Brat opvågning

Vores vinterferieboble er bristefærdig.

Jeg kan mærke, at det trækker op til hverdag i horisonten.

Og det ville der normalt ikke være det helt store problem i.

For hverdage er der jo flest af – og generelt er de (heldigvis da) udmærkede.

Men kombinationen af at trio igen skal forvandles til duo, når Cille skal i skole i morgen OG nedtællingen til Farmandens afrejse mod Dubai bevirker, at jeg ikke ligefrem jubler ved tanken om den kommende uge.

Martins afrejse er skræmmende tæt på efterhånden.

På onsdag er det hans sidste dag under den 7-takkede stjerne. Efter 12 gode år. Det er lidt som et kobberbryllup, der afblæses i 11. time af en skilsmisse.

Og så er det i virkeligheden noget pjat.

Det er min angst for det ukendte, der taler.

For der er vel noget sundt og livsbekræftende i at forsøge sig på en anden arbejdsplads – med nye opgaver, nye kollegaer og en ny kultur?

Man ved hvad man har, men man ved ikke hvad man får…

Inden afrejsen har han afskedsmiddag med ledergruppen og bowling med afdelingens medarbejdere. Der er pakkelister, de sidste indkøb, tilretning af jakkesæt, papirarbejde, som skal afsluttes og en hel masse andet, som jeg halvvejs glemmer i min distræthed.

Torsdag og fredag i næste uge er vi herhjemme sammen. Så har han god tid med pigerne og vi kan få talt lidt mere om alt det, der skal ske i den kommende måned, før vi igen er et samlet familie-firkløver under fjernere himmelstrøg.

Her i weekenden har Cille fået at vide, at Martin skal rejse en måned før os andre. Fredag gjorde vi en kalender klar til hende, så hun kan påbegynde nedtællingen til vores afrejse og til gensynet med sin Far.

Jeg brugte størstedelen af lørdagen på en spa-dag sammen med en flok søde Mummy-Friends. Det var voldsomt civiliseret.

Og vi havde alle glædet os som vanvittige til en hel dag uden vådservietter, bleskift, spildt juice og løbende næser. Faktisk var det dén spa-dag, der holdt humøret oppe hele ugen, hvis jeg nu skal være helt ærlig.

Vi tilbragte hele dagen i badekåber (heraf den åbenlyse mangel på fotos fra arrangementet) – og de blev kun lagt fra os, når vi modtog behandling eller gik i aroma-rum, jacuzzi eller pool.

Det var nærmest forunderligt at indtage en 3-retters frokost uden afbrydelser og med hele, sammenhængende sætninger ping-pong’et henover bordet – uden at være i fuld fart i anden retning for at hente en tumling, der var ved at undslippe.

Stort set hele søndag har vi ryddet op, demonteret og rengjort legehus, kørt på genbrugspladsen og gennemtrawlet skabe, hylder og depotrum efter devisen: “behold, hvis du har brugt genstanden inden for de seneste 1-2 år – ellers er det UD”!

Cille og jeg tog dog et afbræk i hjemmearbejdet med et svinkeærinde i biografen for at se Disney’s “Frozen”. Det var hendes 2. biograftur. Første gang var hun afsted med skolen.

Det gik over al forventning. Hun sad opslugt af filmen og kastede M&Ms i madskuffen uden at orme sig rundt eller tale højlydt, som jeg måske havde forventet, at hun ville begynde på efter en time.

Søndag aften har jeg tilbragt i selvvalgt solitude. Det har jeg brug for ret ofte. Enspænder, introvert – kald det hvad du vil – men jeg kan lide mit eget selskab.

I svømmehallen bevæger jeg mig så længe som muligt under vandoverfladen. Her, hvor larmen i mit indre dæmpes af vandet. For mig er det verdens bedste måde at finde ro på.

Og sent om aftenen er jeg stort set alene i bassinet. Der er tid til at tænke. Der er tid til at lytte efter. Der er sauna. Der er uanstændigt langt bad.

Nu trækker jeg vejret længere ned i maven. Nu sidder skuldrene igen, hvor det er meningen, at den slags skal sidde. Nu flimrer der ikke længere huskesedler for mit indre blik.

Jeg er (vistnok) klar til virkeligheden, når den rammer i morgen.