Mor

Det er søndag derhjemme i Danmark, og mens du holder weekend, er ugens første hverdag sparket igang i en fjern Ørkenstat.

Men mig skal du ikke have ondt af. Min hverdag er strikket sådan sammen, at jeg midt på dagen har en frokostpause, der er lang nok til, at jeg kan stå lige her og glo i en time, hvis det er dét, jeg har lyst til.Og når jeg ikke holder en af mine evindelige kaffepauser, er jeg omgivet af søde og dygtige børn, der gerne vil lære noget.

Jeg kan ikke ønske mig mere end alt det, jeg allerede har og er omgivet af.

Og så alligevel, er der noget, der spiller mig et puds.

Et hedenganget fatamorgana, der dukker op, når jeg mindst venter det.

Babydrømmene.

Duften af evig ungdom.

Følelsen af sarte, u-trådte, buttede barnefødder i min hule hånd.

Tanken om at holde et lillebitte barn i armene igen.

Som sover så trygt og sukker under sin sut.

For slet ikke at tale om at bære barnet i maven.

Det er mit nu 40-årige biologiske ur, der ikke bare tikker.

Det råber op om, det er sidste chance for en tur i babykarussellen.

Jeg tror ikke, at der findes mange kvinder på min alder, der ikke har det sådan hér ind i mellem. Vi ser på de par, der er kommet ud på den anden side af småbørnstågen, og som nu venter deres tredje eller fjerde barn i en voksen alder – og pludselig kan vi ikke lade være med at tænke, om det mon i virkeligheden er bedre med tre end med et eller to?

For hvem af os kan lide tanken om, at baby- og småbørnslivet er uigenkaldeligt slut?

Det var jo – trods alt – en fuldstændig livsforandrende og vidunderligt vanvittig tid med nære relationer og simple pleasures.

Hvem af os kan lide tanken om, at vores fysiske, allermest kvindelige, formål i livet er afsluttet?

At vi er under afvikling i produktionshallen? At udløbsdatoen på æggene nærmer sig?

At vi er blevet til halvgamle høns, der er fine til at øve sig med, men ikke til at lave et barn med?

Alt i min fornuft og hjerne fortæller mig, at vi skal ikke på nogen som helst vilkår have et barn mere. Nu er vi endelig kommet ud over småbørnsstadiet – og det er ubeskriveligt skønt, at vi aldrig skal bøvle rundt i søvnunderskudståger og trækkes med klapvogne, bæreseler og bleer mere.

Vi kan rejse som familie nu.

Vi kan have reelle samtaler som familie.

Vi kan foretage os ting sammen – og vi får sådan for alvor oplevelser sammen nu.

Der er intet, der taler for, at vores liv skulle bombes tilbage til babystadiet igen.

Intet.

Og så tænker jeg lidt på de to sunde og raske døtre, der ville tage imod en lillebror med kyshånd, men som også har brug for vores tid, omsorg og hjælp til så mange ting stadigvæk.

Men følelsen er der ind i mellem. Især omkring ægløsning. Gok. Gok.

Og tanken sniger sig ind, hver gang jeg ser en jævnaldrende kvinde vralte omkring med en fin mave.

Derfor er det heller ikke svært at sætte sig ind i den dybe, fuldstændigt uterlige desperation, der må bo i ufrivillligt barnløse kvinder. Den sorg og den frustration, som de må opleve måned efter måned, mens de forsøger at blive gravide. De har jo den samme fornemmelse i kroppen. De samme ønsker og drømme om liv, som vi andre har haft og til stadighed har.

Jeg har set det i veninder.

Jeg har læst om det og forsøgt at forstå, hvor svært og tungt det er, når babydrømmene kun bliver ved drømmene.

Derfor rammer TV2-dokumentaren “Har hun stjålet vores børn?” direkte ind i mit moderhjerte.Har du set den?

Det er hjerteskærende, ægte TV.

Og jeg føler med de to barnløse par, der i den reneste form for desperation tyer til en rugemor, som en allersidste chance for at opnå dét, de ønsker sig allermest i livet.

De overser advarsler og faresignaler, fordi de har kun målet for øje.

De ønsker sig det her så brændende, at sund fornuft går på i røg og pengene sidder pludseligt løsere.

Rugemødre er jo også en reel løsning, ingen tvivl om dét, men som dokumentaren viser med al tydelighed, så er det også en rejse med mange faldgruber, når lovgivningen er forældet eller halter – og når tingene foregår i det skjulte.

Mit hjerte bløder for de her kvinder, der er blevet franarret en stor sum penge og fravristet den ultimative drøm.

Moderskabet.

Det dejligste skab af dem alle.

Og vi kan kun gisne om, hvorfor rugemoren valgte at beholde tvillingerne. Hendes fortælling er pt. ukendt, men vil nok blive belyst i retssagen.

Handlede det for hende kun om at få lokket “nemme” penge og charterrejser ud af desperate barnløse?

Havde hun et underliggende ønske om flere børn selv?

Havde hun et ønske om at udfylde rollen som rugemor, men da børnene så først boede under hendes hjerte, var det umuligt at give dem fra sig?

Den falske rugemors historie er en også en slags tragedie. Ikke på lige vilkår med de barnløse kvinders, men den fortjener at blive fortalt og hørt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dobbelt op på længsel

Efter 3 ugers kuffertliv med tilhørende familiecirkus og et fødeindtag bestående af lige dele marcipan og svin er der intet som at komme hjem.

Sådan helt hjem.

Og det er uden tvivl Dubai.

Det mærker jeg, hver eneste gang vi lander i Dubai’s lufthavn.

For hjem er dér, hvor hverdagen udspiller sig, og hvor vores lille firkløver er samlet og sammentømret.

Hjem er også dér, hvor de mest basale ting befinder sig. Min hovedpude. Mit skab fyldt med sager på badeværelset. Garderoben. Køleskabet.

Men samtidig med længslen efter at komme hjem-hjem, er der længslen efter dem, vi netop har vinket farvel og på gensyn til 6 timer tidligere. Efter dét, der engang var vores hjem, og som til tider føles hjemlig.

Det er som en slags dobbelt-op på længsel tilsat delirisk glæde, der ikke er helt til at kontrollere.Og må jeg så lige tilføje som en sidebemærkning, at Københavns Lufthavn S.T.I.N.K.E.R i forhold til Dubai’s. I bogstavelig forstand og såmænd også i overført betydning. Her er ikke kun skinnende rene og velduftende toiletter i Dubai, men rent sådan all-over-the-place. Der er fin ro og orden, trods størrelsen på lufthavnen, og der er tilmed bagagekarusseller, der kører med kufferter efter ganske kort tid.

I Københavns Lufthavn tager det halvanden time at få bagagen, når man ankommer med et af de store fly. Og ventetiden bliver naturligvis tilbragt som sild i en tønde til dunsten af pølsevogn. Det er et underligt førstehåndsindtryk at give de rejsende, synes jeg. Men det har været sådan her lige så længe, jeg kan huske, så lufthavnens management må jo mene, at det er acceptabelt?

Nok om lufthavne, selvom jeg elsker at nærstudere dem og føle stemningen.

Maricel ankom samme nat som os.

Hun havde bragt Filippinerne med hjem til os i form af lyserøde pomelofrugter og verdens bedste mangoer. Intet mindre end himmelske frugter, der smager af den sol, de har fået, mens de har modnet på træerne.Særligt Maricel har en tilvænningsperiode fyldt med tårer og længsel – for det er aldrig nemt at sige farvel efter en måneds juleferie og vide, at der vil gå et helt år, før hun vender tilbage.

Vi taler om det, for jeg vil ikke lade det ligge uforløst eller usagt hen.

Jeg føler også en vis portion dansker-skyld over at have hende 11 måneder om året, mens hendes egen 13-årige søn kun har hende 1 måned. Dén tanke og følelse tror jeg aldrig, at jeg kommer mig over, selvom hun er her af en eller anden form for bizar ‘fri vilje’. Hvis ‘fri vilje’ kan bruges om mennesker, der ikke har andet valg end at søge arbejde i udlandet.

Men hun er tilbage. Og har opnået en masse af dét, hun ønskede sig at gøre. Hun fik fejret Bedstemors fødselsdag, julen og nytåret. Hun fik velsignet sit nye hus af den lokale præst. Hun fik tilsluttet sit hus til kommunevandet. Hun fik anlagt et reelt badeværelse. Hun kom til tandlægen og fik et helbredstjek på hospitalet, så hun ved, hvordan det står til med sukker og kolesterol.

Og selvom vi ikke kunne spore den store lyst til at komme retur i skole idag, da vækkeuret ringede mindst 3 timer for tidligt, så er det ret tydeligt, at det nu er meget rart alligevel.For vi holder trods alt mest af hverdagen – med venner, praktiske opgaver, arbejde og den slags. Og savnet efter familie og venner derhjemme aftager lige så stille henover de næste uger, indtil det nærmest virker helt tilforladeligt, at vi først er tilbage i Danmark til sommer.

Længsel skal have et rum, har jeg fundet ud af. Den vil accepteres og anerkendes – og have plads til at leve side om side med dén hverdag, der tvinger os til at komme videre. Og pludselig er den næsten væk. Længslen. Lige indtil jeg hører min Mors stemme eller ser billeder af små niecer og nevøer. Suk.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Cabin fever

Nu er det jo ikke en hytte, Farmor og Farfar har ude i Den Store Skov.

Men det fraskriver mig på ingen måde retten til at få et akut anfald af cabin fever i et parcelhus.

Mille er landet i Moder-Landet med et arabisk maveonde, der har givet hende let feber og kvalme lige siden. Hun har kastet op et par gange, men der er ingen hoste, forkølelse, diarré eller andet, der gør os bekymrede undervejs. Hun vil egentlig bare gerne blive i sin seng og have sin mor inden for nusse-rækkevidde hele natten.

Men lige pludselig er der gået 7 stive dage med et barn, der døser døgnet hen og stort set kun indtager små slurke vand, når hun bliver nødet til det.

Det duer jo ikke i længden.

Så vi besøger familielægen.

Og efterfølgende børneafdelingen på Hillerød Hospital, som tager så venligt imod os, selvom vi er udrejst og svære at placere i systemet for lægesekretæren i modtagelsen.Når jeg nu tænker over det, så har vi vist aldrig haft en juleferie i Danmark uden et besøg hos lægen. For der er bare udfordringer ved at gå fra 25+ grader til en temperatur nær frysepunktet.

Mille klarer dog frisag hos børnelægen.

Ingen blodprøver eller væskedrops i denne ombæring.

Men hun får formaninger om at gå hjem og hvile sig videre – og så skal hun begynde at drikke og spise lidt, uanset om hun har lyst til det.

Jeg har kun ros tilovers for det danske sundhedsvæsen. Lægerne og sygeplejerskerne er så flinke og rolige; de taler til og med barnet i øjenhøjde – og så behøver vi ikke være bange for, at der bliver foretaget unødvendige procedurer eller prøver, som vi konstant må være opmærksomme på i Dubai’s privatiserede sundhedssystem.

Men efter 7 dage med roderi om natten og kreaværksted om dagen, med non-stop kaffepause på slagbænken og sporadiske julegaveindkøbsture ud af huset, er jeg ved at miste ævret og vrisser min rastløshed ud i rummet hen over morgen-teen.Der er trods alt grænser for, hvor mange skråskriftsark, Cille kan “more sig” med at udfylde – og hvor mange dagbogssider, en halvsløj Mille kan skrive. Eller hvor mange mariehøns, jeg kan male, før jeg går op i røg.Men Mille er gudskelov on the mend. 

Og det er heldigt, for der er mange, gode planer i sigte, nu hvor juledagene nærmer sig med hastige skridt.

Og mindst lige så heldigt er det, at Martin kender mig så godt, at han skynder sig at foreslå en lang gåtur i skoven, før vinterhiet bliver for omklamrende.Det fugtige gråvejr og vintermørket, der oplyses af træernes lyskæder er endda ved at give mig den længe-ventede julestemning indeni.

Der er sikkert intet, der ikke er godt for noget.

Og ned i gear er vi ihvertfald kommet efter denne her sygehistorie 🤒😷.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Jule-kryb-sammen

Jeg vågner stadig tidligt.

Det er så let at undervurdere 3 timers tidsforskel, men hun er lidt af en bitch, og hun er det hver eneste gang.

Så nu sidder jeg her i morgen-tusmørket med varm kaffe og iskolde tæer, mens jeg hører vinden suse igennem trækronerne.

Huset er mit lige nu, men om lidt bryder hunde, børn og bedsteforældre stilheden.

Og selvom vi er en rigtig storfamilie, der vader ind og ud, diskuterer stort som småt, roder og fylder både fysisk og mentalt, så er der intet ved det her set-up, jeg har lyst til at ændre.

For vi hjælpes også ad. Og det er hjemligt på en inderlig og tryg måde, som vi aldrig ville kunne skabe i et lejet sommerhus. Vi har prøvet. Og fravalgt det. Igen og igen.Men akklimatiseringen til det mørke, vinterlige nord er ikke den letteste i år, fordi stakkels Mille har slæbt sig en arabisk mavevirus med til Danmark. Hun har mistet appetitten, men accepterer at drikke vand og tager sig gerne en lur midt på dagen. Hun er også leveringsdygtig i opkast om natten, og maven snurrer rundt, så snart hun fornemmer, at der er mad på bordet.

Det er simpelthen så synd for hende.

Men åbenbart ikke mere ubehageligt, end at jeg var i stand til at forevige indkøbsvognsluren igår. Lille elskling.Men ind i mellem sløjdom og manglende søvn, så jule-hygger vi på fuld tryk med Faster og Farmor.Mille kan godt være med. Ikke så længe ad gangen, men hun er klar på stille aktiviteter som at lave konfekt og små, kreative julegaver med Farmor.

Det er ren jule-kryb-sammen i Farmors hus.

Og selvom det på sin vis er ubelejligt med mathed og sygdom, så er det på forunderlig vis også kærkomment.Vi har brug for en pause.

For i pauser opstår der en masse gode ting, der ellers aldrig ville være sket.

Martin og jeg bager f.eks. vanillekranse sammen for første gang.

Jeg rører dejen, og han sprøjter kransene, som man si’r.

Det er årets ægteskabelige juleterapi.

Som ender lykkeligt. Det kan muligvis være svært at få øje på hullerne i “kransene” for de nøjeregnende, men så kan de omdøbes til vanillekager. Sådan er det med hjemmelavede ting.

Det er i øvrigt Valdemarsro’s fine opskrift med en god andel mandelmel i til at give struktur. Kan vist varmt anbefale den.

Men selvom vi laver jule-kryb-sammen i huset i Den Store Skov, så bliver det også til småture ind af huset.

Farmor og Farfar tager som altid pigerne med til nisselandskab og kæledyrs-kiggeri i Plantorama.

I mens får Martin og jeg frit lejde til at handle julegaver i tosomhed.

Vi går også den skønne Frederiksborg-baghave-tur-med-indbygget-cafébesøg sammen med Hr. og Fru A.

Der bliver endda lejlighed til at se Paprika Steen’s seværdige julefilm “Den tid på året”, hvor en helt almindelig og aldeles dysfunktionel familie holder traditionsrig jul – og på sjoveste vis ligner alle vi andres familier (*cringe-alert, hvis du ikke har set den endnu!).

Jeg glæder mig virkelig til jul nu.

Og om lidt er jeg sikker på, at der kommer snevejr til børnene og en SRP-skrivende niece, som jeg kan lege med.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Landing

Efter 10 år i udlandet er der en helt gennemarbejdet rutine, når vi lander i Moder-Landet.Farmor og Farfar står klar i lufthavnen med kæmpe-kram og overtøj til pigerne. Der er 25 graders temperaturforskel mellem Danmark og Dubai lige nu – og uanset om det reelt er en kold, dansk vinter eller ej, så føles det bare uendeligt koldt for os.

Farmor og Farfar tager børn og kufferter og sætter retning mod Nordsjælland, mens Martin og jeg fornøjer os med den elendigt opsatte biludlejning i Kastrup. Ikke at Europcar og de andre biludlejningsfirmaer gør noget forkert, men de er blevet smidt på porten af lufthavnens management, der åbenbart har en ny strategi for lufthavnen, hvor biludlejning anses for at være et underordnet tilbud til de rejsende, der ankommer til Danmark. Det må folk selv rode med – lufthavnen har travlt med at sælge hapsdogs og billig rødvin.

Men vi er da heldige denne gang, og bussen kommer drønende i det øjeblik, vi står klar ved busstoppestedet.

Og ind til aften er hele rejse-stå-hej’et glemt.

Der er Farmor-frikadeller hos Faster, tilsat rigelige mængder rødvin, verdens hyggeligste selskab og en varmende brændeovn.Klokken 19 er der 100% lukket og slukket hos Ørkenens Døtre. De har overgivet sig til brændeovnsvarmen i Fasters hus efter at have klemt en enkelt frikadelle ned. Deres indre ur står på Dubai-tid, og for dem er det her langt over sengetid.

Næste dag er akklimatiseringsdagen.

Det er dér, hvor vi vover os ud af Farmor og Farfars hus, som de har forsøgt at opvarme til Dubai-tilstande, for at vi ikke skal fryse alt for meget.Pigerne får med møje og besvær flyverdragter, handsker og støvler på. De har svært ved at forstå, at det skulle være nødvendigt med overtøj – og støvlerne er også alt for stive til små, strittende sandaltæer, men efter at have tjekket vintertemperaturen ud af havedøren, overgiver de sig.De elsker at gå tur i skoven med Farmors to små hunde.

Undervejs finder de små isflager på skovsøen, der er forvandlet til et stort mudderhul i anledning af endnu en dansk vinter, der ikke byder på ordentlig frostvejr.Det er alt sammen vældigt eksotisk med små dalende snefnug, kold blæst og iskrystaller.

Om aftenen bliver ørkenens støv skyllet af i et fællesbad med fætter og kusine. Det bli’r i familien, som man si’r…og det her firkløver er simpelthen noget af det sødeste.3. søndag i advent opdager pigerne glæden ved en skrabekalender. Dén kunne de knapt huske fra sidste år.Der er stor spænding om udfaldet, fordi der bliver ved med at dukke million-kroners-juletræer op, men resultatet efter 4 skrabede kalendere er 50 kroner, som skal divideres med de 6 tilstedeværende personer, fordi det er det eneste rigtige at gøre, siger Retfærdigheds-Cille. Everybody is a winner, I guess.

Nu er vi her.

Landet i Moder-Landet.

De næste dage ligger vi nærmest i vinterhi i Grib Skov.

Fordi her er så koldt, mørkt og gråt, at jeg kun kan drikke te, læse dameblade og overveje en lur.

Og fordi vi altid får slæbt os en lille vinter-virus med fra en fjern Ørkenstat, som skal overkommes med søvn og hvile.

Sådan er det at lande.

Det kræver et par dages tilvænning, når vi kommer hjem til den danske vinter. Og der findes ikke en bedre måde at gribe det an på, end at forskanse sig i umiddelbar nærhed af en varm radiator sammen med de allernærmeste familiemedlemmer, der godt forstår, at tingene skal tages i virkelig langsomt trav ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet