk at fortabe sig i gaderne og stræderne. Bare vade omkring det ene hjørne og så det næste. Sige hej til børnene, der løb barfodede rundt og spillede fodbold. Hilse på en gammel mand på cykel med store tasker.Forsigtigt fotografere en kvinde med masser af sager balancerende på hovedet. Titte ind af vinduerne til en skoleklasse. Glo på menukort og ind ad bagdøren på de lokale gadekøkkener og ‘restauranter’. Og når vi så blev helt væk, tog vi bare en tuk-tuk hjem igen.

Afrika er Afrika.Og hvis man forestiller sig, at man på Unguja er kommet til en slags afrikansk version af Maldiverne eller Seychellerne, må man se sig skuffet omkring. Havet og det vidunderlige sand sælger sig selv – præcist som alle andre af de her klassiske, eksotiske stranddestinationer.Men den evindelige afrikanske hustler-mani gør strandturen til en helt anden oplevelse end på f.eks. førnævnte Maldiverne.Man får ikke fem minutters fred fra insisterende tilbud om at erhverve nye solbriller, fodboldtrøjer, sandaler, jordnødder, cigaretter eller stor, stor kunst malet med akrylmaling i knaldfarver. Der er ‘jambo, mambo, karibu og where u från’ til højre og venstre for solstolen eller den bølge, du befinder dig i. For de fortsætter efter dig helt ud i havet for at sælge dig deres skrammelting. Oh, yes.

En enkelt bådtur fik jeg også lokket Mille med på.

Hun HADER at sejle, ligeså meget som jeg ELSKER at sejle.

Tværpinden, som vi sad på, knækkede desværre undervejs på den tyve minutters sejltur for at komme over til øen Changuu. Jeg anerkender, at båden måske nok var en lidt lille pram, og at det helt klart blæste en pelikan den formiddag, men Mille insisterer på, at det var en reel nærdødsoplevelse, hun sjældent vil glemme!Changuu er bedre kendt som enten Prison Island eller Turtle Island. Det med fængslet blev aldrig rigtig til noget. Her er vi igen ude i koloniherrernes ærinde, hvor de fandt på, at de oprørske og farlige slaver måske kunne sættes ud på Changuu og måske stoppes i nogle store fodlænker, indtil man kunne sende dem på deres videre færd? Det værste mareridt for en slavehandler ville jo være, hvis en række stærke slaver gjorde oprør og fik de andre slaver med sig. Idéen var vel god – set fra en slavehandlers synspunkt, men fængslet nåede aldrig at blive anvendt til afstraffelse. I stedet blev bygningerne til en form for felthospital eller sygestuer for de epidemier, der hærgede, fordi man stuvede så mange mennesker sammen på begrænset plads og uden sanitære forhold. Slaver med den sorte pest, kopper, gul feber, malaria, diarré, dysenteri og alt muligt andet smitsomt blev således sendt til Changuu, hvor de højst sandsynligt døde af deres sygdom, for der var ingen medicin eller lægehjælp at hente. Det er noget af et gys, man får, når man står ved den rampe, hvorfra de ‘skubbede’ ligene ud i havet, når slaverne bukkede under på sygestuerne.Udover de gamle fængselsbygninger med nøgterne displays om slavehandel, er der godt og vel 200 landskildpadder på øen. Dem kan man sige goddag til og tage fotos med – og det gør mange hundrede turister så hver eneste dag. Padderne er efterkommere af fire landskildpadder fra Seychellerne, som en af de omanniske sultaner forelskede sig i, og derfor udbad sig at få med tilbage til Zanzibar. Det er ret sjovt at tænke på, at de endemiske padder fra Seychellerne nu også har et godt opdrætningssted på Changuu.Desværre er der nu intet, der tyder på, at padderne bliver behandlet med respekt, og det ser heller ikke ud til, at de får ret meget plads at bevæge sig på. Det er nok én af de turistattraktioner, man godt kunne overveje ikke at benytte sig af – og havde jeg vidst, hvor åndsbollet foretagendet var, ville jeg ikke have købt billetter til det.Til gengæld var den historiske vandretur med guide rundt i Stone Town en superfin oplevelse, hvor jeg fik lejlighed til at stille masser af spørgsmål ift. historien, slaveriet og hvordan, man som ung i Unguja i 2024 oplever dét, at der er turister, som hver eneste dag vader rundt i ens kulturarv og måske ikke engang overvejer, hvor blodig og tung en historie, der præger stedet?Zanzibarianerne er hårdføre og positive mennesker, der lever i fred og fordragelighed med deres naboer – uanset forskelle i f.eks. etnicitet og religion. De føler, at deres historiske skæbne er udefrakommende – i form af kolonisatorer fra Europa, Indien og Arabien, som gik sammen med lokale Tanganyika-stammeledere for at skaffe de eftertragtede slaver. Derfor er der ikke ‘ondt blod’ blandt øens beboere. Der er ikke visse efternavne, der kunne indikere, at ens forfædre var slaveejere og/eller slavehandlere. Der er ikke bestemte bydele eller områder, der er ejet af rige efterkommere af slavehandlere. På den måde er der en slags forsoning med historien. Folk udefra påførte Unguja den skæbne igennem hundredevis af år. Ikke øens egne borgere. Det er et tankevækkende sted at opholde sig.Med til historien hører, at det kun er godt og vel 110 år siden, at de sidste slaver blev frigivet eller frisat, om man vil. De allersidste var konkubinerne, der blev holdt hos deres herrer i mange årtier efter slavehandlens ophævelse. På en eller anden bizar måde havde de muslimske magthavere besluttet sig for, at når det kom til flerkoneri uden for ægteskabet, så var det helt i orden at fastholde kvinder under slavelignende forhold helt op til omkring 1910.

Udover handel med slaver, er Unguja verdensberømt for sine krydderiplantager. Særligt nelliker, kanel, muskatnød og sort peber blev skibet ud. Nu om dage er der forskellige landbrugskooperativer, der dyrker økologiske grøntsager, frugter og krydderier, som sælges overalt i verden, og så har de en slags ‘Spice farms’, som vi turister kan besøge uden for Stone Town. En ‘Spice farm’ er et slags ‘jordbrugsmuseum’, hvor de viser turisterne, hvordan de forskellige krydderier og frugter gror. De har ananas, bananer, kakao, vanille, kanel, citrongræs, jackfruit, meloner, muskatnød og ingefær. Der er selvfølgelig duft- og smagsprøver undervejs, og man bliver kontinuerligt nødet til at købe sæber, parfumer og krydderier i boderne. It’s the constant African hustle, hvor de fletter sivhatte og tager billeder med de dumme turister, men samtidig hygger sig og har det sjovt med at møde mennesker fra hele verden.De store markedspladser inde i Zanzibar City besøgte vi også. Her er det en blanding af kød-, fiske-, frugt- og grøntmarked, som de lokale baserer deres indkøb på, og så det vanlige turist-tingeltangel med solhatte, fodboldtrøjer, armbånd og alt for små sandaler. Vi afstod høfligt fra at gå ind i hallerne med kød og fisk i alle afskygninger, fordi stanken var for uudholdelig i 35 grader, når man samtidig døjer lidt med at holde maden i sig. Delhi-Belly langt uden for Delhi, gør det ikke ligefrem nemmere at bevæge sig omkring mad. Og da især ikke, hvis det er rå mængder kød og fisk, som fluerne summer omkring. Yrk. Jeg husker de markedshaller fra dengang, hvor Martin og jeg besøgte dem for 20+ år siden.Da Delhi-Belly’en for alvor ramte os, trak vi os lidt væk fra gadeboderne og ind på øens safe space – den lokale Park Hyatt. Dér sad vi så i sofaerne og kiggede op i den mørke aftenhimmel og ud over havet, der lå badet i månelys.

Zanzibar er absolut et besøg værd. Hvis man kan overskue at fornemme historiens tunge åg og at bevæge sig rundt i the African hustle konstant. Og det er vi tilsyneladende mange, der kan overskue. Der er bl.a. en dansk højskole på øen, så man går ikke mange skridt hen ad hotelgangen eller i én af Stone Towns snirklede gader, før man støder på en fellow dane. Det er på sin vis både hyggeligt og vildt mærkeligt.Kommer jeg tilbage igen en anden gang? Hmmm….jeg er forelsket i det azurblå hav og de flinke, flinke mennesker, men måske ville det være spændende at opleve Sri Lanka, Mauritius eller Seychellerne. Men først skal jeg lige skrabe lidt dirhams sammen til feriebudgettet. Drømme er der nok af….Hakuna matata!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Wadi Musseili

I lørdags tog jeg mod til mig.Det var præcist ti måneder siden, at jeg for første gang havde meldt mig til en vandretur i Hajjarbjergene – og selvom det er én af mine store ønsker at blive dygtig til at hike, havde jeg ikke været ude siden marts 2023. Dengang var det egentlig tiltænkt som en forsinket fødselsdagsgave til min kære Mor, som skulle have været med på turen, men hun lå hundesyg derhjemme med en grum kombination af Influenza A og B, så jeg endte med at tage afsted alene til Waib Al Hanna. Dén tur kan du se lige her:

Waib Al Hanna

Dengang var det en ‘intermediate plus’ hike, jeg havde tilmeldt os, og jeg huskede mig selv på, at det var nok liiiige til den krævende side, selvom jeg er i god grundform. Desuden havde jeg ikke brudt mig om, at der var så mange støjsendere i gruppen, som enten sang a capella eller muntrede sig med at spille musik over deres telefoner. For mig er en hike naturoplevelsen i sig selv – og faktisk gerne uden alt for meget samtale undervejs, selvom det da er hyggeligt nok.Denne gang faldt jeg over en ‘beginner plus’ hike, hvor man ikke skulle klatre alt for højt op og ned, men blot være i stand til at vandre i store sten og grus. Det lød mere som noget for mig – for bjergklatrer er jeg altså ikke.

Og jeg kan varmt anbefale det hiking-firma, jeg benyttede denne gang: UAE Trekkers. Ejet af en kvinde – og der er kun kvindelige guider på alle deres ture. De opererer også altid med én guide forrest og én som bagtrop, hvis nogen skal tisse eller sakker lidt bagud af andre årsager, og der er et stående tilbud om elektrolyttilskud til vandflaskerne undervejs, isnende kolde juicebrikker og müslibarer ad libitum.Priserne virker meget rimelige, og der var (ihvertfald denne gang) en virkelig god stemning blandt hikens deltagere. Begge guider var vidende, energiske og sympatiske. Der var ingen fællessang og masser af ‘plads’ både mentalt og fysisk til bare at ‘være sig selv i naturen’.Natur fik vi. Denne gang var jeg vist i emiratet Ras Al Khaimah, omend det føltes mere som Fujairah, men jeg er også typen, der kan blive væk i en telefonboks. Vi gik et ‘loop’ på 10 km. på lige omkring 3.5 time – fra solopgang til lige før kl. 11, hvor det begyndte at blive klistrende varmt, selvom det er vinter og køligere i bjergene end nede i Dubai.Vores guide var også rideinstruktør, og hun gik derfor helt hjemmevant og roligt til alle de kameler, vi mødte undervejs i ‘wadien’. Der lå landbrug spredt rundt omkring i dalen, og derfor mødte vi rigtig mange kameler med deres unger. Hedder de mon kalve?

Hvert landbrug har kun en enkelt avls-han-kamel, resten af flokken består af hunner med afkom. Præcist som på et kvægbrug. De unge kamelhanner slagtes, da kødet er eftertragtet, mens hunnerne jo avler flere kameler og giver mælk til både deres eget afkom og mennesker. Jeg har ikke brudt mig om hverken kamelkød eller kamelmælk, de få gange, jeg har smagt det. Der er for meget ‘vildtsmag’ over det mørke kød, og proteinindholdet i mælken gør det flaget, tørt og stort set uindtageligt, hvis man spø’r mig…Vi så en lillebitte kamelbaby, der stadig havde navlestrengen hængende. Jeg var imponeret over, at kamelmødrene ikke blev mere oprørte eller vrede over at møde os – en stor flok potentielt utilregnelige mennesker – men de virkede nysgerrige og rolige, og så hjalp der måske også på humøret, at vores guide forærede dem lidt müslibar!Jeg nød virkelig denne her hike. At være i naturen i timevis. At bruge min krop til den var træt. Klokken halv ni om morgenen havde jeg gået de første 10.000 skridt, og jeg nåede 25.000 skridt, før jeg lagde hovedet på puden samme aften. Træt med træt på. Mættet af natur, frisk luft og fysisk aktivitet.Jeg håber, der ikke går 10 måneder, før jeg kommer afsted igen. Hikes, der er vurderet til ‘beginner’ eller ‘beginner plus’ egner sig fint til almindelige kondisko og almindelig grundform. Hikes, der vurderes over disse niveauer kræver rigtige vandrestøvler, en stærk grundform og en interesse for at klatre op og ned og op og ned.Måske skulle jeg købe et par vandrestøvler – og udfordre mig selv lidt mere?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

From Pangasinan with love

Yrk. Det er så hårdt at være tilbage i hverdagen igen. Vi er stadig tidsforskels-groggy, lettere influenzaramte og så foretrækker vi at optræde i pyjamas for nul publikummer. Den eneste optur er det vidunderlige vintervejr i Ørkenstaten. Milde, svale 25-27 grader om dagen og kølige 18-20 grader om aftenen tilsat høj luftfugtighed, så alle planter, buske og træer blomstrer som var det forår. Jeg har virkelig savnet solen efter tre ugers gråt-i-gråt i Danmark og England, hvor det virker til, at AL SNE skal falde enten før eller efter vores besøg. Det vil vi gerne indberette en klage over. Vi fik faktisk kun stormen Pia forærende til ingen verdens nytte, omend den gav os en spontan pizza- og rødvinsmiddag hos Faster D!Og det var så heldigvis også det eneste, vi havde at klage over i juleferien, som endte med at blive en rigtig god blanding af respekt for juletraditionerne og et lille ferieafbræk fra marcipangrisene i London.


Vi fejrede Juleaften i Varde hos min Far og Conny.Det var en hyggelig eftermiddag og aften med dejlig mad og god tid til pakkeleg og julegaver. Alle fire børn på dén side af familien er virkelig blevet store, og det var både helt forunderligt og dejligt, når vi pludselig kunne sidde lidt længere over maden og nyde at spise den stille og roligt.Og sommerhuslivet i Blåvand var som altid skønt.Mormor havde sørget for klassisk dansk julefrokost Lillejuleaften, og hun inviterede på flæskestegsfrokost 1. juledag – efterfulgt af Farmors julefrokost 2. Juledag. Vi havde med andre ord travlt med at spise vores egen kropsvægt i smør, gris, fisk og marcipan.Det blev et ganske kort besøg i Blåvand denne jul, men der var smukt som altid. For Blåvand er skøn uanset årstid og vejrlig. Selv kronhjortene var festlige!Vi landede lige i tide til at fejre nytåret med vores belgiske venner. 
De havde arrangeret den lækreste, møre og saftige kalkun fra The Address Dubai Marina, hvilket jeg var meget taknemmelig for, så vi ikke skulle direkte hjem, tømme kufferterne og så til at kokkerere. Martin nåede heldigvis at lave sin til dato bedste kransekage i en 9-rings-miniatureversion – for kan belgiere mon li’ kransekage til midnat? Det viste sig, at det kunne de faktisk rigtig godt!Og således hoppede vi ind i det Herrens år 2024 med en blanding af Burj Khalifas festfyrværkeri på skærmen og Dubai Marinas pomp og pragt i horisonten ude på balkonen.Midt i det hele ringede Farmor for at fortælle, at Dronning Margrethe abdicerer den 14. Januar – præcist det ene år, vi fravælger Dronningens Nytårstale, fordi det måske ikke lige var det sjoveste at overvære for en flok belgiere. Sikke et fint og fornuftigt valg fra Majestætens side. Det kan man da kun støtte. Med eller uden diadem og dobbelthage.
Og mens vi bøvler rundt i at finde hoved og hale i hverdagen efter tre ugers tant, fjas, frås og smovs, sender Maricel sit årlige postkort fra Filippinerne. From Pangasinan Province with love.Hun rejste hjem lige op til sin elskede Mamangs 89 års fødselsdag.Maricel er opvokset hos Mamang/sin bedstemor, som nu bor i Maricels hjem, som hun har fået råd til at bygge, da hun flyttede til Dubai som OFW, Overseas Filipino Worker.
Huset er et dejligt rummeligt sted med god plads omkring, og lidt længere henne bor Maricels forældre og andre familiemedlemmer. Her kan man se Mamang passe blomsterne. 89 år and going strong. Gad vide, hvad vi skal finde på til hendes 90 års fødselsdag næste år?


For tiden har familien en masse ænder eller gæs og høns, kan jeg se på billederne, Maricel sender.
Andre gange har de haft grise til opdræt. Det varierer lidt, og afhænger sikkert også af, hvor mange penge, de har råd til at investere i dyr til opdræt. Grise er virkelig dyre!

Maricel sender også altid billeder af de frugter, de høster i haven omkring deres hjem. Tænk, at kunne gå ud og hive mangoer ned!Og vores gamle bordgrill fra 2008 lever tilsyneladende videre uden gasflaske, men i stedet med kul eller brænde!Det sidste billede, hun sendte, var af det hus, hun voksede op i hos Mamang. Jeg ved ikke, hvem der nu opholder sig i huset, men familiemedlemmer skal der nok være derinde.Jeg ville gerne besøge Maricels hjem engang. Der er så tropisk og vidunderligt, at det kan man kun falde i staver over. Så eksotisk for os andre – med pomeloer, papajaer og bananpalmer om huset, rismarker så langt øjet rækker….intet under, hvis Maricel får hjemve med den dejlige familie og det miljø, hun hører hjemme i.

Om en uge vender hun tilbage til Ørkenstaten. Så går der endnu et år, før hun igen kan kramme sin søn og mand – og gense sin Mamang. Det er hårde vilkår. Man er nærmest nødt til at spise brød til, bare ved tanken om de afsavn, hun lider i sin hverdag.Og så er der jo heldigt, at jeg – i bogstaveligste forstand – havde en halv kuffert fyldt af dansk rugbrød med hjem. Til frokost og eftertanke. Rugbrød er bare bedst.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

TikTok-tur igennem London

Midt i julerierne med den nærmeste familie og the ongoing tiny house project pakkede vi de selvsamme kufferter, der lige var blevet pakket ud, for at tage på en familieferie midt i familieferien. Et afbræk fra vådt og gråt i Hillerød blev erstattet den samme slags vådt og gråt i London.Vi var faktisk i London i foråret – efter Cilles ønske. Og begge pigerne ville meget gerne tilbage og opleve mere af samme skuffe. Fordi London og teenagere går jo som fod i hose – eller som tapiocaperler i en bubble tea, hvis man skulle begive sig ud i en nutidig reference?Vi boede i Kensington igen, fordi der er noget cute i at kunne genkende restauranter, pubber og caféer i et nærmiljø, hvor man så pludselig kan ‘føle’sig hjemme. Jeg ville have forsvoret at opføre mig sådan, da jeg i mine unge rejsebegejstrede dage nægtede at opleve det samme sted to gange. Nu synes jeg, at det er netop dét, der har allermest charme…Denne gang havde vi valgt at bo i en hotellejlighed, så der var lidt mere plads til at sove længe eller ta’ en lur i fred, og så der samtidig var tekøkken, bord og stole til at hygge med morgenmad og takeaway, når teenagerne ikke kunne overskue morgenbuffeten eller at skulle ud og ind i trafikken igen-igen efter en lang dag. Perfekt løsning, hvis I spørger mig.

På ankomstdagen tog vi straks til Piccadilly Circus, hvor Europas største boghandel, Waterstones, ligger. Cille havde stort set og lige ved og næsten overholdt et væddemål med sin Far om ikke at købe flere bøger, men at læse ud af den kæmpestak, hun har derhjemme, og der blev selvfølgelig kvitteret med nye bøger i den skønne boghandel.Og julelysene i London, my dear. Der er simpelthen så stemningsfyldt og fint overalt, hvor øjet ser hen.Jeg kom for julelysene og julestemningen, som jeg selvfølgelig også blev retmæssigt drillet med, når jeg nu igen stod stille i menneskemængden og fotograferede lys og dekorationer.
De andre kom for en ægte TikTok-tur gennem London. Cille havde lavet en lang liste over forslag til oplevelser, som hun var blevet inspireret til på TikTok, og den havde jeg så booket og planlagt ud fra. Nogle af idéerne lå for langt væk fra det centrale London, mens andre ting allerede var fuldt bookede eller utilgængelige, da jeg kiggede på det i oktober…jeg er SÅ træt af, at alt godt skal bookes hele og halve år i forvejen. Hvem har overblik over, hvad de har lyst eller tid til så lang tid i forvejen? Alle europæere, åbenbart, og lige dér er jeg k0nverteret til den arabiske måde på tingene, hvor der er en vis charme i ikke helt at vide, om vi har ferie fra dén eller dén dato, og hvor spontanitet og lyst går hånd i hånd ift. at vælge, hvad man har lyst til på en given weekenddag.Den første hele dag i London tilbragte vi i Southwark langs Themsen.Her besøgte vi The Clink, Londons ældste fængsel, hvor man får en gruopvækkende historisk gennemgang af de middelalderlige metoder til domsafsigelse og tortur, der blev anvendt i de gode, gamle dage.Rædsomt og grusomt. Tankevækkende for Cille, der kunne bekræfte, at de samme middelalderlige torturmetoder bliver brugt i de moderne gyserfilm, hun elsker at se.

Efter fængslet gik vi på Borough Market, der jo er en institution i London.Vi skulle prøve de jordbær med smeltet mælkechokolade, som Cille havde set på TikTok. De var go’e. Så go’e, at vi vendte tilbage en anden dag for at spise dem igen – plus en deleportion fish and chips.Borough Market er bare et godt sted for alle madelskere. Vi spiste også irakiske grillspyd, Singapore-nudler og mac ‘n’ cheese med oste fra Bath. Og så var der fudge!Ikke ret langt fra Borough Market ligger Leake Street Arches under Waterloo Station. Stedet er også kendt som The Graffiti Tunnel, og det blev verdensberømt i 2008, da Banksy kom forbi og hyggede sig med at male. I dag er stedet aktivt med barer og caféer, og alle kan i teorien slå sig løs med graffitispraydåser i tunnellerne, da hele området er ‘frit tilgængeligt’ fra myndighedernes side. De fleste er dog professionelle graffitimalere, kan man hurtigt konstatere, når man ser kvaliteten af det malede.Dagen efter tilbragte Cille med sin ven River fra Danes’ Worldwide’s Sommerskole. Vi fandt ham i tube’n, og så hyggede de to teens sig med at gå på udkig efter vinyler og seje styles i East London’s Underground Vintage Markets ved Brick Lane.Frokosten fandt vi på Old Spitalfields Market, hvor den søde fudge-sælger fra foråret var pist forsvundet. Til stor ærgrelse for os, der lige havde håbet på at sige hej til ham igen.Senere inviterede River Cille med retur til Greenwich Village, og vi aftalte, at han skulle hjælpe Cille retur til det centrale London, for SÅ kendt med tube’n var hun trods alt ikke! Om aftenen så vi Elf The Musical på Dominion Theatre på Tottenham Court Road. Det var julestemning for alle pengene – omend det er virkelig MANGE penge, man får lov at slippe for den flotte sang og dans…Dagen efter tog vi på The Science Museum i Kensington.Vi boede faktisk i gåafstand til alle de store, flotte, offentlige muséer, men jeg havde denne gang valgt at booke os ind til en 3D IMAX BBC-dokumentar om Antarktis på Science-muséet, fordi vi på dén måde fik lidt sne, is og kulde, hvis nu vejrguderne ikke var med os ude i den virkelige verden.Og jeg fik desværre ret. Vejret fortsatte med at være kedeligt gråt-i-gråt, men trods alt tørt.

Der er ingen tvivl om, at briterne er verdensmestre i at opbygge muséer og udstillinger. På The Science Museum nød vi at lære om rummet, om de teknologiske landvindinger i hjemmets faciliteter og hjælpemidler, om udviklingen af sundhedsvæsnet i England og sygdomsbekæmpelse på verdensplan, og vi fik set en kæmpe dampmaskine i aktion.Dér ville jeg gerne tilbage til en anden god gang. Kan med fordel besøges frem for British Museum, som vi besøgte i foråret, hvor jeg var ved at kværkes i alle de dyrebare – tyvstjålne – artefakter, som briterne aldrig har i sinde at levere tilbage til de kulturer, der retmæssigt burde have dem. Mage til tyvekoster skal man lede længe efter….eller ihvertfald hele vejen til skatkammeret under Tower Hill, hvor det britiske kongehus’ juveler ligger gemt. De er ligeså store tyvekoster, som alt dét, der fremvises på British Museum.

Undervejs blev der selvfølgelig også plads til en britisk curry eller tre. Og et smut på pubben efter en balje vin eller en cider. Og earl-grey-te galore. Proper Scottish biscuits. Udskåret frugt fra Waitrose. Cadbury-chokolade. Fordi when in BritainDen sidste hele dag i London skulle der leges med øjnene og hjernerne på det nye Twist Museum på Oxford Street. Endnu en TikTok-sensation.Som faktisk var langt sjovere og ‘øjenåbnende’ end jeg havde forestillet mig. Der blev leget med sanserne igennem udstillingen, hvor man skulle forsøge at ‘se’, ‘høre’ og ‘sanse’ sig frem til en forståelse af et objekt. Sjovt for børn – og voksne, faktisk. Og så var der rig mulighed for gode forklaringer på fænomenerne og Insta photo ops undervejs!Nu er vi tilbage i Danmark. Tilbage i gråvejr og nedtælling til juleaften. Køkkenskabet i kolonihavehuset er fyldt op med Twinings-te uden koffein, og det drikker jeg, mens jeg sender en kærlig tanke til London, som virkelig er en god ramme om firkløver-familietid og en masse sjove oplevelser.I ønskes alle en rigtig Glædelig Jul, folkens. Må der blive fred i Gaza. Må palæstinenserne få deres eget land. Må ukrainerne få fred til at passe sig selv og deres eget land igen. Jeg ved, at jeg glemmer eller overser eller misforstår en masse andre problemer og konflikter i verden, men jeg tænker lige nu meget på Palæstina og på Ukraine. Og på det med at have fred i verden. Det står faktisk øverst på min ønskeseddel, og jeg kan bare mærke, at jeg ikke får det største ønske opfyldt. Ingen har meldt sig til sådan for alvor rigtigt at fikse dén (op)gave. ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Gæster på rutinen

Farmor og Faster er fløjet ind fra Det Kolde Nord på dét, der efterhånden føles som en ny tradition: Et fælles visit i november, når vejret er blevet strålende her i Ørkenstaten – og hvor de stadig har god tid til at nyde julemåneden derhjemme i det danske vintermørke med kalenderlys og æbleskiver.Vi elsker, når den dynamiske duo er i huset. De kører den 100% på rutinen; sover længe, nyder at tage ud at shoppe og på café på egen hånd, og så laver vi fælles aktiviteter på kryds og tværs, som det nu lige passer ind i hverdagsskemaet. Det er helt uformelt, og en stor del af turistprogrammet planlægges ad hoc, når vi får tunet os ind på dagsformen hos deltagerne.

Jeg har arbejdet ‘på forskud’ derhjemme i forberedelseslokalet i ugerne op til deres besøg, så der er mulighed for at hygge med palæstinensisk frokost på Mama’esh, før pigerne skal hentes, og der blev selvfølgelig også tid til et obligatorisk besøg på skønhedssalonen.Endnu en af traditionerne er Global Village.
Kombinationen af street food, blinkende lygter og masser af markedsgøgleri er lige os. Lille Farmor tog 11.000 skridt på en enkelt aften, fordi ALLE boderne skulle inspiceres for vidunderlige ting fra alle verdenshjørner…
Faktisk vraltede vi alle ud til bilen kl. 22 efter et vellykket togt med masser af gode markedsforhandlinger og sjove bemærkninger. Der skal meget til at slå Farmor og Faster ud i en shoppingsituation, men hér ville de alligevel godt med hjemad.Jeg elsker Global Village af et ærligt hjerte. Jeg kommer der for et krus vaskeægte, hvinende sød Safari-te fra Tanzania, som sender mig durk tilbage til oktoberkulden på Serengeti for godt og vel 18 år siden. Og jeg elsker alle de sjove slags mad, man kan smage for ganske få penge. Jeg elsker også at opleve Emiratierne i fri dressur. Global Village er kæmpestort blandt de lokale, og det er et af de bedre steder at opleve deres interaktioner i familierne. I virkeligheden er Global Village et hit hos alle nationaliteter, og hvis man går til den olympiske disciplin people-watching, kan jeg ikke komme på et bedre sted at ta’ hen. Der er vitterligt én af hver at betragte, mens man stopper gabet med mochi-is og punjabi-samosaer.Farmor og Faster kom også over på skolen for at se Milles udstilling af barndomsartefakter, som var afslutningen på et forløb i engelsk, hvor de havde set nærmere på genren autofiktion/biografier, og den rolle, som barndommens minder og artefakter spiller i fortællingen om os.Mille udstillede sin Bobber og Kanin – de to elskede nussekaniner, der har trøstet hende i en vilkårlig pine, og hun medbragte den fine støbning af tænder, som Farfar lavede til hende efter den forfærdelige tandoperation. Farfar har samlet de fire tænder ud af 40+ tandstumper, så Mille kunne få et håndgribeligt minde om en svær tid, som hun gik igennem med mod og styrke. Herudover havde hun medbragt den hundebamse, som hun fik sammen med Cecilie i julegave under pandemien, hvor vi overraskede dem med Daisy-hunden, der skulle hentes i dyrehandlen den 26. december.Ud over de ‘vante’ oplevelser, som Farmor og Faster ønsker at gentage sammen med os, når de er på besøg, havde vi denne gang aftalt at lave ørken-barbecue-aften sammen med vores dejlige venner.Vi kørte ud på siden af Mohammed Bin Rashid Solar Park, hvor vi har en særlig plet, der er helt stille og uden andre campister. Vi drak lyserød champagne i solnedgangen, grillede oksemørbrad, som vi smed ind i glohede pitabrød, og senere bagte jeg snobrød og pigerne lavede s’mores til dessert.
Det er muligvis rutine for os efterhånden, men jeg tror og håber, at Farmor og Faster også fik en særlig oplevelse derude i det dybe nattemørke, hvor stjernerne lyser ekstra klart, og hvor månen lægger sig på langs og gør sig umage for at ligne den fineste appelsinbåd. Der er få ting, der er så smukke som ørkenen om aftenen.Jeg vil gå så vidt som til at mene, at der er magisk derude, og det kan anbefales at slæbe kuldemenneskerne fra nord med. Hvis de antager, at ørkenen ‘bare er en stor bunke sand’, er jeg ret sikker på, at de tænker anderledes om ørkennaturen bagefter. Sandet er nærmest et bølgende hav, der skifter farve efter solens gang henover himlen. Så smukt og så uendeligt. Man føler sig lillebitte som et sandkorn i så stort, fremmed og forunderligt et univers.Aften-badning er én af Milles specialiteter, som hun altid lokker vores gæster med til. At dykke i poolens undervandslys, mens månen lyser himlen op, er hendes helt særlige gimmick til at overbevise nordboerne om, at der er helt fantastisk i en fjern ørkenstat. Daisy og jeg så til fra sidelinjen denne gang – jeg syntes, det var lige lovligt koldt, og Daisy var på ingen måde inviteret til at bade i Emaar’s community pools.Vi nåede selvfølgelig også den obligatoriske tur ind til Dubai Fountains, som altid gør os alle helt rørstrømske.Der er bare så flot inde i Downtown Dubai med alle lysene og de eksklusive restauranter, butikker og bygninger.Jeg trumfede også lige en enkelt strandtur igennem, fordi kan man overhovedet have været i Dubai uden at blive dyppet godt og inderligt i golfens stærke saltvand?Og før de to flyvske damseller måtte vende næserne mod Hillerød, fyldte vi dem til bristepunktet med iransk kaviar, champagne og Beef Wellington med sauce espagnole lavet af chefernes chef. Hvad mere ka’ man mon ønske sig? Sne til jul? I’d think so.


Mange hilsner fra Mor i Udlandet