Skal vi flytte, Mor?

“Skal vi flytte, Mor?”, spurgte Cille forleden eftermiddag. Hun sad og spillede på sin iPad ved køkkenbordet og det kom helt uventet. Jeg stoppede med at skramle i køkkenet og mit hjerte sank helt ned i maven.

Hvad svarer man til det spørgsmål, når man er i vores situation?

Jeg blev nødt til at tænke hurtigt og kiggede over på 4-årlingen: “Næ, ikke lige nu, Cille – først om hundrede og hundrede dage, så det behøver du ikke tænke på”. Det svar stillede hun sig tilfreds med. Eller også var spillet mere interessant end samtale med Mor.

Der gik lige et øjeblik før jeg havde sundet mig og fundet rytmen i køkkenarbejdet igen. Jeg føler mig usikker på om mit svar var det rigtige. Det giver ingen mening at lyve for hende, men hvordan forklarer man lige en 4-årig at ingen ved hvornår og hvad der skal ske?

På gode dage er livet med og på en udstationeringskontrakt det mest fantastiske, jeg nogensinde har oplevet. Vores familieliv er blevet præcist, som vi havde drømt om, da Martin sagde ja til jobbet: Vi har altid tid til pigerne, der er ro på i hverdagen og vi nyder vores lille firkløver-fællesskab, hvor der er god tid i weekenderne til at gøre præcist hvad vi har lyst til (bl.a. fordi vores økonomi tillader, at vi har hjælp til alt praktisk udendøre og indendøre).

På dårlige dage er livet med og på en udstationeringskontrakt en decideret udfordring for mig. Jeg har desværre en lille (meget almen-menneskelig) tryghedssøgende trold, som kan finde på at sætte sig på min venstre skulder. Den dukker ofte op, når velmenende mennesker spørger til Martins arbejdssituation, kontraktens slutdato og så fremdeles.

Det er et af den slags samtaleemner, der bare ikke kan undgåes, når vi nu lever på denne måde. Der er visse ting, der hører med til ens profession eller livsstil. Jeg forestiller mig at tandlæger nok ofte får en historie om folks tandsæt; landmænd får sikkert altid kommentarer om miljø og dyrevelfærd, og tømrere skal lægger ører til folks beklagelser over en anden håndværkers ringe-udførte arbejde.

Jeg har måttet arbejde længe og hårdt med mig selv med hensyn til at leve mere i nuet og “gå med flow’et”, frem for at langtidsplanlægge fremtiden. Længe og hårdt er ikke en overdrivelse.

I virkeligheden er dette liv sikkert noget af det “sundeste”, jeg kan gøre for mig selv: Strukturmennesket, der strækker og udfordrer den mentale elastik til at lade tingene ske, når de skal ske – og bliver bedre til at tackle usikkerhed og uvished som et grundvilkår i livet? Ofte lærer vi vel mest, når tingene ikke nødvendigvis går lige efter bogen? Men det gør ondt undervejs, synes jeg.

For der er dejligt lige nu – lige her i dette hus, i landsbyen, i Ipswich, i England. Men det har en klokkeklar ende, uanset hvordan vi vender og drejer det. Denne her trygge base og alt det, som vi nu kender så godt og holder så meget af, skal skabes et andet sted…og vi aner intet om hvor eller hvornår. Det er en mental udfordring, synes jeg.

Har jeg slået rødder i udkants-England? Ja. Det er næsten uundgåeligt, når man bor dejligt og får nye, givende venskaber. Men samtidig lurer den allestedsnærværende bevidsthed om at kontrakten er tidsbestemt.

I virkeligheden kunne man argumentere for at vores livsvilkår ikke nødvendigvis er så anderledes end alle andres. Jeg mener – hvem ved om de bliver fyret i den næste besparelsesrunde på arbejdet? Hvem ved om deres økonomiske situation er den samme om 2 år? Hvem ved om man bor i det samme hus om 5 år? Mange ting kan ændre sig – man kan blive syg, man kan blive forfremmet, man kan miste sit job, man kan vinde i Lotto.

Den lille forskel er dog, at vi her har fået tildelt et bestemt sted, et bestemt arbejde og dermed et bestemt “liv” – for en tidsbegrænset periode. Men det er værd for mig at huske på at ingen ved hvad der skal ske i fremtiden.

Martin skal finde sig et nyt arbejde et sted i koncernen, før vi rammer næste sommer.  Jeg står uden indkomst og uden netværk i forhold til at finde et nyt arbejde. Vi har reelt set kun vores “gode tøj” og så et overflødighedshorn af alt det, som netop ikke kan købes for penge:

En masse fantastiske oplevelser ved at bo i udlandet; et par døtre, som nu er tosprogede og som har lært en masse om at begå sig i forskellige miljøer og kulturer; nye venskaber er kommet til og vi er en velfungerende, sund og rask familie.

Men hvorfor spurgte Cille om vi skal flytte? Det tog mig lidt tid at finde ud af.

Indtil det gik op for mig, at bittesmå gryder jo også har ører! For hvad sagde jeg til Martin over aftensmaden dagen forinden? Jeg sagde, at han ikke skulle søge det nyopslåede job, når hans intuition her på tredje gruble-dag tydeligt indikerede, at vi ville have svært ved at leve i netop det land, hvor stillingen ville være.

Det hørte Cille helt åbenlyst. Og hun tænkte videre over det.

For fremtiden skal den slags samtaler foregå efter pigernes sengetid. Men vi undgår vist ikke at der bliver stillet spørgsmål til Martins fremtid – også når Cille er i nærheden.

Og jeg lover at være taknemmelig for hver eneste dag i aldeles fremragende England, hvor alting fungerer, og hvor vi lever et helt almindeligt hverdagsliv i trygge omgivelser og med smuk natur lige uden for døren.

Det ligger lige for at diskutere om vi også gør pigerne rodløse ved denne form for tilværelse. Om de senere vil bebrejde os det her udlandseventyr? Når vi andre kan have svært ved at tackle det, hvordan vil børnene så håndtere det?

Der er ingen simple svar på de ovenstående spørgsmål. Ihvertfald ikke lige nu. Kun tiden kan vise, hvad pigerne synes om det liv, som deres forældre har valgt og de livsvilkår, som vi dermed byder dem at leve under.