Big brother is watching you

For de af jer, der læser mellem linjer og husker parenteser, kommer det ikke som nogen overraskelse, at der ofte er en pæn mængde censurglasur smurt henover min blog.

En delvist selvvalgt censur.

Selvvalgt på dén måde, at jeg bruger tid på at vurdere, om mine blogindlæg indeholder elementer, der enten er ulovlige i en fjern Ørkenstat eller kunne kompromittere os som familie.

Det handler ikke om, hvad jeg har lyst til at dele fra vores familieliv. Dér har jeg rimeligt styr på mine grænser, ønsker og behov. Det handler langt mere om, hvad jeg overhovedet har lov til at fortælle om.

Der er øjne, som kigger og ører, som lytter. Overalt.

På en måde er det ret smart.

Som når man f.eks. glemmer, hvor man har parkeret bilen i et kæmpestort shoppingcenter.Du taster bare nummerpladen (eller de dele af nummerpladen, du kan huske) ind på skærmen – og vupti – to sekunder senere dukker der et tydeligt foto op af din bil og dens placering i p-huset.

Det er sandsynligvis kun på de offentlige toiletter og i bederummene i shoppingcentrene, at der ikke er kameraovervågning. Resten af tiden har du Big Brother’s 👀 lige i nakken.

Jeg opponerer ikke imod kameraovervågning i det offentlige rum. For jeg har intet at skjule, medmindre diskret rettelse af trusseletter tæller med. Den handling ville jeg egentlig helst holde for mig selv, men jeg krydser fingre for, at der ikke sidder 24/7-overvågningspersonale og glor på mine numseudfordringer.

Det ville også være omsonst at have et problem med kameraer i en Ørkenstat.

Her er hverken personlig frihed eller ytringsfrihed a lá Europa. Forbud og lovgivning er ikke noget, man omgås lemfældigt eller laver sjov med. Det er ramme alvor.

Vores adfærd vurderes i det offentlige rum af kameraøjne og sikkerhedsvagter, som befinder sig overalt i det offentlige transportsystem, i shoppingcentre, ved indkørslen til vores gated communities osv.

Man er aldrig helt alene.

Skype klikker så sært. Det kan mobilopkaldene også gøre ind i mellem.

Google én enkelt ting, der lyder lidt lakrids og siden er blokeret.

Ind i mellem sorteres selv Ekstra-Bladet og B.T. fra, hvis man befinder sig et sted, hvor firewall’en er ekstra restriktiv og nægter at vise dig naboens datter.

Du tilbydes free wi-fi overalt – og spores dermed overalt. Det er en ren win-win-situation.

Du får anvisninger og instruktioner, hvis du er parkeret lidt skævt uden for din vens hus; hvis du har stillet skraldespanden forkert eller har for meget rod i garagen; hvis du har medbragt et lidt for stort badedyr i poolen og fortsæt selv. Intet er overladt til tilfældighederne. Og her nævner jeg kun de uskyldige ting, der ikke resulterer i umiddelbar bødestraf (eller fængsel).

Og vi lever med det.

For det er blevet hverdag.

The new norm.

Der skal søges om tilladelse til stort set alting. Fordi det (i mange tilfælde) giver dirhams i kassen – og fordi det er en kontrolmekanisme.

Og vi godtager under ingen omstændigheder den gamle sang om, at det er “lettere at bede om tilgivelse end om tilladelse” i De Forenede Arabiske Emirater. Men samtidig med, at vi må acceptere og respektere, at Big Brother glor os over skulderen på alle steder og tidspunkter, hvis vi vil leve i det her land, så får vi også en kæmpe gave forærende: Muligheden for at leve i verdens tryggeste samfund.

Jeg ved godt, at Dubai ikke helt kan nå hovedstaden Abu Dhabi i ‘tryghed og sikkerhed’, men her er stadig helt ufatteligt rart at leve.

I dag blev Abu Dhabi nok engang kåret til den tryggeste by i verden – og det er styret selvsagt stolt af.

https://gulfnews.com/news/uae/society/abu-dhabi-ranked-safest-city-in-the-world-1.2280355

Her i Dubai stiller vi vores tasker og poser i indkøbsvognen og går roligt rundt efter varer uden nogensinde at frygte, at nogen vil nuppe vores ejendele. Det samme gør sig gældende i toget, taxaen eller bussen. Du mister ingen ejendele og kan tilmed blive genforenet med dem, hvis du skulle glemme dem, når du står af.

Mobiltelefoner og penge kan trygt ligge på cafébordet, mens du henter din kaffe eller en serviet.

Jeg glemmer at låse bilen i garagen, og Martin glemmer ofte hoveddøren.

Vi stoler på hinanden og et ord er et ord, når vi betaler depositum for en vare eller service uden at få så meget som en kvittering.

Det kan virke grænseoverskridende, når man som dansker oplever, at her ikke er nogen form for privatlivets fred. Det er helt klart en pris at betale, når man vælger at bosætte sig her til lands.

Til gengæld får vi tryghed og sikkerhed.

Og sjovt nok opnår vi – ligesom i Danmark – en gensidig tillid og respekt i samfundet, der er hjulpet på vej af en seriøs strafferamme for selv småforseelser. Men – hvis vi er lovlydige borgere, der kun ønsker at hjælpe og samarbejde med alle andre borgere – så kan det være en pris, der er værd at betale.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Jetsetkvinde eller Jerseyko

Det hænder, at en journalist, researcher eller forfatteraspirant gør mig lidt pirrelig.

En gang i kvartalet, for nu at være helt præcis.

Og jeg gætter på, at de fleste danske kvinder i Dubai får den samme type af henvendelser som jeg.

Dét, der ærgrer mig allermest er, at Sabrina fra STV let og elegant forbigår undertegnede i sin søgen efter danske jetsetkvinder i Dubai. Hun skyder med spredehagl. Drøner forbi målet. Leder efter alt med en puls og Dubai markeret som hjemstavn.

Hvorfor skal jeg dog finde de her danske damer frem til hende, når jeg står lige herude og banker på som en anden komplet overset Thomas Helmig?

Er det mit profilbillede med tørklædet, der ikke ligefrem oser af sex på røde veloursofaer og Moët til morgenmad? Er det mit praktiske Mor-hår, den manglende contouring og den åbenlyse minus-restylane, der gør udfaldet?

Jeg aner det simpelthen ikke.

Men hun ser forbi mig.

Søger noget helt andet.

Og jeg er alt, alt for høflig til at foreslå mig selv. Man er vel fra Jylland.

Så jeg må svare hende fra hjertet. Rent og inderligt.

Sjovt nok laver min autocorrect ‘jetsetkvinde’ om til ‘jerseyko’. Og jeg er på nippet til ikke at ændre det tilbage, men er alligevel lidt i tvivl om, hvorvidt Sabrina’s sans for humor ligner min.

Så godt kender vi jo heller ikke hinanden.

Endnu.

Sabrina svarer hurtigt og meget, meget flinkere retur end dét, jeg er i stand til overfor hende.

Vi stopper naturligvis korrespondancen her.

Penneveninde-konceptet er ligesom uddødt engang i 90’erne.

Det var jo heller ikke ligefrem fordi jeg solgte mig selv som en overstrømmende venlig Dubai-Dame til den uforvarende researcher, der vist har Google som sin bedste ven.

Og tilbage sidder jeg nu med to tanker:

1. Hvad var der sket, hvis jeg i “ramme alvor” havde foreslået mig selv som den jetsetkvinde/jerseyko, Sabrina søger? Hvordan ville hun have rodet sig ud af dén misere uden at såre mine fine følelser?

2. Er det virkelig så rigtigt og vigtigt, at give seerne et indblik i ‘livsstile der går ud over det sædvanlige’? Var der ikke andre og mere relevante, virkelighedsorienterede emner, vi kunne underholde og oplyse danske seere med?

Grotesk reality-TV er kommet for at blive. Jeg ved det jo godt. Ind i mellem ser jeg også selv et afsnit af Luksusfælden eller De Unge Mødre, hvis mit depressive indre har behov for at dulmes ved synet af mennesker, der er længere ude i hverdagssumpen end jeg selv.

Men helt ærligt – hvor ville det være befriende, hvis der kunne komme flere nuancer på steder og mennesker, når TV-produktionsselskaberne går i krig.

Det er sgu’ så forudsigeligt. Så stereotypt og fordummende. Peter Ingemann-agtigt åndsbollet.

Så uinteressant at skabe TV for forargelsens og fordømmelsens skyld.

Hvorfor sker det så igen og igen?

Fordi det føles trygt og godt at få bekræftet alle ens fordomme.

Tror jeg.

Ingen kan nævne, at de bor i Dubai, uden at modtage stereotype responser retur.

Nogle af folks stereotype forestillinger er ret virkelighedsnære, naturligvis. Ellers ville de jo netop ikke blive til stereotyper. Andre er så langt fra virkeligheden, som man kan komme. Fælles for alle stereotype kommentarer er, at de er dødhamrende irriterende at skulle forholde sig til konstant. Uanset om de kommer fra ens gamle nabo henover formiddagskaffen eller til en 60-års fødselsdag fra velmenende slægtninge henover Orgel-Erlings muzak.

Men dén problematik gider Sabrina ikke at forholde sig til. Det er simpelthen for besværligt at skulle lave kritisk samfundsanalyse og tale med almindelige mennesker om almindelige menneskers problemer. Sabrina og STV vil ha’ guld, diamanter, yacht-parties, et hus på Palm Jumeirah, en Bentley i garagen, nye bryster for 19. gang og børn, der udelukkende passes af filippinske nannies, mens Mor drukner sorgerne i kaviar og champagne med veninderne. Faren til børnene er forhåbentlig en eksotisk araber. Sheikh eller noget. Med egen poloklub, Rolls-Royce, limited edition Rolex, et oliefelt eller to i familien, en flok kameler som medgift til kone nummer fire og en fin, kridhvid dishdash, der aldrig krøller.

Jeg har ikke fundet hende endnu.

Jetsetkvinden eller jerseykoen, som Sabrina og STV leder så desperate efter.

Men jeg skal nok sige til, hvis jeg finder hende.

Dét lover jeg.

Ama’r-Dubai-Halshug-Inshallah.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Skolebudget i Dubai

Nu kan vi ikke trække lediggangen længere ud.

I dag er officielt den sidste sommerferiedag, og selvom ferien har været skøn og herlig 97% af tiden, så må den meget gerne få en ende nu. Sengetider, iPad-politikker og fødevarevalg flyder, glider og sumper. Og jeg har ikke tålmodighed med det længere. Der skal rettes op og ind. For børnenes hjerners skyld. For min livviddes og mentale stabilitets skyld.

Vi trænger til at få travlt, til at tænke og tage beslutninger, til at samarbejde med andre og til at være lidt væk fra hinanden, så vi igen bliver rigtigt glade for at ses senere på dagen.

Der er (foruden et uforklarligt jetlag) nok af praktiske ting og sager, der skal ordnes og regeres, når vi vælter ind ad døren med 4 tunge kufferter, 2 carry-ons og en 24” Kildemoes-cykel i bagagen – og snart skal stå skoleklar efter en 8 ugers brain break.

Er Milles nye cykel ikke bare den fineste? Vi har ellers forberedt os så godt som muligt, før sommerferien for alvor gik igang. Pigerne og jeg var f.eks. ude allerede i juli måned for at købe uniformsdele til det kommende skoleår – bare for at være lidt på forkant. Stik modsat England, hvor man kan købe skoleuniformer i enhver Tesco, M&S, Next osv., så er uniformer en ‘eksklusivitets’-ting i Dubai. Én forretning udbyder ens skoles uniformer – og så bukker vi ellers ærbødigt og betaler ved kasse 1 for produkter, der slet ikke står mål med de engelske supermarkedskæders kvalitet. Til et skoleår, hvor der ikke mangler alt for mange ting, koster det stadig i omegnen af 2.500 kr. for et par ekstra skjorter og pull-overs til vinterhalvåret.

For slet ikke at tale om de nye idrætsuniformer, som fases ind i dette skoleår. 4 styks kostede 1.750 kroner, da de endelig kom i handlen forleden.Og vikingebørnene, der vokser et-til-halvandet-skonummer hvert år, letter deres forældre for små 2.000 kr. til sorte skolesko og idrætssko med hvide såler mindst én gang om året. You’re welcome.Så er der også skolegebyret for 1. halvår, der skal betales, før skoleåret starter på mandag. Det beløber sig til 70.000 kroner for to poder i 6 måneders “indskoling” – i tillæg til de 23.000 kr. vi har indbetalt som depositum for at sikre os pladserne engang i april måned.

Med mellemregninger og danskskolegebyr koster et helt skoleår for en 6-årig og en 9-årig 200.000 kroner i Dubai. Den post smækker vi ind i budgettet sammen med uniformsdele til ca. 3.500 kr – og skolesko har ikke engang fået en plads. Udover de her posteringer er der ekskursioner, lejrskole, klasse-konto og alt muligt andet, der skal indbetales til henover et år.

Vores piger går på en såkaldt “middelklasse-skole”, hvor skolegebyret er cirka halvdelen af de dyre skoler. Der findes selvfølgelig også skoler, som er billigere end vores, men hvis man vil ned på meget lavere skolegebyrer, er det arabiske skoler, som jo er en fin løsning for expats, der også bruger det arabiske sprog derhjemme.

Det koster helt sikkert det samme at drive en dansk folkeskole, som det gør at drive en international skole i Dubai. Men det bliver jo en del tydeligere for os, hvad tingene koster, når vi betaler dem ud af egen lomme, frem for den indirekte skatte-krone-omfordeling, der foregår i Danmark.

Egentlig er det en fin og sund øvelse, sådan at få lov til at punge ud.

Det gør ondt og godt på samme tid.

Jeg har ihvertfald fået et helt andet syn på den danske model og på hvad det egentlig er, man får for skattekronerne derhjemme i Danmark.

Min mor – enlig forsørger på en dagplejer-løn – ville aldrig nogensinde have haft muligheden for at sende sine to døtre igennem uddannelsessystemet hele vejen til 2 x Cand. Mag., hvis hun skulle have betalt skolegebyrer undervejs. Dét har fællesskabet hjulpet min søster og jeg til. Og dét gør mig både ydmyg og taknemmelig.

Ydmyg og taknemmelig er jeg også, når jeg kører MasterCard’et igennem på 2 x skolegebyr for vores døtre, der ikke ville have muligheden for at være del af sådan en berigende og spændende international skole, hvis ikke det var for deres Far, der knokler for at forsørge familien. De ved endnu ikke, at uddannelse er en gave, som ikke er alle forundt. Men jeg skal nok sørge for, at de ser det med egne øjne engang.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ting, vi har lært og oplevet denne sommer

Sommerferien 2018 lakker mod enden.

Og det er som sædvanligt en bittersød affære.Som tager mig på en følelsesmæssig rutsjetur, der fortsætter meget længere end flyveturen tager mellem Det Kolde Nord og Den Store Sandkasse.På den ene side kan jeg ikke vente med at få hverdagen tilbage – med alle dens rytmer, rutiner, aktiviteter og gode stunder. Så er der endelig formål, opgaver, tidshorisonter, planer og mål, som skal nåes. Som giver mening til al livets galskab på en anden måde end det frie driverliv kan give.

På den anden side er der også en hel del inerti i at træde hamsterhjulet igen, og dermed slippe den totale frihed, vi netop har nydt i 2 hele, vidunderlige måneder.

Denne sommer har jeg praktiseret en ny tilgang til sommerferieplanlægning: At have ingen eller ihvertfald en meget begrænset plan, som har været baseret på lyst, dagsform, familiens behov osv. Dét har vist sig at være en meget stor succes – for vi har nået, set, oplevet og nydt alt, alle og alting mindst lige så meget, hvis ikke mere end tidligere sommerferier, hvor der altid har været lagt en stram køreplan.

Jeg har derfor lavet en lille mental note om at give slip. Let it go.

Fordi alting alligevel lykkes og falder fint på plads. Og det er god læring for en gammel projektleder, der trænger til at gøre tingene på en ny måde.

Jeg glæder mig også vildt til at sove i vores egen seng igen. Til at pakke de kufferter og toilettasker ud, som nu har forfulgt os i to måneder. Måske vil jeg fælde en tåre i ren og skær gensynsglæde over mit garderobeskab og udvalget på badeværelseshylderne?

Jeg vil ihvertfald kramme livet ud af Maricel og glæde mig inderligt over, at jeg igen er hjemme hos verdens bedste hverdags-hjælper. Der er nyfunden taknemmelighed på alle hylder i mit hjerte, når jeg selv har haft fornøjelsen af at vaske op, lave mad, støvsuge og ordne vasketøj i et par måneder. Det er ganske sundt en forkælet Jumeirah Jane.

Jeg glæder mig også til selv at fylde køleskabet og vælge egenhændigt, hvad menuen skal stå på, så jeg igen kan få bare en smule styr på kosten, der pt. mest består af skamløse mængder sukker, gris, fisk og lige lidt mere sukker.Men jeg har også allerede tungt hjerte og savn ved tanken om, at der er så mange, dejlige mennesker, som vi først ser til jul igen. Og jeg vil savne det skønne storfamilie-liv, der udspiller sig, hvorend vi befinder os, og som gør, at følelsen af ensomhed er udelukket fra at blive lukket ind i mit liv for en stund.Det er udedanskerens lod. Og det gamle ordsprog om ‘ude godt, men hjemme bedst’ gør mig bare komplet forvirret. For hvad og hvor er så hjemme? Og ude? Jeg føler mig jo på nogle punkter og i nogle situationer helt hjemme lige hér i Danmark, men jeg savner samtidig at være helt hjemme i Dubai.Måske skal jeg bare huske, at det er en god ting at have hjemme flere steder.

Kærlighed til byer, lande og steder kan jo multipliceres i én uendelighed og på samme gavmilde måde som kærlighed til børn. Jo flere, jo bedre.Men alting godt har en ende. Vores sommerferie slutter f.eks. på tirsdag.

Og når jeg kigger igennem billederne på min telefon, så vidner de om, at vi har oplevet, lært og prøvet så mange ting denne sommer i Danmark.

Vi har lært at:

  • Gå i gummistøvler igen
  • Varm cacao er lig med hygge
  • Plukke kirsebær direkte fra Farmors træ
  • Plukke vildehindbær og brombær i krat og skovbryn
  • Sætte hybenrosenblade på strå
  • Samle gode sten langs stranden
  • Slå vejrmøller
  • Rode i jorden med en pind
  • Tyskerne byggede bunkers på de danske strande – og at der nu er graffiti på dem
  • Flyve med drage på Hvidbjerg Strand i Blåvand
  • Klatre i træer
  • Livet er en skrøbelig størrelse, som kan tage voldsomme og ganske uventede sving, der sætter tingene i perspektiv (tak for snakken, Naja og Signe)
  • Finde biller, vandmænd, krabber, sommerfuglelarver, svalereder, pindsvin og andre smådyr
  • Dansk bland-selv-slik holder hele vejen
  • Hjemmelavet guf er nemt at lave
  • Hoppe i vandpytter
  • Der skal være plads til gensyn med de ældste barndomsvenner og de nyeste Dubai-venner for at der ligesom er balance i tingene
  • Lave mudderkager
  • Spille stangtennis
  • Danskerne ikke er bange for nøgenhed og bandeord
  • Ryge tyggegummicigaretter
  • Bestille vaffelis egenhændigt – med guf på toppen, tak
  • Shoppe tøj med to af verdens bedste shoppere – Faster D og Farmor
  • Bruge damernes badefaciliteter i et dansk vandland (skal AL tøjet virkelig af, Mor?)
  • Male på sten til Farmors have
  • Løbeture i en grøn bøgeskov er tifold sjovere end på et fortov i en Ørkenstat
  • Lave megaseje sæbebobler på Eksperimentarium med Farfar J
  • Man sagtens kan tage en anden form for forsinket afsked med et familiemedlem ved at tale om hende med alle de andre, der også savner hende – og finde ro i, at hun fik sjælefred, da hun behøvede det

Vi har oplevet at:

  • Blive brændt af brændenælder og finde vejbred til at dulme den brændende fornemmelse med
  • Slå hul på knæene
  • Havbade længere end nogensinde, fordi vandet har haft den skønneste temperatur denne sommer
  • Køre i rutsjebane efter rutsjebane i Sommerland Sjælland og på Bakken
  • Sejle med færger og se Danmark fra vandsiden
  • Bestige Råbjerg Mile og se, at ørkenen har en ende i Danmark
  • Den stejle klint ved Kandestederne indeholder tørv og gammelt træ
  • Den Tilsandede Kirke vitterligt er sandet helt til
  • Stå på Grenen med havvandet fra Skagerak og Kattegat brusende imod vores forfrosne tæer
  • Motionere højdeskrækken med Bridge Walking på Lillebæltsbroen
  • Få udvidet vores kunstneriske horisont på Ordrupgaard Samlingens Kunstlegeplads
  • Mormor ved alt om kartoffeloptagning
  • Få en herlig tur ud i det blå på Mormors Christiania-cykel
  • Undre os bravt over Skovsnogen Artspace i Kibæk
  • Romkugler er af ganske svingende kvalitet
  • Sprøde fiskefiletter faktisk er det bedste i verden – med masser af remo
  • Børnekoncerter i Danmark er ret fjollede og der bliver sagt mange frække ord
  • Thomas Helmig live er helt perfekt til Ringsted Festival
  • Fætre og kusiner kommer dumpende – og er herlige at være sammen med hver eneste gang
  • Onkler, tanter, mostre og fastre kommer dumpende – og er lige så herlige at være sammen med hver eneste gang
  • Der er marsvin og sæler i danske farvande
  • Der er smukke rådyr i sommerhushaver og skove

Vi har nydt at:

  • Spise Farmors frikadeller og sprøde vafler
  • Opleve Jellingestenene og klatre på gravhøjene i Kongernes Jelling
  • Spise Onkel Joey’s grillede flæskesteg
  • Besøge Fredensborg Slot, Slotspark og Urtehave
  • Spise helstegt pattegris, selvom det er ret synd for grisen
  • Fejre fødselsdage for Emma, Cille, Mille, Lou, Morfar og Cath
  • Spise Onkel JE’s karbonader med grønærter
  • Lege ovenpå LEGO House
  • Spise Mormors lune smørkage
  • Leve sommerhuslivet fuldt ud ved Sejerøbugten
  • Besøge Morfar og Conny i Skagen
  • Se Skagensmalernes værker live
  • Gense rigtigt mange af vores skønne venner og familiemedlemmer
  • Lege på Egeskov Slot en hel dag med Moster-Søsteren og Mormor
  • Gå ture omkring Frederiksborg Slot og Slotshave
  • Lufte hunde i Grib Skov igen og igen
  • Se solnedgangen over Skagen Gl. Strand
  • Se solnedgangen over Vesterhavet
  • Se solen stige op over Svendborgsund
  • Slå smut med sten i Vejle Fjord
  • Spise bacon og pølser og gris på alle måder
  • Klare hele verdenssituationen over gode middage og kaffeaftaler med veninder og vennepar, så hjertet er helt fyldt igen af tro på, at alting nok skal løse sig og verden alligevel ikke er helt af lave

Det er virkelig ik’ så ringe endda med en lang ferie i Moder-Landet.

Sikke meget, vi kan nå på et par måneder, når nu jeg går billederne igennem…

Og selvom mit hjerte, der lige nu er helt fyldt op af kærlighed og varme, lige så langsomt vil fyldes af savn og tristhed, så ville jeg ikke undvære sommerferien i Danmark for noget eller prioritere den anderledes.

Tusind tak til alle jer, der fandt tid til at se mig og os i sommerferien. I er med til at give os rødder og sammenhængskraft i Danmark, hver og én.

Og til alle jer søde mennesker, som jeg ikke nåede at se eller tale meget med denne sommer: Forhåbentlig kan det lade sig gøre til jul ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Vandpytte og Mudderpøller

Martin er rejst retur til Dubai igår.

Han kommer til Danmark igen om halvanden uges tid, og selvom det er peanuts i forhold til tidligere års sommerferier, hvor vi har undværet ham i 5-6 uger lange marathonstræk, så er damerne i hans liv meget melankolske og savner helt ind i hjertet, så der til sidst presses vand op i øjnene.

Vi har jo lige levet 5 ugers full-on symbiose som firkløver – og dét er ikke sådan at lave om på for hverken store eller små.Og der opstår en forunderlig besjæling med vejret, der nu græder som pisket og kaster med lyn, rullende torden og små, hårde hagl. Det er katharsis for alt levende, der tigger om vand og trykudligning.

Jeg brygger te og bader en lidt betuttet Mille, mens det helt store vejrshow står på. Da uvejret stilner af og tusmørket sænker sig, får pigerne gummistøvler og vindjakker på – for første gang i denne sommerferie.

Mille kan ikke være i sig selv af begejstring over mit forslag om noget så eksotisk og særligt som at GÅ UD I REGNVEJRET. Har man nogensinde hørt mage?

“Vi skal ud at jump’e i vandpytte og mudderpøller”, råber hun til Cille og hopper og op ned, mens jeg forsøger at give hende jakke på. Jeg nænner ikke at korrigere hendes udtale. Det er simpelthen for sødt.

Og hun går til den, lille Mille, mens storesøster er stiv af kulde og tripper forsigtigt ind i pytten.Det er altså ikke kun godt for børn at vade rundt i vandpytter. Jeg nyder også at have støvler på og gå i vand for én gangs skyld.Da vi er færdige med at gå tur og lede efter landsbyens bedste pytter, fjerner vi grene, kviste og blade fra tilstoppede rister, så vandet drænes væk fra vejene. Der er af åbenlyse årsager ikke brug for kloakker eller afløb på vejene i Dubai, så pigerne synes det er sjovt at opleve, hvor effektivt vandet forsvinder.

Jeg finder pigernes hygge-fleece-trøjer frem fra Farmors gemmer, da vi kommer hjem – og det er rørende at se, hvordan de nyder at putte sig i vinteragtigt tøj og varme fingrene om kruset med kakao. Det her er så lovely en aften, Mummy”, siger Mille og rækker sin lille, varme barnenæve ud efter min hånd. Og jeg bliver lige så varm indeni som udenpå.

Det er dansk hygge, Mille fornemmer – og giver udtryk for, når hun siger, at det er lovely. Det er simple glæder. Lyserøde kinder og ditto næsetip af køligt vejrlig. En gåtur og efterfølgende varm kakao. Barnlig leg med naturens bedste legetøj.

Det er denne her slags oplevelser, jeg håber, vil lagre sig i pigernes hjerner, når de tænker på Danmark, og hvad der er dansk. Det er helt enkelt. Varmt, trygt og godt. Hyggeligt og nært.

Og mit moderhjerte banker blødt og mildt, når vi har de her små øjeblikke af nærvær, som har krævet ingenting. Dem pakker jeg ind i hjertet og tænker på, når tingene går lige lovligt stærkt i Dubai – eller når jeg føler mig ensom i mit Jumeirah-Jane-liv, der er så pænt og dejligt og über-bekvemt, at det føles farligt at anerkende, at der ikke kun gror følelser af taknemmelighed og tilfredshed midt i mit overflodsliv.Så trækker jeg billeder af simple living med grøn bøgeskov og hundeluftende børn hen over min nethinde. Og minder mig selv om vores fantastiske familie og venner, som altid er der, selvom vi ofte er langt borte.

Det hjælper altid at vende tilbage til billeder af dansk grønhed og familietid og aktiviteter i naturen, når jeg savner eller føler mig langt væk nede i en tilsandet Ørkenstat.

Naturen – skove, søer, hav, små vandrestier i grønne områder, frodige haver og alt andet, der bare vokser naturligt frem i Danmark – er blevet ophøjet til saliggørende helligdom i mit nye verdensbillede.

Jeg har taget det alt sammen for givet, men livet i en ørken lærer svedig og støvet kvinde at værdsætte regn og rusk.Interessant nok er veksellivet mellem Danmark og De Forenede Arabiske Emirater nærmest afhængighedsskabende eller vanedannende for mig. Og selvom det ikke kan bekræftes eller afvises empirisk, så tror jeg ikke selv, at det ville have føltes lige så stærkt, hvis vi havde boet i et land, hvor vejrliget lignede det danske.

Det er som om jeg higer efter dansk mørke, kulde, regn og rusk, som skaber de hyggeligste, varme inderum med hjemmesko og te.

Og efter en tid med storfamilie-samliv, gråvejr og bittesmå armbevægelser, bliver jeg helt høj af at drøne ned ad Sheikh Zayed Road i overvældende arabisk hede med skyskrabere og glitrende lys, hvorend jeg kigger hen.

Så priser jeg mig lykkelig for de helt store armbevægelser, de tusind farver og vores firkløverliv.

Det er måske i kontrasterne, vi mærker mest, at vi lever?

Jeg er ihvertfald lykkelig over, at vi lige nu har muligheden for ‘både og’ eller ‘begge dele’, men skulle jeg vælge side, så vejer familie og venner altid tungere end eventyrlyst og eksotisme. Naturligvis.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet