Når realiteterne rammer

“Ja, her har vi så master bedroom, som vi har valgt at anvende som gæsteværelse. Det har virkelig været meget i brug”.

“Vi har været så heldige at have besøg af venner og familie fra Danmark et par gange om måneden, siden vi er flyttet her til England”.

Jeg lægger armene over kors og smiler venligt til kvinden, der står over for mig.

Hun kigger interesseret, søgende, vurderende ind i alle rum. Det føles som om hun ser direkte ind i det liv, som vi nu har levet de sidste 2 år her i Westbank – som virkelig er blevet vores hjem.

Hun er Mor til en af Cilles klassekammerater. Cirka jævnaldrende med mig (at dømme på de tiltagende rynker omkring øjnene) – og stort set en britisk version af mig selv.

Vi har identiske liv; hjemmegående husmødre med veluddannede, hårdtarbejdende mænd og to døtre. I en ganske behagelig økonomisk position, hvor det faktisk kun er “middelklasse-problemer”, der kan trykke humøret.

Hendes hår er lyst, langt og sat i en tilfældig hestehale. Diamanter på fingeren og i ørerne. Ansigtsudtrykket er lettere mut og reserveret, og hun er uden tvivl en kvinde, der er vant til at få hvad hun peger på. Just like me.

Jeg observerer og vurderer hende, alt imens hun observerer og vurderer vores hjem.

Og realiteterne rammer mig. Vælter mig omkuld følelsesmæssigt. En spændingshovedpine banker energisk på min hjerneskal og beder insisterende om at blive lukket ind, selvom jeg beder den så mindeligt om at blive væk.

Her står jeg – som en anden ejendomsmægler – og fremviser Westbank, fordi vi skal rejse herfra. Jeg har endda selv sagt “ja” til rollen, fordi vores udlejer er den flinkeste mand og gerne lige ville have min hjælp med at vise en potentielt interesseret lejer rundt i det dejlige hus.

Vi skal flytte fra vores hjem.

Vi skal flytte fra England.

Det er naturligvis ikke en nyhed, men et faktum, som jeg har haft kendskab til i halvanden måned nu. Men det er som om det går yderligere op for mig, at det er en realitet – en kendsgerning – når jeg nu giver den i rollen som smilende, armsvingende, storsælgende ejendomsmægler.

Der går en time med fremvisningen. Hun er mere end begejstret. Vild i vinterkulden, må man sige. Og jeg har til gengæld erhvervet mig en knaldende hovedpine.

Jeg lukker døren efter dem med glade vink og brede smil og et “vi ses i skolen i morgen”.

Efter et øjebliks stirren ud i luften bliver jeg enig med mig selv om at jeg ikke skal hjælpe med flere fremvisninger. Det må vores udlejer selv forestå, uanset hvor flink han har været ved os.

For jeg er tydeligvis alt, alt for følelsesmæssigt engageret i det her sted og i det her liv til at kunne rumme andres syn på og vurdering af det hele.

Det kommer helt bag på mig.

Jeg var overbevist om at jeg da sagtens kunne være behjælpelig med at vise interesserede lejere rundt i huset. At jeg ville være saglig og rationel omkring noget så banalt som et hus. En ejendom, som Martins firma har lejet på vores vegne.

Men der forregnede jeg mig nok lidt.

For år tilbage ville jeg have fnyst forarget ved tanken om noget så latterligt som at være følelsesmæssigt “bundet” til fysiske ejendele – huse, biler, smykker, bamser, fortsæt selv. Lykken ligger jo ikke i hverken nogle bestemte mursten eller nogle bestemte halskæder.

Og nu står jeg så her – med bankende tindinger og blødende hjerte i dét hus og i dét liv, hvor lille Mille gik sine første skridt, og hvor Cille har udviklet sig fra tumling til lille-stor Skolepige.

Sniger der sig en blødsødenhed og sentimentalitet ind i mig med alderen?

Og findes der mon et sted, hvor jeg kan returnere de her emotionelle kvababbelser og i stedet modtage en solid portion rationel sans?

Og meget apropos kommer Cille i dag hjem fra skole med den fineste tegning af vores hus med værelser, møbler og hele familien samlet.