• ···

Winter Wonderland

Vi har haft verdens hyggeligste julerejse fra DXB til CPH.

Med 2 x Familien M, som man kan ringe til og lege med undervejs.img_0183Og hænge ud med i Kastrup, mens de voksne venter for evigt på kufferterne, samtidig med at de hilser til højre og venstre og ønsker Glædelig Jul til alle de andre Dubai-danskere, som er med præcist samme fly på præcist samme mission som os selv.img_0191På vej til juleferie i familiens skød.

Og jeg skal da love for, at vi knapt er landet, før julestemningen indfinder sig hjemme hos Faster D og Onkel J, hvor Kusine Ferskenkind har pyntet juletræet så fint og hele stuen dufter af gran.img_0201Pigerne nyder brændeovnsvarmen i nye, lyserøde fleece-drømme fra Farmor – og der går ikke ret længe, så ser de kun indre film på sofaen. Helt væk efter en lang rejsedag.img_0202img_0204img_0197Næste morgen vågner vi op til en kold vintermorgen, der starter lige rigeligt tidligt pga. tidsforskellen mellem hjemme og hér. img_0212Udover 3 timer i tidsforskel, har vi mistet 20-22 grader henover et lille døgns tid – og dét kan i sandhed mærkes.

Men vi bliver ikke mere afskrækkede, end at vi straks må i flyverdragterne og ud på vandring med hundene i Grib Skov. Det er en fast tradition – uanset årstiden – når Ørkenens Døtre lander i Danmark,img_0217Her er fugtigt og mudret og koldt på dén der klamme måde, som altid får mig til at tænke, at man er vitterligt nødt til at have fået fædrelandskærligheden ind med modermælken for at kunne holde det danske gråsnuskede vejrlig ud.

Men lidt senere finder vi dét, vi drømmer om, når vi taler om Danmark om vinteren.img_0256Is på en sø. I skarpt solskin.

Mit hjerte smelter ved synet af pigernes umiddelbarhed og begejstring.img_0233img_0228Der skal ikke mere end lidt småstive klumper af sne til at gøre Ørkenens Døtre helt fjollede af lykke.img_0226Og jeg betragter dem, mens jeg ryster i buksen af kulde.

Dét her er, hvad jeg savner allermest i Dubai.

Natur.

Hvor børn kan lege helt frit og uforstyrret.

Med en pind, som skal stikkes igennem et tyndt lag is på en skovsø for at se, hvad der mon gemmer sig under den stivnede overflade.

Hvor der er ufriseret og upoleret – og hverken skilte, indhegning eller andre mennesker at forholde sig til.

Hér kan man trække vejret helt ned i lungerne og glemme tid og sted for en stund.

Og i dag er vintertilstanden endnu mere optimal.img_0263Det har sneet om natten, mens vi har fejret Fru Pitz’ 40 års fødselsdag i Charlottenlund – og pigerne kan knapt nå at spise morgenmad, før de skal skabe en bitte snemand og en ditto snehund i Farmors gård. img_0271Tilsat lidt sæbebobler.

Og imens pigerne får stillet sne- og kuldetrangen, seriebager Regnskabschefen æbleskiver til hele den pukkelryggede familie, der kommer til eftermiddagsgløgg. img_0272Der er julestemning på alle hylder i år.

Og et helt fantastisk julevejr.

Vi kunne ikke have bedt eller drømt om mere!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Forældrelektier

Så er vi på den igen.img_9669Findes der noget skønnere end forældrelektier?

Dén aktivitet bøjer vi os gang på gang i ørkenstøvet for.img_9671 Og jeg sender en tanke til den velmenende klasselærer, som helt sikkert har haft de bedste intentioner for børnenes læring, men som samtidig sætter både børn og voksne under et pænt pres.

Oven i de almindelige matematik-, sprog- og læselektier i weekenden, så får vi ind i mellem fornøjelsen af nogle helt fantastiske projekter, der kræver mere end hvad man på nogen måde kan forvente, at en 8-årig skolepige skulle kunne udføre selvstændigt.

Denne gang skal Cille skabe sin egen planet med tilhørende sol og måne.

Planeten, solen og månen skal præsenteres i et solsystem, som kan udstilles efterfølgende, så forældrene kan komme hen på skolen og ih’e og uh’e og næh’e til det hele.

Med andre ord skal der laves displaykasse og fremstilles tre kugler i passende størrelser. Herefter skal der udtænkes et snedigt system til at hænge kuglerne op, så 3D-effekten og størrelsesforholdet fremstilles mest hensigtsmæssigt.img_9673Alrighty, then.

Off to kreativitetens højborg – Creative Minds.

Det sted er lige dele fantastisk og forfærdeligt.

Kreditkortet bævrer nervøst allerede ved indgangen. Det husker så tydeligt, at jeg aldrig nogensinde er kommet ud derfra med en regning på under 500 kroner.

Og mens vi går fra hylde til hylde fyldt med vidunderlige farver, pensler, skumkugler, kartoner, pap og hvad ved jeg, skæver jeg forsigtigt til priserne. Cilles første valg af kugler har en salgspris på 200 kroner stykket.

Jeg pipper spagt til hende, at vi må finde kuglerne i et billigere materiale, da jeg simpelthen ikke kan betale så meget for et skoleprojekt.

Det er indlysende, at projektet kan laves langt billigere ved f.eks. selv at fremstille kugler i papmaché, jow-jow-og-tusind-tak. Men jeg har ikke lyst til at projektet skal strække sig over hele dage og involvere en skønsom blanding af lim og avispapir i hele hytten. Der er smalle grænser for min tålmodighed.

Desuden har jeg set nogle af de andre mødres resultater af ballon-lim-avis-konstellationen, som skolen opfordrer os til at udføre. De ligner hverken kugler eller planeter. De ligner dét, de er: balloner svøbt i lim og avis.

Nuvel.

En time senere og to poser fulde er vi retur.

Vi får Martin til at udregne radius på planetens støvringe. Og størrelsen på sættekassen, der skal agere solsystem eller galakse.

I mens maler Cille solen orange med penselstrøg af kobber med glimmereffekt.img_9668Og jeg får Mille sat igang med et andet akrylmalings-projekt, fordi hun naturligvis ikke vil lade sådan en krea-chance passere ubemærket.img_9670Resultatet er blevet meget godt. Og Cille har deltaget aktivt i hele processen. Ligesom hendes forældre.

Her tørrer sol, planet med oxygen, vand og plantevækst, som muliggør menneskeliv – og en lille, sølvgrå måne som side kick.img_9674Nu mangler der egentlig bare, at Farmanden udtænker en metode til at samle hele projektet let og elefant, så vi alle kan komme op på skolen og være helt-vildt-stolte af vores….øh, Cilles…flotte planetprojekt.

Og jeg kan konstatere, at det blev så heller ikke denne gang, at jeg tog bladet fra munden og talte med læreren om, at der ville være noget smukt i at give børnene realistiske projekter, som de selv kan tage ansvaret for hele vejen igennem.

I stedet lader jeg billedet stå af to småsvedende forældre, der i tvivlsom harmoni med deres ældste datter, får udlevet deres kreative sider i et til tider dysfunktionelt familiefællesskab.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Fra den ene rødhårede til den anden

Ed Sheeran lever 110% op til forventningerne i Dubai, som er hans sidste spillested før en længere pause. (Han er vist tilbage på tur til marts).

Fra første øjeblik flyder der ren og inderlig energi fra den ene rødhårede til den anden. img_9638img_9647Ed går på scenen præcist kl. 22; han leverer et forrygende én-mands-show med et enkelt indslag på keyboard af hans medrejsende tømrer, som har vist sig at være en udmærket pianist – og det er virkelig hyggeligt med små kommentarer, fortællinger og opfordringer til at give sig hen undervejs, som om vi sidder bænket langs pubbens fish-and-chips-klistrede borde under en intimkoncert i Framlingham, Suffolk.

Men dét gør vi ikke.

Vi står midt i en sandkasse in the middle of nowhere med en cola og en flaske vand, fordi koncertstedet ikke har licens til at udskænke alkohol.img_9625

Og dét er i virkeligheden den eneste anke mod koncerten: At Ed Sheerans musik ikke nydes med en kølig fadøl i hånden. Det kalder hele stemningen og oplevelsen på.

Men det er ikke Ed’s skyld. Han leverer en ærlig og energiladet eksplosion af lyd og farver hele vejen igennem.

Men altgodt har som bekendt en ende – og efter to timers sing-along vader vi ud til vores ventende taxa.img_9656En lille, diskret Cadillac-limousine.

Som Fru M skal have ros for at have skaffet. Tak ♥img_9634Det er i øvrigt ikke kun de voksne, der hygger sig i limo’en. Børnene hopper omkring og har en fest.

Og lige så hårdt den 8-årige Cille fester, lige så hårdt går hun i klinkerne efter en natmadsbuffet bestående af fruit loops med mælk og pizza.img_9657Næste morgen vågner jeg op til denne besked på mit natbord.img_9658Der står “Why didn’t you take me”.

Mille står henover mig med et forurettet blik, der nærmest skyder bebrejdelser ind i mine søvndrukne øjne.

Hun insisterer på, at jeg svarer hende skriftligt, så jeg tumler ind på hendes værelse og leverer følgende salut:

“Because you had to be 8 years old to go”. 

Hvilket naturligvis er en Mummy-løgn.

Én af den slags, som bare flyder ud af mig, når det bliver for svært at skulle forklare hele sammenhængen til en 5-årig.

Og det var godt, at hun ikke kom med til koncerten. Det tog f.eks. 3 stive timer at køre derud i limo’en, fordi trafikken var helt skør. Og hun ville ikke have haft chancen for at se scenen uden at sidde i vores arme eller på vores skuldre – og dét er dælme tungt.

Men min dårlige samvittighed og skyldfølelse er hun verdensmester i at pirke til.

Så dagen står i Milles tegn.

Hun udbeder sig leg i poolen. Og det får hun. Naturligvis.img_9662Efterfulgt af isvafler til frokost.

Og popcorn og film på sofaen.

Alt for Mille idag.

I et håbefuldt forsøg på at opnå tilgivelse.

Hvem kan også stå for denne her rødhårede, rokketands-havfrue, der blev efterladt derhjemme hos Maricel?img_9660Ikke mig, ihvertfald.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

While We Wait

Titlen på blogindlægget passer helt bogstaveligt på i aften.

Vi venter nemlig på Farmor og Farfar, som i dette øjeblik sætter fod på emiratisk jord og er på vej ud igennem told og kuffertkarussel for at tilbringe de næste 10 dage hos os.

Vi glææææder os helt vildt til deres besøg!img_9330Men While We Wait er også titlen på en palæstinensisk protest-installation, som Cille og jeg netop har besøgt i kunstområdet Alserkal Avenue, der ligger i det støvede industrikvarter, Al Quoz.img_9331Der sker rigtig meget i dette finurlige, lidt pakhus-agtige område, som er fyldt med artsy butikker, gallerier, caféer og kunstudstillinger.img_9332Og her sidder de så i mørket og ser mur-konstruktions-video med hinanden. Den halvt palæstinenske/halvt norske klassekammerat og pæredanske Cille. Førstnævnte født i Jerusalem. Sidstnævnte i København.img_9338Med små, plirrende 8-årige øjne betragter de sammen opbygningen af The Separation Wall uden for Jerusalem i det smukke naturområde Cremisan Valley.

Udstillingen er en videoinstallation og en smuk limstenskonstruktion, der blev samlet for første gang på Victoria & Albert under London Design Festival 2017.

Efter Dubai skal limstens-tårnet sendes til Cremisan Valley, hvor det skal stå som en fredelig palæstinensisk protest mod dén mur, som israelerne er i færd med at bygge og lade skære igennem den smukke dal med dens historiske kloster, vinmarker og natur.img_9339Det er hjerteskærende. Og med de tilføjede lyde fra dyr og mennesker, som bevæger sig igennem Cremisan Valley, gør det blot oplevelsen endnu mere intens.

Og jeg lytter og lytter, mens min norske veninde fortæller mig om livet i Jerusalem, i Ramallah og Gaza som udlænding.

Det er hård kost.

Selv, når man – som i deres situation – er så heldig at have udenlandsk pas og dermed kan bevæge sig frit på både palæstinensisk og israelsk side.

Det er svært at forstå, hvad denne her konflikt gør ved palæstinenserne. Hvad den gør ved alle de mennesker, der bliver mærket af den på daglige basis.

Diskriminationen. Ydmygelsen. Selekteringen.

Myndighedernes afstumpede magtanvendelse.

Den brutale, fysiske vold blandt civile mennesker.

Mistroen.

Frygten.

Vreden.

Udmarvningen, psykisk og fysisk.img_9341The Separation Wall i Jerusalem er som at se en grufuld real-time gentagelse af Berlin-Muren. Af Apartheid. Af alle andre former for fysisk opdeling af mennesker, der bor og lever på samme sted. Samme scenarie udspiller sig også på den amerikansk-mexicanske grænse, hvor verdens mægtigste mand skal have sin egen mur opført. For at sætte trumf på.

Tænk, at der findes mennesker i 2017, som mener, at fysiske mure mellem mennesker er løsningen på noget som helst.

Hvad venter vi egentlig på?

Mure er galmandsværk.

Og mens du venter, så kan du Google de to Bethlehem-baserede arkitektbrødre Elias og Yousef Anastas.

Så prøver jeg imens at se, om jeg kan finde på en god forklaring, når Cille spørger, hvorfor man bygger store betonmure ude midt i naturen – og hvorfor man ikke kan blive gode venner igen og deles om tingene?

Sharing is caring, you know.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Forfatteren

Cille er inde i en knapt så harmonisk, lettere tween-og-tvær fase for tiden.img_9332 Det er hårdt at være 8 år og gå i Year 4.

Der er pludselig ret mange krav fra læreren. Der er en del skriftlige hjemmeopgaver i forhold til tidligere år, og der hviler et nyt ansvar på eleverne, som følger med introduktionen af personlige iPads i undervisningen.

Det er ikke fordi hun er irriteret (eller irriterende) 24/7, men der er gentagne tilfælde af voldsomme vredesudbrud, et udpræget ønske om at kontrollere alt og alle og en medrivende melodramatik, vi ikke har oplevet tidligere.

Måske er det østrogen-kicks.

Måske er det en solid omgang 8-års-Weltschmerz.

Måske er det hjerneflimmer forårsaget af iPad-overforbrug.

Måske er det lidt af det hele, som så bliver lidt for meget af det gode for et lillebitte menneske i en stor verden.

Og som altid – når vi som forældre står med håret i grundfrustrationens og rundforvirringens postkasse – så dukker der perler og bobler og guldkorn op, som er så kæmpestore, at mit hjerte brister helt af glæde og stolthed.

Som i forgårs – på vej hjem fra skole.

Cille:

“Mor, ved du hvad? Min brain sagde literally pop i timen i dag, mens Anita gav os the instructions for our next Big Write. Den burstede i alle dem colours og jeg svimlede rundt. Ved du hvorfor? Fordi jeg pludselig fik den idea at jeg ku’ jo blive en author på min Italian farm. Så kan jeg skrive novels og books til piger og passe all the animals at the same time.”

Mig:

“Det lyder da bare megafedt, Cille. Jeg har også altid gerne villet være en forfatter selv. Og du ved at jeg gerne vil bo i Italien og hjælpe dig med dyrene på din gård, når jeg bliver gammel.”

Cille:

“Og i morgen må du ikke lave en play date for mig, for der skal jeg write en novel. Jeg har allerede skrevet en novel idag. Den hedder Discovering Ella. Miss Anita har ikke læst den endnu.”

Mig:

“Jamen, så lover jeg dig, at du ikke bliver forstyrret i morgen, så du kan skrive din novelle. Ved du hvem der også skrev notesbog efter notesbog fulde af noveller, da hun var lille?

Cille:

“Dig, Mor, seføldi!”

Så hér sidder hun. Novelleforfatteren.img_9322Med en iPad på skødet til at søge på spændende adjektiver, mens selve skrivearbejdet foregår med én stiv pegefinger på computerens tastatur.

Som Mor, så Datter.

Eller er det den anden vej rundt?

PS: Novellens arbejdstitel er The Day I Wanted to Change Lives. 

PPS: Tænker, at titlen matcher forfatterens nuværende sindsstemning helt perfekt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet