• ···

Dagens Pige i Skysovs

Vi har svært ved at få armene ned i Ørkenstaten idag.

Det er der flere årsager til.

For eksempel er vi da oven-ud-mega-begejstrede for den flinke, saudiske månekigger, som spottede nymånen i aftes på en klar nattehimmel.

For nymånen giver Hijiri – arabisk nytår – i morgen.

Så vi takker for den ekstra fridag og ønsker alle et forrygende nytår!fullsizerender7Og Cille har haft sådan cirka verdens bedste dag i skolen.img_8518Hun har fået en fødselsdagsblyant af Mr. Tim – skolens rektor – og en udmærkelse til dagens fællessamling.

Udmærkelsen er en såkaldt Action Award, fordi hun på bedste IB-manér handlede på sin ny-tilegnede viden om kroppens næringsbehov ved at lave ingefærjuice til sin Far, der blev bedt om at erstatte light-sodavand med ingefærekstrakt i 2 dage.fullsizerenderDen udfordring tog Martin pænt til sig – og han mener nu at have sin beskedne andel i Cille’s udmærkelse, selvom hun ikke virker synderligt interesseret i at dele opmærksomheden 🙂

Og her til eftermiddag tikker der en besked ind fra skolens musiklærer om, at Cille er kommet med i skolekoret.

Det var hendes store drøm at blive optaget i skolekoret her i Year 4.

Men det ønske var hun bestemt ikke alene om – og vi er ikke helt klar over, hvordan det lykkedes med så mange, andre håbefulde kandidater i snorlige rækker…

Men ind kom hun.

På trods af sidste øjebliks grådkvalt sceneskræk, da hun blev skubbet venligt, men bestemt ind til optagelsesprøven.

Og dét er hovedsagen. img_8520Det er så svært at opretholde facaden som vranten pre-teen, når man vinder og vinder og overvinder sig selv og er helt uovervindelig – og modtager blyant, udmærkelse og plads i skolekoret.

Hele tre ting.

Som et Kinder-æg.

I dag har været en god dag.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Todo brilla

Det er torsdag eftermiddag.

Første uges ilddåb i skolen er veloverstået. For både børn og voksne.

Det er gået noget så fint. Faktisk overraskende fint. For både børn og voksne.

Og midt i udpakning af smeltende børn og kogte skoletasker, får jeg bestilt taxa, redt hår og justeret make-up’en, for Mummy er på vej ud til et glædeligt gensyn.

Med Sandra, min Mærsk-kollega, som jeg ikke har set i 7 eller 8 år.

Lidt senere træder jeg ind i foyeren på et smukt hotel og får med det samme øje på hende.

Den store, lyse viking løber lige ind i den lille, lysebrune colombianers favn.

Vi ler. Og krammer. Og jeg får helt våde øjne over, at hun står lige dér – over for mig – i en støvet Ørkenstat. Som et vidunderligt lysglimt fra en glemt tid. Fra et andet liv. Et liv, jeg knapt kan huske.

Et helt igennem perfekt, umage par, er vi – og har altid været.

Ingen ville tro, at vi kunne have så meget til fælles. Og jeg har elsket vores interne dynamik og humor siden den første arbejdsdag, hvor jeg sad over for hende og smuglyttede til hendes lavmælte telefonsamtale på spansk med manden Lars.

Og jeg gik til bekendelse med det samme. At jeg forstod spansk og dermed også hendes samtale over telefonen. Og at jeg mere end gerne ville fortsætte med at tale spansk med hende, por favor.

The rest is history.

Vi fik 3 gode og hårde år som kollegaer.

Og det er som om vi sås igår.

Samtalen samler vi helt naturligt op og mundene løber over med livsfortællinger om kærlighed, familiebånd, børn, venskaber, arbejde, personlig udvikling, drømme, håb og betragtninger over verdens kontrastfyldte tilstand.

Sandra er lige landet med Fly Dubai fra Kabul i Afghanistan.

“Es que todo brilla, Tine”, udbryder hun og slår ud med armene, da hotellets taxa sætter os af lige uden for Dubai Mall med udsigt til Burj Khalifa, Souk Al Bahar og Dubai Fountains.

Hun har ret.

Alting glimter og skinner hér.

Som diamanter og guld.

Som sølv og stål.

I ubarmhjertige sensommer-solstråler, der kræver solbriller.

Jeg fotograferer hende foran en smuk Fernando Botero-hestestatue. Det må da være et tegn fra de højere magter, når colombianeren bydes velkommen med sin hæderkronede landsmands værk som det første i kulturmødet med De Forenede Arabiske Emirater?

Vi trisser omkring i Souk Al Bahar og finder små souvenirs; vi tager billeder af Burj Khalifa i solnedgangens stærke modlys og kigger på de lokale i Dubai Mall, som er shine’t helt op til weekenden.

Da Dubai Fountains begynder at spille kl. 18, griner vi begge en smule forlegent og nyder øjeblikket, som er lige dele kitsch og smukt.

Det er Dubai i en nøddeskal.

Intet mindre.

Vi krummer tæer og benoves.

Vi balancerer lidt finurligt mellem afstandstagende sarkasme og næsegrus beundring over den storladenhed, som Dubai igen og igen overrasker med.

Byen er på en eller anden måde alt, alt for meget – og samtidig helt og aldeles vidunderlig.

Og den følelse og erkendelse kommer jeg frem til hver gang, jeg ser byen med en besøgendes friske øjne.

Men sulten insisterer efterhånden mere end verdens højeste glimmertårn, så jeg får gennet Sandra ind på Abd El Wahab.

Vi fortsætter vores samtale, der snor sig i alle retninger, mens vi spiser libanesiske retter – fattoush, shish taouk, rekakat, nybagte pitaer og hummus – og skåler i husets libanesiske vin.img_8486Sandra fortæller mig om sit ophold i Afghanistan.

Om Kabuls tørre støv og lammende ødelæggelse.

Om stilhed og larm.

Om menneskeskæbner.

Om kontrasten til hér – Mellemøstens svar på Las Vegas, hvor øst møder vest på civiliseret vis.

Det er hjerteskærende at tænke på den afgrundsdybe forskel der er mellem Dubai og Kabul, som blot ligger en 3.5 timers flyvetur fra hinanden.01_map

(Kortet er hentet på ©theredphoenix)

Så kort vej er der mellem destruktion og konstruktion.

Mellem død og ulykke på den ene side – og liv og lykke på den anden side.

I Dubai udfolder der sig et expat-boble-liv, som for langt de flestes vedkommende er så behageligt, at det ville være en voldsom brat opvågning, hvis vi skulle her fra og ud i den virkelige verden.

I Kabul pakkes livet væk og ned og ind bag høje mure af frygt for terror. I ren, hjerteskærende dødsangst. I dybe bunkers under jorden.

Glemt er fortidens modernitet.

Pulveriserede er kultur-arvestykkerne.

Borte er de intellektuelle og højtuddannede.

Det er svært at forstå, hvor stor forskel, der kan være i levevilkår hen over et begrænset geografisk område.

Det er endnu sværere at forstå, når vi minder hinanden om, at det jo er mennesker af kød og blod præcist som os selv, der må udholde fængselslignende liv i ødelæggelse og desperation.

Dén tygger jeg længe over hele weekenden.

Og jeg bliver endnu engang mindet om Sandras konstatering af at alting skinner og glimter i Dubai, da jeg afhenter fødselsdagsgaven fra mine svigerforældre.img_8484En smuk halvmåne med mit navn skrevet i arabisk kalligrafi efter tillempet “Tina”-udtale.

Alting glimter og skinner i sandhed her.

Og jeg føler mig taknemmelig over, at jeg og min familie befinder os i et så fredfyldt, sikkert og trygt land.

Det tager jeg ofte for givet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om kippers og noget med at tjene penge på at blogge

Ind i mellem bliver jeg spurgt, om der er ‘penge i skidtet’.

Velmenende mennesker siger dog aldrig ’skidtet’ i bogstaveligste forstand til mig – det er de alt, alt for høflige til – men de stiller snarere et (lettere nyfigent) spørgsmål i retning af: “Tjener man egentlig mange penge på at blogge?”

Idéen eller formodningen har de sikkert fået af at se på kendis-bloggere, der får bygget køkkener om og lavet rynkefri ansigter i ét væk af diverse firmaer, som er interesserede i at promovere deres varer og serviceydelser over for bloggerens læserskare.

Den slags hedder influencer-marketing på godt dansk.

Og en kendis-blogger er således influencer’en, der indgår aftaler med diverse firmaer om omtale i blogindlæg, som så enten resulterer i penge eller i at bloggeren modtager produktet/serviceydelsen som tak for reklamen.

Den slags kunne kaldes for naturalieøkonomi anno 2017 i en verden, der stort set kun drejer sig om SoMe efterhånden.

Og uden at ha’ noget at ha’ det i, så har jeg en stærk formodning om, at der foregår langt mere naturalie-betaling end cool cash rundt omkring i blogland – medmindre man da er sådan kendis-kendis-blogger på den store, alvorlige klinge…

Men tilbage til spørgsmålet om penge!

Jeg tjener next to nothing.

Sølle 250 kr. om måneden eller sådan noget på de der irriterende, blinkende bannerreklamer, som ingen nogensinde klikker på alligevel.

Så jeg blogger ikke for pengenes skyld, hvis nogen skulle være i tvivl på nuværende tidspunkt. Og så har jeg hermed helt (borger-)pligtskyldigt fremlagt min “lønseddel”, ligesom visse grupperinger i Danmark drømmer om at alle skal til at gøre.

Men det ville da være skønt at tjene penge på noget, jeg ELSKER at lave. Ingen tvivl om det. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet.

Og hvorfor gør jeg så ikke dét – altså laver influencer-marketing?

Der er et par årsager eller tre:

  1. Produkterne/serviceydelserne, som jeg indtil nu er blevet tilbudt at reklamere for, har været “for tynde”. Sagt på en anden måde: Jeg vil aldrig reklamere for et produkt/en ydelse, jeg aldrig selv har prøvet eller er glad for at bruge – og heller aldrig for et produkt/en ydelse, som er fuldstændig irrelevant for min læserskare.
  2. Den tilbudte betaling for potentiel reklame på min blog har været for lav. Jeg nægter pure at reklamere for babyudstyr og biludlejning for en tusse. Never. Ever. Det er både dit og mit liv for kort til.
  3. Jeg tænker rent faktisk over, om mine blogindlægs indhold har underholdningsværdi hver eneste gang. Og dét er i sandhed ikke alle bloggere, der gør det. Ofte scroll’er jeg selv videre, fordi en blogger bare gerne lige vil fortælle om den yderst svampede Amo-pulverkage, hun lige har bagt til venindehygge idag #amo #venindehygge #sponsoreretindhold…Det er så stinkende kedelig læsning, sådan noget produkt-blogging.

Og jeg er ikke den eneste, der stirrer lige dele træt og fascineret på influencer-marketing og tænker: “Hvordan helvede fik du så lige vinklet dét indlæg, synes du selv?”

Thomas Skov – den morsomme mand – har begået et fænomenalt blogindlæg, der rammer hovedet på sømmet i denne her debat om nonsens-reklame for nonsens-ting – så hvis du trænger til et godt grin, så skynd dig over til Thomas Skov og en dåse med røgede sild:

#KIPPERS

Jeg kippers’ også i dén grad med flaget og anbefaler, at du spiser en Bounty-bar og drikker en kop te fra Perch’s til – bare sådan for hyggens skyld.

Indlægget er i øvrigt ikke sponsoreret.

Jeg elsker Bounty.

Og Perch’s te.

Af egen fri vilje.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Om at leve på kanten…

…af et nyt årti, forstås.

For jeg er da den sidste, der kan klandres for at leve det vilde, adrenalin-pulserende liv – medmindre det nu om dage anses for heftigt at drikke sig svimmel om fredagen og falde i dyb søvn i egen seng?img_8423 Men på kanten af THE BIG 4-0, dér står jeg nu.

Og læner forsigtigt min 39-årige krop ud over kanten for at titte over mod middelalderen på den anden side, som sjovt nok ser meget, meget mere tiltalende ud end THE BIG, TERRIFYING 3-0.

 

Forskellen mellem frygtelige 3-0 og herlige 4-0 er en indre ro og dyb taknemmelighed, som har sneget sig mærkbart ind i løbet af godt og vel et levet årti.

Der er dyb ro i at vide i min inderste kerne, at jeg er så hvinende heldig at have ALT, hvad jeg nogensinde har ønsket mig i livet.

Jeg har en kærlig, intelligent, loyal, attraktiv, romantisk, sjov, interessant og betænksom mand, som sender mig den smukkeste kurvfuld dybtrøde roser med brudeslør i anledning af min fødselsdag.img_8394Jeg er Mor til to fine rødhætter, der klatrer op og gi’r morgenkrammere, mens jeg åbner gaver, som de har valgt så fint sammen med Farmanden.img_8377img_8378Og jeg mærker dyb glæde og taknemmelighed over veninder, der dropper forbi og med al tydelighed viser, at de ved præcist, hvad jeg elsker.img_8383Lyserødt. Og blomster. Og kaffe og søde sager, der giver en tiltrængt pause efter endt arbejdsdag i et job, som jeg (allerede-nu-med-vished-kan-sige-at-jeg) elsker og opfatter som et privilegium.img_8387Og der er naturligvis notesbog og fancy penne i en anden venindepakke – for jeg er vel ikke datter af en boghandler for ingenting?img_8395Og sidst – men ikke mindst – har verdens bedste Maricel begavet mig med rørende ord og fine blomster.img_8379Jeg føler mig så set og værdsat og strøget med hårene, at jeg bryder ud i rørstrømsk torsdags-taksigelse henover bobler og sushi.img_8396Og når nu vi er inde i en god stime, så sørger jeg naturligvis selv for at fortsætte den hele weekenden ud med at invitere mig selv (og de tre andre) ud på en bitte fredags-frokost…img_8403…og Regnskabschefen ud til 9-hullers aften-golf lige i nabolaget.img_8413Hvis det er sådan her, et omtrent-halvt-levet-liv ser ud, så er der kun én ting at gøre:

At være glad for hver eneste bitte-lille – på overfladen uanseelige – ting.

At være glad for hver eneste oplevelse og udfordring til hverdag og fest.

At være glad for hvert eneste menneske, jeg er heldig at kunne kalde for familie eller ven.

At være glad for mit gode helbred (jep – så gammel er jeg blevet nu).

At være glad for selve livet.

Og lige dér, da må jeg takke min Mor.

Så det gør jeg.

Over telefonen.

Tænkte, at det måske var på høje tid, at jeg fik sagt ordentlig tak til hende, min livmoder.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Isbryderen

I dag er der Hopes & Dreams-møder i hele Primary School, før vi for alvor rammes af livets barske realiteter (bedre kendt som første skoledag) i morgen.

Hopes & Dreams-mødet er en 10 minutters isbryder mellem den nye klasselærer, barnet og forældrene. Her taler man om barnets interesser og præferencer i skolen og fritiden; om familiens hjemmeliv og kulturelle baggrund; om hvilke sprog, der tales i hjemmet – og selvfølgelig om de nye klassekammerater og hvad der skal ske af spændende ting i det nye skoleår.img_8350Og nu er det så vores tur.

Pigerne tripper forventningsfulde rundt uden for Milles klasseværelse. Det kræver pigemod at udholde spændingen og sommerfuglene basker rundt i både små og store maver.

Men lige så snart vi kommer ind ad døren, falder mine skuldre ned på plads. Milles nye lærer er sjov og uimodståelig sød og helt i øjenhøjde med en genert Mille, der langsomt åbner op og begynder at svare på spørgsmål. Hun titter glad rundt i det fine klasseværelse og peger ud på det legeområde, der hører til Year 1’s frikvarterer.

Vi får besked om, at der ikke er ret mange klassekammerater fra de tidligere år i Milles nye klasse, men det reagerer hun ikke på, og da jeg går derfra med en hoppende Mille ved min side, er jeg mere rolig indeni.

På førstesalen er det Cilles tur.

Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvordan hun kan være gået fra 4-årig tumling i Udkants-England til 8-årig dubai’sk smart-i-en-fart-tween på et splitsekund?fullsizerenderMen sådan er det nu engang.

Børn vokser sig store alt for hurtigt.

Præcist ligesom hundehvalpe og kattekillinger.

Stay little, please!

Og jeg ranker ryggen, mens Cille svarer artigt på spørgsmål fra sin nye, hjertevarme lærer, der giver sig god tid til at lytte, når Cille begejstret fortæller om, hvor meget hun elsker science og maths og LEGO-konstruktion og musik. Og læreren svarer, at klassen skal i science lab hveranden uge; at hun selv elsker matematik, og at Cille må skynde sig at søge optagelse i skolekoret. Der er ja-hat på ja-hat i rummet, og jeg føler mig så tryg og glad, at jeg kunne tude.

Til slut giver Cille sin nye lærer det største kram og hinker ud af lokalet, så ingen kan være i tvivl om, at Cille glæder sig til at komme i skole i morgen. Måske er det også lidt hjulpet på vej af, at hun er kommet i klasse med 5 helt utrolig søde kammerater fra tidligere år…

Og således er dagen forløbet med goddag-og-på-gensyn blandt lærere, børn og forældre.

Isen er brudt.

I morgen går vi igang.

2.258 elever fra 85 lande med 180 lærere fra 25 lande.

Det kan man da kalde for én stor regnbuefamilie?

En interkulturel kageblanding, som mixes og røres rundt før skolestart hvert eneste år, så ingen helt nye elever skal føle sig alene eller uden for – og så tilbagevendende elever øver sig i at skabe nye relationer hvert skoleår.

Det kan føles lidt voldsomt, men i virkeligheden får hver elev flere venner på denne måde.

Og nu er det så aftenen før morgenen.

Pigerne smører madpakker og gemmer dem i nyindkøbte pegasus-tasker.img_8356Skoletaskerne stilles klar ved hoveddøren – og Cille oplader sin nye iPad, der skal bruges i skolen fremover.img_8354Men selvom de er godt oppe at støde over isbryder-møder og drøner rundt på løbehjul i hele stuen, så er de halvsovende sommerfugle ved at vågne igen.img_8357Mille skaber sig, råber og stamper, fnyser, vrisser og nægter dit og dat.

Tandbørsten er dum, og man behøver overhovedet ikke at vaske hænder efter toiletbesøg! Nattøjet er det forkerte og jeg skal klø hende under armene for ellers så går hun aldrig i seng!

Og da hun endelig, langt om længe, lander i sin seng, så krammer hun livet ud af mig, mens tårerne triller.

“Men Mummy, jeg vil bare miss’er dig hele dagen i morgen”, hulker hun, så hendes lille krop ryster.

“Jeg vil savne dig lige så meget, Mille”, hvisker jeg ned i den lille, røde høstak. “Nu har vi været sammen hele tiden i 10 uger, og så er det pludselig slut i morgen – og det er hårdt.”

Og selvom Cille ikke reagerer ud ad i aften, så er hun også i alarmberedskab.

“Jeg kan altså slet ikke sove, Mor”, hvisker hun, mens hun vender og drejer sig.

“Det behøver du heller ikke, Cille, bare hvil dig lidt”, svarer jeg og spekulerer på, hvor længe jeg får fornøjelsen af at sidde gangvagt i aften.

Det er serious business, det her skolestart.

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Adha Mubarak

I dag markerer afslutningen på årets Eid Al-Adha. Ofringsfesten, som er muslimernes allervigtigste fest og højtid, hvor samtlige familiemedlemmer tropper op i nyt tøj på rundtursvisitter hos tanter og onkler; børnene får pengegaver af de voksne, og der bliver indtaget lige dele søde sager og lammekødsretter til familien går i madkoma.img_8336Og til forskel fra vores jul, der (for manges vedkommende) handler mest om ligelig fordeling af andesteg og flæske-ditto på tallerknerne rundt om familiens bord, så handler offerfesten i lige så høj grad om at brødføde dem, der har mindre end én selv.

Det er god skik at forære ⅓-del af familiens offerlam til de fattiges adha-borde. Beregningen af hvad en ⅓-del så lige er for en størrelse på et lam, dét må du selv om. Bare du gi’r.

Muslimerne er virkelig gode til dét der med donationer, nødhjælp, næstehjælp og gavmilde bidrag sådan helt generelt. Det er der heldigvis også mange danskere der er under landsindsamlinger, som venligboere med gratisbutikker og andre initiativer, ved diverse julehjælpsforanstaltninger osv., men i Mellemøsten er donationerne en integreret del af både religiøs praksis og kulturel tradition – og det er bydende nødvendigt at hjælpe nødstedte, fattige muslimske brødre og søstre, for her er intet offentligt sikkerhedsnet aka. Velfærdsstaten.

Og med Eid’ens sidste dag kommer også enden på Regnskabschefens ferie. Han har afholdt sidste feriedag med pigerne idag, mens jeg har taget hul på det nye skoleår. I morgen kalder hundredevis af mails på ham og timelange møder på kontoret.

Men igår fejrede vi Eid Al-Adha – for man bør vel trille ud af hvid-mands-ghettoen og kultur-assimilere en smule på sådan en højtidsaften?

Og som de heldige kanaljer vi er, så stiger vi ombord på Hr. & Fru M’s båd, hvor vi – efter en kort sejltur – ankrer ud for Dubai Marina. Her er der det smukkeste festfyrværkeri hver aften under Eid’en.img_8335Offerlam kom der ikke på bordet, men sushien fejlede intet. Og det gjorde den detoxificerende gåsevin såmænd heller ikke, selvom kølig hvidvin aldrig har været en dårlig idé. Men danskvand og fiskemad er “straffen” for 10 ugers sommerferie uden at føle sult én eneste gang.

Tænk, at ligge her og skvulpe rundt i 35 grader varmt havvand til synet af festfyrværkeri på en grumset-diset ørkenhimmel…img_8326Så stille, så fængslende meditativt er det at ligge i vandet, når det er tæt på kropstemperatur-varmt.

Måske er det sådan hér, livmoderen føles for et foster?

Livmoder-lommefilosoferen eller ej, så er jeg den heldigste kartoffel i hele Mellemøsten.

Og jeg ved det godt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Klar, parat til…

…Skolestart!img_8318Lige om lidt, ihvertfald.

Men for nu summer vi rundt og lander sådan for alvor i eget hjem efter 10 ugers sommerferie.

Der er legeaftaler, der skal passes – og kaffegensyn med søde venner. Der er navnemærker, som skal sættes på alt det nye grej. Penalhuse, der skal pakkes påny og et køleskab, der skal fyldes op helt fra 0.

Vi er kommet hjem til et skinnende palads af et nedslidt rækkehus.

Maricel har vasket, poleret, renset og pudset med effektiv knofedt fra gulv til loft, så her dufter rent og stråler, hvorend man ser hen eller sætter en fedtet finger. Det er endnu én af de fantastiske fordele ved at have den dygtigste og sødeste husholderske boende. Jeg er fan af konceptet, når man ellers har fundet netop dét menneske, man passer sammen med 🙂

Maricel har faktisk kedet sig lidt, mens vi har været i Danmark, men hun har mange veninder, der også passer hus og kæledyr henover sommeren, så de laver mad sammen og hjælpes ad med det praktiske. Hun kommer selv på en måneds ferie til jul, fordi det er dén tid på året, som passer bedst i forhold til hendes søns skolegang på Filippinerne.

Og Bob tager imod os uden fornærmet attitude denne gang og hapser velvilligt pigernes godbidder, før han lægger sig over for at sove lur på Martins favoritplads.

Alt er præcist, som vi kunne have ønsket os det – og det er så rart at være tilbage – for nu at være helt ærlig.

Selv fødselsdagsgaven har Maricel ladet stå klar til Cille, da vi sætter kufferterne i entréen og lister ind i stuen for at spise natmad efter en lang rejsedag.img_8312Et stort, ultrablødt tæppe, som Cille nu nusser og sover med hele natten.

Men bag om kuffertudpakning og praktiske gøremål, så står der kun én ting i mit hoved og i mit hjerte.

Mit nye job!

Som jeg starter på imorgen.

Og jeg kan næsten ikke vente!img_8319I morgen påbegynder jeg mit 3. arbejdsår på Dubai International Academy (som også er Cille og Milles skole), men denne gang bliver det som dansk modersmålslærer – ikke som støttelærer på de engelske litteraturkurser i Secondary School.

Jeg var blevet tilbudt at fortsætte som støttelærer, men jeg trængte til at udfordre andre sider og egenskaber af mig selv i det kommende år.

Og det bliver så spændende at være med til at undervise skolens danske elever, som har mulighed for at få 3 timers danskundervisning om ugen på hvert klassetrin fra Year 1 til Year 11.

Jeg glæder mig helt vildt til at samarbejde med min nye kollega, den danske forældregruppe – og allermest til at arbejde med eleverne, selvfølgelig ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Indre støvregn

Det er Danmarksturnéens sidste dag.

I morgen løfter metaltrækfuglen os højt op over den grønne bøgeskov og sender os lukt retur til en støvet ørkenstat.

Det er både herligt og skrækkeligt på én og samme tid.

Og den stille støvregn i mit indre reflekteres ude i virkeligheden som små tårer, der triller ned ad alting.img_8299Det er vel nok godt, at Fru A henter mig til lidt retail therapy og adspredelse i Kongens Lyngby, så jeg ikke skal tænke alt for meget på noget som helst idag.

For det har virkelig været 6 helt fantastiske uger i helt fantastisk selskab.

Vi kipper med hatten – og siger tak – og på gensyn!img_8301Genopdragelsesrejsen er komplet.

Der mangler intet.

Overhovedet.

Hverken i hjertet eller i maven.

Pigerne er nu (gen-)indført i dansk kultur og i essensen af dansk sommer.

De har oplevet at:

  • Spise så mange gammeldaws vaffelis, at de ikke orker at høre mere om hverken guf og flødeis
  • Forsøge sig med vestjysk, selvom ‘a tøws’ hurtigt bliver til ‘ja tøs’
  • Klatre rundt på en WW2-bunker på vestkysten
  • Spise sprøde spætter og alt-muligt-andet-friskt-fra-havet ud for Hvide Sande
  • Plukke solbær og stikkelsbær til marmelade
  • Fodre geder, heste, køer og kaniner til hænder og knæ er grønne af frisk kløver
  • Få myggestik og blive brændt af brændenælder
  • Gå tur i bøgeskoven og se på bladenes skyggespil
  • Gemme sig i blåbær- og hindbærkrat og spise bær til læberne bliver lilla
  • Sove i telt med fætter og kusine – og hunden Anton
  • Soppe i badebassin i haven
  • Manøvrere rundt med fætre og kusiner hér og dér
  • Plukke æbler og efterfølgende nægte at spise dem, fordi de er sure og der er orm i
  • Spise hotdogs – og bacon til den helt store guldmedalje
  • Plukke hybenrosenblade, trække dem på strå og lægge dem på natbordet, så sommerens reneste duft fylder soveværelset
  • Tigge sig til Farmors vafler og frikadeller igen og igen
  • Plukke smørblomster, bellis og mælkebøtter til små sommerhusvaser
  • Finde gode pinde til at stikke i en skovsø
  • Få firkantede øjne af at spille på iPads
  • Gå tur langs et nedlagt jernbanespor
  • Falde i søvn for åbent vindue og vågne til lyden af silende sommerregn
  • Bade i Kattegat og ved Vesterhavet med Mormor
  • Lave sneglesuppe i spande
  • Sidde fast i klæbrigt Vadehavs-mudder med gummirøjserne
  • Opdage duften af nyslået, grønt græs
  • Få blå mærker og skrammer af at klatre højt op og ryge ned igen
  • Hive i søsterlige fletninger
  • Hvine på svævebaner og i forlystelsesparker til stemmerne bliver hæse
  • Gå i kiosken efter bland-selv-slik med en rund 20’er i lommen
  • Bygge LEGO
  • Hoppe nøgne i trampolin
  • Hive blåmuslinger og havsnegle af slimede sten med et schwup
  • Lære nye bandeord – herunder ‘hold din kæft’ og ‘for helvede, mand’
  • Blive blæst igennem af vild vestenvind på Mandø
  • Ryge lakridspiber med Morfar og Conny
  • Sidde i Christiania-cyklen med Mormor
  • Bo på campingplads
  • Lege i haven og på naturlegepladsen uden voksnes opsyn
  • Finde store sten på stranden og male dem fint
  • Fejre Mosters og egne fødselsdage
  • Bygge ting af papkasser og toiletruller
  • Se Hodja fra Pjort og Krummerne og spise bunker af popcorn, fordi der er (endnu en dag med) heldagsregn
  • Opdage Minecraft og bygge et søsterligt fællesunivers til glæde og frustration
  • Sige tak for mad og bære egen tallerken ud til vasken
  • Putte pantflasker i automaten
  • Spise rugbrøds-madpakker med begrænset succes
  • Lufte hunde igen og igen
  • Tage brusebad, fordi badekar er en mangelvare på danske badeværelser

Og ved I hvad det allerbedste er?

At samtlige oplevelser har fundet sted i selskab med de dejligste venner og familiemedlemmer.

Af hjertet tak, alle sammen.

Tak, fordi I gør sommerferien i Danmark til noget helt særligt.

Hver eneste gang.

We ♥ You

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om at holde (jord-)forbindelsen

10 ugers sommerferie lakker mod enden.img_8276Det er både en velsignelse og en forbandelse med så mange ugers frihed til at gøre præcist, som man vil. For alting flyder efter et par uger.

Sengetider og vasketøj.

Spisevaner og motionsrutiner.

Og nu kan jeg efterhånden høre min seng kalde højlydt hele vejen fra Ørkenstaten til Det Regnfulde Nord.

Heste-sengen vil ha’ mig. Hurtigst muligt. Det samme gælder mit tøjskab og vores badeværelse.

For selvom 10 uger på sovesofaer, rodede kufferter på gulvet og toilettasker på fremmede badeværelser er et vaskeægte First World Problem, så bliver det en kende enerverende til sidst.

Det er svært at bevare jordforbindelsen til mig selv. Til børnene. Til Martin.img_8255For der er hele tiden mennesker omkring os.

Dejlige, søde, rare, sjove, hyggelige mennesker, som vi aldrig ville være foruden og som betyder alt for os…

Men alligevel.img_8263 Det bliver trættende i længden at være på ferie, på besøg og til selskab hér og dér – og mit oppustelige selvbillede krakelerer gang på gang, når jeg alligevel ikke er helt så rummelig, forstående og large over for mine allernærmeste, som jeg godt kunne tænke mig at være.

Samtidigt er det en velsignelse at have muligheden for at være intenst sammen med familie og venner over en længere periode. Pigerne er nu så tætte med deres fætre og kusiner, at de kan skændes og diskutere som søskende. De taler flydende dansk og har lært (lige rigeligt, tak) med kraftudtryk og bandeord efter 6 uger i Dannevang. De driller deres bedsteforældre, er næsvise og krammer dem med største selvfølgelighed. Og vi voksne veksler mellem at få pip og grineflip, mens vi mødes med venner og familiemedlemmer, spiser gris, drikker vin og vinker “på gensyn til jul” til dem, når de går eller vi går.

Det er en vigtig og nødvendig forankring i Danmark og i vores familie, som foregår henover sommeren.

Vi er nødt til at rette opmærksomheden mod vores nærmeste – familie såvel som venner – for fortsat at have et tilhørsforhold til Danmark.

For relationer kræver tid og kærlighed. Og selvom ægte venskaber og blodsbånd lever langt ud over tid, sted og antal dit og dat, så er forbindelsen til andre mennesker ikke noget, man kan eller må tage for givet.

En gang i mellem er vi nødt til at sidde i et drivhus og drikke kaffelotter, mens vi ordner hele verdenssituationen.img_8237Andre gange er det storladen romantik og historiens vingesus, der danner rammen om et hyggeligt gensyn med indbygget opdatering på stort og småt. Uanset sted og tid, så føles det bare uendeligt rart.img_8267Og når Cille flagrer forbi under sin fødselsdagsfest og glad erklærer, at “huset er helt fyldt af mennesker nu”, så véd jeg, at det her er rigtigt og vigtigt.img_8260 Det er hendes rodnet. Hendes jordforbindelse til den danske muld. img_8272Og den forbindelse skal både hun og Mille have tid og rum til at skabe og videreudvikle. For selvom både Martin og jeg er pæredanske, så er vores piger det ikke.

Cille har kun boet i Danmark i de første 18 måneder af hendes liv, men kan intet huske.

Mille er født i England og har aldrig oplevet Danmark som andet end sommerferier og julefester.

Og lige så ofte jeg kunne ønske mig, at sommerferierne ikke var helt så lange og rundrejsen ditto, lige så taknemmelig er jeg for at vi bliver hilst velkomne med åbne arme på hele rundturen.

For det betyder, at vi har masser af bløde, kærlige steder at lande, hvis udlandslivet pludselig skulle give skrammer.

Det er relationerne, der gør Danmark så vigtig og interessant for os.

Herlighedsværdien i den grønne natur, de yndige slotte og brostensbelagte stræder, den friske luft, de rene strande og bøgeskovene er åbenlys for enhver, men det at bo og leve i udlandet gør, at vi ser på Danmark med forandrede øjne.

Det er pludselig ikke en selvfølgelighed, at Danmark er dejligst. For der er så mange andre dejlige steder i verden, hvor man også kan bo og leve et mindst lige så udmærket liv.

Og dén pille kan være svær at sluge for nogle danskere, jeg møder på må og få.

De har forhåndserklæret Danmark som foregangsland og forbillede for ethvert samfund.

De har også ofte en forudindtaget holdning til Mellemøsten og i særdeleshed til Dubai – Den Arabiske Halvøs svar på Las Vegas – baseret på et par TV-programmer og lidt nyheder hist og pist. Ikke fordi de har tilbragt tid i Mellemøsten eller i andre lande overhovedet, bortset fra lidt turistferier ind i mellem.

Og jeg smiler høfligt. Trækker vejret dybt. Svarer undvigende.

Der skal være plads til os alle, messer jeg for mig selv.

Til dem, der er stålsatte i deres holdninger. De forudindtagede. De farvede. De indskrænkede. De nysgerrige. De eventyrlystne. De modige.

Og jeg svarer igen og igen undvigende på provokerende spørgsmål, mens jeg klynger mig til Fatimas Hånd om min hals. Belært af års erfaring med at have valgt anderledes end majoriteten, så varer jeg min mund – for det er alligevel en ganske umulig opgave at åbne et fastlåst menneskes sind og tankegang, når de – godt belæste og godt beduggede – skal forklare mig om det dumme i Mellemøsten midt under en ellers så udmærket festlig lejlighed.

Og der er kun én ting at gøre: At passe på mig selv ved at glide af på spydige kommentarer om guld i gaderne, smart-i-en-fart og overfladiske relationer. Det er ikke et personligt angreb på mig, men snarere en tvivlen på egne valg – er jeg kommet frem til, når jeg oplever det gang på gang.

Interessant nok så gælder Jantelovens tunge åg ikke i forhold til danskernes tyrkertro på Velfærdsstaten og den vestlige samfundsmodel. Dén er tilsyneladende altid bedst.

Men dén slags arrogance kommer jeg aldrig til selv at honorere igen.

Der er mange fantastiske komponenter i Velfærdsstaten og alle dens sindrige systemer og kasser; der er mange ting, mennesker og steder, jeg elsker ved og i Danmark.

Men der er også det modsatte.

Og selvom jeg tydeligt mærker min jordforbindelse til den vestjyske muld og til den nordsjællandske bøgeskov, så er der også et spirende rodnet i ørkenens sand.

Det er der intet forkert eller fordækt i. Der er jordforbindelser at holde fast i alle vegne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Virkelighedens Pippi fylder 8

Verdens bedste Cilløjser fylder 8 idag.

Her er hun fanget forleden med bøgeskovsglorie – det lange asparges af et barn.img_8092Men tag ikke fejl af den uskyldsrene glorie. Den er midlertidig. Virkelig.

Hun er frækkere end en slagterhund.

Og midt i en brydningstid står hun lige nu – med sine iltre forsøg på at frigøre og selvstændiggøre sig mest muligt, mens hun samtidig er sart og sårbar og har et stort behov for nærvær og opmærksomhed.

“Cille, lad mig lige prøve at kysse dig en sidste gang, mens du stadig er 7 år gammel”, prøver jeg i aftes med tiltagende desperation.

“Aj, Moar, ikke så mange kys. Det gider jeg altså ikke”, mumler hun afværgende og kan knapt se op fra iPad’en, mens jeg taber al værdighed og vælger at mase på for et kys.

“Jamen i morgen er du jo ikke 7 år gammel længere. Så er du min 8-årige datter og det er noget helt andet! Tænk, at det virkelig er 8 år siden, at du kom ud af min mave!”, svarer jeg med tryk på 8, som om det gælder mit liv.

“Var det ikke din tissekone da?”, spørger hun – nu pludselig med sit fregnede ansigt vendt mod mit og øjne, der tindrer underfundigt.

“Min tissekone?”, smiler jeg. Lettere anstrengt ved tanken om hvor samtalen er på vej hen.

“Ja! Kom jeg ikke ud af din tissekone og ikke ud af maven?”, fortsætter hun. Nu fnisende som kun en 8-årig kan gøre det.

“Jo, Cille, det gjorde du og din søster, det kommer vi nok ikke uden om”, svarer jeg.

“Det er mega-ulækkert! Hvorfor kunne du ikke ha’ gjort ligesom din søster?”, spørger hun anklagende.

“Jamen Cille, man føder altså babyerne ud af tissekonerne, hvis det overhovedet kan lade sig gøre – det med at føde ved at skære hul i maven, dét er slet ikke så nemt endda”, svarer jeg – varsomt – for hvad bliver det næste spørgsmål?

“Jeg vil ikke have nogen børn ud af min tissekone, for det gør nok ondt, men de skal heller ikke skære mig i maven, for det gør nok mere ondt, så jeg tager bare ned til min farm i Australia og har en masse dyr i stedet for”, konkluderer Cille eftertænksomt.

“Gør du dét, Cille. Jeg skal nok komme og besøge dig down under. Sov godt, min skat”, svarer jeg og gennemtvinger dét ene, sølle kys, jeg nu har fisket efter under en alt for lang, inkvisitorisk samtale.

Og så går jeg ud i Farmors køkken for at dække morgenbord med Martin, som ikke ligefrem er bedre at tale med en sen aftentime end Cille.

“Skat? Ved du hvad jeg har tænkt på? I dag er vel nok en mærkedag. Det er præcist 8 år siden, at jeg solgte Peugeot 306’eren, den fine, fine bil”, siger han med et glimt i øjet.

“Ja. Det er da også rigtigt. Fedt at det lige er dén begivenhed, du vælger at hæfte dig ved. Den valgte du jo at sælge i kælderen under Hvidovre Hospital, så vi ikke havde en bil til fødslen næste morgen, men sådan er der jo så meget – og tak, fordi du minder mig om det”, svarer jeg.

Dén historie går aldrig i glemmebogen.

Men uanset at jeg røg ind på bagsædet af en taxa til Cilles fødsel, så gik alting jo fint og planmæssigt den 23. august 2009.

På vores første bryllupsdag.

På Hvidovre Hospital.img_8206Og i dag vækker dagens fødselar sin Far, som springer ud af sengen for at mobilisere Mille og jeg, så vi kan synge fødselsdagssang, mens hun endnu ligger ned.img_8209Der er en ny iPad Pro til madammen, der (blandt andet) skal anvende den i skolen, nu hvor hun starter i Year 4.img_8211Farmor og Farfar forærer hende en fin, lille, elektronisk mus i bur, som svar på hendes evindelige kalden på dyr af den ene eller anden art. img_8214I baggrunden kæmper Mille lidt med at overskue, at det er storesøsters dag og storesøsters gaver – selvom hun naturligvis ikke er blevet glemt eller overset af Farmor – hverken i dag eller på hendes egen fødselsdag.

Cille får også en solid beskyttelses-casing til det nye elektroniske vidunder samt en kæmpe æske LEGO Elves, som hun bruger hele formiddagen på at samle.img_8219Den lille ingeniør afbryder faktisk kun sit projekt, fordi lækkersulten kalder. fullsizerender-1Og gaveregnen fortsætter, da Farfar J kommer på besøg med et stort tryllesæt, der straks må afprøves på et yderst taknemmeligt publikum.img_8223Efterfulgt af Farmors frikadeller og et langt brusebad – for man er vel teenagerimg_8225Det har været en stille og hyggelig hjemmedag. Præcist, som Cille havde ønsket sig det.

Faktisk bad hun kun om 3 ting på sin fødselsdag:

  1. At vi ingen – SOM I INGEN! – steder skulle hen
  2. At Farmor bager vafler til frokost
  3. At Farmor steger frikadeller til aftensmad

Rørende ydmyge ønsker fra den lille overkommandant, der nu er selverklæret teenager.

Og Martin og jeg?

Vi har såmænd fejret bryllupsdagen med en lang gåtur i skoven.

I solskin.

Med 2 hunde og 1 enkelt barn.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

På flugt

Det er sen aften.

Jeg ligger på udtræksengen med tungtsovende Mille ved min side.

Regnen trommer mod gårdhavens fliser og der er tordenbuldren i det fjerne. Endnu en omgang dansk sommervejr som vi kender det.

I mit indre afspilles en flimrende film af de begivenheder, der er foregået hen over de seneste dage.

Der er lange, beroligende gå- og løbeture langs det fredede område “Korevlerne”, hvor køerne græsser så fredfyldt.img_8145Og vader og bader i Sejerøbugtens indsøer. Se, den fine kalv følge sin mor.img_8146Der er lyng i lilla flor, som summer af bier og andre nektartyve.img_8149Der er det obligatoriske billede af familien foran Sommerland Sjælland.img_8152Hvor vi i ren Englands-nostalgi er nødt til lige at fiske lidt ænder.img_8155Og køre lidt Mini-Cooper.img_8156Der er nedpakning i et sommerhus og en noget mut stemning, fordi det bare aldrig er morsomt at skulle sige farvel til denne her del af sommerferien – hverken for Farmor eller os.

Der er en færge, som troligt sejler os fra det lille leje i Rørvig og ind til Hundested, hvorfra bilerne triller langsomt afsted ad hovedvejen, selvom vi helst havde været fri og helst var fortsat med at hygge os i sommerhuset.img_8147Der er Faster D med favnen fuld af flødeboller efter arbejdstid. Og Emma, der bader plagende hoppe-børn. Kusiner og fætre, der går ind over dørtærsklen igen og igen i Farmors hus.

Der er søde Priya og Jens, der gavmildt har fyldt bordet med lækker indisk mad, som vi over-spiser, mens vi opdaterer hinanden om alt dét, der er sket siden sidst.

Der er gaveindkøb på speed i Slotsarkaderne.

Og Familien A, som gensynskrammer og forærer Martin en ægte vennegave, mens vi drikker kaffe og spiser kage og taler om heste, jordbrug og fremtidsplaner og en masse andre, vigtige ting.

Der er en bil, der drøner mod Roskilde.

Der er en anden bil, der drøner tilbage til hotellet efter en glemt kobberbryllupsgave, fordi hovederne efterhånden er lidt rundforvirrede af praktik og aftaler, der skal klares og holdes.

Der er en stolt og tindrende glad mand, som åbner festen med at fortælle sin kone, hvor meget han elsker og beundrer hende for alle hendes fantastiske kvaliteter og evner i livet.

Og vi forstår ham så godt.

Hun er i sandhed et dejligt menneske.

Der er en rørt og smuk kobberbrud, som fortæller hele den sammenstimlede kreds af festklædte venner og familiemedlemmer, hvor stolt hun er af den mand, som hun i al hemmelighed giftede sig med for 12.5 år siden.

Og vi forstår hende så godt.

Han er i sandhed et dejligt menneske.

Og sammen har de skabt 3 fine børn og et godt familieliv.

Og så tørrer vi øjnene. Igen.

Bordet er dækket på fineste manér med sensommerens georginer i høstfarver. Maden er delikat og velsmagende. Vinene perfekt afstemt.

Vi ler, spiser, taler, skåler og hilser på dejlige mennesker, vi ikke har set i flere år.

Vi danser.

Drikker granatæble-shots og aperol-spritz.

Vi danser noget mere.

Og drikker noget mere, før vi pludselig spiser natmadsgris og ender på bagsædet af en patruljevogn, der på fornemste vis kører os retur til hotellet.

Man kan kun elske den danske politistyrke. Husk det, når I får brug for deres hjælp.

Der er fulde nattekys og tidligt-morgen-bruse-bad.

E45 mod Kolding.

E20 mod Esbjerg.

Vestjysk landbrugsjord så langt øjet rækker og endnu en portion silende sommerregn.

For enden af det hele står Moster L med åbne arme og fylder 40 i mit indre og 50 i virkeligheden.

Og en stor, vestjysk familie stimler sammen og hilser så glade på os, mens de gerne vil høre, hvordan det hele nu går for sig i Mellemøsten.

Der er billeder på min mobil af to børn, der leger og tegner T-shirts hos Farmor.

Der er stik af savn. Selvom børnepause er tiltrængt.

Vi indtager den flotteste vestjyske buffet, hvor alting er 100% hjemmelavet og efterfølges af et ligeså hjemmebagt (is)kagebord.

Jeg aner ikke, hvordan mine familiemedlemmer klarer og overkommer alt det, de gør på imponerende vis. Der er køkken-overskud på alle hylder og bly violer i salaterne.

Det eneste jeg ved, er, at jeg ikke når dem til sokkeholderne i husmorskab. For et eller andet vestjysk gen blev aldrig overført til mig, således at jeg nu i den høje alder af knapt 39 aldrig har syltet mine egne rødbeder. Til ingens fortrydelse, i øvrigt – for vi spiser da bare min Mors.

Og ligeså hurtigt, vi kom drønende ned ad grusvejen til én af familiens fødegårde, ligeså hurtigt drøner vi den anden vej.

Med svidende savn i hjertet, der langsomt går i stykker over, at der nu – igen – er mindst 4 måneder til kys og kram med Baby A og Jo og Moster-Søster og Mormor og Moster og…og…

Jeg lukker øjnene. Det er det nemmeste i den situation. At fortrænge.

Og med Martins insisterende fod på speederen, rammer vi Farmors Hus i Den Store Skov sen aften.

Mille hopper op og ned i gensynsglæde og Cille viser os tryllekunster.

Alt ånder fred og idyl, lige indtil i morgen.

For der er det mandag, og der er nye planer og nye søde mennesker, som skal besøges og hilses på.

Det er der også dagen efter og dagen efter og dagen efter….

Og Regnskabschefen siger dét, jeg har hørt ham sige så mange gange under ferier i Danmark:

“Tine, jeg føler, at jeg er på flugt”. 

På flugt fra noget hyggeligt, dejligt og sjovt. Til noget andet hyggeligt, dejligt og sjovt.

Det er dét, der er udfordringen.

Ikke at ville gå glip af at hilse på søde mennesker, når nu vi endelig er i landet.

Og jeg tror, at vi alle trænger til ferie efter denne her ferie. Eller i det mindste en stille omgang hverdagstrummerum.

Kender I det?img_8151

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Relations-taknemmelighed

Vi er rejst direkte fra vestjydsk storfamilie til nordsjællandsk storfamilie.

Det er dejligt med alle de elskede mennesker omkring os, når vi til hverdag er så langt væk fra dem.

Men det er næsten ligeså dejligt, at Farmors Hus ligger i Den Store Skov, så jeg kan undskylde mig med at hundene skal luftes, når hovedet trænger til stilhed og gennemtræk uden 4-5-6-7-8-9-10 mennesker omkring mig.

Det er også kun hos Farmor, at jeg af egen fri vilje står op kl. 7 for at løbe en tur.img_8099 For findes der en større herlighed end naturen?

Og der er intet som en dansk bøgeskov, hvor solens stråler skyggedanser igennem løvet. Selv de mindste naturoplevelser bliver set og mærket med en helt anderledes energi og taknemmelighed end da jeg boede i Danmark og tog det hele for givet.

Pigerne gør det samme – bare i børnehøjde. De nusser med dunhammere mod kinderne og tager rode-i-jord-pinde med undervejs på vandring; de finder snegle og stopper dem i spande, og peger ivrigt på sommerfugle, der flagrer forbi.

Den danske, grønne frodighed er i sandhed noget andet end sandkassen derhjemme.

Og da jeg kommer hjem fra skoven står ham her på dørtærsklen. Han har i dagens anledning klædt sig på i sit stiveste puds, og står nu med sin skyder og politistav, fordi han skal ud at fange to rødhårede forbryderpiger i Farmors gårdhave, mens hans egen Far er ude i den virkelige verden og gøre noget lignende. Jeg kan da ikke stå for ham!img_8090Det vælter faktisk ind over den dørtærskel med fætre og kusiner.

Og det er en fryd.img_8095En fryd at se, hvordan pigerne genoptager leg og fællesskab fuldstændig naturligt og gnidningsfrit med deres fætre og kusiner, selvom der går halve år i mellem at de ses.

Den adfærd kunne man måske forvente af små børn, der ‘bare følger med’, men jeg er så glad for og taknemmelig over, at pigerne fortsætter med at være åbne og ligetil i de sociale relationer.img_8092Pigerne er faktisk rigtig dygtige til at justere efter og anerkende stemninger, interesser og præferencer i andre børn, når de møder dem. De leger bare med i dét, der nu engang foregår. Den åbenhed kan måske være en af gaverne ved at være sammen med vidt forskellige mennesker fra vidt forskellige kulturer ret ofte, tænker jeg.

Og efter et par akklimatiseringsdage, hvor Regnskabschefen fortsat har en masse mails at svare på og en masse regneark at arbejde i – og hvor jeg skal vænne mig til, at vi igen er to forældre til pigerne – pakker vi bilen og drager mod “landet”, som min nordsjællandske familie kalder det, når de skal i sommerhus syd for Sjællands Odde.

Jeg (og min vestjydske familie) får en pæn griner på af det udtryk.

“Landet”. 

Den slags er lig med pløjemark, lugten af gylle og den kvalmende søde varme i en kostald – ikke ligefrem et sommerhus på Odden.

Men – byboere, der skal på ‘landet’ eller ej – så holder vi fast i traditionerne og tager Hundested-Rørvig-færgen. img_8106Det er Farmors ritual – og det tager cirka lige så lang tid som at køre over Holbæk. Men følelsen er anderledes og langt mere afslappet. Vi er nede i gear allerede inden vi rammer sommerhuset. Og ellers gør de lange solstråler, Asti-bobler i glasset og legende børn i haven det sidste til at vi kommer i ægte feriehumør.img_8110Og nu er vi igang.

Fodrer fine heste med frisk kløver, mens vi nusser dem og komplimenterer deres smukke øjne, bløde muler og lange, fine øjenvipper.img_8120Vi klapper frække geder i evigheder.img_8123Og siger go’daw til en flok rådyr af en art, hvor gevir-far er et fantastisk eksemplar, som pigerne er noget benovede over.img_8126Jeg er så taknemmelig over alt det her….

– At vi år efter år kan nyde sommeren i Danmark med verdens dejligste mennesker, der igen og igen tager imod os med åbne arme.

– At jeg føler mig mindst ligeså velkommen og hjemmevant i Martins del af familien som i min egen. Det har jeg taget for givet, fordi det altid har været sådan – men jeg fornemmer ind i mellem at det bestemt ikke er sådan for alle. Jeg er heldig med at have en Svigermor, der vitterligt og oprigtigt er min Mor – sammen med min Mor, selvfølgelig.

– At det er os muligt at give pigerne en god fornemmelse for hvad Danmark er og hvem deres familie er, selvom ‘hjemme’ er en ørkenstat langt herfra.

– At pigerne igen og igen viser os, at de rummer forskellige mennesker, miljøer, relationer, stemninger, kulturforskelle osv.

Lidt lokale byger og overophedede nedsmeltninger er der undervejs – naturligvis – og det gør sig gældende for både store og små, når vi lever et kuffertliv (som vi ikke ville være foruden) i 6-8 uger ad gangen.

Livet er ikke så ringe endda. Heller ikke på ‘landet’.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet