Ulykkesfuglen i højt tempo
Som om “the skoldkoppers” i kombination med post-traumatisk jule-tristesse ikke var nok.
Jeg er næsten tom for ord.
Okay, det er løgn, det vil aldrig ske for mig.
Martin, den nærmeste familie og mine dejlige Mummy-Friends fik alt det vand, jeg overhovedet magtede at hælde ud af ørerne og tårekanalerne igår?
Men det tager tid at komme sig over ‘det episke fald’, og jeg er stadig slet, slet ikke ovre det (læs: er indehaver af moderlig skyldfølelse i metermål).
Her kommer historien om min lille ulykkesfugl i højt tempo:
I går morges var der åbenlys bedring i sigte med Skoldkoppe-pigen.
Cille forkyndte glad over morgenmaden, at “nu itcher mine chicken-pops not anymore”! Hun tror at sygdommen hedder “chicken-pops” på engelsk – og jeg synes at det er så fantastisk, at jeg hellere vil have et smil hver gang hun siger det, end at rette på hende.
Så vi pakkede løbehjul og klapvogn i bilen for at køre ind til Holywells Park, en smuk og gammel park med en dejlig legeplads midt i Ipswich.
Cille er glad for sit løbehjul. Hun elsker at drøne afsted og hun er rimelig god til at høre efter, når jeg beder hende stoppe. I kan allerede fornemme, hvor dette her bærer hen, ikke?
På den rigtig stejle bakke stryger Rødtoppen afsted trods moderlige formaninger om at køre langsomt, fordi hun vil få for meget fart på?
Resultat: Et styks pige ender næsegrus i græsset for enden af bakken.
Jeg drøner afsted til undsætning med Mille i klapvognen og forventer egentlig at skulle børste jord af hænder og knæ og pudse næse på det lille vildsvin. Men da jeg ser det lille blodfyldte gab med en fortand og hjørnetand, der pludselig sidder helt skævt indad i munden, synker mit hjerte til bunds. Cille får skyllet munden grundigt i vand og virker ikke som om hun selv helt forstår, hvor galt det er gået.
To minutter senere er vi på vej mod tandlægen ba-bu-ba-bu med Farmanden hængende i røret for at han kan komme med og hjælpe, hvis der skal gøres et eller andet drastisk.
Jeg er dybt taknemmelig for at Martin altid smider hvad han end måtte arbejde med, og kommer os til undsætning ligeså hurtigt, som det er muligt.
Dér står jeg så. I venteværelset med håret strittende i alle retninger, panik-sved under armene og tårer i øjnene. Med en lille forstummet, skoldkoppebefængt ulykkesfugl med blodig redelighed i munden.
Tandlægen er det eneste “læge-besøg”, som jeg personligt har det svært med. Derfor er tandskader også en af mine store skrækscenarier, for jeg vil så gerne, at pigerne ikke skal opleve alt for mange ubehageligheder hos tandlægen i en tidlig alder.
Der er en snarrådig klinikassistent til stede, som godt kan overskue, at vi har en smittekilde med på klinikken – en smittekilde, som har akut behov for at blive tilset.
Hun henter tandlægen ned til venteværelset, hvor Cille bliver undersøgt siddende på skødet af sin Far. Det tager pigen rigtig pænt – også selvom lægen er forskanset bag det helt store fri-mig-for-kopper-mundbind, handsker og operationsforklæde.
Tænk – det tog i alt 3 minutter at få tandlægehjælp – og det var i det offentlige NHS uden egenbetaling. Jeg er (som altid) imponeret over den service og snarrådighed, jeg oplever i sundhedsvæsenet i England.
Og som alle, der har med børn at gøre, ved, er der vitterligt ikke meget at stille op, når småbørn får tandskader. Tandlægen vurderer at de to skæve, kuldslåede tænder højst sandsynligt bliver siddende til de alligevel skal falde ud. Måske bliver de mørke, måske ikke.
Jeg drog et lettelsens suk over at der ikke skulle gøres mere. Og Cille blev straks belønnet med magasiner, is, bananer og nutellamadder. Martin gjorde ALT, hvad der stod i hans magt for at lette den trykkede stemning.
Resten af dagen var jeg helt ved siden af mig selv. Cille gik i selvsving i sit krea-hjørne og jeg sad som forstenet, tynget af skyldfølelse over at det her var sket, mens jeg skulle have passet på hende. Som om hun ikke var udfordret og ramt nok i forvejen?
I dag er vi vågnet op til yderligere bedring i skoldkoppe-processen. Cille er helt tilbage på hjemmebane – fræk, stædig, argumenterende, bossy, vild og glad.
Men vi er også vågnet til betændelse i munden ved de to forslåede tænder. Så den har stået på Corsodyl-mundskylninger i løbet af dagen – det er ikke lige tandbørsten, man har lyst til at foreslå!
Cille bagte cupcakes i formiddags. Og rev blade sammen i vinterhaven.
Senere havde hun en legedate med sin (ligeledes skoldkoppebefængte) veninde.
Den sidste energi skulle drives ud her til aften. Hun tæskede sin Far i tennis på andensalen. Vildskabsungen skreg glædesstrålende ned til mig i køkkenet:
“Mummy, jeg har lige ramt Far på tissemanden!”.
Sådan. En proper baghånd. Den kan da slå enhver mand i gulvet. Cille er tilbage i topform. Med skoldkoppe-kratere og skæve tænder. En virkelighedens Pippi.
Eller som Faster D trøstende skriver til Mor og Datter: “Gale katte får revet skind. Og kompetence-skrammer”.
Jeg kunne ikke være mere enig.
Øv 🙁 Men det er jo netop på bakkerne, det er sjovt… Åh ja, det er en evig kamp mellem fornuft/formaninger/”pas på” og at de skal have lov at udfordre sig selv og have det sjovt… Op på hesten igen, Tine,- af din blog at læse gør du det jo fantastisk for jeres børn 🙂
hæ hæ god tenniskommentar 😉 Kommer til at tænke på Drengene fra Angora og deres sang Tennisbolden…. Den kan I jo youtube 😉