Første skoledag i Dubai – og måske har vi et hus!

“Hej, Mor. I got a new friend today. Her name is Giselle and she is a little bit from Denmark like me”. Den lille-store Skolepige kommer glad gående ud af sit nye klasseværelse med madpakke, drikkedunk og skoletaske i favnen.

Hun er slet ikke til at hive ud af skolegården. Og Mille går straks med på galejen.

Cille giver mig et kram og smiler glad til mig. Jeg har temmelig svært ved at se noget som helst ud af mine tårefyldte øjne. Det her var lige præcist, hvad jeg så brændende havde ønsket mig.

At Cille skulle have en dejlig første skoledag.

At hun skulle komme mig i møde med smil og positive oplevelser i rygsækken fra den allerførste dag i et komplet fremmed skolemiljø.

Jeg krammer livet ud af hende, trækker vejret dybt og går med ind i klasseværelset.

Denne her første skoledag har føltes som 100 timer lang. Ihvertfald for Moren og Lille My, der har slået tiden lidt ihjel med en gåtur om en sø i morges, før det blev for varmt.

Cille’s nye klasselærer, Miss Samuels, sætter sig ned sammen med mig og gennemgår den første skoledag. Hun siger, at Cille gik lige ind i aktiviterne sammen med de andre; at hun ikke har været hverken genert eller ked af det på noget tidspunkt. At hun gerne ville vise sine nye kammerater billederne fra sin gamle skole. Og Miss Samuels kiggede også i Cille’s learning journey fra Nacton Primary School sammen med hende.

Miss Samuels fortæller mig, at Cille skriftligt befinder sig i midtergruppen af børn, hvilket betyder, at hun fint kan nå at blive klar til niveauet i 1. klasse i løbet af de næste 3 måneder.

Jeg kan godt lide Miss Samuels. Hun er ung, energisk, ser ud til altid at sætte sig i øjenhøjde med børnene og hun har et smittende, tillidsvækkende smil. Det virker som om hun rent personlighedsmæssigt ikke er så forfærdeligt langt fra Cille’s elskede Mrs. Ryan.

Hvor heldig har man lov at være?

Her er der lidt uniformsbilleder af den lille-store Skolepige (og hendes forældre) fra kl. 6:30 i morges – hun er en anelse betuttet ved hele situationen.

Men hun var nu ikke den eneste, der var lidt klemt ved alt det nye. Det var vi andre sådan set også.

Igår var vi på Regent International School for at købe Cille’s uniform. Det var ikke fordi jeg forsøgte at udskyde det til sidste øjeblik, men skolen ville ikke lade os købe uniformsdelene, før de kunne se vores betaling i deres system.

Vi snusede lidt rundt på gangene, der summede af aktivitet igår.

Alle teaching assistants (stort set kun filippinske kvinder) var i fuld gang med at klargøre klasseværelserne til et nyt semester.

Der rodede alle vegne – og der var ingen til at spørge om tilladelse, så vi besluttede os for i stedet potentielt at skulle bede om tilgivelse. Og så gik vi ellers igang med at se nærmere på det hele.

Martin fandt hurtigt Cille’s nye klasseværelse.

Her er et billede af hendes nye klasselærer, som er fra England. 
Og her er det nye skoleskema.

Cille var mægtig begejstret for at kigge sig omkring på den nye skole – og både hun og Mille indtog straks Daffodils Class, hvor temaet for tiden er slotte, borge, prinser og prinsesser.

Der var temmelig rodet i klassen, fordi teaching assistant Mrs. Marcilla var i gang med en større oprydning. Hun viste os smilende rundt i lokalet og hen til swimming pool’en og legepladsen.

Uden for legede pigerne i 0. klassernes skolegård. Der er i alt 7 eller 8 0.klasser á 20 børn. Skolen går til og med det 12. klassetrin i det engelske system.

Nu sidder den lille-store Skolepige ved siden af mig med sin iPad og en skål morgenmad som eftermiddagssnack, mens lillesøster sover lur.

Om lidt går vi op og svømmer, før det bliver tid til aftensmad og tidlig putning – for vi skal afsted kl. 6:45 hver morgen.

Cille er træt, men slet ikke på samme måde, som da hun startede i skole i september sidste år. Og hun fremviser stolt sit 1. skoledags-certifikat og et klistermærke til mig, som Miss Samuels har givet hende idag.

Det tegner til at blive en supergod klasse, en dejlig klasselærer og en fin introduktion til skolelivet her i Dubai for vores 4-årige trunte.

Og det løsner knuden i min mave en smule. Der er stor skyldfølelse forbundet med at have taget hende ud af et skolemiljø, som hun elskede ubetinget – for herefter at skubbe hende ind i en helt ny skole.

Kl. 17 ved vi i øvrigt om “alt går, som det gerne skal” med den famøse villa i The Lakes.

Martin skal mødes med ejendomsmægleren og husets ejer dernede. Der skal udveksles underskrevne lejekontrakter og checks skal skifte hænder.

Hvis det lykkes – og her er jeg stadig både forbeholden og skeptisk – så er i dag en aldeles fremragende dag.

På alle fronter.