Frisk luft i Al Ain

Det er tid til obligatorisk eftermiddagskaffe i sene eftermiddagssolstråler.Jeg bliver aldrig træt af at bo lige ned til noget vand. Her er det en fuldstændig kunstigt anlagt sø, mens det i de go’e gamle dage var slutningen på Københavns kanal. Det er guld værd at bo i en vandkant, for der er noget beroligende over at glo på vand, og vandspejlet sender samtidig en masse lys ind igennem vinduerne, uanset årstiden.

Om vinteren er søen her mere fyldt end om sommeren, fordi den er et regnvandsreservoir. Derfor er der også strøm og urolige bølger i overfladen for tiden – og sidder man og glor længe nok, føles det næsten som at være ombord på en færge.

Der er mere stille på bloggen lige nu end der normaltvis er. Jeg har bemærket, at det er noget, der sker – helt af sig selv – når mit hoved er helt fyldt op. Så bliver jeg pludselig stille. Får mindre lyst til at berette og dele. Lukker i og lukker ned som en anden østers.

Det handler om vores jobsituation her i landet. Det er ikke noget, jeg sådan rigtigt kan fortælle om hér, men hovederne bliver voldsomt fyldte, i takt med at økonomien bliver presset eller begrænset. Som jeg har skrevet om tidligere, så er det på samme tid et gevaldigt og ustabilt korthus, man bygger op, når man flytter væk fra ens hjemland.

Et korthus, der er langt skrøbeligere end det ville have været, hvis man var blevet boende ‘derhjemme’. Alt hér afhænger af en velpolstret pengepung, af ens mentale stabilitet og et godt helbred. For her er ikke noget sikkerhedsnet – hverken økonomisk, emotionelt eller socialt. På dén måde bliver man tættere og stærkere som familieenhed, men samtidig også markant mere sårbare, fordi der skal så lidt til at tippe balancen.

Men vi er her – vi står sammen, taler med hinanden og læner os op ad hinanden. Og vigtigst af alt, så trives vores piger i deres skole og trygge hverdag med venner, aktiviteter og rimeligt fornuftige vaner.Men hvad gør man så, når verden er krævende, og hovederne ikke rigtigt kan stoppe med at spekulere, og der sådan set ikke er noget, vi for alvor kan gøre ved det lige her og nu?

Ud, er løsningen.

Ud i den friske luft.Så vi fylder køletasken med drikkevarer og sætter kursen mod Al Ain, der er et grønt og frodigt område i emiratet Abu Dhabi, helt ovre i det sydvestlige hjørne ind mod Oman.Det tager godt og vel halvanden time at køre til Al Ain fra Dubai. Intet er sådan for alvor ‘langt væk’ i De Forenede Arabiske Emirater, så hvis man kan lide en køretur ud i det blå med udsigt til endeløs ørken og kameler i siden af vejen, kan det varmt anbefales at køre fra Dubai og til ét af de andre emirater for at opleve noget helt, helt andet.

Vi har efterhånden været i Al Ain en del gange. Der er masser at se. Jabal Jais, der er det højeste bjerg i landet; de grønne terrasser, Green Mubarrazah, som ligger neden for bjerget; et væld af smukke dadelplantager og muséer i den gamle del af byen og det støvede, men meget aktive kamelmarked.

Og så er der Al Ain Zoo, som jeg antager er den bedste og mest reelle zoologiske have i De Forenede Arabiske Emirater, hvis man tænker lidt på dyrenes velfærd.Vi var her for godt 4 år siden, hvor vi fik et meget positivt indtryk af parken. Der er sket meget siden da. Dyrenes indhegnede områder er bestemt ikke blevet mindre, og de gør enormt meget ud af at sikre sig, at der er grønt, rent og pænt over alt – for både dyrene og gæsterne.Det var sådan en smuk januardag med lysende blå himmel og lune solstråler, så havens tre geparder lå og slikkede sol i halv skygge under akacietræerne. En kæmpe fornøjelse at se på dem og deres langstrakte liv.Haven har også masser af områder med lokale dyr – oryx, gazelle og andre hjorte, bjerggeder og så fremdeles, der lever vildt i naturen her i landet. Deres områder er stenede og med spredte buske, ganske som de ville være det ude i deres naturlige habitat. De bliver fodret af med hø og grønt græs.Siden sidst har Al Ain Zoo fået lavet en rigtig fodringsplatform til girafferne, der nu siger ja tak til kløver og ærtegræs uden at skulle bøje nakkerne.Pigerne morede sig over giraffernes lange blå tunger, der tog grådigt imod, så det skummede grønt om munden på dem. Det er også en snedig ekstra indtægtskilde til parken, da de tager ca. 30 dirhams for græsset og adgang til fodringsområdet. Sådan var det ikke sidste gang, men entréen til parken hører virkelig til i den lave ende (omkring 30 dirhams pr. voksen, hvilket er godt og vel 60 kroner), så vi betaler gerne lidt ekstra for at få fornøjelsen af lidt nærkontakt med de skønne giraffer.Midt inde i haven mellem de store dyrs områder, ligger der en form for “petting zoo”, der nok er dén del af haven, som er mest “forkert”/politisk ukorrekt, hvis man kan formulere det sådan. Her kan børnene igen købe kløver og ærtegræs til at fodre kaniner, skildpadder, geder, får, ponyer og kameler med. Indhegningerne er små, og det virker til at være den ældste/oprindelige del af haven, hvorefter man har udbygget med mere tidssvarende og politisk korrekte indhegninger og områder.

Pigerne elsker at fodre dyrene. Og så længe de respekterer dem og er forsigtige, lader vi dem altså gøre det. Mille kunne pludselig heller ikke leve videre uden at få en ridetur på Pippis hest.Det er møgsvært, det med dyr i fangenskab. De burde jo dybest set slet ikke være dér i bure og indhegninger – men samtidig er der bare så meget umiddelbarhed og glæde i at opleve dyr på helt tæt hold.Når man fodrer sådan en frisk fyr, som ham hér, er det bare ganske umuligt at spekulere over eller være bekymret for fremtiden. Man kan kun smile – af ham og af tilværelsens absurditeter.

Nuet er bare godt at være i – og der befinder man sig helt automatisk, når man er i selskab med børn og dyr.PS: Al Ain Zoo har lavet skygge ved hjælp af solduge, træer og anden beplantning stort set over det hele, så du kan sagtens besøge haven i hele “vinter”-sæsonen fra oktober til medio april uden at smelte eller blive stegt.

Haven primære frokostrestaurant er der desværre ikke blevet pillet ved eller justeret op på. Maden er meget billig og sådan nogenlunde okay for et familiested, men det tager virkelig lang tid at få maden, og det er en meget rodet oplevelse at få bestilt. Det er muligt at sidde på græsset og spise medbragt mad, men hvem gider at slæbe rundt på det i flere timer?

En hel dags oplevelser med mad, drikkevarer, is, kaffe osv. beløber sig til ca. 300 dirhams, hvilket er godt og vel 550 kroner. Det er virkelig value for money, hvis man sammenligner med så mange andre oplevelser og aktiviteter, man skal betale for i Ørkenstaten.

9 ud af 10 stjerner til Al Ain Zoo, som vi bestemt besøger en anden gang. De skal bare lige have styr på deres petting zoo (læs: nedlægge den helt) og få fundet en anden løsning til deres restaurant.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet