Bangkok, Baby!

“Sawasdee Ka, Mrs. Kaalund, welcome to Shangri-La Bangkok”.

En smuk thaikvinde står helt overskudsagtigt foran mig kl. alt-for-tidligt-om-morgenen i sin farverige silkedragt og rækker røde roser frem mod mig, da jeg hopper ud af hotellets bil.

“Happy Honeymoon to you and Sir”, fortsætter hun.

“Kop-khun-kha, Miss, but we have been married for many years”, svarer jeg med et smil og eftertrykkeligt tryk på many, for at afkræfte al potentiel tvivl om, hvorvidt Virkelighedens Pippi x 2 er undfanget i dølgsmål.

Man har vel lidt arabisk anstændighed med sig i bagagen fra De Varme Lande.

“Ah, okay, please follow me to your suite”, siger hun høfligt undvigende og genner os op på 10. sal.Pigerne går straks igang med at prøve alting af. De er natural born hotelgæster, der ved, hvad de skal kigge efter – hvilket står i skarp kontrast til min egen og Martins barndoms ferierejser.

Sengen skal prøves først for bounce-værdi og pudernes puffethed. Kvalitetstjekket udføres af yderst minutiøs knapt-5-årling.Toiletartiklerne fra L’Occitane er næste punkt på listen. Både mor og datter er fan af udvalget med bergamotteekstrakt.Så kommer madammerne til stuen og fjernsynets kanaler.Sidste manøvre er udpakning og ophængning.

Cille mestrer denne opgave til perfektion, og hun kan nærmest ikke slappe af, før kufferterne er tømte.

Jeg klager ikke over hendes ihærdighed.Bagefter spiser vi morgenmad i hotellets lounge, nu hvor vi har haft en kort nat og en meget tidlig morgen.Jeg får nostalgi-tårer i øjnene af at tusse rundt i buffetten med pigerne.

Genkendelsens glæde, er årsagen til de fugtige øjenkroge.

Det var hér vi tog til som kærester.

Som forlovede.

Som nygifte med spirende baby i maven.

Og sidst vi var her, var Cille en 13-14 måneders baby, hvor Flyvende Farmor var med os på en skøn 3 ugers ferie.

Nu er vi tilbage igen – langt om længe – med 2 store småpiger, der går civiliserede omkring og øser forsigtigt op på tallerkenerne, og som nyder at smage på nye frugter og kager.

Det er en fugtig og overskyet morgen i Bangkok, hvor Chao Phraya’s vandtransport så småt er ved at vågne, mens vi selv langsomt vågner henover cappuccino og morgenæg. Eftermiddagen tilbringer vi i og ved poolen, selvom Thailands småfugtige 30 grader føles en kende køligt nu om dage.

Det er halv-pinligt at indrømme det, men sådan er det nu engang, når man er blevet til vaskeægte ørkenrotter.Shangri-La har en fin og frodig have lige ned til floden, som Mille og jeg lister på opdagelse i. Vi ser beundrende på de smukke og velduftende blomster, de frodige planter og træer, som slynger sig så naturlige og helt anderledes end den fremprovokerede, manicurerede plantevækst i Ørkenstaten.Og vi går over for at hilse ærbødigt på Buddha i én af hotellets små buddhist-altre.

“Hvem er ham Buddha med den golden tummy?”, spørger Mille.

“Han er Gud, Mille”, svarer jeg.

“Endnu en Gud?”, udbryder hun.

“Ja. Endnu en Gud. Eller også er de alle den samme Gud”, svarer jeg.

Pigen er helt betaget af de duftende jasminranker og de små lerfigurer, som pynter i miniature-templet.Det er jeg også.

Hver eneste gang, jeg ser et buddhistisk tempel, bliver jeg draget af det.Jeg tror egentlig, at jeg vil bede om at blive genfødt som buddhist i mit næste liv.