Hjemveer

Jeps. Den er go’ nok.

Her sidder jeg. Ene og forladt.

Med hjemveer i maven og sammensnøret hals.

Temmelig stakkels, når jeg nu selv skal sige det.

Min sindsstemning passer meget fint overens med det vandfarve-maleri, som Cille skabte i eftermiddags.

Martin er rejst til Danmark tidligt i morges. Han skal hjem for at deltage i et bryllup i vores allernærmeste familie.

Pigerne har hjulpet ham med at pakke kufferten i aftes.

Han medbringer helt essentielle ting, såsom en DocMcStuffins-dukke, lidt loom-bands og nogle afrikanske dyr af træ. Cille siger til sin Far, at de skal minde ham om hende, indtil han er hjemme hos os igen.

Mille lægger sin Bjørnen Bjørn ned i kufferten. Så kan han sove med den om natten.

Thushara laver 2 forskellige curries og dybstegte pappadoms til os om aftenen, så vi kan hygge os, før Farmanden pludselig er pist-borte i 4 dage.

Og vi pakker gaver ind til dem derhjemme, som Martin kan give videre for os.

Vi har endda fundet showergel, der lover en følelse af endeløs weekend. Så dem købte vi nogle stykker af, da der helt sikkert er et par familiemedlemmer eller 2, der kunne ønske sig lige præcis dén følelse.

Årsagen til at trioen er blevet hjemme fra festlighederne er, at Cille og Mille starter henholdsvis skole og vuggestue den 1. september.

Og det kunne vi ganske enkelt ikke nå hjem til, hvis vi skulle til bryllupsfest på lørdag.

Så nu savner vi med savn på.

Skyper med dem derhjemme.

Taler om dem derhjemme.

Og tegner tegninger til dem derhjemme.

Her er det Cilles hånd, der griber fat om Cath’s hamster, som hun savner inderligt.

Og jeg, der elsker bryllupper. Suk.

Det er brandærgerligt, er det.

Familien derhjemme føles meget langt væk ligenu.

“Men pigerne er for små til at tage på så lange flyrejser for et lynvisit”, siger mit over-jeg stille.

“Og Cille skal ikke miste de første skoledage med introduktion til sin nye klasselærer og nye klassekammerater – for her i Dubai bliver klasserne splittet op og sammensat på ny hvert eneste skoleår”, argumenterer mit over-jeg håndfast.

“Og Mille skal følge sin indkøringsfase i vuggestuen, hvor hun jo for første gang skal være uden sin Mummy – og det kan forstanderen ikke akkommodere senere i forløbet”, supplerer mit over-jeg træt.

Der er ingen vej udenom. Fornuften har talt. Følelserne må dulmes.

Vi må forsøge at nyde de sidste dage af sommerferien på bedste vis – og samtidig forberede os på skolestart, vuggestuestart og hverdag.

Jeg ville give det halve kongerige væk for at blive beam’et til Danmark og danse natten væk sammen med min prins til den yngre prins og prinsesses bryllup.

I stedet kan jeg måske gøre lidt brug af Cilles hjemmelavede fjernbetjening.

Hav en god aften!