Mor i Udlandet

Kunstneren

Udgivet den 23. maj 2015 af moriudlandet

Klokken er halv fem lørdag eftermiddag. Termometret viser 42 grader og jeg trasker langsomt hen imod Cille’s skole, mens jeg misser mod solen.

Jeg kigger mig omkring.

Med blandede følelser.

Der er vemod over, at det snart er slut. Både med skoleåret og med denne skole helt generelt.

Halvandet år er forsvundet med lynets hast.Jeg får stik af dårlig samvittighed – for Cille er jo oprigtigt glad for sin klasse og for Miss Greenwood.

Og til september skal hun for 3. gang starte i en ny skole.

Den Lille-Store Skolepige på knapt 6 år ved om nogen, hvad det vil sige at være ny i klassen.Det her vil være én af de ting, hun senere i livet med rette vil kunne spørge os – hendes tossede forældre – om:

Hvad tænkte I egentlig på?

Gav det mening i jeres hoveder?

Og vi vil være nødt til at svare både ja og nej.

Det giver mening, fordi vi ikke bryder os om skolens ledelse og deres måde at ‘samarbejde’ med forældrene på om de yngste elever.

Det giver også mening, at Cille begynder at få undervisning i dansk på den nye skole, så hun følger sine jævnaldrende i Danmark rent dansk-fagligt.

Og selvom det da er rart, at hun går på en fagligt-velfunderet skole, så giver det mening, at finde et sted, hvor forventningerne (læs: kravene) til lektier og repetition er en smule mindre i fokus.Det giver ikke så meget mening, når man tænker på, hvor uendeligt søde kammerater, hun har i sin klasse.

Men dem kan man jo sagtens se i fritiden, selvom man ikke går på samme skole?

Jeg bliver afbrudt i min tankerække af en glad pige, der stikker hovedet ud af kunst-lokalets dør:

“Hej Mummy, we are right in the middle of our Claude Monet impressions. Come, let me show you”.

Cille går til “Art Appreciation” hver lørdag eftermiddag hos den sødeste kunstlærer, som introducerer børnene til forskellige kunstmalere, strømninger og teknikker.

“We didn’t get so far today, I still need to blend in my yellow and red a lot”, siger hun og hopper op på stolen.Cille elsker det her frirum, når først hun er skubbet ud af døren om lørdagen.

Her får hun en introduktion til maleteknikker, som jeg ikke ville kunne give hende – og hun får masser af inspiration til at tegne og male videre derhjemme.Her sidder hun ved siden af sin Mona Lisa (i en Andy Warhol/Pop-Art-fortolkning) og forklarer mig om kontrasterende farver. Billedet er først færdigt næste gang, når hun har brugt en sort farve til at lave omridset med.

“Let’s go Mummy. I’ll tell you about the time when Claude Monet didn’t feel like painting anymore. So he left all his brushes and all his colours at home and went to…I think it was….America on a long holiday. But then he saw the lovely sunset onboard a boat one afternoon and then he felt like painting again”.

Cille trisser hen ad den stille gang, mens hun betragter de ældre elevers værker og gestikulerer ivrigt, mens hun forklarer om Monet’s kunstneriske krise.

“Cille, what would you like to do, when you grow up?”, spørger jeg grinende.

“I want to be an artist, Mummy”, svarer hun med største selvfølgelighed.

Udgivet i Børn, Skole | Tagget Andy Warhol, Art Appreciation, budding artist, Claude Monet, dårlig samvittighed, Dubai International Academy, hvad vil du være?, kunst, kunstner, kunstnerisk, læring, når du bliver stor?, Pop-Art, Regent International School, retninger, strømninger, tilegne sig viden, vemod, viden | Skriv en kommentar

Dress-code i Dubai

Udgivet den 21. maj 2015 af moriudlandet

Jeg lider. Aldrig i stilhed.

Min sukker- og stivelsesafvænning (plus koffein og mælkeprodukter) går egentlig efter planen – men den knaldende hovedpine og kvalmen har ikke tænkt sig at slippe sit tag i mig foreløbigt.

Det varer nok en dag eller to – endnu.

Stakkels min familie, der skal udholde mig!Og når nu hovedet værker og energien er på lavpunktet, så er det ikke lige det helt store og spændende, der foregår i min hverdag.Så i dag må blive dagen, hvor jeg skriver lidt om dress-code i Dubai!Det er ét af de klassiske Dubai-spørgsmål, som jeg ofte får fra familie, venner, turister og danskere, der står over for at flytte hertil.

De fleste kvinder er bekymrede for om deres garderobe nu også er “tækkelig nok”, når de står i dansk gråvejr og drømmer om endelig at få luftet sommerkjolerne?

Nogle overvejer også om der skal tørklæder med i kufferten, så de kan gemme håret på offentlige steder?Som hovedregel gælder det, at tørklæder/abayaer/burkaer er for muslimske kvinder.

De kommer i øvrigt i alle faconer og variationer, hvilket er fascinerende at studere for en ignorant kristen som jeg, der tidligere troede at “de alle sammen lignede hinanden i deres burkaer”.

Dét gør de aldeles ikke.

Deres personlige stil skinner tydeligt igennem – nøjagtigt som det ville gøre hos en flok danske kvinder i vestlig påklædning.

Jeg har også efterhånden lært at kommunikere med øjnene til de arabiske kvinder, der bærer burka.

Vi øjen-smiler til hinanden og indikerer, når vi f.eks. synes at hinandens børn er kære eller støtter hinanden med et blik, der siger “åh, jeg kender det alt for godt”, når børnene tér sig.De allerfineste emirati-kvinder er klædt i eksklusive, silke- og chiffonstoffer, som lægger sig om kroppen og ned over hele ansigtet som et uigennemsigtigt slør – og så bærer de handsker. Disse kvinder bliver ført rundt ved hånden af deres mand, søn, far eller bror – for de kan jo intet se!

Abayaerne følger tidens arabiske trends og sælges af verdens førende modehuse, der naturligvis ikke vil gå glip af de pengestærke, arabiske kvinder, der gerne bærer Armani eller Givenchy fra yderst til inderst.

Ikke-muslimske kvinder bærer tørklæder ved besøg i moskéer. Ellers aldrig.

Ved indgangen til alle malls og shoppingcentre er der skilte, som påpeger, at man bedes tildække skuldre og knæ. Den regel gælder i øvrigt for både kvinder og mænd – hvis nogle mænd skulle forledes til at tro, at deres tank-top og bermuda-shorts er passende i Dubai Mall.

Men bliver det så overholdt?

Tjaaa…både og – vil jeg sige.
Dubai er det mest progressive sted i Mellemøsten og en veritabel smeltedigel af immigranter og turister, der ikke nødvendigvis er særligt opmærksomme i forhold til stedets kultur og traditioner.

Jo større et turist-hot-spot, du befinder dig på, jo flere spaghettistropper, hot-pants, bare maver med navle-piercinger, rygstykker og skuldre med tatoveringer får du lejlighed til at se.

Men lige så snart du bevæger dig væk fra Dubai Marina, Mall of the Emirates og Dubai Mall, bliver det tydeligt, at det er aldeles upassende at rende rundt “uden tøj på”.

Er det tilgiveligt, hvis man er turist og ikke lige vidste, at man ikke måtte gå fra stranden i bikini op for at købe is? Eller måske er kommet afsted til guldsouk’en i tynde stropper?

Ja – hvis du tydeligvis er turist.

Ganske sjældent bliver der gjort et større nummer ud af det.

Her er ingen stokkeslag fra det religiøse politi. Faktisk er der slet ingen kyskhedsbetjente i Dubai!

For det meste vil der være en vagt, som venligt henvender sig for at forklare, hvorledes man bør være klædt på stedet.

Men hvad med os – de tilflyttede lokale – immigranterne?

Hvis du spørger mig, så bærer vi et ansvar for at respektere vores nye hjemland – og dermed også de påklædningsregler, som spiller en stor rolle i deres kultur.

Jeg vil gå så langt som til at sige, at det er decideret uforskammet, hvis tilflyttere har svært ved at forstå, at små toppe med tynde stropper og mini-skørter ikke er comme il faut i et mall – eller bare generelt i det offentlige rum – hvor emiratierne måtte finde den slags anstødeligt og upassende.

Til gengæld findes der langt videre rammer i de hvide ghettoer, hvor der bor meget få muslimer – og dem der bor her, er åbne og accepterende over for deres ikke-muslimske naboers adfærd.

Her trisser kvinderne rundt og henter børn i fitness-tøjet eller sidder på den lokale café i en nedringet top med korte shorts til.

Uden at der er noget forkert i dét.Det handler i virkeligheden blot om almindelig omtanke.

Hvis du er på vej ud i det “offentlige rum” (et mall, et supermarked, en restaurant, et kontor osv.), så er det passende med en nederdel, der dækker knæene eller lange bukser. Og en cardigan eller et tørklæde til at dække skuldrene.

Simple as that. Ikke?

Og er du på vej til en offentlig myndighed, kan jeg af egen erfaring berette, at din nederdel skal dække anklerne fuldstændigt (!) med dertilhørende langærmet bluse.

Historien om mine æggende ankler kan du læse her:

https://moriudlandet.com/2014/11/23/for-kort-nederdel/

Udgivet i Dubai, Samfund | Tagget abaya, adfærd, anstødelig, arabisk kultur, burka, comme il faut, dække skuldre og knæ, dress-code, dresscode, Emiratierne, gå med tørklæde, genere andre, kristen i et muslimsk land, kulturbundet, muslimer, niqab, offentlig affektion frabedes, offentlige rum, omtanke, opføre sig passende, opførsel, passende, påklædning, provokerende, respekt, respektfuld, shayla, spaghettistropper, støde nogen, tænke sig om, tøj, tørklæde, tildækkede kvinder, upassende, usmageligt | 2 kommentarer

Thorbjörg

Udgivet den 19. maj 2015 af moriudlandet

Der findes kvinder, der kan mere end de fleste.

De lyser op i det rum, hvor de befinder sig.

De tør sige præcist, hvad de tænker, mener og føler. Uden omsvøb – men med varme og humor.

De bruger deres evner, intellekt og vilje til at nå de mål, som de brænder for.

Til forskel fra rigtig mange af os, så har de fundet deres passion.

De kan sætte fingeren præcist på hvad det er, der giver mening for dem. Årsagen til at de er her.

Netop sådan en kvinde kom for at tale til – og med – Dubais Danske Damer i aftes.

Jeps – der er tale om selveste Islands Dronning af Anti-Age – blændende smukke og fascinerende Thorbjörg Hafsteinsdottir. En vaskeægte vitality warrior, som hun kalder sig selv.

Vi sidder bænkede – klar til en opsang om kost og motion, der skal motivere os til en sundere livsstil.

Fra i morgen er der nul sukker, nul stivelse, nul mælkeprodukter, nul koffein og så lige en frisk omgang crossfit som belønning for indsatsen – eller hvad?

Det var ihvertfald dén Thorbjörg, vi lærte at kende i hendes bestseller “10 år yngre på 10 uger”:Men der er gået nogle år siden mega-gennembruddet og Thorbjörg har naturligt rykket sig videre.

Der er gledet en mildhed over hende.

Nogle af de høje krav er slækket. Ikke i forhold til kost og kosttilskud – men i forhold til den måde, hvorpå hun foreslår, at vi bruger kroppen, når motionerer.

Cross-fit er erstattet af ashtanga-yoga og lange løbe- og vandreture i naturen.

Der skal være plads til fordybelse. Fokus på den indre ro og på mindfulness.

Hun viser os en række billeder af den smukke, islandske natur, hvor hun opholder sig dele af året i familiens afsidesliggende hus. Naturen inspirerer og guider hende i den kreative proces med at skrive bøger og udvikle nye sundhedskoncepter.

Jeg kan bedre forene mig med Thorbjörg anno 2015.

Der er for lidt masochist og for stor Doven-Lars i mig til at gå amok i et fitnesscenter. Men hendes pointer omkring madens indvirkning på vores helbred, sundhed og vitalitet – dem kan jeg ikke undsige mig.

Så dagen derpå har jeg foræret mig selv en knaldende hovedpine.

Det er hvad der sker, når man som jeg er sukker- og koffeinjunkie. Der er tale om oprigtige abstinenser, big time!

Og jeg ved fra et tidligere 6-ugers-trip, at abstinenser og hovedpine varer ved i 4-5 dage, før sukkerlængslen fortager sig og tågen letter fra hjernen.

Jeg er alt for doven (og madglad) til at tage en for-alvor-alvorlig livsbeslutning om at undgå sukker, mælkeprodukter og stivelse, men et par uger kan jeg forhåbentlig overskue.

Selv en kortere periode gør en forskel for ens velbefindende – for maven og vægten, i særdeleshed.

Udgivet i Om Mor i Udlandet | Tagget 10 år yngre på 10 uger, abstinenser, Danish Business Women Dubai, DBWD, junkie, koffein, kost, motion, motionere, opsang, stivelse, sukker, sukkerjunkie, sundhed, Thorbjörg Hafsteinsdottir, vitalitet, vitality warrior, www.dbwd.org | Skriv en kommentar

Velsignelsen

Udgivet den 17. maj 2015 af moriudlandet

For mange, mange måneder siden lægger min veninde N en bog til mig på skænken.

Det er en af de eftermiddage, hvor vi drikker kaffe, samtalen går i cirkel og børnene leger.

Hun lægger den sådan lidt tilfældigt og siger ikke andet end et henkastet “jeg tror, at du vil kunne lide den”.

Senere kigger jeg nærmere på bogen.

Det er Katrine Lilleørs selvbiografiske samling af fortællinger: “Kvinde, hvorfor græder du”. Jeg er ikke synderligt vild med Katrine Lilleør, sådan som jeg kender hende fra dagspressen, når hun argumenter for eller imod dette og hint. Hun virker spids. Selvhøjtidelig, måske?

Men kvinde, det er jeg – og gråd, dét kender jeg til.

N låner mig bogen på et tidspunkt, hvor jeg græder. Lidt for ofte. Overfor hende.

Og hun gør det samme. Lidt for ofte. Overfor mig.

Jeg skal ikke komme nærmere ind på hvad N græder over – det er personligt og noget, som hun selvfølgelig ikke skal have udleveret her – men jeg kan fortælle, at jeg græd i et par måneder over Cilles svære start i 1. klasse. Over mit barns utryghed. Og i frustration over skolens manglende forståelse og hjælp.

Det hele startede sådan her:

https://moriudlandet.com/2014/09/08/rovbanan-i-skysovs-serveret-med-surt/

Men jeg græd ikke kun over Cilles uoverskuelige morgener.Der var også tårer over tabet af en tryg æra som hjemmegående og en dyb frygt for hvad der egentlig skulle blive af mig, når nu jeg ikke var Mor hele dagen?

Jeg har en stærk aversion mod ændringer. Jeg er et decideret forandrings-vrangvilligt – eller omstillings-u-parat menneske:

https://moriudlandet.com/2014/08/25/panik-for-lukketid/

Så jeg gik i gang med bogen, der blandt meget andet godt også handler om Katrine Lilleørs tårer over livets op- og nedture.

Bogen ramte – og rammer – mig så meget, at jeg gik – og går – til og fra den.

Det er som om jeg kun kan rumme et kapitel eller to ad gangen.

Ikke at hun skriver tungt eller filosoferende, men mere fordi hun skriver direkte til mit hjerte.

Fordi hun hele tiden rammer oplevelser og følelser, som jeg også har grædt over. Og som jeg måske skal overveje ikke at græde over? Tænke anderledes om? Opfatte på en ny måde?Lørdag eftermiddag var ren afslapning – og dér faldt jeg i staver over dette kapitel fra Lilleørs hånd:

“Hvordan kan man få mere frihed fra sine forældre uden at falde væk fra dem?

Læs det to gange eller tre. Man læser alt for hurtigt videre og risikerer derfor at overse den livskløgt, de få ord rummer. Det er og har til alle tider nemlig været menneskets største uro. Hvordan få mere frihed uden at falde ud af sine elskedes kærlighed? Hvordan få frihed til at gøre og være den, man er, uden at risikere sine forældres, sin ægtefælles, sine børns, sine venners afstandstagen?

Svaret er ikke enkelt. For så mange af os holder igen med velsignelsen. Vi benytter os af vores nærmestes kærlighed til at styre dem. Ja, vi gør. Alle kender til at mangle en vens, en søsters, en fars eller en mors velsignelse. Alle kender til at mangle velsignelse, men meget få vil indrømme, når de selv holder igen på velsignelsen.

Så er der mange forklaringer. Man kan vel ikke være enig i alt, hvad ens datter foretager sig. Herregud, det er vel heller ikke så vigtigt, hvad jeg som mor mener. Men det er det jo. Ikke, hvad mor mener, men at mor velsigner det, datteren gør. Også selvom hun ikke er enig med hende. For at give sin velsignelse forudsætter ikke enighed. Man kan sagtens velsigne uden at være enig. Og det skal man. Hvis man elsker. Ellers fortjener mine følelser ikke at kaldes kærlighed. At holde igen på velsignelsen, fordi man ikke er enig, eller i dårligt humør, eller bare ikke vil være med til at støtte dette eller hint i sine elskedes liv, er og forbliver manipulation og magtanvendelse.

Kærlighed sætter nemlig fri. Altid. Ikke fri med et vredt: “Det må du sandelig selv finde ud af”, men med velsignelse. Med et velsignende blik, der lover, at alt, hvad hun eller han gør, vil være godt i dine øjne.

Ud i verden med dig, min datter. Gør det bedste, du kan.

Sådan skal vi sende vores børn og hinanden af sted. Uden trusler om, at barnet kan miste min velsignelse. Uden forbehold. Frisættende.

Kun den, der frit går ud, vender frivilligt hjem.”

Jeg lægger bogen fra mig med tårer i øjnene.

Af taknemmelighed over, at jeg har en mor, der er præcist sådan. Velsignende. Uanset om hun er enig med mig eller ej. Som altid stoler trygt på, at jeg gør mit bedste – og at alt, der kommer fra min hånd, har de bedste intentioner. Det er nok også derfor, at jeg vender aldeles frivilligt hjem til hendes favn.

Af taknemmelighed over, at jeg har en søster, der ser igennem fingre med min storesøsterlige bedrevidenhed og velsigner mine tossestreger, selvom hun selv ville have tænkt og handlet anderledes. Som altid stoler på, at jeg mener det godt. Det er nok også derfor, at vi er ‘i sync’ uanset den geografiske distance.

Af taknemmelighed over, at jeg har en veninde, der ser mig for mig. Der velsigner mine tårer. Uanset om de er af vrede eller glæde.

Jeg håber inderligt, at jeg er i stand til at velsigne mine døtres beslutninger og deres handlinger – uanset hvad jeg må synes om dem.

Og at jeg formår at stole på deres dømmekraft , således at vi sammen kan fejre, at de kan selv – og vil selv!

Det værste ville være, hvis de ikke vendte hjem til mig frivilligt.

Udgivet i Om Mor i Udlandet, Opdragelse, Venskab | Tagget acceptere, anerkende, ansvar, bære, biografi, Cille, dømmekraft, Den Lille-Store Skolepige, eftermiddagskaffe, falde væk, forandrede øjne, forandringer, forældreskab, fordømmende, forfatter, forstå, fortællinger, frihed, frivillig, frivillighed, frustration, gå fra hinanden, gråd, græde over, håb, hjertesmerte, hverdagsfortællinger, indse, intentioner, Katrine Lilleør, Kærlighed, låne en bog, Lille My, livskløgt, livsskildringer, man er, menneske, menneskelig uro, menneskeligt, miste, opdragelse, præst, rumme, rumme andres følelser, se, se igennem, smerte, stole på, tårer, tro, tvang, være den, velsigne, velsignelse, vende hjem, veninde, venskab | 6 kommentarer

Insekterne og den flyvende penis

Udgivet den 15. maj 2015 af moriudlandet

Cille sender os i byen torsdag aften med en lang huskeseddel.Hun har lagt store planer for Milles fødselsdagsfest.

Og da vi langt om længe kommer hjem fra Carrefour med 17 bæreposer, foregår der samsovning på højt plan.Fordi Milles fødselsdag faldt på en hverdag, fejrer vi hende igen-igen sammen med 4 vennepar her i weekenden, hvor der er bedre tid.

Pigerne leger med en nabodreng om formiddagen, og de hjælper Lili med at pakke modellervoks-gaver til alle børnene, der kommer på besøg. Lili og hendes svigerdatter puster balloner op og forsøger efter bedste evne at lave ballondyr.

Her er der eksempelvis et par insekter. Og Fru F og jeg opdager, at de også har lavet en flyvende penis.Mille hjælper til med at pynte de vestjyske kagekoner, før gæsterne kommer.

Pigerne er helt overstadige af glæde over fest, ballade og balloner.

Varmen er slået igennem for alvor i Ørkenstaten, så Cilles detail-planlagte skattejagt må foregå indendøre.
Hun fører skarpt an med sine skattekort og overlader intet til tilfældighederne – eller gæsterne, for den sags skyld.

I et anfald af overskud anerkender hun dog, at skattejagtens pakker nok bør åbnes af fødselaren. Trods alt.
Og vi synger fødselsdagssang for den 3-årige trunte, der nu genkender begivenheden fra i mandags, så hun er langt mindre betuttet denne gang.Børnene dekorerer også chokolade-cupcakes.

Sukkerrytterne galopperer ud over stepperne. De er høje på vandbakkelse, æblejuice og chokolade.

Og da galop langsomt glider over i trav, trykker vi rytterne godt ned i sadlen.Sikke en dejlig børnefødselsdag!

Lige præcist sådan, som den slags bør være – med glade, legende børn – og voksne, der falder ind og ud af samtaler henover mad og vin.

Udgivet i Børn, Familie | Tagget 3 år, ballondyr, balloner, børnefødselsdag, dekorere cupcakes, fødselsdagssang, fejre, fejring, gaver, Lille My, Mille, nærmeste venner, opmærksomhed, pynte, skattejagt, vandbakkelse, venskaber, vestjysk kagekone | Skriv en kommentar

Distance-gaver

Udgivet den 14. maj 2015 af moriudlandet

Mille fortsætter gave-regnen på dag 3 efter den reelle fødselsdag.

Hver eftermiddag åbner hun pakker, så vi i ro og mag kan fordybe os i det nye legetøj.Her er der modellervoksfigurer i pakkerne fra Morfar og Conny.Begge pigerne er svært begejstrede for Milles nye ting – og heldigvis er hun flink til at dele det hele med Cille, så vi har ikke haft dramatik.

De koncentrerer sig i timevis.

Her er det Cille, der har lavet en person med lange øjenvipper – og flag og sløjfer i håret.

Mille er fortsat i dekonstruktionsfasen, så det er stort set umuligt at fotografere hendes modellervoksproduktion. Tingene bliver lynhurtigt smadrede, før de overhovedet er bygget op til noget, der ligner noget.

Og Milles helt store ønske går i opfyldelse, da hun får et flot løbehjul af Farmor, Farfar og Farfar.Det er så stort!

Nu skal hun aldrig mere bede Cille om lov til at låne hendes løbehjul. Og nu kan de løbe sammen til parken og pool’en!Men selvom det er en stor lykke for hende at åbne alle fødselsdagsgaverne, så er det samtidig en komplet amputeret proces.

Det er jo distance-gaver.

Og gave-giverne er dybt savnede. Deres manglende tilstedeværelse i vores liv bliver så åbenlys på mærkedage.

De kære bedsteforældre, onkler, tanter, mostre, fastre, kusiner og fætre sidder i Danmark og kan ikke bare lige komme forbi for at overbringe gaver, råbe hurra og spise kage.

De har gjort sig mægtigt umage og sendt fine kort og postpakker – og de er med til at udvælge, hvad deres overførte pengebeløb skal bruges til, når Martin og jeg er ude at handle på deres vegne.

Men det er sgu’ ikke det samme, lad os nu bare være ærlige.

Det føles sært at overrække Mille den ene gave efter den anden, mens jeg begejstret siger:

“Ih, se hvad Mormor og Moster har fundet til dig! Nøj, hvor er det løbehjul dog flot og Farfar har glædet sig sådan til at give dig den. Må Mor tage et billede til Farmor og Farfar, når du leger med den?”

Og jeg sender distance-mails hjem med fotos af fødselaren, der er i færd med at åbne pakkerne og billeder af hvordan hun leger med gavernes indhold.

From: Tine

Subject: Mange tak for gaven, søde jer!

Date: 14 May 2015 08:29:49 GMT+04:00

To: Farmor, Farfar og Farfar

Kære Farmor og Farfar og Farfar,

I går var der endelig – langt om længe – god tid til at åbne jeres fine gave!!!!!

Jeg synes at billederne taler for sig selv:-)

Mille er endog MEGET GLAD og STOLT over sit nye løbehjul, som er helt hendes eget!!!

Hun var ét stort smil ved tanken om at HUN bestemmer over løbehjulet og nu kan løbe ved siden af Cille.

Vi tager dem begge med over i Mall of the Emirates for at købe hjelme snarest og indtil da er vi kun på vores egen gade frem og tilbage på fortovet 🙂

Mange knus og tusind tak for den dejlige gave, som der er mange timers løb og leg i.

Tine

Vi ringer til Morfar og Conny, så de kan se hvordan pigerne leger med modellervoksfigurerne – og de griner og taler fint med, når Cille viser dem sine figurer.

Men det er jo ikke det samme. Heller ikke selvom Skype er en fantastisk opfindelse til småfolk og godtfolk.

Og Farmor har sådan glædet sig til at give pigerne deres første bikinier.Og selvom jeg ved, at hun vil le over beskeden og billederne fra mig, så bliver det jo aldrig det samme som at være til stede.

Til stede, så hun kunne nive Mille lidt i de lækre, bløde folder og instruere hende i hvordan man kniber sig ned i det nye outfit.

From: Tine

Subject: Advarsel: Bar numse!

Date: 14 May 2015 09:23:46 GMT+04:00

To: Farmor

Kære Farmor,

God morgen herfra den varme ørken.

Nu er der helligdag i Danmark, håber I rigtig skal hygge jer. Måske i sommerhuset?

Jeg tænkte, at du ville blive glad for et par billeder af pigerne i deres nye bikinier?

De er voldsomt glade for dem – de er et hit!

Vi har endnu ikke åbnet den anden postpakke – vi tager det lidt ad gangen og pigerne elsker at der er et eller andet nyt om eftermiddagen 😀

Mille og Cille blev også begge meget glade for kjolerne og trusserne – Mille insisterer på at jordbærkjolen IKKE er en natkjole – så den havde hun på i skole igår!

Mange kærlige hilsner og hav en dejlig lang weekend

Tine

PS: Er Mille ikke lækker-blød? Man får lyst til at bide og nive i hende 😀 Man kan godt lige se, at de to piger har fået forsk. genetik, hva? Hi hi…

Selvom vi selv og egenhændigt har valgt at bo i udlandet – og selvom det giver os helt fantastiske oplevelser, erfaringer og læring, så er der (mærke)dage, hvor det bare er røvsurt, at vi ikke bor i nærheden af venner og familie.

Udgivet i Børn, Familie | Tagget åbne gaver, distance, familie, familiemedlemmer, Farfar, Farmor, fejre, gaver, give gave på vegne af andre, glæder, købe gaver på vegne af andre, længes, længes efter, Morfar, Mormor, moster-søster, oplevelser, pengeoverførsel, postpakker, savn, savne, sørger | 2 kommentarer

Lille My fylder 3 år

Udgivet den 11. maj 2015 af moriudlandet

Jeg glemmer helt at tage engangshandsker på under mine anstrengelser med frugtfarven. Blodigt ser det ud.Der bliver lavet modellervoks til den helt store guldmedalje.

4 forskellige slags – med duft, farve og forskellig konsistens.Da jeg har hentet Mille i hendes “Little Girls’ School”, går vi igang med at pakke modellervoksen fint ind.Lili hjælper os. Mille koncentrerer sig dybt om de små klisterstjerner.Resultatet bliver ret fint – når nu jeg selv skal sige det – og Mille glæder sig meget til at dele gaver ud til klassekammeraterne på sin fødselsdag.

Mille elsker at dele ud – og gør det altid glad og gerne, når hun har et eller andet, som andre vil have en bid af. Det karaktertræk har hun så afgjort efter Faren, for jeg var stik modsat.Der er nul-sukker-politik i børnehaven – og så må vi jo være kreative – for jeg synes det er et nederen-koncept, at man allernådigst må smide en mini-cupcake ned i kammeraternes madkasser, som de så kan fortære uden for institutionens 4 vægge. Hvor meget fejring er der i dét?

Om aftenen gør Martin og jeg klar til 3-års-fødselaren. Jeg forstår ikke helt, at mindste-pigen er 3!

Det er med andre ord 3 år siden, at yngste-arvingen kom til verden ved rekord-hurtig fødsel, der både chokerede og begejstrede de involverede.

I morges kræver Cille ikke ret meget mere end et lille puf, så vågner hun op og er klar til at vække Mille med morgensang på sengekanten.Mille derimod – hun sover tungt og behageligt med fødderne på Fars hovedpude.Og hun bliver på ingen måde begejstret for vores skønsang.Faktisk så hyler hun og kaster sig ned i dynerne i et forsvindingsnummer. Cille forsøger med alle sine overtalelsesevner og Far stryger Mille med hårene.Efter en tid giver hun sig dog og kommer med nedenunder til gaveoppakning.

Cilles gave åbnes først. Der er et fint kort, som Cille har været ude at købe og efterfølgende skrive til hende.Cille forærer Mille en pingvin-bamse præcist magen til dén, Cille selv har. For når nu hun er så glad for pingvinen, så må Mille jo også blive det. Ren børnelogik.

Og Mille – ja, hun bliver ovenud glad!

Bagefter åbner pigerne fine gaver fra Farmor og Farfar.

Der er storpige-trusser til den blefrie 3-årige. Og lette sommerkjoler.

Og bikinier, som er et stort hit hos begge pigerne, der aldrig har haft sådan en sag før. Der er også en gave fra Lili.Og nyt, sjovt badelegetøj fra Mormor, Moster-Søster, kusine Jo og Onkel S.Efter den seance er vi nødt til at stoppe gaveregnen. Der skal trods alt være tid til havregryn og Coco-Pops.

Klokken 13 kigger jeg ind ad døren til Violets-stuen. Mille er i færd med at rydde op sammen med sine klassekammerater.Hun viser mig stolt sin prinsessekrone og det fine skilt, hvor der står, at hun har fødselsdag.Da vi kommer hjem, kryber vi op i sengen til en dejlig lur. “Du skal sleep’e med mig, Mummy”, hvisker Mille.

Fødselsdagsbarnet får sit ønske opfyldt. Naturligvis. Jeg nyder at lytte til hendes fredfyldte vejrtrækning og at mærke hendes lille varme barnekrop mod min ryg.

Om eftermiddagen test-svømmer vi i de nye bikinier sammen med Familien K.Efter aftensmaden synger vi for en betuttet Mille.Vi åbner en pakke mere, som er kommet med posten fra Mormor, Moster-Søster og Moster L.Der er bunker af små, spændende pakker i kuverten. Pigerne åbner begejstrede det hele.Klokken 19.30 går gassen af ballonen.

Ungerne stener. Mætte og trætte.Vi må lade 3-årlingen åbne flere pakker i morgen. Hun er ganske enkelt for træt nu.

Men det er også okay – for på dén måde varer festen jo lidt længere.Da jeg går ud af Lille My’s værelse og siger “Sov godt, Mille”, kigger hun op på mig og siger:

“Tak’er for all’er Christmas presents, Mummy, Mia likey them”.

“Det var så lidt, min Skat”, smiler jeg tilbage.

Det var virkelig så lidt.

Udgivet i Børn | Tagget 3 år, 3-årling, 3-års fødselsdag, åbne gaver, Familien K, Farmor, fødselsdag, fejre, fejre fødselsdag, fejring, gaver, glæde, holde fødselsdags, Kusine Jo, modellervoks, Mormor, moster-søster, pakker, postpakker, synge fødselsdagssang, vække med morgensang | 6 kommentarer

Qasr Al Sarab Desert Resort

Udgivet den 10. maj 2015 af moriudlandet

Vil I med på seriøs ‘glamping’?

Det spørgsmål bliver vi stillet for nogle uger siden af et vennepar, der har boet i Dubai i over 20 år.

Da vi kigger nærmere på Qasr Al Sarab og ser, at der er tale om et arabisk ørkenfort i midten-af-absolut-ingenting, bliver svaret naturligvis et rungende ja tak!

http://qasralsarab.anantara.com

For ovenpå brækket albue og flossede nerver, lyder über-luksus i Liwa-ørkenen som den helt rigtige medicin.

Fredag formiddag kører vi ud af Dubai sydpå mod Abu Dhabi.Hver gang vi forlader Dubai, morer det os at se, hvor ufatteligt hurtigt rækken af glitzy skyskrabere skiftes ud med skramlede lastbiler og sand, så langt øjet rækker.

Se bare denne her kameltransport – i bogstaveligste forstand.Og storbyen gemmer sit affald ude på enorme forbrændingsanlæg langt væk fra indbyggernes øjne. Restproduktet skaber nye, askegrå bjerge i ørkenen.

Undervejs er der beplantede områder, der skilter med at de er “forests”. Vi andre ville nok have valgt ordet “plantage” – for skove ligner de ihvertfald ikke fra en europæisk vinkel?Da vi runder Abu Dhabi, indikerer GPS’en, at vi skal køre 144 km gerade-aus mod Al Hameen og det øde ørkenområde på den arabiske halvø, der kaldes for “Empty Quarter”.

Jeg havde aldrig hørt om det arabiske “Empty Quarter”, før jeg opsnappede det på et kort over Saudi Arabien. Og det fascinerer mig at tænke på, at der er et så stort område af jorden, der ligger stort set øde hen – med undtagelse af lidt beduiner, der rejser rundt i cirkler.

Du kan læse om “Empty Quarter” – Rub’ Al Khali – her:

http://en.wikipedia.org/wiki/Rub’_al_Khali

Vores udsigt er sådan her – uafbrudt – i halvanden time.

Liwa-ørkenens sand har et smukt rød-orange skær, mens Dubai-ørkensandet er lys-gulligt.

Og jo længere væk fra civilisationen vi kommer, jo højere bliver sandbankerne.

Det blæser friskt og støvet fornemmes vist tydeligt i luften?Forude anes ørkenfortet, Qasr Al Sarab.

Til højre i billedet ses en signalstander fra et af De Forenede Arabiske Emiraters to statsejede teleselskaber. Man kommer stort set aldrig så langt ud, at de ikke har sørget for mobilsignal – for hvem kan overleve uden dét i 2015?

Her byder Qasr Al Sarab forhånds-velkommen. Resortet ligger 12 km. længere ude af vejen.

Det er som at lande midt i 1001 nats eventyr.

Ualmindeligt smukt og gennemført arabisk både ude og inde – med en imponerende detaljerigdom.

Pigerne nyder alt det rindende vand, lyset og de smukke opstillinger.Fantasien blomstrer, mens vi går rundt og betragter opholdsstuerne. Det er som om vi er blevet arabiske opdagelsesrejsende, og pigernes fingre løber forsigtigt af med dem, selvom de er blevet forklaret at de kun må “kigge med øjnene”.Senere går vi til pool’en for at blive afkølet.

Der er cirka 40 grader i skyggen og Cilles hår klistrer til ansigtet.Vi møder de andre vennepar, som også har taget imod tilbuddet om “glamping”.

De fleste sidder i poolbaren og nyder indvendig og udvendig afkøling – og det kan man ikke fortænke dem i. Solen brænder og varmen er voldsom, medmindre man opholder sig i vandet.

Børnene er ellevilde. Det er ikke så mærkeligt efter 1 måneds tid uden poolbesøg.Senere er vores værelse klar.Det ligger vestligt og med haveudgang, så vi kan nyde solnedgangen fra egen terrasse henover det orangerøde sand.

Vi er blevet opgraderet, så vi har opholdsstue, soveværelse, tekøkken og et stort badeværelse.Pigerne klatrer ned i det store badekar og beslutter straks, at vi alle 4 skal bade sammen om aftenen. Og det kan vi nemt – der er god plads.Martin laver kaffe til mig. Betænksomme mand. Der er intet, der er overladt til tilfældighederne på Qasr Al Sarab.

Pool-bartenderne tuller rundt og serverer complimentary-smoothies og koldt kildevand ad libitum. De bringer kurve rundt med kølige klude til hvide menneskers lyserøde pander. En af de ansatte har ansvaret for at gå rundt og pudse de dyre solbriller, som hvide mennesker fedter ind i sved, klor og solcreme.

Og vi bliver kørt rundt i golfvogne fra sted til sted. Dovenskaben længe leve!Pigerne elsker det.

De ler højt, når vi drøner op og ned ad de smalle veje med begejstrede, indiske mænd bag rattet.

Vognen hviner rundt om hjørnerne og fyrer ind igennem de utallige indre gårde med springvand, duftende frangipaniblomster og dadelpalmer. Her er vi på morgen-foto-session med en af de ansatte.Prøv lige at se en udsigt!

Så langt øjet rækker er det Qasr Al Sarab, som er opdelt i diskrete villaer og komplekser.

Jo længere væk fra hovedbygningen, jo dyrere.

Sheikh Khalifa og hans familie (Abu Dhabi’s hersker) har også en række villaer her på resortet – med egen helipad og privat indkørsel, naturligvis.Og her er jeg foreviget med den Allerbedste Halvdel.Resortet har endda fået bygget en kunstig oase (så realistisk som muligt), således at gæsterne kan se, hvordan en ørkenoase ser ud.De har fat i den lange ende, Anantara. Deres Qasr Al Sarab Desert Resort er virkelig noget helt unikt.

Ikke kun fordi bygningerne er gennemført autentiske og en vidunderlig oplevelse at bevæge sig rundt i.

Ikke kun fordi Liwa-ørkenens sand er så ubeskriveligt smukt, uanset hvor på himlen, solen står.

Ikke kun fordi hotellet tilbyder et væld af oplevelser for enhver smag – og mad af særdeles høj klasse for både store og små.

Det er mest af alt fordi deres ansatte udstråler oprigtig arbejdsglæde og stolthed over stedet.

De holder øjenkontakt med gæsterne – og smiler begejstret.

De husker vores navne og værelsesnumre.

Der hersker en hjælpsomhed og imødekommenhed hver eneste gang, vi kommer i kontakt med dem.

Og dén slags er vitterlig en sjældenhed i Ørkenstaten. Vi kunne sagtens have brugt flere dage på resortet. Men selv en enkelt overnatning er nok til at vi føler os afslappede og mætte af oplevelser.

På vej hjem i bilen siger Cille: “I wish we could go there every weekend”.

Udgivet i Uncategorized | Tagget 1001 nats eventyr, Abu Dhabi, adspredelse, afslapning, Anantara, arabisk, arabisk eventyr, autentisk, ørken, ørkensand, ørkensol, ørkentur, badeferie, Dubai, Empty Quarter, familieferie, familietid, fællesskab, ferie, gå på opdagelse, glade, glamping, køretur, leg, Liwa, Liwa Oasis, mætte, miniferie, opdagelse, ophold, oplevelser, pool, Qasr Al Sarab, Qasr Al Sarab Desert Resort, solnedgang, venner | Skriv en kommentar

Åh, Baby!

Udgivet den 7. maj 2015 af moriudlandet

Efter at vi er flyttet ind i det nye hus, har Mille overtaget Cilles juniorseng.

Og Cille har fået en større seng med udtræk, så hun nemt kan have overnattende venner.

Det er i og for sig en helt almindelig transition.

En række hverdagshandlinger med nedpakning og udpakning af et par senge.

I virkeligheden ikke noget at tænke nærmere over.

Og så alligevel.

For der er jo en æra, som er forbi.

Tremmesengen, der har holdt 2 tykke sovebabyer, står nu dekonstrueret hen.

Som et åbenlyst symbol på at babystadiet og dets livsform er afsluttet i Familien Kaalund.

For altid. Men tremmesengen er nu ikke den eneste indikation på det udfasede babyliv.

Stablen af bleer er også stort set forsvundet i bunden af skabet.Og Milles elskede, udslidte sutte-naser står over for en udflugt ned i en konvolut, som sendes til Julemanden (aka. Mormor og Farmor).Og hvorfor er det lige, at jeg bliver helt blævret indvendigt ved tanken om det her?

Hvorfor er det lige, at jeg nægter Martin at sætte tremmesengen uden for til fri afhentning blandt kvarterets beboere?

Hvorfor er det lige, at jeg insisterer på at jeg – i et anfald af forhåbentlig snarligt-indfindende klarsyn – SELV og egenhændigt MÅ bære den babyseng ud?

Den står der endnu, sengen.

Og den taler direkte til mig hver eneste gang, jeg går forbi den.

Den taler til mig om mit udrindende formål som menneskelig rugekasse. Den fortæller mig om en langsomt svindende fertilitet i årene, der kommer.

Graviditeter og barnefødsler. Been there. Done that. Tjek.

Sengen skærer ud i pap, at der findes en endegyldig afslutning på det, der er min kvindekrops primære opgave og funktion.

Har jeg en præmatur mid-life-crisis?

Er hønen blevet skruk og kuk?Det var mig, der aldrig i livet skulle have flere børn efter fødslen af Cille i 2009.

Det var mig, der for alt i livet skulle have et barn mere efter fødslen af Mille i 2012.

Det var os, der gerne ville have 2 børn.For – hånden på hjertet – vi er begge elendige til at passe babyer i det der inferno af cirkulære døgn og blødende ammebryster.

Der er ingen af os, som sådan rigtigt for alvor kan lide babystadiet.

Må man godt sige det højt?

Og hvorfor er det nu pludselig et problem for mig, at vi er på vej bort fra en fase i livet, som ingen af os er synderligt vilde med?

Min elskede tante – som om nogen i familien har erfaring med babyer (og hvis fortjeneste det er, at min kære onkel har en stor og velfungerende familie idag) – skrev for nogle måneder siden til mig.

Om reproduktion.

Om det at være lidt mere end midt i livet og se tilbage på årene med helt små børn.

På sin helt særlige, stille facon gav hun mig stof til eftertanke:

Man fortryder aldrig de børn man får, men måske dem man ikke får.

Hendes ord giver genlyd i mig.

Og har gjort det i måneder.

For hun ved jo, hvad hun taler om.

Mailen slutter naturligvis af med en kærlig hilsen og et ønske om at hun ‘nu forhåbentlig ikke har været utidig’. Hun er vestjyde. Et harmonisøgende væsen. Betænksom til fingerspidserne.

Hun er aldrig ‘utidig’, min tante.

Hun er et af de stærkeste, mest udholdende og rummende mennesker, jeg kender. Og hendes ærlighed og tanker om livet har stor betydning for mig.Og som ved enhver anden livs-anledning, hvor jeg er emotionel, forvirret, i tvivl-og-rundt-på-gulvet, vender jeg mig mod stammens ældste. Mod flokkens leder. Mod alfahannen.

Han siger klart nej.

Åh, baby!

Men der er ikke nedlagt veto på en grim og afvisende måde. Tværtom.

Der er forklaret. Tegnet. Illustreret.

På pædagogisk vis indfører han mig i konsekvenserne ved mine (potentielle) handlinger.

Med stor kærlighed og omsorg viser han mig forsigtigt, hvad omkostningerne vil være ved at få et 3. barn i et land, hvor alting er egenbetalt. I et land og i en situation, hvor vi fra den ene måned til den anden kan risikere at skulle flytte væk, hvis der sker noget arbejdsmæssigt – og hvor vi i den værst-tænkelige situation ville være 2 voksne uden indkomst.

Han beskriver de følelsesmæssige omkostninger, som vores familieliv har haft i de sidste 5 år – for vores døtre og for os.

Der er Cille, som har boet i 3 lande og i 5 hjem på 5 år.

Og Mille, der har boet i 2 lande og i 3 hjem på 3 år.

Jeg får store kram undervejs.

Samtalen åbner og lukker sig henover uger.

En aften siger han pludselig:

“Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vores kærlighed bare ville vokse. Der vil altid være kærlighed og følelsesmæssig plads til ét barn mere. Den slags vil vokse uendeligt, uanset hvor mange børn, man måtte få.”

“Men tiden forholder det sig anderledes med, Tine. Tiden til hvert enkelt barn multiplicerer ikke bare; den vokser ikke uendeligt. Du har kun den tid, du nu engang har. Og skulle vi så ikke give al vores tid til de 2, vi allerede har sat i verden?”

Manden har jo ret. Han rammer hovedet på sømmet.

Vi har et ansvar for at sørge – på bedst mulig vis – for de 2 børn, vi har sat i verden.

De bad sgu’ ikke om det selv.

Det var os, der lavede dem.

I anfald af kærlighed og rendyrket selviscenesættelse.

Fordi vi gerne ville realisere vores idé om en familie.Nu har de hinanden at lege og slås med – og jeg tror ikke, at de ‘bare lige står og mangler en lillebror’, hvis nogen skulle komme forbi og spørge.

Gør jeg egentlig?

Mangler jeg en lillebror til flokken?

Er jeg villig til at gå på kompromis med den tid, jeg elsker og nyder at have til begge børn?

Tør jeg rykke på den papirtynde balance, der netop er ved at vise sig i vores familieliv?

Er jeg villig til at gå seriøst ned i livsstil med færre hjemture til Danmark og et mindre hus?

Eller er jeg villig til at gå seriøst ud på det-der-arbejdsmarked? Og hvad ville være pointen i at arbejde mere end nu? Så er der vel endnu mindre tid til hvert enkelt barn?

Giver det ikke mening, at vi nu tager hul på nye oplevelser og rejser med 2 frække trunter, der efterhånden er selvkørende?

Jeg skal nok stille tremmesengen ud, Martin.

Lige om lidt.

Okay?

Hormonerne må tvinges under kontrol.

Angsten for afslutning må gennemleves.

Afskeden med ét ud af mange livsstadier må siges.

Det er naturens gang, Baby.

Du har ret. Som altid. Og jeg elsker dig for det.

Udgivet i Børn, Kærlighed, Om Far i Udlandet, Om Mor i Udlandet | Tagget afslutte, alfahannen, amning, angst, æg, baby, babyer, babystadiet, børn, børnefamilie, beslutningstager, ble, elske, en æra er slut, familie, familieliv, få børn, føde, fødsel, fertilitet, forældreskab, forvirret, gravid, graviditet, høne, i tvivl, Kærlighed, konsekvenser, kvindekroppen, lægge æg, leve livet, livsangst, livsfaser, menneskelig rugekasse, mid-life-crisis, naturens gang, nye oplevelser, nyt stadie, reproduktion, rugekasse, sige farvel, skruk, stammens ældste, sut, symbolsk, tage afsked med en æra, transition, tremmeseng, usikker, vinke farvel | 3 kommentarer

Der er lukket for det varme vand

Udgivet den 6. maj 2015 af moriudlandet

“Will you hold my hand in the lift, Mummy?”“Do we have to go to a flat on top of another flat? Can’t we just take the stairs instead? Am I going to do some exercises with my elbow or what, Mummy?”

Den Lille-Store Skolepige krammer Bjørnen Bjørn, mens hun stiller spørgsmål i ét væk.

Vi befinder os i Jumeirah Lakes Towers, som er et forretningsområde, der ligger blot et langt stenkast fra vores egen hvid-mands-ghetto, The Lakes.Elevatoren i Platinum Tower suser opad, mens Cille holder krampagtigt fast i min hånd.

Vi skal af på 36. etage, så jeg afviser pure, at vi “bare kan tage trapperne”, som hun ellers så pænt foreslår.“Pling”. Elevatorens døre åbner sig og vi tumler ud med propper i ørerne.

Foran os er der en dør, der leder ind til en lille bid af Danmark.

Fysioterapeuten Theo tager venligt imod Cille og Bjørnen Bjørn.

Her er ingen hvide kitler.

Og ingen steril lugt af klinik, sprit eller duftfrisker.

Her er rene, pæne (skandinaviske) linjer – og samtidig en varm og uformel stemning, som jeg føler er et eller andet udefinerbart dansk.

Theo får snedigt Cille til at tø op ved at lade hende bevæge Bjørnen op, ned og rundt, så han kan observere albueleddet i aktion.Cille ler, når Bjørnen skal strækkes så højt op mod loftet, som hun overhovedet kan.

Og hun ler endnu højere, da han senere lægger hende til rette for at manipulere lidt med albuen, så hendes spaghettitynde arm blævrer som “wobbly jelly”.

Vi gennemgår de øvelser, som vi skal hjem og foretage i de næste par dage, før vi skal komme igen. Og han forsikrer os om, at dén lille albue nok skal blive fin og god igen.

Ét af de finurlige aspekter ved livet i Dubai er, at vi faktisk er en stor gruppe danskere.Så stor en gruppe, at vi (nøjagtigt som alle andre indvandrere!) har “vores egne”, der klarer stort og småt for os.

Der er danske fysioterapeuter, danske tandplejere og danske tandlæger. Der er dansk sundhedsplejerske, dansk fødselslæge og dansk kiropraktor. Der er dansk frisørsalon, danske frisører og stylister – og danske designere.

Man kan få leveret rugbrød og spandauere fra den danske bagværksleverandør; der er danske advokater og assurandører; vi har en bar, som er ejet af danskere – og så er der danske grafikere, IT-folk, mental-coaches og personlige trænere, sygeplejersker, pædagoger, lærere, fotografer, ejendomsmæglere og en masse andet godtfolk, som leverer deres ydelser til danskerne i Dubai (og til en masse andre, selvfølgelig).Da vi kommer hjem fra fysioterapien, strømmer der vand ned fra loftet i køkkenet. Lili og Mille futter rundt om problemet og har sådan set gjort, hvad de kunne.

Der er stillet skåle op til opsamling af vand, men lige lidt hjælper det.

Vandet trænger ind i skabene, som velvilligt suger til sig. Det løber ned ad fliser, vægge og karme. Vi sopper rundt i centimeter-højt vand på gulvet.

Jeg bliver skinger. Og hysterisk. Og godt, gammeldags vred over de her kontinuerlige hus-udfordringer.
Så jeg ringer irriteret til service-firmaet for at få dem til at komme. Det har Lili allerede gjort, men vred-hvid-dame giver dem lige et ekstra fur.Og nu er der lukket for det varme vand.

Bogstaveligt talt.

Der sidder individuelle vandvarmere i alle rum med vandhaner (yes, I know – det er da bare en smart løsning) – og vi har fornøjelsen af at en af dem går i stykker et eller andet sted i huset hver 3. eller 4. måned.

Hver gang sådan en fin vandvarmer går i stykker, så viser det sig ved at der strømmer gavmilde mængder af vand ned fra loftet. I insisterende lang tid.

Og det bliver en lang time (eller to), før VVS-hjælpen dukker op.

For vand, der fosser ned fra lofter, er hverdagskost i Ørkenstaten. Intet service-firma skynder sig for den smule syndflod. Der skal mere til!

Så vi må pænt leve med skjoldede loftsplader, bølgende skabshylder og en svag lugt af mug.

Er det ok, hvis jeg lige smutter ud efter en trøste-snack?

Jeg er træt-med-træt-på af fejl på installationer. Og det var mig, som i min himmelråbende naivitet troede, at vores nye hus måske ville være mindre fejlbehæftet.