Nyt skoleår

Fødselsdags-Mor

Jo ældre, jeg bliver, jo mere taknemmelig bliver jeg for min alder og for det år, der er gået med de op- og nedture, livet nu engang byder på.

43 fine år er det siden, min Mor holdt Den Store Fødedag for og med mig. Hende tænker jeg også på hvert år på min fødselsdag, fordi det var dén dag, der gjorde hende til nogens Mor, og dermed startede et livslangt forældreskab op fyldt af sorger, bekymringer, glæder, sejre, frustrationer og stolthed.Min 43 års fødselsdag startede så fint ud med tre x rustne stemmer i træt hurra-kakofoni, for der er lige præcist ingen i familien, der er morgenmennesker. Mille havde lavet to perlearmbånd til mig, og Cille havde lavet kortet fra Farmor og Farfar, hvorpå der stod, at jeg måtte købe rigtig mange panties. Der var også en ny fletkurv til strand og pool, og der var sørme også et par solbriller til 30 dirhams fra Amazon, som Martin lovede, at jeg må bytte til nogle fine solbriller hos en optiker.

Da de tre andre var drønet afsted til skole og arbejde, fandt jeg en stillekupé til mig selv.At have fødselsdag på en hverdag kræver et eller andet udefinerbart af fødselaren, for hvad gør man lige, når dagligdagens pligter kalder, og man allerhelst bare vil feste?

Jeg valgte den letteste løsning: At forbigå dagen i stilhed, fordi jeg alligevel ikke måtte dele kage eller guf ud til eleverne på grund af corona-reglerne. Til gengæld kom der en siameserkat forbi i klassen, og det i sig selv er en fest.
Om eftermiddagen væltede det ind med blomster, så jeg nu har den fineste blomsterlund i stuen, og her dufter, som om jeg er flyttet ind i en Interflora.

Her er det en fin buket fra Maricel, der nøje havde overvejet de farver, jeg elsker.Og et smukt pastel-arrangement fra søde venner.Der kom også en fra min dejlige arbejdsgiver – forældrene og bestyrelsen i Dansk på DIA.Og fra min dejlige mand. Jeg elsker, at han sender blomster hjem til mig.
Sidst – men absolut ikke mindst – kom Fru M forbi og overraskede mig med alt, hvad jeg havde forvildet mig til at tilstå i en gedigen champagnebrandert i fredags:

Chouquettes, sodavandsis og chips!

Ikke nok med, at der var chouquettes bragt lige til døren og eftermiddagskaffen – de var hjemmebagte!
Efter tre himmerigsmundfulde tog Fru M det her billede af mig, hvor man næsten kan se fysisk, hvordan de små, sukkerknasende vandbakkelses-skyer gør godt.

Ih, en fin, fin dag.

På fredag gør vi min fødselsdagsfest færdig med et langstrakt frisørbesøg (okay, det er så kun for mig-mig-mig) og en forhåbentlig dejlig krydret middag på min yndlings-thai, Pai Thai i Al Qasr i Madinat Jumeirah komplekset.

Af hjertet tak for lykønskninger på alle kanaler, for gaver, for kager-is-chips, for blomster, for chokolade og for alt det, jeg pludselig blev mindet om og foræret. 💜

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nyt skoleår