Kylling eller kuller?

Expo 2020

Hvem taler overhovedet om Expo 2020 mere?

Det er nærmest årtier siden, at det var 2020, og det er da endnu længere siden, at mennesker kunne finde på at forsamles i store flokke for f.eks at deltage i en verdensudstilling, gå til en fed koncert eller andet større, fællesskabs-halløj, hvor smitte og kropsvæsker eventuelt kan deles med andre.

Men uanset hvordan vi vender og drejer tingene under denne her pandemi, forsøger arrangørerne af store, verdensomspændende arrangementer at klemme dem igennem alligevel.

Hvad skal man ellers gøre af alle de fysiske forberedelser og de mange penge, der allerede er smidt efter arrangementerne?

Qatar vil afholde et coronafrit VM, fordi alle deltagerne skal være vaccinerede på forhånd, og publikum kan vel følge med hjemme i fjernsynsstuerne.

Japan vil afholde et OL helt uden publikum og medrejsende familie for atleterne, så de på den måde kan holde styr på coronaen.

Dubai har også udskudt byens store arrangement – Expo 2020 – der nu begynder i oktober 2021 og slutter i marts 2022. Man håber selvfølgelig på, at coronaen er mere under kontrol til den tid, og det ender så også med at betyde, at der samtidig kan fejres 50 års fødselsdag for selve landet, De Forenede Arabiske Emirater.

Jeg ved ikke rigtigt.

Faktisk bliver jeg helt modfalden, når jeg ser den fine og forventningsfulde promovideo for Expo 2020, der blev lagt på YouTube for godt et års tid siden. Alle de store ord, håbet, glæden, forventningen – og så fast forward til den syngende, kinesiske lussing, vi alle fik os i starten af 2020. Ingen af os anede, hvad der ventede os dengang. Og det er nok godt det samme.

Indtil videre står Terra – The Sustainability Pavillion klar derude på det enorme Expo 2020 site halvvejs ude i ørkenen forbi et stort industrikvarter, der hedder Dubai Investment Park (DIP). Man har kunnet besøge pavillonen indtil for ganske nyligt, men nu har de lukket den ned på grund af varmen, tror jeg. Der åbnes selvfølgelig igen, når hele festen skal løbe af stablen i oktober.

Der er ingen tvivl om, at Emiraterne har haft et stort ønske om at vise verden, hvordan innovation og teknologi er nøglen til at redde vores planet og ændre vi menneskers nuværende negative indflydelse på klima, miljø og natur for fremtiden. Terra-bygningerne, der er fuldstændigt selvforsynende, er et flot eksempel på dette. Indholdet i bygningerne er måske sådan lidt mere so-so.

Og Cille og jeg nåede lige at opleve det hele, før pavillonen lukkede ned for sommeren.

Man bestiller i øvrigt billetter på forhånd (koster stort set ingenting). Skiltning og parkering er fuldstændig strømlinet, og det samme gør sig gældende for billet-tjek, temperaturkontrol, håndsprit, toiletforhold, madboder osv.

Med andre ord er der styr på faciliteterne og logistikken omkring at have mange mennesker samlet midt under en pandemi. Emiraterne har virkelig vist sig at kunne kontrollere menneskemængder det seneste års tid, hvor de har holdt de fleste store parker og attraktioner åbne; og de er lykkedes fint med at vaccinere en betydelig del af befolkningen på ret kort tid, og med at få opbygget store, effektive felthospitaler og vaccinationscentre, hvor der er et rend af mennesker i og omkring, uden at det er ude af kontrol.Her står den imponerende gateway til Expo. Porten kan efter sigende åbne og lukke, og det er en enestående, elegant stålkonstruktion, som de fleste ingeniører sikkert får våde drømme over. Så høj, så spinkel, så fin i sit udtryk.Naturligvis med masser af LED-lys, så konstruktionen er lige så imponerende efter solnedgang som i dagslys.Ingen stor begivenhed uden maskotter, der hilser på de besøgende, vel? Her i Arabistan er det så naturligvis emirati-børnene Latifa og Rashid, der tager imod børn og voksne on site. Cille er desværre blevet for stor til at kramme dukker, så vi nøjedes med at smile til dem på afstand. 
Over alt – inde som ude – er der enormt smukt og dekorativt med informationer om menneskets færd og indflydelse på jorden.Det meste af pavillonen er helt perfekt til børn i alle aldre, fordi det er intuitivt forståeligt, hvad det er, vi skal til at ændre, for at vores planet fortsat kan være et godt sted at leve for mennesker og dyr.Der er skruet godt op for de elektroniske virkemidler undervejs, hvilket er typisk araberne. De er elektronik-gale.Pavillonens indre er opdelt i to – en fortælling om livet på landjorden og en anden fortælling om livet i verdenshavene.Overalt fanges øjnene af dekorative, glimtende uroer, lys og lydeffekter, små stilleben, fine displays osv. Nogle af budskaberne er klare, andre knapt så meget. Nogle af aktiviteterne giver mening, andre knapt så meget. Der er intet for alvor nyt under bæredygtighedsparasollen, men de har da gjort et hæderligt forsøg på at fortælle os noget om naturressourcer, genanvendelse, smart teknologi, menneskers adfærd osv. Der blev bare lidt meget Tivoli over indholdet, hvor jeg havde håbet på, at de ville give os hver især noget stof til eftertanke, f.eks. form af svære spørgsmål til vores egen adfærd, omlægning af vaner, varige ændringer i vores behov og forbrug osv.

Vel ude af bygningen og dens air con kan man så nyde synet af solceller og smukt arrangerede arabiske planter og træer, som jeg desværre glemte at fotografere. Men jeg nød dem. Det var dejligt at se, at de havde valgt at bringe deres egen natur og planteliv ind i udstillingen, i stedet for bare at plante række efter række af hollandske blomster, som de ellers altid plejer at gøre.Vi endte vores udflugt med at spise hæderlig shawarma i en af madboderne, mens solen gik ned.

Jeg vil glæde mig til at opleve andre dele af Expo, når de engang åbner. Det hele lignede lidt en byggeplads uden for Terra Pavillion, men hvad ved jeg om det. Færdige skal de jo nok blive til tiden, for her til lands sætter man bare nogle flere (altså virkelig mange flere!) Byggemænd Bob’er i gang, hvis der er behov for det.Og skulle du få mulighed for at lave stopover i Dubai på din vej til Fjernøsten her til efteråret, vil jeg varmt anbefale dig at besøge Expo 2020.

Aj, who am I kidding? 

Ikke mig selv, ihvertfald.

Jeg har stadig lidt svært ved at tro på, at der kommer horder af stop-over-gæster og besøger Verdensudstillingen i Dubai, men heldigvis kan jeg tage fejl så let som ingenting.

Forretningsfolk skal der nok komme, hvilket jo er det primære formål med Expo. At få lavet noget big business inden for alle sektorer, offentlige såvel som private.

Og jeg håber da inderligt, at jeg tager grueligt fejl. For alt i verden. Det ville være så ærgerligt, hvis alle de penge og al den energi, der er kanaliseret i Expo 2020 ender med blot at blive til endnu er nybygget boligområde midt i ørkenen uden for Dubai. Den slags har vi allerede så rigeligt af.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kylling eller kuller?