Danmarkshistorien

Sommerferien triller ligeså stille og roligt derudaf. Vi har nu været i Danmark i 25 dage, og det meste af tiden går med små og rolige hverdagsaktiviteter, afbrudt af indkøb og lange gåture i den smukkeste natur. Der er ikke megen energi i vores lille flok i år, men det vigtigste er, at vi får set vores familie og venner, så meget som det kan lade sig gøre. Og så fokuserer vi på god søvn, god mad og pauser, pauser, pauser.
Indtil videre har vi haft en uge i Blåvand og knapt to uger sammen med Farmor og Farfar i Odsherred.Traditionen tro fik vi en tur med den lille færge mellem Hundested og Rørvig. Det har ikke rigtigt været sommer uden dén færgetur. Sådan har Farmor det, og sådan har vi det også.Vejret har været omskifteligt i klassisk dansk stil, og der er ind i mellem ikke andet at gøre end at bage en kage, løse en kryds-og-tværs, sludre, sove eller spille 500.Og så pludselig skinner solen pludselig igen. På én af de varme dage malede Kusine Emma og Cille porcelæn inde på Frederiksberg, mens Mille og jeg forsøgte at drikke al tilgængelig slushice i Københavns Zoo.Vi siger ikke, at slushice-maskinerne er det bedste ved Københavns Zoo, men når nu man kommer fra et land, hvor slushice er meget svært tilgængeligt, så er det altså lidt som at være i iskold-sukkervands-himlen. Ihvertfald for en 10-års-Mille.Vi fik da også gloet på pingviner, pandaer, næsehorn og elefanter, der faktisk også så ud til at trænge til en slushice-nedkøling.Det var vildt dejligt med en opdelt dag, hvor Cille nød at være ‘stor’ i selskab med sin store kusine, som tog hende med ud i sin fine dele-lejlighed i Valby efter Creative Space, og jeg nød at have fuldt fokus på Mille, der lige pt. lever livet som side-kick og søsteren-med-overskuddet.Vi har faktisk også haft en anden dagstur til København denne sommer. Det startede med, at vi besøgte Solvognens fundsted i Trundholm Mose, som ligger ganske kort kørsel fra Farmors sommerhus.Pigerne var ikke synderligt benovede over Danmarkshistoriens vingesus i form af en granitsten med lidt hegnspæle omkring, efterfulgt af en kort gåtur på planker i en mose, hvor man møder fortællingen om Solvognen på nogle enorme jernplader, der ellers passer ret elegant ind i naturens farver. Som voksen er det en fin lille oplevelse, men som barn er det nok bare endnu en gåtur, man er blevet tvunget ud på sammen med de keeeedelige voksne. 😀

Og vi forstod egentlig godt, at en sten-markør for et mosefund ikke lige fik en større klokke til at ringe hos pigerne, så dagen efter ville vi finde den ÆGTE Solvogn til dem. På Nationalmuseet, naturligvis.Jeg elsker at bruge Nationalmuseets hjemmeside og videoer i min undervisning af indskolingsbørnene, så jeg var svært begejstret for at vise pigerne det virkelige museum denne sommer.Og museet skuffede bestemt ikke. Der var virkelighedens lillebitte solvogn i en montre. Der var kæmpestore lurer, de falske guldhorn, tusindvis af smykker, spyd og øksehoveder, potteskår, ofringsobjekter og masser af seje mumier fundet i moser her og der.Vi fandt også 1970’erne, hvor familien satte sig til rette i en TV-stue, der ligeså godt kunne have været min egen elskede Bedstes stue – der manglede såmænd bare, at hun sad i lænestolen og røg en Cecil, mens hun hujede over en håndboldkamp og kastede romtoppe i munden med jævne mellemrum.Cille fik også fat i en islændersweater fra Mormor og Morfars pure ungdom, men hun nægtede at tage den lilla ble om håret. Mille var vist tilbage i Renæssancen med sin pufkjole og paryk.70’er-sweater og brun stue. Vikinger og Jernalder. Bjarne Riis’ vindercykel fra Tour’en. Hansen Is i den brolagte gård og stenalder-mødding. Nationalmuseet kan det hele.

Et andet københavnersted, der kan det hele, er naturligvis Christiania.Vi gik dertil i smukt solskin, hvor Børsens krokodiller vajede med ukrainske flag, og Vor Frelsers Kirke havde masser af turister oppe i det snirklede tårn.Vi kiggede også forbi Christiansborg, som jo stadig er en ‘underlig størrelse’ for pigerne, der vokser op så langt fra folkestyre og demokrati, som man overhovedet kan komme.Og vi fik virkelig én på opleveren. Ikke at der var voldsom aktivitet i Pusher Street på en stille solskins-formiddag, men Fristaden er alligevel meget langt fra pigernes hverdag.Vi så på upcycling af byggematerialer i Den Grønne Hal og kiggede på folk, der chillede med en joint ved Nemolands slukkede scene. Vi fandt dekorative stræder og huse, der så tuttenuttede ud midt i snavs og rod.Vi talte om skrald, genbrug, klunsere og graffiti i det frie byrum. Vi hilste på løse hunde og godtfolk, der bl.a. fortalte os, at skole ødelægger børns hjerner og fantasi, og at hunde er langt at foretrække over mennesker. Så langt, så godt.Jeg ved ikke, hvor meget pigerne tager med sig af de her ting og oplevelser i Danmark, men en eller anden form for Danmarkshistorie bliver det vel til i deres indre minde-bank?

Og som alle andre turister i København, måtte vi lige sidde lidt på Christianshavn med alt for dyrt og alt for kedeligt bagværk. Pigerne gjorde store øjne, da torvets kranke skæbner mødtes og skændtes om flaskepant og bommede cigaretter hos hinanden. På en måde er det underligt at se alle de her ting udefra.Det er som om, der er 1:1 dele stinkende pis og fuldkommen kærlighed i det københavnske bybillede.

Jeg håber, at pigerne vil vokse op og få et kærlighedsforhold til København. Uanset snavset og pisset i hjørnerne. Måske drømmer jeg om, at de kan få et ungdoms- og voksenliv i den by, jeg selv havde et skønt liv i, og som jeg voksede sådan rigtigt op i med voksen-arbejde og mit første realkreditlån. Som i øvrigt blev taget til en bolig lige her i 2008.Metropolis ligner sig selv, men Sydhavnen har heldigvis fået lidt mere etableret liv, siden vi flyttede dertil og derfra. Det var en ren byggeplads dengang i 2008, hvor boblen bristede og vi alle måtte til at tænke lidt mere over vores italienske marmor og samtalekøkkener. Det gik fint dengang i Kongens By. Og det gør det heldigvis stadigvæk. Jeg vil endda strække mig så langt som til at sige, at jeg godt kunne se mig selv bo der engang igen. Ikke i Sydhavnen, trods alt, men måske engang på Frederiksberg.