Første Kapitel om Bien og Blomsten
Farmanden putter Cille hver eneste aften.
Jeg bør selvfølgelig være glad på hans vegne, når hun insisterer på at det SKAL være Far. Engang var det jo mig, hun altid ville have. Men så stort og rimeligt et menneske er jeg naturligvis ikke.
Jeg savner at få lov til at læse for hende og putte hende med tusind kys og I-love-you’s under dynen. Bare engang imellem. Men det er ikke hendes behov for tiden – så jeg må vente med længsel på at hun vil have mig igen…
Fredag aften kommer Martin storsmilende ind til mig på soveværelset, efter at have puttet Skolepigen. Jeg forsøger her (efter bedste evne) at gengive den fine lille dialog mellem datter og Far:
Cille: “Daddy, hvordan laver man et andet menneske?”
Martin: “Arh, det kræver en Mummy og en Daddy for at lave et andet menneske. Den slags kan man først gøre, når man er voksen”.
Cille: “Men, Daddy, hvordan laver en Mummy og en Daddy så et andet menneske?”
Martin: “Det gør de ved at gå ind på et soveværelse. That is where the magic happens”.
Og her er min bedre halvdel rigtig, rigtig heldig.
Pigen giver op.
Hun er simpelthen for træt til at forfølge emnet yderligere.
Han slipper let og elegant omkring Første Kapitel om Bien og Blomsten, og jeg kan kun håbe, at hun vælger ham til Andet Kapitel en af dagene. Det vil være en fornøjelse at høre, hvad han så har tænkt sig at sige til hende.
Og så griner jeg i øvrigt stadig lidt af den vanlige, mandlige selvsikkerhed. “That is where the magic happens”. Er det ikke typisk hankønsvæsner at have stor selvtillid omkring lagenpræstationerne?
Det har i øvrigt været én af den slags weekender, hvor pigerne er i pyjamas til langt op af dagen og timerne er drysset væk i leg med dukkehus og klippe-klistre-stads.
Vi tager i Toys ‘R’ Us lørdag for at købe fødselsdagsgave til Bien, som Cille er inviteret til Princess Tea Party hos søndag eftermiddag.
Pigerne snor Farmand om deres lillefinger, og vandrer stortilfredse ud af helvedes-butikken med en bunke nyt tegnegrej og fine malebøger, selvom vi egentlig er ude for at købe gaver til andre.
Cille skriver selv kortet til Bien.
Da vi pakker gaven ind, får Cille tusket sig til rullen med gavepapir, hvoraf hun laver krone og langt skæg til sig selv, som hun taper fast på hagen. Troldeungen har en god fantasi.
På grund af skoldkoppekarantænen er jeg efterhånden desperat efter at komme lidt ud, så jeg har bestilt bord på en italiensk restaurant om aftenen.
Det er stadig lidt hektisk at gå på restaurant med pigerne, men hvis ikke de øver sig, kan de jo heller ikke blive dygtige til at begå sig ude!
Så på med den lange tålmodighed og ud af døren med os.
Søndag formiddag slår vi tiden ihjel med lektielæsning.
Cille synes at det er en stor belønning “at få lov til” at skrive bogstaver og lave sit online matematik-kursus. Hun læser to læse-let-bøger højt for mig og øver sig i at stave sine småord. En hel time kan hun koncentrere sig, før tålmodigheden slipper op.
Vi er elendige til at få øvet læsning og stavning i løbet af ugen. Skolepigen er uendelig træt om eftermiddagen, så jeg foretrækker, at vi gør det grundigt om søndagen, hvor det ikke føles som et pres.
Jeg er meget opmærksom på at det skal være spændende og sjovt for hende. Det ville være noget skidt, hvis hun som 4-årig begynder at blive træt af sine lektier?der er jo trods alt et par år tilbage i skolen…
ENDELIG bliver det tid til Biens fødselsdagsfest. Invitationen lyder på Princess Tea Party, så vi tager fat med hårlak, øjenskygge og masser af kinderødt.
Festen er fantastisk. 25 små prinsesser flimrer rundt – sukkerhøje – i lyserøde tylkjoler, diadem i håret og med blussende kinder. Her ses den smukke lille Bi med Cille, der beundrer den flotte kage.
Efter festen spiser vi pasta med tomatsauce. Mille er lidt af et madøre. Hun vrikker den store blenumse i sædet af bar tilfredshed over maden, og der er cirka lige dele mad på kinderne og i maven!
Cille sidder igennem måltidet med blåt hår og stendødt blik. Hun trænger til en 12 timers mental opladning, før mandag højst sandsynligt rammer os som en spand koldt vand i ansigtet. Suk.
Ingen kommentarer endnu