Og så valgte jeg at presse igennem

Jeg øjner weekend i horisonten.

Den er tiltrængt for Farmanden, der har travlt i disse dage med årsregnskabet. Processen fungerer heldigvis bedre og bedre for hvert år, der går. Men det trækker stadig en visdomstand eller to ud hos selv den flittigste tal-håndværker.

Og den lille-store Skolepige trænger i dén grad til weekend. Hun var askegrå i ansigtet af træthed, da vi hentede hende i skolen i eftermiddags. Forkølelse, hoste og post-traumatisk-skoldkoppe-blåtands-syndrom hjælper heller ikke på barnets energiniveau.

(For dem, der måtte være interesserede, kan det oplyses, at hun har kreeret en “walkie-talkie” til mig idag. Jeg skulle åbenbart ikke snydes. Og jeg tror “walkie’n” vil være fantastisk at have på de dage, hvor min hjertestarter ikke rigtig kan få sparket liv i hjerte-til-hjerte-kommunikationen.)

Lille My klarer skoldkoppe-dagene rigtig flot. Vi er nu kommet til den fase, hvor kopperne er bristet og er ved at danne sår. 40-50 styks er det blevet til alt i alt – med andre ord en tredjedel af det udbrud, som storesøsteren måtte døje med.

Men jeg glæder mig efterhånden til at kunne komme “ud” igen. Til legegrupper, musiktimer og svømmehal. Det bliver lige indelukket nok med denne her infektionskarantæne. Jeg savner medmenneskelig kontakt – omend den ofte begrænser sig til høflig, tilfældig udveksling af observationer omkring vores poder.

Og nu vi er ved emnet ’tilfældig udveksling’, så kommer jeg til at tænke på en lille samtale, som i dén grad tryllebandt mig forleden dag, hvor Lille My og jeg var i en legegruppe (før de synlige beviser på koppesyge var kommet til overfladen).

Det er nu, du skal stoppe læsningen, hvis du har et sart synsfelt. Du er blevet advaret via indlæggets titel, så er det sagt!

Nybagt-Mor siger (sådan cirka) dette til Lidt-større-babys-Mor:

“Det har virkelig ikke været let for mig at føde. Ja, vores første barn kom til verden ved et akut kejsersnit, fordi jeg ikke anede hvad man skulle gøre under en fødsel. Og vores andet barn vendte forkert og blev derfor også til et kejsersnit. Da vi så skulle have ham her, ja, så var jeg godt nok ved at være træt af alle de kejsersnitter. Og så valgte jeg at presse igennem. Desværre gik det ikke værre eller bedre end at jeg både sprækkede fra det ene sted til det andet – og endte alligevel med kejsersnit og blodtab.”

Jeg smuglytter med ører på størrelse med en afrikansk elefants.

Lidt-større-babys-Mor siger (sådan cirka) dette til Nybagt-Mor:

“Det lyder godt nok heller ikke sjovt for dig. Min første fødsel tog 24 timer, og jeg var fuldstændig traumatiseret bagefter. Derfor tog det også nogle år, før jeg turde prøve igen. Men min anden fødsel var helt anderledes. Det tog kun 5 timer og min knægt svuppede nærmest ud. Slet ikke ligesom første gang, hvor jeg troede at jeg skulle dø af at presse så hårdt.”

Alt, alt for mange informationer og detaljer slynges rundt i rummet, som om de udveksler et eller andet ordinært – en bageopskrift eller hvor man finder de bedste tilbud på bleer.

Her er vi – 20 tilfældige, hjemmegående mødre på et temmeligt vilkårligt sted. Kun bundet sammen af det faktum, at det lokale Children’s Centre venligst afholder “Mums & Tots Group” en forkølet formiddag.

Hvorfor er det så lige, at nogle kvinder gladeligt forærer deres fødselshistorier væk til et åbent publikum, som om de er uskyldige hverdagsbetragtninger?

Var jeg selv ligeså slem til grænseoverskridende ammestuesnak, da jeg var den nybagte Mor?

Reagerer jeg bare voldsommere på fødselsfortællinger, fordi den type af ‘aktivitet’ er lukket mentalt ned for mit vedkommende – been there, done that?

Eller er jeg bare blevet sart, snerpet og sippet på mine gamle dage?

Det er sandsynligvis en kombination af det hele. Der findes måske en periode, hvor fabulerende, vel-illustreret ammestuesnak er herlig? Og der findes måske en senere periode, hvor den er mindre velkommen?

Ihvertfald gik jeg hjem fra legegruppe med en hel række absurde fødselsbilleder på min indre lysbilled-fremviser.

Men nu hvor jeg har foræret dem videre til dig, så føles det faktisk meget bedre. De er ‘ude af systemet’, om man så må formulere det…

Rigtig god weekend. Må den blive fuld af mere velkomne fortællinger fra det virkelige liv!