Op til overfladen igen

Min blog har været nede. Forklaringen ligger selvfølgelig i noget teknisk halløjsovs, som jeg hverken fatter hat eller briller af, fordi jeg er fem-minutter-i-full-blown-boomer. Så tak til evigt-flinke og tålmodige Daniel hos Bloggers Delight for at udholde mig og alle mine plager i sin ellers så velfortjente sommerferie!

I virkeligheden er det universet, der har sendt mig på en SoMe-pause. Lige på det tidspunkt, hvor jeg ellers plejer at have bloggens årlige storhedstid inklusiv mit eget årlige storhedsvanvid:

Sommerferien i Danmark.

Den tilbagevendende, to-måneder-lange genopdragelsesrejse til Det Kolde Nord, hvor vi udvandrende typer forsøger os med at indvandre og generobre Dannevang fra selveste Danerne. Hér, hvor jeg virkelig får strikket historier sammen og sunget sange fra både de Varme Lande og Vikingelunden. Dét elsker jeg. Og at dømme på antal visninger, er der også andre, der ret godt kan lide at læse med.

Men ikke denne sommerferie. Skæbnen og one.com besluttede sig i fællesskab for at gi’ mig en slapper og et minuts stilhed.

I og med at bloggen var lagt ned, greb jeg nemlig øjeblikket – yes, 100% carpe diem til mig – så jeg kunne tage et udefra-kig på mit forbrug af og min ageren på sociale medier.

Umiddelbart kan jeg konstatere, at jeg kun får ganske akutte anfald af FOMO, skyld, skam, dårlig samvittighed, negativt selvbillede, negativ selvforståelse, imposter-syndrom, en snert af misundelse og en masse andre gode sager ud af at kigge med på Insta og Facebook hos alle I glade og vidunderlige mennesker, som jeg holder af på stort set alle ledder og kanter.

Alle andre er nemlig på en klart federe sommerferie end vi er. Alle make’r klart finere memories med deres børn i ind- og udland end vi gør. De har sågar deres ‘guld’ med på tur, mens jeg mest af alt har troldeunger med på bagsædet tværs over Jylland.

Og jeg ved, at det er ikke rigtigt. At nisserne, konflikterne, problemerne, syrlighederne og fjollerierne følger rundt med os alle – uanset om vi er på æstetisk pleasing agriturismo i Italien eller møffer rundt i Sophienborgs Rema 1000, som jeg har gjort en overraskende stor del af sommeren.

Og jeg ved, at jeg selv er med til at opretholde facaden på de sociale medier. Hvor mange opslag og blogindlæg har jeg ikke lavet, hvor alting ser så dejligt, nærmest perfekt og smukt og fredfyldt ud? Jeg er selv en glamourøs overflade på de sociale medier med lidt indlæg og fotos hist og pist, hvor man fornemmer min voksenakne eller tilfældige indspark med strejf af selvironi.

Jeg er hverken afklaret eller nærmere en beslutning om, hvad jeg så har tænkt mig at gøre ved de observationer og anerkendelser af egne svære følelser, jeg er ved at komme frem til.

Det eneste, der er sket, er, at jeg er frosset til is i forhold til at lægge billeder og opslag ud på de sociale medier denne sommer.

Fordi det pludselig virker så omsonst.

Hvem er det, der gider se min solnedgang og rejemad? Og hvorfor skal nogen overhovedet se det? Er det vigtigt at dele? Bidrager jeg med noget, der bringer et smil frem eller en genkendelsens glæde eller noget helt tredje godt og fint? Eller viderebringer jeg FOMO, skyld, skam, misundelse og andre negative følelser til andre, der også ‘kommer til’ at scrolle rundt på må og få og forbi mine glansbilleder?

Hvorfor er det egentlig, at vi kaster om os med billeder af vores ferier?

‘Vi’ er måske så meget sagt, for der er masser af mine venner og bekendte, der aldrig kunne drømme om at lægge feriebilleder op – ej heller deres hverdagsbilleder. De bruger måske tiden på noget andet end på de sociale medier – eller også bruger de tiden på at glo på, hvad andre mon finder på at lægge op i tide og utide? For er deres forbrug egentlig mindre – eller ghoster de bare rundt blandt lalleglade, der gerne fotograferer solnedgange og vandcykler?

Spørgsmålene står i kø inden i mig. Og jeg fryser til is, når jeg er lige ved at tage endnu et billede af noget lækkert smørrebrød eller et fint lille københavner-stilleben. For hvad er egentlig formålet? Og hvad er min intention med skidtet?

Svarene giver ikke just et charmerende indtryk af moi. Intentionen er vel, at ‘nogen’ skal se, hvor sjovt, fint, skønt og lækkert jeg har det? Og kunne jeg ikke bare ha’ det så sjovt, fint, skønt og lækkert helt uden at andre skal påduttes det eller få del i det?

Tjo. Det ku’ jeg vel nok.

Men jeg ku’ osse la’ vær. For jeg elsker at skrive, formidle, kommunikere, debattere og kloge mig på eget liv og hele verden. Så min udfordring i kommende måneder vil være, at jeg skal blogge om noget svært, smukt, stort, bøvlet, trist eller dumt – inklusiv de relevante billeder. Ikke for at fremstå i endnu en omgang poleret Dubai-style-se-mig. Men for at flytte bloggen bare en smule nærmere noget autenticitet igen.

PS. På torsdag flyver vi retur til Dubai og Daisy igen efter to måneder i Danmark.

Som afskedssalut får I glansbilled-versionen af sommer-firkløveret, fordi Cille fylder 13 i dag og fordi vi samtidig har 14 års bryllupsdag, og det fordrer ligesom et foto, der viser de pænere sider af sagerne, synes jeg.

Og herunder får I så det mere retvisende billede af mig på tålt ophold i Danmark. Mesterværket hedder *Mor med mælk*, og det viser mig inde i virkelighedens verden – med ansigtet skæmmet af bumser, et fnugget, nyvasket hår, der lufttørrer, fordi jeg ikke aner, hvordan man egentligt ‘sætter’ hår, og morgenfrisk i rollen som den kæmpe hjælperytter, jeg er, når jeg curler røven ud af bukserne med mælk og madder til sultne fugleunger, der har fuglereder i deres røde hår og citronsure miner det meste af dagen.

Hold. Nu. Kæft. Jeg er og bliver træt af livet uden Maricel. Alle – jeg siger, skriver og mener alle – burde have en wingwoman som Maricel i deres liv.Tilbage til mælken og bollebagningen med mig. Der kommer nyt fra flødefronten en anden god dag.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet