Ting, vi ikke taler om

Vi har fridage i Ørkenstaten i disse dage.

Det er blevet tid til at fejre højtiden Eid Al Fitr, som vel nok er muslimernes ekvivalent til den kristne jul. Festen markerer afslutningen på Ramadanmåneden.

Når det er Eid, er det en tradition, at alle skal bære et nyt sæt tøj, som skal bruges til visitter hos familiemedlemmer hér og der; kvinderne og pigerne får oftest nye smykker og hennatatoveringer på hænderne, og alle børn venter spændte og forventningsfulde på pengegaver fra de voksne, som de kan gå ud og spendere i dagene herefter. Derudover handler festen mindst lige så meget om at gå i mad-koma, som det gør for os i julen.

I og med at de saudiske og emiratiske månekomitéer fik spottet nymånen torsdag aften, har vi ‘kun’ fri indtil på mandag. Havde månekiggerne først fået øje på nymånen om fredagen, ville vi også have haft mandagen fri.

Jeg bliver aldrig træt af det finurlige i at leve et sted, der baserer størstedelen af årets helligdage på en månekalender. Man tvinges virkelig til at gå med flow’et på denne her måde.

Her kan I f.eks. set det tweet, som Dubai’s Knowledge and Human Development Authority (det lokale undervisningsministerium) skrev om den forestående skolelukning under Eid’en, hvor de jo ikke kan sige præcist, hvornår skolebørnene skal indfinde sig igen – fordi det afhænger af månen.

Og vi har lagt godt ud til den forlængede weekend med projektilopkastninger. Denne gang er det ikke mig, der har forgiftet mig selv med alkohol, men stakkels Cille, som ellers aldrig kaster op. Om hun har fået en virus i skolen, hvor der er omgangssyge i omløb – eller om hun har drukket poolvand, dét finder vi nok aldrig ud af. Men sløj, dét er hun – og sidder nu stille med sit fregnede blegansigt og søber mælkekaffe i sig.

Men egentlig skal det her blogindlæg ikke handle om opkast og månekalender-fridage.

Det skal handle om én af de (mange) ting, vi ikke taler om.

Ret ofte hænder det nemlig, at der sker ting og sager i kulissen, som ‘man’ ikke taler højt om i en Ørkenstat. Forleden skete der noget – og denne gang vover jeg at fortælle en lille smule af historien, som indeholder mange blanke felter, der kun kan gisnes om.

Men hvorfor er der dog ting, ‘man’ ikke taler om eller fortæller andre om, tænker du måske?

Først og fremmest handler det om retten til at ytre sig frit.

Den rettighed er i særdeleshed en europæisk idé.

Danskere bruger den meget. Både til at sige pæne og knapt så pæne ord. Hele tiden og så igen påkalder vi os ytringsfriheden og siger lige hvad vi lyster.

Men ytringsfrihed er ikke et begreb eller en rettighed, der er alle i verden forundt. Og det er svært at forstå sådan helt ind i kroppen, før man bliver frataget den. Det er ihvertfald begyndt at gå op for mig, hvor uendeligt værdifuld ytringsfriheden er. Det handler – blandt andet, men selvfølgelig ikke kun – om, at jeg ikke kan blogge om alle de emner og oplevelser, jeg kunne have lyst til – fordi det kan potentielt gøre livet svært for andre og/eller mig selv.

Lige nu står vi f.eks. i en besynderlig situation, hvor en person, vi har kendt i over tre år, pludselig er forsvundet ud af landet. Vedkommende har vi betalt på forskud sammen med et par andre familier for at undervise vores børn. Hvorfor er denne her person pist væk fra jordens overflade? Dét kan vi kun gisne om. Ingen kan fortælle os sandheden – bortset fra vedkommende, som nu er rejst og umulig at kontakte. Vi har selvfølgelig rakt ud til vedkommendes ansatte i forretningen, men de ved lige så lidt om, hvad der skal ske, som vi selv gør. Det er ikke så meget pengene, vi har tabt, som er bekymrende. Det er mere hele fornemmelsen af at blive forrådt eller først bag lyset af en person, vi har opfattet som professionel inden for sit felt.

Det handler om økonomi, når folk forsvinder.

Det tør jeg næsten sige med sikkerhed, for her sker meget få kriminelle handlinger af anden art.

Lige så smidigt systemet er for start-ups, lige så grueligt galt kan det gå, hvis du havner i en situation, hvor kagedåsen er helt tom og bunken af ubetalte regninger hober sig op.

Den slags blev allertydeligst under finanskrisen i 2008, men den er der nu igen. Enkelte forsvinder uden en lyd. Nogle drysser helt diskret. Andre sælger deres ting online og er så væk. Andre igen tager afsked og siger et højt og tydeligt farvel, når de ikke har noget at bekymre sig om eller skamme sig over, men blot har fået en mulighed for at prøve et nyt eventyr andetsteds.

Det er benhårdt at være hér, hvis tingene ikke arter sig, som man ønsker sig eller har behov for, at de gør. Lige så sjovt og fedt, her er, når man har penge, lige så ulykkeligt og ubehageligt bliver det, hvis man fattes penge. Der er intet net under mennesker i form af sociale ydelser eller kommunale tilskud. Ingen forstående banker, der laver lempelige afdragsordninger eller kan vente med at få tilbagebetaling for en stund. Det er f.eks. også ulovligt at gå konkurs.

Og det er en virkelig underlig følelse at sidde tilbage med: At have kendt et menneske igennem flere år, som har tilbragt tid med ens børn – og som så ender med at forsvinde ud i den blå luft.

Vi har fortalt pigerne, at vedkommende er væk. At vi ikke ved hvorfor eller hvordan og hvorledes, men at vedkommende aldrig kommer igen. Det stiller de sig naturligvis undrende overfor, men trækker også på skuldrene, fordi det er et abstrakt voksenscenarie.

Historier ligesom ovenstående er mange. Om nannies, der forsvinder i ly af nattens mulm og mørke – uden pas eller papirer. Om evigheds-parkerede biler i ørkenen, hvor ejermændene er forsvundet ud i sandet. Om mennesker, der aldrig mere tager telefonen, selvom man tidligere har kunnet få fat i dem på præcist dét nummer.

Dubai kan være et flygtigt sted.

Og ind i mellem bliver jeg bange for at miste min umiddelbarhed. Dén tillid (og potentielt farligt-naive tilgang), som vi danskere har til at møde andre mennesker. Vi tror på, hvad de siger. Vi tror på, at de gør, som de siger. Vi har aldrig rigtig haft grund til ikke at tro på de mennesker, vi møder på vores vej.

Dét fungerer ret anderledes her i landet. Og jeg ved godt, at jeg er lyserødt-romantiserende, når det kommer til den danske tillid og sammenhængskraft i samfundet, men for hver gang jeg møder et menneske, der slet ikke er, som vedkommende giver sig ud for, så bliver jeg en lille-bitte-smule mere kynisk. Hvilket jeg overhovedet ikke har lyst til.

Så nu trækker jeg vejret ned i maven og virrer lidt med hovedet. Ryster oplevelsen af mig og lover mig selv, at jeg fortsat vil stole på det gode i folk og på alle deres intentioner, indtil det modsatte er bevist.

Dét her med sporløse forsvindingsnumre, bristede aftaler og ubesvarede opkald er ikke kønt, uanset hvor i verden det foregår. Men heldigvis er der langt, langt flere positive oplevelser end negative i en Ørkenstat – og jeg håber inderligt, at vedkommende, som nu er pist forsvundet, får styr på sit liv igen og succes med sine evner andetsteds.

Vi fortjener alle en second chance.

Og nu vil jeg slutte med et kærligt og varmt Eid Mubarak til alle, der nu afslutter fasten og fejrer Eid al Fitr i disse dage. Må I få skønne stjernestunder sammen med jeres familier.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Vaccinationer

Der er så mange gode ting at sige om det danske sundhedsvæsen, at jeg knapt nok ved, hvor jeg skal begynde.

Hvis ikke vi var flyttet til udlandet, er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde ville have værdsat det danske system på dén måde, som jeg gør nu. Det er én af de fine ting ved at få ens hjemland lidt på afstand. Så kommer der en anden slags reflektion end tidligere.d9e55f7f-12eb-4bc1-ac25-a2856a3a21b1Måske glorificerer jeg også systemet lidt på dén der fædrelandskærlige måde, der ofte kommer til os, der tilbringer en del af livet uden for landets grænser – men helt ærligt, så skal der ikke ret mange besøg til i et brugerbetalt sundhedssystem, før man længes inderligt tilbage til snusfornuften og den ligefremme adgang og tilgang i Danmark.

Uanset, at den praktiserende læge skal kunne klare stort set alting, selvom det jo er en umulighed i sig selv.

Uanset, at køen til speciallægen kan være alt for lang.

Uanset, at der er ventetid på telefonerne og besparelser over hele linjen.

For når man bytter fællessystemet ud med et brugerbetalt et af slagsen, så handler det hele pludselig om ens forsikringsdækning og en masse økonomiske transaktioner, før man overhovedet kan få hjælp eller behandling.

Først skridt er fremvisning af sygeforsikringskortet i skranken.

Måske dækker forsikringen dagens konsultation eller behandling – måske gør den ikke – og hvis den ikke gør, så kan du lige gå over til betaling ved Kasse 1, 2 eller 3, hvor der hersker hektisk aktivitet med kreditkort og kontanter.

Du kan også bruge Det Tålmodige Menneskes Procedure, hvor du – i samråd med lægen – ansøger dit forsikringsselskab om “pre-approval”, så du er 110% sikker på, at din behandling ikke bliver afvist i 11. time, hvor du selv må punge ud. Så kommer der til at gå en rum tid med at afvente forsikringsselskabets svar og efterfølgende en opringning fra lægeklinikken for at be- eller afkræfte, om du må få behandlingen udført under forsikringen. Og så kan du endelig bestille en tid.

Jeg har været nødt til at vride armen rundt på mig selv og trække vejret dybt ned i maven for at få gang i ovennævnte procedure – for dét der med tålmodighed er ikke min stærkeste side. Men ind i mellem må man lære på den hårde måde, og jeg priser mig lykkelig for, at det trods alt ‘kun’ har kostet 1.500 kroner at lære at bruge “pre-approval”-proceduren hver eneste gang.

Sådan her fungerede sundhedssystemet slet ikke for 4 år siden, da vi ankom til Ørkenstaten.

Alt blev godkendt.

Hver gang.

Uden direkte kontakt til forsikringsselskabet.

Men enten fattes forsikringsselskaberne penge – eller også drømmer de om at tjene endnu flere – for nu kan selv den simpleste ting ikke udføres uden forudgående godkendelse. Og det til trods for, at vi har præcist den samme dækning nu, som vi har haft de andre år.

Selv vaccinationsprogrammet til børn kan vi ikke være sikre på bliver dækket af forsikringen længere. Ikke at dét ville afgøre, om pigerne blev vaccineret eller ej.56cd68e0-acb0-49a7-b8ad-b414637726cbMen efter et par ugers ventetid får vi bekræftet, at Milles vacciner er godkendt af forsikringen, og nu kan den lille 6-årling endelig komme videre i vaccinationsprogrammet, som hendes Mor har forsømt på det pinligste.7283d10c-f070-42c1-8e06-26de06f88a1fJeg kan slet ikke forklare, hvordan jeg har kunnet glemme to vaccinationer – og jeg føler mig som en virkelig ussel Mor, da sygeplejersken drøner rundt og konsulterer læger, fordi det jo er ‘alt for længe siden’ at den ene og den anden booster skulle have været givet.

Her kan man virkelig tale om Den Kroniske Skyld.

Mor-skylden.

Gisp.

Jeg har jo ikke bevidst ignoreret vaccinerne.

Det er jo ikke fordi jeg har glemt, at konceptet findes.

Faktisk synes jeg, at det er virkelig vigtigt, at følge vaccinationsprogrammet i dét land, hvor man bor.

Men jeg har alligevel håndfulde af undskyldninger klar i et desperat forsøg på at undslippe de hårde ord, jeg lader regne ned over mig selv, mens tæerne er helt krummede i sandalerne.

Jeg har måske fortrængt det, fordi børn bliver så kede af det, når de skal stikkes?

Eller er det mon fordi, det er så trættende med hele “pre-approval”-proceduren hver eneste gang?

Det er nok også bare fordi man ikke får en “friendly reminder” om at en vaccination bør gives, ligesom man får andre steder i verden?

Måske er det fordi vaccinationsmappen har ligget i bunden af en skuffe?

Bortforklaringerne er mange.

Og lettelsen er stor hos både Mor og Datter, da de to boostere er sprøjtet ind, så vi kan gå ud i verden og lade vaccinationer være vaccinationer indtil hun fylder 9 år om 3 år.1156dc8d-56fd-4366-a37c-242d94ab5cc5Og da vi sidder på caféen med Milles velfortjente modighedspræmie og kaffelotter med masser af skum, tænker jeg, at jeg ville ønske, at jeg var en af den slags mødre, der vejer og måler børnene for at se, om de følger den aldersmæssige vækstkurve; som husker at tegne børnenes tabte mælketænder ind i dét der sjove skema i Barnets Bog; som husker at tage børnene med til en årlig helbredsundersøgelse og som ved alt om børns udvikling og udslæt og børnesygdomme.3adfea52-a77f-4f1f-a46f-6e5eef0a4324Men det er jeg helt åbenlyst ikke.

Til gengæld er jeg heldig med at have en ganske tilgivende datter, som svarer “det´okay, Mor” henover kaffen, da jeg får mumlet, at det vist ikke var så smart af mig at glemme de vaccinationer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Det’ bar’ gas

Én ud af de hundredevis af ting, jeg elsker ved at bo og leve i udlandet er, at hverdagens små og store opgaver ikke nødvendigvis kan løses eller fungerer på samme måde som ‘derhjemme’.

I en dansk kontekst.

Indrammet af danske briller, der kører med dansk menneskesyn, dansk snusfornuft, danske værdier, danske principper og danske argumenter.

’Plejer’ dør i dét øjeblik, vi udvandrer og bliver til indvandrere i et land langt væk fra Danmark.

Vi bliver pressede og udfordrede til at prøve noget nyt.

Gøre noget andet.

Blive mere kreative i vores problemløsning – og måske endda række ud (gys) og spørge nye venner eller ghetto-koret på Facebook til råds for at finde svaret.

Indrømmet – der er helt sikkert perioder, hvor alt, alt for mange ting og opgaver føles indviklede og frustrerende at løse, fordi vi ganske enkelt ikke forstår, hvordan ‘man’ gør tingene i det nye samfund.

Det trækker tænder ud, at skulle flytte sig og prøve noget nyt.

Hver eneste gang.

For der er formaliteter og procedurer i et vilkårligt, nyt land, som kan virke så omstændelige og ulogiske, at man må læne sig tilbage og grine lidt af det – inden for hjemmets fire vægge, naturligvis – for man skulle jo så nødigt støde andre på manchetterne.

For de andre tager – sjovt nok – sig selv lige så højtideligt, som vi selv gør.

Alle i hele verden synes, at netop de har patent på ‘den smarteste måde’ og ‘den logiske løsning’.

Sjovt nok.

Det er en del af den menneskelige natur at tro, at vi har ret og er de klogeste – i forhold til alle de andre.

Forleden bliver jeg mindet om alt det ovenstående.

I en ret konkret og ret banal hverdagssituation.

Midt i madlavningen. c7cb4a97-812f-4d53-aa85-f6661269b416Pludselig går alting i stå.

Gryderetten. Poserisene. Grøntsagerne.

Jeg tjekker de forskellige gasblus.

De er som afgået ved døden.

Martiiiiin – går du ikke lige ud og tjekker gasflaskerne?”, råber jeg kommanderende, som ‘man’ har lov til, når ‘man’ våger over kødgryderne.

Og Martin, der har øjnet, at vi skal have kylling i karry med kokosmælk og ananas, stiller beredvilligt op.9ed5d198-9d73-459e-ad90-3034d607060fHan trisser ud til skabet i garagen.

Dér gemmer to store, gammeldags gasflasker sig, som er forbundet til gaskomfuret i køkkenet.

Smart løsning, hva’?

Og endnu smartere er jeg, for jeg har naturligvis ikke ringet efter en ny gasflaske, da den første blev brugt op. Nej – jeg satte blot den anden flaske til – og nu har vi så miseren.

Martin piller ved flaskerne og ryster dem lidt.

Den er go’ nok.

Vi er løbet tør for gas midt i madlavningen.

Og jeg må finde en løsning.

På indersiden af skabslågen i køkkenet findes svaret, og jeg sender vores udlejer en kærlig tanke. Hun har sikkert stået i nøjagtig samme situation, og nød lærer som bekendt enhver at opsætte klistermærker.b05ab8b0-8ace-4c48-85e6-6280dc9e1e4cJeg ringer til Al Fahidi.

En flink pakistaner med meget begrænsede engelskkundskaber tager telefonen, og jeg får forklaret, at jeg altså vældigt gerne vil have gas nu.

Bar’ gas.

Som i meget-gerne-lige-nu.

Tror du, at han forstod hvor vi bor?”, spørger Martin forsigtigt og kigger ned i karryretten, der er stivnet noget i betrækket.

Jeg tror det, men måske skulle jeg lige sende ham en besked?”, svarer jeg.17a68aee-464e-4fe9-8776-7ed562bf998bTror du ikke, at vi skal finde på noget andet til aftensmad eller måske lave det færdigt i mikroovnen?”, spørger Martin, som tydeligvis er sulten.

Nej – lad os nu lige give manden lidt tid – klokken er ikke så mange”, mumler jeg.

Og ventetiden fordriver Cille og jeg i sofaen med hver vores bog.c67859b0-c5a6-4734-b5cf-490b7259f019Det tager præcist 15 minutter, så ringer gasmanden på døren og sætter beredvilligt to nye, fyldte flasker ind i vores gasskab.345deb2e-a459-4b58-b8c7-63b00065553fHan får drikkepenge og mange tak – og karryretten simrer lystigt igen.

Man kan undre sig over, at der ikke er indlagt gas via ledninger i jorden – ligesom ‘hjemme i Danmark’.

Men det er der nu engang ikke.

Og selvom jeg blev noget overrasket over at finde ud af, at man har løse gasflasker stående i et skab ude i garagen, så kan man ikke tillade sig at kritisere systemet – for det virker jo helt upåklageligt og effektivt.

Det er nu heller ikke alle boligkvarterer, der har gasflaske-system som vores. Mange anvender elkomfur og elkogeplader – og i nogle områder tror jeg nok, at der er et mere fælles-distribuerende gassystem.

Men jeg kipper med hatten for den pakistanske gasdistributør, der kom med det vuns, da vi råbte om hjælp.

Og jeg er sikker på, at aftensmaden smagte endnu bedre, fordi den på et tidspunkt var i farezonen for at gå i vasken.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ramadan-banan 🍌

I kølvandet på Inger Støjbergs udmeldinger om, at muslimer i Danmark bør afholde ferie under Ramadanen, fordi de er tilnærmelsesvist ‘farlige’ eller ‘utilregnelige’ for deres omgivelser på grund af fasten, får jeg en inderlig trang til lige at smide en Ramadan-banan ind i debatten.

Ja – det er korrekt, at man i muslimske lande opererer med kortere arbejdsdage under Ramadanen for at tilgodese de fastendes døgnrytme, som jo ændres radikalt.

Ja – det er korrekt, at offentlige kontorer, skoler m.v. har begrænsede åbningstider, og at restauranter og caféer tilrettelægger deres menuer og åbningstider efter afholdelse af iftar (aftensmad efter solnedgang) og suhoor (morgenmad før solopgang).

Men vi er her altså stadig.

Alle sammen.

Muslimer og ikke-muslimer.

På arbejde. I trafikken. På café. Til sport. På indkøb.

Ingen af os afholder ferie eller føler os utilregnelige i gerningsøjeblikket. Det her er en årligt tilbagevendende begivenhed, som hele landet glæder sig til – og som vi alle deltager i på den ene eller anden måde.

Selvfølgelig kan vi finde eksempler på, at nogle muslimer opfører sig vanvittigt i trafikken lige op til at de endelig må få deres længe-ventede iftar. Nogle har måske også en kortere lunte sådan helt generelt – eller falder i søvn om eftermiddagen, fordi de har været tidligt oppe og er lave på energi.

Men vi kan vel også finde eksempler på, at ikke-muslimer opfører sig vanvittigt i trafikken, fordi de er gået sukkerkolde eller har koncentreret sig om noget andet end at køre?

Jeg mener ganske enkelt ikke, at vi kan konkludere, at en hel gruppe mennesker er ‘uarbejdsdygtige’ i en måned, fordi de vælger kun at spise, når det er mørkt. Eller hvad synes du?

Hvor mange danskere kører ikke med 5:2-fastekuren? Er de så utilregnelige, når de faster to gange om ugen?

Hvor mange af os har ikke skullet gøre et stykke arbejde færdigt, mens vi var gevaldigt “hangry”?

Det må være op til den enkelte at bedømme, om han/hun kan udføre sit arbejde og aktiviteter, når han/hun faster eller ikke har spist i mange timer. Hvis man vurderer, at man er for søvnig, udmattet eller frustreret til f.eks. at føre en bil eller passe et barn, så må man undlade at gøre dette – eller undlade at faste, fordi det har en negativ effekt på ens helbred.

Den slags vurderinger af egne arbejdsevner og fysiske formåen gælder for os alle sammen. Til hver en tid.

Men det var Ramadan-bananer, vi kom fra.6fc2320f-59d6-48c5-8e94-10bf979ad3d4 Dem var Cille og jeg ude at købe igår – sammen med en bunke vanillekager, arabisk brød, kærnemælk og dadler. Faste-brydnings-venlig føde.

Som vi pakker i små transportvenlige hapsere, så ghettoens gartnere, sikkerhedsfolk, skraldemænd, håndværkere og andet godtfolk kan smutte forbi et Ramadan-køleskab og forsyne sig, før de bliver hentet og transporteret til de lejligheder og sovesale, de må kalde for ‘hjem’.ecca0ee8-b04d-4acd-b0c5-540661c89df6Prøv at se, hvor engageret, min t(w)eenager er i processen. Med høretelefoner i ørerne og en lettere irritabel attitude.

Men hun gør det.

Og dét er det vigtigste for mig.7a436f53-29df-4976-8bbc-78fb497610edDa vi når til Ramadan-køleskabet, bliver interessen og smilet dog lidt større. Det er trods alt sjovere at fylde op på alle hylder end at pakke møjsommeligt ind i husholdningsfilm.

Og vi kan glæde os over, at vi lige nåede det, før solnedgang.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Åh, Lille Mille My!

Femte (og sidste!) sejrsrunde i anledning af Milles 6-års fødselsdag løb ‘af stablen’ igår – for lige at fastholde pony-referencen.bd61a53a-d7f1-4469-b00c-50d62b04f882Mille har glædet sig helt vildt til festen med pigerne fra klassen plus en håndfuld andre venner fra skolen.b1b6a8b6-6984-47bf-a9b2-13992802f52bOg selvom det ikke er alle, der kan komme, så er de en god flok, der bare leger og leger og nyder hinandens selskab på kryds og tværs. De er virkelig vokset meget  det seneste års tid – og jeg glæder mig over, at klassens piger er så velfungerende sammen – og at det nu kan lade sig gøre at afholde en børnefødselsdag uden tårer eller drama hos én eneste af deltagerne. Lille Mille er blevet til Store Mille – jeg ved det jo egentlig godt.74afc2c5-83c3-43b0-9871-28b191760a98Efter en times tumlen rundt i det airconditionerede legeland, bliver alle børnene kaldt sammen af den filippinske legeonkel og -tante, der dirigerer slagets gang med stor entusiasme og mikrofon, som de egentlig gerne måtte droppe.e6643c4b-54d7-458d-8f0d-0830bdab4aeaDet er tid til party games! Som på bedste filippiner-manér er lig med en række danse, der skal udføres i et koordineret fællesskab.f62713bc-7973-4135-84e9-46cf277a65acFør vi går over til decideret pony-piñata-whacking. Ét af Milles store ønsker for dagen.ca97bb5d-c400-45f9-96a5-3a199b512c18Og jeg kan godt se, at det er virkelig sjovt med en piñata.

Det er da tillokkende at få afløb for ens frustrationer ved at klaske og baske på en helt uskyldig hest, hvis indvolde viser sig at være det pureste sukker i alle regnbuens farver. Og da alle karamellerne og skumfiduserne er samlet op fra gulvet, konverteres salen til diskotek med lys og farver og sæbebobler, så de 6-årige kan danse til de vælter.9c8b1d1d-fe68-4335-bec6-646f99eb2770Til sidst er der mad.3a2451f1-b40a-437e-a118-a66f591ac31f Pizza og fritter fra den lokale italiener. Stivelse, sukker, salt og fedt, som enhver anden klassisk, tom kaloriebombe af en børnefødselsdag.4d81cdf7-2e65-47b1-9703-77b25a3c9a00Og vi tænder 6-års-lyset i den store alicorn-kage, som Mille har udvalgt ganske nøje i den lokale Al Barsha-konditor, Katrina Cakes.19eca8b1-30a3-4a74-af0a-a664cb12b09dSe, hvor hun stråler! Det lille 6-årige vidunder.5af5b177-1d65-4d64-8af2-fe442eb0db11Dét, du nu har set, er en helt almindelig middelklasse-børnefødselsdag a la Dubai.

Hverken mere eller mindre.

Vi har valgt kun at invitere klassens piger og hendes nærmeste veninder – for at holde omkostningerne på et nogenlunde niveau – og fordi Mille ønskede sig det.

Og mange afholder fester med flere aktiviteter. Det kan være, at der kommer popcornmaskine, slush-ice eller candy-floss forbi; det kan være ansigtsmaling, krea-aktiviteter i et hjørne, børne-mani-pedi, trylleshow, ballonbinder, lav-selv-pizza, håropsætning, klovneshow og fortsæt selv.

Man kan sagtens holde fest derhjemme og dermed forberede noget, der minder mere om en dansk børnefødselsdag, men ikke i dén varme, som vi har i maj.

Vores rækkehus kan heller ikke tage 18-20 børn og deres forældre i et par timer. Der er ikke plads – og man kan ikke opholde sig ude i mere end en halv time, før man er nødt til at trække ind i airconditioningen igen. Så medmindre man går efter at holde et decideret pool-party eller sætter begrænsninger på antallet af inviterede, er hjemme-fester besværlige at afholde fra maj til oktober.

PS: Det koster i omegnen af 4.500 kroner at holde sådan en børnefødselsdag her. Jeg synes – helt ærligt – at det er ret vanvittigt. Men når jeg så ser Milles stolthed og glæde på dagen – og på billederne bagefter, så tænker jeg, at det her er hendes kontekst og virkelighed.

Det er hendes verden.

Hvor langt, den her Dubai-ramme og (u)virkelighed end måtte være fra min egen barndom, opvækst og forståelse af, hvad en fødselsdag indebærer.

Det er jo dét her, Mille ser og oplever som ‘normalen’.

Hun kender ikke andet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet