Maldiverne

Jeg har – for en sjælden gangs skyld – holdt en uges pause her på bloggen.

En uge, hvor vores lille firkløver har været forsvundet helt ud i det blå.

Ud til den blå plet på kortet midt i Det Indiske Ocean. img_2670Helt herude – hvor der er mindst 1.000 km. til nærmeste nabo – ligger vulkan-øgruppen Maldiverne med sine 27 atoller og 1.190 koraløer, der ligger spredt ud over et 90.000 kvadratkilometer havområde. Her bor i alt 400.000 mennesker på små 300 kvadratkilometer land i en dobbelt atol-kæde, der strækker sig over 800 km. fra den nordligste atol til den sydligste.

Ud af de 1.190 koraløer er 190 øer beboede af lokale, der lever helt almindelige hverdagsliv med fiskeri, handel, uddannelse og arbejde. 211 andre af de fine koraløer er omdannet til resorts til alle turisterne.

Det kan godt være, at Maldiverne er verdens 9. mindste, selvstændige nation, men ikke desto mindre er øgruppen et omtalt og beundret land for dets vidunderlige natur og gæstfrihed.

Og vi har glædet os helt ustyrligt til at opleve det her maldiviske eventyr. Bare det faktum, at man lander i Velana International Airport i hovedstaden Malé, og efterfølgende er “nødt til” at rejse videre med et vandfly for at komme til ens resort – dét er da eksotisk ud over det sædvanlige.img_2578Vi flyver med landets store vandflyselskab, Trans Maldivian Airways, der er opstået som resultat af en fusion mellen Hummingbird Island Helicopters og Maldivian Air Taxi, hvor sidstnævnte blev grundlagt af danskeren Lars Erik Nielsen i 1992. Det var ham, der solgte sit maldiviske vandflyselskab for 1 milliard kroner i 2013 til ét eller andet amerikansk investeringsselskab og nu har Nordic Seaplanes (og en masse andre forretninger og aktiviteter) hjemme i Danmark.

Og der er styr på tingene.

Transfer foregår – lidt interimistisk, jovist – men ellers præcist ligesom ved et “almindeligt” flyselskab i en vilkårlig lufthavn.img_2581Trans Maldivian Airways flyver årligt 1 million turister ud til resorts’ene i deres 49 bundsolide, canadiske De Havilland Twin Otters. Det bliver til godt og vel 200.000 indenrigsflyvninger om året.

Og jeg forestiller mig, at det er det eneste flyselskab i verden, hvor piloterne kan slippe afsted med at byde velkommen med et skævt smil ude fra cockpittet – iført flipflops og shorts?img_2583Det er så uendeligt smukt at se ned på koraløerne. Og motorernes larm danner en massiv støjkulisse, som gør, at alle passagerer bliver musestille og stirrer ned på naturens herligheder uden at ytre et ord til sidemanden, der alligevel ikke kan høre noget. Det er næsten som om der pågår en meditativ, indre justering til den maldiviske ø-kultur højt oppe over naturfænomener så smukke, at man kun kan sukke.img_2588Og selvom Mille falder i dyb søvn undervejs, er begge piger meget begejstrede for turen og oplevelsen.img_2594Vi flyver til atollen Lhaviyani, der ligger 30 minutter fra Malé.img_2672Dér på det yderste af atollens vestlige spids og rand ligger Atmosphere Kanifushi – et børnevenligt resort med smukke villaer på en kridhvid koralstrand.

De modtager os ved vandflyet med konkylie-spil og trommer – og de giver os fine, palmeflettede halskæder på. Jeg nærmest tumler ud af flyet med tårer i øjnene over det drømmesyn, der møder os.img_2613Der er vitterlig dømt bounty-stemning fra første øjeblik.img_2606img_2607Og da vi får udleveret nøglekortet til vores strandvilla, kan vi konstatere, at billederne på internettet stemmer 100% overens med virkeligheden.img_2609Welcome Home står der skrevet med palmeblade i himmelsengen.

Og hjemme, dét føler jeg mig.

Man kan simpelthen ikke andet lige hér på en koralø midt i Det Indiske Ocean.

Selv det delvist udendørs badeværelse er ligeså smukt, som jeg drømte om. Med skræppende fugle i trækronerne og bananklaser hængende ind over muren.img_2611Pigerne føler sig også instinktivt hjemme. De udforsker den lille have, der er fyldt med små eremitkrebs og lynhurtige gekkoer.

Og før man skal indenfor, må man skylle de sandede tæer med vand fra en kokosnødde-øse.img_2614Dét her er Paradisets Have.

Hvor kokospalmer leverer friske nødder med et dunk hver morgen.img_2660Hvor havets brusen danner beroligende lydkulisse nat og dag.

Hvor frugt-flagermus hilser godnat med vingebask fra trætoppene.

Hvor duften af kokos og karry og grillet fisk strømmer os i møde fra restauranten.

Læs med i morgen, hvor jeg fortæller mere om, hvad man så laver, når man er strandet på en koralø omgivet af et stort, turkisblåt hav.

Hardship, I tell you.

But someone’s gotta do it.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ud at se med Emirates

Hvis man køber “tre-benede” billetter med Emirates, får man – lige ved og næsten – det tredje ben “gratis”. Intet er for alvor gratis i denne verden, det har jeg måttet sande, men dét, jeg prøver på at sige er, at det ihvertfald er så billigt, at det føles fjollet ikke at udnytte det.

Med “tre-benede” billetter mener jeg en rute med tre “touch downs” – som f.eks. København-Dubai-Maldiverne og retur igen Maldiverne-Dubai-København.

Vores venner har fortalt om deres fantastiske “billetfangster” igennem lang tid, men Martin og jeg har aldrig fået gjort alvor af det, fordi det har føltes ret uoverskueligt at skulle fastsætte datoer virkelig langt ud i fremtiden.

Men i sommers gjorde vi det.

Endelig.

Så nu har vi fået vendt verdensbilledet, og København er teknisk set igen blevet til vores udrejselufthavn. Og vi lykkedes endda med at få “det tredje ben” ud til Maldiverne for en slik, sådan som alle de kloge havde fortalt os.

På denne her måde har vi kunnet glæde os til Påske-Rejsen Anno 2018 i knapt et år. For når nu billetterne var i hus, kunne vi lige så godt booke resort’et også.

Og i aftes gjorde jeg sådan hér.img_2534Og i morges vågnede jeg sent til stærk, varm kaffe og iskold, friskpresset juice. Ordnet og regeret af Martin.img_2546Der er bare feriefornemmelser all over.

Henover morgenkaffen booker vi bil til at hente os klokken enten alt for sent eller alt for tidligt, afhængig af øjnene, der ser.img_2547

Vi sætter kursen mod Malé lige om lidt.

Og vi glæder os helt ustyrligt til det her syn.screen-shot-2018-03-23-at-18-43-42Og jeg måtte da lige svinge forbi Mall of the Emirates i dag for at indkøbe badeprodukter, når nu påske-soignering kommer til at foregå i sådan et smukt kar her, halvvejs udendørs…screen-shot-2018-03-23-at-18-44-24Sh*t, jeg er allerede solgt.

Før vi overhovedet er kommet ud af starthullerne.

♥ Rigtig God Påske ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Besøg hjemmefra

Da vi flyttede fra England til Ørkenstaten for 4 år siden, var vi helt overbeviste om, at vi ville få mindst lige så mange gæster, som vi konstant havde på Kaalund’s B&B i Udkants-England.

For hvem vil ikke gerne leve en uge eller to i palme-sus-og-dus med 100% solgaranti?

Så vi forberedte os på stur-stur ryk-ind.

Talte om, hvad der kunne lade sig gøre – og hvad der ikke kunne lade sig gøre i vores nye hverdagsliv i en fjern sandkasse. For nu var vilkårene jo ændrede. Jeg gik f.eks. ikke hjemme på evighedsbarsel længere – og pigerne var begge i skole fra tidlig morgen til hen på eftermiddagen.

Interessant nok har det vist sig, at Dubai slet ikke er blevet det “tilløbsstykke”, som vi selv troede og antog på forhånd.

Dubai er længere væk. Ikke kun geografisk, men i lige så høj grad mentalt.

Det er betydeligt dyrere at komme hertil – og dét giver sine klare begrænsninger for mange. Hvilket er fuldt forståeligt.

Der er også en stor del af året, hvor det er alt, alt for varmt for en ikke-tilvænnet blegfis at komme på ferie hernede.

Og så er der – helt ærligt – en del mennesker, der ikke er synderligt interesserede i at besøge et land, hvorom de på forhånd har konkluderet, at det er noget i retning af en ‘historieløs sharia-stat, hvor fattige mennesker fra den 3. verden udnyttes skamløst, mens de rige kun interesserer sig for statussymboler og overfladisk shopping’. Okay, okay – overdrivelse fremmer forståelsen – det er måske ikke heeeelt sådan, de har formuleret sig, men i nogle tilfælde er det ret tæt på.

Men så er der også de her gyldne stunder, hvor vi har længe-ventet besøg hjemmefra.img_2099Hvor fætter og kusiner genfinder hinanden i salig hoppesamhørighed.

Og den dukkeglade lille-kusine får set store-kusinens seneste dukkeindkøb.img_2097Mens de to 5-årlinger leger helt og aldeles symbiotisk. img_2107Det er så dejligt at kunne begejstre en lille nevø og niece med livets simple glæder. Leg i vand.img_2145Små udflugter. Is på en bænk i solskin. Chips i en skål og cacaomælk med sugerør.img_2253Og jeg bliver forkælet med smukke, smukke blomster efter arbejde. Sådan noget kan min Svigerinde bare….img_2148Og min svigerinde bliver til gengæld forkælet af min svoger, der mærker den søde smerte ved det første besøg hos Monili, danskernes foretrukne guldsmed i Gold & Diamond Park.bc49d4a3-03cf-484e-b635-e75bce691271Og vi voksne fjoller, sludrer, drikker rosé og lidt for mange øl på den lokale pub.img_2173Og ind i mellem storfamiliearrangementerne, bliver der lige indskudt et par timer til tøsehygge og selvforkælelse.img_2168Lige så stor en opgave det er, at få sparet sammen til at afholde familieferie i en fjern Ørkenstat – og lige så stor en opgave det er, at få arrangeret og klargjort alt hernede til familieankomst fra Det Kolde Nord – lige så kæmpe stor en glæde er det, når vi får alle de her sjove oplevelser og dejlige stunder sammen.img_2261Det er præcist i denne her slags intenst samvær, at vi virkelig lærer hinanden at kende. På alle planer. Fra de små særegenheder til de store livsprioriteringer.

Og jeg ville ikke være ét eneste af de her øjeblikke foruden.

For det er jo lige hér, der bliver knyttet tætte familiebånd. Ikke kun mellem de voksne, men i allerhøjeste grad også mellem stammens yngste. Og dét er da smukt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ting, Tine tænker over…

Jeg er i decideret julekoma.

Så dagens overskrift er muligvis en kende overdrevet, men jeg kommer altid lidt i det lommefilosofiske hjørne, når vi opholder os i Danmark.

I hjemmevante, trygge, genkendelige rammer, som på forvirrende vis ikke længere er helt hjemme.

Og når man så ganger den indre tankemølle med x antal sociale arrangementer, så opstår der lidt af et mentalt koma.

Efter en hyggelig Lillejuleaften hos Morfar og Conny, hvor pigerne traditionen tro ryger lige i lakridspiberne og al legetøjet.img_0435Efter en dejlig Juleaftensmorgen, hvor Julemanden har leveret dagens børne-beskæftigelsesterapi i form af smarte fælles-tegneruller, der ligger under Mormors juletræ.img_0437Efter hyggeligt formiddagsbesøg af kusiner, fætter og tante til endnu ét af min Mors lækre morgenmadsborde.img_0438 Efter leg og oppustede handsker og rullen rundt på gulvet igen og igen.img_0439Efter den skønneste Juleaften hos Moster og Onkel, hvor jeg insisterer på, at vi skal foreviges, før festen for alvor skydes igang og nysseligheden bliver nusset og småkrøllet.img_0443img_0453Og med fest mener jeg i virkeligheden julemiddagen.img_0455Jeg er blevet så uendeligt gammel, at Juleaften kun handler om de dejlige mennesker og den varme stemning, der breder sig rundt om bordet – og maden, naturligvis. Og dén kan ikke blive bedre end hos Moster og Onkel.

Heldigvis er der yngre deltagere, som er knapt så madglade som alle de gamle, som sørger for, at festen ikke kun handler om dét, der kan puttes i munden.

Her er Baby A ude at lede efter Julemanden, som tabte sin hue uden for døren og efterlod gaver på dørtrinnet. Flygtig og hemmelighedsfuld og mystisk, er han i år, ham Julemanden.img_0460Og børnene deler pakker ud og åbner og takker så pænt for det hele, at vi for en stund læner os tilbage og synes, at vi har gjort det allerhelvedes godt i dén der forældrebranche.img_0466Og Baby A får sin værktøjsbænk og en boremaskine, som han afprøver med stor entusiasme. Her borer han f.eks. sin Moster lige i skridtet, som man si’r…img_0467Efter dejlige dage i Vestjylland vender vi atter snuden mod Nordsjælland. Der er kun 240 minutter mellem Mormor og Farmor, som Cille formulerer det.img_0476Her venter der endnu flere dejlige julefrokoster og julemiddage, hyggestunder med venner og familie.

Og jeg trækker julekomaen i langdrag med varm te og smålure, gåture og marcipan-orgier, smørrebrød og bacon på alting. Juledagene er én blid tåge af mad og selskab.

Og så er dét, at jeg begynder at tænke. Mens jeg forsøger at løbe julesulet af i sjasket gråvejr på en cykelsti mellem Grib Skov og Hillerød City, hvilket slet ikke er en nem opgave.

Jeg tænker på, at der er noget halv-skizofrent ved at bo i et andet land end dét, man er født i. Det er som om man ikke hører hjemme nogen steder længere. Som om man får flere bevidsthedslag. En underlig hudløshed. En følelse af fremmedgørelse.

Eller også hører jeg i virkeligheden hjemme flere steder?

Måske bør jeg opfatte mig selv som “flerelandsdansker”, som en klog kvinde har foreslået mig?

Og det her er i øvrigt en proces og en følelse, som ikke kan “rulles tilbage” eller ændres igen.

Og hvad gør den helt præcist ved vores børn?

Hvor skal og kan vi nogensinde “passe ind”?

Er det vigtigt for sjælen og identiteten at føle sig hjemme ét sted?

Eller er det vigtigere at kunne føle sig hjemme overalt?

Jeg tænker på, hvor forunderligt det er, at vænne sig til andre omgangsformer og sociale normer, som gør, at jeg bliver helt nonnekysk og forarget over dét, der ellers er så typisk dansk. Bandeord og et vist frisprog. Alko-pops til de helt unge. Reklamer, der indeholder direkte referencer til sex. Nøgenhed i alle mulige fora – i dameblade og aviser, i gadebilledet, uden på produkter. Alt dét, der er fuldstændig utænkeligt i en højt-beklædt Ørkenstat med et anstrengt forhold til både frisprog og alkohol. Og som nu stikker mig i øjnene, fordi det er helt forsvundet ud af min hverdag. Det er så underligt at opleve modstanden indeni mig selv, når nu jeg er født og opvokset med, at det er helt almindeligt at drikke alkohol og have sex som 15-årig (iført umådeligt lidt tøj).

Jeg tænker på, hvordan det konstante vintermørke er grundlaget for den fænomenale verdenssucces, som dansk hygge er blevet. At de tændte stearinlys i vindueskarmene og de varme uldsokker, brændeovnene og de bløde tæpper i sofaen er noget helt særligt. For det hele danner rammen om det vigtigste i livet: Varme, nære og uformelle fællesskaber. Enhver dansker ved, at der skal ikke mere til end et lille fad med småkager og varm te i krus. To tændte fyrfadslys, en god bog og et blødt tørklæde at gemme sig i. Et par familiemedlemmer, der deler slikskål og tæppe i sofaen. Dét er hygge.

Vi er heldige med at hygge er en del af vores fælles DNA. Der er nemlig noget godt og vigtigt i at føle denne her enkle form for velbehag. Der er noget godt og vigtigt i at gøre ting pæne. At sørge for en varm stemning mellem mennesker, fordi det rum, de befinder sig i sammen, er rart. Og det bedste af det hele er, at det har intet med penge eller materielle ting at gøre. Hygge er noget ganske særligt, som pigerne skal forstå og mærke betydningen af. Det er en del af den danske folkesjæl, som de ikke må være foruden.

Jeg tænker også på, hvor bizart det er, at se nyhederne på TV og at skimme aviserne igennem hos Farmor og Farfar. Det er ganske små og til tider virkelig mærkelige nyheder og problemer, der optager danskerne. En forlystelse, der lukker i Tivoli and so what? Oftest er det også de samme diskussioner, der går i ring. Vil du have skattelettelser til de rige eller mere velfærd? Det samme, lamme spørgsmål er blevet stillet i 100 år. Og vi er ikke kommet så meget som et spadestik dybere i diskussionen om hvad der skal ske med en Velfærdsstat, der er ved at vælte. Og det er dybt beklageligt, at levebrødspolitikerne viser intet mindre end intet format. Forsimplet og fordummende, er det.

Og når samtalen henover frokosten eller diskussionen i fjernsynet drejer ind på noget med “muslimer”, “de fremmede”, “indvandrere” eller “asylansøgere”, får jeg en hel masse røde knopper. Der er ingen lette løsninger på integrationsudfordringerne, men den danske debat er hverken rar at se på eller lytte til som udenforstående, der selv er blevet en fremmed. Der bliver taget sørgelige, dybt beklagelige beslutninger for tiden i forhold til uledsagede børn, asylansøgere fra krigshærgede lande osv. – som må være resultatet af en langvarig, fejlslagen integrationspolitik, der har givet mange danskere både politiker- og muslimlede. Hvilket er helt og aldeles sørgeligt. Der har hersket – og hersker måske stadig – en stor angst for at stille krav til nyankomne i det danske samfund. Den manglende konsekvens og tydelighed har skabt en hel bunke problemer og misforståelser, som vi ikke kan være bekendt at tørre af på dem, der kom til os. Der skal to til tango og to til at misforstå hinanden.

Det er ikke fordi integrationen af “fremmedarbejderne” er perfekt i De Forenede Arabiske Emirater. Der er mange aspekter af samfundet og statens politikker, der kan anfægtes. Men dén med at stille krav til nyankomne, har Emiraterne klaret til et 12-tal. Alle, der ankommer, bliver mødt af de samme krav og forventninger. Og kan man ikke leve op til disse, så ryger man ud (eller i fængsel). På røv og albuer. Det virker hårdt. Men det virker. Og samtidig byder landet alle religioner og nationaliteter velkomne i et samfund, som er fredeligt og respektfuldt.

Det burde kunne lade sig gøre alle vegne. Men det kræver, at man er tydelig i krav og forventninger. At man ikke er en undskyldning for sig selv. At man ikke er naiv eller kompenserer på misforstået, ubehjælpsom vis. Men det gælder vist for alle menneskelige relationer, tror jeg.

Nå – ja – og så tænker jeg, at det er helt og aldeles vildt, hvor meget comfort, der er i at spise dansk mad. Det smager bare ufatteligt godt at spise de ting, jeg er opvokset med.

Karrysild. Makrel i tomat. Karbonader. Flæskesteg. Frikadeller. Rødbeder. Remoulade. Rugbrød. Pølser. Mad, der trøster og varmer en forvildet sjæl. Sofistikerede delikatesser er der ikke ligefrem tale om. Men så er vi tilbage ved det, jeg tidligere skrev om.

At kunne glædes over den enkle form for velbehag.

Skål – og fortsat god julekoma!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Remouladen

Vi er landet i Vestjylland. Hos Mormor.img_0320Og tager straks på tur til Vejle. Af alle steder.img_0322Nærmere bestemt Vejle Lystbådehavn, hvor nye lejlighedskomplekser skyder op som paddehatte i stål og glas – til ære for byens bedsteborgere, der af uvisse årsager har valgt villakvartererne i Bredballe fra. img_0323Her ligger Restaurant Remouladen.

Med den fineste udsigt til Vejlefjordbroen, hvor dét, der for øjet ligner miniput-biler bevæger sig i meditativ sneglefart henover den langbenede, elegante bro.img_0325Udenfor er det en tåget og fugtig dag. Endnu én af dem, hvor vi ikke ser solen en eneste gang, fordi skydækket er for tykt. Heldigvis skal der mere til at slukke for forventningens glæde.

Og indendøre på Remouladen er der lunt og fyret helt op under hyggen med masser af lys og julepynt.img_0326Vi er her ikke af tilfældige årsager.

Min Kusine Cath svinger nemlig gryderne i køkkenet som kokkeelev. Og da hun var i Dubai i efteråret, inviterede hun os til at spise på Remouladen, når vi kom hjem til jul.

Så hér er vi.

Spændte og glade over invitationen.

Og hér er kokkeeleven Cath. Den fineste af slagsen. Ved siden af Cille, der mener, at hun vitterligt omkommer af sult lige om lidt, så hvis køkkenet lige kunne servere lidt pronto, så ville hun sådan set være tilfreds.img_0329Tag i øvrigt ikke fejl af Cath’s sarte, feminine ydre og hendes petite bygning. Hun er en bomstærk og myreflittig ung kvinde, for hvem jeg har den største respekt. Jeg er bare så pissestolt af hende.

Og mens de søde tjenere opvarter pigerne med puslerier og tegnesager, får vi andre et glas kølig hvidvin og ser nærmere på frokostmenukortet, der blandt meget andet godt har lækre nyfortolkninger af dansk smørrebrød.

Køkkenet må have hørt pigernes bønner helt inde fra bordet. Kort tid efter kommer de sprødeste, friskeste fish-fingers med chips til Cille. Der er decideret krøller på fiskehalerne.img_0332Cille er så sulten, at jeg knapt må få lov at smage remouladen på Remouladen.

Og dén er vigtig. Jeg er glad for at se, at stedet serverer remoulade. Det må da være en grundsten i foretagendet, når man vælger at kalde sig for noget så skørt – og jeg ville ærgre mig lidt, hvis jeg kom på Remouladen uden at kunne smage den, som man si’r…

I øvrigt er hjemmelavet remoulade en helt igennem undervurderet spise. Shit, den smager kraftigt og krydret med søde, syrlige og stærke smagsnuancer. Måske skulle jeg lære at lave det, omend risikoen for yderligere overvægt er overhængende.

Mille får en børneportion stegt, hvid fisk med løvstikke-powdered kartofler, pandestegt blomkål og mushy, minty peas.img_0331Begge piger fortærer maden på tallerknerne som små rovdyr.

Det smager så godt, at Cille bestiller en hel portion mere, mens Mille får fat i en ordentlig klat smør til de mange kartofler, der forsvinder som dug for den sol, vi aldrig ser.

Det er en fornøjelse at have dem med på restaurant efterhånden. De begynder at glædes over maden og smager på tallerkenens indhold – også når der ligger ingredienser, der er ukendte for dem eller i en ny fortolkning, som de lige skal forstå.

I mens kører Regnskabschefen med klassiske fish ‘n’ chips lavet på røget torskefilet og med håndskårne chips.img_0333De tre damer i selskabet får “Julefrokost på 1 time” (der strækker sig henover 3 timer, men hvad gør det).

Her er der et stykke smørrebrød med Christiansø-sild med brøndkarse, sort peber, kæmpekapers og friteret vagtelæg. Det næste stykke er klassisk karrysild med friteret kartoffelknas, friske ærtespirer og til sidst er der en kippersmad med rødløg, karse, kapers og rå æggeblomme.img_0330Oh my goodness, smørrebrødet sidder lige i skabet. Sildefiletterne er faste, møre og så gennemsyrede af hver deres smagsgivere, at man får helt våde øjne.

Næste trin i julefrokost-raketten er sprødstegt svinebryst med æblekompot, boblende svær og grønkål med både sprødhed og bitterhed.img_0334Der kom også en skål med løvstikke-smørsmeltende kartofler og en helt særlig julesauce ind, men jeg var for sulten og ivrig til at fotografere.

Finalen på showet er naturligvis ris ala mande. I en Remouladen-fortolkning med den blødeste, kolde vanille-parfait, der smelter ned i en let ala mande med knasende mandelstykker. Tilsæt aromatisk kirsebærpudder og en koncentreret kirsebærsauce og du får en dessert, som er overraskende vidunderlig.img_0335Jeg havde ikke lige set, at parfait kombineret med risengrød ville fungere. Men det gør det. Ihvertfald når Remouladens dygtige kokke leverer det.

Sikke en skøn oplevelse. Også selvom vi ser ret koncentrerede og alvorlige ud, ha!img_0338Tusind tak, Cath – vi glæder os til at se dig juleaften.

Skulle du have lyst til at lægge vejen forbi til lækker frokost eller aftensmad, så er Remouladen at finde lige nede i Vejle Lystbådehavn.

Og skulle du have lyst til at lægge vejen forbi Kusine Cath’s insta-profil, så find hende under navnet cathrine_chef.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet