Farewell England – Hi Dubai!

Fysisk bor vi i England. Det er der vist ingen, der er i tvivl om.

Mentalt bor vi i Dubai. Det er nok en nyhed.

Følelsesmæssigt bor vi i Absurdistan. I en indre tilstand af kaos og hjerteflimmer.

Der er store forandringer på vej for Familien Kaalund.

Det er afskrækkende og pirrende. Frygtindgydende og spændende. Altopslugende og tilintetgørende.

Det er absurd.

I midten af december rejste Martin ned for at mødes med United Arab Shipping Company i Dubai. Han kom hjem med en kamel i en nøglering til Cille, to plader Lindt mælkechokolade til mig og en flad fornemmelse.

Dén ledetråd forventede vi os ikke meget af, selvom han var blevet headhuntet.

Headhuntet. Martin bryder sig ikke om det ord og vil sikkert frabede sig at være en ‘skalp’. Men ikke desto mindre var det dét, der var sket. Et Executive-Search-firma havde kontaktet ham – og han valgte at tage imod lottokuponen. Hvo intet vover…

Men så blev det tid til juleferie.

Den 26. december stiger jeg ud af badet en aften i Tisvilde-idyllen. Det lyder som om Martin taler i telefon. På engelsk. Jeg tørrer mig og løber ind i stuen.

Senere sidder vi og stirrer ind i brændeovnens gløder sammen. Firmaet i Dubai vil have ham. De har valgt ham. Og nu skal han vælge, om han også vil have dem.

Fra da af er juleferien en underlig størrelse.

Vi har brug for en tænkepause. Men samtidigt skal vi tænke hurtigt. Vi søger nøgletal, ser på leveomkostningsindekser, leder efter skoler og boligområder og taler med en veninde, der bor dernede. Vi gør alt dét, der skal til for at foretage et informeret valg.

Martin skriver under i starten af januar.

Udlandseventyret fortsætter for Familien Kaalund.

I Dubai.

I De Forenede Arabiske Emirater.

Lige om lidt.