Om at fortælle en 4-årig at familien skal flytte

Det var en helt særlig fredag for immigrant-familien.

Hele dagen føltes som en venteposition – kun afbrudt af tumlingerytmik med Mille og lidt trøstespisning for at dulme nerverne over at vores månedlange hemmelighed nu skulle afsløres.

Jeg er ved at blive gammel. Tidligere ville jeg ALDRIG have trøstespist ved udsigten til en svær beslutning eller en svær meddelelse, der skulle overbringes. Nu om dage står den på croissant og mælkekaffe ved de mindste hjertekvaler.

Mille spiste oliven. Hun samlede hver enkelt oliven op med pegefingeren og svuppede den så videre ind i munden. Så gik der tid med det…

Martin fik afleveret sin opsigelse på jobbet om eftermiddagen. Og vi fik fortalt familie og venner, bekendte, kollegaer og hele verden (også kendt som FaceBook) at vi snart skal videre på nye eventyr.

Men det mest nervepirrende var dog at skulle tale med Cille om den forestående flytning.

For hvordan sikrer vi os lige at fortælle det på den mest hensigtsmæssige måde?

Vi føler os tyngede af at vi – de voksne – tager store beslutninger, som påvirker hele den verden og det liv, som Cille og Mille kender. Vi tager alt det velkendte fra dem og starter forfra – erstatter det hele med et nyt liv – i et ukendt land.

For Cille bliver det 2. gang i hendes 4-årige liv, at vi flytter til et nyt land. For Mille bliver det 1. gang.

Vi gør det naturligvis i den bedste mening og med de bedste hensigter. Fordi vi tror at det bliver et dejligt og godt liv for os alle i Dubai.

Men hvordan vil 4-årlingen mon reagere på den nyhed? Vil hun blive dybt ulykkelig?

Jeg havde ondt i maven hele dagen ved tanken om den samtale.

Så der røg også et par tea cakes og et stort krus te indenbords.

Vi havde prøvet at forberede os så godt som muligt. Købt en fin børneglobus med verdens dyr afbildet. Den skulle være hendes gave og samtidigt agere omdrejningspunkt for vores snak om fremtiden i Dubai.

Da Martin kom hjem fra arbejde, præsenterede vi globussen og løftede begge pigerne op på køkkenbordet.

Vi forklarede at Far har fået et nyt arbejde.

Og vi pegede på Danmark, England og Dubai. Vi talte om at der er varmt i det nye land og at solen skinner. At der er strande og swimming pools. Og en ny skole og et nyt hus.

Vi talte om at alle vores ting skal pakkes ned i en stor container, der skal sejle hele vejen med skib til Dubai, mens vi selv skal flyve derned.

Cille virkede ikke synderligt overrasket. Små gryder har faktisk ret store ører – og jeg tror, at hun efterhånden havde samlet informationer bid for bid henover de seneste uger, så nyheden var nok ikke helt så stor, som vi havde forestillet os.

Hun smilede ved tanken om sol og sommervarme. Og hun ville gerne på stranden og med ud at se på et nyt hus.

Men der er selvfølgelig mange aspekter ved flytningen, som endnu ikke er gået op for hende. Og der vil givetvis dukke flere og flere spørgmål op, jo tættere vi kommer på flytningen.

Søndag smiler hun nu stadig ved tanken om Dubai. Og fortæller glad om vores forestående rejse.

I morgen medbringer hun et kort for at vise sine klassekammerater hvor vi skal flytte hen.