Skole søges i Dubai af 4-årig Rødtop...

En kuffert med værdifuldt indhold

“Mummy, kom, pleeaaassseeee”.

“Mummy, kom henne Mia. Peek-a-boo, Mummyyyyy!!!”.

Lille My råber til mig i babyalarmen her til aften.

Hun står op i tremmesengen og strækker armene op imod mig.

“Op, Mummy, Mia play, ha’ Daddy henne? Daddy sove? Cia sove?”.

Jeg kysser hendes nyvaskede, duftende hår og lægger hende ned igen til kaniner, sutter, George med påsyet dinosaur og Barba-Papa.

Vi har begge sovet 3 timers eftermiddagslur – og dér finder man vist forklaringen på at hun er knapt så træt her til aften.

Eller også var det den der kæmpe Magnum-is, hun indtog lige før sengetid. Sukkerchok?

Milles og min influenza er så småt på retræten. Og tak for det. Jeg kom til at regne tilbage, og vi har vitterligt været ramt siden 4. januar, hvor Cille fik feber og de første skoldkoppe-knopper i panden ombord på færgen – på vej hjem fra juleferie.

foto 3-3

Jeg kan ikke huske hvornår vi sidst har haft så lang en sygdomsperiode. Ikke siden dengang, da Cille var 16-17 mdr. og startede i vuggestue i Danmark, tror jeg.

Trods influenza har det været en dejlig og produktiv weekend. Med indlagte lure, store krus med kamille-trøste-te og et særdeles intimt forhold til en pakke kleenex.

Martin har købt en serie nye kufferter til den forestående rejse. Af den der nye super-letvægts-type, og vi er meget spændte på om de overhovedet kan holde til håndteringen i lufthavnene. Men de må stå deres prøve.

foto 3-1Pigerne hjælper nysgerrigt til med udpakningen af de store papkasser.

Og da kassernes indhold er åbenbaret, kommer Cilles umiddelbare, glade reaktion: “Aiiiii, Daddy, skal vi ikke bare pakke vores ting nu? Kan vi ikke rejse til Dubai nu?”.

Martin mener, at det er lige tidligt nok i processen. Så Cille tager sagen i egen hånd og pakker både sig selv og Mille ned i kufferterne i stedet. Det morer de sig meget med.

Og jeg står et øjeblik og observerer deres leg, og funderer over, at det vist er det mest værdifulde kuffertindhold, jeg overhovedet kan komme i tanke om.

Der må på ingen måde pakkes kemikalier, rengøringsmidler, sure eller basiske produkter, olieholdige- eller brændbare væsker ned i en container. Forståeligt nok. Så Martin har ordnet havemøblerne i dag med rens og olie, da de hundedyre produkter ellers går til spilde.

Det er selvfølgelig en lillebitte detalje midt i alle praktikaliteterne ved en flytning, men der er virkelig mange ting, man mister, fordi det er ulovligt at transportere dem over landegrænserne. Den slags tænker man ikke på, før man står der og ser på hyldernes indhold.

Vi er i færd med at fordele vores spiritus og andre former for alkoholiske varer til kollegaer og venner.

Vi inviterer folk til at kigge nærmere i garagen – måske kan de bruge lidt plantemuld, nogle reoler eller flere liter vinduesrens?

Og da Martin følger med Cille til “Pirate & Princess Birthday Party” i landsbyens forsamlingshus, bliver de to influenzaramte herhjemme og sorterer DVD’er, spil til PS og Wii og CD’er.

Vi “vover skindet” og medbringer børnefilm med Cirkeline, Emil fra Lønneberg, Pippi Langstrømpe og den slags, som har sentimental værdi for pigerne. Men skiverne skal garanteret nok blive et problem i tolden i Dubai.

Jeg mener – Pippi viser vel lidt bare ben i de der lange strømper?

Pippi-Longstocking-007Henover aftensmaden taler vi med Cille om Dubai.

Vi fortæller hende, at skolen derude har sendt en mail og byder os velkommen til at besøge dem, så snart vi lander dernede.

Og at vi skal ud at kigge på skoleuniformer og sportstøj. Og nye badedragter og sandaler.

Hun smiler glad ved tanken om at der er en ny skole, en ny klasselærer og en masse nye kammerater, der venter på at møde hende.

“Tror I at jeg getter to stand in front of the class with the teacher to say hello to them all, hva’ Mor og Far?”.

Vi nikker. Det tror vi helt bestemt, at den lille-store Skolepige får lov til.

Fest-prinsessen med det beundringsværdige gå-på-mod siger nighty-night til jer alle.

4 kommentarer

  • Jeg ville heller ikke være nervøs. Det er længe siden, jeg boede i Saudi Arabien, men dengang lagde min mor altid sit undertøj øverst i kufferterne med evt. censurabelt indhold. Når tolderne åbnede kufferten, blev de lidt røde i kinderne og lukkede skyndsomt kufferten igen.
    Min far lykkedes med at smugle alle ingredienserne til ølbrygning ind i landet, og mændende i campen havde en fest med at brygge ulovligt nede i vores fælles beach houses fryser. Den brugte utrolig lidt strøm 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ih, hvor kan jeg lige forestille mig at din Mors bh’er og trusser har gjort tolderne noget røde i bærret! Og din Far begik da en lille genialitet med at få alle ingredienserne smuglet ind til ølbrygning! De har da ELSKET ham for det!
      Jeg er vild med dine barndomsminder fra Saudi-land. Keep them coming – og et stort knus herfra.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • I skal ikke være så bekymret for DVD’er og bøgerne. Vi har aldrig haft nogen problemer.
    Hverken med container eller hvad vi havde i kufferten 🙂
    Kan huske lige da vi var flyttet til Dubai og jeg var ude alene at shoppe. Så tænkte jeg at jeg da lige kunne købe et vogue og en kop kaffe og sidde og hygge mig med det (ja, det var tiden før børn ;O) ), men det var ren komedie for mig. For da jeg begynder at kigge i bladet er der tegnet med tus over alle numser, kavalergange osv.
    Det var altså lidt morsomt i min verden 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak for tippet, Louise! Vi har dog besluttet os for at sige farvel til gamle dvd’er osv. Alt streames jo alligevel nu om dage 🙂
      Måske er det flyttefirmaet, der er overforsigtige i deres råd og vejledning til hvad vi må pakke i containeren….for de har ihvertfald laaange lister over ting, de anbefaler at man ikke medbringer – herunder film og bøger.
      Og så vil jeg da glæde mig til at gå ud og købe et SÅ frækt dameblad, at det er nødvendigt med tuschstreger henover de bare kropsdele, ha ha.
      Knus til dig

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skole søges i Dubai af 4-årig Rødtop...