Impuls-indkøb af biler og endnu en lektion i røvbananeri

 

“Skat?”?.Martins stemme lyder glad og forventningsfuld i telefonen her til eftermiddag.

“Jaehhh”, svarer jeg lettere distræt til den skrattende mobiltelefon. Jeg sidder som sædvanlig på det lille hjemmekontor, mens Mille sover lur, og Cille bliver passet af familiens fænomenale pædagog (læs: Cirkeline på iPad).

Jeg er netop ved at bestille navne-klistermærker og navne-tøjmærker til skole og børnehave. Ugle-motiv til Mille og blomster-motiv til Cille. Der er mange, store beslutninger i en husmors liv.

“Ja, altså?jeg købte lige en bil til mig selv. Det var den helt rigtige. Og lige om lidt skal vi jo bruge 2 biler alligevel”, forklarer manden begejstret.

Jeg konstaterer, at bedste-halvdelen lyder mægtigt tilfreds med sig selv. Velfornøjet og tilsyneladende iklædt sine bedste spendér-bukser på en højhellig Påske-Lørdag.

Jeg vil ikke sige, at der er tale om et impuls-indkøb af en Audi Q7, meeeen han er ikke ligefrem langsom i optrækket til at handle biler her i ørkenstaten.

Faktisk er det nu 2. gang på en måned, at han træder ind ad døren hos en bilforhandler og går ud et øjeblik senere med papirformularerne til overtagelse af nye (i begge tilfælde lettere brugte) biler!

“Så nu mangler vi bare lige at få styr på det med huset, Skat, og så spiller det hele igen”, fortsætter han. “Hmmm?hmmm”, siger jeg som svar på det med huset.

For der står røvbananer i kø hernede. Boligmarkeds-røvbananer.

Beklager det latrinære udtryk – men det er en del mere passende end at kalde dem for udlejere og ejendomsmæglere, hvis du spørger mig.

Torsdag i indeværende uge afgiver vi et bud på et hus i The Lakes.

Herligt!

Det er ikke et “drømme-hus” – men prisen kommer ind lige under vores fastsatte budgetramme og er bestemt ikke et dårligt valg. Der er 5 store soveværelser med dertil hørende badeværelser, et okay køkken, plads til hushjælp, nogle gode stuer og en dejlig, velpasset have.

Vores bud bliver accepteret af husets ejer.

Herligt!

Ejendomsmægleren (den mest professionelle, vi har mødt til dato) går straks i gang med at forfatte lejekontrakt, og præciserer samtidigt beløbene og navnene til brug for udstedelse af de checks, som vi skal give til udlejer i løbet af søndag, som jo er ugens første arbejdsdag hernede.

Udlejer skal modtage depositum samt 1 helt års husleje forudbetalt – og så skal mægleren naturligvis have sit salær.

Jeg behøver vel ikke nævne, at det gør et solidt indhug i en families økonomi og giver et lidt skrantende cash-flow, at et helt års husleje skal forudbetales?

Farvel, du kære halve million kroner?for en lettere nedslidt, bangladeshi-villa i Dubai’s svar på 2900-Happiness. Men sådan er livet – der er ikke andet at gøre end at tørre øjnene og næsen. Og så sætte den rationelle arbejdshat solidt fast på hovedet. Vi skal nok klare den!

De 2 (komplet naive) immigranter går således på weekend med rimelig tilfredshed: Nu skal vi bare lige have overstået det med checks’ene søndag og så er der nøgleoverdragelse torsdag i næste uge. Der er godt og vel 10 dage til at vores container er frigivet fra toldinspektion, og i mellemtiden kan vi måle op til gardiner, evt. købe lidt møbler, få bestilt internet-opkobling osv.

Men så modtager Martin en SMS lørdag formiddag fra en anden ejendomsmægler. At der er “nogen”, som har budt på villaen – og om Martin mon også har lyst til at afgive et bud, før det er for sent?

De der “nogen” er jo for pokker os selv! Via en mægler, som denne her mægler jo ikke kender til.

Med andre ord har vores udlejer været igang med at ringe rundt til andre ejendomsmæglere for liiige at se, om han kan finde nogen, der vil over-byde vores bud. Måske kunne han lige hente 10.000 dirhams mere et andet sted?

Martin skriver et “pænt nej tak” til den anden mægler. Og sender en SMS til vores nuværende mægler for at fortælle, at udlejer søger højere bud andetsteds.

Vores nuværende mægler sender hurtigt et svar: ‘Det er helt almindelig praksis og kutyme, at udlejer undersøger, om det er muligt at indhente et bedre bud fra anden side, før han indgår lejekontrakt – også selvom han har sagt ja til os’.

Røvbananer! Hele bundtet? Ja, det her er ihvertfald aktørernes adfærd i Dubai’s boligmarked.

Intet er sikkert, før checks er afleveret til indisk mand. Som forhåbentlig ikke modtager checks fra andre mennesker også, hvorefter han kaster røgslør?

Der indfinder sig efterhånden en vis portion skepsis og kynisme hos Martin og jeg – for alle kneb gælder tilsyneladende her.

Lettere nedtrykt sindstilstand efter dén SMS-korrespondance, men vi hanker op i os selv ved tanken om at det ikke er “drømmehuset” og at containeren sagtens kan blive opbevaret yderligere et par uger i havnen, om nødvendigt.

Is hjælper i øvrigt altid på familiens humør.

Og vi fandt en spændende butik: Daiso. Japan’s svar på Søstrene Grene.