Som søstre vi dele

“Kom, Johanne! We are sisters traveling together, let’s go upstairs”.
De to trolley-dollies trækker afsted med kufferterne stopfyldte af legetøj og julepynt, som de har rapset fra juletræet.Der bliver umådeligt stille, da de først er smuttet ud af køkkenet.
Muligvis fordi de er i færd med at plyndre deres chokoladekalendere?Moster-søstrene tager det ikke så tungt. Vi krammer hengivent henover babybump og gryderet.
Det er den sidste dag i storfamilien.
Og jeg smutter fra morgenmadsknas og kreaproduktion for at finde Martin efter Dubai Creek Striders’ halvmarathon.
Han er i mægtigt humør. Det er 2. gang at han løber denne her halvmarathon – og det er gået som planlagt. Så der er god grund til at fejre resultatet med morgenmad sammen med de ca. 1.500 andre, der stod distancen.
Og på trioen fra O’enses sidste dag er det jo top-nødvendigt at ligge i blød og nyde de sidste solstråler, før den igen står på flyverdragt og vinterstøvler derhjemme.
Vi spiser pandekager til dessert i kalenderlysenes skær.
Det er så ubeskriveligt dejligt at have de 3 kusiner samlet.
De er frække, sjove, søde og fjollede. Hver for sig og sammen.
De leger og skændes.
De hopper hujende i trampolin og tov-trækker hysterisk om den lyserøde kop.
De samarbejder, hjælpes ad og nægter kategorisk at give sig.
Det svinger.
I takt. Og utakt.
De 10 dages storfamilie-tid er fløjet afsted. Vi har oplevet en masse denne gang.
Vi har f.eks. været i Global Village for 1. gang. Bedre kendt som Bakken-på-coke.Med alle verdens vartegn samlet på ét sted. Dubai-style. Plastic-fantastic.
En del af verdens lande er repræsenteret med små indkøbsgader, hvor man kan købe al den slags tingel-tangel, som man aldrig har eller får brug for.
Umiddelbart er det sjoveste ved Global Village, at vi – immigranterne – endelig får chancen for at mingle lidt med de lokale.
For lige med undtagelse af Dubai Mall, er der meget begrænsede muligheder for at opleve emiratierne på nært hold.
Men i Global Village – dér er de! I stimer! Damer. Mænd. Børn. Og deres barnepiger.Da mørket falder på, begiver vi os over i tivoliområdet for at få en tur i karrusellen.
3 timer efter ankomst er vi halvdøve og tummelumske af virvar og rundtur, så vi trisser ind og ud i mellem araberfamilierne, der spiser hollandske fritter og fægter med turpasset.
Og vi finder vejen hjem til vores hvid-mands-ghetto.
Langt, langt fra Global Village.
Ingen kommentarer endnu