• ···

Om at holde (jord-)forbindelsen

10 ugers sommerferie lakker mod enden.img_8276Det er både en velsignelse og en forbandelse med så mange ugers frihed til at gøre præcist, som man vil. For alting flyder efter et par uger.

Sengetider og vasketøj.

Spisevaner og motionsrutiner.

Og nu kan jeg efterhånden høre min seng kalde højlydt hele vejen fra Ørkenstaten til Det Regnfulde Nord.

Heste-sengen vil ha’ mig. Hurtigst muligt. Det samme gælder mit tøjskab og vores badeværelse.

For selvom 10 uger på sovesofaer, rodede kufferter på gulvet og toilettasker på fremmede badeværelser er et vaskeægte First World Problem, så bliver det en kende enerverende til sidst.

Det er svært at bevare jordforbindelsen til mig selv. Til børnene. Til Martin.img_8255For der er hele tiden mennesker omkring os.

Dejlige, søde, rare, sjove, hyggelige mennesker, som vi aldrig ville være foruden og som betyder alt for os…

Men alligevel.img_8263 Det bliver trættende i længden at være på ferie, på besøg og til selskab hér og dér – og mit oppustelige selvbillede krakelerer gang på gang, når jeg alligevel ikke er helt så rummelig, forstående og large over for mine allernærmeste, som jeg godt kunne tænke mig at være.

Samtidigt er det en velsignelse at have muligheden for at være intenst sammen med familie og venner over en længere periode. Pigerne er nu så tætte med deres fætre og kusiner, at de kan skændes og diskutere som søskende. De taler flydende dansk og har lært (lige rigeligt, tak) med kraftudtryk og bandeord efter 6 uger i Dannevang. De driller deres bedsteforældre, er næsvise og krammer dem med største selvfølgelighed. Og vi voksne veksler mellem at få pip og grineflip, mens vi mødes med venner og familiemedlemmer, spiser gris, drikker vin og vinker “på gensyn til jul” til dem, når de går eller vi går.

Det er en vigtig og nødvendig forankring i Danmark og i vores familie, som foregår henover sommeren.

Vi er nødt til at rette opmærksomheden mod vores nærmeste – familie såvel som venner – for fortsat at have et tilhørsforhold til Danmark.

For relationer kræver tid og kærlighed. Og selvom ægte venskaber og blodsbånd lever langt ud over tid, sted og antal dit og dat, så er forbindelsen til andre mennesker ikke noget, man kan eller må tage for givet.

En gang i mellem er vi nødt til at sidde i et drivhus og drikke kaffelotter, mens vi ordner hele verdenssituationen.img_8237Andre gange er det storladen romantik og historiens vingesus, der danner rammen om et hyggeligt gensyn med indbygget opdatering på stort og småt. Uanset sted og tid, så føles det bare uendeligt rart.img_8267Og når Cille flagrer forbi under sin fødselsdagsfest og glad erklærer, at “huset er helt fyldt af mennesker nu”, så véd jeg, at det her er rigtigt og vigtigt.img_8260 Det er hendes rodnet. Hendes jordforbindelse til den danske muld. img_8272Og den forbindelse skal både hun og Mille have tid og rum til at skabe og videreudvikle. For selvom både Martin og jeg er pæredanske, så er vores piger det ikke.

Cille har kun boet i Danmark i de første 18 måneder af hendes liv, men kan intet huske.

Mille er født i England og har aldrig oplevet Danmark som andet end sommerferier og julefester.

Og lige så ofte jeg kunne ønske mig, at sommerferierne ikke var helt så lange og rundrejsen ditto, lige så taknemmelig er jeg for at vi bliver hilst velkomne med åbne arme på hele rundturen.

For det betyder, at vi har masser af bløde, kærlige steder at lande, hvis udlandslivet pludselig skulle give skrammer.

Det er relationerne, der gør Danmark så vigtig og interessant for os.

Herlighedsværdien i den grønne natur, de yndige slotte og brostensbelagte stræder, den friske luft, de rene strande og bøgeskovene er åbenlys for enhver, men det at bo og leve i udlandet gør, at vi ser på Danmark med forandrede øjne.

Det er pludselig ikke en selvfølgelighed, at Danmark er dejligst. For der er så mange andre dejlige steder i verden, hvor man også kan bo og leve et mindst lige så udmærket liv.

Og dén pille kan være svær at sluge for nogle danskere, jeg møder på må og få.

De har forhåndserklæret Danmark som foregangsland og forbillede for ethvert samfund.

De har også ofte en forudindtaget holdning til Mellemøsten og i særdeleshed til Dubai – Den Arabiske Halvøs svar på Las Vegas – baseret på et par TV-programmer og lidt nyheder hist og pist. Ikke fordi de har tilbragt tid i Mellemøsten eller i andre lande overhovedet, bortset fra lidt turistferier ind i mellem.

Og jeg smiler høfligt. Trækker vejret dybt. Svarer undvigende.

Der skal være plads til os alle, messer jeg for mig selv.

Til dem, der er stålsatte i deres holdninger. De forudindtagede. De farvede. De indskrænkede. De nysgerrige. De eventyrlystne. De modige.

Og jeg svarer igen og igen undvigende på provokerende spørgsmål, mens jeg klynger mig til Fatimas Hånd om min hals. Belært af års erfaring med at have valgt anderledes end majoriteten, så varer jeg min mund – for det er alligevel en ganske umulig opgave at åbne et fastlåst menneskes sind og tankegang, når de – godt belæste og godt beduggede – skal forklare mig om det dumme i Mellemøsten midt under en ellers så udmærket festlig lejlighed.

Og der er kun én ting at gøre: At passe på mig selv ved at glide af på spydige kommentarer om guld i gaderne, smart-i-en-fart og overfladiske relationer. Det er ikke et personligt angreb på mig, men snarere en tvivlen på egne valg – er jeg kommet frem til, når jeg oplever det gang på gang.

Interessant nok så gælder Jantelovens tunge åg ikke i forhold til danskernes tyrkertro på Velfærdsstaten og den vestlige samfundsmodel. Dén er tilsyneladende altid bedst.

Men dén slags arrogance kommer jeg aldrig til selv at honorere igen.

Der er mange fantastiske komponenter i Velfærdsstaten og alle dens sindrige systemer og kasser; der er mange ting, mennesker og steder, jeg elsker ved og i Danmark.

Men der er også det modsatte.

Og selvom jeg tydeligt mærker min jordforbindelse til den vestjyske muld og til den nordsjællandske bøgeskov, så er der også et spirende rodnet i ørkenens sand.

Det er der intet forkert eller fordækt i. Der er jordforbindelser at holde fast i alle vegne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Du ringer, vi bringer

Ved I hvad jeg synes er pissesmart?

At jeg kan ringe til 800-PHARMACY klokken-hvornår-jeg-lyster og så kommer der et bud med hovedpinepiller 20 minutter senere.img_6857Jeg kan også ringe til renseriet og få hentet og bragt rense- og strygetøj på alle tider af døgnet.

Og det er altså ikke fordi jeg bor “down-town”.

Vi bor i parcelhus-ghetto ude i sub-øvsen ligesom alle de andre.

Nespresso leverer mine kaffekapsler til døren og tager de brugte kapsler med retur.

Men Starbucks leverer også gerne, hvis det er for overvældende at lave kaffen selv.

Der er en million (okay, måske lidt færre, men overdrivelse fremmer forståelsen) fødevare-udbringningsløsninger. Flere af supermarkedskæderne leverer til døren efter samme koncept som i Danmark. Der er frugt-, grønt og kød-kasser, som kan bestilles online. Vi har et væld af madlavningskasser med opskrifter og ingredienser sirligt pakket til en uges aftenmåltider – og der er masser af firmaer, som leverer færdigt-tilberedt sund mad til alle dagens måltider, hvis du ikke selv har tid til at lave mad.

Og så har jeg slet ikke nævnt de overvældende mange tilbud om usund take-away, der også står på spring…

Du ringer, vi bringer.

5 dirhams (10 kroner) i leveringsgebyr. Fra nogle leverandører. Andre steder er udbringning helt gratis.

Vi kan også køre ud til selskab og bestille en “safe driver” på forhånd til at køre os sikkert hjem igen i vores egen bil, når nu der er nul-tolerance i Ørkenstaten.

Går elektronikken i stykker, kommer der straks et firma og afhenter, reparerer og afleverer dimsen samme dag.

Vi har Uber.

Og Careem.

Der er rengøringsfirmaer, hundeluftere, hundevaskere, hjemmeplejere, sygeplejersker, læger og babysittere der kun er et opkald væk.

Al den service kan kun lade sig gøre, fordi lønningerne er lave(-re).

Som i virkelig meget lavere end de danske.

Og det giver et stik af dårlig samvittighed ind i mellem, når jeg igen-igen har ringet eller klikket efter et eller andet. Så kommer der sådan en dansk forlegenhed over mig, hvor jeg tænker “kan man det?”, “er det ikke lidt synd, lidt for meget eller halv-pinligt?”

Men på den anden side: Hvad var eller er alternativet for de her mennesker?

Der er jo intet forkert i at arbejde som knallertbud for McDonalds eller som chauffør for den lokale dyrehandel.

Det er ærlige, redelige jobs, som man kan udføre uden den helt store uddannelse – og de får løn, drikkepenge, smil og tak for indsatsen.

Og selvom knallertbudene, håndværkerne, konstruktionsarbejderne, renovationsarbejderne, rengøringsfolkene, sikkerhedsvagterne, køkkenassistenterne, chaufførerne osv. bor yderst spartansk på sovesale, så får deres lønninger stadig en hel familie til at fungere i hjemlandet. En børneflok har mulighed for at gå i skole; der kommer mad på bordet hver dag; der er mulighed for at få lægehjælp til familiens ældste og yngste osv.

For iværksætterlyst, virketrang og nye, entreprenante idéer er jo uløseligt forenede med et behov for lavest mulige omkostninger. Og der er bare flere ting, der kan lade sig gøre i et samfund, hvor minimumslønningerne er så lave, at det er tåkrummende.

Over-servicering – eksempelvis – kan lade sig gøre i en sådan grad, at jeg knapt kan lette rumpetten fra stolen længere.

Der er vitterligt altid en anden, der gør alting for mig.

Og det ville være hård kost at leve et andet sted end lige hér – dét er jeg mig meget bevidst om.

Og når det så slår det mig, så skynder jeg mig da at finde telefonen frem:

I’m only one call away.

I’ll be there to save the day

Superman got nothing on me

I’m only one call away…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om næstekærlighed i et køleskab

Det vigtigste i livet er verdensreligionerne gudskelov enige om.

At vi mennesker skal udvise næstekærlighed og gavmildhed over for hinanden.

At vi som fællesskab har en forpligtelse til at hjælpe medmennesker, der lider og har det svært.

At vi så bekriger hinanden på alle fronter og flanker alligevel i Syrien, Yemen, Europa og steder, jeg ikke engang kan nævne, fordi jeg bor, hvor jeg bor – det er vel dét, der kan kaldes for et paradox.

Men lad os et øjeblik fokusere på de gode ting og handlinger, som langt de fleste af os deltager i dagligt eller ihvertfald jævnligt.

I Danmark er der masser af indsamlinger til både nær- og nødhjælp; der er venligboere og næstehjælpere; der er Fødevarebank, varmestuer og spis-sammen-kom-sammen; der er godt, gammeldags naboskab og lang tradition for rigt foreningsliv til gavn for alle, der bor og deltager i lokalsamfundet. Der er Blessing Boxes, Ta’-en-bog-donér-en-bog-kasser og “butikker” for folk uden penge, men med samme behov for tøj, sko og møbler som alle andre.

Sådan er det også i Dubai, hvor der er endnu længere mellem rig og fattig end der er i Moderlandet.

På nationalt plan donerer De Forenede Arabiske Emirater enorme mængder nødhjælp, lægelig assistance samt humanitær- og militærindsats til nabolandene.

På det mellemmenneskelige plan er her masser af frivillige, som organiserer uddeling af mad, tøj og hygiejneprodukter til fattige arbejdere.

Alle skoler og mange arbejdspladser deltager flere gange årligt i indsamlinger til de dårligst-lønnede medarbejdere og/eller til konstruktions- og anlægsarbejderne, der bor i camps.

Men især under Ramadanen bliver næste-aktionerne tydelige.

Der opstilles f.eks. Ramadan-køleskabe i villakvartererne, hvor arbejdere og gartnere kan tage mad og drikke til at bryde fasten med.

I virkeligheden burde vi fylde i de her køleskabe året rundt, men de fleste fjernes igen efter Eid Al Adha.

Derhjemme har jeg to entusiastiske pakkedamer, som gerne vil fylde køleskabe i nabolaget.img_6766Cille har ansvaret for dadlerne, mens Mille pakker småkager og popcorn.img_6768Herudover har vi bananer og mandariner.img_6764Mango- og guavajuice.img_6767Og laban – den arabiske version af kærnemælk.img_6765Et øjeblik senere er pigerne i færd med at fylde køleskabet, som kun havde pitabrød og vand tilbage på hylderne.img_6769De har tilskuere på til seancen.

Der er allerede dukket en håndfuld gartnere og vagter op, som står på høflig afstand, mens de venter på at pigerne skal blive færdige med at fylde op.fullsizerenderLige så snart vi fjerner os fra køleskabet er mændene igang med at tage lidt mad og drikke.

De hilser alle sammen på os, smiler og siger tak. Og vi nikker og siger velbekomme retur.

Det er en fin og konkret oplevelse for pigerne, som kun får serveret indblik i samfundets problematikker i små skefulde. De er trods alt kun 5 og 7 år gamle.

Men før vi fylder Ramadankøleskabe og interagerer med arbejdere og gartnere på afstand, har vi et endnu mere håndgribeligt eksempel derhjemme.

Maricel, naturligvis.

Hun fortæller ofte pigerne om de ting, som børn på Filippinerne ikke har eller kan, fordi deres forældre er fattige.

Hun forklarer pigerne om sin egen opvækst med hårdt arbejde og både fysiske og verbale tæsk.

Og sammen taler vi om, at hun savner sin søn og sin mand – og at hun sender sin løn hjem til familien, så de kan bygge videre på deres hus, betale deres regninger og få noget at spise.

Jeg er meget bevidst om, at den største impact, vi har som familie, er hos Maricel og hendes familie.

Hér kan vi gøre en virkelig håndgribelig forskel i størrelsesforholdet 1:1.

Vores familie kan sørge for hendes familie – og det forsøger jeg at minde mig selv om, når jeg har én af de dage, hvor jeg føler dårlig samvittighed over, at Maricel er hos os i stedet for sin egen familie.

Og udover at hun kan sende sin løn hjem, giver vi hende selvfølgelig penge og gaver ved forskellige anledninger.

Forleden får Maricels søn Clarence et armbåndsur af os, som han havde ønsket sig i fødselsdagsgave.img_6761Og da Maricel havde fødselsdag for et par uger siden, fik hun (udover sin gave) også penge til at holde en fest for sine venner.img_6583 img_6584Det her er bittesmå ting.

Jeg har ikke givet min ene nyre væk eller halvdelen af min pensionsopsparing.

Jeg er hverken mere eller mindre gavmild eller næstekærlig end de fleste andre.

Men Ramadanen er en fin anledning til at tænke over, hvad det vil sige, at være en god arbejdsgiver, en god nabo, en god næstehjælper og en god samfundsborger.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Noget af det bedste ved….

…at bo i Mellemøsten er den lette adgang til hjælp.

“Hjælp”, tænker du måske.

“Til hvad, sådan helt præcist?”

I Danmark gør man jo alting selv og opfatter DIY i alle livets praktiske aspekter som noget helt naturligt og selvfølgeligt.

“Hjælp til alting”, er mit svar.

Her er faktisk så foruroligende mange hjælpende hænder, at selv den mest inderlige DIY’er ender med at blive ret hjælpeløs, ret hurtigt.

De fleste expats flytter hertil og springer straks ombord i alle mulighederne for at få hjælp. Det er jo en oplagt chance for at slippe for de huslige opgaver, som ofte opfattes som kedelige, tunge og trættende.

Andre skal se det hele lidt mere an og er noget reserverede over for tanken om, at et fremmed menneske skal vaske ens undertøj og bo i ens hjem. Men 8 ud af 10 familier ender alligevel med at tage imod ‘hjælpen’ med kyshånd inden for ganske kort tid i Ørkenstaten. Det er en lige så naturlig del af livsstilen hér i landet, som det er naturligt at ordne det meste selv i Danmark.

Vi var hurtige til at opsøge hjælp, da vi ankom for 3.5 år siden. I starten gik det mildest talt ad helvede til med at finde ud af at få hjælp, men på nuværende tidspunkt er jeg så godt hjulpet, at jeg er decideret hjælpeløs uden hjælp 🙂

Vi skifter ikke elpærer, men beder i stedet Maricel om at ringe til viceværts-firmaet, der kan komme og se på det – og så kan de jo ligeså godt rense afløbene og fixe aircon’en, når nu de er her.

Vi ordner aldrig haven, vasker vinduerne, fejer eller rengør huset.

Vi vasker aldrig bilen eller tøjet.

Vi laver kun mad, når vi har lyst. Resten af tiden er det Maricel, som får en indkøbsseddel og en opskrift stukket i hånden. For hun er en lige så fantastisk kok, som hun er babysitter, hårfletter, syerske, gartner og rengøringskone.

Vi ringer efter en handy-man, som tager trampolinen ned.

Og en anden, der hænger billederne op.

Storskrald er ligeledes en anden mands job. Det kræver blot et enkelt opkald.

Renseriet henter og bringer vores rensetøj.

Og hvis ikke de stryger det, så gør Maricel det bagefter.

Vi kan ringe efter 2 liter mælk i supermarkedet og et bud bringer gladeligt apoteksvarerne ud.

Vi afleverer bilnøglerne til valet-parkering foran lægeklinikken, frisøren og restauranten – og vi bliver nærmest fornærmede, hvis parkering ikke er inkluderet.

En mand tanker vores bil,  mens en anden vasker forruden på tankstationen.

Ved indkørslen til centret tager en mand parkeringsbilletten ud af maskinen og giver den til os ind gennem bilruden, så vi ikke selv skal strække armen unødigt.

Jeg kunne blive ved…

Men jeg tror, I har fattet pointen by now.

Vi laver ikke en hujende, hylende fis – lige bortset fra at gå på arbejde – og så er resten ren ballade.

Det virker måske som et utænkeligt scenarie at slippe tøjlerne på alting fra børnepasning over madlavning og indkøb til sammenfoldning af både de store og de små underbukser, men det er lettere end man lige skulle tro.

Og al den hjælp giver frihed.

Frihed til at drikke langstrakt morgenkaffe i weekenden og overveje, hvad dagen mon skal bringe.

Der er ingen sure pligter eller praktik, som har hobet sig op i løbet af ugen og som nu venter på at blive ordnet i weekenden. Det er så væsensforskelligt fra vores tidligere liv.

Vi er frie til at være spontane nu.

Og netop spontanitet er et karaktertræk og en adfærd, som hverken Martin eller jeg har fået fra naturens side.

Vi er vel nærmest det stik modsatte?

Men det er fedt at øve sig i noget, som ikke nødvendigvis kommer af sig selv, og som føles så ubeskriveligt godt, når det sker.

Så fredag ender pludselig med at blive en heldagstur til Legoland Dubai.fullsizerender-1Eller det vil sige – vi tager i Water Park delen – for den traditionelle forlystelsespark er umulig at gå på opdagelse i, når her er 40 grader i skyggen og vanvittigt fugtigt. Resten af parken må vente til efteråret.

For tiden kører Legoland med rabat på dagsbilletter til vandland med all-inclusive mad/drikke for 195 AED (350 kr.) per person, da de formodentligt mangler gæster i ørkenens sommerhede.img_6680Så hvis du bor her – eller kommer hertil som turist henover sommeren – kan jeg varmt anbefale at tjekke forlystelsesparkernes og vandlandenes hjemmesider, hvor der er fine rabatter at opnå ved online køb.

Vi ender med at tilbringe 8 timer i rutschebanerne, og først da solen begynder at gå ned, lykkes vi med at hive pigerne op af vandet.

Kvæstede, er vi.

Tørstige, trætte og døsige efter en meget varm dag.

Legolands vandland henvender sig i øvrigt til familier med børn i alderen 5 til 12 år. Det hele fungerer superfint – er rent, pænt og sjovt – og bortset fra at der tages skandaløse Dubai-priser for parkering og opbevaringsskab, så er det eneste lille mishap forplejningen i de to kiosker, som ikke fungerer effektivt. Udvalget er børnevenligt på den misforståede måde (læs: nuggets og fritter ad libitum) og de udleverede vanddunke er ubehjælpsomme i størrelse og udformning, men det er nok forventeligt, når man bevæger sig ind på børnenes territorium, tænker jeg?

Om aftenen ligger der endnu en spontan invitation og venter på os.

Og vi slutter derfor weekenden på havet, præcist som i sidste weekend.

Prøv at se – Dubai Marina – in all its gloryimg_6708img_6709Og i min salighedsrus (foranlediget af sjove samtaler, pink champagne, sushi og to timers havbad) sender jeg tusind taknemmelighedstanker afsted mod himlen i samklang med muezzinens adhan-kald fra moskéens minaret.img_6713Tak for dygtige og rare Maricel, der passer pigerne, mens jeg sidder her og betragter livet, der sejler forbi.

Tak for de sødeste venner, som vi deler de dejligste oplevelser med.

Mellemøstens svar på Las Vegas:

Jeg elsker dig. Dubai.

For den spontanitet, du indgyder i os.

For den hjælp, du giver os mulighed for at modtage.

For den behagelige og magelige livsstil, du tilbyder os.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ramadan Kareem

Hvert år op til Ramadanen går der expat-inflation i festlige arrangementer.

Det er som om alle liiige skal have en sidste fest og drink klemt ind i kalenderen, før vi tørlægges i en måned, musikken forbliver slukket og maden serveres efter solnedgang.

Her er vi foreviget til Danish Business Women Dubai’s sæsonafslutning forleden.img_6638En fantastisk aften, som blev afholdt på baren 360° ud for Jumeirah Beach Hotel med udsigt til Burj Al Arab.

Nydelige omgivelser, må man sige.img_6562img_6563Og stedet kan varmt anbefales, hvis du lægger vejen forbi Jumeirah Beach Hotel, selvom jeg nok fortsat vil foretrække lounge-området The Cove på selvsamme hotel.

Det bliver heller ikke mindre smukt efter solnedgang.img_6567I virkeligheden er det lidt fjollet, at vi sådan drøner rundt og arrangerer fest efter fest lige op til Ramadanen, for det er da den allerfestligste måned på hele året, hvis man tænker i stemninger, oppyntning og overdådige måltider.

Knapt så festligt er det dog, hvis man er af den opfattelse, at alkohol, musik og dans er must-haves for at more sig.

Men på den anden side er Ramadanen en oplagt mulighed for at øve sig i en smule afholdenhed og i at socialisere uden alkohol.

Min lever vil ihvertfald takke mig…

Og bliver jeg trængende, så kan jeg jo drikke alkohol herhjemme eller i ét af de turist-vandingshuller, der har betalt sig fra en tilladelse til udskænkning under den hellige måned (for den slags findes også).

Nok om alkohol og begrænsninger, der vitterligt kun kan bekymre en flok expats, der i forvejen bokser rundt med en hel række First World Problems, som man umuligt kan tage seriøst.

Og nu til dét, som Ramadanen virkelig handler om:

Næstekærlighed. Gavmildhed. Taksigelse.img_6550Den slags kommer til udtryk i alle mulige slags handlinger. Fra store statslige nødhjælpsdonationer sendt afsted til nabolande, der er ramt af hungersnød og borgerkrige – og så til de helt små og nære anerkendelser fra et menneske til et andet. Som her, hvor Mille uddeler danske småkager som tak til sine After School Club-lærere, som hun har leget med i de sidste 2 år.

Hvor vil Mille dog savne den times fri leg i klubben hver eftermiddag, når hun starter i Year 1 til september og får en lang skoledag.

Ramadanen handler også om fællesskab og om at dele glæden over den hellige måned med andre.
fullsizerender-2

I Milles klasse har de muslimske mødre således afholdt den fineste klippe-klistre-morgen, hvor børnene har lært om Ramadanen, fasten og de forskellige symboler – lygten, halvmånen og stjernerne.

For muslimerne er Ramadanen også lig med fordybelse og reflektion.

Skoler og arbejdspladser har forkortede arbejdsdage, fordi der skal være plads til at bede og til at forberede de vigtige iftar-retter – og til at sove en lur, når fasten gør nas i 40 graders varme.

Vi andre, som ikke vender op og ned på døgnet på grund af bønner, iftar (aftensmåltid efter solnedgang) og suhoor (morgenmåltid inden solopgang), får i stedet en halv fridag forærende hver eneste dag.

Sådan føles det ihvertfald, når vi har legeaftaler i det uendelige og nat-bader uden at bekymre os synderligt om sengetid.img_6587Set ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv er Ramadanens begrænsede arbejdstid og ditto arbejdsiver nok ikke ligefrem smart eller fornuftigt, men rent egoistisk har jeg kæmpe optur over alle de dejlige, langstrakte legeaftaler og iftar-middage, vi ser frem til – og det faktum, at vækkeuret ikke længere ringer klokken umenneskeligt.

Og Ramadan-måneden er allerede sparket igang på allersmukkeste vis.

Faktisk kan jeg slet ikke forestille mig en bedre start.

Vi er inviteret ud at sejle.

Og befinder os i det dejligste selskab.

Hvor heldige har vi lov til at være?

Vandet er måske 35 grader.

Luften velsagtens det samme.img_6616Og således hænger vi ud i karbadsvarmt havvand, mens vi overvejer verdenssituationen og betragter solnedgangen over Dubai Marina.img_6620Og da den elegante nymåne viser sig på ørkenens natblå himmel, klatrer vi ombord og indtager årets første iftar.img_6622Jeg har så uendeligt meget at være taknemmelig for.

Ramadan Kareem!ramadan-2015-big215201592221

Mange hilsner fra Mor i Udlandet