Alt er LOVE!

Sidste weekend skulle vi have været på en hiking-tur i bjergene med en anden familie, men under en pandemi kan ting hurtigt ændre sig.

Det er én af de vigtige livs-øvelser, vi får lov at gennemgå igen og igen under pandemien:

Planer ændrer sig.

Aflyses.

Udsættes.

Bliver til noget andet end først tænkt.

Nogle gange er årsagen ændrede coronaregler og det såkaldte ‘samfundssind’, som alle andre end Elvira Pitzner føler sig forpligtede til at udvise. Andre gange er det sygdom eller bekymring for smitte, der lukker ned.

Hver gang må man acceptere, at sådan er dét bare.

Og det er vi egentlig blevet meget bedre til – efter utallige øvelser i ændringer af store og små planer siden februar sidste år.Det gør stadig ondt at tænke på alle de gæster, vi havde glædet os til at have her hos os. Det går også stadig ondt at tænke på, at Spring Break i Vietnam blev aflyst, og juleferien og nu også påskeferien i Danmark er lagt på hylden. Med udsigt til at se familie og venner til sommer i stedet. Inshallah.

Martin og jeg frygter ikke at blive gen-smittet med corona lige nu. Vi fortæller os selv, at efter dén omgang, har vores immunforsvar et beredskab til MINDST 3 måneder – og til dén tid kan vi måske blive vaccineret. Pt. er der kun kinesiske Sinopharm-vacciner at få, og de gives kun til folk over 50 år.

Men selvom vi ikke er bekymrede for corona lige nu, og selvom vores søde venner heldigvis er kommet oven på igen og slap med skrækken, så er det altså som om, det er blevet 100 gange mere nederen at føle sig småsyg for tiden. Lige så snart der er optræk til lidt ru hals eller en let hoste eller almindelig forkølelse, kører der et internt alarmberedskab. Skal vi PCR-teste i dag eller først i morgen? Hvor syg føler du dig egentlig? Hvor gør det præcist ondt henne? Er du nu helt sikker på, at det ikke er psykosomatisk, hva’?

Men ud – dét skulle vi i weekenden. Det blev så ikke en bjergtur, men i stedet et smut ud til Al Qudra Oasis, der er en stor samling kunstigt anlagte søer og forbundne vandløb, der ligger i ørkenen lige uden for Dubai. Al Qudra er også hjemsted for kilometervis af superfin cykelbane, der er rideskoler i området, et vandhul med café, toilet, politi, ambulanceservice, moské og andet godt.

Den officielle turistkanal i Ørkenstaten har dette billede af Al Qudra Lakes liggende på deres hjemmeside. Og det er et meget retvisende billede. Folk kører afsted ad de hårdt-stampede sandveje omkring de her kunstige søer, hvor man så kan parkere frit og nyde både en dejlig gåtur og det rige fugleliv.Vi trodsede forbuddet mod hunde derude, og tog Daisy med i transportkassen. Hun skal øve sig i at køre i bil, hvor endemålet er noget sjovt og dejligt – for indtil videre har hun kun været i bilen på vej til dyrlægen og en ny omgang vaccinationer.

Tidligere var der ikke et forbud mod hunde ved søerne. Dengang måtte man også campere og lave bål derude. Men i takt med, at hensynsløse hundeejere, druk-campister og ildentusiaster ikke kan styre sig, er der nu lavet et helt ordensreglement for adfærd ved søerne.Man forstår det jo godt. Kæmpestore hunde uden snor, der kommer styrtende imod uskyldige folk til fods er jo ikke ligefrem hverken en morsom eller behagelig oplevelse.

Affaldsproblemerne, bålresterne og andre former for hensynsløs adfærd taler fortsat sit tydelige sprog derude.Til trods for store, smukke affaldskrukker, der står opstillet for hver 100 meter, og som Dubai Municipality drøner rundt og tømmer langt bedre end Københavns Kommune nogensinde ville kunne gøre det.

Og hvad er det egentlig for noget med rygerne? Hvorfor er det, de fortsat tror, at cigaretskodder forsvinder i naturen? Vi fandt nu også masser af plasticposer og engangsbestik, så picnic-entusiasterne er ikke en dyt bedre end rygerne.Men hvis man kan overse de sørgelige menneskelige efterladenskaber langs vandet, så er her rigtig dejligt ved Flamingo Lake og Love Lake, som de mest kendte søer derude hedder.Daisy nød ihvertfald en tur ud af huset. Vi tog hende selvfølgelig ikke af snoren på noget tidspunkt, og hun fik selvfølgelig heller ikke lov til at jagte de mange fugle derude – selvom fuglene var pænt ligeglade med en tosseglad hundehvalp anyway.

Hun mødte ikke andet end sand og vand – og dét var en fest i sig selv.På vejen retur til bilen blev Cille stukket af en led ørkenhveps. Det var første gang for hende nogensinde – fingeren svulmede op – og hun græd over den bidende og svidende smerte. Dør jeg nu, Mor? Ikke i dag, Cille – ikke i dag.

Til gengæld mødte vi en sort svane med de kæreste ællinger i lige linje. Så fint og smukt. Det hjalp ligesom lidt på hvepse-smerten.Fiskehejrer og ænder var der også, men vi fik ikke set flamingoer i denne ombæring. Myndighederne fodrer ellers intenst på fuglene fra forskellige faste stadepladser, så der er ingen tvivl om, at Flamingo Lake rent faktisk har en flok af de lyserøde flamingoer vadende.

Alt er LOVE ved Love Lake.

Og der er det heldigvis også derhjemme i privaten. Martin ved, at jeg er en slagterhund efter Valentins-dags-kærlighedserklæringer, og han skuffer aldrig.Tre smukke buketter røde roser tilsat jeg elsker dig og æsker med fyldte chokolader blev leveret til døren.Den nyeste dame i flokken blev heller ikke glemt, og jeg gloede noget, da dyrehandlen stod uden for døren med en pose, som Martin havde bestilt til Daisy. 
Pigerne cyklede selv om efter roser og hjerteformede chokolader til deres Far, mens jeg bagte pizzaer til ham. Min kærlighed gives/udvises nemlig i form af kager og mad.
Maricel blev ikke glemt i alt det her kærligheds-hurlumhej på en søndag, skal jeg skynde mig at nævne. Hun fik røde roser af pigerne, og hun blev så rørt og græd. Jeg nænnede ikke at fotografere hende eller dem sammen – det var helt synd for hende.

Valentins-dag betyder meget på Filippinerne. Mærkedage i det hele taget. Og Maricel er sårbar og har let til tårer, når dagene kommer til hende. Men kram og chokolade og røde roser, dét fik hun! Ikke af sin mand og søn lige nu, men af os andre. ❤️

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet