Når man mister sit 'cool'…

Jeg vågner til lyden af Lille My.

Hun pludrer i sin tremmeseng, alt i mens hun stopper en hel række sutter ind i Barbapapa’s indre via en lynlås i hans ryg. Det er fast rutine morgen og aften. Der er tilsyneladende ikke noget bedre end at gemme sutterne og så glædes over gensynet med dem et øjeblik senere.

Cille vil til gengæld ikke vågne. Hun sover dybt i vores seng. Klokken 8.00 er jeg nødt til at vække hende, så vi kan nå i skole til 8.55.

På vej til skole får jeg denne fine fortælling fra Skolepigen:

“Mummy, when you are really, really old, your knoglers get thinner and they may break. When you die, you loster all your knoglers and they become white after a little while. If someone finds your old white knoglers, they can stick them together with some glue and then you will look like the dinosaurs in Peter Pedallos”.

Jeg tænker, at det vil være ret interessant at ende som en udstillet dinosaur, så det kan da være, at jeg skal have skrevet et testamente.

Klip. Ny scene. Skoleaflevering overstået.

Jeg sidder yderligt i stolesædet over for en storhostende, mande-influenza-ramt “kunderådgiver” på vores lokale bilværksted.

Mille skriger højt og vredt. Hun vil ikke se Peppa Pig på iPad. Hun vil ikke have en sut. Hun vil ikke sidde i klapvognen.

Jeg smiler undskyldende. Utilpas over troldeungens adfærd.

Det er som om jeg kan aflæse i rækken af nydelige kunderådgiveres ansigter, at de synes, at hun er lidt af en møgunge. Det er den slags syrlig, småhoven attitude, som jeg med 100% garanti selv havde, før jeg blev Mor. Og lærte på den hårde måde, at det er ganske umuligt altid at have veloplagte, velopdragne og charmerende poder.

“Din bil skal have skiftet alle 4 klodser. Og skiver. Ja, der er jo en del rust på sådan en lav-kilometer-bil”, det kan ikke undgåes. “Hr. Kunderådgiver” smiler kækt henover skrivebordet. Ikke rigtigt til mig – snarere af sin egen genialitet.

Min elskede MINI stemplet som husmorkaret. Tøffende rundt i oplandet til storbyen. Sjældent motorvej. Sjældent lange ture. Det er sådan mit husmorliv er.

Herefter præsenterer han mig for et prisoverslag, der er så uanstændigt, at det burde have givet lidt rødmen i de influenzablege kinder.

Men det lykkes ham at slippe afsted med BÅDE at fornærme min lille vogn OG samtidig smide et urimeligt “tilbud” hen over bordet uden at fortrække en mine.

Og det slår mig pludselig, at denne her såkaldte “kunderådgiver” – i midten af trediverne med tjekket habit og velfriseret hår – muligvis startede sin karriere hos MINI med en vis portion ‘cool’. Eller medfødt selvtillid, om man vil.

Men med tiden er han tydeligvis drejet forkert i et kryds og har fuldstændig mistet det.

Nu er han arrogancens mester. Storsnudet, dumsmart og fuldstændig ignorant over for den rolle, som han er sat til at udfylde – at servicere kunderne.

Jeg stopper tilbuddet i tasken, hanker op i Stampende Tyr og trækker hende hele vejen igennem det smarte bilsalgslokale, hvor loungemusikken flyder og MINI’erne står linet op i alle farver og modeller.

“Mummy, Mia kraaaaammmmm Mummy”! Vi er endelig ude af butikken og jeg er ved at stoppe Mille ind på bagsædet. Hun kigger op på mig med store øjne og åbne arme. Og så krammer hun mig. Igen og igen og igen. De små, buttede tumlingebarns-arme når knapt rundt om mine skuldre, men det føles som de bedste kram i verden.

Måske er det hele ikke så slemt, trods alt.

Til helvede med “Mr. Smartypants” på bilværkstedet.

10 børneknus har gjort min dag god igen.

Og ham her hjalp også på humøret, da han kom hjem – naturligvis.