Om 14 dage flytter Far

Det er søndag aften og dermed afslutningen på weekenden.

Afslutningen på et par glade og dejlige dage – fyldt af alle de små ting, der får livet til at føles godt.

Ved min side ligger Martin og sover roligt. Jeg kender ingen, der er så god i disciplinen rolig søvn, som ham. Jeg ville ønske, at jeg kunne sove så fredfyldt.

Vi aftalte forleden, at weekenden skulle være en god blanding af leg og praktiske gøremål. Pigerne skal ikke føle, at de bliver overset, og at alting går op i flytning.

Men om 14 dage flytter Far.

Til Dubai for at påbegynde sit nye job.

Vi 3 piger bliver endnu en måned i England, før vi følger efter ham til det nye liv i det nye land.

Og der er bare ingen vej udenom: Vi skal have ordnet en masse ting forud for Martins afrejse – for det bliver sværere at gøre, når jeg pludselig står alene med de 2 trunter, flytteforberedelser og nedpakning.

Lørdag var Cille til eneundervisning hos sin svømmelærer og vi andre fulgte med og svømmede sammen i børnepool’en bagefter.

Før vi tog afsted, opstod der et af den slags fjollede, spontane øjeblikke, hvor Cille ler med hele kroppen. En lyd, der gør mig usigelig glad.

For mig er den er lyden af godt børneliv.

Efter svømmeturen var vi godt sultne og indtog en hel uges kalorier på et enkelt pub-besøg. Englænderne har et nært forhold til friture – og det smager desværre rigtig godt engang i mellem.

Desserten lavede vi derhjemme. Den var et stort hit hos Cille, som selv havde været med ude at vælge frugterne.

Søndag har pigerne tullet i pyjamas hele dagen. Spist frugtresterne fra i aftes.

Været på legepladsen. Leget med modellérvoks. Bagt cupcakes med Farmanden og efterfølgende dekoreret dem med sukkerstads i drenge- og pigefarver.

Og ind i mellem aktiviteter med pigerne, har vi kørt ting på genbrugspladsen, gennemgået indholdet i diverse skabe, skuffer og kommoder og klaret en bunke strygetøj.

Alt i alt en hyggelig, aktiv og produktiv weekend.

Det eneste, jeg ikke rigtig har forholdt mig til her i weekenden – eller på nogen måde er afklaret med – er det faktum, at Martin er borte om 14 dage.

Jeg fornægter og fortrænger det.

Vi 3 piger er ikke vant til at være uden ham.

Og lige nu orker jeg ikke at forholde mig til de grå kendsgerninger. Det er simpelthen for trist midt i glæden og spændingen ved alt det nye, der skal ske.