Velgørenhed under Ramadanen

Der er mange pæne ting at sige om Islam.

Så det synes jeg, at vi skal tage at gøre i en tid, hvor der står visse folk klar til at sige det modsatte.

Én af de ting, som jeg har taget til mig her i en fjern Ørkentat er den muslimske “zakat” – altså velgørenhed.

Under Ramadanen er “zakat” en ganske håndgribelig aktivitet i hverdagen.

Børn udstyres med små pengebøtter eller konvolutter, hvor de laver opsparing af deres lommepenge hele måneden, hvorefter nogle af pengene doneres til velgørende formål. Mange børn bliver også opfordret til at gå igennem deres tøj og legetøj, så de kan give dét væk, der er blevet for småt eller ligger ubrugt hen. Der er community iftars i boligområderne og omkring moskéerne, hvor man kan deltage som hjælper og dele måltider eller fødevarer ud til dem, der har mindre end én selv. Der er skoleinitiativer, hvor de lavestlønnede medarbejdere får en pakke med almindelige fornødenheder som ris, olie, pulvermælk og tandpasta, hvilket kunne minde lidt om julehjælpsinitiativerne i Danmark. Der er selvfølgelig også landsdækkende indsamlinger til iftar-måltider og klassiske nødhjælpsdonationer via Islamic Relief til krigshærgede områder i verden osv.

Vores håndgribelige “zakat” er bidrag til de Ramadan-køleskabe, der efterhånden findes overalt i Dubai.

Prøv bare at se, hvordan der er plottet køleskabe ind over hele Dubai i Google Maps. Det er virkelig et “græsrods-initiativ”, der har taget fart siden det begyndte for 4 år siden.

Modtagerne af indholdet i et Ramadan-køleskab er gartnere, nannies, taxachauffører, securityfolk, knallertbude, vejarbejdere, skraldemænd, vognmænd og alle mulige andre, der kommer forbi på deres vej – og som kan bruge en gratis snack.

Der opfordres til at man donerer indpakkede fødevarer, der kan bruges til at bryde fasten med i en snæver vending (læs: på vej hjem fra arbejde, på cykel, i bus osv.). Helt konkret betyder det dadler, nødder, kiks, bananer, æbler, mandariner, desserter, juice, yoghurt og kærnemælk.Pigerne hygger sig altid med at pakke tingene, så de kan afleveres enkeltvis.Bare i vores lille “hvid-mands-ghetto” er der adskillige køleskabe rundt omkring, så det tager ikke mere end et minut eller to for os, når vi skal ud på en leveringsrunde.Dét der med at gøre andre glade, gør én selv glad.

Og jeg bliver stolt, når jeg mærker, at pigerne får oplevelsen af, at det føles godt at give og hjælpe til.Udover den håndgribelige, lavpraktiske “zakat”, er der også den mellem-menneskelige “zakat”.

At man stiller sig selv til rådighed.

At man siger tak og tilbyder sin hjælp.

Dén side af sagen gøres der en del ud af i skolen, hvor pigerne har fået hver deres “Little Acts of Kindness” Ramadan-kalender, som giver 30 bud på gode gerninger og adfærd, som ikke skulle være svært at udføre henover Ramadan-måneden.I Milles klasse skal de fotodokumentere deres handlinger, mens de i Cilles klasse skal skrive sig på listen, når de har gjort én af tingene.Jeg har fået et sødt kompliment af Cille (i rollen som hendes dansklærer) – og Mille har doneret tøj til Maricels niece på Filippinerne, så pigerne er godt igang med aktiviteterne.

Og nu venter jeg spændt på, om de mon laver kaffe til mig den 17. maj og tilbereder aftensmaden den 25. maj.

Jeg er ret sikker på, at Dubai ikke blev bygget på én dag, men miraklernes tid er måske ikke helt ovre endnu?Ramadan Kareem fra mig og min trofaste lille hjælper.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ih, du milde, Mille

Glædelig Mors Dag til alle I dejlige mødre hjemme i Danmark.

🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸

Her i en fjern Ørkenstat fejrer vi ikke Mors Dag idag. Der er en anden dato for Arabisk Mors Dag og en tredje dato for Britisk Mors Dag, så jeg tager til takke med de søde kort, der kommer med hjem fra skole på andre tidspunkter.

Man bliver faktisk lidt skizofren af de forskellige datoer for mærkedage – og på én eller anden måde er vi endt med at fejre Valentinsdag i vores familie – og ikke Fars og Mors Dage. Men jeg er da taknemmelig for Interfloras e-mail hvert år, så vi ikke begår en komplet faux pas i den danske familie derhjemme.

Én af mine to vigtigste Mors Dage fandt sådan set også sted igår, hvor Mille fyldte 7 år.

Uanset at det er 7 år siden, så bliver den 11. maj hvert år også ved med at være min dag.

Min Store Føde-Dag.

Dagen, hvor jeg blev Mor til to – og var skræmt fra vid og sans i godt og vel et par måneder, indtil min Svigermor kom og holdt Baby-Mille i den ene arm og mig i den anden, mens hun forklarede mig, at en god mor ikke nødvendigvis sidder i brystmælken.

Dér lærte jeg et par ting om mig selv og om Det Store Moder-Skab, som jeg aldrig vil glemme.7-års-Mille er slet ikke som Baby-Mille, der oftest blev kaldt Lille My, Milløjseren eller Vilde Mille, fordi temperament og personlighed var en kende high-strung eller iltert.

Hun er inde i en rivende udvikling, der ikke kun handler om at tabe tænder og vokse sig kæmpe-høj. Mentalt sker der mindst lige så store forandringer. Hun er blevet dygtig i skolen, koncentrerer sig om sine lektier, kan give bedre udtryk for sine følelser (i stedet for at skrige, som altid har været hendes trademark-behaviour) – og så er hun en værdsat kammerat, der altid er omgivet af en lille flok piger.Og weekenden har selvfølgelig stået i den unge frøkens tegn.Med veninderne samlet til en male-session i The Jam Jar, som er et frit og rustikt kunst-studio i Alserkal Avenue, et skønt galleriområde i ellers så støvede Al Quoz.Bagefter strøg vi hjem til frokost, da der ikke var mulighed for at fejre fødselsdag med mad og kage osv. i studiet pga. Ramadanen. Efter frokosten forestod Cille en slim-session, hvor de små 7-årige trunter så med beundring på den store pige, der kunne lære dem et trick eller to om at lave en ‘god slim’, som man si’r.Festen sluttede af med fællesdans på førstesalen, mens pigerne blev hentet én efter én i adstadigt Dubai-tempo. Vi havde jo nærmest også galleri-værdig kunstudstilling i stuen, sådan som pigerne havde arbejdet i The Jam Jar.

Jeg er imponeret over, hvor søde og dejlige sådan en lille flok piger er at have med på tur og derhjemme. Det med børnefødselsdage er jo noget helt, helt andet end for bare et par år siden, hvor succeskriterierne var noget i retning af “ingen tilskadekomne” og “ikke for mange tårer”.På selve fødselsdagen bagte vi pandekager og Mille åbnede gaver fra familien.

Der mangler – hånden på hjertet – altid bedsteforældre, fætre, kusiner, onkler og tanter, når vi fejrer fødselsdag langt væk fra Storfamilien i Danmark, men vi forsøger altid at få det bedste ud af det. Og vi italesætter ikke savnet, men taler i stedet i telefon, på FaceTime og ser de små lykønskningsvideoer igennem, som familie og venner sender.

Bagefter tog vi i det indendørs edu-tainment-center, Oli Oli, da det allerede nu er alt for varmt til udendørs aktiviteter (medmindre man hopper i poolen). Oli Oli er et dejligt sted for børn helt op til 12-års-alderen, hvor kreativitet, fantasi, hverdagsliv og videnskab forenes skønt i alle mulige lege-aktiviteter. Jeg har skrevet lidt tips til stedet i et tidligere blogindlæg.

Oli Oli

Denne gang byggede pigerne en lejlighed sammen, og de legede vilde lege med lysende bolde i mørket.Eneste skår i fødselsdagsglæden var, at den lille gymnast vrikkede om på foden, og hun har helt klart fået en forstuvning, sådan som anklen er hævet op 😢.

Hun er dog i skole igen – for søndag er jo vores mandag – og sådan en fødselsdagsweekend går bare alt, alt for hurtigt.

🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Havskildpadder

Der lever 6 havskildpaddearter i Indonesien.

De er stærkt truede og har samme udfordringer i mødet med mennesker og vores forurening af havet, som vi også har set og oplevet andre steder i verden.Derfor er der også hér i Indonesien et stort behov for information om havskildpadder til både lokalbefolkningen og til turisterne, så alle parter kan beskytte dyrene bedst muligt.Der er lovgivning på området – og det er 110% ulovligt at fange havskildpadder, så officielle kontrollanter tjekker fiskernes både, når de kommer ind i havnene med deres fangst.

Havskildpadderne anvendes dog stadig til medicin, madretter og som bizarre trofæer, smykker osv.

Alt sammen fuldstændigt uforståeligt og uacceptabelt.

Men det sker. Hver eneste dag. Fordi nogle mennesker er villige til at tage imod bestikkelse og betaling for dyrene.Jeg har altid haft et ømt punkt for havskildpadder. Derfor var de også højt på ønskelisten, når nu vi skulle til et havskildpadde-rigt land. Men efter flere lodret forkerte dyreoplevelser i Sydøstasien i 00’erne, var jeg klar over, at jeg skulle vælge vores møde med havskildpadderne med omhu, for der er virkelig mange misforståede petting zoos, der er direkte dyremishandling til glæde for turister. Google et sted som f.eks. Turtle Island Bali / Tanjung Benoa og lov mig, at du aldrig nogensinde sætter dine ben sådan et sted.

Valget faldt på et fint center lige uden for Sanur på halvøen Serangan – Turtle Conservation and Education Centre. Selveste Prins Henrik har såmænd besøgt centret engang, og set de frivillige og medarbejdernes utrættelige arbejde med at behandle sårede havskildpadder, så de kan genudsættes – og deres arbejde med afhentning af æg og udklækning af samme.Centret lever af frivillige donationer fra turister, besøgende og andre velgørere – og de har pt. to fine ambulancer, der kan afhente sårede dyr, og så kører de ellers med faste udsættelsesprogrammer og stram styring af deres forskellige bassiner. Centret beror på lokalbefolkningens støtte og hjælp, og de beder folk om at ringe, hvis de ved, hvor en havskildpaddes æg ligger, eller hvis de kommer i kontakt med en såret havskildpadde, så chartrer centrets medarbejdere straks en fiskerbåd og kommer dyret til undsætning. Det seneste års tid har det desværre ikke været muligt for besøgende/turister at deltage, når de kære små havskildpadder sættes fri i havet. Myndighederne har pålagt centret, at de ikke må tage gæster med ud til deres særlige udsætningssteder.

De små gutter her er blot 4 dage gamle og udsættes, når de er ca. 7 dage gamle. Det er næsten ikke til at forstå, at de snart skal ud at kæmpe i Det Indiske Oceans voldsomme brænding ud for Sanurs kyst. Men det skal de. Pigerne er noget ærgerlige over, at vi ikke kan deltage i udsætning, da vi oplevede det i Oman – og det er et helt fantastisk syn. Men nu handler centret jo netop om havskildpaddernes behov og IKKE om menneskernes, og dén pointe godtog de to madammer, der i stedet fik lov til at fodre centrets “fastliggende” skildpadder i havebassinet med friske salatblade.Som et snedigt “plaster på såret” til de besøgende, har centret indført et adoptionsprogram, hvor man formedelst 150.000 indonesiske rupiah (som vel svarer til cirka 75 danske kroner), kan vælge sin helt egen havskildpadde-baby, navngive den, samle den op og modtage en video fra udsætningen senere på ugen.Pigerne udså sig et par livligt baskende padder i vuggestuebassinet, og navngav dem hhv. Speedy og Lili.Så nu flakser de to små nuttede Kaalund’er rundt i et bassin og venter på, at det skal blive den store dag, hvor de sættes fri til et farligt liv i et brusende hav.Vi håber inderligt, at Speedy og Lili overlever derude.

Og det var ret svært at løsrive sig og sige farvel til de søde små skildpaddeunger, men pigerne fik hvert sit diplom og en fin halskæde med en håndudskåret skildpadde, før vi tog afsted fra centret.Hvis du lægger vejen forbi Denpasar, Sanur, Nusa Dua eller noget i dén stil, så læg vejen forbi det her center. Det er virkelig fin læring og god information undervejs fra de flinke formidlere – og en dejlig dyreoplevelse for både store og små.

🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Naturoplevelser i Bali

Nok om mandehørms-agtige ATV-ture og river rafting ad den mudrede Ayung-flod.

For mest af alt er Bali en frodiggrøn naturoplevelse for alle sanser.Med eksotiske indslag af hinduistiske templer og gudestatuer overalt.Før vi tog afsted, brugte jeg en del tid på at undersøge, hvilke natur- og dyreoplevelser, vi kunne få, uden at gå på kompromis med dyrenes velfærd. Og dét er ikke helt let at gennemskue i en google search. For ligesom alle andre turist-tunge steder, er Bali ingen undtagelse, når det kommer til at holde dyr i fangenskab på ikke nødvendigvis særligt humane måder – til glæde for os turister, der gerne vil se og røre.

Jeg brugte bl.a. bloggen Claire’s footsteps til at beslutte, hvilke oplevelser, vi skulle have undervejs.

Bali Animals: How to Find Ethical Tourism Experiences

Og præcist som Claire beskriver det, så er Monkey Forest i Ubud lige dele gru og glæde. Det er intet mindre end fantastisk at opleve de balinesiske lang-hale-aber svinge fra træ til træ, æde søde kartofler med de nuttede næver og afluse deres afkom i et væk. Men selvom aberne er frie og i deres rette element, så er der stadig et eller andet udefinerbart ‘forkert’ ved oplevelsen. Måske er det mængden af turister – og turisternes interaktion med dyrene, der gør udslaget?Aberne anses for at være hellige dyr, og balineserne passer godt på dem af samme grund. Der er mange fodringsstationer rundt omkring i skoven, og der er en del venlige skovbetjente, som anviser korrekt opførsel for både aber og turister, men lige lidt hjælper det. Turisterne giver aberne menneskemad – og aberne tager hver en chance for at fiske menneskemad fra turisternes tasker og hænder. Der er også et interessant hindutempel inde i Monkey Forest, hvor vi ser balineserne strømme til for at bede. Er de ikke bare smukke, mor og datter?Så turister er der ligesom lige rigeligt af i Monkey Forest. Og nogle af dem opfører sig som værre abekatte end de rigtige aber, når de fodrer dem og lader dem lege med ting, der slet ikke er relevante. En interaktion, som frarådes på store skilte, men som ignoreres komplet af de dummeste turister.

Vi afholder os fra at interagere med aberne og medbringer hverken taske eller vandflaske, som det anbefales – og vi nyder at se aberne bade i forskellige små søer og kanaler, at se dem lege, skændes, kurtisere og spise i ét væk.Monkey Forest ligger 10 minutters gang fra vores lille hotel i Ubud, og vi gik derfor derned et par gange.

Der er ingen tvivl om, at det er en stor oplevelse, at se skovens knapt 900 makakaber i fri dressur. Og jeg ville absolut tage dertil en anden gang – dumme turister eller ej.

En anden oplevelse, som lå ganske kort gang fra vores lille hotel var Campuhan Ridge Walk.

Her er en fin beskrivelse af, hvordan man finder frem til stien, som i øvrigt er afmærket hele vejen.

How to Get to the Campuhan Ridge Walk Ubud And What to Expect

Vi tog turen på 2 km. ud til Karsa Café en sen formiddag, hvor det var behageligt overskyet.

Først kommer man forbi et smukt tempel.Og herefter følger man ganske enkelt en fint arrangeret sti. Der er kig til bønderne i rismarkerne.Og efter 2 km. kommer man til en række små caféer, hvor pigerne fodrede karper, mens de voksne fik en cola.Der er smukt – derude på landet – hvor riset står gult og palmerne ranke.

Pigerne klarede den knapt 5 km. gåtur ganske let, men de var enige om, at karpefodringen var det eneste sjove ved dén oplevelse.Umiddelbart er jeg den eneste, der er en entusiastisk gåmaskine i familien, men jeg elsker, at de går med alligevel.

Og Campuhan Ridge Walk er ihvertfald en fin, familievenlig gåtur ud i det grønne uden for Ubud.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Oh My Goodness!

Sikke en uge, Cille-barnet har haft!Hun har vadet fra succes til succes, mens jeg har haft spændingshovedpine og mentale tømmermænd i en stiv uge.

På hendes vegne.

Damen selv har været så cool en cucumber, at det har været tilnærmelsesvist angstprovokerende for hendes gamle forældre, der slet ikke kan forstå, hvordan man ‘bare’ lige går på scenen og optræder i skolens musical uden så meget som et skuldertræk.

Men det er sådan hun har gjort det.I rollen som det nervøst-anlagte børnehjemsbarn, Tessie, i Broadway-musical’en Annie Jr.

Tessie har en del replikker og følelsesmæssige udbrud (Oh, My Goodness!) plus en lille sangsolo – og Cille har virkelig lagt liv og sjæl i dansene og sangene, der hører til.

Igennem 7 måneder.

For det kræver 7 måneder at blive klar til at optræde. Dét i sig selv er en lille marathon, synes jeg, for børn i alderen 8-11 år. Og for deres musiklærer og hjælpelærere, der vitterligt fortjener tålmodighedsmedaljer i tillæg til klækkelige gavekort fra forældrene, der skal tjene til kærlig bestikkelse og smøring, så de også gider at gøre det igen til næste år.

Men de mange “øvere” sene eftermiddage og i weekender har ikke afskrækket Cille.

Overhovedet.

Denne her besked sendte hun hjem til familien i Danmark, da det hele var vel overstået.Lige dele ambitioner og entusiasme har hun.

Talent for at danse og optræde synes vi også, at hun har.

Sangstemmen er det så som så med, og der skal nok en temmelig insisterende sanglærer til, men man kan som bekendt hvad man vil her i livet.

For Martin og jeg er det simpelthen så sjovt at opleve Cille give sig helt hen til teatret.Vi er de sidste, der kunne forestille os at optræde med musik, sang eller teater. Der skal ikke mere end en udklædningsfest til, så er vi begge to ved at miste ævret. Det er bare ikke os. Så det må være sprunget nogle led over i familien, dét der sprudlende, teatralske skuespils-gen, som løber stærkt på min Fars side.

I virkeligheden er det smukt.

Bagom alle de praktiske ting, ventetiden, køreturene osv., så er det simpelthen så vidunderligt at se ens barn folde sig ud og være passioneret omkring noget.

Præcist som Mille er i gymnastikhallen med sin ukrainske Coach Polina.

Dét er bestemt heller ikke fra os, at Mille har sin interesse og talent, men uanset hvad det er, der får pigernes hjerter til at hoppe ekstra i de små brystkasser, så står vi klar som medfølgende heppekor.

Det lå ellers ikke lige for, at Cille skulle deltage i skolens musical, selvom hun nok altid har flirtet med tanken inderst inde.

Da hun endelig kom til Year 4 og dermed kunne søge om optagelse i skolekoret, var audition så stor en mundfuld for hende, at jeg måtte skubbe en hulkende unge ind i lokalet til musiklæreren. Guderne må vide, hvad hun fik stammet og hikstet sig frem til, men optaget i koret, dét blev hun. På det tidspunkt var det helt umuligt at forestille sig, at hun ville turde at gå til audition på en musical.

Men i Year 5 var hun pludselig blevet scenevant. Sikkert på grund af en masse optrædener og konkurrencer med koret. Så var det ikke så svært at gå til audition.

At opleve dén udvikling fra et år til det næste, er stort som forælder.

Skolen anerkender også børnenes indsats med Performing Arts (musical-aktiviteter og korsang) på lige vilkår med sportslige og akademiske præstationer, som børnene måtte yde ud over det almindelige skolearbejde.

Her står Cille og de andre musical-deltagere og modtager klapsalver og certifikater fra deres lærere og skolens ledere på ugens fællessamling, fordi de alle har holdt sig ajour med skolearbejdet samtidig med de mange musical-forpligtelser.Hun kan næsten flyve, den lille skuespiller.

Og torsdag aften holder vi musical-after-party for at fejre, at det hele er veloverstået nu – og måske også lidt, at der er et helt år til næste gang for de skuespiller-spirer og deres praktiske grise (-mødre)…De voksne har virkelig fortjent en diskret lille brandert sådan en torsdag aften, mens børnene koger over af træthed og glæde.Og nærmest som bestilt til lejligheden, slutter ugen af med et festfyrværkeri over Dubai Marina i anledning af arabisk Mors Dag.

I mens skåler vi i lyserød prosecco og samstemmer, at vi ser ud til at have overlevet, og at børnene har lært en hel bunke ting om sig selv og hinanden i processen. Life skills for store og små.

Det’ helt perfekt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet