• ···

Cykelmyg

Hende her…img_8686 Lille My, der pludselig ikke er så lille længere.

Hun vokser for tiden, så jeg bliver helt forpustet og har svært ved at følge med.

Skolestart i Year 1 har været det hidtil mest smertefrie skifte, Mille har haft i sit 5-årige liv.

Normalt kommer der ellers et vældigt rabalder i kølvandet på enhver forandring. For madammen lider vitterligt aldrig i stilhed.

Men denne her gang har Mille ikke set sig tilbage.

Hun er overskudsagtig og imødekommende over for sine klassekammerater og de nye lærere.

Hun nyder den nyvundne frihed i Year 1, hvor man selv må gå på toilettet og selv skal klare praktiske opgaver med tasken, mapperne, madpakken osv. Selv dét at få lektier for er en stor oplevelse, der gåes til med ildhu.

Der er virkelig sket en stor forandring inden i hende, og vi fortæller hende dagligt, at hun er en god ven, en kærlig søster og dejlig at være sammen med – sådan helt generelt.

Og ud af det blå har hun samtidig fundet overskud til at lære noget, hun ellers har nægtet pure, siden hun som knapt 4-årig ikke længere kunne passe sin Puky-løbecykel, uanset hvor meget, hun forsøgte at krympe sine lange marcipanstænger sammen.fullsizerender-3Jeg introducerer med stolthed i tastaturet:

Dubai’s Cykelmyg Numero Uno.

Hun og Cille gør villavejene i ghettoen usikre hen under aften, når temperaturen har “lagt sig” på små 37-38 grader med en liflig luftfugtighed, der får selv det mest diskrete overskæg til at glinse fedtet.fullsizerender-2Det er en stor ting at lære at cykle.

Frihedsfølelsen, når man drøner ned ad vejen for egen rugbrødsmotor, så ingen forældre kan nå én. Dén husker jeg. Og jeg kan se på pigernes kropssprog, at dén mærker de selv nu.

Vores piger har været længere om at lære at cykle, end ‘man’ ville have været det i Danmark, hvor pedallering vel nærmest kommer ind med den salige modermælk.

Af flere årsager.

Halvdelen af året er det f.eks. for varmt for børnene at være ude – og for den stakkels Far, som skal agere cykel-støttepind i en periode. Man løber fra den airconditionerede bil og direkte mod hoveddøren for at undgå at blive svedet af. Ingen ved deres sansers fulde 5 har lyst til at lege uden for.

Der er heller ikke de helt store muligheder for sådan at cykle rundt.

Inde i ghettoen fra et hjem til et andet og over til skolen – jovist – men ellers vil jeg vove den påstand, at det vil være decideret hasarderet at lade små børn cykle ret meget omkring.

For ingen er vant til at se sig over skulderen på alfarvej for lige at tjekke, om der kommer cykler.

Læg hertil, at vi ikke har dedikerede cykelstier og at fortovene kan ophøre uden varsel.

Og når så bilerne samtidig er markant større end i Danmark, så bliver det pludselig en kende uoverskueligt at cykle over i et andet nabolag eller hen til shoppingcentret, medmindre man får et kick ud af at mærke truslen fra en brølende Range Rover, der er henne for at snuse lidt til cyklens bagdæk.

Sådan er det bare.

Cykelmyg skal forblive på fortovet, selvom det også er ulovligt – medmindre myggene ta’r en enkelt runde eller 10 på egen stille villavej.

Og nu glæder jeg mig til at efteråret slår sådan for alvor igennem i Ørkenstaten, for så er vi parate til at vise vores skandinaviske DNA ved at cykle standhaftigt til og fra skole. Koste, hvad det vil. Sved eller tårer. Vi er klar!fullsizerender

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Dagens Pige i Skysovs

Vi har svært ved at få armene ned i Ørkenstaten idag.

Det er der flere årsager til.

For eksempel er vi da oven-ud-mega-begejstrede for den flinke, saudiske månekigger, som spottede nymånen i aftes på en klar nattehimmel.

For nymånen giver Hijiri – arabisk nytår – i morgen.

Så vi takker for den ekstra fridag og ønsker alle et forrygende nytår!fullsizerender7Og Cille har haft sådan cirka verdens bedste dag i skolen.img_8518Hun har fået en fødselsdagsblyant af Mr. Tim – skolens rektor – og en udmærkelse til dagens fællessamling.

Udmærkelsen er en såkaldt Action Award, fordi hun på bedste IB-manér handlede på sin ny-tilegnede viden om kroppens næringsbehov ved at lave ingefærjuice til sin Far, der blev bedt om at erstatte light-sodavand med ingefærekstrakt i 2 dage.fullsizerenderDen udfordring tog Martin pænt til sig – og han mener nu at have sin beskedne andel i Cille’s udmærkelse, selvom hun ikke virker synderligt interesseret i at dele opmærksomheden 🙂

Og her til eftermiddag tikker der en besked ind fra skolens musiklærer om, at Cille er kommet med i skolekoret.

Det var hendes store drøm at blive optaget i skolekoret her i Year 4.

Men det ønske var hun bestemt ikke alene om – og vi er ikke helt klar over, hvordan det lykkedes med så mange, andre håbefulde kandidater i snorlige rækker…

Men ind kom hun.

På trods af sidste øjebliks grådkvalt sceneskræk, da hun blev skubbet venligt, men bestemt ind til optagelsesprøven.

Og dét er hovedsagen. img_8520Det er så svært at opretholde facaden som vranten pre-teen, når man vinder og vinder og overvinder sig selv og er helt uovervindelig – og modtager blyant, udmærkelse og plads i skolekoret.

Hele tre ting.

Som et Kinder-æg.

I dag har været en god dag.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Relations-taknemmelighed

Vi er rejst direkte fra vestjydsk storfamilie til nordsjællandsk storfamilie.

Det er dejligt med alle de elskede mennesker omkring os, når vi til hverdag er så langt væk fra dem.

Men det er næsten ligeså dejligt, at Farmors Hus ligger i Den Store Skov, så jeg kan undskylde mig med at hundene skal luftes, når hovedet trænger til stilhed og gennemtræk uden 4-5-6-7-8-9-10 mennesker omkring mig.

Det er også kun hos Farmor, at jeg af egen fri vilje står op kl. 7 for at løbe en tur.img_8099 For findes der en større herlighed end naturen?

Og der er intet som en dansk bøgeskov, hvor solens stråler skyggedanser igennem løvet. Selv de mindste naturoplevelser bliver set og mærket med en helt anderledes energi og taknemmelighed end da jeg boede i Danmark og tog det hele for givet.

Pigerne gør det samme – bare i børnehøjde. De nusser med dunhammere mod kinderne og tager rode-i-jord-pinde med undervejs på vandring; de finder snegle og stopper dem i spande, og peger ivrigt på sommerfugle, der flagrer forbi.

Den danske, grønne frodighed er i sandhed noget andet end sandkassen derhjemme.

Og da jeg kommer hjem fra skoven står ham her på dørtærsklen. Han har i dagens anledning klædt sig på i sit stiveste puds, og står nu med sin skyder og politistav, fordi han skal ud at fange to rødhårede forbryderpiger i Farmors gårdhave, mens hans egen Far er ude i den virkelige verden og gøre noget lignende. Jeg kan da ikke stå for ham!img_8090Det vælter faktisk ind over den dørtærskel med fætre og kusiner.

Og det er en fryd.img_8095En fryd at se, hvordan pigerne genoptager leg og fællesskab fuldstændig naturligt og gnidningsfrit med deres fætre og kusiner, selvom der går halve år i mellem at de ses.

Den adfærd kunne man måske forvente af små børn, der ‘bare følger med’, men jeg er så glad for og taknemmelig over, at pigerne fortsætter med at være åbne og ligetil i de sociale relationer.img_8092Pigerne er faktisk rigtig dygtige til at justere efter og anerkende stemninger, interesser og præferencer i andre børn, når de møder dem. De leger bare med i dét, der nu engang foregår. Den åbenhed kan måske være en af gaverne ved at være sammen med vidt forskellige mennesker fra vidt forskellige kulturer ret ofte, tænker jeg.

Og efter et par akklimatiseringsdage, hvor Regnskabschefen fortsat har en masse mails at svare på og en masse regneark at arbejde i – og hvor jeg skal vænne mig til, at vi igen er to forældre til pigerne – pakker vi bilen og drager mod “landet”, som min nordsjællandske familie kalder det, når de skal i sommerhus syd for Sjællands Odde.

Jeg (og min vestjydske familie) får en pæn griner på af det udtryk.

“Landet”. 

Den slags er lig med pløjemark, lugten af gylle og den kvalmende søde varme i en kostald – ikke ligefrem et sommerhus på Odden.

Men – byboere, der skal på ‘landet’ eller ej – så holder vi fast i traditionerne og tager Hundested-Rørvig-færgen. img_8106Det er Farmors ritual – og det tager cirka lige så lang tid som at køre over Holbæk. Men følelsen er anderledes og langt mere afslappet. Vi er nede i gear allerede inden vi rammer sommerhuset. Og ellers gør de lange solstråler, Asti-bobler i glasset og legende børn i haven det sidste til at vi kommer i ægte feriehumør.img_8110Og nu er vi igang.

Fodrer fine heste med frisk kløver, mens vi nusser dem og komplimenterer deres smukke øjne, bløde muler og lange, fine øjenvipper.img_8120Vi klapper frække geder i evigheder.img_8123Og siger go’daw til en flok rådyr af en art, hvor gevir-far er et fantastisk eksemplar, som pigerne er noget benovede over.img_8126Jeg er så taknemmelig over alt det her….

– At vi år efter år kan nyde sommeren i Danmark med verdens dejligste mennesker, der igen og igen tager imod os med åbne arme.

– At jeg føler mig mindst ligeså velkommen og hjemmevant i Martins del af familien som i min egen. Det har jeg taget for givet, fordi det altid har været sådan – men jeg fornemmer ind i mellem at det bestemt ikke er sådan for alle. Jeg er heldig med at have en Svigermor, der vitterligt og oprigtigt er min Mor – sammen med min Mor, selvfølgelig.

– At det er os muligt at give pigerne en god fornemmelse for hvad Danmark er og hvem deres familie er, selvom ‘hjemme’ er en ørkenstat langt herfra.

– At pigerne igen og igen viser os, at de rummer forskellige mennesker, miljøer, relationer, stemninger, kulturforskelle osv.

Lidt lokale byger og overophedede nedsmeltninger er der undervejs – naturligvis – og det gør sig gældende for både store og små, når vi lever et kuffertliv (som vi ikke ville være foruden) i 6-8 uger ad gangen.

Livet er ikke så ringe endda. Heller ikke på ‘landet’.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Tumult

Vi er 3 uger inde i Danmarksturnéen.

Halvvejs.

Og jeg tæller ned i mit indre til Martins ankomst.img_8064For selvom det er noget “nyt”, at vi bliver familiesammenført allerede efter 3 uger i Danmark, så føler jeg mig færdig som gårdsanger med kufferter i bagsmækken.

Det er et lettere tumultarisk liv – både fysisk og følelsesmæssigt.

First World Problem, I know – men ens største udfordring er jo som bekendt stor.

Pigerne går mig på nerverne, fordi jeg er ene-forælder og må tage hver og én af de prøvelser, konflikter og diskussioner, der vilkårligt vil opstå, når vi rejser rundt og skal forholde os til mennesker, steder, stemninger, aktiviteter osv. kontinuerligt.

Det er som om min stemme forsvinder ud i den blå luft, og pigerne ignorerer mig åbenlyst, fordi de udmærket godt ved, at det er svært at køre konsekvenstræningen helt til dørs, når man er i andres hjem.

“Mor er så sur og jeg demand’er noget mere respect”, mukker Cille og ser frækt og udfordrende over på mig, så man kunne forvilde sig til at tro, at hun ikke blot var tween, men teen.

Mille siger ikke så meget med ord. Hun kører til gengæld den fineste hyle/skrige-regression, når tingene ikke lige flasker sig som madammen kunne ønske sig det.

Og jeg får et træt, vrissent tonefald – alternerende med et skingert – når jeg demand’er respect.

De er trætte af at høre på mig.

Jeg er træt af at høre på mig.

Og træt af at høre på dem, for nu at være 100% ærlig.

Men så ser jeg over på Mille, der er klatret op til Morfar for at fjolle til hun glider ned igen af bare grin og fnis.img_8015img_8024Så ser jeg rundt om bordet, hvor alle ryger lakridspiber til brætspillet, og stemningen er så dejlig og varm og glad.img_8029Så ser jeg hen på min kære Søster, der er omgivet af vores aldeles vidunderlige (og til tider kropumulige) spilopmagere af nogle døtre med stærke meninger.img_8079Og det går op for mig, at uanset ævl og kævl, så har vi det aldeles fantastisk og er del af det familiefællesskab, som vi ofte savner derhjemme i Ørkenstaten.img_8046img_8048 Der sker nemlig noget særligt, når man er intenst sammen og tilbringer mange dage i hinandens selskab, frem for blot at være på besøg i nogle timer for så at tage hjem i egne rammer.

Vi ved det og børnene fornemmer det.

Og det er også årsagen til, at vi ikke er endt med at købe et sommerhus og tilbringe vores ferie dér. Pigerne insisterer på at bo hos og med deres familie. For dét føler de er hyggeligst og “rigtigst”, selvom det betyder mange rundkørsler og pakket-kuffert-liv i stort set hele perioden.

Og nu landede Ørnen så igår.

img_8080Dét føles så dejligt, at han kan støtte den trætte trio med sin blotte tilstedeværelse.

Østrogenniveauet bliver nedbragt til et mere harmonisk niveau.

Mine skuldre ditto.

Det er bare sjovest at være os to om de to.img_8010

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Wadden Sea og Riw’

Morfar og Conny har lagt en slagplan for at højne den kulturelle integration af de arabiske bekvemmelighedsimmigranter, som banker på deres dør og råber op om asyl.

Folket fra De Varme Lande skal simpelthen ud at køre med traktorbus. Dét må da være en kulturel øjenåbner at se en gæv kvinde manøvrere en ordentlig traktor rundt.

Vi skal traktorere den hele vejen til Mandø, skal vi.

En lillebitte vestjysk ø, der ligger i et særligt tidevandsområde, hvor en marsklignende natur åbenbares, når tidevandet trækker sig tilbage. Det fremgår tydeligt, at jeg ikke er helt med på havstrømmenes indvirkning på kyststrækninger, ….men her er Google din ven, hvis du vil ha’ en ordentlig forklaring 🙂

Ifølge min Mor var jeg på Mandø som foster og igen med dagplejen som 5-årig, så en hurtig hovedregning vil afsløre, at jeg ikke har besøgt den lille ø i Vadehavet i godt og vel 35 år.

Derfor er et gensyn med så særligt et sted – der tilmed er kommet på UNESCO’s verdensnaturarvs-liste siden sidst – både glædeligt og long over-due99d7dfd8-bd35-4482-a270-60a59fe6b03d(foto courtesy: TV2 Syd)

Så i dag stiger vi ombord på Mandø-traktorbussen.img_7973Og bliver blæst igennem af en frisk, salt vind.img_7948img_7954Mens vi kigger ud over de åbne vidder, hvor de berømte vadehavslam går fredeligt rundt og græsser sig fede og slagteklare.fullsizerender-5Over alt blomstrer det karakteristiske lyslilla hindebæger, som populært kaldes for Mandølyng.img_7955img_7962De lokale øboere plukker og sælger bundter af Mandølyng langs vejen for en rund 20’er, men vi er for sultne til blomster og starter turen med at spise den medbragte madpakke.img_7960Bagefter går vi sammen med alle de andre turister ned for at vade i Vadehavet – for hvad er det ellers til for?img_7964Pigerne hujer og griner, når støvlerne sidder fast i det klæbrige, tunge sand. Der lugter af ler og havsalt, mens vi finder hjertemuslinger og orm.

“Det hedder Wadden Sea på udenlandsk”, erklærer min ih-så-velinformerede Far og turist-tropfører lidt senere, da vi har reddet os selv fra “kviksandet”.

Så ved man det.

Wadden Sea.

Æ Wade-haw o’ jysk.

Og uanset hvad, så er det imponerende at fornemme, hvilke kræfter, der ligger gemt i havets strømme, når de trækker sig og vender tilbage for fuld skylle ind over vestkysten.

Det markeres endda med vandstandsmærker.img_7965Blæsten gør hovederne helt trætte, så vi fortrækker os til en nærliggende mark, hvor Mille finder sit livs kald: At blive lammepasser.

Drømmen om at blive pet-groomer er nu so yesterday.img_7969Hun er ikke til at trække væk igen. Men lam er da også de mest fredfyldte og rolige dyr at henvende sig til med en tot græs og klappelyst.

Senere kan hun overtales til at se nærmere på den gamle mølle, mens Conny og Cille udforsker den lokale kirke.img_7972Før vi får set os om, er klokken 14, og traktorbussen går retur mod fastlandet.

Og dén vil man ikke misse.

Sidste-bus-problemet er bare lidt mere seriøst på Mandø end de fleste andre steder.

For næste skridt er en tur i Æ’ Brugsforening efter en ny tandbørste, efterfulgt af venlig henvendelse på kroen eller det lokale B&B for at se, hvor overnatningen skal foregå.

På hjemturen vælger vi den traktorbus, der er helt lukket. Ørerne trænger til at hvile sig oven på den stride blæst.img_7977Vi ser forbløffede ud af vinduet, mens traktorbussen duver møjsommeligt igennem havet, der strømmer højere og højere ind over havbunden.

Der er bemærkelsesværdig stor forskel mellem ud- og hjemturen, hvor vi på udturen tænkte, at ‘man da sagtens lige kunne smutte over til Mandø i egen bil’.

Dén idé kureres vi så for på hjemturen, hvor den salte vandstand kan tage appetitten fra de fleste – medmindre man da har en gammel slæde, der trænger til at lide kvælningsdøden i en høj omgang saltvand.

“Man skal have respekt for havet”, når jeg at tænke for 10. gang på denne her ferie.

Retur på parkeringspladsen ligger det nye Vadehavscenter, som passer helt diskret ind i naturen med det fineste, moderne stråtækte design.img_7981Vi nøjes med at trykke næserne flade mod ruderne ind til dét, der ligner en æstetisk smuk udstilling om tidevandet, dyrelivet og den særlige natur i Vadehavet. Der er ikke mere koncentration at give af hos stammens yngste.

Næste stop i dagens kulturkanon er Riw’. Også kaldet Ribe på alle andre slags dansk end vestjysk.img_7982 Danmarks ældste by ligger ganske kort kørsel fra Mandø, så det er oplagt at slentre en tur igennem de brostensbelagte gader og nyde synet af Ribe Å med ænder og sluse.img_7983Og ufatteligt smukke, gamle huse.fullsizerender-2fullsizerender-1fullsizerender-4fullsizerenderHele herligheden sluttes af med vaffelis lige op ad Ribe Domkirke.

Hvad mer’ kan man ønske sig?img_7991Det er altså ikke kun Djursland, der dur.

Det gør Sydvestjylland dælme også.fullsizerender-3

Mange hilsner fra Mor i Udlandet