Kære Læsere,
Jeg er i dén grad stolt af at være udvalgt til Aros Business Academy's 'Blogprisen 2
Se næste indlæg >
So long, Danmark
I dag rejser vi hjem til Martin.
Jeg har set frem til i dag med længsel. Primært og især, når single-mor-rollen har været tung.
Men også hver eneste gang én af pigerne har gjort en ny opdagelse eller sagt et eller andet morsomt.
Lige dér, ønskede jeg, at vi var Far og Mor sammen til at se alt det fantastiske i de to små mennesker.
Og alligevel er det jo ikke nemt at skulle afsted.
Det er ikke ‘bare lige’ at pakke nellikerne og få afleveret lejebilen.
Der er en masse dejlige mennesker, som vi siger farvel til.
For en tid.
For gensynet kommer først til jul.
I morges sendte jeg taksalver afsted fra Vor Frue Bjerg i Grib Skov.
Der er så mange ting, som jeg er taknemmelig for denne sommer.
De mange dejlige stunder med Farmor og Farfar, Farfar, Onkler, Tanter, Svigerinder, Svogere, Fætre og Kusiner.
Ugen hos Morfar og Conny.
Baby-A’s dåb, hvor jeg fik lov at være hans Gudmor.
Ugen i sommerhuset i Blåvand med Mormor, Moster-Søster, Onkler, Tanter, Mostre, Fætre og Kusiner.
Turen til England med Mormor.
De dybe samtaler og det dybe fællesskab med min allerbedste Fru V.
Alle de hyggelige stunder med de dejligste venner – både med og uden Martin.
Pigerne har nydt godt af endnu en genopdragelsesrejse.
Det er så tydeligt at se, at de er tæt knyttede til hele familien og mange af deres små venner, selvom vi kun ses et par gange om året.
Mille har lært at sige “Hey, Fister-løgsovs” og kan nu gynge selvstændigt.
Cille har lært at sige “Åh, vil du ikke rende og hønse” og kan nu klatre i træer selvstændigt.
Life skills af den allervigtigste slags, må man sige.
Jeg er mæt. Og træt. I allerbogstaveligeste forstand.
6 uger i en kuffert med skiftende adresse tærer.
Det er et First World Problem, I know, men det er nu engang sådan, jeg har det. Og som jeg i øvrigt tror at langt de fleste ville have det, hvis de skulle på Tour-De-Family i 6 uger?
Pigerne har sommer-rejse-livet også tæret på.
Det er svært at forholde sig til andre konstant. Og hinanden konstant.
Det er også forvirrende at skulle forholde sig til at bo hos andre igennem længere tid.
De lytter heller ikke til deres Mor og har ikke gjort det i mange uger nu. Det er som om min stemme blend’er ind med omgivelserne. For de har hørt den one too many times.
De er ganske enkelt trætte af at være sammen med mig 24-7.
Ligesom jeg også er (lidt) træt af at være sammen med dem 24-7.
Vi trænger til at få smidt en Far ind i ligningen.
Som forhåbentlig ikke går op i limningen.
So long, Danmark.
På snarligt gensyn, alle I søde mennesker.
Endnu et indlæg, der rammer præcis de følelser, der hamrer rundt i kroppen hos mig – tak for ordene og det faktum, at det hjælper at læse, at andre kan have det præcis som mig. Tak !!Jeg sætter mig i flyveren til Dubai på mandag med 3 børn og en far, der venter dernede. Et glædeligt gensyn, men også et stort ” På gensyn” til DK. Tak for din måde at skildre de udfordringer vi står med, når vi som familie bor i udlandet….:-)