Det er vand ved siden af

Jeg har lige præcis nul inspiration til spændende blogindlæg, fordi dét, der foregår, ikke er specielt delbart.

Det er mestendels hverdagsliv. Hamsterhjul. Banaliteter.

For siden Spring Break har vi sådan set ‘bare’ været på arbejde og i skole. Det er hverken sindsoprivende eller synderligt interessant for andre end os selv.Siden Spring Break er der dog indtruffet én KÆMPESTOR begivenhed: Martin er fyldt 50 år! Et halvt århundrede!

Men hans fødselsdag blev egentlig også en lidt privat én af slagsen – med en rigtig dejlig fejrings-weekend, hvor jeg er ret sikker på, at deltagerne ikke nødvendigvis har et behov for at få alting fotodokumenteret her på bloggen. Martin blev ihvertfald fejret efter bedste evne med golf, ørken-jeep, paddle, go-cart, vinsmagning og herremiddag, og så må vi se, om vi nogensinde kommer dertil, hvor han skal fejres i et større omfang med flere gæster involveret. Jeg ved det ikke. Han er ikke helt vild med rampelyset til traditionelle fester, og han er for øvrigt i fuld sving med at betale regningerne for vores kolonihave-eventyr. Og de er så skyhøje, at der ikke er budget til en stor fest lige nu, skulle han hilse og sige.

Speaking of kolonihavehus, så har vores søde nabo netop sendt mig et foto fra i dag, hvor der er alvorligt hul i taget.Bemærk den søde tømrer, der lige stikker hovedet op. Genialt øjeblik, hun lige fangede! Hullet er heldigvis ikke en fejl, men klargøring til vindue, der skal sidde deroppe i kip.

Men når der ikke sker ‘det helt store’ i livet, kravler jeg ind i litteraturen for at finde dramaer og stemninger, der kan tage mig væk og ud på eventyr. Både i ferier og i hverdagen læser jeg meget. Det er min hobby, nu hvor jeg er født med ti tommelfingre og en decideret u-interesse i alskens håndarbejde. Og en af de seneste bøger, jeg har haft fornøjelsen af at læse i Saxo’s e-bibliotek er Kim Blæsbjergs nyeste roman, ‘De bedste familier’. Måske kender du Kim Blæsbjerg? Det gjorde jeg ikke, men jeg spærrede straks øjnene op, fordi handlingen udspiller sig på et sted så eksotisk som Lemvig og endda på horrorfabrikken Cheminova. Dét stykke industri-historie havde jeg stort set ingen forudgående viden om, så jeg var motiveret fra side 1.

Her kan du læse Forlaget Gutkinds eget blurb om den rørende familieroman, der fører os ind i et stykke natsort Danmarkshistorie, hvor arbejderfamilier gør, hvad der må gøres for at komme opad og fremad. Koste, hvad det vil. Helbred, liv og kærlighed. Og det gør det.

Jeg er en sucker for socialrealisme, for historiske fortællinger og for skæv kærlighed, så Blæsbjergs nye roman får intet mindre end 10 ud af 10 point, som hedengange Britt Bendixsen også ville ha’ givet med samme runde hånd i ‘Vild med Dans’. Her er vi i stedet ude i en omgang ‘Vild med dansK’, for Blæsbjerg viser os vej ind i levende, hårdtarbejdende menneskers hjerner og hjerter i et letlæseligt og omsorgsfuldt sprog – på et tidspunkt i Danmarks industrialiseringsproces, hvor der stadig var noget at kæmpe for og kæmpe imod for den lille, almindelige mand og hans kone. En tid, hvor fagforeningerne endnu ikke eksisterede, og hvor arbejdsmarkedet var det rene ‘juridiske ragnarok’ og en ‘David og Goliath’-situation, hver gang man ville konfrontere en leder.

Som du nok fornemmer, er det en fortælling, der gør indtryk. Fordi den er sand – i forhold til Cheminovas virke og indflydelse på hele området omkring Lemvig, Harboøre, Nissum Bredning og ind i Limfjorden. Jeg har gloet på kort over Vestjylland siden første side, for Blæsbjerg er selv fra Lemvig, og det får nysgerrigheden frem i mig. Hvad er det her for et sted i lille Dannevang?

Læs eller lyt den lige nu – det er vigtigt, fordi det miljøskandalerne fortsætter. De er aldrig stoppet. Hverken før eller efter Cheminova. Har du set denne her nyhed, for eksempel?

Det er chokerende. Dybt, dybt chokerende. Og mine vestjyske artsfæller vil sikkert lynche mig for at foreslå, at vi én gang for alle gjorde noget ved det konventionelle landbrug, der ødelægger den danske natur, de danske farvande og det skønne, danske grundvand. Jeg siger ikke undskyld for at mene det her – jeg siger, at det er ‘bar’ min mening’, og du har ret til at have din. Men jeg gad godt, at vi frigav langt flere kvadratkilometer til såkaldt vild natur uden formål – andet end det dyreliv og menneskeliv, der kunne udspille sig i fri dressur.

Sikkert og vist er det, at man tager sit grundvand for givet, når man hele livet *og samtlige generationer tilbage* har kunnet åbne for vandhanen og få drikkevand ud til spaghettikogning, til at slukke tørsten i og til at skylle frugten med.

Vi tager det for givet, at der kommer rent vand ud af hanerne, og at der er nok af det. Halli-hallå.

Fast forward til Ørkenstaten. Og det her monstrum, der står og evighedsbrummer i hjørnet af køkkenet.Kønt er det ikke. Vandmaskinen kører på strøm for at nedkøle vandet, der er gemt i amerikanske gallon-flasker, som sikkert indeholder flere phthalater end jeg kan stave til. Vandet fra vandhanen er nemlig enten afsaltet havvand eller renset overfladevand. Og det smager….ja….det smager af svømmehal og kommunekemi, og så har det en viskositet over sig, som er svær at forklare. Vandhane-vand bruger vi kun, når vi bader og børster tænder, og når det bliver kogt under madlavning og ved te-brygning.Udover monster-maskinen er der altid en fuld skuffe med vand på halvlitersflaske, fordi det nogle gange skal gå lidt stærkt – og fordi det er bydende nødvendigt at have vand på sig at all times i en ørken. Det bliver til mange, mange plastikvandflasker pr. måned – også selvom vi prøver at fylde thermoflasker af metal så ofte, det er muligt. Sådan her vil jeg gætte på, at det håndteres i rigtig mange andre familier også – for selvom vandhane-vandet ikke fejler noget, så er det ikke ligefrem en behagelig oplevelse at drikke.

Der findes forskellige former for carbonfiltre, man kan installere enten på vandforsyningen i køkkenet eller via filtre i haner, kander og brusehoveder, men de forurener jo også, når de bortskaffes – og de her filtre afhjælper jo ikke den udfordring, at vores vandhane-vand kan være 30+ grader varmt, når man tapper det om sommeren her i landet. Så skal man til at fylde det i kander og køle det ned i køleskabet. Besværligt og noget sjatværk, synes jeg.

Så jeg tænker over det med grundvandet. Hver eneste gang, jeg igen-igen drikker importeret vand fra Frankrig eller Italien på en café. Hvilket jo er helt skørt. Og når jeg igen-igen er nødt til lige at nuppe en plasticflaske med vand med i tasken, fordi det skal gå tjept.

Det her kan blive virkeligheden i Danmark fremadrettet. Ikke kun, når det lokale vandværk opsnapper forhøjede colibakterie-værdier i områdets vandforsyning, men sådan helt generelt. Og man forstår det ikke, før det bliver virkelighed. Vi mangler liv i havene, og vi kommer i kontakt med PFAS, hvis vi bader langs kysterne. Det er da sørgeligt, at industri og landbrug har ødelagt en del af vores eksistensgrundlag – vand, vand, vand. 💦💧💦

Mange hilsner fra Mor i Udlandet