Det ivrige pindsvin og den betuttede tumling
Vi er kun et par dage fra juleferien.
Fuglene flyver henover himlen i smukke træk-formationer, som Cille koncentreret gengiver i sine evindelige efter-skole-tegnerier.
Det er blevet vinter i Ørkenstaten. Man er nødt til at finde en cardigan frem, hvis man skal ud sent om aftenen. Det er næsten for galt.
Og selvom jeg efterhånden har opgivet at finde julestemningen i sandkassen, så bliver jeg mindet om det, når jeg ser billeder fra juleafslutningerne i skole og vuggestue.
Martin deltager i Cille’s End of Term Assembly, hvor hun er klædt fint ud som et pindsvin. Klassens tema i de tre første måneder har nemlig været nat-aktive dyr.
Børnene synger vintersange, som er blottet for religiøse referencer eller jule-konnotationer. Man er vel politisk-korrekt og kultur-sensitiv i et muslimsk land?
Men der er nu et eller andet morsomt ved at de synger den ene snefaldssang efter den anden midt i en ørken, som erstatning for salmerne.
Cille elsker at optræde. Hun husker alle fagterne og synger ivrigt med. Der er overskud til at smile og vinke til Farmanden undervejs.
Det er tydeligt, at hun har det som blommen i et æg på scenen med sine kammerater.
Jeg er ærgerlig helt ind til marven over, at jeg ikke kan deltage på grund af mit arbejde på skolen.
Det er første gang i Cille’s opvækst, at jeg ikke sidder med kameraet fremme og kæmper med tårerne til de bittesmå skolebørns ubehjælpsomme sceneshow.
Jeg skulle have været der! Det er jo mig, der er Moren!
Cille modtager ved samme lejlighed en udmærkelse i naturfag for sine gode spørgsmål omkring nat-aktive dyr.
Og hjemme venter der en belønning til hende for at udvise stort mod, nu hvor hun har lært sig selv at gå ind til computertræning uden tårer.
Her er min Princess Anna of Arendelle i sin nye kjole.
Og Farmanden gør Mille klar til vinterkoncert i vuggestuen.
Hun kan kun se uskyldig ud i 2 sekunder, så går det galt.
Miss Kanchan har på forhånd advaret os om, at Mille højst sandsynligt ikke vil være meget begejstret for at optræde foran en forsamling af ukendte mennesker.
For hun reagerer med skyhed og gemmer sig, når Violets-stuen skal møde nye mennesker eller deltage i noget uden for stuens trygge rammer.
Dén formodning viser sig at holde stik.
Tumlingen tøffer betuttet ind foran den ventende skare af stolte forældre. Men hun græder ikke og hun løber ikke efter sin Far – og dét i sig selv er vel en form for succes?
Ikke et ord kommer over hendes læber.
Ikke en fagt bliver gengivet.
Til trods for at hun kan alle sangene og dansene til døde.
Øjnene er indstillet på uendeligt, og hun virker ikke som om hun genkender noget som helst af alt det, de har øvet så længe.
Mentalt er hun rejst afsted på en ensom raket, mens de andre står for show’et.
Bagefter cykler hun glad omkring. Spillet i hendes øjne vender langsomt tilbage.
Der er så overraskende stor forskel på de to piger.
Storesøster tager hele følelsesregistret i brug og er den fødte skuespiller, ligeså snart hun kan finde sig et publikum.
Lillesøster går komplet i stå af ren generthed, når hun bliver mødt af ukendte ansigter. Og hendes medfødte slagterhunds-frækhed er så absolut kun til brug i selskab med velkendte mennesker.
Da Martin går fra vuggestuen, cykler Mille kækt omkring igen med sin højtskattede Miss Kanchan ved sin side.
Ved årets afslutning kommer også den første tilstandsrapport på Cille.
Okay – der er nok snarere tale om en evaluering af hendes faglige niveau samt engagement, men det andet lyder ret meget sjovere.
Her er Den Lille-Store Skolepiges fag i 1. klasse:
Cille er en flittig arbejdshest – og det anerkender læreren ved at beskrive hendes engagement og indsats i skolen som ‘excellent’ i alle fag – med undtagelse af ICT, som er den computertræning, hun har haft det svært med.
Det samme gælder for kvaliteten i hendes lektielæsning og hjemmeopgaver, som hun får stor ros for.
Der er ikke en decideret karaktergivning i de små klasser, men snarere tale om en vurdering af barnets faglige niveau ud fra en række veldefinerede parametre.
Cille vurderes til at være stærkest i de videnskabelige fag – og inden for de kreative fag.
Hendes arabiske ligger præcist i midten af det forventede niveau.
Og da jeg kommer frem til sidste side i rapporten, får jeg tårer i øjnene.
Her har Den Lille-Store Skolepige egenhændigt taget ansvar for sin læring ved at skrive sine læringsmål for næste semester ned, hvorefter hun og hendes klasselærer har underskrevet dokumentet som en anden formel aftale.
Der er noget uendeligt fint i at dele ansvaret for læringen mellem læreren og eleven allerede i 1. klasse.
Jeg tror på at den slags øvelser giver sig udslag i engagerede elever, som forstår hvorfor, de skal øve sig på ditten og datten, når de har siddet ansigt til ansigt med deres lærer og aftalt målene.
Tænk, hvis jeg selv havde været udsat for noget lignende hensigtsmæssigt, da jeg gik i grundskolen.
Ingen kommentarer endnu