• ···

Tests af børn. Børnetests. Testede børn.

“Men hvad nu hvis jeg ikke kan svare på et af spørgsmålene?”

Cille skubber vagtsomt en pastaskrue rundt på kanten af sin tallerken.

“Jamen, så går du bare videre til næste spørgsmål. Det gør ingenting. Så siger man pyt. Bare videre til næste opgave. Det vigtigste er, at du gør dit bedste. Ingen forventer andet eller mere af dig end det”, svarer Martin.

Vi sidder henover aftensmaden og ser os nødsaget til at bringe emnet ‘tests’ op med den 7-årige skolepige.

Tests af børn.

Børnetests.

Testede børn.

For skolen har informeret os om at alle nye elever i Year 3 til Year 10 skal tage en række standardiserede tests henover den kommende uge eller to.Screen Shot 2016-09-20 at 11.33.49Tests, hvor man skal sidde i det store eksamenslokale ved individuelle computere.

Sjovt nok synes jeg ikke, at 7-årige Cille er klar til at sidde i skolens store eksamenslokale.

Og at dømme på pigens udtryk, er hun heller ikke selv helt sikker.

Men der er ingen vej udenom.

Det her føles ret langt fra ‘in class tests’ og ‘checking sheets’, som Cille er vant til at samtlige faglærere deler rundt i starten af skoleåret og ved afslutningen af hver læringsenhed. Faglærernes tests af elevernes kunnen og forståelse for de individuelle fag virker pludselig så uskyldige sammenlignet med dét her scenarie, som Mor og Far taler om henover middagsmaden.

Vi har bevæget os ud i meta-data-universet.

Dér, hvor skolens management skal hente tal ned for at sammenligne sig selv med andre IB-skoler rundt omkring i verden. Og for at undersøge de nuværende elevers abstraktionsniveau og kognitive evner.

Den pragmatiske og logiske tilgang til standardiserede tests må naturligvis være, at børnene lige så godt kan lære, at det er en del af livet – rather sooner than later.

For det er det jo.

Det ved vi jo.

Alle os, der har mistet både barndommens uskyld og eksamensmødommen.

Og som ansat på skolen ved jeg, at tests’ene bliver anvendt den positive vej rundt: Til at sikre, at samtlige børn får et differentieret undervisningstilbud, som støtter netop deres læring og akademiske udvikling på bedst tænkelige vis.

De kognitive tests er heller ikke forsimplede IQ-tests; de er værdifulde redskaber for lærerne, fordi de fortæller noget om børnenes præferencer og styrker – og om de områder, hvor nogle børn måtte have brug for ekstra støtte.

Nu holder vi op med at tale om de forbandede tests.

Skolepigen har fået at vide, at hun nok skal sidde ved en computer i et fremmed lokale på et eller andet tidspunkt i denne uge sammen med sine klassekammerater.

Der er ikke andet at gøre end at gå med flow’et.

Men det er lidt af en test.

For både skolepigen og hendes forældre.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

British Breakfast

Her til morgen kører vi fra vindomsuste Felixstowe til det frodigste lille smørhul.

Levington.

Her bor Fru R med sin dejlige familie.IMG_1469Og dagens længe-ventede gensyn starter intet mindre end perfekt.

Med børn, der smiler lidt genert og hilser lidt forsigtigt, men som fanger melodien efter et øjeblik og leger på kryds og tværs, som om vi sås forleden.IMG_1468Og de søde, høflige briter stiller naturligvis med fint opdækket morgenbord, som i dén grad får os til at føle os velkomne.

IMG_1467

IMG_1465

Senere fodrer børnene husets høns – Jemima, Sarah, Vanessa og Marge – med majskolber.

IMG_1471Og mens børnene løber og leger i Fru R’s vidunderlige, afblomstrede blomstereng, som summer af insekter, sidder vi voksne og nyder udsigten over markerne. Og stilheden, som kun afbrydes af vores hyggelige snik-snak og børnenes latter.

IMG_1474Her er så grønt. Så frodigt. Så naturligt.

Og det slår mig, at jeg opfattede denne her engelske naturlighed og landlighed som den største selvfølgelighed, da vi boede her.

Måske hænger det sammen med det faktum, at jeg pt. lever i en ørken, hvor selv det mindste strå skal plantes, passes og plejes på insisterende vis – og altid med menneskelig indblanding i form af vanding og gødning. Dén oplevelse gør mig langt mere ydmyg over for naturlig natur og taknemmelig for de gavmilde vejrguder, som forærer os regn, så vi har frodige, grønne vidder at se på og leve i.

Måske er der også en god portion nostalgi indblandet – for der er rent faktisk lige så smukke marker og enge at se ud over hos både min Mor og adskillige andre familiemedlemmer i Danmark, men der er vi igen tilbage ved den der ’selvfølgelighed’ – for sådan har der jo altid set ud.

Og nu ser og forstår jeg bedre, hvorfor hele familien og vennekredsen elskede at komme på besøg i vores engelske udkants-liv.

For her er charmerende som bare fanden på en Barnaby-Miniput-agtig måde.

Om eftermiddagen lader vi børnene løbe energien af på én af mine favoritlegepladser fra dengang, hvor jeg jonglerede fuldtids med tumlingebarn og bittelille baby.IMG_1476Der går blandede følelser og erindringer igennem mig, når jeg er tilbage i dét, der engang var hele mit liv og hele min hverdag.

Her er vidunderligt i Woodbridge – en smuk, gammel by med smalle gader, stræder og restaurerede huse, hvor den gennemførte stil og detaljerigdom er til at falde i staver over.

Men jeg husker også grundfrustrationen over at skulle forsøge at akkommodere to små børns vidt forskellige behov på én og samme tid. I mange timer. Hver evig eneste dag.

Det var ensomt til tider.

Der var tvivl på egne evner ret ofte.

Men samtidig var børnene og at skabe en god hverdag dét, der gav allermest mening for mig.

Jeg ville – og vil – allerhelst være mest muligt sammen med de to madammer.

Hver dag.

Også selvom vi ind i mellem ‘laver hinanden om til vanvid’, som en 4-årig Cille ville have udtrykt det.

Efter legepladsen slentrer vi over jernbanen til River Deben, hvor der ligger et lille tehus, godt gemt bag træer og buskads. Man skal være meget stedkendt for at finde frem til steder som dette.

IMG_1480

IMG_1482

IMG_1481

Der går straks kage i den for de voksne.

Hvem kan ikke lige klare et stykke apple crumble cake, bakewell tart eller gulerodskage?

When in Britain, do as the Brits. Eat cake!

IMG_1478Da børnene er færdige med deres is, løber de ned for at sejle på den lille opdæmmede sø med Daniel’s sejlskib.

IMG_1479

How civilised is that? Som Fru R ville have sagt.

Very. Som jeg ville have svaret hende.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ramadan Kareem

“So….are we “hangry” today?”

Jeg smiler til min palæstinensiske veninde, mens vi venter uden for vores døtres klasse.

Klokken er 13.30.

Det er 1. dag under Ramadanen.

“Well, I haven’t started fasting yet. I will – you know – one of these days”, ler hun tilbage.

Det er benhårdt arbejde at faste i et-par-og-fyrre-graders varme.

Jeg kan virkelig godt forstå, at hun samler energi og overskud til at gå igang.

Hun er sådan set heller ikke mere praktiserende muslim end jeg er praktiserende kristen. Men selvom hun ikke går med tørklæde eller i moskéen for at bede til daglig, så er Ramadanen stadig ligeså særlig for hende, som julemåneden er for mig.

Og afholdstanken – askesen, renselsen, den indre læring og den stille eftertænksomhed – er smuk.

Uanset religiøs overbevisning.

Uanset om man har en religiøs overbevisning eller ej.

De saudiske månekiggere øjner nymånen i aftes, så her i Ørkenstaten er vi gået på nedsat tid pr. dags dato.

IMG_0306

Og nedsat tid siger de kristne blegansigter dælme ikke nej-tak til.

Det er decideret skønt, at der er god tid om morgenen her i skoleårets sidste uger.

Tid til gakkede versioner af stolesidningens kunst.IMG_0300Tid til at gro enhjørnings-horn af LEGO, før virkeligheden kalder.IMG_0299Og mens pigerne kun oplever Ramadanen som en måned med forkortede skoledage – nedsat til 5 timers daglig undervisning pr. officielt dekret fra Den Frygtløse Leder – lister jeg ind og gemmer mig i mit hobbit-hul, når maverumlen melder sig.IMG_0308Der er gemt kiks og nødder i skabet. Og lidt udskåret frugt i skoletasken. Tilsæt en diskret sniger-kaffe – og så går det fint med at holde sig hen, indtil vi kommer inden for hjemmets fire vægge.

Forude venter 30 dage med Ramadan-oplevelser og aktiviteter.

Det er vores 3. Ramadan i Ørkenstaten – og jeg er kommet til at holde rigtig meget af traditionen og stemningen. Det er lidt ligesom at få foræret endnu en julemåned.

Og vi lagde op til en måned med stille, hensynsfuld adfærd, reflektion og mådeholdenhed ved at fyre den af igår eftermiddags med afslutningsfest i Cilles 2. klasse.

Dubai-style. IMG_0269Med hoppeborg direkte ned i pool’en.

Naturligvis.IMG_0276IMG_0265Og en house-DJ til at sørge for den gode stemning i haven.IMG_0277Børnene har glædet sig til at plaske vand på deres elskede Miss Laura, som returnerer for good til Irland, når det bliver sommerferietid.IMG_0280IMG_0291Efter et par timer med vandleg og hyggesnak, står den på meterlange pizzaer, sodavandsis og kæmpe cookies, før vi vender hjem. Og Cille nærmest vælter i seng af træthed.IMG_0282Tænk, hvis vi andre havde haft den slags klassefester i 2. klasse?

Cille – og alle hendes kammerater – har ingen anelse om, hvor priviligerede de er.

For dem er dét her normen.

For dem er dét her en standard-fest.

Det er interessant at se, hvor ufatteligt forskelligt hendes barndomsliv er fra mit eget.

Ikke bedre.

Eller dårligere.

Bare helt og aldeles væsensforskelligt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Påskeharen

“Mum and Dad – wake up! The Easter Bunny has been!”, råber Cille begejstret.IMG_2268Klokken er sølle 6 om morgenen.

Langfredag ser sjovt nok ud til at blive en… lang… fredag…

“Look, I found a letter under my pillow”, fortsætter hun i samme høje toneleje.

“Me, too!”, bedyrer Mille.IMG_2267Forældrene makker ret, gnider øjne og går med ned for at lede efter påskeharens efterladenskaber.IMG_2270Som gudskelov alle er lavet af chokolade.IMG_2275Da æggejagten bliver indstillet, går vi videre til dagens næstvigtigste opgave: Æggefordeling.IMG_2277Martin lægger sig i fosterstilling og tænker på sit varme, lykkelige sted, mens pigerne indtager chokoladeæg til morgenmad.IMG_2279Bagefter cykler de på sukkerbølger og taler om påskeharen, som de begge tror fuldt og fast på. IMG_2280Og vi tager dem med til børnefødselsdag i trampolin-hoppe-land om formiddagen og pool-party om eftermiddagen for at køre dem alvorligt trætte.

De skal nemlig helst konverteres hurtigt til Snorkefrøkener, så vi kan få pakket de allersidste nelliker.IMG_2289Prøv lige at se et ferie-smil hos Regnskabschefen.IMG_2290Han har både fået godkendt årsregnskabet af bestyrelsen og klippet de grå hår væk.

Se, dét er noget, der letter hoved og hjerte.

Rigtig god påske!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Er vi så ikke nærmest lykkelige, vi to?

Steffen Brandts velkendte vokal kører i mit indre.

Og jeg får instinktivt mere lyst til at danse kinddans med Martin end til at tænke dybere over, hvad det egentlig vil sige, at være ‘lykkelig’.

Men spørgsmålet om hvad ‘lykke’ er for en størrelse, kommer til mig hver gang, FN får Sustainable Development Solutions Network til at begå den der World Happiness Report, som erklærer danskerne for det ‘lykkeligste folkefærd’.

Dannevang er i år skarpt efterfulgt af Schweiz, Island, Norge, Finland, Canada, Holland, New Zealand, Australien og Sverige.

Lande, hvor der i et eller andet omfang er et offentligt sundhedsvæsen.

Lande, hvor der i et eller andet omfang er et offentligt skolesystem.

Lande, hvor der i et eller andet omfang er etableret et demokratisk system, som sørger for at alle mennesker (over)lever og har en reel chance for at forbedre deres nuværende livssituation.

Lande, hvor korruptionsniveauet er minimalt. Hvor demokratiet er maksimalt. Hvor retssystemet fungerer.

Lande, hvor der findes et socialt sikkerhedsnet.

En redningsplanke.

Det er dét, vi i Danmark har valgt at kalde for Velfærdsstaten.

Nederst på ‘lykkelighedsskalaen’ rangerer Madagascar, Tanzania, Liberia, Guinea, Rwanda, Benin, Afghanistan, Togo, Syrien og Burundi. Med andre ord gør krig, diktatur, undertrykkelse, tortur, vold, kriminalitet, korruption og den slags forfærdeligheder ikke mennesker synderligt lykkelige.

No shit, Sherlock.

Mit nye hjemland – De Forenede Arabiske Emirater – lander i øvrigt på en fin 28. plads (ud af i alt 157 lande).

http://m.gulfnews.com/news/uae/government/where-does-uae-rank-in-10-happiest-countries-1.1691644

Men ambitionsniveauet er højere end til en 28. plads.

De Forenede Arabiske Emirater har jo netop udnævnt en Glædesminister, som skal udtænke en plan for landet, som vil være ‘verdens bedste sted at leve’.

Den slags intentioner kommer til at koste samfundet penge.

Mange penge.

Prøv bare at spørge politikerne i Danmark, som sidder askegrå i ansigterne og leder efter krummer i den fælles kagedåse.

Så Ørkenstaten indfører moms lige om lidt. Og må vel i samme øjeblik omdøbe Dubai Duty Free Tennis Stadium til Dubai Not-Quite-Duty-Free Stadium. Lur mig, om der ikke på sigt kommer indkomst-beskatning?

Sustainable Development Solutions Network måler begrebet ‘lykke’ ud fra en masse økonomiske og politiske parametre, der kræver sin kvinde at finde rundt i.

Faktisk er det svært at gennemskue helt præcist hvorfor, de kloge hoveder kalder det for en ‘Happiness Report‘, når det i virkeligheden ikke handler så meget om ‘lykke’ eller ‘glæde’, men vel snarere om borgernes ‘tilfredshed’ og deres opfattelse af ‘tryghed’ i og ‘tillid’ til samfundet?

For er Danmark virkelig et glædesfyldt – eller lykkeligt – land?

Ja, det ser altså ikke sådan ud, når jeg hvert halve år er på visit i Moderlandet.

Hvis jeg må have lov at være så ærlig.

Faktisk ser det – i min optik – ud til, at danskerne knokler røven ud af bukserne hver eneste dag. Og der er fuldtidsjobs for både voksne og børn. Der er også regnvejr. Og middelmådighed. Klagesange. Og et ’service’-niveau, der absolut intet har med service at gøre.

Men hvad vil det overhovedet sige at være ‘lykkelig’?

Er den slags ikke spontant og momentant?

Eller er jeg bare det eneste menneske i verden, der oplever ‘lykke’ som noget flygtigt stads?

Jørgen Leth (og han er en klog mand) giver ikke meget for en rapport, der måler forbrug, BNP og den slags til at definere om et lands borgere er ‘lykkelige’.

“Haitianerne nyder livet mere end danskerne og virker lykkeligere – selvom samfundet i dén grad har sine problemer og udfordringer”, siger han – blandt meget andet interessant.

http://www.b.dk/nationalt/det-er-meningsloest-at-andre-skal-fortaelle-os-om-vi-er-lykkelige

 

Jeg tænker, at den lille afstand mellem rig og fattig i Danmark velsagtens gør majoriteten til ‘tilfredse’ borgere?

For der er tillid til systemet. Til samfundet. Til statsmagten.

For der er en høj levestandard – for alle landets borgere.

Men lykkelige?

Arh, den må FN sgu’ længere ud på landet med.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet