Mig og min sponsor
Desværre er her ikke tale om et eller andet fantastisk nyt business set-up, hvor jeg får royalties, free-bees og en slipstrøm af positiv opmærksomhed via samarbejde med en eller anden spændende virksomhed.
Her er snarere tale om ‘en ægteskabelig sponsor’ – der højst sandsynligt vil mene, at han i dén grad får lov at sponsorere mit liv i disse år.
Forleden besøgte jeg Danmark i Dubai.
Det Danske Generalkonsulat huserer i en stor villa i Umm Suqeim 2 med udsigt til ørkenen og million-dyre arabervillaer. De har sat et EU-flag på taget ved siden af Dannebrog. Hvor smukt er dét lige?
Konsulatet har modtaget vores legaliserede fødselsattester og vores vielsesattest fra Udenrigsministeriet i Danmark – og nu er de igang med at attestere dem for os.
Jeg er helt vild med at samme myndighed stempler mine papirer 2 gange OG skal have betaling begge gange. Det giver stor mening, ikke?
Nuvel, those are the rules!
Og ministeret henviser til Postille-Konvention af 1900-og-noget, da jeg forsøger at påpege det morsomme i, at de stempler mine papirer 2 gange.
Det er lidt ligesom at revidere eget regnskab? Eller lave en uvildig undersøgelse af sig selv?
Med de legaliserede, attesterede dokumenter fra Danmark er vi et skridt videre i ansøgningsprocessen om opholdstilladelse (visa) og Emirates ID-kort.
Begge dele er 100% afhængige af at ‘man’ har en sponsor. Og uden disse papirer, kan ‘man’ ikke opholde sig lovligt i De Forenede Arabiske Emirater.
I mit og pigernes tilfælde er Martin vores sponsor.
I hans eget tilfælde er det shippingfirmaet, som han arbejder for, der sponsorerer ham. Og skulle dét samarbejde ophøre, er vilkårene således, at man har 30 dage til enten at forlade landet eller finde en ny arbejdsplads, der vil sponsorere én.
Og de kære arabere tager ikke let på den slags papirarbejde!
Forleden havde jeg fornøjelsen af at være fastende til kl. 11, fordi jeg skulle på et såkaldt “Medical Fitness Center” i Al Karama. Det er en del af opholdstilladelses-processen.
Martin havde på forhånd købt “VIP-entrébillet” til mig, hvilket betød, at jeg gik direkte forbi køen af sri-lankanere, filippinere og indere, der ventede i timevis på at komme til deres lægeundersøgelse i et stort forlokale.
Der, hvor jeg går hen, er der ingen kø. Der er køligt, pæne møbler til at sidde i og venlige sygeplejersker, der tager imod.
En læge tager en blodprøve.
En anden læge tager røntgenbilleder.
Og så bliver jeg vippet ud i varmen igen.
Mine testresultater kan hentes 3 timer senere og hvis de er ‘ok’, så kan opholdstilladelsespapirerne gøres færdige.
Men hvad skal myndighederne have mit blod og mine røntgenbilleder for?
Er de mon bekymrede for mit helbred, siden jeg sådan er tvangsindlagt til “medical fitness check”?
Ikke just.
De vil bare gerne se, om jeg er “uønsket” – har HIV, tuberkulose (eller er gravid, for den sags skyld).
Og hvis man skulle være så uheldig at have en eller anden smitsom sygdom, så lur mig, om ikke man bliver smidt ud af landet hurtigere end en hest kan rende (som vi ville sige i Vestjylland).
Så “fitness” handler om, hvorvidt man er ‘u-smittet’ og dermed velkommen ind i landet – og ikke om sundhed.
Her er dog masser af ulovlig, billig arbejdskraft på hvert et gadehjørne – men der er også benhårde straffe, bøder og udvisning for bestandigt, hvis myndighederne finder disse personer – eller dig, der giver dem arbejde.
Men den slags katten-efter-musen-leg eksisterer jo i alle samfund. Se på mexicanerne i USA. Folk snor sig og finder altid en omvej, en genvej og en smutvej i myndighedernes labyrinter og paragraffer.
Og Dubai er fuldstændig afhængig af billig arbejdskraft til primært service- og bygge-sektorerne. De har endda udvalgt hvilke nationaliteter, de vil acceptere til de forskellige brancher. Man kan f.eks. have filippinere og sri-lankanere som husholdersker. (Og et par andre nationaliteter, som jeg ikke lige kan huske – pakistanere, måske).
Nå – efter blodprøve og røntgen bliver jeg så kørt hen på Emirates ID-kontoret.
Vagten stirrer vredt på mig og hiver ned i min nederdel, der ellers var tækkelig knælængde, når jeg selv skulle sige det. Men det er der delte meninger om, og jeg får en vred kommentar med på vejen om at finde noget passende tøj. Jeg er ikke sikker på at han var til hvide immigrantdamer.
Der er en særlig dame-kø både på lægecentret og igen her på ID-kontoret. Og kvinder bliver kun håndteret af kvindelige læger og kvindelige administrative medarbejdere.
Kvinden på ID-kontoret foretager fingeraftryk og fuldt håndfladeaftryk. Det moderne fotoudstyr tager også en række fotos af mit ansigt og der bliver lavet en iris-scanning. Nu kan jeg vist ikke løbe fra min identitet længere!
Jeg har modtaget opholdstilladelsen nu. Og afventer Emirates ID-kortet. Med sidstnævnte dokument i hånden kan jeg få foretaget synsprøve og dermed få et gyldigt kørekort.
Eller det vil sige – HVIS min sponsor skriver et “letter of no objection” til at jeg må få et kørekort her i Dubai!
Og han vil også i fremtiden skulle skrive et “letter of no objection” til en arbejdsgiver, såfremt jeg har lyst til at arbejde.
Det er nu rart med en sponsor. Rart at have Overformynderiet til at beslutte hvad husmoren kan få lov til.
Ja, sådan er det. Vi vænder os til at tingene glider let og ubureaukratisk og får os en på opleveren, når vi skal igennem møllen i fjerne lande. Har hørt, at Egypten skulle være endnu værre:)