Banditten

“Mille, du bliver nødt til at fortælle mig, hvad der er sket idag”. 

Martin står roligt over for yngste-arvingen, der ikke ser sig i stand til at mobilisere den mindste grad af motivation til at tale med sin Far om dagens (u)gerninger.Hun vrider og vender sig på stolen, hvor hun har fået besked på at blive siddende, indtil hun har forklaret sig.

Klemt.

Beklemt.

Angrende, men kun fordi hun bliver presset. Ellers ville hun lade som ingenting.

Der findes ikke noget værre end at skulle gå til bekendelse over for Farmanden.

Ham – manden i hendes liv – der altid ser med milde øjne på sit englebarn – afventer nu at få en anden version serveret.

Og dén svider.

Dét er tåkrummende pinligt.

Der findes ikke noget værre for pigerne, end når deres Far bliver skuffet over deres opførsel. Henover aftensmaden har hun ellers fået adskillige chancer for frivilligt at gå til bekendelse, men adspurgt om dagens forløb svarer hun kækt, at hun da har haft en god dag. Hverken mere eller mindre.

Men nu er det crunch time.

Og Martin ved godt, hvad der er sket.

For jeg har sladret. Ringet til ham efter at have hentet en lille, skummel tordensky, som har begået intet mindre end 3 fadæser i løbet af skoledagen.

3.

Du ved…det magiske nummer…

Hun starter dagen med at bide og flå i sin fine, nye pandebøjle, som hun har fået af Farmor. Sløjfen er revet itu og det sarte, lyserøde stof er nu snavset og stænket til af blå maling. Vandal, er hun. Og vandalisme kan ikke accepteres i Miss Louise’s klasseværelse.

Men værre bliver det. For hun kommer op at skændes med en klassekammerat, som hun ender med at skubbe hårdt til. “Emilie forgot to use her kind and caring hands”, som hendes lærer, Miss Louise så diplomatisk udtrykker det, mens jeg må undertrykke et (ganske upassende) smil.

Banditten afslutter hele misèren med at tegne med tuschpen på ryggen af en klassekammerats T-shirt.

Ugerningerne lander Mille i skolens fedtefad: Miss Louise har udmålt straffen til at være formiddagspausen inden døre i morgen, mens resten af klassen leger udenfor.

Senere forsøger jeg at bejle til den bedste version af banditbarnet:

“Jeg har været nødt til at ringe til din vens Mor i eftermiddag for at sige undskyld for det med T-shirten. Måske er jeg nødt til at købe en ny T-shirt, hvis ikke tusch-tegningen vil gå af i vask. Det gør mig ked af det og flov, at jeg er nødt til at undskylde din opførsel. Sådan noget er da helt forkert, det må man da ikke gøre”, siger jeg med alvorlig stemme.

“Mummy, når du buy’er en ny T-shirt, så skal du huske, at den skal være rød. Og jeg draw’ede med en blue pen”, svarer hun med lysende øjne.

Der er ikke skyggen af skam eller skyldfølelse, når hun ser på mig – uanset hvor meget, jeg appellerer til, at hendes indre svinehund skal forsvinde til fordel for en buttet englebasse.

Tilbage til aften-seancen.

Efter 1 times eftersidning i den varme stol – uden at ville bekende kulør og med masser af appellerende tricks i form af halvvåde øjne og småklynkeri – går Martin resolut oven på og skifter til pyjamas.

Nede i stuen igen, begynder han at slukke lamper og fortæller Mille, at “vi må ses i morgen, for nu går jeg i seng”.

Så får lakridspiben en anden lyd.

Presset til det yderste får hun forklaret om en tuschet T-shirt og en ødelagt pandebøjle og et hårdt skub.

Det er vitterligt ikke let at være en 4-årig skolepige.

Hvor går man hen, når det hele hober sig op?

For nogle gange går der oprør i den på den benhårde børne-arbejdsplads, hvor der skal så lidt til at træde ved siden af. Præcist som på benhårde voksen-arbejdspladser, hvor der også ryger finker af pander med jævne mellemrum…

Mille – det lille, stædige æsel – er naturligvis straks tilgivet.

Selvfølgelig.

Efter formanende påtale fra Mor og Far om at sige stop, fjerne sig eller kalde på en voksen i stedet for at skubbe.

Hvad angår den raserede pandebøjle, må vi melde pas. Den står ikke til at genoplive – og den ligger nu stedt til hvile på bunden af en skraldespand i skolen.

I morgen må jeg høre kammeratens mor om, hvorvidt tusch-tegningen går af i vask.

Det er heldigvis ikke mig, banditten slægter på.

Så simple ugerninger kunne jeg aldrig have fundet på.

Næh, mine var langt mere raffinerede.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet