Når man mister sit 'cool'...

Den Danske Konsul i Harwich

Et forsinket godmorgen fra den lille-store Skolepige.

foto 1-1

Mine dejlige Mummy-friends kommer til morgenmad, da vi har afleveret skolebørnene.

Det er regnvejr og helt perfekt at krybe indendøre med varm te i store krus og Onkel Kvong’s hjemmebagte, håndbragte rugbrød.

Jeg rister rugbrødet helt sprødt, så det ikke smager for meget af surdej til de engelske smagsløg. Det er trods alt morgenmad. Vi spiser brødet med smør og hollandsk gouda-ost. Sidstnævnte i mangel af bedre, men jeg kunne kun finde en dansk havarti-ost i “Waitrose”, og dér satte jeg alligevel grænsen.

Uden for i regnen holder min MINI et vådt stævnemøde med min venindes MINI. Der er et eller andet universalt-dejligt over den bil, synes jeg. Formerne. Størrelsen. Personligheden. Historien.

Jeg bliver ganske enkelt kisteglad af at se på den og køre i den – hvor materialistisk det end lyder. Og så er der den sentimentale værdi i at køre mine egne piger rundt i den type bil, som mine forældre kørte mig rundt i som lille.

foto 2-1

Efter morgenmads-hyggen triller Lille My og jeg afsted mod Harwich.

Felixstowe (som vi bor tæt på) har en stor industrihavn, hvorfra containerfragten går ud i den store, vide verden. Det er også her, Maersk har sine kontorer – og hvor Martin arbejder.

Harwich (som ligger 40 minutters kørsel herfra) har en stor færgehavn og “trucking-industri”, som naturligt følger med al færgeaktivitet. Og her bor den nærmeste konsul. Han er chef for danske DSV’s trucking-forretning ud af havnen.

foto 3-1

Hvis man ikke rigtig har haft så meget at gøre med Udenrigsministeriets repræsentationer rundt omkring i udlandet, så kunne man måske forvildes til at tro, at det er lidt henad en “Ferrero Rocher-reklame” med pragt-palæer og imposante kontorer.

Well, sådan foregår det ikke ligefrem hos Konsulen i Harwich.

“Dav, Tine, nå, så er du her igen”. Konsulen kigger lettere forvirret op fra sin computer. Jeg havde ellers sendt ham en venlig e-mail i morges for at minde ham om aftalen.

Konsulen er en nydelig, ældre, dansk herre, som sidder bag et skrivebord, hvor bunker af udprintede trucking fakturaer ligger i et stort rod. Der er stakkevis af formularer og loading bills overalt i det lillebitte, nedslidte og triste lokale. Han har endda en regnemaskine med papirrulle i. Og han printer tydeligvis sine e-mails ud på papir.

Faktisk er hele DSV-kontoret en slags barak eller sammensat skurvogn. Det knager og brager i gulvplankerne, når man træder ind. Der lugter lidt af wc-frisk og der er støvet.

Man får indtrykket af at stedet kan tages ned, pakkes væk og forsvinde på et øjeblik.

foto 4-1

Jørgen – ja, det hedder han – er en mand, der har brug for hjælp.

Der mangler en sekretær, som kan stoppe alle papirerne i ringbind og sortere skidtet fra kanelet – og så lige slutte af med at tørre en klud henover hans bord. Det er min instinktive tanke. Måske et levn i min krybdyrhjerne fra de sekretærroller, som jeg har haft fornøjelsen af igennem årene.

Man kan stadig få lavet børnepas på danske konsulater. Voksenpas er jo biometriske nu om dage – og det kræver et besøg på Den Danske Ambassade i London, som er et sted, man med rette kun besøger, når det er virkelig vigtigt.

Dansk pas

Ambassaden i London tilbyder én times telefontid?.om ugen?.hvis du da ikke kan finde svar på dine spørgsmål i en FAQ på deres hjemmeside. I kender godt den slags ‘borgerservice’, ikke?

Det er sådan cirka lige så pinefuldt som Nem-ID for udlandsdanskere. Det giver ihvertfald ikke ligefrem hjemve, når man er i kontakt med systemet.

Så – Konsulen i Harwich har haft fornøjelsen af at modtage vores pasansøgninger til pigerne i et par år. Det er så meget lettere. Og selvom stedet er slidt og måske endda lidt ucharmerende, så er betjeningen venlig og imødekommende.

Nu futter Jørgen ud af kontoret for at fotokopiere diverse attester. Jeg står og tripper lidt på stedet.

Der burde egentlig have været en stol at sidde på, tænker jeg. Men stolene er fyldt af hans karakteristiske, krøllede papirbunker.

I stedet nikker jeg høfligt ad det obligatoriske billede af Dronningen. Og blinker frækt til Prinsgemalen.

Parret hænger over for et fint brev, hvor ‘Dronningen – Vi, Margrethe Den Anden af Danmark’ forkynder, at Jørgen på DSV-kontoret er ‘Honorær Konsul til Danmark’.

Efter lidt papirnusseri og underskrifter, siger jeg siger pænt farvel og tak for hjælpen til Jørgen, og vi vender næsen mod Felixstowe igen.

2 kommentarer

  • Kære Tine.
    Det er ikke kun udenlandsdanskere, der har det svært med NemID og DigitalPost. Den findes også her i det lille gule hus i skovbrynet. Hyggeligt med en rar konsul, og børnepas. Knus 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hi hi, søde veninde i det gule hus i skovbrynet. Den slags borgerservice kan virkelig få det værste frem i selv de bedste 😀
      Store kram og rigtig god weekend fra mig til dig

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når man mister sit 'cool'...