Walkie-Talkie

“I’ll put this in the parcel for Jo, then she can always talk to me, when she needs to”.

Cille putter med synlig stolthed (endnu) en selvkonstruktion i kuverten, som snart skal afgå til pigernes elskede kusine Jo hjemme i Danmark.

Her er tale om intet mindre end en hjemmelavet “walkie-talkie”. Idéen til at tegne og klippe “walkies” ud stammer helt klart fra skoleklassens semester-projekt om udrykningskøretøjer – politi, redning og brand.

Hun har forklaret mig, at politibetjente går omkring med “walkie talkies”, og at man ‘ikke caller nogen med dem – de er kun til at talke med inde i munden”. Den lokale landbetjent var på besøg i klassen forleden – og han viste dem tilsyneladende alt sit grej.

Tilbage ligger nu to “walkie talkies” på køkkenbordet. Den ene skal i lommen på hendes vinterfrakke. Den anden skal Martin have med på arbejde, så han altid lige kan få fat på Cille, mens hun er i skole.

Her ses den tilfredse indehaver af et styks “walkie talkie” til kontorbrug:

Okay. Så fik vi afsat de forskellige kommunikationsredskaber. Endnu et svinkeærinde i morgenritualerne overstået – tjek!

Cille bliver nu bedt om at tage støvler på. Klokken er mange og jeg vil pinedød ikke tillade at den lille-store Skolepige kommer for sent i skole. Vi bor 150 meter fra skolen?hvad skulle lige være vores undskyldning? At vi var igang med at fordele “walkie talkies” i familien?

Cille rumsterer ude i gangen, mens jeg nusser koppe-syge Lille My. Et øjeblik efter sprutter Troldeungen af grin over sin egen genialitet.

Okay. Så fik vi de forkerte sko på både hænder og fødder. Endnu et svinkeærinde i morgenritualerne overstået – tjek!

Da vi – langt om længe – går hånd i hånd ud af indkørslen, siger Cille eftertænksomt:

“Men Mummy, jeg har jo ikke nogen walkie-talkie til dig!”.

Jeg finder lynhurtigt på et svar:

“Det gør faktisk slet ikke noget Cille. Jeg behøver ikke at få en. For jeg kan nemlig mærke i mit mummy-hjerte, når du tænker på mig eller gerne vil sige noget til mig, mens du er i skole. Og måske kan du så mærke det i dit hjerte?”.

Cille ser op på mig med et smil: “Vi har alle sammen forskellige måder at talke med each other på”.

Ja, Cille. Det er helt rigtigt.

Nogle gange bruger vi en “walkie talkie”. Andre gange bruger vi hjertet.