Krampetrækninger

Overspringshandling nr. ettusindfirehundredeogsyv

Det her blogindlæg bliver så til overspringshandling nr. ettusindfirehundredeogotte.

Intentionen var ellers, at jeg skulle have skrevet for flere uger siden om den fine Banksy-verdensudstilling, der pt. er at finde ved siden af Ductac-teatret i Mall of the Emirates, men intet når jeg for andre praktiske gøremål og skolesager. Det var ellers en aldeles fremragende udstilling af graffiti-kunsteren og samfundsdebattøren Banksy. Men alting drukner i praktik for mig.

Og hold nu op, hvor jeg går til og fra kufferterne i små nip, som var de blevet tjernobylsk radioaktive og derfor kun måtte addresseres i et minut ad gangen. Sådan har det faktisk været hele den sidste uges tid. Ting dumper ned i kufferterne – én ad gangen – ikke noget hastværk her i huset, selvom vi rejser i morgen tidlig.

Jeg føler mig helt allergisk over for pakning af kufferter til et par måneder væk hjemmefra. Fordi jeg ved, hvor UFATTELIGT træt, jeg bliver af at leve i kufferter så længe. Det virker måske som en banalitet, men det er som om 10+ år med kufferter i flere måneder ad gangen begynder at tære på mig, så jeg knapt kan mønstre den smule handlekraft, der skal til, for at pakke dem.

Men hvad er mere naturligt end at føle sig komplet handlingslammet, når der er for mange løse ender at få styr på?

Vi gider faktisk slet ikke Ørkenstaten og skolen mere, så det er overhovedet ikke derfor, pakkeriet trækker tænder ud.

Vi er bare trætte med træt på. Og den ulidelige varme hjælper ikke på den tilstand.

Det her var pigernes torsdags-mood, da jeg forsøgte at motivere dem til at stå op til skoleårets sidste dag…Ikke den mindste begejstring at spore, selvom de begge har været glade for deres klassekammerater og lærere.Lidt senere – efter en stor kop mælkekaffe – så vi mere friske og parate ud. Der er en whole school mufti i dag – altså en dag uden uniformer på.

Tænk, at Year 7 allerede er overstået for Cille, og Year 4 for Mille. Det må være både det hurtigste og langsomste skoleår nogensinde. Og vi har været heldige med, at tingene faktisk er gået så fint, som man overhovedet kunne ønske sig (eller drømme om) midt under en pandemi. Jeg misunder virkelig ikke skolelederne deres jobs i det her skoleår. Det må have været et kontinuerligt logistisk mareridt at forsøge at drive skoler med daglige, nye smittetilfælde, minutiøs smittesporing, forflytning af elever og lærere til distance learning igen og igen – og så de daglige “visitter” fra Uddannelsesministeriet, der ‘bare lige vil se, hvordan det går’.

Det har nu været en helt vemodig sidste skoledag. Med mange søde kort og ord. Med et følsomt farvel til min ‘ældste’ elev, der nu skal smutte fra Primary School over til Secondary School. Jeg har undervist hende i fire år, og den slags kontinuitet er stort set ikke-eksisterende i Dubai, hvilket gør, at vi værdsætter det endnu mere.Cille og vennerne har tegnet og skrevet på deres gamle uniformsskjorter i formiddags, fordi der er nogle af dem, der enten skal rejse til deres hjemland eller flytte skole efter sommerferien. Det giver altid en lidt mat stemning, når vi kommer hjem med tunge skoletasker og farvel-fornemmelser i kroppen. Så nu trøstespiser vi lige en stabel ShakeShack-burgere.Eftermiddagen bliver den sidste praktiske kraftanstrengelse. Der er bestilt batterimand, som skal komme og tage strømtilførslen til bilbatterierne, så de ikke aflader totalt hen over de næste mange uger. Jeg har lige hentet pigernes skolefotos i Dubai Production City, så de kan sidde og summe over et skoleår, der nu pludselig er slut. Så er der tennis og oprydning, skoletasker, der skal tømmes og papkasser, der skal stables, før vi bliver hentet i to taxier kl. 04.30 (fordi man max. må være 3 personer i én hyrevogn).

Lufthavnen er efter sigende travl for tiden. Alle vil væk fra varmen. Endnu mere i år end sidste år, hvor vi ikke havde fået vaccinerne, og hvor mange var bange for at miste deres jobs, hvis de ikke kunne komme ind i landet igen. Dét skrækscenarie er vi heldigvis ude over. De Forenede Arabiske Emirater har nok ikke råd til at lukke ned igen, og vi fornemmer, at myndighederne fremadrettet ‘nøjes’ med at lukke ned for særligt udvalgte lande (som det f.eks. er tilfældet med Filippinerne, hvor der pt. er et travel ban indtil 15/7 med risiko for forlængelse), mens jeg forestiller mig, at alle europæere er velkomne både som turister og som immigranter fremadrettet. Martin har godt nok kun været i sit nye job siden november, så det er småt med optjent ferie, men ligesom sidste år, tør vi godt rejse til Danmark sammen i morgen.

Og må mit sidste ord i denne ombæring så være:

Sh*t, hvor vi glæder 0s til at kramme familie og venner igen! 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

2 kommentarer

  • Sussie

    Og lad mig sige retur …. Sh.t hvor vi også glæder os
    🇩🇰🇩🇰🇩🇰❤️❤️❤️🇩🇰🇩🇰🇩🇰

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Krampetrækninger