Waib Al Hanna

Flyvende Mormor landede fint og nåede at nyde livet med børnebørn, nussehund og strikketøj på en solskinsplet i en fjern Ørkenstat i en håndfuld dage. Og så var hun pludselig ikke længere så flyvende. Faktisk var hun helt fladmast og havde det ‘bedst’ på langs, hvilket ikke siger ret meget – for hun var virkelig i en elendig forfatning.Det kom så pludseligt og uventet, og vi forsøgte at finde balancen mellem fred og sygepleje-puslen, så godt vi kunne, nu hvor Mormor pludselig var syg langt hjemme fra sin egen seng og vanlige omgivelser.

Findes der noget værre end at blive hundesyg i ferien?Vi håbede hver dag, at der nu måtte være lidt fremskridt i sygdomsforløbet, men det blev ikke rigtigt bedre. Til sidst besøgte vi lægen, og Mormor havde intet mindre end Influenza A og B på én og samme tid. Det forklarede naturligvis den genstridighed, sygdommen udviste, når hun sådan havde slået to slemme fluer med ét enkelt smæk. Desværre var vi alt for sent på den i forhold til at få virkning af Tamiflu eller lignende influenzapræparat, så Mormor måtte stå den ud og forberede sig mentalt på at blive lidt længere og lave en erstatningsanmeldelse hos rejseforsikringen.

Og gudskelov for dét. Selvfølgelig er det stadig usikkert, hvor meget eller lidt, forsikringen samler op, men det har været en lettelse, at Mormor forlængede sit ophold, så vi trods alt har fået hyggelige eftermiddage med kaffe og pool-leg, gåture med Daisy og små oplevelser med pigerne i et tempo, som er overskueligt.

Den helt store ferieoplevelse fik Mormor dog desværre ikke med denne gang, men jeg har lovet hende, at hun har det til gode til næste gang. Hendes julegave var nemlig en naturoplevelse efter eget valg i Emiraterne. Det kunne være en snorkletur med båd fra Khorfakkan, kajaksejlads i mangroven i Abu Dhabi eller en vandretur i Hajjarbjergene i Fujairah. Mormor valgte sidstnævnte aktivitet, og alting var booket og på plads, da hun blev så influenzaramt, at intet kunne lade sig gøre.Vandreture – hikes – i bjergene i Emiraterne er blevet meget populære i kølvandet på Den Unævnelige Kinesiske Virus Der Lagde Hele Verden Ned, fordi der ikke var mulighed for at gøre de sædvanlige weekendaktiviteter i sandkassen med brunch-fester mig her og der. Pludselig fik frisk luft og natur et større fokus.

Særligt emiratet Fujairah byder på vanvittigt smukke ruter i bjergkæden Hajjar, der deles mellem De Forenede Arabiske Emirater og naboen i øst, Oman. Vi har prøvet en smule kræfter med at hike i selskab med vores gode venner, som er meget sporty og har styr på app’en Wikiloc, som oftest anvendes til at finde vej ved hjælp af andres vandrede ruter. Så tjekket er jeg IKKE. Jeg kan muligvis øve mig lidt i at glo på Wikiloc, men jeg er på ingen måde egnet til at tage ansvar for en vandretur i bjergene.Heldigvis for utrænede bjerggeder som mig, er der hjælp at hente fra erfarne hiking-bureauer, der vælter rundt på Instagram med de smukkeste fotos af de mest fantastiske udsigtspunkter og bjergtagende wadis. Til Mormor havde jeg booket en vandretur i Hajjar-bjergene uden for landsbyen Waib Al Hanna – en tur, der naturligt nok kaldes Al Henna Trail, fordi ruten går igennem et område, hvor der traditionelt blev gravet henna-rødder op.Men Mormor var som sagt alt, alt for syg til at komme ud og vandre, så jeg tog selv afsted kl. 5 om morgenen for at tilbagelægge en køretur på ca. to timer til Fujairah. Ved ADNOC-stationen langs hovedvejen Al Shohadaa mødte jeg gruppen, der bestod af alle mulige forskellige og virkelig flinke mennesker, der enten kom alene, med deres partnere eller venner.Jeg fik lige en dobbelt espresso, før vi trillede ud af ADNOC-stationen og et lille stykke videre, før vi kørte af og parkerede bilerne ved begyndelsen til Al Henna Trail. Alene på ruten var vi bestemt ikke, men de andre virkede til at være ude på egen hånd, hvilket efter sigende er blevet ulovligt pr. 1. marts 2023.Jeg havde på forhånd tjekket, at ruten var vurderet til intermediate og/eller beginner+, hvilket virkede helt fair, da både min Mor og jeg er i rimelig grundform og holder af at vandre i timer.

Det kan dog konstateres, at intermediate eller beginner+ er på en helt anden skala end man kunne have forestillet sig i en europæisk sammenhæng på Caminoen i Spanien eller Hærvejen i Danmark og den slags. Her i ørkenlandet er det stenede, uregerlige bjergterræn og de 30++ grader i allerhøjeste grad med til at udfordre både energiniveauet og den fysiske udholdenhed undervejs. Når min Mor kommer retur til efteråret, vil jeg sørge for, at vi holder os til beginner-hikes. Alt andet er for voldsomt.Al Henna Trail var en 11 km. loop-rute, hvor vi gik igennem stenet wadi (flodleje) og op og ned ad smalle, stenede bjergstier, hvor der var præcist plads til én person ad gangen. Undervejs var der enkelte steder, hvor de to guider hjalp med at hive os op ad meget stejle klippefremspring eller ned ad glatte, våde overflader, for der var vand i små pools rundt omkring. Nogle gange var vandet nærmest azurblåt eller mælkehvidt – andre gange var det ir- eller neongrønt. Sulfur og mineraler aflejres i de små pools, og al vandet kommer fra bjergenes naturlige kilder, der springer på alle tider af året.Guiderne var utroligt vidende om naturen. De viste os planter, der kunne bruges til forskellige medicinske og helbredende formål, og de fortalte om dyrelivet, der dog ikke var særligt presente, fordi der er for mange mennesker på ruten.Undervejs holdt vi små pauser, og de 11 km. blev tilbagelagt på små 5 timer. Jeg kunne ikke have gjort det hurtigere, så det var bestemt ikke gruppen af med-hikere, der satte tempoet ned. Varmen gjorde væskepauser nødvendige, og jeg fik også lidt appelsin og chokolade for at holde energien oppe. Det eneste ‘trælse’ ved at være del af en gruppe var fællessangen i en lille gruppering af asiater. Det virker som om alle asiater elsker karaoke, og det kan muligvis føles som lidt lang tid at lytte til Shine Bright Like A Diamond a capella, mens man går i et meditativ terræn, der burde indbyde til ro og reflektion – hvis man altså ikke lige er asiat. Indimellem lykkedes det mig at undslippe mine nye asiatiske bedstevenner, og så var der måske 5 minutters mental ro, før de næste flinke menneske var på banen med et so where are you from? Jeg er ikke anti-social, men for mig er hiking også en mentalt beroligende aktivitet, og det får man ikke på samme måde, når der konstant bliver small-talk’et med helt ukendte mennesker.Den sociale aktivitet var dog en lille ‘pris’ at betale for at føle sig tryg i Hajjar-bjergene, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg deltager i en gruppe-hike med et bureau. Det var intet mindre end fantastisk at opleve naturen uden at have et overordnet ansvar for ruten eller fællesskabets humør og engagement. Jeg kunne og skulle kun tænke på mig selv, og så sætte ét ben foran det andet i voldsomt smukke omgivelser.Forhåbentlig bliver det ikke kun mig, der skal nyde vandreture i Fujairah fremover. Min Mor må se at komme retur til efteråret, når der starter en ny hiking-sæson. ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet