Svømmeren og den mandigste mand

Sådan!

Cille har knækket koden til at svømme med hovedet under vandet.

Det har været en lang proces – og det er ikke kommet naturligt eller let til hende. Men vi har (i samarbejde med hendes svømmelærer) ladet hende selv bestemme tempoet.

Hun har i flere måneder forsigtigt dyppet det ene øje i vandskorpen og så det andet. Med og uden dykkerbriller. Der har ikke været tårer, men hun har været skeptisk. Meget, endda.

I fredags fik hun for alvor ansigtet og hovedet under vandet sammen med sin svømmelærer. Hun strålede af stolthed!

Og igår, da jeg tog pigerne med i pool’en, var hun stort set under vandoverfladen i et par timer. Hun dykkede efter en My Little Pony, og kom prustende op til overfladen for at fortælle mig om de andre børn, som hun mødte under vandet.

Det er så fantastisk at opleve, hvordan hun har overvundet sin skepsis og oplever en følelse af at kunne.

Jeg husker selv hvordan der åbner sig en helt ny verden, dér – nede under vandoverfladen.

Nu skal hun måske have en rigtig dykkermaske. Det ville være skønt at dykke med hende i havet, når det bliver lidt køligere hernede.

Vi fejrede successen med masser af isdessert. Og Farmanden har lovet at tage med hende i pool’en i weekenden, så han egenhændigt kan se lappedykkeren i aktion.

Udover det fantastiske vandmirakel, så tøffer vi såmænd bare rundt i vores egen lille Dubai-boble.

Jeg er f.eks. ofte ude med min personlige shopper. Hun er mægtig tilfreds med vognen i tumlingestørrelse. Og når hun ikke længere er tilfreds, så stamper hun i gulvet og skriger af sine lungers kraft: “Mummyyyyy, you bære me now, you naughty Mummy”.

Det forekommer mig, at der er god mening i at sende hende lidt i børnehave til september. Til afretning. For hun og jeg er ude på et symbiotisk skråplan, hvor rollingen er i min favn konstant.

Og så leger vi en masse indendøre.

Her er nemlig cirka 40 grader i skyggen. Eller sådan føles det ihvertfald. Ørkenstaten er fugtig-hed og det bliver ved og ved. Indtil oktober, tror jeg nok.

Lille My råber: “Oh, dear Mummy, really hot on my feet!”, hver eneste gang vi træder uden for døren. Og hun har ret – det føles faktisk lidt som om sandaltæerne ligger på en stegepande, når man har været ude i solskinnet i lidt tid.

Her til aften måtte jeg tilkalde min jæger og beskytter.

En interessant form for gekko-firbens-fætter var pludselig blevet lun på at bo på gæstetoilettet. Han var lys-orange, ret gennemsigtig og så på mig med sine store øjne.

Og han var ikke sådan rigtigt velkommen, kunne jeg mærke. Faktisk var det lige før jeg ikke skulle tisse alligevel…

Her er Martin i aktion. Firbens-øgle-fjerneren. Mandigheden selv.

Bemærk, at jeg sagde fjerneren. Ikke dræberen. For han kender mig godt nok til at vide, at jeg på én og samme tid vil af med kræet, men at det fortsat skal leve et fint liv – bare langt væk fra mig!

Der er nu ikke noget som at blive reddet. Af ens mand. Det er tilnærmelsesvis sexet.