Hr. og Fru Kaalunds kønsroller

Jeg føler mig lidt som en 1950’er-husmor plantet i år 2013.

Og Martin har den komplementerende mandlige hovedrolle som udearbejdende, familieforsørgende husbond, der kommer hjem, når aftensmaden står på bordet kl. 18.00.

Måske burde jeg forlængst have vænnet mig til denne her rollefordeling og det kønsrollemønster, som er resultatet af vores nuværende livsstil? Det er trods alt ved at være nogle år siden vi forlod et helt normalt, moderne familieliv i Danmark med en cirka 50/50-ansvarsfordeling i forhold til arbejde, hjem og barn.

Men 1950’er-rollerne er ikke sådan lige at vænne sig til. Og der sidder stadig en lille karrierekvinde inde under min plettede Mor-uniform og undrer sig over hvad der egentlig skete.

Vi har hvert vores lille kongedømme nu; rollerne er skarpt opdelte og de lapper aldrig ind over hinanden: Jeg står for alt, der vedrører hjemmet og pigerne. Martin står for at hente pengene hjem, sikre familiens økonomiske fundament og fremtid.

Vores kønsroller er så stereotype og så kliché-agtige, at det ligger lige til højrebenet at lave sjov med dem. Hvis jeg altså var moden nok til at kunne tage, at der bliver lavet sjov med dem. Men det er jeg ikke. Jeg bliver helt hudløs og smækfornærmet, hvis der i venligt lag fremkommer kommentarer a la “Martin tjener alle pengene og Tine bruger dem” eller “Tine er rigtig blevet en lady of leisure”. Jeg er modtagelig overfor hvad andre tænker om vores valg og om mit liv som hjemmegående. Fordi det måske ikke er en handske, der passer mig helt?

Jeg har ikke tjent en krone igennem flere år. Jeg overlader alt, hvad der handler om penge og økonomi til min bedre halvdel. Martin kan ikke huske, hvornår han sidst har været i et supermarked, og det kan tælles på få hænder, hvor mange gange han har skiftet en ble på Lille My.

Med 2013-briller på kan det måske virke temmelig sært, at ansvarsfordelingen og kønsrollerne pt. er, som hvis vi levede i 1950’erne?

Heldigvis er vi gode til at tale åbent om de udfordringer, indre dæmoner og ulemper, som (udover alt det fantastiske) også følger med i kølvandet på udstationeringen.

Selvom jeg selv har været med til at vælge denne livsstil, betyder det ikke, at der ikke er et væld af tanker og følelser, som presser sig på, når jeg pludselig befinder mig i en helt anden rolle end den, jeg har haft hidtil. Det var ikke alting, jeg kunne forudse og gennemskue, før jeg stod med fingrene fedtet grundigt ind. Jeg har skullet (og skal til stadighed) finde min identitet som hjemmegående husmor. Det er svært at definere mig selv, at finde mit værd og at anerkende min egen indsats, når det ofte virker så indirekte og umåleligt. Det kan være svært at finde meningen med det her husmorliv, ganske enkelt.

Måske virker mit liv som en luksustilværelse og jeg som et utaknemmeligt skarn?

Men jeg har syntes (og synes fortsat på sindets regnvejrsdage), at det ikke er helt ligetil, at mit fodaftryk i verden nu kun kan ses og måles i mine døtres udvikling, ve og vel.

Martin har også sine udfordringer og indre dæmoner at kæmpe med. Han er alene om det økonomiske ansvar. Han står også med det tungtvejende, personlige ansvar for at have “revet familien op med rode” og taget os med til et nyt liv i udlandet. Og i denne fase, hvor der skal til at kigges efter en ny destination, så tumler han med tanker om hvor i verden, vi vil kunne fungere som familie; om det i virkeligheden ville være lettere at vende tilbage til Danmark; hvilke arbejdsmuligheder, der vil byde sig inden for det næste halve år…

Men vi ser hinanden i øjnene og er fuldstændig bevidste om, at det er afgørende for vores succes som udstationeret familie, at vi begge accepterer vores roller. Hvis en af os ikke vil det her længere, så er udlandseventyret slut. Vi bliver nødt til at være enige og “partners in crime”, hvis dette her skal lykkes.

I aftes fornøjede vi os endnu engang med at sætte ord på dæmonerne over for hinanden.

Her kommer først et lille uddrag af min indre tumult:

• Hvem er jeg, når ingen ser mig i det her hjemmegående-univers?
• Sælger jeg ud af kvindefrigørelsen og de moderne kvindeidealer med mit liv som 50’er-husmor? Og hvad vil mine døtre tænke om deres Mors valg?
• Er jeg reduceret til “Fru Martin Kaalund”?
• Eller er jeg i virkeligheden på det fedeste frihjul af en anden verden?
• Er jeg verdens mest utaknemmelige væsen, når jeg reelt har fået komplet frihed og så finder dét svært?

Men I skal da ikke snydes for et herligt udsnit af Martins mavesure dæmoner:

• Er jeg for egoistisk i mine valg?
• Er min kone et offer for mine ambitioner?
• Har jeg taget hele familien som gidsel i mit karrierevalg?
• Udøver jeg psykisk skade på min familie ved at have taget dem væk fra familie og venner på ubestemt tid?
• Vil mine døtre blive rodløse af denne her livsstil, som jeg har valgt – og som de er tvunget til at indfinde sig under?

Der er ingen “ligetil”-svar på de ovenstående spørgsmål. Og det er gudskelov ikke indre dialoger, som kører på dagsbasis!

Tvivlen kommer ofte, hvis en velmenende person spørger, hvad man dog får tiden til at gå med som hjemmegående. Eller om jeg kan lide husmorrollen. Så dukker den der usikkerhed og uvanthed op inden i mig. Og spørgsmålene stiller sig utålmodigt i kø i mit indre. Kan jeg lide det? Vil det altid føles lidt fremmed? Hvad laver jeg egentlig i min hverdag? Hvad er meningen med det her? Jeg havde aldrig forestillet mig at en af mine livsopgaver ville blive at gå hjemme.

Så tænker jeg på de dage, hvor det er trættende at finde på hensigtsmæssige aktiviteter til 1-årlingen, og hvor jeg føler, at mit omdrejningspunkt her i livet er bleskift, pegebøger og madpakkesmøring. At jeg er blevet forfremmet til familiens foretrukne numse-tørrer. På de dage, hvor ensomheden kryber ind under min hud, og hvor et arbejde og et voksenfællesskab virker uendeligt tillokkende. Nærmest som et frirum fyldt af civiliseret samtale over frokosten, faglige diskussioner og måske endda en hel dag uden pletter på blusen!

Før vi flyttede, fyldte mit job en meget stor del af min hverdag. Mit arbejde og min selvforståelse hang klokkeklart sammen. Sådan er det sikkert for de fleste mennesker, der er engagerede i deres arbejde og arbejdsplads?

Det kan ikke undgåes at skiftet fra karrierejob til hjemmegående husmor er en følelsesmæssig omvæltning. Der er trods alt forskel på det ene og det andet liv. Men måske forventede jeg ikke at rolleskiftet ville være så stor en udfordring?

Jeg havde prøvet 9 måneders barselsorlov i Danmark, hvorefter Martin tog over (i ligestillingens hellige navn) med sine 3 måneders fædreorlov. Måske troede jeg at husmorlivet var lidt ligesom en lang barselsorlov? Men den fundamentale forskel er jo netop, at jeg ikke har en tidshorisont på min nuværende husmorrolle. Og det føles underligt ikke at vide, hvornår mine faglige kvalifikationer igen skal anvendes.

Men så er det at Mille klukker af grin, når man kilder hende under dobbelthagen, og hun holder spontant min hånd, mens vi spiser frokost. Og Cille siger, at det er dejligt, at vi kan hygge os hjemme med chokolademælk og film om eftermiddagen, og at hun elsker at blive hentet af mig i skolen.

Når jeg kigger på alle de små øjeblikke – på pigernes handlinger, på deres trivsel og deres umiddelbarhed i verden, så er jeg ikke et sekund i tvivl om at det gør en forskel, at jeg tager min rolle (hvor uvant den end kan føles) alvorligt og lever mit liv som hjemmegående mor fuldt ud.

Hvem af os kan sige sig fri for at ønske sig et andet sted hen ind i mellem? Der vil altid være dage, hvor halvtomme glas fylder horisonten, hvor regnvejret ikke vil ende og hvor pletterne på tøjet kom allerede ved morgenbordet.

Men forhåbentlig vil der til stadighed være flere plusser end minusser ved mit 50’er-husmorliv anno 2013. Jeg lover at skrive mere om plusserne – for denne her ombæring har vist stået mest i minussernes tegn.