No Promises og en skoleafslutning på forskud

Jeg har lidt ondt i hårrødderne her til morgen.

Ikke fordi der blev drukket voldsomme mængder alkohol.

Men de u-rutinerede må lide. Og de smagte godt igår, de cocktails.

Vi var til intimkoncert med Bryan Rice, som var blevet hentet til Dubai af DBWD – Danish Business Women Dubai. En non-profit organisation, som bl.a. hjælper danske kvinder med at netværke og se jobmuligheder i Dubai.

Ham der Bryan Rice kendte jeg faktisk ikke for andet end hittet “No Promises”. Men det var en fantastisk oplevelse – hans stemme var utrolig smuk, og han havde nogle fine fortællinger og indslag imellem sangene. Hans kæreste Mads var med som pianist.

Hvor var det dejligt at være ude med Martin (og en masse søde danske expats). Og nu, hvor vi har husholderske, så er der jo pludselig en in-house babysitter. Det letter og forsimpler “gå-i-byen” processen rigtig meget.

Det var i øvrigt gået fint med pigerne derhjemme. Cille havde hjulpet vores husholderske med at putte Mille, da hun var blevet lidt ked af det. Så sang storesøsteren et par sange for Mille og det hjalp på humøret.

Det er dejligt at vide, at storesøster passer på lillesøster, når det er nødvendigt.

Forleden afholdt Cille’s skole, Regent International School, deres årlige “End of Year Assembly”.

Sidste skoledag er den 26. juni, men de har måske behov for at afvikle de her arrangementer henover et par uger? Der er trods alt tale om en skole med ca. 1500 elever.

Her er tale om en ærkebritisk tradition, hvor forældrene får mulighed for at svælge i podernes optræden og evner. Kodak-moments for fuld udblæsning…

Skolen har 8 0. klasser med 20-23 børn i hver klasse, så jeg forventede kaosagtige stilstande med forældre, der kastede sig ind over stolerækkerne for at se deres egen rolling i aktion.

Men heldigvis havde skolen arrangeret 0. klassernes ceremoni henover 2 dage, så vi var kun forældrene til 4 af 0. klasserne i skolens hall – og der var rig mulighed for at se alle børnene og deres optræden.

Her er de søde unger ved at synge og lave fagter. Cille var en smule genert og beklemt ved situationen, men hun sang glad med alligevel. Hun står yderst til højre og er den mælkehvide vikinge-repræsentant i billedet!

Læg mærke til hvor multikulturel klassen er. Jeg vil gætte på at der er de første 20-25 nationaliteter repræsenteret, da mange af børnene har “blandede forældre”, om man så må formulere det.

Der er en pige i Cille’s klasse, som er halvt dansk/halvt kenyaner. Hun forstår dansk, men taler det ikke – og de 2 piger anede ikke, at de begge var danskere, før vi forældre fandt ud af det.

Cille havde på forhånd fortalt mig, at hendes Daffodils Class ikke skulle være mathematicians; at de ikke havde lavet hatte i skolen, som de skulle kaste op i luften, og at de ikke skulle marchere ind i hall’en til Pharrell Williams’ “Happy”.

Cille’s second-of-fame i klassens optræden var sætningen: “Look at the clock, it’s half past nine”. Ganske rammende, for skolepigen er meget fascineret af ure og tidskoncepter.

Jeg sad med tårer i øjnene og et krampagtigt tag om min kaffe det meste af tiden.

Mest ved tanken om at Cille nu skal starte i 1. klasse til september. Er hun virkelig gammel nok til det?

Og slut er det snart med de dejlige lærere Miss Samuels og Miss Lina. Suk.

Afslutningen på 0. klasse betyder også, at det er definitivt slut med at være den Lille-Store Skolepige. Suk.

I 1. klasse er der sid-ned-undervisning ved borde; der er ansvar, skrappere ‘adfærdsregulering’ og lektier på en ny måde. Suk.

Og så bliver jeg bare emotionel, hver eneste gang jeg ser hele skoleklassen samlet, og vores lille pige er midt i flokken af dejlige børn. Det er så fint at opleve.

Men nu går weekenden sin gang. Der er svømmeundervisning og lektier. Og en hyggelig eftermiddag og middag i vente, når vi skal besøge et nyt vennepar i Dubai Marina.

Rigtig god pinse!