Gravkaffe

“Pas godt på dig selv. Vi ses snart igen”. Min Mor og jeg krammer farvel.

Det er tirsdag morgen og 10 dage med fællesskab, oplevelser og Mormor-omsorg er forsvundet med lynets hast.

Det her bliver aldrig nemt. Uanset hvor mange gange, vi øver os.

Hun sætter sig ind på bagsædet – og taxien vender rundt på den tomme, mørke gade.

Et luftkys ud af vinduet og hun er borte på et øjeblik.

Jeg læner mig op ad væggen og trækker vejret dybt. Tårerne ligger lige for, men hvad hjælper det?

Jeg bliver aldrig nogensinde for gammel til at have brug for min Mor.

Der er savn og længsel allerede i det øjeblik, hvor taxien ikke længere kan ses.

Der er knapt 25 grader kl. 5.45. Svalt og behageligt. Hvis ikke det var så forbandet tidligt, ville temperaturen være perfekt til en gåtur.

Og nu er Mormor så på vej hjem til rusk, regn og hverdagsliv.

Væk fra sol, leg og ferieliv med os.

“Hvor er Marmuuu henne?”, spørger Mille, da hun bliver vækket. Hun hiver sutten ud og ser spørgende på sin Far.

Mormors seng på gæsteværelset står tom. Vi må konstatere, at hun er væk. Rejst.

Og så tager vi forklaringshistorien igen om Mormor i en flyvemaskine på himlen – på vej til Danmark, fordi hun skal hjem for at arbejde.

I aftes drikker vi gravkaffe på Jones The Grocer – en australsk delikatessebutik og restaurant i Umm Suqeim-bydelen. Begge er vi lidt trykkede over, at Mor skal hjem i morgen.

Vi trøstespiser naturligvis også de fineste, små kager.

Der er så mange, gode minder fra hendes første tur til Ørkenstaten. Dagene er bare gået alt for hurtigt.

Forhåbentlig kommer hun snart igen?

Hun virker ihvertfald meget betaget af sit arabiske eventyr.

Og selvom min hjertekule er øm og huset føles tomt, så ved jeg jo, at hverdagslivet ligeså stille vender tilbage.

Men det tager et par dage at vænne sig til, at Mormor ikke er her mere. Hvor savnet er stærkt tilstede og minderne om hende følger mig igennem rummene.

Der er duften af hendes creme på badeværelset.

Der er fantomlyde af hvordan hun brygger kaffe og trisser igennem huset på bare tæer.

Og jeg hygger om pigerne med chips og Barbiefilm, som kompensation for min mathed og tristhed.

Det giver et særdeles intens samvær med familie og venner, når man bor og lever på denne her måde. Med stor geografisk, fysisk afstand.

Ofte går der længe i mellem at vi ses.

Men når vi så endelig ses, er dagene pakket med oplevelser, fællesskab, sjov, leg og nærvær.

Der er fokus på at tale sammen, være sammen, opleve sammen.

Måske lærer vi vores familiemedlemmer og venner bedre at kende, fordi vi er tæt sammen 24/7 i mange dage – end hvis vi blot mødtes et par gange om måneden til familiemiddage, kaffeaftaler eller børnefødselsdage?

Og vi sætter naturligvis den praktiske gris og husholdningsopgaverne på standby, fordi vi nyder at have tid sammen med dem, vi holder af, når nu de har taget sig tid til at besøge os.

Efter besøget venter så min gammelvante tomrums-tristesse og en to-do-liste så lang med ting, der skal gøres, fixes, ordnes og regeres.

Men jeg tror lige, at jeg venter til i morgen. Jeg kan sgu’ ikke overskue det idag.