Panik før lukketid

Der foregår en særdeles uvelkommen, indre nedtælling hos mig i disse dage.

Der er én uge tilbage til ‘Den Nye Hverdag’.

Sommerferien synger på allersidste vers.

Den Lille-Store Skolepige starter i 1. klasse den 1. september kl. 7.30.

Lille My starter indkøringsfase i sin vuggestue den 2. september.

For første gang i 3 år skal jeg ikke være heldags-beskæftiget med en af (eller begge) pigerne. Den hjemmegående husmor bliver ganske enkelt barnløs i formiddagstimerne.

Hver dag. Fra 8 til 13.

HVAD SKAL JEG DOG LAVE?

Det er jeg sgu’ ikke helt sikker på, hvordan jeg skal tackle.

Bør jeg råbe højt hurra for min nyvundne frihed?

Er tiden mon kommet til, at jeg skal se nærmere på, hvad hende-der-Tine inde bag den plettede T-shirt gerne vil med sit liv?

Skal jeg søge arbejde?

Og hvad kunne jeg mon tænke mig at lave?

Uanset alle de (sikkert spændende) muligheder, der ligger og venter på nærmere udforskning, når pigernes navlestrenge bliver forlænget bare en smule, så sørger jeg.

Over det åbenlyse tab af en dejlig æra i mit liv.

En æra, hvor jeg fik lov til at gemme mig og 2 dejlige børn i en hjemlig puppe fyldt af leg, glæde, frustration, fællesskab, kærlighed, pjat, kys, skænderier, ulvetimer og endeløse timer.

Men nu skal jeg ud af min velkendte mummy-uniform. Tiden er løbet fra den.

Og jeg skal højst sandsynlig ned i en eller anden form for arbejdsuniform.

For 3 konsekutive års barsel er vel mere end selv en velfærds-svensker kan præstere?

Og jeg skal altså ikke til at fuldtidstræne i et fitnesscenter. Eller have umanerligt velmanicurerede negle og højt hår. Dén går ikke. Jeg bliver aldrig Iron-Woman eller Levende Barbie.

Det bliver garanteret ikke spor slemt, når først det går igang. Det er mere tanken.

Og så bobler den gammelkendte fornemmelse af ‘frygten for det ukendte’ i mit sind.

Der er ingen vej udenom.

Selv jeg må prøve at give slip og forsøge at fejre pigernes voksende selvstændighed og sociale udvikling.

Min fornuft var selv med til at beslutte, at Mille skal i vuggestue, så hun kan blive klar til skolestart, som vi antager bliver til september 2015.

Mit hjerte er bare stadig lidt ude af takt, når jeg tænker på, at det er slut med at tulle rundt hele dagen sammen med Mit Mindste Jordbær.

Evigheds-barselsboblen brister om et øjeblik.

Den var ellers lige så god.

Men sikkert også temmelig ulidelig i længden.

Og jeg har lovet mig selv at nyde den sidste uge af tresomheden. Uden at blive alt for panikken før lukketid eller krampagtig. Hvis jeg kan beherske mig.