Søsterskabet

I går tog Cille afsted til Al Ain på årets lejrskole med sin årgang, Year 5.Det holdt hårdt for begge medlemmer af søsterskabet, omend den yngste var koalabjørnen og den ældste forsøgte at ta’ det i stiv arm.

Cille har glædet sig til sin lejrskole siden starten af skoleåret.Det er en “big deal” denne gang med to overnatninger og tre dage væk fra både almindelig skolegang og familien.

Året før, i Year 4, var det lejrskole med én overnatning og to dage væk i Ras Al Khaimah.

Året før, i Year 3, var det en ganske kort manøvre med aflevering om eftermiddagen og overnatning i telt på sportspladsen omme på skolen sammen med lærerne. En slags generalprøve på dét at være væk hjemmefra og overnatte uden for hjemmet, og jeg syntes virkelig, at det var fint af skolen og lærerne, at sætte den slags op året før det går løs sådan for alvor.

Til næste år, i Year 6, bliver der tilføjet endnu en overnatning, så det bliver tre nætter og fire dage væk hjemmefra.

Jeg ved ikke hvornår man kommer afsted på lejrskole i Danmark, men her starter det som sagt i Year 3 med børn i alderen 7-8 år, og nu med de tre dage væk hjemmefra er børnene 9 år gamle.

Hver lejrskole går selvfølgelig til en eller anden ørken-camp, hvor børnene så skal lære forskellige outdoorsy–skills, som at ro i kano og kajak, at samarbejde om at løse konkrete og ofte fysiske udfordringer, at rapelle, rafte og klatre osv. Det er en slags ørken-spejderlejr for et par dage, men med hytter til at bo i og med fuld forplejning i et cafeteria.

Det bedste af det hele er, at Cille er så forventningsfuld, tillidsfuld og positiv omkring det.

Og jeg ser stoltheden lyse ud af Mormor, da Cille skulle afleveres – og bare gjorde kort proces med vink, kys og smil. Mormor var selv meget ked af at skulle væk på ture og lejrskoler, da hun var barn, så jeg tror, at hun er glad for at se, at det kan lade sig gøre at give slip lidt tidligere, end hun selv turde.

Et par gange om dagen får forældrene lidt fotos fra lejren til at dulme savnet efter børnene med. Indtil videre har vi ikke set skyggen af Cille på billederne, så jeg overvejer, om jeg skal ringe til camp’ens nødtelefon og klage min nød 😂

Hvert år er der vitterligt forældre, der ringer for at spørge, om barnet har solcreme på og spist ordentlig morgenmad, om hvorfor der ikke er kommet fotos endnu og om barnet husker sin jakke om aftenen, hvis der er koldt eller myg.

Jeg skal forsøge at holde mig fra den slags. Ikke at jeg er cool mama overhovedet, men hold nu op, hvor er det vigtigt at øve sig i denne her frigørelsesproces både børn og voksne. For den skal jo til og er en naturlig del af opvæksten. Siger min fornuft mig, mens mit hjerte halvt glæder sig over, at Cille får fede oplevelser med sine kammerater, og halvt glæder sig til, at hun er hjemme hos os igen.

Frigørelsesprocessen kører vi så ikke for koala-barnet Mille.

Hun får Mormor, Mor og Far for alle pengene i de her dage.Cille har betænksomt fundet sin yndlings-T-shirt og bamse frem til Mille, så hun kan sove med og i dette. Og hun har forsikret sin søster om, at “hun bare lige skal ha’ noget time away with friends, og så kommer hun hjem igen”.

Men lige meget hjælper det.

Mille har grædt et hav af gange, siden vi sagde farvel til storesøsteren igår morges.Den lille jordbærmund bævrer og tårerne triller, mens hun hvisker, at det er alt, alt for svært, når Cille ikke er der.

”Men Mor, Cille var jo det første menneske, jeg lagde mine øjne på i hele verden”, snøfter hun her til morgen, da jeg vækker hende, og det langsomt går op for hende, at hun stadig er alene med de tre gamle mennesker i husholdningen.

Og det er jo nærmest rigtigt.

Mille har aldrig levet uden Cille.

Mille aner ikke, hvem hun er, uden Cille til at dirigere og definere.

Måske er det her ikke kun en frigørelsesproces for storesøsteren i søsterskabet.

Og selvom lillesøsteren ikke rigtigt kan få øjnene op for det gode i et par dage uden sin søster, så får vi det bedste ud af det. I går begavede Mormor hende med en ny kanin-bamse, og lur mig, om ikke der også sker et eller andet dejligt i dag efter skole.

Mille, det lille menneske med de store følelser.

Gad vide, hvordan hun vil tage det, når hun skal på teltovernatning til næste år…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet