Synkende fornemmelser

Jeg sidder og ser billeder igennem fra 10 dage med Moster-Søsteren, Jo og Svoger-Onklen.Og jeg får den der gammelkendte, synkende fornemmelse.

Den starter i det øjeblik, hvor Martins lufthavnsbus triller afsted med elskede mennesker på bagsædet og deres feriefyldte kufferter i bagagerummet.

I det øjeblik, hvor jeg hæver armen over hovedet og vinker et sidste farvel og på gensyn.

I det øjeblik, hvor jeg står alene (og forladt) tilbage på fortovet og skutter mig i morgengryet.

I det øjeblik, hvor det går op for mig, at tomheden nu vil runge i huset for en tid.

Fordi alting uvægerligt vil minde mig om et eller andet morsomt, hyggeligt eller rart, som vi har foretaget os sammen.
Så snøfter jeg lidt for mig selv.

Og gemmer mig under dynen, indtil troldebørn vågner og insisterer på morgenmad og leg.Men selvom jeg bliver melankolsk af at kigge på billederne fra 10 dages levet liv i storfamilien, så er jeg samtidig uendeligt glad og taknemmelig for at have haft denne her tid sammen med min niece. Og søster. Og svoger.

Jeg er så taknemmelig for, at vi har muligheden for at opleve så mange ting sammen.

Og for at de 3 piger har et stærkt bånd imellem sig, fordi vi er så intenst sammen.
Jeg er taknemmelig for fjollede grin over for små cykler.Og for friske kommentarer om for små stole – eller for brede bagdele?For grineture over cykler, der er helt uoverstigelige for en babybump.Eller er størrelsen i virkeligheden meget passende?For bilture med skøre Cille bag rattet.Og koncentreret vandleg med 3 kusiner på rad og række.Ligeså svært det kan være, at finde en frakke, der kan passe – ligeså svært kan det være, at finde en grimasse, der kan passe…

Lige nu. Hvor mit indre er midt i mellem gråd og grin.

Jeg ved, at vi ses igen til jul.

Om 14 dage.

“Det er noget pjat at være melankolsk, Tine”, mumler jeg for mig selv.

Men jeg er mig samtidig smerteligt bevidst om, at efter juleferien, vil der gå 6 måneder, før vi ses igen.

Og livet vil blive én stor forandring for min søster og hendes familie i de måneder.

De vil gå fra 3 til 4. Og jeg må vente længselsfuldt på at sige goddag til min baby-nevø.

Det er helt uoverskueligt at tænke på.

Og i den slags situationer er det nærmest rart, at livet skal gå videre.

Der er jo fødselsdagsfester at deltage i.Og luftballoner at betragte på en lysende blå morgenhimmel. De er sendt som et tegn på at alting nok skal gå.

At alting faktisk er ok.

Og da jeg kommer retur til mit lille forberedelseslokale fra søndagens første time, ligger der dejlige billeder og venter på mig.
Af min (lidt for) morgenfriske niece Jo, som er ankommet vel i sit eget hus.Hun er i fuld færd med Mosters pakke, der først måtte åbnes derhjemme, så der er lidt nyt at lege med, når Mor og Far skal rydde op efter ferie og gøre klar til hverdagen.Hold kæft, hvor jeg savner!

Der er dømt nedtælling til juleferie i Danmark. Fra nu af.