Æ Gaf

I dag er det første lørdag i september, hvilket burde betyde efterårsvejr, men ørkensommeren svier stadig. Og det vil den gøre indtil udgangen af oktober.

Der er 43 grader kl. 15, hvis man da kan stole på bilens termometer, og vinden føles som at placere ansigtet direkte i retning af en hårtørrer på fuld varme og styrke.

Cille og jeg er netop parkeret ved Mohammed Bin Rashid Library i Al Jaddaf, som vi har glædet os til at besøge, siden biblioteket åbnede i midten af juni. Hendes ansigtsudtryk vidner om varmens kraft – jeg lover højt og helligt, at hun ikke er blevet tvunget med imod sin vilje. Faktisk er glæden ved biblioteker og interessen for bøger og litteratur én af de ting, vi har sammen.Cille er i dagens anledning iført en af Connys hjemmestrikkede uldsweatere, fordi teenager. Og jeg må gi’ hende, at hun matcher interiøret i det spritnye, smukke bibliotek 1:1.Jeg har placeret mig for at skrive lidt i et karrygult sofahjørne på etagen for Young Adult, så Cille kan udforske biblioteket i fred og i eget tempo. Karrygul er nok min grundfarve, så jeg falder faktisk i ét med betrækket på samme måde som min fine datter.Vi har lovet hinanden, at i dag besøger vi kun Young Adult på 1. sal, samt Library Treasures på 7. sal. Og så en kaffetår, før vi vender snuden hjemad igen. Biblioteket er så nyt, at der er adskillige etager, der endnu ikke er åbne for publikum, og man kan heller ikke hjemtage bøger endnu. Hvis det da er planen, at man skal kunne låne? Jeg ved det ikke rigtigt.

Mohammed Bin Rashid Library er åbent for offentligheden – alle ugens dage – ganske gratis. Man registrerer sig online ved ankomst, og der er fint med p-pladser lige uden for døren. Som i alle andre offentlige sammenhænge, er det ugleset at ankomme i tøj, der viser skuldre og knæ, og dét synes jeg er vigtigt at respektere – også selvom der er rigtig mange, der overhovedet ikke overholder den respektfulde tommelfingerregel.

Selve bygningen er et mesterværk. Selvfølgelig. Det er jo én af de ting, Dubai kan. Umiddelbart ligner bygningen en elegant bogstøtte a lá dem, man bruger, når man læser f.eks. Koranen siddende i skrædderstilling. En anden mulighed er, at bygningen ligner en opslået bog, som en eller anden gigant er i færd med at læse. Uanset hvad, er her smukt og æstetisk pleasing i materialevalg, farver osv. Her er tilmed nogenlunde stille, hvilket er helt uhørt for Dubai, der stort set altid er i over-drive, men børnebiblioteket og kaffebaren er præcist lige så støjende og fyldt af genklang, som der bliver, når alting er flisebeklædt eller bygget i marmor.

Jeg tager tilløb til de her mor-datter-aktiviteter. Ikke tilløb som i at jeg er ‘bange for’ at spørge Cille, men mest fordi vi er så vant til at være sammen alle fire hele tiden, når vi har fri. Og så kræver det på en eller anden måde mere mental energi at dele os op. Men i dag har vi aftalt, at Mille og Far går i poolen, mens Cille og Mor udforsker det nye biblo. Og i aften går vi ud sammen alle fire og hygger os med lidt god mad.

I sommerferien lykkedes det mig også at lokke Cille med på en lignende tur i det vestjyske. Ud til Æ Gaf, som de lokale siger – og som på ingen måde giver mening, hvis man ikke har øre for drævende vestjysk lingo. Der er tale om den lille by Nymindegab, som ligger som et åbent ‘gab’ ud til Vesterhavet.Nymindegab Museum er nemlig en lille perle, som jeg var overbevist om, ville være noget for både Cille og jeg.

I sommerferien havde de en særudstilling af den Blåvand-baserede kunstmaler Agnete Brinch, som har besluttet sig for at portrættere stærke kvinder – kendte som ukendte. Og det gør hun virkelig noget så smukt og stilfuldt. Nærmest Karen Blixensk i sit udtryk.Jeg var lige så betaget af udstillingen om kunstmaleren Laurits Tuxen, som skildrede hverdagslivet, som det udspillede sig på Æ Gaf i 1879.Der var seriøse fiskere og esepiger til dengang. Museet byder også på et udstillings-esehus, som man kan kigge ind i, før man får sig en tår kaffe og leger med stylter i haven.Cille og jeg måtte slå esehuse og esepiger op, og som Google forklarede os, er der tale om det drønhårde kvindearbejde med at reparere og klargøre fiskenettene, samt at sætte madding på krogene – kort sagt ‘at ese’.

Her i den overophedede sandkasse ‘eser’ vi også. På vores egen måde og helt uden sandorm og skidtfisk. Vi har taget hul på det nye skoleår, og begge piger er kommet superfint fra start. Nu gælder det i virkeligheden om at huske at finde åndehullerne, præcist som vi gjorde i sommerferien – og så at holde mig selv fast i, at vi sagtens kan ‘dele os lidt op’, uden at det i sig selv er et problem. Det har jeg brug for, kan jeg mærke. For Cille vokser hurtigt op nu. Så hurtigt, at jeg ikke kan følge med. Og jeg savner hende, selvom hun er lige ved siden af eller ihvertfald inden for nogenlunde rækkevidde.Dét der med store børn og deres behov for plads og frihed kæmper jeg stadig med at finde ud af. Ikke at jeg savner at have helt små børn, der hænger mig om halsen, men jeg er virkelig langt fra cool med, at jeg er ret overflødig en del af tiden. ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet