Travel Blog Awards - Finalist med desperat behov for stemmer!

Picnic i februar-solskin

Englænderne er (generelt) udelivsmennesker.

“Fans of the great outdoors”.

De er campister, golfspillere, spejdere og glade trave-maskiner. Tropper gerne op i praktisk overtøj, trekkingstøvler eller gummistøvler – og så er de i det hele taget ikke sådan at slå ud af den vejrmæssige situation, som landet for det meste befinder sig i.

Og det er vel fornuftigt nok.

foto 2-1

Måske har de fået Sir David Attenborough’s begejstring ved naturen ind med modermælkserstatningen – og det så er dét, der gør udslaget i forhold til deres glæde ved at færdes i naturen, og sådan som de forstår at værdsætte friluftslivet?

foto 4-2

Fridage indebærer ihvertfald for rigtig mange englændere traveture i en skov eller langs en kyst; der er teltture i sommermånederne og dinglende, ubehjælpsomme cykelture ad smalle stier. Og så er der i allerhøjeste grad den vigtige, ærke-engelske disciplin PICNIC, som afholdes hver eneste gang, lejligheden byder sig.

foto 3-3

En af mine søde engelske veninder tager os i dag med på en helt igennem skøn og fantastisk tur til den lille kystby Aldeburgh i Suffolk.

Nordsøens gråbrune vinterbølger forærer os gavmildt stærke vindstød, der giver frisk havluft i lungerne, strithår og røde æblekinder. Solen skinner på en klar, blå himmel, så det føles, som om den lover os, at der er forår på vej.

foto 4-1

Vi starter (klogt, når vi selv skal sige det!) med at lade de forårskåde unger løbe lidt energi af sig på deres medbragte løbehjul. Og så skal vi da naturligvis holde picnic på stranden i februar måned!

Der er small-talk’ende hygge-kø ved den lokale “fish & chip shop”, som sælger friskstegte kuller-filetter med pommes frites, salt & eddike, tartarsauce og ketchup. Vi er overhovedet ikke de eneste, der skal holde picnic på stranden. Det minder om en hel nationalsport.

foto 2

Vi går ned på stranden og åbner poserne med de dampende varme fisk, som vi spiser med bittesmå trægafler, mens vi ser ud over havet, lytter til bølgerne, stirrer hvast på havmågerne og smiler tilbage til 4 glade unger, der får ansigterne pyntet med lige dele solvitaminer og fisk.

foto 3

Med 3 lag tøj på og svøbt i varme tæpper fungerer konceptet picnic faktisk upåklageligt. Jeg får på en eller anden måde varmen af den friskfangede fisk og selvfølgelig af det gode selskab.

foto 4

Dén oplevelse og dén følelse gemmer jeg i hjerte-skatkammeret, som et kært minde om vores liv og venner her i smukke, grønne, Barnaby-agtige Suffolk.

foto 1-1

Efter en times picnic kombineret med bygning af stenslotte (for sand er der ikke rigtigt noget af her langs Nordsøens kyster), går vi ned for at sejle med et lille træskib og varme os på en kop kaffe.

foto 4-3

foto 1-3

Børnene er i dyb samhørighed – de leger harmonisk og har det så sjovt. Vi voksne tuller, småsludrer og nyder det fantastiske vejr.

foto 5-1

Nogle gange skal der ikke så meget til for at verden føles som et gennem-godt sted.

foto

Det er de små ting, ikke?

Så tak for idag til nogle af de sødeste mennesker, jeg kender. Tak for en autentisk Suffolk-oplevelse, som jeg kan leve længe på.

foto 5-2

Og hav en dejlig weekend!

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Travel Blog Awards - Finalist med desperat behov for stemmer!