Skole søges i Dubai af 4-årig Rødtop…

Min hjerne står stille i disse dage. Den er blevet til grå, tynd havregrød, der skvulper langsomt rundt i skallen.

Lille My og jeg er ramt af influenza. Sådan for alvor endda. Leddene gør ondt, ryggen værker, kæberne er ømme. En let feber og en grim forkølelse gør alting tåget og uoverskueligt. Der er ikke noget, som kan sætte mig mere til vægs end at være syg samtidig med en af pigerne.

Jeg kan fint leve med rollen som sygeplejerske, men jeg bryder mig noget mindre om at kombinere den med patientrollen.

Heldigvis er det weekend og Martin er hjemme til at stryge mig over håret og fortælle mig, at det er synd for mig. Han har drillende foreviget mig med dagens røde klovnenæse og blege teint.

Her er hvad han sagde: “Jeg skal lige have de sidste par fotos af dig, Skat, hvis nu det bliver dit endeligt”?

“Hun syede til det sidste, det vil jeg sige til kaffen efter din begravelse”…

Så jeg beklager, hvis dette indlæg ikke er det skarpeste. Men der er godt nyt at berette om!

Da vi for 6-7 uger siden fandt ud af, at Martin nok ville tage imod tilbuddet i Dubai, begyndte et større undersøgelsesarbejde, hvor især skoleområdet fik min opmærksomhed.

Principielt kan vi begge ret godt lide tanken om at benytte sig af den almindelige ‘folkeskole’. Og da vi flyttede fra London til Ipswich, ledte vi specifikt efter huse i landsbyer, hvor den lokale folkeskole var vurderet til ‘god’ eller ‘rigtig god’ af Undervisningsministeriet.

Derfor endte vi i Nacton, hvor Cille nu går på den lille, kristne folkeskole, som kun har ca. 80 elever fordelt på 6 klassetrin. Det er et fantastisk trygt og varmt miljø, som Cille elsker.

Her er hun netop kommet hjem fra skole fredag eftermiddag og insisterer på at lave sine lektier til om mandagen!

Men det der med at anvende den lokale folkeskole er jo fint og udmærket, hvis man bor i Danmark – eller i England, eksempelvis.

Det er åbenlyst ikke en mulighed, hvis man bor i Dubai, da ‘folkeskolerne’ er arabisk-talende og muslimske. 

Fra første skridt ind i mit detektivarbejde om skolesystemerne i Dubai, har jeg bidt negle og svedt tran. Som i et vågent mareridt.

Det er mildest talt en uoverskuelig labyrint af tilbud (eller reelt mangel på samme).

Og jeg gjorde endda det, at jeg kun har koncentreret min søgning om de privatskoler, der tilbyder britisk curriculum og et par enkelte skoler, der tilbyder International Baccalaureate (IB). Selv med den indsnævring i søgefeltet var der rigeligt af forvirring.

Cille fungerer rigtig godt i det lidt strikse engelske skolemiljø, hvor tingene er meget strukturerede, og hvor man følger et regelsæt. Og nu kender vi systemet, metoderne og læringskoncepterne, så det føles mest trygt.

De mest eftersøgte britiske skoler i Dubai tilbyder ikke engang, at man kan blive skrevet på en betalings-venteliste. De har simpelthen så lange ventelister allerede, at de ikke vil være bekendt at tage imod vores ca. 750 kr. i venteliste-registreringsgebyr. Til 0. klasse. Til en 4-årig. Dér røg en negl.

Og det er ikke kun registreringsgebyret, der giver grå hår. Hver enkelt skole har sit eget sindrige system af påkrævet dokumentation, så det føles lidt som om man starter fra 0 med hver enkelt skoleansøgning. Dér røg en negl mere.

Jeg har lavet 7 venteliste-opskrivninger – med 7 x 750 kr. i opskrivningsgebyr. Og der er ingen af skolernes indmeldelseskontorer, der har kunnet fortælle på forhånd, om der er bare den mindste sandsynlighed for en plads i 0. eller 1. klasse i 2014.

På mange måder føles det som om det er “lige meget” om man laver 2 eller 25 opskrivninger. Det er et lotteri under alle omstændigheder.

I diverse expat-fora kan man læse hårrejsende historier om den ene og den anden skole. Om deres optagelseseksamener og interviews af helt små børn. Om deres metoder til at vælge og vrage og håndplukke de bedste elever på.

For når der er flere interesserede, pengestærke elever end der er pladser, så kan skolerne te sig som de lyster. Kræve alle mulige og umulige former for dokumentation af barnets evner. Børn helt ned til 4-års-alderen, vel at mærke.

Jeg har måttet bede Cilles skoleleder om at skrive et officielt brev. Og klasselæreren Mrs. Ryan har lavet en lang rapport om Cilles nuværende niveau. Der er printet scores ud fra hendes online-matematik-program og Skolepigen har måttet producere skriveprøver sammen med sin lærer.

Jeg er så uendelig taknemmelig for skolens kærlige støtte og store hjælp med at dokumentere min 4-årige Rødtops boglige, sproglige og sociale evner.

I tilgift har Martin scannet pas, pasfotos, vaccinationskort, dåbsattester og hvad-ved-jeg-af-papirer.

Alt sammen for venteliste-opskrivning til skoler, som vi ikke har den fjerneste anelse om hvorvidt vi kan lide eller ej.

Vi kigger på skolernes websites. Trawler igennem deres værdigrundlag, 360-graders videofremvisninger af de imponerende marmorbeklædte faciliteter, kigger igennem efter-skole-aktivitetsprogrammet og deres elev-regelsæt.

Men pludselig er der hul igennem. Til 4 skoler. Den ene synes endda at det er ‘bekymrende’, hvis Cille skal gå fra april til september uden skolegang. Så dén skole fremkommer med et tilbud om at Cille kan begynde i 0. klasse den 20. april.

Vi har skrevet under på tilbuddet. Der var ingen af de andre, der bød sig til med andet end høflig aftale om rundvisning og møde på indmeldelseskontoret, når vi er flyttet derned.

Martin har overført knapt 10.000 kr. i indmeldingsgebyr. Til en skole, som ser fin og flot ud på billederne. Som er vurderet til ‘god’ af Dubai’s undervisningsmyndigheder.

Men det føles godt nok underligt at have sagt ja til et sted, hvor vi ikke har nogen som helst mulighed for at fornemme stemning og kultur.

Er vi desperate?

Ja – et langt stykke hen ad vejen. Jeg har ladet mig skræmme af de mange afslag fra skoler, der meddeler mig, at der “desværre ikke er plads på ventelisten”, som svar på min ydmyge henvendelse.

Har vi sagt ja til en skole, hvor vi risikerer at skulle flytte hende fra?

Ja – det er der stor sandsynlighed for. Med en masse åbenlyse problematikker til følge.

Ihvertfald har jeg tænkt mig at iklæde pigerne og jeg “vores bedste tøj” og tage på charmeoffensiv på de andre skoler, hvor vi er interesserede og registrerede. Bare for at besigtige mulighederne og få fornemmet hvad der er op og ned.

Hvem ved? Måske sætter jeg rundsave på albuerne og et yderst imødekommende smil på læben. Jeg er verdensmester i at være insisterende på den mest høflige og belevne manér. Den ros tør jeg godt give mig selv.

Det handler trods alt om Cilles skolegang.

Og vi ønsker for alt i verden at hun fortsat skal elske at gå i skole, som hun gør her i England.

Er der en risiko for at denne her skole grundlæggende er en “skod-skole”, når den har en plads?

Ja – det kunne vel tænkes at det er en “svingdørsskole”, hvor man som tilflytter får plads og bagefter flytter til et bedre sted.

Men så på den anden side – jeg har fået på fornemmelsen, at meget i livet har en “svingdør” i Dubai?

Jeg glæder mig helt afsindigt til at komme derned og få taget hul på det nye liv. Til at få mærket og fornemmet og indsuget virkelighedens indtryk.

For den slags er helt umuligt at gøre via en computer – forkølet og opgivende – siddende på en køkkenstol i England.