Hvad skal du være, når du bliver stor?

Det spørgsmål stiller vi voksne ofte til børn.

Måske stiller vi det, fordi vi ubevidst nyder den umiddelbarhed, hvormed børn møder verden og en fuldstændig ukendt fremtid? De fleste af os voksne er jo ramt af de begrænsninger og afvisninger, vi har oplevet igennem livet.

Det er ikke børnenes erfaring.

Endnu.

Alt ligger frit for dem.

Ingen døre eller old boys networks er lukkede for dem, og børn har heldigvis heller aldrig hørt om glaslofter i magtens korridorer.

Jeg er én af de voksne, der engang i mellem spørger. Fordi jeg elsker den dialog, jeg så får med et barn. Det siger så meget om deres personlighed og evne til forestilling, når de svarer politibetjent eller mor eller superhelt. Det er en lille uskyldig leg med noget, der ligger så fjernt, at det kun kan tages for dét, det er – en opbyggelig fantasi om noget, der engang gerne må ske.

I og med at jeg elsker denne her hvad-vil-du-være-leg, kan det ikke komme som en overraskelse, at både Cille og Mille kan svare detaljeret for sig, når de bliver spurgt.

Forleden stillede Primary School så spørgsmålet til alle deres små elever.
Emilie fandt straks sin kittel, et par fornuftige cowboybukser og kondisko frem. Plus et par hunde, en bold, hundekiks og et kødben.Mille skal nemlig have sin egen ‘doggy daycare’, når hun bliver voksen. Mormor er dagplejer for små børn – Mille skal være dagplejer for hunde. Idéen ligger lige for, og det er tydeligt, hvor inspirationen kommer fra, for hun elsker også at være i Mormors dagpleje med de små rollinger. Mille er meget, meget kærlig, empatisk og omsorgsfuld af natur; hun elsker hunde i alle størrelser og racer; hun har lyst til at arbejde med mennesker og dyr. Det vil være er perfekt match, at hun kan modtage en flok hunde, lege og passe dem, og så indgå i en dialog med deres ejere.

Til Milles ‘doggy daycare’ skal der også være ‘grooming-faciliteter’, hvor hundene kan blive vasket og fønet, få klippet negle osv. Hun trækker dog grænsen ved sygdomsbehandling, så hvis der skal være dyrlæge, sygepleje og genoptræning, må andre stå for det. Mille er ikke til blod og smerte. Og det er helt okay. Essensen i denne her hvad-vil-du-være-leg er jo blot, at barnet skal mærke efter, hvad hun/han er passioneret omkring – og ikke de praktiske detaljer, uddannelsesmæssige krav eller økonomiske benspænd.

Cille – derimod – hælder mere til rationelle, naturvidenskabelige fag. Hun har naturligt anlæg for dette, og hun er lige nummeret større, så hun er begyndt at tænke på ungdomslivet og uddannelsesmulighederne. Af sig selv. Det er ikke os, der har forsøgt at skubbe hende i en bestemt retning. Faktisk havde vi planlagt, at stort set ‘hele verden’ skulle være en mulighed for hende, men efter en udbryderkonge (og ditto dronning) kommer der en hjemmefødning. Det er naturens eller universets orden.

Cille vil tilbage til Danmark for at læse på en lang, videregående uddannelse. Hun vil fokusere på de naturvidenskabelige fag i IB-gymnasieskolen hér, og så vil hun tage et sabbatår i Danmark, før hun begynder at læse.

For København er et fedt sted at være ung. Dét har hun regnet ud. Først skal hun tjene penge på en kaffebar eller lignende; hun skal lære at køre bil og at cykle i trafikken – og så skal hun i gang med at læse. Præcist det samme ungdomsmønster, som forældrene – og alle de unge mennesker, hun kender derhjemme.

I et par år har det været psykologi-studiet på Københavns Universitet, der trækker i hende. Med dertilhørende belgisk bedsteveninde og hundehvalp installeret i en lejlighed på Frederiksberg.

Mindre kan ikke gøre det.

For pigerne har undersøgt de forskellige bydele i København – altså research med Google – og de har fundet ud af, at Frederiksberg med de grønne boulevarder og mange parker er perfekt til at have hund og få frisk luft midt i byen. De kom sågar glædesstrålende ned og fortalte, at de bestemt havde råd til en 3-værelses-lejlighed på Frederiksberg, for dén, de havde set på, kostede kun 15.000 kroner. Og det der SU kunne de sagtens få til at strække.

Skuffede blev de, da vi måtte forklare dem, at de 15.000 kroner var den MÅNEDLIGE husleje. 😆

Heldigvis lader de to piger sig ikke slå ud af en smule økonomisk modgang. De har allerede indrettet den 3-værelses.Som muligvis er en 5-værelses, når nu jeg ser nærmere på oversigten. 😂

Dét bliver en dyr omgang.

Men dén tid, dén sorg.

For lige nu er drømme guld værd.

Lyse fremtidsudsigter med spændende studiemuligheder og et ungdomsliv, der er frit og mest for sjov.

Det har vi brug for at drømme om.

For skolen er lukket igen på grund af for mange corona-smittede. Lærerstaben er hårdt ramt – og det er folk også rundt omkring i familierne. Pt. er det en uges skolelukning, men jeg tør ikke tro på, at der bliver åbnet igen på søndag.

Og selvom børnene er rigtig gode til at få det bedste ud af situationen, er det hårdt at gå i hjemmeskole. Det er svært at koncentrere sig. Ansvaret for læringen og den helt lavpraktiske indlevering af skolearbejdet er en langt tungere omgang derhjemme end i klassen. Motivationen er sværere at fastholde. Det sociale liv er pludselig kun i online-format. Det er en fladpandet og mere uhåndgribelig virkelighed at navigere rundt i – og jeg kan se, at børnene gør deres bedste, selvom  det uvægerligt er ukoncentreret og mindre fokuseret end i skolen.

Håbet er som bekendt lysegrønt.

Det skal jo nok blive godt igen.

Men der er ingen tvivl om, at det vil tage meget længere tid, end vi har lyst og overskud til.

Jeg overlever mentalt på en blanding af opløftende leg med uskyldig og evigt-glad hundehvalp og store baljer med sort kaffe.

Hvad ellers er der at gøre – midt i en pandemi?

Nå ja – og så drømmer jeg selv om at være lærer, når jeg bliver voksen. Lærer i en helt almindelig skoleklasse med helt almindelige bøger og papirer med farveblyanter til. Ikke en lærer over Teams på computer, med iPad og Apple-pen. Bare sådan en glad og ivrig lærer i reel kontakt med elever i en virkelig, fysisk verden. ❤️📚📝📖

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

De Forenede Arabiske Emirater er ikke (kun) Dubai!

Godt og vel en uge inde i nye år vælter det frem med bizarre optrin.

Ikke kun i Guds eget land på Capitol Hill, men også i Danmark med penisforherligende børne-TV, som mine ikke-danske venner beder mig om at forklare nærmere, nu hvor DRs seneste påfund på Ramasjang tager overskrifter internationalt.

WTF?

Er det her, vi er kommet til i 2021?

Og hvor er figuren Vera Vagina, der æder små mænd til morgenmad – jeg spørger bare? Det må da være det mindste, vi kan bede om?

Det er nu ikke kun i børnehøjde, at der er problemer med pikken, som man si’r. Der er godt nok ved at være en lang, skamfuld række af ronkedorer i bl.a. mediebranchen og i politik, der har haft deres dillermænd og tunger for langt fremme, og de bliver nu med rette smidt på porten for sexime og magtmisbrug over for kvinder. Jeg er 100% for hele #metoo processen, hvis nogen skulle være i tvivl. Der findes ikke en forældelsesfrist for sexisme, vold, trusler og overgreb. Punktum.

Jeg kan dog ikke længere være overrasket. Tingenes tilstand er selvfølgelig ikke anderledes eller forandrede på et splitsekund, bare fordi kalenderen nu viser 2021 i stedet for 2020.

Og mens jeg skal forsøge at forklare John Dillermand til folk, der med rette fatter hat af sådan en pikkemand til børn, så foreslår jeg, at vi overvælder DR med vores egne bud på en kvindelig version. Var der noget med en Kække Kirsten Kusse? Frivole Frida Fisse? Jublende Jonna Yoni? Det er bare så plat og gennem-idiotisk. Børn kan meget mere end det her. Og det er godt gammeldags træls, når de voksne ikke kan. Og det kommer altså fra mig, der bestemt ikke er sen til at tage en bog om tis, prutter og den slags med ind i undervisningen. Det handler slet ikke om bornerthed for mig, men snarere om at tage børn seriøst som publikum og som modtagere, og det handler om, at vi ikke længere skal fejre store dillermænd mere end vi skal fejre de frække tissekoner.

Ikke mere om genitalier.

Og ikke et ord om Trump og et vanvittigt Amerika, der imploderer.

Heller ikke en lyd mere om de foruroligende smittetal og de nyligt genlukkede grænser.

Jeg trænger til at drømme.Til at fejre alt det smukke, der er i verden.Jeg savner at rejse. Ikke selve flyturen og lufthavnen, men følelsen af touchdown et fremmed sted, hvor jeg kan bruge mine sanser på ny. Ain’t going to happen anytime soon, sådan som coronaen raser i nye og mere aggressive former.

– Men hvis du ligesom jeg drømmer dig lidt væk og ud på nye eventyr, så kan vi sammen drage ud på et lille arabisk ét af slagsen…For De Forenede Arabiske Emirater er så meget mere end Dubai og den stereotype præsentation af byen, man oftest får serveret online. Her er vild natur, lige så vilde dyr, enormt gæstfrie mennesker, højt til loftet og en varme, der ikke kun handler om temperaturen i ørkenen, men om selve livet.

Ét af de bedste steder at opleve det storslåede ved Ørkenstaten er – som sagt tusind gange før – i selve ørkenen.I december var vi taget på endnu en campingtur i ørkenen med vores gode venner. November, december og februar er helt perfekte måneder til at campere, da det hverken er for koldt eller for varmt. Vi bor i det sydlige Dubai, og eftersom hele landet er en stor ørken, er det ikke svært at finde dejlige, øde områder ret tæt på byen. Det svarer til at finde en dyrket mark i Danmark.Vi kører oftest bare ud forbi en stort anlagt cykelbane, Al Qudra Cycling Track, så passerer vi Mohammed Bin Rashid Al Maktoum Solar Park og fortsætter lystigt ud over stepperne.

Denne gang var vi nok lidt dovne og orkede ikke lige at slippe luft ud af dækkene, for vi skulle jo ‘kun lige ind og vende’ i ørkenen.

5 minutter senere sad begge biler fast. De sank stille og roligt ned i det ultrabløde sand ved hjælp af deres egne vægt, da vi havde parkeret dem. Mændene gravede. Satte bilmåtter under dækkene for at skabe lidt friktion og fremdrift. Det hjalp ikke på noget som helst.
Men det interessante ved ørkenen er, at man sjældent er så alene, som det ser ud til og føles. Og lidt længere ude på det flade stykke land kunne vi øjne en flok emiratier, der trænede deres smukke falke med en drone, hvorunder der hang døde vagtler.

Jeg greb et mundbind og vandrede over mod mændene. Det er – for mig helt personligt – altid en smule ‘udfordrende’ at skulle tale til emirati-mænd. Ikke at der nogensinde har været en arabisk mand, der har sagt eller gjort noget, men jeg er på vagt. Forsigtig. Ydmyg. Usikker på, hvad jeg kan forvente. Jeg har det på samme måde med tolderne i lufthavnen, og med politi- og militærfolk her i landet. De virker maskuline på en overlagt brysk måde. Også selvom de er flinke, respektfulde og hjælpsomme. Men det er bare min egen indre pige, der bliver bange for deres størrelse og magtposition – der er sikkert mange kvinder, der aldrig har skænket dette en tanke.

Mændene opdagede mig på lang afstand. Jeg stikker jo op i landskabet som en vintergæk, der er landet det helt forkerte sted. De hilste høfligt med hånden på hjertet, mens de tømte deres små midwakh-piber og stoppede ny dokha-tobak i. Jeg skulle tage det første spadestik – for hvad skulle jeg dér hos dem? Deres glimt i øjnene hjalp mig lidt på vej, for jeg kunne fornemme, at de udmærket havde gennemskuet mit ærinde.

Jeg forklarede dem, at vi nok havde et lille problem med en bil, der sad ubehjælpeligt fast i sandet ovre bag klitterne. De smilede straks og begyndte at diskutere indbyrdes på arabisk. Sikkert om hvem, der skulle tage udfordringen med de hvide mennesker i deres håbløse bybiler? Jeg følte mig lidt dum og tilovers, men samtidig var der kun brede smil og en finurlig form for velkomst ind i deres mandeverden. De var sikkert ligeså nysgerrige som jeg selv.

Det er og bliver en emirati-nationalsport at trække udlændinge ud af sand. De kan det med en sådan lethed og elegance, at vi andre kun ser endnu dummere ud end før, hvor vi lå på knæ med en skovl og gravede under bildækkene. Og de elsker det, emiratierne. De er som nordmænd på langrend. Det fungerer bare.

Efter lidt parlamenteren frem og tilbage, blev jeg inviteret ind på bagsædet af en møgbeskidt Nissan, der tydeligvis var vant til at have 10-15 falke på bagsædet med frit lejde til at skide, som de lystede. Der var ikke en plet, der ikke var besudlet af fugleklatter.Jeg satte mig til rette og guidede over til gerningsstedet nogle få hundrede meter væk. “But madam, you have two cars stuck”, udbrød manden forbavset og kiggede om på mig på bagsædet mellem falkene. “Ah, yes, I forgot, that’s right, both are now stuck, unfortunately”, skyndte jeg mig at svare med et fåret smil – der var jo virkelig ingen grund til at videregive hele to problemer til en start. Og nu var vi ligesom igang.

Et øjeblik senere var begge biler trukket fri af sandet, og en af vennerne kom over til vores lille lejr med sin pick-up truck for lige at få del i morskaben. Vi takkede dem mange gange, og blev straks inviteret til at bringe pigerne over for at se falkene træne deres jagtinstinkt.

Om i bagsmækken med damerne og ud over bakkerne.Ovre hos mændene blev pigerne straks budt på karak chai, som er en hvinende sød kardemommete, og vi to voksne blev budt på qahwah, den karakteristiske arabiske kardemomme- og safrankaffe. Naturligvis med dadler til. Emiratier byder altid på noget varmt at drikke – og en dadel til. Det er traditionen – og den er 100% skøn.

Bagefter fik vi fremvist de smukke falke én for én med deres cirka-alder og en smule hakkende forklaringer til på engelsk. Vi så hvordan små døde kyllinger og vagtler blev surret fast i en minifaldskærm under dronen, hvorefter de lod én af falkene flyve op for at fange sit bytte. “Is that a real little birdie that died?” spurgte Mille lidt beskæmmet den ene af mændene. Det var tydeligt, at hun syntes, det var synd. Manden kiggede ned på hende og så spørgende over på mig. Han fornemmede straks, at hun var ved at blive ked af det. “Ah, no, it’s just ah, just ah, like chicken nuggets for falcon, not to worry, only from McDonald’s”, svarede han med et grin, og Mille godtog det.

Der er intet som at se samspillet mellem mennesker og dyr, når det fungerer. Vi stirrede op i den lysende blå himmel, mens de store, smukke fugle arbejdede for føden.

Bag et sandfarvet vind-dækken sad en lang række andre falke klar til deres tur på himlen.

Senere fik vi lov til at holde nogle af de unge falke på skift. De har ‘bind for øjnene’, når de skal sidde stille på deres pind, og når de bliver håndteret.

Stoltheden over deres smukke fugle lyser ud af emiratierne. De elsker deres falke, ørne og ugler. Det er en nationalsport at flyve med falke, præcist som kamel- og hestevæddeløb også lever i bedste velgående. Hver falk har sågar sit eget pas, så den kan komme med ud af flyve. En falk tjekkes ind i kabinen, præcist som man kan gøre med en lille hund. Martin har siddet på økonomiklasse med en emirati, der havde sin falk på skulderen.

Vi takkede mændene for deres gæstfrihed og for deres hjælpsomhed. De tog sig tid til at vise os deres fugle, og vi var stort set flyvende, da vi kom retur i lejren, fordi kulturmøder er bare noget af det fineste, vi kan opleve som mennesker.

Med bilerne vel ude af sandet kunne vi nu nyde solnedgangen og et glas velfortjent champagne.Der er intet som den ro, der kommer af at stirre ind i et bål og lave absolut ingenting. Intet andet end at være til stede.
Næste morgen var der ikke arabisk qahwah i kedlen, men derimod vand til en dansk kop stempelkande-kaffe.Det er altid enormt fugtigt og køligt om morgenen i ørkenen. Man skal have lange bukser på, en fleecetrøje og lukkede sko for ikke at fryse ad Pommern til.Henad ved 10-tiden om formiddagen har jeg altid fået ‘nok’ af ørnecamping. Det slår aldrig fejl. Så er morgenmaden overstået, oppakningen i fuld sving, og der er bare sand-sand-sand overalt. Det knaser mellem tænderne, kildrer i øregangene, klør i øjnene og det er i det hele taget lidt tilovers, alt det sand, der er i en ørken.

Taknemmeligheden og ydmygheden over at have adgang til så store, åbne vidder af ren og vild natur er til at tage at føle på. Det er bare én af de helt fantastiske ting ved at bo i De Forenede Arabiske Emirater.

Jeg håber aldrig, at jeg glemmer de her små oplevelser. Med gæstfrie emiratier. Med falke, der flyver over en lysende blå himmel efter en drone med tilsat vagtel. Smagen af safrankaffe igennem en sød medjool-dadel. Smilet i øjnene på en fremmed, der forstår uden ord.

Og om lidt, når vi alle er blevet vaccinerede, kan I komme hertil og nyde livet i ørkenen – med alt, hvad det har at byde på.

Om lidt kan vi så tage turen den modsatte vej – og kramme livet ud af en hel række mennesker, vi savner i Danmark.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Godt Nytår!

Den 30. december gik jeg tur i tusmørke og tænkte over det herrens år 2020, vi var på nippet til at forlade.Hvem skulle have troet, at verden ville blive vendt helt på hovedet for et år siden?De fleste af os er sikkert blevet en del mere taknemmelige for de simple ting i livet i løbet af 2020. For vi har lært, at selv de mest almindelige, hverdagsagtige rutiner kan blive taget fra os på et øjeblik – og erstattet med kaos, spørgsmål, frygt, frustration, skuffelse og ærgrelse.

Vi har lært, hvad vi for alvor har kært. Vi har lært at prioritere. Vi har lært at gå med et nyt flow, fordi der ganske enkelt ikke er andet at gøre.

Jeg mistede ikke mit arbejde under pandemien, som rigtig mange andre mennesker gjorde, men jeg ‘mistede’ det i den form og under de vilkår, som var normale for mig. Og det gjorde ondt. Jeg sled imod. Jeg fandt fem fejl konstant. Jeg øffede og møffede og kørte rigtig sur i online-undervisning, fordi jeg nægtede at acceptere tingenes tilstand. Ind i mellem fandt jeg små lysglimt af det, jeg elsker så meget ved at undervise. Børnenes begejstring over en sjov fortælling, deres finurlige kommentarer og refleksioner over livet eller et problem, deres naturlige fremdrift og ukuelige vilje til at finde en vej midt i kaos. Det er dét, der har båret mig videre – og det er dét, der gør, at jeg ikke kaster håndklædet i ringen og løber skrigende bort.

For vi kan lære så meget af at se på børnene omkring os. På hvordan de tackler en ukendt og uventet situation. De har spørgsmål – ofte mange og ofte ret så relevante – men de accepterer hurtigere, at noget er forandret – og de bevæger sig videre med en tyrkertro på, at det jo nok skal gå alt sammen. Dén oplevelse forsøger jeg at tage til mig, sådan rigtigt ind i hjertet, her mens vi alle venter i spænding på, hvad 2021 mon bliver for et år.

Bedst som det så allersortest ud arbejdsmæssigt for Martin – og kulsort rent økonomisk for os som familie – blev der tændt et lys hos os. At det lykkedes Martin at finde et godt job midt under en pandemi, taler sit tydelige sprog. Han er dygtig, kompetent og har en masse erfaring og viden, som han kan bruge og give videre inden for sit fag. Jeg er så pissestolt af ham.Jeg er dybt taknemmelig for, at vi igen har sikker grund under fødderne i forhold til vores økonomi. Det betyder så meget for både fremtidsudsigterne og nattesøvnen.

Under pandemien er jeg kun blevet gladere for at bo, hvor vi gør. Vist var det surt at have lockdown nogle uger i marts – og vist føles det som en fagligt kompromitterende spændetrøje at være sat på online-undervisning resten af skoleåret. Det er der da ingen, som klapper i hænderne over. Men myndighederne har styr på smittespredningen. Der er plads på hospitalerne. De har hoteller klar til dem, der ikke kan være hjemme, hvis de er positive med COVID-19. Der er grundig kontakt-sporing, så skolerne fortsat kan være åbne, og langt de fleste arbejdspladser fungerer fint – selvom der ind i mellem er en kollega, lærer eller elev, der bliver smittet. Alle overholder reglerne for masker, temperaturkontrol, distance og afspritning. Det føles trygt og rart at være lige her. Og vi tør ikke tage til Europa lige nu. “Jinxe” det for en begrænset jul i familiens skød.

Forhåbentlig får vi snart mulighed for at blive vaccinerede. Det er ihvertfald mit ønske for 2021, så vi kan blive genforenet med familie og venner uden bekymringer og at skulle igennem PCR-tests igen og igen.

2020 har givet os mulighed for at nulstille, for at reflektere og overveje, om der er noget, der skal være anderledes i vores liv. Den slags lommefilosoferen har der være rig mulighed for og tid til, når nu vi ikke kunne ret meget andet end at bestille varer online, læse bøger og måske løbe en tur. Vi blev for alvor klar over, at vi skulle have en base i Danmark, når vi er hjemme. Et sted, hvor man ville kunne selvisolere – uanset om det er på grund af en virus eller bare et behov for down-time i familiens skød. I september måned kiggede vi på et sommerhus – en diskret “skuffe-sag” hos én af mine gamle gymnasiekammerater, der er ejendomsmægler. Vi lod det ligge. Noget i sol og stjerner måtte give os et tegn på, om og hvis og hvornår det skulle være.

Så fik Martin sit nye job.

Og vi spurgte i december, om sommerhuset i skuffen mon var forsvundet eller solgt. Det var det ikke. Og nu var tiden moden.

Tiden var også moden til familieforøgelse. Præcist lige som alle andre. Det er lemminge-effekten, der slår 100% igennem.

Vi ser, hvor skønt andre mennesker har det med deres sommerhuse, surdejsopskrifter, hjemmestrik, puslespil, campingvogne og hundehvalpe. Ud over sommerhuset, måtte vi da også ha’ en hundehvalp. Mindre kunne simpelthen ikke gøre det.

Faktisk har pigerne ønsket sig en hund lige så længe, jeg kan huske. Der er mange hunde i vores familier. De har tidligt mærket, at en hund fuldender følelsen af hjem. Ingen af Martin og jeg har været strengt imod tanken om en hundehvalp. Men jeg har været lidt spændt på, hvordan det nu ville være at blive hunde-mor til en hunde-baby.Jeg skal hilse og sige, at det er præcist lige så skønt, sårbart, inderligt og næsten lige så følelsesmæssigt tumultarisk, som at få en menneskebaby. Men også kun næsten. Det er trods alt lettere med en hund.
Daisy landede i vores familie den 26. december. Hun er en 2 måneder gammel maltipoo og er rent faktisk 1.5 kilo af det reneste, pureste guld: Livsglæde. Dén kan man måske nok ikke købe sig til, men en hundehvalp er vel så tæt på, man kan komme?Jeg er klar til at gå 2021 i møde med hende hunden her – og med Martin, Mille og Cille. Og uanset alt det uvisse, vi har været igennem i 2020 – og uanset alt det uvisse, vi kommer til at skulle igennem i 2021 – så har jeg lært et par ting undervejs, som jeg tager med videre.

– Ting, tager den tid, de skal. Vi kan ikke altid forcere eller styre slagets gang.

– Vi finder dét, vi har behov for undervejs. Når tiden er rigtig.

– Det hele løser sig. Uanset problemets størrelse.

– Jeg skal fokusere på det, der giver mig energi og gør mig glad.

Og ind i 2021 hoppede vi i fineste selskab i går. I en lille social boble.Glimmer på, som Hella Joof siger.Vi så Dronningens milde nytårstale, og vi fik traditionel bulgarsk nytårs-filotærte med små spådomme i.Vi havde også besøg af en premierløjtnant fra Livgarden og en sergent fra Søværnet.Klokken midnat hoppede vi ind i det nye år oppe på balkonen, hvor vi kunne se fyrværkeri over Dubai Marina, Atlantis The Palm og en smule af Burj Khalifa.Godt Nytår til jer alle sammen. Må 2021 blive et mildere, mere kærligt og barmhjertigt år for os alle sammen.

Tak for dejlige stunder, tanker og oplevelser, vi har delt med hinanden i det forgangne år.

Jeg savner Danmark – eller rettere – jeg savner en masse dejlige mennesker i Danmark, men alligevel er jeg præcist, hvor jeg skal være. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Julefed og julefred

Jeg får intet skrevet for tiden.

Den går bare, tiden.

Med alting og ingenting. Helt afslappet.Men sådan bør en juleferie i virkeligheden være – jeg har bare været vant til social tour de force i så mange år, at jeg slet ikke kan huske, at det kan være anderledes.

Martin arbejder dog hele julen – for der er ingen optjent ferie, når man lige er begyndt i et nyt job, og der er jo ingen kristne helligdage i et muslimsk land. Men det er okay. Vi er taknemmelige for, at han lykkedes med at finde et nyt job midt under pandemien – og vi hygger os og ses med venner om aftenen, når han kommer hjem. I løbet af dagen læser jeg bøger, drikker kaffe, underholder pigerne, kører til og fra legeaftaler, shopper lidt (Dubai Shopping Festival starter åbenbart tidligere og tidligere), så nu er jeg den lykkelige indehaver af en masse sportstøj, der sådan set bare mangler et menneske, der gider trække det på og træne i det.

Lillejuleaften endte med at blive en ny mærkedag for os. Vi blev nemlig sommerhusejere i Danmark den 23.12, og det er en stor ting for os. Efter 10 års hyggeligt (og småstressende) kuffertliv i alle ferier, har vi nu et sted, hvor vi kan være – ihvertfald halvdelen af tiden, når vi er hjemme om sommeren og til jul. Det føltes lidt underligt med fremvisning af fritidsbolig over FaceTime, men vi kender området og husenes stand, så vi turde godt slå til. Blåvand, er der blevet til. Vesterhavet er nemlig dét sted i Danmark, som jeg føler mig allermest forbundet med – og som jeg får længsel efter, når jeg savner Moderlandet.

Juleaften blev også en ny mærkedag i familien. Forud for selve dagen føltes det som noget af en udfordring at skulle fejre julen uden familien omkring os. Jeg har aldrig stegt ænder eller lavet ris a la mande før. Den slags har jeg været så svineheldig at have folk til.Jeg har helt sikkert overkompenseret for den manglende familie-hygge i Danmark ved at gøre mig ekstra umage med at bage julesmåkager, lave juleaktiviteter og julehygge for pigerne, og jeg har virkelig nærstuderet opskrifter på ænder og flæskesteg og rødkål, så jeg kunne vælge det helt rigtige til os. Det eneste, der manglede var en sjat madkulør til andesaucen – og den fik jeg heldigvis tusket mig til i nabolaget.

Der skulle også pyntes og dækkes op, så Juleaften ikke bare blev ‘endnu’ en middag i vores lille firkløver.Damerne i familien tog store kjoler på, og jeg fik Cille til at forevige os på vores første juleaften uden for Danmark, langt væk fra vores elskede familier.Og ande-middagen? Den endte med at blive så fin. Lidt justeringer i den originale danske julemiddag havde vi altså lavet, fordi det bare passede os bedst sådan, men måske er en ny tradition født – f0r det er ganske udmærket at fejre jul i Dubai, kan jeg konstatere!Familierne derhjemme fik vi fat i over FaceTime senere. Vi havde masser af gaver under træet, som var fra dem alle – og de skulle selvfølgelig have videoer, billeder og tak for de fine ting, de havde sponsoreret på distancen.Den allersidste gave under træet var fra os til pigerne. Én af den slags gaver, man kommer til at tudbrøle over.Pigerne har fået en hundehvalp. En drøm og et ønske, de har været fælles om lige så længe, vi kan huske.Jeg håber, at din jul og juleferie har været lige så awesome, som vores. Og at du nu er lige så langt nede i gear, som jeg er. Faktisk aner jeg ikke, hvad dag, det er i dag – og kodeordet til computeren er forsvundet fra min hjerne.

Glædelig Bag-Jul fra mig til dig!

❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Al Zorah Ajman

Stik nord for Dubai ligger emiratet Sharjah, som vi kun har oplevet meget begrænset af. Det er selvfølgelig en kæmpe fejl – for Sharjah har store kulturinstitutioner og muséer, en smuk souk, en moderne havnefront, lækre hoteller og sikkert en masse andre gode ting at byde på.

Forleden kørte vi dog endnu engang lige igennem Sharjah uden stop. Denne gang var vi på vej til emiratet Ajman, som man ganske ubemærket glider ind i lige nord for Sharjah’s sædvanlige hustle-and-bustle.

Ajman er ikke rigtigt på noget verdenskort, men der er et par flotte luksushoteller langs kysten, og så har de mangrove-områder med rigt dyreliv, ligesom vi har oplevet det i emiratet Umm Al Quwain.

På kortet kan man fornemme, hvordan havet går ind i en form for ‘fjorde’, floder og vådområder a lá Vadehavet i Danmark. Det samme gør sig gældende ud for emiratet Abu Dhabi, hvor der er tusindvis af små øer og vandløb, der leder ind i landet.

På kortet kan man også notere sig Al Zorah Natural Reserve – og det var præcist, hvor vi var på vej hen.

Inde i området Al Zorah har man ‘naturligvis’ anlagt en golfbane, et stort beboelsesområde, et luksushotel, shopping og en masse andre bygninger, der absolut intet har med et naturreservat at gøre.

Det er det sædvanlige.

Money talks.

Ajman er ikke en lille super-rig stat i staten, så det giver mening, at styret giver byggetilladelser for at få arrangeret mest muligt gøgl for turister og andet godtfolk, der kunne komme forbi og bruge lidt af deres vekslede dirhams. Det virker jo heller ikke som om den linde strøm af nyrige russere, der trimler ud af Sharjah Lufthavn, nogensinde stopper igen.

Jeg forstår det såmænd godt. Der er brug for byudvikling for at følge med tiderne. Desværre er der ikke meget fornuft i at smide masser af cement ud i kanten af en unik mangrove-skov – og selvom jeg sagtens kan se det eksotiske i at golfe den op med en flok flamingoer på tværs, så virker det grotesk, at det igen-igen er naturen, der må transformere sig rundt omkring alt det mørtel, vi mennesker pladrer op.

Men nu er vi her – i Al Zorah naturreservat, nærmere bestemt hos turoperatøren Quest for Adventure, der er én i rækken af turoperatører, der tilbyder fænomenale naturoplevelser i De Forenede Arabiske Emirater for privatpersoner, som firmaarrangementer, til skoler som dagsudflugter og 2-3-dages lejrskoler, til de ældre elevers Duke of Edinburgh medalje-ture og så fremdeles.

Min veninde Tilde – den sporty nordmand ved siden af mig – har arrangeret det hele for os, så vi bare skulle møde op i Al Zorah.
Frem med pagajerne og på med svømmevestene! Det føles næsten som i de gode, gamle dage, hvor Martin og jeg kajakkede Københavns havn rundt igen og igen.

Turen rundt i Ajmans mangrove tager godt og vel 2 timer, og der er en meget vidende og engageret guide med på turen, der forklarer om fugleliv, tidevand, mangrovens unikke evne til CO2-absorbering og vigtigheden af de allestedsværende mangrovetræer, Avicennia Marina.Der er god tid til at øve sig i at sejle i kajakkerne undervejs, og der er kun blide skvulp og svirp fra træernes grene – så fredeligt, som det overhovedet kan blive.

Mille, der – til sine forældres store fortrydelse – ellers ikke er helt med på at sejle, får sig endda en åbenbaring midt i mangroven. Her er der pludselig så meget fred og ro, at hun overvinder sig selv og ligefrem nyder at sejle, hoppe i fra kajakken, lege med pagajen og så videre. Hun bliver selvfølgelig overdænget med ros bagefter – for vi elsker at sejle, og vi vil jo gerne have hende med uden at skulle presse hende alt for meget. Kajak i mangroven er for fremtiden godkendt, siger hun.Undervejs flyver der store fiskehejrer hen over hovederne på os. Pigerne udpeger sølvstrimede fisk i det klare, halv-salte vand og der er spor efter krabber, muslinger og østers på den hvide bund.

Vandet er køligt, klart og dufter friskt af havsalt. Så langt fra en slimet, tropisk mangrove med grønne alger, skum og pløre, som jeg ellers har oplevet i f.eks. Indonesien.

Det her er en vidunderlig sejltur i et lige så vidunderligt område af Emiraterne.Quest for Adventure-guiden forklarer os i øvrigt stolt om deres genplantningsprogram. De laver selv avicennia-stiklinger, lader dem stå i potter til en vis størrelse, og så kan gæsterne ellers få fornøjelsen af at plante et nyt lille træ i mangroven, hvis man da vil betale for det. Han hjælper også børnene med at bakse plastic-affald fra vandet op i kajakkerne, og er i det hele taget hands-on, fortællelysten og interesseret i at vise os, hvorfor mangroven er så unik og vigtig for klodens overordnede klima- og økosystemer.

Efter at have bakset rundt i tæt mangroveskov kommer vi til en bugt, hvor der står hundredevis af flamingoer. De nyder livet i Al Zorah, hvor tidevandet dagligt åbenbarer en klistret mangrove-havbund, der fungerer som en ad libitum silt-buffet med krill, snegle, orme, krabber, rejer og andet lækkert, som flamingoerne filtrerer igennem deres krogede næb. Flamingoerne er svagt lyserøde, for de er kun på naturkost. Nogle af de langbenede fugle bliver her i reservatet hele livet, mens andre flyver længere sydpå til Afrika og returnerer senere.Efter sigende er her mange ørne og falke. Vi ser dem dog ikke, men det ville sikkert også være mere sandsynligt, hvis man tog ud ved enten solopgang eller solnedgang. Guiden fortæller os også, at der er enormt smukt i maj med blomstrende avicennia-træer, masser af bier og andre insekter, der suger løs af nektaren og poder planter, og så er der masser af krabber på bunden af mangroven. Her i vinterhalvåret er krabberne gået i hi, fordi de synes, at 25 grader varmt vand er for koldt. Avicennia-træerne skyder nu kun grønne skud, men står ellers ret ensartet hen. Jeg har egentlig lyst til en kajaktur i maj måned, for at kunne opleve mangroven i fuldt flor, men når vi kommer dertil og termometret vipper omkring de 40 grader, tænker jeg sikkert anderledes om dén idé.

Efter en aldeles fremragende naturoplevelse, der virkelig tanker op på den mentale konto, står vi ud af kajakkerne, retter ryggene ud, skyller saltvandet af arme og ben – og skifter til tørt tøj. Nogle af os har ikke lige helt den rigtige pagaj-teknik, og jeg formår ihvertfald at give mig selv buksevand, om ikke andet.

Quest for Adventure har ingen café eller picnicplads, men de har anbefalet os at tage hen i ét af de butiksområder, der ligger lige i nærheden af Al Zorah. Hér kan man sidde på Shakespeare Café direkte ud i mangroven og spise sig mæt i de lækreste sager.

Så det gør vi.

Prøv at se flokkene af flamingoer i solnedgangen. Der er SÅ meget mere at se og opleve i De Forenede Arabiske Emirater end de åbenlyse, opreklamerede turist-attraktioner.Mangroven i Ajman er en gennem-god idé til en familievenlig naturoplevelse, der inkluderer lidt fysisk aktivitet uden at være trættende. Alle kan deltage – fra 4 år til 70 år – for man tager bare dén tid, man har brug for undervejs.

Book tid hos Quest for Adventure i forvejen. Det er ikke bare lige et sted, man popper ind. I Al Zorah er der ikke mulighed for at kajakke rundt på egen hånd, sådan som jeg opfattede det. Man skal krydse ind over golfbanen, og det virker som om, at Quest for Adventure har monopol på denne her aktivitet.

Næste mangrove-oplevelse må blive i Abu Dhabi, hvor man ligeledes kan kajakke i endnu større mangroveområder og gå helt tørskoet på planker igennem mangroven.

Du kan se mere om forskellige natur-ture lige her: https://www.questforadventure.net/ eller hvad med denne her: https://park.jubailisland.ae/ eller denne her: https://visitabudhabi.cn/en/things-to-do/water-activities/kayaking

Mange hilsner fra Mor i Udlandet