Familiedynamik

Autocorrect vil gerne ændre min overskrift ‘familiedynamik’ til ‘familiedynasti’, men jeg føler ikke, at vi er kommet så langt, at der er tale om et decideret Kaalund-dynasti endnu, selvom Svigermor insisterer på, at der hænger et Kaalund-våbenskjold på Frederiksborg Slot. Men vi kan da håbe på, at pigerne beriger os med 2 x 12 araber-børnebørn engang i fremtiden, så vi kan komme lidt nærmere en vaskeægte klan.

Når jeg insisterer på at skrive ordet familiedynamik, så er det fordi den fylder meget for tiden. Dynamikken, altså.

Og billeder er så pokkers taknemmelige. Det skal vi alle sammen huske, at huske hinanden på i en tid, hvor alt og alle ser perfekte ud.Her i weekenden er der f.eks. lagt op til den skønneste girls-only-fredag, mens den kære Farmand-og-Eneforsørger bliver derhjemme og arbejder uforstyrret. Nogen skal jo tjene pengene, som man si’r.

Den står på selvforkælelse i frisørsalonen, hvor pigerne først får vasket håret liggende og en skøn hårkur, efterfulgt af hovedbundsmassage, klipning og føntørring.Det resulterer endda i midlertidige krøller til ældste-darlingen, der er svært tilfreds med resultatet.Jeg er gået helt bort fra klipninger i de der “in-out”-børnesaloner, for nu er pigerne store nok til virkelig at værdsætte, at de bliver nusset om – og de kan begge sidde musestille i en time, mens der bliver klippet facon og frisure i håret. Jeg har en idé om, at det er vigtigt, at børn lærer at tage sig godt af sig selv, og at de mærker, hvordan det føles, når man får en virkelig behagelig behandling, som resulterer i fysisk velvære og veltilfredshed.

Oplevelsen bliver jo heller ikke ringere af, at de begge to bliver rost til skyerne for deres små skinnende jordbærhjelme, som er meget eksotiske og opsigtsvækkende i en Ørkenstat.

Så langt, så godt.

Vi er mindst halvanden time inde i fælles samvær.

Og så knækker filmen. Naturligvis.Igen ser det helt tilforladeligt ud på billedet. Nydelige, nyklippede piger på café til sen morgenmad med deres mor. Very nice. Boglæsning, tegnesager og civiliseret samtale.

Lige indtil Cille spørger, om hun må skimme mælkeskummet på min kaffe, hvorefter Mille straks nupper min teske, som så nuppes af Cille, fordi hun jo fik idéen og derfor skal til før sin søster. Cilles vaks-ved-havelågen-ske-snup tackler Mille ved at skrige i vilden sky, som om hun var 2 år gammel og umuligt kunne udtrykke sin frustration på anden vis.Jeg sidder der. I midten af galskaben. Og får en ubændig lyst til at krybe ned under bordet og væk fra de to gale spektakler, som er lige gode om at være pisseirriterende.

De får den ene dejlig ting og oplevelse efter den anden – som perler på en snor – og temmelig ofte er takken sure miner over småting. Det er virkelig vanskeligt at håndtere uden at føle sig som en gammel sur moster, der himler op over ungdommens utaknemmelighed.

Jeg forsøger hvast at forklare Cille, at hun ikke skal snuppe ting ud af hånden på sin søster – den slags adfærd er jo aldrig pæn – og jeg hvæser til Mille for Gud-ved-hvilken-gang, at hun skal bruge ord og ikke skrål, fordi hun er alt for gammel til den slags reaktion på søsterlig modgang.

Der er intet som at mærke gamle mønstre vise sig igen og igen og igen.

Cille dominerer og smådriller – og Mille skriger som belønning for storesøsters indsats.

Det er virkelig en dynamisk duo, må man sige.

Ingen af dem giver sig, bøjer af eller trækker på skulderen. Ingen af dem er uden skyld i diskussionerne. Ingen af dem er synderligt interesserede i at samarbejde.

Det ville ellers have været skønt, hvis der var en smule mere elastik at give af.

Fra alle parters side.

Gemytterne dæmpes dog hen over en gang pommes frites, og vi fortsætter videre ud i verden til en improv-teaterforestilling på The Courtyard Playhouse, som Cille har ønsket sig at opleve, lige siden hun begyndte til drama for teens derinde.The Toilet Monster, hedder forestillingen – og der er plads til alle børns input og deltagelse undervejs – både fra rækkerne og oppe på selve scenen, hvis de har lyst til at være med. Undervejs i teaterstykket lykkes det de to søstre at have en indbyrdes diskussion om en rød farveblyant med dertilhørende mental nedsmeltning, som heldigvis overdøves af de andre børns tilråb mod skuespillerne på scenen.

Jøsses.

Mille giver ikke Cille ét sekunds chance for at vise, hvad hendes idé eller tanke går ud på. Måske er det fordi Cille ofte har drillet hende, at Mille med det samme går ud fra, at der kommer en skjult negativ konsekvens? Jeg ved det ikke – men igen kunne vi virkelig godt have behov for lidt ekstra line over for hinanden.

Dramaet udredes og overstås – vanen tro – og vi kører videre ud i verden med to hjemmehæklede pøller som minde om et toiletmonster.Prøv at se, hvor englesødt, de kan smile til kameraet. Banditbørn. For real.

Senere på dagen skal vi ud at handle. Nu med Farmanden ved roret.

Cille vil så gerne have nyt løbetøj, og Mille føler sig mægtig inspireret, så inden vi får set os om, befinder madammerne sig samtidigt i ét prøverum, hvor de fægter med arme og ben, rammer hinanden med albuer og knæ – og vræler op om for lidt plads og for meget søster.

For at gøre en lang historie bare en smule kortere, så ender indkøbet med, at de ønskede varer bliver liggende i butikken og to grædende børn må forlade præmisserne. På grund af ualmindeligt uanstændig opførsel, hvis du skulle være i tvivl på nuværende tidspunkt.

Jeg er klar over, at vi er curlingforældre på den hårde klinge. At vi gør alt for dem og med dem – fordi det gør os glade at se dem glade.

For tiden er der bare desværre virkelig langt mellem (glædes-)snapsene.

Det er som om der ulmer et oprør under overfladen konstant.

Som om det eneste, vi har lyst til, er (endnu) et skænderi.

De to søstre bliver for hurtigt sure.

De er alt for opfarende.

Der mangler good-will og lysten til at samarbejde.

Så det arbejder vi på og taler vi om, når familiedynamikken er kommet på afveje.

Og jeg må ærligt indrømme, at jeg nyder at komme væk fra søster-skærmydslerne ind i mellem, for de er ved at drive mig ud i et mildt vanvid.

Indtil videre har jeg kunnet hægte mig selv op igen ved hjælp af espresso martinis, og jeg skal nok sige til, hvis det ikke er tilstrækkeligt.

Rødhårede krabater, for hæwla’…

🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mig og Riskjær

Det er endelig blevet weekend her i en fjern Ørkenstat.

Og jeg fejrer det på ægte rockstjernemanér med varm vanillete i et krus og papirlommetørklæder inden for rækkevidde. Jeg burde undlade at fortælle, at jeg også er hoppet i et par af Martins boxershorts og en forvasket T-shirt, men på den anden side, så kan I jo (heldigvis) ikke se mig. Er jeg den eneste, der synes, at min mands underbukser er det mest behagelige at ha’ på?

Jeg er komplet energiforladt på grund af en styg, styg for-nøl-el-se. Døv på højre øre er jeg også blevet, så jeg taler alt for lavt og har svært ved at høre, hvad andre siger. Det er en super kombi som lærer, må man sige.

Den fysiske afmatning stemmer meget godt overens med min mentale tilstand.

Jeg er så pisseærgerlig over, hvor svært det er, at få en ny sundhedsforsikring, når man er en lille familie på 4 personer, der ikke kan gemme sig i mængden af en “bulk insurance” i et stort firma. Martin gør ALT, hvad han kan – og vi har indhentet lægeerklæringer på de ganske få ting, der er relevante for forsikringsselskabernes vurdering af vores sundhedstilstand, men lige lidt hjælper det. Forsikringsselskaberne opfører sig over for os, som SKAT gør i Danmark over for små virksomheder. Det er bare lettere at fluekneppe et lille familieforetagende end at tjekke et multinationalt selskab igennem.

Alle små og større skavanker fra de seneste 5 år skal deklareres i ansøgningen – og stort set alt bliver opfattet som “pre-existing conditions” –  f.eks. et enkelt, overstået tilfælde af halsbetændelse og en enkelt recept på aknecreme. Det er galimatias, er det! Og vi begynder at forstå, hvorfor fattige amerikanere ikke har mulighed for at få en sundhedsforsikring, hvis det er sådan noget som dét her, de er oppe imod.

Vores lille familie fejler stort set ingenting, og alligevel bliver vi opfattet og modtaget som lidt af en paria, der skal betale ekstra, fordi vi ‘udgør en risiko’.

Vi er lige ved at være derhenne, hvor vi overvejer, om det måske er bedre at blive forsikret via et dansk forsikringsselskab, hvis man overhovedet kan det?

Nå. Nok om (manglende) sundhedsforsikringer.

I morgen står den på influenzamedicin og sort kaffe fra morgenstunden for at cope med en børnefødselsdag for 9 små piger i alderen 7 til 10 år. Mille glæder sig – det lille, knapt 7-årige elsklingsbarn – og jeg glæder mig mest til, at det er overstået. Det er ihvertfald helt sikkert, at jeg skifter vanilleteen ud med vin i morgen aften, mens jeg reflekterer over, at det snart er 7 år siden min anden og sidste fødedag.

Men – for nu at få overskriften på dette blogindlæg til at stemme overens med indholdet – og for at højne den lettere mutte stemning en kende, så kan jeg med største overbevisning sige, at det er virkelig godt, at Danmark slap af med sådan en shady karakter som mig.

Jeg kan jo forstå, at Paludan og hans parti, Den Stramme Kusse, gerne vil af med alle indvandrere og asylansøgere – og dér må man sige, at vores lille familie var forud for vores tid og ganske enkelt smuttede ud ad døren for mange år siden, for så at nasse videre og søge om opholdstilladelse andetsteds.

Jeg kalder mig selv for en shady karakter, efter at jeg var inde for at tage DRs kandidattest til det forestående Folketingsvalg.

Jeg bon’er ud på De Konservative med ham den nykristne Naser Khader – og så SELVESTE Klaus Riskær!

WHAT?Der er det, at man må takke de højere magter for, at jeg ikke stemmer fra en fjern Ørkenstat – og at jeg i det hele taget holder mig langt væk fra Moder-Landet, så jeg ikke kan få indflydelse på Folketingsvalget og jeres Velfærdsstat.

Klaus Riskær, af alle kandidater!

Han er da om nogen et moralsk anstødeligt væsen, som jeg åbenbart deler en hel del holdninger med.

Det er også ny viden for mig.

Og det kræver lige et øjeblik at tage det hele ind og fordøje det.

Det er heller ikke helt sikkert, at mine forældre sidder tilbage med følelsen af stolthed efter denne her selvudlevering.

Jeg kan da heller ikke angive præcist, hvor det er gået galt i min opdragelse og udvikling, men efter at have taget kandidattesten 3 gange, står det klart, at der var ikke tale om en førstegangs-indtastningsfejl.

Jeg er åbenbart vild med grånende politikertyper i stive jakkesæt og slips af liberal eller konservativ observans.

De to ovenstående kandidater er kommet frem, fordi jeg tastede Hillerød ind som hjemstavn – bare så’n for sjaw og fordi jeg er hjemløs i Danmark – men sh*t, hvor ser de to da bare inspirerende ud. De emmer af rendyrket, feministisk girl power, må man sige.

Jeg er åbenbart også yngre end min alder rent holdningsmæssigt – og måske er jeg i virkeligheden en mand fra Midtjylland, hvem ved?

Heldigvis for jer, der skal leve med udfaldet af Folketingsvalget, så kommer jeg ikke til at stemme – og jeg deler trods alt kun holdninger med 6% af den danske befolkning, så det hele skal nok gå godt og blive en vaskeægte velfærdssucces.

Dét er jeg sikker på.

Men hvis du nu skulle være så heldig at møde Riskær på din vej, så hils ham lige fra mig – hans kernevælger i sandkassen!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Tips til Ramadanen i Dubai

Vi fik ikke spottet nymånen igår.

Men så fik månekiggerne minsandten gjort et nyt forsøg her i aften, hvor de fik øje på den sagnomspundte nymåne, så Ramadanen kan starte i morgen 😉.

Hvis du er i Dubai under Ramadanen, er der et par ting, jeg vil anbefale, at du gør:

1. IFTAR

Sørg for at opleve en stor og smuk iftar et sted i byen. Iftar er aftensmåltidet, hvor muslimerne bryder deres faste – og det er virkelig en oplevelse at være med til. Iftar begynder lige efter solnedgang, og man skal absolut bestille bord, så man undgår at gå forgæves. Iftar er ikke et overdådigt festmåltid hver aften for muslimerne – McDonald’s har såmænd også iftar-menuer – men det er virkelig en oplevelse at deltage i en stort anlagt iftar. Faktisk føles det ligesom en form for arabisk juleaften. Hvis du tager ud på ørkenresortet Bab Al Shams (ca. 40 min. uden for Dubai), får du en fantastisk flot iftar-oplevelse i et stort telt med underholdning hele aftenen. Der er også altid et flot iftar-telt ude på Atlantis, på Habtoor Grand og en masse andre steder i byen.

2. ZAKAT

Benyt lejligheden til at give gavmildt til dem, der har mindre end dig selv. Zakat er den søjle i Islam, som handler om velgørenhed. Muslimer bør give omkring 10% af deres årsindkomst i zakat til velgørenhedsorganisationer og personer, der har behov for hjælp. Jeg synes, at det er sådan en fin tanke, og selvom vi ikke er muslimer, så er Ramadan-måneden en oplagt lejlighed til at give rundhåndede drikkepenge til tjenere, bude og taxichauffører, små pengegaver til lavtlønnede arbejdere, samt donationer til velgørenhedsorganisationer, mad til Ramadan-køleskabe osv.

3. SOUVENIRS 

Ramadanen er en oplagt lejlighed til at købe souvenirs og gaver. Ofte er der enormt smukke ting med islamiske mønstre og symboler at finde i boligudstyrsforretningerne – det kan være lanterner, lysestager, uroer, ophæng, dækkeservietter osv. Dadler er også en oplagt gave, da de bruges til at bryde fasten med. De bedste dadler købes i den smukke butik og café Bateel, men de er hundedyre, så hvis du har et begrænset budget, er der udmærkede, færdigpakkede dadelæsker i alle supermarkeder.

Du finder en masse gode informationer om Ramadanen, etikette “do’s og dont’s” og en opdateret liste over gode iftar-steder anno 2019 lige her:

https://www.thenational.ae/uae/ramadan-2019-faqs-everything-to-know-about-the-holy-month-in-the-uae-1.853719

Jeg ønsker alle, der observerer og fejrer Ramadanen en velsignet måned fyldt af fred, indsigt og kærlighed.

✨🌙 Ramadan Kareem ✨🌙

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Selamat Datang Di Bali

Når man bor i en ørken, er der intet så saliggørende som grønt.

Og meget gerne grønt så langt øjet rækker.

For det er noget, vi ikke har og aldrig får nok af.

Man tager det for givet, når man bor i Danmark eller England. Grønne vidder er den naturlige konsekvens af konstant regn. Og konstant regn er en irritations-faktor i hverdagen, som hele tiden skal tages i betragtning, uanset om man skal cykle på arbejde eller er ved at planlægge en havefest.

Sådan har vi det ikke længere. Solen skinner altid, og regn er nu en særlig og sjælden oplevelse. Det med den frodige, naturlige natur er efterhånden blevet ophøjet til noget helligt, nu hvor hver eneste plante, busk og træ, der gror i en ørken, er kunstigt anlagt og holdt kunstigt i live ved hjælp af sirligt anlagte vandingsledninger. Den slags beplantning er ret enerverende. Der mangler ligesom noget. En autenticitet, som kun for alvor findes ude i ørkenen.

Derfor var det heller ikke svært at beslutte, at vi skulle til Bali i løbet af Spring Break.

Kan man forestille sig noget mere frodigt-grønt?Der er intet – som i absolut intet – ved forestillingen om Bali, som skuffer i virkeligheden.

Se bare på det u-filtrede billede, jeg har taget i Tegalalang Rice Terrace, hvor man nærmest forventer, at Julia Roberts kommer cyklende forbi lige om lidt, som i filmen Eat, Pray, Love.

Her er vanvittigt smukt.Med rismarker så langt øjet rækker, uanset hvor man befinder sig i Ubud.Og vi laver alle “must-see & must-do”-tingene.

Vi besøger Bali Pulina Coffee Plantation, som har de underlige luwak-katte i bur, så turisterne kan få oplevelsen af at se kattene indtage kaffebær og besørge kaffebønner, som efterfølgende vaskes, tørres, ristes og males til verdens mest eksklusive kaffe, Kopi Luwak. Vi smager de forskellige balinesiske kaffe- og tespecialiteter – og selvfølgelig også på den let-bitre kat-poo-cino.Vi gynger selvfølgelig også på de verdensberømte Bali Swings, som efterhånden er blevet et helt koncept rundt omkring Ubud, takket være Instagram-konti med perfekte billeder af perfekte mennesker, der gynger ud over grønne rismarker. Vi besøger Aloha Ubud, som er et nyt anlagt gynge-sted, hvor sikkerheden ser ud til at være i top – og næstvigtigst – der er ingen ventetid ved gyngerne, i modsætning til nogle af de andre steder.Og efter hver halve dags aktiviteter, vender vi tilbage til vores chikke boutique-hotel, KaJaNe Mua, hvor vi har lejet en villa med en dejlig, sval pool.Der er bare ikke én eneste finger at sætte på Bali.

Jeg er faldet komplet for balineserne og deres smukke ø.

Naturen er alt dét, vi higer efter at mærke, se og opleve.

Menneskerne er smilende, høflige, venlige og nysgerrige.

Maden er et helt kapitel for sig i rene, friske smage – ofte vegansk, som hér, hvor pigerne får is lavet på kokosmælk.Jeg føler mig præcist lige så velkommen her i det tropiske paradis, som balineserne ønsker os, når de hilser Selamat Datang Di Bali!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Mille Skoletræt

Oh, to be 6 again…Og så alligevel ikke. For det virker som om det er ret hårdt at være en 6-årig.

Ihvertfald hvis man spørger Mille.

Hun er slet ikke kommet ordentligt retur efter juleferien, selvom vi snart rammer februar.

Jeg har svært ved at finde ud af, hvad det præcist handler om, selvom jeg spørger hende igen og igen.

I dét øjeblik hun slår øjnene op om morgenen, udbryder hun: “Jeg vil ikke i skole idag”.

Det har hun aldrig nogensinde gjort før. Og jeg ved, at hun er glad for sine lærere og er vellidt af sine kammerater.

Efter lidt overtalelse kommer hun i uniformen, får et stykke knækbrød og cykler afsted i skole.

Men så snart hun tænker på, at jeg er lige i nærheden (altså på arbejde i dansklokalet), kommer hun drønende ind til mig i sit frikvarter med modige tårer trillende ned ad kinderne. Fordi hun vil ha’ sin mor.

Og jeg trøster hende, mens hun hulker på dén der ukontrollable måde, der rykker i hele den lille krop, og det gør så forbandet ondt i hvert eneste muskelfiber i mit skælvende mor-hjerte.

Vi har sans for drama, Mille og jeg.

Hun siger ofte selv, at hun har ‘store følelser, der må ud’. Og ud kommer de, må man sige. Hun har aldrig lidt i stilhed eller af følelsesforstoppelse.

Jeg har også talt med lærerne sammen med Mille og alene med dem ad flere omgange – og der er heller ingen af dem, der kan byde ind med noget konkret, der skulle være problematisk for hende.

Så jeg graver videre.

Og laver små hverdagshuller med dedikeret Mille-og-Mor-tid, så hun får en tydelig følelse af nærvær og opmærksomhed.

”Ville du egentlig gerne være lille igen, Mille?”, spørger jeg, mens vi gynger ved siden af hinanden. Ligesom i gamle dage i England. Crisps and all.Vi er taget på cykel-lunte-tur i Den Hvide Ghetto, og er landet på én af kvarterets mange legepladser.”Ja, Mor,” svarer hun med et underfundigt smil. “Så kunne jeg være din lille Mille igen, og så kunne vi to være sammen hele tiden hver dag”.

Jeg er muligvis kommet et skridt tættere på sandheden.

At det handler om, at der stilles større og større krav i skolen. Og det er hårdt at honorere, når man er en 6-årig pige, der bare gerne vil rutsje, stå på hænder og slå vejrmøller hele dagen.

Jeg aner ikke, hvorfor det skulle være så brilliant en idé at begynde i skole allerede som 3-4-årige, men sådan er vilkårene i Ørkenstaten – og mange andre steder rundt omkring i verden. Og når man er i en ørken, må man gøre som beduinerne, er min filosofi. Alt andet vil kun gøre ens liv besværligt.

Men resultatet bliver jo det samme i sidste ende. Det kan jeg tydeligt se, nu hvor jeg arbejder i Primary School. Langt de fleste børn knækker læsekoden sådan for alvor i 7-8-års alderen, uanset om de begyndte at lære alfabetet som 4- eller 6-årige.

Og Mille er akademisk anlagt. Hun kan sagtens lære de ting, der skal læres i Year 2. Men 6-års-Mille er lige blevet lidt skoletræt her midt i sit 4. skoleår (!) – og jeg nænner simpelthen ikke at fortælle hende, at der er mindst 20 års studier forude, før hun kan blive hundeklipper med egen lyserød mobil-salon.Sh*t, hvor jeg knuselsker den lille cykelmyg.

Hun er stadigvæk så lille – og det kommer jeg ind i mellem til at glemme, fordi hun bliver sammenlignet med sin storesøster, og fordi skolen stiller så mange krav både akademisk, emotionelt og socialt.

Vi går videre, Mille og jeg.

Hånd i hånd.

Næsespids mod næsespids.

Og skal jeg nu være helt ærlig, så er det vist ikke kun Mille, der gerne vil have sin mor. Mor vil vist også gerne have sin Mille.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet