• ···

Forbudsstaten

Danskerne er – med rette – stolte af Velfærdsstaten.

Vi priser os lykkelige over, at der er love og regler i samfundet, som gør det trygt og sikkert at leve – og at der er et socialt og økonomisk sikkerhedsnet for alle landets borgere.

Vi hjælper hinanden i gensidig tillid, fordi vi har fået ind med modermælken, at der kan være alvorsdybt at falde, hvis man er kommet sådan helt højt op at flyve – eller hvis man kæmper med overhovedet at komme på vingerne.img_8099Men samtidig med at vi pænt venter på vores tur i køen og husker både højre vigepligt og cykellygter, så kigger vi alligevel lidt over på de gennemkorreksede svenskere, som vi ikke når til sokkeholderne, når det kommer til politisk korrekthed, gennemsigtighed og kontrol i dét, man med en smule sarkasme kunne komme til at kalde for Forbudsstaten.

Vi bliver bare aldrig så afrettede og nystrøgne som vores pæne, civiliserede naboer. Selv deres hår sidder i formfuldendt facon. Altid.

Og i virkeligheden lever vi måske helt fint med et mere bramfrit sprog forårsaget af store fadbamser og vores krøllede form for distanceret humor, der kan køres af på alting?

Vi ser ihvertfald igennem fingre med lidt sort arbejde hist og pist, og installerer apps på mobilen, så vi får advarsler om fartkontroller. Vi griner lidt forfjamsket, når vi hører om én eller anden, der har luret en ny fidus eller sådan for alvor har snydt det store embedsværk og dronningerigets love og forordninger. Den kloge narrer den mindre kloge – og herregud, det er jo ret så uskyldigt, ikke?

Der er forskelle mellem de to skandinaviske naboer, men når alt kommer til alt, så er lighederne større, og vi er heldige med at have frie, åbne, stort-set-korruptionsfrie samfund, hvor individet har lov til at gøre næsten alt, hvad det ønsker, så længe det ikke går ud over andre.img_8145England oplevede Martin og jeg som endnu et køkulturs- og korrektheds-land. Omgangstonen er ualmindelig høflig og der bliver taget hensyn til andre i det offentlige rum. Briterne bider tingene i sig, drikker te som trøst og de beder ikke staten om helt så mange tjenester, som danskerne føler sig berettigede til. Medmindre de da er af den frække slags – for så ligner de faktisk visse danskere på en prik med deres alternative skattedeklareringer og anmodninger om sociale ydelser ved at fremstille livsomstændighederne som ualmindeligt uheldige. Wauw, jeg mødte mange enlige mødre med mange børn med mange mænd i arbejderbyen Ipswich, men det er en helt anden historie…

Der er forskelle mellem europæiske naboer, men når alt kommer til alt, så er lighederne større, og vi er heldige med at have et frit og åbent Europa, hvor vi har lov at folde vinger og talenter ud – tværs over landegrænserne.

Men nu sidder jeg så hér.fullsizerenderI en Ørkenstat langt væk fra Danmark, Sverige og England, som måske nok er de 3 lande, jeg kunne forestille mig at kalde for “hjemlande”, hvis det skulle komme dertil, hvor Tine trænger til “hjem”.

Ørkenstaten er så langt fra Velfærdsstaten, som man overhovedet kan komme. Her er der ikke én social ydelse at be’ om på et ikke-eksisterende kommunekontor. Her er ‘gensidig tillid i samfundet’ lig med at borgerne overholder samtlige af landets love og regler – og i øvrigt respekterer samtlige af landets skikke og traditioner.

Her kommer vi ikke langt med dansk hø-hø-humor og sarkastisk distance til autoriteter.

Tværtimod.

Ørkenstaten er den primære essens af Forbudsstaten.

Og det kommer ikke som en overraskelse for os, der bor og lever her. Vi har sat os grundigt ind i tingene, fordi konsekvenserne ved ikke at overholde samtlige regler og love er voldsomme.

Vi ved ikke engang hvor fængslerne ligger.

Vi har kun hørt svage rygter, der giver kuldegysninger i varmen.

Næh, det er snarere turisterne, som har lidt udfordringer med at forstå, at hér kan man ikke té sig efter forgodtbefindende.

Det her er ikke Europa, hvis nogen måtte være i tvivl.

Og selvom der ofte er artikler til skræk og advarsel i internationale medier om konsekvenserne af selv mindre forseelser i en Ørkenstat, så bliver de ved med at ske.

Fordi vi kun er mennesker, forstås.

Forleden blev en britisk turist således arresteret ved ankomsten i Dubais lufthavn, fordi han på et tidligere besøg havde fremvist langemand under en trafikal skærmydsel.

Sådan kan det gå.

Langemænd bliver altid filmet af kameraer i Ørkenstaten og så er der ingen vej udenom.

For viften med langemænd er strafbart i De Forenede Arabiske Emirater. Og vi synes aldrig nogensinde at det var bar’ for sjaw, selvom briten nok skal få lov at møde op i en retssal og forklare, at det hele er en kæmpe misforståelse.

Måske får han 6 måneder i fængsel for langemands-vifteri.

Det må tiden vise.

Og netop på grund af denne her slags historier, får jeg – forståeligt nok – ganske ofte henvendelser om påklædning og adfærd, når danskere vil til Dubai for at nyde solen og stranden.img_7096Så her kommer et lille udvalg af “don’ts”, som måske kan være brugbare før turen går til en fjern Ørkenstat:

  1. Viften med langemand eller andre former for kasten-med-håndtegn. Jævnfør historien om englænderen fra tidligere. Bare la’ vær’. Som i helt la’ vær’. Uanset at du mener det sjovt eller godt. Vi er mange kulturer samlet her – og en for dig temmelig uskyldig håndbevægelse kan betyde noget uacceptabelt for et andet menneske.
  2. Stoffer. Narkotika. Drugs. Medicin, der ikke er godkendt til indtagelse i Ørkenstaten. Indfør det aldrig og anvend det aldrig. Der er ikke mere at sige om den sag, medmindre du gerne vil bo i ørkenen til dine dages ende. Punktum.
  3. Porno, sexlegetøj og andre soveværelses-stemnings-opvarmende aggregater. Brug dem derhjemme, hvor de jo er uskylden selv og sælges på hvert et internetgadehjørne. På ferien i Dubai må du bruge din egen fantasi. For sexlegetøj m.m. er ikke velset her og vi kan tilmed finde på at hive det op af kufferten og spørge din Svigerfar, om han eventuelt ved, hvad det skal bruges til 🙂
  4. Og nu vi er i det halvlumre hjørne: Offentlig fremvisning af kærlighed og affektion er heller ikke socialt acceptabelt. Bevares – vi holder da hinanden pænt og redeligt i hånden, når vi går tur i ægteskabets behagelige lænker. Vi omfavner også hinanden – og vi tante-tørkysser og kindkysser i ét væk, når vi mødes. Men snaven-i-gulvet med løbende mundvand og hænder, der vandrer op og ned, er nødt til at foregå på hotelværelset, por favor. Ellers risikerer du at kysse helt færdigt på politistationen.
  5. Nøgenhed. Vi er ikke ret vilde med det. Faktisk foretrækker vi lange, flotte stykker mørkt stof elegant svunget rundt om hele kroppen, selvom det i Danmark bliver opfattet som noget meget odiøst – uden at jeg helt forstår hvorfor det nu skulle være så stødende? Og selvom du ikke har de fjerneste intentioner om at lege naturist i Dubai, så husk, at bikini- og speedo-beklædte kroppe KUN hører til på stranden og i pool’en på dit turisthotel – aldrig i receptionen, ved morgenbuffetten eller i iskiosken.
  6. Drukkenskab. Drik dig i hegnet om aftenen i dertil-indrettede turist-vandhuller, på hoteller og diskoteker – og gå så lige hjem i seng bagefter. Gå aldrig ud i det offentlige rum – shoppingcentre, i metroen, på gader og stræder osv. med ekstra fjer i hatten. Det kan kun gå galt.
  7. Der er nul tolerance for alkohol, når man fører bil. Nul.
  8. Man skal være fyldt 18 år for at bo alene på hotel i Dubai. Og 21 år for at indtage alkohol.
  9. Vi accepterer faktisk heller ikke, at mænd og kvinder bor på hotelværelse eller i lejlighed sammen, medmindre man er gift, meeeeennnn…..det omgåes på diskrete listefødder. Så på med Hr. og Fru-titlerne, når I skal til Dubai.
  10. LGBT & QIA har vi det meget stramt med. Jeg kender mange homoseksuelle, som bor og lever udmærket hér, men du skal have listeskoene på og opføre dig ualmindeligt diskret, hvis du kommer hertil som homoseksuel eller transkønnet – for det er ganske enkelt ulovligt at være.
  11. Dækningsløse checks og kreditkort uden kredit, ubetalelig gæld og andre former for økonomisk prekære situationer – dem har du heller ikke lyst til at stå i i en Ørkenstat. Vi slår hårdt ned på økonomisk ‘kriminalitet’ – uanset om det er en uforvarende handling eller overlagt svindel. Så hav penge nok med til at dække for alting på ferien eller under dit ophold. Simple as that.
  12. Sidst – men ikke mindst – du skal opføre dig respektfuldt over for den lokale kultur og dens skikke. La’ vær’ med at købe en dish-dash for at “lege araber” sammen med de rigtige arabere. Det er dårlig stil – og ærligt talt ikke særlig sjovt at se på. Kig diskret omkring dig – for det er interessant at opleve andre kulturer – men du behøver jo ikke at pege eller le højt og nedstirre andre, der ser anderledes ud end dig selv.

Og så velkommen – for pokker da!IMG_2228De Forenede Arabiske Emirater er lige så hjertevarmt et sted, som de solstråler, der uvægerligt vil få din forfrosne krop til at slappe helt af – og samtidig farve dig postkasserød, før du tager retur til den grå kulde.

Og vi elsker børn og børnefamilier. Alle i alle aldre er velkomne overalt. Strandture, picnic i parker og camping i ørkenen er blot et par af de ting, I kan nyde under vintermånedernes vidunderlige udeliv.

De Forenede Arabiske Emirater er også et af de sikreste og tryggeste rejsemål i verden. Her er stort set ingen kriminalitet, hvilket kunne hænge sammen med de strenge straffe for selv mindre forseelser. Du kan roligt færdes ude på alle tider af døgnet – og de fleste af os har prøvet at glemme tasken, pungen eller mobilen på et offentligt sted, for efterfølgende at vende tilbage og finde værdigenstanden urørt.

Her er rent og komfortabelt. Standarden på hotellerne er meget høj, og selv den mest bakterie-forskrækkede person kan holde ferie i Emiraterne. Faktisk vil jeg vove den påstand, at her er renere end i Singapore – og langt mere velduftende.

Det eneste, vi alle – gæster, turister og fastliggere – skal huske er, at være den pæneste version af os selv i det offentlige rum.

Og lidt øvelse i selvbeherskelse er måske slet ikke så dumt endda.

Skik følge eller land fly.

Noget i dén retning, tænker jeg.img_2893

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Todo brilla

Det er torsdag eftermiddag.

Første uges ilddåb i skolen er veloverstået. For både børn og voksne.

Det er gået noget så fint. Faktisk overraskende fint. For både børn og voksne.

Og midt i udpakning af smeltende børn og kogte skoletasker, får jeg bestilt taxa, redt hår og justeret make-up’en, for Mummy er på vej ud til et glædeligt gensyn.

Med Sandra, min Mærsk-kollega, som jeg ikke har set i 7 eller 8 år.

Lidt senere træder jeg ind i foyeren på et smukt hotel og får med det samme øje på hende.

Den store, lyse viking løber lige ind i den lille, lysebrune colombianers favn.

Vi ler. Og krammer. Og jeg får helt våde øjne over, at hun står lige dér – over for mig – i en støvet Ørkenstat. Som et vidunderligt lysglimt fra en glemt tid. Fra et andet liv. Et liv, jeg knapt kan huske.

Et helt igennem perfekt, umage par, er vi – og har altid været.

Ingen ville tro, at vi kunne have så meget til fælles. Og jeg har elsket vores interne dynamik og humor siden den første arbejdsdag, hvor jeg sad over for hende og smuglyttede til hendes lavmælte telefonsamtale på spansk med manden Lars.

Og jeg gik til bekendelse med det samme. At jeg forstod spansk og dermed også hendes samtale over telefonen. Og at jeg mere end gerne ville fortsætte med at tale spansk med hende, por favor.

The rest is history.

Vi fik 3 gode og hårde år som kollegaer.

Og det er som om vi sås igår.

Samtalen samler vi helt naturligt op og mundene løber over med livsfortællinger om kærlighed, familiebånd, børn, venskaber, arbejde, personlig udvikling, drømme, håb og betragtninger over verdens kontrastfyldte tilstand.

Sandra er lige landet med Fly Dubai fra Kabul i Afghanistan.

“Es que todo brilla, Tine”, udbryder hun og slår ud med armene, da hotellets taxa sætter os af lige uden for Dubai Mall med udsigt til Burj Khalifa, Souk Al Bahar og Dubai Fountains.

Hun har ret.

Alting glimter og skinner hér.

Som diamanter og guld.

Som sølv og stål.

I ubarmhjertige sensommer-solstråler, der kræver solbriller.

Jeg fotograferer hende foran en smuk Fernando Botero-hestestatue. Det må da være et tegn fra de højere magter, når colombianeren bydes velkommen med sin hæderkronede landsmands værk som det første i kulturmødet med De Forenede Arabiske Emirater?

Vi trisser omkring i Souk Al Bahar og finder små souvenirs; vi tager billeder af Burj Khalifa i solnedgangens stærke modlys og kigger på de lokale i Dubai Mall, som er shine’t helt op til weekenden.

Da Dubai Fountains begynder at spille kl. 18, griner vi begge en smule forlegent og nyder øjeblikket, som er lige dele kitsch og smukt.

Det er Dubai i en nøddeskal.

Intet mindre.

Vi krummer tæer og benoves.

Vi balancerer lidt finurligt mellem afstandstagende sarkasme og næsegrus beundring over den storladenhed, som Dubai igen og igen overrasker med.

Byen er på en eller anden måde alt, alt for meget – og samtidig helt og aldeles vidunderlig.

Og den følelse og erkendelse kommer jeg frem til hver gang, jeg ser byen med en besøgendes friske øjne.

Men sulten insisterer efterhånden mere end verdens højeste glimmertårn, så jeg får gennet Sandra ind på Abd El Wahab.

Vi fortsætter vores samtale, der snor sig i alle retninger, mens vi spiser libanesiske retter – fattoush, shish taouk, rekakat, nybagte pitaer og hummus – og skåler i husets libanesiske vin.img_8486Sandra fortæller mig om sit ophold i Afghanistan.

Om Kabuls tørre støv og lammende ødelæggelse.

Om stilhed og larm.

Om menneskeskæbner.

Om kontrasten til hér – Mellemøstens svar på Las Vegas, hvor øst møder vest på civiliseret vis.

Det er hjerteskærende at tænke på den afgrundsdybe forskel der er mellem Dubai og Kabul, som blot ligger en 3.5 timers flyvetur fra hinanden.01_map

(Kortet er hentet på ©theredphoenix)

Så kort vej er der mellem destruktion og konstruktion.

Mellem død og ulykke på den ene side – og liv og lykke på den anden side.

I Dubai udfolder der sig et expat-boble-liv, som for langt de flestes vedkommende er så behageligt, at det ville være en voldsom brat opvågning, hvis vi skulle her fra og ud i den virkelige verden.

I Kabul pakkes livet væk og ned og ind bag høje mure af frygt for terror. I ren, hjerteskærende dødsangst. I dybe bunkers under jorden.

Glemt er fortidens modernitet.

Pulveriserede er kultur-arvestykkerne.

Borte er de intellektuelle og højtuddannede.

Det er svært at forstå, hvor stor forskel, der kan være i levevilkår hen over et begrænset geografisk område.

Det er endnu sværere at forstå, når vi minder hinanden om, at det jo er mennesker af kød og blod præcist som os selv, der må udholde fængselslignende liv i ødelæggelse og desperation.

Dén tygger jeg længe over hele weekenden.

Og jeg bliver endnu engang mindet om Sandras konstatering af at alting skinner og glimter i Dubai, da jeg afhenter fødselsdagsgaven fra mine svigerforældre.img_8484En smuk halvmåne med mit navn skrevet i arabisk kalligrafi efter tillempet “Tina”-udtale.

Alting glimter og skinner i sandhed her.

Og jeg føler mig taknemmelig over, at jeg og min familie befinder os i et så fredfyldt, sikkert og trygt land.

Det tager jeg ofte for givet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Adha Mubarak

I dag markerer afslutningen på årets Eid Al-Adha. Ofringsfesten, som er muslimernes allervigtigste fest og højtid, hvor samtlige familiemedlemmer tropper op i nyt tøj på rundtursvisitter hos tanter og onkler; børnene får pengegaver af de voksne, og der bliver indtaget lige dele søde sager og lammekødsretter til familien går i madkoma.img_8336Og til forskel fra vores jul, der (for manges vedkommende) handler mest om ligelig fordeling af andesteg og flæske-ditto på tallerknerne rundt om familiens bord, så handler offerfesten i lige så høj grad om at brødføde dem, der har mindre end én selv.

Det er god skik at forære ⅓-del af familiens offerlam til de fattiges adha-borde. Beregningen af hvad en ⅓-del så lige er for en størrelse på et lam, dét må du selv om. Bare du gi’r.

Muslimerne er virkelig gode til dét der med donationer, nødhjælp, næstehjælp og gavmilde bidrag sådan helt generelt. Det er der heldigvis også mange danskere der er under landsindsamlinger, som venligboere med gratisbutikker og andre initiativer, ved diverse julehjælpsforanstaltninger osv., men i Mellemøsten er donationerne en integreret del af både religiøs praksis og kulturel tradition – og det er bydende nødvendigt at hjælpe nødstedte, fattige muslimske brødre og søstre, for her er intet offentligt sikkerhedsnet aka. Velfærdsstaten.

Og med Eid’ens sidste dag kommer også enden på Regnskabschefens ferie. Han har afholdt sidste feriedag med pigerne idag, mens jeg har taget hul på det nye skoleår. I morgen kalder hundredevis af mails på ham og timelange møder på kontoret.

Men igår fejrede vi Eid Al-Adha – for man bør vel trille ud af hvid-mands-ghettoen og kultur-assimilere en smule på sådan en højtidsaften?

Og som de heldige kanaljer vi er, så stiger vi ombord på Hr. & Fru M’s båd, hvor vi – efter en kort sejltur – ankrer ud for Dubai Marina. Her er der det smukkeste festfyrværkeri hver aften under Eid’en.img_8335Offerlam kom der ikke på bordet, men sushien fejlede intet. Og det gjorde den detoxificerende gåsevin såmænd heller ikke, selvom kølig hvidvin aldrig har været en dårlig idé. Men danskvand og fiskemad er “straffen” for 10 ugers sommerferie uden at føle sult én eneste gang.

Tænk, at ligge her og skvulpe rundt i 35 grader varmt havvand til synet af festfyrværkeri på en grumset-diset ørkenhimmel…img_8326Så stille, så fængslende meditativt er det at ligge i vandet, når det er tæt på kropstemperatur-varmt.

Måske er det sådan hér, livmoderen føles for et foster?

Livmoder-lommefilosoferen eller ej, så er jeg den heldigste kartoffel i hele Mellemøsten.

Og jeg ved det godt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Om at holde (jord-)forbindelsen

10 ugers sommerferie lakker mod enden.img_8276Det er både en velsignelse og en forbandelse med så mange ugers frihed til at gøre præcist, som man vil. For alting flyder efter et par uger.

Sengetider og vasketøj.

Spisevaner og motionsrutiner.

Og nu kan jeg efterhånden høre min seng kalde højlydt hele vejen fra Ørkenstaten til Det Regnfulde Nord.

Heste-sengen vil ha’ mig. Hurtigst muligt. Det samme gælder mit tøjskab og vores badeværelse.

For selvom 10 uger på sovesofaer, rodede kufferter på gulvet og toilettasker på fremmede badeværelser er et vaskeægte First World Problem, så bliver det en kende enerverende til sidst.

Det er svært at bevare jordforbindelsen til mig selv. Til børnene. Til Martin.img_8255For der er hele tiden mennesker omkring os.

Dejlige, søde, rare, sjove, hyggelige mennesker, som vi aldrig ville være foruden og som betyder alt for os…

Men alligevel.img_8263 Det bliver trættende i længden at være på ferie, på besøg og til selskab hér og dér – og mit oppustelige selvbillede krakelerer gang på gang, når jeg alligevel ikke er helt så rummelig, forstående og large over for mine allernærmeste, som jeg godt kunne tænke mig at være.

Samtidigt er det en velsignelse at have muligheden for at være intenst sammen med familie og venner over en længere periode. Pigerne er nu så tætte med deres fætre og kusiner, at de kan skændes og diskutere som søskende. De taler flydende dansk og har lært (lige rigeligt, tak) med kraftudtryk og bandeord efter 6 uger i Dannevang. De driller deres bedsteforældre, er næsvise og krammer dem med største selvfølgelighed. Og vi voksne veksler mellem at få pip og grineflip, mens vi mødes med venner og familiemedlemmer, spiser gris, drikker vin og vinker “på gensyn til jul” til dem, når de går eller vi går.

Det er en vigtig og nødvendig forankring i Danmark og i vores familie, som foregår henover sommeren.

Vi er nødt til at rette opmærksomheden mod vores nærmeste – familie såvel som venner – for fortsat at have et tilhørsforhold til Danmark.

For relationer kræver tid og kærlighed. Og selvom ægte venskaber og blodsbånd lever langt ud over tid, sted og antal dit og dat, så er forbindelsen til andre mennesker ikke noget, man kan eller må tage for givet.

En gang i mellem er vi nødt til at sidde i et drivhus og drikke kaffelotter, mens vi ordner hele verdenssituationen.img_8237Andre gange er det storladen romantik og historiens vingesus, der danner rammen om et hyggeligt gensyn med indbygget opdatering på stort og småt. Uanset sted og tid, så føles det bare uendeligt rart.img_8267Og når Cille flagrer forbi under sin fødselsdagsfest og glad erklærer, at “huset er helt fyldt af mennesker nu”, så véd jeg, at det her er rigtigt og vigtigt.img_8260 Det er hendes rodnet. Hendes jordforbindelse til den danske muld. img_8272Og den forbindelse skal både hun og Mille have tid og rum til at skabe og videreudvikle. For selvom både Martin og jeg er pæredanske, så er vores piger det ikke.

Cille har kun boet i Danmark i de første 18 måneder af hendes liv, men kan intet huske.

Mille er født i England og har aldrig oplevet Danmark som andet end sommerferier og julefester.

Og lige så ofte jeg kunne ønske mig, at sommerferierne ikke var helt så lange og rundrejsen ditto, lige så taknemmelig er jeg for at vi bliver hilst velkomne med åbne arme på hele rundturen.

For det betyder, at vi har masser af bløde, kærlige steder at lande, hvis udlandslivet pludselig skulle give skrammer.

Det er relationerne, der gør Danmark så vigtig og interessant for os.

Herlighedsværdien i den grønne natur, de yndige slotte og brostensbelagte stræder, den friske luft, de rene strande og bøgeskovene er åbenlys for enhver, men det at bo og leve i udlandet gør, at vi ser på Danmark med forandrede øjne.

Det er pludselig ikke en selvfølgelighed, at Danmark er dejligst. For der er så mange andre dejlige steder i verden, hvor man også kan bo og leve et mindst lige så udmærket liv.

Og dén pille kan være svær at sluge for nogle danskere, jeg møder på må og få.

De har forhåndserklæret Danmark som foregangsland og forbillede for ethvert samfund.

De har også ofte en forudindtaget holdning til Mellemøsten og i særdeleshed til Dubai – Den Arabiske Halvøs svar på Las Vegas – baseret på et par TV-programmer og lidt nyheder hist og pist. Ikke fordi de har tilbragt tid i Mellemøsten eller i andre lande overhovedet, bortset fra lidt turistferier ind i mellem.

Og jeg smiler høfligt. Trækker vejret dybt. Svarer undvigende.

Der skal være plads til os alle, messer jeg for mig selv.

Til dem, der er stålsatte i deres holdninger. De forudindtagede. De farvede. De indskrænkede. De nysgerrige. De eventyrlystne. De modige.

Og jeg svarer igen og igen undvigende på provokerende spørgsmål, mens jeg klynger mig til Fatimas Hånd om min hals. Belært af års erfaring med at have valgt anderledes end majoriteten, så varer jeg min mund – for det er alligevel en ganske umulig opgave at åbne et fastlåst menneskes sind og tankegang, når de – godt belæste og godt beduggede – skal forklare mig om det dumme i Mellemøsten midt under en ellers så udmærket festlig lejlighed.

Og der er kun én ting at gøre: At passe på mig selv ved at glide af på spydige kommentarer om guld i gaderne, smart-i-en-fart og overfladiske relationer. Det er ikke et personligt angreb på mig, men snarere en tvivlen på egne valg – er jeg kommet frem til, når jeg oplever det gang på gang.

Interessant nok så gælder Jantelovens tunge åg ikke i forhold til danskernes tyrkertro på Velfærdsstaten og den vestlige samfundsmodel. Dén er tilsyneladende altid bedst.

Men dén slags arrogance kommer jeg aldrig til selv at honorere igen.

Der er mange fantastiske komponenter i Velfærdsstaten og alle dens sindrige systemer og kasser; der er mange ting, mennesker og steder, jeg elsker ved og i Danmark.

Men der er også det modsatte.

Og selvom jeg tydeligt mærker min jordforbindelse til den vestjyske muld og til den nordsjællandske bøgeskov, så er der også et spirende rodnet i ørkenens sand.

Det er der intet forkert eller fordækt i. Der er jordforbindelser at holde fast i alle vegne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Du ringer, vi bringer

Ved I hvad jeg synes er pissesmart?

At jeg kan ringe til 800-PHARMACY klokken-hvornår-jeg-lyster og så kommer der et bud med hovedpinepiller 20 minutter senere.img_6857Jeg kan også ringe til renseriet og få hentet og bragt rense- og strygetøj på alle tider af døgnet.

Og det er altså ikke fordi jeg bor “down-town”.

Vi bor i parcelhus-ghetto ude i sub-øvsen ligesom alle de andre.

Nespresso leverer mine kaffekapsler til døren og tager de brugte kapsler med retur.

Men Starbucks leverer også gerne, hvis det er for overvældende at lave kaffen selv.

Der er en million (okay, måske lidt færre, men overdrivelse fremmer forståelsen) fødevare-udbringningsløsninger. Flere af supermarkedskæderne leverer til døren efter samme koncept som i Danmark. Der er frugt-, grønt og kød-kasser, som kan bestilles online. Vi har et væld af madlavningskasser med opskrifter og ingredienser sirligt pakket til en uges aftenmåltider – og der er masser af firmaer, som leverer færdigt-tilberedt sund mad til alle dagens måltider, hvis du ikke selv har tid til at lave mad.

Og så har jeg slet ikke nævnt de overvældende mange tilbud om usund take-away, der også står på spring…

Du ringer, vi bringer.

5 dirhams (10 kroner) i leveringsgebyr. Fra nogle leverandører. Andre steder er udbringning helt gratis.

Vi kan også køre ud til selskab og bestille en “safe driver” på forhånd til at køre os sikkert hjem igen i vores egen bil, når nu der er nul-tolerance i Ørkenstaten.

Går elektronikken i stykker, kommer der straks et firma og afhenter, reparerer og afleverer dimsen samme dag.

Vi har Uber.

Og Careem.

Der er rengøringsfirmaer, hundeluftere, hundevaskere, hjemmeplejere, sygeplejersker, læger og babysittere der kun er et opkald væk.

Al den service kan kun lade sig gøre, fordi lønningerne er lave(-re).

Som i virkelig meget lavere end de danske.

Og det giver et stik af dårlig samvittighed ind i mellem, når jeg igen-igen har ringet eller klikket efter et eller andet. Så kommer der sådan en dansk forlegenhed over mig, hvor jeg tænker “kan man det?”, “er det ikke lidt synd, lidt for meget eller halv-pinligt?”

Men på den anden side: Hvad var eller er alternativet for de her mennesker?

Der er jo intet forkert i at arbejde som knallertbud for McDonalds eller som chauffør for den lokale dyrehandel.

Det er ærlige, redelige jobs, som man kan udføre uden den helt store uddannelse – og de får løn, drikkepenge, smil og tak for indsatsen.

Og selvom knallertbudene, håndværkerne, konstruktionsarbejderne, renovationsarbejderne, rengøringsfolkene, sikkerhedsvagterne, køkkenassistenterne, chaufførerne osv. bor yderst spartansk på sovesale, så får deres lønninger stadig en hel familie til at fungere i hjemlandet. En børneflok har mulighed for at gå i skole; der kommer mad på bordet hver dag; der er mulighed for at få lægehjælp til familiens ældste og yngste osv.

For iværksætterlyst, virketrang og nye, entreprenante idéer er jo uløseligt forenede med et behov for lavest mulige omkostninger. Og der er bare flere ting, der kan lade sig gøre i et samfund, hvor minimumslønningerne er så lave, at det er tåkrummende.

Over-servicering – eksempelvis – kan lade sig gøre i en sådan grad, at jeg knapt kan lette rumpetten fra stolen længere.

Der er vitterligt altid en anden, der gør alting for mig.

Og det ville være hård kost at leve et andet sted end lige hér – dét er jeg mig meget bevidst om.

Og når det så slår det mig, så skynder jeg mig da at finde telefonen frem:

I’m only one call away.

I’ll be there to save the day

Superman got nothing on me

I’m only one call away…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet