Mor i Udlandet

Snot og dét, der er værre

Udgivet den 15. december 2015 af moriudlandet

Yes.Noget så fængslende som (endnu) en 95° kogevask er igang.

Der er stukket en snot-kæp i hverdagshjulet.

Sådan foregår det hver eneste gang, Mille bliver forkølet.

Snotteriet giver en hvæsende, insisterende slimhoste, som nægter at slippet taget i pigen.

Og hosten resulterer ultimativt i opkast lige omkring midnatstid.

Det slår aldrig fejl.

Senge endevendes og skiftes.

Grædende barn skylles under bruser.

Nusse-kaniner koges og centrifugeres til de ligger udmattede hen på et tørrestativ.Nætterne føles for korte.

Søvnen afbrydes af opkast-cirkus.

Alle er dødtrætte.Så nu tusser vi stille rundt.

Mille, Bob-katten og jeg.

Og vi glæder os helt vildt til juleferien, der kickstartes torsdag eftermiddag.Mille er nu ikke den eneste, der er syg.

Det er jo vinter her i Ørkenstaten – med præcist de samme florerende fællesskabs-vira som i Det Kolde Nord.

Børnehaveklassens mødre live-transmitterer i whatsapp-gruppen hele morgenen fra hospitaler og klinikker, fordi en række af børnene er blevet syge med astma, bronkitis og gemen forkølelse.

Og det er en big deal. For børnene går jo glip af årets vinter-koncert idag!

Eller rettere: Forældrene går glip af at se podernes performance…

Indtil videre er Cille nu sluppet heldigt udenom.

Og har dermed deltaget i sin vinter-koncert, hvor temaet er Celebrations around the World.Den Lille-Store Skolepige synger med på en andægtig Ramadan-sang sammen med sin klasse. Ikke et øje er tørt.

Mørket skjuler det bare.

Musiklærerne har lagt mange kræfter og stor energi i at lave en fin fremvisning af børnenes musikalske evner.

Nu skal vi bare lige liste os igennem onsdagens skole-hjem-samtaler og torsdagens jule-arrangementer – og SÅ er vi i dén grad klar til at sætte os op i en flyvemaskine tidligt fredag morgen for at rejse til Moder-Landet.

Giv slip!

Sæt mig fri!
Tænker Bob-katten.

Tænker jeg.

Udgivet i Uncategorized | Tagget brække sig, drømme om ferie, forkølelse, glæde sig, hoste, hverdag, hverdagscirkus, julearrangement, juleferie, kaste op, knække sig, kogevask, opkast, rejse hjem, rejse på juleferie, rejse til Danmark, se frem til, slim, snot, syg, sygdom, træt, udmattet, vasketøj, vinter-koncert, vira | Skriv en kommentar

Sidste weekend før julerejsen

Udgivet den 12. december 2015 af moriudlandet

Pirat-Pigen med Plysdyret og Fjollet-Fodtøjs-Fidusen runder skoleugen af med manér.Og weekenden kickstartes på den helt rigtige måde.Med G&T ad libitum.

Og marcipanproduktion ad hoc.Vi fniser lidt undervejs i marcipan-menageriet, når min bakterie-fobi får vinger midt i begejstrede (snuskede og snavsede?) barnefingres konfekt-mesterværker.
Der er dømt julefrokost i ghettoen med de sødeste mennesker.

Den selvvalgte, tilvalgte storfamilie.
Der har så pokkers travlt for tiden, at vi ikke har kunnet overskue at forberede en traditionel dansk julefrokost.Faktisk får vi take-away pizza.
Men hva’ gør det, når humøret er højt – og vi snart går på juleferie?Mørket falder på, mens de voksne griner og børnene hviner.Det er som om der indfinder sig en forunderlig harmoni denne torsdag aften – midt i juletravlhed, skoletræthed og hverdags-stress.

Ikke ét skænderi er der blandt de 9 sammenbragte børn, som ender aftenen med at se Far til 4 på teenageværelset, mens de voksne tømmer flaskernes sidste dråber.Endelig er det weekend.

Sidste weekend før julerejsen mod det kolde nord.

Og vi har helt droppet julefrokoster til fordel for firkløver-hygge.

Det er dét, vi har allermest lyst til, før det går løs i Danmark.

Der er jo også vigtige adventsgaver fra Farmor og Mormor, som skal åbnes.
Og tages i brug.Julelandskaber, der skal opstilles.Og julekalendere, der skal skrabes, så vi kan få dem med hjem til udbetaling i Føtex.Vi har også verdens bedste badmintonspillere samlet i Dubai til sæsonfinalen i denne weekend. Dem vil Martin gerne opleve live.Så vi kører ud til Hamdan Sports-komplekset for at heppe på de danske spillere.Peter Gade er yderst veloplagt ambassadør for BWF og han charmerer alle nationaliteter med sit drengede smil og legende lette, elegante spil.På et tidspunkt får han øje på pigernes danske trøjer og inviterer dem til at spille.Men dét tør de ikke. De putter sig tæt ind til Farmanden.

Senere – da Farmanden møder badmintonvenner fra en svunden tid – lægger de sig til at tegne. Midt på gangen. Upåvirkede af kinesere, der lister sig til at tage diskrete billeder af de rød-hvide trunter.

Upåvirkede af arabere, der ler og peger, når de opdager to løjerlige typer, der holder fest midt på gangen.

Efter en dansk sejr i herre-double, en tabt dame-double og to tabte herre-singler, triller vi mod Mall of the Emirates for at spise aftensmad.

Åh, hvor er det weekend!

Tid til catch-up på TV2’s julekalender.
Tid til sofa-nus med Bob-katten.

Helt igennem weekend.

Udgivet i Dubai | Tagget badminton, Badminton World Federation, badmintonvenner, Bob-kat, BWF, Camilla Rytter Juhl, Christinna Pedersen, Dubai, fællesskab, fest, gin og tonic, grine, Hamdan Sports Complex, harmoni, hverdags-stress, Jan Ø. Jørgensen, julefester, julefrokost, juletravlhed, konfekt, lege, marcipan, marcipankonfekt, Odense Marcipan, Peter Gade, pjatte, selvvalgt, skoletræthed, storfamilie, Super Series, take away pizza, tilvalgt, venner, venskab, Victor Axelsen, weekend, weekend-fornemmelser | Skriv en kommentar

Kulluna Emarat

Udgivet den 8. december 2015 af moriudlandet

Som en hoppebold springer jeg tilbage.

Ivrigt.

Opad.

Fyldt af energi efter at have været helt nede i gulvklinkerne, da Niecen rejste hjem med Moster-Søsteren.

Det er ofte dét, der sker for mig efter en tur i den sorte kulkælder. Så bouncer jeg op i et lettere hysterisk anfald af glæde.

Eller måske er det fordi jeg netop har genlæst Fru M’s inspirationsbog og er blevet mindet om, at livet er helt igennem værd at leve?Hvis du selv trænger til lidt inspiration midt i vinterkulde og juleforberedelser, så køb Fru M’s bog på Amazon.

Se det som en præmatur julegave til dig selv eller en (med)søster. Den vil helt sikkert gøre sig godt som kombineret aha-oplevelse og underholdning i sofaen i løbet af ferien.Måske er det fordi jeg lige har haft besøg af en kær veninde og oplevet, at det tager nul-komma-nix at hoppe 12-13 år over og genskabe forbindelsen på 1 sekund?

Måske er energien også kommet retur, fordi jeg bliver mødt af de her glade, fjollede piger, når skoledagen er omme?Det er som om jeg finder ny glæde i de helt små, nære ting lige nu.

Som da Cecilie skriver ‘ami’ (mor) til mig på arabisk forleden morgen.

Eller da jeg modtager whatsapp-beskeder med billeder af Milles klasse, der hører om hollandske Sinterklaas, der lægger gaver i børns sko.Eller da en bekendt fra netværket Danish Business Women Dubai lægger en fin video af en hyldestsang op på Facebook.

Sangen er skabt i anledning af De Forenede Arabiske Emiraters 44-års dag.

Som artiklen neden under forklarer, er der tale om 44 expats, som på 44 sprog lykønsker landet med de 44 år – og samtidig takker for de muligheder, som Emiraterne tilbyder os – immigranterne, der kommer hertil for at leve og arbejde.

http://www.masala.com/tribute-paid-to-the-uae-in-a-44-language-song-208834.html

Der er ikke andet at sige end et kæmpestort shukran (tak) – for livet præcist som det udfolder sig i en Ørkenstat ligenu!

Udgivet i Om Mor i Udlandet | Tagget acceptere sig selv, aha-oplevelse, begejstret, bounce, Cille, coaching, emotionel intelligens, føle, følelser, følelsesmæssig rutschetur, fornemme, fornemmelser, glad i låget, glæde, hjælp til selvhjælp, hoppe op og ned, hoppebold, i følelsernes vold, iver, ivrig, læring, livslang læring, Lulu Mahaini, lykkelig, Mille, opleve, selv-coaching, selvhjælp, selvrealisering, skolebørn, skolepiger, sorg, taknemmelig, tristesse, tristhed, værktøj | Skriv en kommentar

Synkende fornemmelser

Udgivet den 6. december 2015 af moriudlandet

Jeg sidder og ser billeder igennem fra 10 dage med Moster-Søsteren, Jo og Svoger-Onklen.Og jeg får den der gammelkendte, synkende fornemmelse.

Den starter i det øjeblik, hvor Martins lufthavnsbus triller afsted med elskede mennesker på bagsædet og deres feriefyldte kufferter i bagagerummet.

I det øjeblik, hvor jeg hæver armen over hovedet og vinker et sidste farvel og på gensyn.

I det øjeblik, hvor jeg står alene (og forladt) tilbage på fortovet og skutter mig i morgengryet.

I det øjeblik, hvor det går op for mig, at tomheden nu vil runge i huset for en tid.

Fordi alting uvægerligt vil minde mig om et eller andet morsomt, hyggeligt eller rart, som vi har foretaget os sammen.
Så snøfter jeg lidt for mig selv.

Og gemmer mig under dynen, indtil troldebørn vågner og insisterer på morgenmad og leg.Men selvom jeg bliver melankolsk af at kigge på billederne fra 10 dages levet liv i storfamilien, så er jeg samtidig uendeligt glad og taknemmelig for at have haft denne her tid sammen med min niece. Og søster. Og svoger.

Jeg er så taknemmelig for, at vi har muligheden for at opleve så mange ting sammen.

Og for at de 3 piger har et stærkt bånd imellem sig, fordi vi er så intenst sammen.
Jeg er taknemmelig for fjollede grin over for små cykler.Og for friske kommentarer om for små stole – eller for brede bagdele?For grineture over cykler, der er helt uoverstigelige for en babybump.Eller er størrelsen i virkeligheden meget passende?For bilture med skøre Cille bag rattet.Og koncentreret vandleg med 3 kusiner på rad og række.Ligeså svært det kan være, at finde en frakke, der kan passe – ligeså svært kan det være, at finde en grimasse, der kan passe…

Lige nu. Hvor mit indre er midt i mellem gråd og grin.

Jeg ved, at vi ses igen til jul.

Om 14 dage.

“Det er noget pjat at være melankolsk, Tine”, mumler jeg for mig selv.

Men jeg er mig samtidig smerteligt bevidst om, at efter juleferien, vil der gå 6 måneder, før vi ses igen.

Og livet vil blive én stor forandring for min søster og hendes familie i de måneder.

De vil gå fra 3 til 4. Og jeg må vente længselsfuldt på at sige goddag til min baby-nevø.

Det er helt uoverskueligt at tænke på.

Og i den slags situationer er det nærmest rart, at livet skal gå videre.

Der er jo fødselsdagsfester at deltage i.Og luftballoner at betragte på en lysende blå morgenhimmel. De er sendt som et tegn på at alting nok skal gå.

At alting faktisk er ok.

Og da jeg kommer retur til mit lille forberedelseslokale fra søndagens første time, ligger der dejlige billeder og venter på mig.
Af min (lidt for) morgenfriske niece Jo, som er ankommet vel i sit eget hus.Hun er i fuld færd med Mosters pakke, der først måtte åbnes derhjemme, så der er lidt nyt at lege med, når Mor og Far skal rydde op efter ferie og gøre klar til hverdagen.Hold kæft, hvor jeg savner!

Der er dømt nedtælling til juleferie i Danmark. Fra nu af.

Udgivet i Familie | Tagget afsavn, afsked, barndomsminder, bevidst, bevidsthed, dele sorger og glæder, familiebånd, fællesskab, føle sig alene, føle sig forladt, feriebilleder, feriegæster, ferieminder, forandringer, gammelkendte fornemmelse, glædes, Jo, juleferie, Kærlighed, krea-værksted, kufferter, kusiner, længes, længsel, Little Explorers, livsforandringer, luftballoner, lufthavn, minder, Mirdif City Centre, morgenhimmel, moster-søster, nedtælling til juleferie, Niece Jo, på gensyn, savne, søskendekærlighed, søstre, sige farvel, skabe minder, smerteligt, som søstre vi dele, stille, synkende fornemmelse, tage afsked, taknemmelig for, taknemmelighed, tomhed, uden for, undvære, venskab | 4 kommentarer

Som søstre vi dele

Udgivet den 4. december 2015 af moriudlandet

“Kom, Johanne! We are sisters traveling together, let’s go upstairs”.

De to trolley-dollies trækker afsted med kufferterne stopfyldte af legetøj og julepynt, som de har rapset fra juletræet.Der bliver umådeligt stille, da de først er smuttet ud af køkkenet.

Muligvis fordi de er i færd med at plyndre deres chokoladekalendere?Moster-søstrene tager det ikke så tungt. Vi krammer hengivent henover babybump og gryderet.Det er den sidste dag i storfamilien.

Og jeg smutter fra morgenmadsknas og kreaproduktion for at finde Martin efter Dubai Creek Striders’ halvmarathon.Han er i mægtigt humør. Det er 2. gang at han løber denne her halvmarathon – og det er gået som planlagt. Så der er god grund til at fejre resultatet med morgenmad sammen med de ca. 1.500 andre, der stod distancen.Og på trioen fra O’enses sidste dag er det jo top-nødvendigt at ligge i blød og nyde de sidste solstråler, før den igen står på flyverdragt og vinterstøvler derhjemme.Vi spiser pandekager til dessert i kalenderlysenes skær.Det er så ubeskriveligt dejligt at have de 3 kusiner samlet.De er frække, sjove, søde og fjollede. Hver for sig og sammen.

De leger og skændes.

De hopper hujende i trampolin og tov-trækker hysterisk om den lyserøde kop.

De samarbejder, hjælpes ad og nægter kategorisk at give sig.

Det svinger.

I takt. Og utakt.

De 10 dages storfamilie-tid er fløjet afsted. Vi har oplevet en masse denne gang.

Vi har f.eks. været i Global Village for 1. gang. Bedre kendt som Bakken-på-coke.Med alle verdens vartegn samlet på ét sted. Dubai-style. Plastic-fantastic.En del af verdens lande er repræsenteret med små indkøbsgader, hvor man kan købe al den slags tingel-tangel, som man aldrig har eller får brug for.Umiddelbart er det sjoveste ved Global Village, at vi – immigranterne – endelig får chancen for at mingle lidt med de lokale.

For lige med undtagelse af Dubai Mall, er der meget begrænsede muligheder for at opleve emiratierne på nært hold.

Men i Global Village – dér er de! I stimer! Damer. Mænd. Børn. Og deres barnepiger.Da mørket falder på, begiver vi os over i tivoliområdet for at få en tur i karrusellen.3 timer efter ankomst er vi halvdøve og tummelumske af virvar og rundtur, så vi trisser ind og ud i mellem araberfamilierne, der spiser hollandske fritter og fægter med turpasset.Og vi finder vejen hjem til vores hvid-mands-ghetto. Langt, langt fra Global Village.

Udgivet i Familie | Tagget de lokale, Dubai, Emiratierne, fællesskab, Global Village, hvad skal man opleve i Dubai, hygge, karusseller, Kærlighed, leg, lege turister, legekammerater, mæt, oplevelser, rig, rig på oplevelser, savne, savne på forskud, storfamilie, tivoli, turist i Dubai, turister, venskab | Skriv en kommentar

Øgruppen The World

Udgivet den 2. december 2015 af moriudlandet

Det er 2. december. Ørkenstatens nationaldag. Og dét skal da fejres!

Med fare for at blive småhadet i iskolde, post-Gorm-fulde Danmark, bringer jeg hermed en bitte advarsel om at der i det følgende vil forekomme billeder af skyfri himmel, skøn strand, blåt vand og højt humør.

Den Bedste Halvdel finder vejen til Jumeirah Fishing Village her til morgen.Vi kigger ned i det blå vand, mens vi venter på båden til “The Island” – øen Libanon – som er den eneste bebyggede ø i den menneskeskabte øgruppe “The World”.Klokken 11 stævner vi ud. Spændte på hvad der venter os om 20 minutter og 4 sømil.Mens vi venter på kystvagtens tilladelse til at blive transporteret til “The World“, ser vi, at der rent faktisk er fiskerbåde i Jumeirah Fishing Village. Man ved aldrig…i Dubai…Udsigten ind mod det nordlige Dubai er slående. Burj Khalifa står dér i midten og rækker mod Himlen som Babelstårnet.Efter 20 minutter nærmer vi os Libanon, hvor resortet “The Island” ligger.Det lille, futuristisk-udseende resort ligger kridhvidt langs det blågrønne hav og det karakteristiske, gule ørkensand.Velkommen til “The Island“.

Det eneste sted, der rent faktisk er “up and running” i “The World“.Resten af øerne ligger øde hen. Som sandbanker i Den Arabiske Golf.

Skyline’n fejler nu ikke noget fra Libanon.
Øens både transporterer gæster frem og tilbage hver time. Men det fornemmer vi nærmest ikke.

Og vi hører det ihvertfald ikke, for den funky DJ bag mixerpulten har fået tjenerne til at skrue helt, helt op for højttalerne.Pophits anno 2015 eller ej – børnene er i deres helt egen verden.
De stor-nyder strandlivet og laver engle i sandet.Efter en dejlig frokost tager Martin svømmeturen over til naboøen, der ligger øde hen som dét, den nu engang er.
En stor bunke sand.

Spyttet op af en maskine på et tidspunkt, hvor Dubai kunne gå på vandet og hvor ‘finanskrise’ var noget, som resten af verden måske led af.Jeg gør ham turen efter.

På vejen derover, springer stimer af sølvfisk op over vandoverfladen lige foran mig.

Her er helt fantastisk.

Og ret mærkeligt.Ved 17-tiden sniger solen sig langsomt ned over horisonten og vi gør os klar til retur-turen.3 kusiner har haft en fantastisk dag.2 søstre og deres mænd har haft en fantastisk dag.Det bliver højst sandsynligt ikke sidste gang, at vi besøger Libanon, “The Island“-resortet i øgruppen “The World“.

Måske kunne vi have ønsket os lidt mindre påtrængende musik for bedre at bevare øde-ø-fornemmelsen – men på den anden side, så hersker der ingen tvivl om, at resortet er lagt an på at være ét langt day party.

Maden var veltilberedt og helt i tråd med den afslappede ø-stemning – og det faktum, at drikkevarerne kostede en lille formue er vist at forvente, når man transporterer sig selv ud til et sted, hvor der er én bar og intet andet?

Selve resortet er 2-stjernet i min optik – og i starten kunne jeg ikke helt sætte en finger på hvad det var for et vibe, stedet gav mig.

Senere kom det til mig, at stedet minder om resorts i Afrika, hvor ‘man’ gør sig umage med at forsøge at skabe nogle rammer, som ‘turisterne’ kan lide, men hvor tingene enten er blevet snedkereret forkert sammen fra starten eller blot stille og roligt falder fra hinanden uden at nogen gør noget ved det…

Men det gør ikke noget.

Forventningen var en skøn dag på en strand i helt anderledes omgivelser – og dét er man garanteret på Libanon.

Udgivet i Uncategorized | Tagget archipelago The World, Øgruppen The World, bade i havet, badeferie, børns leg, besøge Dubai, De Forenede Arabiske Emiraters nationaldag, Den Arabiske Golf, Dubai, familie, familietid, fællesskab, havvandet, Jumeirah Fishing Village, Kærlighed, kusiner, Lebanon, leg, Libanon, man-made archipelago, nationaldag, nyde det gode vejr, skyline, solskin, spand og skovl, strandliv, svømme, svømme i havet, The Island Dubai, The Island Resort Dubai, The World, turist i Dubai, vinter i Dubai, vntervejr i Dubai | Skriv en kommentar

Ørkenstaten fylder år

Udgivet den 30. november 2015 af moriudlandet

Det er sidste skoledag i Ørkenstaten, før et par (velfortjente) feriedage i anledning af Martyrernes Dag og Ørkenstatens Nationaldag.I går var Cecilie udklædt som Rapunzel til 2. klassernes eventyrfest.Og i dag fejrer vi – lidt på forskud – Ørkenstatens 44-års fødselsdag med fællessamling og tøj i flagets farver: Rød, grøn, hvid og sort.Der flages overalt i Ørkenstaten i disse dage.

På rækværker.På biltage og bygninger.I vandfald.Og i chokoladebutikkens trøfler.Fædrelandsstoltheden er synlig for enhver.

Og den unge nation er ved at tiger- og kvantespringe sig frem allerforrest i køen af velstands-lande, hvor ‘man’ flokkes for at leve et behageligt liv.I forbindelse med Secondary School’s fællessamling, viser studenterforeningen os Dubai’s Expo 2020 promotion-film, som i dén grad får salen begejstret.

Du kan se den fine film her:

Og nu er det hele klaret.

1 minuts stilhed for De Forenede Arabiske Emiraters faldne soldater – nationens martyrer.

Klapsalver, nationalsang, flagranker og fejringstaler til ære for De Forenede Arabiske Emiraters fødselsdag.

Arabiske delikatesser fra taknemmelig emirati-forælder indtaget.

Engelsktimer afholdt.

Der er kun tilbage at hoppe direkte hjem i rækkehuset og nyde livet i storfamilien de næste 4 dage.Og dén opgave er let.Legende let.For vi fjoller.Og bager pandekager.Og svømmer.Og putter i sofaen med dyne og chokolade.Der er kun ét eneste problem i konstellationen.

Dagene går alt, alt for hurtigt.

Udgivet i Dubai, Familie | Tagget 44 år, børnefamilie, børns leg, Dubai Expo 2020, Expo 2020, familieliv, fædrelandsstolthed, fællesskab, fællesskabsfølelse, fejre nationaldag, flag, kusine-trio, kusiner, legende let, martyrernes dag, Martyrs' Day, nation, National Day, nationaldag, nationaldagen, Remembrance Day, stolthed, storfamilie, ung nation, United Arab Emirates, velstand, velstands-land | 5 kommentarer

Var der nogen, som sagde jul?

Udgivet den 28. november 2015 af moriudlandet

Åh, manner, hvor er jeg mega-over-super-duper-glad i disse dage!

Fordi hende hér (og hendes Mor og Far) er kommet på besøg.Den står på kaffe, småkager og søster-snik-snak i den lille baghave.Og på skakspil med Onkel Søren – og kusinehygge i sofaen.Der er aftenbadning på det dybe vand.
Og morgenbadning i lille-pool’en, som Mille kalder den.De vinterkolde danskere ankommer ud på natten, så deres første døgn går med at trisse rundt og undersøge hus og legetøj, inden vi kommer hjem fra skole.

Og selvom der ikke er tale om “jetlag” med en tidsforskel på 3 timer, så har hele familien mest af alt brug for langstrakt leg og uendelighedskaffe.

Det er så skønt at opleve de 3 kusiner sammen igen – og helt fantastisk at kramme min søster og ae maven, som vokser så fint, så fint.

Den herlige familie-bonding afbrydes kun midlertidigt af en vaskeægte Dubai-klassiker:

Fredagsbrunch’en. Cannot be missed.Vi er taget til Grand Hyatt i Bur Dubai. En smule off-the-beaten-brunch-track. Et kæmpe hotelkompleks med en indendørs tropisk have – og en udendørs ditto, som vi nyder, mens vi går amok i langtidsstegt lam, sprød andesteg, aromatiske curries, knasende stenovnspizzaer, friske salater og overflodsdesserter…

Børnene går på opdagelse i buffetområderne på egen hånd og de nyder at lege i den store have, mens de voksne spiser og snakker.

Stopmætte triller vi retur til ghettoen og stopper børnene i seng så hurtigt, som det kan lade sig gøre.

Aftenen byder nemlig på en opgave, som Moster-Søsteren ikke tidligere er blevet tildelt.

Samling af plastic-juletræ. Og hun er da vild med det.

Fluff! Så har du et træ! Resultatet er vi ganske tilfredse med. Belønningen for juleanstrengelserne er en skønsom blanding af gin-tonic (til mig), urtete (til den rundmavede) – og snebolde og skumnisser. Importeret fra Fynsland direkte til Dubailand.Af en eller anden grund, så smager dansk slik helt vanvittigt godt, når man ikke rigtig kan få fingrene i det i det daglige.

Jeg glæder mig sådan til lørdag morgen, hvor pigerne skal overraskes med juletræ og adventsgaver fra Mormor, Farmor og Farfar. De bliver præcist ligeså glade, som jeg havde håbet på.De pakker DR og TV2 julekalendere ud fra Morfar og Conny. De to julekalendere skal vi for første gang følge med i i år.

Buttede barnefingre trykker resolut chokoladefigurerne ud af 1. december.Vi rejser til Danmark den 18. december, så der er en god undskyldning for at gå igang med julerierne præmaturt.Og nu hvor julen ligesom er skudt igang, napper vi da lige en juletræsfest på Jebel Ali Beach Resort.

Velkommen til Nordic Christmas Dubai.
I 30 grader – med udsigt til sandstrand og palmer – og “Last Christmas” på repeat. Julemanden ankommer på kamel. Naturligvis.Og man kan klippe-klistre julepynt i de respektive, nationale telte.Ikke et øje er tørt.

Dannevang i Dubai.

For alle pengene.

Altså lige bortset fra at ingen af os er i julestemning. Overhovedet.Kan man overhovedet komme i julestemning i en Ørkenstat?

Ja, jeg har mine tvivl.

Juletræet er samlet og pyntet.

Julemanden er spottet.

Kalenderlyset er tændt.

Og alligevel er der intet i mig, som kalder på jul.

Måske skal jeg bare vente til kulde- og mørkechokket i Danmark?

Så kommer julestemningen helt sikkert!

Og indtil da åbner vi kalenderlåger og spiser konfekt på livet løs med trioen fra O’ense.

Halleluja!

Udgivet i Familie | Tagget Danmark, fredagsbrunch, ghettoen, Grand Hyatt Dubai, Jebel Ali Beach Resort, jetlag, julekalender, Julemanden, julemanden på kamel, julestemning, kalender, kalenderlys, komme i den rette julestemning, komme i julestemning, konfekt, krybbespil, kulde, mørke, moster-søster, Niece Jo, Nordic Christmas Dubai, nyde varmen, Onkel Søren, pynte juletræ, storfamilien, storspise, Trioen fra Odense, vænne sig til | Skriv en kommentar

800-JUNK

Udgivet den 25. november 2015 af moriudlandet

Jeg har skrevet en SMS-besked til Take My Junk i Dubai.

De skal hente vores udtjente spisebordssæt en af dagene.

Sættet fra Idé-Møbler på Gammel Kongevej overlevede 4 flytninger og 14 års måltider. Og nu siger vi så det endelige farvel.

Jeg er vild med at storskrald fungerer så enkelt i Ørkenstaten.

Enten bliver møblerne taget af gartnere, husholdersker og andet godtfolk, som kommer forbi og ser, at vi har stillet noget udenfor til fri afhentning.

Og ellers kan vi sende en besked til 800-Junk, som triller forbi med en lastbil for at samle møbler, hårde hvidevarer og elektronik op.Der kommer en besked retur fra junk’ierne.Take My Junk tager (velbjærgede) immigranters aflagte sager og reparerer dem, hvorefter de sælger dem videre til det, de kalder for ‘en favorabel pris til dem, der ikke har så meget’.

Præcist hvad formuleringen dækker over kan jeg ikke gennemskue – men jeg ved, at det er megafedt ikke at have anpart i en Brenderup-trailer…Og det gør faktisk heller ikke noget, at jeg ikke skal fornøje mig med at køre på genbrugsstationen en gang eller to om måneden.

Om det er en fornuftig, overordnet løsning på storskralds-håndtering står hen i det uvisse – men let og smertefrit, dét er det dælme!

Der genereres i øvrigt enorme mængder af storskrald i Ørkenstaten.

Lejekontrakter er for 1 år ad gangen – og det betyder, at vi alle sammen flytter ind og ud i en jævn strøm, når vi ikke kan blive enige om prisen med udlejer.

Flytninger er befordrende for storskralds-akkumulation.

Livet i Ørkenstaten er tumultarisk. Mange er nærmest på gennemrejse – blot med en kuffert eller to – og de er derfor nødt til hurtigt at fremskaffe og afskaffe jordisk gods.

Etablering og afvikling af liv er en god katalysator i storskralds-produktion.

Mange boliger udlejes uden hårde hvidevarer – og det gør os alle til stolte hårde hvidevare-ejere, som skramler rundt fra sted til sted med egne vaskemaskiner og køle-fryse-skabe under armen.

Og pludselig er vi måske heldige, at den næste bolig tilbydes med hårde hvidevarer?

Hér risikerer dovenskaben at sætte ind. For er det ikke bare lidt nemmere at sætte den billige opvaskemaskine ud til storskrald end at sætte den i (vores version af) Den Blå Avis?

Nok om skrald.

Og håndtering af samme.

Til orientering kan jeg nævne, at jeg har fået en opringing fra flink Take My Junk-mand, som siger, at nu har de hentet det spisebordssæt, som vi købte i et andet liv.

På Frederiksberg.

For møjsommeligt sammensparede studenterpebernødder.

Tak, Take My Junk!

Udgivet i Dubai | Tagget 800-JUNK, affaldshåndtering, akkumulere affald, Ørkenstaten, brenderup-trailer, bruge penge, doven, dovenskab, Dubai, elektronik, forbrug, forbrugere, genbrugsstation, hårde hvidevarer, købe nyt, møblement, møbler, overflod, reparere, sælge brugte varer videre, smid-væk-kultur, smide ud, smide væk, spisebordssæt, storskrald, storskralds-håndtering, Take My Junk, Take My Junk UAE, trailer, UAE, udrangeret, udtjent, videresalg | Skriv en kommentar

Sovende børn og ventetid

Udgivet den 23. november 2015 af moriudlandet

Der er tale om en decideret 3-trins-raket af vestjyske slægtninge, der kommer til Dubai, før vi rammer juleferien.Let’s face it.

Det er da yderst charmerende med billeder på Facebook af glade børn, der er i færd med at bygge snemænd.Tanker om iskrystaller på duggede ruder og glad leg i sne giver en vis portion hjemve.

Trods alt.

Men sneen er jo kun sjov dén søndag, hvor fnuggene daler og der er god tid til kælk, småkagebagning og varm kakao.

Mandag morgen er romantikken forduftet og der ligger driver af gråt sjap, som skal forceres for at nå på arbejde, i skole og i børnehave.

Her i Ørkenstaten går vi til gengæld svært tilfredse rundt i 30-32 graders varme (med lav luftfugtighed) og har alverdens muligheder for at nyde udelivet.
Denne her form for vinter tager jeg anytime over en vinter i Danmark. Og det er sikkert også dét, de vestjyske slægtninge har luret: Kombinationen af glædeligt gensyn og en fantastisk chance for at undslippe en del af kulden og gråvejret derhjemme?

Sidste komponent i 3-trins-raketten er ihvertfald Moster-Søsteren, niece Jo og Onkel Søren.

Dét besøg er der talt ned til i flere måneder. I begge familier.Mit hjerte smelter ved synet af min elskede niece, som glæder sig til at komme på ferie – og til at lege med sine kusiner.Og nu er ventetiden næsten ovre.

På onsdag lander det lille 3-kløver omkring midnatstid i Dubai – mere end parate til at skifte flyverdragt og elefanthue ud med badedragt og solhat.Jeg kan næsten ikke vente med at få fat i de her æblekinder!Små, ferskenbløde barnekinder, der skal kysses og bides og nives så uanstændigt meget, at barnet må bede sin Moster om at stoppe.

Det er ikke helt let at kontrollere et dybt savn.

Det er ikke helt let at acceptere, at Moster-rollen kun udfyldes sporadisk og kortvarigt.

Det er én af de få sorger, jeg oplever, ved at leve i udlandet.

Og mens vi venter, lader vi batterierne op, så vi kan blive klar til masser af dejlige oplevelser med det sødeste 3-kløver. Lige om lidt.
Vi ses og god rejse, Familien N!