For kort nederdel

“I am sorry Madam, you cannot enter. Your skirt is too short, you must cover in respect for our culture and values”.
Jeg står småsvedende og eftermiddags-lav-på-sukker foran en sikkerhedsvagt. Og jeg ser direkte ind i mit eget spejlbillede i hans blanke solbriller.
I dagens anledning er jeg iført en langærmet, sort bluse med en chiffontop udenpå og en tækkelig sort nederdel, der går til midt på knæet.
Men dén påklædning er åbenbart ikke god nok.
Mine let-hævede, 36-årige ankler kan jo pirre, forstyrre og forarge enhver.
Han har korslagte arme og ser på ingen måde ud som om der er mulighed for forhandling.
“But what do I do now? I need to get my university papers attested today”, siger jeg småirritabelt.
Jeg er kørt til Udenrigsministeriet i Bur Dubai for at få sat det sidste og afgørende stempel på mine uddannelsespapirer fra Syddansk Universitet, hvor jeg engang i fordums tid fik en kandidatgrad i spansk.
Jeg har været igennem en tålmodighedstestende mølle med legalisering af papirerne i Det Danske Udenrigsministerium, efterfulgt af attestering på Det Danske Generalkonsulat i Dubai – og nu – hip hurra! – skal jeg blot indhente den tredie og ultimative attestering hos de Forenede Arabiske Emirater, således at min arbejdsplads kan sætte et flueben ud for baggrundstjek af mine uddannelsesmæssige kvalifikationer.
Vagten peger ned ad gaden: “You can find a clothes shop not far from here and buy something there that covers to your ankles”.
Tak for tippet.
Jeg vader ned ad gaden, mens jeg kigger på alle de nedslidte ambassader, der befinder sig i Udenrigsministeriets nabobygninger. Det er alle “vennerne”: Syrien, Iran, Irak, Libanon, Egypten og så fremdeles.
Det er et helt kompleks af officielle kontorer, hvor der sidder mennesker udenfor, som bestemt ikke ser ud til at leve i sus og dus i Dubailand. De ser triste, snavsede og trætte ud, som de sidder dér og venter udenfor deres lands ambassader.
For enden af gaden finder jeg en indisk tøj-outlet.
Jeg flår et par mønstrede bukser ned af hylden, betaler 35 dirhams ved kassen, og går direkte ind i prøverummet for at skifte den syndige nederdel ud med husmor-buks.
Retur i Udenrigsministeriet tager sikkerhedsvagten imod mig uden skyggen af smil eller genkendelse i ansigtet.
Denne gang går jeg direkte ind. Og får det svært-opnåelige stempel trykket direkte på papiret imod klækkelig betaling, naturligvis.
Uden for sidder en europæisk mand på trappen. Han er i færd med at argumentere med vagten om, hvorvidt hans trekvart-shorts er acceptable, når han skal have attesteret sine papirer.
Jeg smiler lidt for mig selv og tør godt sætte en fin 100-dirhammer på at han IKKE (som i aldrig i livet!) får adgang til Udenrigsministeriet i noget så flashy som en trekvart-buks.
Er bare NØDT til at rose dig for din helt UTROLIG underholdende måde at skrive på… Jeg læser din blog med smil på læben HVER gang og kan nikke genkendende til alle dine udfordringer i Dubai