Ting, Tine tænker over…

Jeg er i decideret julekoma.

Så dagens overskrift er muligvis en kende overdrevet, men jeg kommer altid lidt i det lommefilosofiske hjørne, når vi opholder os i Danmark.

I hjemmevante, trygge, genkendelige rammer, som på forvirrende vis ikke længere er helt hjemme.

Og når man så ganger den indre tankemølle med x antal sociale arrangementer, så opstår der lidt af et mentalt koma.

Efter en hyggelig Lillejuleaften hos Morfar og Conny, hvor pigerne traditionen tro ryger lige i lakridspiberne og al legetøjet.img_0435Efter en dejlig Juleaftensmorgen, hvor Julemanden har leveret dagens børne-beskæftigelsesterapi i form af smarte fælles-tegneruller, der ligger under Mormors juletræ.img_0437Efter hyggeligt formiddagsbesøg af kusiner, fætter og tante til endnu ét af min Mors lækre morgenmadsborde.img_0438 Efter leg og oppustede handsker og rullen rundt på gulvet igen og igen.img_0439Efter den skønneste Juleaften hos Moster og Onkel, hvor jeg insisterer på, at vi skal foreviges, før festen for alvor skydes igang og nysseligheden bliver nusset og småkrøllet.img_0443img_0453Og med fest mener jeg i virkeligheden julemiddagen.img_0455Jeg er blevet så uendeligt gammel, at Juleaften kun handler om de dejlige mennesker og den varme stemning, der breder sig rundt om bordet – og maden, naturligvis. Og dén kan ikke blive bedre end hos Moster og Onkel.

Heldigvis er der yngre deltagere, som er knapt så madglade som alle de gamle, som sørger for, at festen ikke kun handler om dét, der kan puttes i munden.

Her er Baby A ude at lede efter Julemanden, som tabte sin hue uden for døren og efterlod gaver på dørtrinnet. Flygtig og hemmelighedsfuld og mystisk, er han i år, ham Julemanden.img_0460Og børnene deler pakker ud og åbner og takker så pænt for det hele, at vi for en stund læner os tilbage og synes, at vi har gjort det allerhelvedes godt i dén der forældrebranche.img_0466Og Baby A får sin værktøjsbænk og en boremaskine, som han afprøver med stor entusiasme. Her borer han f.eks. sin Moster lige i skridtet, som man si’r…img_0467Efter dejlige dage i Vestjylland vender vi atter snuden mod Nordsjælland. Der er kun 240 minutter mellem Mormor og Farmor, som Cille formulerer det.img_0476Her venter der endnu flere dejlige julefrokoster og julemiddage, hyggestunder med venner og familie.

Og jeg trækker julekomaen i langdrag med varm te og smålure, gåture og marcipan-orgier, smørrebrød og bacon på alting. Juledagene er én blid tåge af mad og selskab.

Og så er dét, at jeg begynder at tænke. Mens jeg forsøger at løbe julesulet af i sjasket gråvejr på en cykelsti mellem Grib Skov og Hillerød City, hvilket slet ikke er en nem opgave.

Jeg tænker på, at der er noget halv-skizofrent ved at bo i et andet land end dét, man er født i. Det er som om man ikke hører hjemme nogen steder længere. Som om man får flere bevidsthedslag. En underlig hudløshed. En følelse af fremmedgørelse.

Eller også hører jeg i virkeligheden hjemme flere steder?

Måske bør jeg opfatte mig selv som “flerelandsdansker”, som en klog kvinde har foreslået mig?

Og det her er i øvrigt en proces og en følelse, som ikke kan “rulles tilbage” eller ændres igen.

Og hvad gør den helt præcist ved vores børn?

Hvor skal og kan vi nogensinde “passe ind”?

Er det vigtigt for sjælen og identiteten at føle sig hjemme ét sted?

Eller er det vigtigere at kunne føle sig hjemme overalt?

Jeg tænker på, hvor forunderligt det er, at vænne sig til andre omgangsformer og sociale normer, som gør, at jeg bliver helt nonnekysk og forarget over dét, der ellers er så typisk dansk. Bandeord og et vist frisprog. Alko-pops til de helt unge. Reklamer, der indeholder direkte referencer til sex. Nøgenhed i alle mulige fora – i dameblade og aviser, i gadebilledet, uden på produkter. Alt dét, der er fuldstændig utænkeligt i en højt-beklædt Ørkenstat med et anstrengt forhold til både frisprog og alkohol. Og som nu stikker mig i øjnene, fordi det er helt forsvundet ud af min hverdag. Det er så underligt at opleve modstanden indeni mig selv, når nu jeg er født og opvokset med, at det er helt almindeligt at drikke alkohol og have sex som 15-årig (iført umådeligt lidt tøj).

Jeg tænker på, hvordan det konstante vintermørke er grundlaget for den fænomenale verdenssucces, som dansk hygge er blevet. At de tændte stearinlys i vindueskarmene og de varme uldsokker, brændeovnene og de bløde tæpper i sofaen er noget helt særligt. For det hele danner rammen om det vigtigste i livet: Varme, nære og uformelle fællesskaber. Enhver dansker ved, at der skal ikke mere til end et lille fad med småkager og varm te i krus. To tændte fyrfadslys, en god bog og et blødt tørklæde at gemme sig i. Et par familiemedlemmer, der deler slikskål og tæppe i sofaen. Dét er hygge.

Vi er heldige med at hygge er en del af vores fælles DNA. Der er nemlig noget godt og vigtigt i at føle denne her enkle form for velbehag. Der er noget godt og vigtigt i at gøre ting pæne. At sørge for en varm stemning mellem mennesker, fordi det rum, de befinder sig i sammen, er rart. Og det bedste af det hele er, at det har intet med penge eller materielle ting at gøre. Hygge er noget ganske særligt, som pigerne skal forstå og mærke betydningen af. Det er en del af den danske folkesjæl, som de ikke må være foruden.

Jeg tænker også på, hvor bizart det er, at se nyhederne på TV og at skimme aviserne igennem hos Farmor og Farfar. Det er ganske små og til tider virkelig mærkelige nyheder og problemer, der optager danskerne. En forlystelse, der lukker i Tivoli and so what? Oftest er det også de samme diskussioner, der går i ring. Vil du have skattelettelser til de rige eller mere velfærd? Det samme, lamme spørgsmål er blevet stillet i 100 år. Og vi er ikke kommet så meget som et spadestik dybere i diskussionen om hvad der skal ske med en Velfærdsstat, der er ved at vælte. Og det er dybt beklageligt, at levebrødspolitikerne viser intet mindre end intet format. Forsimplet og fordummende, er det.

Og når samtalen henover frokosten eller diskussionen i fjernsynet drejer ind på noget med “muslimer”, “de fremmede”, “indvandrere” eller “asylansøgere”, får jeg en hel masse røde knopper. Der er ingen lette løsninger på integrationsudfordringerne, men den danske debat er hverken rar at se på eller lytte til som udenforstående, der selv er blevet en fremmed. Der bliver taget sørgelige, dybt beklagelige beslutninger for tiden i forhold til uledsagede børn, asylansøgere fra krigshærgede lande osv. – som må være resultatet af en langvarig, fejlslagen integrationspolitik, der har givet mange danskere både politiker- og muslimlede. Hvilket er helt og aldeles sørgeligt. Der har hersket – og hersker måske stadig – en stor angst for at stille krav til nyankomne i det danske samfund. Den manglende konsekvens og tydelighed har skabt en hel bunke problemer og misforståelser, som vi ikke kan være bekendt at tørre af på dem, der kom til os. Der skal to til tango og to til at misforstå hinanden.

Det er ikke fordi integrationen af “fremmedarbejderne” er perfekt i De Forenede Arabiske Emirater. Der er mange aspekter af samfundet og statens politikker, der kan anfægtes. Men dén med at stille krav til nyankomne, har Emiraterne klaret til et 12-tal. Alle, der ankommer, bliver mødt af de samme krav og forventninger. Og kan man ikke leve op til disse, så ryger man ud (eller i fængsel). På røv og albuer. Det virker hårdt. Men det virker. Og samtidig byder landet alle religioner og nationaliteter velkomne i et samfund, som er fredeligt og respektfuldt.

Det burde kunne lade sig gøre alle vegne. Men det kræver, at man er tydelig i krav og forventninger. At man ikke er en undskyldning for sig selv. At man ikke er naiv eller kompenserer på misforstået, ubehjælpsom vis. Men det gælder vist for alle menneskelige relationer, tror jeg.

Nå – ja – og så tænker jeg, at det er helt og aldeles vildt, hvor meget comfort, der er i at spise dansk mad. Det smager bare ufatteligt godt at spise de ting, jeg er opvokset med.

Karrysild. Makrel i tomat. Karbonader. Flæskesteg. Frikadeller. Rødbeder. Remoulade. Rugbrød. Pølser. Mad, der trøster og varmer en forvildet sjæl. Sofistikerede delikatesser er der ikke ligefrem tale om. Men så er vi tilbage ved det, jeg tidligere skrev om.

At kunne glædes over den enkle form for velbehag.

Skål – og fortsat god julekoma!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Remouladen

Vi er landet i Vestjylland. Hos Mormor.img_0320Og tager straks på tur til Vejle. Af alle steder.img_0322Nærmere bestemt Vejle Lystbådehavn, hvor nye lejlighedskomplekser skyder op som paddehatte i stål og glas – til ære for byens bedsteborgere, der af uvisse årsager har valgt villakvartererne i Bredballe fra. img_0323Her ligger Restaurant Remouladen.

Med den fineste udsigt til Vejlefjordbroen, hvor dét, der for øjet ligner miniput-biler bevæger sig i meditativ sneglefart henover den langbenede, elegante bro.img_0325Udenfor er det en tåget og fugtig dag. Endnu én af dem, hvor vi ikke ser solen en eneste gang, fordi skydækket er for tykt. Heldigvis skal der mere til at slukke for forventningens glæde.

Og indendøre på Remouladen er der lunt og fyret helt op under hyggen med masser af lys og julepynt.img_0326Vi er her ikke af tilfældige årsager.

Min Kusine Cath svinger nemlig gryderne i køkkenet som kokkeelev. Og da hun var i Dubai i efteråret, inviterede hun os til at spise på Remouladen, når vi kom hjem til jul.

Så hér er vi.

Spændte og glade over invitationen.

Og hér er kokkeeleven Cath. Den fineste af slagsen. Ved siden af Cille, der mener, at hun vitterligt omkommer af sult lige om lidt, så hvis køkkenet lige kunne servere lidt pronto, så ville hun sådan set være tilfreds.img_0329Tag i øvrigt ikke fejl af Cath’s sarte, feminine ydre og hendes petite bygning. Hun er en bomstærk og myreflittig ung kvinde, for hvem jeg har den største respekt. Jeg er bare så pissestolt af hende.

Og mens de søde tjenere opvarter pigerne med puslerier og tegnesager, får vi andre et glas kølig hvidvin og ser nærmere på frokostmenukortet, der blandt meget andet godt har lækre nyfortolkninger af dansk smørrebrød.

Køkkenet må have hørt pigernes bønner helt inde fra bordet. Kort tid efter kommer de sprødeste, friskeste fish-fingers med chips til Cille. Der er decideret krøller på fiskehalerne.img_0332Cille er så sulten, at jeg knapt må få lov at smage remouladen på Remouladen.

Og dén er vigtig. Jeg er glad for at se, at stedet serverer remoulade. Det må da være en grundsten i foretagendet, når man vælger at kalde sig for noget så skørt – og jeg ville ærgre mig lidt, hvis jeg kom på Remouladen uden at kunne smage den, som man si’r…

I øvrigt er hjemmelavet remoulade en helt igennem undervurderet spise. Shit, den smager kraftigt og krydret med søde, syrlige og stærke smagsnuancer. Måske skulle jeg lære at lave det, omend risikoen for yderligere overvægt er overhængende.

Mille får en børneportion stegt, hvid fisk med løvstikke-powdered kartofler, pandestegt blomkål og mushy, minty peas.img_0331Begge piger fortærer maden på tallerknerne som små rovdyr.

Det smager så godt, at Cille bestiller en hel portion mere, mens Mille får fat i en ordentlig klat smør til de mange kartofler, der forsvinder som dug for den sol, vi aldrig ser.

Det er en fornøjelse at have dem med på restaurant efterhånden. De begynder at glædes over maden og smager på tallerkenens indhold – også når der ligger ingredienser, der er ukendte for dem eller i en ny fortolkning, som de lige skal forstå.

I mens kører Regnskabschefen med klassiske fish ‘n’ chips lavet på røget torskefilet og med håndskårne chips.img_0333De tre damer i selskabet får “Julefrokost på 1 time” (der strækker sig henover 3 timer, men hvad gør det).

Her er der et stykke smørrebrød med Christiansø-sild med brøndkarse, sort peber, kæmpekapers og friteret vagtelæg. Det næste stykke er klassisk karrysild med friteret kartoffelknas, friske ærtespirer og til sidst er der en kippersmad med rødløg, karse, kapers og rå æggeblomme.img_0330Oh my goodness, smørrebrødet sidder lige i skabet. Sildefiletterne er faste, møre og så gennemsyrede af hver deres smagsgivere, at man får helt våde øjne.

Næste trin i julefrokost-raketten er sprødstegt svinebryst med æblekompot, boblende svær og grønkål med både sprødhed og bitterhed.img_0334Der kom også en skål med løvstikke-smørsmeltende kartofler og en helt særlig julesauce ind, men jeg var for sulten og ivrig til at fotografere.

Finalen på showet er naturligvis ris ala mande. I en Remouladen-fortolkning med den blødeste, kolde vanille-parfait, der smelter ned i en let ala mande med knasende mandelstykker. Tilsæt aromatisk kirsebærpudder og en koncentreret kirsebærsauce og du får en dessert, som er overraskende vidunderlig.img_0335Jeg havde ikke lige set, at parfait kombineret med risengrød ville fungere. Men det gør det. Ihvertfald når Remouladens dygtige kokke leverer det.

Sikke en skøn oplevelse. Også selvom vi ser ret koncentrerede og alvorlige ud, ha!img_0338Tusind tak, Cath – vi glæder os til at se dig juleaften.

Skulle du have lyst til at lægge vejen forbi til lækker frokost eller aftensmad, så er Remouladen at finde lige nede i Vejle Lystbådehavn.

Og skulle du have lyst til at lægge vejen forbi Kusine Cath’s insta-profil, så find hende under navnet cathrine_chef.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Winter Wonderland

Vi har haft verdens hyggeligste julerejse fra DXB til CPH.

Med 2 x Familien M, som man kan ringe til og lege med undervejs.img_0183Og hænge ud med i Kastrup, mens de voksne venter for evigt på kufferterne, samtidig med at de hilser til højre og venstre og ønsker Glædelig Jul til alle de andre Dubai-danskere, som er med præcist samme fly på præcist samme mission som os selv.img_0191På vej til juleferie i familiens skød.

Og jeg skal da love for, at vi knapt er landet, før julestemningen indfinder sig hjemme hos Faster D og Onkel J, hvor Kusine Ferskenkind har pyntet juletræet så fint og hele stuen dufter af gran.img_0201Pigerne nyder brændeovnsvarmen i nye, lyserøde fleece-drømme fra Farmor – og der går ikke ret længe, så ser de kun indre film på sofaen. Helt væk efter en lang rejsedag.img_0202img_0204img_0197Næste morgen vågner vi op til en kold vintermorgen, der starter lige rigeligt tidligt pga. tidsforskellen mellem hjemme og hér. img_0212Udover 3 timer i tidsforskel, har vi mistet 20-22 grader henover et lille døgns tid – og dét kan i sandhed mærkes.

Men vi bliver ikke mere afskrækkede, end at vi straks må i flyverdragterne og ud på vandring med hundene i Grib Skov. Det er en fast tradition – uanset årstiden – når Ørkenens Døtre lander i Danmark,img_0217Her er fugtigt og mudret og koldt på dén der klamme måde, som altid får mig til at tænke, at man er vitterligt nødt til at have fået fædrelandskærligheden ind med modermælken for at kunne holde det danske gråsnuskede vejrlig ud.

Men lidt senere finder vi dét, vi drømmer om, når vi taler om Danmark om vinteren.img_0256Is på en sø. I skarpt solskin.

Mit hjerte smelter ved synet af pigernes umiddelbarhed og begejstring.img_0233img_0228Der skal ikke mere end lidt småstive klumper af sne til at gøre Ørkenens Døtre helt fjollede af lykke.img_0226Og jeg betragter dem, mens jeg ryster i buksen af kulde.

Dét her er, hvad jeg savner allermest i Dubai.

Natur.

Hvor børn kan lege helt frit og uforstyrret.

Med en pind, som skal stikkes igennem et tyndt lag is på en skovsø for at se, hvad der mon gemmer sig under den stivnede overflade.

Hvor der er ufriseret og upoleret – og hverken skilte, indhegning eller andre mennesker at forholde sig til.

Hér kan man trække vejret helt ned i lungerne og glemme tid og sted for en stund.

Og i dag er vintertilstanden endnu mere optimal.img_0263Det har sneet om natten, mens vi har fejret Fru Pitz’ 40 års fødselsdag i Charlottenlund – og pigerne kan knapt nå at spise morgenmad, før de skal skabe en bitte snemand og en ditto snehund i Farmors gård. img_0271Tilsat lidt sæbebobler.

Og imens pigerne får stillet sne- og kuldetrangen, seriebager Regnskabschefen æbleskiver til hele den pukkelryggede familie, der kommer til eftermiddagsgløgg. img_0272Der er julestemning på alle hylder i år.

Og et helt fantastisk julevejr.

Vi kunne ikke have bedt eller drømt om mere!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Sandkassen

Den mest autentiske måde at fejre 46-årsdagen for De Forenede Arabiske Emiraters tilblivelse på, må være at begive sig ud i dét, som er selve essensen af landet.uaenationalday

photo © alshallaltv

Og essensen af Ørkenstaten er sandkassen.

Beduinstammernes tørre, støvede hjemland.

Eller Frilandsmuséet, som Regnskabschefen ynder at kalde den sandfarvede uendelighed, som på samme tid er så forunderligt bjergtagende og aldeles ørkesløs.

Så vi kører ud mod Al Qudra sammen med Familien M.

Det er en hurtig 30 minutters køretur fra ghettoen.

Vi passerer kameler og brændesælgere sammen med alle de andre, der vil ud at fejre nationaldagen – og vi ser et nyt, stort anlagt solcellecenter, der ligner et bizart rumskibsagtigt babelstårn ude midt i ingenting.img_9808Vi er på vej mod nøjagtig samme lokation som sidste år.

Hvorfor ændre formlen for en perfekt camping-weekend uden skyggen af naboer?

Og på mærkedagen indvier Martin tilmed sin spritnye, ørken-optimerede bil.img_9792Den forcerer sandet helt uden problemer, så vi får slet ikke fornøjelsen af at sidde fast ligesom sidste år i Audi’en, der vist mest er bygget til at køre på Autobahn.

Et øjeblik efter er vi igang.

Pop-up-telt på ryggen som en Ninja-Turtle og hen over fløjlsbløde sandbanker.img_9791Børnene forsvinder ud i ét med sandet.img_9810De leger og bliver væk i omgivelserne, mens de voksne gør camp’en klar.img_9800Lige før solnedgang er vi helt på plads og skåler i champagne.img_9794Og dén slags skal gå ret stærkt i en ørken.

Solen er nemlig nede og væk på et – uendeligt smukt – øjeblik.img_9799Jeg kan for øvrigt godt li’ at Hr. og Fru M har camping-champagneglas.

Det sætter ligesom en vis standard.

Sammen med whiskey’en og cigarerne…oven på overlevelses-udstyrskassen.img_9795Og det er da også halvanden kilo mørt oksemørbrad, vi senere får grillet og fortæret – efterfulgt af lidt mere ydmyge snobrød og s’mores, som går lige til kvalmegrænsen.img_4923Der er noget uendeligt beroligende og meditativt over at stirre ind i bålets gløder og koncentrere sig om noget helt simpelt. Som f.eks. ikke at sætte ild til samtlige skumfiduser på de store flammer.

Og jeg føler mig komplet og aldeles lykkelig, da jeg foreviger et glad øjeblik med de her særligt dejlige mennesker på det her særligt dejlige sted.

Det er denne her slags øjeblikke, jeg samler på i hjertet.img_4927Og ingen kan se på billedet, at klapstolen klapper sammen om Mille et splitsekund senere, så ungen bliver fladmast og hyler højt, mens Martin sidder og råber ad mig – og vi kommer sådan til at grine af det åndssvage i situationen.

Næste morgen titter sammenklappede Mille ud af teltet med nysgerrige øjne kl. 7.30.img_9801“Det er morgen nu, Mor, kom – vi skal udenfor og kigge”, hvisker hun.

Og vi vælter ud af teltet i den kølige morgenbrise for at se nærmere på små ørkenrottespor rundt i camp’en, som endda er blevet begavet med en lille portion gazelle-lakridser i nattens løb. Det er hyggeligt at forestille sig de nataktive ørkendyrs besøg i vores lille lejr, mens vi har snorksovet i teltene.

På vores morgenrute forskrækker vi små, gennemsigtige gekkounger med store, blanksorte øjne, der er på vandring i de stille, kølige morgentimer. De har aldrig set sådan nogle store, hvide mennesker før, så de fryser fast i tid og sted, mens de håber, at vi passerer og lader dem være.

Og det gør vi. Naturligvis.

Lidt efter er det tid til stærk stempelkaffe, æg og bacon.img_9804Mille superviserer og instruerer i den rette afbrændingsgrad og sprødhed på baconen.

D’herrer adlyder.

Hun er trods alt bacon-connoisseur’en.

Og efter en dejlig formiddag med endnu en ombæring ørkenvandring, leg og snak, pakker vi alt habengut sammen og begiver os hjem.

For at vaske ørkenstøvet af os og bade i den opvarmede pool.img_9807Det er simpelthen intet mindre end fantastisk, hvad de Forenede Arabiske Emirater byder på.

Fra simpelt campingliv det ene øjeblik til dét, der mest af alt minder om en charterferie det næste øjeblik.

Jeg har lidt svært ved at pege på et sted, der skulle være sjovere at bo og leve, end lige her. Helt ærligt.

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ud af Dubai

Det er Flyvende Farmor og Farfars 2. besøg i Emiraterne.

Under deres første besøg fik de oplevet førstegangs-turist-klassikerne.

Optur i Burj Khalifa. Rundtur i Dubai Mall. Dubai Fountain. Dagsudflugt til Abu Dhabi med besøg i Sheikh Zayed Grand Mosque og efterfølgende Afternoon Tea på Emirates Palace. Friday Brunch. Akvarium. Gold & Diamond Park. Mall of the Emirates. Vandkants-middag på Jumeirah Beach Hotel med udsigt til Burj Al Arab og en masse andet godt.

Men denne gang skal de med ud og se andre sider af Emiraterne.

For her er virkelig så meget andet at opleve end moderne stål- og glaskonstruktioner, uendelige shopping malls og ekstravagante middage på luksushoteller.

Torsdag tager vi tidligt fri og kører ud af Dubai mod Abu Dhabi; herefter mod Al Ain til Sweihan og til sidst ender vi i det støvede landbrugsområde Al Khaznah.

Herude – in the middle of nowhere – ligger Telal Resort.img_9498Telal er et beskedent, men nok-så-nydeligt ørkenresort.img_9495November er nemlig lige midt i højsæsonen, så de helt store luksus-ørkenresorts er temmelig dyre – for nu at sige det mildt.

(Men: Skulle du nu lægge vejen forbi uden for højsæsonen, så er Anantara Qasr Al Sarab helt perfekt – alternativt Al Maha / Bab Al Shams / Anantara Sir Bani Yas).

Anyway.

Det er fuldstændig ligegyldigt.

For her er så smukt og autentisk.img_9499Med udsigtspost over ørkenen og blafrende flag i den lune efterårsvind, så Farfar og Farmor sukker ih-og-åh, mens de nyder den sandfarvede uendelighed.

Og vi bliver drønet op og ned ad støvede ørkenveje for at komme fra hovedbygningen til Telal’s Heritage Village, hvor vi er indlogeret for en nat i en suite.img_9500En Heritage Village er altid sådan et lidt halv-kikset frilandsmuseums-agtigt område med små, ubehjælpelige boder, der sælger turist-tingeltangel og et par opstillede telte, hvor man kan få en hennatatovering eller en kop-tår-kaffe, hvis der da overhovedet er nogen på arbejde.

Der kan også altid opdrives et par vrante kameler og en træt hest eller to, som trækkes rundt i en fold med tunge turister på ryggen.

Denne her Heritage Village er ikke spor anderledes.

Der sidder en træt Emirati-mand i skyggen og krydser fingre for, at vi ikke beder om en ridetur på hans kamel eller hest.

Og en ligeså træt Emirati-kvinde sidder med næsen i en arabisk TV-serie på sin mobiltelefon, mens en eller anden ubestemmelig linsesuppe eventuelt kunne langes over disken, hvis bare der havde været nogle sultne turister i omegnen.

Men vi er fløjtende ligeglade.

Vi gynger. Drikker kaffe. Spiser dadler og nødder og chips og skumfiduser.img_9504Vi bader og fjoller.img_9511Og vi nyder i fællesskab den smukke solnedgang over ørkenen, før vi spiser en dejlig middag – med friskpresset appelsinjuice til – for hotellet er dry som en ørken.img_9517Inden længe snorker hele familien synkront på de to store, dejlige værelser.

Her er mørkt og helt musestille langt ude i ørkenen.img_9520Næste morgen står jeg op og går direkte ud i det svale ørkensand.img_9523Hvor fuglefødder har skabt et fint mønster på kryds og tværs.img_9522Jeg forsvinder ned over kanten på en stor sandbanke og går over mod en lille, grøn oase, som resortet har lavet til ære for turisterne, der længes efter grønhed midt i det sandfarvede univers.img_9528Et øjeblik senere brydes morgenstilheden af en sprød stemme, der råber: “Mummyyyyy”, hvorefter der dukker et lille bulder-barn frem over sandkanten.

Mille gør mig selskab.

Vi kigger efter firbenets sjove spor i sandet, og vi taler om fuglefodspor og de temmeligt store lakridser, som oryxer eller andre ørken-“rådyr” har efterladt ganske tæt på vores værelse.img_9530“Jeg sætter lige en stick in the ground og nogle stener rundt om, så kan vi finde det igen, hvis vi kommer igen”, siger Mille og rejser med stor omhyggelighed et mindesmærke over vores dejlige ørkentur med Farmor og Farfar.img_9532Telal Resort kan varmt anbefales, hvis man søger en aldeles bekvem og bare nogenlunde prisvenlig ørkenoplevelse i højsæsonen.

Og jeg håber, at vi en dag kommer tilbage for at lede efter Milles pind og de tre sten.

Sammen med Farmor og Farfar.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet