From Pangasinan with love

Yrk. Det er så hårdt at være tilbage i hverdagen igen. Vi er stadig tidsforskels-groggy, lettere influenzaramte og så foretrækker vi at optræde i pyjamas for nul publikummer. Den eneste optur er det vidunderlige vintervejr i Ørkenstaten. Milde, svale 25-27 grader om dagen og kølige 18-20 grader om aftenen tilsat høj luftfugtighed, så alle planter, buske og træer blomstrer som var det forår. Jeg har virkelig savnet solen efter tre ugers gråt-i-gråt i Danmark og England, hvor det virker til, at AL SNE skal falde enten før eller efter vores besøg. Det vil vi gerne indberette en klage over. Vi fik faktisk kun stormen Pia forærende til ingen verdens nytte, omend den gav os en spontan pizza- og rødvinsmiddag hos Faster D!Og det var så heldigvis også det eneste, vi havde at klage over i juleferien, som endte med at blive en rigtig god blanding af respekt for juletraditionerne og et lille ferieafbræk fra marcipangrisene i London.

Vi fejrede Juleaften i Varde hos min Far og Conny.Det var en hyggelig eftermiddag og aften med dejlig mad og god tid til pakkeleg og julegaver. Alle fire børn på dén side af familien er virkelig blevet store, og det var både helt forunderligt og dejligt, når vi pludselig kunne sidde lidt længere over maden og nyde at spise den stille og roligt.Og sommerhuslivet i Blåvand var som altid skønt.Mormor havde sørget for klassisk dansk julefrokost Lillejuleaften, og hun inviterede på flæskestegsfrokost 1. juledag – efterfulgt af Farmors julefrokost 2. Juledag. Vi havde med andre ord travlt med at spise vores egen kropsvægt i smør, gris, fisk og marcipan.Det blev et ganske kort besøg i Blåvand denne jul, men der var smukt som altid. For Blåvand er skøn uanset årstid og vejrlig. Selv kronhjortene var festlige!Vi landede lige i tide til at fejre nytåret med vores belgiske venner. 
De havde arrangeret den lækreste, møre og saftige kalkun fra The Address Dubai Marina, hvilket jeg var meget taknemmelig for, så vi ikke skulle direkte hjem, tømme kufferterne og så til at kokkerere. Martin nåede heldigvis at lave sin til dato bedste kransekage i en 9-rings-miniatureversion – for kan belgiere mon li’ kransekage til midnat? Det viste sig, at det kunne de faktisk rigtig godt!Og således hoppede vi ind i det Herrens år 2024 med en blanding af Burj Khalifas festfyrværkeri på skærmen og Dubai Marinas pomp og pragt i horisonten ude på balkonen.Midt i det hele ringede Farmor for at fortælle, at Dronning Margrethe abdicerer den 14. Januar – præcist det ene år, vi fravælger Dronningens Nytårstale, fordi det måske ikke lige var det sjoveste at overvære for en flok belgiere. Sikke et fint og fornuftigt valg fra Majestætens side. Det kan man da kun støtte. Med eller uden diadem og dobbelthage.
Og mens vi bøvler rundt i at finde hoved og hale i hverdagen efter tre ugers tant, fjas, frås og smovs, sender Maricel sit årlige postkort fra Filippinerne. From Pangasinan Province with love.Hun rejste hjem lige op til sin elskede Mamangs 89 års fødselsdag.Maricel er opvokset hos Mamang/sin bedstemor, som nu bor i Maricels hjem, som hun har fået råd til at bygge, da hun flyttede til Dubai som OFW, Overseas Filipino Worker.
Huset er et dejligt rummeligt sted med god plads omkring, og lidt længere henne bor Maricels forældre og andre familiemedlemmer. Her kan man se Mamang passe blomsterne. 89 år and going strong. Gad vide, hvad vi skal finde på til hendes 90 års fødselsdag næste år?

For tiden har familien en masse ænder eller gæs og høns, kan jeg se på billederne, Maricel sender.
Andre gange har de haft grise til opdræt. Det varierer lidt, og afhænger sikkert også af, hvor mange penge, de har råd til at investere i dyr til opdræt. Grise er virkelig dyre!

Maricel sender også altid billeder af de frugter, de høster i haven omkring deres hjem. Tænk, at kunne gå ud og hive mangoer ned!Og vores gamle bordgrill fra 2008 lever tilsyneladende videre uden gasflaske, men i stedet med kul eller brænde!Det sidste billede, hun sendte, var af det hus, hun voksede op i hos Mamang. Jeg ved ikke, hvem der nu opholder sig i huset, men familiemedlemmer skal der nok være derinde.Jeg ville gerne besøge Maricels hjem engang. Der er så tropisk og vidunderligt, at det kan man kun falde i staver over. Så eksotisk for os andre – med pomeloer, papajaer og bananpalmer om huset, rismarker så langt øjet rækker….intet under, hvis Maricel får hjemve med den dejlige familie og det miljø, hun hører hjemme i.

Om en uge vender hun tilbage til Ørkenstaten. Så går der endnu et år, før hun igen kan kramme sin søn og mand – og gense sin Mamang. Det er hårde vilkår. Man er nærmest nødt til at spise brød til, bare ved tanken om de afsavn, hun lider i sin hverdag.Og så er der jo heldigt, at jeg – i bogstaveligste forstand – havde en halv kuffert fyldt af dansk rugbrød med hjem. Til frokost og eftertanke. Rugbrød er bare bedst.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet